Rundt om Limfjorden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Rundt om Limfjorden

– med Snorre Sturlason (og andre) som rejsefører.


af Jesper Lauridsen

© 2011


Efter (gen)læsning af islændingen Þorgrímur Gestssons fine rejsebeskrivelse I Snorre Sturlasons fotefar (Vigmostad & Bjørke, 2007), hvor forfatteren gennemrejser Norge for at besøge en række af de steder, der omtales i sagalitteraturen, følte jeg mig inspireret til at foretage noget lignende i Danmark. En sådan rejse må i sagens natur blive af noget mere beskedent omfang end Þorgrímurs.

Sagaerne er jo kendetegnede ved en enorm vrimmel af personnavne og en lidt mindre vrimmel af stednavne – udgivelse af sagalitteratur burde faktisk slet ikke forekomme uden ledsagende kortbilag ved siden af alle slægtstavlerne. Når Danmark nævnes i islændinge- og kongesagaerne er det som oftest ret så kortfattet à la: Han drog derefter til Danmark, hvor han hærgede om sommeren. Der er kun sjældent nærmere redegjort for, hvor i Danmark tingene foregår. Limfjorden omtales dog forholdsvis ofte i sagaerne – jeg har ikke talt efter, men det er velsagtens den danske lokalitet, der tiest nævnes specifikt. Af og til støder vi også på benævnte byer og øer beliggende ved Limfjorden.

Jeg bor selv tæt på Limfjorden i den tiltalende del af landet, nogle kalder Udkantsdanmark, og jeg vil derfor gerne invitere på en lille tur rundt i Limfjordslandet. Så må vi se, om vi kan genfinde stederne fra sagaerne og for en stund genoplive nogle af karaktererne fra dengang.

Først skal vi imidlertid lige have en …


Generel beskrivelse af Limfjorden

Limfjorden med relevante sagalokaliteter.
Limfjorden hedder på norrønt Limafjǫrðr, og ordets første led ‘lim’ betyder ‘kalk’ – at der er noget om snakken, kan man blive overbevist om, ved at betragte sine støvler efter en vandretur langs Limfjorden; det ellers underjordiske kalklag er mange steder synligt langs fjorden. Den klassiske danske sagaoversætter N. M. Petersen har argumenteret for, at ordet også kan komme af det oldnordiske ‘limr’ i betydningen ‘gren’ som i ‘forgrenet’. Altså Kalkfjorden eller Den forgrenede Fjord. Begge dele passer med virkeligheden.

Limfjorden er med sine ca. 180 km (1) Danmarks suverænt længste fjord; den strækker sig fra Thyborøn ved Vesterhavet til Hals ved Kattegat og afskærer dermed den Nørrejyske Ø fra resten af hovedlandet (ɔ: Jylland). Fjorden er som så mange andre landskabelige fænomener i Danmark formet under den seneste istid (2). Den har siden undergået store forvandlinger, ikke bare ved naturlige landhævninger, nedbrydninger og aflejringer, men også ved menneskeskabte foranstaltninger som landvinding og digebygning etc., der har haft udvidelse af landets dyrkbare areal for øje. Oprindeligt var Limfjorden lukket mod Vesterhavet, men ved stormfloder i 1825 og 1865 blev der slået hul i hhv. Agger og Thyborøn Tange.

I sagalitteraturen finder vi to steder en generel skildring af fjorden. I Harald Hårdrådes Saga [Kap. 58] sejles der fra øst mod vest: Med Limfjorden har det sig sådan, at indløbet kun er som et smalt flodløb; men når man kommer ind i fjorden, åbner den sig som et stort hav. Knytlinge Saga [Kap. 32] indeholder en beskrivelse af Danmark. Deri hedder det: Limfjorden hedder en stor og navnkundig fjord i Jylland. Den går fra nord til syd. Norden for Limfjorden er der vesterude ved havet en smal landtange som hedder Haraldsejd; dér lod Harald Sigurdssøn sine skibe trække over, da han undveg kamp med kong Svend Ulfsøn, som det fortælles i kong Haralds Saga. Vest for Limfjorden ligger det landskab som hedder Vendelskage [Vendsyssel] og som strækker sig nordefter … (3). Ja, verdenshjørnerne stemmer jo ikke helt overens med den moderne opfattelse; sådan er det jævnligt med sagaerne. Vi vender senere ‘frygteligt’ tilbage til Harald ‘Hårdråde’ Sigurdssons Limfjordsbedrifter.

