Uddrag af Egil Skallagrimsons saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Uddrag af Egil Skallagrimsons saga

Egils saga Skalla-Grímssonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947



Torsteins skelstrid med Steinar

(Kap. 80 ff.)


Da Steinar inddrog Torsteins jord

Borg.jpg
Ønund Sjone boede på Ånebakke, dengang Egil boede på Borg. Ønund Sjone var gift med Torgerd — datter af Bjarne den Digre på Snæfellsstrand. Hendes og Ønunds børn var Steinar og Dalla, som var gift med Øgmund Galteson og havde sønnerne Torgils og Kormak. Da Ønund blev gammel og svagsynet, afhændede han sin gård. Steinar — hans søn — overtog den da. Far og søn var meget velhavende. Steinar var meget stor og stærk, styg af udseende, krumbøjet, langbenet og med kort overkrop; han var en overmodig og heftig mand, umedgørlig, hård og meget stridbar.

Da Torstein Egilson overtog Borg, kom der straks noget mellem ham og Steinar. Syd for bækken Hafsløk ligger den mose, der hedder Staksmyr. Den var oversvømmet om vinteren, men om foråret — når isen løsnede — var dér så fin en græsgang for kvæg, at man sagde, den var så god som en høstak. Hafsløk udgjorde fra gammel tid ejendomsskellet. Om foråret gik Steinars kvæg ofte på Staksmyr, når de blev drevet ned mod Hafsløk, hvilket Torsteins huskarle var utilfredse med. Steinar var ligeglad, og sådan gik den første sommer, uden at der skete noget. Næste forår lod Steinar afgræsningen fortsætte, og Torstein henvendte sig til ham i fredsommelighed og bad Steinar om at begrænse sine husdyrs græsning til dér, hvor det hidtil var sket. Steinar sagde, at kvæget måtte gå dér, hvor det ville. Han optog det hele noget hidsigt, og han og Torstein skiftede nogle ord om sagen. Derpå lod Torstein kvæget drive ud af mosen og over Hafsløk, men da Steinar erfarede dette, fik han Grane — sin træl — til at vogte kvæget på Staksmyr, og han sad dér hver dag. Dette skete mod slutningen af sommeren. Da blev alle engstykkerne syd for Hafsløk afgræsset.

Så skete det en dag, at Torstein gik op på Borg[1] for at se sig om. Han så, hvor Steinars kvæg gik. Han gik ud i mosen. Det var sidst på dagen. Han så, at kvæget allerede var kommet langt ud i lavningen. Torstein løb igennem mosen, og da Grane så det, jog han voldsomt på kvæget, indtil de nåede malkepladsen. Torstein fulgte efter og mødte Grane ved gærdeleddet. Torstein dræbte ham dér. Det kaldtes siden for Graneled. Det er ved hjemmemarksgærdet. Torstein skubbede gærdet ned over Grane og dækkede således hans lig. Torstein gik derpå hjem til Borg, men kvinderne, der skulle til malkepladsen, fandt Grane dér, hvor han lå. Så gik de hjem til gården og fortalte Steinar, hvad der var sket. Steinar begravede ham oppe i skoven og fik en anden træl — som ikke er benævnt — til at vogte kvæget. Resten af sommeren lod Torstein som om, han ikke bemærkede afgræsningen.

