Rafn Sveinbjørnsons saga - Udtog (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XIX
Udtog af Rafn Sveinbjørnsons saga


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Denne, af Heltens Samtidige, fortalte Saga (omhandlet i Sagabibliotheket I, 236-243[1] er for en stor Deel, men dog ikke ganske, samt egentlig kun udtogsviis, indfört i Sturlunga-Saga. Den er vistnok, saaledes som vi nu have den, forfattet af den berömte Sturla Thordsön (eller Thordarsön), den yngre, men det er vel mueligt, at han dertil har benyttet sig af skriftlige Forarbeider af een af de to Mænd blandt Rafns nærmeste Omgangsvenner, som vi ret strax komme til at nævne, og i al Fald maa han af dem, ved mundtlig Overlevering, have erholdt mange af de i nærværende Levnets beskrivelse meddeelte Efterretninger. De nævnes begge i nærværende Brudstykker. Den ene, Præsten Thomas Thorarensön, blev ofte (efter sin Moder, som længe var en meget agtet Enke) kaldet Ragnheides Sön. Han var i tredie Led beslægtet med Vatnfjords Hövding, Rafn Sveinbjörnsön, og hörte saaledes, efter den Tids Begreber, til den samme Stamme. Han synes og, idet mindste fra Aaret 1202 af, da han fulgtes med Rafn og Biskop Gudmund Aresön paa deres Udenlandsreise, at have været Rafns fortroligste Ven og Ledsager. Paa den anden Side var han gift med Halla, Sturla Thordsöns Halvsöster, og roses af ham som en særdeles god og ypperlig Mand. De Efterretninger, som haves om ham, ere temmelig fuldstændig samlede af Hans Finsen, i Noterne til det ovenmeldte sildigere islandske Obituarium (Script. Rer. Dan. med. ævi, T. VIII, p. 555-56), hvori hans Dödsdag ansættes til 7de Mai; dog mangler der Dödsaaret, som efter Annalerne var 1259. Den anden Mand var Sturla Baardsön, Sturla Thordsöns Fætter, men beslægtet i tredie Led med Rafn, og lige til dennes Död een af hans trofasteste Fölgesvende. Han var en ikke uheldig Digter, og var, som det synes, viet til Diaconus. Desuden var Thord Sturlesön, vor Forfatters Fader, een af Rafns bedste Venner, og saaledes vel ogsaa een af Biographens paalideligste Hjemmelsmænd. Til disse kan nok ogsaa regnes Gisle Marcussön, Broder til den Magnus Marcussön, som her ommeldes og som allerede i sin Manddomsalders förste Aar indvandrede til Grönland. Gisle, som blev en meget gammel Mand, var stedse een af Sturlungernes ivrigste Tilhængere og Omgangsvenner; han döde den 15de Juni 1258; see ellers om ham Script. Rer. Dan. med. ævi. Vlll, 553. Om hans Fader, Marcus Gislesön, vide vi, at han allerede afgik ved Döden, efter nærværende Saga, den 3die November, i Aaret 1196. Jvfr. ovenfor II, 633, saavel Texten, som Anm. 1. Selve Forfatteren Sturla Thordsön (eller Thordarsön) er meget mere bekjendt; om ham have vi anfört adskilligt ovenfor I, 29-31, 65, 69-70, 504. Hans Levnet er udförlig beskrevet paa Latin af Finn Johnsen Hist. eccl. Isl. I, 108, 110-111, og ellers foran den af Sturla forfattede Hakon Hakonsons-Saga (Hkr. V, XVII-XXVD; jvfr. Amtmand Bjarne Thorsteinsons Fortale til Sturlunga-Saga (1 D. 1817) S. VII-XI. Her bemærke vi kun, at Sturla Thordsön födtes Aar 1214, altsaa et Aar efter Rafn Sveinbjörnsöns Död. Han blev en Omgangsven ikke alene af Rafn: ovenmeldte Venner, men ogsaa af hans fire Sönner, fra hvilke han vist har havt adskillige Underretninger om deres Faders Levnet, og med hvilke han, under Sigvat Sturlesöns Anförsel, deeltog i Slaget ved Örlygstade 1238, hvor to af dem faldt for Seiervinderen Gissur Jarl, men Sturla selv blev taget til Fange.

Det her meddeelte Stykke udgjör vel kun en Episode af den vestfjordske Hövding Rafn Sveinbjörnsöns Saga og derfor indskrænke vi os her til at meddele fölgende kortfattede Efterretninger om dens egentlige Helt. Han har formodentlig været födt henved 1170, paa Eyre (eller Öre) i Arnarfjorden, hvor han siden boede. I sin Ungdom blev han oplært til Præst og reiste udenlands til Norge, Örkenöerne, England, Spanien, Italien og flere sydlige Lande. Da han kom hjem, lod han den geistlige Stand fare, men giftede sig med den ovenfor (ll, 175) nævnte Hallkatla Einarsdatter (der nedstammede fra den for Grönlands Historie og ældste Beskrivelse höist mærkværdige Thorgils Orrabeinsfostre) og blev ved hende Stamfader til en yderst talrig, endnu i Norden blomstrende Slægt, til hvilken disse Liniers Forfatter ogsaa hörer. Rafn havde udenlands lagt sig efter Lægevidenskaben, men langt fra ikke for Fordeels Skyld, da han aldrig tog nogen Betaling for dens Udövelse, men tvertimod underholdt og pleiede (tit meget længe) de trængende Syge, der tyede til ham, i sit Huus, paa sin egen Bekostning. Mod mange gjorde han ellers vel, og deriblandt en (i det fölgende Stykke ommeldt) Thorvald Snorresön, hvem han husede, forsörgede og hjalp frem, da han var i trange Kaar, men siden kom Thorvald til Rigdom og Anseelse, da han blev Rafns Nabo-Gode, i hvilken Anledning han ofte kom i Strid med ham, skjönt Rafn stedse paa den ædleste Maade gav efter og viste sig villig til Forlig. Tilsidst lönnede Thorvald sin Velgjörer Rafn med en saa sort Utaknemmelighed, at han i Fasten 1213 overfaldt ham i hans Hjemstavn om Natten med væbnede Folk, og satte Ild paa hans Gaard. For at den ikke skulde afbrænde, og Uskyldige ikke omkomme, overgav Rafn sig til Thorvald, som strax lod ham skille ved Livet og udplyndrede hans efterladte Bo[2]. Denne Udaad blev længe derefter hævnet af Rafns efterladte Sönner, som ved et lignende Overfald skilte Thorvald Snorresön ved Livet 1228.