Flere gange nævnes Limfjorden i forbindelse med ledingsudbud og troppesamling. Der gøres i den forbindelse som regel ikke meget ud af den nærmere stedfæstelse. I Olav den Helliges Saga [Kap. 148f, 170,172] berettes flere gange, at den dansk/engelske kong Knud den Store engang i slutningen af 20’erne – 1020’erne, vel at mærke! – samlede folk i Limfjorden for at drage mod ærkefjenden Olav ‘den tykke’ (4) i Norge. Den islandske skjald Toraren Lovtunge (5) har sågar digtet om det:


Min storladne ven
med mange mænd
mødte han frem.
Med fasthed fyrsten
førte ud
fra Limfjords-landet
ledingsflåden.


Herefter kan vores lille rundrejse begynde; vi vælger at krydse op mod den fremherskende vindretning ved Limfjorden og begynder derfor længst mod øst i …


Hals

Navnet Hals kommer af det norrøne ‘hálsi’, som betyder ‘indsnævring’ – altså ‘hals’ som i ‘flaskehals’, og billedet passer fint med geografien og beskrivelsen i Harald Hårdrådes Saga. Om der i vikingetiden har været tale om en egentlig bebyggelse ved Hals vides ikke sikkert, men da stedet har været brugt som samlingssted for søfarende tropper, har man nok her kunnet finde de traditionelle ‘ludere og lommetyve’ som en del af den almindelige handel og vandel.

Hals nævnes i flere forskellige sagaer – fx Olav Tryggvasons Saga [Kap. 8-14] og Jomsvikingernes Saga [Kap. 7] – og den altoverskyggende begivenhed er den norske kong Harald Gråfelds fald i ca. 970. Det er en artig affære, der omfatter rænkespil, magtkamp, snuhed, frændedrab og andre hyggelige ting. Der forekommer også en hel del Harald’er i historien.

Kong Harald Blåtand havde fået besøg af sin trælse nevø Harald Knudssøn, kaldet ‘Guld-Harald’. Guld-Harald syntes som søn af kong Haralds afdøde storebror og dermed Gorm den Gamles barnebarn, at han havde et berettiget krav på det halve Danmark. Harald Blåtand skulle nu ikke nyde noget af en degradering til ‘halv-konge’, så i henhold til hemmelig aftale med den intrigante charmetrold Håkon Jarl tilbød han Guld-Harald, at denne i stedet for 50% af Danmark kunne få Norge – han (altså Guld-Harald) skulle bare lige først gøre det af med Harald Gråfeld, der med sin entreprenante mors (6) hjælp regerede deroppe nordpå. Harald Blåtand og Harald Gråfeld var egentlig gode venner, så det lykkedes at lokke den norske konge sydpå til en ‘samtale’, som viste sig at blive overordentlig ‘kammeratlig’. Da Harald Gråfeld ankom til Hals, blev han overfaldet, nedkæmpet og dræbt af Guld-Harald. Skjalden Glum Geireson siger således i den drapa (7), han digtede til Harald Gråfelds ære:


Skjoldbæreren, som var huld
imod skibe, måtte i døden
ligge på den brede
bred af Limfjorden.
Den gavmilde høvding
faldt ved Hals på sanden;
fyrsternes ordsnilde
frænde voldte mordet.


Guld-Harald i Hals.
Ved Hals faldt desuden sammen med Harald Gråfeld den navnkundige Egil Skallagrimssons bedste ven og trofaste støtte i modgangstider. I Egils Saga [Kap. 83] får vi følgende korte efterretning: Kong Harald Eriksen (Gråfeld) faldt ved svig i et slag i Danmark, ved Hals i Limfjorden, hvor han stred med Harald, kaldet Guldharald (…) Med kong Harald faldt også samme gang Arinbjørn Herse …

Guld-Haralds triumf blev dog kort; snart gjorde Håkon Jarl sin entré på scenen, lod Guld-Harald gribe, og klyngede ham op i galgen. Håkon blev herefter indsat som Harald Blåtands jarl over Norge. Kan du holde styr på Harald’erne? Altså: Gråfeld (ham fra Norge) dræbes af Guld-, der derefter dræbes af Blåtand (effektueret via Håkon).

