XVIII. Om Thorgilsis Orrabeins Fostris Bedrifter udi Grønland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XVIII. Om Thorgilsis Orrabeins Fostris Bedrifter udi Grønland


Hand var Atlis af Gaulis Grefvens i sogn, hans Sønnesøns Søn, hvis farfader reyste til Iisland for at undfly Kong Haralds den Harfagris magt: Denne Thorgis blev siden kiendt med een ung Persohn ved nafn Erich den Røde eller Rufus udj Grefue Haagen af Hladis Hoff: aar omtrindt CMLXIV, strax derefter af daglig omgiengelsse, som og gemytternis Leylighed bleve de tu meget goede Venner.

Derfore lader Erich hannem siden kalde til Grønland, da hannem nu vaar tillagt baade kone og børn, og alting efter egen yndsche, saa hand var Riig baade paa godz, anseelsse, Mæchtige Swogre, og Slegtinge, thi Erich formodede stor gavn deraf, dersom hand kunde formeere dette sit ny fæderneland med mægtige Indbyggere. Denne igien, Neml: Thorgils, iche heller stoed lenge imod, førend hand samtychte udj hans begiæring, forhaa bendis bedre Vilkor, og større Lycke, som sig udj adschillige maader did lockede, og af Erich var lovet.

Som nu alting var velbereed til Reysen, toeg hand sin Hustrue med sig, hvorvel Hun intet got spaaede om hans foretagende, dog vilde Hun heller følge ham i alleslags tilfælde, end saasom rychis fra ham, Paa reysen levede Torgils eet meget gudeligt Levnet, saasom hand nylig tilforne havde taget ved den Christelige troe. Men derofver blev den Gudz, heele Himmelske Hærskares og Mennischelige Kiøns fiende gansche forbittret, siuntis det nu at være tid at udkaste sit Garn for at fange ham, Thi aabenbaredis hand for Hannem udj søfne udj den afgud Thors schichelse, med eet stort legeme og rødt schieg, tiltalendis Ham med disse ord: Hør du slemme og forgifftige Schalck, som har efterladt mig det ringeste af dit gods, men kastet mit sølf udj een raadden søe, Jeg schal dog Eengang kræfve denne skade af dig. Hvortil hand siuntis sig at svare, Jeg glæder mig ved at voris sælskab paa saadan maade er adskilt, og Jeg udj Gudz trygge beskiermelsse overantvordet. Som hand da vognede, fandt hand sin galte død.

Den anden Nat kom hand ligeledis igien, sigen dis, det vaar sig ligesaa læt at bryde hans Halsbeen i tv, som Svinets. Hvilchet som hand siuntis sig ganske at foragte, finder hand om anden Dagen een af sin gaml: øxen Død.

Men da Thorgils nu vaar gansche paa Reysen, kommer hand 3die gang truendis, og slet gansche vred igien: forkyndendis hannem een aabenbare ulyche, dersom hand iche ville opsige sin nyvedtagne Vrange troe, og dyrcke sig som tilforne.

Men der hand ej heller med trusler kunde afschreches fra sit forsæt, syntis ham hasteligen at blive af hannem ført paa een høy Klippe, hvorfra hand kunde dess bedre see sin tilstundende seylatzis ulyche, igiennem de Mange oprørte Bølger, som med een forskrechelig Knagen sloeg i støcher, hvad som vaar der indenfore. Men hand kunde ej heller paa denne Maade fraskrechis fra sin engang begyndte Gudsfrychtes og dyrkelses Bestandighed.

Der hand fortalte sin Hustrue Drømmen, fich hand saadant Svaer, at det vaar vist meget haart og ondt, og dersom det før havde forekommet, da kunde de vel have holdt sig fra Reysen. Men som de nu iche lenger har frit Kaar, det da ej kand forandris. Der de da kom ud paa dybet, bleve de forhindret af een forschrechelig storm, som stoed saaledis uden ophold alt indtil høsten, at alle baadzfolkene vaare trætte og udmattede, og, eftersom de formedelst Mangel paa dricke vare i Sinde, at vilde ved offer søge hiælp hos den førrige Gud, hvilket da Thorgils fornam, har hand veed strængere trusseler omvendt dem allesammen fra deris slemme forsæt, og frycht for den afguds vrede.

