Sagaen om Tristram og Isønd

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Riddersagaer
Reprint Add.jpg
Gísli Brynjúlfsson:
Tristram ok Ísönd – en riddersaga på oldislandsk og dansk
Heimskringla Reprint


Sagaen om Tristram og Isønd


Udgivne

af

Det kongelige nordiske Oldskriftselskab


Gísli Brynjúlfsson


Kjøbenhavn, i Juli 1878.


Her skrives Sagaen om Tristram og Dronning Isønd, i hvilken der vil blive Tale om den uimodstaaelige Kjærlighed, som de havde til hinanden. Da var der forløbne 1226 Aar fra Christi Fødsel, da denne Saga blev oversat paa Nordisk, efter den berømmelige Herre Kong Haakons Bud og Befaling. Men Broder Robert forfattede og nedskrev den efter sin Evne med de Ord og Vendinger, som her følge i Sagaen og nu skal siges.[1]

I Bretland (Bretagne) levede der en ung Mand af den mest udsøgte legemlige Skjønhed og den ødsleste med kostbare Gaver; han var mægtig og rig paa store Kasteller og Borge, kyndig i mange Kunster, den raskeste i ridderlig Id, den ufeilbarligste i al Slags Manddom, vis og snild i Raadgivning, forudseende og betænksom, fuldkommen i alle Færdigheder fremfor alle andre Mænd, som i den Tid vare i det Rige. Denne Ridders Navn var Kanelangres. Han var den haardeste mod de Haarde og den grummeste mod de Grumme. Han havde med sig en saa stor Mængde af tappre Riddere og haardføre Hirdmænd, at han endogsaa holdt flere Folk, end hans Indtægter vilde tillade; men eftersom han var den ødsleste med sine Gaver og den behageligste i Omgang og den haardføreste i Kampen, saa erhvervede han ved sin Tapperhed, sin Vaabendygtighed og sine Turneringer saa store Ejendomme og saa overflødige Indtægter fra sine Fjender, at hans Magt og Berømmelse i faa Aar voxede ved mange Erobringer. Og saaledes skete det, at han allerede den tredje Vinter, han førte en Ridders Vaaben og Rustning, holdt en talrig Flok af Krigere, laa i Feide med mangen en Konge og Hertug og forvoldte dem stor Skade og Ejendomstab: han brændte Kongens Kasteller og Borge der i Landet, og mange af Kongens Riddere faldt beseirede i hans Hænder, af hvilke han fordrede store Løsepenge i Sølv og Guld og andre Kostbarheder, Heste og Rustninger. Men undertiden mistede han ogsaa sine Mænd, der faldt i Kampen. Saaledes handlede nu Kanelangres imod Landets Konge, at han forødede hans Rige og tog hans Mænd tilfange, indtil Kongen endelig sluttede Fred og indgik et Forlig med ham i Paasyn af de øverste Mænd, hvorpaa de berammede et Møde, hvor Forliget skulde finde Sted. Efter at Freden var istandbragt, satte Kanelangres en Mand til at styre sit Rige, sine Kasteller, sine Byer og Borge, fornemme Høvdinger og paalidelige Riddere; men selv forberedte han sig med sit Følge til at forlade Landet og besøge et andet Rige for at blive bekjendt med dygtige Mænd og erhverve sig Berømmelse og vise sin Tapperhed og Ridderdygtighed. Der blev ham meget fortalt om England, at det var et stort og mægtigt Rige, herligt og berømmeligt, godt og rigt paa al Slags Goder, saavel paa høviske Riddere som mægtige Borge og vældige Kasteller og desuden det rigeste Land paa Dyr og Fugle til Jagt, med en Overflødighed af Guld og Sølvmetal og alskens Klæder og udmærkede Heste, graa og hvide Skind, Bjørneskind og Zobelskind, og derfor betænkte han, at han nu vilde see de Mænds Herlighed og Færdighed, Mildhed og Høviskhed, som beboe dette Rige og som vise alle de dygtige Mænd Ære og udmærket Forekommenhed, som besøge dem og ville opholde sig hos dem; saa vilde han ogsaa gjøre sig bekjendt med deres kostbare Levemaade og Sæder, skue deres Berømthed i Nærheden og prøve deres Magt og Vaaben, Tapperhed og Dygtighed i Turneringer.


Cap. 2.

Kanelangres drager med 20 Riddere til England og lander i Kornbretaland (Cornwales), hvor Kong Markis den Gang herskede over alle Englændere og Kornbriter i Hovedborgen Tintajol, hvor ogsaa Rigets stærkeste Kastel findes. Herhen red Kanelangres med sine Mænd, hvor de stege af Hestene i Kongsgaarden og gik derpaa til Hallen i en Række, holdende Hænderne sammen to og to; de hilste paa Kongen og bleve saa godt modtagne af ham, at han anviste Kanelangres Sæde ved sin egen Side, medens hans Svende førtes til andre passende Sæder efter Hirdens Skik. Da den berømte Kong Markis havde faaet at vide, at det var Kanelangres Hensigt at opholde sig længere Tid ved hans Hof og tjæne ham med alle sine Mænd, da modtog han dem med de største Æresbevisninger og satte dem højere end sine egne Riddere, thi disse Fremmedes Tilstedeværelse i hans Hird var for ham det største Held og Lykke.


Cap. 3.

Da Kanelangres havde opholdt sig i nogen Tid hos Kong Markis, foranstaltede denne i Anledning af en eller anden Høitidsdag en stor Festlighed og indbød hertil alle Fornemme i Landet, saavel Hertuger som Jarler og Baroner. Der forsamledes nu paa Kongens Indbydelse en stor Mængde af Rigets fornemste Høvdinger saavel som fra de omliggende Øer, og de mødte efter Landets Skik med deres Koner, Sønner og Døttre. Paa en yndig og blomstrende Slette i Kornbretaland, i Nærheden af en Indsø, samledes hele denne Mængde, og her lod Kongen reise store Landtælte, gule og grønne, blaa og røde, med den rigeligste Udstyring, gyldne og guldbroderede, under det duftende Løv og imellem de ny udsprungne Blomster. Mange bleve slaaede til Riddere ved denne Leilighed, og de unge Mænd udførte alskens Ridderspil for derved at erhverve sig de skjønne unge Møers og høviske Kvinders Yndest, der havde ledsaget deres Mænd og Elskere til Festen.


Cap. 4.

Da Kong Markis betragtede den store og krigerske Forsamling, frydede han sig ved at herske over et Land, der var saa rigt paa høviske Mænd og Kvinder, og han besluttede at denne Festlighed skulde blive den prægtigste af alle og Beværtningen i enhver Henseende svare til alt det øvrige. Han lod derfor anrette for Alle med de kostbareste Retter, og da de saaledes havde gjort sig tilgode paa den behageligste Maade og Kongen selv havde endt sit Maaltid, droge alle de unge Mænd tilligemed deres Skjoldsvende og Heste ind paa den omtalte Slette for at prøve deres Ungdom og Styrke. De nye Riddere mærkede deres Vaaben for at være saa meget desto kjendeligere og deltoge nu i Turneringen for at erhverve sig de unge Møers Kjærlighed og prøve hvo der var den tappreste; men fremfor Alle udmærkede sig dog Kanelangres, og han modtog ogsaa, som sædvanlig, den største Hyldest, idet alle Kvinder og Møer fæstede deres Øjne paa ham og opfyldtes af Kjærlighed og Længsel til den unge Helt, skjøndt de aldrig før havde set ham eller vidste hvorfra han kom, hvilket Navn han bar eller af hvilken Æt han var. Thi det er netop Kvindens Væsen, at hun tager større Hensyn til sine egne Ønsker end til Maadehold, begærer ofte det, som hun ikke kan faa, men forkaster og foragter det, som tilkommer hende med Rette, saaledes som det gik Dido, der brændte sig selv, da hendes Elsker drog bort, der var kommen fra et fremmed Land.


Cap. 5.

Den berømte og mægtige Kong Markis havde en Søster, som var saa yndig og elskelig, at en anden saadan Rosenknop fandtes ikke i Verden, i det mindste ikke saa at det var bekjendt. Denne Ædelsten var sig selv det bedste Vidnesbyrd om at hendes Lige fandtes ikke, hverken hvad Forstand eller Visdom, Høviskhed eller Ærbarhed, Dygtighed eller Gavmildhed angaaer, og det maatte alle andre sande i Kongens Rige. Saavel fattige som rige, unge som gamle elskede inderlig denne elskelige Mø, og hvor som helst man hørte hende omtale i andre Kongeriger, saa var hendes Pris saa stor, at hun havde Tilbedere blandt de ædleste Høvdinger og de skjønneste Ynglinge, som endnu aldrig havde set hende.


Cap. 6.

Men skjøndt denne sjældne Mø saaledes var i Besiddelse af alle mulige Dyder, saa er det dog muligt det nu gaaer med hende, som man almindelig siger: at det findes sjælden, som ikke har en eller anden Mangel. Den ædelbaarne Kongesøster traadte, prægtig smykket og fulgt af en talrig Skare yndige Piger, ud af sine Landtælte for at se paa Riddernes og de unge Mænds ivrige Dystløb; og som hun havde betragtet dette Skuespil en Stund, da skete det, at hendes Øje faldt paa den allerædleste Ridder Kanelangres, som var let kjendelig blandt alle de andre paa Grund af sin Mandighed, Tapperhed og Ridderlighed, der enstemmig pristes af alle, saavel Mænd som Kvinder. Kongedatteren stod længe hensunken i Betragtningen af den unge Helts ridderlige Idræt og følte sig nu paa en Gang saaledes gjennemtrængt af den heftigste Kjærlighed til ham, at hun maatte sukke dybt, da det forekom hende som om baade Sjæl og Legeme brændte. Den høviske Blensinbil - her nævnes først hendes Navn —, der aldrig havde fortrædiget Nogen hverken i Ord eller Handling, men tvertimod kun glædet Alle ved sin Mildhed og sin Godhed, maatte nu friste den tunge Skjæbne, at pines af en for hende selv uforklarlig Uro, der næsten gjorde hende rasende, og hun udbrød i hjærteskjærende Klager over, at Ingen nu var istand til at hjælpe hende.


Cap. 7.

Hun lod nu sit Blik glide henover Sletten, og saa hvorledes Ridderne lode deres Heste rende og hvorledes de splintrede de stærkeste Landseskafte imod Skjoldene i den hæftigste Turnering. Da følte hun som en øjeblikkelig Lindring ved at betragte dette Skuespil, men da saa hendes Øje atter faldt paa Kanelangres og hun saa hvorledes han alene var tapprere og skjønnere end alle de andre, da forøgedes kun hendes Smerte og hun maatte sige til sig selv, at denne Mand havde forhexet hende. Hun udbrød i endnu heftigere Klager end før, og kom dog sluttelig til det Resultat, at her var der Intet andet at gjøre, end at hun maatte vove at aabenbare sin Sjælstilstand for den Fremmede, koste hvad koste vilde og hvad han saa end derfor maatte troe om hende.


Cap. 8.

Da Ridderne havde kæmpet saa længe som de syntes, vendte de tilbage fra Kamppladsen, og den høviske Kanelangres kom nu ridende derhen, hvor den yndige Blensinbil var iforvejen sammen med sine Møer. Da han fik Øje paa hende, hilste han hende paa den mest ridderlige Maade og bad Gud velsigne hende; men hun svarte ham strax med sit blideste Smil, at ogsaa hun ønskede Guds Velsignelse over den ædle Ridder, hvis han kun vilde gjøre det godt igjen, hvori han allerede havde forbrudt sig imod hende. Dette kunde han ikke fatte og der vexledes herom flere Ord imellem dem, indtil han endelig lovede i et og alt at underkaste sig hendes Dom herom, imedens hun vedblev at paastaa, hun ikke vilde give ham fri for sin Anklage førend han havde givet hende fulde Bøder. Endelig tog Kanelangres Afsked, ledsaget af Kongesøsterens varmeste Bønner for hans Lykke; men ogsaa i hans Sind var der kommen en saadan Uro paa Grund af Blensinbils Ord, at han hele Dagen maatte tænke over dem og ikke kunde faa Søvn eller Hvile Natten efter paa Grund af sine Tanker.


Cap. 9.

Nu havde de begge den samme Sorg at bære paa, thi hun elskede ham med den største Kjærlighed, og han hende med den fuldkomneste Trofasthed, men hver for sig vare de dog uvidende den ene om den andens Tilstand. Men saasom han var en vis og højst dannet Ridder, saa tog han Tiden og Stunden nøje iagt, for at han kunde komme til at tale med hende paa den Tid og paa den Maade, at der var det største Haab om at hendes Sind vilde vende sig til ham. Han handlede i enhver Henseende smukt og sømmeligt, thi Faren var paa den anden Side ikke ringe, hvis Kong Markis fik Nys om, at den unge Ridder, der nylig var kommen til hans Hird, gik med saadanne Tanker med Hensyn til en saa udmærket Kvinde og saa nær beslægtet med Kongen selv, at han da ingenvegne vilde komme med Hensyn til sine Ønskers Maal.


Cap. 10.

Men hvortil længe tale herom? Det gik her som sædvanlig under saadanne Forhold, at de to Elskende fandt Leilighed til at mødes hemmelig og fortsætte deres lønlige Sammenkomster uden at nogen faldt paa at betragte dem anderledes end som ganske uskyldige. De nød den fuldkomneste Kjærlighed i Løndom, uden at Kongen nogensinde fik det at vide eller nogen ved hans Hof; kun forundrede man sig over at Kanelangres vilde opholde sig saa længe i et fremmed Land, hvor han ingen Besiddelser havde, medens han i sit eget Land havde saadanne i Overflod og mange højbaarne Frænder. Men saa blev det af og til fortalt Kongen, at Ridderen vist havde fattet Kjærlighed til hans Søster, og han vilde da sikkert, paa Grund af Kanelangres store ridderlige Fortrin fremfor alle andre, have givet ham hende tilægte, hvis han kun havde friet aabenlyst til hende. Nu førte denne Tale kun til, at Kongen villig saa igjennem Fingre med, at de af og til talte sammen som de vilde og ønskede.


Cap. 11.

