Viser Stednavnene i enkelte Landsdele Spor af fremmed Indvandring?
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Johannes Steenstrup
6. Viser Stednavnene i enkelte Landsdele
Spor af fremmed Indvandring?
De danske Navne gaar lige til Ejder. Landet mellem Sli og Ejder var endnu saa sent som paa Absalons Tid dækket af store Skove, men hist og her var man begyndt paa en Rydning, og i denne deltog indvandrede Sachsere. I Holsten havde nemlig Sachserne netop da taget kraftigt fat paa Opdyrkningen af Landet og grundet Nybygder; der kom da ogsaa derfra Kolonister op i Egnene Nord for Ejder, og dette begyndte at mærkes i tyske Stednavne. Men det er dog let at se, hvem der var de oprindelige Besiddere. Navnene paa Landskaberne nærmest Nord for Ejder var saaledes Jarnwith, Jernskoven, Syd for Egernfjord, mellem denne Fjord og Slien laa Svansø (af Mandsnavnet Svan), Sydvest derfor Fræzlæt (en Slette, kaldet efter en Mand Fræthi eller efter Guden Frø), derpaa langs Ejderen Kamp, Stapeleholm, Thyning og Gjæthning. Yderst i Vest laa i Havet Øerne Holm og Hæfræ, hvilke to Navne synes at komme igen paa en anden jydsk Kyst, nemlig i det af Vandløb stærkt gennemskaarne Landskab Øst for Randers Fjord: Hevring og Hevringholm, der tidligere hed Holm; de ligger hver paa sin Side af Hevringaa.
Alle disse Navne er rent danske, og vi kan midt imellem alle Stednavnene i Landskaberne ved Ejder, der nu mest har tysk Præg og Herkomst, finde danske Navne, der klart viser, hvem de oprindelige Indbyggere var. Ved Ejder træffer vi Nybøl og paa dens Sydside Skulleby (nu Schülp) og Loklint. Mellem Ejder og Danevirke findes Nørby, Okslev, Krop, Boglund, Østerby, foruden flere andre danske Navne, og ved Egernfjord Vindeby, Moskov, Askov og Haby. Hele Landskabet Svansø var gennem Middelalderen og er endnu den Dag i Dag udpræget dansk i sin Navngivning. Man fandt her en Snes Landsbyer, der endte paa -by, ligefra Minnesby i Nord ved Sliens Minde (Munding) til Borgby i Syd, talrige Navne paa -holt, -lev, -mark og -tved o. s. v.
Kaster vi et Blik paa Landet Syd for Ejder, vil vi ogsaa se, med hvor afgjort forskelligt Præg Holsten fremtræder i sine Stednavne. For det første er Navnene af en anden Art — Dorf er et tysk Ord, som kun har samme Oprindelse som det danske Torp — og især mangler der her aldeles en Række af de Endelser, der er saa betegnende for de slesvigske og for Kongerigets Stednavne, nemlig saadanne som: -balle, -bøl, -by, -eng, -gaard, -hjem, -kær, -lund, -lev, -lykke, -ryd, -skov, -toft, -tved, -vad, -vang, -vase, -virke, -vraa.
Den stadig stærkere Fortyskning af store Dele af Slesvig ved dets nære Forbindelse med Holsten satte sig Mærker i Slesvigs Navne. Selv om Almuen trofast bevarede de gamle Former, omsatte Landets tyske Herrer og deres Skrivere Ordene i fremmedagtig Skikkelse, og hvad der var begyndt i Middelalderen, fortsattes af Regeringerne i nyere Tid. Man tilføjede til Ordets Endelse et -en eller -n (Alsen, Angeln, Tondern), det bløde d i -sted fik et t tilføjet (Ejderstedt), det bløde g blev til det skarpe k (Broacker, Rinkenis d. e. Ringenæs), for -sk skreves -sch (Schausende d. e. Skovsende). I Begyndelsen af det 19de Aarhundrede vaagnede det danske Folks Forstaaelse af, hvilken Uret der paa denne Maade var øvet mod denne Landsdels oprindelige Nationalitet, og man stræbte efter at give Navnene deres gamle Form tilbage, men efter at Preusserne havde vundet Landet, tog en ny Fortyskning Fart. Den, som tager det preussiske Generalstabskort for sig, vil her finde de besynderligste Former: Bollersleben (Bolderslev), Enleben (Ønlev), Fischholm (Fiskholm), Jordkirch (Hjortkær), Holebüll (Holbøl), Schottburg (Skodborg), Tückschau (Tykskov) og lignende, og denne Behandling af de danske Navne er i hvert Fald ikke i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa Preusserne er gaaede frem i de Lande, som Tyske fra gammel Tid har bebygget, og hvor de tyske Navne er komne til at lide ved senere Tiders Forvanskning.
