XVI. Om Grønlændernis, som og udi deris Land andris Bedrifter

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XVI. Om Grønlændernis, som og udi deris Land andris Bedrifter.
Særdeelis først afsteed det Eventyr eller Sagn om Helga Baards Datter


Effter Jeg har fortællet, hvad som Grøndlands første begyndelse, Landets beliggende, og hvad dets Herlighed, angaar; saa kommer mig nu til at tale om hvad merckelige Bedriffter der enten ved Indbyggerne, eller ved fremmede sig har tildraget. Men det som herom er Beskrevet, er baade Udet og ringe; Den Christelige Troes opkomst, og did henhørende, saavelsom og hvorledis Vinland er opfunden, undtaget. Ellers ere i de andre sager, mange, ej alleene æventyrachtige, mens endog ganske u-rimelige, og u-trolige ting, hvilche alle [jeg] effter saadanne tider, som de siges at hafve sig til draget, vil anføre.

Den første er om Helga Bards, Kong Dumbes Søns, som ellers var kaldet Barde Snæfels Aas (eller Gud for Snæberget) hans Datter, som Aar 887 siges at være kommen paa Iis fra det Klimpe udj Iisland Snæfeldsnæss over til Grøndland paa 7 Dagers tid, hvilchen Sagn Arngrim fortæller, og saasom een sandfærdig tale forsvarer; Men Jeg i den boeg, som kaldis Series Regum Daniæ i det 3 Cap: som u-rimelig har forkastet; Sagen har sig fra begyndelsen saaledis. Hendes Fader Bard var Kong Dumbes, af hvilcken det Dumbische Hav haver navn, hans Søn, som og var Konge ofver hosliggende district; Hans Moder heed Miøll, Kong Snæris af Kvenland hans Datter, hun siges at være udført af sin faders Huus i 13 aar førend Kong Harald Harfagris fødsel, som vaar den første Monarch og Eenevolds Herre i Norge, (hvilchen ieg udj Historia Norvegica eller Nordske Krøniche har vist at være føed aar efter Christi fødsel 853 eller næste aar dereffter) Samme Bard udj hans alders 10de aar, som var [anno] Christi 850, blef af sin fader sæt til at opdragis hos Een som heed Dofre paa fieldet (efter hvilcken mand siger at Dofrafield har nafn). 3 aar derefter, da hand var 13 aar gammel: giftede hand sig med den Sammes Datter Flaumgiærde, var Aº Christi 853 og forblev siden 5 aar hos sin Wær-fader, og aflede der denne sin Datter, som vj nu omtaler. Mens aar 858 fløttede hand derfra til Halogaland, og boede i den fiord Schialfte, hvor hand efter eet aars forløb miste sin Hustrue Flaumgierde Aar 859, efterat hand med hende hafde da aflet 3de Døttre, af hvilcke den Eiste var denne Helga, som maa være føed udj Dofres Huus [før] Aar 858.

Mand siger, at iche lang tid derefter blev Harald Harfagre, der hand var 5 aar gammel udstøt af sin faders Huus, og at da har Dofre taget ham til sig at føde ham op. Mens at være derefter kommen till Regiæringen efter sin fader Aar 863 eller og næste aar dereffter. Tolv aar derefter, som hand stoed efter at blive Eenewoldz Herre ofver Norge, har hand dennem, som sættede sig derimod, enten bestoldet og undertvunget, eller af Riget udiaget. Saa at 2 aar derefter har Ingolf værit den første, der begyndte at bygge paa Iisland, hvilcket hand personligen havde beseet i hans Regiærings 6te aar, og (effter min Reigning) Christi aar 877. Af hannem toeg een stoer deel af de største Herrer og Rigens Mænd, Efftersiun, og eftersom de ei vilde give sig, undertvang den gemeene Pøbel, og toeg dem med sig did. Iblant disse sigis Bard have værit, hvilcken effter at hand havde hevnet sin Faders bane paa Kiemperne med sin Halv-broders hielp, begav hand sig med hannem og andre fleere did hen; Mens hvad aar det monne være skeed, findes ei anteignet.