Derpaa kom hannem denne Thores Schichelsse atter fore udj Drømme, sigende: dett waar icke nock, at du selver havde brudt din troe; Men Du schulle endelig omvende Dit følge fra deris andagt, og altsaa føre dennem tillige med dig selv udj een u-ofvervindelig Elendighed. Omvendt dig derfor endnu, saa skal du inden een uge naae den ynskede Havn. Men hand svarede [, at han heller var uden havn for altid, end han vilde søge hans selskab igjen. Velan, svarede Thor,] nu lad det saa være! Bliv Du saa haardnachet imod mig som Du vilt; men dog forholt mig ej hvad mit er. Der hand nu vaagnede, begyndte hand at tænche sig om, om udj sit eie var noget, som hand, medens hand end var een hedning, hafde lovet til Den slemme Gud, og fandt een oxe, som hand havde lovet ham, medens den vaar een Kalv. Der hand den straxen ville have kastet ofver bord, blev hand forholdt af Jostenis sin Staldbroders Hustrue Thorgerde, sin Hustrues Fadster, som for trangs skyld paa Mad vilde løse øxen for Penge; Men forgiefvis. Derfor kastede hand den, som een U-reen og Guds dyrchere forbøden ting udj havet.

Omsider ere de otte dage for Soel-hverv om Vinteren komne til Grønlands høye Klipper, og Schibet udj een sandachtig bucht stødt paa Klipperne: reddet føring, Liv, og farkosten, men den største Part af qvæget, som var tængt til den ny Jorddyrkning, dødde; hvorofver der hastelig blev Trang paa Livs ophold, som dog ved det lidet ofverblevne meel, og Sælhunde-Jægt, blev forlættet. Een Hytte blev bygt i buchten, som blev adschilt med dæler.

Og nu blev Thorey hans Hustrue forløst med een søn, som forældrene kaldede Thorvald. Her fattedis besynderligen Mad for Moderen, som kunde tiene till Barnets Føde, thj Sælhunde-Kiød vaar Hun ei vant ved. Nu lackkede det til Julen: thi advarede Torgils folchet offte, at de enten saa gott som intet, eller i det mindste heel maadelig, schulle bruge deris førhen vaanlige vinter-spill, og at de schulle betidz legge sig til hviile: det hand dog ej alletider kunde hos dem erholde.

Den Første Juule-Dag, da som det var got væir, og de vare udj Soolen, hørte de een stoer tuden af Nord-vest vind, hvilchet de iche vidste, hvad schulle betyde: Neste afften gich hand tilig i Seng; Men Jostein og de andre af følget, effterat de længe, og noget formeget havde spillet og leegt, ginge til hviile. Lidet dereffter, hørte mand der banchede paa dørren, hastig (?) stoed da een af dennem op, og, meenendis det vaar et got bud, gich ud, men strax blev hand afsindig, og den anden dag død. Afftenen næst effter klaget sig een anden, at Hin plagede sig, og døde iligemaade. Dereffter begyndte sygen at blive giengs iblant dem, og bortoeg sex af Josteins Staldbrødre, og hand selv paa det sidste med. Thorgils lod begrave dem allesammen der i Wiigen i een strandbacke: og raadet sine hereffter at være skicheligere.

Da Høytiden var endt, begyndte de Dødes gienfærd at gaae, da dødde og Josteins Hustrue Thorgerde af samme Syge, og derpaa alle hendis Slechtinge, saaat midt i den Maanet, som af de gamle kaldis Gaa (og Svarer moxen til Voris Februarie) vare de alle Døde. Paa det Sidste foruroligede disse Spøgelsser alle Mand, dog mest i de Værelser som de i Live var udj. Torgils selv var ogsaa ilde for dem kommen, at der vaar ingen Raad at undkomme, naar de mest giorde allarm, Derfor loed hand de afdøde legemer igien optage af grafven, og brendis. Hvilcket giorde ende paa saadan Spøgning.

