Egils Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Egils Saga

eller fortælling om

Egil Skallagrimsson


Efter det Islandske Grundskrift ved N. M. Petersen


4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson

Versene ved Olaf Hansen


Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Kjøbenhavn 1923


1-2. Om Bonden Kveldulf og hans Sønner

I Landskabet Fjordene i Norge levede der en Mand ved Navn Ulf, som paa mødrene Side nedstammede fra Keltil Høng i Hrafnista (1). Ulf var en stor og stærk Mand, der i denne Henseende søgte sin Lige. Sin Ungdom havde han tilbragt i Viking og Hærtog, i Selskab med Kaare fra Berdla (2), en ætstor Mand, øvet i alle Idrætter, modig og dertil en Bersærk. Disse to var de bedste Venner og delte alt med hinanden. Da de nu kom hjem fra deres Hærtog, drog Kaare til sin Gaard paa Berdla; han besad megen Rigdom. Hans to Sønner hed Eyvind Lambe og Ølver Hnufa, hans Datter Salbjørg, en smuk og daadskraftig Kvinde; hun blev gift med Ulf, der nu ogsaa tog hjem til sine Gaarde. Han var rig baade paa Jordegods og paa Løsøre; han fik samme Lensmandsret som hans Forfædre i lang Tid havde haft, og blev en Mand af Indflydelse. Han var en god Avlsbruger og havde for Skik at rejse sig tidlig hver Morgen og at gaa omkring for at se hvad Folk og hans Smede (3) tog sig for, og at se til Kvæget og Marken, men stundom var han ogsaa i Samtale med Mænd, der tyede til ham for at indhente hans Raad; thi han var en meget klog Mand og kunde give gode Raad i alle Sager. Hver Dag derimod, naar det led mod Aften, blev han saa folkesky, at man ikke kunde tale med ham; tidlig paa Kvelden gik han til Sengs. Man mente endogsaa at han var hamram (det vil sige, at han kunde skifte Ham eller Skikkelse og faa en anden Natur, end sin egen). Deraf fik han Navnet Kveldulf (Aftenulf). Med sin Kone havde han to Sønner; den ældste hed Thorolf, den yngste Grim. Da disse nu voksede til, blev de begge store og stærke, som deres Fader var; Thorolf var smuk og rask at se til, munter og opvakt ligesom sine mødrene Frænder, hurtig og ivrig i alt, hvad han foretog sig, og alle elskede ham. Grim derimod var sort og styg, og lignede sin Fader baade af Aasyn og Sind; men han blev en god Avlsbruger, en dygtig Arbejder i Træ og Jærn, en udmærket Smed; om Vinteren drog han ogsaa med mange Huskarle paa en Skude ud paa Sildefangst.

Da Thorolf var bleven en Snes Aar gammel, gjorde han sig rede til at drage paa Hærtog; Faderen Kveldulf forsynede ham med et Langskib; og Berdlakaares Sønner Eyvind og Ølver sluttede sig til ham; de havde ogsaa et Langskib og mange Folk. Om Sommeren drog de nu i Viking, vandt sig Gods, og gjorde godt Bytte; saaledes laa de flere Somre i Viking, men var om Vinteren hjemme hos deres Fædre. Thorolf bragte mange Kostbarheder hjem med sig, til sin Fader og Moder; der var nemlig den Gang god Lejlighed til baade at skaffe sig Gods og at indlægge sig Ære. Kveldulf var da allerede en Mand til Aars, men hans Sønner i deres bedste Alder.

Ødbjørn hed da Kongen over Fjordene, han havde en Jarl, der hed Hroald, og denne en Søn, der hed Thore. Dengang var Atle Jarl paa Gaule (4). Han havde 3 Sønner og Datteren Solveig den Fagre. Engang, da der paa Gaule holdtes et stort Blot eller Offer om Høsten, saa Ølver der Solveig den Fagre, og han blev saa indtaget i hende, at han bejlede til hende; men Faderen fandt, at han ikke var fornem nok, og sagde nej. Da gav Ølver sig til at digte Elskovssange, og saa dybt et Indtryk havde Solveig gjort paa ham, at han tabte sin Lyst til Hærtog. Fra den Tid drog Thorolf og Eyvind Lambe alene i Viking.


3-5. Kong Harald Haarfager sender Bud til Kveldulf

Paa denne Tid havde Halfdan Svartes Søn Harald arvet Riget efter sin Fader, og aflagt det Løfte, at han ikke vilde lade sit Haar skære eller kæmme, førend han var bleven Enevoldsherre over Norge. Til den Ende drog han med en Hær gennem Landet, stred med Kongerne og overvandt dem, hvorom der gives en lang Fortælling. Fra Oplandene drog han til Trondhjem og Nummedalen og Helgeland, og undertvang dern. Derpaa vendte han sig mod Mørerne, hvis Konger søgte Hjælp hos Ødbjørn, Kongen over Fjordene, der ogsaa besluttede at samle en Hær, og forene sig med dem. Han lod da Budstikken (5) gaa om og sendte, blandt andre, ogsaa Bud til Kveldulf, at han skulde komme til Kongen med alle sine Huskarle. Men Kveldulf svarede: »Kongen vil sagtens finde, at det er min Skyldighed, at drage med ham, naar han skal værge sit eget Land, og der bliver hærget paa Fjordfylke, men jeg finder mig slet ikke forpligtet til at drage nord paa til Møre, for at stride dér, og at værge deres Land. Forkynd derfor Eders Konge, den Stund I træffer ham, at Kveldulf bliver siddende hjemme under dette Hærtog, og samler ingen Krigsfolk, og forlader ikke sit Hjem for at stride mod Harald Haarfager, thi jeg tror, at han har en hel Dragtfuld Lykke, naar vor Konge ikke har saa meget som en Haandfuld«. Sendebudene drog da hjem til Kongen, og meldte ham Udfaldet af deres Ærinde; og Kveldulf blev siddende hjemme paa sine Gaarde.

Kong Ødbjørn drog da med de Folk, han kunde faa, til Møre, og forenede sig med Kong Arnvid og Sølve Klove. Men Kong Harald Haarfager var ogsaa kommen med sin Hær; og de holdt et Slag inden for Øen Solskel, i hvilket Kong Ødbjørn og Arnvid faldt, men Sølve Klove undkom, og blev siden en stor Viking. Kong Harald bemægtigede sig begge Mørerne og satte Rognvald til Jarl over dem og Romsdalen. Den samme Høst gjorde Atles Sønner et Tog mod Ølver og vilde tage ham af Dage, men han undflyede og kom til Kong Harald, da han var paa Møre, hvor han gik ham tilhaande (6); derfra fulgte han siden med Kongen til Trondhjem, vandt i høj Grad hans Gunst, og blev hans Skjald. Berdlakaare drog ligeledes til Trondhjem og blev Haralds Mand.

Kong Harald, der saaledes efterhaanden tilegnede sig Fylkerne nord for Sognefjorden, gav nøje Agt paa Lensmændene og de mægtige Bønder; og hver Gang han havde nogen Grund til at vente, at en eller anden vilde stræbe efter at faa sin tidligere Magt, tvang han ham til enten at give sig i hans Tjeneste eller at forlade Landet. Og hvis ikke, da maatte de friste endnu haardere Kaar; thi nogle maatte lade Livet, andre lod han lemlæste paa Hænder og Fødder. I alle Fylker tilegnede han sig al Odel og alt Land, hvad enten det var bebygget eller ikke; dertil Havet og Søerne. Alle Bønder maatte være hans Lejlændinge; alle de som opryddede Skovene, alle der virkede Salt, de der levede af Jagt paa Landet, og af Fiskeri i Søen, alle maatte betale ham Skat og Skyld. For denne Trældoms Skyld forlod mange Landet, og nedsatte sig i Jæmteland og Helsingeland, i Vesterlandene, paa Syderøerne, i Skotland, paa Hjaltland (7), paa Irland, i Normandiet i Valland (8), og paa Færøerne. Og paa den Tid opdagedes Island.

Da Kong Harald laa med sin Hær i Fjordene, sendte han Bud omkring i Landet til de Mænd, som ikke af sig selv var kommet til ham, og som han dog vilde tale med. Kongens Sendebud kom da ogsaa til Kveldulf, og frembar deres Ærinde, at det var Kongens Vilje, at Kveldulf skulde komme til ham. »Han har hørt«, sagde de, »at du er en gæv Mand og af stor Slægt; du vil snart komme i stor Anseelse hos ham, thi der ligger ham Magt paa at have Mænd omkring sig, der udmærker sig ved Styrke og Mod«. Kveldulf svarede, at han nu var en gammel Mand, saa han var ikke synderlig skikket til at ligge ude paa Krigsskibe. »Jeg vil derfor«, sagde han, »blive hjemme og ikke give mig i nogen Konges Tjeneste«. Sendemændene svarede da: »Saa lad din Søn drage til Kongen; det er en stor, velvoksen Mand«; og idet han vendte sig til Kveldulfs Søn Grim, vedblev han: »Kongen vil gøre dig til Lensmand, hvis du vil tjene ham«. »Nej«, svarede Grim, »saalænge min Fader lever, vil jeg ikke være Lensmand; thi saa længe skal han blive ved at være min Herre«. Sendemændene drog nu tilbage til Kongen, og fortalte ham, hvad Kveldulf havde svaret. Kongen blev meget stødt derover, og ytrede i nogle Ord, at det var storladne Folk, og hvad de da tænkte paa? Ølver Hnufa stod i Nærheden, og bad Kongen ikke være vred. »Jeg vil drage afsted til Kveldulf«, sagde han, »og naar han hører, det er Eder saa meget om at gøre, vil han nok komme til Eder«. Ølver drog ogsaa virkelig til Kveldulf, og sagde ham, at Kongen var vred, og at det ikke vilde gaa godt, med mindre enten han selv eller en af hans Sønner tog til Kongen. Han forestillede ham, at han havde megen Forfremmelse at vente, naar de stillede Kongen tilfreds, og fortalte ham en hel Del om, hvor god en Mand Kongen var, hvilket ogsaa var sandt, mod sine Tjenere, baade med Hensyn til Penge og til Ære. Men Kveldulf svarede, at det bares ham saa for, at hverken han eller hans Søn vilde have Lykken med sig hos denne Konge, og afslog ganske at drage til ham. »Men«, vedblev han, »hvis Thorolf kommer hjem i Sommer, saa har man ikke nødig at bede ham længe om at foretage sig denne Færd, og han vil heller ikke undslaa sig for at blive Kongens Mand. Sig til Kongen, at jeg vil være hans Ven, og formaa alle dertil, som bryder sig noget om mine Ord; jeg vil ogsaa, hvis Kongen saa finder for godt, forestaa Landets Styrelse og alle Ombud paa hans Vegne, som under den forrige Konge; og saa vil det vise sig, hvorledes jeg kan komme ud af det med Kongen!« Ølver vendte nu tilbage til Kongen, og sagde ham, at Kveldulf vilde sende ham en af sine Sønner, men at den, som var bedst skikket dertil, for Tiden ikke var hjemme. Kongen lod det være dermed, drog om Sommeren til Sogn, og ud paa Høsten til Trondhjem.


6. Kveldulfs og Thorolfs Samtale

Thorolf Kveldulfsen og Eyvind Lambe kom om Høsten hjem fra deres Vikingetog. Thorolf tog hjem til sin Fader, og de gav sig i Samtale med hinanden. Thorolf spurgte da, hvad Ærinde de Mænd havde haft, som Kong Harald havde sendt did. Kveldulf sagde ham, at Kongen havde sendt Bud, at han selv (Kveldulf) eller en af hans Sønner skulde blive Kongens Mand. »Hvad svarede du dertil?« sagde Thorolf. »Jeg svarede«, sagde Kveldulf, »som min Mening var, at jeg aldrig vilde blive Kong Haralds Mand, og det skulde hverken du eller din Broder, naar det stod til mig; thi jeg tror aldrig der vil times os andet af denne Konge end Ulykke og Død.« »Da er det noget helt andet, hvad der er min Mening,« sagde Thorolf; »thi jeg mener at jeg har megen Hæder at vente af ham; og det er min faste Beslutning at drage til Kongen og blive hans Mand; jeg har hørt for vist, at hans Hird bestaar af lutter udmærkede Kæmper; det synes mig meget attraaværdigt, at komme i deres Følge, hvis de vil tage imod mig; de er langt anderledes stillede, end nogen anden her i Landet; og om Kongen selv har jeg ladet mig sige, at han er særdeles gavmild mod sine Mænd, og sparer heller ikke paa at forfremme dem til Ære og Magt, som han finder skikkede dertil. Derimod hører jeg om alle dem, der vender ham Ryggen og ikke vil søge Venskab med ham, at det gaar tilbage for dem, saa at somme maa flygte bort fra Landet, somme bliver Lejesvende. Det tykkes mig underligt, Fader, at du, der er saa klog en Mand og saa ærgerrig, ikke med Tak vilde modtage den Hæder, som blev tilbudt dig af Kongen. Men hvis du mener at kunne forudse, at vi har Ulykke at vente af denne Konge, og at han vil blive vor Uven, hvorfor drog du da ikke til Kamp imod ham med den Konge, som du allerede var haandgangen? Usømmeligst synes det mig, hverken at ville være hans Ven eller hans Uven.« »Udfaldet sandede,« sagde Kveldulf, »hvad jeg anede, at de, der kæmpede mod Harald Haarfager nord paa Møre, gik ingen Sejer i Møde; men lige saa vist er det, at Kong Harald vil blive mine Frænder til stor Skade. Men jeg ser, Thorolf, at du vil raade for dine egne Handlinger; og jeg frygter ikke for, at du jo blandt Kongens Hirdmænd vil hævde din Plads og i alle Mandsprøver staa ved Siden af de fremmeste; vogt dig imidlertid for, at overskride Maal og Maade, og at kappes med dine Overmænd; men jeg frygter for, at du vil gøre det modsatte.« Da Thorolf nu drog bort, fulgte Kveldulf ham ned til Skibet, omfavnede ham og sagde ham Farvel, og ønskede, at de maatte ses igen med Helsen.


7. Om Bjørgolf og Hilderides Sønner

Paa Gaarden Torgar (9) i Helgeland boede der en mægtig og rig Lensmand ved Navn Bjørgolf; han var halv en Bjærgrise (10) i Styrke, Vækst og Byrd; nu havde han mistet sin Kone, var selv en gammel Mand og havde overgivet Styrelsen af alt sit Gods til sin Søn Brynjolf, der blev gift med Helga, en Datter af Ketil Høng fra Hrafnista. Deres Søn Baard vokste op til en smuk og dygtig Mand. En Høst holdtes der et talrigt Gilde, hvor Bjørgolf og hans Søn var de fornemste blandt de tilstedeværende. Blandt andre var der ogsaa en Mand ved Navn Høgne, der havde en Gaard paa Øen Leka; han var meget rig, anselig og klog, men af ringe Herkomst, og havde hjulpet sig selv frem. Han havde en meget smuk Datter, Hilderide. Om Aftenen kastede man Lod, for efter gammel Skik og Brug at sidde Tvimenning (11); og Lodden faldt saa, at Hilderide skulde sidde hos Bjørgolf. De talte meget med hinanden, og Møens Skønhed gjorde Indtryk paa den gamle Bjørgolf. Samme Høst tog han paa sin med tredive Mand besatte Skude ind til Leka; ti Mand lod han blive tilbage ved Skibet, med de andre tyve gik han op til Gaarden. Høgne tog gæstfrit imod ham, og førte ham ind i Stuen. Da de nu havde lagt deres Kapper og Rejsetøj, lod Høgne en Bolle (12) bære ind med Mungaat; og Hilderide bar Øllet om. Bjørgolf kaldte Høgne Bonde til sig og sagde: »Det er mit Ærinde hid, at jeg vil have din Datter hjem med mig; og jeg vil nu holde Løsebryllup (13) med hende.« Høgne, der ikke saa sig i Stand til at gøre Modstand, maatte føje sig i hans Vilje; hvorpaa Bjørgolf købte hende for en Øre Guld, gik i Seng med hende, og tog hende hjem med sig til Torgar. Han avlede to Sønner med hende, Haarek og Rørek, hvilke herefter kaldes Hilderides Sønner. Brynjolf, der ikke havde syntes om dette Giftermaal, lod straks efter Bjørgolfs Død Hilderide drage bort med hendes Sønner, som han ikke gjorde meget af, og heller ikke lod tage Arv efter deres Fader. Hilderide tog hjem til Leka til sin Fader, og hendes Sønner blev opfødte der. De blev smukke, men var smaa af Vækst, samt kløgtige som deres Moders Frænder. Hilderide og hendes Sønner tog Arv efter Høgne, og blev boende der paa Leka, og var hovedrige Folk. Baard Brynjolfsen og Hilderides Sønner var næsten jævnaldrende. Brynjolf og Bjørgolf havde i lang Tid foretaget Rejser til Finmarken og inddrevet Finneskatten paa Kongens Vegne (14).

Nord paa Helgeland i Fjorden Vefsner ligger Øen Alost med Gaarden Sandnæs. Her boede Lensmanden Sigurd, den rigeste Mand der nordpaa, og en forstandig Mand. Hans Datter Sigrid, der var hans eneste Barn og Arving, holdtes for det bedste Parti i Helgeland. Baard Brynjolfsen gik paa en Skude med tredive Mand, og sejlede til Sandnæs for at bejle til hende. Han blev vel modtaget, fik Løfte paa Møen, og der gjordes Aftale, at han næste Sommer skulde komme igen for at holde Bryllup.


8. Om Baard og Thorolf

Den samme Sommer havde Kong Harald sendt Bud til de mægtige Bønder paa Helgeland og stævnet dem til sig, der endnu ikke havde indfundet sig hos ham. Brynjolf og hans Søn Baard var straks villige til denne Rejse; de drog om Høsten til Trondhjem, og traf Kongen, der modtog dem med Glæde, og gjorde Brynjolf til Lensmand. Kongen gav ham større Forleninger, end han før havde haft, og desuden Finnefærden og Kongens Syssel paa Fjældet, samt Handelen med Finnerne. Brynjolf vendte saa hjem til sine Gaarde, men Baard blev tilbage og blev Kongens Hirdmand. Af alle Hirdmændene gjorde Kong Harald mest af sine Skjalde; de indtog det andet Højsæde i Hallen. Inderst eller øverst af dem sad Ødun Ildskælde (15), som var den ældste af dem og havde været Skjald hos Kong Haralds Fader, Halfdan Svarte; næst ham sad Thorbjørn Hornklove; saa Ølver Hnufa; næst ved ham blev der anvist Plads til Baard, som nu kaldtes Baard den Hvide eller Baard den Stærke og var afholdt af alle; men især indgik han Venskab med Ølver Hnufa.

Den samme Høst kom Thorolf Kveldulfsen og Berdlakaares Søn Eyvind Lambe til Kong Harald; de havde en bemandet tyvesædig Snekke, som de havde haft paa deres Vikingetog. Der blev anvist dem og deres Følge Ophold i Gæstehuset, hvor de biede indtil det var deres Tid at gaa til Kongen; og da fulgte Berdlakaare og Ølver Hnufa med dem. Da de havde hilst Kongen, sagde Ølver Hnufa: »Her er nu Kveldulfs Søn, som jeg sagde Eder i Sommer, at Kveldulf vilde sende til Eder; I ser, at han holder sit Løfte, og I har nu Syn for Sagn paa, at han vil være Eders fuldkomne Ven, eftersom han har sendt sin Søn hid i Eders Tjeneste, saa drabelig en Mand, som I selv kan se. Det er Kveldulfs og alle vores Bøn, at I vil tage med Hæder mod Thorolf og gøre ham til en stor Mand hos Eder.« Kongen svarede venlig, og lovede at opfylde deres Bøn, hvis Thorolf skikkede sig saa vel, som han saa mandig ud. Derpaa blev Thorolf Kongens haandgangne Mand og gik ind under Hirdloven (16). Men Berdlakaare og hans Søn Eyvind Lambe sejlede med Skibet, som de var komne paa, hjem til deres Gaard. Thorolf blev hos Kongen, der gav ham Sæde mellem Ølver Hnufa og Baard, og de indgik snart Venskab med hverandre; men især fandt man, at Thorolf og Baard lignede hinanden i smukt Udseende, Vækst, Styrke og alle Idrætter. Begge nød de i høj Grad Kongens Gunst.

Men da Vinteren var til Ende og Sommeren kom, bad Baard Kongen om Orlov at drage hen at holde Bryllup efter den skete Aftale; hvilket Kongen heller ikke nægtede ham. Og da han nu havde faaet Orlov, bad han Thorolf drage med sig; han sagde, som sandt var, at Thorolf der nord paa vilde finde mange af sine gæve Frænder, som han vel ikke før havde set eller lært at kende. Thorolf fik da ogsaa Lyst til at rejse, og de drog, med Kongens Orlov, paa et godt Skib og med et passende Følge til Torgar, hvorfra de sendte Bud til Sigurd, for at lade ham vide, at Baard nu var kommen for at opfylde den Aftale, der var sket forrige Sommer. Sigurd svarede, at han vilde holde alt hvad de havde berammet; hvorpaa der blev gjort Aftale om Bryllupsstævnet, og Baard skulde med sine Frænder komme nord paa til Sandnæs. Da Tiden kom, drog Brynjolf og Baard derhen med mange Stormænd, deres Frænder og Paarørende. Det gik, som Baard havde sagt, at Thorolf fandt der mange af sine Slægtninge, som han ikke havde kendt før. De rejste, til de kom til Sandnæs, hvor der holdtes et stadseligt Bryllupsgilde, og da det var forbi, drog Baard hjem med sin Kone, og blev hjemme om Sommeren tilligemed Thorolf. Men om Høsten efter tog de til Kongen og var hos ham den næste Vinter. Denne Vinter døde Brynjolf; og da Baard nu fik at vide, at Arven var tilfaldet ham, bad han Kongen om Hjemlov, hvilken han fik. Men forinden gjorde Kongen Baard til Lensmand, saaledes som hans Fader havde været, og gav ham alle de Forleninger, Brynjolf havde haft. Baard drog hjem til sine Gaarde og blev snart en stor Høvding; men Hilderides Sønner fik slet ikke noget af Arven, ligesaa lidet denne Gang som før. Baard avlede med sin Kone en Søn, der hed Grim. Thorolf blev hos Kongen og levede der i megen Anseelse.


9. Slaget i Hafursfjord

Kong Harald udbød stor Leding, samlede en Flaade, og stævnede Folk til sig vide om fra Landskaberne. Han sejlede fra Trondhjem syd paa, thi han havde hørt, at en stor Hær havde samlet sig fra Agde, Rogeland og Hordeland, at man stævnede Folk sammen baade fra de indre Dele af Landet og fra Vigen, og at mange Stormænd havde forenet sig for at værge Landet mod Kong Harald. Denne sejlede nu, som sagt, med en stor Hær og Flaade imod dem; han havde selv et stort Skib, som hans Hird var om Bord paa; i Stavnen vare Thorolf Kveldulfsen og Baard den Hvide, saml Berdlakaares Sønner, Ølver Hnufa og Eyvind Lambe. Men Kongens tolv Bersærker (17) var i den Del af Skibet, som kaldes Saksen (18). De fjendtlige Flaader mødte hinanden i Hafursfjorden i Rogeland; og der holdtes det største Slag, som Kong Harald havde slaaet. Der skete paa begge Sider et stort Mandefald. Kongen lagde sit Skib forrest i Slaget, og der gik det varmest til; men Enden blev, at Kongen vandt Sejer, og af hans Modstandere faldt Kongen af Agde, Thorer Langhage, men Kjøtve den Rige flyede, samt hele hans Hær, paa dem nær, der efter Slaget gik Kongen tilhaande. Da man eftersaa Kong Haralds Hær, var en stor Del faldne og mange saarede. Thorolf havde fået mange Saar, men Baard endnu flere; og blandt alle dem, der var paa Kongens Skib foran Masten, var ikke en eneste uden Saar, undtagen dem, som Jærn ikke kunde bide paa, nemlig Bersærkerne. Kongen lod nu de saarede forbinde, og takkede sine Mænd for deres Tapperhed; han uddelte Gaver og Ros, efter som de havde fortjent, og lovede dem Forfremmelse; særlig nævnede han Skibsstyrerne, dernæst sine Stavnboer og de andre, som havde kæmpet i Skibsstavnene. Dette var det sidste Slag, Kong Harald holdt indenlands; efter det fandt han ingen videre Modstand, men bemægtigede sig hele Landet. Kongen lod nu dem forbinde, som var komne derfra med Livet, men de døde begrave efter den Tids Skik. Thorolf og Baard laa syge af deres Saar; den førstes lægedes Dag for Dag, men Baards fandtes dødelige. Da lod han Kongen kalde til sig, og sagde: »Hvis jeg skulde dø af disse mine Saar, saa beder jeg Eder, at jeg selv maa raade for min Arv«. Og da Kongen havde tilstaaet ham det, vedblev han: »Hele min Arv vil jeg give til min Ven og Frænde Thorolf, baade Jordegods og Løsøre; og ham vil jeg ogsaa give min Kone og min Søn til Opfostring, thi blandt alle Mennesker har jeg heri den bedste Tro til ham«. Og denne Sag bekræftede han paa lovlig Maade med Kongens Tilladelse. Baard døde, og blev hæderlig begravet; hans Død var til stor Sorg for mange. Thorolf kom sig af sine Saar, fulgte med Kongen hele Sommeren, og indlagde sig megen Hæder. Da Kongen om Høsten drog til Trondhjem, bad Thorolf om at maatte tage til Helgeland, for at se til de Gaver, han om Sommeren havde faaet af sin Frænde Baard. Kongen gav ham ikke blot Lov dertil, men lod følge Budskab og Jærtegn (19), at Thorolf skulde have alt hvad Baard havde givet ham, at Gaven var sket med Kongens Tilladelse og efter hans Vilje. Tillige gjorde Kongen Thorolf til Lensmand, saa at han fik alle Baards forrige Forleninger, samt Finnefærden paa de selvsamme Vilkaar som Baard; desuden gav han ham et godt Langskib med alt Tilbehør og hvad han ellers behøvede til Rejsen. De skiltes dernæst i bedste Forstaaelse. Da Thorolf nu kom til Torgar, blev han vel modtaget. Han fortalte da Baards Død, samt hvorledes denne havde givet ham Land og Løsøre og sin efterladte Hustru; bekendtgjorde Kongens Budskab, og fremviste hans Jærtegn. Men da Sigrid hørte denne Tidende, sørgede hun meget over sin Mand; Thorolf kendte hun allerede, og vidste han var en dygtig Mand, saa der var ikke noget at udsætte paa Giftermaalet; desuden var det jo Kongens Bud; hun og hendes Venner fandt det derfor raadeligst, at hun trolovede sig med Thorolf, hvis hendes Fader ikke havde noget derimod. Thorolf overtog da Styrelsen af Godset, saavel som Kongens Syssel; og drog saa hjemmefra paa et Langskib med en tresindstyve Mand. En Aften lagde han til Havn paa Alost ved Sandnæs, og drog, efter at Skibet var tjældet (20) og bragt i Orden, med tyve Mand op til Gaarden. Sigurd modtog ham vel, og bad ham tage til Takke hos sig, thi siden Sigurd og Baard var komne i Svogerskab sammen, havde han og Thorolf stiftet nøje Bekendtskab med hinanden. Thorolf gik nu ind i Stuen med sine Mænd, for at blive der Natten over. Sigurd satte sig hen at tale med Thorolf, og spurgte om Tidende. Thorolf fortalte hvad vi allerede ved, om Slaget, om Baards Død og Gave, om Kongens Bud, og fremviste hans Jærtegn; hvorefter han bejlede til Sigurds Datter Sigrid. Sigurd optog det vel, og sagde, at adskillige Ting talte derfor; for det første, at Kongen vilde have det, dernæst at Baard havde bedet ham derom, og endelig, at Thorolf var ham vel bekendt, og han troede, at hans Datter vilde blive vel gift. Saaledes var han da straks villit til at give sit Bifald; Trolovelsen sluttedes, og det blev bestemt, at Brylluppet skulde staa i Torgar om Høsten. Thorolf drog saa med sit Følge hjem til sin Gaard, og gjorde Anstalter til et stort Gilde. Han indbød en stor Mængde, især sine mange gæve Frænder. Sigurd kom ogsaa nord fra paa et stort Langskib og med udvalgte Mænd. Gildet var meget talrigt. Det viste sig snart, at Thorolf havde meget, og heller ikke sparede derpaa; som en Stormand havde han et stort Følge omkring sig. Der gik meget med, men Aaret var godt og Levnedsmidler at faa i Overflod. Om Vinteren døde Sigurd paa Sandnæs, saa at Thorolf nu ogsaa fik al Arven efter ham, som var meget betydelig. Hilderides Sønner drog til Thorolf, og gjorde deres formentlige Ret gældende, nemlig til Arv efter deres Fader Bjørgolf. Thorolf svarede dem: »Baade Brynjolf og endnu mere Baard var mig vel bekendte som Dannemænd, der af Arven efter Bjørgolf vilde have tilstaaet Eder, hvad der tilkom Eder med Rette. Jeg stod ikke langt derfra, da I gjorde den samme Fordring til Baard, og jeg hørte, hvad han svarede Eder, at han ikke fandt den grundet, thi han kaldte Eder Frillesønner«. Haarek svarede, at de vilde skaffe Vidner paa, at deres Moder var købt med Mund. (21) »Det er sandt«, vedblev han, »at vi i Begyndelsen ikke drev paa denne Sag hos vor Broder Brynjolf, saa nær beslægtede som vi var; af Baard derimod ventede vi al sømmelig Ret, men han døde jo saa tidlig. Men nu er denne Arv gaaet over til Mænd, der er os vildfremmede, og derfor kan vi ikke længer tie til vort Tab; men maaske det ogsaa nu vil gaa mere efter Magt, end efter Ret, hvis du ikke engang vil høre vore Vidner, som vi vil føre paa, at vi er ægtebaarne«. Thorolf svarede vredt: »Det er saa langt fra, at jeg holder Eder for arvbaarne, at jeg meget mere har hørt, at Eders Moder blev ægtet med Vold og som hærtagen (22) ført hjem«. Og dermed endte deres Samtale.


10. Thorolf Finnefærd

Om Vinteren foretog Thorolf sig en Rejse op paa Fjældet (23) med et stort Følge, nemlig omtrent halvfemsindstyve Mand. Forhen plejede Sysselmændene ikke at have mere end tredive Mand med sig, stundom endnu færre. Han havde mange Handelsvarer med, holdt straks Møde med Finnerne, tog Skat af dem og holdt Købstævne med dem; alting gik af i Mindelighed og Venskab, dog ikke helt uden Frygt fra Finnernes Side. Thorolf drog rundt om i Finmarken. Da han tyede øster over Fjældet, spurgte han, at Kylfingerne (24) var komne østen fra, og drog frem, tildels for at handle med Finnerne, men somme Steder ogsaa for at rane. Han lod derfor nogle Finner spejde efter deres Færd, satte efter dem, og traf i en Finnebygd tredive Mand, som han alle dræbte; paa et andet Sted fandt han femten eller tyve sammen; idet hele dræbte han omtrent hundrede (25) Mand, og fik en utrolig Mængde Gods. Om Vaaren vendte han tilbage til sin Gaard paa Sandnæs. Nogen Tid efter lod han sig bygge et Langskib med Dragehoved, og lod det smykke saa herligt som muligt. Han lagde megen Vind paa alle Haande Fangst, hvortil der var Lejlighed i Helgeland, af Sild, Stokfisk, Sælhunde og Fugleæg. Han havde aldrig færre end hundrede frigivne hjemme hos sig, var altid gavmild, og holdt Venskab med alle Stormændene der omkring. Han blev saaledes en mægtig Mand. Paa prægtige Skibe og skønne Vaaben lagde han megen Vind.


11. Gæstebudet hos Thorolf

Kong Harald drog den Sommer til Helgeland og blev alle Vegne modtaget med Gæstebud, dels paa sine egne Gaarde dels hos Lensmændene og de mægtige Bønder. Thorolf stod da heller ikke her tilbage, men da det var fastslaaet, naar Kongen skulde komme, sparede han ikke paa noget for at modtage ham med et stort Gilde, og indbød de mest udvalgte Mænd, der var at faa. Kongen kom med henved tre hundrede Mand, og hos Thorolf var der fem hundrede. Saa mange kunde ingen Stue rumme, hvorfor Thorolf lod indrette en stor Kornlade til Drikkehal. Han lod Bænke stille langs Væggene, og rundt om i Huset var der ophængt Skjolde. Kongen satte sig i Højsædet, og da alle havde taget Sæde fra øverst til nederst, saa han omkring sig og blev ganske rød i Hovedet, men sagde intet; man kunde nok mærke, at han var vred (26). Gæstebudet var særdeles prægtigt, og alle Levnedsmidler var af bedste Slags. Men Kongen var temmelig uglad. Da han nu havde været der de tre bestemte Nætter, og Dagen kom, da han skulde drage bort, gik Thorolf til ham og bad ham følge med ned til Stranden. Kongen gjorde det. Der ved Landet laa den Drage (27), som Thorolf havde ladet bygge, med Tjælding og alt andet Tilbehør. Dette Skib gav Thorolf Kongen, og bad ham betragte Gildet efter dets Hensigt, at han havde bedet saa mange Gildesmænd, var alene sket til Hæder for Kongen, og ikke for at kappes med ham. Kongen syntes vel om disse Thorolfs Ord, og blev igen mild og munter; mange af de tilstedeværende lagde ogsaa et godt Ord imellem og sagde, som sandt var, at Gildet var særdeles hæderfuldt, Afskedsgaven prægtig, og at saadanne Mænd var en Styrke for Kongen. De skiltes da ad i bedste Forstaaelse. Kongen drog længere nord paa, som han havde bestemt, men ud paa Sommeren drog han igen syd paa, og tog til Gilder, som var beredte for ham.


12. Hilderides Sønner

Hilderides Sønner drog til Kongen og bad ham til et tre Dages Gilde. Han bestemte, naar han vilde komme, men fandt ikke mange samlede, skønt Gildet for Resten løb vel af, og Kongen var ret munter. Haarek gav sig da i Tale med Kongen og spurgte, hvor han havde taget ind om Sommeren; Kongen fortalte om sin Færd og ytrede sin Tilfredshed med den Modtagelse han havde nydt overalt, da hver havde gjort sit bedste. »I Torgar«, sagde Haarek, »skal der have været saa mange samlede som ingen anden Steds!« Dertil sagde Kongen ja. »Det var hvad man kunde vente«, vedblev Haarek, »thi til det Gilde var der gjort store Anstalter; og storligen, Konge, maa I takke Eders Lykke, at det gik, som det gik, saa I ikke kom i Livsfare; men hvem ved ikke, at I baade er en klog Mand og en Lykkens Yndling; thi at alt ikke var, som det skulde være, det anede du jo straks, da du saa den store Mængde Folk, der var draget sammen, og man har fortalt mig, hvorledes du lod alle dine Mænd være fuldvæbnede og holde Vagt baade Nat og Dag.« Kongen saa paa ham og sagde: »Hvi siger du sligt Haarek, og hvad kender du mere dertil?« »Maa jeg have Lov, Konge, frit at sige min Mening?« spurgte Haarek. »Tal«, svarede Kongen. »I vilde ikke«, vedblev Haarek, »synes vel om, hvis I, Herre Konge, hørte hver Mands Ord, hvad de saaledes taler hjemme hos sig, hver efter sit Sind, om den Trældom, hvori I holder alle Landets Indbyggere; men vist er det, at der ikke mangler Almuen andet til at rejse sig imod Eder, end Djærvhed og en Anfører. Hvad nu saadanne Mænd som Thorolf angaar, da er det ikke underligt, at han anser sig for ypperligere end alle andre; ham skorter hverken Styrke eller tækkeligt Udvortes, han har en Hird omkring sig, som en Konge, og har Rigdom nok, om han end ikke ejede andet end sit eget Gods, men han tilegner sig ogsaa andres som sit; desuden har I givet ham store Forleninger; men det var paa et hængende Haar, at han havde lønnet Eder slet derfor. Thi det er Sandhed: da det rygtedes, at I vilde tage til Helgeland med saa faa Folk, ikke mere end tre hundrede Mand, havde Folk her fattet den Plan at samle en Hær, og tage dig af Dage med hele dit Følge. Thorolf var Hovedmanden derfor; og til Løn skulde han være Konge over Helgelands Fylke og Nummedals Fylke. Han drog derfor ud og ind ad hver Fjord, og omkring til alle Øerne, og samlede hver Mand han kunde faa og hvert Vaaben. Og det var noget, som alle vidste, at han med denne Hær skulde stævne mod Kong Harald, og byde ham et Slag. Men det er ogsaa vist, at skønt Eders Magt var noget ringere end de andres, saa foer der en Skræk i de Bondeknolde, da de saa Eder komme sejlende; og man blev enig om, at gaa Eder i Møde med Venlighed, og byde Eder til Gilde, men naar I havde drukket og laa og sov, at anfalde Eder med Ild og Vaaben. Og til Bevis herpaa tjener, hvis jeg ellers har hørt ret, at I blev ført ind i en Kornlade, thi Thorolf vilde ikke lade sin ny, smukke Stue opbrænde; og et andet Bevis er, at alle Huse var fulde af Vaaben og Hærklæder. Men saasom de ikke kunde faa noget af deres svigefulde Anslag imod Eder fuldført, saa greb de til det, som for Øjeblikket var tjenligst: de udsatte alt til en bedre Lejlighed. Men disse Planer skal de nok allesammen forstaa at fralægge sig; thi ikke mange, tænker jeg, ved sig skyldfri, hvis Sandheden kom for Dagen. Det skal nu være mit Raad, Konge, at du tager Thorolf til dig, og lader ham være i din Hird, bære dit Mærke, og være paa Stavnen i dit Skib; dertil er han særdeles dygtig. Men vil du have, at han skal blive ved at være Lensmand, saa giv ham Forleninger syd paa i Fjordefylke; der findes al hans Slægt, og du kan da se til, at han ikke bliver for mægtig; men giv Sysselet her i Helgeland til maadeholdne Mænd, som vil tjene Eder med Troskab, og som har deres Slægt her, og hvis Frænder før har haft den Forretning. Jeg og min Broder skal altid findes villige til hvad du vil betro os; vor Fader havde her i lang Tid Kongens Syssel, og forestod det vel. Del er en ret vanskelig Sag, Konge, at faa gode Bestyrere her, thi I selv kommer her sjælden; Landets Hjælpemidler er for ringe, til at I skulde drage hid med en hel Hær, og komme her oftere med faa Folk vil I sagtens ikke, thi her er mange, som ej er at lide paa.« Denne Tale vakte megen Vrede hos Kongen; desuagtet svarede han rolig og behersket; thi saa plejede han, naar der bragtes ham vigtige Tidender. Han spurgte da, om Thorolf var hjemme i Torgar. »Det er han næppe,« svarede Haarek, »han er nok saa forsigtig en Mand, at han tager sig i Agt for at træffe sammen med Eders Skare, thi han kan vel tænke, at ikke alle er saa tavse, at I jo vil faa Nys om denne Tidende; han rejste straks op til Alost, saa snart han hørte I kom nord fra.« Kongen talte kun lidet om denne Sag til andre Mænd, men det lod til, at han fæstede Lid til det, der var ham forebragt. Da han drog sin Vej videre frem, gav Hilderides Sønner ham ved Afskeden sømmelige Gaver, og han lovede dem sin Naade. Men desuden gav Brødrene sig Ærinde i Nummedalen, og indrettede det saaledes, at de hist og her traf sammen med Kongen, som ofte laante Øre til deres Meddelelser.


13. Om Thorgils Gjallande

En af Thorolfs Hjemmemænd, og den, han mest agtede af alle sine Huskarle, var Thorgils Gjallande. Han havde paa Vikingetogene været hans Stavnbo og Mærkesmand (28); havde været med i Slaget i Hafursfjord, hvor han styrede Thorolfs Skib; desuden var han baade stærk og særdeles tapper, og Kongen havde efter Slaget givet ham Vennegaver og lovet ham sin Gunst. Naar Thorolf ikke var hjemme, forestod Thorgils Gaarden paa Torgar, og havde fuldkommen Raadighed i sin Husbondes Fraværelse; ogsaa nu havde Thorolf, før han drog hjemme fra, leveret Thorgils al den Finneskat, som han havde hævet paa Fjældet, og som tilhørte Kongen, og befalet ham at bringe den til Kongen, hvis han ikke selv kom hjem, førend denne forlod den nordlige Del af Landet. Thorgils ladede derfor Skatten paa en stor Byrding (29), der tilhørte Thorolf, og sejlede med omtrent tyve Mand sønder paa efter Kongen, og traf ham inde i Nummedalen. Da Thorgils nu blev stedt for Kongen, bragte han ham Thorolfs Hilsen, og sagde, at han kom nu med den Finneskat, som Thorolf sendte ham. Kongen saa paa ham, men svarede intet; man mærkede, at han var vred. Thorgils gik da bort, og tænkte at finde en bedre Lejlighed til at tale med Kongen. Han henvendte sig til Ølver Hnufa, og fortalte ham, hvorledes det var gaaet ham, og spurgte ham, om han vidste noget om, hvad der var i Vejen? »Nej,« svarede Ølver, »men jeg har mærket, at Kongen tier stille hver Gang Thorolf bliver nævnet, siden den Tid vi var i Leka, og jeg tror, han maa være bleven bagvasket. Om Hilderides Sønner ved jeg, at de jævnlig har lange, fortrolige Samtaler med Kongen, og af deres Ord kan man let skønne, at de er Fjender af Thorolf; men jeg skal snart faa dette at vide af Kongen.« Ølver gik derpaa til Kongen og sagde: »Eders Ven Thorgils Gjallande er kommen hid med Skatten fra Finmarken, som er Eders Ejendom. Den er denne Gang meget større, end den har været før, og langt bedre Varer; han vil gerne rejse snart tilbage igen; vær saa god, Konge, og gak hen at se den; thi ingen har før set saa gode Graavarer (30)«. Kongen svarede ikke noget, men gik dog derhen, hvor Skibet laa. Thorgils bar straks Varerne op, og viste Kongen dem. Men da denne saa, at det var sandt, at Varerne var langt flere og bedre, end de før havde været, saa opklaredes hans Aasyn, og Thorgils kunde tale med ham. Han bragte Kongen nogle Bæverskind, som Thorolf sendte ham, og endnu flere Kostbarheder, som han havde faaet paa Fjældet. Derover blev Kongen munter, og spurgte, hvorledes det var gaaet med Thorolfs Rejse, hvilket Thorgils da fortalte omstændelig. »Det er dog stor Skade«, sagde da Kongen, »at Thorolf ikke skal være mig tro, men kan tænke paa, at blive min Banemand.« Da tog mange af de tilstedeværende til Orde, og sagde alle med een Mund, at det maatte være slette Menneskers Bagvaskelse, hvis sligt var forebragt Kongen, og at Thorolf var ganske uskyldig. Til sidst sagde Kongen, at det vilde han ogsaa helst tro, hvorpaa han talte venlig med Thorgils om alle Haande Ting, og forlod ham uden Vrede. Da Thorgils kom hjem til Thorolf, fortalte han alt, som det var gaaet til.


14. Om Thorolf

Om Vinteren drog Thorolf atter op til Finmarken med næsten hundrede Mand, og handlede med Finnerne. Denne Gang drog han langt øster paa, og da man der fik Nys om hans Rejse, kom nogle Kvæner til ham, og sagde, at de var sendte af Kong Faravid af Kvænland. Karelerne hærgede nemlig paa hans Rige og han bad desaarsag Thorolf at komme ham til Hjælp; han lovede ham derfor ligesaa meget Bytte som Kongen fik, og hver af hans Mænd saa meget som tre Kvæner. Hos Kvænerne var det Lov, at Kongen ved Byttets Deling skulde have Tredjedelen, og desuden forlods alle Skind af Bæver, Sobel og Askrake (31). Thorolf forestillede sine Folk dette, og overlod dem at afgøre, om man skulde give sig paa denne Færd eller ej; men da der var Udsigt til saa stort Bytte, mente de fleste, at man skulde forsøge det; hvorfor det blev besluttet, at de skulde tage med Sendebudene. Finmarken er et vidt udstrakt Land; mod Vesten ligger Havet, hvorfra der gaar store Fjorde ind i Landet, ligeledes mod Nord og helt øster om; men mod Syd er Norge; og Finmarken strækker sig i det Indre omtrent lige saa langt mod Syd som Helgeland. Landet er fuldt af Fjældbygder, dels i Dalene, dels ved Søerne; thi i Finmarken er der overordentlig store Søer og omkring dem vide Skovstrækninger; og fra den ene Ende til den anden overskæres det af den høje Fjældkæde Kølen. Da Thorolf nu var kommen øster paa i Kvænland til Kong Faravid, beredte de sig til Toget, fire hundrede Mand stærke, af hvilke Nordmændene udgjorde det ene, og kom frem til Fjældet, hvor de traf paa de Kareler, der havde fejdet paa Kvænerne. Saasnart disse mærkede Ufred, samlede de sig, og drog mod Kvænerne, haabende paa Sejren, som før. Men saasnart Slaget begyndte, gik Nordmændene drabelig frem; deres Skjolde var stærkere, end Kvænernes; Karelerne led et stort Nederlag, og Kong Faravid og Thorolf gjorde et overordentlig stort Bytte, hvorpaa de vendte tilbage til Kvænland. Thorolf forlod Kong Faravid i Venskab, drog ned fra Fjældet til Fjorden Vefsner, og saa til sin Gaard paa Sandnæs. Efter nogen Tid tog han om Vaaren til Torgar, og her hørte han, hvorledes Hilderides Sønner om Vinteren havde været i Trondhjem hos Kong Harald, og hvorledes de paa alle Maader havde søgt at bagvaske ham hos Kongen. Man fortalte ham ogsaa meget om, hvad det egentlig var deres Bagvaskelse gik ud paa. Men Thorolf svarede: »Det er langt fra at Kongen vil fæste Tro til sligt, naar saadan Løgn bliver ham forebragt (thi usandt er det fra Ende til anden), som at jeg vilde svigte ham, der har gjort mig saa meget godt og intet ondt, og det er saa langt fra, at jeg vil tilføje ham nogen Men, om jeg end havde Lejlighed dertil, at jeg langt hellere vil være hans Lensmand, end hedde Konge, naar jeg skal dele denne Værdighed med en anden, der kunde gøre mig til Træl, hvilket Øjeblik han vilde«.


15-16. Om Harald og Haarek samt Kongen og Thorolf

Om Vinteren havde Hilderides Sønner været hos Kong Harald og havde sine Hjemmemænd og Naboer med sig. Brødrene havde ofte Samtaler med Kongen, og vedblev, som før, at bagtale Thorolf. Blandt andet spurgte Haarek: »Syntes I godt om Finneskatten, Konge, som Thorolf sendte Eder?« »Ja,« svarede Kongen. »Hvad vilde I da ikke have sagt,« vedblev Haarek, »hvis I havde faaet alt det I skulde have! Men det var langt fra; den største Del tilegnede Thorolf sig. Han sendte Eder tre Bæverskind til Foræring, men jeg ved med Vished, at han selv beholdt tre Deger (32), som med rette tilhørte Eder; og saaledes er det vel ogsaa gaaet med meget andet. Hvis I derimod betror os Brødre Sysselet, skal vi sandelig bringe Eder langt mere.« Alt hvad de nu saaledes sagde mod Thorolf, det bekræftede deres Ledsagere, saa at Kongen blev overmaade vred.