Nogen Tid efter skete det, at Kongen drog til en Turnering mod andre Riddere. Kanelangres fulgte som sædvanlig med ham, og der blev en haard Dyst imellem de to Parter, thi der vare udmærkede Kjæmper paa begge Sider. Men som altid viste dog den bretonske Ridder sig som den tappreste; han var som en Løve midt i Hæren og slog alt ned for Fode til begge Sider rundt om sig. Som han nu saaledes ikke tænkte paa andet end at beseire Modstanderne og styrtede fremad i blind Iver, fik han uforvarendes et meget farligt Saar, idet han næsten blev gjennemboret af et Sværd, saaat han styrtede som halvdød af Hesten. Kampens Ende blev, at mangen en tapper Mand blev baade saaret og dræbt og en hel Mængde taget tilfange, men Kanelangres Krigsfæller bare ham halvdød hjem. Herover blev der en stor Sorg over hele Hæren, thi alle beklagede hans Tab, de som kjendte hans Berømmelse, Tapperhed og ædle Sind; men Ingen følte dog en dybere Sorg end Kongens Søster, saameget bittrere som hun var nødt til at skjule den, saavel for sin Broders som en Mængde andre mægtige Mænds Skyld. Hun kunde kun saa meget heftigere begræde sit Tab i Løndom naar hun var alene.


Cap. 12.

Den høviske Kvinde var høiligen bekymret for sin tappre Ven Kanelangres. Hun følte med sig selv, at hvis han skulde døe, uden at hun fik ham at see, saa vilde hun aldrig blive trøstet, og hun lod sig derfor hemmeligen ledsage til hans Bolig af sin gamle Amme. De ankom der, uden at blive bemærkede af Nogen, til en Tid da alle andre havde forladt Huset; her besvimede den ædle Blensinbil paa Heltens Seng, da hun først fik Øje paa sin saarede Elsker. Hendes Sorg fornyedes, hun græd og hun hulkede, men da hun lidt efter lidt kom til sig selv igjen, saa favnede hun og kyssede den Elskede og gav ham alle de kjærligste Navne, medens hendes Ansigt var badet i Taarer. Den saarede Helt gjengjeldte i al sin Smerte hendes Kjærlighed, og saaledes skete det, at den skjønne Kvinde i sin Kjærligheds Sorg blev frugtsommelig. Midt i en saadan Smertens Storhed, hun gjennemtrængt af Sorg og han saaret, blev det Barn undfanget, som senere blev født, som alle Faderens Venner vare bekymrede for og som denne Saga handler om.


Cap. 13.

Efter dette vendte Blensinbil tilbage til sit Herberge, men Kanelangres døde ikke, som man havde ventet, hans Saar blev tvertimod læget af den mest udmærkede Læge i Landet. Men just som han var kommen sig, fik han Budskab fra sit Rige igjennem sine Frænder og Hirdmænd, at Briterne (Bretonerne) gjorde Hærværk i hans Land, dræbte hans Mænd og opbrændte hans Borge. Han saa nu, at det sømmede sig ej længer for ham at dvæle udenlands, og lod derfor hurtig udruste Skibe for at overføre ham til sit eget Land med Mænd og Heste. Herover blev Blensinbil yderst bedrøvet, og fortalte ham nu, da han kom for at tage Afsked med hende, i hvilken Tilstand hun befandt sig, men føjede dog til, at hun var glad over at han ved sin Bortreise undgik den Fare, han ellers vilde være udsat for fra hendes Broders Side, naar Følgerne af deres Forhold først vare opdagede - nu vilde det kun komme til at gaae ud over hende. Dette vilde Kanelangres naturligvis ikke høre noget om, men tilbød enten at blive tilbage hos hende og trodse Faren, eller ogsaa skulde hun følge med ham til hans eget Hjem.


Cap. 14.

Ved sit Forslag havde Kanelangres kun forekommet den Elskedes eget Ønske og det blev da besluttet, at hun hemmelig skulde følge med ham. Sine Folk havde han i Forvejen sendt ned til Kysten for at udruste Skibet, og selv reiste han nu ogsaa, efter at have taget Orlov af Kongen, hvorpaa de med god Vind seilede til Bretland (Bretagne). Ved Ankomsten hertil forefandt han sine Undersaatter i en meget betænkelig Stilling, da de bleve undertrykkede af hans Fjænder, og han sammenkaldte derfor strax sine egne Mænd tillige med den Høvidsmand, paa hvis Huldskab og Troskab han kunde lide, og forklarede nu for ham sit eget og sin Elskedes hele Forhold, hvorpaa han lod sig lovlig vie til Blensinbil med stor Pragt og Herlighed. Derpaa blev hun hemmelig ført til et stort og stærkt Kastel, hvor han lod hende tage Ophold for det første med den sømmeligste Opvartning.


Cap. 15.

Kanelangres optog derpaa Kampen med sine Fjænder for at tilbageerobre Borge og Kasteller i sit Rige. Det var en vældig Kamp, i hvilken mange bleve slaaede ihjel eller tagne tilfange paa begge Sider, saavel Baroner som Riddere; men den største Ulykke var dog det, at Kanelangres selv blev dræbt i Striden og maatte segne gjennemboret af Hesten. Hans Ligbegjengelse foregik paa en høitidelig Maade og der var nu en stor Landesorg, men størst af alle var dog hans efterladte unge Kones Smerte, thi hun var utrøstelig og ønskede sig kun Døden, naar hun først var bleven forløst med det Barn, hun bar under sit Hjærte. Midt i al sin Sorg blev hun da ogsaa overrasket af Fødselsveerne og bragte nu efter tre Dages haarde Lidelser et deiligt Drengebarn til Verden, men døde saa selv strax efter at Barnet var født. Nu blev Sorgen stor blandt hele Hirdfolket, Mændene begræd deres hærlige Herres Fald og Kvinderne sørgede ikke mindre med Suk og Taarer over deres Frues Død, men alle vare enige i at beklage den nyfødte Drengs Lod, der nu var baade fader- og moderløs.


Cap. 16.

Da Høvidsmanden fik Barnets Fødsel og Moderens Død at vide, lod han Drengen døbe og der gaves ham nu paa Grund af de sørgelige Omstændigheder under hvilke han var bleven til og født Navnet »Tristam« eller »Tristhum«, thi »trist« betyder paa Vælsk »sørgelig« og »hum« (homme) betyder »Mand«. Navnet, hvis Betydning altsaa er »Sorgens Mand« eller den »sørgelige Mand«, forandredes ogsaa i Udtalen til »Tristram«,[2] og det forekom alle at der var tilstrækkelig Anledning til at give Drengen dette Navn, thi ikke nok med at han var født under bedrøvelige Forhold, saa var hans Liv endnu udsat for Fare, hvis først Kongen fik at vide, at den faldne Kanelangres havde efterladt sig en Arving. For at undgaa denne Fare lod den trofaste Høvidsmand Barnet strax bringe fra Kastellet til sit eget Hjem, og her befalede han sin Søster at lade som hun havde været i Barselseng og var bleven Moder til den nyfødte Dreng. Dette lod han udsprede allevegne og opdrog siden hemmelig den unge Tristram som sin egen Søn.


Cap. 17.

Den trofaste Høvidsmand lod undervise Tristram i alle mandige Idrætter og høviske Kunster. Han lod ham lære de 7 boglige Hovedkundskaber og de 7 Strengelege, men Drengen gjorde ogsaa saadanne Fremskridt, at der ikke fandtes hans Lige, hverken hvad Visdom eller Høviskhed, Gavmildhed eller Tapperhed angik. Og da hans Fosterfader mærkede dette, saa sparede han heller ikke paa de kostbareste Klæder til ham eller de bedste Heste, saaat hans egne Sønner bleve misundelige paa Tristram, som de antoge for deres egen Broder.


Cap. 18.

Da traf det sig en Gang, at et stort Søskib kom seilende der til Landet og ankrede op i en Havn tæt ved Kastellet. Det tilhørte nordiske (eller norske) Kjøbmænd, som vare blevne forslaaede til Bretagne i langvarige Nordenstorme, og det var ladet med en Mængde kostbare Varer: Graaværk, Hermelin, Bæverskind og sort Zobel, Hvalrosstænder og Bjørnehuder, Gaasehøge og Graafalke og mange hvide Falke, Vox og Huder, Bukkeskind og Tørfisk, Tjære, Tran og Svovl, og alslags nordiske Varer. Da Efterretningen om Skibets Ankomst med al denne Rigdom kom til Kastellet, saa fik Høvidsmandens Sønner, der ønskede at erhverve sig Falke til Jagten, som de manglede, Tristram til at anmode deres Fader herom, da hverken han eller deres Moder kunde negte ham noget. De gik da alle ombord paa Skibet, og Tristram, der allerede havde lært adskillige udenlandske Sprog, underhandlede nu med Kjøbmændene, som hverken forstode Britisk (Bretonsk) eller Vælsk (Fransk). Han afkjøbte dem 7 Fugle, som han overgav til sine Brødre, men hans Fosterfader betalte hvad de kostede. Tristram blev nu opmærksom paa et Schakspil ombord i Skibet og opfordrede en af Kjøbmændene til at spille med sig om en større Sum, saa at hans Fosterfader, da han saa at Spillet var i Gang, gik i Land og lod Tristram blive alene tilbage ombord i Skibet tilligemed sin Læremester, en høvisk og godt dannet Ridder. Men som Kjøbmændene mærkede den unge Mands store Kyndighed og Dygtighed i enhver Henseende, da han ogsaa overvandt dem alle i Schakspil, og tillige saa hans store Skjønhed og Mandighedsidræt, saa tænkte de, at han kunde være dem til stor Nytte saavel paa Grund af sine Kundskaber, som ogsaa at de vilde kunne faae mange Penge ind ved at sælge ham. Som han nu sad der og kun agtede paa Schakspillet, saa lettede de hemmelig Anker og lod Skibet gaae udaf Vigen, uden at Tristram mærkede noget til det førend de vare langt fra Land, da der var udspendt et Tælt over Dækket, saa at det ikke var let at see hvad der foregik udenfor. Da Tristam endelig opdagede hvad der var paafærde udbrød han i bittre Klager saavel som hans Læremester, men Kjøbmændene svarede kun, at det hjalp ham nu Intet, da de vare bestemte paa at tage ham med; og hvad Ridderen hans Læremester angaaer, da satte de ham uden videre i en Baad og gave ham én Aare med. Tristram kunde nu kun bede Gud hjælpe sig og bevare sig for Hedningernes Vold, men bort fra Skibet kunde han ikke komme. Hans Læremester lykkedes det derimod at komme til Land med Baaden, og her fortalte han den sørgelige Begivenhed hjemme i Kastellet, hvor der blev en stor Sorg og Veklagen blandt hele den store Mængde, »Tusinde Mennesker«. Hele Hirden styrtede ned til Stranden, og fornemmelig var Høvidsmanden, Tristrams gamle Fosterfader, utrøstelig og gav sig selv Skyld for den hele Ulykke. Han lod sin Stemme lyde udover Havet og kaldte paa sin Tristram, men naturligvis forgjæves - og alle Indbyggerne i hans Rige, saavel fattige som rige, vare nu sorgfulde.


Cap. 19.

Høvidsmanden besluttede da selv at gaae ud og forfølge Kjøbmændene for at søge Underretning om Tristram. Han udrustede derfor i Hast et Skib og drog med Fare til fremmede Lande, først til Norge saa til Danmark, Götland, Island, Orknøerne og Hjaltland, for at søge om sin tabte Fostersøn og Herre. Men alt forgjæves, thi det var ikke lykkedes de Kjøbmænd, som havde bortført ham, at bringe ham med sig til deres eget Land, idet de lige ved Ankomsten til dette bleve overfaldne af en saa heftig Modvind, at de for ikke at omkomme maatte lægge tildrevs og havde nu i lang Tid at kæmpe med den største Livsfare paa det oprørte Hav. De troede nu at dette maatte være en Straf fordi de havde røvet Tristram, og lovede derfor i deres Nød at de strax vilde frigive ham, hvis de maatte slippe levende fra det og atter komme uskadte til Land. Efter at de havde lovet dette begyndte Stormen at lægge sig, Mørket blev mindre, da Solen oftere kom frem, og efter at de i nogen Tid atter havde kunnet benytte Seilene fik de endelig Land i Sigte. Dette anløb de da strax og satte Tristram iland, uden dog at vide til hvilket Land de egenlig vare komne; de forsynede ham med endel Levnetsmidler og toge derpaa Afsked fra ham efter at have ønsket ham til Lykke.


Cap. 20.

Kjøbmændene seilede derpaa atter bort fra Landet, men Tristram stod tilbage paa den ubekjendte Kyst. Han udbrød først i lydelige Klager, men samlede sig dog senere og gik op paa en Klippe, hvorfra han til sin store Glæde opdagede befarne Veje i enhver Retning, og ved at følge en af disse kom han endelig udaf den Skov, han var kommen ind i. Det var meget varmt og han bar sin Mantel over den ene Skulder, og saaledes fortsatte han nu sin Vej indtil han traf sammen med to Pilegrime, der gik i den samme Retning; de vare fødte i Veneasorborg[3] og kom nu fra den store Michaels Bjerg[4], hvorhen de vare dragne for at forrette deres Andagt. Tristram røbede sig ikke strax som Fremmed, men fortalte kun, at han havde forvildet sig paa Jagten og var saaledes kommen bort fra sine Kammerater, og da de saa fortalte ham at de agtede til Borgen Tintajol om Aftenen, saa sagde han, at derhen havde han ogsaa Ærende og fulgtes med dem.


Cap. 21.

Som de nu fortsatte deres Vej og talte sammen, kom en Hjort løbende forbi dem forfulgt af mange Hunde. Den styrtede sig i en Flod, men fangedes dog paa den anden Side af Hundene, hvorpaa Jægerne kom til og vilde strax afhugge Dyrets Hoved. Dette forhindrede Tristram, der nu selv viste de forbausede Jagtfolk hvorledes man bar sig ganske anderledes kunstmæssig ad i hans Land med Parteringen af det fældede Vildt, idet Hundene fik deres bestemte Andel, der lagdes paa Huden og fornemmelig bestod af Indvoldene, medens de største Lækkerbiskener samledes paa en Stang, som bestemte for Kongen eller Høvdingen, for hvem Jagten holdtes. De engelske Jægere beundrede høiligen Tristrams Jagtkyndighed, og da han derpaa forklarede dem hvorledes de under uafladelig Blæsen paa Jagthornene burde bringe deres Konge det saaledes for ham bestemte »Jagtoffer«, kaarede de ham enstemmig til deres Fører under Udførelsen heraf. De lode ham bestige en Hest, og fulgt af Pilegrimene drog han saaledes i Spidsen for Jagttoget, og holdende Hjortens Hoved høit paa en Stang, hen til Kongens Borg.


