Snorre Sturlason og Sturlungerne - Snorre Sturlason og hans verk

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Snorre Sturlason og Sturlungerne


Snorre Sturlason og hans verk


av Fredrik Paasche


H. Aschehoug & co.

Oslo, 1922.



Det var en opkomlings-ætt, het og paagaaende, med tørst efter ry og magt. Endnu paa de sidste stormænd i ætten kan det merkes, at de er av Hvam-Sturlas blod.

Men ættemoderen, Gudny Bødvarsdatter, var av et andet blod, og hun som Sturla gaar igjen hos Sturlungerne: med de mildere og dypere drag, som ogsaa findes i ætten, med iagttagerglæden og skalde-evnen — arven fra Egil Skallagrimsson og Markus Skeggeson. Hos nogen har Gudny overtaket, hos andre Hvam-Sturla, hos somme, og mest hos Snorre, har hendes og hans ætt paa merkelig og farlig vis blandet blod.

De tre Sturla-sønner var vidt forskjellige fra hverandre. Tord, den ældste, hadde magttrang nok; men samtidig hadde han — som arv fra faren — et fast herredømme over sig selv. Og det var ikke bare hans gode vett, som gjorde at han satte grænser for sin vilje, men ogsaa en dyp kjensle i ham, kjenslen av at der er livslover, som ingen kan krænke uten at finde sin straf for det. Det er fortalt om Tord, at da Snorre, hans bror, for pengemes skyld gjorde Hallveig Ormsdatter, den rike enke, til husfrue i Reykjaholt og tok omsorgen for hendes sønner paa sig, — da saa Tord i dunkelt fjernsyn, at av dette vilde en stor ulykke rinde. Paa samme vis var det, da Sighvat, hans bror. og Sturla, hans brorsøn, vendte sig med hærmagt mot Snorre og drev ham bort fra Borgarfjord, — da saa Tord ind i fremtiden, og der var det blit underlig stille omkring hans seiersglade frænder. I slike drag ved sønnen kan Gudny, hans mor, som selv hadde varslende drømmer, ha kjendt sig igjen. Hun holdt sig meget til Tords ættegren; hun fostret Sturla, hans søn, sagaskriveren og skalden, og vilde at han skulde arve alle hendes kostbarheter.

Naar Tord tænkte fremover, var det med religiøs ære- frygt for de kommende tings vælde. "Gud vil gjengjældel* sa han til Sighvat, sin bror. Han var tidlig kommet under paavirkning av biskop Gudmund, og det utdypet den varhet, som laa i hans sind, gav den religiøst indhold og gjorde den til retfærdskjensle. Han var haard mot dem, som hadde forbrutt sig, men hjælpsom mot dem som led for en god sak, og trofast til det sidste mot biskop Gudmund selv. Visst kunde han fristes til at søke sit eget, ti han hadde et sterkt sind; men han var en høvding, som skydde svig, og de ord han sa paa dødsleiet: "Fader, i dine hænder overgir jeg min aand" har i hans mund en tryg og fast klang. Hos andre av tidens mænd kan den sidste bøn lyde, som var den bedt av en flygtning, — av en som flygter fra sig selv.

Helt anderledes end Tord var hans yngre bror Sighvat. Ingen av Hvam-Sturlas sønner lignet sin far mere end Sighvat gjorde. I ham var det vettet som raadet, og ikke kjenslen. Han hadde lange maal, og kunde liste sig frem til dem, og skjønte at gjemme sig bak andre om det trængtes. Han var raadsnar og ordsnar, — og i alt dette mindet han om Hvam-Sturla. Men han var langt bredere og friere end sin far, han var den store glædemand mellem Sturlungerne. Ikke bare styrte han Eyjafjordsbygderne paa bedste vis og uten at lægge tunge byrder paa bønderne, men hvor kunde de ellers møte en mand med saa rikt og opfindsomt et lune, hvem talte til dem med skjemteligere ord end Sighvat? Han kunde være bonde med dem, og sitte i skindfeld og under lamskindshuve og ruve i sit sæte og kalde det meningsløst med al denne strid paa Island; men med étt kunde han selv staa midt oppe i striden og være høvding tiltops, Eyjafjords vagtsomme verge. Skald var han ogsaa, bare til hverdagsbruk, men ingen daarlig viseskald. Nordlandsbønderne glemte at han var en frem- med iblandt dem; de laa under for styrken og glæden i denne spil-levende mand.

Christian Krogh: Snorre Sturlason. Heimskringla, 1899-utg.

Der var det vakre ved ham, at han ofret sin egen ærelyst for sønnens. Han elsket Sturla og misundte ham aldrig, men fandt sig i at hans eget navn blev det ringere. At være sin søns tjener, det blev meningen med hans liv. Og det gav ham aldrig anden uro end uroen for sønnens skjæbne. Ti han frygtet det tankeløst overmodige ved ham. Det var ikke en frygt som Tords — en dunkel, halvt religiøs kjensle — men den hvilte paa klar omtanke. Sighvat hadde bare ertende ord for broren, "spaamanden" som han kaldte ham, da Tord lastet ham for aataket paa Snorre og sa at Gud vilde gjengjælde. Sighvat regnet med aarsak og virkning, ikke med guddommelig gjengjældelse, og han kunde ikke se, at kampen mot Snorre hadde nogen fare ved sig; den var det noksaa let at forsvare, og der var faa til at slaa ring om Snorre. Anderledes blev det, da Sturla, sønnen, utæsket høvdinger, som intet ondt hadde gjort ham, og knapt hadde det tyndeste skin av ret at lægge over sig. Da blev Sighvat ræd for følgeme. Og midt i sin jordbundne tankegang var han ikke trangere, han heller — naar hans frygt for sønnens overmod først var vakt — end at denne frygt kunde faa en tilsætning av ærefrygt. Han regnet med aarsak og virkning; men naar han saa virkningen nærme sig, kunde han ane en høiere lov i den, noget som lignet "gjengjældelsen", Tord talte om. Sighvat sa om Kol den rikes gods, som Sturla ublygt reiste krav paa: "Dette er penger som vil føre ondt over mangen mand; ti paa ond vis er de samlet." Han blev spaamand tilslut, han ogsaa. Hans vett vakte ham til at bli det; og da kom det han eide av religiøs kjensle og sluttet sig til av sig selv.

"En stor gjengjældelse fra Gud" — hos Tord var det tro, hos Sighvat frygt, hos den yngste av Sturlasønnerne var det en stemning han kunde svinge ind i. Palmesøndagen i 1236, da Sighvat søkte Snorre med hærmagt, fandt han ham ikke: "Snorre var ikke oplagt til at gaa imot sin egen bror, i de høitider som da stod for døren." Broderkrigen var et Ragnaroks-varsel, het det i Vøluspaa; den ropte paa gjengjældelse, sa Tord. Og Snorre som alt hadde budsendt Urøkja og søkt hans hjælp, endte med at gi atterbud til ham og hans flokker.

Baade Tord og Sighvat var lette at se og lette at skjønne; men ved den tredje av brødrene var der gaater. Ett syntes visst: Snorre Sturlason var fyldt av sig selv. Tord kunde glemme sit eget for biskop Gudmund, Sighvat kunde ofre alt for sønnen; men Snorre stod alene med sig selv, i het attraa efter egen ære, efter magt og rikdom. Jordvendt og alene stod han.

Men mangen gang var det som om han sa sig selv imot. Magtkjær var han; men sjelden la han kraft i magtkampen. Pengekjær var han; men i en av sine "viser" talte han om de i sandhet rike mænd og deres lykke, og til "de i sandhet rike mænd under solen" regnet han en ven, som var pengefattig, men skald og en "manddomsmand". Jordvendt var han, men merkelig optat av Krist-tjeneren biskop Gudmund, og om den hellige kong Olav skrev han en saga med sikkert syn for værdier som ikke er av denne verden.

