XIX. Om Thormoder Kolbrunaskalds Bedrifter i Grønland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XIX. Om Thormoder Kolbrunaskalds Bedrifter i Grønland, og først
om hans Staldbroders Thorger Havardsens Gierninger og Nederlag


Hand var føed udj Wester-fiærdingen udj Iisland, i det Landz-Egn Isefiord: Hans fader var Besse, som var Haldors søn, og denne var Gundbiørns søn (som først fandt op det efter hannem kaldede Gundbiarnarsker) aar 995, som Flatøers Boeg, om det slaeg ved Stiklastad beviiser. Hans Moder var Thorgerd. Denne, medens hand vaar ung, gav sig i Staldbroderlaug med een Anden ung Person, og giorde een Broderlig Pagt imellem hver andre, i det de paa saadan Maade, som udj Hedenskab brugeligt var, soret sig tilsamen, under 3de Torfve, som een Hvælfving, paa Støtter reyst op, dog Enderne alligevel faste wed Jorden. Det holdtis for det Helligste, og et aldeelis u-opløseligt forbund, efter hvilcket Een Hver var pligtig at hefne den andens Bane. Og den Person var Thorger Haldvarssøn, som vaar kommen af een ædel stamme: hvis Moder var Thorelfve Alfi af Dalers Datter, hvis fader var Eistein Meinfred Alfes af Oster (som er bøygdelagt nest ved Bergen) hans Søn, Moderen var Thorhilde Torsten Den Rødis Datter. Denne Mand var af eet frisk moed, og et ofvergiven forvofvet Mennische, som frygtede hvercken for Gud, for Mennisken eller Nogen fare, ja end og iche for Døden selv. Var dog af saadant eet Hovet, at de Engelske beskienckede ham, de Danske bar utrolig ære for ham. Ja hand forholdt sig saaledis, at Ste Oluf toeg ham an blant sine Waabendrageres (det var een Høy Adelig bestilling) tall, og Nøed siden stoer Naade og ære hos ham. Undertiden Reyste hand hiem for at besee sit fæderneland, og foer saa tilbage igien till Kongen.

Sidste gang som hand var kommen ofver igien, og havde holdt vinteren derofver, og lavede sig atter til Reysen ad Norge det andet aar, kom der imellem ham og Gaut, Een af Passenererne paa Schibet, een trette som udgick paa Slagsmaal, og kostede Gautis Liv. I det samme kom der hastelig eet Grønlands Schib, som gich ind i samme havn, og kastet ancher Noget langt fra Stranden, hvilket Schib havde 2de Høvdinger inde: Dend Eene vaar Thorgrim Einarssøn, hand vaar een Høvetzmand i Grønland, og Thorarin Ofse Thorvaldz Søn; een Indvaaner paa den Nørdre Part af Iisland, begge vare meget vildsindede Mennisker og havde om borde 38 Schibs folk. Der hand saa at disse vaare fast ligesaasindede, som hand selv, og gierne vilde ofverfalde folk, og derhos betragtede at de vaare vel dobbelt saamange, og stærcke som hand var med sine Baadzmænd, da tenkte hand at giøre Venschab med dem. Hvorfore hand gich til dem, sigendes, hand havde hørt, de skulle være noget vilde, mens hans egne Baadsfolk var icke bedre. Meente derfor, det var raadeligt, at de icke opirrede hver andre, paadet de icke schulle ødelegge hin anden, men bedre, at de giorde een pagt med hin anden: hvilket ogsaa lætteligt skeede, saa de lovede hver andre troe og huldskab; Og dermed siuntis mand være tryg. Derfor schiber Torger sine Varer ind, og legger Schibet lidt lengere ud fra Land. Men alle tider holdte hand sine hos sig; thj hand leed Intet paa disse fremmedis troe og Love.