Cap. 22.

Ved Ankomsten hertil blæste Tristram længe og smukt paa sit Jagthorn og det samme gjorde alle Jagtsvendene efter hans Anvisning. Folk styrtede nu ud af Hallen for at se paa det usædvanlige Optog med den sjældne Hornmusik, men Tristram og hans Følge fortsatte kun sin Vej og vedblev uafbrudt at blæse, indtil de kom hen til Kongen selv, for hvilken da Jægerne forklarede alt det nye, den unge Fremmede havde lært dem. Kongen syntes overmaade godt om Tristram, og de af ham lærte Jagtskikke bleve nu indførte i England, ligesom han ogsaa snart viste sig som en saadan Mester i Harpespil, at Kongen endog lod ham tilbringe Natten i sit Værelse for der at slaa paa Harpe naar han var vaagen. Alle kom i det Hele taget snart til at holde af Tristram, men Kongen dog mest, der gjorde ham til sin Jagtsvend og forærede ham en Hest, og saaledes skete det, at Tristrams Bortførelse forandrede sig til en Lykke for ham.


Cap. 23.

Men nu maa vi forlade Tristram en Stund for at fortælle om hans Hovmester, den gamle Roald - saaledes nævnes han her første Gang —, der bedrøvet søgte efter ham igjennem mange Lande. Først da han havde søgt i tre Aar fik han at vide af den ene af de to ovenomtalte Pilegrime, at Tristram var hos Kong Markis i England og havde det godt, hvorpaa den gamle Hovmester reiste derhen og søgte ved Ankomsten til Cornwall strax at faa sin Fostersøn i Tale alene. Den Gamle der under sin langvarige Omflakken havde opbrugt største Delen af hvad han havde taget med sig, saa nu ud som en fattig Mand, som Ingen videre lagde Mærke til, men ikke desto mindre gjenkjendte Tristram ham strax, og der blev nu stor Fryd paa begge Sider. Tristram førte Roald hen til Kongen, som strax lod give ham prægtige Klæder, saa at den Gamle, der før havde set ud som en »Agerkar«, fik nu atter sit gamle Udseende som »Höld« eller »Jarl«. Han blev anvist Plads ved Kongens Bord blandt Høvdingerne, og Tristram opvartede ham med stor Høviskhed.


Cap. 24.

Efter Maaltidet og efter at de vigtigste Nyheder vare blevne fortalte fra fremmede Lande, saaledes som det er almindeligt blandt Hirdmænd, tog Roald tilorde og fortalte nu klart og tydeligt hvem Tristram egenlig var. Han fortalte den hele Begivenhed med hans Fader Kanelangres og hans Moder Blensinbil, og han beviste ved Hjælp af dennes Guldring, som Kong Markis engang havde foræret sin Søster, at Tristram virkelig var Kongens Søstersøn. Kongen var ogsaa strax villig til at anerkjende ham som saadan, og paa Tristrams Ønske blev han nu udstyret med prægtige Vaaben, for at drage over til Bretagne og hævne sin Fader. Hans Harnisk og Vaaben vare indlagte med Sølv og Guld og besatte med Ædelstene, og Kong Markis selv omgjordede ham med Sværdet og slog ham til Ridder med de Ord, at han aldrig skulde modtage Slag af Nogen uden strax at hævne det, altid gjengjælde Hug med Hug, saalænge han formaaede det, og saaledes vise sin Ridderlighed paa en berømmelig Maade. Tristram fik en udmærket Vaabenhest, over hvilken der var lagt et rødt guldbroderet Klæde med Løvebilleder, og Kongen forærede ham desuden den samme Dag Heste og Vaaben til 20 andre unge Mænd, der skulde udgjøre hans nærmeste Følge, foruden et Hundrede prøvede Riddere, der alle skulde ledsage ham til Bretagne for at han der kunde gjøre sin Ret gjældende. Saaledes udrustet drog nu Tristram afsted og landede ved Borgen Ermine[5] i Bretagne, hvor hans Faders Hovedkastel laa, der endnu holdtes besat af hans Mænd, og i hvilket han nu drog ind under sin Fosterfader Roalds Ledelse, der strax overgav ham alle Kastellets Nøgler. Derpaa blev der sendt Bud til Landets mægtigste Høvdinger, og saavel Hertuger[6] som Baroner og Riddere indfandt sig nu for at hjælpe deres atter fundne unge Lehnsherre, saa nu blev der stor Glæde over hele Landet, hvor der kun havde været Sorg og Bedrøvelse. Dagen efter drog Tristram med 20 Riddere til Hertug Morgan - saaledes hed hans Faders Banemand, hele Bretagnes egenlige Hersker og Overlehnsherre - for at fordre Bøder af ham for sin Faders Drab, og Enden blev den, at han, efter et skarpt Ordskifte, nedhuggede Hertugen i hans egen Hal og saaledes hurtig hævnede sin Fader. Da han derpaa kom ud af Hallen, steg han med samt sine Riddere hurtig tilhest og red rask udaf Borgen, beredt paa at forsvare sig tappert hvis Nogen vilde forhindre ham i at vende tilbage. Og dumme vare ogsaa de, der forsøgte derpaa, thi Enden blev, at mere end Hundrede Mænd maatte falde i den Anledning; men ikke desto mindre greb nu alle Hertug Morgans Mænd til Vaaben, og Tristram med sine faa Riddere blev forfulgt af 500 væbnede Mænd.


Cap. 25.

Efter at have dræbt mange Riddere og selve Hertug Morgan, skyndte Tristram sig hjemad, men Bretonerne forfulgte ham i stor Mængde og truede ham heftigen idet de lovede at hævne deres Herre. Da de forreste nærmede sig Tristram og hans Mænd, vendte disse sig pludselig imod dem og angreb dem nu saa drabeligen, at de sloge dem alle ihjel og toge deres Heste, idet de hævnede sig saaledes for Forfølgelsen, at de andre aldrig mere ville komme til at udføre nogen Bedrift. Men den samme Dag havde Hovmesteren Roald udsendt 60 godt rustede Riddere frem paa Vejen for at møde Tristram og understøtte ham, hvis han skulde trænge til Hjælp, hvilket ogsaa snart viste sig at være nødvendigt, thi trods al udvist Tapperhed trængtes Tristram og hans Følge stedse mere af Forfølgerne eftersom der kom flere til. Men ved de 60 Ridderes Ankomst forandredes Situationen snart saaledes, at de Forfulgte nu kunde blive Angribere, og vendte saaledes endelig, efter paa Flugten at have dræbt mange af Hertug Morgans Folk, hvis Heste og Vaaben saa bleve deres Bytte, med stor Sejer og Berømmelse tilbage til Kastellet. Efter at Tristram saaledes paa en berømmelig Maade havde hævnet sin Fader, blev han endnu mere elsket og beundret af sine Undersaatter, men de havde ikke lang Tid til at glæde sig under hans Herredømme, thi kort efter forkyndte han i en Forsamling af Høvdingerne, at han vilde vende tilbage til Cornwall, hvor han som den barnløse Kong Markis Søstersøn var den nærmest berettigede Arving til Riget. Han forærede derpaa sin Fosterfader Roald sin Hovedborg med alt Tilliggende og opfordrede sine Undersaatter til for Eftertiden at betragte ham som deres Herre og være ham lydige, men tog selv en rørende Afsked fra dem. Derpaa indskibede han sig med sine Mænd og seilede ud fra Landet, men alle hans Undersaatter vare bedrøvede over hans Bortreise.


Cap. 26.

Nu gaaer Sagaen over til at fortælle, at Englænderne i denne Periode vare skatskyldige under Irerne, der flere Vintre i Træk havde krævet Skat af dem, da de i saa Henseende holdt meget af England, hvis Konge ikke forstod at forsvare sig. Før havde England været skatskyldigt under Roms(?) Konge, og deres Skat til ham havde bestaaet i 300 Pund Penninger; men Irlænderne toge derimod den første Vinter kun Kobber og Messing, den anden Vinter rent Sølv, den tredje brændt Guld, den fjerde skulde Englænderne være forpligtede til at reise over til Irland for der at høre Lov og Ret og faa sine Straffesager afgjorte, og den femte Vinter endelig skulde Skatten bestaae i 60 Drenge, der ved Lodkastning udvalgtes blandt Landets fornemste Høvdingeslægter. Inddrivelsen af denne sidste Skat overholdtes saa strængt, at den Dreng, som Loddet traf, maatte udleveres, selv om han var sine Forældres eneste Barn, og der var derfor herover stor Fortvivlelse blandt Englænderne, hvor Konerne beskyldte deres Mænd for, at de ikke havde Mod til at forsvare deres egne Børn, men alligevel vovede Ingen at reise sig mod Irlænderne. Det var nu netop det Aar da denne Drengeskat skulde udredes, og ved den Tid Tristram ankom til Landet fra Bretagne fandt han hele Folket nedsænket i den største Sorg, da den irske Kæmpe Morhold, som hver Sommer plejede at komme for at indkræve denne Skat, var nu ogsaa netop nylig ankommen i denne Hensigt. I Kongens Borg var der i den Anledning en stor Forsamling af Hertuger, Jarler, Baroner og Riddere; men alle vare raadvilde og kun istand til at klage: mægtige Mænd fældte Taarer, Børnene skreg og Mødrene forbandede Børnenes Fædre, som ogsaa kaldtes feige af deres egne Sønner - men alligevel vovede ingen at gaa i Kamp mod den stærke Morhold, og alle vilde heller overgive deres Børn til Trældom og Underkuelse end udsætte sig selv for den visse Død ved hans Haand. Da traadte Tristram ind i Hallen og erklærede det strax for en Skam, at et helt Folk saaledes skulde føle Rædsel for en eneste Kæmpe og lade sig underkue af ham; han satte Mod i de andre, og erklærede sig for villig til at bestaae Kampen med den forskrækkelige Morhold. »Thi hvis han er stærk, saa er Gud dog mægtig nok til at hjælpe mig til heller at befrie Eders Børn fra Trældom, end at vi nu skulle lade ham drage bort med dem uden noget Forsøg paa først at frelse dem. Reiser Eder derfor hurtig og hører op med denne Klynken! Morhold skal aldrig kunne rose sig af, at han fandt os alle feige!«


Cap. 27.

Kong Markis takkede sin Søstersøn inderlig for hans tappre Tilbud, og en lignende Taksigelse modtog han fra alle de andre, saavel unge som gamle. Derpaa blev der sendt Bud efter Morhold, der strax indfandt sig, idet han troede, at nu var Lodkastningen forbi og han skulde nu modtage Drengene; men istedet for fik han at høre, at Tristram, efterat han havde indtaget sin Plads i Hallen, i alle de Tilstedeværendes Nærværelse benægtede Skattens Retmæssighed, og lod ham vide, at han denne Gang i det mindste ikke skulde faa den med det Gode. Herover blev Morhold rasende og udfordrede nu en enkelt af de Tilstedeværende til at bevise i Tvekamp imod ham, at Skatten ikke tilkom ham, da han for Tiden ikke var beredt til egenlig Krig, idet han ikke havde troet, at han behøvede at drage til England med en større Styrke end han havde paa et enkelt Skib. Til en saadan Kamp var Tristram ogsaa strax beredt, og opfordrede Morhold til strax at gaae og forberede sig paa den.


Cap. 28.

Morhold gik derpaa ned til Stranden og rustede sig til Kampen; han besteg en kraftig, pandsret Hest, over hans Skuldre hang et Skjold, der vejede 20 Pund, og i Haanden holdt han et vældigt og skarpt Sværd. Tristram paa sin Side rustede sig ogsaa i Kongens Gaard; hans Vaaben og Harnisk vare prægtige og Kong Markis forærede ham et Sværd som havde tilhørt Kongens Fader og tilligemed den føromtalte Fingerring var den største Kostbarhed i Landet. Paa en rød Hest helt bedækket med Pandser red han derpaa ud paa Kamppladsen ledsaget af Alles bedste Ønsker, da man nærede stor Frygt for, om han vilde kunne staa sig imod en saa vældig Kæmpe som Morhold var; denne, der var en Broder til den irske Dronning, var netop derfor bleven sendt til England af sin Svoger, Kongen, fordi han vidste, at ingen Mand kunde maale sig med ham i Styrke. Ved det første Sammenstød splintredes Landserne og de kæmpede derpaa med deres Sværd, saa Gnisterne fløi som Lyn over deres Hjælme: Tristram var vaabendjærv og tapper, men Morhold var svær og vældig og prøvet i mange store Slag. Endelig lykkedes det Tristram at saare Morhold paa Armen, men han fik til Gjengjæld af denne et stort Saar paa Brystet, og opfordredes samtidig til at give tabt, da alle de Saar, der bleve bibragte med Morholds Sværd vare dødbringende paa Grund af den Gift, der var skjult i begge dets Egge, og kunde ikke læges af nogen anden Læge i Verden end af Morholds Søster, der kjendte alle Planters Natur og lægende Kraft. Morhold mente at Tristrams Uhæld var Bevis paa, at han havde en uretfærdig Sag at forsvare, men tilbød samtidig, hvis han kun vilde tilstaa, at han var overvunden i Kampen, at føre ham til sin Søster, Dronningen af Irland, og lade hende læge hans Saar, for at de derpaa kunde indgaa Staldbroderskab og for Eftertiden besidde alt i Fællig, da han aldrig før havde truffet paa en saa tapper Ridder som ham. Alle frygtede nu for Tristrams Liv, da de saa hans Hest helt bedækket med Blod og ham selv truet af Morholds Angreb; men istedetfor at give tabt, svang han sit Sværd kun saa meget kraftigere, og slog nu saa vældig paa Morholds Hjelm, at denne spaltedes og Sværdets Eg trængte gjennem Issen ind i Hjærnen, saa at et stort Stykke af Sværdet blev siddende fast i Hovedskallen, medens Morhold styrtede død af Hesten. Da sagde Tristram: »Om end Dronning Isodd forstaar at læge giftige Saar og ingen anden kan hjælpe mig end hun, saa vil hun dog aldrig mere kunne hjælpe eller helbrede dig, thi styggere og farligere er nu dit Saar end mit, hvorledes det saa end gaaer med dette.« Derpaa befalede han de irske Afsendinge at bringe Morholds Lig tilbage til Irland og sige der, at en anden Skat end dette Offer fik de aldrig mere fra England, hverken Guld eller Sølv. Irerne afførte da den døde Kæmpe hans Rustning og bragte Liget ud paa Skibet, hvorpaa de seilede bedrøvede tilbage til Irland med den sørgelige Last, og fortalte der den Tidende, der vakte Sorg hos alle Irlændere.