Den her omhandlede Viga-Hauks, eller Hauk Ormsöns Udvandring fra Island til Grönland er sandsynligviis skeet i Aaret 1207 eller 1208. Hans Svoger, den ovenmeldte Magnus Marcussön, har da enten gjort ham Fölgeskab, eller ogsaa, noget senere, efter Hauks Raad eller Indbydelse, grebet til den samme Beslutning.

Til Grund for vor Text af det fölgende Uddrag have vi lagt et Papiirs Haandskrift, tilhörende den Arnæ-Magnæanske Samling, som Nr. 487 i 4to, skrevet af den bekjendte Asgeir Johnsen. Foran Sagaens Begyndelse har Arne Magnusen skrevet disse Ord: Er membrana regía, samt vedheftet en Forklaring, skrevet med en anden Haand, hvor det bevidnes: at en foran tilföiet Collationering er skeet efter en anden ældre Afskrift fra den samme Codex. Denne saaledes paa en Maade dobbelte Afskrift betegne vi her med A. Desuden have vi benyttet fölgende Haandskrifter.

B) En mig, Finn Magnusen tilhörende, ikke gammel Afskrift, skrevet her i Kjöbenhavn og af mig her kjöbt paa en Auction. Paa Titelbladet foregives den at være skrevet efter den Arnæ-Magnæanske Membran 557 i 4to, men, ved at eftersee denne, erfares at den iblandt andet kun indeholder Begyndelsen af Rafn Sveinbjörnsöns Saga, og enkelte flere Fragmenter. l Arne Magnussens Tid har den heller ikke været her complet, da hans egenhændige lndholdsliste kun angiver eet eller flere Brudstykker af samme. De, som nu forefindes, indeholde intet af vor Text.

C) En Papiirsafskrift med Asgeir Johnsens Haand, i den Magnæanske Samling, Nr 154 i 4to og

D) Ligeledes, skreven af John Erlendsen, Nr. 155, 4to, ere begge ligelydende med A.

E) Nr. 552, i 4to, skrevet af den berömte Björn Johnsen paa Skardsaa, mest fra samme Kilde som B, dog med nogle Afvigelser; den maa dog uden Tvivl betragtes som den vigtigste Repræsentant for den ovenmeldte magnæanske Membran, forsaavidt som den ikke mere haves.

F) Nr. 560, C, skrevet i Island, omtrent 1707, men er defect, og har kun noget lidet af vor Text.

Da endeel af det her Meddeelte ogsaa indeholdes i Sturlúnga-Saga eller Íslendinga-Saga hin míkla (See ovenfor I, 65 o. f.) have vi jevnfört den i forskjellige Exemplarer, som ere saaledes betegnede:

St.) Den trykte Sturlúnga-Saga (med de til den meddeelte Varianter).

M) Et, med Hensyn til Indholdet, usædvanlig fuldstændigt Haandskrift af Sturlúnga-Saga, tilhörende mig, Finn Magnusen (forskjelligt fra det af mig til Benyttelse ved den trykte Udgave udlaante), skrevet, som det synes, i Island i det 16de Aarhundrede.

Mbr. De betydelige Membranfragmenter af samme Saga, som endnu haves i den Arnæ-Magnæanske Manuscriptsamling under Nr. 122, i Folio.


Rauðasandur, den lengste stranden i Vestfjordene. Evgeniy Metyolkin, Wikimedia Commons.
Markús hèt maðr, hann var Gíslason Þórðarsonar Úlfssonar. Guðríðr hèt móðir Markúss; hún var Steíngrímsdóttir. Íngibjörg hèt kona Markúss, [hún var dóttir Odds af Söndum or Dýrafirði[3]. Þau Markús ok Ingibjörg [bjoggu í Saurbæ á Rauðasandi, ok[4] áttu tvo sonu ok eina dóttur, svá at or barnæsku kæmist. Gísli hèt son þeirra enn ellri, en[5] Magnús [enn ýngri[6], en Hallbera dóttir. Loptr hèt son Markúss; hann var[7] laungetinn. Ragneiðr hèt móðir hans; [hún var Bjarnardóttir[8]. Markús var buþegn góðr ok mikill atferðarmaðr. Hann fór utan, ok lèt höggva [í Noregí kirkjuvið góðan[9]; siðan fór hann út híngat, ok kom í Austfjörðu[10], ok gaf kirkjuviðinn allan Sigmundi Ormssyni[11]; sú kirkja stendr nú austr á Valþjófsstöðum. Sigmundr var þá[12] mestr höfðíngi í Austfjörðum. [Síðan fór Markúsi[13] vestr á Rauðasand til bús síns, ok bjó þar lengi síðan í góðri virðíngu. Markús var eigi[14] goðorðsmaðr, ok var þó[15] með öllu ríkr[16] í hèraði sinu. Svâ lèt hann bæ sinn húsa stórkostliga, at hans bær var svá húsaðr, sem þeir er bezt voru húsaðir[17] í Vestfjörðum. Síðan andaðist Íngibjörg, kona Markúss, ok eptir hennar andlát fór Markús í brott af landi, ok lèt höggva í Noregi kirkjuvið góðan. Hann fór[18] i suðr til Róms, ok er hann fór sunnan [frá Róm[19]; keypti hann klukkur góðar í Englandi, ok hafði þær með sèr í Noreg. Síðan fór hann til Íslands með kirkjuviðinn [ok klukkurnar[20]; ok er hann kom út híngat, lèt hann gera kirkju göfugliga á Rauðasandi, ok þeirrar kirkju gaf hann klukkurnar ok [Ólafs skrin[21] er hann hafði út haft; sú kirkja var síðan vígð guði almáttkum[22] ok heilagri[23], Maríu drottníngu. Eptir andlát Íngribjargar var Markús óglaðr[24], laungum [af hugtrega þeim[25] er hann hafði [af hennar andláti[26]...

(Þá er Markús á Rauðasandi var veginn) voru þeir Gísli ok Magnús börn at aldri...

Loptr bjó nökkra vetr á Rauðasandi síðan, ok varðveitti bú[27] bræðra sinna, til [þess er þeir höfðu aldr til [at taka við fjárvarðveizlu sinni[28].