Om Sommeren drog Thorolf med halvfemsindstyve veludrustede Mænd til Trondhjem for at bringe Kong Harald Finneskatten. Der blev anvist dem Plads i Gæstehuset og de blev godt beværtede. Straks den første Dag kom Ølver Hnufa til sin Frænde og fortalte ham, hvorledes han var bleven bagvasket, og at Kongen laante Øre dertil. Thorolf bad ham derfor at tale hans Sag hos Kongen; »thi jeg selv,« sagde han, »vil ikke bruge mange Ord, hvis han heller vil tro slette Mænds Løgne, end fæste Lid til min Sanddruhed og Ærlighed.« Næste Dag kom Ølver igen til Thorolf, og sagde, at han havde talt med Kongen, men kunde lige saa lidet som før blive klog paa ham. »Saa faar jeg selv gaa til ham,« sagde Thorolf; hvilket han da ogsaa gjorde. Han kom ind, da Kongen sad til Bords, og hilste. Kongen takkede, og befalede at skænke for ham. Thorolf sagde, at han bragte nu Kongens Skat af Finmarken, og endnu andre Ting, hvorved han haabede at vise ham sin Taknemlighed. Hvortil Kongen svarede, at han ikke ventede sig andet af Thorolf end godt, og havde heller ikke forskyldt andet. »Skønt,« sagde han, »hvor omhyggelig du er for at tækkes mig, derom hører man vel forskellige Meninger.« »Meget falskelig maa jeg da være bedømt,« sagde Thorolf, »hvis nogen siger, at jeg har vist Utroskab mod Eder; de, der forebringer dig sligt, kan ikke være dine Venner i saa høj Grad som jeg, og sikkerlig er de mine bitre Fjender; men det skal komme dem dyrt at staa, naar vi engang ene kan afgøre den Sag.« Thorolf gik derpaa bort; og næste Dag udredte han Skatten i Kongens Nærværelse. Da alt var frembaaret, tog Thorolf nogle Bæver- og Sobelskind, og sagde, at dem vilde han forære Kongen. Mange af dem, der stod hos, sagde, at det var vel gjort, og Kongens Venskab værd. Men Kongen sagde, at Thorolf havde taget sin Løn forud. Hvorpaa Thorolf svarede, at han havde gjort alt hvad der stod i hans Magt, for at tækkes Kongen. Var han alligevel ikke fornøjet, saa var det ikke hans Skyld. Kongen kendte ham og hele hans Opførsel fra den Tid, da han var hos ham i hans Følge, og det var underligt, om han nu troede ham anderledes sindet end den Gang. Kongen svarede: »Den Gang du var hos os, Thorolf, skikkede du dig vel i alle Maader; det er derfor bedst, at du igen tager til min Hird; bær mit Mærke og forestaa mine Hirdmænd; da vil ingen kunne bagvaske dig, dersom jeg kan have din Adfærd for Øje baade Nat og Dag.« Thorolf saa til begge Sider af sig; der stod hans Huskarle. »Det vil blive mig tungt,« sagde han, »at skilles fra disse Mænd; for min Rang og for dine Forleninger maa du raade, Konge; men disse mine Følgesvende vil jeg ikke skilles ved, saa længe jeg har Føde at give dem, selv naar jeg ikke har andet end mig selv at stole paa. Det er min Bøn og Begæring, Konge, at I vil tage hjem til mig til Gæstebud; hør da selv saadanne Mænds Ord, som I har Lid til, hvad Vidnesbyrd de bærer i denne Sag, og handl da efter Eders Overbevisning!« Kongen svarede og sagde, at han ikke tiere vilde tage til Gilde hos Thorolf. Denne gik da bort og lavede sig til Hjemrejsen; men saa snart han var taget bort, overgav Kongen Hilderides Sønner de Forleninger i Helgeland, som Thorolf hidtil havde haft, saavel som Finnefærden. Han inddrog desuden Gaarden i Torgar, og alt det, Brynjolf havde ejet, og overlod Bestyrelsen af det altsammen til Hilderides Sønner. Derefter sendte han Mænd med Jærtegn til Thorolf, for at bekendtgøre ham denne Anordning. Denne lod da alt det Løsøre, han kunde føre med sig, bringe ombord paa sine Skibe, og sejlede med alle sine Mænd, baade frigivne og Trælle, til sin Gaard paa Sandnæs, og havde ikke ringere Følge, eller førte mindre Pragt end forhen.


17. Om Hilderides Sønner

Hilderides Sønner overtog Sysselet i Helgeland uden Modsigelse, formedelst Kongens Overmagt, men mange af Thorolfs Frænder og Venner havde meget derimod. Om Vinteren drog de med tredive Mand op paa Fjældet; men Finnerne brød sig meget mindre om disse Sysselmænd, end den Gang Thorolf kom, saa at de med langt større Uvilje, end ellers, betalte Skatten. Thorolf derimod tog med hundrede Mand op paa Fjældet, og drog straks til Kvænland til Kong Faravid, med hvem han gjorde nyt Tog med firehundrede Mand til Karelen, hvor de plyndrede omkring i Bygderne, og gjorde stort Bytte. Om Foraaret vendte han tilbage til sin Gaard, og sendte sine Mænd paa Torskefangst til Vaage, og paa Sildefiskeri, og samlede hjem til sin Gaard al den Fangst, der kunde gøres. Han havde et stort og veludrustet Havskib, der var malet oven for Søgangen og havde et blaa- og rødstribet Sejl. Dette lod han sætte i Stand, og bemande med sine Huskarle, og efter at have ladet det med Stokfisk, Huder og lyse Skindvarer (33), samt en stor Del Graaskind og andre Skindvarer, som han havde faaet paa Fjældet, lod han Thorgils Gjallande sejle med det over til England for at købe Klæde og andre Fornødenheder. I England fik de god Handel og ladede Skibet med Hvede, Honning, Vin og Klæde. De havde god Bør og kom om Høsten tilbage til Hordeland. Den samme Høst var Hilderides Sønner komne til Kongen for at bringe ham Skatten. Kongen var selv til Stede ved Udredningen. »Er nu al den Skat udredt,« sagde han, »som I fik i Finmarken?« »Ja,« svarede de. »Den er baade meget mindre og ringere«, sagde Kongen, »end da Thorolf krævede den og I sagde jo dog, at han handlede ilde med Sysselet.« »Det er godt, Konge,« svarede Haarek, »at du har lagt Mærke til, hvor megen Skat der plejer at komme fra Finmarken, thi du kan da let beregne dit Tab, hvis Thorolf bliver ved at øde Finneskatten for dig. Vi var der i Vinter med tredive Mand, efter de forrige Sysselmænds Sædvane; men saa kom Thorolf med hundrede Mand, og vi hørte, hvorledes han havde ladet sig forlyde med, at han vilde tage os Brødre og alle de Mænd, vi havde med os, af Dage, fordi du havde overdraget os det Syssel, han selv vilde have. Vi saa da ingen anden Udvej for os end at undgaa ham og sørge for vor Sikkerhed; og derfor kom vi kun saa kort fra Bygderne paa Fjældet, medens Thorolf med en hel Mandeskare drog gennem Finmarken, bemægtigede sig al Handel og lod sig betale Skat af Finnerne; men han lovede dem, at Eders Sysselmænd ikke skal komme til Finmarken. Thi han agter at gøre sig til Konge baade over den og over Helgeland. Det er sandelig underligt, at I lader alt dette gaa ustraffet hen. Et sikkert Bevis paa, hvor meget Gods han har trukket af Finmarken, er den Knar (34), den største i Helgeland, der i dette Foraar blev udrustet paa Sandnæs. Hele Ladningen derpaa tilhørte Thorolf, og den bestod, tænker jeg, næsten helt af Graavarer, og uden Tvivl fandtes der flere Bæver- og Sobelskind, end Thorolf har bragt dig. Dette Skib førte Thorgils Gjallande og sejlede med det over til England. Vil du vide, hvorledes det forholder sig hermed, saa lad spejde efter Thorgils’ Færd, naar han kommer tilbage; thi jeg tror næppe, at noget Handelsskib i vore Dage har haft saa stor en Ladning inde; og naar alt kommer til alt, saa tror jeg, at hver Penning derpaa er din Ejendom, Konge!« Alt hvad Haarek saaledes sagde, det bekræftede hans Ledsagere, og der var ingen til Stede, som kunde modsige det.


18. Thorolfs Skib blivet taget

Der var den Gang hos Kong Harald to Brødre fra Vigen, ved Navn Sigtryg Snarfare og Halvard Haardfare. Deres Mødreneæt stammede fra Vestfold, og de kunde regne sig i Slægt med Kongen. Kongen brugte dem til sine Sendefærd baade inden- og udenlands, snart til at lade nogen henrette, eller til at inddrage Gods og deslige. Folk i Almindelighed elskede dem just ikke, men Kongen satte stor Pris paa dem; de var rappe til Fods, dygtige i Skiløb og udmærkede Sømænd, dertil tapre og snilde. Disse Brødre fulgte nu ogsaa med Kongen, da han drog paa Gæsteri i Hordeland. En Dag lod han dem kalde til sig, og befalede dem, at tage deres Følgeskab og spejde efter det Skib, som Thorgils Gjallande om Sommeren var sejlet med til England, og naar de havde fundet det, at bringe ham Skibet og Ladningen, men lade Mændene, hvis de ikke satte sig til Modværge, drage deres Vej. Brødrene var straks rede og tog hver sit Langskib, for at opsøge Thorgils. De fik at vide, at han var kommen fra England, og sejlet nord efter. De sejlede da efter ham, og traf Skibet i Furesund (35), kendte det straks, overrumplede Mandskabet, der ikke tænkte paa nogen Fare, og førte dem vaabenløse til Land, saa at de ikke havde andet, end hvad de gik og stod i. Derpaa trak de Bryggerne ind fra Kysten, hvor Skibet laa, hug Landtovene over, og bragte Skibet med Ladningen til Kongen. Da Ladningen blev baaret op af Skibet, saa Kongen, at det var store Rigdomme, og at Haarek ikke havde løjet. Men Thorgils og hans Ledsagere maatte nu se sig om efter Skyds, og tyede til Kveldulf, som de fortalte det ulykkelige Udfald af deres Rejse. Kveldulf tog dog vel imod dem, og sagde, at nu gik hans Anelse i Opfyldelse, at Thorolf ingen varig Lykke maatte vente sig af Venskabet med Kong Harald. »Det Pengetab, han nu har lidt,« vedblev han, »kunde endda være hvad det var, naar kun ikke værre Ting følger efter; men jeg frygter stadig for, at han desuagtet ikke vil betænke, hvor ringe hans Kræfter er mod den Overmagt, han har for sig.« Og han bad derpaa Thorgils at sige til Thorolf: »Det er mit Raad, at han skal forlade Landet, thi maaske han bedre kan komme an hos den engelske, danske eller svenske Konge.« Derpaa forsynede han Thorgils og hans Mænd med en Roskude med Tilbehør, samt Tjælding, Levnedsmidler og alt hvad de kunde behøve til Rejsen; og de sejlede da nord paa til Thorolf, og bragte ham Tidende om alt hvad der var forefaldet. Thorolf tog sig den lidte Skade temmelig let, og sagde, at det ikke vilde skorte ham paa Gods; det var jo godt af have Fællig med Kongen. Han købte sig derpaa Mel og Malt, og hvad han ellers behøvede for sine Folk, men beklagede, at hans Huskarle nu ikke kunde faa saa smukke Klæder, som han havde tiltænkt dem. Derpaa solgte eller pantsatte han sine Jorder, men holdt samme Hus som før, og havde heller ikke færre Folk, end de foregaaende Aar, snarere flere; og paa Gilder og Gæstebud for sine Venner anvendte han endnu mere end før. Hele den Vinter blev han hjemme.


19. Thorolfs Hærtog

Da nu Vaaren kom, Sneen smeltede og Isen brød op, lod Thorolf et stort Langskib sætte i Søen og tiltakle, besatte det med sine Huskarle, og havde over hundrede Mand hos sig, lutter smukke, udvalgte og velbevæbnede Folk; med den første gunstige Vind sejlede han derpaa langs ned med Kysten af Landet, men hele Tiden udenskærs, og der hændte intet mærkeligt, førend han kom øster i Vigen. Der hørte han, at Kong Harald opholdt sig der, og om Sommeren vilde drage til Oplandene. Indbyggerne fik ikke Nys om Thorolfs Færd, og han sejlede med god Bør videre til Danmark, og derfra til Østerleden, hvor han hærgede om Sommeren, men uden at vinde stort Bytte. Om Høsten sejlede han tilbage til Danmark, og kom der paa den Tid, da Øreflaaden (36) skiltes ad. Der havde, som sædvanlig, været en stor Del norske Skibe, men alle dem lod han sejle forud, uden at give sig til Kende. En Aften kom han til Mostersund (37), hvor der laa en stor Knar, der ligeledes var kommen fra Øre (38). Befalingsmanden paa den var en af Kong Haralds Bryder (39), Thorer Thruma, der forestod Kongens Gaard paa Thruma, en stor Gaard i Vigen, hvor Kongen ofte opholdt sig, naar han var paa den Kant af Landet. Ved den Lejlighed gik der meget til paa Gaarden, og derfor var Thorer nu sejlet hen og havde for Kongens Penge indkøbt Malt, Hvede og Honning. Thorolf lagde med sit Skib til Knarren og bød Thorer at værge sig; men da denne ikke havde Folk nok til at staa sig mod Overmagten, overgav han sig; hvorpaa Thorolf tog Skibet med hele Ladningen og satte Thorer i Land paa Øen. Med begge sine Skibe sejlede han saa nord paa, til han kom til Elven (40), hvor de blev liggende for at vente paa Nattens Frembrud; og da det var blevet mørkt, roede de med Langskibet op i Floden, og lagde til paa Øen Hisingen ved den Gaard, som Halvard og Sigtryg ejede, og som beboedes af deres tvende yngre Brødre, Thord og Thorgeir. De kom til Gaarden før Dagningen, slog Kreds omkring den og raabte Hærraab, saa at alle derinde vaagnede og løb efter deres Vaaben. Thorgeir flygtede straks ud af sit Sovekammer hen til Skigærdet (41), som gik rundt om Gaarden, greb fat i en af Pælene, og svingede sig over. I Nærheden stod Thorgils Gjallande, som svang sit Sværd efter Thorgeir, traf ham i Armen og hug den af ved Pælen, hvorpaa Thorgeir løb til Skoven. Men hans Broder Thord blev fældet med over tyve Mand. Derpaa ranede Thorolfs Folk alt og afbrændte Gaarden; sejlede saa igen ud af Floden til Havs og nord paa i Vigen. Her traf de paa et stort Handelsskib ladet med Malt og Mel og tilhørende nogle Indbyggere i Vigen; ogsaa dette anfaldt Thorolf, satte Folkene i Land og bemægtigede sig Skib og Gods. Saaledes havde han nu tre Skibe, hvormed han sejlede over Folden (42), og ad den sædvanlige Vej til Lindesnæs. Paa Vejen lagde de til ved Næssene, og hug Strandhug. Da de var komne nord for Lindesnæs, sejlede de længer ud til Havs, men ranede dog, hvor de kom til Land. Endelig drejede Thorolf ind i Fjordene til sin Fader Kveldulf, hvem han fortalte, hvad han havde taget sig for om Sommeren. Efter et kort Ophold fulgte Faderen og hans Broder Grim ham til Skibet; og førend de tog Afsked med hinanden, sagde Kveldulf: »Det er nu gaaet, Thorolf, som jeg sagde dig, før du drog til Kong Haralds Hird, at hverken du eller nogen af os Frænder vilde times Lykke deraf. Du har heller ikke brudt dig noget om min Advarsel, ikke at kappes med Kong Harald; thi hvor modig og dygtig du end er i alle Henseender, saa har du dog for stakket en Lykke til at stille dig ved Siden af Kong Harald, som alle har maattet bukke under for, hvor stor Magt og hvor mange Mænd de end har at byde over. Det bæres mig nu for, at det er sidste Gang, vi ses, og skønt du efter Naturens Løb skulde overleve mig, frygter jeg dog, at det vil føjes anderledes.« Thorolf gik nu om Bord og sejlede hjem til Sandnæs, hvor han lod Byttet bringe til sin Gaard, og satte Skibene op. Han havde nu Føde nok for sine Mænd, holdt sig stadig hjemme, men havde ikke færre Folk end tidligere.


20-21. Halvard og hans Broder drager mod Thorolf

Medens Thorolf var paa Hærtog, opholdt Kong Harald sig i Vigen, tog derfra om Høsten til Oplandene, og siden til Trondhjem, hvor han blev Vinteren over. Brødrene Sigtryg og Halvard, der imidlertid havde hørt, hvorledes Thorolf havde handlet med deres Ejendom paa Hisingen, og al den Skade, han havde gjort paa Mænd og Gods, mindede ofte Kongen derom, saavel som hvorledes Thorolf havde ranet Kongen og hans Undersaatters Ejendomme, og bad Kongen om Lov til med deres sædvanlige Mandskab at maatte hjemsøge Thorolf. Kongen svarede: »Vistnok kan ingen fortænke Eder i, at I tager Thorolf af Dage, men jeg frygter, det skorter Eder paa Lykke til det Værk; I kan være dygtige og drabelige Mænd nok, men hans Mage er I dog ikke.« Det, svarede de, vilde jo vise sig, naar Kongen gav dem Lov dertil; de havde tit vovet sig mod Mænd, som ikke havde tilføjet dem saa svare Fornærmelser, og var sædvanlig gaaet af med Sejren. Saasnart det vaarede, og Folk begyndte at sejle ud, blev de ved at gentage deres Bøn, at de maatte drage mod Thorolf og dræbe ham, indtil Kongen gav dem Lov. »Jeg ved,« sagde han, »at I vil bringe mig hans Hoved og en stor Del Kostbarheder, naar I kommer tilbage; men nogle ymter om, at hvis I sejler nord paa, saa vil I komme til at bruge baade Aarer og Sejl, for igen at komme derfra.« De gjorde sig paa det snareste rede med to Skibe og halvandet Hundrede Mand, og sejlede med Nordostvind ud af Fjorden; men det er Modvind, naar man vil sejle nord paa.


22. Thorolfs Fald

Da Brødrene drog af Sted, var Kong Harald paa Gaarden Lade i Trondhjem, og lod straks efter i største Skynding sine Skibe sætte i Stand, med hvilke han roede over Trondhjems Fjord over Beitsø til Eidet (43) ved Elda. Der lod han Skibene blive liggende, og drog over Eidet til Numraedalen. Her lod han Bønderne skaffe Skibe, hvorpaa han gik om Bord med sin Hird, der udgjorde omkring tre Hundrede Mand. Han havde seks Skibe, alle vel besatte med Mænd og Vaaben. De havde stærk Modvind, og roede Dag og Nat, og Nætterne var da lyse. Om Aftenen efter Solbjerg kom de til Sandnæs, hvor de saa et tjældet Langskib ligge i Søen, hvilket de kendte for Thorolfs. Han havde besluttet at forlade Landet, og havde ladet brygge Øl til Afskedsgilde. Kongen befalede alle sine Mænd at gaa op fra Skibene, og lod sit Mærke bære frem. Der var ikke langt til Gaarden. Alle Thorolfs Vardmænd (44) sad inde og drak; der var ingen til at holde Udkik. Kongen lod da Mændene slaa Kreds om Stuen; de opløftede et Krigsraab, og der blev blæst i Kongeluren. Men saasnart Thorolf og hans Folk hørte dette, løb alle til Vaaben, thi hver Mands fulde Væbning hang over hans Rum (45). Derpaa lod Kongen udraabe ved Stuedøren, at Kvinder, Børn og Oldinge, Trælle og Tyende skulde gaa ud. Husfruen Sigrid gik da ud med alle Kvinderne og de Mænd, som havde faaet Lov dertil. Sigrid spurgte, om Berdlakaares Sønner var der til Stede. De gik begge to frem og spurgte, hvad hun vilde dem. »Følg mig til Kongen!« sagde hun. De gjorde saa. Og da hun var kommen til Kongen, sagde hun: »Er det forgæves, Herre, at mægle Forlig mellem Eder og Thorolf?« Kongen svarede: »Vil Thorolf give sig i min Vold paa min Naade, saa skal han beholde Liv og Lemmer, men hans Mænd skal lide Straf efter deres Skyld.« Derefter gik Ølver Hnufa til Stuen og lod Thorolf kalde, og sagde ham Kongens Vilkaar. Thorolf svarede straks, at han intet tvunget Forlig vilde indgaa med Kongen; »men bed ham,« sagde han, »at give os Lov til at gaa ud, og lad da Lykken dele os imellem!« Ølver gik til Kongen og sagde ham Thorolfs Begæring; men Kongen svarede: »Sæt Ild paa Stuen! jeg vil ikke sætte mine Mænds Liv paa Spil og stride med ham herude; kommer han ud, da vil han tilføje os megen Mandeskade, skønt han har mindre Mandskab end vi.« Der blev da sat Ild paa Stuen, som snart fængede, thi Tømmeret var tørt og Væggene tjærede og Taget tækket med Næver (46). Thorolf befalede sine Mænd at bryde Skillevæggen mellem Stuen og Forstuen, og det gik let nok for sig; da de saaledes havde løsnet Syldtræet, tog saa mange Mand, som kunde komme til, fat paa det, og skød det med den ene Ende ud i Hjørnet af Bygningen, saa haardt at alle Bjælkehovederne sprang, saa at Væggen gik isønder, og der blev en stor Udgang. Thorolf gik da først ud, dernæst Thorgils Gjallande og saa den ene efter den anden. Nu begyndte der en heftig Kamp, en Stund næsten uvis, saa længe som Stuen tjente dem til Ryghold; men da Stuen begyndte at brænde, trængte Luen dem, og da faldt adskillige af dem. Thorolf sprang da frem og hug til begge Sider. Han søgte hen mod Kongens Mærke, men i samme Øjeblik faldt Thorgils Gjallande. Thorolf naaede Skjoldeborgen, gennemborede Mærkesmanden og sagde: »Tre Fod kom jeg for kort« (47), og i det samme stod Sværd og Spyd igennem ham; men Kongen selv gav ham Banesaaret, og Thorolf faldt for hans Fødder. Da raabte Kongen, at man skulde holde inde med Blodbadet, og lod sine Folk gaa ned til Skibene. Ølver Hnufa og hans Broder befalede han at tage deres Frænde Thorolfs Lig, og sørge for, at det med de øvrige faldne fik en sømmelig Jordefærd, samt at lade deres Saar forbinde, om hvis Liv der kunde være Haab; men han forbød at plyndre, »thi alt dette Gods,« sagde han,« er min Ejendom.« Da Kongen nu var kommen om Bord med de fleste af sine Folk, gik han, medens Folkene forbandt deres Saar, omkring paa Skibet, og saa paa dem. Han saa en af sine Mænd forbinde et Strejfsaar, og sagde, at det Saar havde Thorolf ikke givet, thi anderledes bed hans Vaaben; »faa,«, sagde han, »vil behøve at forbinde de Saar, han gav; stor Skade er at miste en saadan Mand!« Straks om Morgenen lod Kongen hejse Sejl, og styrede rask sønder paa; henimod Aften stødte de i alle Sundene ved Øerne paa en stor Mængde Roskibe, der var paa Vejen til Thorolf, thi denne havde haft sine Spejdere ude helt ned til Nummedalen og rundt om paa Øerne, og de havde erfaret, at Halvard og hans Broder var komne sønden fra, for at anfalde Thorolf. Disse Brødre havde imidlertid haft Modvind og ligget omkring i forskellige Havne, indtil der kom Nys om dem over Land, og af den Grund havde Folk samlet sig til Kamp; nu, da det snart rygtedes, hvad der var sket, og at Kongen havde ladet Skibene blive i Nummedalen, var taget landvejs til Trondhjem, og med de Skibe, han der havde liggende, var sejlet til Lade, nu vendte de tilbage til Kongen med liden Ære. Ølver Hnufa og Eyvind Lambe opholdt sig nogen Tid paa Sandnæs, for at bringe alt i Orden. De lod Valen (48) begrave, stedte Thorolf til Jorden efter gammel Skik og rejste Bautastene for ham; de lod de syge helbrede og bragte Boet i Orden for Sigrid. Det meste af Indbo og Klædningsstykker var brændt. Da de var færdige dermed, begav de sig tilbage til Kongen i Trondhjem. I nogen Tid var de stille og gav sig ikke af med nogen. En Dag gik de begge for Kongen og Ølver sagde: »Jeg og min Broder vil bede dig om Orlov, Konge, til at drage hjem til vore Gaarde; thi efter hvad der her er forefaldet, har vi ikke Sind til at dele Drik og Sæde med dem, der bar Vaaben paa vor Frænde Thorolf.« Kongen saa vist paa dem og afslog det kort; hvorpaa de gik tilbage til deres Rum. Næste Dag lod Kongen dem kalde ind til sig i Talestuen og sagde: »I skal nu faa Svar paa Eders Bøn om at drage hjem. I har været en lang Tid hos mig og opført Eder som velsædede og dygtige Mænd, og jeg har altid været tilfreds med Eder. Du, Eyvind, skal nu drage til Helgeland; jeg vil gifte dig med Thorolfs Enke, Sigrid paa Sandnæs, give dig alt hans Gods og mit Venskab, om du kan bevare det. Men Ølver skal blive hos mig; ham kan jeg ikke skille mig fra for hans Skjaldegaves Skyld.« Brødrene takkede Kongen. Eyvind sejlede med et godt Skib og Kongens Jærtegn til Sandnæs, hvor Sigrid modtog ham vel og føjede sig efter Kongens Vilje. De havde to Børn sammen. Eyvind Lambe blev i Kongens Gunst, saa længe de levede.


23. Hilderides Sønner dræbes; og Ketil Høng sejler til Island

En af Thorolf Kveldulfsens bedste Venner og hans nære Frænde var Ketil Høng, en Søn af Thorkel Jarl i Nummedalen og Ketil Høng paa Hrafnistas Datter Ravnhild. Han var med i den Samling paa Helgeland, da man vilde komme Thorolf til Hjælp, men som opløste sig, da Kong Harald kom sejlende nord fra efter Thorolfs Død. Høng havde tresindstyve Mand med sig, og styrede til Torgar, hvor Hilderides Sønner opholdt sig med faa Folk. Han fældede dem der paa Gaarden, og bemægtigede sig deres Gods. Derpaa lod han alt sit rørlige Gods bringe ud paa to Knarre, de største han kunde faa, og gik om Bord med Kone og Børn og alle de Mænd, der havde været i Ledtog med ham. Hans Fosterbroder Baug, en ætstor og rig Mand, styrede den ene Knar. Faa Aar før denne Tid var Ingolf og Hjørleif sejlede ud for at bebygge Island; der var megen Tale blandt Folk om denne Færd, og det hed sig, at der var godt Land at faa. Høng sejlede nu ud for at opsøge Island, og kom mod Sønderkanten. Men da det var stærk Storm og ikke muligt at lande formedelst de stærke Brændinger, sejlede de længer mod Vest forbi Sandene; hvorpaa de endelig, da Vejret lagde sig og Brændingen mindskedes, kom til Mundingen af en stor Flod. Det var Rangaa, som den Gang var baade stridere og dybere, end nu. De lossede Skibene og undersøgte Landet vest for den ydre Rangaa og boede der om Vinteren, men om Foraaret tog han Land imellem Thjorsaa og Markarfljot, fra Fjæld til Strand, og byggede sig en Gaard paa Hov ved den østre Rangaa. Samme Foraar fødte hans Kone ham en Dreng, Ravn. Høng gav Baug Land i Fljotshlid, hvor han boede paa Gaarden Hlidarende; og desuden uddelte han Land til sine Skibsfolk og til sine fire Sønner. Hans femte Søn, Ravn, der siden blev den første Lovsigemand paa Island, og boede paa Hov efter sin Fader, var den fornemste af dem alle.


24. Kveldulfs Sorg

Medens alt dette forefaldt, levede Thorolfs Broder Grim hjemme hos Faderen. Vinteren efter at Thorolf havde forladt dem, var Grim bleven gift med Bera, eneste Datter af en rig Lensmand i Fjordene, ved Navn Yngvar. Han var da fem og tyve Aar gammel, og allerede da skaldet, hvoraf han fik Navnet Skallagrim. Faderen Kveldulf var endnu en rask og rørig Mand, men overlod dog sin Søn Bestyrelsen af Gaard og Gods. Skallagrim, der lignede sin Fader i Vækst og Styrke, Udseende og Sindelag, valgte, som han, stærke og dygtige Mænd til Hjemmemænd, og desuden havde de mange frigivne og andre, som var opvoksede der paa Stedet, og næsten jævnaldrende med Skallagrim.

Da Kveldulf nu spurgte sin Søn Thorolfs Fald, blev han saa bedrøvet over denne Tidende, at han lagde sig til Sengs af Sorg og Alderdom. Skallagrim kom ofte til ham og talte godt for ham, og bad ham mande sig op og sagde, at af alle Onder var det det værste at tabe Modet og søge Sengen. »Lad os hellere,« sagde han, »se til, hvorledes vi kan hævne Thorolf; maaske træffer vi nogle af de Mænd, som har været med til at fælde ham; og hvis ikke, saa gives der nok andre, hvis Tab vil gaa Kongen nær.« Men Kveldulf kvad:

Nu var Nornen grusom,
nordpaa fældtes Torolf.
Odin tog ham for tidligt,
Tabet smerter i Hjertet.
Ælde sin Arm med Vælde
om mig tyngende slynger;
hastig Hævn jeg lysted,
Hævnen ej jeg evner.

Kong Harald drog om Sommeren til Oplandene og om Høsten til Valders og til Voss. Ølver Hnufa var med og gav sig tit i Tale med Kongen, om han ikke vilde give Bod for Thorolf, lade Kveldulf og Skallagrim faa enten Bøder eller en Hædersbevisning, hvormed de kunde være tilfredse. Kongen afslog det ikke aldeles, naar de vilde komme til ham. Desaarsag rejste Ølver til Fjordene, for at besøge Kveldulf. Denne spurgte ham nøje ud, hvorledes alt var gaaet til paa Sandnæs, da Thorolf faldt? Hvilken Stordaad hans Søn havde øvet, før han faldt? Hvo der bar Vaaben paa ham, hvor han blev mest saaret, og hvorledes han endelig var falden? Ølver fortalte ham alt, at Kongen havde givet ham et Saar, der alene var nok til hans Bane, og at Thorolf faldt forover, næsten paa Kongens Fødder. »Det glæder mig,« sagde Kveldulf, »thi det er et gammelt Ord, at den, der falder forover, vil blive hævnet, og at Hævnen vil ramme den, som stod foran ham; men lidet rimeligt er det, at den Lykke bliver os til Del.« Ølver sagde dem fremdeles, at hvis de vilde drage til Kongen for at kræve Bod, saa haabede han, den Rejse vilde blive dem til Hæder, og bad dem og forestillede dem, at de skulde gøre et Forsøg. Men Kveldulf svarede, at han ikke kunde rejse for sin Alders Skyld, og vilde blive hjemme. »Vil du rejse, Grim?« spurgte da Ølver. Men heller ikke han havde Lyst dertil og mente, at Kongen vilde finde ham lidet ordsnild, og han selv ikke vilde kunne bede længe. Det skulde heller ikke behøves, vedblev Ølver, thi baade han og de andre skulde tale saa godt for ham, som de kunde. Og eftersom Ølver brugte al sin Overtalelse, lovede Grim endelig at rejse, naar han fik alt gjort i Stand dertil. Tiden blev aftalt, og Ølver vendte tilbage til Kongen.


25. Skallagrims Rejse til Kongen

Til den omtalte Rejse valgte Skallagrim de stærkeste og modigste Mænd blandt hans Hjemmemænd og Naboer, tolv i Tallet; mange af dem var hamramme (49). De gik om Bord paa en Robaad, sejlede syd paa og lagde ind i Ostrefjord, hvorfra de drog landvejs til Voss. Paa deres Vej maatte de over en Sø, som de roede over paa en Baad, men derfra var ikke ret langt til den Gaard, hvor Kongen var paa Gæsteri. Da Grim kom der, var Kongen gaaet til Bords. Ude i Gaarden traf de nogle Mænd, og Grim bad en af dem kalde Ølver Hnufa ud. Manden gik ind i Stuen, hen hvor Ølver sad, og sagde til ham: »Her er kommet nogle Mænd, tolv i Følge, hvis man ellers kan kalde dem Mænd, thi de ligner mere Thurser end menneskelige Skabninger.« Ølver stod straks op og gik ud, thi han kunde nok tænke, hvem det var; han hilste venligt paa sin Frænde Grim og bad ham følge med ind i Stuen. Grim sagde til sine Ledsagere: »Her er det nok Skik, at man gaar vaabenløs ind for Kongen; seks af os skal gaa ind, men de andre seks blive udenfor og passe paa vore Vaaben.« De gik nu ind. Ølver gik hen for Kongen; Skallagrim stod bagved ham; og Ølver sagde: »Nu er Kveldulfs Søn Grim kommen hid, og vi vil takke dig, Konge, hvis du, som vi haaber, lader denne Rejse være ham til Held; mange har du vist Hæder, som havde mindre Krav derpaa, og som staar tilbage for ham i de fleste Idrætter. Og det er denne Sag, Konge, som ligger mig mest paa Hjerte, hvis du ellers agter det noget værd.« Ølver talede længe og dygtigt, thi han var en meget veltalende Mand. Mange andre af hans Venner gik ogsaa for Kongen og understøttede hans Begæring. Kongen saa sig om og fik Øje paa en Mand, der stod bagved Ølver, et Hoved højere end de andre og skaldet. »Er det Skallagrim?« spurgte Kongen, »hin høje Mand?« Grim sagde, at det var det. »Det er da min Vilje«, vedblev Kongen, »hvis du forlanger Bod for Thorolf, at du skal blive min Mand og træde her ind i Hirden og tjene mig. Maaske din Tjeneste da vil tækkes mig saa vel, at jeg giver dig Bøder efter din Broder eller anden Hæder, ligesaa stor som den jeg har vist din Broder Thorolf; men du maa da ogsaa søge at bevare den bedre end han.« Skallagrim svarede: »Det var noksom bekendt, hvor langt ypperligere Thorolf var i alle Henseender, end jeg er; men han havde dog ingen Lykke til at tjene dig, Konge. Derfor vil jeg heller ikke tage denne Beslutning. Jeg vil ikke tjene dig, fordi jeg ved, at jeg vil have lidet Held til at vise dig en saadan Tjeneste, som jeg ønskede, og som værd kunde være; jeg finder mig endnu udygtigere dertil, end Thorolf.« Kongen tav og blev ganske blodrød i Ansigtet. Ølver vendte sig straks om, og bad Grim gaa ud. De gik ud og tog deres Vaaben; og Ølver bad dem skynde sig bort. Han fulgte dem med mange andre til Søen, og sagde til Skallagrim, førend de skiltes ad: »Anderledes, min Frænde, faldt din Rejse til Kongen ud, end jeg ønskede; jeg opmuntrede dig meget til den, men nu vil jeg bede dig jo før jo heller at tage hjem, og ikke nærme dig Kong Harald, førend det ser fredeligere ud mellem Eder, end nu; og vogt dig vel baade for Kongen og hans Mænd!« Grim tog nu med sine Ledsagere over Søen, men Ølver gik hen til de Skibe, der var sat op ved Bredden, og forhug dem saaledes, at de for Øjeblikket var ubrugelige; thi han saa Kongens Mænd i fuld Fart komme ned fra Gaarden, stærkt bevæbnede. Kong Harald havde nemlig sendt dem for at dræbe Grim. Kort efter at Grim var gaaet, udbrød han nemlig: »Det ser jeg paa denne store skaldede Mand, at han har fuldt op af Grumhed, og vil blive til Skade for Mænd, hvis Tab vil gaa mig meget nær. Betænk det, I, som har noget Udestaaende med ham, at han vil intet spare, naar han ser sin Lejlighed. Sæt derfor efter ham og dræb ham!« De for da straks af Sted, ned til Søen, men da ikke et Skib var i brugelig Stand, vendte de tilbage til Kongen, og sagde, at Grim maatte være undkommen over Søen. Skallagrim drog til sin Fader Kveldulf, der syntes vel om, at hans Søn ikke var gaaet i Kongens Tjeneste, og gentog sin forrige Ytring, at de kun vilde have Skade af ham at vente og ingen Oprejsning. De overlagde nu ofte med hinanden, hvad de skulde gøre, og blev enige om, at de, ligesaa lidt som andre, der havde Ufred med Kongen, kunde blive i Landet, men maatte drage bort. Og de fik da Lyst til at tage til Island, der skulde være et godt Land, hvor flere af deres Venner og Frænder var taget hen, og hvor man ikke engang behøvede at købe Jord, men kunde vælge Bosteder efter Behag. De besluttede da at bryde op, og udrustede tidlig paa Vaaren deres Skibe. De havde to store Knarre og tredive vaabenføre Mand paa hver, foruden Kvinder og Børn, og tog alle deres Løsøre med sig. Men deres Jorder turde ingen købe af Frygt for Kongen. Da alt var færdigt, sejlede de bort, og kom til den Øgruppe, der kaldes Sulendøerne, og som bestaar af mange store Øer, saa gennemskaarne af Vige, at kun faa kender alle de derværende Havne.


26-27. Brødrene Halvards og Sigtrygs Drab

Paa denne Tid var Kong Haralds Morbroder og Fosterfader Guttorm død; da Kongen var bleven Enevoldskonge over Norge, havde han givet denne sin Frænde Vestfold, Østeragde og Ringerige og alt det Land, hans Fader Halfdan Svarte havde haft. Efter Guttorms Død sendte Kongen Brødrene Halvard og Sigtryg til Købstaden Tønsberg, hvor Guttorm havde haft sit Sæde, for at føre Guttorms Sønner tilbage med sig til Kongen. De havde lykkelig udført dette Ærinde, og sejlede paa Tilbagevejen forbi Sognsø med god Bør og klart Vejr, da de blev bemærkede af Kveldulf og Skallagrim. Disse spejdede nemlig hele Tiden paa den almindelige Søvej; Skallagrim var meget skarpsynet, fik Øje paa Brødrenes Skib, og kendte det. Det var det samme, som Thorgils før havde ført. Skallagrim lod nu holde Øje med dem, hvor de lagde til Havn om Aftenen, og vendte derpaa tilbage til Kveldulf, og fortalte ham, hvad han havde set, hvorledes han havde kendt Skibet, og det var det, som Halvard og hans Broder havde taget fra Thorgils, og som før havde tilhørt Thorolf, og at der uden Tvivl var Mænd om Bord, som det var værd at gøre Jagt paa. De satte da begge Baadene i Stand, og havde tyve Mand paa hver; Kveldulf styrede den ene, Skallagrim den anden. De roede hen for at opsøge Skibet, og da de var komne til det Sted, hvor Skibet laa, lagde de til Land. Brødrene havde tjældet over Skibet, og var gangne til Ro; men Vagtmændene, som sad ved Enden af Bryggen, sprang op, da de saa Kveldulfs Folk komme, og raabte ud til dem paa Skibet, at de skulde staa op, der var Ufred paa Færde. Brødrene greb straks til Vaaben, men da Kveldulf med sine Folk var kommen til Enden af Bryggerne, gik han ud paa Skibet ad den Brygge, der førte ud til Bagstavnen, men Skallagrim ad den, der gik ud til Forstavnen. Kveldulf havde i Haanden et Vaaben af den Slags, som kaldtes Brynjetrold, lod sine Mauid følge Skibsbord, og befalede dem at hugge Tjældene ud af Kloverne (50); han selv stormede mod Løftingen (51), og da kom Bersærkegangen over ham, saavel som over flere af hans Folk; de dræbte alt hvad der kom dem i Vejen. Det samme gjorde Skallagrim, overalt, hvor han for frem paa Skibet. Saaledes blev de ved, indtil Skibet var ryddet. Da Kveldulf var kommen til Løftingen, svang han Brynjetrolden, og hug Halvards Hjælm og Hoved igennem, saa Vaabnet sank i til Skaftet, og rykkede det derpaa saa haardt til sig, at han svingede Halvard i Luften og slyngede ham ud over Bord. Skallagrim ryddede Forstavnen, og dræbte Sigtryg. Mange sprang over Bord, men Skallagrims Mænd sprang i deres egne Baade, roede til, og dræbte alle dem, der var sprungne i Søen. Over halvtredsindstyve Mand satte Livet til med Halvard. Men Skallagrim og hans Fader bemægtigede sig Skib og Gods. To eller tre Mænd, som de ikke agtede for noget, tog de til Fange og skænkede dem Livet, for at faa at vide, hvem der havde været paa Skibet, og hvad dets Bestemmelse var. Og da de havde faaet alt dette at vide, eftersaa de Valen, der laa paa Skibet. De saa, at de fleste var sprungne over Bord og havde sat Livet til. Blandt dem var ogsaa Guttorms Sønner, den ene tolv, den anden ti Aar gammel, begge meget haabefulde Drenge. Derefter gav Skallagrim de Mænd, hvis Liv han havde sparet, deres Frihed, og befalede dem at drage til Kong Harald, og forkynde ham omstændelig, hvad her var sket, og hvem der havde øvet det. »Og denne Kvædling,« sagde han, »skal I bringe Kongen:«

Af Kongen Bod
jeg tog med Blod.
Nu skænder Ørn
og Ulv hans Børn;
Halvard blev flængt
i Søen slængt;
i Snarfares (52) Saar
Ørnenæb flaar.

Derpaa førte de Skibet med Ladningen ud til deres egne Skibe og skiftede om saaledes, at de ladede det tagne Skib, men ryddede det mindste af deres egne, fyldte det med Sten, hug Huller i det og sænkede det; og saa snart de fik Bør, sejlede de ud til Havs. Man plejer i Almindelighed at sige, at de, der gaar Bersærkegang, er saa stærke, at intet kan modstaa dem, saa længe de er i denne Tilstand, men saa snart den har forladt dem, bliver de langt svagere end ellers. Saaledes gik det ogsaa Kveldulf; da han var kommen til sig selv igen, følte han sig saa afkræftet af den nys holdte Kamp, at han maatte gaa til Sengs. Han førte Befalingen over det Skib, de havde taget fra Halvard. De havde god Bør og fulgtes i lang Tid ad, saa de kunde se hinanden; men da de var komne langt ud til Havs, tiltog Kveldulfs Sygdom. Da Døden nærmede sig, kaldte han sine Skibsfolk til sig og sagde, at uden Tvivl vilde deres Veje snart skilles ad. »Jeg har ellers aldrig været sygelig,« sagde han, »og derfor er det nok nu paa det sidste. Skulde jeg dø, som jeg tror, da lav mig en Kiste og kast mig over Bord. Anderledes gaar det nu, end jeg tænkte, hvis jeg ikke skal komme til Island og der tage Land. Bring min Søn Grim min Hilsen, naar I kommer til ham, og sig ham, at hvis han kommer til Island, og jeg, imod Forventning, skulde komme did førend han, saa maa han vælge sig Bosted saa nær som muligt ved det Sted, hvor jeg er kommen i Land.« Kort efter døde Kveldulf, og hans Skibsfolk lagde ham, som han havde befalet, i Kiste, og skød den over Bord. Efter Kveldulfs Død tog en af hans gamle Venner, Grim den Haaløske, Overbefalingen over Skibet; han var en ætstor og rig Mand, der just formedelst sin nøje Forbindelse med Kveldulf og hans Søn Thorolf var falden i Kongens Unaade. De nærmede sig nu Island og kom sønder paa; men da de havde hørt, at Ingolf havde taget Bopæl paa Vestsiden, styrede de derom. Da de var komne ud for Reykenæs, saa de Fjorden aabne sig, og styrede derind med begge Skibene; men da det blev haardt Vejr med megen Væde og Taage, blev de igen skilte fra hinanden. Grim den Haaløske sejlede endelig ind ad Borgefjord, alle Skær forbi, og lod kaste Anker, til Vejret lagde sig og klarede op; saa oppebiede de Flodtiden og førte Skibet op i Mundingen af en Flod, som hedder Gufaa. Her blev de den første Vinter, besaa Landet baade indad mod Fjordbunden og udad, og de havde ikke gaaet ret langt, førend de i en Vig fandt Kveldulfs Kiste, som der var dreven i Land. De førte den hen til det nærmeste Næs (53), satte den ned der og stablede Stene op omkring den.


28. Skallagrims Landnam

Skallagrim landede, hvor et stort Næs gik ud i Søen, og oven for Næsset var der et smalt Eid. Der lossede de deres Ladning og kaldte det Knarrenæs. Skallagrim tog Landet i Øjesyn og fandt, at der var baade meget Mosejord, vidtstrakte Skove og vid Afstand mellem Fjæld og Strand. Da de besaa Landet længer syd paa langs med Søen, fandt de en stor Fjord for sig, og da de drog indad langs med denne, stødte de endelig paa deres Venner fra det andet Skib, Grim den Haaløske og hans Ledsagere. Det var et glædeligt Møde, og de andre fortalte Skallagrim om Kveldulfs Død, samt om, hvorledes hans Lig var kommet der til Land, og at de havde jordet det; fulgte ham derpaa hen til Stedet. Det forekom ham, at der kort derfra var et bekvemt Sted til at fæste Bopæl. Om Vinteren blev de hver paa sit Sted; men derefter tog Skallagrim alt Landet imellem Fjæld og Strand, nemlig alle Myrerne op til Borgehraun og syd paa til Havnefjælde, samt hele det Land, som Aaerne begrænsede, lige ned til Havet. Om Foraaret førte han sit Skib til Fjorden, ind i den Vig, der laa nærmest det Sted, hvor Kveldulf var kommen i Land, og opførte der en Gaard, som han kaldte Borg. Fjorden kaldte han Borgefjord, og efter denne fik atter hele Herredet eller Landstrækni ugen Navn. Grim den Haaløske gav han Land sønden for Borgefjord paa Hvanøre. Da han om Foraaret lod drive sit Kvæg udefra langs med Søen, traf de paa et lille Næs, hvor de fangede nogle Svaner; det kaldte de Alftenæs (54). Efter at Skallagrim dernæst havde uddelt Land til sine Skibsfolk, undersøgte han Landet endnu dybere inde; først drog han langs med Borgefjord til Fjorden hørte op, og saa med Floden paa dens Vestside, som han kaldte Hvidaa; thi hans Ledsagere havde aldrig før set de Floder, der udspringer fra Jøklerne, og Vandet syntes dem derfor at have en underlig Farve. De fulgte Hvidaa, indtil de foran sig saa en anden Flod, der kom nord fra Fjældene; den kaldte de Nordaa. Saa fulgte de langs med denne, til de stødte paa en anden med et ringe Vandfald, hvilken de kaldte efter Fjældkløfterne, hvorfra den strømmede. De satte over den, fulgte saa Nordaa, satte ogsaa over den, vendte tilbage til Hvidaa, og fulgte den. Snart saa de en Aa tværs for dem falde i Hvidaa; den kaldte de Tværaa. Alle disse Floder var meget fiskerige. Efter saaledes at have undersøgt Landet, vendte de tilbage til Borg.


29. Skallagrims Idrætter, og flere Nedsættelser

Skallagrim var en særdeles driftig Mand, og havde idelig mange Arbejdsmænd omkring sig. Hans Stræben gik især ud paa at udnytte alle de Hjælpekilder, der frembød sig, for at skaffe Menneskene Føde; thi i Begyndelsen havde de, i Forhold til Menneskemængden, kun lidet Kvæg; og det, man havde, maatte hele Vinteren igennem gaa om i Skovene, og skaffe sig selv Føde. Skallagrim var ogsaa en god Skibsbygger; og Drivtømmer var der ingen Mangel paa ved Kysten af Myrerne. Paa Alftenæs lod han bygge en Gaard, saa at han der førte en anden Husholdning; derfra lod han drive Havfiskeri, Sælhundefangst og Æggesamling, hvoraf der var Overflødighed; og herfra lod han Drivtømmer opsamle og føre til sig; der kom ogsaa store Hvaler til Kysten, som man, naar man vilde, kunde skyde med Spyd; og næsten alle Dyr, som man vilde gøre Jagt paa, havde endnu ikke lært at kende Mennesker, hvorfor de let lod sig fange. En tredje Gaard havde Skallagrim ved Søen paa Vestsiden af Myrerne, hvor man endnu bedre kunde samle Drivtømmer. Der lod han saa Korn og kaldte den: Agre. Udenfor laa nogle Øer, hvor der fandtes en strandet Hval; dem kaldte han Hvalsøerne. Desuden lod han sine Folk nedsætte sig oppe ved Floderne, for Laksefangstens Skyld. Da hans Kvæg begyndte at formere sig, tyede Faarene Sommeren igennem op til Fjælds, og han lagde da Mærke til, at det Kvæg, som gik paa Hederne, blev langt større og federe, og at Faarene kunde holde sig om Vinteren i Fjælddalene uden at drives ned. Derfor lod Skallagrim en Gaard bygge oppe ved Fjældet, og indrettede Husholdning der for en af sine Folk, der skulde passe Faarene. Saaledes havde Skallagrim mange Erhvervskilder.