Det er sagt om Snorre Sturlason, at han var "mangesindet". Ordet er brukt om hans forhold til kvinder; men det kunde føres over paa hele hans væsen. Mange og sterke var motsætningerne i ham, og løs haand hadde han over dem.

Hver ny hændelse blev til en ny magt i hans sind. Han var selv med om at hærta Gudmund Areson i Hoiar; men han kunde ikke staa der og se ham fangen og i nød og høre ham møte høvdingemes hat og haarde vilkaar med ord av glødende tro, uten at han maatte ta ham i sit værn. Han kunde ikke opleve Norge og sole sig i glansen av Skule jarl uten at blændes av denne glans og ta let paa fremtiden og gi jarlen store løfter; men han kunde heller ikke opleve Island og kjende kulden som stod av Bjørn Torvaldssons haanlige velkomstord, uten at al glæde graanet og det som før syntes nært gled langt bort. Budet om fiende-frændernes fald paa Ørlygsstad tok ham tungt, og til Tord kakale, Sturla Sighvatssons bror, gik visen med de varme ønsker om samhold i den herjede ætt. Men siden da Ørlygsstad ikke var "ny tidende* mere, men bare et minde, faldt det ikke Snorre let at handle efter sine egne ord, ti andre minder og nye indtryk kom i veien.

Usikker som han var i sig selv, hadde han det med at søke raad hos andre. Venner og uvenner kunde hugge sig ind i denne svære, levende masse, finde det som høvet dem og for et øieblik gjøre det til det sterkeste i ham. Ingen av dem hadde hans omfang; men det var nok at de stod paa fastere grund. Han kunde ha "øks paa akselen*, naar de kom, og øksen kunde synes kvass nok til "at bite paa hvadsomhelst*; men en mand som hans bror Sighvat, en mand som visste at vælge de rette ord, trængte ikke lang tid paa sig for at faa øksemunden til at "smile".

Aapen som han var for alle nye indtryk, og vék som han blev, naar andre gav ham raad, maatte hans vei gaa som den gik; idag hit, imorgen dit. Frem vilde han altid, men vaklet mellem utsigterne og blev varsom hvor han heller skulde været djærv, eller langsom hvor han helst skulde været snar. Over hele hans livsføring kom denne usikkerhet, i kjærlighet, i venskap og i de forbund han søkte. Som han glad og optat red frem ved Solveig Sæmundsdatters side, fandt han det latterlig med Hallveig Ormsdatter, som de møtte paa veien, — underlig klædd og i fattigslig følge; men siden kom han i tanker om Hallveigs rikdom og blev alvorlig. I sit forhold til sønnerne, Jonmurt og Urøkja, viste han en merkelig blanding av stridhet og vekhet; stadig vaklet han mellem sine følelser for dem og sin kjærlighet til det Stavaholt, som ogsaa de elsket. Med sine like mellem høvdingerne sluttet han mange "venskaper", men løste ogsaa mange. Og som hans sind var, saa blev hans skjæbne. Varsom og vaklende mistet han mangen lovende mulighet i livet, Solveig Sæmundsdatters elsk, sine barns tillit, andre høvdingers støtte. Da Gissur Torvaldsson blev sveget av Stu ria Sig- hvatsson, var der straks en Kolbein unge til at hjælpe ham; men underlig braat og opsigtsløst brøt Snorres store rike sammen under Sturlas aatak.

At han av og til søkte væk fra den vinklede vei og ind paa benveien og vilde videre, braat og blindt — det er ikke saa merkelig, som det kunde se ut, det stemmer med et sind som hans. Han hadde rømt for sin bror Sighvat og for Sturla, hans søn, vaaren 1236 og ikke visst raad, hele aaret; men næste vaar, da han og Torleiv av Gardar red med hærmagt nord over Skardsheien, var det Snorre som vilde frem til Reykjaholt samme nat, finde Sturla og vaage det ytterste. Han led under sig selv, han gik træt av tanker og tvil; saa kunde han rive sig voldsomt løs fra de evige overlægninger og søke avgjørelsen. Slik er en mand med nerver; han raadslaar og raadslaar, til han blir ræd sin egen raadvildhet, og slaar til.

Nerver maatte han ikke ha meget av, den høvding som vilde frem til magten paa Island. Han maatte være "raadsnill og strid*. Og som stillingen var, stod haard fremfærd ikke til at skille fra fast fremfærd. Snorre hadde hverken fasthet eller haardhet. Det er nok fortalt en gang, at han sendte stimænd ut paa hævnens vegne, i sine viser priste han folk som fór i voldsfærd mot fiender av ham, og eggende ord fra ham kunde ha nogen skyld i at de fór; men selv fulgte han dem ikke, han "hævnet sig med kvædlinger". Det kan være, at han ikke taalte haardheten, om han fik den like ind paa sig og selv skulde øve den. I sagaen om denne øks-tid svinges der aldrig en bøddel-øks i Snorre Sturlasons nærhet, ingen uten den som tok hans eget liv. Og det er ikke trolig, at Snorre kunde handlet mot Gissur Torvaldsson, som Gissur handlet mot ham.

Snorre, som manglet fasthet og ikke hadde nok av haardhet, stod ikke med fuldtallige midler til at naa sit maal. Og paa selve maalet, sin egen storhet, kunde han se feil, og forveksle skin med virkelighet. Det hændte en vinter, at Kolbein unge kom til ham fra Skagafjord og bad om hans raad i en daarlig sak, drapet paa bonden Kalv Guttormsson i Miklebø, og vilde høre hvad støtte han kunde faa. Snorre svarte, at det var ikke hans vane at blande sig i bygdetrætter; men naar sommeren kom, vilde han ride til Altinget, sa han, og der vilde han hjælpe Kolbein. Med dette svar gav han tilkjende, at bygden var for liten for ham, Altinget maatte til. Han dømte saken, ikke efter dens væsen, men efter de omgivelser den kunde faa, og visste ikke at den var like god, eller like daarlig, i bygden som paa Altinget. Han lot sig narre av sin trang til at glimre.

Og han kunde glimre, lovmand, sagamand, skald som han var. Men høvdingen Snorre Sturlason hadde ofte sin glans i det rent ytre, i det optog som fulgte ham, i stasen omkring ham. Sturla Tordsson har tegnet et billede av sit søskenbarn Sturla Sighvatsson, som han mindtes ham paa Tingvollerne, skilt fra sin flokk, i utæskende ridt paa "Svane-legg", den late hest. Og Sturla har fortalt, hvorledes hundreder av mænd fulgte hans farbror Snorre ind paa tingstedet; men Snorre selv er likesom blit borte i den store, staselige hær.

Ogsaa i hæren skydde han at sitte utsat, kriger var han paa ingen maate. Det er fortalt om en nordmand, kong Haakons frænde Knut jarl, at han engang talte haanlig om islendingeme, og sigtet til Snorre Sturlason og andre som hadde været hos hertug Skule, og kaldte dem "noksaa umandige". De ord Snorre sa under dødshugget: "Ikke skal der hugges" — kan ha havt klang av en bøn.like meget som av et bud. Og Sturla Tordsson, brorsønnen, som kjendte ham godt, har paa et par steder i sagaen om ham latt det skinne igjennem, at det skortet ham paa mod. Det er steder som uvilkaarlig lokker frem et billede: ikke en høvding, som ildner fylkingen, men en mand som har vendt hesten omkring og sitter med ryggen til og vil hjem.