Maðr hèt [Haukr er kallaðr var[29] Víga-Haukr, son Orms Fornasonar[30]; hann var norðlenzkr at ætt[31]. Hann kvongaðist [vestr á Rauðasand[32] ok fèkk Hallberu, dóttur Markúss Gíslasonar, [ok fór þángat vistafari til Lopts[33].

Þá er Gísli Markússon var fulltíða [at aldri[34], þá beiddi hann Lopt[35] at gjalda fè þau er [han hafði at varðveita, er[36] þeir Markússynir<refr>Magnús, B, M, Mbr.; bræðr, till. B, M.</ref> áttu, ok Loptr [galt fèin af hendi, svâ sem Gísli beiddi, bæði[37] lönd ok lausa aura[38]. Nú er Loptr var staðfestulaus, þá fór hann[39] norðr [í Dýrjafjörð[40] á Mýrar; þar bjó sá [maðr er Maugr[41] hèt[42]; [hann var á gömlum aldri ok auðigr at fè[43]; hann var[44] þíngmaðr Rafns, ok átti hann[45] mála[46] á [Mýra landi[47]. Loptr keypti landit [at Maug[48], svâ at hann spurði eigi Rafn at, ok fór þagat búi sínu. Víga-Haukr ræðst [þagat til fylgðar[49] með Lopti á Mýrar. Nú er Rafn spurði at Loptr var kominn á Mýrar búi sínu[50], pá mislíkaði Rafni [við Lopt um[51] landskaupit [ok búgeyrð[52] því at Loptr var hávaðamaðr mikill ok ódæll, [en þíngmenn Rafns voru nábúar Lopts, [ok hugðu eigi gott til[53] hafði Loptr ok nokkvat[54] týgilig[55] orð við Rafn ok þíngmenn hans; kvezt [eigi undir þykkja[56] hvört þeim[57] þætti [vel eðr illa[58] hans bygð. Þá [samnaði Rafn liði, ok fór[59] á Mýrar með fjölmenni. Þá kom þar Þorvaldr Snorrason [með VI menn[60] ok [bauð Rafni lið sitt, ok gekk í flokk Rafns[61]. Síðan [leituðu menn[62] um sættir [milli þeírra[63], en Loptr var tregr [til sætta við Rafn[64]. Þá fóru þeir Rafn til, ok veittu á brott læk þeim er inn fèll í húsin [á Mýrum[65]; [ok er þeir höfðu þat geyrt[66], þá grunaði á Lopt, at þeir mundu ætla at [bera at húsum eld ok[67] brenna bæinn. Þá tók Haukr at leita um sættir, ok þat varð at [lyktum, at þeir sættust á þat[68], at Sighvatr Sturluson[69] skyldi geyra [á milli þeirra Rafns ok Lopts[70].{ Eptir þenna fund ýfðust þeir Loptr[71] við Þorvald, fyri þat er hann hafði [gjörzt berr[72] í liðveizlu við Rafn[73]. [Eptir þenna atburð gaf Rafn Þorvaldi góða breiðöxi[74] silfrrekna [ok karskepta[75], áðr þeir skildust á Mýrum, ok mæltust þá enn vel við[76].

Of sumarit eptir, á alþíngi, [geyrði Víga-Haukr hlaupafar[77] til Þorvalds, ok hjó milli herða honum, en Þorvaldr [skeyndíst[78] eigi[79], því at hann var í brynju. Þá hjó Haukr til förunauts Þorvalds, þess er Teitr hèt ok var son Árna[80] rauðskeggs; [þat högg kom á hönd Teíti á hreifann, ok var [kallat[81] eigi mikit[82] sár, en höndin fèll síðan af honum i hreifanum[83], [þá er Þorvaldr[84] Bjarnason[85] skyldi græða hann[86]. Á þau mál var [þar þegar[87] sæzt á þínginu[88], en þat kom upp siðan, at þeir Loptr ok Gísli höfðu verit í fjörráðum við Þorvald, ok þeir hefði heitit at halda upp fèbótum fyrir Hauk, ef hann [hefði unnít[89] á Þorvaldi. En er Loptr vissi at [Þorvaldr hafði eigi skeinzt[90], þá vildi hann eigi fèbótum[91] upp[92] halda, [sem þeir höfðu heitit; svâ geyrði ok Gísli[93], en Haukí þótti þeir [eiga at efna mælt mál við sik[94], þar er hann hafði ráðit til Þorvalds, þótt hann hefði eigi skeinzt[95]. Þá syndist Lopti óvarligt vera sèr at sitja í Dyrafirði fyrir ófríði Þorvalds, ok fyri því fór hann á burt brátt er[96] menn kvomu af þíngi[97], suðr um land[98] til Eyjólfs goða[99] Þorsteinssonar[100] mágs síns, [föður Álfdísar[101] konu hans[102], ok var þar um sumarit [ok öndverðan[103] vetr[104]. En þetta sumar fór þorvaldr vestr í Dyrafjörð [til leiðar[105], at vitja [fègjalda þeirra[106] er gjaldast skyldu[107] fyrir Hauk, [en fèin kvomu [ar eigi fram. Þá beiddi[108] Þorvaldr Rafn at hann [skyldi fara með[109] honum á Mýrar at ræna [bú Lopts, fyri þat er fègjöld kvomu eigi fram fyrir Hauk[110], en Rafn vildi [eigi í þeirri för vera[111]; kveðst veita mundu Þorvaldi til laga, [en eigi til ólaga[112]; [mælti at Þorvaldr skyldi[113] sækja Lopt [til laga[114] eðr Gisla, um fjörráö eðr fjárhald[115], ok kvaðst veita honum mundu til þess.

Eptir þat[116] fór Þorvaldr á Myrar, ok rænti þar mörgu fè[117], ok lagðí ámæli til við Rafn, er hann vildi eigi [í þeirri för vera[118]. [Of þetta rán orti Heinrekr, þíngmaðr Þorvalds, visu Þessa[119]:

Ríkr[120] frá ek at ræki,
ráð er þat mikit dáða,
kynnist[121] kappgirnd manna,
kýr XX[122] af Mýrum:
nú hefir hrunbirkis[123] hvartki
hlynr, veit ek á því skyni[124],
[íllr mun kostr hans[125] kallaðr[126]
kýr, nè land á Mýrum[127].