Det skete, at Steinar i begyndelsen af vinteren tog ud til Snæfellsstrand, hvor han opholdt sig nogen tid. Steinar så dér en træl, der hed Trond. Han var meget stor og stærk. Steinar bød på trællen og tilbød mange penge, men trællens ejer prissatte ham til tre mark sølv og vurderede ham til dobbelt så meget som en almindelig træl. Sådan handlede de. Steinar havde Trond med sig hjem. Da de kom hjem, talte Steinar med Trond: »Nu ligger det sådan, at du skal udføre et arbejde for mig. Alle er her fordelt ved arbejdet. Nu skal du få en bestillling, som du ikke vil have mange anstrengelser af. Du skal vogte mit kvæg. Det er væsentligt for mig, at de har gode græsningsmuligheder. Jeg ønsker, at du ikke lægger vægt på andres mening end din egen, om hvor den bedste græsgang er i mosen. Jeg forstår ikke at vurdere folk, hvis ikke du fuldt ud har mod og evner til at stå dig imod hvem som helst af Torsteins huskarle.« Steinar forsynede Trond med en stor økse med en æg, der næsten var en alen lang — og den var skarp som en ragekniv. »Jeg synes ikke — Trond!« sagde Steinar, »— at du ligner én, der vil agte Torsteins godord, hvis I to mødes.« Trond svarede: »Jeg forventer ingen vanskeligheder med Torstein, men jeg forstår nok, hvilket arbejde du har tiltænkt mig. Du vover vel lidt ved at ofre mig, men jeg mener at have gode vilkår, såfremt Torstein og jeg skulle prøve hinanden.« Derpå begav Trond sig til kvægvogtningen. Han havde bemærket — selv om han ikke havde været der længe — hvor Steinar lod sit kvæg være, og Trond sad ved kvæget i Staksmyr. Da Torstein blev klar over dette, sendte han sin huskarl hen for at opsøge Trond og bad ham fortælle denne, hvor skellet gik mellem hans og Steinars jord. Da huskarlen mødte Trond, bekendtgjorde han sit ærinde og bad ham føre kvæget et andet sted hen, idet han sagde, at det var Torstein Egilsons jord, kvæget var på nu. Trond sagde: »Jeg er ligeglad med, hvem der ejer jorden. Jeg lader kvæget gå dér, hvor jeg finder græsgangen bedst.« Derefter skiltes de. Huskarlen tog hjem og fortalte Torstein trællens svar. Torstein forholdt sig rolig, mens Trond begyndte at sidde hos kvæget både dag og nat.


Drabet på Trond

En morgen stod Torstein op ved solopgang og gik op på Borg. Han så, hvor Steinars kvæg befandt sig. Derpå gik Torstein ud i mosen, til han kom til kvæget. Der findes træbevoksede fjeldskråninger ved Hafsløk, og Trond sov oppe på skråningen og havde taget sine sko af. Torstein gik op ad skråningen med en økse i hånden; den var ikke stor, og han havde ikke andre våben. Torstein stak til Trond med økseskaftet og bad ham vågne. Han sprang op med et sæt, greb sin økse med begge hænder og hævede den til hug. Han spurgte, hvad Torstein ville. »Jeg vil fortælle dig, at jeg ejer denne jord, mens I har græsgang på den ande side af bækken. Det er ikke så underligt, at du ikke kender skellene her.« Trond sagde: »Det rager ikke mig, hvem der ejer jorden. Jeg lader kvæget gå, hvor det synes bedst om.« »Det var dog mere rimeligt,« sagde Torstein, »— at det var mig snarere end Steinars trælle, der bestemte mest over min jord.« Trond sagde: »Du er en meget mindre klog mand, end jeg troede — Torstein! — siden du vil overnatte under min økse og således sætte din værdighed på spil. Det forekommmer mig, at jeg har to gange din styrke, og jeg mangler ikke modet. Jeg er også bedre bevæbnet, end du er.« Torstein sagde: »Den fare må jeg indlade mig på, hvis du ikke gør noget ved græsningen. Jeg forventer, at der er lige så stor forskel på vores lykke, som der ellers er i sagen.« Trond sagde: »Nu skal du få at se — Torstein! — hvor meget dine trusler skræmmer mig.« Derpå satte Trond sig og snørede sine sko, men Torstein hævede øksen og huggede Trond hårdt over nakken, så hovedet faldt ned på brystet. Så dyngede Torstein sten over ham og dækkede hans lig, hvorefter han gik hjem til Borg.