Cap. 29.

Tristram red nu tilbage til Kongsgaarden, hvor han blev afført sin Rustning og strax underkastet Behandling af alle de bedste Læger i Landet, der forsøgte mange Midler for at uddrage Giften af hans Saar. Men alt forgjæves, thi Saaret blev kun sort og vilde ikke læges, og hans Tilstand forværredes i det Hele taget saaledes, at man frygtede for hans Liv; for at formilde hans Smerter blev der indrettet et særligt Rum, hvor han kunde hvile blødt paa de kostbare Hynder - men hele Folket var højligen bedrøvet for hans Skyld. Imidlertid vare Irlænderne landede i den bedste Havn ved Dublin og havde baaret Morholds Lig paa hans Skjold gjennem Gaderne hen til Kongens Kastel, medens Byens Indvaanere græd og klagede over Kæmpens, den skjønne Dronning Isodds Broders, Fald, og mente, den Skattekrævning havde været til liden Baade. Ankomne til Kongens Hal fortalte Udsændingerne, hvorledes det Hele var gaaet til, og lod ham vide fra Kong Markis, at en anden Skat end denne døde Ridder havde han ikke mere at vente fra England, og hvis han atter vilde lade en saadan fordre, saa vilde hans Sendebud blive sendt ham død tilbage - om Tristrams Tapperhed talte de med stor Berømmelse. Kongen beklagede sig høiligen over Morholds Fald og hele Hirden var bedrøvet, men ingen dog mere end den skjønne Isodd, der da hun hørte hvad der var sket og saa sin døde Frænde, først faldt i Afmagt over Liget og jamrede over hans Fald, men derpaa udbrød hun i Forbandelser over England, den engelske Skat og Morholds Banemand. Brudstykket af hans Sværd i Morholds Hovedskal lod hun uddrage og gjemte, men den Døde blev hederlig begravet.


Cap. 30.

Gaston Brussiere:
Isolde (Ísönd på norrønt)

Med Tristrams Helbredelse gik det imidlertid kun daarligt. Hans Tilstand blev stedse kun værre og værre, og Saaret blev endelig saa fordærvet, at Folk ikke længere kunde udholde at opholde sig i hans Nærhed paa Grund af den utaalelige Stank, som det udbredte. Herover var Tristram saa fortvivlet, at han mange Gange ønskede sig Døden, og bad endelig sin Morbroder, Kong Markis, om at tillade at han maatte forlade Landet, da Ingen blandt hans Frænder og Venner nu mere vilde se ham. Kongen trøstede ham og sagde det var ufornuftigt naar han ønskede selv at gjøre Ende paa sit Liv, men lod dog et Skib udruste til ham paa bedste Maade, og med dette seilede han da ogsaa ud paa Havet, ledsaget af Alles bedste Ønsker. Tristram og hans Ledsagere lode deres Skib drive for Vind og Vove, uden at vide hvor de styrede hen, men omsider kom de dog til et Land, som de snart fik at vide var Irland, hvorover de bleve meget forskrækkede, og Tristram lod sig strax kalde Trantris for ikke at blive kjendt, da han havde Grund til at frygte for sit Liv, hvis Kongen og Dronningen fik at vide, hvem han i Virkeligheden var. Han begyndte nu, forsaavidt hans Sygdom tillod det, at lade sit Harpespil høre og vise andre høviske Idrætter, saa at der snart gik et saadant Ry af ham, saavel paa Grund heraf som formedelst hans store Skjønhed. Da Kongens Datter, Isønd - saaledes hedder hun stedse i det til Grund lagte Haandskrift, aabenbart for at skjælne hende fra hendes Moder, Dronning Isodd - den deilige og høviske fik at høre om den Fremmede, ønskede hun saa gjærne at faa ham at se og blive Vidne til nogle af hans Idrætter, at hun bad sin Fader og sin Moder tillade, hun maatte lære af ham, da hun først ønskede at lære Harpespil og dernæst at skrive Breve og Digte. Tristram blev derfor ført til Dronningens Herberge, men her blev Stanken af hans Saar saa utaalelig, at Ingen kunde holde det ud i hans Nærhed, hvilket Dronningen fandt saa beklageligt, at hun strax erklærede sig villig til at læge ham for sin Datter Isønds Skyld, hvis han saa til Gjengjæld vilde undervise hende i alle de skjønneste Kunster, han forstod sig paa, og hun ønskede at lære. Derpaa lod hun strax lægge et Plaster paa Saaret, der hurtig forjog den giftige Stank, og strax den næste Nat vadskede hun selv Saaret, og lagde derpaa saa kraftige Plastre og lægende Urter, at hun paa kort Tid havde bortfjernet al Giften og Hævelsen deraf, thi der fandtes heller ikke nogen i den vide Verden, der saaledes forstod sig paa Lægekunst som hun. Hun vedblev saaledes i nogen Tid og det med en saadan Virkning, at efter 40 Dages Forløb var Tristram fuldstændig helbredet og saa rask som om han aldrig havde faaet noget Saar. Men Trantris gjorde sig nu ogsaa al Umage baade Nat og Dag med at lære Isønd saavel Harpespil som al anden Strængeleg, som ogsaa at skrive Breve og udføre andre Visdomskunster, saa at hendes Berømmelse snart gik udover hele Landet paa Grund af hendes store Kunstfærdighed og Visdom. Over al denne Lærdom, som hun saaledes undervistes i af Trantris, glædede hendes Moder sig særdeles og ikke mindre Kongen, hendes Fader; han lod sin Datter komme for at spille paa Harpe for sig og mange andre Høvdinger, og ved samme Leilighed viste hun ogsaa sin store Kundskabsfylde ved de mange kyndige Spørgsmaal og Udsagn, hun gjorde i de største Vismænds Nærværelse. Kongen glædede sig over hende saavel Nat som Dag, thi hun var ogsaa hans eneste Barn og hans allerstørste Trøst.


Cap. 31.

Da Tristram nu var bleven rask, begyndte han at tænke over, hvorledes han nu skulde slippe bort fra Irland igjen, thi han frygtede endnu stedse for at blive opdaget. Han fortalte derfor Dronningen en Historie om at han egentligt vilde have reist til Spanien for at lære Stjærnekyndighed, men nu, da han var saa lykkelig at være bleven læget af hende, ønskede han først at vende tilbage til sine Frænder, der ikke vidste hvad der var blevet af ham. Han takkede hende derpaa inderlig for den imod ham udviste Godhed og erklærede sig for forpligtet til altid at staa til Dronningens Tjæneste, naar hun skulde ønske det, men bad nu dog først om Tilladelse til atter at lade sit Skib udruste og vende tilbage til sit eget Land med hendes Samtykke. Dronningen gav, skjøndt nødig, Tilladelsen, og forærede Tristram 1 Mark brændt Guld til Reisen, hvorpaa han gik ombord med sin Harpe og fik snart god Vind til atter at seile hjem over Havet.


Cap. 32.

Reisen gik godt, og Tristram kom lykkelig i Havn ved Kong Markis Borg og blev her ved Ankomsten modtaget af alle, saavel Unge som Gamle, med stor Glæde, men fornemmelig dog af Kong Markis selv. Da man først fik at vide, at han havde været i Irland, bleve alle forundrede over hans store Snildhed at undgaa at blive opdaget midt iblandt sine Fjænder, og de som før havde skyet ham paa Grund af hans ildelugtende Saar, de bleve nu fornemmelig bange for den Tanke, at han maaske vilde hævne sig paa dem, hvis han blev Kong Markis Eftermand, som Konge i Cornwall. Saavel Jarler som Høvdinger begyndte nu at frygte Tristram paa Grund af hans store Overlegenhed og Kyndighed, og de indgik derfor en hemmelig Forening for at forhindre at han nogensinde blev deres Konge. De forestillede Kong Markis, at det var hans Pligt at skaffe Riget en Arving i lige Linie og de opfordrede ham derfor at være betænkt paa Giftermaal og se sig om efter en Dronning, ja de truede ham endog med at opsige ham Huldskab og Troskab, hvis han ikke føjede dem heri. Kongen samtykkede da endelig paa de Betingelser, at de skulde give ham Anvisning paa et passende Giftermaal, og satte en Frist paa 40 Dage, efter hvis Udløb de skulde have fundet en Kone til ham, som i enhver Henseende saaledes var hans Ligemand, at det ikke var under hans Værdighed at ægte hende. Og derpaa gik Høvdingerne ogsaa ind.


Cap. 33.

Paa den bestemte Dag mødte Høvdingerne atter hos Kongen og lod ham vide, at de havde opdaget en Dronning til ham, der i enhver Henseende var ham værdig. Det var deres Hensigt at bringe Tristram i Ulykke og de nævnde derfor Kongen af Irlands Datter, som den værdigste, og idet de herved beraabte sig paa det store Ry, som almindelig gik af hende, gjorde de tillige opmærksom paa, at hun var sin Faders eneste Barn, saa at der ved dette Giftermaal var Udsigt til, at Kongen engang vilde komme til at forene Irlands Krone med sit eget Rige. Kong Markis fandt det i Begyndelsen ikke meget sandsynligt, at hans Fjænde, Kongen af Irland, vilde give ham sin Datter tilægte, men lod sig dog endelig overtale af Høvdingerne, der gjorde opmærksom paa, at om ikke paa anden Maade, saa maatte man dog altid ved List være istand til at faa Jomfru Isønd bort fra Irland. Dette sidste sagde de i den Hensigt at faa Tristram saa meget sikkrere ryddet af Vejen eller bragt i Forlegenhed, thi da Kongen gjorde opmærksom paa, at det var rimeligere, at den irske Konge vilde lade en Udsending fra ham henrette end tilstede at hans Datter fulgte med ham ud af Landet, saa henviste de netop til den snilde Tristram som den rette Mand til at udføre et saadant forvovent Ærende, da han jo allerede iforvejen var bekjendt i Irland.


Cap. 34.

Tristram, der meget godt forstod deres Hensigt, vilde paa den anden Side ikke, at det skulde faa Udseende af, at han vilde forhindre at Kong Markis fik en Livsarving, for at hans Rige saa meget sikkrere kunde tilfalde ham selv, og han samtykkede derfor i at paatage sig den høist farlige Sendelse. Men han kunde dog ikke lade være at bemærke, at, om han end kjendte den irske Konge og Dronning, saavel som deres Datter, Jomfru Isønd, saa havde han dog ogsaa dræbt Dronningens Broder, og vilde derfor sikkert ikke, hvis han gik til Irland for at frie til Kongens Datter, faa Lov til at vende tilbage med Livet, naar de først havde faaet at vide hvem han virkelig var. Men ikke desto mindre paatog han sig Sendelsen, og drog nu afsted med 20 Mand paa et Skib, som han lod lade med Hvede, Flormel og Honning, Vin og alslags kostbare Drikkevarer, thi han havde snarest til Hensigt at optræde som Kjøbmand. Saaledes seilede de da til det fjændtlige Land, men var ikke vel tilmode, thi Tristram vidste ikke engang om han skulde frie ligefrem til Kongedatteren og saaledes udsætte sig for strax at faae et Afslag, eller forsøge paa at faa hende lokket ud paa sit Skib og saa bortføre hende, thi at dette sidste vilde lykkes var heller ikke meget sandsynligt, da Forældrene vare saa mægtige. Herom raadførte han sig med sine Mænd, men ingen var istand til at finde et godt Raad, og alle forbandede nu Kong Markis Raadgivere, der saaledes havde udsendt dem paa et saa farligt Æventyr. Dog besluttede Tristram sig endelig til kun at optræde som Kjøbmand, og ved Ankomsten til Dublin afsendte han derfor strax to af sine Riddere for hos Kongen at faa Tilladelse til at afsætte sine Varer iland.


Cap. 35.

Som nu Ridderne kom for Kongen, fortalte de, at de vare Kjøbmænd, der fra Bretland havde villet seile til Flandern, men af Storm vare blevne forslaaede til Irland. Ved Ankomsten dertil havde de faaet at vide, at der for Tiden var knap Forsyning af Madvarer i Irland, og de ønskede derfor at afsætte deres Ladning her, hvis de kun kunde faa Tilladelse dertil, ellers maatte de seile til andre Lande. Kongen gav dem strax den ønskede Tilladelse og lovede dem Fred og Frihed til at forhandle deres Varer og gjøre Indkjøb saa meget de lystede, og med denne Besked vendte de, efter at have takket Kongen, tilbage til Havnen, hvor de opsloge deres Telte. Den Dag spiste de kun og drak, eller morede sig med Brætspil og Samtaler, som det sømmer sig høviske Riddere, men paa Handelen begyndte de ikke endnu. Dagen efter, da de vaagnede, hørte de fra Byens Gader en stor Skrigen og Støi af saavel Mænd som Kvinder, og ved nærmere at forespørge sig om Anledningen fik de endelig at vide, at der i Riget var en stor Drage, der hver Dag plejede at komme ind i Byen og dræbe mange Mennesker med den Ild, den udspyede, saa at Folket for at undgaa den flygtede ned til Havnen. Der var ingen Mand saa djærv og tapper i Kongens Rige, at han vovede at vente, naar Dragen kom; saavel Riddere som Borgere flygtede ved dens Nærmelse ned til Søen for der at søge Beskyttelse. Det lagdes til, at Kongen havde udlovet sin Datter tilligemed det halve Rige som Belønning til den, der var saa tapper, at han vovede at dræbe Dragen, og dette havde Kongen ladet udbasune over hele sit Rige i Overværelse af sine mægtigste Høvdinger; mange havde ogsaa paa Grund heraf i Begyndelsen forsøgt at beseire Dragen, men saasom de alle istedetfor vare blevne dræbte af den, saa fandtes der nu ikke mere nogen Ridder saa djærv og tapper, at han vovede at lade sig træffe paa Dragens Vej, men selv de modigste flygtede for at søge Skjul, saasnart den viste sig. Da Tristram fik dette at vide, forespurgte han sig endvidere for at faa Vished om, hvor Dragen opholdt sig om Natten, og efter at han ogsaa havde faaet dette at vide, befalede han om Aftenen Skibets Styrmand at lade sin Hest sadle, hvorpaa han i Dagbrækning iførte sig sit Harnisk, uden dog at fortælle Nogen, hvad der egenlig var hans Agt.