Men saa hadde han noget at ta vare paa hjemme, ikke bare gods og guld og godedømmer, men ogsaa sin digtnings og sine sagaverkers verden. Gjester kom til gaards, fra fjerne land og tider: mændene av Yngves ætt, Vølsunger og Gjukunger, Æser og Vaner. Og han la nøie merke til alt, han saa, og kunde gi det skikkelse for andre.

Han elsket at gi skikkelse, som i ordet og i klangen, saa i stenen, træet og metallet: "Han hadde godt lag med sine hænder, saa det blev kunst alt det han laget, og for andres arbeide gav han de bedste raad." Kunstneren var det inderste og egneste ved ham, ogsaa ved høvdingen Snorre Sturlason. Kunstneren var det, som stadig svinget ind i nye stemninger, som "hævnet sig med kvædlinger*, som elsket glans. Og det som blev høvdingens ulykke: det altid granskende øie, det altid lydhøre øre, en evig bølgegang gjennem det rummeligste sind, — det blev kunstnerens lykke, hans vei til at se og forstaa og skape. Motsætningernes sprængkraft i Snorre Sturlason, ætte-arv i uhél, uforlikelig fylde, brøt ned hans liv og bygget hans udødelighet.


__________


Ingensteds er det fortalt, hvorledes Snorre Sturlason saa ut. Men om et par av hans nærfrænder er det nævnt, at de var store, sterke og vakre mænd, og det kan være at dette er ættedrag. "En vakker mand at se til, skulderstor og sterk, lys i haar og hud — haaret tyndt, men med fagert fald — en mand med makeløst vakre øine, midje- smal og herdebred," heter det om en av Sturlungeme.

Snorre bodde staselig i Reykjaholt. Han reiste et virke der, og en ny stue, og gjennem en overbygget gangkunde han komme fra husene ned til sit murede bad, under bakken som gaarden stod paa. Med glæde mindes Sturla Tordsson de store gilder farbroren holdt; det er sagt, at kosten var den bedste, og paa god drik har det knapt skortet. Snorre kalder øllet "hornenes branding", mjøden "talens helsegiver" og vinen "hovmodets død".

Underholde kunde han selv, og mellem hans omgivelser var mænd som kunde hjælpe til: Styrme frode, historieskriveren, og Sturla Baardsson, skalden, — og Tavl-Berg som var en mester i skaktavl, og Dansa-Berg som slog dans. Det ser ut til, at forholdet mellem husbond og heimemænd var godt. Mellem de ivrigste til at søke hævn efter Snorre var en nordmand, som fra hertug Skules tjeneste var gaat over i hans, og hadde fulgt ham til Island i 1239 og var i Reykjaholt den nat han blev dræpt.

Men livet paa Snorres gaard hadde skyggesider ogsaa. Det er fortalt om stort fiendskap mellem Urøkja, Snorres søn, og den ældste av Hallveig Ormsdatters sønner, og det gik saa vidt mellem dem, at heime-mændene delte sig i to flokker. Hallveig Ormsdatter selv var til god hjælp for Snorre; men før hun kom til Reykjaholt, hadde husbonden, som tidlig vendte sit sind til friller, længe sittet uten husfrue paa gaarden.

Han var "mangesindet" i sin kjærlighet, stort mere er ikke sagt om den. Litt sier han selv, i et halvvers, hvor det heter: "Jeg kom ind hvor kvinden, den véneste av kvinder, sat i huset; den haarbaand-bærende kvinde løste issens aker" — sit gyldne, bølgende haar.


__________


Mange kvad av Snorre Sturlason er nævnt, og det er sagt hvem han hædret med dem: biskop Gudmund, kong Sverre, Sverres søstersønner Inge og Haakon galen, Haakons hustru fru Kristin og hans eftermand i jarls-sætet Skule Baardsson. Men av al denne digtning naadde bare 5 verslinjer til en sen efterslegt. Håttatal med sine 102 vers var det eneste av Snorres kvad som blev staaende. Det er kvædet nogen tid efter skaldens hjemkomst fra den første Norges-færd, visstnok vinteren 1222—1223.

Det var tre mænd Snorre vilde forevige med digtet: Haakon Haakonsson, Skule Baardsson og Snorre Sturlason. Han vilde gjøre det gjennem saa stort et opbud av form, at intet av de ældre norrøne kvad — knapt nok de ældre kvad tilsammenlagt — hadde maken. En vældig arv av digtning stod til den mindesterke mands raadighet; han gik den igjennem og søkte, tok rytmer, rimklang og billeder, ordkunst og sætningskunst, og satte det i fuldkommen, forbilledlig form. Fra vers til vers lot han stil eller klang eller rytme skifte; og digtet fik navn efter sin hundred- grenede kunst: Håttatal det er "vers-maaternes tal".

Hvor skiftningen fra vers til vers laa i den ulike bruk av rimene, hændte det at Snorre skapte nye "vers-maater", strofer som var bølge paa bølge av klang:


Ræsir glæsir
Rǫkkva dǫkkva
hvítum rítum
hreina reina;
skreytir hreytir
skafna stafna
hringa stinga
hjǫrtum svǫrtum.


Det gav god mening: "Fyrsten lar sjøkongens lands (havets) mørke rensdyr (skibene) skinne med hvite skjold; han, som kaster med gyldne ringer, pryder de glatte stavner paa de svarte stokk-hjorter (skibene)." Og det lød, som om intet kunde været lettere at forme end denne tale i toner.

Formen var det mest særegne ved digtet; men ogsaa av indhold maatte det kaldes et ypperlig kvad. Det hadde den rette ros over fyrsten; om og om igjen priste det hans gavmildhet og hans kampglæde, i uttryk som naadde det ytterste av styrke.

Det kunde sies, at slikt ikke var ny tale i digtningen; men det var den som skulde lyde i et "fyrstekvad", og saa gode traditioner som den hadde,kunde det ikke falde let for nogen at føre anden tale. Ogsaa om billederne, som strømmet gjennem kvadet, kunde det sies, at de ikke var nye. Og denne skald, som saa mange andre, kunde lastes for at hans billeder stod i noksaa tilfældige omgivelser, ofte med bleke, likegyldige ord tæt indpaa sig. Det var rimtvangen som gjorde det; for de overvægtige krav til formens renhet maatte stilen lide, og da hændte det netop, at et billede blev tvunget sammen med noksaa flate ord, — eller at selve billedet kom til at virke skruet, som det var hændt Snorre i det kvad hvor han for rimets skyld sa, at "Skule var haard-mulet mot guldet".[1]

Et uttryk som dette hadde Snorre selv skapt, men med grundlag i det gamle skaldesprog, som ofte kaldte den gavmilde fyrste guldets "hater". Og saa var det jævnlig i Håttatal: digtet brukte de gamle billeder, men under skaldens haand hadde de faat nye strøk. Og stundom kunde de gi syner.

Norge steg frem: "Skibsbord er sat foran landets bratte bryn Den lovpriste, blide fyrste laaser landets utstrander med skjoldgard og skibes svarte ski. -- Bølgerne hamrer mot tunglastede skibsbord, skummet skavler sig, den kolde stavn kaster det salte hav fra sig." Jarlen er ombord: "I første solrøde lar den unge jarl snekkerne suse ut paa det ø-favnende hav; aarle ser fyrsten brændingens fald, vinden spiler seilklædningen ut, taugene møter hænderne, kvasst farer herskeren. " Og kongen —


Kongen staar under stormslaat
seil i skridende skute.
Hugls fossende fald-gaard
hater høvdingens havhest.
Høit roper Ran, og røver
freden fra fyrstens hav-rén.
Men de tynde stavnbord bryter
bue-rund bølge.


Og siden tar de lange skibe hvil elter gangen, let fylder sig kongens tomme hal, og "fuld av liv svæver guldskaalen" over bordene.