Loptr kom[128] eptir jólin vestr á Mýrar í Dýrafjörð, at ráði [Sigvats Sturlusonar [ok[129] Eyjólfs Þorsteinsonar[130]. Ok er Þorvaldr frá [at Loptr var kominn á Mýrar, samnaði hann liði, ok fór[131] á Mýrar[132] með fjölmenni. Til þeirrar farar spurðu vinir Lopts, ok sömnuðu[133] liði, ok kvomu á Myrar, þá er Þorvaldr var [þar kominn[134], ok leituðu um sættir [á milli þeirra[135] Þorvalds ok Lopts. Ok fyri því at[136] Þorvaldr sá at Loptr [hafa þar fleiri fulltíngsmenn[137], þá [sættist hann við Lopt[138], ok fór[139] í brott síðan[140]. [Ok er hann var í brottu, þá[141] treystist Loptr eigi at vera á Myrum, [því at honum þótti einskis örvænt fyri Þorvaldi um tiltektir[142]. Loptr fór [þá til Rafns[143] á Eyri, ok [bað at hann skyldi taka við honum[144], kvað Sighvat hafa sendt honum orð til ásjár við sik. [En í þann tíð var Sighvatr mikilll[145] vin Rafns. Nú fyri því at [Rafni var leitt at kveðja nei við þeim er hans þurfti, þá varð þat af, at hann tók[146] við Lopti. [Þat sannar Guðbrandr:

Betr [vill útlegs otra[147]
opt, tók Rafn við Lopti,
raun sannar þat, rennir
rausngjarn[148] hafa enn aðrir[149].

Ok er Þorvaldr frá at Rafn hafði tekit við Lopti, þá mislíkaði honum við Rafn sjá[150] tiltekja fyrir óþykktar sakir þeirrar, er milli þeírra Lopts var[151]. Eptir þat sendir Þorvaldr Rafni orð at hann skyldi koma til fundar[152] við hann í Dýfrafirði, á þann bæ er á Granda heitir. Þángat kom Rafn við enn þriðja mann, fyrr enn Þorvaldr, ok beið hans inni. Ok er Þorvaldr kom við [múga manns[153], þá sendi hann orð Rafni, at hann skyldi[154] út gánga. Þá gekk Rafn út ok hans förunautar, [Tómas Þórarinsson[155] ok Sturla Bárðarson[156]. Þá höfðu [þeir Þorvaldr[157] [skipazt fyri dyrnar ok geyrt kví[158] at Rafni ok förunautum hans[159], en Þorvaldr [stóð stund frá dyrunum, ok[160] hafði [sverð í hendi ok brugðit[161] á miðjar slíðrar; [ok Rafn hvarf til hans, en Þorvaldr tók kveðju hans, ok siðan settust þeir niðr ok hjöluðu, ok[162] Þorvaldi varð[163] eigi at orðum við Rafn, ok þat þótti Rafni undarligt, ok eígi sá Rafn eyrendi Þorvalds[164] við sik í því sinni. [Af þeim fundi fór hvor þeirra til síns heimilis[165].

Loptr keypti siðan [bæ þann er[166] á Rauðasandi var[167], er á Stökkum hèt[168], ok geyrði þar bú á. [Þat ætluðu margir menn at Eyjólfr Þorsteinsson, mágr Lopts, mundi rètta luta hans, ok þeir Sunnlendíngar, fyri þíngvistar sakir, um ránit, við Þorvald, en þat varð eigi. Þá var kveðin vísa þessi:

Víst eru farnir flestir
fáluhests, it mesta
þótt lyðir böl bíði,
bræðendr at harðræðum.
Menn eru sumir[169] sunnan,
slíkt spyrr ek opt, með Lopti,
stála strángra ela
stefni ráns at hefna[170].

Víga-Haukr ok Hallbera kona hans fóru [í brott af landi, fyrst í Noreg ok síðan[171] Grænlands, ok þótti [Haukr mikilmenni[172], [hvar sem[173] hann kom; [Magnús Markússon fór ok til Grænlands, ok kom [eingi þeirra aptr[174].


__________


Kirkedøren fra Valþjófsstaður som i dag er utstilt i Nasjonalmuseet i Reykjavik. Det er den eneste bevarte kirkedøren med ornamentering fra norrøn tid, med utskåret billedverk og runeskrift. Trolig fra 1100-tallet.
En Mand hed Marcus, Sön af Gisle, Sön af Thord, Sön af Ulf. Hans Moder hed Gudrid Steingrimsdatter. Hans Kone hed Ingeborg, en Datter af Odd fra Sande i Dyrefjorden. Marcus og Ingeborg boede i Sörbai paa Rödesand[175]. De havde to Sönner og en Datter, som overlevede Barndomsalderen. Deres ældre Sön hed Gisle, men den yngre Magnus ; Datteren hed Hallbera. End en Sön af Marcus hed Lopt; han var en Slegfredsön; hans Moder hed Ragneide Bjarnedatter. Marcus var en formuende og særdeles driftig Landmand. Han reiste udenlands og lod i Norge hugge godt Bygningstömmer til en Kirke; derefter seilede han hid til Landet og kom til en Havn i Östfjordene; der skjenkede han Sigmund Ormsön Kirketömmeret; den Kirke, som er opbygget deraf, staaer endnu der öst paa, paa Valthjofsstade[176]. Sigmund var paa den Tid den störste Hövding i Östfjordene[177]. Derefter drog Marcus vest efter til sin Gaard paa Rödesand, og boede der længe siden i en hædret Stilling. Marcus var vel ingen Övrighedsperson, men havde dog en afgjörende Indflydelse paa det Herred, hvori han boede. Han lod opföre saa store Bygninger paa sín Gaard, at dens Huse vare ligesaa gode som paa de, i den Henseende, ypperste Gaarde i Vestfjordene. Derefter döde Ingeborg, Marcus´s Hustru; efter hendes Död reiste han ud af Landet, og lod (paa ny) i Norge hugge godt Bygningstömmer til en Kirke. Han reiste syd paa, til Rom, og da han kom tilbage derfra, kjöbte han gode Klokker i England, som han bragte med sig til Norge. Siden seilede han til Island med Kirketömmeret og Klokkerne, og da han var kommen hertil, lod han opföre en herlig Kirke paa Rödesand, til hvilken Kirke han gav Klokkerne og det Olafs-Skrin[178] som han havde bragt med sig. Den Kirke[179] blev siden helliget den almægtige Gud og den hellige Maria Dronning[180]. Efter Ingeborgs Död var Marcus jevnlig sörgmodig af den Hjertesorg som hendes Afgang voldte ham[181]...