Kort efter at Skallagrim var kommen til Landet, kom et Skib til Borgefjord, paa hvilket Oleif Hjalte var om Bord med Kone, Børn og andre Frænder; det var en rig, ætstor og forstandig Mand, der havde besluttet at nedsætte sig i Landet. Han var hos Skallagrim den første Vinter, og fik derefter en Landstrækning syd for Hvidaa, hvor han anlagde en Gaard paa Varmeløk. Hans Sønner var Rage i Laugardal, og Thoraren Ragesbroder, der blev Lovsigemand paa Island næst efter Ravn Høngssen.

Kong Harald Haarfager lod det ikke blive ved at inddrage alle Kveldulfs, Thorolfs og Skallagrims Ejendomme, men han forfulgte ogsaa alle dem, der med Raad eller Daad havde deltaget i Skallagrims Voldsomheder, før han forlod Landet, og alle deres Frænder og Slægtninge; nogle lod han afstraffe, andre søgte enten at skjule sig indenlands eller maatte forlade Landet. Blandt disse var ogsaa Skallagrims Svigerfader, Yngvar, der besluttede at sejle til Island, hvor han havde hørt der var Land nok at faa hos Skallagrim. Han var ogsaa den første Vinter paa Borg; men derefter overlod Skallagrim ham sin Gaard paa Alftenæs tilligemed omliggende Landstrækning, og byggede sig i dets Sted en anden Gaard paa Knarrenæs.

Skallagrim var en god Jærnsmed, og smeltede en stor Del Myremalm om Vinteren. Han lod en Smedje bygge i Nærheden af Søen, langt borte fra Borg, men tæt ved Skoven. Men da han ikke kunde finde nogen Sten, der var haard og jævn nok til at hamre Jærnet, thi paa dette Sted fandtes ingen Stene, men kun lutter Sand og Grus langs med Søen, skød han en Aften, da de andre var gangne til Sengs, et otteaaret Skib ud, og roede til Midfjordsøerne, lagde sig for Anker, steg over Bord, dykkede under til Havets Bund og bragte en stor Sten op med sig, som han lagde i Skibet. Derpaa roede han til Land og bar Stenen hen til sin Smedje og lagde den uden for Døren; denne Sten brugte han siden til at hamre Jærn paa. Den ligger endnu der med en stor Del Hammerskæl ved Siden, og man kan se paa den, hvorledes den ovenpaa er banket, og hvorledes den har været slidt af Brændingen, hvor den laa, og at den ikke ligner de andre Stene paa dette Sted; nu er det alt det, at fire Mand kan løfte den. Skallagrim selv var særdeles ivrig ved sit Smedearbejde, men hans Huskarle knurrede over, at de maatte staa saa tidlig op. Da digtede han denne Vise:

En Smed kan ikke sidde
i Sengen og samle Penge;
men naar Bælgene blæse,
bringe de Held og Velstand.
Jeg lader Hamrene hugge
haardt paa det glødende røde
Jærn, mens Bælgen til Ilden
paa Essen prustende puster.


31. Skallagrims Børn

Skallagrim og Bera fik en stor Mængde Børn, men alle de første døde. Da fik de en Søn, som blev vandøst (55) og kaldet Thorolf; da han voksede til, blev han snart stor af Vækst og skøn af Udseende, og alle fandt, at han lignede Thorolf Kveldulfsen, som han var opkaldt efter. Han overgik sine jævnaldrende i Styrke og blev en udmærket Idrætsmand; derhos var han altid mild og munter, saa at alle Folk holdt af ham, og hans Fader og Moder elskede ham ogsaa meget. Skallagrim og hans Kone havde to Døtre, Sæun og Thorun, der ogsaa artede sig vel i deres Opvækst. Fremdeles fik de en Søn, der blev vandøst og givet Navn. Han kaldtes Egil. Da han voksede til, viste det sig snart, at han vilde blive styg og mørk af Aasyn som Faderen; han havde ogsaa sort Haar. Tre Aar gammel var han allerede saa stor og stærk, som andre Drenge paa seks til syv Aar. Han blev snart meget talende og ordsnild, men var just ikke god at komme til Rette med, naar han legede med de andre Drenge. Om Vaaren drog Yngvar til Borg, for at byde Skallagrim ud til sig, og indbød tillige sin Datter Bera, hendes Søn Thorolf og hvilke Mænd Skallagrim ellers vilde tage med. Skallagrim lovede at komme, hvorpaa Yngvar drog hjem for at lave til Gilde og lod brygge Øl. Men da nu Tiden kom, da Skallagrim og Bera skulde drage af Sted til Gildet, tog de Thorolf med sig samt adskillige Huskarle, saa at de i alt var femten i Følge. Egil talte til sin Fader om, at han vilde med; »jeg er jo lige saa nær dertil som Thorolf,« sagde han; men Faderen svarede: »Nej, du skal blive hjemme; du kan ikke begaa dig mellem flere, hvor der drikkes stærkt, og selv naar du ikke er drukken, er du ikke god at have med at gøre.« Skallagrim steg nu til Hest og red bort; men Egil var meget misfornøjet med sin Lod; han gik ud af Gaarden og traf et af Skallagrims Øg, sprang op og red efter Faderen. Han havde vanskeligt ved at finde over Myrerne, da han ikke kendte Vejen; men af og til, naar Høje og Skove ikke betog ham Udsigten, saa han dog Skallagrims Ridt. Silde om Altenen, da Folk allerede sad ved Drikken, kom han til Alftenæs og gik ind i Stuen. Saasnart Yngvar saa ham, tog han glad imod ham og spurgte, hvorfor han kom saa silde. Egil fortalte da Samtalen med hans Fader. Men Yngvar satte ham hos sig, lige overfor Skallagrim og Thorolf. Og da man til Lystighed ved Gildet gav sig til at kvæde Viser, kvad Egil følgende:

Jeg sidder i Yngvars Stue.
Saa I, jeg dog det naaed?
Gerne jeg vilde ham gæste,
for gavmild han altid kaldes.
Har du, der gerne deler
dit ud med Venne-Hænder,
set noget saa godt digtet
af Skjalde i Treaarsaldren.

Yngvar syntes godt om denne Vise og takkede Egil for den. Dagen efter bragte han Egil som Skjaldskabsløn tre Sneglehuse og et Andeæg. Ved Drikken kvad derfor Egil nok en Vise om Digterlønnen:

Mig har den kække Kriger
tre kogende Skaller fra Havets
vaade Bund for Verset,
som vel jeg digted, skænket.
Mere gav mig Manden,
mer har han mig glædet;
en fjerde Skænk der fulgte,
mig fryder det Æg af Anden.

Overhovedet gjorde Egil megen Lykke ved sit Skjaldskab. Mere mærkeligt forefaldt der ikke paa denne Rejse; og Egil drog atter hjem med Skallagrim.


32. Om Brynjolf Herse og hans Søn Bjørn

Paa Ørland i Sogn boede der en Herse ved Navn Bjørn. Hans Søn Brynjolf tog Arv efter ham og havde to Sønner, Bjørn og Thord, der endnu var unge. Bjørn var en dygtig Sømand, der snart drog i Viking, snart i Købfærd, og overhovedet var en anselig Mand. Engang var han til et stort Gilde i Fjordene, og saa der en fager Mø, som huede ham meget. Han spurgte sig for om hendes Slægt og hørte, at hun var en Søster til Hersen Thorer Roaldsen, hed Thora og kaldtes Ladhaand (56). Bjørn bejlede til hende; men Broderen Thorer afslog det. Imidlertid forsynede Bjørn sig med Folk, drog om Høsten paa en Skude til Fjordene paa en Tid, da Thorer ikke var hjemme, førte Thora bort med sig og hjem til Ørland. Der blev de om Vinteren, og Bjørn vilde holde Bryllup med hende. Men Faderen Brynjolf misbilligede meget Bjørns Daad og fandt den usømmelig, da der imellem Thorer og ham i saa lang Tid havde hersket Venskab. »Derfor, Bjørn,« sagde Brynjolf, »skal du ikke hos mig holde Bryllup med Thora uden hendes Broder Thorers Tilladelse, men hun skal blive saa vel behandlet, som om hun var min Datter og din Søster.« Og alting maatte være i Brynjolfs Hus, som han vilde have det, hvad enten Bjørn syntes godt eller ilde derom. Brynjolf sendte desuden Mænd til Thorer, for at tilbyde ham Forlig og Erstatning for Bjørns Færd; men Thorer krævede, at Bjørn skulde sende Thora hjem; uden det vilde intet Forlig kunne tilvejebringes. Men Bjørn vilde paa ingen Maade lade hende fare, skønt Brynjolf trængte derpaa. Saaledes led Vinteren. Ved Begyndelsen af Foraaret talte Brynjolf og Bjørn en Dag om deres Sager, og den første spurgte den anden, hvad han nu vilde tage sig for. Bjørn sagde, at han vilde forlade Landet, og havde mest Lyst til, naar Faderen vilde give ham et Langskib, at drage i Viking. Men Brynjolf frygtede for, at han vilde volde endnu mere Forstyrrelse, og lovede ham et Købmandsskib med Varer, for at han kunde sejle til Dublin, hvorhen mange den Gang sejlede. Bjørn viste sig fornøjet hermed, og alting beredtes til hans Rejse. Men da han nu var færdig, og der blæste en god Bør, gik han om Bord med tolv Mand, roede ind til Ørland, og gik op til Gaarden, og hen til hans Moders Kvindestue. Hun sad derinde med mange Kvinder tilligemed Thora. Bjørn sagde, at Thora skulde drage med ham, og de førte hende bort; men hans Moder forbød Kvinderne strengelig at sige et Ord derom inde i Huset; thi fik Brynjolf det at vide, vilde han blive meget forbitret, og der vilde rejse sig stor Tvist imellem Fader og Søn. Thoras Klæder og Kostbarheder var alle lagte til Rede, og alt dette tog Bjørn og hans Folk med sig. Om Natten roede de ud til Skibet, satte Sejl til, og sejlede ud ad Sognsø, og saa til Havs. De maatte kæmpe med Modvind og Søgang, og tumlede længe om paa Havet, thi de havde fast besluttet at holde sig saa langt fra Norge, som muligt. Endelig blev de under en Storm drevne til den østlige Side af Hjaltland, hvor Skibet tog Skade, da de landede ved Mosø (57). Her lossede de, bar Ladningen op til den derværende Borg, trak Skibet op, og satte det i Stand.


33. Bjørn drager til Island

Noget før Vinteren kom der et Skib til Hjaltland fra Orkenøerne, og bragte den Tidende, at der om Høsten var kommet et Langskib til Øerne med Kong Haralds Sendebud; de bragte Sigurd Jarl Kongens Befaling, at lade Bjørn Brynjolfsen dræbe, hvor han fandtes; og lignende Budskab var sendt til Syderøerne, ja lige til Dublin. Bjørn fik baade dette at vide, og at han var gjort landflygtig fra Norge. Straks da de var komne til Hjaltland, havde han holdt Bryllup med Thora; og de sad om Vinteren paa Mosøborg. Men straks om Foraaret, da Havet begyndte at lægge sig, satte han sit Skib ud, og gjorde sig færdig til Afrejsen, for at sejle til Island. De kom til den sydlige Side af Landet, men blev atter drevne ud i Søen. Ingen af dem, der var om Bord, havde før været paa Island. Endelig kom de ind i en Fjord og traf der paa et Næs, hvor der laa en Ø udenfor; der var et dybt Sund imellem Øen og Næsset. Her fæstede de Skibet. Der gik en Vig op vest for Næsset, og ved Vigen laa en stor Borg. Bjørn gik med nogle Mænd paa en Baad, og befalede dem at tie med alt om deres Rejse, som kunde volde dem Fortræd. De roede til Gaarden, gav sig i Samtale med nogle Mænd, og fik da at vide, at Stedet hed Borgefjord, Gaarden Borg, og Bonden Skallagrim. Bjørn kendte straks hans Navn og gik hen til ham. Skallagrim spurgte, hvem de var. Bjørn nævnte sig og sin Fader. Denne kendte Skallagrim godt og tilbød Bjørn alt hvad han behøvede, hvorfor denne takkede. Da spurgte Skallagrim, hvilke flere anselige Mænd der var paa Skibet. Bjørn sagde, at Thora Roaldsdatter var der, Søster til Thorer Herse. Derover blev Skallagrim meget glad og sagde, at det var en selvfølgelig Ting, at han viste sin Fostbroder Thorers Søster al den Forekommenhed og Hjælp, han kunde; hvorpaa han indbød baade Bjørn og hende til sig med alle deres Skibsfolk. Bjørn tog med Tak derimod; Ladningen blev bragt fra Skibet op i Tunet ved Borgen, hvor de rejste deres Boder, og Skibet ført op i en derværende Aa. Bjørn og alle hans Skibsfolk levede som Gæster hos Skallagrim, der aldrig havde færre Mænd hos sig end tresindstyve kampdygtige Karle.


34. Om Skallagrim og Bjørn

Om Høsten, da der var kommet Skibe fra Norge til Island, bredte det Rygte sig, at Bjørn var løbet bort med Thora mod hendes Frænders Raad, og at Kongen havde gjort ham landflygtig fra Norge. Da dette kom Skallagrim for Øre, kaldte han Bjørn til sig og spurgte ham, hvorledes det var gaaet til med hans Giftermaal, og om det var sket med Frænders Raad. »Jeg havde ikke ventet mig,« sagde han, »af Brynjolfs Søn, at du vilde skjule Sandheden for mig.« Bjørn svarede: »Hvad jeg har sagt dig er sandt, Grim! men du maa ikke bebrejde mig, at jeg ikke har sagt mere, end du spurgte om; jeg skal nu vedgaa hvad sandt er: Rygtet har ikke løjet, og Giftermaalet skete ikke med Broderens Samtykke.« Da blev Skallagrim meget vred, og sagde: »Hvor turde du da være saa djærv at komme hid til mig? Vidste du ikke, hvor nøje Venskab der fandt Sted mellem mig og Thorer?« Bjørn svarede: »Vel vidste jeg, at der mellem Eder herskede Fostbrødrelag og fortroligt Venskab; men jeg er kommen til dig, fordi jeg blev dreven her til Lands, og fordi jeg vidste, det ikke kunde nytte at undgaa dig. Det være nu dig overladt at bestemme min Lod; men jeg venter mig ikke uden godt af dig, thi jeg er din Hjemmemand.« Nu kom Skallagrims Søn Thorolf til, og søgte at bevæge sin Fader til ikke at regne Bjørn dette til onde, siden han nu dog engang havde taget imod ham. Mange andre forenede deres Bønner med hans, saa Skallagrim endelig lod sig berolige og sagde, at Thorolf fik da at raade. »Tag du mod Bjørn!« sagde han, »og vis dig imod ham, saa du kan have Ære deraf!«


35. Thorolfs Udenlandsfærd

Thora fødte om Sommeren et Barn; det var en Pige, som blev vandøst og fik Navnet Asgerd. Bera satte en Kvinde til at passe Barnet. Bjørn og alle hans Skibsfolk blev om Vinteren hos Skallagrim, hvor da Thorolf indgik Venskab med ham, og næsten altid var i hans Selskab, og da Vinteren kom, gik Thorolf engang til sin Fader, og spurgte, hvad Raad han havde udtænkt for sin Vintergæst Bjørn, og hvorledes han vilde sørge for hans Bedste. Grim spurgte, hvad Bjørn agtede at foretage sig. »Jeg tror,« svarede Thorolf, »at han helst vilde drage til Norge, naar han kunde leve der i Fred; og jeg syntes, Fader, at du vel kunde sende nogle Mænd til Norge og byde Forlig paa hans Vegne; Thorer vil sikkert lægge megen Vægt paa dine Ord.« Og saa længe blev Thorolf ved med sine Bønner, til Skallagrim gav efter, og fik nogle Mænd til om Sommeren med Budskab og Jærtegn at drage til Thorer Roaldsen, for at stifte Forlig imellem ham og Bjørn. Saasnart Brynjolf fik dette at vide, gjorde ogsaa han paa sin Side sig al Umage; og Thorer, der indsaa, at Bjørn nu ikke havde noget at frygte, tilstod ham endelig Forliget. Skallagrims Sendemænd blev om Vinteren hos Thorer, vendte først næste Sommer tilbage, og bragte om Høsten Efterretning om Forliget. Bjørn var den tredje Vinter hos Skallagrim; men næste Foraar beredte han sig med sit Følge til Bortrejse. Da han nu var færdig, sagde Bera, at hun vilde beholde sin Fosterdatter Asgerd hos sig, og det Tilbud modtog Forældrene, saa Pigebarnet blev tilbage og fødtes op hos Skallagrim. Dennes Søn Thorolf besluttede at følge med Bjørn, og fik det nødvendige til Rejsen af sin Fader. De sejlede ud om Sommeren, og kom lykkelig og vel til Sogn, hvor Bjørn sejlede ind i Fjorden og drog saa til sin Fader. Thorolf fulgte med ham, og Brynjolf tog glad mod dem begge. Derefter blev der sendt Bud til Thorer Roaldsen, og et Møde blev aftalt mellem ham og Brynjolf, til hvilket Bjørn ogsaa indfandt sig. De indgik Forlig med hinanden, og Thorer udredte alt det Gods, som Thora havde staaende i hans Gaard; hvorpaa Thorer og Bjørn bekræftede deres Venskab og Svogerskab. Bjørn var nu hjemme paa Ørland hos sin Fader, og Thorolf levede som en Gæsteven afholdt af dem begge.


36. Om Erik Blodøkse og Thorolf

Kong Harald Haarfager plejede at opholde sig en stor Del af Aaret i Hordeland eller i Rogeland, hvor han havde flere store Kongsgaarde, men denne Vinter var han i den nordlige Del af Landet. Da Bjørn og Thorolf nu havde været en Vinter i Norge og Vaaren kom, udrustede de et Skib, samlede Mandskab, og drog om Sommeren i Viking i Østerleden, og vendte hjem igen om Høsten, efter at have samlet sig meget Gods. Og da de kom hjem, hørte de, at Kong Harald var i Rogeland, og vilde blive der Vinteren over. Kong Harald begyndte da at blive gammel, men hans mange Sønner voksede stærkt til. Erik, senere kaldet Blodøkse, som var hans kæreste Søn, var endnu ung og blev opfostret hos Hersen Thorer Roaldsen, som stod i megen Gunst hos Kongen. Da Bjørn og Thorolf kom hjem, drog de først til Ørland, men derfra sejlede de til Fjordene, for at besøge Thorer. De gjorde Rejsen paa en Karve (58) der blev roet af tolv til tretten Mand paa hvert Bord, og havde en Besætning af tredive Mand. Dette Skib, som de havde taget i Viking om Sommeren, var smukt malet oven for Søgangen og særdeles fagert. Da de nu kom til Thorer, blev de vel modtagne, og forblev der i nogen Tid; Skibet laa imidlertid tjældet uden for Gaarden. En Dag, da de fulgtes ad ned til Skibet, saa de, at Kongesønnen Erik ogsaa var der; snart gik han ud paa Skibet, snart igen op paa Landet, og blev staaende, og betragtede Skibet. Da sagde Bjørn til Thorolf: »Kongesønnen beundrer vort Skib; byd du ham det til Foræring! thi jeg er vis paa, at det vil være os til stor Hjælp hos Kongen, hvis Erik anbefaler os hos ham, og efter hvad jeg har hørt, er han fjendtlig sindet imod dig for din Faders Skyld.« Thorolf svarede, at det uden Tvivl var et godt Raad; hvorpaa de gik ned til Skibet, og Thorolf sagde: »Du ser nøje paa dette Skib, Kongesøn! hvorledes synes du om det?« »Godt,« sagde han, »det er et særdeles fagert Skib.« »Saa vil jeg give dig det,« sagde Thorolf, »hvis du ikke vil forsmaa det.« »Det gør jeg ikke,« sagde Erik, »men Lønnen derfor vil synes dig for ringe: mit Venskab; men lever jeg, kan det altid være noget.« Thorolf svarede, at den Løn var ham langt mere, end Skibet var værd. De skiltes nu, og fra den Tid af viste Kongesønnen sig altid mild imod Thorolf. Bjørn og Thorolf kom nu i Samtale med Thorer, og spurgte ham, om han troede, der var noget om, at Kongen bar Nag til Thorolf. Thorer tilstod, at saa havde han hørt. Bjørn forestillede ham da, at han skulde drage til Kongen, og tale Thorolfs Sag; »thi vi to vil staa Last og brast med hinanden,« sagde han; »saa handlede han mod mig, da jeg var paa Island.« Det kom da saa vidt, at Thorer lovede at tage til Kongen, og bad dem at forsøge paa, om Kongesønnen Erik ikke vilde tage med ham. Da de henvendte sig til Erik derom, var han villig til at lægge et godt Ord ind for dem hos sin Fader. Derpaa drog Thorolf og Bjørn deres Vej til Sogn; men Thorer og Erik Kongesøn udrustede den Karve, han nylig havde faaet til Foræring, og sejlede sønder paa for at opsøge Kongen, som de traf i Hordeland. Han tog venlig imod dem; de opholdt sig der nogen Stund, for at træffe et belejligt Øjeblik, naar Kongen var i godt Lune. De sagde da, at Skallagrims Søn Thorolf var kommen der til Landet, og bad Kongen at mindes, hvad godt hans Frænder havde bevist ham, og ikke lade ham undgælde, hvad Faderen havde gjort, da han hævnede sin Broder. Thorer talte indsmigrende derom. Men Kongen svarede temmelig kort, at han og hans Slægt havde fristet megen Vanskæbne af Kveldulf og hans Sønner, at Thorolf formodentlig var sine Frænder lig, der alle var stolte og overmodige Mænd, som aldrig holdt Maade, og lidet brød sig om, med hvem de havde noget at skifte. Derpaa tog Erik Ordet og sagde, at Thorolf var bleven hans Ven, og havde foræret ham en herlig Kostbarhed, det Skib hvorpaa de var komne. »Jeg har lovet ham,« sagde han, »mit fuldkomne Venskab; men skal dette være forgæves, saa vil faa herefter søge min Gunst. Du vil ikke tillade, min Fader, at sligt skal være Tilfældet med den Mand, der allerførst gav mig en saa anselig Foræring.« Det kom da saa vidt, at Kongen, førend de skiltes, lovede at Thorolf skulde have Fred for ham. »Men jeg vil ikke,« sagde han, »at han kommer hid til mig; du, Erik, kan vise ham, og flere af hans Frænder, saa meget Venskab, du vil; men enten vil du finde dem føjeligere mod dig, end de har vist sig imod mig, eller ogsaa vil du komme til at fortryde din Forbøn, og ligeledes det, hvis du lader dem blive længe hos dig.« Derpaa sejlede Erik Blodøkse og Thorer hjem til Fjordene, og sendte Bud til Thorolf for at lade ham vide Udfaldet af deres Ærinde hos Kongen. Om Vinteren var Thorolf og Bjørn hos Brynjolf; men derefter sejlede de i mange Somre i Viking, og tilbragte Vintrene snart hos Brynjolf, snart hos Thorer.


37-38. Bjarmelandsfærd; Thorolfs Hjemrejse

Erik Blodøkse fik derefter Del i Regeringen og havde Styrelsen af Hordeland og antog Hirdmænd. Et Foraar besluttede han at drage til Bjarmeland, og forsynede sig med de mest udsøgte Folk til denne Rejse. Thorolf var med i Stavnen paa hans Skib og bar hans Mærke; han var da meget stor og stærk som hans Fader. Paa denne Rejse forefaldt adskillige mærkelige Ting. Erik holdt et stort Slag ved Floden Vina i Bjarmeland og sejrede; og paa denne Rejse fik han ogsaa Øsser Totes Datter Gunhild (59), en særdeles smuk, kløgtig og meget troldkyndig Kvinde, som han førte hjem med sig. Thorolf stod i megen Gunst hos hende. Han plejede nu at tilbringe Vinteren hos Erik og Somrene i Viking.

En Sommer gjorde han sig færdig til en Købmandsfærd og agtede at drage til Island for at besøge sin Fader. Han havde nu været længe hjemmefra og samlet sig meget Gods og mange Kostbarheder. Da han nu var færdig, begav han sig til Kong Erik, der, førend de skiltes ad, leverede ham en Økse, som han vilde forære Skallagrim. Denne Økse var en meget stor Kostbarhed; den var stor, havde krumme, fremstaaende Hjørner og var belagt med Guld; Skaftet var med ophøjet Arbejde af Sølv. Thorolf havde en lykkelig Rejse og kom med sit Skib til Borgefjord, hvorfra han straks drog op til sin Fader. Dette var et glædeligt Møde. Skallagrim tog nu ogsaa ned til Skibet for at byde Thorolf velkommen og lod Skibet sætte op; men Sønnen tog selv tolvte hjem til Borg. Da han nu var kommen hjem, bragte han Skallagrim Kong Eriks Hilsen og overleverede ham den Økse, Kongen havde sendt ham. Skallagrim tog imod Øksen, holdt den i Vejret og saa i nogen Tid paa den, men sagde ikke noget og hængte den derpaa op ved sin Plads i Stuen. Engang om Høsten lod Skallagrim nu en stor Mængde Øksne drive hjem til Borg, som han vilde slagte. Han lod da to Øksne lede hen under Husvæggen, saaledes at deres Halse hver fra sin Side kom ved Siden af hinanden, og tog saa en anselig Kampesten, som ban skød ind under Halsene. Derpaa gik han til med Øksen, hin Konge-Gave, og hug paa een Gange begge Øksnene, saa at Hovederne gik af. Men Øksen trængte ned i Stenen, der laa nedenunder, saa at hele Eggen sprang af, og den revnede helt op i Hærdningen. Skallagrim saa paa Eggen, sagde ikke et Ord, men gik ind i Ildhuset, steg op paa en Blok, og skød Øksen op over Dørbjælken, og der laa den Vinteren over i Røgen. Da nu Foraaret kom, tilkendegav Thorolf, at han om Sommeren agtede at rejse udenlunds. Skallagrim fraraadte det. »Godt er det,« sagde han, »at age hjem med hel Vogn; du har nu,« vedblev han, »allerede gjort een hæderfuld Rejse, og det er et gammelt Ord, at megen Færd kan blive ukær. Tag hellere her imod saa meget Gods, som du finder tilstrækkeligt til at blive en gild Mand.« Men Thorolf svarede, at han vilde gøre een Rejse endnu, hvortil han havde vægtige Grunde; »og naar jeg da næste Gang,« sagde han, »kommer tilbage, saa vil jeg nedsætte mig her. Din Fosterdatter Asgerd skal gøre denne Rejse med mig, for at besøge sin Fader; det bad han mig om, da jeg forlod Norge.« Skallagrim svarede da, at han maatte selv raade derfor, »men, hvis vi skilles nu,« tilføjede han, »vil vi ikke ses oftere;« hvorpaa Thorolf drog til sit Skib, og gjorde det i Stand. Da han var færdig, førte de Skibet ud til Digrenæs, hvor de ventede paa Bør. Asgerd gik om Bord med ham. Men førend Thorolf forlod Borg, gik Skallagrim hen og tog Øksen hin Kongegave, ned fra Dørbjælken og gik ud med den. Skaftet var nu ganske sort af Røg, og Øksen selv forrustet. Skallagrim betragtede Eggen, gav derpaa Thorolf Øksen, og kvad en Vise, hvori han sagde, at Eggen var sprungen i Stykker paa den troløse Økse; det var derfor bedst han tog den tilbage med dens tilrøgede Skaft, den forhadte Kongegave, som det aldrig havde været værd at føre ud til Island (60).


39-41. Egils og Skallagrims Lege. Thorolfs og Egils Udenlandsrejse

Skallagrim havde megen Gammen af Styrkeprøver og Lege. Boldspil var blandt andet den Gang meget almindelige, og der paa Egnen var mange stærke Mænd; men ingen overgik dog Skallagrim i Styrke, skønt han nu begyndte at ældes. Hans Søn Egil gav sig meget af med at brydes, var meget heftig og vredladen, og vilde aldrig lade sig gaa paa af nogen; og alle vidste noksom at lade deres Sønner forstaa, at de skulde give efter for ham. Engang blev der nu mod Begyndelsen af Vinteren bestemt et Boldspil paa Markerne ved Hvidaa, hvilken Leg blev meget talrig besøgt; thi man tog derhen vide om fra Herrederne, og Skallagrims Hjemmemænd forsømte sig ikke heller. En af de fornemste blandt dem hed Thord Granesen, den Gang endnu en ganske ung Mand, som holdt meget af Egil Skallagrimssen. Denne, som da gik i sit syvende Aar, bad Thord om at tage ham med til Legen; og Thord føjede ham i hans Ønske, og satte ham op bagved sig paa Hesten. Da de nu var komne til Legestedet, blev Mændene inddelte til Legen; men der var ogsaa kommet adskillige Smaadrenge, som indrettede sig en anden Leg. Da nu alle var fordelte, havde Egil faaet til sin Lod, at lege med en anden Dreng, ved Navn Grim, som var ti eller elleve Aar gammel og stærk efter sin Alder. Men da de havde begyndt deres Leg, var Egil den svageste, og Grim forsømte ikke at bruge alle sine Kræfter mod ham. Derover blev Egil vred, løftede Boldtræet i Vejret og slog til Grim. Men denne greb fat paa ham, og slog ham af alle Kræfter ned i Jorden, pryglede ham dygtig af, og truede med at lemlæste ham, hvis han ikke vilde styre sig selv. Saasnart Egil var kommen paa Benene igen, gik han ud af Legen, men de andre Drenge raabte efter ham. Han løb straks hen at lede Thord Granesen op, og klagede ham sin Nød. »Jeg skal gaa med dig, og det skal vi nok hævne,« sagde Thord. Hvorpaa han gav ham en Skægøkse, et den Gang almindeligt Vaaben, som han just havde i Haanden. De gik nu hen til Stedet, hvor Drengene havde deres Leg. Grim havde netop grebet Bolden, og drev den foran sig, de andre Drenge løb efter den. Da løb Egil mod Grim, og hug ham Øksen i Hovedet, saa den blev siddende i Hjernen. Hvorpaa Egil og Thord gik bort, hen til deres Stalbrødre. Myremændene greb til Vaaben; de andre ligesaa. Oleif Hjalte tilligemed hele hans Følge forenede sig med Mændene fra Borg, der saaledes var langt mandstærkere, saa at det ikke kom til videre Strid for denne Gang. Men heraf rejste sig dog store Trætter imellem Oleif Hjalte og Faderen til den dræbte Dreng, ved Navn Hegg. De holdt tilsidst et Slag med hinanden paa Laksfit ved Grimsaa, og der faldt syv Mand; Hegg blev dødelig saaret, og hans Broder faldt. Hvad Egil angaar, talte hans Fader Skallagrim, da Drengen var kommen hjem, ikke videre om Sagen, men hans Moder Bera sagde, at der i Egil stak en Viking, og det vilde vise sig, naar han havde Alder dertil, og man skaffede ham et Hærskib. Da kvad Egil den Vise:

Saa min Moder mente,
at mig man skulde købe
et Skib og smukke Aarer,
paa Søtog skulde jeg drage,
staa i Stavn jeg skulde,
styre det gode Fartøj,
fælde een og een til —
den anden før jeg landed.

Da Egil var bleven tolv Aar gammel, var han saa stor af Vækst, at faa lignede ham i Størrelse og Styrke, og i Legeme overvandt han de allerfleste. Just den Vinter, da han fyldte sit tolvte Aar, gav han sig meget af med Lege; og han og Thord Granesen, der da var en Snes Aar gammel og ligeledes en stærk Mand, kom den Vinter ofte til i Legene at være Skallagrims Modstandere. Engang holdtes der saaledes en Boldleg i Sandvig ved Borg. Thord og Egil vare imod Skallagrim, der tilsidst blev træt, saa at de andre fik Magten over ham. Men om Aftenen efter Solbjerg tog det en værre Vending for Thord og Egil; Skallagrim blev nemlig da saa stærk, at han greb Thord, løftede ham i Vejret og kastede ham saa voldsomt mod Jorden, at Benene knustes i ham, og han døde paa Stedet. Derpaa greb han efter Egil. Men en af Skallagrims Trælkvinder, ved Navn Thorgerd Braak, der havde fostret Egil i hans Barndom, en rask Kvinde, stærk som en Karl og desuden troldkyndig, raabte i det samme til Faderen: »Hvor du dog raser, Skallagrim, mod din egen Søn.« Skallagrim gav da slip paa Egil og vilde gribe fat i hende. Men hun flygtede og løb bort; Skallagrim efter hende. Saaledes blev de ved at løbe helt ud til Enden af Digrenæs; der sprang hun ned fra Klippen i Søen. Men Skallagrim kastede en stor Sten efter hende og ramte hende lige mellem Skuldrene, saa at hun aldrig kom op mere. Dette Sted kaldtes siden Braaksund. Om Aftenen efter, da de kom hjem til Borg, var Egil meget vred. Skallagrim satte sig til Bords tilligemed alle de andre; men Egil havde ikke indfundet sig paa sin Plads. Han gik hen til Ildhuset, hen til en Mand, som var Skallagrims Værkstyrer, og som Skallagrim holdt særdeles meget af; ham hug Egil Banehug, og gik saa til sit Sæde. Skallagrim sagde ikke noget hertil, og denne Sag havde ingen videre Følger; Fader og Søn talte ikke et Ord til hinanden, hverken godt eller ondt. Og saaledes gik nu denne Vinter.

Næste Sommer var det, at Thorolf, som før er fortalt, kom til Island. Og da han havde været der en Vinter over, udrustede han om Foraaret sit Skib i Braaksund. Da han nu var ganske færdig, gik Egil hen til sin Fader, og bad ham om Lov til at rejse med. »Jeg vil drage udenlands med Thorolf,« sagde han. Skallagrim spurgte, om han havde talt med Thorolf derom? »Nej,« svarede Egil; hvorpaa Faderen bad ham, først at gøre det. Men da Egil nu gav sig i Tale med Thorolf derom, viste denne kun liden Lyst til at tage ham med. »Naar din Fader,« sagde han, »her i sit eget Hus ikke kan styre dig, saa kommer det mig voveligt for, at tage dig med mig udenlands; thi der nytter det dig ikke at vise et saadant Sind, som her.« »Saa kommer nok ingen af os til at rejse,« sagde Egil. Næste Nat rejste der sig et stærkt Uvejr, og Vinden bar ud paa Søen. Da det nu var blevet mørkt, og det var Flodlid, kom Egil hen, hvor Skibet laa, gik ud paa Skibet, udenom Tjældingerne, og hug Tovene over, som gik udenbords; derpaa skyndte han sig op over Skibsbryggen, skød den straks ud, og hug de Tov over, som var oppe paa Landet. Skibet drev da ud paa Fjorden. Men saasnart Thorolf og hans Folk mærkede, at Skibet drev, sprang de i en Baad; Vejret var imidlertid saa haardt, at de intet kunde udrette, og Skibet drev over til Andekil, og op paa Stranden der. Egil gik hjem til Borg. Da man erfarede Egils Skalkestykke, dadlede de fleste det, men han sagde, at det skulde ikke vare længe, førend han tilføjede Thorolf endnu større Skade og Fortræd, hvis denne ikke vilde tage ham med sig. Flere gav sig imidlertid til at mægle imellem dem, saa at det blev Enden derpaa, at Thorolf tog mod Egil, der saaledes drog udenlands med ham om Sommeren.

Saasnart Thorolf var kommen om Bord, tog han Øksen, som Skallagrim havde givet ham og kastede den over Bord i Dybet, saa den aldrig mere kom op. Han havde en lykkelig Overfart, og landede ved Hordeland, hvorfra han straks drog til Sogn. Her var imidlertid Brynjolf død om Vinteren, og hans Sønner havde skiftet Arv. Thord havde faaet Gaarden Ørland, som Faderen havde boet paa, og var gaaet Kongen tilhaande, og var bleven Lensmand. Bjørn havde derimod til sin Lod faaet en anden god og anselig Gaard og var ikke gaaet Kongen tilhaande. Han kaldtes derfor Bjørn Høld (61); han var en velhavende og storsindet Mand. Thorolf begav sig straks efter sin Landing til ham, og bragte ham hans Datter Asgerd. Der blev megen Glæde ved Gensynet. Asgerd var en meget smuk Kvinde, forstandig og dannet og meget ferm i alle kvindelige Sysler. Fremdeles begav Thorolf sig til Kong Erik. Og da de mødtes, bragte han Kongen Skallagrims Hilsen og sagde, at han med Taknemmelighed havde taget mod Kongens Sending (62); og lod derpaa frembære et godt Langskibssejl, hvilket Skallagrim efter hans Sigende sendte Kongen til Foræring. Kong Erik tog vel imod Gaven og tilbød Thorolf at blive hos sig om Vinteren. Thorolf takkede for Tilbudet, men svarede, at han først maatte begive sig til Thorer, hos hvem han havde et vigtigt Ærinde. Derefter tog Thorolf, saaledes som han havde sagt, til Thorer og blev vel modtaget. Thorer tilbød ham at blive hos sig; Thorolf svarede, at det vilde være ham kært; »men jeg har en Mand med mig,« sagde han, »som jeg stadig maa have til Sambo; det er min Broder; han har aldrig før været hjemmefra og jeg maa derfor drage Omsorg for ham.« Thorer svarede, at der intet var i Vejen, om Thorolf vilde tage endnu flere Mænd med sig, og hvad hans Broder angik, da vilde han blive en Prydelse for Thorers Følge, hvis han havde nogen Lighed med sin Broder. Derefter drog Thorolf til sit Skib og lod dette sætte op paa Land; men han og Egil tog til Thorer Herse. Thorer havde en Søn ved Navn Arinbjørn; han var noget ældre end Egil, udmærket af sin Alder og en dygtig Idrætsmand. Egil gav sig meget af med ham, og var næsten altid i hans Selskab. Men mellem Brødrene herskede der just ikke megen Omgang.


42. Thorolf bejler til Asgerd

Thorolf Skallagrimssen spurgte en Gang Thorer, hvad han vilde synes om, hvis Thorolf friede til hans Frænke Asgerd. Dette optog Thorer venlig, og svarede, at han vilde befordre denne Sag. Derpaa drog Thorolf med et godt Følgeskab til Sogn, kom til Bjørns Gaard, og blev vel modtaget. Bjørn bød ham blive hos sig saa længe han vilde. Derpaa kom Thorolf frem med sit Ærinde, og bejlede til hans Datter Asgerd. Faderen tog det vel op, gjorde ingen Vanskeligheder, og Sagen blev afgjort. Trolovelsen gik for sig og Bryllupsstævnet blev fastsat; Gildet skulde staa hos Bjørn om Høsten. Derefter vendte Thorolf tilbage til Thorer, og fortalte ham Udfaldet af sin Rejse. Denne ytrede sin Glæde over Giftermaalet. Og da Stævnetiden nærmede sig, da Thorolf skulde tage til Gildet, indbød han Mænd til at følge med sig, først Thorer og Arinbjørn og deres Huskarle, saa mægtige Bønder, saa at han havde et talrigt Følge af gode Mænd med sig. Men straks ved Stævnedagen, da Thorolf skulde drage hjemmefra, og Brudeskaren var kommen, blev Egil saa syg, at han ikke kunde tage med. Thorolf og hans Ledsagere gav sig derimod paa Vejen, som bestemt var, paa et stort veludrustet Langskib.


43. Om Ølver og Egil

En af Thorers Huskarle hed Ølver; han forestod Styrelsen af hans Gaard, indkrævede hans Tilgodehavende, og var hans Pengeforvalter. Han var den Gang over sine bedste Aar; men endnu rask og rørig. Nu traf det sig saa, at Ølver vilde gøre en Udfart for at indkræve Thorers Landskyld, som var bleven staaende tilbage om Vaaren; han havde dertil en Rofærge med tolv af Thorers Huskarle paa. Paa samme Tid begyndte Egil at komme sig og stod op; han fandt det da altfor kedsommeligt hjemme, naar alle de andre var borte, og sagde til Ølver, at han vilde tage med ham. Ølver fandt, at en god Stalbroder var ikke overflødig, og der var Plads nok til ham paa Skibet, saa Egil gjorde sig rede og havde sine Vaaben med sig, Sværd, Haandspyd og Skjold. Paa Vejen fik de imidlertid et haardt Vejr med stærke Storme, saa de gav sig til at ro stærkt til, og kom saaledes til Atleø, hvor de lagde til Land. Der oppe paa Øen ikke langt fra Stranden var en Gaard, der tilhørte Kong Erik, og blev bestyret af en Mand ved Navn Baard, kaldet Atleø-Baard; han var flink og dygtig til Arbejde, vel ikke af stor Slægt, men meget afholdt af Kong Erik og Dronning Gunhild. Ølver og deres Folk trak deres Skib op over Havstokken, gik saa op til Gaarden, og traf Baard udenfor, hvorpaa de fortalte ham om deres Rejse, og sagde, at de ønskede at blive der om Natten. Baard, som saa, at de var meget vaade, fulgte dem hen til et Ildhus, der laa afsondret fra de andre Huse, og lod her gøre en stor Ild for dem, saa de fik deres Klæder tørrede. Og da de var færdige dermed, kom Baard igen og sagde: »Nu vil vi sætte Spise og Drikke for Eder, thi jeg kan tænke, I længes efter at sove, saa forkomne som I er.« Det behagede Ølver vel. Man satte da et Bord frem, og gav dem Mad, nemlig Brød og Smør, og satte store Kar med Skørmælk for dem. Baard sagde: »Det gør mig meget ondt, at jeg ikke har Øl, saa at jeg kunde beværte Jer, som jeg vilde; I kommer nu til at hjælpe Eder med hvad her er.« Men Ølver og hans Ledsagere var meget tørstige og søbede Skørmælken. Derpaa lod Baard noget Kærnemælk bringe ind, og de drak da den. »Det skulde ret fornøje mig,« sagde Baard, »hvis jeg havde nogen bedre Drik at byde Eder.« Halm skortede der ikke paa; og han bad dem da lægge sig derpaa og sove.


44. Baards Drab

Den samme Aften kom Kong Erik og Gunhild til Atleø, og Baard havde ladet anrette et stort Gilde for at tage imod dem; thi der skulde være Diseblot (63). Der holdtes da et prægtigt Gæstebud, og der var Drik nok inde i Stuen. Kongen spurgte, hvor Baard var henne, siden han ingensteds saa ham. En Mand svarede, at han var ude og sørgede for sine Gæster. »Hvad er det for Gæester,« sagde Kongen, »som han mener heller at burde opvarte end at være inde hos os.« Manden svarede, at der var komne nogle af Thorer Herses Huskarle. »Gaa straks efter dem,« sagde Kongen, »og kald dem herind!« Det skete. De kom da ind og Kongen tog venlig mod Ølver, og bad ham tage Plads i Højsædet lige over for sig, og hans Ledsagere neden for ham. De gjorde saa, og Egil sad næst ved Ølver. Der blev nu baaret Øl om til dem; mange Skaaler blev nu drukne, og man skulde ved hver drikke Hornet ud. Da det nu led ud paa Aftenen, havde mange af Ølvers Folk faaet mere, end de kunde bære; somme spyede derinde, men somme naaede at komme uden for Døren. Baard var meget ivrig med at bringe dem Drik, men Egil tog Hornet, som han havde rakt Ølver, og drak det ud. Baard sagde, at han havde en stærk Tørst, og bragte ham straks Hornet fyldt paa ny, og bad ham tømme det. Egil tog det og kvad:

Knapt med Øl I ejed,
ytred du med Snuhed
under Diseofret —
aldrig du løj saa højlig.
Ej du de komne kendte.
Kriger, men fult du skjulte
for os din Hu den hadske.
Den Handling, Baard, var daarlig.

Baard bad ham drikke og holde op med sine Spottegloser. Egil drak hvert Horn, der kom til ham, og desuden for Ølver med. Da gik Baard hen til Dronningen, og sagde, at der var en Mand, som beskæmmede dem; aldrig drak han saa meget, at han jo endnu klagede over Tørst. Dronningen og Baard blandede da Uting i Drikken, og lod den bringe ind. Baard signede Skaalen, og gav den derpaa til Opvartningskvinden, som bragte Egil den, og bad ham drikke. Da tog Egil sin Kniv op, stak sig i Haanden, tog saa imod Hornet, og ristede Runer derpaa og besmurte dem med sit Blod. Han kvad derhos:

Runer her jeg rister,
rødt med Blod dem farver.
Dem til Drikkebægret,
Dyrets Horn, jeg vælger.
Bryggen Tærner blanded,
Baard gjorde Tegn derover.
Vide jeg vil, om det skader,
vil, som jeg lyster, drikke.

Hornet sprang itu (64), men Drikken løb ned i Halmen (65). Nu begyndte Ølver at faa ondt, hvorfor Egil stod op, tog ham ved Haanden, og førte ham til Døren, og havde sit Sværd i Haanden. Men idet de kom til Døren, kom Baard efter dem med et fuldt Horn, og bad Ølver drikke til Afsked. Egil tog Hornet, drak det ud, og kvad:

Ræk mig det Øl, som Ølver
ej kan faa ned, den Blegnæb.
Snart, mens Svælget svulmer,
svundet det er til Bunden.
Her er de rette Hænder!
Hans er det ej. — Du sanser
altfor ilde, Kæmpe!
Ord til Vers jeg gjorde.

Egil kastede straks Hornet fra sig, greb sit Sværd, og trak det ud. Det var mørkt i Forstuen. Han stak Sværdet midt igennem Baard, saa Spidsen stod ham ud igennem Ryggen, og Baard faldt død ned, imedens Blodet strømmede ud af hans Saar. I det samme faldt Ølver om. Egil løb ud af Stuen; det var bælgmørkt, og han satte i fuldt Løb bort fra Gaarden. Men i Forstuen mærkede man, at Baard og Ølver var faldne; Kongen kom da til og lod Lys bringe ind; man saa da, hvad der var sket, at Ølver laa der sanseløs, men Baard dræbt, og hele Gulvet flød i hans Blod. Kongen spurgte da, hvor den store Mand var blevet af, der havde drukket mest om Aftenen. De andre svarede, at han var gaaet ud. »Søg ham op!« svarede Kongen, »og bring ham til mig!« Der blev ledt efter ham omkring i Gaarden, men han fandtes ikke. Da Kongens Mænd kom ind i Ildhuset, saa de flere af Ølvers Følgesvende ligge der, og spurgte dem, om Egil havde været der. De sagde, at han var løbet derind og havde taget sine Vaaben, men var derpaa gaaet igen. Dette meldte de Kongen, der befalede sine Mænd at skynde sig alt hvad de kunde, at tage alle de Skibe, der var paa Øen, og om Morgenen, saa snart det var blevet lyst, skulde de ransage hele Øen og dræbe Manden.