Paa vore sydlige Øer har man troet at finde Spor af vendisk Bosættelse. Det er jo bekendt, hvordan Venderne paa Hærtog plyndrede vore Kyster i Tiderne efter Knud den Stores Død og lige indtil Absalons Fremtræden. Især i Kong Niels’s Tid og under de splittende Kampe under hans Efterfølgere hjemsøgte de vore Farvande i en saadan Grad, at Kystegnene i hele den sydlige Del af Landet, ja lige op til Limfjorden laa under for deres Angreb. Saxo skildrer Fyn og det østlige og sydlige Sjælland som forladte af Befolkningen, og han angiver en Trediedel af Danmark som lagt øde af Venderne. Om Falstringerne fortæller han, at de med Vaaben holdt Venderne borte, medens Laalands Indbyggere kun købte sig fri for deres Angreb. Hvor meget end Landet led ved Vendernes Togter, synes disse dog aldrig at have haft en Erobring for Øje, Venderne søgte ikke at fratage de Danske Landskaber eller Byer, de samlede sig ikke heller saadanne fast organiserede Hære som dem, de nordiske Vikinger i de tidligere Aarhundreder havde dannet, og hvormed de havde erobret og derefter bebygget og dyrket Landsdele i de vestlige Riger. Saafremt der derfor skulde findes vendiske Stednavne i Danmark, vilde det være det eneste Vidnesbyrd om, at Vender havde forsøgt en egentlig Bosættelse i Landet.
Man har peget paa Endelsen -itse, der forekommer i nogle Stednavne paa Laaland og Falster, og som bringer en vel kendt slavisk Stednavne-Endelse i Erindring; man behøver kun at tænke paa Lausitz og Chemnitz. Paa Falster findes kun to Navne af denne Art. Den ene er Hovedgaarden Korselitse, i Kong Valdemars Jordebog Køcæliz; i Pommern findes et Par Byer Køselitz. En Voldplads ikke langt fra Væggerløse Kirke hedder Jerlitse Marken, og der fandtes tidligere en Jerlitse Gaard. I Kong Valdemars Jordebog kaldes Væggerløse [udtalt Vejrløse] Wygærlef, og her nævnes et nu ukendt Warløse som liggende i Sognet; man maa derfor næsten tro, at ogsaa Jerlitse er et godt dansk Navn paa -løse, som Tiden har forvansket. Paa Laaland ligger Hovedgaarden Binnitse og Landsbyerne Tillitse og Kuditse, og med disse har man sammenlignet slaviske Stednavne som Benize, Tillitz, Kudice. Endvidere hedder det smalle Indløb til Rødby Fjord Kramnitse Gab, hvilket Navn minder om Grambenitze paa Rygen og den bekendte slovakiske By i Ungarn Kremnitz. Nogle ubetydelige Smaaøer Syd for Laaland hedder Store og Lille Billese, men de betegnes af andre rigtignok som Billesholme.
Om alle disse laalandske Navne gælder det, at slet intet af dem kan føres tilbage til Valdemarstiden, og at nogle af dem kun kendes fra den nyeste Tid. Det tidligst kendte er Tillitse, som 1388 skreves Tylize, men paa den Tid fandtes der ogsaa ved Odense Bymark en Tillise Heed, som man vel ikke vil gøre til vendisk. Hvor let kan ikke en Endelse -løse, -sø, -ø eller -næs være bleven forvansket til en af de angivne Endelser, der desuden maaske kun er foranlediget ved den laalandske Almues usikre Udtalelse af Endelser. Paa Laaland finder man saaledes Hillestolpe, Udstolpe og Trustolpegaard, hvilke oprindelig hed Hillestrup, Ugestrup og Truidstrup; Brandstolpe hed Bramstofte, og Berridsgaard hed Bjerget; -strup bliver almindelig udtalt -strip eller -strippe. Det er ogsaa værdt at erindre, hvordan Stednavne, som vitterligt er danske, dér og andensteds har faaet et vist vendisk Udseende. Færgestedet Gaabense, der vil sige Næsset ved et Gab — et andet Gab, Sortsø Gab, ligger tæt derved — kan man i ældre Tid finde skrevet Gabenisse. Sognebyen Diernisse ved Faaborg hedder i Kong Valdemars Jordebog Dighærnæs, altsaa det tykke Næs — Gaarden Diernæs ved Thisted har samme sproglige Herkomst. Annisse, en Sogneby ved Arresø, hed i Erik Klippings Tid Annæs. Det maa derfor vist anses for noget tvivlsomt, om der overhovedet findes vendiske Navne paa dansk Grund.