Da Winteren havde ende, bleve de enda saa belagde af den u-maadelige megen Jis, at de ej kunde komme derfra ud, maatte derfor ogsaa den sommer og vinter ofverblive i dette Slemme qvarteer, hvor den anden hans staldbroders nemlig Kols Søster Gudrun døde, hvilcken Thorgils lod under hendis Seng begrave. Den 3die Vaaer teignedis ei heller nogen Leylighed til at komme derfra: Medens denne kiedsommelig ophold saaledis blev ved, har hans Hustru fortællet, hvad hende i Drømme var forekommet: Næfnlig at havde siuntis at see nogle Herreder, og klarskinnende Landschaber, som og Meget anseelige Smucke Mennischer: hvilchen Drøm hun fortolckede at betyde befrielse af dette fængsell og Jammer. Hand svarede, det var vel een behagelig drøm, Men dog forkyndede Hende et andet Liv som vaar bedre end dette, og de Helliges forbøn og hielp som ere blevne beveget till Barmhiærtighed ofver Deris u-skyldige Liv og Levnet, sampt og Saamange fristelser de har udstaaet. Men Hun baed, hand vilde see til, de kunde komme derfra; alleeniste hand sagde, at i denne tilstand teignedis dertil ingen Wey og Middell: Hvorfore Hun mesten holdt ved sengen, og saaledis slidt denne bedrøfvelige tid hen.

Men een dag som det var klaer Soel-schin, siger [han,] at hand vilde gaae paa Biergene og fornemme om Jisen nogenstedz brød op, eller var Dreven fra Vadene, saa Mand kunde haabe at komme derfra. Men som hende ej behagede denne hans bortgang, lovede hand at vilde komme strax tilbage: Vilde schiche Drengene ud at fische, men lade sin Huusfoget Thorarin blive hos Hende, Dereffter foer hand ad Klipperne til: og alle de Andre af det schiønne Veir tillochede, ginge ogsaa med, end og fast imod hans Villie.

Som vinden om eftermiddagen begyndte at kuule op, og Mand var kommen tilbage, fandt hand fiske-baaden at være borte, Sin Hustrue ihielslagen, og Sønnen liggende ved den Døde Moders brøst, Kisterne og fetalien afført, men Drengene fandt hand aldrig. Ofver saadan u-formodet stoer Jammer, og u-Lyche, og deraf rørende hierte-stød bestyrtet, og for Barnets ophold (hvortil hand ingen Middel fandt) vidste hand iche, hvor hand schulle vende sig. Det eeniste middel, som schulle siunis till Barnets Livs ophold, var Patten. Men siden Moderen nu var død, saa var hverken det eene eller andet at vendte. Hand greb derfor til det yderste, neml: et u-hørligt Raad: Schar sin egen brøstvorte af, og loed bloedet trychis derudaf, og som dereffter kom een Vaadachtig vædsche ud, da lagde hand, ligesom een Amme, Barnet paa brystet (Ihvorvel at denne Historie er Megit u-trolig, synderlig for Barnets alders schyld, som nu schulle være paa 3die aar. Men Jeg vil heller troe, at Barnets alder er iche ret bereignet) Som de nu hafde ingen Baad, der skulle være deris Livs opholds eeniste redschab, da har nøden lært dem at Lappe Baaden sammen igien, og ofverdrage den med Huuder. Om de nogen tid har seet saadant tilforne, weed Jeg icke. Men at det har værit meget i Brug hos Schrælingerne, hvilcke samme tider (men Jeg troer, dereffter) skall have Lært dennem.

Det som nu kommer, seer noget æventyrachtigt ud, nemlig at tyende Kempe-Qvinder skulle have lagt i sine Pooser nogle Madvarer, som giennem Sprechene paa Iisen vaar dreven til Lands og at Thorgils schulde have taget den eenes bort, og derforuden huggen haanden af hende. Som hand nu deraf har faaet fortæring til Reysen, schulle hand have faret till Seeleyrar, efterat Iisen vaar bortdrevet, og der taget vinter-leye.

Den næste Sommer derefter reyste hand ofver havet og lagde omsider ind til een strandbache, som laae under Klipperne, men strax om anden Dagen i Liusningen, da [baa]den ingenstedz kunde findes, har hans Staldbrødre og hans Søn Torlef, som hand havde aflet med den forrige Hustrue, hvorvel faren rørde dem alle lige nær paa, og de alle stode udj Døds fare, undseet sig dog, altid med nye onde tidender at saare det iammerfulde hiertte; Hvorfore de havde taugd, indtil saalænge hand kom tilstede og gav acht paa det.