Den dag ventede man længe på, at Steinars kvæg skulle komme hjem, og da håbet syntes helt væk, sadlede Steinar sin hest. Han var fuldt bevæbnet. Han red sydpå til Borg, og da han kom frem, fik han nogle folk i tale. Han spurgte, hvor Torstein var. Han fik at vide, at denne var inde. Så bad Steinar om, at Torstein skulle komme ud; han sagde, at han havde et ærinde hos ham. Da Torstein hørte dette, greb han sine våben og gik ud i døren. Derpå spurgte han Steinar, hvad han ville. »Har du dræbt Trond — min træl?« sagde Steinar. »Det har jeg,« sagde Torstein, »— det behøver du ikke tillægge andre.« »Jeg ser, at du mener at have forsvaret din jord håndfast, når du nu har dræbt mine to trælle. Det anser jeg imidlertid ikke for noget storværk. Nu skal jeg give dig meget bedre vilkår, siden du vil forsvare din jord med magt, og jeg vil herefter ikke sætte andre folk til at drive kvæget, men du skal vide, at kvæget både dag og nat vil være på din jord.« »Det er sådan,« sagde Torstein, »— at jeg sidste sommer dræbte den træl, som du satte til at lade kvæget græsse på min jord, men derefter lod jeg jer have græsningen, som I ville, helt til vinter. Nu har jeg dræbt endnu en af dine trælle. Jeg gjorde det af samme grund som ved den forrige. Nu skal du have græsningen fra nu af i denne sommer, men til sommer — hvis du lader græsse på min jord og får folk til at drive dit kvæg hertil — skal jeg igen dræbe enhver af dine folk, der ledsager kvæget. Også hvis det er dig selv. Sådan skal jeg gøre hver sommer, indtil du ophører med græsningen.« Derefter red Steinar væk og hjem til Bakke, men kort tid efter red han op til Stafaholt. Der boede dengang Einar. Han var godordsmand. Steinar bad ham om støtte og tilbød ham penge. Einar sagde: »Min støtte vil kun gøre lille forskel for dig, medmindre flere ansete folk hjælper til i denne sag.« Efter det red Steinar op i Reykjardal, hvor han opsøgte Tunge-Odd og bad ham om støtte og tilbød ham penge. Odd tog imod pengene og lovede sin støtte — at han ville hjælpe Steinar med at fremme dennes sag imod Torstein. Steinar red derpå hjem.


Sagen rejses på tinget

Om foråret tog Odd og Einar sammen med Steinar ud for at stævne, og de havde en meget stor flok med sig. Steinar stævnede Torstein for trælledrabene og ansatte hvert af drabene til den mindre fredløshed[2] for sådan var loven, hvis folks trælle blev dræbt, og der ikke blev betalt trællebod inden den tredje solopgang. Men to gange mindre fredløshed skulle altid regnes som en skovgangssag.[3] Torstein stævnede ikke modsag, men kort tid efter sendte han folk sydpå til Næs. De kom til Grim på Mosfell og fortalte dér, hvad der var sket. Egil udtalte sig ikke meget om sagen, men spurgte dog i stilhed nøje til Torsteins og Steinars mellemværende og tilsvarende til de mænd, der havde hjulpet Steinar i denne sag. Derefter drog sendebudene hjem, og Torstein var tilfreds med deres færd.

Torstein Egilson drog meget mandstærk til vårtinget og ankom dér natten før de andre mænd. Han teltede sine boder ligesom de af hans tingmænd, som havde boder dér. Da de havde indrettet sig, lod Torstein sine tingmænd træde til og opføre en stor bodvæg. Derpå lod han boden telte, så den blev meget større end de andre boder, der var dér. Der var ingen folk i denne bod. Steinar red også meget mandstærk til tinget. Tunge-Odd ledte flokken og stillede med en stor menneskemængde. Einar fra Stafaholt havde også mange folk. De teltede deres boder. Der var mange folk på tinget. Folk førte deres sager. Torstein tilbød ikke forlig, men svarede de mænd, der forsøgte at mægle, at han agtede at afvente dommen og sagde, at han anså det for en lille sag, som Steinar førte om drab på sine trælle, og at Steinars trælle selv havde tilstrækkelig skyld. Steinar udbredte sig overmodigt om sin sag. Han mente at have retten på sin side og tilstrækkeligt med styrke til at fremme sagen. Han var derfor pågående i sin sag.

