Sv. Aggesen Indledning

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Svend Aagesen (/Aggesen)
Danmarks krønike

Forfatterens Indledning

Naar jeg under min møisommelige Granskning i Oldtidens Mindesmærker tidt og ofte maatte see, hvorledes de Gamles Bedrifter var beskrevet paa det allersmukkeste og vakkreste: da kunde jeg ikke andet end sukke af Hjertens Grund ved den Tanke: at vore Konger og Heltes Bedrifter skulde overantvordes til evig Glemsel. Thi da de paa ingen Maade hverken i Dyd eller Daad gave de Andre det Mindste efter: veed jeg i Sandhed ikke, hvorfor de ei skulde fortjene lige Berømmelse. Dog det Onde tager bestandig til, den gamle Verden stunder mod sin Undergang; saa vil Nogen, om end i nok saa reel en Hensigt forsøge paa at anprise Fædrenes herlige Gjerninger, da vil det dog aldrig lykkes ham at undgaae Had og Bagtalelse. Derfor var jeg længe i Beraad med mig selv, om jeg skulde tage paa mig hvad Folk sikkert vil snakke om de hele Tanker jeg har til mig selv, og ligefuldt trøstig give mig til kortelig at beskrive Kongernes Slægtforhold og Rigernes Arvefølge, uanseet at Stilen ikke blev som den skulde være; — eller om jeg ikke gjorde bedre i at lade det Hele fare? Men saa kom jeg til at tænke paa Efterkommerne, de hos hvem der i sin Tid baade vil findes skarpsindig Forstand og udbredte Kundskaber — og nu maatte jeg nødvendig ansee det for bedst at bryde Isen og lade Mageligheden blive hjemme, hellere end at Heltenes Storværker skulde blive tildækkede af Oldtidens Mørke.

Men en Beretning, for hvilken ingen rigtig Hjemmel kan stilles, har (som Martianus rigtig bemærker) altid noget Mistænkeligt ved sig; for at jeg derfor ikke skal see ud som En, der nok kunde ønske at binde Folk gamle Historier paa Ærmet, har jeg gjort mig det til Regel: i muligste Korthed ikkuns at beskrive det, som jeg ved paalidelig Efterspørgsel har været i Stand til at faae ud af gamle og bedagede Folk.

At nu Kongerne i Danmark ikke vare lige seiersæle og lige lykkelige, derom vidner i alt Fald noksom de forskjellige Tilnavne de bare — saa lige længe har jeg ikke kunnet opholde mig ved hver især, men har kun anvendt Omhu paa dem, hvis Minde stod for mig i et klart Lys, medens jeg er gledet let hen over dem, som det flyvende Rygte ikke har villet værdige sin Opmærksomhed. Thi i det Stykke har Bønder og Fyrster det eens, at medens En anspores af Dydernes Glands til Virksomhed, skaffer den Anden sig et slet Rygte ved sin Dovenskab; medens den Ene af al Magt virker til at forplante et hædret Navn, bryder den Anden sig aldrig det mindste om at han omtales ilde. Her vil altsaa først og fornemmelig blive taget Hensyn til dem, som de Gamle have anbefalet os evindelig at ihukomme.

---

Anmærkninger (1)

Martianus (S. 2). Det er vist Martianus Capella, en afrikansk Skribent fra Karthago, af hvem vi endnu have et satirisk Skrift om Mercurs Bryllup med Philologien, og nok et om de 7 Videnskaber. Det er en saare nyttig Forfatter, siger Stephanius, naar man vil have Besked om hvorledes de Gamle betragtede hver især af disse Videnskaber, og det er en Skam saaledes som de lærde Kritikere have tilladt sig at gjøre Nar ad ham for de Klassiske Skolesure. Ved Aarene 600 efter Chr. havde man saa megen Respect for Capella, at man ansaae den, der var hjemme i ham, for at være inde med det samme i alle Kunster og Videnskaber. Forresten kan man læse de Ord, Forfatteren her anfører, paa et Sted hos Martianus, hvor han omtaler Sydcirkelen paa Himmelkuglen (de circulu Antarctico). Saaledes lyder hans Ord: ”Men da vort Blik let kan vildledes, naar det skal henvendes paa slige høie og ubekjendte Gjenstande, saa gjør jeg vel bedst i at tie stille; thi en Beretning, for hvilken man ingen rigtig Hjemmel kan angive, har altid noget Mistænkeligt ved sig."

Noter:
1) Til Jevnføringerne med Saxo harjeg havt god Nytte af Stephanius. - Hvor jeg anfører Saxo er det Grundtvigs Oversættlse, jeg har havt for mig.