Med da mistede hand alt haab om at føde Barnet længer, da gav hand sin Hulde Staldbroder Kol det i hænde, at dræbe det, saa det ei schulle ligge lenge, og piines ihiel. Men hand som kiendte heel vel hans gemytte, veigrede sig vel [ej]. Var dog viss paa, at hvis det skeede, derpaa visselig, naar faderen siden kom til sig selv igien, vilde af anger og stoer fortrydelse følge een grum hiertte-sorg og piine, holt derfor sin haand som een viis og gudfrygtig Mand fra saadan gierning. Men efterat hand hafde tøvet Noget, og ladet barnet ligge ude, og hand saa kom ud igien, da Spørger faderen ham, om hand hafde og alt dræbt det? Som hand Svarde Nej! da tackede hand hannem langt høyere, fordj hand ej havde følget den ugudelig befalning. Den samme Nat blev hand af een Drøm nogenledis trøsted, og Vederqvæget, saa hand haabede det, lychen schulle nu herefter forbedris, Hvilchen trøst blev diss meere størcket af een Drøm, som hans Søn Torlef een nat hafde hafft, idet hand syntis at æde ost, som ingen Schaarpe vaar paa, thj ved skaarpen eller randen, som vaar afskaaren haabte hand skulle forstaaes alt dett onde som de hidindtil i Saa lang tid havde udstaaet, og nu altsammen enten skulle endris eller forhindris. Der kom og andre drømme ham fore, som saae hen til de langt forestaaende tider, hvoraf udtolkere spaade at betyde hannem goede lychelige tidender, nytt gifftermaal, og derved Børn og berømmelig efter kommere.

Om anden Dagen bleve de opvagt af een u-kiendt fremmed Røst, som raabte, at Iislenderne schulle tage skibet igien, og i det samme blev seet 2de Kiempe-qvinder, som hastig forsvunde: og strax derpaa igien blev der udj een Sprecke af Iisen een Biørn dræbt med Torgilsis Sværd, og kom dem meget vel imod i deris store trang til Livs ophold, hvilchen Biørn de sparsommelig deelede sig imellem.

Hernest roede de omkring i mange fiorder, og paa Mange bugter, slæbende, og stræbende paa det allerhaardiste, og at De vaare ganske udmattede, og af een brendende tørst neppelig kunde tale, og ej vaar der vand, som Den kunde sluchet; hvorfore rors-folket lagde ofver at skulle blande sit eget vand med Søe, saasom til eet middel for den at slukke: Lode saa sit vand udj øes-Karret og bade om forlov at dricke. Torgils svarede, at ville hverken tilstede eller forbiude det: Befoell dog at reckke sig det først till, paa det hand kunde lære dem først at læse derofver. Som hand da fich øse-karret, sagde hand: Paa det du fordømte Satan, som hidindtil har forhindret vor Reyse, ey skal formaae eller bringe os til saa saare at besmitte vor hellige Troe, at vi skulle dricke Dette u-reene og Slemme Vand: og Dermed Sloeg hand det ud paa søen. Strax blev der seet een fugel som een Alliche med stor Rassell og brag flyfve hen: hvorpaa Torgils sagde, den liden fugell, som hid indtil har værit tilstede at være os imod, vilde nu end ogsaa kommet os till, at vi med denne u-reene drick os skulle besmittet. Gud lade Den fare ald u-lyche i Vold! men bevare os fra alt ondt!

Lidet derefter kom de til een Staed, hvor de finge vand, og paa 3die Dag kom de til sit telt, hvor de fandt Huusholderen. Hand Bekiendte, at Torgilsis Hustrue vaar ihielslagen af Drengene, og for hand frygtede for Døden, nøddes hand til at forfølge dem, men kunde ej undflye deris vold og magt, Men effterat de hafde pakket dem af, blef hand her tilstede. Men som jngen holt denne hans undskyldning for gyldig, blev hand strax ihielslagen, og Siden begraven.