Cap. 36.

Dragen gjorde som sædvanlig, at den besøgte Byen i Dagbrækningen, og som Tristram mindst ventede det, hørte han Folk begyndte at skrige. Han sprang da hurtig paa sin Hest, uden at hans Mænd mærkede noget dertil, med Undtagelse af hans Skjoldsvend, og skyndte sig nu saa meget han kunde henimod det Bjerg, hvor Dragen opholdt sig om Natten. Paa Vejen mødte han mange harniskklædte Riddere, der alle flygtede for Dragen paa hurtige Heste og nu tillige tilraabte Tristram, at han hurtigst muligt maatte vende om, hvis han ikke vilde blive dræbt af Dragen. Men Tristram lod sig ikke forskrække og fortsatte trøstig sin Vej indtil han mødte Dragen, der kom krybende og bar Hovedet højt, hvessede Øjnene og hvislede med Tungen, idet den udspyede Ild og Gift til alle Sider rundt om sig og saaledes dræbte alt Levende, den mødte paa sin Vej. Da den fik Øje paa Tristram, gjorde den sig bister og skreg høit, men denne stødte modig sit Spyd lige ind i dens Mund og helt ind til Hjærtet, idet han med Skjoldet beskyttede sig imod Ilden, som dræbte hans Hest; han sprang derpaa hurtig til og sønderhuggede Dragen midtover, hvorpaa han udskar Tungen af dens Hoved og gjemte den i sin Hose (sic!), hvorpaa han atter vendte om for ikke at blive set. Han saa da i Nærheden en lille Indsø og ilede nu derhen, men medens han gik hurtig til, opvarmedes Dragens Tunge, som han havde skjult paa sig, saa stærkt, at den begyndte at udsende giftige Dunster, som saaledes forpestede Luften, at Tristram ved at indaande den blev aldeles forgiftet over hele Legemet, der svulmede op og blev baade sort og blegt; han besvimede endelig og laa nu saaledes uden Bevidsthed som Dødens sikkre Bytte, hvis Ingen kom for at hjælpe ham.


Cap. 37.

Kongen havde en Drost, irsk af Fødsel, men ondskabsfuld, ærgjerrig, løgnagtig, pralerisk og tillige feig. Denne Drost havde i lang Tid ladet som han elskede Kongens Datter og rustede sig hver Dag for at gaa imod Dragen, for derved at vinde hendes Kjærlighed, men hver Gang han saa den komme, var han flygtet saa hurtig, at han ikke engang vovede at se tilbage. Nu var han i Frastand bleven Vidne til, hvorledes Tristram dræbte Dragen, og skyndte sig derfor, da han ingensteds kunde opdage denne, imedens hans Hest laa død paa Pladsen, og derfor troede, at Uhyret endnu i Dødskampen maatte have slugt ham, hen til den dræbte Drage, hvis Hoved han afhuggede og derpaa bragte til Kongen for nu at gjøre Fordring paa den udlovede Belønning. Kongen underrettede sin Datter herom, men hun vilde heller dræbe sig selv end ægte den usle Drost, og fik derfor sin Moder til at gaa med sig ud til det Sted, hvor Dragen var bleven dræbt, for nærmere at undersøge, om ikke hele hans Fortælling om sin Heltebedrift var den pure Løgn.


Cap. 38.

Efter først at have fundet den døde Hest og derpaa Tristrams Skjold, som de meget godt kunde se ikke var Drostens, kom de endelig til det Sted, hvor Tristram selv laa besvimet, og de anede nu, at han maatte være den, der havde dræbt Dragen. De lode ham derfor hemmelig bringe til Dronningens Herberge, hvor han blev taget under Lægebehandling af Dronningen og opvartet af Kongens Datter, uden at Nogen fik det at vide; da han begyndte at komme sig og Dronningen fandt, at han lignede Trantris, som hun engang før havde læget, fortalte han dem, at han var en Kjøbmand fra Flandern, og fik nu Lov til atter at sætte sig i Forbindelse med sine Folk, der havde søgt forgjæves efter ham og vare meget bedrøvede over hans Forsvinden. Imidlertid, da Drosten vedblev at trænge paa med Hensyn til den udlovede Belønning for Dragens Drab, bestemte Kongen en Dag, da han paa en almindelig Hirdforsamling skulde bevise Sandheden af sit Udsagn, og derved blev det for det første.


Cap. 39.

Tristram kom sig nu stedse mere og mere og fik at vide, hvorledes Sagerne stod. Paa Dronningens Opfordring lovede han paa den bestemte Dag at bevise, at Drosten for med Usandhed. Han sendte Bud efter sin Skjoldsvend og lod ham sige til sine Riddere, at de paa Afgjørelsens Dag skulde møde prægtig klædte i den offenlige Forsamling.


Cap. 40.

Da Dagen kom, forsamlede Kongen alle sine Høvdinger og Baroner, thi han vilde holde sit Ord til Drosten, hvis denne havde Ret. Tristrams Riddere mødte ogsaa prægtig klædte; deres Kapper vare fodrede med Hermelin og Zobel, og Alle syntes, at deres Flok var den mandigste. Tristram selv fulgte med Dronningen og Kongedatteren og Alle forbausedes over den ubekjendte Fremmedes store Skjønhed og Mandighed.


Cap. 41.

Efter at Alle vare forsamlede, reiste nu Drosten sig og fremstillede Sagen paa sin Maade. Han gjorde Fordring paa Kongedatterens Haand, men fik af hende kun Haansord, idet hun paastod, han kun var en Løgner og Bedrager. Da han troede sig sikker paa, at Dragens egenlige Banemand ikke levede mere, paastod han som Svar paa Beskyldningerne imod ham, at han var villig til at bevise Sandheden af sit Udsagn i aaben Tvekamp, og opfordrede Enhver, der vilde nægte dette, til at træde frem.


Cap. 42.

Da reiste Tristram sig og tilbød at gaa i Kamp for at bevise, at det ikke var Drosten, men ham, som havde dræbt Dragen, og han gav Kongen i den Anledning sin Handske som Tegn paa, at han udfordrede Løgneren. Efter Kongens Befaling maatte nu begge Parter indtil Kampdagen stille Gidsler, og Tristrams 20 Riddere fremstillede sig strax for ham som saadanne paa deres Herres Vegne, Tristram selv overdrog Kongen det derimod til Dronningen at bevogte som hidtil.


Cap. 43.

Dronningen fortsatte nu uafbrudt sin Lægebehandling af Tristram, og der ydedes ham den allerbedste Pleje. En Dag, da han var i Bad, kom Jomfru Isønd, der var begyndt at synes saare godt om ham, til at se nærmere paa hans Sværd, og hun opdagede nu ved at sammenligne Skaaret i dette med det Brudstykke, der var blevet siddende fast i Morholds Hoved, at det maatte være Tristram der var hendes Morbroders Banemand. Hendes vaagnende Kjærlighed forvandlede sig da pludselig til Had, og hun vilde strax have slaaet ham ihjel med hans eget Sværd, hvis han ikke havde bedet saa inderlig for sig og desuden erindret hende om, at han jo i Tvekamp vilde frelse hende fra at ægte den hende saa modbydelige Drost.


Cap. 44.

I det samme kom Dronningen til, og nu gjentog den samme Scene sig, da hun fik at vide, at Tristram var den, der havde dræbt hendes Broder, men hun forhindredes nu af Datteren i at udføre sin Hensigt. Moder og Datter vare begge yderst forbittrede, men den ene holdt den anden tilbage og begge syntes igrunden saa godt om Tristram, at de ikke vidste hvad de skulde gjøre. Da derfor nu Kongen selv kom til, saa besluttede Dronning Isodd sig endelig til at bede ham tilgive Tristram Morholds Drab, paa Grund af at han havde befriet Landet for Dragen og nu atter vilde kæmpe for deres Datter og Riget imod den falske Drost. Hertil var Kongen ogsaa strax villig, og Tristram benyttede nu Leiligheden til endelig at fremføre sit egentlige Ærende og anholde om Jomfru Isønds Haand for Kong Markis. Dette blev nu ogsaa villig tilstaaet og besvoret paa begge Sider for at de herved tillige kunde stifte varig Fred imellem de to Riger.


Cap. 45.

Den til Tvekampen bestemte Dag kom nu, men af Kampen blev der ikke noget, thi da Tristram fremviste Dragens Tunge og det befandtes rigtigt, at det var den samme, han havde skaaret ud af dens Hoved, saa var der Intet for Drosten at gjøre andet end at give tabt. Han blev nu for Eftertiden kun Gjenstand for Alles Haan og Spot paa Grund af sin Usselhed, men Kongen benyttede Leiligheden til at bortfæste sin Datter til Kong Markis i England, og herom syntes alle godt.


Cap. 46.

Alt forberedtes nu til Jomfru Isønds Afreise med Tristram, og Dronningen tillavede nu en Elskovsdrik, som hun medgav dennes Tærne, Bringvet, og befalede hende at give saavel hendes Datter som Kong Markis at drikke af den første Nat, de skulde være sammen. Men af Vanvare kom saavel Tristram som Isønd til at drikke af den paa Overreisen og herved opstod der strax en saa varm Kjærlighed imellem dem paa Skibet, at Dronning Isønd efter Brylluppet ikke vovede at tilbringe den første Nat hos Kong Markis, men fik Bringvet, om hvilken hun vidste, at hun endnu aldrig havde kjendt nogen Mand, til at indtage sin Plads den første halve Del af Natten. Heller ikke kom hun til at drikke af Drikken sammen med Kongen, skjøndt han drak af den, men senere viste hun sig dog blid og kjærlig imod ham, der Intet anede. Med Tristram mødtes hun derimod hemmelig, saa ofte det var muligt, og Ingen vidste noget herom med Undtagelse af Bringvet.


Cap. 47.

En Dag kom Dronningen til at tænke over, at det var farligt, at Bringvet kjendte hendes Hemmelighed, og hun befalede derfor to Trælle at føre hende ud i Skoven og der dræbe hende. Da de skulde til at udføre denne onde Gjærning, fortalte Bringvet dem, at hendes eneste Brøde var den, at hun ved Ankomsten til England havde laant Dronningen sin hvide Natsærk, da hendes egen var bleven smudsig, og denne Brøde fandt Trællene saa ringe, at de ikke kunde bære over deres Hjærte at slaa hende ihjel. De bandt hende derfor kun fast til et Træ i Skoven og bragte Dronning Isønd kun den udskaarne Tunge af en Hare som Bevis for, at de havde udført hendes Befaling.


Cap. 48.

Men istedenfor at belønne Trællene, som hun havde lovet, blev Dronning Isønd nu yderst opbragt paa dem, fordi de havde dræbt hendes bedste Veninde. Hun truede dem med Døden, hvis de ikke strax bragte hende levende tilbage, thi hun vilde egenlig kun have anstillet en Prøve med Hensyn til Bringvets Hengivenhed for hende, og ved at høre, hvad hun havde sagt før hun skulde dø, havde hun nu faaet det stærkeste Bevis for hendes Trofasthed og Taushed. Heldigvis for Trællene vare de nu ogsaa istand til at bringe Bringvet levende tilbage igjen til sin Herskerinde, og stor var derfor Dronning Isønds Glæde, da hun atter gjensaa hende.


Cap. 49.

Nu var Dronning Isønd glad og fornøjet. Kongen ydede hende sin Hyldest offenlig og Tristram i Løndom, men Ingen anede endnu at der var et utilladeligt Forhold imellem dem. Tristram plejede ofte at tage paa Jagt, og en Dag som dette ogsaa var Tilfældet, kom der en mægtig Mand fra Irland til Kong Markis Hird forklædt som Harpespiller; han var en fordums Tilbeder af Dronning Isønd og lod nu som om han var en Gøgler, blot for at faa hende i sin Magt. Efter Maaltidet opfordrede Kongen ham to Gange til at spille paa sin Harpe, og lovede ham som Belønning, i hele Hirdens Paahør, hvad han end vilde falde paa at fordre. Den Fremmede benyttede sig heraf og fordrede, da han var færdig, Dronning Isønd selv som sin Løn, og, saa dybt det end smertede ham, maatte nu Kong Markis, paa Grund af sit overilede Løfte, se paa, at han virkelig bortførte hende.


Cap. 50.

Irlænderen førte nu Dronningen, der var højst bedrøvet, til sit Skib ved Stranden, hvor hans Folk ventede ham. Skibet stod paa Land og de ventede kun paa Flodtiden for atter at gjøre det flot, medens de imidlertid opholdt dem i et Telt hvor Ridderen paa alle mulige Maader søgte at trøste Dronning Isønd og vinde hendes Kjærlighed, men alt forgjæves. Da kom Tristram forklædt som en omvandrende Spillemand med sin Gige, thi han havde ved sin Tilbagekomst fra Jagten faaet at vide, hvad der var sket, og var strax redet afsted for at forsøge at frelse Dronningen. Irlænderen opfordrede ham til at spille paa Gigen for dem, og Dronning Isønd, der havde gjenkjendt sin Ven blev nu roligere; men imidlertid var Floden voxet saaledes, at det var umuligt at komme til Skibsbroen. Tristram sagde da, at han havde en Hest i Nærheden, og paa den nok skulde bringe Dronningen hen til Broen, men aldrig saa snart havde han faaet hende op paa sin Hest førend han sprængte afsted med hende og lod den forbløffede Irlænder vide, at saaledes som han havde vundet hende ved en Harpe, saaledes havde han nu atter tabt hende for en Gige. De tilbragte da Natten sammen ude i Skoven, men Dagen efter førte han hende tilbage til Kong Markis og bad ham senere passe bedre paa hende, men kunde dog ikke lade være at tilføje, at en Kone havde ikke stor Grund til at elske den Mand, der var villig til at opgive hende for Harpespil.


Cap. 51.

Hidtil havde Ingen opdaget det brødefulde Forhold imellem de to Elskende, men Tristram havde en Kamerat ved Navn Meriadok, der sov i samme Værelse som han eller endog delte Seng med ham. Denne, der tillige var Kongens Drost, opdagede en Nat at Tristram var borte af sin Seng, og ved at følge hans Spor i Sneen, kom han endelig til den Overbevisning, at han hemmelig besøgte Dronningen om Natten. Denne sin Mistanke meddelte han Kong Markis, og dette var første Gang der begyndte at rygtes noget om Tristrams og Dronningens utilladelige Kjærlighed.