Imidlertid bar hiine visse Kundschab, at Gauter var nylig ihielslagen (hvorom Thorger taug, meden hand lavede paa den Pagt med dennem) som havde wærit Thorarins Wen og Blodzforvante. Derfor taler hand med Thorgrim derom sigendis: det havde værit sig gansche u-vitterligt, ellers schulle hand aldrig forligt sig med ham, begiærer derfor hans hiælp till snart at hevne den bane. Thorgrim, enten det var nu af hans u-bestandige sind, eller hand siuntis, det var icke eet lovligt forbund, naar mand tier saadan drab, som een Slechting uden største skam ej kand lade u-hevnet, lover ham straxen sin hielp. Men eftersom hand frychtet for sine maatte lide Nederlag, thj hand viste noch, at vant hand saadan een berømt Hælt over, saa vilde det dog kaaste bloed, da ofverlegger hand med Osse denne List; paa een Mark, hvorhen mand formedelst een lille høy ikke kunde see fra Thorgiers skib, legger hand ud adskillige Liin tøy, og andre kaastelige varer, under det skin, at det skulle tørris.

Imidlertid skiules der nogle bevebnede baads mænd med befalning, at skulle dræbe saamange af Thorgiers baadzmænd, som der kom i Land, for at see paa hvad der var udlagt, at, naar først fienden hafde faaet det Knæk da skulle de øfrige letteligen overvindis; u-formodendis kommer af Thorgers Schib Kalf og Steinolf, med 10 af sine paa Land, for at hendte Vand, af hvilcke 3de strax blefue slagne; flux gaaer Trolle og Ofse løs paa Steinolf og Kalf, og, efter at de hafde slaget 6 af deris medfølge ihiel, og 7de med flugt var undkommen, bagbinder de og fængsler dem, og stiger saa paa den Baad som Kalf og Steinolf kom i Land med, og binder den til sin egen, og dermed buchserer ell: baadzroer sit schiberom hen til Thorgers schib. Men hand, som formedelst den lille Høy, der laae imellem, ej har seet, hvad foregaaet var, og nu fornam, at fienden var sig ofuer halsen, snapper strax til gewær, og giør al muelig Modstand, dog kunde hand ej forhindre den Mængde at legge sig om borde, icke dissmindre førtte hand sit Swærd med begge hender, og fældede een stoer Mængde, indtil hand omsider, da den største Part af hans folch vaar slagen maatte viige til Baegstavnen, hvor hand og lenger og Mandeligere end Nogen schulle formodet, vergede sig imod Saamange.

Schribenterne kommer iche ofvereens, hvormange hand nederlagde, inden hand selv faldt: den Flatøerske Krøniche siger kun 4re, een anden langt ældere siger 14, hvilcken dog af eet Liig-Vers, som Thormoder schulle ofver ham have giort (hvilket jeg dog iche ved, om det staaer anden stedz) opreigner 16. Herudj kommer de alle ofvereens, at iche noget Mennische har Eene med større forundring [for alle] fægtet imod saamange. Tyende fornemmelig sigis have wærit hans Bane-Mænd, neml:

Mar den Nordske og Thorer, af hvilche den første, som saaret ham i haanden, fich igien til Betalning et dødeligt saar. Den anden, hvilcken stødte ham tvert igiennem, bliver og i det samme ihielstukken af Thorgier, som endda, effterdj hin blev staaende, indtill han selv af de støed, som Trolle og Ofse gav ham, faldt død neder: saa hugg Ofse ham hovedet fra, hengte dett ved sin sadell, og drev spot dermed. Men endelig ved den udehengende Tunge, og de aabne øynes skræckelig aasiun forfærdet, loed det begrave. Af forundring ofver det tappre moed havde hand lyst, at see, hvorledis hans hiertte saae ud. Men det befantis at være ganske lidet. Deraf slutter Author, at jo Modigere een er, io mindre hiertte har hand, thj de som har store hierter, ere meere bloed-rige, hvilket giør frygt, som dog kunde af forfarenhed drives tilbage.

Der nu dette var giort, og de havde lagt dett uddelede bytte sammen tilfældes, blef Thorarin Ofse tilbage i sit fæderne-land. Sommeren derefter blev hand af Thorgiers frende Thorgils Aressøn stevnet og kaldet, og effter hans egen behag maatte betale Baad. Siden i den selvsamme Sommer blev hand i een offentlig forsamling udj Eye-fiord ihielslaget. Men Trolle har strax effter dette begangne Mord søgt ad Grønland igien, Saa har Jeg saa kortelig fortalt aarsagen, som har drevet Torgiers Staldbroder till Grønland, neml: for at hevne hans Bane, Nu staar tilbage at Jeg maa fortælle det, alt som det effter hin anden er tilgaaet, thj det angaaer Grønland.