Snorre hadde selv prøvet baade de lange skibe og kongens hal og guldskaalen. Og stundom var han sterkt til stede i digtet, med sine kjensler og sine oplevelser. Hans venskap med Skule traadte tydelig frem: jarlen fik de fleste av versene og det meste av lovprisningen. Og skalden fortalte om sit møte med ham: "Skibsstavnerne brøt det stygge hav, jeg kom som gjest til fyrsten, jeg saa fylden av hans herlighet." - Men han nævnte sig selv ogsaa som kong Haakons gjest, og ikke med færre ord: "Jeg skar den iskolde bølge med skibet og vilde møte den mægtige konge; det bleke skib blev prøvet; jeg mottok herses høie navn av jarlernes pryder; det var ikke litet, det jeg seilet mig til -- Jeg saa strids-styrerens herlige gavmildhet, jeg mindes to lykkelige ophold hos den glade fyrste. Jeg var ham huld, hersernes fyrste med den store hird." Tilslut stillet han sig sammen med begge høvdingerne: "Jeg fór til hæder, til møte med kongen, til møte med den herlige jarl, da jeg skar den kolde strøm med kjølen, da jeg lot kjølen renne gjennem den kolde sjø."

Håttatal var Snorres takk til Norges høvdinger, som hadde hædret ham saa høit, og samtidig skulde kvadet være det udræpelige vidnesbyrd om hans evner som skald. Der var kamp i kvadet, det var svar paa en nedsættende dom. Hans fiende: paa sydlandet hadde haanet de kvad han før hadde "virket" om Skule jarl, og forvrængt dem, og en nidvise var kommet ut, som drev spot med verslinjen "Haard-mulet var Skule" og sa at jarlen maatte være ond at kysse, og at uslere skaldskap aldrig var baaret frem for vise fyrster. "Folk finder meget at laste i kvadene," het det. Snorre hadde tat sig nær av dette. Da hans uven Bjørn Torvaldsson, som hadde været den værste til at haane ham, var falden for "Graasidatí, laget han en svar-vise, hvor han het og hævnglad tok op igjen linjen om Skule som var "haard-mulet". Nu kom Håttatal med et nyt svar; og svaret laa ikke i formens mesterskap alene, men ogsaa i tydelige ord av skalden. Mot slutningen av kvadet sa han: "Hvor under himlens hjørner vet nogen mand, at der er kvædet et lovdigt med ypperligere form om en guldets hater? Unge fyrster, som lar sværd bite og ruster snekker ut, kjender jeg værdigere til ros end heimfødingerne Og ikke skal den mand hete uværdig til ros, som kan digte i alle versmaater."

Versene stod der som stolte bygverk og hævdet skaldens ære; og samtidig fortalte de om den sikre kjender av al fortidens digtning. Snorre hadde dette kjendskap til en svunden tid ogsaa paa andre omraader, og kunde gi straalende form ogsaa utenfor versets kunst.


Utsikt fra Reykholt mot jøklene. Varmekilder i forgrunnen. Fra "Snorre i Reykholt". Sigurður Nordal, 1937.


__________


Det var med oprørt sind de kom til Island mange av de nordmænd som først satte bo der. De kjendte sin ret krænket i hjemlandet, og alt som var steilt og stridt i dem reiste sig mot det. Og det land, de kom til var ikke et som tæmmet og gav ro. Frostveir og mildveir, storm og stille skiftet braaere end i Norge, ingen skjærgaard stanset bergstore baarer, alle vegne skinnet snefjell og jøkler, strømmet stride elver, ild brændte i bergene, og midt i ødslig hei stod kilder i kok.

Et stridt liv levet nordmændene, et stridere fik islendingerne prøve. Smaavoksen var skogen, litet var kornlandet, langt var det mellem grænd og grænd, hundred mile-langt til det faste land, tunge var veierne, farefuldt havet. Men det folk som overvandt hindringerne og villig møtte farerne, det fik sin frihetskjensle og selvkjensle styrket, og fostret mænd, breddfulde av kraft og trods. Island blev landet for Skarphedin, manden som ikke visste hvad han skulde ræddes for, — det ytterste stammen naadde i sin seierrike livsstrid; for hans kraft fandtes ikke en fuldværdig motstander, ikke livet selv var saa fuldværdig en motstander, at det fristet ham, at det varglæde nok i at slaas med det; "jeg kan godt gjøre, som min far vil, og brænde inde med ham!"

Folket saa ham paa Altinget, blek og stor og trollslig, med et smil som ingen skjønte, — ikke til at glemme.

Alle veier førte til Altinget, langt var det mellem grænd og grænd, til tætte bygdelag blev tanken ikke bundet, den søkte ut over hele landet. Og hver sommer kunde Islands folk se sine høvdinger paa Altinget, undre sig og spørre og ta del i stor skjæbne. Siden, i vinter-ensomheten, blev det at vente paa nye tidender, og knytte dem sammen med gamle naar de kom, og fortælle til andre, som stod i spænding. Fortællingerne gik videre gjennem tiderne, den islandske ættesaga stod frem. For en lang række av livshungrige slegter var den med om at gjøre livet rikere.

Og sommer efter sommer kom der bud til landet med dem som hadde været ute og hadde oplevet Norge; hver sommer blev spænding skapt eller spænding utløst med de nye tidender fra det store land øst for havet. Mange av dem, som kom med budskap, hadde været i kongens hird og havt del i hans skjæbne. De gjemte paa minderne og kunde fortælle til hver som vilde høre.

Og gjerne vilde islendingerne høre om Norge. Derfra var ætterne kommet, Norges konger hadde sendt kristendomsbudet til Island, jævnlig spurtes det at de gjorde islendinger meget godt. Og fortællingerne om dern gik videre fra slegt til slegt og blev grundlaget for kongesagaen.

Der kom tider da litet hændte på Island, lange fredstider. Saa meget karrigere blev folket paa "de gamle minder". De kom i stort, forenklende fjernsyn og tok fastere, skjønnere form. Samtidig var der skapt vilkaar for en nedskrift. Med den kristne tro kom bøkerne, kom et nytt slags arbeidsliv, et med en egen glans over sig. Da Jon den hellige var biskop i Hoiar og bygget skole der og tok læresveiner dit, og Gisle den gautske forklarte grammatica og Rikinni fra Frakkland musik og verslagning, — da var det godt at være i Hoiar. Stor flid og meget arbeide var at se i alle husene ved bispesætet: somme læste, somme skrev, somme sang, somme lærte fra sig og somme tok imot. Ingen avind var der mellern læresveinerne, ingen uenighet og ingen trætte. Alle vilde vokse i kundskap og dugelighet; "som travle bier" var de, og gjerne hjalp de hverandre. Somme gik til møen Ingunn og fik rettet den latin de hadde skrevet, ti Ingunn var like kyndig i grarnmatica som hun var hændig i billedsøm; og andre gik til Kløng Torsteinsson som lærte dem fager skrift og lot dem skrive mange og prydelige bøker, en skat for kirkerne i bispedømmet.

Dette var ved aar 1100. Endnu raadet latinen i skriften; oftest, ihvertfald, var den bøkernes sprog. Men morsmaalet arbeidet sig frem, først i oversættelser av hellige skrifter, siden i nedskriften av Islands lover; og paa dette maal skrev Are frode sin Islendingabok, en kort fremstilling av landets historie.

Den islandske bokheim paa "norrøna" vokset og vokset. Mot slutningen av det 12. aarhundrede kom ættesagaer og kongesagaer med i den. Det endte med at sagaen utgjorde tyngden i litteraturen.

