Sædegaardes og Herregaardes Navne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

De danske stednavne
Johannes Steenstrup

9. Sædegaardes og Herregaardes Navne

Paa Valdemarstiden var det endnu sjældent, at en Gaard havde et eget Navn. Store Godser fandtes paa disse Tider ikke; den, som ejede meget Jordegods, besad mange Ejendomme, mange Gaarde i forskellige Landsbyer (Strøgods). Han havde en Sædegaard (den Gaard, hvor han havde sin Bolig) og maaske mange Hovedgaarde, men ingen af dem havde et vidtstrakt, samlet Jordtilliggende eller mange Bønder til at hjælpe ved Dyrkningen af Jorden. Det er først i det sidste Hundred Aars Tid før Reformationen, at de store Godser langsomt begyndte at danne sig. Saaledes havde Herremandens Gaard i de ældre Tider ikke Karakteren af at være et Midtpunkt for en Bedrift af større Omfang.

Der mærkes dog i det 14de Aarhundrede en Bestræbelse for at give de Gaarde, som var Sædegaarde, egne Navne. Adelen havde da begyndt at faa faste Slægtnavne og et Vaabenskjold, som gik i Arv; man ønskede ogsaa at lade Gaarden ved et eget Navn vise dens Ejers Særstilling. Vi skal nu se, hvilken Skik man fulgte ved Navngivningen.

Navnet skulde jo gerne antyde, at Ejendommen ikke var en almindelig Bondeejendom, der gik ind under Fællesmarken, den var noget for sig, selvstændig og omgærdet, en Have. Thi Have (haghæ) betyder Gærde, eller hvad der indhegnes af Gærdet, det angav ikke Blomster- eller Urtehaven; vi skal helt ned i Reformationstiden, førend vi træffer Have i samme Betydning som i Nutiden. Derfor hed en Herregaard ved Silkeborg simpelthen Have, andre hed Bolhave, Dætterbarnhave, Ettehave, Filshave, Mølhave, Raahave, Rønhave. Men ogsaa ved at ligge omgivet af Vand og Grave, altsaa paa en Holm, angav Gaarden sin Særstilling. Svendsholm kendes allerede fra Erik Klippings Tid, og derpaa møder os i det 14de Aarhundrede Aalholm, Broholm, Bygholm, Clausholm, Hevringholm, Svanholm, Søholm (i Stevns Herred), Trudsholm (ved Mariager); Tue Rønnebæk kaldte sin Gaard Rønnebæksholm. Fra det 15de Aarhundrede kendes Holm (nu Rosenholm), Engelsholm og Hvedholm, senere dannes Bjørnsholm, Krabbesholm og mange andre.

I denne Tidsalder, da Adelen befæstede sine Gaarde, kan man ogsaa finde disse betegnede som Borge, saaledes Paddeborg, Trøjborg, Nørre Vosborg [Osborg, efter Storaaens Os, Munding], Visborg [Wæsæburgh, Vese d. e. Morads]. Hyppigst var det dog kongelige Gaarde, som var døbte saaledes; vi kan nævne Agersborg ved Limfjorden, hvorhen Knud den Hellige tyede for de oprørske Vendelboer, Rosborg ved Vejle, Skodborg, Skanderborg. Af en kongelig Borg ved mange af vore Købstæder har da ogsaa disse hyppigt faaet Borgnavnet — derom vil vi senere tale — og paa Enevældens Tid fik mange Grevskaber og Baronier dette fine Navn (Frijsenborg, Lindenborg, Marselisborg, Vilhelmsborg). Naar vi ved flere Herregaardes Navne træffer en Flertalsform — saaledes Søndergaarde ved Assens, Holmgaarde ved Løgstør, Kilsgaarde ved Flensborg — maa Grunden vel være de mange og store Bygninger, som her kunde findes, eller Herregaarden er maaske opstaaet ved en Sammenlægning af Gaarde.