Denne Bardis bemte halv-broder heede Torkild Raudfeld; hans fader heede Raud, som vaar Sva des Søn af Dofre, hvilchen Moderen Miøll tog igien, effterat Dumb var slagen, hvilchen een anden Kiempe ved Nafn Hardvirk, havende med sig 17 andre sine ligemænd, ofverfaldte og dræbte, der hand vaar paa een baad sicher og alleene, og bemæchtigede sig saa hans Rige (dog iche uden hefn; thi før hand faldt, sloeg hand 12 af dennem ihiel) og underlagde sig saa hans Rige. Midlertid voxede Torkild op, indtil hans Moder ogsaa dødde, og hand da begav sig til Hologaland til sin broder Bard, som da med sin anden Kone Hertrud Hrolf den Riges Datter hafde aflet 6 døttre, og der forblev hand hos sin Broder, og gifftede sig med Eygerde, Ulf Halogalanders Datter. Derfra reyste de begge sammen ofver Dumbs hav, og opbrendte Hardvirk med 30 Kiemper. Men som der vaar farligt at være, toge de igien til Hologaland, og forbleve der, indtil saalenge Harald Harfagre hafde tvunget Norge under sig; da det var skiedt, og hand vilde legge hver Mand i schatt, fløtte de til Iisland, for at undfly hans haardhed.

Som nu hver boede paa sin gaard, iche langt fra hver andre, og deris børn pleyede at spille med hver andre ved den Aae, som deraf er kaldet Barne Aae (eller Barne-strøm) hvor Bardes Døttre pleyede at leege med Torkelds Sønner: da har det hændet sig, at, som der vaar Iis dreven til Stranden, og de der vaare noget ifrige, de ere blevne saa hidsige, at Raudfeld Torkildsøn stødte Helga ud paa et styche Iis, som vinden drev fra landet, og paa den 7de dag henfarte til Grønland, som da Erich den røde ichun eet aar hafde beboet (hvilchet vil forstaaes om alt det folch, som var faren, og sat sig did ned; saasom af det følgende er at see) Dette blev vel holdet for een underlig ting, mens det hun gav fore om sin herkomst, beviste hun ved sin ædelige adferd. Erich var [hur] bekiendt, efftersom Barder udj hans unge Dage hafde værit kommen till Iisland. Paa samme tid vaar der hos Erich til Vinterleye een fornemme Mand fra Iisland, Skiegge af Midfiord, een Navnskundig handelsmand. Hand toeg Jomfruen til sig, efftersom hun vaar meget deilig, og holte med hende Vinteren ofver.

Paa samme tid vaar der nogle skrechelige Kiemper (som mand kalder Trold) Mand, og Qvinde og deris Søn, som giorde Eyrichsfiords Indbyggere stoer ofverlast og Schade, og fordærvede baade folch og skib: hvilche for at afverge Skiegge toeg sig for een farlig sag, der hand dog lychelig fuld førde, ved Helgas hielp, som den tid toeg ham saa got som af Dødsens Strube.

Wj har endnu eet Riim, som Arngrim iche heller har forbigaaet, hvilchet hun schall hafve giort i Grønland, der hun tænchte paa sit fæderneland, og Huder saaledis:

Sæl væra ek
ef sia nædi
Burfell bala
bada londranga
Adalþegns
Oc ondvert nes
Heidar Kollu
Oc Hreggnasa
Dritvikar møl
fyrir Dyrum fostra.

Hvilcket Arngrim saaledis forklarer: Hvor lychelig var Jeg, dersom Jeg maatte, see igien mit fæderneland, og mit Hiem! Thj det yderste af Klinten, hvor Helgas fader boede, heeder Aundvertnæss: de andre steders nafne, som ligger der omkring, ere og indsluttede i samme riim.