Magtstridens hundrede aar (1160—1260) blev en blomstringstid for det litterære liv i landet. Og at "de gamle minder" da fik saa bred en plads i bokheimen, kan ha sin forklaring netop i det kampliv som levdes. Under høvdingernes strid om magten kom sagatiden nærmere, Islands heltealder i hedendommens dager, da det ogsaa hadde staat kamp paa øen, kamp i mindre maalestok og for enklere maal, men otte mellern mænd som la storhet og glans over striden. Saga-aanden fik en gjenfødelse, fortidens liv, digtning og tro gik igjen i dagens hændelser. Hvam-Sturla blev lignet med Odin, Sturla Sighvatsson med Frøy, Ravn Sveinbjørnsson kaldtes en Vølund, Snorre Sturlason gav sin tingbod navn efter Valhall. Gunn og Gøndul — valkyrjerne — viste sig for folk i drømme; Gudrun Gjukedatter, Sigurd Favnesbanes viv, sa til den som drømte om hende og ængstelig spurte, hvad hedenske mænd hadde her at gjøre, at det intet hadde paa sig om hun var hedensk eller kristen, det var nok at hun var sin vens ven. Mænd roste sig av at eie Graasida, det spyd som Gisle Sursson den fredløse hadde baaret, og i viser som øieblikkets forhold skapte blev der kvædet om sagnkongen Rolv krake og hans onde maag, og om Balder og al skabningens graat over ham. En skald, som satte norrøne ordsprog paa vers, tok gamle minder med mellem ordsprogene og har dermed sagt, at "minderne" var saa velkjendte som ordsprog var: "Haardt var hugens korn (hjertet) hos Bjarke; mange hærmænd har Starkad fældet; Hromund tyktes djærv og slu; Eljame var fast i hug; alle graat over Balder, kjendt nok er sagaen om ham, — der trænges ikke lang tale om slikt." Selv mænd som hadde vendt sin hele hug til Krist og ikke kjendte nogen anden, de vilde kalde trofast og sanddru, og som saa jordlivet i lys av det andet liv, selv slike mænd kunde ha hele den gamle digtverden og sagaverden tæt indpaa sig og ta den med i sin Kristdigtning. Sólarljóö — "Sangen om solen" — het et kvad som blev til i magtstridens dager. Det var et digt om livet og døden og om evighetens verdener, det var dypsynt og sandsynt og det glødet av kristen tro; men stiltonen laante skalden fra hedensk digtning, i versemaal, som gamle gudekvad gav ham, la han det nye livssyn ind. Digtet skulde være et budskap fra en avdød, og den døde sa:


Længer end alle
var den ene nat
da jeg laa stiv paa straa.
Da merkes det,
som Gud mælte,
at manden er muldens søn.


Gud, den vældige,
være vor hjælp,
han som heimen har skapt,
ti ensom er
døende mand
midt i frænders flokk.


Intet andet
følger ham frem
end det han øvet av godt.
Rikdom og magt
maatte jeg bytte
med sandtilkastet seng.


Med versenes rytme fulgte de hedenske guders sunkne verden, Hels grind, Hels møer, Njords rune-ristende døtre, Odins viv —


Odins viv
ror jordens skib,
længes til legems lyst.
Hendes seil
senkes sent,
oppe er attraas taug.


Og naar skalden talte om jordlivets farer og nød, dem Sturlunga-tiden vel kjendte, da lød det som tok han sine vidnesbyrd fra en længst svunden tid, fra hedenolds saga:


Attraas magt
har voldt mange ve,
ofte staar kval av kvinder.
Veke de blev,
endda vældernes Gud
raadet dem ren hug.


Venner de var,
Svavad og Skarthedin[2]
ensomme uten hverandre,
før i vettløs elsk
til samme viv
de møtte sit livs lagnad.


For den hvite mø
de intet saa,
ikke lek eller lyse dager.
Intet andet
kunde de mindes
end det lyse legem.


Tung tyktes dem
nimørke natten,
søvnen søt de aldrig sov.
Men av harmfuld hug
randt hat frem
hvor nyss stod nære venner.


Gjengjældsløst
kan faa vælge
vildstien til sin vei:
Paa holm de gik
for vettstor viv,
og fik begge bane.


Ingen har haand
over egen lykke,
uviss er rikmands ro.
Mangen møter
det mindst han venter,
ene raar ingen for freden.


Ikke de ventet sig,
Unnar og Sævalde[3],
andet end held i heimen.
Nakne de blev
og ranet for alt,
og rendte paa skogen som varger.


En "vargtid" var varslet i Vøluspaa, og nu var den kommet. En "sværdtid" var varslet: og før slaget stod paa Ørlygsstad, drømte en mand, at der blev kvædet til ham: "Nu er den kvasse sværdtid kommet. " Om det saa var hedenolds angst ved egen vildskap, - nu vendte angsten tilbake mellem kristne mænd.

I denne tid, da det længst svundne og det nylig oplevede rykket tæt sammen, var det at ættesagaerne og kongesagaerne, gudekvadene og heltekvadene blev skrevet ned. I denne sammenhæng maa Snorre Sturlasons livsverk stilles ind. Saga-aandens gjenfødelse i livet, og dens nedslag i litteraturen, var de forutsætninger det hadde.

Snorre skrev, eller "lot skrive", sin Edda og sin store saga om Olav den hellige; og siden skrev han sagaer om alle Norges konger, ned til Sverre Sigurdssons tid, og føiet sin Olavssaga ind mellem de andre. Ingen kan sie med visshet, naar disse verker blev til. Men et og andet kunde tyde paa, at Eddaen, eller rettere det meste av den, er skrevet før Snorres Norges-færd i 1218; og sagaer av Snorre er nævnt ved aaret 1230; da, fortæller Sturla Tordsson, var Sturla Sighvatsson lange stunder i Reykjaholt og lot med stor iver skrive saga-bøker, efter de bøker som Snorre satte sammen. De to mænd, som ellers hadde saa ondt for at forlikes, fandt hverandre i dette.

De sat i omgivelser av et eget slags, i en dal som har mere ro i linjerne end de fleste daler paa Island. Vid var den, og venlig, med lange lave lier ned mot en slette som svakt skraanende gik vestover og i det fjerne lot ane fjord og hav. Men kilder røk paa sletten, og længst i øst kom et vildt land: Langjøkul som en hvit mur bak fjellene, og nord for den Eiriksjøkul. Ro og vælde paa én gang, — det var det landskap, hvor Snorre Sturlasons verker blev til.

"Edda", ingen kan sie med visshet, hvad der ligger i dette bok-navn. Hvor ordet ellers findes i den norrøne litteratur, har det meningen "oldemor", og det kan være, at dette er dets mening ogsaa hos Snorre. En "edda" var nævnt i det gamle kvad om Rig: hun sitter ved amen, graa, under gammeldags skaut; en tung og tyk brødleiv, hvor saaerne ligger tæt, sætter hun frem for farende mand, som gjester hende. I Snorres egen tekst, ikke bare i boknavnet, findes ordet "edda"; som i kvadet maa det oversættes med "oldemor". Om ogsaa selve boknavnet skal oversættes slik, da er meningen sikkert den, at det som nu kommer er "gamle minder", en gammel tids visdom. Og det gir god mening. Heller ikke var det førsle gang et "konenavn" blev brukt som boktitel; det verk, som abbeden Karl Jonsson skrev om kong Sverre, kaldtes Gryla, — det var et trollkjærring-navn, som kan oversættes med "skræmmende varsel".

Den yngre Edda, også kalt Snorre-Edda, gjengitt i et islandsk håndskrift fra 1666. Tittelsida viser Odin, Hugin og Munin, Heimdall, Sleipner og andre skikkelser fra norrøn mytologi. (Commons.)