45. Egils Flugt

Egil løb af Sted om Natten, og søgte hen til det Sted, hvor Skibene laa; men hvor som helst han kom til Stranden, fandt han Mænd for sig, og han for saaledes den hele Nat omkring, uden at faa noget Skib. Da det begyndte at dages, var han stedt paa et Næs, hvorfra han saa over til en anden Ø, der ved et temmelig bredt Sund var skilt fra Atleø. Han fattede da sin Beslutning; han tog nemlig sin Hjælm, sit Sværd og sit Spyd, brød dette af Skaftet, som han kastede ud i Søen, men Vaabnene svøbte han i sin Kappe, gjorde en Bylt deraf, og bandt sig den fast paa Byggen. Derpaa styrtede han sig i Havet og blev ved at svømme, til han naaede Øen. Den hed Saudø; det var kun en lille Ø, der var begroet med Krat; der gik meget Kvæg, baade Nød og Faar, som tilhørte dem paa Atleø. Da han var kommen op paa Øen, vred han Vandet af sine Klæder; det var da blevet lys Dag, og Solen var kommen paa Himlen. Straks da det blev lyst, lod Kong Erik Øen ransage; men det gik kun langsomt, da Øen var stor, og Egil blev ikke fundet. Kongen lod da sine Mænd fare over til de andre Øer for at lede efter ham. Det var om Aftenen at tolv Mænd roede over til Saudø, for at søge efter Egil. Egil, der saa dem komme mod Øen, lagde sig da ned i noget Krat, og skjulte sig, før Skibet kom til Land. De lod tre Mænd blive tilbage ved Skibet, men ni gik op i Land, og delte sig saaledes, at tre gik hver sin Vej. Da der nu var kommen en Høj mellem dem og Skibet, stod Egil op og gik ned til Skibet; men de, som passede paa Skibet, mærkede ikke noget, før Egil paa een Gang kom over dem. Den ene hug han straks Banehug; men den anden gav sig til at løbe: det gik just op ad en Skrænt; Egil hug efter ham og hug det ene Ben af ham; den tredje var løbet ud paa Skibet, greb en Stang og vilde skyde fra, men Egil trak Skibet til sig, og sprang ud paa det; de skiftede ikke længe Hug, før Egil fik ham dræbt, hvorpaa han kastede ham over Bord. Derpaa tog han Aarerne, og roede bort med Skibet, for saaledes af Sted hele den Nat og næste Dag, og standsede ikke, før han kom til Thorer Herse. Mændene, som var komne over paa Saudø, blev der i flere Nætter, de slagtede noget af Kvæget, for at faa Føde, gjorde Ild paa, og kogte det; de rejste et stort Baal paa den Side af Øen, som vendte mod Atleø, stak Ild deri, og gjorde saaledes en Bavn. Da man saa denne fra Atleø, roede nogle over, og førte dem tilbage. Kongen var da borte, og var taget hen til et andet Gilde. Ølver og hans Ledsagere gav han ingen Skyld for denne Sag, men lod dem fare i Fred. De var komne hjem førend Egil; da var Thorolf og Thorer ogsaa lige komne hjem. Ølver fortalte dem, hvad der var hændt, Baards Drab, og hvad der ellers var sket; men hvad der var blevet af Egil, kendte han ikke til. Thorolf, og ligeledes Arinbjørn, blev meget nedslagne herover, thi de frygtede for, at Egil ikke skulde komme tilbage. Men næste Morgen kom Egil hjem, og saa snart Thorolf fik det at vide, gik han hen til ham, og spurgte paa hvad Maade han var undkommen, og hvad der var hændt paa hans Flugt. Egil kvad da:

Sandt at sige slap jeg
saadan fra Norges daadfro
Herskers Hus og Gunhilds
hid — hvad man godt maa vide:
Trende stærke Stridsmænd
ser de næppe mere.
Hel i høje Sale
Hus dem bød, de døde.

Arinbjørn tyktes vel om denne hans Daad, og sagde til sin Fader, at det var hans Pligt at forlige Egil med Kongen. Thorer svarede: »Uden Tvivl vil Folk finde, at Baard havde fortjent sin Død, men det ligger dog ogsaa altfor meget i Egils Æt, ikke at vogte sig for Kongens Vrede; det vilde falde de fleste tungt nok, men jeg skal for denne Gang se at forlige ham med Kongen.« Thorer rejste da til Kongen, men Arinbjørn blev hjemme, og forsikrede, at een Skæbne skulde overgaa dem alle. Da Thorer nu var kommen til Kongen, tilbød han at gaa i Borgen for Egil, og overlod Sagen til Kongens Dom. Kongen var meget vred og vanskelig at komme til Orde med. Det sandedes nu, sagde han, hvad hans Fader havde spaaet, at disse Frænder var ikke at lide paa; og han bad Thorer, selv om han tilstod noget Forlig, at drage Omsorg for, at Egils Ophold i hans Rige ikke blev af lang Varighed. »For din Skyld, Thorer,« vedblev han, »vil jeg tage Pengebøder for hine dræbte Mænd.« Han bestemte da en Pengebod, saaledes som ham selv syntes; men Thorer betalte alt, og drog derpaa hjem.


46. Om Thorolfs og Egils Hærtog

Thorolf og Egil blev Vinteren over hos Thorer, men om Foraaret udrustede de et stort Langskib, og forsynede sig med Mandskab dertil. Om Sommeren sejlede de til Østerleden, og hærgede, og erhvervede sig meget Gods, og holdt mange Træfninger. De styrede til Kurland, og sluttede først Fred med Landets Indbyggere paa en halv Maaned, og holdt Købstævne (66) med dem. Men da denne Tid var udløbet, gav de sig til at hærge, og lagde til paa forskellige Steder. En Dag lagde de til ved Mundingen af en stor Flod, hvor der var en stor Skov oppe i Landet. De besluttede der at gøre Landgang. Folkene blev delte i Hobe, tolv Mand i hver. Først gik de gennem Skoven, og da var der ikke ret langt, før det beboede Land begyndte. De gav sig da til at plyndre, og dræbte Indbyggerne; men disse flyede for dem, saa de til sidst ingen Modstand fandt. Da det led imod Aften, lod Thorolf sine Folk ved Luren samle, for at gaa ned til Skibene, hvorpaa Mændene, hver efter som de var stedte, vendte om til Skoven; men da Thorolfs Folk var samlede, og alle blev mønstrede, fandtes det, at Egil ikke var kommen. Det begyndte da allerede at mørknes af Natten, saa man troede ikke at kunne faa ham opsøgt. Egil var med tolv Mand gaaet gennem Skoven, og de saa da store Sletter og Bygder for sig. Kort fra dem stod der en Gaard, som de stævnede til; og da de var komne did, løb de ind i Husene, men blev ingen Mennesker var. De tog alt det Gods, som de forefandt, alt hvad løst var. Der var mange Huse, saa at de blev opholdte der længe, og da de nu var komne ud og bort fra Gaarden, saa havde der imidlertid imellem dem og Skoven samlet sig bevæbnede Folk, som gav sig til at anfalde dem. Der strakte sig et højt Pælegærde fra Gaarden henimod Skoven. Da befalede Egil, at de andre skulde følge ham, saaledes at deres Forfølgere ikke kunde komme til at anfalde dem fra alle Sider. De gjorde saa. Først gik Egil, siden den ene efter den anden, saa nær, at man ikke kunde skille dem ad. Kurerne gik hæftig løs paa dem, men anfaldt dem dog mest med Spyd og Skudvaaben, og vovede sig ikke saa nær, at det kunde komme til Hugkamp. Da nu Egil og hans Folk gik frem langs med Pælegærdet, saa de uforvarende et andet Gærde, der kom fra den anden Side, og straks efter stødte til det første, saa at de dannede en Bugt med hinanden, og standsede deres Gang. Kurerne trængte dem i Snævringen, nogle stak med Spyd og Sværd gennem Gærderne, og andre kastede Klæder over deres Vaaben. Egils Folk blev saarede, dernæst tagne til Fange, og alle blev bundne førte hjem til Gaarden. Bonden, som ejede den, var en mægtig og rig Mand, og havde en voksen Søn. Der blev da raadslaaet om, hvad man skulde gøre ved dem; Bonden mente, det var bedst at hugge dem ned til Hobe. Men Sønnen forestillede, at det var nu saa mørkt, at man ingen Fornøjelse kunde have af at pine dem, og bad, at man skulde bie til næste Morgen. De blev da ført ind i et Hus, og fast bundne. Egil var baade med Hænder og Fødder bunden til en Pæl. Da Huset nu var fast laaset, gik Kurerne ind i Stuen, for at faa Mad, var meget lystige og gav sig til at drikke. Egil brugte alle sine Kræfter, og rykkede i Pælen, til den løsnedes i Gulvet; endelig faldt den om, og han smøgede sig fra den. Derefter løste han sine Hænder ved Tændernes Hjælp, og da han først fik fri Haand, løste han Baandene paa sine Fødder, og endelig sine Stalbrødre. Da alle saaledes var blevet løse, saa de sig alle Vegne om, hvor de skulde finde en Udgang. Væggene paa Huset var dannede af store Bjælker, men i den anden Ende af Huset var en flad Beklædning af Bræder. Der løb de hen, og brød Bræderne op, og kom da ind i et andet Husrum, hvis Vægge ligeledes var Tømmer. Her hørte de nogen tale nede under deres Fødder, ledte alle Vegne omkring, og fandt endelig en Lem i Gulvet. Og da de havde lukket denne op, var der en dyb Grav derunder; det var derfra de kunde høre Menneskestemmer. »Hvem er her?« spurgte da Egil. En Røst svarede ham, at han hed Aage. Egil spurgte, om han vilde op af Graven, hvortil den anden svarede ja. Egils Folk tog da nogle af de Reb, hvormed de havde været bundne, lod dem gaa ned i Graven, og trak tre Mænd op. Aage fortalte dem da, at de andre to var hans Sønner; de var danske Mænd, som var blevet hærtagne forrige Sommer. »I Vinter,« sagde han, »havde jeg det nogenlunde godt; jeg havde en stor Del af Bøndernes Gods under min Varetægt, men mine Sønner behandledes som Trælle, og var meget modfaldne. Om Foraaret besluttede vi da at løbe bort, men blev fundne, og saa satte ned i dette Hul.« »Du maa være vel kendt med Husets Lejlighed,« sagde Egil, »hvor kan vi snarest vente at komme bort?« Aage sagde, at der var endnu en Brædevæg; naar de brød den op, vilde de komme ind i en Kornlade, og saa kunde de gaa ud, som de selv vilde. Egils Folk brød da gennem Væggen, kom ind i Laden, og derfra ud. Det var bælgmørkt. Hans Ledsagere sagde da, at de skulde skynde sig ad Skoven til; men Egil sagde til Aage, at siden han kendte Husene deromkring, saa maatte han kunne give dem Anvisning, hvor der var noget Bytte at faa. Aage svarede, at der ikke skortede paa Gods; der var et Loftkammer, hvor Bonden selv sov, og der var der Vaaben nok. Egil bad dem da at gaa med derhen; og da de var komne op ad Trappen, saa de, at Loftkammeret var aabent, der var Lys inde, og Tjenestefolk, som redte Sengene. Egil befalede da nogle at blive udenfor, og passe paa, at ingen kom ud; selv løb han ind, greb fat paa Vaabnene, som der var en Mængde af, og dræbte alle de Mænd, der var derinde. Alle fik sig der en fuldstændig Vaabenrustning. Aage gik derpaa hen til et Sted, hvor der var en Lem i Loftgulvet, lukkede den op, og sagde, at de skulde gaa ned der i Stuen nedenunder. De tog Lys med sig, og gik ned. Der havde Bonden sit bedste Gods og alle Haande Kostbarheder og meget Sølv. De tog da hver saa meget de kunde bære, og bar det ud. Egil tog blandt andet en temmelig stor Bøtte, og bar den under sin Arm. Men da de var komne til Skoven, standsede Egil og sagde: »Dette er en slet Færd og ingen brav Kriger værdig; vi har stjaalet Bondens Gods, uden at han ved noget deraf; den Skam skal aldrig blive siddende paa os; lad os nu vende tilbage til Gaarden, og forkynde dem, hvad der er sket.« Men alle modsatte sig, og sagde, at de vilde ned til Skibet. Da satte Egil Bøtten ned, gav sig til at rende, og løb til Gaarden. Men da han var kommen did, saa han Tjenestesvende gaa fra Køkkenet med Fade, som de bar ind i Stuen. I Ildhuset saa han en stor Ild med Kedler over, og der gik han hen. Man havde bragt store Tømmerstokke hjem, og saaledes gjort Ild paa, som Skik var, nemlig ved at stikke Ild i den ene Ende af Stokken, hvorpaa den da brænder af sig selv. Egil greb en af Stokkene, gik hen til Stuen og stak den med den luende Ende op under Tagskægget og saa op i Næverbarken, og der gik snart Ild deri. Kort derfra laa der en Del Træ; det bar han hen for Stuedøren. Ilden trængte snart gennem Tagbræderne; men de, der sad inde i Stuen og drak, mærkede intet, før Luen slog ind gennem Taget. Da løb de til Døren, men her var det just ingen let Sag at komme ud, baade for det Træ, der var opstablet, og tillige fordi Egil passede paa Døren, og dræbte de fleste, der søgte at komme ud, snart i Døren selv og snart udenfor. Det varede kun et Øjeblik, før Stuen brændte og faldt ned; og alle, som var derinde, omkom. Egil gik tilbage til Skoven, fandt sine Stalbrødre, og de gik alle ned til Skibet. Bøtten, som han havde taget med sig, sagde Egil, at han vilde have forlods af Godset; den var vel at mærke fuld af Sølv. Thorolf og hans Folk blev meget glade, da Egil kom; de styrede straks fra Land, da Morgenen brød frem. Aage og hans Sønner fulgte med Egil. De sejlede længer hen paa Sommeren til Danmark, lagde sig ogsaa der i Vejen for Købmandsskibene, og plyndrede hvor de kunde.


47. Købstaden Lund brændes

Harald Gormsen (67) havde da, efter sin Fader Gorms Død, overtaget Regeringen i Danmark. Landet var den Gang meget udsat for Hærgninger, thi der laa mange Vikinger omkring i Farvandene. Da Aage nu havde nøje Kendskab til Danmark baade til Lands og til Søs, udspurgte Egil ham meget, paa hvilke Steder der kunde ventes godt Bytte; og da de var komne til Øresund, sagde Aage, at der oppe i Landet laa en stor Købstad, der hed Lund, hvor der kunde gøres et godt Bytte, men Borgerne vilde rimeligvis sætte sig til Modværge. Det blev da forelagt Krigerne, om man skulde beslutte sig til Opgang eller ej. Meningerne var delte, nogle raadede til, andre fra, men endelig skød man Sagen ind for Styremændene (68). Thorolf foretrak Opgang, og da nu Egil blev spurgt om sin Mening, kvad han:

Svende, lad os svinge
Sværdene højt i Vejret.
Somrens Stunder er Styrkens:
Stærke frem til Værket!
Op til Lund nu iler
alle! Kampen kalder.
Hvinende Vaaben skal flyve
paa Val, før Solen daler.

Man beredte sig da til Opgang, og drog til Købstaden. Men saa snart Borgerne mærkede, der var Ufred, stævnede de imod, og satte Mænd til at værge den Trævold, hvormed Staden var omgiven. Der begyndte en haard Kamp. Egil var den første, der trængte ind i Borgen, saa flyede Borgerne, og led et stort Nederlag. Han og Thorolf plyndrede derpaa Købstaden, og fik meget Gods, og stak Ild paa Byen, førend de forlod den. Derpaa drog de igen ned til deres Skibe.


48. Om Gildet hos Arnfinn Jarl

Thorolf styrede nord paa forbi Halland, og da de fik Modvind, løb de ind i en Havn, dog uden at plyndre. En Jarl, ved Navn Arnfinn var ikke langt derfra oppe i Landet; og saa snart han fik Budskab om, at Vikinger havde lagt der til Land, sendte han sine Mænd ned til dem, for at høre, om de vilde have Fred eller Krig. Thorolf svarede, at de ikke agtede at hærge, thi de havde ingen Grund til at fare frem med Hærskjold, og Landet var jo heller ikke rigt. Da Jarlen fik dette Budskab, og saa, at han ikke behøvede at samle Folk for den Sag, red han uden Hær ned til Vikingerne, gav sig i Samtale med Thorolf, og bød ham endelig til Gilde hos sig med saa mange Folk han vilde tage med. Thorolf lovede at komme; og paa den fastsatte Tid sendte Jarlen dem Heste i Møde. Baade Thorolf og Egil rejste, og havde tredive Mand med sig. Jarlen tog vel imod dem; man fulgte dem ind i Stuen, der blev straks budet dem Øl, og de blev siddende der til Aften. Men førend Spisebordene blev fremsatte, sagde Jarlen, at man skulde kaste Lod om Sæderne; Mand og Kvinde skulde drikke sammen, saa vidt som Par var til, og de overskydende for sig selv. Man bar altsaa sine Lodder i Skød, og Jarlen tog dem op. Han havde en smuk Datter, der var i sin fejreste Alder, og Loddet faldt saa, at Egil skulde sidde hos Jarledatteren om Aftenen. Hun gik omkring paa Gulvet for Morskabs Skyld. Egil stod nu op, og gik hen til den Plads, hvor Jarlens Datter havde siddet om Dagen; men da man nu skulde til at bænkes, gik Jarledatteren hen til sin Plads og kvad:

Sid ej, hvor jeg skal sidde!
Sjælden har du fældet
Ulven den varme Æde —
Ene vil her jeg være.
Du hørte ej Høstens Ravnes
Hob fra en Blodpøl raabe,
var ej, hvor de skaltyndt-
hvæssede Sværd blev krydset.

Egil tog og satte hende ned hos sig, og kvad:

Bragende bed min Klinge,
jeg bar et Sværd, der drypped.
Ligravnes Følge fik jeg,
frygtløst frem vi søgte.
Vikingehaardt vi hugged,
Huse sank sammen i Flammer,
blodige Karlekroppe
krympede sig i Borgport.

Egil og Møen drak nu sammen om Aftenen, og var meget muntre. Gildet var fortræffeligt, saavel nu som næste Dag. Derpaa vendte Vikingerne tilbage til deres Skibe, efter at de havde forladt Jarlen som Venner og skiftet Gaver indbyrdes.

Thorolf og Egil sejlede nu videre frem til Brennøerne, som den Gang var et almindeligt Tilflugtssted for Vikingerne, eftersom der sejlede mange Købmandsskibe imellem Øerne. Aage og hans Sønner vendte hjem til deres Gaarde; han var en velhavende Mand og ejede adskillige Gaarde i Jylland. Han skiltes fra de andre i bedste Forstaaelse, og de forsikrede hinanden om bestandigt Venskab. Ved Begyndelsen af Høsten sejlede Thorolf og Egil videre frem forbi Norge, og kom til Fjordene, hvor Thorer Herse tog vel imod dem, men endnu mere hans Søn Arinbjørn. Denne bød straks Egil at blive der om Vinteren, hvad han med Tak tog imod; men da Thorer fik det at vide, sagde han, at denne Indbydelse var nok overilet, thi han vidste ikke, hvad Kong Erik vilde sige dertil, da han efter Baards Drab havde udtalt, at han ikke vilde have Egil der i Landet. »Du kan nok, Fader,« sagde Arinbjørn, »mage det saa hos Kongen, at han ikke bryder sig om Egils Ophold hos os; du byder, som billigt er, din Maag Thorolf til at blive her, og jeg og Egil, vi skal have samme Vinterophold.« Heraf saa Thorer nok, at hans Søn vilde have sin Vilje heri. Baade Fader og Søn tilbød da Thorolf Vinterophold, hvilket Tilbud han ogsaa modtog; og saaledes blev de der, tolv i Tallet, om Vinteren. Blandt deres Mænd var to Brødre, Thorvald Ofse og Thorfinn Strange, nære Slægtninge af Bjørn Høld og opfødte med ham. Det var store, stærke, kraftige og fyrige Mænd, som havde fulgt med Bjørn i Viking; men siden, da han havde slaaet sig til Ro, gav de sig i Selskab med Thorolf, og var i Stavnen paa hans Skib. Og da Egil fik Befaling over et Skib, blev Thorfinn hans Stavnbo (69). Disse Brødre fulgte altid med Thorolf, der agtede dem højest af alle sine Skibsfolk; de var derfor ogsaa denne Vinter i hans Følge, og sad Brødrene nærrmest. Thorolf sad i Højsædet lige over for Husbonden Thorer, og drak Skaal om Skaal med ham; Egil ligesaa med Arinbjørn; men ved alle Mindeskaaler (70) skulde man gaa frem paa Gulvet og drikke med den, der sad lige overfor.

Om Høsten begav Thorer Herse sig til Kong Erik, der tog meget naadig imod ham; og da de var komne i Samtale med hinanden, bad Thorer Kongen ikke at regne ham det til onde, at han havde Egil hos sig om Vinteren. Ogsaa dette tog Kongen gunstig op, og sagde, at Thorer kunde faa det med ham, som han vilde, men en anden Mand vilde det ikke have bekommet saa vel, hvis han havde laget mod Egil. Men da Gunhild hørte, hvad de talte om, udbrød hun: »Jeg tænker, Erik, at det gaar nu som sædvanlig, at du lader dig let foresnakke noget, og husker ikke længe hvad ondt man har gjort dig; du vil ikke høre op med at drage Skallagrims Sønner frem, før de har fældet nogen af dine nærmeste Frænder. Men om du end ikke bryder dig noget om Drabet paa Baard, saa er det samme ikke Tilfældet med mig.« Kongen svarede: »Du ansporer mig mere til Grusomhed, Gunhild, end nogen anden; der var dog en Tid, da Thorolf var dig kærere, end han nu er; men i alt Fald vil jeg ikke tage det Ord tilbage, som jeg har givet disse Brødre.« »Ja vist,« svarede hun, »var Thorolf vel antaget her, førend Egil fordærvede det for ham, men nu ser jeg ingen Forskel imellem dem.« Thorer vendte hjem, og fortalte baade Kongens og Dronningens Ord.


49. Thorvald Ofses Drab

Gunhilds Brødre, Sønner af Øssur Tote, hed Eyvind Skreya og Alf Askmand (71). De var endnu unge, men dog fuldvoksne, store og stærke, og meget stridbare. De stod paa den Tid mest i Anseelse hos Kong Erik og Gunhild, men var ikke afholdte af Almuen. Om Vaaren skulde der holdes et stort Blot (72) paa Gaule (73), hvor der var et anseligt Hovedhov (74), hvilket i Mængde besøgtes af Folk fra Fjordene, fra Fjaler og fra Sogn, og af næsten alle Stormænd deromkring. Kong Erik tog ogsaa derhen. Da sagde Gunhild til sine Brødre: »Se til at I mager det saa i dette talrige Møde, at I faar en af Skallagrims Sønner dræbt, og helst dem begge.« De lovede det. Da nu ogsaa Thorer Herse lavede sig til at tage derhen, lod han Arinbjørn kalde til sig og sagde: »Jeg tager nu hen til Blotet, men vil ikke have, at Egil skal komme did; jeg kender Gunhilds Taler, Egils Hæftighed og Kongens Magt; det skal falde vanskeligt at passe alt dette sammen. Men Egil vil ikke blive tilbage, med mindre ogsaa du bliver hjemme. Thorolf og hans andre Følgesvende skal derimod følge med mig; han skal da blote og søge Held baade for sig og sin Broder.« Derpaa sagde Arinbjørn dette til Egil, at han maatte blive hjemme, »vi begge to,« sagde han; og dermed var Egil fornøjet. De andre drog med Thorer til Blotet, hvor der var samlet en stor Mængde Mennesker, og holdtes store Drikkelag. Thorolf fulgte stadig med Thorer, saa de ikke forlod hinanden, hverken Nat eller Dag. Eyvind sagde derfor til Gunhild, at han ikke saa nogen Lejlighed til at dræbe Thorolf; hvorpaa hun bad ham i det mindste at rydde en af hans Mænd af Vejen, hellere end slet ingen. En Aften var Kongen allerede gaaet til Sengs; ligesaa Thorer og Thorolf; men Thorfinn og Thorvald blev endnu siddende. Da kom Brødrene Eyvind og Alf, og satte sig hos dem og var meget lystige. Først drak de alle til Hobe; derpaa gav de sig til at drikke to og to sammen; Eyvind og Thorvald drak sammen, samt Alf og Thorfinn. Da det nu led ud paa Aftenen, kom det under Drikken først til Snyderier ved Drikken, saa til Skændsmaal, endelig til Skældsord. Da sprang Eyvind op, trak sin Dolk frem, og gennemborede Thorvald, saa han fik Banesaar. Derpaa sprang de op paa begge Sider, baade Kongens Mænd og Thorers Huskarle. Men alle Mænd derinde var uden Vaaben, da der var Hovhellighed (75); flere Mænd gik da imellem og fik de mest rasende skilte ad; og videre forefaldt der ikke den Aften. Eyvind havde begaaet Drab i Helligdommen, og var derved bleven Varg (76), saa at han straks maatte drage bort. Kongen tilbød at give Bod for den dræbte, men Thorolf og Thorfinn svarede, at de aldrig havde taget mod Mandebøder (77), og i dette Tilfælde vilde de ikke gøre det. Hermed skiltes de og Thorer drog hjem. Da Eyvind nu ikke turde være noget Sted, hvor de norske Love gjaldt, sendte Kong Erik og Gunhild ham ned til Danmark til Kong Harald Gormsen, der tog vel imod ham og hans Ledsagere; han kom did paa et stort Langskib, og denne Konge gjorde Eyvind til sin Landværnsmand mod Vikingerne, da han var en dygtig Kriger.

Da Foraaret kom, rustede Thorolf og Egil sig til atter at fare i Viking, og agtede sig endnu en Gang til Østerleden. Men da de var komne til Vigen, sejlede de sønder paa langs med Jyllands Kyst og hærgede der. Saa sejlede de videre frem til Frisland, og tilbragte paa dette Togt en stor Del af Sommeren. Derefter vendte de igen tilbage til Danmark; men da de var komne til det Sted, hvor Danmark og Frisland grænser sammen, og havde lagt til Land, kom der om Aftenen, som man vilde gaa til Ro paa Skibene, to Mænd til Egils Skib, og sagde, at de havde et Ærinde til ham. De blev da fulgte til ham og sagde, at Aage den Rige havde sendt dem did, for at lade ham vide, at Eyvind Skreya laa ude for Jyllands Side (78), og vilde passe dem op, naar de sejlede tilbage; han havde samlet saa mange Folk, at de ikke vilde kunne staa sig imod ham, hvis de traf sammen med dem alle; selv havde han to lette Skibe, og laa der i Nærheden. Da Egil nu havde faaet denne Tidende, nedtog hans Folk straks Tjældingerne, og han befalede dem at sejle saa stille som muligt, hvilket de gjorde. I Dagningen kom de til Eyvinds Skibe, der laa for Anker, lagde straks frem til Angreb, og anfaldt dem baade med Sten og Vaaben. Mange af Eyvinds Folk faldt, men han selv sprang over Bord og svømmede til Land med alle de andre, der undkom fra Skibene. Men Egils Folk bemægtigede sig Skibene med Ladning og Vaaben. Hen paa Dagen vendte de tilbage til Thorolf, der spurgte, hvor Egil havde været henne, og hvor han havde faaet de Skibe fra, som han havde med sig, hvorpaa da Egil fortalte, at han havde taget dem fra Eyvind Skreya. Han kvad da ogsaa:

Temmelig hedt gik det til nys
en Tid paa Jyllands-Siden.
Vikingehelten gik haardt paa,
han, der værged Danmark.
Men tilsidst vi sejred —
selve Eyvind Skreya
maatte i Søen svømme
snarest mod Land med Skaren.

Thorolf sagde, at nu havde de nok maget det saa, at det var dem lidet raadeligt, at gæste Norge i Høst. »Nu vel,« svarede Egil, »saa opsøger vi os et andet Sted.«


50. Kong Adelsten af England

Paa denne Tid, da Harald Haarfager regerede i Norge, herskede Alfred den Store over England, den første Enekonge i England af sin Stamme. Efter ham fulgte hans Søn Edvard, Fader til Adelsten den Sejersæle, der opfostrede Haakon den gode. Paa denne Tid havde Adelsten tiltraadt Kongedømmet i England efter sin Fader; men straks rejste alle de Høvdinger sig, som havde mistet deres Riger under hans Forfædre; thi de haabede nu, da der sad en ung Konge ved Roret, lettest at faa dem tilbage. Det var baade Britter, Skotter og Irer, der stod op imod ham. Kong Adelsten samlede derfor en Hær, og gav baade fremmede og indenlandske Mænd Sold, naar de vilde træde i hans Tjeneste. Brødrene Thorolf og Egil, der imidlertid var sejlede til Skasland (79) og Flæmingeland (80), hørte, at Kongen af England trængte til Krigsfolk, og at der var Bytte at vente, og besluttede desaarsag at drage derhen med deres Folk. De kom om Høsten til Kong Adelsten, som tog vel imod dem, og fandt, at de kunde være ham til god Hjælp; og da han havde talt nogle Gange med dem, tilbød han dem at træde i hans Sold og blive hans Landeværnsmænd. Og de blev nu saaledes enige, at de gik i hans Tjeneste. England havde længe været kristent den Gang, da dette skete, og Kong Adelsten var en saa from Konge, at han kaldtes Adelsten den Troende. Kongen bad Brødrene om at lade sig primsigne (81). Det var nemlig den Gang Skik, at baade Købmænd og de, der gik i Sold sammen med kristne Mænd, gjorde dette, fordi de, der var primsignede, havde lige godt Samkvem baade med Kristne og med Hedninge, og kunde holde sig til den Tro, som de selv syntes bedst om. Thorolf og Egil opfyldte ogsaa begge Kongens Bøn, og lod sig primsigne. De havde i det hele tre hundrede Mand, som gik i Kongens Sold.


51. Om Olaf Skottekonge

Olaf den Røde hed en Konge i Skotland. Paa fædrene Side var han af skotsk, men paa mødrene af dansk Slægt, og nedstammede fra Regnar Lodbrog. Skotland regnede man i Sammenligning med England for at være som en tredje Del af dette Rige; Northumberland derimod for en femte Del. Det sidste strækker sig op ad den østlige Side af England, og grænser til Skotland. Hovedstaden der hed Jorvig (82). I gamle Dage havde det haft danske Konger, men nu tilhørte det Adelsten, som lod det styre af to Jarler, Alfgeir og Gudrek; de sad der til Landeværn, saavel imod Skotternes Anfald, som imod de Danskes og Norskes, der hærgede meget paa Landet, og mente at have store Fordringer derpaa. I Northumberland var der nemlig saa godt som ingen Indbyggere, der jo enten paa fædrene eller mødrene Side var af dansk Æt, og mange var det paa begge Sider. I Bretland (83) regerede to Brødre, Ring og Adils, som var skatskyldige under Kong Adelsten, og havde den Forret, at naar de var i Kongens Hær, skulde de og deres Folk være forrest i Fylkingen (84) foran Kongens Mærke. Disse Brødre var udmærkede Krigere, og ikke saa ganske unge. Alfred den Store havde frataget alle Skattekongerne deres Navn og Vælde, saa at de forrige Konger og Kongesønner kaldtes nu Jarler; og dette varede ved under hans Regering og under hans Søn Edvard. Men Adelsten var kommen ung til Regeringen, og af ham troede de at have mindre at frygte; mange, som før havde været tro og hengivne, blev derfor nu upaalidelige.


52. Krigsrustning

Olaf Skottekonge samlede en stor Hær, for at gaa til England; og da han var kommen til Northumberland, drog han frem med Hærskjold. Jarlerne, som regerede der, samlede en Hær imod ham, og det kom til et stort Slag, i hvilket Kong Olaf sejrede; Gudrek Jarl faldt, og Alfgeir tog Flugten med den største Del af sin Hær. Kong Olaf underlagde sig hele Northumberland. Alfgeir drog til Kong Adelsten, og meldte ham sit Uheld, hvorpaa Kongen, da han hørte, at der var falden en saa stor Hær ind i hans Rige, sendte Bud ud til alle Sider til Jarler og andre Befalingsmænd, for at stævne Folk til sig. Selv gav han sig, med de Folk han kunde faa samlet, paa Vejen mod Skotterne. Olaf Skottekonge havde imidlertid, da det rygtedes, at han havde sejret og bemægtiget sig en stor Del af England, faaet en langt større Hær end Adelsten, og da forenede en Del af Stormændene sig med ham. Blandt andre sluttede Ring og Adils, der allerede havde samlet en stor Hær, sig til ham, og tilsammen havde de en talløs Skare. Da Kong Adelsten fik alt dette at vide, holdt han Møde med sine Høvdinger og Raadgivere, spurgte dem, hvad der nu var raadeligst, og forklarede dem omstændelig alle tilhobe, hvad han vidste om Skottekongens Færd og Styrke. Derom var alle enige, at Alfgeir Jarl havde handlet meget fejgt, og havde fortjent at miste sin Værdighed. Men ellers blev det bestemt, at Kong Adelsten skulde vende tilbage til den sydlige Del af England, og derfra stadig nord efter samle Folk til sig; thi man frygtede for, at det vilde gaa for sent med at faa en tilstrækkelig Mængde samlet, hvis ikke Kongen selv foretog Opbudet. Over den allerede samlede Hær gjorde Kongen Thorolf og Egil til Høvdinger, saaledes, at de skulde befale over alle de Folk, som Vikinger havde bragt Kongen; Alfgeir derimod beholdt endnu Befalingen over sine egne Folk; og Befalingsmænd over de mindre Afdelinger indsattes af Kongen selv.

Derefter skikkede Brødrene Sendebud til Kong Olaf med det Ærinde: at Kong Adelsten vilde æske ham til Kamp, og bestemme et Sted til Slag paa Vinhede ved Vinaskoven; at de skulde holde op med at hærge i hans Land; og at den, som vandt Sejr i Slaget, skulde raade for Englands Rige. Kampen skulde finde Sted efter en Uges Forløb, og hvo der kom først, skulde bie en Uge efter den anden. Den Gang var det Skik, at saa snart en Kamp var aftalt med en Konge, saa vilde det være æreløs Gerning, hvis han hærgede, før Slaget var holdt. Olaf standsede derfor sin Hær, lod være at hærge, og afventede den bestemte Dag. Da førte han sin Hær til Vinhede. Nord for denne stod en Borg, i hvilken Kong Olaf lagde sig med største Delen af sine Folk; thi ud fra den strakte sig store Herreder, fra hvilke han lettere kunde faa den nødvendige Tilførsel af Levnedsmidler. Men nogle af sine Mænd sendte han op paa Heden, hvor Slaget skulde holdes, for at de kunde udvælge Teltsteder og bringe alting i Stand, før Hæren kom. Da disse nu kom til den fastsatte Valplads, fandt de den omgivet med rundt om nedsatte Hesselstænger. Det gjaldt om, at et saadant Sted, hvor en stor Hær skulde fylkes, var jævn og slet, og her fandtes ogsaa en ganske jævn Hede. Paa den ene Side løb der en Flod, paa den anden var der en stor Skov. Men selv hvor der var kortest imellem Floden og Skoven, var det dog et meget langt Stykke Vej. Der havde Kong Adelstens Mænd slaaet deres Telte, saa at disse fyldte Pladsen helt mellem Skoven og Floden. De havde teltet saaledes, at der i hvert tredje Telt var slet ingen Mænd, og ellers kun faa i de andre; men nu, da Kong Olafs Mænd kom til dem, havde de samlet sig i Mængde uden for alle Teltene, saa de andre ikke kunde gaa derind. Adelstens Mænd sagde, at alle deres Telte var fulde af Folk, saa at de umulig alle kunde faa Plads. Teltene stod desuden saa højt, at man ikke kunde komme til at se op over dem, og bedømme, om der var mange eller faa i Dybden. Kong Olafs Mænd troede derfor, at der var en umaadelig Hær. De gav sig nu til at rejse Telte nord for Heslerne, hvor Marken havde en jævn Skraaning. Kong Adelstens Mænd sagde forresten Dag for Dag, at deres Konge vilde snart komme eller var allerede ankommen til den Borg, der laa syd for Heden; og der strømmede Folk til dem baade Nat og Dag.

Da nu den bestemte Frist var udløben, sendte Adelstens Mænd et Budskab til Kong Olaf, saa lydende, at Kong Adelsten var slagfærdig, og havde en stor Hær, men han bad Olaf overveje disse hans Ord, at de ikke skulde udgyde saa mange Menneskers Blod, som det nu havde Udseende til; at han skulde drage hjem til Skotland, og da vilde Adelsten give ham som Vennegave en Skilling Sølv af hver Plov over hele sit Rige; og de skulde holde Fred og Venskab med hinanden. Da dette Budskab kom til Kong Olaf, var han just i Færd med at ordne sin Hær, og agtede at foretage et Angreb. Men nu standsede han sin Færd for den Dag, og tilbragte den med Raadslagning, og hans Høvdinger med ham. Meningerne var ulige. Nogle skyndede meget til at modtage Tilbudet, thi det vilde altid være et hæderfuldt Tog, naar de kom hjem, efter at have faaet saa mange Penge af Adelsten. Andre fraraadede, og mente, at anden Gang vilde Adelsten byde dem endnu langt mere, naar de forkastede dette. Og denne Mening fik Overhaand. Sendebudene bad da Kong Olaf om Tid til at forhøre hos Kong Adelsten, om han vilde udrede endnu mere for Fredens Skyld; de udbad sig een Dag til Hjemrejse, en anden til Overlæg og den tredje til Tilbagerejse. Dette tilstod Kongen dem. Sendemændene rejste da hjem, og kom tilbage den tredje Dag, som bestemt var. De forkyndte nu Kong Olaf, at Adelsten vilde give alt det, han før havde tilbudet, og desuden til Deling imellem Kong Olafs Hær en Skilling til hver fribaaren Mand, en Mark til hver underordnet Befalingsmand, som befalede over tolv Mand eller flere, en Mark Guld til hver Hirdstyrer (85), og fem Mark Guld til hver Jarl. Dette lod Kongen bekendtgøre for sine Folk, og det gik ligesom forrige Gang, at nogle raadede fra, andre til. Men tilsidst gav Kongen sin endelige Bestemmelse, at han vilde tage imod dette Tilbud, naar dertil endnu føjedes, at Kong Adelsten skulde lade ham beholde hele Northumberland med alle dertil hørende Skatter og Skyld. Sendebudene bad igen om en Frist af tre Dage, samt at Kong Olaf da vilde sende Mænd hen at høre Kong Adelstens Beslutning, om han vilde opfylde denne Fordring eller ej; de mente imidlertid, sagde de, at han nok vilde gøre alt, for at Freden kunde komme i Stand. Kong Olaf tilstod deres Forlangende, og sendte nu nogle af sine Mænd til Kong Adelsten, som de traf i Borgen syd for Heden. Her fremførte de deres Ærinde og Fredsvilkaaret; Kong Adelstens Mænd forklarede tillige, hvilke Tilbud de havde gjort Kong Olaf, og hvorledes det forhen havde været de forstandigste Mænds Raad saaledes at faa Slaget opsat, saalænge Kongen ikke var kommen. Men Kong Adelsten gav nu snart sin endelige Besked i denne Sag, og talte saa til Sendemændene: »Bring disse mine Ord til Kong Olaf, at jeg vil give ham Lov til at drage hjem til Skotland med sin Hær, naar han først har tilbagebetalt alt det Gods, han med Uret har taget her i Landet. Lad os saa slutte Fred mellem vore Lande, saaledes at vi ikke mere hærger paa hinanden. Læg hertil, at Kong Olaf skal blive min Mand, og tage Skotland til Len af mig, og være min Underkonge. Drag nu tilbage,« sagde han, »og forkynd ham disse mine Ord!« Sendemændene vendte straks tilbage om Aftenen, og kom til Kong Olaf henimod Midnat. De vakte ham, og forkyndte ham Kong Adelstens Ord. Kongen lod straks sine Jarler og andre Høvdinger kalde, og lod Sendemændene komme, for at melde Udfaldet af deres Ærinde og Adelstens Ord. Men da dette var kundgjort for Krigerne, istemmede de alle, at der nu ikke var andet for, end at berede sig til Slag. Sendemændene sagde tillige, at Adelsten havde en stor Hær, og at han først var kommen til Borgen den samme Dag, som de selv var komne did. Da sagde Adils Jarl: »Nu sandes mine Ord, Konge, at I vilde faa Prøve paa Englændernes Listighed. Her har vi ligget og biet en lang Tid, medens de drog alle deres Tropper til sig. Da vi kom her, har sagtens deres Konge været langt borte, og medens vi har ligget stille, har de samlet en stor Mængde Folk. Det er nu mit Raad, Konge, at vi Brødre bryder op straks i Nat med vore Folk; maaske de nu ikke frygter for nogen Fjende, efter at de har spurgt, at deres Konge er nær med en stor Magt. Vi vil da gøre Anfald paa dem, og naar vi driver dem paa Flugt, vil de miste en Del Folk, og bagefter blive mindre modige til Kamp.« Kongen fandt, at dette Raad var godt, og svarede, at de andre vilde gøre deres Folk færdige, saa snart det blev Dag, og komme dem til Undsætning. Og efter at dette var stadfæstet, sluttede de Mødet.


53. Slaget

Ring Jarl og hans Broder Adils drog samme Nat med deres Hær til den sydlige Del af Heden. Men da det blev lyst, saa Thorolfs Vagter dem drage frem, hvorpaa der blev blæst Hærblæst. Man rustede sig, og fylkede, og delte Hæren i to Fylkinger. Alfgeir Jarl førte den ene, og Mærket blev baaret foran ham. I den Fylking var baade hans egne Folk, og de, der var komne til fra Herrederne, saa at den var langt talrigere end de, som fulgte Thorolf. Thorolf var saaledes væbnet: han havde et bredt og tykt Skjold, en stærk Hjælm paa Hovedet, og var gjordet med Sværdet Lang, et stort og godt Vaaben. I Haanden havde han et Spyd, hvis Blad var to Alen langt, med en firkantet Od, men opad var Bladet bredt. Falen (86) var baade lang og tyk; Skaftet ikke længer, end at man med Haanden kunde naa Falen, og overmaade tykt. I Falen var et Jernsøm, og hele Skaftet var omviklet med Jerntraad. Dette Slags Spyd kaldtes Brynthvarer. Egil var rustet ligesom Thorolf. Han var gjordet med Sværdet Nad (87), et fortrinligt Vaaben, som han havde faaet i Kurland. Ingen af dem havde Brynje paa (88). De satte deres Mærke op, hvilket blev baaret af Thorfinn Strange. Alle deres Folk havde norske Skjolde og fuldstændig norsk Rustning. Alle norske Mænd, som fandtes i Hæren, var i denne Fylking. Thorolf og Egil fylkede i Nærheden af Skoven, men Alfgeirs Fylking var opstillet langs med Floden. Adils Jarl og hans Broder saa, at de ikke kunde overraske dem, og gav sig da til ligeledes at fylke deres Hær. De dannede ogsaa to Fylkinger, og havde to Mærker. Adils stillede sig mod Alfgeir Jarl, Ring imod Vikingerne. Nu begyndte Slaget, og de gik vel frem paa begge Sider. Adils Jarl gjorde et heftigt Anfald, saa at Alfgeir Jarl maatte vige; men des djærvere satte Adils’s Mænd ind paa ham, saa at han endelig maatte tage Flugten. Han red med en flygtende Skare sønder over Heden, til han kom til den Borg, hvor Kongen var. Da sagde Jarlen: »Til Borgen, mener jeg, er det ikke raadeligt at drage, thi hvad andet end Bebrejdelser kan vi vente af Kongen, efter at have flyet for Kong Olaf. Vor Sag er ikke bleven bedre ved denne Flugt, og vi har af ham kun Vanære at vente.« Han fortsatte derfor sin Flugt sønder paa, og blev ved at ride Dag og Nat, til han kom vester til Jarlsnæs (89). Her fik han sig et Skib, og sejlede over til Valland, hvor han havde den ene Del af sin Slægt (90), og kom aldrig mere til England. Adils forfulgte de flygtende, men ikke ret langt, og vendte saa igen tilbage til Slaget, for at anfalde paa ny. Da Thorolf saa dette, vendte han sig imod Jarlen, og lod Mærket bære derhen; han opmuntrede sine Mænd til at følge mandigt efter, og at slutte sig tæt sammen. »Lad os holde op under Skoven«, sagde han, »saa at vi har den i Ryggen, saa at de ikke kan anfalde os fra alle Sider.« De gjorde saa, trak langs med Skoven, og der begyndte en haard Kamp. Egil søgte mod Adils, og det blev et skarpt Vaabenskifte; Styrken var helt ulige, men der faldt dog flest paa Adils’s Side. Thorolf blev da saa rasende, at han kastede Skjoldet paa Ryggen, greb Spydet med begge Hænder, sprang saa frem, og hug eller stak til begge Sider. Paa begge Sider sprang de tilbage for ham, men han dræbte mange, og banede sig saaledes en Vej frem til Ring Jarls Mærke, dræbte Manden, som bar den, og hug Mærkestangen ned. Derpaa satte han Jarlen Spydet for Brystet, og drev det igennem hans Brynje og Krop, saa at det kom ud imellem Skuldrene, løftede ham op paa Spydet over sit Hoved, og skød endelig Spydskaftet ned i Jorden. Alle, baade Jarlens egne Mænd og hans Fjender, saa, hvorledes Jarlen opgav Aanden paa Spydet. Derpaa trak Thorolf sit Sværd, og hug til begge Sider; hans Mænd fulgte ham, saa der faldt mange Britter og Skotter, men nogle flyede. Men da Adils Jarl saa sin Broders Fald, det store Mandefald i sin Hær, og at nogle gav sig paa Flugt, samt at han selv blev haardt trængt, tabte ogsaa han Modet, og løb ad Skoven til. Han flyede med sin Trop ind i Skoven, og da gav hele Jarlernes Hær sig paa Flugt. Thorolf og Egil satte efter de flygtende, og tilføjede dem endnu et stort Nederlag, hvorpaa den flygtende Hær splittedes ad hen over Heden. Adils Jarl havde ladet sit Mærke tage ned, saa at ingen vidste, hvor han drog frem, og desuden begyndte Tusmørket at falde paa. Thorolf og Egil vendte tilbage til deres Telte, og straks efter kom Kong Adelsten med hele sin Hær. Denne rejste sine Telte og gjorde sig rede til Kamp; ligesaa Kong Olafs Hær, der kom kort efter. Det blev nu fortalt Kong Olaf, at begge Jarlerne Ring og Adils var faldne tilligemed en stor Del af deres Folk.