Næste Sommer reyste Skegge igien til Iisland, men Arngrim saavelsom denne Schribenter siger, at hand reyste till Norge, og førde Helga hiem med, og holdt hende hos sig, men æchtede hende dog iche, efftersom hand hafde sin egen Hustrue i live. Men Helgas fader fordrede hende igien, og førde med sig: hvorofver hun blev meget bedrøfvet, og havde ingen Lyst at blive i hendis faders Huus, men skyede lenge at omgaaes med folch, og vanchede saa omkring i ørcher og øde Stæder. Midlertid holdte hun sig oppe een Vinterstid paa een gaard Synden paa Iisland, som heeder Hiolle, men vilde hvercken sige sit nafn eller slegt. Men som hun laae i dend yderste seng som vaar i sovekammeret, og Mestendeelen fordrev tiden, naar hun iche kunde sove om Natten, med sin Harpe, vilde een fremmede som heed Rafn, fornemme, hvad hun vaar for een, holt sig nærmere til hende, og fandt hende siddendis, og hafde skiult sig med een silche-Serch. Hand blev saa betagen af hendes yndelige ansigt, at hand og vilde op i sengen, men hun stødte ham med macht bort, saa hand med een synderbrudt Arm og Rifbeen, gich fra hende. Siden blev hun der iche heller lenger, men vanchede vide omkring i sit Fæderneland, og gav sig allestedz et andet nafn. Midlertid bejamrede hun sin tilstand med eet Riim af denne Meening: Jeg vil hastig reyse bort, thi Jeg har allevegne fortræd og sorg for den Person: og maa derfor hver dag være u-Rolig for ham, som Jeg elskede saa høyt, kand derfor iche dølge min sorrig, mens maa sidde eene i min sorg og bedrøfvelse.

Hertil legger Arngrim, at hun opfødde Skeggis dattersøn, som heed Gestur indtil hand vaar 17 aar gaml: hvilchen siden blev een Berømmelig Mand for sine Bedriffter; dette maatte Jeg noget vidløftig fortælle om denne Qvindes Person, formedelst mange omstændigheder, som bekræffter, dette at være sandt.

Der ere og fleere omstendigheder endnu, som krafftelig ere paa denne Histories side at beviise. Som mig dem til tieniste som heller vilde at dette schulle være sandt, end een digt, ej skal fortryde herhos at føye: hvilchet og ej falder u-tidigt paa denne sted: besynderlig efftersom her handlis om Grønland, og hvad sig der har tildraget, og der iblant om denne underlig hendelsse.

Vi vil først ofverveye, hvorledis dette henger sammen: Denne Histories Author siger, Helga blev føed i Dofre den Biergboes huus: thj hendes Moder levde kun et aar, effterat hun reyste derfra, og loed efter sig 3de Døtre, af hvilche denne vaar den ældste, saa hun har værit føed før det Aar 858, saa hun har værit heel ung, den tid hun legte med sin fader-broders sønner (af hvilche den eene vaar 11 den anden 12 aar) hvilchet saa at være skeed siunis ved een Bæch som kaldes Børneaae. Saa har da endten Grønland, som hun kom til, værit før bebygt, eller og dette er een gansche opdigtet ting. Og [jo] mindre aar vi tillegger hende, io meere beviise vi, at det har staaet lenger hen, før Grønland er bleven bebygget: Men jo fleere aar vi hende tilregner, io meere giør vi den sagn om Børnenis spill til intet. Derfor skal eftersees, hvad aar Bard kunde komme til Iisland. Anno 858 kom hand till HallogaLand, aaret effter mistede hand sin Hustruer Om hans fader er bleven ihielslagen, effterat hand kom did, eller medens hand holdte sig oppe i Dofrafieldene, det veed mand iche, men efter det aar 850, da hand alt hafde ført ham til Dofre, var hand ihielslagen, det er saa. Bardes Moder giftede sig igien: og fich da een Søn, som ogsaa blev gifft, og som Bardes staldbroder, med hannem hefnede faderens bane, reyste saa till Halogaland, og blev der saalenge til hand kom till Iisland med Bard.

Dette alt kunde lade sig giøre i 27 aar til det aar 877: eller aaret næst efter, da Ingolf først begyndte at bebygge Iisland, saa har da Helga værit 19 eller 20 aar gaml: Men dett maa endelig være siden, at Bard er kommen did. Men jo sildigere vi siger det er skeed, io høyere bliver Helgas alder; saa den er iche alleene ofver Barne-alderen, men ofver opvæxtens Aar; ia ofver eens almindelig Levnets alder, dersom det skulde skieed udj Erich den Rødes Ungdoms aar, saasom hand selv skulle have berettet, fordj at hand Aº 964 er til Hofve hos Hacon Grefve af Hlader kommen i fortrolighed med Thorgill Orrabeins fostre, det kand mand reigne effter Floamanna historie, som viiser at Bard da har værit 124 og Helga 104 Aar gaml: og dog schall dette have værit, førend Grønland blev bebygget, og schulle der tvilis om dets begyndelsse, da kand endog Are den Frode (eller Viise) alleene ophæve alle tvilsmaaler: thj hand beviiser det hand siger med een Mandz Beretning, som følget Erich den Røde, da hand førte ind byggerne hen, at bebygge Grønland, hvilchet denne Mand til Ares farfader, og hand igien til Are selv havde fortællet.