Det Snorre gav i sin Edda var broget nok. Forrest kom fortællingen om de hedenske guder; siden en "skaldskaps-tale" som forklarte det gamle skaldesprog, først og fremst de mange omskrivninger i kvadene; og til slutning kom Snorres eget "Háttatal", gjennemsat av slike omskrivninger, og av anden stilkunst som "skaldskapstalen" hadde fortalt om, — det hele digt i en ramme av prosa, som gjorde rede for de ulike "versmaater". Med alt dette var der allikevel sammenhæng i verket. Fortællingen om de hedenske guder — som stod forrest — kastet lys over "skaldskaps-talen" med dens opregning av digtsprogets omskrivninger, og fra skaldskapstalen til Håttatal med Snorres egen bruk av "talens" lære, var veien ikke lang.

Gjennem hele verket strøk vers; i gudelæren stod de oftest som støtte for Snorres egen fremstilling og var næsten undtagelseløst hentet fra de oldtidskvad, som siden fik navn efter Snorres Edda og kaldes Eddakvad; i skaldskapslæren gav versene eksempler paa den stilkunst, Snorre her skrev om, og var oftest tat fra digtning av navngivne skalder.

Vers og tekstramme tilsammen vidnet stort om Snorres viden, om hans nøie kjendskap til fortidens digtning, sagnverden og tro. Men Snorres egen tekst vidnet om mere. Denne gang var det "prosa", denne gang gjaldt det ikke at tale skaldedigtningens kunstlede sprog, men at føre klar tale, og i sin Edda viste Snorre, at opgaven faldt ham let. Høiest naadde han i fortællingen om guderne, og allerhøiest hvor han fortalte om Tors færd til Utgarda-Loke. Det var en fremstilling, fuld av liv og fuld av fortællerens egen glæde, fra først til sidst skinnende klar. Alle maatte se jotnen, der han "steg med noksaa store skridt", alle maatte se asaguden, der han het og harm, men i al uvidenhet, stred sin ihærdige og haabløse strid mot kræfter, som i virkeligheten var tilværelsens urkræfter.

Andre ganger kunde fortællingens strøm være svakere, og det kunde skorte paa dyp som paa lune. Men sjelden svigtet ordføringens mesterskap, dens kraft og gjennemsigtige klarhet. Om verket som helhet kunde det sies, at det ikke fik alle enkeltheter til at stemme med hverandre, at det stundom hadde en noksaa tilfældig orden paa tingene, og at det hist og her rykket ut med anlægsplaner, som det ikke gjennemførte. Men om en viss usikkerhet kunde merkes, saa naadde den ikke sikkerheten i selve fortællemaaten og stængte ikke for gjenoplevelsen av Snorres oplevelse.

Edda var et verk av en gransker som hadde fantasimenneskets glæde ved at se en sunken verden stige op. Anderledes end Sólarljóös skald, som med angst merket hvor nær den var kommet, saa han paa "Odins viv". Men derfor var han ingen hedensk mand. Han visste vel, at det var digt og drøm, det han saa — en "synkverving" kaldte han det, og ikke sandhet — men han elsket det som digt og drøm og glans, og som den sandhet det var, sandhet for en svunden tids slegter og i skaldernes gamle kunst-verden, historisk sandhet.

Granskeren Snorre Sturlason arbeidet for god løn; seerens glæde var lønnen. Aldrig var han gransker og seer i lykkeligere forening end i sagaen om Olav den hellige, den han siden omgav med andre kongesagaer, saa den blev en del av det store verk, som efter de ord det indledes med er kaldt Heimskringla[4].

Snorre kunde ha mere end én god grund til at skrive fortællingen om Norges konger. Den laa ham menneskelig nær. Han selv og mange av hans like mellem høvdingerne var ættet fra mænd, som spillet en rolle i den; den stormand han vokset op hos, var dattersøn av en norsk konge, og hans kongelige blod hadde hun i i sine aarer, den husfrue Snorre Sturlason førte hjem til Reykjaholt. Tidlig laa det i Snorres tanker, at han skulde fare til Norge; da han kom dit, blev han Skule jarls ven og kong Haakons lendermand, jævnbyrdig med "herserne" som i fortællingen om Norges konger stod fyrsten nærmest. Det er sagt om Snorre, at han tok efter hvad han hadde set i Norge, at han holdt gjestebud paa "norsk" vis og lot fylke sit ting-følge paa "norsk" vis. Og om ham som om Sturla Sighvatsson — den ivrige avskriver — med en husfrue av kongelig blod, ogsaa han, gjaldt dette: sagaerne om Norges konger og deres kamp for høvdingmagt og hæder kunde gaa sammen med ens egen storhetsdrøm, lægge glans over det liv en selv levet og det maal som lokket.

Paa den anden side kunde mennesker og hændelser i Snorres islandske samtid hjælpe ham til en nærmere oplevelse av skikkelser og skjæbner i en svunden tids Norge. I sagaen om Haakon Ladejarl har han fortalt, hvorledes jarlen vilde hevne sin fars død paa dronning Gunnhild og hendes sønner, farens banemænd, og at han først ikke kom nogen vei og blev tvunget til forlik. Og "da blev der stor kjærlighet mellem Haakon jarl og Gunnhild, men stundom la de svigraad mot hverandre." Det var billedet av et venskap, som nogen hver av Sturlunga-tidens mænd hadde oplevet maken til. Senere i fortællingen har Snorre sagt, at da jarlen kom til Danmark og grundet som mest paa hævnen han ikke hadde faat, da "la han sig i seng". Men om en mand, Snorre Sturlason selv kunde mindes, er det sagt at han gik tilsengs med sine skuffede hævntanker, og at "saa var hans vane, naar han var hugsyk". Dette var Hvam-Sturla, Snorres far.

En mand som biskop Gudmund, uryggelig sikker i sin kamp for det han kaldte retfærdighet, jævnlig i strid med høvdingeme, tilslut drevet i utlændighet av dem, maatte i meget minde om Olav den hellige og hans skjæbne. Og et av de største optrin i Snorres saga om kong Olav, fortællingen om hvorledes han en søndag i Agvaldsnes kirke blev kringsat av uvenner og rolig gik frem gjennem mandgarden, som var stillet op fra kirkedøren ut mot kongsgaarden, der en høvding stod og ventet, fyldt av motvilje, — dette optrin hadde i Snorres første magtdager havt et sidestykke paa Island, da Ravn Sveinbjørnsson, altid tryg paa Guds værn, traadte ut av sit herberge og gjennem en gard av avindsmænd gik frem til Torvald Snorreson, som stod og holdt om sit sværd og hadde det halvveis ute av sliren. Mange aar senere — aaret efter det aar, som er nævnt hvor der tales om "sagabøker", som Snorre Sturlason "satte sammen " — hændte det paa Altinget, at Snorre selv stillet sit følge i mandgard og stod der brynjeklædt og ventet paa en motstander, som han med sine frænders hjælp hadde ydmyget og nu nødte til at gaa gjennem mandgarden.

Der var da mangt og meget i Snorres samtid, som kunde gjøre kongesagaens "gamle minder" levende for ham. Om en anden er det uttrykkelig sagt, at han saa sammenhæng mellem gammelt og nyt; biskop Gudmund spaadde om Sighvat, Snorres bror, som stræbte efter andre høvdingers rike for sin søn og sig, at det vilde gaa ham som det var gaat Harald Sigurdsson, Norgeskongen som faldt i England. Kanske hadde han denne forestilling fra Snorre selv. I Heimskringla er der gjort meget væsen av motsætningen mellem Olav den hellige og hans bror kong Harald, mellem høvdingen som sank "paa sin egen jord" og han som faldt "paa andre kongers eiendoms-jord". Og da Sighvat Sturlason hadde fundet døden, nævnte Snorre — i den ellers forsonlige vise han sendte til Tord kakale, Sighvats søn — at dette var gjengjældelse for ran.