Som de derfra alt til Høsten havde faret vilt omkring, kom de omsider ind i een bugt, hvor de af eet Nøst kunde forstaae der iche maatte være langt til gaardz. Da de kom derhen, har Verten, ved Nafn Hrolf, med stoer venlighed taget jmod Dem, og beholdet dem hos Sig Vinteren ofver. Barnet som blev leverit een Qvinde, som schulle amme dett, da det fich den Melch, bekiendte det, at den vaar anderledis end hans faders: Ved vaarens begyndelse tilbød Wertten dem at blive hos sig Sommeren ofver med, [eller hvis de foretrak at reise, tilbød han gavmildt et skib at fare paa,] hvilket sidste Thorgils udvalte og bekiendte at saa dan stoer godhed fortiente wel een goed belønning. Werten sagde sig at kunde see forud at skulle blive een stoer Mand af ham, troede derfor noch, at hand kunde skaffe sig igien sine Borgeris fred og gunst, hvis u-gunst hand vaar kommen udj; hvilcket Thorgils ogsaa lovede, og da hand foer derfra, satte hand sin Kaas øster paa, indtil hand igien kom til een bugt, da efterat hand der hafde slaget op sit tælt, seer hand et Kopfardj Schib med fulde Seigl komme til samme sted: til hvilcket hand, haabende at skulle komme sig Meget vel med, Schicher sin Staldbroder Kol og sin Søn Torleif at fornemme hvem de vare.

Men som hand da fornam sin gamle Staldbroder og Trofaste Vens Thorstens tilkomst, fich hand derved een særdeelis, som u-formodet stoer glæde, thi udj den sammes Staldbroderskab havde hand tilforn af Grefve Haagen paa Hlade værit forskicket til Syderøerne for at indkræfve 3 aars indestaaende Schatter og Samme ærinde lychelig, og ofver formodning vel udrett, havde og ved udj Norden u-gemeent Vennestykke giort sig hannem forbunden, j det hand til Hannem afstoed sin Hustrue, med hvilken hand havde aflet sin Nærværende Søn Torlef: Saadanne fleere Exempler veed Jeg iche: Eet har mand udj Iisland, mærkeligt derav, at 2de har byttet sammen baade Kone, Løs og fastegodz af hvilcke den eene Kone udj u-taalmodighed over det Bytte, og samme Natt brød halsen paa sig selv. Samme Torsten var og Samme tid, som Torgils og Erich vaar der udj Grefve Haagens Hoff. Men siden Den tid vaar hand forbleven 4re aar udj Iisland, og nu derfra Reyst til Grønland for at besøge Torgils, som hand havde hørt at skulle være reyst did; for Resten vidste hand intet af noget; Hand fortælte ham om hans Datter, som da vaar gifft, og ellers hvorledis i Fædernelandet tilstoed.

Som de nu Begge toe vare komne i Erichs fiord tog Torsten ind til een fornemme Borgere ved nafn Thorer: Men Thorgils till Erich Den Røde, som hannem til sig indbød. Men hand fornam icke nær saa stor velvillighed af ham, som hand havde wentet, thj der kom dem noget jmellem undertiden, hvorved venskabet blev svekket. Og har hand vel kandskee ogsaa stødt sig derpaa, at Thorgilses lykke var saa ringe, i den sted hand havde formodet, at den var meget herlig. Derforuden drab hand een Biørn, der, som ligesom hand vilde leege, hastelig bortsnappede et Barn ved nafn Thorfin, dog uden barnets synderlig skade, hvilchen Biørn Erich Den Røde siges have, medens han end var een Hedning dørket som een gud, og derfore endnu nødig villet miste, men Thorgils drab, og brugte ham iblandt andre Retter ofver borde; Og efftersom denne Biørn tit havde giort skade deromkring, da har alle som der boede, schudt sammen, og givet Thorgils, for hand havde dræbt den.

Dem kom og Andet imellem, som kunde forvolde u-venskab, neml: at Thorgilsis Staldbroder Kol ihielsloeg een af Erichs Huus-gesinde fordj hand talet spottelig om hans Herre, hvilcke Kol havde forliget ved Erich den Røde, hvorfor Erich befoel at tage, og dræbe hannem. Men Thorgils satte sig imod, og bad ham selv dræbe ham. Men Erich vel formærkte, at det ej vilde lade sig giøre, uden aabenbarlig Schade, at tage hannem bort af de manges udlændskes Hender, som hand havde omkring sig til beskiermelsse. Og dette gav siden meere aarsage til u-venschab, saaat Thorgils paa det sidste endogsaa blev kied af Herberget.