Midt i Hals by modtages vi af den overlistede Guld-Harald; han står ved rundkørslen ved Hals Kirke og kan stadig ikke helt begribe, hvad det lige var, der skete. Det er skulptøren Allan Bo Jensen, der i 2007 har udført kunstværket af et gammelt – stadig rodfast – elmetræ. ‘Træ-Harald’ skuer mod nord-øst, og hvis vi følger retningen 2 km kommer vi til et sommerhusområde ved Bisnap – stedet hvor Guld-Harald ifølge traditionen smagte Harald Blåtands rævekage. Et lille stykke inde i skoven findes en lokalitet benævnt ‘Guld-Haralds Høj’. Sagnet fortæller om en gravrøver, der blev vanvidsslagen efter at have søgt efter guld i højen. Nationalmuseet så stort på denne åbenbare erhvervsrisiko ved en udgravning i 1886; man fandt dog ikke guld, men en del dyreknogler og skår af lerkar, og konkluderede, at der ikke var tale om en gravhøj. Alligevel har flere uautoriserede gravskændere siden forsøgt at indfri deres guldambitioner, således at højen i dag snarest fremtræder som ‘Guld-Haralds Hulning’.

Mens vi formedelst kr. 56,- for en lille bil inkl. fører og passager krydser vandet med færgen Hals – Egense, bekræftes Limfjordens ‘nationalsang’ Blæsten går frisk over Limfjordens vande (Bertelsen & Hamburger, 1939). Undervejs kan vi ved indsejlingen til fjorden se den del af den berygtede sandbanke Hals Barre, der kaldes Nordmandshage. Var det mon her, Harald Gråfeld fik sin bekomst?

Næste etape af Limfjorden Rundt har mål i Limfjordens ‘hovedstad’. Sæt dig godt til rette i sædet, for det er en tur, der tager 170 år …


Aalborg

Portalen fra Mariakirken
Foto: Västgöten, Wikimedia
Sigurd ‘Slembe’ Magnusson var en norsk tronprætendent, men han opførte sig noget uheldigt – han slog blandt andet sin egen halvbror Harald Gille ihjel i sin stræben efter kongemagten. Sigurd fik aldrig støtte blandt landets stormænd, og efter slaget ved Holmengrå (8) d. 12. november 1139 blev han taget til fange og mishandlet på det grusomste. Inges Saga [Kap. 12] er ikke tilbageholdende med de blodige detaljer: Så knuste de ben og arme på ham med øksehamre; klæderne sved de af ham for at flå ham levende, men da de havde kløvet hovedsværen, kunne de ikke komme videre på grund af blodstrømmen. De tog da lædersvøber og hudflettede ham med, til skindet helt flagede af ham, så flået blev han dog. Derefter skød de ham en tømmerstok i ryggen, så den blev brudt. Endelig førte de ham til et træ, hængte ham og huggede hovedet af ham. Kroppen slæbte de væk og væltede den ned i en stenrøs … Sigurd havde nordjyske venner; de hentede det maltrakterede lig og begravede det i 1140 i Mariakirken i Aalborg. Begravelsen af Sigurd Slembe er pålideligt bevidnet af den lokale præst Kjeld Kalv († 1150), der i sagaen kaldes Ketil Provst og som er den senere Skt. Kjeld af Viborg, om hvem vi en passant kan berette, at han besad den gavnlige egenskab, at han kunne læse i mørke.

En anden norsk konge-wannabe var Olav Gudbrandsson. Han var ord- og sværdfører for det revolutionære parti Hættesvendene, hvis politiske program hovedsageligt bestod i at gøre livet surt for den ansete jarl og kongefader Erling Skakke (9). Hættesvendene fik i 1167 en oplagt mulighed for at gøre det af med jarlen, men det lykkedes ikke desto mindre Olav at brænde fælt på det afgørende straffekast – han fik derfor tilnavnet ‘Ulykke’. Magnus Erlingsons Saga [Kap. 34] fortæller os, at Olav siden trak sig ud af politik og blev fordrevet til Aalborg, men hen på foråret [1169] blev han syg og døde; han fik sin grav ved Mariakirken, og i Danmark regnes han for helgen (10).