Heraf seer mand nochsom, at det som er skrevet om Helga, er lutter fabell, som iche er af nogen Verdj: Item at de stæders nafne, som Helga riimede om, den tid hun schulle have værit i Grønland er iligemaade opdigtet.

Nu vil vi efftersee det andet: Dend Berørte historie i det 6 Capit: beskriver Barders store Hiertesorg ofver Datterens mistelse, saaledis, Bard (siger dend) effterat hand fornam sin Datters u-lykke, blev ofvermaade forbittret, og i saadan vrede skyndede sig strax til sin Broders Sønner, som heede Raudfeld og Solvi, af hvilche den eene vaar 11 den anden 12 aar gaml: Og toeg een udj hver haand, bar dem saa op paa Bierget, og størte Raudfeld udj een huule, som siden kaldes Raudfelds gia, det er: Raudfelds Huule: Men Solvi kastede hand ud for et meget høyt Bierg, som siden kaldis Solva Hamar.

Dereffter reyste Bard hiem, og forkyndte at have dræbt sin Broders Sønner, hvilchet naar Thorkield hans Broder fich at vide, har hand forfølget Bard, og fundet hannem paa Veyen, hvor hand hefftig brødis med ham, men vaar iche saa stærch; Men fich een synderbrudt skinchel og tabte. Der hand saa kom haltende hiem till Arnarstapen, blev hans Been forbundet, hvoraf hand blev kaldet Bundenfotur, det er forbundet been.

Siden flyttede hand til Rangar-vallar-Herrid udj Sønderfierdingen, till Hæng, som vaar den første, der havde bemæchtiget sig den heele egn: og effter hans Raad indtoeg hand dend Egn, som ligger omkring det Bierg Thrihyrning, og reignis blandt de første Indbyggere; her talis og om hans afkomme, som stemmer ofvereens med de Iislandsche Bøger Landnama og Niala, men der finder mand intet, enten om Bard, eller og dette, hvorvel Bard hafde hefnet hans Datter, saa kunde dog iche hendis Ihukommelse gaae af hans bedrøvede sind, hvorfore hand blev kied af at være iblandt folchet, og uddeelte sit Jorde-godz, og andre Eiedom imellem sine Wenner.

Sigmund Ketild Thistels Søn, som siges at have følget ham til Iisland, gav hand hovet-gaarden Laugarbrecka (som Landnama iche mælder om, men siger at Sigmund først har den indtaget, hvilchet og bedre lader sig høre, efterdj hans fader hafde før indtaget Thistels-fiord Norden paa Landet, end fordj at hand skulle have følget Bard fra Norge) sin frende Torkell Skinnvefie forærte hand den gaard Oxnarkelda. Men hvor hand selv foer hen, veed mand icke: ellers synes folch, at hand schulle have gaaet høyt oppaa fieldet, og boet der i een stoer huule, som best siuntes tiene hans Natur, og levnet, eftersom hand havde lært saadant af sine forfædre; besynderlig hafde hand vandt sig dertil af omgiengelsse med sin Svoger Dofre. Paa det hand ej schulle siunes at bedrage sine dyrckere: da har hand med sin undsættelse i deris Nød, kommet dem i den troe, at hand vaar een Gud, selv vaar hand saa stærch som et trold; Deraf kom den vane, at hans Naboer kaldede ham til hielp, udj nød: og blev hand deraf kaldet Snæfelsas: Det er Sneefields Gud, og loed sig stundom see Nærwærende i egen Persohn, hvorpaa vel fortælles nogle Exempler, men u-fornødne, efftersom der er ingen Guddoms gierning udj. Og ihvorvel det synis at ofvergaae al Mennischelig formue, da ofvergaaer det dog icke Diefvels Krafft, kand og lættelig beviises at være idel opdigt, hvorfore Jeg gaaer det forbi, som den ting der iche er værd at tale om, men er mig noch at have mældet om, det samme (sic) har mest fynd til at bestyrche saadan fortælling: hvoriblant ere de nafne, som Bard og hans Staldbrødre schulle have givet adschillige Stæder, da de kom der først til landet, sampt aarsagen til samme navne: som er disse.