Af andre Endelser, som var yndede og almindelige, maa nævnes -lund. Lund alene var saaledes Navnet paa de Gaarde, som snart ogsaa kom til at hedde Kongstedlund og Romlund, andre blev kaldte Hørbylund, Gudumlund, Torstedlund. Fremdeles maa nævnes -dal, saaledes Langdal, Sødal, Rosendal, især paa Enevældetiden blev det en almindelig Endelse. Man kan let iagttage, at der ved denne Navngivning kun er Tale om at følge en Skik og ikke om at give et Navn, som virkelig karakteriserede Stedet; det vil ofte være vanskeligt at paavise en Lund eller en Dal ved Gaarden.

Det kunde iøvrigt meget vel være Tilfældet, at en af de i Middelalderen opstaaede Herregaarde fik Navn af samme Art som Landsbyernes, derfor ogsaa med Endelserne -lev (Gjorslev), -inge (Beldringe) og -trup. En tidligere Hovedgaard i Landsbyen kan have erhvervet dennes øvrige Jord og tillige dens Navn, saaledes som omvendt jævnlig Landsbyer har Navn efter en nedlagt Hovedgaard. Især har Endelsen -trup været almindelig ved Herregaarde. Den enkelte Gaard, maaske med nogle Gaardsæder (Husmænd), som i sin Tid havde udgjort en Torp, er vokset op til at blive en adelig Sædegaard; naar den til Eks. tidligere var bleven betegnet som »Gaarden i Randrup«, fik den nu Navnet »Randrup«. Man kan iøvrigt finde, at Adelsmænd i langt senere Tid opkaldte Gaarde paa denne Maade. Frederik II’s Lensmand Erik Walkendorf lod en Gaard, som han gav sin Søn, kalde Erikstrup; midt i det 17de Aarhundrede blev Stjernarp [Stjernerup] i Halland kaldet saaledes af Gaardens svenske Besidder Johan Silfverstjerna, og 1797 fik den vendsysselske Gaard Stenshede Navnet Ottestrup af Otte Arenfeldt.

Adelen, men især Kongerne lod meget bygge og indrette for Jagtens og de store Jagtomraaders Skyld. Dog har Jagtlysten ikke sat sig Spor i mange Navne — om end fra gammel Tid Hjort indgaar i en stor Del Stednavne — og ret mærkeligt er, at de, som findes, netop skyldes vor maaske allermest jagtkære Konge. Kristian V havde ladet Dyrehaven indrette til Parforcejagt, og i Virkeligheden blev en af Skovens Hjorte Kongens Banemand, da den anskudt værgede sit Liv. Kongen havde ladet Gaarden Tøbberup kalde Hjortespring, han befalede, at de gamle Gaarde Abrahamstrup og Ibstrup skulde kaldes Jægerspris og Jægersborg. Det gamle Hørringsholm (oprindelig Hyringsholm, vistnok af Mandsnavnet Hyring) blev fra Frederik III’s Tid gerne kaldet Hirschholm, indtil det for en Menneskealder siden atter fik dansk Klang som Hørsholm.

Den Skik at lade Navnet udtrykke de Følelser, som Stedet ved sine Naturforhold maatte indgive Besidderen, kan maaske forfølges tilbage til Kristian IV’s Tid — denne Konge dannede saaledes Lystager af Byen Ormager — men almindelig blev den først i en senere Tid. Torbenfelt, som Frederik III erhvervede ved Mageskifte, omdøbtes af ham til Frydenborg, snart efter kom den til at hedde Frydendal, og den blev Forløber for Frydenlund og mange lignende Navne (Frydendal har i 1907 genvundet sit ældste Navn Torbenfelt). Fra det 18de Aarh. stammer Kroghslyst og Lykkenssæde.