Den dag gik folk til tingskrænten, og folk førte deres sager. Om aftenen skulle dommerne gå ud til afsigelse af kendelser. Torstein var til stede med sin flok. Han havde mest at sige med hensyn til tingsordningen, for sådan havde det været, dengang Egil havde godordet og var leder. På begge sider var folk fuldt bevæbnede. Man så fra tinget, at en flok red op langs Kløftåen, mens det blinkede i skjoldene. De de kom til tinget, red en mand i blå kappe forrest; han havde en guldbelagt hjelm på hovedet, et guldindlagt skjold ved siden og i hånden et krogspyd, der var guldbeslået på falen. Han havde et sværd i bæltet. Det var Egil Skallagrimson, der var kommet med firs mand — alle godt bevæbnede, som om de var udrustet til kamp. Det var en udvalgt skare. Med sig havde Egil de bedste bondesønner fra Næssene sydpå — dem som han anså for bedst egnede til strid. Egil red med flokken til den bod, som Torstein havde ladet telte, og som hidtil havde stået tom. De steg af deres heste. Da Torstein så sin fars ankomst, gik han hen til ham med hele sin flok og tog godt imod ham. Egil og hans mænd lod deres rejsegods bære ind i boden og hestene drive på græs. Da dette var ordnet, gik Egil og Torstein med hele flokken op på tingskrænten og satte sig dér, hvor de plejede at sidde. Derefter rejste Egil sig og sagde højt: »Er Ønund Sjone til stede her på tingskrænten?« Ønund sagde, at det var han. »Jeg er glad for, at du er kommet — Egil! Det vil afhjælpe det, der her står i vejen for folks forlig.« »Er det efter dit råd, at Steinar — din søn — sagsøger Torstein — min søn — og har samlet en stor mængde folk med det formål at gøre Torstein fredløs?« »Jeg er ikke,« sagde Ønund, »— skyld i deres uenighed. Jeg har lagt meget vægt på og anmodet Steinar om at komme overens med Torstein, for jeg har på alle måder villet spare Torstein — din søn — for vanære på grund af det gamle venskab, der har bestået mellem os — Egil! — lige siden vi voksede op her i samme nabolag.« »Det skal snart vise sig,« sagde Egil, »— hvorvidt du siger sandheden eller er falsk, selv om jeg næppe tror, det er tilfældet. Jeg husker dengang, hvor det forekom os begge utænkeligt, at vi skulle sagsøge hinanden eller ikke kunne styre vores sønner fra at fare af sted med en sådan tåbelighed, som jeg hører, der er undervejs her. Det forekommer mig tilrådeligt, at vi to — så længe vi er i live og befinder os så tæt på deres strid — tager denne sag på os og gør en ende på den, i stedet for at lade Tunge-Odd og Einar hidse vores sønner op mod hinanden som et par kløvheste. Lad dem fremover berige sig på noget andet end sådant.« Da rejste Ønund sig og sagde: »Du har ret — Egil! — og det er upassende for os at være til stede på et ting, hvor vores sønner strides. Den skam skal aldrig overgå os at være sådanne uslinge, som ikke forliger dem. Nu ønsker jeg — Steinar! — at du giver mig denne sag i hænde og lader mig føre den, som jeg finder for godt.« »Jeg ved ikke,« sagde Steinar, »— om jeg vil opgive min sag, for jeg har allerede skaffet mig stormænds støtte. Jeg vil alene afslutte min sag på en måde, som Odd og Einar synes godt om.« Derpå talte Odd og Steinar sammen, og Odd sagde: »Jeg vil — Steinar! — give dig min støtte; jeg har lovet at hjælpe dig med at få en dom eller en afgørelse på sagen, som du er tilfreds med. Du er selv mest ansvarlig for, hvordan udfaldet på din sag bliver, hvis Egil skal dømme i den.« Da sagde Ønund: »Jeg behøver ikke lægge vægt på, hvad der kommer fra Odds tunge. Af ham har jeg hverken fået godt eller skidt, men Egil har gjort meget godt for mig, og jeg tror meget mere på ham end på andre — og det er mig, der skal bestemme her. Det gavner dig bedst ikke at have os alle imod dig. Jeg har indtil nu bestemt for os to, og sådan skal det endnu være.« »Du går hårdt til sagen — far! — men jeg tror dog, at vi ofte vil komme til at fortryde dette.« Derefter overdrog Steinar sagen til Ønund, og han skulle da fremme den eller indgå forlig, således som loven foreskrev. Så snart Ønund havde overtaget denne sag, opsøgte han far og søn — Torstein og Egil. Da sagde Ønund: »Nu ønsker jeg — Egil! — at du alene skal afgøre denne sag, sådan som du vil, for jeg anser dig for bedst til at bedømme min sag og alle andre.« Derpå tog Ønund og Torstein hinandens hænder og tog vidner på, at Egil Skallagrimson alene skulle afgøre denne sag, således som han ville, og det skulle være uomstødeligt dér på tinget — og således endte denne sag. Folk gik hjem til boderne. Torstein lod tre okser føre hen til Egils bod, hvor de blev slagtet som forråd for ham, mens han var på tinget.