Men mere end i livet laa de ytre forutsætninger for Snorres Heimskringla i litteraturen. Snorre arbeidet med "kilder". Ikke bare skaldekvadene stod til hans raadighet, men ogsaa skrevne sagaer, eller kortere historieverker, om hele raden av Norges konger.

Snorre naadde længer end nogen av forgjængerne. Han laante fra dem, og kunde i de enkelte fortællinger følge dem noksaa nøie. Men hans stil var klarere end deres, stoffet ordnet han med langt sikrere sans for sammenhæng og rimelighet, og menneskeskildringen gik oftest dypere hos ham end hos de andre.

Den glæde Snorre kjendte ved at opleve sagaens verden, den vilde han gi andre. Men samtidig vilde han sand tale og oversigtlig tale. For sandhetens skyld strøk han mangt og meget av det, som snarere var eventyr end historie, og for oversynets skyld sløifet han mange fortellinger som i sig selv kunde være meget værd, men sinket kongesagaens gang, — som fortællingerne om Harald haardraade og hans islandske skalder, og mange andre. Slike fortellinger var der nok av i den sagasamling, som senere er kaldt "Morkinskinna", og de gjorde dette verk til morsom læsning; men Snorre ofret dem for sit strengere helhetskrav, et krav som visse sider baade ved granskeren og kunstneren i ham naturlig maatte sætte frem.

Hvor langt den hjælp naadde, som mundtlig overlevering gav ham, kan være uvisst. Mange smaadrag har han tat fra den mundtlige tradition, saa meget er sikkert, men ellers er det vanskelig at vite, hvor grænseme for dens indflydelse gaar. Det blir altid en mulighet, at mange av de fortellinger, som han forteller med andre ord, og ofte med andre drag, end de skrevne "kilder" har, — dem kan han ha hørt av .frode mænd" og stundom i saa ypperlig form, at han uten videre kunde bruke den. Men selv om hans kunst i slike tilfælde skulde være denne, at han med sikker haand har skrevet ned det talte ord, saa er det ingen ringe kunst, det heller. Og om vegt skal lægges paa det talte ord, kan det sies, at ogsaa i det maa Snorre ha havt nogen del. Det han selv hørte eller selv læste, det har han sikkert fortalt videre, før han skrev det ned, og fortalt det mere end én gang. Og da er det trolig, at en spændt lyttende kreds ofte har lokket frem i hans fortelling netop de ord og de drag, som kunde gjøre virkning. Mange kapitler i Heimskringla har en mundt- lighet og samtidig en sikkerhet, som kunde tyde paa en mange ganger gjentat fortelling.

Men om den plads det talte ord — Snorres eller andres — har i Heimskringla,staar viss kundskap ikke til at skaffe. Snorre selv kan synes at nævne den mundtlige tradition som sin vigtigste kilde. I den fortale, han gav sit verk, har han sagt: "Jeg lot skrive gamle frasagn saaledes som jeg har hørt frode mænd fortælle dem." Men her er det at merke at det gamle sprog bruker ordet "høre", ogsaa naar det gjælder læsning. Det heter: "Den hellige skrift skal være dit speil; læs den, og følg det du hører."

Men om nu Snorre har hørt fortællinger i mængde, eller om han mest har været henvist til skrevne kilder, — éngang ihvertfald hadde kongesagaen været bare fortælling eller fortællinger. Og i mange maater kom den aldrig bort fra sin oprindelse, fra den opgave den først hadde havt: at tjene til "gaman ok skemtan". I skreven form kunde den søke helhetsvirkning, men gav knapt noget helhets-"syn", og for anden tendens end en geistlig skrivers religiøse aapnet den sig sjelden og sparsomt.

Snorre Sturlason hadde intet samlet syn paa drivkræfter og utviklingsgang i norsk historie; men til gjengjæld hadde han syner. Han saa det svundne netop saa broget og skiftende som det var, og saa det klart. Og om han har set en enhet i mangfoldigheten, har det knapt været en anden end denne: Norges konge. "Kongesagaer er skrevne her." Det var mange sagaer og mange konger, og den ene av kongeme kunde ha hélt andre kaar end den andre. Bare det blev tilbake, at herskeren altid var der, — midtpunktet i hver av sagaerne.

Snorre hadde ingen tendens i Heimskringla; han lot fortiden være i fred med sig selv. En retfærdstrang, som i hans liv laa under for andre kræfter i ham, fik raade i hans granskning og kom alle til gode, om det saa var avgudsdyrkeren Haakon jarl "den onde". Saa varsom var han med at ta parti, at han stundom kan virke kold; der var steder i sagaerne, hvor Morkinskinnas skriver lot omtalen av en voldsgjerning følge av en religiøs-moralsk dom; Snorre tok den ikke med.Det tendensiøse ved Heimskringla satte et skarpt skille mellem Snorres verk og mange av de ypperste historieverker i det øvrige Europa. Utenlands var det gjerne saa, at forfatteren holdt en filosofisk eller religiøs eller stals- retslig teori, som lot ham træde frem med et klart "syn" eller — om han skildret strid — med en klar stilling til de stridende. Han saa sin opgave i at tjene: Gud, eller kirken, eller moralen, eller fædrelandet, eller herskeren. For slike opgaver maatte hensynet til den strenge sandhct, eller til selve fortællingens kraft ofte vike. Fremstillingen fik altfor meget sit maal utenfor sig selv; den kunde bære frem en livsopfatning, som var værdifuld nok eller merkelig nok, men for skildringens og fortællingens liv kunde livsopfatningen være farlig. Heimskringla blev like fuld av liv, som den blev fattig paa tendens.

Om en historieskriver fra de store utland skulde fortalt om Magnus den gode, som vender hjem til Norge og blir konge i landet 5 aar etterat hans far kong Olav har fundet døden paa Stiklestad, vilde han visstnok brukt mange ord om det store tidsskifte som med Guds hjælp var indtraadt i Norge; og han vilde kanske sagt, at kong Magnus blev optændt av retfærdig harme mot de onde mænd, som hadde slaat ned den hellige kong Olav. Snorre tok det ikke paa den vis, han nøiet sig med at fortælle. Først fortalte han om den hævn kong Magnus og hans venner tok over Haarek av Tjotta. Og siden fortalte han, hvorledes kongen fór til Stiklestad i følge med Kalv Arneson — som gik for at være hans fars banemand — og hvorledes han spurte Kalv ut og fik den tro, at rygtet hadde ret, og blev blussende rød og sa fra om sin tro. Og tilsidst fortalte Snorre, hvorledes Kalv, natten efter, styret sit skib ut gjennem Trondhjemsfjorden og seilet vestover "dag og nat", bort fra Noregskongens vælde. Det var en fortælling og intet andet; men den gav et klart billede baade av kong Magnus og av Kalv Arneson og av tidsskiftet i landet: med et eneste utbrudd, med en skylrødme over sit ansigt kan den barnekonge, som er den hellige Olavs søn, jage en av landets mægtigste mænd — nylig den allermægtigste — til havs. Dette flygtende seil paa Trondhjemsfjorden, det gir billede nok.

Olav den helliges skikkelse og skjæbne var det som sterkest optok Snorre i Norges historie. Hvor det gjaldt kong Olav, kunde han mere end ellers falde i fristelse til at dømme. Sterkt fremhævet han Olavs "retfærdighet"; og mens han lot kongerne Eysiein og Sigurd holde sin mandjævning i fred, tok han tydelig parti for kong Olav, hvor han — eller den tradition han kan ha brukt — "mandjævnet" denne konge med Harald haardraade.