54. Thorolfs Fald

Kong Adelsten havde tilbragt den forrige Nat i den ovenfor omtalte Borg, og hørte der, at der havde staaet et Slag paa Heden. Han lod da Hæren bryde op, og drog nord paa til Heden. Her indhentede han nøjagtige Efterretninger om Slaget, og takkede Thorolf og Egil, der var komne til ham, for den vundne Sejr. De blev samlede der om Natten. Ved Dagens Frembrud vakte Kong Adelsten sin Hær, holdt Samtale med sine Høvdinger, og fastsatte Fordelingen af sine Tropper. Først ordnede han sin egen Fylking, og stillede i Spidsen af den de raskeste Tropper, over hvilke han satte Egil til Befalingsmand. Thorolf derimod gav han Befalingen over hans egne Folk og endnu nogle andre, der skulde støde til dem; og dette skulde være den anden Fylking, som skulde angribe den Del af den fjendtlige Hær, der fægtede uden at bryde sig om nogen Fylking. Skotterne kæmper nemlig ikke altid i sluttede Rækker, men løber til og fra, og kommer frem paa forskellige Steder; dem, som da ikke tage sig i Agt, tilføjer de ofte megen Skade, men trækker sig hurtig tilbage, saa snart man vender sig imod dem. Egil forestillede Kongen, at han ikke vilde skilles fra Thorolf i Slaget, men derimod saa han gerne, at de begge blev stillede der, hvor det gik haardest til; men Thorolf sagde, at de skulde overlade det til Kongen, at ordne dem, som han fandt for godt. Og Egil svarede da: »I maa raade, men denne Fordeling vil tit komme til at fortryde mig.« Nu stillede man sig op, som Kongen havde ordnet det, og satte Mærket op; Kongens Fylking stod paa den aabne Mark hen til Floden, men Thorolfs ved Skoven. Kong Olaf delte nu ogsaa sin Hær i to Fylkinger, og rykkede frem med den, han selv førte, mod Kong Adelstens. Deres Styrke var lige. Den anden af Kong Olafs Fylkinger, som havde skotske Jarler til Høvdinger og især bestod af Skotter, rykkede frem i Nærheden af Skoven imod Thorolf, og var ligeledes meget stærk. Fylkingerne gik nu mod hinanden, og der begyndte nu snart et stort Slag. Thorolf gik drabelig frem, lod Mærket bære langs med Skoven, og agtede at komme Kongens Fylking i de aabne Skjolde (91). De havde Skjoldene for sig, og Skoven dækkede dem til højre Side. Thorolf gik frem, saa at der kun var faa Mænd foran ham; men paa een Gang, da han mindst tænkte derpaa, brød Adils Jarl med sin Trop frem af Skoven, og de gennemborede straks Thorolf med en hel Mængde Spyd, saa han faldt der ved Skoven. Thorfinn, som bar Mærket, veg da tilbage til den tættere Del af Fylkingen, men ogsaa dem anfaldt Adils, saa det kom atter til en haard Kamp, og Skotterne, som havde fældet Høvdingen, raabte Sejrsraab. Da Egil hørte Raabet, og saa Thorolfs Mærke vige tilbage, kunde han nok slutte, at Thorolf selv ikke fulgte det, og løb nu frem mellem Fylkingerne; og da han naaede sine Mænd, fik han snart at vide, hvad der var sket. Han opmuntrede dem da til Angreb, stillede sig selv i Spidsen, med sit Sværd Nad i Haanden, søgte fremad, hug til begge Sider, og fældede mange. Thorfinn bar straks Mærket efter ham, og de andre fulgte. Det blev til en skarp Strid. Egil gik frem, til han mødte Adils Jarl, og skiftede kun faa Hug med ham, før Jarlen faldt med mange omkring sig. Og efter Jarlens Fald flyede hans Trop; Egil og hans Folk satte efter dem, og dræbte alle, de kunde naa; thi at bede om Fred nyttede kun lidet. Men de skotske Jarler stod heller ikke længe, da deres Stalbrødre flyede, og vendte straks Ryggen. Egil stævnede nu med sine Folk mod Kongens Fylking, kom den i de aabne Skjolde, og anrettede snart et stort Nederlag, saa at Fylkingen opløste sig i mindre Hobe. Mange af Olafs Mænd tog Flugten. Vikingerne istemmede da Sejrsraab. Saa snart Kong Adelsten mærkede, at Kong Olafs Fylking begyndte at brydes, opmuntrede han sine Folk, lod Mærket bære frem, og gjorde saa heftigt et Anfald, at Kong Olafs Hær blev aldeles kastet, og der skete et stort Mandefald. Kong Olaf faldt med største Delen af sine Folk; thi selv alle de, der begav sig paa Flugt, blev dræbte, saa snart man kunde naa dem. Saaledes vandt Kong Adelsten en herlig Sejr.


55. Egil jorder Thorolf

Kong Adelstens Mænd forfulgte de flygtende, men Kongen selv red tilbage til Borgen, og overnattede ikke, før han naaede den. Ogsaa Egil forfulgte længe de flygtende, og vendte saa tilbage til Valpladsen, hvor han fandt sin Broders Lig. Han tog det op, toede det, og behandlede det videre, som Skik var. De grov en Grav, og satte Thorolf deri med alle sine Vaaben og Klæder. Derpaa spændte Egil, før han forlod ham, om hver af hans Arme en Guldring; endelig rejste de Stene omkring Graven, og øste Muld derover. Da kvad Egil:

Striden tordned. Thorolf
trængte sig Vej i Mængden
uforknyt som altid —
ej hjalp Modet min Broder.
Grønt ved Vina Græsset
gror, hvor hans Lig blev jordet.
Skjult i Sindet Sorgen
sidder, men svær at bære.

Og ved samme Lejlighed kvad han:

Lag af Lig i Vesten
laa foran mit Banner.
Blaasort peb i barskest
Blodregn Nad om Adils.
Kamp holdt ungen Olaf,
ind var han trængt i England.
Ravnene svælged — rørigst
var Ring paa Vaabentinget.

Derefter drog Egil med sin Trop til Kong Adelsten, og gik straks hen for Kongen, der sad ved Drikkebordet. Der var megen Lystighed inde. Saa snart Kongen saa, at Egil var kommen ind, lod han de andre rømme den lavere Bænk for ham og hans Følge, og sagde, at Egil skulde sidde der i Højsædet lige over for Kongen (92). Egil satte sig da ned, og skød Skjoldet ned for sine Fødder. Han havde sin Hjælm paa Hovedet, og lagde Sværdet tværs over sine Knæ; snart trak han det halvt ud, snart skød han det tilbage i Skeden; han sad rank og med barsk Aasyn. Han havde et stort Ansigt, en bred Pande, store Øjenbryn, en kort, men tyk Næse, en lang og bred Skægbund, en meget bred Hage og Kindben, tyk Hals og usædvanlig store Skuldre; naar han var vred, havde han et barsk og grumt Aasyn; for Resten var han velvoksen, ja højere end nogen anden Mand, havde ulvegraat og tykt Haar, og blev tidlig skaldet. Da han nu sad saaledes, som nys blev beskrevet, skød han det ene af sine sammenstødende Bryn ned mod Kinden, det andet op mod Haarrødderne. Han vilde ikke drikke, skønt der blev baaret til ham, men trak Brynene op og ned. Kong Adelsten sad i Højsædet. Ogsaa han havde lagt Sværdet over sine Knæ; og da de saaledes havde siddet en Stund, drog Kongen sit Sværd ud af Skeden, strøg en stor og god Guldring af sin Arm, og stak den paa Sværdspidsen, stod op, gik frem paa Gulvet, og rakte den over Ilden til Egil. Egil stod op, trak ligeledes sit Sværd, gik frem paa Gulvet, stak sit Sværd ind i Aabningen paa Ringen, drog den til sig, og vendte tilbage til sin Plads. Kongen satte sig ligeledes i Højsædet. Men da Egil havde sat sig ned, drog han Ringen paa sin Arm, og nu kom hans Bryn i deres naturlige Stilling. Derpaa lagde han Sværd og Hjælm ned, og tog mod Drikkehornet, som man bragte ham, og drak det ud. Og fra nu af drak Egil sin Del og talte med de andre Mænd. Derefter lod Kongen to Kister bære ind; to Mænd bar hver, og begge var fulde af Sølv. Kongen sagde: »Disse Kister, Egil, skal du have, og hvis du kommer til Island, skal du bringe din Fader dette, hvilket jeg sender ham som Bod for hans Søn; men nogle af Pengene skal du skifte med dine og Thorolfs Frænder, hvilke du selv holder for de anseligste. Men som Bod for din Broder skal du selv her hos mig faa Land eller Løsøre, hvad du helst vil; og vil du blive i Længden hos mig, vil jeg give dig Hæder og Værdighed, som du selv monne attraa.« Egil tog mod Pengene, takkede Kongen for hans Gaver og venlige Ord, begyndte da at glædes i Hu, og kvad:

Smertebidt de brede
Bryn jeg trak for Synet.
Nu har Furernes Folder
Fyrsten atter glattet.
Han sin Ring mig rakte,
Ro jeg fik, og Blikket
skal ej længer skummelt
skule fra Øjenhulen.

Derpaa blev de Mænd tagne under Lægebehandling, som var komne fra Slaget med Livet.

Egil forblev hos Kong Adelsten Vinteren efter Thorolfs Fald tillige med de tilbageblevne af Brødrenes Hær, og han nød megen Hæder hos Kongen. Han digtede en Drapa (93) om Kong Adelsten, hvori der blandt andet hedder:

Herskernes høje Ætling,
han, der værner Landet,
trende Fyrster har fældet.
Faa vandt slige Riger.
Adelsten gjorde andet
og — det her jeg sværger.
Ud han delte. Ingen
er en saa mægtig Herre.

Og Omkvædet er:

Landet, der højt sig løfter,
lyder, hvad Kongen byder.

Adelsten gav da fremdeles Egil til Skjaldeløn to Guldringe, hver vejende en Mark, samt en kostelig Kappe, som Kongen selv havde baaret.

Om Foraaret gav Egil tilkende, at han om Sommeren agtede sig til Norge, for at se hvorledes det stod til med hans Broders Enke Asgerd. »De har store Ejendomme,« sagde han, »men jeg ved ikke, om der er Børn i Live; hvis ikke, da tilfalder Arven mig.« Kongen svarede, at det maatte staa til Egil selv at drage bort, hvis han fandt sin Nærværelse saa nødvendig; men det tyktes dog Kongen bedst, at han forblev der i Landet under hvilke Vilkaar han selv vilde. Egil takkede, men sagde, at han først maatte did, hvor Pligten kaldte ham; men han haabede at komme tilbage, naar han fik Lejlighed dertil. Flere af hans Folk blev hos Kongen, men Resten fulgte med ham; han havde et stort Langskib med en Besætning af hundrede Mand eller flere. Ved Afskeden bad Kongen ham komme snart igen, hvilket Egil lovede.

Da Egil var kommen til Norge, og havde skyndt sig til Fjordene, fik han at vide, at Thorer Herse var død, og at Arinbjørn havde tiltraadt Arven og var bleven Lensmand. Han begav sig til Arinbjørn, og blev vel modtaget, og Arinbjørn bød ham at blive der. Egil satte da sit Skib op, og sørgede for sine Mænds Ophold; selv blev han selvtolvte hos Arinbjørn om Vinteren.


56. Egils Giftermaal

Thorgeir Tjørnefod, der boede paa Øen Fenring (94) i Hordeland paa sin Gaard Ask, en rig og troldkyndig Mand, havde efterladt sig tre Sønner: Bergønund, der udmærkede sig ved sin Højde og Styrke, men tillige var en trættekær Mand, Atle den Korte, der var lille og undersætsig, men stærk, og Hadd, som havde tilbragt sin Ungdom i Viking. Bergønund havde da giftet sig med Bjørn Hølds Datter Gunhild, og førte hende hjem til Gaarden Ask. Men Thorolf Skallagrimssens Enke Asgerd var hos sin Frænde Arinbjørn. Hun havde med Thorolf en ung Datter, der hed Thordis, og var der hos sin Moder. Egil underrettede Asgerd om Thorolfs Død, og tilbød hende sin Forsorg. Hun blev meget bedrøvet ved denne Tidende, og svarede rigtignok venlig paa Egils Tilbud, men benyttede sig kun lidet deraf. Ud paa Høsten blev Egil meget sørgmodig, drak lidet, og sad ofte med Hovedet skjult i sin Kappe. Engang gik Arinbjørn hen til ham, og spurgte hvad han sørgede over. »Vel«, sagde han, »har du lidt et stort Tab ved at miste din Broder, men det er mandigt at bære det vel; Mand skal efter Mand leve (95). Hvad kvæder du nu? Lad mig engang høre!« Egil svarede, at dette havde han for nylig kvædet:

Altid den unge Kvinde
ene og kold sig holder.
Før har frit jeg Blikket
fast omkring mig kastet.
Nu maa med Næb jeg hænge,
naar mig i Sind det rinder,
om jeg kan vinde den unge
Asadis, jeg priser.

Arinbjørn spurgte hvad det var for en Kvinde, han digtede Elskovssang om. »Du har vist skjult hendes Navn i Visen,« sagde han. Da vedblev Egil:

Kvad jeg tit har kvædet.
Kvindenavn derinde
sjælden jeg at sætte
søgte — Fund jeg frygter.
Vel jeg ved, at Kæmper
vilde digtersnilde
Gaaden høre, grunde,
gætte snart den rette.

»Her,« sagde Egil, »maa det gaa, som det hedder, at alt skal man sige sin Ven. Jeg vil da svare dig paa dit Spørgsmaal, hvad det er for en Kvinde jeg digter om, at det er din Frænke Asgerd, og jeg beder om din Bistand til, at jeg kunde faa hende til Ægte.« »Det er vel tænkt,« svarede Arinbjørn, og visselig skal jeg gøre mit til dette Giftermaal. Egil kom nu med sit Forslag til Asgerd, men hun henviste ham til hendes Fader og hendes Frænde Arinbjørn. Derefter talte Arinbjørn med hende, og fik det samme Svar. Og Arinbjørn, som gerne saa det Giftermaal bragt i Stand, rejste da med Egil til Bjørn, hos hvem Egil begyndte sit Frieri og bejlede til hans Datter Asgerd. Bjørn tog vel derimod, og sagde, at heri vilde Arinbjørn have meget at sige. Denne skyndede til, og saaledes blev Enden, at Egil fæstede Asgerd, og Brylluppet skulde staa hos Arinbjørn. Og da den fastsatte Tid kom, holdtes der et prægtigt Bryllupsgilde, og Egil var da meget munter den øvrige Del af Vinteren.

Om Foraaret satte Egil et Købmandsskib i Stand, for at sejle til Island. Arinbjørn raadede ham fra at tage fast Ophold i Norge, saalænge Gunhild havde saa megen Magt; thi hun bar endnu bestandig Nag til ham, og dette var blevet endnu værre efter Egils Møde med Eyvind Skreya ved Jyllandskysten. Da Egil nu var færdig, og fik Bør, sejlede han ud, kom om Høsten til Island og styrede til Borgefjord. Han havde da været tolv Aar udenlands. Skallagrim, der nu begyndte at ældes, glædede sig meget over hans Hjemkomst. Egil tog med Thorfinn Strange og en stor Del af hans Medfølgere Vinterophold hos sin Fader. Han havde bragt en uendelig Hoben Penge hjem; men der forlyder intet om, at han skiftede det Sølv, som Kong Adelsten havde givet ham, hverken med Skallagrim eller andre. Samme Vinter blev Thorfinn gift med Skallagrims Datter Sæun, og bosatte sig; fra dem nedstammede Bjørn Hitdølakappe (96).

Da Egil havde levet nogle Aar paa Borg hos sin Fader, kom der et Skib fra Norge, og bragte den Tidende, at Bjørn Høld var død, og at hans Maag (97) Bergønund havde tilegnet sig alt hans Efterladenskab. Alt Løsøre havde han ført hjem til sin Gaard, Jorderne havde han tilegnet sig og bortfæstet, idet han forbeholdt sig al Landskyld deraf. Da Egil hørte dette, spurgte han sig nøje for, om Bergønund havde gjort dette paa egen Haand, eller om han havde mægtigere Mænd til sin Bistand, og han fik da at vide, at Bergønund stod i megen Gunst hos Kong Erik, men især hos Gunhild. Om Høsten slog Egil sig til Ro; men næste Vaar lod han sit Skib sætte frem, fik sig en god Besætning, og gik om Bord med sin Kone Asgerd, hvorimod Thorolfs Datter Thordis blev tilbage. Da han var kommen til Norge, begav han sig straks til Arinbjørn, tog sit Ophold hos ham, og gav sig snart efter i Tale med ham om det Gods der i Landet, som han troede at have Krav paa. Arinbjørn svarede: »Den Sag vil vanskelig have Fremgang. Bergønund er en haard og trættekær Mand, uretfærdig og gerrig, og han finder megen Støtte hos Kongen og Dronningen. Og Gunhild, der, som du ved, er din bitre Fjende, vil næppe opmuntre ham til at gøre Ret og Rede i denne Sag.« Egil sagde: »Kongen vil ikke nægte os Lov og Ret, og med din Bistand tager jeg ikke i Betænkning at haandhæve min Fordring mod Bergønund.« De blev da enige om, at Egil skulde tage en Skude, og begive sig til Ask; han havde tyve Mand med sig, sejlede til Hordeland, og traf Ønund. Egil kom straks frem med sit Ærinde, og krævede Deling af Arven efter Bjørn; thi dennes Døtre, sagde han, var efter Loven lige berettigede til Arv, men Asgerd, mente han, var af nok saa høj Slægt som Ønunds Kone Gunhild. »En dumdristig Mand er du, Egil,« svarede Ønund; »landflygtiggjort af Kongen kommer du her i hans Rige, og vælter dig ind paa hans Mænd og Venner. Du skulde dog betænke, Egil, at jeg før har vendt op og ned paa dine Lige, og det for mindre Sager, end denne, førend du kommer og kræver Arv paa din Kones Vegne, der, som hver Mand ved, paa sin Mødreneside er trællebaaren.« Saaledes blev Ønund ved at skælde en Stund. Egil, som indsaa, at han intet vilde gøre med det gode, stævnede ham da til Tings, og skød Sagen til Guletingslov. Ønund sagde: »Til Guleting skal jeg komme, og min Skyld skal det ikke være, om du kommer uskadt derfra.« »Desuagtet,« svarede Egil, »vil jeg komme, og det maa da gaa, som det kan, med vor Sag.« Egil sejlede nu hjem til Arinbjørn, og fortalte ham, hvorledes det var gaaet; og Arinbjørn, der naturligvis blev meget vred, fordi hans Faster Thora blev skældt for en Trælkvinde, begav sig til Kongen. Men denne viste sig meget uvillig stemt. »Hidtil,« sagde han, »har du stadig taget dig af Egils Sager, og for din Skyld har jeg ladet ham blive her i Landet; men det synes mig dog for meget, at du vil støtte ham mod mine Venner.« Arinbjørn svarede vel, at han kun bad om Lovens Beskyttelse, men Kongen blev næsten vred, og Dronningen, mærkede Arinbjørn, var endnu mere forbitret. Han vendte da hjem, og sagde, at de just ikke havde de bedste Forhaabninger at gøre sig. Vinteren gik, og Tiden kom, da man drog til Guleting. Arinbjørn havde et talrigt Følge, og Egil rejste med ham.


57. Egils og Ønunds Tingstrid

Kong Erik var til Stede, og havde et stort Følge. Med ham fulgte Bergønund og hans Broder, ligeledes med en stor Skare. Da nu Folks Sager skulde behandles, gik begge Parter derhen, hvor Dommerne var, for at fremføre sine Beviser, og Bergønund brugte mange store Ord. Det Sted, hvor Retten blev sat, var en jævn Mark, hvor Hesselstænger var nedsatte i en Kreds, og uden om gik Snore, der kaldtes Vibaand (98). Inde i Kredsen sad tolv Dommere fra Fjordefylke, tolv fra Sognefylke og tolv fra Hordefylke, hvilke tre Tylfter skulde dømme i alle Sager. Arinbjørn valgte Dommerne fra Fjordefylke, og Thord fra Ørland dem fra Sognefylke; alle disse holdt sammen. Arinbjørn havde et fuldbesat Langskib med sig, samt flere Smaaskuder og Robaade. Kong Erik havde seks eller syv Langskibe, alle vel bemandede. Desuden var der en stor Samling af Bønder.

Egil begyndte at føre sin Sag med Opfordring til Dommerne at dømme efter Loven i hans og Ønunds Sag; derpaa udviklede han, hvilken retmæssig Grund han havde til at gøre Krav paa det Gods, der havde tilhørt Bjørn Brynjolfsen; han viste, at Asgerd, Bjørns Datter og hans Ægtekone, var arveberettiget, at hun var odelbaaren og lenbaaren og hæderbaaren (99) efter sine Forfædres Slægt; og endelig opfordrede han Dommerne til at tilkende Asgerd Halvdelen af Bjørns Arv, baade Land og Løsøre. Da Egil havde endt sin Tale, tog Bergønund Ordet, og sagde: »Min Kone Gunhild er en Datter af Bjørn og Oløf, som han har ægtet paa lovlig Maade. Gunhild er Bjørns rette Arving. Alt det Gods, som Bjørn ejede, har jeg derfor taget til mig, thi jeg vidste, at hans anden Datter, han havde nemlig endnu een, ikke var arveberettiget; thi hendes Moder blev hærtagen (100), og derefter taget til Frille, men ikke med hendes Frænders Minde (101), og ført fra Land til Land. Men du, Egil, agter, her som anden Steds, at fare frem med Uret og Vold. Men her skal det lidet nytte dig; thi baade Kong Erik og Dronning Gunhild har lovet mig, at der skal ske mig Lov og Ret, saavidt som deres Magt rækker. Jeg skal fremføre tilforladelige Vidnesbyrd for Kongen og Dommerne, at Thora Ladhaand, Asgerds Moder, blev hærtagen fra sit Hjem hos sin Broder Thorer, og anden Gang fra Garden Ørland fra Brynjolf; saa drog hun bort fra Landet med Vikinger, og var landflygtig fra Norge, og i denne Landflygtighed avlede Bjørn med hende Pigen Asgerd. Nu er det derhos en stor Dumdristighed af Egil, at han vil gøre alle Kong Eriks Ord til Skamme. For det første,« sagde han, idet han vendte sig mod Egil, »at du er her i Landet, efter at Kongen har gjort dig landflygtig, og dernæst, at du, som har giftet dig med en Trælkvinde, vil kalde hende arveberettiget. Jeg opfordrer da Dommerne til at tildømme Gunhild Arven, og at erklære Asgerd for Kongens Trælkvinde, thi hun blev født, medens hendes Fader og Moder var landflygtige efter Kongens Bud.« Arinbjørn tog da til Orde: »Vidner skal vi fremføre, Kong Erik, i denne Sag og lade dem bekræfte med Ed, at der i Forliget mellem min Fader Thorer og Bjørn blev fastsat, at Asgerd, Bjørns og Thoras Datter, skulde lyses i Kuld og Køn efter sin Fader Bjørn; saavel som, hvad der er Eder selv, Konge, bekendt, at du ophævede Bjørns Landflygtighed; og derved blev alle de Hindringer bortryddede, som var i Vejen for Forligets Fuldbyrdelse.« Kongen svarede ikke straks paa hans Tale, saa at Egil imidlertid kvad:

Ej er Ønund bange.
For ussel Træl han skælder
Kvinden, jeg har kaaret.
Karrigt Sind ham blinder.
Fædrearv ved Fødsel
frit hun for dig tør eje.
Ed for os skal vidne,
Ed du tage fage.

Derpaa lod Arinbjørn sine Vidner føre frem, tolv Mænd, alle udvalgte, og som alle havde hørt paa Forliget mellem Thorer og Bjørn; og de tilbød Kongen og Dommerne, at bekræfte deres Vidnesbyrd med Ed. Dommerne vilde tage mod deres Ed, hvis Kongen ikke forbød det. Kongen sagde, at han hverken vilde give Lov dertil eller gøre Forbud. Men da tog Dronning Gunhild til Orde: »Det er dog underligt, Konge, at du lader denne store Egil forvikle alle Sager for dig! Hvad om han tragtede efter dit Kongedømme, vilde du da ikke sætte dig imod ham? Men vil du end ikke give nogen Kendelse til Ønunds Fordel, saa vil jeg ikke taale, at Egil skal træde mine Venner under Fødder, at han med Urette skal berøve Ønund sit Gods. Hvor er min Broder Alf? Gaa med din Trop hen til Dommerne, og lad ikke denne uretfærdige Dom faa Fremgang!« Alf og hans Mænd gik da hen til Dommen, skar Vibaandene itu, brød Stængerne ned, og sprængte Retten fra hinanden. Da blev der en stor Tummel paa Tinget, men alle Mænd var vaabenløse. Da sagde Egil: »Kan Bergønund høre mine Ord?« »Jeg hører,« svarede Ønund. »Saa æsker jeg dig til Holmgang,« vedblev Egil, »saalunde, at vi kæmper her paa Tinget, og den, som sejrer, tage Land og Løsøre, hvorom vi tvister; men du skal være hver Mands Niding, hvis du ikke tør.« Da svarede Kong Erik: »Er du saa meget ivrig efter at stride, Egil, saa skal vi give dig Lejlighed dertil.« »Jeg vil ikke,« svarede Egil, »stride imod dig eller mod Overmagt, men lige mod lige skal jeg aldrig fly, naar det maa forundes mig, og heller ikke skal jeg da gøre Forskel paa Mænd« (102). Da sagde Arinbjørn: »Lad os nu tage bort, Egil! for denne Sinde vil vi her intet udrette os til Gavn;« hvorpaa han vendte sig med hele sit Følge for at gaa bort. Men Egil vendte atter tilbage og sagde: »Jeg kalder dig til Vidne, Arinbjørn, og dig, Thord, og alle de Mænd, som nu kan høre mine Ord, Lensmænd og Lagmænd og menige Almue, at jeg nedlægger Forbud paa alle de Jorder, som Bjørn Brynjolfsen ejede, Forbud dem at bebo og at dyrke og Gavn deraf at nyde; Forbud nedlægger jeg mod dig, Bergønund, og mod alle andre Mænd, indenlandske og udenlandske, høje og lave. Og hvo der gør det, kalder jeg skyldig i Lovbrud og Fredsforstyrrelse, hjemfalden til Gudernes Vrede.« Derpaa fulgte Egil med Arinbjørn, og de gik ned til deres Skibe. Vejen førte over en temmelig lang Bakke, saa at man ikke kunde se Skibene fra Tingmarken. Da de var komne ned til Skibene, sagde Arinbjørn til sine Folk: »Hvilken Ende det har taget med Tinget, er Eder alle vitterligt, og at Retten blev os fornægtet. Kongen er meget vred, saa at vore Mænd har intet godt af ham at vente. Hver Mand begive sig derfor paa sit Skib, og fare hjem!« Og til Egil sagde han: »Gaa nu med dine Ledsagere ud paa dit Skib, og se til at komme bort saa hurtig som muligt! Kongen vil gøre sit til, at I kan mødes. Kom saa atter til mig, hvorledes det end gaar mellem dig og Kongen.« Egil fulgte Arinbjørns Raad; de gik tredive Mand i Tallet paa Skuden, og roede rask til. Det var en særdeles hurtig Sejler. En stor Del andre Skibe med Arinbjørns Folk, Skuder og Rofærger, roede paa samme Tid ud af Havnen; men Langskibet, som Arinbjørn selv styrede, sejlede sidst, thi det var tungest at ro. Og medens den rasksejlende Skude, som Egil styrede, fjernede sig brat fra den samlede Flaade, kvad han endnu en Sang om Arven og Jorderne, som man saa svigefuld vilde berøve ham, og om Hævnen, som han endnu haabede at tage.


58. Om Kong Erik og Egil

Kong Erik havde hørt Egils sidste Ord paa Tinget, og var bleven meget forbitret; men da alle Mænd var komne vaabenløse til Tings, gjorde han intet Anfald. Derimod befalede han alle sine Mænd at skynde sig til Skibene; han holdt et Husting paa Stranden, hvori han bekendtgjorde sin Vilje. »Vi skal,« sagde han, »tage Teltene ned paa vore Skibe, og ro efter Arinbjørn og Egil; og det vil jeg lade Eder vide, at jeg vil tage Egil af Live, hvor vi træffer ham, og ikke skaane nogen, som vil yde ham Bistand.« Først roede de da hen til det Sted, hvor Arinbjørns Skibe havde ligget, men de var alle borte. Derpaa lod Kongen dem ro nord paa ind i Sundene, og da de var komne til Sognefjorden, indhentede de Arinbjørns Skibe, der roede ind i Saudungssund. Kongen lagde straks til Arinbjørns Skib og spurgte, om Egil var der; men Arinbjørn svarede, at Kongen selv kunde se, at der inden Borde kun var Kongen velkendte Mænd, og at Egil heller ikke vilde findes under Tiljerne (103); Egil var med tredive Mand gaaet om Bord paa en Skude, og de var taget ud imod Stensund. Kongen befalede da sine Folk at ro efter ham ind i de indre Sunde. En af hans Hirdmænd, Ketil Hød (104), styrede Kongeskibet, og viste de andre Vejen; han var Kongens nære Frænde, og lignede ham meget i Udseende. Førend Egil tog til Tinget, havde han ladet sit Skib sætte i Søen og bragt Ladningen om Bord; og nu, da han havde forladt Arinbjørn, søgte han hen til Købmandsskibet, hvor de straks gik om Bord, men lod Skuden ligge ved Roret mellem Skibet og Landet, med Aarerne paa rede Haand. Næppe havde det begyndt at dages, før Vagtmændene mærkede, at der kom Skibe imod dem; og da Egil saa, der var Ufred paa Færde, stod han op og befalede sine Folk, at springe op paa Skuden; han og alle de andre greb deres Vaaben; han tog de to Kister med Sølv, som Kong Adelsten havde givet ham; dem førte han altid med sig. De roede frem mellem Landet og den Snekke, som var nærmest ved Land blandt de ankommende Skibe. Det var Kong Eriks eget Skib. Da det hele kom saa pludselig, og det heller ikke var ret lyst, strøg Skibene forbi hinanden, men da Løftingerne (105) var ud for hinanden, kastede Egil et Spyd, og traf den Mand, der sad ved Roret, midt paa Livet; og det var Ketil Hød. Nu raabte Kong Erik til sine Mænd, at de skulde ro efter Egil; men idet Skibene gled forbi Egils Købmandsskib, sprang nogle af Kongens Mænd op derpaa, og de af Egils Folk, som ej havde fulgt hans Befaling at gaa om Bord paa Skuden, blev alle dræbte, for saa vidt de ikke reddede sig i Land; der omkom saaledes ti af hans Mænd. Og medens nogle af Kongens Skibe satte efter Egil, plyndrede andre Købmandsskibet, tog alt hvad der var inden Bords, og brændte Skibet. De, som forfulgte Egil, gjorde det med megen Iver, de greb to fat paa hver Aare, og skiftedes endda til at ro; der skortede dem heller ikke paa Folk inden Bords, hvorimod Egil kun havde et ringe Mandskab, ikke mere end atten, paa sin Skude. Det var da naturligt, at de indhentede ham. Men inden for Øen, mellem den og en anden Ø, var der en temmelig grund Vejle, og det var just Ebbe. Her lod derfor Egil sin Skude løbe ind, men Snekkerne kunde ikke flyde der, og paa den Maade kom han fra dem. Kongen vendte da tilbage, men Egil drog nord paa, for at finde Arinbjørn. Denne forsynede ham med et andet Skib, som kunde holde Havet, og med saa megen Ladning, som han vilde have; hvorpaa Egil satte det i sejlfærdig Stand, besatte det med omtrent tredive Mand, og gik om Bord med sin Kone Asgerd, der imidlertid havde opholdt sig hos Arinbjørn. De skiltes i Venskab; og Egil kvad:

Ram mig den Røver, Guder!
Rigets Stol han vige!
Odin, vældige Vætters
Vrede slaa den lede!
Styrt den Voldsmand, stæng hans
Strande for ham, Land-As!
Frey, Njord han til Fjender
faa — den Hellighaaner.


59. Kong Erik dræber sine Brødre

Da Kong Harald Haarfager begyndte at ældes, havde han delt Riget imellem sine Sønner, og sat Erik til Overkonge over dem alle; og efter en Regering af halvfjerdssindstyve Aar afstod han Riget til Erik og fastslog, at hans og Gunhilds Søn Harald, som han vandøste og gav sit Navn, skulde være Konge efter sin Fader. Men da Harald Haarfager tre Aar efter døde i Rogeland, og var begravet ved Haugesund, opkom der en stor Strid mellem hans Sønner; thi Vigværingerne (106) tog Olaf til Konge, og Trønderne Sigurd; og begge disse sine Brødre fældede Erik i Tønsberg et Aar efter Kong Haralds Død. Dette Ledingstog skete den samme Sommer, som den nys fortalte Trætte imellem Egil og Bergønund forud havde fundet Sted paa Guleting. Bergønund blev hjemme paa sin Gaard, tillige med sin Broder Hadd, da han frygtede for at forlade den, saa længe Egil endnu var i Landet; og Kong Erik lod desuden en af sine Frænder, Frode, en ung, smuk Mand, blive tilbage til hans Bistand; han sad paa Kongsgaarden Alrekstad (107) og havde en Trop Mænd hos sig. Hos Frode opholdt sig tillige Kong Eriks og Gunhilds Søn Rognvald, der den Gang var en ti til elleve Aar gammel, og en meget haabefuld Dreng. Arinbjørn fulgte med Kongen i Ledingen. Forinden lyste Kong Erik Egil fredløs i hele Riget, saa at hvo, der vilde, maatte dræbe ham. Imidlertid havde Egil lagt ud med sit Skib, og styret til et Udvær (108), som hedder Vitar, og som ligger ud for Alden, og uden for det sædvanlige Sejlløb. Her laa nogle Fiskere, af hvem han hørte, at Kongen havde gjort ham landflygtig. Da kvad Egil:

Lovbrudsøveren ud mig
ønsker paa langvejs Rejser.
Træskhed tvandt mig dog denne
Tort, du Brodermorder!
Haard og hadsk er din Dronning,
hun fik dig til det, Gunhild.
Inden hun aner noget,
øver jeg lige for Svigen.

Det blæste ikke synderlig: om Nætterne var det Fjældvind, og om Dagen blæste det fra Søen. En Aften satte Egil Sejl til, og gik ud til Havs, og Fiskerne, der egentlig var satte til at udspejde hans Færd, roede tilbage til Landet, og kunde nu fortælle, at han var sejlet til Havs og havde begivet sig bort. Da Bergønund fik det Budskab, sendte han alle de Mænd fra sig, som han hidtil havde haft til sin Beskyttelse, roede hen til Alrekstad, og bød Frode til Gilde hos sig, thi han var velforsynet med Øl. Frode tog nogle Mænd med sig, og fulgte ham hjem, hvorpaa de holdt et stort Drikkelag, havde megen Glæde, og tænkte ikke mere paa nogen Fare. Da Frode var taget hjemme fra, tog Kongesønnen Rognvald en seksaaret Karve, og roede med ti til tolv Mænd, der stadig fulgte ham, ud til Kongsgaarden paa Øen Herdla, som hans Fosterfader Skægthorer forestod, hvor han med Glæde blev modtaget, og hvor der heller ikke skortede paa Drik.


60. Bergønund og Rognvald Kongesøns Drab

Egil sejlede da om Natten ud paa Havet, men om Morgenen lagde Vinden sig, og det blev Vindstille; de lod da Skibet drive, og blev liggende i nogle Dage, indtil der rejste sig en Kuling. Da bød Egil sine Folk at sejle mod Land, thi skulde der komme en stærk Paalandsstorm, saa var det uvist, hvor de vilde naa Land, og Ufred kunde de vente sig næsten overalt. De sejlede da ind til Herdlas Vær (109), hvor de fandt en god Havn, tjeldede over Skibet, og blev liggende der om Natten. Paa Skibet havde de en lille Baad, som Egil selv tredje gik paa, og roede om Natten ind til Herdla. Han sendte en Mand op paa Øen for at spejde, hvilken kom tilbage med den Efterretning, at Rognvald Kongesøn og hans Mænd var der paa Gaarden, og sad ved Drikkebordet; han havde truffet en af Huskarlene, der var beruset, og denne havde sagt til ham: »Her skal drikkes lige saa godt, som hos Bergønunds, hvor Frode er henne med fire Mand;« og han fortalte tillige, at der der, hos Ønunds, var ingen uden de sædvanlige Husfolk, samt Frode og hans Mænd. Nu roede Egil tilbage til Skibet, og bød sine Mænd at staa op og tage deres Vaaben. Skibet blev lagt for Anker, tolv Mand blev sat til at bevogte det, og med de andre atten Mand gik Egil i Skibsbaaden og roede ind ad Sundene. De indrettede det saa, at de om Aftenen kom til Øen Fenring, hvor de lagde til i en Lønvig. »Nu,« sagde Egil, »vil jeg alene gaa op paa Øen for at spejde, og I andre skal bie her efter mig.« Han havde sine sædvanlige Vaaben, Hjælm og Skjold, var gjordet med Sværd, og havde et Huggespyd i Haanden. En Hat havde han trukket over sin Hjælm, gik op til en Skov, og traf der nogle Drenge med nogle store Hyrdehunde; og da han spurgte, hvorfor de laa der og havde saa store Hunde med sig, svarede de: »Du maa nok være en stor Tosse; har du ikke hørt, at her gaar en Bjørn paa Øen, som volder megen Ødelæggelse, og dræber baade Mennesker og Kvæg; der er sat Pris paa, hvo der kan dræbe den; vi vaager hver Nat her paa Ask over vort Kvæg, som er indelukt i Foldene. Men hvorfor gaar du bevæbnet om Natten?« »Ogsaa af Frygt for Bjørnen,« sagde Egil, »den har forfulgt mig en stor Del af Natten, og der er nok faa, som nu gaar uden Vaaben. Og se nu er den i Udkanten af Skoven. Er de alle gaaet i Seng paa Gaarden?« Drengen svarede, at Bergønund og Frode sad nok og drak endnu, som de gjorde hver Nat. »Saa sig dem, hvor Bjørnen er,« sagde Egil, »og jeg faar nok at skynde mig hjem.« Han gik derpaa bort, men Drengen løb til Gaarden og ind i Stuen, hvor de sad og drak; alle var gaaet til Sengs, undtagen Ønund, Frode og Hadd. Da Drengen nu havde sagt dem, hvor Bjørnen var, greb de deres Vaaben, der hang hos dem, løb straks ud, og op til Skoven. Der strakte sig en udgaaende Spids frem af Skoven, og hist og her stod nogle Buske. I disse sagde Drengen, at Bjørnen havde været. Og de saa Grenene røre sig, hvorfor de troede, den var der. Bergønund sagde derfor til Frode og Hadd, at de skulde stille sig imellem dette Sted og Skoven, at Bjørnen ikke skulde komme ind i denne; han selv løb derimod frem mod Krattet, med Hjælm og Skjold, gjordet med Sværd, og med et Spyd i Haanden. Men den, der var i Krattet, var Egil, og ingen Bjørn. Næppe fik han Øje paa Bergønund, førend han trak sit Sværd, og da der var en Hank paa Hæftet, skød han det op paa Haandleddet, tog Spydet i Haanden, og løb saa frem mod Ønund. Denne løb endnu stærkere til, og skød Skjoldet for sig. Begge kastede deres Spyd. Egil drejede sit Skjold imod, saa at Ønunds Spyd kun gav det en Ridse, og fløj ned i Marken; men Egils Spyd traf midt paa Ønunds Skjold, gik igennem til langt op paa Bladet, og sad fast i Skjoldet, der nu blev tungt at bære. Begge greb til Sværdet, men Ønund fik næppe sit trukket halvt ud, før Egil havde gennemboret ham; Ønund vaklede, Egil trak sit Sværd haardt ud, og hug til Ønund, saa Hovedet næsten gik af; derpaa tog han Spydet ud af Skjoldet. Hadd og Frode løb straks til, da de saa Ønund falde, og Egil vendte sig imod dem. Spydet kastede han mod Frode, saa det gik igennem hans Skjold og Bryst, og Odden kom ud paa Ryggen; han faldt straks død bagover. Med Sværdet vendte Egil sig saa mod Hadd, og skiftede kun faa Hug, før Hadd faldt. Da kom Hyrdedrengene farende til. Til dem sagde Egil: »Bliv her og pas paa Eders Husbondes og hans Ledsageres Lig, at de ikke skal slides af vilde Dyr og Fugle.« Han gik derpaa sin Vej, men var ikke kommen langt, førend elleve af hans Folk kom ham i Møde. Med dem besluttede han nu at vende til Gaarden, og fare frem paa Vikingers Vis. De løb ind i Husene, og dræbte femten eller seksten Mænd, plyndrede alt, og ødelagde hvad de ikke kunde have med sig, drev Kvæget til Stranden, slagtede det, og bar saa meget ud paa Baaden, som den kunde rumme. Derpaa roede de ud forbi Øerne. Egil, der sad til Rors, var nu saa ophidset, at ingen kunde faa et Ord af ham. Men da de styrede ud af Fjorden mod Herdla, kom Kongesønnen Rognvald med tolv Mand dem i Møde paa sin Karve; de havde faaet Nys om, at Egil laa ved Herdlas Vær, og vilde bringe Ønund Efterretning derom. Egil kendte straks Skibet, og styrede lige paa dem. De stødte saa heftig sammen, at Karven kom til at hælde stærkt med det ene Bord, og Søen gik ind; hvorpaa Egil straks sprang op, greb sit Spyd, og raabte til sine Mænd, at de ikke skulde spare nogen levende Sjæl. Der gjordes liden eller ingen Modværge, saa at Rognvald og hans tolv Ledsagere blev dræbte.

Egil roede nu til Øen Herdla, og gik op til Gaarden. Næppe mærkede Thorer hans Komme, førend han med alle sine Hjemmemænd, Karle og Kvinder, skyndte sig fra Gaarden, hvilken Egil ligeledes plyndrede. Derefter vendte de tilbage til Skibet, og det varede ikke længe, før der rejste sig en gunstig Vind fra Landet. De gjorde sig da sejlfærdige. Og da nu alt var rede, gik Egil op paa Øen, tog en Hesselstang i Haanden, og gik op paa en Klippepynt, der vendte ind imod Landet. Her tog han et Hestehoved, og satte det paa Stangen, brugte den sædvanlige Trylleformel, og sagde: »Her sætter jeg op en Nidstang, og drejer dette Nid imod Kong Erik og Dronning Gunhild,« (han drejede i det samme Hestehovedet ind mod Landet), »og jeg drejer dette imod alle Landvætterne (110), som bygger og bor her i Landet, at de skal fare forvildede om og finde intet blivende Sted, før de har jaget Kong Erik og Gunhild fra Landet.« Nu drev han Stangen ned i en Klipperevne, og lod den staa der; og ristede Runer paa den, som indeholdt alle de Ord, han havde udtalt. Derefter gik han tilbage til Skibet; de satte Sejl til, og styrede ud paa Havet. Vinden tog til, og var gunstig, saa at Skibet for rask af Sted. Da kvad Egil:

Blæsten i Havet Buler
borer, vældigt store.
Vide de svulmende Vandes
Vover gaar den over —
stryger over Stavn og Bugspryd
stridt og højt den fløjter,
skyder haardt paa Skuden,
skummer vaad af Fraade.

De havde en lykkelig Rejse, og kom til Borgefjord, hvor de lagde i Havn og førte Ladningen i Land. Egil tog hjem til Borg, og hans Rejsefæller søgte sig Ophold andetsteds. Skallagrim var nu bleven gammel og svag, saa at Egil overtog Styrelsen af Gaard og Gods.


61. Skallagrims død

Thorgeir, der var gift med en Søster til Egils Moder, Bera, og var kommen ud til Landet med Yngvar, havde efterladt sig en Søn Thord, der nu boede paa sin Faders Gaard Lambestad paa Alftenæs. Om Høsten, noget før Vinteren, red Thord hen til sin Frænde Egil paa Borg, og bød ham til Gilde hos sig, da han havde ladet brygge Øl. Efter en Uges Forløb vilde Egil tage derhen med sin Kone Asgerd og ti til tolv Mand; men da han var færdig, fulgte Skallagrim ham ud, omfavnede ham, førend han steg til Hest, og sagde: »Det varer længe, Egil, før du betaler mig de Penge, som Kong Adelsten sendte mig; men hvad tænker du der skal gøres dermed?« »Trænger du meget til Penge, Fader?« svarede Egil; »det vidste jeg ikke. Jeg skal straks lade dig faa Penge, saasnart jeg faar at vide, at du behøver dem, men jeg tror, du har endnu een eller to Kister staaende fulde af Sølv.« »Saa vidt jeg kan se,« sagde Skallagrim, »mener du, at du allerede har skiftet Løsøret med mig; saa kan du vel ogsaa lade mig gøre med mit, hvad jeg vil.« »Visselig,« svarede Egil, »du behøver ikke at bede mig om Lov dertil, og vil ogsaa raade dig selv, uden at ænse mine Ønsker.« Egil red derefter til Lambestad, hvor han skulde blive i tre Dage; men endnu samme Aften lod Skallagrim sin Hest sadle, red hjemmefra, da de andre gik til Sengs, og havde, da han red bort, en temmelig stor Kiste paa sine Knæ og under Armen en Kobberkedel. Man har siden troet for vist, at han sænkede den ene eller begge Dele ned i den saakaldte Krumsmose, og lagde en stor Hellesten ovenpaa. Han kom først hjem ved Midnatstid, gik saa til sit Leje, og lagde sig med Klæderne paa. Men om Morgenen, da det blev lyst, og Husets Folk klædte sig paa, fandt man ham siddende paa Sengekanten, og han var død, og saa stiv, at man ikke kunde rette hans Lemmer eller flytte ham af Stedet, hvor meget man end prøvede derpaa. Man fik da straks en Mand til Hest, at han kunde skynde sig til Lambestad, for at bringe Egil denne Tidende. Denne tog straks sine Vaaben og Klæder, og red hjem. Saasnart han var stegen af Hesten, gik han ind i en Udbygning bag ved Ildhuset, og hvorfra der førte en Dør ind til det indre af Huset; han gik derigennem, tog Skallagrim i Skuldrene, bøjede ham tilbage, lagde ham ned, og ydede ham Lighjælp (111). Derpaa lod han Væggen mod Syd bryde igennem; og da dette var gjort, tog han selv ved Skallagrims Hoved, de andre ved Fødderne, og saaledes bar de ham tværs igennem Huset, ud gennem den aabne Væg, og hen til Nøstenæs. Her lod de Telt slaa over Liget om Natten. Næste Morgen, da det var Flodtid, blev det lagt i et Skib, og roet ud til Digrenæs. Her lod Egil gøre en Høj yderst paa Næsset, hvori Skallagrim blev lagt tilligemed hans Hest, Vaaben og Smederedskaber. At der blev lagt Penge ned i Højen hos ham, finder man intet om. Nu overtog Egil Arven, Land og Løsøre. Thorolfs og Asgerds Datter Thordis var hos ham.