(Da Marcus paa Rödesand blev ombragt) vare hans Sönner Gisle og Magnus Börn af Alder[182]...

Lopt boede nogle Aar paa Rödesand, og forestod sine Brödres Bo, indtil de havde opnaaet den Alder, at de kunde forvalte deres egen Formue...

En Mand hed Hauk, bekjendt under Tilnavnet Viga-Hauk (eller Hauk Drabsmand), han var Orm Fornesöns Sön, og nordlandsk af Herkomst. Han giftede sig vesterpaa, paa Rödesand, med Hallbera, Marcus Gislesöns Datter, og flyttede derhen, til stadigt Ophold, hos (hendes Halvbroder) Lopt.

Da Gisle Marcussön var kommen til sin Lovalder, forlangte han at Lopt skulde afhænde til ham det Gods som han havde bestyret og tilhörte de Marcus-Sönner. Lopt afhændede dette Gods, baade fast og löst. Da Lopt nu ikke længer havde noget vist Tilholdssted, tog han nord paa, til Gaarden Myre i Dyrefiorden[183]. Der boede en Mand som hed Mögur; han var gammel af Alder og meget rig. Han var Rafns Thingmand[184], og Rafn havde Lösningsret til Gaarden Myre. Lopt kjöbte Gaarden af Mögur uden at spörge sig for hos Rafn, og flyttede sit Bo dertil. Viga-Hauk tog Tjeneste hos Lopt paa Myre som hans Fölgesvend. Nu da Rafn hörte at Lopt var flyttet til Myre med sin Huusholdning, blev Rafn misfornöiet med hans Gaardkjöb og Besættelse, thi Lopt var en meget urolig og gjenstridig Mand, men Rafns Thingmænd vare Lopts Naboer og ventede sig intet godt af ham. Lopt havde ogsaa udladt sig med storagtige Ord om Rafn og hans Thingfolk, og sagde at det var ham ligegyldigt, enten de syntes vel eller ilde om hans Ophold der. Da samlede Rafn Folk, og tog til Myre med et talrigt Fölge. Thorvald Snorresön kom ogsaa der med 6 Mand, tilböd Rafn sin Hjælp og forenede sig med hans Trop. Derpaa forsögte han at tilveiebringe et Forlig mellem de Stridende, men Lopt var utilböielig til at forlige sig med Rafn. Da greb Rafn og hans Folk til det Middel, at de afledte Vandet fra den Bæk som faldt ind i Husene paa Myre[185]; da de havde gjort dette, formodede Lopt at de vilde stikke lld paa Husene og brænde Gaarden af. Da begyndte Hauk at pröve paa Forlig, og dette kom tilsidst saaledes i Stand, at Sigvat Sturlesön[186] skulde afgjöre Sagen mellem Rafn og Lopt. Efter dette Möde fattede Lopt og hans Tilhængere Nag mod Thorvald, fordi han offentlig havde viist sig som Rafns Medforbundne. l Anledning af disse Tildragelser skjenkede Rafn Thorvald en Öxe med Sölvbeslag og smukt Skaft[187], förend de skiltes fra hinanden paa Myre, og de talte saaledes endnu venskabelig med hinanden.

Næste Sommer paa Althinget overfaldt Viga-Hauk Thorvald pludselig, og gav ham et Hug midt paa Skulderen, men Thorvald blev slet ikke saaret, da han havde en Brynje paa. Da hug Hauk til Thorvalds Ledsager, som hed Teit, en Sön af Arne Rödskæg. Hugget rammede Teits Haand over Haandledet, og man ansaae Saaret i Förstningen for ubetydeligt, men siden faldt Haanden af Manden i Haandledet, da Thorvald Bjarnesön skulde læge Saaret. Den Sag blev strax forligt der paa Thinget, men sildigere blev det opdaget, at Lopt og Gisle havde staaet Thorvald efter Livet, og at de havde lovet at betale Pengeböder for Hauk, hvis han havde overvundet (eller saaret) Thorvald. Men da Lopt fik at vide at Thorvald ikke var bleven saaret, vilde hverken han eller Gisle erlægge Pengeböderne, som de havde lovet, men Hauk meente at de burde staae ved deres ham givne Ord, da han havde anfaldet Thorvald, skjöndt denne ikke var kommen til Skade derved. Da syntes Lopt at det vilde være uforsigtígt for ham at blive længere i Dyrefjorden, formedelst befrygtet Ufred fra Thorvalds Side, og derfor tog han, da Folk kom tilbage fra Thinget, hastig bort til Sönderlandet, til Gode Eyolf Thorsteinsön[188], sin Svigerfader, som Fader til hans Kone, Alfdis, og blev hos ham om Sommeren, samt noget ud paa Vinteren. Men i den Sommer drog Thorvald vest paa til Dyrefiorden, til Leid-Thinget, for at indkræve de Pengeböder, som skulde erlægges for Hauk, men der var intet at faae. Da bad Thorvald Rafn at drage med sig til Myre, for at udplyndre Lopts Bo, fordi Pengeböderne ikke bleve betalte for Hauk, men Rafn vilde ikke deeltage i det Tog; dog sagde han at han vilde understötte Thorvald i alt lovligt, men ikke i noget ulovligt, samt raadte Thorvald at sagsöge Lopt, eller ogsaa Gisle, efter Loven, for Mords Anstiftelse eller lndesidden med skyldige Böder, i hvilken Sag han lovede at ville yde ham sin Bistand.

Derefter drog Thorvald til Myre, og ranede der meget Gods, samt föiede dertil Bebreidelser mod Rafn, fordi han ikke vilde være med paa det Tog. Om dette Ran digtede Henrik, Thorvalds Thingmand, Fölgende:

Den Mægtige, jeg spurgte,
i Raad og Daad sig viiste:
fra Myre, fuld af Iver
han tyve Köer lod drive;
men Birkebrændets Klöver
nu har, det vel jeg skjönner,
(hans Kaar man tunge kalder)
ei Köer, ei Jord paa Myre.

