XIV. Om Himmelens Beskaffenhet! i Grønland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XIV. Om Himmelens Beskaffenhet! i Grønland


Bemelte Author siger, at i Grønland er stillere, og stadigere veier, end som i Iisland, og iche heller saa gruelig koldt, og at Solen ogsaa skinner der mere end paa Iisland, dog er der undertiden een græsselig kuld, og veirliget meget strengere end andre stedz, dog iche varende, ei heller uden heel langt imellem, og alldrig saa gruelige, at dett enten dræber, eller fravender dyrene paa Marcken, hvilket mand skal dog forstaae om de Pladse af Grøndland, som har værit bebygd, mellem hvilche dog ogsaa er forskiel, alt som de ligger under poli høyde til. Men at Grøndland er saa nær ved Iisland, derav har de som boer paa Iisland, megen schade, fordi saa, at af de Grøndl: fielde, som ideligen ere med Iis ofverlagde, staar een u-maadelig streng vind, som og af sneen, hvilchet idelig plager dem.

Samme Schribent sætter og om et af de ting, som afles, og lader sig tilsiune udj Lufften, nemlig det som kaldis Norde-Lios, eller væir-lyset, saa som det schulle høre til Grøndland alleene, da det dog falder fore baade udj Iisland og yderst udj Norge, ja meget offte ogsaa sees hos os her udj Carmsund, som ligger under 59te grad Norder Brede. Men derfore, at det siunes meere der paa stedet at antænde høyeste Lufften, ligesom det der skulle have sin begyndelse, og siden sloe sig andre steder ud, medens den saaledis mahler den (næmblig høye lufften) over. Det lader ligesom een meget stoer og viid Lue schulle antændes i de Nordere Parter af Himmelen, og stræcher sig ud, ligesom et høyt og langt Bierg, i een Haande-Vending, da ligesom vinden udj et orgelværch kand løbe udj et øye-bliks tid, af een Pibe i een anden, op og ned, stiger dette i et øyeblich nu i Høyden op, og i det samme farer langt ned, hvem som ei har seet det, kand ei tænche, hvor hastelig det farer omkring. Naar det er imod Maaneskiffte, at Nyt vil tændes, og alt saa Mørchste Nætter, da lyser og glindser det saa saare, at baade ude, og i huusene igiennem vinduerne, bliver saa Hust, som udj allerklareste fuldmaane-schin; Men naar Maa nen er fuld, da glinser det iche saameget, og naar det i sin fuldeste glantz ligesom hopper og springer himmelen omkring (udj Nord) da i det samme sluchnes det ud, mørchnes og bliver som een Røg og damp, dermed igien bliver det paa andre steder, hvor det nys siuntis udslucht, antendt, og iager altid med Hige glantz og hastighed omkring. Naar Dagen bryder paa Himmelen, da forsvinder det.

At Peder Claussøn har derudj irret, at hand siger det iche stiger saa høyt oppaa Himmelen, at det kand sees længere end i Grøndland og Island og det yderste af Norge, det seer mand af det, som nu er anvist. Dette maa Jeg legge her til, hvilchet Jeg og udi Iisland med mine egne øyne har seet paa: næfnlig, at dette meteoron, eller lufft-siun, iche alletider er saaledis at see til (at forstaae, som før er sagt) ligesom een der fører een langdans med hoppen og hvippen hid og did an, men bliver vel og med varig glantz og Hus staaende; dog iblandt med giver sig fra hin anden; og saa støder digt sammen igien: som gifver et forgruseligt siun. Jeg vaar vel den tid liden, men mig mindes at fuldkomne Mænd ved des grumme beschuelse forfærdedis, og (som mand siger) faldt i Staver.