62. Egils Rejse til England

Den samme Sommer, da Egil Skallagrimssen sejlede til Island, kom Harald Haarfagers Søn Haakon Adelstensfostre, der var fostret i England, over til Norge, og blev taget til Konge af Trønderne. Saaledes var han og hans Broder Erik begge Konger i Norge i een Vinter, men om Foraaret samlede de paa begge Sider en Hær. Haakons blev langt stærkere; thi i Steden for, at hans Fader havde trælgjort baade store og smaa, gav han straks den Lov, at hver Mand skulde frit have sin Odel. For Erik var der da ingen anden Udvej, end at fly fra Landet, og han tog bort med sin Kone Gunhild og deres Børn. Arinbjørn Herse, Kong Eriks Fosterbroder og Fosterfader til et af hans Børn, den kæreste af alle hans Lensmænd, fulgte med Kongen. Først sejlede de til Orknøerne, hvor Kong Erik giftede sin Datter Ragnhild med Arnfinn Jarl. Derpaa sejlede han til Skotland, og hærgede der; og endelig i samme Hensigt til England. Her samlede Kong Adelsten en Hær, og gik mod Erik; men det kom til Forlig imellem dem, saaledes at Kong Adelsten gav Kong Erik Styrelsen over Northumberland, mod at han blev Adelstens Landeværnsmand mod Skotter og Irer. Thi vel havde Kong Adelsten efter Kong Olafs Fald gjort Skotterne skatskyldige, men de var dog aldrig at lide paa. Om Gunhild fortæller man, at hun lod øve Sejd (112), og lod sejde, at Egil Skallagrimssen aldrig skulde have Ro paa Island eller anden Steds, førend hun fik ham at se. Den Sommer, da Haakon og Erik stred om Norge, tilstedtes det ingen Skibe at forlade Landet; i den Tid kom der derfor ingen Skibe til Island eller nogen Tidende fra Norge. Imidlertid sad Egil paa sin Gaard; men den anden Vinter efter Skallagrims Død tabte han sin Munterhed, og dette tog til, jo længere det led frem paa Vinteren. Da Sommeren kom, gav han endelig tilkende, at han vilde sejle bort, og antog Skibsfolk; han havde tredive Mand paa Skibet. Asgerd blev nu tilbage for at passe Gaarden, men Egil agtede sig til England, for at besøge Kong Adelsten og se, hvorvidt denne Konge vilde opfylde sine forrige Løfter. Han blev dog sent færdig, og da han stak i Søen, var Vinden heller ikke gunstig, saa det led hen mod Høst, og Vejret blev uroligt. De kom nord for Orknøerne, men her vilde Egil ikke lande, thi han frygtede for, at Kong Erik skulde have Magt der rundt om paa Øerne. De sejlede da langs Skotlands Kyst, men fik nu et stærkt Stormvejr, saa de havde ondt nok med at krydse forbi Kysten her og det nordlige England. En Aften, da det begyndte at mørkne og Vejret var haardt, fandt de sig paa een Gang omgivne med Skær baade paa Bagbord og foran Stavnen, saa der var ingen anden Udvej, end at søge til Land. Dette gjorde de ogsaa, men led Skibbrud, og kom til Land ved Mundingen af Humra (113). Besætningen og det meste af Godset blev bjærget, men Skibet sloges itu. Da de nu traf paa Folk, hørte de en Tidende, som tyktes Egil farlig, at Kong Erik Blodøkse og Gunhild regerede der i Landet, og var kort fra det Sted, hvor de var landede, paa Borgen Jorvig (York). Dog hørte han ogsaa, at Arinbjørn Herse var hos Kongen og endnu stod i hans Gunst. Han overvejede da, hvad Raad han skulde gribe til; det vilde næppe lykkes ham, saa kendelig som han var, at skjule sig, og forklædt at drage saa lang en Vej, indtil han kom ud af Kong Eriks Rige; og han fandt det uværdigt, hvis han skulde blive greben paa Flugten. Han tog da Mod til sig, fik sig endnu samme Nat en Hest, og red til Borgen, hvor han kom næste Aften. Over sin Hjælm havde han en sid Hat, og fuldvæbnet var han ogsaa. Da han nu, ved at spørge sig for, havde fundet Arinbjørns Bolig, steg han af Hesten, og traf en Mand, der sagde ham, at Arinbjørn sad ved Maaltidet. »Tjen mig i, gode Mand,« sagde han derpaa, »at gaa ind i Stuen, og spørg Arinbjørn, om han helst vil tale med Egil Skallagrimssen ude eller inde.« »Det Ærinde kan jeg sagtens udrette,« sagde Manden. Hvorpaa han gik ind i Stuen, og sagde ganske højt: »Her staar en Mand uden for Døren, saa stor som en Trold; han bad mig gaa ind og spørge, om du vilde tale med Egil Skallagrimssen ude eller inde.« Arinbjørn svarede: »Gaa og bed ham bie; jeg skal straks komme.« Manden gjorde det. Derpaa lod Arinbjørn Bordene tage bort, og gik ud med alle sine Huskarle. Han hilste Egil, og spurgte, hvorfor han var kommen. Egil fortalte i faa Ord de vigtigste Omstændigheder ved sin Rejse, og udbad sig nu hans Hjælp. »Har du truffet nogen her i Borgen,« sagde Arinbjørn, »som har kendt dig, før du kom til mig?« »Nej,« sagde Egil. »Saa tage da alle Mænd sine Vaaben!« sagde Arinbjørn. Og da dette var sket, gik de til Kongsgaarden. Da de var komne til Hallen, bankede han paa Døren, bad der maatte lukkes op, og sagde hvo der var. Dørvogterne aabnede straks Døren. Kongen sad endnu ved Bordet. Arinbjørn befalede derpaa, at de tolv Mand stærk skulde gaa ind, og udnævnte dertil Egil og ti andre. »Nu, Egil,« sagde han, »skal du bringe Kongen dit Hoved, og omfavne hans Fod, men jeg vil tale din Sag.« Derpaa gik de ind. Arinbjørn gik hen for Kongen, og hilste ham. Kongen bød ham velkommen og spurgte, hvad han vilde. Arinbjørn sagde: »Jeg bringer Eder her en Mand, som er kommen en lang Vej for at besøge Eder og forlige sig med Eder. Det er en stor Hæder for Eder, Herre, at Eders Uvenner af egen Drift forlader fremmede Lande, og, endskønt langt fra Eder, ikke kan bære Tanken om Eders Vrede. Vis dig nu ogsaa som Høvding mod denne Mand, og tilstaa ham god Fred og Forlig, eftersom han højlig har fremmet din Hæder, har faret over mange Have og udstaaet store Genvordigheder, og forladt Hus og Hjem for din Skyld. Intet nødte ham dertil uden hans venlige Sind mod dig.« Da saa Kongen sig om, og fik Øje paa Egil, hvis Hoved ragede over alle de andres; han kendte ham straks, saa skarpt paa ham, og sagde: »Hvor turde du være saa dristig, Egil, at vove dig hid? Da du sidst skiltes fra mig, havde du kun Død af mig at vente.« Egil gik hen til Bordet, greb Kongens Fod og kvad:

Søværts kom jeg, Konge,
krydsed lang Tid hidad
i det Haab at havne
her hos dig trods Vejret.
Nu har jeg naaet Maalet —
Norges Haralds Arvings
Høvdinghal jeg aabned —
har min Lyst af Farer.

Kongen sagde: »Det er ikke fornødent at opregne, hvad jeg har imod dig; dine Forbrydelser er saa mange og store, at en enkelt er mere end nok til, at du ikke kan komme herfra med Livet; det kunde du ogsaa selv vide forud, at du af mig intet Forlig havde at vente.« Og Gunhild tilføjede: »Hvorfor ikke dræbe ham straks? Mindes du ikke, Konge, hvad han har gjort? Han har dræbt dine Venner og Frænder, ja din egen Søn, og nidet dig selv. Naar saa man nogen Sinde saa megen Frækhed øvet mod en kongelig Herre?« Arinbjørn sagde: »Har Egil talt ilde mod Kongen, saa er han i Stand til at sone det med en Lovtale, der skal vare evindelig.« »Vi vil ikke høre hans Lovord,« sagde Gunhild; »lad ham straks, Konge, føre ud at halshugges! Jeg vil ikke høre hans Ord, og ikke se ham.« Da sagde Arinbjørn: »Kongen vil ikke lade sig egge af dig til alskens Nidingsværk; han vil ikke lade Egil dræbe i Nat, thi Nattedrab er Mord.« Kongen svarede: »Din Bøn skal være tilstaaet, Egil maa leve i Nat; tag ham hjem med dig, og bring mig ham i Morgen!« Arinbjørn takkede Kongen og sagde: »Vi haaber, Herre, at Egils Sag vil tage en bedre Vending. Har Egil fornærmet dig højlig, saa betænk ogsaa, at han har mistet meget ved dig og dine Frænder. En herlig Mand, Egils Farbroder Thorolf, lod din Fader tage af Dage formedelst slette Menneskers Bagvaskelse, og uden al Brøde. I selv, Konge, fornægtede Egil Lov og Ret for Bergønunds Skyld, og tragtede desuden efter hans Liv, dræbte hans Mænd, og ranede alt hans Gods, ja gjorde ham landflygtig, og fordrev ham af Landet. Og Egil er ikke den Mand, der lader sig gaa paa. Men hver Gang Mand skal dømmes, da bør ikke blot hans Brøde tages i Betragtning, men ogsaa de Grunde, som har skyndet ham dertil. Jeg skal nu bevogte Egil Natten over.« Derpaa gik Arinbjørn hjem med sit Følge, og da de var komne til Gaarden, fulgte han Egil op paa et lidet Loftkammer, hvor de fortsatte deres Raadslagning. Arinbjørn sagde: »Kongens Vrede var stor, men jeg tror dog hans Sind formildedes noget, før vi skiltes, og Lykken maa nu raade for, hvo der vinder; men Gunhild vil gøre alt for at skade dig. Nu mener jeg, at vi skal tage vor Beslutning saaledes: at du nemlig vaager i Nat for at digte et Lovkvæde om Kong Erik; jeg tror det var godt, om det blev en Drapa paa tyve Viser (Vers), som du kunde fremsige i Morgen, naar vi kommer for Kongen. Saaledes gjorde min Frænde Brage, da han var falden i Unaade hos den svenske Kong Bjørn; han digtede en tyveviset Drapa paa een Nat, og frelste saaledes sit Hoved; og det samme kan maaske lykkes dig.« Egil svarede: »Jeg skal forsøge det, naar du saa vil, men aldrig har jeg tænkt paa at digte Lovsange om Kong Erik.« Arinbjørn bad ham forsøge, og gik derpaa bort, og lod Spise og Drikke bringe op til ham. Egil var nu ene om Natten. Arinbjørn gik til sine Mænd, og de sad ved Drikkebordet til Midnat. Da gik han med sit Følge til sit Sovekammer; men førend han klædte sig af, gik han atter op til Egil, og spurgte ham, hvorledes det gik med Kvadet. Egil svarede, at han intet havde faaet digtet; »her har siddet en Svale ved Gluggen (114),« sagde han, »og pebet mig Ørerne fulde den hele Nat, saa jeg aldrig har kunnet have Ro for den (115)«. Derpaa gik Arinbjørn bort gennem Døren, hvorfra man kunde komme op paa Huset, og satte sig ved Loftsgluggen, hvor Fuglen havde siddet; han saa, at en Hamløberske løb ned fra den anden Side af Huset. Arinbjørn blev siddende der ved Gluggen hele Natten til det blev lyst; og efter at han var kommen der, digtede Egil hele Drapaen, og havde indprentet sig den saaledes i Hukommelsen, at han kunde fremsige den om Morgenen, da han kom til Arinbjørn. De passede nu vel paa, naar det var belejlig Tid at gaa til Kongen.


63. Egil fremsagde sit Kvæde

Kong Erik gik som sædvanlig til Bords, og havde et stort Følge omkring sig. Saa snart Arinbjørn erfor dette, gik han med sine fuldvæbnede Mænd til Kongsgaarden, medens Kongen endnu sad til Bords. Han krævede Indgang i Hallen, som heller ikke blev ham nægtet, hvorpaa han og Egil gik ind med Halvdelen af Følget, men den anden Halvdel blev staaende uden for Døren. Arinbjørn hilste Kongen, og denne bød ham velkommen. Arinbjørn sagde: »Jeg bringer nu Egil; han har intet Forsøg gjort paa at flygte i Nat. Vi ønsker nu at vide, hvad hans Skæbne skal blive. Jeg haaber, at I vil lade ham nyde godt af min Forbøn, thi det er mig særdeles magtpaaliggende, at I tilgiver ham. Jeg har vist Eder ikke ringe Tjenester, og hverken sparet Handling eller Ord for at forstørre Eders Hæder. Alle mine Ejendomme, mine Frænder og Venner, som jeg havde i Norge, har jeg forladt, og fulgt Eder, da alle Eders andre Lensmænd forlod Eder, og det har du ogsaa fortjent, thi du har gjort mig meget godt.« »Hold inde, Arinbjørn,« sagde Gunhild, »og tal ikke saa meget herom! Du har gjort vel mod Erik, og han har fuldelig lønnet dig derfor. Du skylder Kong Erik mere, end Egil, og du kan ikke forlange, at Egil, efter alt hvad han har bedrevet, skal gaa ustraffet fra Kongens Aasyn.« Da sagde Arinbjørn: »Dersom Kongen og I, Gunhild, har besluttet at nægte Egil Fred, saa er det i det mindste ædelmodigt, at give ham Lov til at rejse og en Uges Tid til at redde sig. Frivillig kom han hid til Eder, og ventede sig deraf Udsoning; lad ham da fare, og Lykken derefter dele Eder imellem!« »Heraf ser jeg,« svarede Gunhild, »at du er Egil mere hengiven end Kong Erik. Skal Egil have en Uges Frist til at ride herfra i Fred, saa vil han i den Tid komme til Kong Adelsten. Men Kong Erik kan ikke længer dølge for sig selv, at alle andre Konger bliver nu hans Overmænd. For kort Tid siden vilde alle have fundet det utroligt, at han hverken skulde have Vilje eller Magt til at hævne sin Tort paa enhver saadan Mand som Egil.« »Ingen,« sagde Arinbjørn, »vil kalde ham større, fordi han dræber en Bondesøn, en udenlandsk Mand, som har givet sig i hans Vold. Men tror Kongen herved at indlægge sig Berømmelse, saa vil jeg give ham Lejlighed til, at denne Begivenhed kan blive Omtale værd. Thi fra nu af skal Egil og jeg dele Skæbne, saa at den, der vil angribe ham, skal med det samme møde mig; og dyrt, Konge, vil du da betale Egils Liv, naar vi alle er fældede til Jorden, jeg og mine Mænd. Andet havde jeg ventet mig af Eder, end at I heller vilde lade mig strække til Jorden, end tilstaa mig en Mands Liv, som jeg bønfalder om.« Da svarede Kongen: »Megen Iver viser du Arinbjørn, for at yde Egil Hjælp. Kun nødig vil jeg tilføje dig Skade, hvis det kommer dertil, og hvis du heller vil sætte Livet til, end se ham dræbt. Men jeg har Grund nok til at straffe Egil, hvad jeg saa end lader gøre ved ham.« Da Kongen havde sagt dette, gik Egil frem for ham, og begyndte sit Kvad, og fremsagde det højt, og der blev straks en almindelig Tavshed (116).


Hovedløsen

Første Afdeling.

1.
Mod Vest jeg for,
jeg tog om Bord
min Sangkunst med,
drog saa af Sted.
Jeg stævned hid
ved Tøbrudstid.
Jeg rummed Røst
til Kvad i Bryst.

2.
Tag, Drot, her hvor
som Gæst jeg bor,
paa Englands Jord
mit Digterord.
Din Pris med Grund
i denne Stund
— skaf Lyd mig kun —
har fyldt min Mund.

3.
Agt, Fyrste, paa
— du kan og maa —
Versenes Fald,
blir der Lyd i Hal.
Din Krigerfærd
er kendt af hver,
men Odin saa,
hvor Valen laa.

4.
I Tusindfold
slog Sværd mod Skjold.
Du sprængte bold
hver Vaabenvold.
Med Spyd man skød,
der runged Stød,
og Brag der lød,
som sang om Død.

5.
Men uforskrækket
og skjoldbedækket
slog Hirden ægget
og kampusvækket.
Under Faner Vandet
med Blod blev blandet,
og Vover røde
der stadig fløde.


Anden Afdeling.

6.
Tæt Spydene faldt,
og Liv det gjaldt.
Men Erik Ry
sig vandt paany.


Første Stævbolk.

7.
Maa Tavsheden vare,
vil frem jeg fare.
Jeg kan hans svare
Bedrifters Skare.
Flere han mødte,
flere blødte.
Svungne Klinger
mod Skjolde springer.

8.
Sværdene braged
mod Sværd i Slaget.
Odde blev jaget
i Saar og naged.
Med Jern man leged,
som Kinden bleged;
af Vaaben dragne
blev Helte slagne.

9.
Odde gav Saar,
Ægge fik Skaar.
Men Erik Ry
sig vandt paany.


Anden Stævbolk.

10.
Dit Sværd blev rødt,
Ravnen var mødt,
Liv blev dødt,
for Spær var der blødt.
Ulve I droge
hen, hvor I sloge.
Mange døde blev
Ørnens Føde.

11.
Ravnenes Skare
slap for at spare;
til Dyngerne svare
de daled snare.
Næbbene stinger
i røde Bringer,
Blod dem pletter,
Ulven sig mætter.

12.
Ej hungre den kan,
der er nok for dens Tand.
Gik Erik i Land,
faldt mangen Mand.


Tredje Stævbolk.

13.
Skarpt der skødes,
Freden brødes.
Der spændtes Buer,
det Ulven huer.
Hvast bed Ægge,
Pile knække;
nye fore
fra Buesnore.

14.
Frem for at fælde
med heftig Vælde
Kongen trængte,
Skjoldet han slængte.
Som før gik det her,
sit Kvad er han værd,
og Ry hans Færd
over Havet bær’.

15.
Stram Buen han trak,
Pilene stak.
Gik Erik i Land,
faldt mangen Mand.


Tredje Afdeling.

16.
Hvad inderst inde
han har paa Sinde,
skal end man kende,
saa vil jeg ende.
Altid den bolde
af Kamp vil holde,
bragende Skjolde
ham Fryd vil volde.

17.
Og Guld han byder,
som Armen pryder;
karrige Skikke
lider han ikke.
Han strør saa huld
blandt Hirden Guld,
som var det af Muld,
hans Haand var fuld.

18.
Stærk fra Slaget
er hjem han draget.
Buerne dirred,
Sværdene klirred.
Kongen spreder
sit Guld og leder
Landet med Ære.
Han priset være!

19.
Fyrste! Fortæl,
digted jeg vel?
Jeg tror, med Skel
fik jeg Lyd til mit Held.
Ud gennem Munden
jeg dybt fra Bunden
af Sjælens Rige
din Pris lod stige.

20.
Din Lov jeg kvad,
mens tavs man sad.
Jeg siger i Hal,
hvad der siges skal.
Din Ros min Røst
bar ud fra Bryst
Af alle hørt
blev frem den ført.


64. Livet skænkes Egil

Kong Erik sad opret, medens Egil kvad, og saa skarpt paa ham. Og da Drapaen var ude, sagde Kongen: »Paa bedste Maade er Kvadet fremført. Og nu, Arinbjørn, har jeg tænkt over, hvad Enden skal være paa min og Egils Sag. Du har med megen Iver taget dig af ham, siden du for hans Skyld endog vilde stille dig i Kamp med mig. For din Bøns Skyld skal Egil nu have Lov til at fare bort fri og uskadt. Men du, Egil, indret din Færd saa, at du, efter at have forladt denne Stue, aldrig mere kommer mig eller mine Sønner for Øje, og kom aldrig mig eller mine Folk nær. Thi endskønt jeg nu giver dig dit Hoved, fordi du gav dig i min Vold, og jeg ikke vil øve Nidingsværk paa dig, saa skal du dog vide for Sandhed, at dette er intet Forlig imellem dig og mig eller mine Sønner og vore Frænder, som vil hævne vor retfærdige Sag.« Da kvad Egil:

Ked er jeg ej
af, Konge, at faa
den hæslige Skænk,
som mit Hoved er.
Ingen gik bort
med en bedre Gave
fra en højsindet
Søn af en Drot.

Arinbjørn takkede Kongen med fagre Ord for den ham beviste Naade og Venskab, og fulgte derpaa Egil hjem til sin Gaard. Her lod han siden sine Folk sætte sig til Hest, og fulgte Egil med hundrede fuldvæbnede Mænd. De red, til de kom til Kong Adelsten, som modtog dem vel, tilbød Egil Ophold hos sig, og spurgte, hvorledes det var gaaet ham hos Kong Erik. Han kvad:

Glad han mig har ved sin Gave
gjort: mine Øjne med sorte
Bryn; den stærkeste Støtte
Svogeren var mig den kloge.
End jeg helt mit Hoved
har af Livsensarven,
skønt den krigerske Konge
kunde hin Dag det taget.

Ved Skilsmissen fra Arinhjørn gav Egil ham de to Guldringe, hver paa en Mark, hvilke Kong Adelsten havde givet ham. Hvorimod Arinbjørn gav Egil Sværdet Dragvandel, hvilket han havde faaet af Thorolf Skallagrimssen. Skallagrim havde faaet det af sin Broder Thorolf, og denne igen af Ketil Høngs Søn Grim Laadenkind, thi det var det, som Ketil Høng havde brugt i alle sine Holmgange. De skiltes ad i megen Kærlighed og Arinbjørn vendte tilbage til Jorvig til Kong Erik. Egils Følgesvende og Skibsfolk blev der uantastede, og omsatte deres Varer ved Arinbjørns Hjælp; og ud paa Vinteren begav de sig ligeledes til den sydlige Del af England til Egil.


65. Om Thorsten Eriksen og Egil

Lensmanden Erik Alspag i Norge var gift med Thora, en Søster til Arinbjørn, og havde store Ejendomme i Vigen. Hans Søn Thorsten var fulgt med Arinbjørn til England, og blev opfødt hos ham. Det samme Efteraar, som Egil var kommen til England, fik man der Efterretning om, at Erik Alspag var død, og at Kongens Bryder havde inddraget hans Ejendomme under Kongen. Arinbjørn og Thorsten blev derfor enige om, at denne skulde tage til Norge, for at kræve sin Arv tilbage, og om Foraaret udrustede de i denne Hensigt et Skib. Først drog Thorsten til London til Kong Adelsten, og havde Jærtegn og Budskab fra Arinbjørn, baade til Kongen selv, og til Egil, at denne skulde tale hans Sag, at Kong Adelsten nemlig vilde lade det Bud bringe til sin Fostersøn Kong Haakon, at Thorsten maatte faa sin Arv og Ejendom i Norge. Da Arinbjørn nu var Kongen bekendt som en brav Mand, gjorde han heller ingen Vanskeligheder; og Egil gav nu ligeledes tilkende, at ogsaa han om Sommeren vilde tage til Norge, for at faa det Gods, som Kong Erik og Bergønund havde ranet fra ham, og som Bergønunds Broder Atle den Korte nu havde tilegnet sig; han haabede, at det vilde lykkes ham ved Kongens Budskab. Kong Adelsten vilde gerne have beholdt Egil hos sig, og gøre ham til sin Landeværnsmand, et Tilbud, som Egil gerne vilde modtage, men om hvilket han dog ytrede, at han i det mindste først maatte til Island, for at se til sin Kone og sine Ejendomme der. Kongen gav ham da et godt Handelsskib tilligemed en Ladning Hvede og Honning, samt adskillige andre Varer; og Egil gik om Bord tilligemed Thorsten Eriksen eller, som han ogsaa kaldtes, Thoras Søn, efter at have taget en venlig Afsked med Kongen. De kom til Vigen, styrede ind i Oslofjord (117), hvor Thorstens Gaarde laa oppe i Landet, nogle laa endogsaa helt oppe paa Romerige. Saa snart Thorsten var kommen til Landet, gjorde han sine Krav gældende, og ved sine mange anselige Frænders Hjælp og ved Kongens endelige Dom fik han alle sin Faders Ejendomme tilbage. Egil havde sit Ophold hos ham med en Del af sit Følge, og da der ingen Mangel var, tilbragte de Vinteren meget fornøjelig.


66. Egils og Thorstens Møde hos Kongen

Kong Haakon Adelstensfostre sad den Vinter i Trondhjem. Mod Enden af Vinteren drog derfor Thorsten og Egil med et Følge af omtrent tredive Mand, først til Oplandene, og saa over Dovrefjæld til Trondhjem, hvor de fandt Kongen. Thorsten udviklede ham sin Sag og fremførte Vidner, at han var fuldberettiget til den Arv, han gjorde Krav paa, og han fik ikke blot Kongens Bekræftelse paa sine Ejendomme, men blev tillige Lensmand, ligesom hans Fader havde været. Egil gik ogsaa til Kongen, og kom frem med sit Ærinde og med Kong Adelstens Bud og Jærtegn. Han gjorde for sig og sin Kone Asgerd Krav paa Halvdelen af Bjørn Hølds Besiddelser, Land og Løsøre; tilbød at føre Vidner og Ed i sin Sag; viste, hvorledes han allerede havde frembaaret alt dette for Kong Erik, men formedelst Kongens Magt og Gunhilds Indflydelse ikke kunde faa sin lovlige Ret; han fremstillede, hvorledes det var gaaet paa Guleting, og bad nu Kongen unde ham Lovens Værn. Kong Haakon svarede: »Efter hvad jeg har hørt, fandt baade min Broder Erik og Gunhild, at du, Egil, i Eders Skifte kastede større Sten, end du kunde løfte; du maa være vel tilfreds med, at jeg ikke har blandet mig i denne Sag, uagtet jeg og min Broder ikke kom til Forstaaelse med hinanden.« »Saa vigtig en Sag som denne,« sagde Egil, »kan I, Konge, ikke lade gaa uafgjort hen; thi hver Mand i Landet, indfødt eller fremmed, skal lyde Eders Bud eller Forbud, og jeg ved, at I, som har sat Lov og Ret her i Landet for hver Mand, vil ikke unddrage mig dem mere end andre. Byrd og formaaende Frænder her i Landet tror jeg at have saa meget af, at jeg kan maale mig med Atle den Korte. Men om mit Forhold til Kong Erik kan jeg sige Eder, at jeg har været hos ham, og skiltes saaledes fra ham, at han bad mig fare i Fred, hvorhen jeg vilde. Jeg vil nu tilbyde Eder, Herre, mit Følgeskab og min Tjeneste; jeg ved, at der er Mænd hos Eder, med hvilke jeg tør maale mig som Kriger; og det aner mig, at det ikke vil vare længe, før I og Kong Erik kommer til at prøve Kræfter, hvis I lever; ja, det skulde gaa underligt til, om I ikke en Gang maa sande, at Gunhild har et stort Kuld Børn (118).« Kongen sagde: »Min haandgangne Mand, Egil, bliver du ikke. Du og dine Frænder har hugget for store Skaar i min Æt, til at det kan gaa an for dig at blive her i Landet. Vend du hjem til Island, og bliv der paa din Fædrearv; da vil du ingen Mén lide af mig og mine Frænder, men her i Landet vil uden Tvivl vi Frænder alle dine Dage være de mægtigste. For min Fosterfader Kong Adelstens Skyld, som jeg ved elsker dig meget, skal du imidlertid have Fred her i Landet, og nyde Lov og Landsret.« Herfor takkede Egil Kongen, og bad ham at faa hans visse Jærtegn (119) med til Thord paa Ørland eller andre Lensmænd i Sogn og Hordeland; og dette lovede Kongen ham.


67. Egil fælder Ljot den Blege

Da Thorsten og Egil saaledes havde endt deres Ærinder, begav de sig paa Tilbagevejen. Og da de var komne over Dovrefjæld, tilkendegav Egil, at han vilde drage ned i Romsdal, derpaa tage til Søs, og ende sine Ærinder i Sogn og Hordeland; thi om Sommeren vilde han gøre sig rejsefærdig til Island. De skiltes da ad. Thorsten drog gennem Dalene til sit Hjem, og fik, da han var forsynet med Kongens Jærtegn og Budskab, uden Modsigelse sine fædrene Besiddelser tilbage. Egil derimod tog selv tolvte til Romsdal, fik sig der Skyds, og rejste til Møre, hvor han endelig kom til Øen Hød. Her tog han som Gæst ind paa Gaarden Blindheim (120), hvor Lensmanden Fridgeir boede, en ung Mand, der nylig havde tiltraadt sin Fædrearv, og bestyrede den med sin Moder Gyda, Arinbjørn Herses Søster. Egil, der her blev modtaget som en god Ven, fik om Aftenen Sæde næst ved Fridgeir, og hans Ledsagere neden for ham. Der var god Beværtning og holdtes et prægtigt Drikkelag. Husfruen Gyda gav sig i Tale med Egil, og spurgte til sin Broder og andre Frænder og Venner, der havde fulgt ham til England, og hvorledes det var gaaet Egil selv. Denne fortalte hende alt omstændelig. Egil var meget munter, men Husets Folk lod temmelig nedslagne; han saa der en fager, velklædt Mø, som han hørte var Fridgeirs Søster; hun var ganske bedrøvet, og sad og græd uafladelig den hele Aften, hvilket forekom ham og hans Folk underligt. Næste Morgen var det et saa haardt Vejr, at ingen kunde vove sig paa Vandet. Da bad baade Fridgeir og Gyda ham at blive hos dem med sine Følgesvende, til Vinden blev føjelig, og han skulde da faa med, hvad han behøvede. Egil takkede, og de laa der i tre Dage, til Stormen atter lagde sig. Da stod Egils Folk op tidlig om Morgenen, lavede alting til Rejsen, fik derpaa Mad og Øl, og efter at have siddet en Stund derved, tog de deres Klæder. Egil stod op, og takkede Bonden og Husfruen for deres Gæstfrihed. De fulgte ham paa Vejen. Da gav Gyda sig til at hviske med sin Søn Fridgeir, og Egil ventede imidlertid paa dem. Han sagde til Møen: »Hvorfor græder du, Pige? Jeg har aldrig set dig fornøjet;« men hun kunde ikke svare, og græd endnu mere. I det samme hørte han Fridgeir sige højt til sin Moder: »Nu vil jeg ikke bede derom, da de staar rede til deres Rejse.« Men Gyda gik hen til Egil og sagde: »Jeg vil nu sige dig, Egil, hvad der er i Vejen med os. Her er en lidet yndet Mand ved Navn Ljot den Blege, en Bersærk og Holmgangsmand; han kom hid og bejlede til min Datter, men vi betænkte os ikke, og gav ham straks Afslag. Derfor æskede han min Søn Fridgeir til Holmgang, som skal staa i Morgen paa en Ø, der hedder Vørl. Nu vilde jeg bede dig, at følge med min Søn. Var Arinbjørn her i Landet, da vilde vi snart blive befriede for saadan en Mand som Ljot.« »Det er min Skyldighed, Husfrue,« sagde Egil, »at gøre det for Arinbjørns Skyld, hvis din Søn synes, at det er ham til nogen Nytte.« De gik nu atter ind i Stuen, og var samlede hele Dagen. Om Aftenen kom Fridgeirs Venner, som skulde følge med ham, og næste Dag tog de over til Øen. Der var en fager Mark, hvor Holmgangen skulde holdes, kort fra Søen, og Holmstedet var afmærket med Stene, som var lagt i en Kreds uden om. Nu kom Ljot med sit Følge, med Skjold og Sværd, en stor og stærk Mand; idet han gik frem paa Marken henimod Holmstedet, kom Bersærkegangen over ham, saa han begyndte at brøle stygt og bed i sit Skjold. Fridgeir var en smuk, velvoksen Mand, men hverken stor eller stærk, og han havde aldrig før været i Kamp. Da Egil saa Ljot, kvad han:

Han er Fridgeir farlig
— Fridgeir maa ikke stride —
gnaver han Skjold og Guder
giver Blot for Livet.
Jeg vil møde Manden.
For Møen jeg svarer. — Snare
fløj hans angste Øjne
herom, hvor Faren kommer.

Ljot saa, hvor Egil stod, hørte hans Ord, og sagde: »Kom hid i Kredsen du store Mand, og kæmp med mig, om du har Lyst; det er en mere ligelig Dyst, end at stride med Fridgeir. Om jeg end fælder ham, det skal ikke gøre mig til en større Mand.« Da kvad Egil atter:

Synd det er at afslaa
én en Ting saa ringe.
Lege vil Ljot — med Spydet
lege jeg vil med den Blege.
Snart er jeg rede, og slippe
skal jeg ham ej, før han falder.
Føle han skal, at han føjes,
jeg fører den Kamp paa Møre.

Nu gjorde Egil sig rede til Holmgangen; han havde sit sædvanlige Skjold, var gjordet med Sværdet Nad, og havde Dragvandel i Haanden. Han gik ind over Skelstenene, men Ljot var endnu ikke færdig. Da svang Egil sit Sværd, og kvad:

Slaa jeg vil med Sværdet
Skjoldet, som han holder,
prøve mit i Mødet,
Manden med Klingen stinge.
Blodig af den Blege
blive den skal og give
Ljot de faldnes Lise,
lokke Ørnenes Flokke.

Da kom Ljot frem paa Kamppladsen, hvorefter de løb mod hinanden. Egil hug til Ljot; denne holdt Skjoldet for sig. Men Egil gav det ene Hug efter det andet, saa Ljot slet ikke kunde komme til at forsvare sig, og maatte vige hen til Enden af Pladsen. Men Egil for lige saa hurtig efter ham, og hug saa djærvt, at Ljot sprang ud over Skelstenene, og langt hen paa Marken. Saaledes gik det første Anfald. Ljot bad nu om Hvile, som Egil tilstod ham. De stillede sig da atter hen, og hvilede sig. Da kvad Egil:

Ser jeg ret? Du rømmer?
Rigelig langt du viger
her af en Helt at være,
med Ho’det tabt og Modet.
Sparer du Hugget til siden,
jeg Sejer vinder inden.
Skalken af Skaldepanden
paa Slagmark ynkeligt jages.

Derpaa sagde han til Ljot, at han skulde være færdig, at de kunde afgøre denne Holmgang. Egil løb da imod ham og hug straks til ham; og da gik han ham saa nær, at den anden maatte springe tilbage, og i det samme gled hans Skjold til Side. Da hug Egil til Ljot, traf ham oven for Knæet, og hug Benet af, saa Ljot faldt, og var straks død. Derpaa gik han hen til Fridgeir, og alle takkede ham for dette Værk. Egil kvad:

Fuld af Gerningen fule
falden han er, thi Skjalden
brød hans Ben — og Fridgeirs
Fred har Daaden baadet.
Vel jeg vandt, men ej
jeg venter Løn at hente.
Lystig Spøg alene
var Legen med den Blege.

Ljots Død blev lidet beklaget, thi han var en stor Udaadsmand. Han var svensk af Æt, og havde ingen Frænder der i Landet, men var kommen did, og havde skaffet sig Gods ved Holmgange; han havde fældet mange brave Bønder, efter først at have æsket dem til Holmgang for deres Jorders og Odels Skyld, og var derved bleven en meget rig Mand baade paa Land og Løsøre. Egil tog hjem med Fridgeir, og blev nogen Tid hos ham. De skiltes med megen Kærlighed, og Egil overdrog ham paa sine Vegne at indkræve Ljots efterladte Ejendomme. Thi den Gang var det Holmgangslov, at naar nogen æskede en anden til Tvekamp, formedelst Fordring paa en vis Ting, saa skulde han, dersom han sejrede, have den Ting, for hvis Skyld han havde æsket; blev han overvunden, skulde han løse sig med en vis bestemt Sum, men faldt han paa Holmen, da havde han forbrudt alt sit Gods, og den, der fældede ham, skulde tage Arv efter ham. Det var ogsaa Lov, at hvis udenlandsk Mand døde, og ikke efterlod sig nogen Arving der i Landet, saa faldt den Arv til Kongens Gaard.

Egil drog sin Vej; fra Fjordene tog han ind i Sogn til Thord paa Ørland, hvem han meddelte sit Ærinde og Kong Haakons Ordsending, og Thord lovede ham sin Hjælp. Hos Thord tilbragte han en Del af Foraaret.


68. Om Egils Rejser, og Holmgangen på Guleting

Paa en Rofærge sejlede Egil med tredive Mand til Hordeland, og kom til Fenring. Ti Mand lod han blive tilbage ved Skibet, og med tyve gik han til Gaarden Ask, lod Atle den Korte kalde ud, og sagde, at han havde et Ærinde at afgøre med ham. Atle tog sine Vaaben, og gik ud med alle de vaabenføre Mænd, han havde hos sig. Egil gentog, ligesom før hos Bergønund, sin Fordring paa Bjørn Hølds efterladte Gods, og fik lignende Svar. Han stævnede da Atle til Guleting, og viste, at han havde Kongens Tilladelse at søge sin Ret efter Loven. Derpaa vendte han tilbage til Sogn, og blev hos Thord paa Ørland, til Tingtiden kom.

Begge mødte paa Tinget, og begyndte at tale deres Sag for Dommerne. Da Egil havde fremsagt sit Krav, tilbød Atle Lovværn (121), Tylftered (122), at han ikke havde noget af Egils Gods i sit Værge. Men da Atle gik for Retten med sine Mededsmænd, gik Egil imod ham, og sagde, at han ikke vilde tage imod hans Eder med Hensyn til sit Gods. »Jeg vil byde dig en anden lovlig Afgørelse,« sagde han, »den, at vi skal gaa paa Holm her paa Tinget, og den tage da Godset, som sejrer!« Det var, som Egil sagde, Lov og gammel Sædvane, at hver Mand havde Ret til at æske sin Modpart til Holmgang, hvad enten han havde Sag at værge eller søge. Atle svarede, at han ikke vilde afslaa Egil Holmgang. »Thi du byder mig det,« sagde han, »som jeg selv burde kræve; Harm nok har jeg at hævne paa dig; du har fældet mine tvende Brødre, og det er langtfra, at der sker mig min Ret, hvis jeg imod al Billighed heller skulde afstaa mine Jorder, end stride med dig, naar du selv tilbyder mig det.« De gav derpaa hinanden Haanden, og vedtog, at de skulde gaa paa Holm, og den, der sejrede, skulde være Ejer af de Jorder, som de trættedes om. De gjorde sig altsaa rede. Egil gik frem med Hjælm paa Hovedet, Skjoldet for sig, et Spyd i Haanden, og Sværdet Dragvandel havde han fæstet paa sin højre Arm; thi det var Skik ved en saadan Lejlighed ikke først at have nødigt at drage sit Sværd af Skeden, men at holde det draget, saa at man kunde bruge det, naar man vilde. Atle var rustet paa lignende Maade; han var forsøgt i Holmgang, stærk og modig. Der blev ogsaa fremledt en stor, gammel Tyr, det saakaldte Blotnød (123), som den sejrende skulde slagte. Stundom blev kun eet saadant fremledt, stundom havde ogsaa hver sit. Da de nu var rede til Holmgangen, løb de imod hinanden, og kastede først deres Spyd, men intet af dem ramte i den andens Skjold, men begge blev staaende i Jorden. Derpaa greb de til Sværdet, gik fast frem, og hug til hinanden. Atle holdt Stand. De hug tit og tungt, og Skjoldene blev snart ubrugelige. Da Atles var meget forhugget, kastede han det bort, tog sit Sværd med begge Hænder, og gav Hug paa Hug. Egil gav ham et Slag paa Akslen, men hans Sværd bed ikke; han gentog det anden og tredje Gang, og han havde let ved at faa Ram paa Atle, der ingen Dækning havde. Nu svang han Sværdet af alle Kræfter, men hvor han end hug, bed det ikke (124). Nu saa han nok, at der intet vilde komme ud af det paa den Maade, thi ogsaa hans Skjold var blevet ubrugeligt. Han kastede da Sværd og Skjold, løb imod Atle, og greb ham i sine Arme; og da viste sig Forskellen paa deres Styrke, thi Atle faldt bagover; Egil kastede sig over ham, og bed hans Strube over. Saaledes lod Atle sit Liv. Men Egil sprang op, løb hen til Blotnødet, greb det med den ene Haand i Kæben, med den anden i Hornet, og kastede det omkuld, saa at Fødderne vendte i Vejret og Halsbenet brødes. Derefter gik han hen til sit Følge. Han kvad:

Dragvandels dunkle Ægge

døved Atle sløve,
I hans Skjold jeg satte
med stærke Hug ej Mærke.
Men at min Kraft ham knuged,
bekom den lille ilde.
Trods hans heksende Tunge
min Tand fik Bugt med Manden.

Nu fik Egil alle de Jorder, han havde trættet om, og paa hvilke han gjorde Krav paa sin Kones, Asgerds, Vegne. Efter at han derpaa havde opholdt sig nogen Tid i Sogn, og sørget for Driften af sine Jorder, begav han sig til Vigen til Thorsten.


69. Egil rejser til Island

Endnu den samme Sommer sejlede Egil til Island, og landede i Borgefjord i Nærheden af sin Gaard. Han satte sit Skib op, lossede sin Ladning, og tog Sæde paa sin Gaard. Han var nu en meget rig Mand, og havde et stort og prægtigt Bo. Han blandede sig ikke i andres Sager, og viste sig fredsommelig mod alle sine Naboer; men der var heller ingen, som dristede sig til at komme ham for nær. Saaledes levede han nu flere Aar paa sin Gaard. Med Asgerd havde han følgende Børn: Sønnerne Bødvar, Gunnar og Thorsten, Døtrene Thorgerd og Bera, alle haabefulde og forstandige Børn. Den ældste var Thorgerd, dernæst Bera; Thorsten var den yngste.


70. Egil drager atter Udenlands

Da Egil fik Tidende om, at Erik Blodøkse var faldet paa et Vikingetog, men Gunhild og hendes Sønner var tagne til Danmark, samt at Arinbjørn igen var kommen til Norge, havde faaet sine forrige Forleninger og Ejendomme, og stod i megen Gunst hos Kongen, saa fik han atter Lyst til at gæste Norge. Han satte da sit Skib i Stand, og forsynede sig med Skibsfolk. Denne Gang fulgte Ønund Sjone med ham, en Søn af Ane paa Anabrekka, der var blandt de Mænd, Skallagrim havde givet Land. Ønund var en af de største og stærkeste Mænd der paa Egnen, ja nogle mente endog, at han ikke var fri for at være hamram; han havde tit gjort Rejser mellem Landene, og var noget ældre end Egil, men de havde længe plejet Venskab med hinanden. Rejsen løb vel af, og de stævnede ind i Fjordene, hvor Arinbjørn Herse levede paa sine Gaarde. Det var et glædeligt Møde, og Egil tog selv tolvte ind til ham, men hans Skibsfolk søgte Kvarter deromkring. Egil havde ladet sig gøre et prægtigt Langskibssejl; det gav han Arinbjørn tillige med flere kostelige Gaver. Om Vinteren begav Egil sig til Sogn, for at indkræve sit Landgilde, og vendte saa tilbage til Fjordene, hvor Arinbjørn holdt et stort Julegilde, og havde indbudet sine Venner og Herredets Bønder. Til Julegave gav han Egil en sid Kappe af Silke, guldsømmet, og helt ned besat med Guldknapper, hvilken han havde ladet skære efter Egils Vækst. Desuden forærede han ham ved Julen en hel ny Klædning af engelsk Klæde med mange Farver. Mange andre Vennegaver uddelte han om Julen til sine Gæster; thi Arinbjørn var en særdeles gavmild og ædelmodig Mand. Egil digtede da en Vise om hans Gavmildhed og Venskab.


71. Egils Sorg

Efter Julen viste Egil sig saa nedslaaet, at han ikke talte et Ord. Da Arinbjørn mærkede det, gav han sig i Tale med ham, og spurgte, hvad ham fejlede. Hvis han var syg eller manglede noget, vilde han se at raade Bod derpaa. Egil svarede: »Syg er jeg ikke, men jeg gaar og grubler over, hvorledes jeg skal faa det Gods, jeg vandt, da jeg fældede Ljot den Blege; jeg hører, at Kongens Bryder har inddraget det under Kongens Eje (125).« Arinbjørn sagde: »Jeg tror ikke, det er mod Landsloven, at du tilegner dig det; men nu synes det mig at sidde vel fast. Kongens Gaard har en vid Indgang, men en snæver Udgang. Vi har bestaaet mangt et vanskeligt Pengekrav mod overmægtige Mænd, da vi kunde vente større Hjælp af Kongen, end nu; thi Venskabet mellem Kong Haakon og mig er noget løst, endskønt jeg maa gøre, som det hedder i et gammelt Ord: Man maa hæge den Eg, hvor under man skal bo.« »Imidlertid,« sagde Egil, »har jeg Mod paa, hvis Loven er os med, at gøre et Forsøg, om Kongen ikke ogsaa heri vil lade os vederfares Ret; han skal være en retfærdig Mand, som selv overholder de Love, han giver her i Landet. Det er uden Tvivl bedst, at jeg tager hen til Kongen, og hører hvad han siger til denne Sag.« »Det kan jeg ikke tilraade,« sagde Arinbjørn; »din Heftighed og Djærvhed, Egil, passer ikke til Kongens Magt og Sindelag, thi han er næppe din Ven, og tror at have Grund til ikke at være det. Det bedste er, at vi lader denne Sag hvile og ikke taler derom. Men hvis du ønsker det, vil jeg hellere tage hen til Kongen, og gøre et Forsøg.« Dette modtog Egil med Tak. Kong Haakon opholdt sig den Gang i Rogeland, men af og til ogsaa i Hordeland, og det var ikke vanskeligt at faa Adgang til ham. Det varede heller ikke længe efter denne Samtale, før Arinbjørn tilkendegav sine Mænd, at han vilde til Kongen, og sejlede af Sted med sine Huskarle paa et tyvesædet Skib, hvorimod Egil maatte blive hjemme. Efter at han havde været nogen Tid hos Kongen, kom han frem med sit Ærinde, hvorledes Egil Skallagrimssen var kommen der til Landet, og troede at have Krav paa Ljot den Bleges Gods. »Man har sagt os Konge,« vedblev han, »at Egil har Medhold i Loven, men Godset har Eders Bryder inddraget under Eders Eje. Jeg kommer nu for at bede Eder, Herre, at Egil maa nyde sin Ret efter Loven.« Kongen tav en Stund, og svarede endelig: »Jeg ved ikke, Arinbjørn, hvorfor du paatager dig saadanne Sager for Egil. Han har engang været hos mig, og da sagde jeg ham, at jeg ikke vilde vide noget af hans Ophold her i Landet at sige, af Aarsager, som er Eder vel bekendte. Det nytter ikke Egil at komme med Fordringer til mig, som han gjorde ved min Broder Erik. Og hvad dig angaar, Arinbjørn, da vil jeg sige dig, at du ikke skal blive et Øjeblik længer her i Landet, naar du agter udenlandske Mænd højere end mig og mine Ord; thi jeg ved, at din Hu er hos din Fostersøn Harald Eriksen (126), men i saa Fald er det bedst, du tager til ham og hans Brødre, og bliver hos dem. Jeg tvivler paa, at jeg vil have stor Hjælp af saadanne Mænd, hvis det kommer til nogen Styrkeprøve mellem mig og Eriks Sønner.« Da Kongen tog Sagen saa vrangvilligt, saa Arinbjørn nok, det ikke kunde nytte at drive den videre, og lavede sig derfor til Hjemrejsen. Kongen var noget uvenlig imod ham, siden han havde faaet hans Ærinde at vide, men Arinbjørn havde ikke Sind til at ydmyge sig for ham i denne Sag. Da han nu kom hjem, og fortalte Egil Udfaldet, samt sagde, at han ikke oftere vilde bringe slige Sager for Kongen, blev Egil meget nedslaaet; han troede at lide et stort og uretfærdigt Tab. Det var kun faa Dage efter, da Arinbjørn en Morgen tidlig var i sit Herberge med faa Mænd bos sig, og lod Egil kalde did. Og da han kom, lod Arinbjørn en Kiste lukke op, og udredte til ham fyrretyve Mark Sølv. »Disse Penge,« sagde han, »betaler jeg dig for Ljot den Bleges Jorder. Det er en Løn, som du fuldelig har fortjent af Fridgeir og hans Frænder, fordi du frelste hans Liv mod Ljot. Jeg ved, at du gjorde det af Venskab for mig, og derfor bør jeg sørge for, at du i denne Sag ikke bliver berøvet din lovlige Adkomst.« Egil modtog Pengene og takkede Arinbjørn, og fik igen sin forrige Munterhed.