Mariakirken består desværre ikke mere. Den var oprindelig opført i begyndelsen af 1100-tallet (11) som en del af et benediktinerkloster i byen, men i 1876 var den efterhånden blevet så faldefærdig, at den måtte vige pladsen for den nye Vor Frue Kirke. Indmuret i den nuværende kirkes vestgavl findes imidlertid ‘Aalborgs ældste kunstværk’: en granitportal fra den gamle romanske kirke. Måske har de jordiske rester af de to norske ulykkesfugle passeret herigennem med knapt 30 års mellemrum for mere end 840 år siden. Vi ved det ikke, men det er meget sandsynligt!

Turen vestpå fra Aalborg til Aggersund er efter min opfattelse smukkest, hvis man færdes langs sydsiden af Limfjorden, men hvis vi vælger den nordlige rute, kan vi lægge vejen forbi Harald Blåtands kendte fæstning ved Aggersborg …


Løgstør Bredning, Bygholm Vejle og Bulbjerg

Netop her ved Aggersborg sker det, der beskrives i Harald Hårdrådes Saga [Kap. 58], at fjorden fra at være et smalt løb åbner sig til et stort hav; farvandet kaldes i dag Løgstør Bredning, i sagaen Lúsbreið eller Lyghsbred efter øen Livø.

Herhen sejlede Harald Hårdråde (12) i 1061; han havde på ægte vikingemanér udsat jyderne for både hærværk og røveri og var nu på flugt fra kong Svend Estridsens overmagt. Sagaen fortæller, hvordan Harald undslap: ... og her findes der helt ind mod vest et smalt ejde, der skiller fjorden fra havet. Dertil roede Harald og hans folk om aftenen, og om natten, da det var blevet mørkt, lettede de skibene, hvorefter de trak dem over tangen. Før dag lå skibene, lastede på ny, i havstokken. Derefter styrede de nordpå langs den jydske kyst, mens de kvad:


Af danernes hænder
Harald gled.


Det har længe været diskuteret, hvor dette Haraldsejd (13) skal findes på Danmarkskortet. Nogle mener, at der er tale om den smalle tange ved Harboør længst mod vest i Limfjorden. Det passer jo fint, hvis vi tager sagatekstens vest helt bogstaveligt. Nord for Løgstør Bredning findes imidlertid det område, der kaldes Bygholm Vejle. Det er efter en række mislykkede afvandingsforsøg endt som en mærkelig mellemting mellem land og vand – hverken helt det ene eller det andet – der i dag kun kan bruges til Nordeuropas største og internationalt berømte fuglereservat, men for 1000 år siden var vejlen og Lund Fjord en sejlbar del af Limfjorden.

Mange anlægger den betragtning, at det var hertil kong Harald sejlede og trak sine skibe nord over landet til det åbne hav; strækningen måler i dag knapt 4 km. Til sammenligning har der ved Harboør Tange højst været et par hundrede meter at trække skibene, men det drag ville jo ikke være en bedrift, man skulle bruge en hel nat på og som var værd at spilde ord på i en saga om Harald Hårdråde. Hallo! Vi har her at gøre med superhelten, der i sine unge dage sejlede Middelhavet tyndt efter gods og guld, besejrede talrige fremmede fyrster og en overgang var sjakbajs for selveste grækerkongens livgarde i Miklagård; selvfølgelig er det ved Bulbjerg, vi skal finde Haraldsejd, spørgsmålet er bare om han trak skibene vest eller øst om den store kalkknude (14). Det må andre vurdere!


Udsigt fra Bulbjerg mod vest. Var det her, Harald Hårdråde trak sine skibe en nat for 950 år siden?


Herefter drager vi til Limfjordens største ø. Man kan heldigvis stadig sejle med den herligt ankronistiske Feggesund-overfart; skipperen giver gas én gang, hvorefter den lille færge med plads til en halv snes personbiler bumper ind i det modsatte færgeleje, næsten inden billetkontrolløren når at klippe huller i Deres udsendtes rabatkort. Ligesom det tilsyneladende også er tilfældet med de øvrige beboede Limfjordsøer, har de lokale indbyggere givet navnet ‘Limfjordens Perle’ til den fortræffelige ø …