Lopt tog, efter Julen, vestpaa til Myre i Dyrefjorden, efter Sighvat Sturlesöns og Eyolf Thorsteinsöns Raad. Da Thorvald hörte at Lopt var kommen tilbage, samlede han Folk og drog til Myre med et stort Fölge. Lopts Venner fik Nys om dette Tog; de bragde og en Trop til Veie, og kom til Myre strax efter at Thorvald var kommen dertil, samt sögte at stifte Forlig mellem Thorvald og Lopt. Og fordi Thorvald mærkede, at Lopt havde flere Velyndere der, da indgik han og et Forlig med ham og tog bort derefter. Dog torde Lopt ikke opholde sig længer paa Myre, da han ansaae Thorvald for at være i Stand til alskens Foretagender. Lopt tyede da til Rafn, og bad ham om at tage imod sig, under det Paaskud at Sigvat lod ham hilse med den Begjering at tage ham i Beskyttelse, thi paa den Tid var Sighvat en god Ven af Rafn. Nu eftersom Rafn meget nödig vilde sige Nei til nogen, som behövede hans Hjælp, blev det Enden herpaa, at han tog mod Lopt. Det bevidner Gudbrand[189]:

Bedre vil tit rundhaandet
Rafn, visselig, end andre
sig tee, Erfaring viser
det, han mod Lopt har taget.

Og da Thorvald spurgte at Rafn havde taget mod Lopt, da blev han misfornöiet med denne Handlemaade, formedelst det Fjendskab, som fandt Sted mellem Lopt og ham selv. Derefter sendte Thorvald Bud til Rafn, at han skulde indfinde sig til et Stevnemöde med ham i Dyrefjorden, paa den Gaard som kaldes Grande. Der kom Rafn selv tredie förend Thorvald, og biede efter ham inde i Husene. Og da Thorvald kom derhen med en talrig Trop, sendte han Bud til Rafn at han skulde komme ud. Da gik Rafn ud med sine Ledsagere Thomas Thorarensön og Sturla Bardsön[190]. Da havde Thorvald og hans Folk opstillet sig saaledes uden for Dören, at deres Rækker indesluttede Rafn og hans Ledsagere, men Thorvald stod noget fra Dörren, og havde i Haanden et Sværd, som var halvveis trukket ud af Skeden. Rafn gik til ham, og Thorvald besvarede hans Hilsen. Derefter satte de sig ned, og talte med hinanden, men Thorvald sagde dog intet alvorligt til Rafn, hvilket forekom ham underligt, og han indsaae den Gang ikke, hvad Thorvald egentlig havde villet ham. Fra det Möde tog enhver af dem tilbage til sit Hjem.

Lopt kjöbte siden en Gaard, som da var paa Rödesand og kaldtes Stakkar, samt tog sin Bopæl der. Mange meente at Eyolf Thorsteinsön, Lopts Svigerfader, og andre (Hövdinger) paa Sönderlandet, til hvis Thingmænd han hörte, skulde skaffe ham Ret i Sagen mod Thorvald, for det af denne begaaede Ran, men der blev ikke noget af. Da blev denne Vise digted:

Fra Vaabendaad er vante
Vistnok de fleste Kæmper,
om end, i Vaande, Venner
den værste Uret lide;
nu sildig som jeg hörer,
sig Mænd hos Lopt indfinde,
det Rövertog ham gjæsted
for snart, med Kamp, at hævne.

Viga-Hauk og hans Kone Hallbera reiste ud af Landet, först til Norge[191] og siden til Grönland. Hauk ansaaes for en særdeles rask Mand, hvor han end kom hen. Magnus Marcussön reiste ligeledes til Grönland, og ingen af dem kom derfra tilbage.