72. Arinbjørns Hærtog

Denne Vinter var Arinbjørn hjemme paa sine Gaarde, men næste Vaar bekendtgjorde han, at han vilde drage i Viking. Han havde tre store Langskibe med en Besætning af tre hundrede Mand, hvoriblandt mange Bondesønner. Egil styrede et af Skibene, og mange af dem, der var tagne med ham fra Island, ledsagede ham; men Handelsskibet, hvorpaa han var kommen fra Island, loii han føre til Vigen, og satte Mænd til at drive Handel med hans Varer. Arinbjørn og Egil sejlede først til Saksland, og hærgede der om Sommeren, og fik sig Gods. Men ved Høstens Tid styrede de længere nord paa, og lagde sig ved Frisland. En Nat, da det var stille Vejr, lagde de op i Mundingen af en Flod, hvor det ellers var vanskeligt at havne, og hvor der var mange lave Grunde. Oppe i Landet var store Sletter, og kort til Skoven; Markerne var opblødte, thi det havde regnet stærkt. Der besluttede de at gaa op, og lod Tredjedelen af Folkene blive ved Skibene. De fulgte Floden, gik imellem den og Skoven, og saa snart et Torp for sig; siden et andet og et tredje; overalt flyede Bønderne for dem. Der var jævnt Land og store Sletter. Store Grave gennemskar Landet, og stod fulde af Vand; saaledes havde Indbyggerne omgivet deres Agre og Enge; paa nogle Steder stod store Pæle, og hvor Vejen gik, var der lagt Broer eller Bjælker over. Da Vikingerne var komne langt ind i Bygden, samlede Friserne sig i Skovene, og da de var blevet over tre hundrede Mand stærke, stævnede de imod Vikingerne, og leverede dem et Slag. Dette endte med Frisernes Flugt, og Vikingerne, der forfulgte dem, spredtes derved ad, saa at kun faa gik sammen. Saaledes satte ogsaa Egil med nogle faa Mand efter en Flok Flok Friser. Disse kom til en Grav, satte over den, og rev Broen af. Men da Egil nu ogsaa kom med sine Folk, betænkte han sig ikke, men sprang over Graven, hvilket ikke var et Spring for andre Mænd, og heller ikke forsøgte nogen derpaa. Da Friserne saa, at der var kun een Mand efter dem, vendte de om, for at angribe ham. Men Egil dækkede sig med Diget, saa de ikke kunde omringe ham; elleve gik løs paa ham, men han dræbte dem alle. Derefter skød han Broen over, og gik tilbage over Diget. De andre var imidlertid vendt tilbage til Skibene; og for at komme derhen, fulgte han Skoven, for i Nødsfald at kunne finde Tilflugt der. Vikingerne havde ført meget Bytte og Strandhug (127) ned med sig. Saa snart de var komne til Skibene, slagtede nogle Kvæget, andre bragte deres Bytte om Bord; endnu andre dannede ovenfor en Skjoldborg, thi der var da kommet Frisere ned, som skød paa dem; ja de dannede en anden Fylking. Da Egil nu kom ned, og saa, hvorledes det stod til, løb han i en Fart mod Frisernes Hob, kastede Skjoldet paa Ryggen, holdt Spydet for sig med begge Hænder, og sprængte alt hvad der var i Vejen til Side. Saaledes banede han sig en Vej gennem Fylkingen, og kom ned til sine Stalbrødre, der tyktes at have faaet ham fra den anden Verden. Derpaa gik de om Bord, og sejlede til Danmark, og da de kom til Limfjorden, og laa ved Hals, holdt Arinbjørn Husting med sine Mænd, og gav dem sin Beslutning tilkende, at han vilde opsøge Eriks Sønner, som skulde være der i Danmark, hvor de havde Tilhold om Vinteren, naar de om Sommeren havde været i Viking; dem, som ikke vilde følge med ham, stod det frit for at vende tilbage til Norge. For Egil ansaa han det bedst, at han tog til Norge, og saa snart som muligt sejlede til Island. De fordelte sig nu paa Skibene; de fleste blev dog hos Arinbjørn. Han og Egil tog venlig og kærlig Afsked. Arinbjørn begav sig til Eriks Sønner, og var i Følge med sin Fostersøn Harald Graafeld, som han ikke forlod, saa længe de begge levede. Egil sejlede til Vigen, ind ad Oslofjord, hvor han fandt sit Handelsskib, og tilbragte Vinteren hos Thorsten Thoras Søn.


73. Sendefærd til Værmeland

Kong Harald Haarfager havde underlagt sig Værmeland til Søen Væner, og hævede Skatter deraf; men paa hans gamle Dage, da Arnvid Jarl forestod det, gik det her som anden Steds, at Skatterne ikke blev udredte saa nøjagtig, som i hans kraftige Alder. Medens hans Sønner stred om Regeringen i Norge, havde man Opmærksomheden mindre henvendt paa de fjernere Skatlande. Nu da Kong Haakon sad i Ro i Riget, søgte han at skaffe sig samme Herredømme, som hans Fader havde haft, og sendte blandt andet tolv Mænd til Værmeland, som rigtig nok fik Skatten af Jarlen, men paa Tilbagevejen blev de i Edskoven overfaldne af Stimænd og dræbte. Det samme hændte med endnu andre, som han sendte derhen, at Mændene blev dræbte, og Pengene kom ikke; nogle mente derfor ogsaa, at Arnvid Jarl lod dem overfalde, og selv tog Skatten. Nu sendte Haakon, medens han opholdt sig i Trondhjem, tredje Gang nogle Mænd til Thorsten Thoras Søn i Vigen med det Budskab, at han skulde drage til Værmeland og kræve Skatten paa Kongens Vegne, og i andet Fald forlade Kongens Rige. Thi Kongen havde den Gang hørt, at hans Morbroder Arinbjørn havde begivet sig til Danmark, og var hos Eriks Sønner, samt at disse havde mange Tropper og laa paa Hærtog om Sommeren; han havde derfor ingen Lid til nogen af dem; thi af Eriks Sønner maatte han vente sig Ufred, saa snart de fandt Hjælp til at anfalde ham. Af denne Grund forfulgte han ogsaa Arinbjørns Frænder og Venner, tog nogle af Dage, jog andre fra Landet, eller tilføjede dem anden Men. Alt dette indsaa Thorsten og Egil meget vel, da de talte sammen om Kongens Budskab, og den sidste fandt, at det for saa gæv og anselig en Mand, som Thorsten var, aabenbar var en Sendelse, hvorved hans Liv og Velfærd skulde sættes i Vove. Han henvendte sig derfor til Kongens Sendebud, hvis Formand var en Mand, der ikke blot havde rejst vide om i Norge, men ogsaa havde været længe i Danmark og Sverig, og kendte baade Veje og Mennesker. »Jeg ser nok,« sagde Egil, »Sammenhængen med Eders Ærinde; hvis Thorsten ikke vil rejse, saa skal I selv gøre det, for at kræve Skatten.« Deri, svarede Sendebudene, gættede han ret. »Men Thorsten vil ikke,« vedblev Egil; »som en saa anselig Mand er han ikke forpligtet til en saa ussel Rejse; men han vil gøre, hvad der er hans Pligt, følge Kongen selv, naar denne kræver det, inden- og udenlands; saa og hvis I vil have nogle Mænd med herfra, da skal det staa Eder frit for, og al anden Befordring, som I forIanger af ham, er til Eders Tjeneste.« Sendebudene overlagde nu Sagen indbyrdes, og blev enige om, at de vilde tage imod dette Tilbud, hvis Egil vilde drage med dem; »Kongen,« sagde de, »har ikke noget godt Øje til ham, og vil allerede finde vor Rejse god, hvis vi faar ham ryddet af Vejen; siden kan han jage Thorsten ud af Landet, om han vil.« De sagde derfor, at de var fornøjede med, at Thorsten blev hjemme, naar de kunde faa Egil med sig. Denne svarede: »Jeg skal befri Thorsten for denne Rejse; hvor mange Mand behøver I vel herfra?« »Vi er otte i alt,« sagde de; »lad os faa fire til herfra, saa er vi tolv.« Det lovede Egil dem. Ønund Sjone og nogle flere af hans Medfølgere var just tagne ned til Havet, for at se til deres Skib og nogle Varer, som de havde givet en anden Mand i Forvaring, og de kom ikke hjem. Dette gjorde Egil meget ondt, thi han kunde ingen af dem faa med, da Kongens Mænd skyndte paa Rejsen og ikke vilde bie.


74. Værmelands-Færd

Egil gjorde sig da rede med tre andre Mænd, og de havde, ligesom Kongens Mænd, Heste og Slæder. Der var falden megen Sne, saa Vejene var næsten ukendelige; og paa deres Vej over til Ed faldt der endnu mere, saa de næppe kunde se, hvor de var. Det gik derfor sent med Rejsen, thi saa snart de forfejlede Vejen, sank Hestene i. Mod Aften holdt de, for at bede. Det var straks ved en skovklædt Aas. Da sagde Kongens Mænd til Egil: »Her skilles vore Veje; her under Aasen bor en Bonde Arnald, som er en god Ven af os, der vil vi tage ind; men saa snart I andre er komne over Aasen, vil I se en stor Gaard for Eder, der tilhører den rige Armod Skæg; der kan I være vis paa gæstfri Modtagelse; i Morgen tidlig skal vi træffes igen, og næste Aften fare til Edskov, hvor der bor en brav Bonde ved Navn Thorfinn.« Egil drog da med sine Mænd op paa Aasen, men næppe var de komne Kongens Mænd ud af Syne, førend disse tog deres Skier frem, steg op paa dem, og for tilbage alt hvad de kunde. De løb Nat og Dag, drejede om til Oplandene, og saa over Dovrefjæld, og bragte Kong Haakon Efterretning om Udfaldet af deres Rejse. Egil drog om Aftenen over Aasen, men under store Møjsommeligheder, thi saa snart de havde forladt Hovedvejen, fandt de forfærdelig dyb Sne, stejle Bjærgstier og meget Krat; Hestene sank hver anden Stund dybt i, saa de maatte drage dem op, og over Skrænterne var det næsten umuligt at komme. Baade Heste og Mennesker led meget, men de kom dog over, og saa da en stor Gaard for sig, som de straks tyede til. Da de var komne ind paa Toften, saa de Armod og nogle af hans Svende staa der udenfor, de hilste paa hinanden, og spurgte om Tidende. Saa snart han hørte, det var Sendebud fra Kongen, bød han dem ind. Huskarlene tog imod deres Heste og Køretøj, og Armod anviste Egil Sæde i Højsædet paa den lavere Bænk, og neden for ham hans Medfølgere. De talte nu en Del om de Besværligheder, de havde haft, og Husets Folk undrede sig højlig, at de var komne frem der, hvor ingen kunde færdes, selv naar der ingen Sne var. Armod spurgte dem da, om det ikke var bedst, at de nu fik nogen Nadver, og saa begav sig til Ro; saa vilde Hvilen smage dem bedst. Egil takkede. Der blev da sat et Bord for dem med store Kar af Skyr, og Armod sagde, at det gjorde ham ret ondt, at han ikke havde Øl at give dem. Da de var meget tørstige af Møde, greb de Karrene og drak stærkt, især Egil; andre Levnedsmidler kom der ikke. Der var mange Tyende. Husfruen sad paa Tværbænken (128) med de andre Kvinder, men Bondens Datter, ti til elleve Aar gammel, løb paa Gulvet. Husfruen kaldte paa hende, og hviskede noget til hende, hvorpaa Barnet gik hen til Egil, og kvad:

Dig jeg skulde sige,
sagde mig min Moder,
at I ikke, Egil,
alt for stærkt maa spise.
Mæt jer ej, saa mere
Mad I ej kan taale.
Snart vi ind, hun sagde,
sætter bedre Retter.

Armod slog til Pigen, og bad hende tie, hun gjorde aldrig andet end Fortræd. Pigen gik bort, men Egil satte Karret ned; det var næsten tomt. Nu blev ogsaa Karrene taget bort; Husets Folk gik til deres Sæder, Borde blev sat frem over hele Stuen, og besatte med Levnedsmidler; der kom alle Haande Retter ind, og de sattes for Egil, som for de andre. Derefter blev der baaret Øl ind, og det var stærkt Mungaat. Man drak da Enmænding (129), hvorved hver Mand skulde drikke sit Horn ud, og der blev givet nøje Agt paa, at Egil og hans Følgesvende ikke sparede sig. Egil drak først ufortrøden en Tid lang, og naar hans Følgesvende ikke kunde, saa drak han for dem. Saaledes gik det, til Bordene blev tagne bort; da var næsten alle drukne. Men ved hver Skaal, som Armod endnu drak, sagde han: »Jeg drikker dig til, Egil!« og Huskarlene gjorde ligesaa ved hans Følgesvende, og brugte samme Tiltale; ja der var en Mand sat til at skænke for Egil og hans Folk, og han eggede dem hele Tiden til straks at drikke ud. Egil, som nok saa, hvad det skulde føre til, bad sine Følgesvende at holde op, og drak endnu noget for dem, naar de ikke kunde blive fri; men da han mærkede, at han heller ikke selv kunde taale mere, sprang han op, gik hen til Armod, greb ham i Skuldrene, og satte ham op mod Stolperne, og spyede ham ind i Ansigtet, saa at han var nær ved at kvæles. Huskarlene sprang op, og der blev en stor Tummel. Egil gik tilbage til sit Sæde, forlangte ogsaa et Horn endnu, og drak nogen Tid, men med Gildesglæden var det forbi. Endelig tog han og hans Følgesvende deres Vaaben ned af Væggen, hvor de havde hængt dem, gik hen til Kornladen, hvor deres Heste stod, lagde sig i Halmen, og sov der om Natten.


75. Egil forlader Armod, og kommer til Thorfinn

Da det dagedes, stod Egil og hans Ledsagere op, og gjorde sig rejsefærdige. Derpaa gik de hen til Armods Sovekammer, hvor han sov med Kone og Datter; Egil stødte Døren op, gik hen til hans Seng, trak sit Sværd med den ene Haand, greb med den anden Armod i Skægget, og trak ham frem over Sengefjællen. Men Armods Kone og Datter sprang op, og bad for hans Liv. Skønt Egil nu havde Grund til at dræbe ham, skaanede han dog for deres Skyld hans Liv, men skar hans Skæg af ved Hagen, og stak hans ene Øje ud med sin Finger, saa det hang ned paa Kinden.

De drog nu deres Vej, og kom ved Davretid til Thorfinn, som boede ved Edskov; her bedede de, og spiste Davre, og spurgte efter Kongens Mænd, som skulde møde dem der. Thorfinn svarede, at der noget før Dag havde været seks stærkvæbnede Mænd, og en af hans Huskarle, som havde kørt efter Ved om Natten, sagde, at han paa Vejen, længe før Dag, havde mødt seks Mænd, men det var Armods Huskarle, og kunde ikke være dem, Egil spurgte efter. Medens de nu sad og spiste, saa Egil, at der laa en syg Kvinde paa Tværbænken, og spurgte, hvem det var, der var i saa slet Tilstand. Thorfinn sagde, at det var hans Datter Helga; hun havde længe lidt af en svær Sygdom, ikke kunnet sove nogen Nat, og var ligesom forhekset. »Har I brugt noget for hendes Men?« sagde Egil. Thorfinn svarede, at der havde været ristet Runer; det var en Bondesøn i deres Nabolag, som havde gjort det, og siden den Tid var det blevet meget værre. »Skulde du vide noget Raad for slige Men?« »Maaske,« sagde Egil. Og da han havde spist, gik han hen til Kvinden, og talte med hende, bad dem løfte hende op af Lejet, og at lægge rene Klæder under hende. Det skete. Derpaa ransagede han Lejet, og fandt et Stykke Fiskegæller, hvorpaa der var Runer. Han læste dem, skar dem ud, kastede det afskrabede i Ilden, brændte hele Stykket, og lod hendes forrige Klæder bringe ud at luftes. Da kvad han:

Runer man skal ej riste
kan ret man ej dem tyde.
Mørke Runer mangen
Mands Forstand har vildet.
I de glatte Gælder
ti Gaadetegn jeg skued.
De har kostet Kvinden
Kvide lange Tider.

Derpaa ristede han andre Runer, og lagde dem under hendes Hovedpude. Da vaagnede hun ligesom op af Søvne, og sagde, at nu havde hun det godt, endskønt hun endnu var kraftesløs. Men hendes Forældre blev overmaade glade, og Thorfinn lovede Egil al den Hjælp derfra, som han ønskede.


76. Egil kom til Alf Bonde

Da Egil nu ikke vilde bie længer, tog Thorfinn sin Søn og endnu to andre Mænd med sig, for at følge ham paa Vej, thi han vidste sikkert, at Armod Skæg havde ladet Baghold lægge sig i Skoven, og kom de end lykkelig forbi det første, vilde der rimeligvis være flere. Da de var komne ind i Skoven, laa der ogsaa seks Mand, for at lure paa dem, men da de saa dem saa mandstærke, turde de ikke anfalde dem, men listede sig bort ind i Skoven. Derpaa vilde Egil ikke have Thorfinns Følgeskab længere, men sagde de skulde vende hjem, og drog ene videre med sine Folk. Mod Aften stødte de paa endnu et Baghold af seks Mand, som foer imod dem, men Egil dræbte de to, og de andre flygtede. Endelig kom de ud af Skoven, og tog ind hos en Bonde Alf den Rige, en gammel Mand, der var saa ilde at komme tilrette med, at kun nogle faa Folk kunde holde det ud hos ham. Egil blev imidlertid godt modtaget, og spurgte ham en Del ud om Jarlen og de Sendemænd, som Kongen af Norge forhen havde sendt derhen efter Skat, og hvad Alf sagde om Jarlen var just ikke til det bedste.


77. Egil krævede Skatten

Tidlig om Morgenen drog Egil af Sted, og gav Alf ved Afskeden et Skind, som den anden takkede for, og sagde, at deraf kunde han faa sig en laaden Overkjole. Om Aftenen kom Egil til Arnvid Jarls Hird, blev vel modtaget, og der anvistes ham og hans Ledsagere Sæde næst ved Højsædet. Efter at have været der Natten over, kom de frem med deres Ærinde og Kongen af Norges Budskab, og krævede at faa hele Skatten fra den Tid af, at Arnvid var bleven gjort til Jarl, hvortil Jarlen svarede, at Skatten havde han udredt og leveret til Kongens Sendemænd, men hvor de havde gjort af den, vidste han ikke, om de havde bragt Kongen den eller var løbet bort af Landet med den. »Men siden I,« vedblev han, »har paalidelige Jærtegn, at Kongen har sendt Eder, saa vil jeg udrede al den Skat, der tilkommer ham med Rette og levere Eder den, men jeg vil ikke svare for, hvorledes det siden gaar Eder med den.« Egil blev der i nogen Tid, hvorpaa Jarlen udredte al Skatten, noget i Sølv, andet i Graavarer. Da de nu var færdige, sagde han ved Afskeden til Jarlen: »Vi vil nu bringe Kongen, hvad vi har modtaget, men du maa vide, Jarl, at dette er langt mindre, end Kongen tror at have Ret til, foruden den Mandebod, som han kunde vente sig for hans Sendebud, som det hedder sig, at I har ladet dræbe.« Jarlen svarede, at det ikke var sandt, og dermed skilles de. Saa snart Egil var borte, lod Jarlen kalde til sig to Brødre, der begge hed Ulf, og sagde til dem: »Den store Mand, som har været her noget, bør ikke komme til Kongen; det er let at skønne, hvad Underretning han vil give om os, da han i vore aabne Øjne turde sige os sligt, at vi havde dræbt Sendebudene.« Derpaa befalede han dem, at lægge sig i Baghold, hvilket han mente bedst kunde ske i Edskov, og at tage saa mange Mænd med sig, at ingen af de andre kunde undkomme. Brødrene begav sig derfor med tredive Mand ind i Skoven, hvor de kendte hver Sti. Der var i Skoven to Veje, den ene gik over en Bjergaas med en eneste brat Sti, og det var den korteste; den anden gik uden om Aasen, der var store Moser, som der var lagt fældede Træstammer over, og heller ikke der var der uden een Vej. De lagde sig femten Mand paa hvert Sted.


78. Egil og hans Medfølgere fælder fem og tyve Mand

Egil tog ind til Bonden Alf og var der om Natten. Om Morgenen ved Davren varede Alf ham ad, at der uden Tvivl var Baghold i Skoven, og han havde ingen Mænd at give ham med, som han kunde være tjent ined; han skulde derfor bie, til Vejen var sikker. Han fortalte, at han med sine Huskarle havde været i Skoven, hvor de fandt en betraadt Vej, og der maatte have været mange samlede, men der var ingen anden rejst gennem Skoven, siden Egil tog derigennem. Vilde Egil ikke tro ham, saa maatte han selv se efter, og kunde da igen vende tilbage. Egil mente, at han og hans Følge nok kunde staa sig, om de end havde med Overmagt at gøre, og tog af Sted; men da de kom til Vejen, som førte ind i Skoven, saa de Spor baade af Mennesker og Heste. Da sagde de andre, at det var bedst at vende om, men Egil svarede, at de skulde fortsætte deres Rejse; det var ikke saa underligt, om Mænd var taget igennem Edskov, det var jo en Alfarvej. De fulgte da Vejen, og fandt en Mængde Spor; men da de kom til det Sted, hvor Vejene skiltes, skiltes ogsaa Sporene, saa der omtrent var lige mange paa begge Steder. Da sagde Egil: »Nu tror jeg, at Alf Bonde havde Ret; lad os nu berede os paa, hvad der kan følge.« Derpaa kastede de Kapper og alle løse Klæder af, og lagde dem i Slæden. Egil havde en meget stor Bastline med sig i sin Slæde, thi langvejsfarende Mænd plejer gerne at føre nogle Reb med sig, hvis noget skulde gaa i Stykker paa Køretøjet. Han tog en stor flad Sten, lagde den foran sit Bryst og fæstede den med Linen, som han svøbte rundt omkring sig og bandt op over Skuldrene. De var alle forsynede med Skjolde, Hjælme, Hugvaaben og Stikvaaben. Skoven strakte sig paa begge Sider hen til Bygden, men i Midten af den er der hist og her Smaaskov og Krat, paa nogle Steder ganske bart. Egil tog den korteste Vej over Bjergaasen, som nedentil var begroet med Skov, men bar foroven. Da de var komne derop, løb syv Mand frem af Skoven, op ad Bjergstien efter dem, og skød paa dem. Egil og hans Folk vendte sig, og stillede sig tværs over Vejen imod dem; men i det samme kom der andre Mænd ned imod dem fra Spidsen af Klippen, og kastede Sten paa dem, hvilket var langt farligere. Da sagde Egil til de andre, at de skulde fare ned paa Bjergstien og dække sig det bedste de kunde, men han vilde gaa op ad Bjerget. Og da han var kommen op, fandt han otte Mand for sig, der alle anfaldt ham. Han havde en haard Dyst med dem, men dræbte dem alle. Derpaa gik han hen paa Kanten af Bjerget, og kastede store Stene ned, som ingen kunde modstaa, saa at tre af Værmelænderne blev der paa Stedet, og de fire, som undkom i Skoven, var saarede og kvæstede. Nu tog Egil og hans Folk deres Heste, og kørte til de kom over Aasen. Men de Værmelændere, der var undkomne, bragte Efterretning til dem, der var ved Mosen, hvilke nu stævnede frem ad den nedre Vej, for at møde Egil. Vejen gik langs med Aasen, paa den ene Side havde man Mosen, paa den anden Side var der en Klippe, og imellem begge var Vejen ikke bredere end en god Sti. Her fordelte Ulf sine Mænd saaledes, at han med ti Mand vilde tage mod Egil oven for Klippen, de andre skulde skjule sig i Skoven og falde ham i Ryggen. Egil, der ikke vidste noget af alt dette, kom frem paa den smalle Sti, og blev straks anfaldet i Ryggen; og imedens han værgede sig mod denne Flok, kom Ulf frem fra den anden Side af Klippen. Nu vendte han sig imod dem, havde en haard Kamp, men fældede endelig Ulf og de andre ti; hvorpaa han ilede til sine Ledsagere, der imidlertid havde værget sig imod den anden Hob. Han fandt dem begge saarede, men da han kom til, blev tre af Værmelænderne dræbte, de andre tog Flugten, og tyede ind i Skoven. Egil havde mange Saar, dog ingen store; han forbandt sine Ledsageres, der heller ikke var dødelige. De satte sig da i Slæden, og drog videre til Dagens Ende. Værmelænderne fik deres Saar forbundne i den næste Bygd, og bragte Jarlen Efterretning, at begge Brødrene Ulf og fem og tyve af det øvrige Mandskab var faldne, og kun fem komne derfra med Livet. Og Jarlen kunde nu nok indse, hvad han havde at vente af Kongen.


79. Egil kommer til Thorfinn; Kong Haakons Hærtog

Egil rejste nu, til han kom ud af Skoven, og kom om Aftenen til Thorfinn, hvor han fik sine Saar forbundet. Han blev der nogle Dage. Bondens Datter Helga var nu oven Senge, og baade hun og hendes Forældre takkede Egil. Den Mand, der havde ristet hende Runer, boede kort derfra; og det kom da op, at han havde bejlet til Pigen, men faaet Afslag; saa vilde han forføre hende, men hun vilde ikke; da fandt han paa at riste Elskovsruner, men forstod det ikke til Gavns, og paaførte hende derved hin Sygdom. Da Egil vilde drage videre, fulgte Thorfinn ham paa Vej hele Dagen med en ti til tolv Mand, til Sikkerhed mod Armod; men denne, der havde hørt om Egils Kamp og Sejr i Skoven, fandt det bedst at blive hjemme. Endelig kom Egil og hans Mænd til Thorsten, hvor deres Saar blev lægte, og der blev han til Foraaret.

Thorsten lod nogle Mænd drage til Kong Haakon, for at bringe ham den Skat, Egil havde hentet af Værmeland, og forkynde ham, hvorledes det var løbet af; og Kongen, som fandt sin Mistanke mod Arnvid Jarl bekræftet, sagde nu, at Thorsten frit maatte blive i Landet, og der skulde herske Fred og Forlig mellem dem. Om Sommeren drog Kongen til Vigen, og gjorde derfra et Tog ind i Værmeland, hvor han inddrev store Bøder hos de Bønder, han ansaa for skyldige, forjog Jarlen, indsatte en anden, og tog Gisler af ham og Bønderne. Samme Gang underlagde han sig Vester-Gøtland; gjorde ogsaa et Tog til Danmark, hærgede der vide, og ryddede med to Skibe tolv danske. Da gav han ogsaa sin Brodersøn Tryggve Olafsen Kongenavn og gav ham Vigen at forestaa.

Om Sommeren gjorde Egil sit Handelsskib færdigt, for at sejle til Island; men Langskibet, som han om Høsten havde ført med fra Danmark, gav han Thorsten ved Afskeden. Til sin Maag Thord paa Ørland sendte han Bud om de Jorder, han ejede i Sogn og Hordeland, og bad ham at sælge dem, hvis der fandtes Lysthavere. Da han saaledes havde sørget for alt, og fik Bør, sejlede han ud langs med Vigen, saa nord paa langs Norge, og styrede saa ud paa Havet. Han landede i Nærheden af sin Gaard i Borgefjord.


80-81. Egils Døtres Giftermaal og Bødvars Død

Paa denne Tid var Herredet i Borgefjord og flere Egne paa den vestlige Kant af Island blevet helt bebyggede. Alle Landnamsmændene var døde, men deres Sønner eller Sønnesønner levede, og boede der. Grim Svertingsen, en rig og ætstor Mand, boede paa Mosfjæld sønden for Heden. Han bejlede til Egils Broderdatter Thordis, der var en meget fager Mø; Egil holdt ligesaa meget af hende som sine egne Børn. Og da han nu vidste, at Grim var en anselig Mand, saa det var et godt Parti, gav han sit Minde, og udbetalte hende sin Fædrenearv. En anden Mand, Olaf, en Søn af Høskuld Dalekolsen og den irske Konge Myrkjartans Datter Melkorka, den smukkeste Mand paa Island, bejlede til Egils Datter Thorgerd, der ogsaa var en fager Mø, høj, kløgtig, noget heftig, men til daglig stilfærdig. Ogsaa dette var et anseligt Parti, saa hun blev gift med Olaf, og drog hjem med ham til hans Gaard Hjardarholt i Laksaadal, vester i Bredefjordsdale. Øssur Eyvindsen, en Broder til Thorodd Gode i Ølfus, fik Egils Datter Bera.

Egils Søn Bødvar var da i sin Opvækst, en meget haabefuld Dreng, fager, stor og ligesaa stærk, som Egil eller Thorolf havde været paa hans Alder; Egil elskede ham meget, og Drengen holdt ligeledes af ham. En Sommer var der kommet et Skib i Hvidaa, og der var stort Købstævne. Egil havde købt en Del Ved, som han lod sine Huskarle føre hjem paa et otteaaret Skib. Engang bad Bødvar, at han maatte tage med dem, og de tillod det; de var seks paa det otteaarede Skib, og da Floden kom silde den Dag, maatte de bie til ud paa Aftenen. Da hævede der sig en frygtelig Storm fra Sydvest, som, i Forbindelse med Strømkæntringen, satte Fjorden i Oprør, hvilket ikke er noget usædvanligt der. I dette Uvejr forgik Skibet, saa at alle satte Livet til, og næste Dag drev deres Lig til Land. Bødvars kom op ved Einarsnæs. Egil red straks ud for at søge efter Ligene, og fandt Bødvars. Han tog det op, satte det paa sine Knæ, og red ud med det til Digrenæs til Skallagrims Høj. Han lod Højen aabne, og lagde Bødvar derned hos Skallagrim, hvorpaa Højen igen blev lukket. Dermed blev man først færdig ved Solens Nedgang. Derefter red Egil hjem til Borg, gik straks hen til den Alkove, han plejede at sove i, lagde sig, og skød Skodden for. Ingen vovede at tale et Ord til ham. Man fortæller, at han den Dag havde snævre Hoser (130) paa, og en tætsluttende rød Fustanskjortel (131), og da de nu satte Bødvar ned i Højen, siger man, at Egil svulmede saaledes op, at baade Kjortel og Hoser revnede paa ham. Heller ikke den følgende Dag lukkede han Alkoven op, nød hverken Spise eller Drikke, men blev saaledes liggende den Dag og Natten efter, og intet Menneske vovede at tale til ham. Men den tredie Morgen lod Asgerd en Mand sætte sig paa en Hest, for saa hastig som muligt at ride til Hjardarholt, og sige Thorgerd alt hvad der var forefaldet, og bede hende at komme til Borg. Han kom der om Eftermiddagen; men Thorgerd lod straks sin Hest sadle, tog to Mænd med sig, og de red om Aftenen og Natten, til de kom til Borg, hvor hun straks gik ind i Ildhuset (132). Asgerd hilste hende, og spurgte, om hun havde spist Nadver. Thorgerd svarede højt (133): »Ingen Nadver har jeg faaet, og ingen vil jeg have, førend hos Frøja (135). Jeg kender mig ingen bedre Raad, end min Fader, og vil ikke leve, naar min Fader og Broder er borte.« Hun gik derpaa hen til Alkoven, og raabte: »Fader! Luk Døren op, og lad os begge vandre den samme Vej!« Egil skød Skodden fra, hvorpaa Thorgerd gik op i Hvilekammeret, og lagde sig i en anden Seng, som stod der. Da sagde Egil: »Det er smukt af dig, min Datter, at du vil følge din Fader; megen Kærlighed har du vist imod mig, men hvem kan vente, at jeg kan overleve en saadan Harm?« Nu tav de begge en Stund; da sagde Egil: »Hvad er det, min Datter? tygger du paa noget?« »Jeg tygger Søl (135),« sagde hun, »thi jeg tænker, at det da skal blive værre med mig; ellers vil jeg komme til at leve for længe.« »Er det skadeligt?« sagde Egil. »Meget,« svarede hun, »vil du have noget?« »Ja, hvorfor ikke?« sagde han. Men noget efter raabte hun, og bad om Drikke; man gav hende et Horn med Vand. Da sagde Egil: »Ja, det kommer af Tangen, man tørster kun mere derefter.« »Vil du ikke drikke, Fader?« sagde hun. Han tog mod Hornet, og drak meget begærlig. Da sagde Thorgerd: »Nu har de dog narret os; det er jo Mælk.« Da bed Egil et stort Stykke ud af Hornet med sine Tænder, og kastede det bort. »Hvad skal vi nu gøre?« vedblev Thorgerd, »nu er det dog forbi med vort Forsæt. Nu vilde jeg ønske, Fader, at vi hellere levede saa længe, at du kunde digte et Arvekvad om Bødvar, og jeg vil riste det paa Kevle (136), og derefter kan vi dø, om os saa synes. Længe vil det vare, førend din Søn Thorsten digter et Kvæde om sin Broder, og heller ikke er det sømmeligt, at der ej drikkes Arveøl efter ham, men hvorledes skal det ske? ingen af os vil være med der (137).« Egil svarede, at det var lidet rimeligt, at han nu kunde digte, om han prøvede derpaa; »men forsøge det vil jeg,« sagde han. Hans anden Søn Gunnar var ogsaa død kort før, og hertil sigter han i Kvædet, der lyder saa:


Sønnetabet

1.
Let jeg ej
kan løfte Tungen,
har til Lyd
ej Luft i Brystet,
ej til Kvad
jeg Ord kan finde,
Tanke tungt
med Tanke strider.

2.
Alt mit Sind
af Sorgen knuges;
derfor haardt
det holde vil
frem at faa
den fulde Klang,
dersom jeg dog
at digte prøved.

3.
Fejlfrit jeg har
det fordum gjort,
Ord fik Liv,
og Læben kvad.
Men haardt og hult
gaar Havet nu
foran min Søns
og Faders Høj.

4.
Thi min Æt
mod Enden stunder
som en Skov,
hvis Stammer styrter.
Fro man ej
sin Frændes Lig
bort af Hus
at bære mægter.

5.
Dog vil jeg først
min Faders Død,
og at min Mo’r
jeg misted, nævne.
Naar om Tab
jeg tale vil,
dem min Mund
skal mindes ogsaa.

6.
Mig er det haardt
det Hul at se,
Havet slog i
Slægtens Hegn,
thi min Søn
tog Søen med;
altid hans Plads
vil aaben staa.

7.
Ran fra mig
har rykket meget,
ej jeg har
en elsket Ven.
Min stærke Søn
til sidst hun tog —
det værste end
for min Æt og mig.

8.
Kunde med Sværd
jeg skaffe mig Hævn,
med Ægir var
det ude snart.
Havde jeg Haab
om Havet at fælde,
ud imod det
jeg drog til Kamp.

9.
Men jeg saa,
mod Sønnens Morder
ej til Strid
jeg Styrke havde.
Kvinder og Mænd
kunne nu se,
hvor Aarene mig
har ensom gjort.

10.
Mig har Havet
meget røvet;
Frændesavn
er svært at mindes,
siden den Søn,
jeg stolede paa,
fra Livet gik
til Glædens Hjem.

11.
For jeg ved bedst,
hvad bleven han var;
intet slet
der i ham fandtes;
men ej fik han ret
sin Raskhed vist,
thi Odin ham tog
for tidlig bort.

12.
Altid han fulgte
sin Faders Vilje,
sagde end alle
andre imod.
Og i mit Hjem
til Hjælp han var mig,
stærkest har han
min Styrke støttet.

13.
Tit min Hu
det tynget har,
at ingen Bro’r
jeg ejer mere.
Jeg ser mig om,
naar Striden vokser,
spejder ud
og ønsker stedse:

14.
Var her en Mand
med Mod som mit,
der vove tør
og vinde vil!
Jeg savner ham ofte,
naar Uvenner true,
maa varsomt flyve,
naar Vennerne dø.

15.
Ledte jeg end
Landet igennem,
jeg traf knap een,
som tro jeg kunde.
Her er en Slægt,
som slet og ussel
Brødres Lig
for Bøder sælger.

16.
Dør en Søn,
erstattes han kun,
siger et Ord,
hvis man avler en ny,
og blive en Mand
i Broders Sted
kan heller ej
en anden formaa.

17.
Er der end Fred
Folk imellem,
de stiger ved det
ej stort i min Agt.
Min Søn drog hen,
min Hustrus Søn,
i straalende Luft
paa Slægtbesøg.

18.
Men Ægir selv,
Søens Herre,
imod mig staar
og mildnes ej.
Tumlende end
min Tanke vakler
af det Slag,
min Sorg mig gav,

19.
dengang jeg saa
ustandselig Sot
min første Søn
fra mig tage,
Drengen, hvis Sjæl
var skær og ren,
om hvem der kun
blev venligt talt.

20.
Jeg mindes end,
at Odin lod
bort fra os,
af Ætten ud,
ham, mit Blod,
min Hustrus Blod,
gaa til Liv
i Gudehjemmet.

21.
Jeg stod mig godt
med Gungners Herre (138)
tryg til ham
min Tro jeg satte,
indtil jeg saa,
at Sejrens Giver
vakkelvorn
vort Venskab brød.

22.
Jeg ofrer vel
til Asafyrsten;
gerne dog
jeg gør det ikke,
skønt han har
til Held for mig
i min Lod
mig Lindring skænket.

23.
Han mig gav
i goden Stund
Digterevnen
uden Lyde,
og det Sind,
der skaffed mig
Fjender mod Bryst
af Fjender i Ryg.

24.
Det trøster ej nok.
Jeg tænker paa,
Hel paa Næs
ved Højen stander.
Dog skal glad
og godt ved Mod
og med Taal
min Tid jeg leve.

Alt som Egil kom længer frem i Kvædet, tiltog hans Kræfter, og da det var til Ende, fremsagde han det for Asgerd, Thorgerd og sine øvrige Husfolk. Derpaa stod han op, og satte sig i Højsædet. Kvædet kaldte han Sønnetabet. Siden lod han ogsaa holde Arveøl for sine Sønner efter gammel Sædvane; og da Thorgerd rejste hjem, gav han hende skønne Gaver.


82. Arinbjørn kommer til Norge (140)

Egil boede nu en lang Tid paa Borg, og opnaaede en høj Alder. Man finder ikke, at han havde Trætter med nogen Mand her i Landet, heller ikke har man hørt noget om, at han holdt Holmgange eller havde blodige Stridigheder, efter at han havde slaaet sig til Ro her paa Island. Han havde et prægtigt Bo, og der skortede ham ikke paa Penge, begge Dele noget, som han satte Pris paa. Han skal ikke siden have forladt Landet, mest vel fordi han ikke kunde være i Norge formedelst sine før omtalte Stridigheder med Kongerne der.

Kong Haakon Adelstensfostre regerede endnu længe over Norge, men mod Slutningen af hans Regering kom Eriks Sønner did, og gjorde Krav paa Riget. Haakon holdt mange Slag med dem, og vandt altid Sejr; det sidste stod paa Fitje paa Øen Stord i Hordeland, hvor Haakon ogsaa sejrede, men tillige fik sit Banesaar. Nu kom Eriks Sønner til Regeringen; og Arinbjørn Herse var hos Harald Eriksen, blev hans Raadgiver, fik Befaling over Hæren og Landeværnet, samt Fjordefylke til Forlening. Han var en dygtig og sejrsæl Kriger. Da Egil Skallagrimssen hørte, at der var blevet Kongeskifte i Norge, og Arinbjørn var kommen tilbage til sine Gaarde, og atter holdtes meget i Ære, digtede han et Kvæde om ham, der lød saaledes (140):


Kvadet om Arinbjørn

1.
Rask jeg en Drots
Ros forkynder,
kvæder kort
om karrig Mand,
taler frit
om Fyrstedaad,
er stenstum
om store Løgne.

2.
Til Skryderes Hob
har jeg Haan nok,
vel om hver
Ven jeg digter.
Jeg kom til mangt
en mægtigs Hus,
uden Skaar
var Skjaldens Kunst.

3.
Engang for længst
fik jeg gjort mig en stor
Fyrste fjendsk,
en Fyrstes Søn —
trak Modets Hat
om min mørke Skal,
søgte hen,
hvor Hersen var.

4.
Blodøkse,
der slog alt med Skræk,
raaded dér,
gav Ros og Magt.
Viljehaard
herskede han
fra Jorvig
i det vaade Land.

5.
Blidt var ej
det Blik at se,
men fareglubsk
og frygteligt,
som slangeskarpt
skød fra Eriks
Øjenhaar
ud imod mig.

6.
Dristigt nok
endda jeg sagde
Digtet frem
for Drotten selv.
Hvert et Ord
jeg aabned for,
trængte ind
i alles Ører.

7.
Løn jeg fik
for mit Fyrstekvad,
men Folk fandt,
den var ful at tage.
Jeg tjente dog
med Tungens Kraft
Issen dér,
den ulvegraa.

8.
Den tog jeg mod,
thi med den fulgte
Sænkningen bag
de side Bryn
og hin Mund,
hvormed »Hovedløsning«
førtes frem
for Fyrstens Knæ.

9.
I den Stund
stod der hos mig
en Mand, hvis Værd
vejed manges op.
Støt var han
at stole paa
uforsagt
overalt, hvor det gjaldt.

10.
Arinbjørn
den ypperste Mand,
vandt mig fri
fra Fyrstens Had,
men løj ej
et Ord i sin Vens
Herskerhal,
den hærfro Drots.

11.
Vennetyv
blev af hver jeg kaldt,
ævneløs
til Ord-Idræt,
lurvet, led
Løftebryder,
yded jeg
ikke Gengæld.

12.
Men se selv!
jeg sætter Hersens
ædle Søns
Æresminde
— stejlt for det Digt,
som stiger derad —
for alle Folks
undrende Blik.

13.
Renest Ros
skal min Røst hamre
med tungt Fald
om Thores Søn
i ædel Malm
af mægtige Ord
— ikke to —
men trende Slags.

14.
Jeg nævner først,
hvad de fleste ved;
— Rygtet bar
det rundt omkring:
Aaben Haand
har han altid rakt,
Arinbjørn,
til alle Sider.

15.
Egnens Folk
ser undrende til
hvor rig han gør
med gylden Skænk.
Thi fuldt op
af Frøj og Njord
Arinbjørn
til Eje fik.

16.
Ham, der randt
af Roalds Æt,
blev alt det,
andre frygted
som Venneridt,
der kom rundt om fra
paa hver Vej
under viden Himmel.

17.
Lykke han vandt,
vandt sig Hæder,
Magtfylde
paa Fyrstevis,
Guders Gunst
og gæve Mænds —
Vethorms (141) Ven
er værd at prise.

18.
Helst han gør,
hvad andre ej,
der har Gods nok,
gærne gaar til.
Jeg blev tit træt
før jeg traf en gavmild —
ingen har Skaft
til alles Spyd.

19.
Haan har ej
af Arinbjørns
lange Hus
fulgt Folk til Dørs.
Vrede Ord
bød ej Farvel
ingen gik
med Armen bar.

20.
Grisk er han mindst
hin Mand i »Fjorde«,
Odins Rings
Æt han hader.
Tyveslæng
taaler han ej,
hans eget Guld
samler aldrig Støv.

— — —

21.
Sligt et Liv
til Lod han fik,
at Farer tit
har Freden brudt.
— — —

22.
Ensom ham,
der ofte bød
mig al Hjælp,
var det Uret mod,
drukned den graa
Glemsels Vandes
Dyb hans Daad
og dækked den til.

— — —

23.
Aarvaagen
gik jeg ud ved Gry,
bar Ord sammen
paa Sangens Vang,
stilled dem op,
saa intet slaar
mit Lovkvad om
i lange Tider.


83. Om Einar Skaaleglam og Egil

Einar Helgesen, en Broder til Osvif den Spage, nedstammede fra Bjørn Østrøne (142), der havde nedsat sig i Bredefjord. Endnu ganske ung var han stor, stærk og en god Idrætsmand, begyndte ogsaa at digte, og var meget lærelysten. En Sommer paa Tinget gik Einar, der nylig var kommen hjem fra en Rejse, hen til Egils Bod, og gav sig i Tale med ham. Talen faldt snart paa Skjaldskab, hvad der morede dem begge; og efter den Tid kom Einar tit til Egil, og de indgik Venskab med hinanden. De talte ofte om deres Rejser; Egil vilde gerne høre Tidender fra Norge, og spurgte til sine Venner, samt til dem, han ansaa for sine Uvenner; ligeledes spurgte han meget efter, hvorledes det stod til med Stormændene; Einar derimod spurgte Egil om, hvorledes det før var gaaet ham paa hans Rejser, og om hans Storværker, og den Samtale huede altid Egil, thi det var noget, han gerne vilde fortælle om. Engang spurgte Einar ham, ved hvilken Lejlighed han vel havde vist det største Mod og Tapperhed. Da kvad Egil:

Ene jeg stod mod otte,
mod elleve tvende Gange.
Ene vog jeg alle,
Ulven saa jeg fodred.
Vi lod haardt og hidsigt
Hug, der gjalded, falde.
Spyd med skinnende Blade
sendte jeg snelt af Hænde.

Siden var Einar jævnlig udenlands hos Konger og Jarler. Han var meget gavmild, men havde sjælden Penge, og var ellers en tapper og brav Mand. Han var Hirdmand hos Haakon Jarl Sigurdsen. Den Gang var der megen Ufred i Norge, da Haakon Jarl og Eriks Sønner holdt Slag med hinanden, og jog skiftevis hinanden ud af Landet. Kong Harald Eriksen (Graafeld) faldt ved Svig i et Slag i Danmark, ved Hals i Limfjorden, hvor han stred med Harald, kaldet Guldharald, og derpaa denne med Haakon Jarl. Med Kong Harald faldt ogsaa samme Gang Arinbjørn Herse. Da Egil fik Budskab om Arinbjørns Fald, kvad han:

Færre de faa, der lyste
forrest i Kampen, vorder —
færre de faa, hvis store
Fryd var Ven at byde.
Tung af Guld og Gaver
gik jeg fra dem til Hjemmet.
Hist bag Strøm og Strande
ser jeg ej saadanne mere.

Einar Helgesen Skjald kaldtes Skaaleglam (143). Han digtede en Drapa, som kaldes Vellekla (Guldmangel), om Haakon Jarl, men denne, som var vred paa Einar, vilde i lang Tid ikke lade den fremsige for sig. Da kvad Einar:

Sov i Seng de andre,
sent jeg vaaged ene,
lagde mit Kvad om Landets
Leder og Folkets Freder.
Dette jeg angrer. — Usle
ej han dog Skjaldene kalder,
tror jeg, den tapre Fyrste.
Til ham drog jeg villig.

Nu jeg en Jarl vil tjene,
der jævnlig til Kampe stævner,
Skjoldets Bærer, Sigvald,
vil staa paa et Skib i hans Flaade.
Mod har han mer end de andre,
mig han ej vrager. — Jeg tager
mit Skjold, om Bord det bærer;
bort min Vej jeg sejler.

Jarlen, der ikke vilde tillade Einar at drage bort, lod ham da fremsige sit Kvæde, og gav ham derpaa et Skjold, som var en stor Kostbarhed. Paa det var der malet adskillige gamle Sagn og Myter, imellem de enkelte Billeder var lagt Spanger (144) af Guld, og det hele var indlagt med Stene. Einar sejlede tilbage til Island, og opholdt sig hos sin Broder; men om Høsten tog han hen til Borg, for at besøge Egil. Han traf ham ikke hjemme, thi Egil var taget til Nordlandet, men ventedes hjem. Einar biede efter ham i tre Dage; længere var det ikke Sæd (145) at blive hos sine Bekendte, og han tog derfor atter bort. Men førend han red bort, gik han hen til Egils Plads, ophængte der hint kostbare Skjold (146), og sagde til Husfolkene, at det var en Gave fra ham til Egil. Samme Dag kom denne hjem, og da han kom ind til sin Plads og saa Skjoldet, spurgte han, hvem denne Kostbarhed tilhørte. Man sagde ham, at Einar havde været der, og at det var en Gave fra ham. Da sagde Egil: »Gid han faa al Ulykke! Tænker han, jeg skal vaage over hans Skjold og give mig til at digte om det (147)! Tag mig min Hest, jeg vil ride efter ham og dræbe ham.« Man sagde ham, at Einar var reden tidlig om Morgenen og allerede nu maatte være kommen til Dalene (148). Siden digtede Egil dog en Drapa, hvoraf Begyndelsen haves.

Einar og Egil holdt Venskab med hinanden, saalænge de levede. Men om Skjoldets endelige Skæbne fortælles, at Egil engang havde det med sig til et Bryllup paa Videmyre, og der blev det ødelagt ved at blive kastet i et Kar sur Mælk. Da lod han alle Prydelserne tage af det, og der fandtes i Spangerne tolv Øre Guld.


84. Om Thorsten Egilsen

Da Egils Søn Thorsten voksede til, blev han en overmaade smuk Mand, hvid af Haar, skær i Hud, stor og stærk, dog ingenlunde som hans Fader. Han var en forstandig, mild og stille Mand, som ikke fornærmede nogen. Egil holdt ikke ret af ham, og Thorsten var heller ikke ham saa meget hengiven; men Moderen Asgerd og Thorsten elskede hinanden inderlig. Egil begyndte nu at ældes meget. En Sommer, da Thorsten skulde ride til Altinget, men Egil blev hjemme, fandt Asgerd og Thorsten paa, uden Faderens Vidende at tage den Silkekappe, som Egil havde faaet af Arinbjørn, ud af hans Kiste, for at Thorsten kunde have den paa til Tings; men den var ham for lang; og da Folk gik i Optog til Lovbjerget, slæbte den efter ham, og fik en Bræmme af Søle forneden. Da han var kommen hjem, gemte Asgerd Kappen paa dens sædvanlige Sted; men lang Tid efter, da Egil lukkede sin Kiste op, saa han, at Kappen var bleven tilsølet, og spurgte Asgerd, hvorledes det var gaaet til. Hun sagde ham da Sandheden. Da kvad Egil:

Ej just Gavn og Glæde
gør mig min Søn, jeg skønner.
Falsk han var mod sin Fader,
falsk den Færd har været.
Havde det Hast med Arven?
Har det for længe varet,
inden Sten man stabled
sammen til Høj for den gamle?