Mors

Harald døbes af Poppo.
Øen blev ifølge Olav Tryggvesons Saga [Kap. 27] tilflugtssted for kong Harald Blåtand, der i 974 var raget uklar med den tyske kejser Otto II. Efter et stort slag i det sønderjyske følger en af de mest centrale scener fra Danmarks oldtidshistorie: Kong Harald flygtede nordpå til Limfjorden og gik i land på Mors. Derefter gik der sendemænd mellem ham og kejseren, de gav hinanden frit lejde, og et møde blev aftalt mellem dem. Stævnet fandt sted på Mors, og her prædikede den hellige biskop Poppo kristendommen for kong Harald, bar gloende jern og viste kong Harald, at hans hånd var ubrændt. Derefter lod kong Harald sig døbe med hele sin hær …

Måske er det på grund af Haralds kristning, at Mors er et af de områder i Danmark, der har den største kirketæthed. Der er også onde tunger, der hævder, at de mange kirker på Mors skyldes, at morsingboerne er noget mageligt anlagte og helst ikke bevæger sig for langt for at komme i kirke.

Snorre Sturlasons beskrivelse af den skelsættende begivenhed er i øvrigt både geografisk og historisk ukorrekt. Biskop Poppos jernbyrd og Harald Blåtands dåb fandt sted i Sydslesvig engang i 960’erne, og hvis hele sandheden skal frem, var kejser Otto vistnok noget mere interesseret i at få fingrene i danske skattekroner end at redde fortabte danske sjæle. Vi må tilgive Snorres fejltagelse; han havde i sit 62 år lange liv (15) ikke én eneste gang dansk grund under sine fødder, og han refererer begivenheder, der ligger et kvart årtusinde før sin egen tid.

Vi krydser igen Limfjorden – denne gang via den faste forbindelse over Vilsund til det skønne Thy – og kører nordpå til vi kommer til …


Sjørring

Denne lille stationsby vest for Thisted hed tidligere Sjørrind, hvilket betyder ‘søens ende’. Om her hentydes til den i 1860 tørlagte Sjørring Sø vest for byen eller den ligeledes vandløse Sperring Sø mod syd, får stå hen i det uvisse.

I Knytlinge Saga [Kap. 46] hører vi om to mellemfornøjede thyboer – Tord og Tolar – der har fået den sympatiske tanke, at de vil overbevise kongen om det uretfærdige i at inddrive skat i det nordvestlige Danmark: Der fik de at vide, at kong Knud var på gæsteri nær derved, på det sted som hedder Sjørrind; det er i det inderste af Limfjorden. (Sjørrind var ifølge sagaen en stor kongsgård). Kongen mener modsat ikke, at der på nuværende tidspunkt er det store behov for en debat om ufinansierede skattelettelser og fortrækker skyndsomst. Tord og Tolar dræber derefter kongens forvalter og røver gården. I denne episode skal vi formentlig finde ophavet til, at moms og lignende statsafgifter ikke rigtig har haft den ønskede gennemslagskraft i yderkantsområderne.

Knud den Hellige – det er nemlig ham, det handler om – var Danmarks konge fra 1080 til han blev dræbt ved optøjer i Albani Kirke i Odense i 1086. Besøget ved Limfjorden må altså have fundet sted i denne periode.


Sjørring voldsted.


I den sydlige del af byen finder vi (ja, det er fuldstændig umuligt at overse!) resterne af et imponerende middelalderligt voldanlæg: 70-80 meter i diameter, og midterbanken, hvor der sikkert har stået et højt trætårn, rejser sig 7½ meter over voldgravens bund – og graven har endda været dybere, da anlægget var i drift. De lærde er nogenlunde enige om, at voldstedet er lidt yngre end Knud den Hellige, så måske er anlægget lavet, for at efterfølgende konger bedre kunne holde styr på Thylands uregerlige skatteunddragere.

Men, var det så her på stedet Knuds kongsgård lå? Én ting kan siges med sikkerhed: Det var lige her i nærheden!

Vi slutter vores Limfjordsodyssé der, hvor Thysyssel fra nord rækker hånden frem mod en tilsvarende udstrakt hånd fra Hardsyssel sydfra. En 472 meter lang bro fuldender det landskabelige håndtryk ved …


Oddesund

Navnet kommer enten af det indlysende ‘odde’ – en i vandet fremspringende spids af landet, som det hedder i netudgaven af Ordbog over det danske Sprog – eller af ‘ōtti’, som på gammel dansk betyder ‘frygt’ eller ‘fare’. Dvs. ‘Sundet mellem odderne’ eller ‘Det farlige sund’. Det sidste bud på stednavnets betydning passer godt på følgende fortælling, der findes i Ynglinge-saga [Kap. 24].