Da hand først lagde sin Sneckke for land, da førde de den ind i een Wiig; selv ginge de ind i et Hull i Bierget, hvor de og ofrede til sine Guder, og kaldes Steden endnu Trolla-Kirchia. Siden roede de ind i een Wiig af fiorden, hvor de giorde sit behov, og af samme Scharnhob kaldede den Dritviig. Dereffter som de skulle allesammen besee de omkringliggende stæder, da forærte Bard sin tieniste-Pige Kneif et Næss, som deraf blev kaldet Kneifarnesz, deri vaar een stoer huule, som de gich ind i, for at raadføre sig med hver andre, og det kaldede de Saung-Hellir: det er Sangehuulen. Dernest gich Bard til et Udet staaende Wand, og toede der sin Krop og det er bleven siden kaldet Bardar-Laug, det er Bards baed, iche langt derfra bygde hand een gaard, som hand kaldede Laugarbrecka eller Bade-Hammeren. Ingiald Alfarins Søn, Walls Sønnesøn, een af Bards følge, indtoeg den gaard effter Bards Raad, som siden blev kaldet Ingialds holl. Groa som var een af Bards baadzmænds Hustrue, Skioldi ved nafn, begav sig, efftersom hun var kieed af sin Mand, ind i een Huule, og blev der udj eenlighed, saalenge Manden levde. Huulen heeder siden effter hendis nafn Groeu-hellier. Siden Mandens Død, gifftede hun sig effter Bards raad med een af hans Slegt, som heed Torkeld Sckindvefia, som vaar føed Norden for Dumbs Hav, og fich det nafn deraf, at, efftersom hand iche hafde ulden-klæder, da klædde hand sig i Sæl-Hunde-schind. Een af Bards tieniste-Piger, som heed Schindbroch, har boet paa Schindbrockarlæch.

Iblant Bards Baadsmænd vaar een ved nafn Svale, og hafde een Qvinde heede Tufa: hvilche begge bleve omvendte til Trold, og stach sig bort for nogen vidst det af, og skiulte sig i et bierg strax derhos, siden lagde de sig til at stiæle og røfve; saa det vaar med bitters nød at Bard kunde ofvervinde dem. Af denne Sval har Svale-Møll og af Thufva Thufve-biørg nafn, end i denne Dag. Bard Heiangursbiørnssøn een af denne Bards Staldbrødre, der hand tillige med hannem, dog paa et andet schib, følgede til Iisland, og seylede Vester paa Landet, er kommen ind i een fiord udj Nordrefierdingen paa Sckialdfandafliot: og indtog al den heele hosliggende dael. Men som hand siden saae, at dend Syndre Part af Landet vaar meere fruchtbar end den Nordre, da er hand fløtted did hen, har indtaget den heele Platz Fliots Hliden. Hertil maatte Nogen svare: Dersom mand iche vil troe denne beretning, da er det ude med alt det, som mand icke alleene til de Iislandske, men og fast alle andre landes sager, tager sin beviisning af.

Jeg har og selv tilforne bekiendt in Serie Regum Daniæ Lib. 1 Cap: 6, at de som har skrevet den Norske og Iislandske historie, har følget dette, som den besynderligste grundvold till Beviisning. Jeg bekiender det er vel saa, dersom der iche vaar andre og meere troværdige Schribentere herimod, nefnlig de, som har sammenschrevet Landnama, saasom Jeg ogsaa har forestillet i bemte Bogis 3die Cap.

Om Torkel Bundinfodt har vi og mældet. Det samme kand mand slutte om Bard Biørn Heiangurs søn, om hvilcke Landnama i Norde-fiæringens Beschrivelse Cap: 18 og 20 pag: 119 og 124 handler, og saa siger, at hand har gifvet Sigmund Ketells Thistells søn, den gaard Laugarbrecka, hvilcken og vaar den fornemste af hans gaarder, og hand selv har beboet, som og sees udj Landnama i Westrefierdingens 17 Cap: pag: 37. Om Ingiald (af hvilcken Ingialds Holl eller retter Ingialds Hvoll har sit nafn) handler Landnama, i samme Wester-Partes Beskrivelses Cap: 6te pag: 36 & Cap: 8de pag: 40, hvor den opreigner saavel deris gaarder, som de Platzer, de har taget under sig; Men om denne Bard taler den slett intet.