I det 18de Aarhundrede begynder ogsaa Navnene paa Haab og Minde. Frederik V lod Tyskere indkalde til at opdyrke Randbøl Hede, og han lod Byen ved Rygbjerg med dens Snes Bolsteder kalde Frederikshaab. Fra Kristian VII’s Tid stammer Holgershaab, Vilsbæksminde, Skolelærerseminariet Bernstorffsminde ligesom Hoffnungsthal ved Egernfjord, og der har senere været et saare rigt Flor af disse Navne. I det 18de Aarhundrede viste der sig i det Hele en stærk Tilbøjelighed til at knytte Gaardenes Navne til Begreber. Samtidig med, at Frederik IV sluttede sin lange Krig med Sverige ved Freden i Frederiksborg, ombyggede han Østrup Slot, og det var sikkert med den sluttede Fred for Øje, at han døbte det Fredensborg. Frederik V lod en Pavillon eller et »Lysthus« ved Sjæl Sø kalde Dejligheden, fra Kristian VII’s Tid stammer Nøjsomhed og Frihedslund. Vennerslund og andre Vennenavne minder om den Tidsalder nærmest før og efter den franske Revolution, da Venskab havde faaet en saa høj Hædersplads og idelig blev lovprist.

Hvis vi gaar noget udenfor Herregaardsklassen, vil vi paa Gaardene i Egnen rundt om Brahetrolleborg paa Fyn træffe mærkelige Eksempler paa, hvorledes Oplysningstiden med dens Bestræbelse for borgerlige Fremskridt og dens Arbejde for rolig Lykke har kunnet sætte Mærke i Navnene. Brahetrolleborg var jo den store Fremskridtsmand Ludvig Reventlows Herresæde, og ham skylder vi Navnene Blideborg, Blidegn, Bondero, Flidsager, Fredenshjem, Hædersdal, Immerkær, Lundsfryd, Planteheld, Plovheld, Yndigegn, for ikke at tale om Lacedæmonien og Korinth Kro, hvis nærmeste Ophavsmand dog er Digteren Baggesen.

Vi skal endnu undersøge, om Paavirkning fra Tysk paa Navngivningen har været synderlig stærk.

Det er jo vitterligt nok, at i Middelalderen mange tyske Adelsmænd var til forskellige Tider blevne optagne i Landet og havde erhvervet sig Gods og bygget Gaarde her, og derfor var det ogsaa rimeligt, om der mærkedes tysk Indvirkning paa Navngivningen. I Halland rejste sig ved Falkbjerget en Købstad, som allerede 1307 bliver i et Brev kaldet Falkenberg, saaledes at vi her mærker det tyske n, som senere klæbede ved saa mange Navne. Et halvt Aarhundrede derefter ser vi en Gaard ved Roskilde, som oprindelig hed Falkedale, blive kaldet Falkendal, efter at den er gaaet over i Tyskeres Eje. Om Hovedgaarden Kværkeby ved Ringsted, der ejedes af en Familie Rosengarten fra Rügen, kæmpede i lang Tid Navnene Kværkebygaard og Rosengaard om Overmagten, indtil det sidste omsider sejrede. Hovedgaarden Rosendorp ved Bogense hedder derimod nu Rodstrup. Efter Familien Rosenkrantz kom dens Gaarde til at hedde Rosendal, Rosenholm og Rosenvold. Imidlertid maa man huske paa, at denne Blomst i Middelalderen jævnlig kaldtes Rosen, man sagde: »en fager Rosen«, »den Rosen vilde han love«, »Rosensblomme«, »Rosenslund«, og denne Form maatte derfor naturlig indgaa i Stednavnene.

Efter Middelalderen er dette -n trængt ind i mange Navne, saaledes Sophiendal, Sophienberg, Sophienholm, Schelenborg, Knuthenlund, og endnu i forrige Aarhundrede i Kroghenlund, Frisenfelt. Det sidste Navn bringer en tysk Endelse i Erindring, Feld. Vi har et dansk Ord Fælde, som findes i flere danske Bynavne (Feldballe, Døllefjelde, Søfælde), men Endelsen Feld i flere Herregaardsnavne er dog indvandret Syd fra. Fra Tyskertiden og Grev Gerts Aarhundrede skriver sig Gisselfeld og Torbern Jensens Torbenfelt og fra Enevældetiden Lerkenfeld, Nordfeld, Rosenfeld, Carlsfeld, Frisenfelt.