Da Tunge-Odd og Steinar kom hjem til boden, sagde Odd: »Nu har du — Steinar! — og din far rådet for afslutningen på din sag. Nu regner jeg mig for løst — Steinar! — fra det løfte om støtte, som jeg gav dig, for det var aftalen imellem os, at jeg skulle hjælpe dig, sådan at du fik gennemført din sag, eller den kom til en afslutning, som passede dig — og det uanset hvordan Egils kendelse falder ud for dig.« Steinar sagde, at Odd havde hjulpet ham godt og mandigt, og at deres venskab nu skulle være meget bedre end før. »Jeg erklærer dig løst fra de løfter, du bandt dig til over for mig.« Om aftenen samledes dommerne, men der fortælles ikke noget om, at der skete noget særligt.


Egils kendelse

Dagen efter gik Egil Skallagrimson til tingskrænten sammen med Torstein og hele deres flok. Også Ønund og Steinar kom dertil. Tunge-Odd og Einar var også kommet. Da folk havde gennemført deres retssager, rejste Egil sig og sagde: »Er Ønund og Steinar — far og søn — til stede her, således at de kan høre, hvad jeg siger?« Ønund sagde, at det var de. »Så vil jeg meddele min kendelse i sagen mellem Steinar og Torstein. Jeg indleder sagen med Grim — min far — som kom her til landet og tog sig al jorden her omkring Myrar og vidt omkring. Han satte bo på Borg og forsynte det med jordtilligende, og deraf gav han jord til sine venner, således som disse herefter bosatte sig. Han gav Åne bo på Ånebakke — dér hvor Ønund og Steinar har boet indtil nu. Vi véd alle — Steinar! — hvor skellet går mellem Borg og Ånebakke. Det er Hafsløk. Det var ikke af uvidenhed — Steinar! — at du lod græsse på Torsteins jord og underlagde dig hans ejendom, mens du mente, at han skulle være så vanslægtet, at han ville finde sig i dit tyveri. For du — Steinar! — og også Ønund måtte vide, at Åne fik landet af Grim — min far. Men Torstein dræbte to af dine trælle. Nu er det indlysende for enhver, at de er faldet på deres gerninger, og at der ikke skal betales bøder for dem — ja, havde de endda været frie mænd, skulle der heller ikke betales bøder for dem. For det — Steinar! — at du mente, at du kunne berøve Torstein — min søn — hans jord, som han fik med min vilje, og som jeg arvede fra min far, skal du miste din ejendom på Ånebakke uden at få penge derfor. Det skal også følge, at du ikke må bo eller færdes her i herredet syd for Langå, og du skal være væk fra Ånebakke inden skiftedag og straks efter skiftedag være fredløs for alle mænd, der vil støtte Torstein, hvis du ikke vil drage bort eller ikke på alle måder overholder det, jeg har pålagt dig.« Egil satte sig, og Torstein tog da vidner på hans kendelse. Da sagde Ønund Sjone: »Folk vil mene — Egil! — at den kendelse du har truffet og bekendtgjort er noget ensidig. Jeg kan for min del sige, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at forhindre denne vanskelige sag, men fra nu af skal jeg ikke spare mig for at gøre det surt for Torstein.« »Jeg tror dog,« sagde Egil, »— at jeres lod vil blive jo værre, desto længere vores strid varer. Jeg mente — Ønund! — at du måtte vide, at jeg før har hævdet min ret over for sådanne mænd som dig og din søn. Og Odd og Einar, som i den grad har bidraget til sagen, har fået den ære heraf, som de fortjener.«

Torgeir Blund — Egils søstersøn — var til stede på tinget, og han havde ydet Torstein stor støtte i denne sag. Han bad da far og søn give sig noget jord ude på Myrar. Han havde hidtil boet syd for Hvidå neden for Blundssø. Egil tog det godt op og opfordrede Torstein til at lade ham tage derud. De lod Torgeir slå sig ned på Ånebakke, mens Steinar flyttede sin husholdning over Langå og slog sig ned ved Leirulæk. Egil red sydpå og hjem til Næs, og far og søn skiltes i venskabelighed. — —


Noter:

  1. Fjeldet, hvorunder gården Borg ligger.
  2. ɔ: tre års landsforvisning.
  3. ɔ: fuld fredløshed.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.