Cap. 52.

Kong Markis tog sig Sagen meget nær, og fortalte nu Dronning Isønd en Nat, for at sætte hende paa Prøve, at han vilde foretage en Pilegrimsreise til Udlandet, men ønskede imidlertid at betroe hende til dens Varetægt hun helst ønskede. Dronningen nævnede da strax Tristram, og Drosten forsikkrede saa senere, at dette var et gyldigt Bevis imod hende, medens Bringvet paa den anden Side lod Dronning Isønd vide, da denne glad fortalte hende, hvad Kongen havde sagt til hende, at hun havde baaret sig meget dumt ad, da Kongen kun havde villet sætte hende paa Prøve. Hun gav hende tillige et godt Raad, hvorledes hun skulde gjøre denne Fejl god igjen.


Cap. 53.

Den næste Nat viste Dronningen sig derfor meget bedrøvet, og fortalte nu Kongen, at hun forrige Gang havde troet han kun spøgede, men nu da hun havde faaet Sikkerhed for at han virkelig vilde rejse udenlands, følte hun at hun ikke kunde undvære ham. Hvad Tristram angik, saa hadede hun ham snarere, fordi han havde dræbt hendes Morbroder Morhold, og det var kun for Kongens Skyld hun viste sig venlig imod ham, for at det ikke skulde blive sagt, at hun ved sit Had til Kongens Frænde berøvede ham en saa tapper Mands Tjeneste. Herover blev Kong Markis atter glad, men da han saa senere paa Drostens Raad sagde til Dronningen, at han for hendes Skyld vilde sende Tristram bort til fremmede Lande, og hun ikke syntes om dette, saa vaagnede den gamle Mistanke paany. Bringvet bebreidede paa den anden Side atter Dronningen, at hun ikke var varsom nok i sine Udtalelser, og saaledes gik det i nogen Tid.


Cap. 54.

Endelig besluttede Kongen sig til at lade Tristram forlade sin Hird, og han opholdt sig da paa en Gaard i Nærheden af Kastellet. Det mærkedes snart af alle, at saavel Dronningen som Tristram græmmede sig efter deres Adskillelse, og Kongen vilde nu endnu forsøge at komme efter Sandheden ved List. Ved Hjælp af en ondskabsfuld Dverg, som altid bagtalte Tristram og Isønd, søgte han at lokke denne til et Stævnemøde med Dronningen, medens han selv foregav at være tagen bort i flere Dage paa Jagt. Tristram gik dog heller ikke denne Gang i Fælden, men Kongen skjulte sig da i Dronningens Abildgaard, i Nærheden af det Sted, hvor de ellers plejede at mødes.


Cap. 55.

Dronningen pleiede hver Aften at sidde i sin Abildgaard, og her vilde Tristram være kommen til hende, men Kongen havde skjult sig i et Træ. Da Tristram lige var kommen over Plankeværket stod Maanen op, og begge opdagede da tidsnok Kongens Skygge, da han var skjult i Træet. Heller ikke denne Gang lykkedes det ham derfor at overraske dem, men nu fandt han paa en ny List og lod Tristram tilbringe Natten i sit eget og Dronningens Soveværelse, efterat alle tre iforvejen vare blevne aareladte. Midt om Natten stod Kongen op og sagde at han vilde gaa til Ottesangen, men i Forvejen havde han bedet Tristram slukke alle Lys og den ondskabsfulde Dverg havde da i Mørket strøet Mel paa Gulvet, for at Sporene skulde ses, hvis Tristram gik til Dronningens Seng. Men Bringvet opdagede Listen og gjorde Tristram opmærksom paa den, saa at han, efter at Kongen var gaaet, med et eneste Spring kom over til Dronningen uden at berøre Gulvet, og saaledes tilbage igjen. Imidlertid var Saaret efter Aareladningen herved kommet til at bløde paany, og da Kongen opdagede Blodsporene i Dronningens Seng, syntes han Beviserne nu vare saa talende at han besluttede at raadføre sig med sine Baroner og Raadgivere om Sagen.


Cap. 56.

Kongen sammenkaldte derfor en stor Forsamling i London, og her kom saavel Lehnsmænd som Biskopper. Der taltes længe om Sagen, men efter en gammel Biskops Raad blev endelig Dronning Isønd selv tilkaldt og hun tilbød sig da strax at bevise Beskyldningernes Usandhed imod sig ved Jærnbyrd. Hun tilføjede, at hvis hun ikke saaledes kunde bevise sin Uskyldighed, maatte Kongen gjærne lade hende brænde levende eller nedtræde af Heste.


Cap. 57.

Dette Tilbud kunde Kongen ikke lade være at modtage, og han bestemte da at Jærnbyrden skulde foregaae i Korbinborg (?), hvorhen han efter en Maaneds Forløb stævnede alle Høvdingerne.


Cap. 58.

Dronningen var nu ikke vel tilmode, men fandt dog paa et Raad. Hun sendte Bud til Tristram, at han den fastsatte Dag skulde være tilstede, forklædt som Pilegrim, ved Færgestedet ved en Aa, som hun skulde over paa Vejen til det Sted, hvor hun skulde bære Jærnet. Da saa den bestemte Dag kom og hun i en Baad blev sat over Aaen med sit Følge, kaldte hun paa den paa den modsatte Side af Aaen tilstedeværende Pilegrim og opfordrede ham til at bære hende iland fra Baaden. Han var ogsaa strax villig hertil og lod sig tillige paa Flodbreden falde med hende, saaledes at han kom til at ligge øverst, til Forargelse og dog Morskab for det hele Følge og Dronningen selv. Men Pilegrimen var jo Tristram, og heraf benyttede hun sig ogsaa senere under Edsaflæggelsen.


Cap. 59.

Der var kommen en stor Forsamling for at være Vidne til Dronning Isønds Jærnbyrd og hun selv var ved godt Mod. Hun aflagde den Ed, at ingen anden Mandsperson end Kongen, hendes Ægteherre, var kommen hende usædvanlig nær, med Undtagelse af den forbistrede Pilegrim, der, som hele hendes Følge saa, faldt med hende ved Aaen, og til Bestyrkelse heraf bar hun freidig det gloende Jærn. Gudsdommen faldt ud til hendes Fordel, og paa den Maade vandt hun fuldkommen tilbage Kongens hele Kjærlighed og Yndest.


Cap. 60.

Dronningen bebrejdede nu Kong Markis det som en Barnagtighed, at han skal have forfulgt sin egen Frænde for hendes Skyld. Kongen fortrød det ogsaa selv, og var nu overbevist om Dronningens Uskyld, thi han elskede ogsaa den skjønne Isønd højere end alt andet.


Cap. 61.

Imidlertid havde den tappre Tristram forladt sin Morbroders Rige i Vrede og taget Tjeneste hos en Ridder over Riget Polis, hvor der vistes ham den største Ære paa Grund af hans høje Byrd, Tapperhed og Berømmelse. Men selv var han dog altid bedrøvet og tænkte kun paa Dronning Isønd, hvorimod Hertugen gjorde Alt for at adsprede ham, og saaledes en Dag lod sine Folk bringe ind i Hallen en vidunderlig Hund, som han havde faaet tilsendt fra Alfheim[7]. Denne Hund, som en Alfkone - den franske Original har sikkert havt »fée« - havde foræret Hertugen, havde den Egenskab at spille i alle Farver efter som man saa paa den fra forskjellige Sider; den førtes ind i Hallen ved en Guldkjede, og da den toges bort, klang den lille Sølvbjælde, der var fæstet til dens Hals, saa deilig, naar den rystede sig, at Tristram glemte al sin Sorg. Han syntes i det Hele taget saa godt om det vidunderlige Dyr, at han besluttede for enhver Pris at komme i Besiddelse af Hunden, for at kunne sende den som Foræring til Dronning Isønd, skjøndt det var klart, at Hertugen mindst af alt vilde skille sig af med den.


Cap. 62.

Ved denne Tid opholdt der sig i Hertugens Rige en mægtig Kjæmpe ved Navn Urgan, som herskede over et Fylke ved Søkysten og derfra aarlig krævede Skat af hele Riget, en Tiendedel af hele Kvægbesætningen. Denne Skat maatte Hertugen aarlig betale, og Kjæmpen var nu lige ankommen for at kræve Skatten, hvorfor som sædvanlig dette forkyndtes for hele Landet med Basuner, og Enhver bragte nu sin Andel, saavel Baroner som Bønder, Kjøbmænd og Borgere som fattige Landboere. Det var en forbausende Mængde Kvæg, der paa denne Maade dreves imod Kjæmpen med stor Støj og Skrigen, og Tristram tilbød nu at befrie Hertugen for denne Skjændsel mod at erholde den Løn, han selv senere ønskede, hvilket villigen tilstodes ham. Han passede da Kjæmpen op ved en Bro, over hvilken han skulde drive hele Hjorden, og efter en langvarig og farlig Kamp baade her og i Nærheden af Kjæmpens Borg besejrede han ham ogsaa tilsidst. Han bragte derpaa Hertugen Kjæmpens afhuggede Haand og modtog som Gjengjæld den mærkværdige Hund, skjøndt Hertugen tilstod, at han heller vilde have givet ham det halve Rige tilligemed sin Datter tilægte. Men herom brød Tristram sig ikke stort, og kun Hunden var det han stræbte efter.


Cap. 63.

Som han nu havde faaet Hunden, vilde han ikke have solgt den for al Verdens Guld, men han lod en vandrende Harpespiller bringe den som Gave til Dronning Isønd i Tintajol. Denne Gave var hende mere kjærkommen end alt Andet, og hun belønnede Overbringeren rigelig og lod ham tillige bringe den Besked tilbage til Tristram, at han nu trygt kunde vende tilbage til Kong Markis Hird, da Kongen ikke længer var vred paa ham. Herover blev Tristram overmaade glad og vendte strax tilbage til England.


Cap. 64.

Dog heller ikke denne Gang varede det længe, førend Kongen atter opdagede Tristrams og Isønds Kjærlighed, som han nu ikke længere vilde taale, hvorfor han forviste dem begge fra Hoffet. Herover vare de ikke videre misfornøjede, men droge sammen ud i en stor Ørken, hvor de toge Ophold ved Bredden af en Indsø i en Klippehule, som Hedningerne i Oldtidsdage havde ladet udhugge i den faste Klippe med stor Kunstfærdighed. Der var her tillige en dejlig duftende Lund, hvor de kunde have Skygge, naar Solen brændte stærkt; en klar Kilde med det herligste og sundeste Vand rislede i Nærheden, og selv Græsset var vellugtende. Hunden fulgte dem, og Tristram lærte den nu at fange saavel Vildsvin som Raadyr; den blev den mest udmærkede Jagthund og fejlede aldrig noget Dyr, men opdagede hver Sti og Alfarevej.


Cap. 65.

Nu skete det en Gang, at Kong Markis ved at forfølge en Hjort paa Jagten kom til deres Hule. Kanuest hed hans øverste Jægermester, og det var denne, der først opdagede dem sovende i Hulen, og der laa et draget Sværd imellem dem[8]; men de havde kun tilfældig lagt sig til at sove saaledes fjernt fra hinanden, da de vare trætte efter at have gaaet ude tidlig om Morgenen. Kanuest fortalte Kongen i højeste Forundring, hvad han havde set inde i Hulen, men mente ikke at vide, om det var himmelske eller jordiske Væsener eller af Alfers Æt.


Cap. 66.

Kong Markis traadte nu selv hen til Hulen og gjenkjendte strax de Sovende, saavel som Sværdet, da det engang havde tilhørt ham. Han listede sig sagte ind og efterlod sin Handske paa Isønds Kind, hvorover hun og de begge bleve højligen forundrede, da de vaagnede, thi de mærkede deraf, at Kongen maatte have været der; men de vare dog glade over, at han ikke havde fundet dem anderledes. Kong Markis derimod red tankefuld hjem og vilde nu paa ingen Maade længere troe paa deres Skyld, men lod dem hente tilbage til sit Hof efter først at have fremstillet Sagen for sine Høvdinger.


Cap. 67.

Men Tristram kunde nu endnu mindre end før holde sig borte fra Isønd. Kongen, fulgt af den onde Dverg, overraskede dem en Gang i en Abildgaard og befalede nu Dvergen at passe paa dem, imedens han selv gik for at hente sine mægtigste Mænd for at vise dem, hvorledes han havde fundet dem, thi han vilde nu lade dem begge brænde paa et Baal. Under disse Omstændigheder troede Tristram det var det bedste at skilles fra Isønd, og han tog nu her for evig Afsked med hende. Deres Sorg var stor, og hun forærede ham sluttelig en Guldring til Erindring, for at han skulde mindes hende og deres Kjærlighed, naar han saa paa den. Saaledes skiltes de ad.


Cap. 68.

Tristram gik nu bort, men Isønd sad alene tilbage og græd. Da Kongen derfor kom tilligemed sine Baroner, da fandt de ingen Mand hos hende, og Sagen kunde derfor ikke forfølges videre. Men Tristram forlod Landet med alle sine Mænd og opholdt sig paa mange Steder i fremmede Lande med stor Berømmelse. Han tjænte Roms Høvding og opholdt sig længe i hans Rige; derfra drog han til Spanien og endelig til Bretagne til sin Fosterfader Roalds Arvinger. Disse modtoge ham paa det prægtigste og med den største Ærbødighed; de afstode ham endel af Riget med mange Kasteller og fulgte ham troligen, samt udbredte hans Berømmelse allevegne.


Cap. 69.

Ved denne Tid styredes Riget, det vil sige Bretagne, af en gammel Hertug, hvis Naboer gjorde ham stor Skade ved deres vedvarende Angreb. Han havde tre Sønner, af hvilke den ældste hed Kardin, og denne blev Tristrams bedste Ven, thi Brødrene søgte i det Hele taget hans Venskab paa Grund af hans Tapperhed og Berømmelse; de forærede ham et Kastel for at han skulde understøtte dem mod deres Fjænder og han bekæmpede ogsaa disse saa kraftigen, at de maatte bede om Fred og underkaste sig de Betingelser, der stilledes dem af Sejerherrerne. Men Kardin havde ogsaa en Søster, som Tristram ofte talte med, da hun hed Isodd ligesom hans elskede Dronning, og han forfattede nu mange Kjærlighedsdigte paa Isodds Navn, som han fremsagde for Hirden, hvor Alle troede, at de vare stilede til Hertugens Datter, skjøndt Tristram egenlig kun mente Dronning Isønd[9]. Men heraf opstod der dog et saadant Forhold, at Tristram maatte fæste sig hende til Viv, hvilket ogsaa var hendes Brødres Ønske.