Alt, hvad der her er nævnt, er dog ringe og ubetydeligt, især naar man husker paa, hvor stærk en Paavirkning af tysk Kultur vort Land har været udsat for. Af rene tyske Navne findes i Kongeriget nu vistnok kun Herregaarden Gottesgabe paa Laaland, som Kong Frederik IV oprettede; paa samme Konges Tid byggede Grev Karl Ahlefeldt Sorgenfrey, men Slottet er i Tidens Løb blevet omdøbt til Sorgenfri, og Landgaarden Seelust ved Øresund, der skriver sig fra omtrent samme Tid, hedder nu Sølyst. Einsidelsborg paa Fyn kan man ikke egentlig regne herhen, da den har Navn efter en tysk Frøken Einsidel; hun var paa Frederik III’s Tid gift med Henrik Podebusk.

Vi har set, at mange gamle Hovedgaarde har skiftet Navn i Adelsvældens og Enevældens Tid, men de nye Navne, som har en moderne Form eller et fremmed Sving, eller som rummer nydannede Familienavne, synes dog især at have hjemme paa de østlige Øer. I de Skaanske Landskaber, ogsaa efter at de er gaaede over i svensk Eje, har Herregaardene paa faa Undtagelser nær bevaret deres gamle, karakteristiske Navne. Det er især paa Sjælland, Laaland, Falster og Møn, at vi mærker de nye Navne, paa Fyn maaske noget mindre og i Jylland meget lidt; særlig har Herregaardene i det sydlige og vestlige Jylland faaet Lov at beholde de gamle Navne. Naar vi, for blot at nævne en enkelt Egn, i Landskaberne om Horsens Fjord og Vejle Fjord træffer saa karakteristiske Navne som Matrup, Vaabensholm, Søbygaard, Værholm, Rask, Boller, Barritskov, Møgelkær, Kalsbøl, Bygholm, Tirsbæk og grumme mange andre, føler vi, hvordan fra disse Herregaardes Navne den gamle Tid slaar os i Møde.

I Sønderjylland er det gaaet paa samme Maade. Der er i de senere Aarhundreder givet utallige Navne til nye Gaarde eller Godser, og saaledes har nyere Tids Navneskik og tysk Kultur kunnet gøre sig gældende. Alligevel synes det ligesom i Nørrejylland, at Lysten til at lade Hovedgaarde skifte Navn har været forholdsvis lidt fremme. Vi bortser naturligvis fra, at talrige Navne har faaet tysk Sving og Skik, bag hvilket man dog let kender det gamle danske Bondesprog. Og her kan blot eksempelvis nævnes et saa sydligt Landskab som Svansø. Vi træffer adelige Besiddelser eller Herregaarde med Navnene Eskilsmark (Eschelsmark), Grønholt (Grünholz), Krieseby, Løitmark, Maaslev (Maasleben), Ulpenæs (Olpenitz), Ornum, Røgen, Saxtorp (Saxtorf), Stubbe. Gaar vi lidt udenfor Svansø, træffer vi Nord for Slien Røst og tæt ved Egernfjord Vindeby. Det er ogsaa karakteristisk at se — og vi bliver i de samme Egne —, paa hvor sent et Tidspunkt flere af de Gaarde, som fik nye Navne, er blevne omdøbte. Kristian VII havde skænket sin Søster Louises Mand Landgrev Karl af Hessen Teglhave ved Slien, og den kom derefter til at hedde Louisenlund, og efter Landgrevens Navn omdøbtes Gereby 1825 til Carlsburg; 1786 fik Kohøvede det nye Navn Ludwigsburg. Saaledes bærer Herregaardene helt ned til Egernfjord Præg fra gamle Tider.