Sigmunds Fader og Ingialds Farfader var i sandhed og før komne till Iisland, hvor og dette pladz mestendeelen beschrives. Saa Ingiald havde icke Bards raad fornøden, om hvor hand schulle sætte sig ned. I 7de Capit: pag: 37 forestiller Landnama andet, end her siges, om Solvahammars navns oprindelse, som er, at een ved navn Solve schal have taget under sig den Pladz Hellishraun, og før boet paa den gaard Brenning: Men siden fløttet til Solfva-Hamar, af hvilchen gaarden siden at have sit nafn, letter er at troe, hvilchet dersom de lærde og scharpsindige Mænd som har sammenskrevet Landnama eller den Iislandsche oprindelses boeg, havde vidst, da havde de ingenlunde kundet gaae dette forbi; thi det havde værit imod deris Plicht: hvoraf mand kand lætt slutte, at enten har Barders levnets historie icke værit til i deris Tid, eller og har de iche troet den.

Hvad Arngrims Meening herom, effterat hand havde sammenskrevet hans Crymogæam, har værit, det vidner udtrøckelig noch hans Specimen, i det hand her, nu hand havde paataget sig fuldkommelig at beschrive alle forretningerne, gaar forbi alt det, hand der om Bard har beretted. Men hvad giør Sang till Raadføring; at det schulle være kaldet Sang-Huule, fordj de Raadførde sig med hver andre? Hvem har og opdigtet Trolle-Kirckes navn? fordj eftersom de havde ingen Kircher, førend den Christel: Troe blev ført ind udj Iisland, da kunde de icke give dem nafn af det Grædske ord, af hvilchet de i hedningernis tid icke vidste af at sige. De andre er icke de Rette gaardenis Navne; hvorfor de ogsaa gaaes forbi i Landnama, ja de ere der icke alle. Det vil og falde meget vidløftigt, kommer ei heller mit forsæt ved, at igiennemgaae, og eftergrandsche den altsamen. Det er dog vel uden tvifvel, at de [ikke] uden af nogen aarsag er bleven giændse: hvilcket denne dichter ogsaa har vidst at føre sig til nøtte, fordj hand deraf [har] sammenskrevet sine Beretninger, og deriblant indført Berømmelige Mænd, om hvilcke ogsaa mældis i samme historie og documenter, hvorfra hand har taget det, hand om dennem skrevet har, Men resten har hand opdigtet af sig selv, Paa det hand kunde giøre denne sin opdigtede Bard des berømmeligere. Ellers har denne liderlige Schribentere det tilfældis med alle andre af det slags, næfnlig at, der hand dog digter saamangt, hand dog udj ingen ting er taabeligere end udj at liufve. Thj hand siger, at Bards fader heed Dumb, ligesom Dumbs Hav.

Men Arngrim beretter udj sin Crymogæa Lib: 2 M. P. 114 at Rumoldus Mercator i sit Cart ofver Evropam har ogsaa sat Dumbs Hav; Men at det Havs nafn har værit lenge for disse tider, kand sees deraf, at mand taler om det i Bards tider, saasom det da var vel bekandt iblant andre folck, hvilcket Jeg ogsaa udj Serie Regum Daniæ viiser. Bards Moder, siger hand at have værit Snær Qvenlands Konges Datter, som dog ellers er Noris (af hvilcken Norge har sit nafn) farfader, Mellem hvilche schiller saameget som mellem Himmel og Jord. Hvad schall Jeg tale om Gieste, hvilken Bard, paatagende een fremmed skichelsse, schulle have i skiørlevnet avlet med Thordise Skeggis Datter, for at betale ham lige for lige; Men Landnama pag: 82: Naar den opreigner Skeggis Døttre, taler intet om denne, der den dog opreigner hans Sønner, og hans afkomst. Ej heller finder vi udj nogen sandfærdig historie mældet om denne Giest, hvilket er vist mærke at det er een dicht, og det som her om ham er skrevet, er ei heller værd at troe: og hvorledis kunde Helga føde ham op, der hun havde hvercken huus eller noget vist blivende sted, men maatte vanche fra det eene sted til det andet; med mindre hun kunde have gaaet og tigget brød til ham, og hvad opfødsel vaar det for een som vaar kommen af saadan slegt, al den dicht om hans reyser udj det u-bebygde Grønland, alt indtil Helleland, er icke værd at schulle her indføris. Saa har Jeg da nu vidløftelig noch tilbagedrevet denne digt.