Cap. 70.

Bryllupsdagen kom, og der gaves en stor Festlighed for at fejre det, men da Tristram om Aftenen afførte sig sine prægtige Klæder, faldt hans Øje paa den Ring, Dronning Isønd havde foræret ham, da de skiltes. Han mindedes nu sit Troskabsløfte til hende og al hans Kjærlighed vaagnede paany. Natten maatte han vistnok tilbringe med sin unge Kone, men ikke som en Ægtemand med sin Hustru. Han fortalte hende, han var syg, og hun var god og taalmodig.


Cap. 71.

Som Dronning Isønd nu en Dag sad i sit Soveværelse, saa sørgede hun over Tristram, fra hvem hun Intet hørte. - Og nu indskyder Oversætteren, som det synes temmelig umotiveret, den bekjendte Fortælling hos Geoffrey af Monmouth om den Kjæmpe fra Afrika, der fordrede alle Kongers og Hertugers Skjæg som Skat[10], men sluttelig blev dræbt af Kong Artus selv. Sagaens Bearbejder har utvivlsomt taget den af »Bretasögur«, den islandske Bearbejdelse af Geoffreys Krønike, og han tilstaar selv, at den egenlig ikke hører med til Tristramssaga, men Grunden, hvorfor han alligevel optager den, synes at være for at faae Lejlighed til at fortælle, hvad han før rimeligvis har forglemt, at Tristram nemlig, under sit Ophold i Spanien, havde dræbt en Kjæmpe, som var en Søstersøn af hin Skjægkræver, da han fordrede Kongen af Spaniens Skjæg. Tristram dræbte Kjæmpen og frelste Kongen, men fik saa mange og store Saar, at man tvivlede om hans Liv. Herom fik Dronning Isønd aldrig Noget at vide paa den Tid eller i det Hele taget om Tristram, thi hans Fjænder ved Kong Markis Hof forhindrede det. - Og hermed gaar Bearb. atter over til sin Fortælling ved at bemærke, at nu derimod var Tristram imellem Venner, hvorimod hans Kammerater hos Kong Markis snarere vare hans Fjænder, som kun bagtalte ham, men aldrig fortalte det Gode om ham, da de vidste Dronningen elskede ham.


Cap. 72.

En Dag som nu Dronning Isønd sad i sit Værelse og gjorde en Strengeleg om ulykkelig Kjærlighed, kom Mariadok og fortalte hende om Tristrams Giftermaal. Han gjorde det kun for at skade ham hos hende, da han selv bejlede til hendes Gunst, men hun afviste ham kun med Haansord. Over hans Etterretning var hun dog inderlig bedrøvet og blev det senere endnu mere, da hun fik at vide, at den virkelig var sand.


Cap. 73.

En Dag som Tristram var paa Jagt med Kardin, fortalte denne ham, da de kom til en Flod, at her var hans Riges Grændse paa den Side, da der i Skoven hinsides boede en mægtig Kjæmpe, hvis Enemærker han havde maattet love at aldrig Nogen fra hans Land skulde betræde, og han advarede ogsaa Tristram herfor, da Kjæmpen, der hed Moldagog[11], strax slog enhver ihjel, der vovede sig over Floden men det vil senere sés, at Tristram ikke agtede synderlig paa dette Raad.


Cap. 74.

Kardin og Tristram vare de bedste Venner og bekjæmpede i Forening deres Fjænder og berøvede dem deres Kasteller og Borge. De erobrede Namtersborg (Nantes) og besatte alle Kasteller i det Fylke med deres egne Riddere, saa at de mægtigste Mænd rundt om bleve deres Vasaller. Men Dronning Isønd kunde Tristram dog ej glemme, og han besluttede nu at gjøre Noget, der stedse kunde holde Erindringen om hende vaagen hos ham.


Cap. 75.

Han red da en Dag alene ud i Skoven, som om han drog paa Jagt, men i Virkeligheden satte han over Floden ind paa Kjæmpens Enemærker. Kjæmpen kom strax ud af Skoven med en stor Stav af det haardeste Træ i Haanden, da han hørte Tristram blæse i sit Horn, og tiltalende ham med det løjerlige Udtryk: »Herr Slyngel, hvem er Du« o. s. v., spurgte han ham hvad han vilde. Tristram svarede, han søgte Bygningstømmer i den store Skov og ønskede at fælde 48 af de største Træer i den næste halve Maaned.


Cap. 76.

Denne Ugenerthed med Hensyn til sin egen Ejendom syntes Kjæmpen naturligvis ikke om, og det kom til en Kamp. Kjæmpen fortalte, at han var en Brodersøn af Kjæmpen Urgan, som Tristram havde dræbt, og en Fætter til den Kjæmpe, han havde slaaet ihjel i Spanien, men Tristram maatte ikke bilde sig ind, han fik Lov til at behandle ham paa samme Maade. Ikke destomindre blev dog Enden, at Kjæmpen bad om Naade efter at Tristram havde afhugget hans ene Ben, og Tristram lavede nu et Træben til ham og tog ham i sin Tjeneste.


Cap. 77.

Kjæmpen viste nu Tristram alt sit Guld, men denne lod ham beholde det, og ønskede kun at Kjæmpen skulde adlyde ham, naar han fordrede det. Det blev bestemt, at Tristram skulde have fri Raadighed til at benytte Skoven som han vilde, og derpaa vendte han atter hjem for den Gang, efter at Kjæmpen havde anvist ham et godt Vadested over Floden. Ved sin Hjemkomst fortalte han sin Kone, at han hele Dagen forgjæves havde forfulgt et Vildsvin og derfor Dagen efter igjen maatte forsøge at gjøre den Skam god igjen ved endelig at fælde det, men hun maatte derfor heller ikke tale om det til Nogen, hvilket hun lovede.


Cap. 78.

Tidlig Dagen efter red Tristram tilbage til Kjæmpens Kastel, og denne holdt alt, hvad han havde lovet, ved at skaffe ham Redskaber og kyndige Arbejdere. Midt inde i den tykkeste Skov var der en kunstig udhulet Klippehvælving, som i sin Tid var blevet lavet af en Kjæmpe fra Afrika, som senere boede der og derfra hærgede hele Landet rundt omkring ligetil St. Michaels Bjerg ved Stranden. Han røvede ogsaa Hertug Orsl's Datter og beholdt hende hos sig i Hvælvingen, indtil hun en Gang blev kvalt af hans Favntag. Men da saa Kong Artus paa Vejen til Rom, for der at bekjæmpe Kejser Iron, der med Urette fordrede Skat af England, kom til Normandiet, saa henvendte Hertugen sig i sin Nød til ham, og han opsøgte ogsaa Kjæmpen, fulgt af to Riddere, men dræbte ham dog alene. Heller ikke denne Fortælling, bemærker nu Sagaskriveren, hører med til Tristramssaga - den er nemlig som den foregaaende om Kjæmpen, der fordrede Kongernes Skjæg, kun taget af »Bretasögur« - men indskydes her kun fordi denne Jætte havde lavet Hvælvingen i Skoven.


Cap. 79.

Tristram kom nu ofte hemmelig til det omtalte Sted, uden at det opdagedes, hvor han opholdt sig. Han lod Hvælvingen beklæde indvendig med Træ og male, men udenfor Døren lod han opføre en prægtig Hal, der af Guldsmedene saavel udvendig som indvendig indlagdes med Guld, thi Kjæmpen skaffede tilstrækkeligt heraf, saavel som af Sølv. Men Ingen vidste endnu rigtig, hvad Tristrams egenlige Hensigt var med disse Arbejder.


Cap. 80.

Tristram lod nu Bygmestrene rejse hver til sit Fædreland og ledsagede dem selv bort fra Øen, saaledes betegnes her Kjæmpens Distrikt. Han blev nu alene tilbage med Kjæmpen for at udføre det egenlige Hovedarbejde, som bestod i at forfærdige en Billedstøtte af Dronning Isønd, som opstilledes midt i Hvælvingen og udførtes paa det prægtigste. Under Dronningens Fødder laa den ondskabsfulde Dverg, udført i Kobber, men ved hendes ene Side saa man Hunden med Klokken om Halsen, og paa den anden Side var der opstillet en Billedstøtte af Bringvet i det Øjeblik, hun rakte Elskovsdrikken til Dronning Isønd. Ved Indgangen stod paa den ene Side en Billedstøtte af Kjæmpen med sin Træfod og svingende en Jernstav over Skulderen, men paa den modsatte Side saaes der en Løve, udført i Kobber. Alle disse Billeder vare saa kunstfærdig udførte, at de saa ud som de levede.


Cap. 81.

Efter at Tristram havde faaet alt dette udført, var han mere munter end før. Han var venlig og god imod sin Kone Isodd, men som Kone omgikkes han hende dog ikke, skjøndt de tilbragte Natten sammen; dog anede Ingen, at Forholdet var saaledes, thi Isodd var trofast og talte ikke om denne Sag til Nogen. Men til Klippehvælvingen i Skoven red Tristram nu ofte alene for at fryde sig i Selskab med Isønd og Bringvet. Dog skete dette saa hemmelig, at Ingen opdagede, hvor han tog hen, skjøndt hans Kone ofte havde forundret sig over hans lange Udebliven, mens han var ved at lave Billedstøtterne.


Cap. 82.

Nu skete det en Dag, at Tristram og Kardin med deres Følge red ud for at besøge et helligt Sted. Tristrams Kone var ogsaa med, og Alle vare muntre og glade, men fornemmelig kom Isodd til at lé, da Vandet, idet de red hvor der var vaadt, tilfældigvis stænkede op under hendes Klæder. Herover forundrede hendes Broder Kardin sig, der red ved hendes Side, og fik hende endelig til at sige, at hun havde lét, fordi det forekom hende, at Vandstænkene vare mere nysgjerrige end hendes Husbond Tristram.


Cap. 83-86.

Kardin forstod godt hendes Mening, og da han saaledes havde faaet at vide, at hans Søster endnu var som en ugift ung Pige, saa betragtede han denne Forsømmelse fra Tristrams Side som en Haan, der vistes mod hans hele Slægt. Han beklagede sig derfor herover med Vrede for Tristram, men denne tilstod ham da oprigtig sin Kjærlighed til Dronning Isønd og tog ham selv med sig til Klippehvælvingen, hvor Kardin blev saa indtagen i Bringvet, hvis Billede han først antog for levende, at han Intet heller ønskede end at Tristram maatte hjælpe ham til at komme i Besiddelse af hende. Hertil var Tristram ogsaa villig, og efter at have opholdt sig nogle Dage i deres Hjem, foregave de, at de agtede at foretage en Pilegrimsrejse til Udlandet for at besøge hellige Steder, og rejste nu, efter at have taget Afsked og kun ledsagede af to Skjoldsvende afsted til England.


Cap. 87-90.

Da Tristram og Kardin nærmede sig den Borg, hvor Kong Markis med sit Følge skulde tilbringe den næste Nat, vare de saa heldige at møde det kongelige Tog. De holdt sig nu til Siden, indtil Kongen var kommen forbi, men bag efter fulgte Dronningen i en Karm og ved hendes Side Bringvet, ledsagede af et stort Følge. Tristram og Kardin gave nu deres Heste til deres Skjoldsvende, men selv nærmede de dem Dronningens Vogn og hilste paa hende og hendes Selskabsdame. Dronning Isønd gjenkjendte strax Tristram og blev baade glad og bedrøvet, ligesom ogsaa Bringvet strax sendte Kardin de kjærligste Blikke. Dronningen kastede nu den samme Guldring, som hun saa ofte havde benyttet sig af paa samme Maade, til Tristram og bad den fremmede Ridder gaa og søge sig et Herberge, men ikke forhindre dem i at drage videre, og Tristram forstod ogsaa godt hendes Mening. Han holdt sig derfor til Siden med Kardin, men holdt dog stedse Øje med Dronningens Vogn, indtil de kom til det bestemte Kastel. Her tog Kongen og Dronningen ind, og efter at have spist gik de for at søge Hvile for Natten, Dronningen og Bringvet tillige med en Tærne til et Værelse og Kongen med sine mest betroede Mænd til et andet. Imidlertid havde Tristram og Kardin holdt sig skjulte i Skoven, men nu befalede de deres Skjoldsvende at vente dem der med Hestene og gik selv forklædte som Tiggere til Kastellet, hvor de bleve indladte i Dronningens Værelse af Tærnen, som om de skulde have en Almisse. Tristram og Isønd nød nu først Gjensynets Fryd, og Kardin og Bringvet fulgte snart deres Exempel; derpaa spiste de og drak og gik derpaa tilsengs, men Bringvet spillede rigtignok Kardin det Puds, at hun, ved at lægge en Silkepude, der maa have været forhexet, under hans Hoved, strax fik ham til at falde i Søvn, saa at han først vaagnede noget skamfuld og ærgerlig den næste Morgen. Saaledes gik det ogsaa den næste Nat, men tredje Gang vilde ikke Isønd, at Bringvet skulde holde Kardin for Nar, og hun gav da ogsaa efter. Saaledes tilbragte de Tiden i Fryd og Gammen i Dronningens Herberge, indtil deres Fjænder endelig fik Nys om Sagen, men Tristram og Kardin slap dog bort uden at blive opdagede og kom atter til deres Vaaben og Heste. Det var Drosten Meriadok, der først havde opdaget deres Heste i Skoven, men Svendene skyndte sig da at undfly med deres Herrers Skjolde og Rustninger, forfulgte af Meriadok og mange Andre, der troede, at det var Tristram selv og Kardin, der flygtede for dem. Dog kunde de ikke indhente dem, og Meriadok hevnede sig nu ved spottende at lade Bringvet vide, at den Ridder, hun havde herberget om Natten, var en fejg Usling, der var flygtet for ham paa sin abildgraa Hest. Herover blev Bringvet yderst opbragt, og efter at have ladet Meriadok vide, at hun dog hellere vilde have selv den fejgeste Ridder til Elsker end ham, gik hun til Dronning Isønd og lod nu sin Vrede gaa ud over denne, idet hun bebrejdede hende, at hun dog var den egenlige Skyld i at hendes Ulykke, og hun skaanede heller ikke Tristram[12] Herover blev Dronningen, der alt i Forvejen var tilstrækkelig bedrøvet, saa fortvivlet, at hun endog udbrød i lydelige Klager mod sin kjære Tristram, for hvis Skyld hun maatte taale alle disse Ulykker, og nu endog var udsat for at miste sin bedste Venindes Huldskab. Men Bringvet vilde dog ikke forraade hende til Kong Markis, og saaledes stode Sagerne nu en Tid.