Thorsten blev gift med Jofrid, en Datterdatter af Olaf Feilan, hvis Søn var Thord Geller, og som før havde været gift med Tunge-Ods Søn Thorod. Kort efter døde Asgerd, og nu afstod Egil Gaarden til Thorsten, og drog selv hen til Mosfjæld til sin Maag Grim; thi af alle Mennesker, der endnu var i Live, elskede han mest sin Stifdatter Thordis. En Sommer kom der et Skib til Island, og lagde til i Leiruvaag (149); Føreren var en norsk Mand, en af Thorsten Thoras Søns Huskarle; han bragte Egil et herligt Skjold fra Thorsten. Dette tog Egil med Tak imod, og digtede Vinteren efter en Drapa, som han kaldte Skjolddrapaen, og hvis Begyndelse var:

Højt min Røst jeg hæver.
Hør mig med venligt Øre,
Kongeven! Nu vælder
Versene frem i min Stemme.
Husfolk, husk at tie!
Hædersdigtet, jeg kvæder,
mindes skal som mægtigt
hver Mand i Hordelandet.


85. Om Ønund Sjone og hans Søn Steinar

Ønund Sjone, der boede paa Anabrekka, blev gammel og svagsynet; han afstod derfor Gaarden til sin Søn Steinar, en særdeles stærk Mand, men lidet tækkelig, trættekær, heftig og vanskelig at komme til Rette med. Mellem ham og Thorsten Egilsen paa Borg kom det snart til Brud. Syd for Haavsløk, som dannede Skellet mellem deres Ejendomme, strækker sig nemlig en Mose, kaldet Staksmyr, som om Vinteren staar under Vand, men om Foraaret er der en herlig Græsgang for Kvæget. Naar Steinars Kvæg nu blev drevet til Haavsløk, gik det ofte ind paa Staksmyr, og derover klagede Thorstens Huskarle. Det brød Steinar sig ikke om, og saaledes gik det stille af den første Sommer. Men da Steinar lod det samme ske næste Aar, gav Thorsten sig i Tale med ham derom, dog altsammen i Fredsommelighed, og bad ham holde sit Kvæg paa sit eget, ligesom før; men Steinar svarede, at det maatte gaa hvor det vilde, blev hidsig, og de kom i noget Ordskifte derom. Derefter lod Thorsten det fremmede Kvæg drive bort, men da Steinar fik det at vide, satte han en af sine Trælle til at vogte det hver eneste Dag; hele Græsningen syd for Haavsløk blev da afgræsset. En Dag, da Thorsten gik og saa til sin Husholdning, dræbte han Trællen, hvorpaa han tilhyllede Liget. Det blev fundet af nogle Kvinder, som fortalte Steinar det. Om Vinteren gjorde denne en Rejse ud til Snefjældsstrand (150), hvor han saa en særdeles stor og stærk Træl, ved Navn Thrond, og købte ham for 3 Mark Sølv, hvilket var dobbelt saa meget, som man ellers gav for en Middeltræl. Da han nu var kommen hjem med ham, sagde han, at han vilde give ham let Arbejde; han skulde passe hans Kvæg. »Du skal ikke,« sagde han, »spørge nogen om, hvor du vil lade det græsse, men søge de bedste Græsgange, der er paa Myrerne; du ser mig ud til at have baade Mod og Styrke til at staa dig imod Thorstens Huskarle; og kommer Thorsten selv, saa lader du dig vel heller ikke skræmme af hans Godord.« Derhos gav han ham en stor Økse, hvis Æg næsten var en Alen lang og haarhvas (151). Thrond laa nu med sit Kvæg paa Staksmyr. Thorsten sendte en af sine Huskarle hen, for at gøre ham opmærksom paa Grænseskellet; men Trællen svarede, at det var ham det samme, hvem Jorden tilhørte, han lod sit Kvæg gaa der, hvor der var den bedste Græsgang. Thorsten lod det endnu gaa hen, men da Thrond blev ved at ligge der med sit Kvæg Nætter og Dage, stod han op en Morgen med Solen, og gik ud paa Myrerne. Der ved Haavsløk staar en med Træer bevokset Klippe, hvor Thrond laa og sov, og havde løst sine Sko af. Thorsten gik op paa Klippen, og havde ingen andre Vaaben, end en lille Økse. Han stødte med Skaftet til Thrond, saa han vaagnede. Denne sprang op, greb sin Økse med begge Hænder, svang den i Luften, og spurgte, hvad han vilde. Thorsten svarede, at han vilde sige ham, at denne Jord tilhørte ham, men Steinars Græsgang var paa hin Side af Bækken; det var ikke saa underligt, om Trællen som fremmed ikke kendte Grænseskellet saa nøje. Men Trællen svarede som før, at han skøttede lidet om, hvis Jord det var, hans Kvæg maatte gaa, hvor det syntes bedst om det. »Da skulde jeg dog tro,« sagde Thorsten, »at jeg selv raader for min Jord, og ikke Steinars Trælle.« Thrond svarede: »Du er dog ikke saa klog en Mand, som jeg troede, siden du agter din Værdighed saa lidet (152), at du vil have Hvilested under min Økse; jeg tænker mit Vaaben er bedre end dit, og at jeg er dobbelt saa stærk. Her skal du se, hvormeget jeg bryder mig om dine Trusler!« Og i det samme satte han sig ned, og bandt sine Sko. Da løftede Thorsten sin Økse, og hug Thrond over Halsen, saa at Hovedet faldt ned paa Brystet, hvorpaa han stablede Stene omkring Liget, tilhyllede det, og gik saa hjem til Borg. Nu red Steinar fuldbevæbnet til Borg, og spurgte efter Thorsten. Man svarede ham, at han sad inde. Han bad da, at Thorsten vilde komme ud, han havde et Ærinde til ham. Da Thorsten hørte dette, tog han sine Vaaben, gik ud i Døren, og spurgte Steinar, hvad hans Ærinde var. »Har du dræbt min Træl Thrond?« sagde Steinar. »Ja,« svarede Thorsten, »ingen anden skal du give Skyld derfor.« »Jeg ser da,« sagde Steinar, »at du mener at have værget om din Jord som en drabelig Mand, siden du har dræbt to af mine Trælle. Det er just ingen Stordaad. Nu vil jeg give dig Lejlighed til en større, thi herefter skal jeg ikke sætte nogen anden til at passe mit Kvæg, men det skal faa Lov til baade Dag og Nat at gaa paa din Eng.« »Forrige Sommer,« sagde Thorsten, »dræbte jeg din Træl, fordi I kom ind paa mit, men lod eder saa græsse, hvor I vilde, lige til Vinter; nu har jeg dræbt nok en Træl for dig af samme Grund, og Resten af Sommeren maa du gøre som i Fjor; men hvilken Sommer herefter du bliver saaledes ved at tilrane dig min Græsgang, da vil jeg dræbe hver Mand, der følger med Kvæget, om det saa er dig selv.« Derpaa red Steinar hjem igen.


86. Egil paa Tinget

Kort efter red Steinar op til Einar paa Stafaholt, som var Godordsmand, bad ham om Hjælp, og bød ham Penge. Men Einar svarede at hans Hjælp vilde kun være ham til liden Nytte, hvis han ikke fik endnu flere anseelige Mænd paa sin Side. Steinar tog da op til Reykedal til Tunge-Od; ogsaa ham bød Steinar Penge, Tunge-Od tog imod dem, og lovede ham sin Hjælp. Næste Foraar rejste Einar og Tunge-Od med Steinar og et stort Følge hen at stævne Thorsten for Trællenes Drab, og gjorde Paastand paa Fjørbaugsgaard (153) for hvert Drab; thi efter Loven skulde der betales Bøder for en Træls Drab inden tredje Dag; og to Fjørbaugssager (154) regnedes lige med en Skovgangssag (155). Thorsten gjorde derimod ingen Modstævning for den Fornærmelse, han havde lidt; derimod sendte han nogle Mænd til Grim paa Mosfjæld, for at underrette ham om det forefaldne. Egil lod ikke til at bryde sig meget derom; men underhaanden forhørte han sig dog om hele Sammenhængen med Thorsten og Steinars Trætte, og hvilke Mænd den sidste havde faaet paa sin Side. Thorsten Egilsen red til Vaartinget med et stort Følge, og kom en Nat før de andre; han og hans Tingmænd gjorde deres Boder i Stand; men da de var færdige dermed, lod han sit Tingfølge rejse en Bod, langt større end alle de andre, men den blev staaende ganske tom. Steinar kom ligeledes med Tunge-Od og Einar, og de gjorde deres Boder i Stand. Paa Tinget var mange Mennesker, og man gav sig nu til at behandle Folks Sager. Thorsten tilbød ikke Forlig, men svarede alle dem, som vilde mægle, at han agtede at lade Dom gaa i Sagen; han fandt ikke, at Steinars Søgsmaal for Trællenes Drab havde noget paa sig, da de havde givet Grund nok dertil. Steinar gjorde sig derimod meget til af sin retfærdige Sag, han havde Loven for sig, og Mandsstyrke nok til at forfølge den. Om Aftenen skulde Retten sættes, og med Tingsordningen havde Thorsten meget at gøre, thi saaledes havde det været, medens Egil besad Godord og Høvdingskab. De var paa begge Sider fuldvæbnede. Da saa man fra Tinget, at der kom en Flok ridende langs med Aaen, og deres Skjolde blinkede i Solen. Da de kom til Tinget, red der en Mand i Spidsen for dem med en sort Kappe, en gylden Hjælm paa Hovedet, et med Guld indlagt Skjold paa Armen, og med et Krogspyd i Haanden, hvis Fal ligeledes var beslaaet med Guld; han var gjordet med Sværd. Det var Egil Skallagrimssen, der kom med et Følge af firsindstyve Mænd, alle saa fuldvæbnede, som om det var til et Slag. Han havde sørget for at faa de bedste og dygtigste Bøndersønner med sig fra Egnene ved Mosfjæld. Med denne Flok red han hen til den Bod, som Thorsten havde ladet tjælde, og som hidtil havde staaet tom. De steg af Hestene, og Thorsten gik med sin Flok hen til sin Fader, og bød ham velkommen. Egil lod sit Rejsetøj bringe ind i Boden, og Hestene drive ud paa Græs. Og da alt dette var bragt i Stand, gik han med Thorsten og hele deres Følge hen paa Tingbakken, hvor de satte sig paa deres sædvanlige Sted. Derpaa rejste Egil sig og sagde højt: »Er Ønund Sjone her paa Tingbakken?« Ønund svarede ja, og vedblev: »Det glæder mig, Egil, at du er kommen hid; nu vil alting blive godt med den Trætte, de her har for.« »Er det efter dit Raad,« sagde Egil, »at din Søn sagsøger min, og kommer her med et Følge, for at gøre ham til en Urdmand (156)?« »Nej,« svarede Ønund, »jeg har ingen Skyld i deres Ufred; tværtimod har jeg bedet min Søn meget at slutte Forlig med Thorsten, som jeg altid har søgt at skaane for enhver Ubehagelighed, og det formedelst det nøje Venskab, der har hersket imellem os to, Egil, fra vor første Ungdom af.« »Det vil da snart vise sig,« sagde Egil, »om dette er dit Alvor eller ej. Jeg mindes vel de Dage, da vi begge vilde have fundet det utroligt, at vi nogen Sinde skulde have Sag med hinanden, eller saa slet kunde magte vore Sønner, at vi ikke kunde hindre dem i slig Daarskab, som det her ser ud til. Det synes mig da bedst, medens vi endnu er i Live og staar deres Trætte saa nær, at vi tager denne Sag under os og forliger den, og ikke lader Tunge-Od og Einar hidse vore Sønner sammen som Stridshingste. Lad dem saa se sig om efter en bedre Indtægtskilde, end denne!« Da stod Ønund op, sagde: »Du har Ret, Egil; det er os i Sandhed usømmeligt at være paa et Ting, hvor vore Sønner kives, og aldrig skal den Skam gaa os over, at vi ikke var Mænd for at forlige dem. Det er min Vilje, Steinar, at du nu overdrager mig denne Sag, og lader mig handle med den, som jeg finder for godt.« »Det ved jeg dog ikke,« svarede Steinar, »om jeg saaledes vil lade min Sag falde; thi jeg har allerede søgt Støtte hos Storfolk, og vil ikke ende den uden med Ods og Einars Samtykke.« Derpaa gav han sig til at tale med Od, der paany lovede ham sin Hjælp, og mindede ham om hvad han kunde vente sig, naar Egil skulde dømme i Sagen. Da sagde Ønund: »Jeg behøver ikke at gøre denne Sag afhængig af Ods Ord; ham skylder jeg hverken godt eller ondt, men Egil har gjort mig meget godt, og ham tror jeg bedre end nogen anden, og vil ogsaa heri raade. Det er bedst for dig, min Søn, ikke at have os alle imod dig; hidtil har jeg kunnet styre for os begge, og saa vil jeg endnu.« »Du er meget heftig i denne Sag, Fader,« sagde Steinar, »og tit, tænker jeg, vil vi komme til at angre det.« Derpaa voldgav Steinar Sagen til Ønund, saa at denne maatte sagsøge eller forlige den efter Loven; og straks da Ønund havde overtaget den, gik han hen til Thorsten og Egil, og sagde: »Nu, Egil, maa du alene skalte og valte i denne Sag, som du vil; thi jeg tror dig bedst til at afgøre saavel denne min Sag, som alle andre.« Derpaa gav Ønund og Thorsten hinanden Haand, og tog Folk til Vidne paa, at Egil Skallagrimssen skulde alene uden Betingelse afgøre denne Sag, som han vilde, der paa Tinget. Nu gik Folk hjem til sine Boder; Thorsten lod tre Øksne lede hen til Egils Bod, og lod dem slagte som Tæring for ham paa Tinget. Da Steinar og Od kom hjem til deres Bod, sagde denne, at han ansaa sig løst fra sit Løfte, hvilket Steinar indrømmede, og sagde, at han havde handlet som en brav Mand, og det skulde intet Skaar gøre i deres Venskab.


87. Om Egil og Ønund Sjone

Dagen efter gik Egil Skallagrimssen hen paa Tingbakken med Thorsten og hele deres Flok. Der kom ogsaa Ønund og Steinar, samt Tunge-Od og Einar. Og da Folk havde faaet deres Sager afgjort, stod Egil op og sagde: »Er Steinar og hans Fader Ønund her, saa at de kan høre mine Ord?« Ønund svarede ja. Egil vedblev: »Saa vil jeg nu afsige Forligsdommen imellem Steinar og Thorsten. Min Fader Grim kom hid til Landet, og tog alle Myrerne i Besiddelse og hele Herredet der omkring, fæstede selv Bopæl paa Borg, men gav sine Venner Land deromkring, hvor de siden boede. Han gav Ane Bopæl paa Anabrekka, der hvor hans Søn Ønund siden har boet med sin Søn Steinar. Vi ved alle, Steinar, hvor Grænseskellet gaar imellem Borgs og Anabrekkas Jorder, at det er Haavsløk. Det var heller ikke af Uvidenhed, Steinar, at du lod græsse paa Thorstens Jord og tilegnede dig hans Ejendom. Du troede nok, at han var saa vanartet fra sin Slægt, at han ustraffet vilde lade sig noget frarane af dig. Thi baade du, Steinar, og ligesaa du, Ønund, maa vide, at det Land, Ane besad, det fik han af min Fader Grim. Thorsten dræbte to Trælle for dig; det vil være indlysende for alle, at de er faldne paa deres Gerninger, og er Ubodsmænd (157), ja om de endog havde været fri Mænd, vilde de have været Ubodsmænd. Men fordi, Steinar, du havde i Sinde at frarane min Søn Thorsten hans Landejendom, som blev ham overdraget af mig, og som jeg havde arvet efter min Fader, derfor skal du have forbrudt dit Land paa Anabrekka uden at faa Erstatning derfor; heller ikke skal du have Bopæl eller Hjem her i Herredet syd for Langaa, og forlade Anabrekka før Fardag, eller straks efter Fardag falde ugild (158) for enhver, der vil yde Thorsten Hjælp, hvis du ikke vil drage bort og ikke i alle Dele vil efterkomme denne min Dom.« Da Egil havde endt, og satte sig ned, tog Thorsten Vidner paa hans Kendelse. Da sagde Ønund Sjone: »Det vil man finde, Egil, at denne din Kendelse er noget vrang. For mit Vedkommende har jeg hidtil gjort alt for at jævne deres Udstaaende; men herefter skal jeg tilføje Thorsten al den Skade, jeg kan.« »Derom tænker jeg som saa,« svarede Egil, »at jo længer Trætten med os varer, des værre vil det blive for dig og din Søn; jeg troede, Ønund, du vidste, at jeg før har forsvaret min Ret imod saadanne Mænd, som du og din Søn er. Men Od og Einar, som har pustet til Ilden i denne Sag, har derved indlagt sig en herlig Ære.«


88. Om Thorgeir Blund

Thorgeir Blund (159) var en Sønnesøn af Ketil Blund, en ætstor og rig Nordmand, der havde faaet Land af Skallagrim, og hvis Søn, Geir den Rige, ægtede Skallagrims Datter Thorun. Denne Egils Søstersøn var ogsaa med paa Tinget, og havde ydet Thorsten megen Hjælp i denne Sag. Hidtil havde han boet syd for Hvidaa, men nu ønskede han at faa Land paa Myrerne. Dette syntes Egil godt om, og opmuntrede sin Søn til at modtage ham. De lod derfor Thorgeir nedsætte sig paa Anabrekka; men Steinar flyttede ud over Langaa, og nedsatte sig ved Leiruløk. Egil vendte tilbage til Mosfjæld, og skilles venlig fra sin Søn.

Dermed var dog Striden med Steinar ikke til Ende. Han lagde sig kort efter selvtolvte i Baghold, for at overfalde Thorsten, der dog lykkelig undslap. Hos Thorsten var der nemlig en Mand, ved Navn Ire, saa rask til Fods som nogen, og særdeles skarpsynet; han var en Udlænding og en af Thorstens frigivne, men førte dog endnu Tilsyn med hans Kvæg, og brugtes især til, om Vaaren at drive det Kvæg, der ikke gav Mælk, til Fjælds, og om Høsten at føre dem ned igen. Efter Fardag agtede nu Thorsten atter at lade Kvæget drive til Fjælds, og han og hans Huskarle red otte i Tallet op til Fjælds, medens Ire var i Færd med at drive Faarene. Thorsten havde desuden endnu et andet Værk for om Vaaren, nemlig at rejse et Gærde over den saakaldte Grisetunge, hvormed mange af hans Folk var sysselsatte. Da han nu havde efterset sine Huskarles Gerning, red han atter hjem; men i det han kom lige over for den Plads, hvor Tingstedet var, kom Ire løbende ham i Møde, og sagde, at han vilde tale med Thorsten under fire Øjne. Denne lod derfor sine Ledsagere ride forud, medens de talte sammen. Ire fortalte nu Thorsten, at han vilde have taget hen at se til Faarene, men i Skoven (hvorved han tillige nøjere beskrev Stedet) saa han tolv Spyd skinne, samt nogle Skjolde; og Thorsten anede nu nok, at det var et Baghold, som Steinar havde lagt der, for at overfalde ham. Han sagde da saa højt, at hans Ledsagere tydelig kunde høre det: »Hvor mon han kan have saa travlt med at hitte mig, at jeg ikke kan ride min Vej hjemad ligefrem, men skal gøre den Omvej? Men,« vedblev han, »skulde Ølvald være syg, vil han synes underligt om, at jeg afslaar det.« Han lod nemlig, som om en af hans Naboer, Ølvald, havde sendt Bud efter ham. Ire løb nu alt hvad han kunde op til Fjælds, men Thorsten sagde til sine Ledsagere: »Det bliver en lang Omvej, vi kommer til at gøre, hvis vi nu først skal ride til Ølvaldsstad; Ølvald har sendt Bud efter mig, og hvis det er en Sag, der ligger Magt paa, saa tænker han vel, at det er det mindste, jeg kan gøre for den Okse, han gav mig forrige Høst.« De red da ned over Myrerne, langs med en Aa, og traf endelig en af Ølvalds Huskarle. Thorsten spurgte, hvorledes det stod til hjemme, og Huskarlen svarede, det stod godt til, og at Ølvald var i Skoven for at hugge Ved. »Jeg troede, han var syg,« sagde Thorsten, »men sig saa til ham, at hvis han har noget vigtigt at afgøre med mig, maa han komme til mig paa Borg; jeg har nu ikke Stunder at bie, men maa ride hjem.« Saa gjorde han. Siden spurgtes det rigtignok, at Steinar med elleve andre havde ligget paa hint Sted, for at lure paa ham. Men Thorsten lod som han ikke havde mærket til noget eller hørt noget derom.

Om Høsten tog Thorsten til et Gilde hos en af sine Frænder paa Alftenæs, med tre Huskarle og sin Søn Grim, der da var ti Aar gammel; og da de var komne over Langaa ad Vejen til Ørridaaa, saa de Steinar og Ønund med deres Huskarle, som arbejdede paa Marken. Disse satte straks efter Thorsten, og naaede ham ved en lille Høj ved Langeholt, hvor det snart kom til Kamp. Paa Steinars Side var seks voksne Mænd foruden hans Søn, der ogsaa var ti Aar gammel. Thorsten og hans Søn var stegne af Hestene, og havde søgt op paa Højen; til sin Søn Grim havde han sagt, at han skulde løbe ind i Skoven. Dette Møde saa Folk fra de andre Gaarde, som ogsaa var ved deres Arbejde paa Marken, og da de løb hen for at skille dem ad, fandt de to af Thorstens og een af Steinars Huskarle døde og nogle saarede. Efter Striden ledte Thorsten efter sin Søn Grim, og han fandt ham meget saaret, men Steinars Søn laa død ved Siden af ham. Da Thorsten sprang paa sin Hest, raabte Steinar efter ham: »Render nu, Thorsten hin Hvide (160)?« hvortil Thorsten svarede: »Længer skal du rende, før Ugen er omme.« Thorsten red nu med sine Folk ud over Myren, og de havde hans Søn Grim med sig, men da de kom ud i Holtet, som er der, døde Drengen, og de begrov ham i Holtet, der siden blev kaldet Grimsholt; Stedet, hvor de havde stredet, hedder ogsaa endnu Kampholen. Thorsten red til Alftenæs efter sin Bestemmelse, og blev der til Gæstebud i tre Dage. Da bød flere sig til at følge ham hjem, men han afslog det, og red tilbage selv anden. Og den samme Dag, da Steinar kunde tænke, at Thorsten vilde tage hjem, red han ogsaa ud langs med Søen, og da han kom til den Mæl (161), som er der nedenfor Lambestad, lagde han sig der i Baghold. Da Thorsten kom, stod han paa Mælen med sit Sværd Skrymer draget, og stirrede hen ad Vejen efter Thorsten. Men Manden paa Lambestad lagde Mærke til hans Færd, løb hen, greb ham fat under Armene, og tumlede saalænge om med ham, at Thorsten imidlertid kom forbi. Manden løb derpaa hjem, forfulgt af Steinar, slog Døren i efter sig, og undgik Steinar, der hug efter ham, saa at Sværdet blev siddende i Vindskeden. Dagen efter sendte Thorsten en Huskarl ud til Leiruløk, og lod Steinar sige, at vilde han vel fare, skulde han flytte paa den anden Side af Borgehraun. Da forlod Steinar endelig Egnen, og drog ud til Snefjældsnæs. Thorgeir Blund var ogsaa en saa slet Nabo, at den fredelige Thorsten, der i lang Tid bar over med ham, endelig fik ham til at flytte til Flokedal.


89. Egil Skallagrimssens Død

Egil blev meget affældig i sin Alderdom; Syn og Hørelse slog ham fejl, og han var heller ikke sikker paa sine Fødder. En Dag gik han ude i Gaarden paa Mosfjæld, snublede og faldt. Nogle Kvinder, der saa det, gav sig til at le, og sagde: »Nu er det ude med dig, Egil, siden du ikke kan gaa ene.« »Mindre spottede Kvinder os,« sagde Grim Bonde, »da vi var unge;« men Egil kvad:

Stolprende som en Staldkrik
stavrer jeg døv og sløv nu,
skrammer min skaldede Isses
Skind og laller af Alder.

Egil tabte endelig helt sit Syn. En Dag om Vinteren, da Vejret var koldt, gik han hen til Ilden for at varme sig. Kokkepigen ytrede da, at det var underligt, at slig en Mand, som Egil havde været, skulde ligge saadan for Fødderne af dem, at de ikke kunde komme til at forrette deres Gerning. »Godt Ord igen,« sagde Egil, »lad du kun mig varme mig, og lad os se at forliges om Pladsen.« »Staa op,« sagde hun, »og gaa hen til din egen Plads, og lad os gøre vort Arbejde!« Egil rejste sig, gik hen til sin Plads, og kvad:

Frem paa Fod ved Ilden
famler jeg blind mig, Kvinde!
Blev dig til Men den blinde,
bede jeg maa, du det taaler.
Og mig har en herlig Hersker
huldrig skænket Guldet.
Han med Behag har fordum
hørt, hvad jeg fremførte.

En anden Gang gik Egil ogsaa hen at varme sig; da spurgte en Mand ham, om han frøs om Fødderne, og varede ham ad, at han ikke skulde strække dem for nær hen mod Ilden. »Ja,« sagde Egil, »men det er mig ikke let at styre mine Ben, da jeg ikke kan se; ynkeligt er det, at miste sit Syn!« Og da kvad han:

Faar det aldrig Ende?
Jeg ældgamle Mand
ligger ene her
uden Høvdingehjælp.
Mine Fødder er kolde
at føle paa —
trænger begge
to til Varme.

Det var under Haakon den Mægtiges første Regeringsaar i Norge, at Egil Skallagrimssen gik i de firs, og da var han endnu en rask og rørig Mand, paa det nær at han var blind. Om Sommeren, da man lavede sig til at ride til Tings, bad han Grim om, at han maatte ride med ham. Dette syntes Grim ikke om, og da han kom til at tale med Thordis, fortalte han hende hvad Egil havde bedet om, og bad hende at udfritte hvad Bagtanke han havde med den Bøn. Thordis gik da hen til Egil; at tale med hende var Gubbens største Glæde. Og da hun traf ham, sagde hun: »Er det sandt, Frænde, at du vil ride til Tings? sig mig engang, hvad vil du gøre der?« »Det skal jeg sige dig,« svarede Egil, »hvad jeg har tænkt paa. Jeg har i Sinde at tage de to Kister, som jeg fik af Kong Adelsten, og som er fulde af engelske Sølvpenge, med mig til Tinget, og saa vil jeg lade Kisterne bære til Lovbjerget, naar der er allerflest Folk samlede. Derpaa vil jeg strø Sølvet rundt omkring. Og saa skulde det gaa underligt til, om de alle gav sig til at skifte det ligelig imellem sig; snarere vil der blive en Støden og en Puffen, ja kanske hele Tingmængden omsider kan komme i Haarene paa hinanden.« Thordis sagde: »Det er et kosteligt Indfald, der ikke vil glemmes, saalænge Landet er bebygget.« Derpaa gik hun hen til Grim, og fortalte ham Egils Paafund. »Nej,« sagde Grim, »aldrig skal han komme til at iværksætte saa fortvivlet et Indfald.« Og da Egil igen gav sig i Tale med Grim om Tingrejsen, modsatte denne sig, og Egil blev hjemme, men han var dog misfornøjet derover og temmelig vranten. Medens Tinget stod paa, skulde man paa Mosfjæld drive Kvæget til Fjælds, og Thordis var i Tingtiden oppe paa Sæteren. En Aften, da man vilde gaa til Sengs paa Mosfjæld, kaldte Egil paa to af Grims Trælle, og befalede dem at hente sig en Hest: han vilde tage til Bad. Og da han var færdig, gik han ud, og havde sine to Sølvkister med sig. Han steg til Hest, og red med Trællene ned over Toften og hen under den Bakke, som er der; der saa man sidst til dem. Næste Morgen, da Folkene stod op, saa de Egil stavre omkring i Holtet øst for Gaarden, og han ledte Hesten efter sig; de gik saa hen til ham, og bragte ham hjem. Men hverken Trællene eller Kisterne saa man noget til mere; man har haft mange Gisninger om, hvor Egil havde skjult sine Penge. Øst for Gaarden Mosfjæld er der en Fjældkløft, hvor der ved Tøbrud opstaar en strid Elv, men efter at Vandet er løbet bort, har man der i Kløften fundet engelske Penge; saa nogle mener, at Egil har skjult sit Gods der; men andre tror, at han har kastet det i de store og overordentlig dybe Kær, som findes nedenfor Toften. Syd for Aaen er varme Bade, og kort derfra store Jordhuler; og der mener igen andre, at han har skjult det, thi der har man ofte set Højild (162). Egil sagde, at han havde dræbt Trællene, og Kisterne havde han skjult; men hvor han havde gjort af dem, sagde han ikke til noget Menneske. Om Høsten efter faldt han hen i den Sygdom, som blev hans Bane. Da han var død, lod Grim Liget iføre gode Klæder, og derpaa føre ned til Tjaldenæs. Der blev gjort en Høj, i hvilken Egil blev lagt med sine Vaaben og Klæder.


90. Slutning

Grim paa Mosfjæld blev døbt, da Kristendommen blev lovtaget paa Island, og lod opføre en Kirke ved sin Gaard; Thordis skal da have ladet Egils Lig føre til Kirken. En Bekræftelse derpaa er det, at da der siden blev bygget en anden Kirke paa Mosfjæld, og den, som Grim havde ladet opføre ved Risbro, blev nedbrudt, og man gravede Kirkegaarden, fandt man under det Sted, hvor Alteret havde staaet, Menneskeben, der var langt større end andre Menneskers, og af gamle Mænds Sagn sluttede man, at det var Egils. Præsten Skafte Thorarensen (163) tog da Egils Hjerneskal, og satte den paa Kirkevæggen; den var usædvanlig stor, men især forunderlig tung, og ganske riflet som Harpeskæl (164). Skafte, der vilde overtyde sig om dens Tykkelse, tog da en temmelig stor Haandøkse, svang den med sin ene Haand, og slog paa Hjerneskallen for at knuse den, men der hvor Slaget traf, hvidnede Hjerneskallen vel, men fik hverken Bule eller Sprække; hvoraf man da kan slutte, at den kunde staa sig mod Smaamænds Hug, medens der var Hud og Kød paa den. Egils Ben blev gravet ned yderst i Kirkegaarden paa Mosfjæld.

Thorsten Egilsen lod sig ogsaa døbe, og byggede en Kirke paa Borg. Han var en gudhengiven og retskaffen Mand, blev gammel, døde af Sot, og blev begravet paa Borg ved den Kirke, han selv havde ladet bygge. Fra ham nedstammer en stor Slægt, adskillige Stormænd og mange Skjalde, hvilken hele Slægt kaldes Myremændenes Slægt, og som alle er komne fra Skallagrim. Det holdt sig længe i denne Æt, at dens Medlemmer var stærke og stridbare; nogle udmærkede sig ogsaa ved Kløgt. Men for Resten var de højst forskellige; thi nogle af Myremændene var meget grimme, og i Ætten har dog ogsaa været de smukkeste Mennesker, der har været fødte paa Island, f. Eks. Thorsten Egilsen, hans Søstersøn Kjartan Olafsen, og Hal Gudmundsen, samt Thorstens Datter Helga den Fagre, som Gunlaug Ormstunge og Skjald-Ravn stredes om. Thorstens Søn Thorgeir var den stærkeste af de Brødre, men Skule den største. Denne boede paa Borg efter sin Faders Død, var længe i Viking, hvor han deltog i syv Slag, og var Erik Jarls Stavnbo paa Skibet Jernbarden i Slaget ved Svolder, hvor Kong Olaf Tryggvesen faldt.


Noter:

1. Hrafnista er en Ø med en Gaard af samme Navn uden for Nummedalen i Norge. Høng betyder Hanlaks.

2. Nuværende Gaard Berle paa Bremangerlandet i Nordfjord i Norge.

3. Smed betyder i Grundsproget alle Slags Haandværkere.

4. Gaular, en Landstrækning i Fjordene, hvor der var et betydeligt Hovedtempel.

5. Et Stykke Træ i Form af en Pil, der sendtes fra Gaard til Gaard, for at opbyde Landets Mænd til Krig.

6. Blev hans Mand eller gik i hans Tjeneste.

7. Shetland.

8. Det nordvestlige Frankrig.

9. Nu Torge, en Ø med Gaard af samme Navn.

10. Eller af Jætteslægt.

11. Hvad vi nu kalder: i Bunterad, hver Mand med sin Kvinde.

12. Et stort Kar, hvori Mungaat (hjemmebrygget Øl) eller anden Drik bragtes ind, for derfra at fyldes i Drikkehornene eller Drikkekarrene.

13. Et Hastværksbryllup, uden de sædvanlige Forberedelser af Forlovelse o. desl.

14. De i Finmarken boende Finner eller, som vi nu kalder dem, Lapper erkendte den norske Konges Overherredømme ved at betale ham Skat, hvilken indkrævedes af en af Lensmændene i den nordligste Del af Norge.

15. Han blev kaldt saaledes, fordi han til et af sine Digte havde laant Omkvædet eller Stævet af en anden Skjalds Drapa. Øduns Digt blev derfor kaldt Stolinstefja (Drapaen med det stjaalne Stæv) og Digteren Ildskælde (den slette Skjald).

16. Blev optaget i Kongens Hird eller blandt hans Hofmænd.

17. Disse vilde Kæmper var i Oldtiden klædte i Bjørne- eller Ulveskind, og kaldtes derfor enten Ulvhedner (af hedinn, en Pels) eller Bersærker; det sidste Navn (Bjørneskindskæmperne) er dog det hyppigste.

18. Rummet lige bag ved det egentlige Stavnsrum.

19. Et eller andet Tegn eller Genstand, f. Eks. en Ring, som man, i de Tider, da man endnu ikke kendte til Bogstavskrift, plejede til ydermere Bekræftelse at lade følge med Ordsendingen eller det mundtlige Budskab.

20. Naar Skibe laa i Havn spændte man ofte „Tjæld“ (Telte) d. e. Vadmelstæpper over dem.

21. Mundr er egentlig den Sum, hvormed Brudgommen købte sin Brud, deraf Ordet Brudkaup (Brudekøb); Brudens Medgift kaldtes derimod heimanfylgja.

22. Bortført med Magt eller behandlet som en, der var fangen i Krig.

23. Finmarkens Højdeplateau.

24. Vistnok den svenske Konges Skatteopkrævere.

25. Her maa man altid tænke sig et Hundrede paa 120 (12 x 10).

26. Nemlig over al den Mængde, som Thorolf havde samlet.

27. Eller Skibet med Dragehoved.

28. Den, som førte Mærket eller Fanen i Forstavnen,

29. Lastskib.

30. Pelsvarer (især Egernskind).

31. Et eller andet dyr, uvist hvilket.

32. Tredive Skind.

33. Vistnok Hermelinskind.

34. Et Handelsskib.

35. I Søndfjord.

36. Saaledes kaldtes de Handelsskibe, der hver Sommer samledes i Øresund fra alle de omliggende Lande.

37. En Havn i Halland.

38. Skanør.

39. Saaledes kaldtes de Mænd, som bestyrede Kongens Gaarde.

40. Gøtaelven.

41. Plankeværk eller højt Stakit.

42. Kristianiafjordens ydre Del.

43. Eid betyder en Landtange („et Drag“).

44. Vogtere eller udstillede Poster.

45. Det Sæde, han plejede at have i Hallen.

46. Birkebark.

47. Thi ellers kunde han have naaet Kongen selv.

48. De faldne.

49. Egentlig de, som skifter Ham eller Skikkelse, her: som kan gaa Bersærkergang.

50. Hvori de var befæstede langs med Siderne af Skibet.

51. I Bagstavnen.

52. Halvards Broder Sigtryg.

53. D. e. Digranæs, nu kaldet Borgarnæs.

54. Alft = Svane.

55. I Hedenold var det Skik at overøse Børnene med Vand (ausa vatni) idet man gav dem Navn.

56. Som bærer guldbroderet „Lad“ (Armbaand) om Armen.

57. Nu Mousa.

58. En Slags Fartøj.

59. Gunhild var i Virkeligheden en Datter af Gorm den gamle.

60. [Skallagrims kvad gengives her desværre kun i prosaform. Johannes V. Jensen har i 1930-udgaven af De islandske Sagaer oversat/gendigtet kvadet således:

Ødt og revnet er Eggen

på Øksen, den Kongegave!
Blodøksens Gave er blød,
den bider ikke oftere.
Lad Falskneriet fare
sodet tilbage til Fyrsten!
Bedre var det, om Øksen

aldrig havde set Island.]

61. Hølder kaldtes i Norge de fornemste Bønder, som levede uafhængige paa deres Gaarde og ansaas for de næste i Rangen efter Herser og kongelige Lensmænd.

62. Nemlig hin ovenomtalte Økse.

63. Offergilde for Diserne d.v.s. Gudinderne eller de kvindelige Skytsaander.

64. Nemlig ved Runernes Tryllekraft.

65. Som var strøet paa Gulvet.

66. Marked, en vis Tid, i hvilken de frit skulde handle med hinanden.

67. Eller Harald Blaatand.

68. Eller Befalingsmændene over Skibene, nemlig Thorolf og Egil.

69. Ved Søslagene stred man i Almindelighed fra Forstavnene; Besætningen her bestod derfor af udvalgte Folk.

70. Skaaler for Guderne eller berømte Mænd.

71. Askmænd bruges undertiden som Fællesnavn for Vikinger; af Ask, en Art Vikingeskibe.

72. Offer, blodigt Offer med Offergilde.

73. Jfr. ovf. S. 68. [Note 4].

74. Hov, Tempel.

75. Hovet eller Templet var saa helligt, at ingen maatte gaa derind med Vaaben. Af dette Sted ses, at denne Hellighed ogsaa udstraktes til nærliggende Steder paa den Tid, da Ofringer holdtes.

76. Eller Varg i Vi. Varg er en Ulv. Saaledes kaldtes den, der begik et Drab paa et helligt, til Guderne indviet Sted (Vi); han blev derfor fredløs.

77. Det ansaas nemlig for hæderligere, i Steden for at tage mod Mandebøder, at skaffe sig Selvhævn.

78. Den vestlige Kyst af Jylland.

79. Den nordvestlige Del af Tyskland.

80. Flandern.

81. At primsigne (af de latinske Ord primus, først, og signum, Tegn) betyder at lade sig betegne med Korsets Tegn.

82. York.

83. Wales, hvis Indbyggere nys kaldtes Britter.

84. Den til Slag opstillede Hær.

85. Befalingsmand over en Afdeling af Hirden eller Mændene ved Kongens Hof.

86. Døllen, den Del af Spydet, hvori Skaftet stak.

87. Dette Navn betyder en Slange.

88. Saa at de stred med ubedækket Bryst.

89. I Wales.

90. Enten paa mødrene eller fædrene Side.

91. Eller anfalde ham fra den Side, hvor Skjoldaabningerne vendte hen, det vil sige, falde ham i Ryggen.

92. I de gamle Haller stod to Rader Bænke, efter Stuens Længde, hver med sit Højsæde. I Højsædet paa den ene Bænk sad Husbonden selv, som paa den fornemste Plads, lige overfor ham i Højsædet paa den anden Bænk anviste man den fornemste Gæst Sæde; de øvrige sad til højre og venstre af begge Højsæderne efter deres Rang. Det Sæde, der her anvistes Egil, var altsaa det fornemste næst efter Kongens eget. I Midten af Hallen imellem begge Bænkerader brændte en stor Ild paa Gulvet eller paa en Forhøjning af Stene.

93. En stor Lovsang, inddelt i forskellige Afdelinger ved Hjælp af Omkvæd (Stev).

94. Nu Askøen, nær ved Bergen.

95. Den ene skal overleve den anden.

96. Om ham haves en særlig Saga.

97. Svigersøn.

98. Hellige Baand.

99. At hun var odelbaaren, vil sige, at hun nedstammede fra Bønder, der besad Odel eller frit Jordegods, hvortil hun kunde have Arveret; lenbaaren, at hun stammede fra Mænd, der var Kongens Lensmænd, altsaa endnu højere i Værdighed end blotte Bønder; hæderbaaren, at hun stammede fra Hædersmænd, det vil sige, fra Herser eller Jarler eller Konger, thi disse sagdes at bære Hædersnavn.

100. Fangen i Krig eller bortført med Magt.

101. Hvilket var nødvendigt til lovligt Ægteskab.

102. Heri ligger en skjult Udæskning til Kongen selv, om han skulde have Lyst til at gaa mod Egil, een imod een.

103. I Rummet.

104. D. e. Kriger.

105. Bagstavnene.

105. Bagstavnene.

106. Indbyggerne i Vigen.

107. I Nærheden af Bergen.

108. Et Fiskersted langt ude i Havet.

109. Nogle Smaaøer ved Herdla.

110. Landets Skytsguder.

111. Denne bestod i at lukke Ligets Øjne, Næsebor og Mund.

112. En Art Trolddom, hvorved man troede at kunne tilvende andre, ogsaa fraværende, Ulykke og Vanheld paa Legeme og Sjæl.

113. Floden Humber.

114. En Aabning, hvori der kunde indsættes en Ramme med en gennemsigtig Hinde, eller som kunde lukkes med en Luge; den tjente i Stedet for Vindue.

115. Skønt det ikke bestemt antydes her i Fortællingen, kan man dog næppe være i Tvivl om, hvorfor denne Svale forstyrrede ham, at det nemlig var en Virkning af Gunhilds Sejd og Trolddom. Det skønnes ogsaa af det næstfølgende Udtryk: Halmløberske, d. e. en Heks, der kunde paatage sig forskellig Ham eller Skikkelse, og i dette Tilfælde havde omskabt sig en Fugl, for at forstyrre Egil. Arinbjørn holdt derfor Vagt ved Vinduet hele Natten, at intet Utyske skulde forstyrre Digteren.

116. Dette Digt, den første fuldstændige Drapa, der er os overleveret, bestaar af 3 Hovedafdelinger, den første er en Indledning paa 5 Strofer, den anden paa 10 Strofer kaldes Stefjabálkar, den begynder med et Omkvæd og bestaar af 3 Underafdelinger hver paa 3 Vers (1 + 3x3 = 10). Den sidste Afdeling, eller Digtets Slutning bestaar ligesom Indledningen af 5 Strofer.

117. Kristianiafjord.

118. Læserne vil her huske, at Haakon Adelstensfostre senere blev bekriget af Gunhilds Sønner, og endelig fældet af dem.

119. Nemlig Bevisligheder fra Kongen til Lensmændene, at Egil maatte opholde sig i Landet og søge sin Ret efter Loven.

120. Denne Gaard ligger ikke paa Hød, men paa en anden [Ø] ved Navn Vigr.

121. Sagens lovlige Forsvar.

122. Tolv Mænds Ed.

123. Offerkvæg.

124. Man maa antage, hvilket ogsaa det følgende Vers viser, at Atle enten havde vidst at gøre sig haard, saa at Sværd ej kunde bide paa ham, eller havde fortryllet sin Modstanders Vaaben. Kun derved undskyldes Egils følgende Fremgangsmaade.

125. Fordi det nemlig, som ovenfor bemærket, var faldet efter en udenlandsk Mand, der ingen Arving havde i Landet. Dette var efter de almindelige Love, men i dette Tilfælde kom de i Strid med Holmgangsloven, som bestemte, at den sejrende var den fældedes retmæssige Arving.

126. Erik Blodøkses Søn, senere som Konge Harald Graafeld.

127. Røvet Kvæg.

128. Eller Tværpallen, en Bænk, paa hvilken Kvinderne sad adskilte fra Mændene.

129. Hver for sig, ikke til Hobe eller med forenede Skaaler.

130. Her uden Tvivl i den ældste Betydning: Benklæder og Strømper, der gik ud i eet.

131. Fustan er et Stof af sammenvævet Bomuld og Lin.

132. Eller omtrent hvad vi kalder Dagligstue.

133. Nemlig saaledes, at Egil kunde høre det.

134. Efter Døden, mente man, kom Kvinderne til Gudinden Frøja.

135. En Art spiselig Tang.

136. En rund Stok eller Stav, hvorpaa man plejede at indskære Runer.

137. Efter at Thorgerd ved sin elskelige Forstillelse først har faaet sin Fader til at nyde noget, minder hun ham om de hellige Pligter, at fejre den dødes Minde og at holde Gravøl efter ham. Sønnen Thorsten var enten slet ikke Skjald, eller endnu for ung. Arveøllet, hvis et saadant engang fandt Sted, vilde dog først kunne holdes efter lang Tid, naar de begge var døde.

138. Odin. Gungner hed Odins Spyd.

139. [Her svigter oversættelsens nummerering af kapitlerne, idet dette kapitel kaldes 70. Dette og de efterfølgende kapitelnumre er rettet således, at nummereringen er fortløbende (jl).]

140. Af dette Digt er blot den første Halvdel opbevaret; Slutningen bestaar af Brudstykker.

141. En ubekendt Høvding.

142. Den norske.

143. Anledningen til dette hans Tilnavn fortælles i Jomsvikingesaga. Haakon Jarl forærede ham nemlig to Vægtskaaler af brændt Sølv og hel forgyldte, tillige med tvende tilhørende Lodder, det ene af Guld, det andet af Sølv. Paa disse Lodder var smaa Menneskebilleder. Naar Jarlen vilde erfare Skæbnen, tænkte han sig ved Lodderne en vis Betydning, og gik det nu lykkeligt, saa at det kom op, som man ønskede, da blev Loddet ligesom uroligt i Vægtskaalen, og bevægede sig, saa at man kunde høre Glam deraf.

144. Plader, der dannede ligesom Indfatning for eller Skillerum mellem Billederne.

145. Det var ikke Sæd, ikke Skik, Sædvane; heri ligger ogsaa: det var ikke sædeligt, ikke sømmeligt.

146. Hjemme havde nemlig hver Mand sit Skjold hængende paa Væggen bag ved sin sædvanlige Plads.

147. Ligesom den, der opfostrede en andens Barn, derved erklærede sig selv for ringere end Faderen, saaledes var ogsaa Skjalden ringere end den Høvding, han besang, hvad enten det nu var for at forherlige ham selv personlig eller noget af hans. Naar da Egil modtog Skjoldet, og som Skjald ved en saadan Lejlighed maatte digte, saa stod Einar i samme Forhold til ham, som en Konge eller Jarl til den ringere Skjald; og at Einar blot kunde tænke derpaa, var mere, end Egils Stolthed kunde taale. Egils Ord kan dog ogsaa betragtes som Spøg.

148. Til Bredefjordsdalene, hvor hans Broder boede.

149. Et sædvanligt Landingssted i Nærheden af Mosfjæld.

150. Sydsiden af Snefjældsnæs.

151. Saa skarp, at den kunde skære et Haar over.

152. At falde for en Træl ansaas uværdigt for fri Mænd.

153. Den mindre Fredløshed, 3 Aars Landsforvisning.

154. Eller Sager, som paadrager den Skyldige den mindre Fredløshed.

155. Den større Fredløshed, paa Livstid.

156. Urd, eller som det i Norge udtales, Ur, betyder en stenet Mark. Urdmand er da ensbetydende med Skovgangsmand eller den, der som fredsløs maatte søge sit Opholdssted i Urder og Skove.

157. For hvilke der ingen Mandebod blev betalt.

158. Uden at Drabsmanden kan drages til Ansvar.

159. „Som glipper med Øjnene“.

160. D. e. den blege, rædde.

161. Sandstrækning.

162. Ild, som troedes at brænde paa gamle Høje, hvor Skatte var skjulte.

163. Han levede i Midten af det 12te Aarhundrede.

164. Stribede Muslingeskaller, Kammuslinger.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.