Fodnoter

  1. Den höilærde Forfatter udtrykker sig saaledes: “Sagaen selv citeres af Sturle Thordsen i Sturlunga-Saga, 2. Þáttr.” See Udgavens I, 106-107, hvoraf det dog erfares, at Citatet ikke er af Sturla selv, men er tilföiet af den store Sturlunga-Sagas sidste Omarbeider, som har "inddeelt den i Böger (þættir),"hvorimod denne ikke utydelig angiver Sturla som Forfatter; til Rafn Sveinbiörnsöns Saga, og andre saadanne, der omhandle Tildragelser, skete efter Biskop Brands Död. Jvfr. ovenfor l, 65 o.f..
  2. Ved dette Ran bemægtigede Thorvald Snorresön sig mange Kostbarheder, hvilke Rafn vistnok tildeels havde erhvervet paa sine Reiser i det sydlige Europa. Deriblandt har rimeligviis været den skjönne Kobberlöve af Bronce, hvilken Thorvald og hans Hustru Thordis (Snorre Sturlesöns Datter), efter en Runeskrift, indgravet paa et (som det synes) forhen blank Vaabenskiold, baaret af Löven, siden gave til Vatnfjords Kirke, Gud og den hellige Kong Olaf til Ære. Dette höist mærkværdige Stykke (som i sin Tid tilhörte Skule Thorlacius og hans Sön Borge) bevares nu i det Kongelige Museum for nordiske Oldsager paa Christiansborg Slot.
  3. fra [udel. B.
  4. fra [flutti sik af Söndum í Dyrafirði ok til Saurbæjar á Rauðasandi, ok bjuggu þar; þau; flyttede fra Sande i Dyrefjorden til Saurbæ paa Rödesand og boede der, de, B, E.
  5. udel. B, E.
  6. udel. B, E.
  7. eigi lngibjargar son; hann var, ikke Ingeborgs Sön; han var, till. B, E.
  8. fra [udel. B, E.
  9. fra [sèr kirkjuviði, B, E.
  10. við (?) Gautvik, ved (til) Gautevig, till B, E.
  11. udel. B. E.
  12. udel. B, E.
  13. fra [ Marcús reið um vorit, B, E.
  14. udel. B, E.
  15. þá, de udel. B, E.
  16. kyrr, stille, rolig, B, E.
  17. udel. B, E.
  18. gekk, gik B, E,
  19. udel. B, E,
  20. udel. B, E,
  21. fra [skrin þat, det Skrin, E.
  22. til dýrðar, til Ære, B, E.
  23. sælli, den salige, B, E.
  24. ókátr, B, E
  25. fra [ ok ángraði hugtregi honum, B, E.
  26. fra [ eptir hana, B, E.
  27. fè, Gods, B, C.
  28. fra [ við at taka, B, E. Det hele Stykke fra Uddragets Begyndelse hertil udelades af Sturlunga.
  29. udel. Mbr., B.
  30. forna, A (for Fornas(onar) maa efter B antages for en Skriverfeil.
  31. kynil Mbr. M.
  32. fra [i Vestfjörðum, L. i
  33. fra [udel. E.
  34. udel. Mbr., M.
  35. broður sinn, till. b, Mbr. St.
  36. fra [udel. B, Mbr.
  37. fra [greiddi Gisl, B, Mbr.
  38. fè,B, Mbr; því at Loptr var laungetinn, fordi Lopt var en Slegfredsön, till. St.
  39. fra [ Loptr fór, B, Mbr.
  40. udel. B.
  41. Mögr, B, St.
  42. fra [ Maugr, er fyrr var getið, E.
  43. fra [ u. E, M, Mbr.
  44. fra [ udel. B, St.
  45. Rafn, Mbr.
  46. till. B, E, St.; S har lacuna pro málla, rigtigere mála, Mbr., E, M, St.
  47. landinu, B, Mbr.
  48. Maugi E; fra [udel. B, St., Mbr., M.
  49. fra [ udel. B, St., Mbn
  50. fra [ udel. B, St., Mbr.
  51. fra [ udel. B, Mbr.,M.
  52. udel. E.
  53. fra förste [u.E,M, fra næst sidste [ udel. B, S.
  54. udel. Mbr. M, Alt det foregaaende nærværende Uddrag mangler i F.
  55. týgilig, haanlige, B, rýgilig, tradsige, C, E, F, M, St.
  56. aldreigi hirða; slet ikke bryde sig om, B, St., Mbr. M.
  57. honum, ham, B.
  58. fra [góð eðr ill, E, F.
  59. fra [fór Rafn, B, E, F, Mbr.,M.
  60. fra [ udel. B. með sè̈tta mann, selv sjette, E, F, M.
  61. fra [ gekk í lið með Rafní, B.
  62. var leitað Mbr.
  63. udel. Mbn. M.
  64. fra [ udel. St. M; fyri B.
  65. udel. Mbr.
  66. fra [ udel. B. M, St.
  67. fra [ udel. B, Mbr.
  68. fra [sætt B.
  69. udel. St.
  70. fra [ með þeim, B, Mbr.
  71. ok Haukr, og Hauk, till. B, St, Mbr.
  72. udel. B, E.
  73. fra [gjört líðveizlu Rafni, B.
  74. öxi, E, F.
  75. barskepta, B S; bjarskepta, (bjartskepta ?) Variant red M; fra [u, E, F.
  76. fra andet [udeL B, St., Mbr.
  77. fra [ ljóp Haukr, 8t, Mbr.
  78. særðist, E, F.
  79. fra [ varð ekki sár, B, Mbr.
  80. Arnórs (urigtígt) B.
  81. í fyrstu, i Förstningen, till. St.
  82. fra [ þat lítit, E, F
  83. fra förste [ ok hjo á höndina, ok leysti af síðan í úlflíðnum, B, Mbr.
  84. Þorvadr, E, F.
  85. Bjarnarson, F.
  86. fra [ udel. B. St; fra tredie [ udel. Mbr.
  87. udel. B.
  88. Þíngi, B.
  89. fra [vinni, B, E, F; ynni, St., Mbr.
  90. fra [ hann hafði eigi sakat, M, Stt. Mbr.
  91. gjöldum, B, St. Mbr.
  92. (her og tiere) uppi, E, St.
  93. fra [ udel. B, Mbr.
  94. fra [ bæta eiga B, Mbr.
  95. her udelades en aldeles overflödig Gjentagelse i A.
  96. fyrr en, E, F.
  97. fra næstsidste [ udel. B.
  98. heiði, E, F.
  99. hins auðuga, den rige, B, auðga, Mbn; hins (oða, den Rasende, St. udel. E.
  100. udel. B, Mbr.
  101. Valdísar, E, F.
  102. fra [udel. B, Mbr.
  103. fra [ udel. E.
  104. fra [ udel. B, Mbr.
  105. Lopts, E, F; fra [ udel. B, Mbr
  106. fjár þess, B, Mbr.
  107. skyldi, B, Mbr.
  108. fra [ udel. B.
  109. fra [færi við, Mbr.
  110. fra [þar B, St., Mbr.
  111. fra [þat eigi, Mbr.
  112. fra [ udel. St., Mbr.
  113. fra [bað hann, B, Mbr.
  114. udel. B, at lögum, Mbr.
  115. fègjöld, B; fègiald, Mbr.
  116. fra næstsidste [udel. E, F.
  117. udel. St., Mbr.
  118. fra [fara, F, E; fra andet [ udel. Mbr.
  119. fra [þá var þetta kveðit, da blev dette digtet, B, St, Mbr.
  120. Rettet af Arne Magnussen, dog uden at udstryges, istedenfor rekkr, Mand, som ikke svarer til Halvrimet, rekkar, Mænd, B, St.; Rækir, Mbr.
  121. kynnt, B.
  122. fimtán, 15, B, St.; synes at være XV i Mbr.
  123. hrinbirkis, St.; hrumbirkis, M; hyrbirkis eller hýibirkis, Mbr.
  124. skynjar, St.
  125. sá, Mbr.
  126. Denne Linie er skrevet af Arne Magnussen selv ; kallast, St.
  127. fra næstsidste [ udel. B ; fra tredie [ udel. E, F.
  128. fór, reiste B, St., Mbr; enn næsta vetr eptir, till. R, F.
  129. fra [ udel. B.