Navnene i Skaane og Halland bærer endnu den Dag i Dag Vidnesbyrd om, at disse Lande fra de ældste Tider af har været beboede af en dansk Befolkning. Efter at de i halvtredie Hundrede Aar har været i svensk Besiddelse, og efter at Indbyggerne i et Par Aarhundreder har talt Svensk, om end med Ejendommeligheder for Almuesmaalet, har Stednavnene i flere Henseender faaet et let svensk Præg i Udtalen eller i hvert Fald i Skrivemaaden; -torp, -holt, -skov er bleven til -tarp, -arp, -hult, -skog.
Bornholm var en Del af den gamle Skaanske Provins, men hævdede overfor Karl Gustaf sin Selvstændighed og forblev ved Danmark. Dens Stednavne viser da ogsaa den Dag i Dag, at der fra de ældste Tider har boet en ren dansk Befolkning paa Øen. Hverken de halvhundrede Aar, da Bornholm var givet i Lybækkernes Vold (1525—1575), ikke heller den nære Beliggenhed ved Landskaber, som var blevne svenske, har formaaet at paatrykke dens Stednavne noget fremmed Præg. Og dog frembyder Bornholm visse Ejendommeligheder. Dette staar i Forbindelse med Øens Klippenatur og øvrige Jordbundsforhold, der har gjort, at Bebyggelsen her var af en helt anden Art end i det øvrige Danmark.
Bornholm har aldrig haft Landsbyer, kun Enkeltgaarde; højst ligger et Par Gaarde ved hinandens Side. Nu er imidlertid -lev og -løse, som vi har set, Navne paa Landsbyer, endda med et vidtstrakt Tilliggende, og det kan derfor ikke undre os, at vi ikke finder disse Endelser paa Bornholm, maaske paa en enkelt Undtagelse nær; et saadant fladt, storformet Jordsmon, som -løse angiver, passer jo heller slet ikke med Bornholms Jordbundsforhold. Paa Øen findes ganske vist Endelsen -by, men herved forstaas kun den enkelte Gaard; naar -by’erne i enkelte Egne af Jylland allerede viste sig at være langt mindre Bebyggelser end -by’erne i det østlige Danmark, har man paa Bornholm derved betegnet endog den enkelte Gaard, saaledes som det er Tilfældet med -by og -bø i Norge. Og da der ingen Landsbyer er, kan der heller ikke findes Udflytterbyer, ingen Navne paa -torp.
Af samme Grund har endvidere Sognene faaet Navne af hel anden Art end i det øvrige Danmark. De kaldes ikke efter en By, men efter Kirkerne, og Kirkerne byggede man overalt paa Øen paa et højt Sted og alene; man kaldte dem endvidere efter de hellige Mænd og Kvinder, til hvilke de var viede. De hedder Bolsker (d. e. Botulfs Kirke), Ibsker (Jakobs Kirke), Klemensker (Klemens), Øster Larsker (Laurentius), Ny-Larsker (Nicolaus), Olsker (Olaf) osv., og vi faar derfor af disse Navne Oplysning om de Helgener, som Bornholmerne under Svend Estridsen og hans Sønner, da Kirkerne grundedes, med Forkærlighed viste Ærefrygt. Iøvrigt træffer vi paa Bornholm de vel kendte Endelser -ager, -bakke, -hammer, -kol, -inge (Blaasing, Kjelding), -lyng, -mark, -um (Gudhjem hed tidligere Gudium), -sted eller efter bornholmsk Udtale -sta (Listed, Ypnasted, Melsted), -vang og -toft. Bornholms Navneforraad er altsaa af ganske samme Støbning som de øvrige Landsdeles.
Nu staar der kun tilbage at betragte det østligste af det gamle danske Riges Landskaber, Bleking. Her møder os mange Stednavne af samme Art som i Skaane, men paa den anden Side savnes her Endelser, som er almindelige i Skaane og Halland, nemlig -lev, -løse, -toft og -tved. Endvidere træffer vi en Endelse -måla, som ikke er dansk, medens den derimod findes i det svenske Nabolandskab. Dette synes at pege paa. at Bleking har haft i sin Fortid en skiftende Skæbne, og derom faar vi Bekræftelse ad anden Vej. Medens nemlig Blekings Kultur i Sten- og Bronzealderen knytter sig nærmere til Danmark end til Sverige, har det i Jærnalderen været anderledes; i Oldsager og Mindesmærker er der stor Lighed med de svenske Landskaber, og endvidere findes der en Efterretning om, at Bleking først omtrent paa Knud den Stores Tid kom ind under den danske Konges Magt. Det er om denne Fortid, at ogsaa Stednavnene synes at tale.