Den for mange ukendte Uppsalakonge Jørund var tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar til den noget mere kendte norske konge Harald Hårfager (16). Harald blev født ca. 850, og hvis vi antager, at én generation er 20 år, levede 12xtip-oldefaderen altså omkring år 550. Kong Jørund vandt sig et stort ry ved at tage livet af sin norske kollega Gudlaug. Nogle år senere drog han til Jylland for at lave et forretningsmæssigt fremstød (ɔ: plyndre og afbrænde) i Limfjordsegnene, men skæbnen indhentede ham ved Oddesund, da han mødte et konkurrerende foretagende under ledelse af Gylaug, der netop var søn af den ombragte Gudlaug. Jørund levede ved denne lejlighed kun dårligt op til sit navn (17); hans hær blev nedkæmpet ved et søslag, og Gylaug gjorde kort proces med sin fars drabsmand. Tjodolf fra Hvine (18) har bedrevet et digt om dramaet:


Galge.jpg
Jørund, som for længst
lagdes i graven
lod sit liv
ved Limfjorden,
da hørstrikkens hest
den højrejste
bar på sin bov
Gudlaugs bane,
og hersers herre
ved Hagbards
hårde halsbånd
hejsedes i vejret.


‘Hørstrikkens hest’ er galgen og ‘Hagbards hårde halsbånd’ er rebet. Vi lader den kenning (19) hænge et øjeblik, inden vi går videre …


Afslutning

Den ovenfor nævnte Jørunds oldebarn Ottar forlod i øvrigt også denne verden ved Limfjorden – ikke ved Oddesund, men på et ikke nærmere bestemt sted i Vendsyssel: Efter en drabelig dyst på Limfjorden – fortæller Ynglinge-saga [Kap. 27] – tog danskerne hans lig, førte det i land og slængte det på en høj, hvor de lod det ligge til bytte for ulv og ravn. Derpå lavede de en krage [stige] af træ, som de sendte til Svitjod [Sverige] med bemærkning om, at mere var han nu ikke værd, deres kong Ottar. Siden kaldte de ham Ottar Vendelkrage … Herefter holdt familien sig så vidt vi ved væk fra Limfjorden i ganske mange generationer, faktisk indtil Harald Gråfeld faldt ved Hals – og dermed er ringen sluttet!


Tak, fordi I fulgte med på turen – det var hyggeligt!


Udsigt mod nord-øst fra Kattegatkysten ved Hals
– hvis man kniber øjnene let sammen, kan man ane et rødstribet sejl i horisonten …


Litteratur:

  • Snorre Sturlason: Heimskringla – Norges kongesagaer. Oversat af Johannes V. Jensen & Hans Kyrre, Gyldendal, 1948.
  • Snorre Sturlason: Kongesagaer. Oversat til norsk af Gustav Storm, 2. udg. (Nationaludgaven), J.M. Stenersens Forlag 1900.
  • Fagerskinna – Norges kongers ættetavle. Oversat til norsk af Edvard Eikill. Saga Bok, 2007.
  • Knytlinge Saga. Oversat af Jens Peter Ægidius, G E C Gad, 1977.
  • Jomsvikingernes Saga. Oversat af Helle Degnboel & Helle Jensen, G E C Gad, 1978.
  • Egils Saga. Oversat af N. M. Petersen. 4. udg., Det nordiske Forlag, 1923.
  • Bjarne Jerup Høj: Guld-Haralds Høj i Museumsforeningen for Hals Kommunes årsskrift 1997.
  • Finnur Jónsson: Tilnavne i den islandske oldlitteratur. H.H. Thieles Bogtrykkeri, 1908.
  • Bent Jørgensen: Dansk Stednavneleksikon. Bind 2: Jylland – nordlige del. Gyldendal, 1982.
  • Vor Frue Sogns Menighedsråd: Vor Frue Kirke i Aalborg i tekst og billeder. 1971


Tak for hurtig og beredvillig assistance skal lyde til:


Noter:

1. Kort & Matrikelstyrelsen angiver Limfjordens officielle længde til 180 km i Danmark 1:100.000 – Topografisk Atlas (2001), men informerer ikke om hvordan denne længde er målt …