  130. mágs síns B, St., Mbr. fra ( udel. E, F.
  131. fra [fór hann, Mbr.
  132. fra [þat, fór hann þángat, B, St.
  133. þegar, strax, till. E, F.
  134. nýkominn, nylig kommen, B, St., Mbr.
  135. udel. B.
  136. fra [ ok er, Mbr.
  137. fra [var fjölmennari en þeir, B, Mbr; en hann vætti (ætlaði) end han ventede, till, St. E, F.
  138. fra [sættust þeir, B, Mbr.
  139. Þorvaldr, B, Mbr.
  140. við þat, B.
  141. fra [siðan B, E, F, Mbr.
  142. fra [udel. B, E, F, St., Mbr.
  143. fra [ udel. B, Mbr.
  144. fra [ skoraði á hann til viðtöku, E, F.
  145. enn mesti, den störste, E, F.
  146. fra tredie [ sagðí Sighvatr Sturluson hefði beðit Rafn at veita sèr ásjá; tók Rafn nú, B, Mbn; fra sidste [ þá var Sighvatr kallaðr vinr Rafns; tekr hann þá, da blev Sigvat kaldet Rafns Ven, han tog da, St. i fra næstsidste [ Rafn var góðr viðtöku, þá tók hann, E, F.
  147. Her er en Lacune i Texten; S udfylder den med: u illígs ottra; (eller noget lignende) som er aldeles uforstaaelígt, M har: Bet ...útlegís otra.
  148. rettet efter sandsynlighed,- rausgjarn, A.
  149. fra [ok þottí þar verða mikill manna munr með þeim, og syntes Folk at de to Mænds Sindelag vare heelt forskjellige, E, F.
  150. B har sin.
  151. fra [ þetta likar Þorvaldi illa, Thorvald syntes ilde derom, B, St., Mbr.
  152. mots, Mbr.
  153. fra [ marga menn, p, B, E, F, St., Mbr.
  154. fra [ ok bað Rafn, B, E, F, St., Mbr.
  155. A har blot p. s., som upaatvivlelig skal læses saaledes, Ragnheiðarson, B, St., Mbn; hvorved den samme Mand dog menes. See Anm.
  156. fra [udel. E, F.
  157. fra [menn Þovalds, Thorvalds Mænd, St.
  158. saal p, E, F; kurr, A.
  159. fra [ gjört kví af þeim Rafni, B, Mbr.
  160. fra [udel. B, Mbr.
  161. fra [ brugðit sverði, St., Mbr.
  162. fra [ þeir Rafn gengu eptir kvínni ok at Þorvaldi; Rafn heilsaði honum ok mynntist (seildist) til hans, en, Rafn og han: Ledsagere gik, mídt i Geledet, til Thorvald; Rafn hilsede ham og vilde kysse ham, (give ham Haanden, St.) men Thorvald, B, St. Mbr.
  163. nær, næsten (intet) St., E, F.
  164. udel. B, St., Mbr.
  165. fra [ udel. B, St., Mbr.
  166. udel. St., M.
  167. udel. St., M.
  168. heitir, St., M, fra [ Stakka land á Rauðasandi, Stakke Marker paa Rödesand, B, Mbr.
  169. uden Tvivl rigtigere: seinir (seendrægtíge, langsomme) E.
  170. fra [ udel. B, St., Mbr,
  171. fra [ til Noregs ok þaðan; B, St., Mbr., þá til Gautlands ok þá, siden til Götland (Gulland) og derefter til, E, F.
  172. fra [ hann mikill maðr fyri sèr, B, Mbr.; hann mikill mannhafnar maðr vera, SL; hinn mesti maðr, E, F.
  173. fra [ hvargi er, St.
  174. fra [ hvergi aptr síðan, B.
  175. Denne Gaard (undertiden kaldet Bær i det nuværende Bardestrands Syssel, var i det 16de Aarhundrede beboet af Islands ypperste Hövding Eggert Hannessön; jfr. ovenfor I, 143.
  176. Valthjofstade Kirke er nu en Annex-Kirke fra Eidar i Fljotsdalen, Norder-Thule Syssels Provstie. Den har en særdeles mærkelig Dör med udskaaret Billedværk og Runeskrift m. m., som menes at være fra Kirkens ældste Tider (altsaa, som vi her erfare, det 12te Aarhundrede).
  177. Dette bekræftes af Biskop Pauls Saga 20 Cap. Flatöbogens o. fl. Annaler henföre hans Död til Aaret 1198.
  178. Den anden Recension har blot: et Skrin. Vor Texts Benævnelse er ogsaa besynderlig; ialfald menes et Skrin til Reliqvier eller andre Helligdomme, mulig af samme Form og med sammeslags Zirater som det berömte Olafs Skrin i Nidaros (eller Trondhjem).
  179. Denne Kirke er nu kun en Annexkirke til Saudlauksdal. Intet af dens gamle Mærkværdigheder er nu tilbage.
  180. Maria, Jesu Moder, som ellers tit af Katholikerne kaldes Himmelens, Himlenes eller Englenes Dronning.
  181. Her fölger i Texten en Beretning om Marcus's Uenighed med Bonden Inge Magnussön paa Hvalskjær i Patriksfjorden, som lod et Kapel (eller saakaldet Bedehuus) paa denne Gaard forfalde, og nægtede at betale til Rödesands Kirke det Pengebidrag, som den tilkom i samme Anledning, m. m. og om Marcus's Drab ved den samme Inge.
  182. Her udelade vi en anden Beretning om Fölgerne af Marcus Gislesöns Drab, hvilket Lopt tildeels hævnede o. s. v.
  183. Sande (Sandar) er endnu en Præstegaard med en Hovedkirke, i Isefjords Syssel.
  184. Ordet þíngmaðr (Thingmand) betegnede den Tid i Island et Slags undersaatligt Forhold til een eller anden Gode eller Hövding (i den Forbindelse, hvori Ordet her forekommer).
  185. Formodentlig ved en dertil anbragt vandrende.
  186. Sigvat Sturlesön (den berömte Snorres Broder) var den Gang een af Islands mægtigste Hövdinger.
  187. Dette er vistnok Originalens Mening, men det Epithet, som forekommer om Öxeskaftets særegne Beskaffenhed, er uvist eller uforstaaeligt; jfr. Varianterne.
  188. Denne Eyolf Thorsteinson boede paa Östre-Skard i det nuværende Rangaavalle Syssel; at han har været Gode, finde vi ikke andetsteds bemærket; mulig er Skrivemaaden goða foraarsaget af en feilagtig Læsning, for h. oða (hins óða), da han bar dette Tilnavn (den Rasende eller meget Heftige). Han var ellers ingen rig Mand, saa at han neppe synes at have været i Stand til at komme sin betrængte Svigersön, paa det fjerne Vesterland, til Hjælp. Der har man dog ventet det paa Grund af hans Forbindelse med de mægtige Hövdinger paa Odda.
  189. En ellers ubekjendt Skjald, formodentlig (efter Udtrykkene) i et stort og paa Sagaskriverens Tid meget bekjendt Digt. Mulig er han den samme Gudbrand Gestsön, der ommeldes för i den samme Saga, i Anledning af en Dröm, og en Vise som han saaledes havde hört synge.
  190. Om disse to Mænd, fra hvem rimeligviis mange af Sagaens Efterretninger ere komne, see Indledningen.
  191. I et Par Haandskrifter siges Hauk og Hallbera at have taget fra Norge til Götland, og derfra til Grönland. See varianterne.