Fordi Olavssagaen oprindelig var et helt selvstændig arbeide, som ikke trængte at ta plads-hensyn, gav den Heimskringla en viss skjævhet, da den blev sat ind i laden av de øvrige kongesagaer; hver for sig var de andre meget kortere. Til gjengjæld gav Olavssagaen verket en glans som ingen anden saga. Levende, sterk og merkværdig var den i sin bygning, endda enkelt-fortællingernes mængde var større her end ellers og gjorde det vanskeligere at "sætte sammen". Rik var dens stil: ordknap og rolig, hvor der var ro over handlingen, eller over den mand som handlet, fyldig og jagende hvor manden stod med oprørt sind; hvilende paa ordene, hvor de skulde ha en særskilt vegt og værdighet eller gi et særskilt kraftig billede — ofte blev slike ord gjentat — men med sikker evne til at komme over i nye ordelag, hvor det var dette som trængtes. Med opbygningens og stilens klarhet fulgte det, at ogsaa sagaens skikkelser blev klare; vanskelig kan Snorre ha set dem tydeligere end han fremstillet dem.

Han hadde en hjælp i det forhold, at Olav den helliges historie bød ham makeløst mange og merkelige skjæbner, nær knyttet til kongens egen. Paa den anden side møttes han av den vanskelighet, at den kirkelige legende, som hadde sterk magt i litteraturen og traditionen og som han selv laante fra, gjerne vilde se kongens mange motstandere under étt, "som onde mænd", og slaa hans venner sammen til "gode drenger*. Snorre overvandt denne hindring. Endda kong Olav længe hadde været en helgen i høie himler, og endda Snorre priste hans retfærdighet, har Heimskringla ikke lagt skjul paa, at kongens motstandere ogsaa kunde ha sin ret. Og som Snorre fortalte om hver av dem, og om hver av kongens venner, stod de alle med tydelige særdrag.

Den største vanskelighet, og den mest lokkende, møtte Snorre hvor han skulde tegne billedet av kongen selv. Den mand, han her hadde for sig, var den merkeligste i Norges ældre historie; men der tåltes om ham paa to maater. Den strengt historiske tradition om ham kjendte en høvding, som med storhet og smaalighet i underlig blanding stred for jordiske maal; den kirkelige legende saa ham som et under av fromhet. I forvirrende fylde møttes de to grener av traditionen; helhetsbilledet vilde let bli uklart.

I fortællingeme om de jertegn, som helgenkongen hadde øvet efter sin død, kunde Snorre uten videre følge den kirkelige overlevering; her var der intet som sa den imot, den hadde oplagt ret, og Snorre gik ikke av veien selv for de kraftigste av jertegnene. Allikevel hændte det stundom, at han holdt helgenkongens hjælp utenfor, hvor andre sagamænd tok den med; indtrykket av guddommelig styrelse blir ikke altid sterkest, hvor der med rene ord pekes paa en slik styrelse. I sagaen om Ravn Sveinbjørnsson er det sagt, at de 12 mænd, som Magnus den gode valgte til at binde sine krigeres saar efter slaget paa Lyrskogshede, dem hadde den hellige kong Olav nævnt for kong Magnus i et drømmesyn kongen hadde; Snorre tier om drømmesynet og helgenkongen; men han sier, at ingen av de 12 mænd hadde bundet saar tidligere, og at de like fuldt blev de bedste læger. Han nævner, at lægedoms-evnen gik igjen hos ætlinger av lægerne fra Lyrskogshede; men han fortæller ikke, som Ravnssagaen, at dette var en naade, den hellige Olav hadde utvirket hos Gud. Like fuldt kan netop Snorres ord gi en sterk kjensle av et unders nærhet.I skildringen av Olav Haraldsson, som han var i levende live, gjaldt det at berge indtrykket av mennesket, og samtidig gjaldt det at skildre ham slik, at det kunde bli forstaat, hvorfor dette menneske nu hadde helgenglorien over sig.

Der findes en islendsk Olavssaga — den saakaldt legendariske- — som fortæller, at kongen en gang paa en hellig søndag i tankeløshet skar sponer av et træstykke, og at han siden vilde straffe sig selv for helgedagsbruddet og lot sponerne brænde i sin hule haand; men,- føier sagaen til, "haanden blev hel og ubrændt som før." Snorre har ogsaa fortalt om denne tildragelse; men han stanser hvor sponerne brænder, og nævner ikke det under som følger. For ham var fortællingen et vidnesbyrd om, hvor uryggelig kong Olav ønsket at holde fast ved lov og budord-, — den blev en del av Snorres menneskeskildring, ikke en legende som bare maatte svække indtrykket av en mands strenghet mot sig selv.

Kong Olav, som vender hjem fra landflygtighet og rider ned gjennem Trøndelag, heftig grepet av mindeme Norge gir ham, fik i Snorres skildring meget av en helgens evner; i fjernsyn ser han hele sit land og tilslut den hele verden, baade byggede og ubyggede land; en nedtraakket aaker staar med kornet høit, uken efter at kongen har ridd omkring den og bedt Gud berge den. Men like fuldt er han et menneske og deler et menneskes kaar. Den "legendariske" Olavssaga har fortalt, at da kongen blev saaret og sank, da bad han for sine uvenner — som Krist paa korset. Men Snorre skrev: "Efter det saar heldte kongen sig op til en sten, kastet sværdet og bad Gud om hjælp for sig."

Snorres Olav Haraldsson er én mand; han er skildret slik, at han ogsaa kunde bli étt med Olav den hellige; men der er ikke gjort vold paa hans menneskelighet. Der er talt om en sjælelig utvikling i ham og i sammenhæng med den om løndomsfulde guddomskræfters utfoldelse gjennem ham. Det Snorre saa og fortalte var dette: Som ung, kampglad kriger kommer kong Olav til landet, vinder det med sine vaaben og styrer det siden, avindssyk paa andre, med fasthet og kraft, indtil et tyngdepunkt i hans væsen, en ubøielig retskjensle, med haard følgerigtighet trækker ham ned fra magten, fra arbeidet og de store planer; da utvider ulykken hans sind, ettertanken gjør ham dypere og varmere, spændingens ekstase hæver ham stundom over menneskelige evners grænser, han ender faa skridt fra helgenskrinet, — bare ikke saa høit, at han er hævet over hjælpen fra Gud, den intet jordens barn kan undvære.


__________


"Kongesagaer er skrevne her," — det var overskriften Heimskringla fik. Længe varet det ikke, før Snorre Sturlason selv blev en sagaskikkelse.

Striden paa Island gik videre efter hans død, vild og skræmmende. Sturlungerne kom til magt igjen, først gjennem Tord kakale, søn av Snorres bror Sighvat, siden — da landet var kommet under kongen og stod med fred — gjennem Sturla, søn av Snorres bror Tord. I mange aar sat Sturla Tordsson med lagmands embede i landet og bodde paa Stadarhol. Han blev en gammel mand; jævnlig mindtes han sin ungdoms Island, og da drog de forbi hans syn, mændene av Sturlungablodet og alle de andre som hadde fyldt tiden med uro og kamp og glans: Snorre og Sighvat, Sturla og Urøkja, Gudmund Areson og Kolbein unge og Gissur Torvaldsson. Og han skrev sagaen om sin tid og sin ætt, ned til Snorre Sturlasons fald.

Fotnoter

  1. Verslinje med rim mellem "skul" og "mul".
  2. "Spydmanden" og "den stasklædde".
  3. Begge navn — "Sjøkonge".
  4. Heimslns kringla = jordens kreds