2. Weichel-istiden, der sluttede for ca. 11.500 år siden.

3. En næsten ordret tilsvarende beskrivelse af Limfjorden genfindes i Gange-Rolfs Saga.

4. Olav ‘den hellige’ (eller ‘den tykke’ – alt efter om man er ven eller fjende) Haraldsson fødtes i 995 og var norsk konge fra 1015 til 1028. Han forsøgte et comeback, men faldt i slaget ved Stiklestad d. 29. juli 1030. Hans uafsluttede livsværk var med vold og magt at kristne Norge, og han så i den forbindelse stort på de fleste af de basale menneskerettigheder.

5. ‘Lov-’ ɔ: Ros-, jfr. fx ‘lovprise’.

6. Harald Gråfeld (f. ca. 935) var søn af Harald Hårfagers [se note 16] søn Erik (ca. 885-954) med det meget sigende tilnavn ‘Blodøkse’. Erik var gift med Gunhild, en af den oldnordiske histories mest magtfulde kvinder.

7. En drapa er et hyldestdigt.

8. Holmengrå er beliggende ved Strömstad, Bohuslän i det nuværende Sverige.

9. Erling Skakke (1115-79), var en norsk stormand, som egentlig hed Erling Ormsson. Tilnavnet ‘skakke’ – som betyder ‘den skæve’ – fik han fordi en fjendtligsindet mand gav ham et sværdhug på halsen. Såret var ikke fatalt og groede sammen, men det bevirkede at Erling siden bar hovedet lidt på sned. Erling var far til den norske kong Magnus Erlingsson (1156-84), men da Magnus blev kronet til konge som 5-årig, var det i realiteten hans far Erling, der regerede landet.

10. En anden saga – den såkaldte Fagerskinna [Kap. 120] – fortæller modstridende, at Olav døde i Århus. Hvis dette skulle være tilfældet, hører han naturligvis ikke hjemme i denne Limfjordsfortælling.

11. Én kilde siger 1116 – en anden 1132.

12. Harald Sigurdsson (f. 1015) med tilnavnet ‘Hårdråde’ var halvbror til Olav den Hellige [se note 4] og Norges konge fra 1046. Kongeværdigheden satte han over styr d. 25. september 1066, da han fik en pil i halsen i slaget ved Stamford Bridge ved York i Nordengland. Mange – herunder undertegnede – anser hans død for afslutningen på vikingetiden og begyndelsen på middelalderen.

13. Et ejd (norrønt: eið) benævnes på dansk sædvanligvis med ‘tange’ eller ‘drag’. Altså et smalt stykke land mellem to vandområder, som man må slæbe sit skib over.

14. Bulbjerg er en 47 meter høj kalkformation, der knejser på stranden mellem Jammerbugten og Vigsø Bugt. Om sommeren er Bulbjerg Danmarks eneste fuglefjeld, idet her yngler nogle hundrede ridepar og en håndfuld malemukker.

15. Den verdensberømte islandske historiker, forfatter, høvding og lovsigemand Snorre Sturlason fødtes i 1179 og døde ved et natligt økse- eller sværdhug i 1241. Hans mest anerkendte værker er Edda (en håndbog i digtekunst) og Heimskringla (Norges kongesagaer til 1177).

16. Ynglinge-saga angiver rækken således: Jørund var far til Aun, der var far til Egil, der var far til Ottar, der var far til Adils, der var far til Ejsten, der var far til Yngvar, der var far til Ånund, der var far til Ingjald, der var far til Olav Træøkse, der var far til Halvdan, der var far til Ejsten, der var far til Halvdan Hvidben, der var far til Gudrød, der var far til Halvdan Svarte, der – som alle ved – var Harald Hårfagers far. Harald Hårfager er mest kendt for at have samlet Norge (ɔ: detroniseret alle sine rival-konger) i 872.

17. Jørund kommer af det norrøne Jǫrundr, som muligvis betyder ‘sejrherre i kamp’.

18. Tjodolf fra Hvine var en berømt norsk skjald, som levede i slutningen af 800-tallet og begyndelsen af 900-tallet.

19. En kenning er et meget benyttet oldnordisk digtertrick. I stedet for at sige fx ‘skib’ anvendes den poetiske kenning ‘havhest’.