Cap. 91-93.

Imidlertid holdt Tristram og Kardin sig skjulte i Skoven, indtil Tristram ikke kunde udholde det længer og nu besluttede for enhver Pris at skaffe sig Underretning om, hvorledes det stod til med Isønd og Bringvet. Ved at spise en vis Urt bevirkede han, at han kom til at se ud som han var spedalsk, og stillede sig saaledes en vis Høitidsdag ved Indgangen til Hovedkirken, hvor Dronningen skulde passere, og anmodede hende nu om en Almisse idet han rakte et Kar henimod hende, som hun selv engang i Begyndelsen af deres Bekjendtskab havde foræret ham. Da hans Udseende var saa forandret, kjendte Dronningen ham ikke først, men ved at se Karret gik det dog op for hende, at det maatte være Tristram, og saa vred hun var paa ham i Forvejen[13], saa blev hun dog nu ved at se ham i denne ynkelige Tilstand saa blød om Hjærtet, at hun tilkastede ham sin Guldring i Karret. Men Bringvet bebreidede hende dette og befalede at drive ham bort fra deres Vej, og Tristram opdagede nu, at begge vare vrede paa ham, hvorover han blev saa fortvivlet, at han vilde søge sin Død, og lagde sig derfor, syg som han var, under en gammel forfalden Stenhal i Kongens Gaard, hvor han beklagede sin Ulykke og kun ønskede sig Døden. Isønd paa sin Side beklagede ogsaa at hun nogensinde havde fattet en saa dyb Lidenskab for en Mand, men i Kongens Hal var stor Festlighed og Glæde, medens Tristram laa saa ulykkelig udenfor i den bittre Kulde, da det frøs stærkt om Natten. Da traf det sig saaledes, at Portneren i Kongsgaarden sendte sin Kone for at hente Brændsel i den forfaldne Hal, og her stødte hun da tilfældigvis paa Tristram, der var hendes Mand vel bekjendt fra forrige Tider, da han altid havde vist sig god imod denne i den Tid han endnu levede ved Kong Markis Hof. Portneren optog derfor Tristram i sit Hus og plejede ham paa det Bedste, og Dronning Isønd fik nu ogsaa snart Underretning om, hvor han opholdt sig. Hun bad da Bringvet saa indstændig om at opsøge ham, at denne endelig gav efter for hendes Bønner og gik til Tristram, hvor det da kom til en Forklaring, i det han lod Bringvet vide, hun snart skulde faae Beviser for, at Kardin ingenlunde var fejg, men tvertimod en af de tappreste Riddere. Hermed var Bringvet da ogsaa tilfreds, og hun tog nu selv Tristram med til Dronningen, hos hvilken han endnu tilbragte en frydefuld Nat. Men det var da ogsaa den sidste, thi om Morgenen tog han Afsked fra hende, og de skiltes nu virkelig for sidste Gang med stor Sorg og Smerte. Da Tristram traf Kardin foreslog han, at de skulde gaa forklædte til selve Kongens Hof, for at sé, om der ikke blev Lejlighed til en eller anden Bedrift. Dette lykkedes ogsaa, og efter at have deltaget i mange Lege med Kongens Mænd, ved hvilken Lejlighed stedse Tristram udmærkede sig mest og næst ham Kardin, kom de ogsaa til at deltage i en virkelig Turnering. I denne faldt Meriadok for Kardin, der saaledes hævnede sig paa ham for den Bagtalelse, at han havde beskyldt ham for Fejghed. Nu maatte Tristram og Kardin hurtig se at undkomme, og dette lykkedes dem ogsaa ved Hjælp af deres to udmærkede Vaabenheste, de bedste af alle i England, som en af Tristrams fordums Kammerater, der havde gjenkjendt ham, før Turneringen havde skaffet ham. De forfulgtes vistnok af Kornbriterne, men undslap dog efter at have dræbt mange af deres Forfølgere, og kom lykkelig tilbage til Bretagne.


Cap. 94-101.

Det lakker nu mod Historiens Ende. En Gang da Tristram og Kardin vendte tilbage fra et af deres mange Besøg i Stenhvælvingen, mødte de en prægtig væbnet Ridder paa en blegrød Hest. Han kaldte sig Tristram Dvergen og søgte sin Navne for at faa hans Understøttelse imod en Voldsmand, der tillige med sine syv Brødre nylig havde berøvet ham hans Kone. Dagen efter fulgte de da med ham, og det kom til en Kamp, i hvilken de fældede de 8 Brødre, men Tristram Dvergen faldt ogsaa selv og den anden Tristram blev farlig saaret med et giftigt Sværd, men han hevnede sig strax ved at dræbe den, som havde saaret ham. Hans Saar var saa farligt, at han kunde knap komme tilbage til sit Kastel, og det blev med hver Dag værre og værre, thi Ingen der i Landet forstod sig paa at læge forgiftede Saar. Da bad Tristram sin Ven Kardin rejse til England og hente Dronning Isønd, da hun alene vilde være istand til at helbrede ham, og han talte endnu meget om sin Kjærlighed til hende. Denne Samtale hørte Tristrams Kone, Isodd, der ubemærket befandt sig i Nærheden, og der kom nu først Bitterhed i hendes Sind, da hun endelig fik at vide, at hendes Mand elskede en anden Kvinde højere end hende selv, men hun lod sig dog ikke mærke med det. Kardin drog til England forklædt som Kjøbmand, fik Bringvet i Tale og saavel hun som Dronning Isønd forlod nu Borgen hemmelig en Nat og fulgte med Kardin paa Vejen til Bretagne. Men Lykken var dem ikke gunstig, og de bleve flere Gange drevne tilbage af Modvind, medens Tristram stedse blev værre og værre, og kun længtes efter Isønds Ankomst. En Dag fortalte hans Kone ham, at nu kom de sejlende med sorte Sejl, thi det var en Aftale at Kardin skulde benytte sig af den Farve, hvis Isønd ej var med, men ellers skulde hans Sejl være hvide. Det var nu denne Gang ikke sandt, thi Kardins Sejl vare netop blinkende hvide; men Isodd havde hørt dem gjøre denne Aftale, da hun lyttede til deres sidste Samtale, som før fortalt, og hun benyttede sig nu saaledes deraf. Da Tristram fik den sørgelige Efterretning, brast hans Hjærte: »Nu hader Du mig, Isønd,« sagde han, »siden Du ikke vil komme for at frelse mit Liv, som jeg nu maa lade for din Skyld.« Tre Gange nævnede han det elskede Navn, men den fjerde Gang, han udtalte det, opgav han sin Aand. Dronning Isønd kom saaledes for sent, og efter at have bedet Gud om Tilgivelse for deres Synder og kysset og omfavnet den Døde, udaandede ogsaa hun sit Liv ved hans Side. Tristram døde for tidlig, fordi han troede Isønd havde glemt ham, men hun fordi hun kom for sent til at frelse hans Liv. Derpaa bleve de begravede. Man siger Isodd, Tristrams Kone, lod dem begrave hver paa sin Side af Kirken, for at de heller ikke i Døden skulde være sammen. Men da voxede der et Træ eller en Lund op af Begges Grave, saa Grenene flettedes sammen over Kirketagets Mønning; heraf kan det ses, hvor stor Kjærlighed der har været imellem dem og dermed ender Sagaen.




Noter:

  1. Kun denne Overskrift, saavel som første Kapitel, er ordret oversat efter Originalen; forresten er Indholdet kun gjengivet meget forkortet, men med Bevarelse af Originalens Kapitelinddeling.
  2. Om Navnets Etymologi se forresten senere i Anmærkningerne.
  3. Om der findes noget Michaelsbjerg i Cornwall i England ved jeg ikke. Mont St. Michel i Normandiet paa Grændsen af Bretagne er bekjendt, og derfra kunde jo Pilegrimene ganske vist være vendte tilbage til England, thi at det er i Cornwall at de træffe sammen med Tristram er klart af det Følgende. Hvad Veneasorborg er véd jeg heller ikke: maaske er det enten en af de i keltiske Lande hyppige Byer med det gamle Navn Venta — i England Venta Belgarum (Winchester), Venta Silurum (Caer Gwend) o. s v. eller snarest Vennonæ, det gamle Navn paa Warwick? Jfr. forresten Anmærkningerne.
  4. Om der findes noget Michaelsbjerg i Cornwall i England ved jeg ikke. Mont St. Michel i Normandiet paa Grændsen af Bretagne er bekjendt, og derfra kunde jo Pilegrimene ganske vist være vendte tilbage til England, thi at det er i Cornwall at de træffe sammen med Tristram er klart af det Følgende. Hvad Veneasorborg er véd jeg heller ikke: maaske er det enten en af de i keltiske Lande hyppige Byer med det gamle Navn Venta — i England Venta Belgarum (Winchester), Venta Silurum (Caer Gwend) o. s v. eller snarest Vennonæ, det gamle Navn paa Warwick? Jfr. forresten Anmærkningerne.
  5. Da Hertugerne af Bretagne residerede i Vannes beboede de virkelig der Slottet »l'Hermine«, og det er aabenbart dette hvortil der her sigtes. Det er rimeligt at de gamle keltiske Sagn have betegnet Tristrams Æt som en Sidelinie af den hertugelige Slægt, og disse have de franske Bearbeidere kun gjengivet. Om hans fædrene Rige skal jeg forresten nærmere tale senere.
  6. Dette Udtryk maa her være ukorrekt, da Tristram, hvis Slægt aabenbart tænktes at staa i samme Forhold til Landets egentlige Lehnsherre, som en Jarl til en Hertug, umulig kunde have virkelige Hertuger til Vasaller. Der synes i Frankrige at have været regnet 12 Jarledømmer, hvert paa 10-12 Herreder, paa et Hertugdømme, om dette end aldrig nøje overholdtes i Praxis; men Tristrams Rige kan dog aldrig have omfattet mere end i det højeste nogle faa Jarledømmer, men ingen Hertugdømmer. Det rimeligste er, at den franske Original har havt et Ord som f. Ex. »Vicomtes«, der ellers paa Oldnordisk kan gjengives ved »sýslumenn«, Lehnsmænd, Høvidsmænd.
  7. Gottfried af Strassburg siger i det tydske Digt om Tristan, at Hunden var »fra Øen Avalon«, og der kan saaledes ikke være nogen Tvivl om, at dette har været den franske Originals Udtryk, som Broder Robert har oversat ved »Álfheimar«.
  8. Dette, som meget i Fortællingen om Tristram og Isodd, minder om Sigurd Fofnersbane og Brynhild, men det er saa fordunklet. Det er et enkelt Glimt af Sagnets langt renere oprindelig mythiske Grundvold, der i disse den daarlige Middelalders udtværede Romaner er bleven saa fuldstændig udvisket, eller forvansket og fordærvet. Det Store og Rene eller Karakteristiske er her kun tilfældigt, og dets Sammenhæng med det Hele rent forglemt, hvorimod det i en ægte Oldtids episke Frembringelser, som f. Ex. Eddadigtene eller de homeriske Sange, netop udgjør det Væsenlige, selve Sagens Kjærne, og ogsaa af Fortællerne opfattes og fastholdes saaledes. Dette er Forskjellen paa Middelalderens Digtning og den virkelige Oldtidspoesi, men den er ogsaa stor, og derfor er det en stor Misforstaaelse at opfatte den europæiske Middelalder - Tiden fra c. 1100—1500 - som virkelig poetisk eller romantisk; den var kun pseudoromantisk og forskruet kirkelig-legendarisk, men uden Evne til at fremstille store helstøbte Karakterer, ganske paa samme Maade som de egenlige saakaldte Romantikere i den første Fjerdedel af dette Aarhundrede, ikke at tale om Sprogets barnagtige Ufuldkommenhed og Mangel paa Klassicitet. Eddadigtenes og Homers Sprog er derimod det fuldkomneste, der kan tænkes.
  9. Af denne Brug af Navnene Isodd og Isønd ses det, at Bearbejderen har betragtet dem som fuldkommen identiske. Hvad der alligevel har givet Anledning til, at han altid konsekvent bruger Formen Isønd om den engelske Dronning, medens hendes Moder og Tristrams senere Kone altid kaldes Isodd, er ikke let at sige, og maaske skal det ogsaa kun være en, vistnok noget underlig Maade til at fremhæve hende fremfor de andre eller som Sagaens egenlige Hovedperson. Den gammelfranske Original har Navnet »Ysolt« for begge, saavel Tristrams Elskede som hans Kone.
  10. Den samme Fortælling forekommer som bekjendt ogsaa i Örvar-Oddssaga og berettes her, som det synes, paa en mere oprindelig Maade om Örvar-Odds stedsevarende Modstander, Øgmund Floke, der gjøres til en Svigersøn af Jættekongen Geirrød. Hvad Sagnet om Skjægkræveren Rhitta Gawr - thi saaledes kaldes han egenlig i de gamle britiske Beretninger - i sin Helhed angaar og om dets Forbindelse med det tilsvarende nordiske, henvises forresten til Anmærkningerne. Der synes at ligge Noget historisk til Grund for Forestillingen om en britisk Kæmpes Tog til Spanien i det 5te Aarhundrede.
  11. Beliagog kaldes han i det af W. Scott udg. gammelskotske Digt »Sir Tristrem«.
  12. Med disse Bringvets Vredesudbrud ligeoverfor Dronningen er det at det det oldfranske Fragment begynder (strax efter Midten af Cap. 89) Den maa have stammet fra den samme Original, som Broder Robert har fulgt ved sin Bearbejdelse af Sagaen. Se Michel, Tristan II, S. 1-85.
  13. Det er af det Følgende klart, at saavel Bringvets som Isønds Vrede stammer fra, at de troede Tristram havde bedraget og forhaanet dem ved at indføre en fejg Ridder hos Bringvet, der ikke engang torde vove en Dyst med Meriadok.