Sûnâjik (Rosing)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Sûnâjik
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fra denne boplads er der ikke stort at fortælle, ud over at husherren, den gamle Sánersaq, havde ledet sine bopladsfæller med forstand og myndighed. Ved Sûnâjik overvintrede Sánersaq, Qánapik, Âlik, Qiânaq og Maqérduánge.
Sánersaqs søn Qánapik havde i sommerens løb fanget lidt, og Sánersaq havde holdt strengt hus med den smule, der var. Den gamle var klar over, hvor det bar hen: vinteren ville bringe trangstid med sig. Sánersaq havde som barn oplevet en hungervinter, hvor mange mennesker sultede ihjel, og med denne oplevelse i levende erindring lagde han alt til rette for den kommende vinter. Det kom hans bopladsfæller til gavn.
For Sûnâjik-folkene ville sultevinteren have været mere udholdelig, om ikke folkene fra Nunakitseq en nat havde været på tyvetogt og tømt deres spækpose for dens indhold af tørret kød (jvf. side 119).
Morgenen efter, at tyvene havde været der, var Sánersaq gået tidligt ud – og straks var han klar over, hvad der var sket, for dækstenene over spækposegraven var fjernet.
Qiânaq blev meget vred og svor hævn, men Sánersaq beroligede ham og bad ham lade vreden fare. Derpå gav Sánersaq besked om, at man skulle hale resten af spækposens indhold op. Da spækposen var tømt, gav Sánersaq ordre til, at ingen måtte røre det tørrede kød. Først når han selv sagde til, kunne man æde det.
Sánersaq gav sig nu til at bearbejde spækposeåbningen med trylleord, og da han var færdig, vendte han den i retning af Nunakitseq og trykkede luften ud, og så råbte han: »Sæt du efter dem, der har raget i dig!«[1] Derpå tog han en lille mundfuld af det tørrede kød og delte resten ligeligt mellem sine husfæller. Grunden til, at Nunakitseq blev så hårdt ramt, var, at Sánersaq sendte hævnen efter dem.
Også en anden gang blev Sûnâjik-folkene bestjålet. Âlik og Qiânaq havde været på bjørnejagt med Símujôq ved Itivdeq. En bjørnemor med to store unger havde de nedlagt, og som fangstpart havde Âlik og Qiânaq hver fået en unge, men det skulle vise sig, at alt – undtagen hovederne og lidt spæk — blev stjålet, før de fik det fragtet hjem. Intet under, at de svor hævn. Men Sánersaq beroligede dem og sagde: »Nej, I skal ikke tage hævn foreløbig. I løbet af vinteren skal tyvene nok få noget stort at se«.
Tyvene var Nârqortôq, Núko og Taqivaq fra Akínâtsân, og om dem skal der senere berettes.
Ingen sultede ihjel ved Sûnâjik.
Fodnoter
- ↑ Denne »besværgelse« kaldes kingulungneq: at gøre noget, efter at noget er sket, eller at sende noget efter gerningsmændene.
Kilde
Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, s. 125, København, 1963.
Næste kapitel ►
