XIII. Om adskillige van-skabte Diur i Havet

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XIII. Om adskillige van-skabte Diur i Havet, og een
u-riimelig Fortelling af den Bog Speculo regali


Iblant andre selsomme diur i havet findes 2de, som kaldes Havstramb og Margya, hvorav den, første er et meget stort skræcheligt diur; og naar det sees over vandet, da ligner det et mennische, i hovet, hals, øyne, næse og hagen, ofver øynene er der ligesom een hielm, spidz opad, den har ingen hænder eller schuldre, men paa begge sider, lader sig dog see som det øfverste af skuldrene, siden bliver den smaler og tyndere ned ad, og mand veed iche tilvisse, om den har een lang smael, eller een stachet stiert: om den har Schiæl paa sig, eller og een bar hud, som een Aal, vides iche, videre end at den seer gladt ud som een Iis. Der vil altid komme stoer storm og u-veir fra dend kandt, som den vender sit ansigt imod, eller hvor den sticher sig i vandet. Naar den vender sig imod schibet, pleyer den dermed ret ligesom sige schibsfolchene, at de schal lide schibbrud, og undergang, men naar den vender sig fra schibet, betyder den dermed een meget stoer storm i havet, dog at schibsfolchene kand komme derfra med livet.

Det andet selsomme Diur, nemlig Margya, seer ud som een qvindes Person intil beltesteden, den har et meget stort og skrecheligt ansigt, een spidz pande, rynchede Kinder, een stoer mund, store og breede øyen, langt og tygt haar, store bryster, hvilche giver tilkiende, at den ligner een qvinde, den har lange arme, fingrene ere sammen hæfftede ved hver andre, ret ligesom de pladtfodede fugle. Om hovedet og halsen seer det ud, som et menniske, men neden for beltesteden som een fisch, thj den har ligesom andre fische schiel, hale, og finder, det dypper sig tit og offte under vandet, men naar den har een fisch, kommer det op af vandet, det lader sig og sielden see, uden at give dermed tilkiende storm og u-væir.

Disse 2de diur reignis iblant andre hav-Monstra, eller Hav-guder og Hav-fruer, som ej heller paa andre steder ere u-bekiendte. Der er end et selsomt diur i Havet, hvilchet udførligen at forklare kommer voris Author noget frygtagtigt fore, og det iche uden aarsage, thi ieg troer iche, at Nogen har saa nøye beschuet dette diur, at hand kand fuldkommeligen beschrive dets Natur, og at ingen det har kundet, udviiser denne fortælling selv; thi hand dette diur saaledis beschriver, at een hver udtrøcheligen kand fornemme, at det aldrig fuldkommelig kand beschrives. Jeg vil fortælle dette, ligesom alt det andet, effter hans egne ord.

Der findes (siger hand) een Hvalfisk, som kaldes Havgufa, hvis Natur at forklare ieg skielver fore, den er vel sagtmodig og tam, men den kommer aldrig nær til Landet, og kand iche fanges, Jeg meener, at dette slags fiske ej formeris i havet, og den er saa stoer og lang, at mand icke kand gribe dens længde udj alne-tal, thi de som har seet den, dennem er den kommen ligere fore som et øe-land, end een fisch. Mand læser ingenstedz om den, at den er bleven fangen, eller dreven til hav-bredden, og der findes iche uden een eller toe udj dett store og vide hav, og de yngler iche som andre fische, fordi de vil gierne være eene, og dersom de, ligesom andre hvalfische, formeris, da fortæredis de andre fische af dennem, fordi de ere store, og behøver een stoer føede. Nogle kalder denne fisch Lingbak, fordi at den siunis ligesom at den var bedechet med Lyng-Muss. Men naar den er sulten og hungrig, da giver den med sin ræppen og gaben saa sød een lucht fra sig, at den dermed locher alle fische, som er der omkring, til sig i hobe-tael. Og kommer saa den heele floch farendes i dette bagbestes kiefft, hvis gab er ligesom een stoer fiord, og naar hand haver faaet sin mave fuld, da lucher hand flabben til, og giemmer saameget, som hand det heele aar kand fordøye, thj mand for denne store ballast, siger, at hand spiiser iche, uden een eeniste gang om aaret.

Mand læser og, at St Brandanus den Biscop schal have paa denne fisch holdet Messe Gud til ære, og strax der effter schal fischen have stuchet sig ned. De siger og, at Schibs-Kochen schal have ladet staae een gryde igien, og at, medens hand vaar roed hen at hente den tilbage, da hafde fischen alt værit gaaen under. Og med denne forundersomme slutning ender bemte Schribent sit skrifft om adskillige slags Hvalfische. Men denne Brandanus vaar een Schotsch Landzmand, og siunes som denne fortælling har sin oprindelse af een øe, som havde samme navn. Og efter de Portugisische Søe-farne folches gissning ligger 100 Miile fra de Canarische øer i Vester: Og undertiden er siunlig; men oftere u-siunlig, hvorom mand kand see Lexicon Hofmanni under det ord St Brandani insula.

Men det Grøndlandsche Hav har effter sin Natur, een ei mindre forunderlig ting. Thi det er som det store brusende havs, og vindens macht, og alle Bølger fra alle Kanter, ret saasom af oplagt Raad, tre-dobbelt stødes sammen, og i trende grumme haabe, høyere end Biergene sig forsamler, Sampt med idelig omrøring, og Vide-løbende u-ophørlig omdreining kiører det store wide Hav idelig omkring, og kunde hafue det inden et gierde stengt og atter med høye steile fielde omgivet: Mand kalder det Hav-girdinga: og weed mand saare faae exempler at Nogen er kommen derfra, alligevel dog Nogen er undkommen, og sluppen ved gudz store naade, det viiser den beskrivelsse, mand af dem selv har bekommet. Dog er vell kandskee, som gemeenlig pleyer, giort noget videre deraf, end det sig selv monne være.