Imidlertid var der een Schielmsch hob Rømnings Mænd, 30 Personer, hvis anfører var een ved nafn Thorsten, hvilke boede paa nogle øer i Erichs fiord, og giorde Naboerne stoer skade med Daglig plyndren: begyndte og paa det sidste at giøre heele Grønland ofverlast, saa Indbyggerne maatte beklage sig derofver hos Erich, Bedendis, hand ville skaffe sig af med dem. Hand igien begiærede Thorgils, og dess.en Staldbrødris hielp, som svarede: Ej at være kommen til Grønland for at styrte sig selv udj fare, og dette skielmske Pakkes Swærd. Derforuden saa havde hans Raad hidtill Dags altid været sig skadelig, vilde dog (Efftersom all gemeene beste det udkrævede) være tilreede at hiælpe Indbyggerne, dersom Erich ogsaa ville være med at hiælpe, fich dog først forrette sine egne sager, vilde siden lade ham ved Bud vide, naar hand var færdig, hand schulle lave det saa, at hand da ei forhalede Tiden: Derpaa forbad hand Hrolfs Sag, og forligede hannem med Indbyggerne, som hand før hafde lovet.

Derfra foer hand til Wester-bygden og toeg ind hos een Mand ved nafn Bialfe, som ogsaa Baer stoer frygt for bete Røfvere, thi de havde truet at undføre hans Datter. Denne effterat hand havde fortælt ham hvad fare hand stoed udj, lovede hand at ville kræve ind ogsaa hos fokket i hans Egn den samme gield de vare Thorgils schyldig for Biørnen hand drab. Baed derimod, hand vilde komme sig til hielp, reyste dermed jgjennem Egnen: og effterat Pengerne vare indsamlede, leverede hannem dem. I denne fortælling kommer mig ogsaa Noget fortængt fore, thj naar Biørne-Jagt er, som een anden Næring, alle tilladt, at da ingen anden af Indbyggerne skulle haft moed eller Kraft til den at fælde, der de dog vare vel drefne i den øfvelsse, baade af vane og fornødenhed: uden maa skee de frychtede for Erichs vrede.

Det giver og misstancke, at Indbyggerne i Vesterbygden, skulle kunde forplichtes til betalning for denne Biørne-veide, som var saa langt fra dem, at hand ej kunde giøre dem nogen schade. Torgils var glaed ved denne Hyre hand fich samlet. Og paa det hand ej schulle siunis u-taknemmelig imod saadan Vert lovede at hand wille giøre sin flid og hielpe til, at udrødde disse Røfvere, paa det Mand icke siden skulle jdelig have sig for dem at befrychte.

Derpaa sender hand Bud till Erich, og fordrer, at hand med 30 Mænd vil komme som hand og med lige saa mange vil jndfindes, paa det de kand slage sin folk sammen. Hand svarer gladeligen iche at skal være seenere end hand. Derfor begifver hand sig straxen med sine hen til dem. Men som Erich iche kom, holdte hand Raad, sigendis; Jeg seer nu Erichs træk, thj hand veed, at dersom jeg begyndte, at gribe dem an, da skulle jeg neppe ville forlade det jeg havde begyndt. Saaat naar hand har ført os i faren, og faaer seet, hvorledis det ville løbe af, saa vil hand med sine gaae derfra. Lader os derfore stræbe at giøre alvor af det vj har begyndt, endskiønt det er besværligt, at vj ikke omsider, skall blive til spott baade for ham, og de andre, og der hand nu hvercken i talen eller i styrcken kunde være deris ofvermand, alt saa gich hand det med liste an, og efterat hand havde satt far-tøyet i een u-siker havn, da roer hand selv till fiendens leyer med een baad, og lader som hand er den widt bekiendte Halvgalning An, og fornemmer, at deris anfører var med hans Komme saa bange, at hand ej torde vofve sig ud af sit leye, siden hand havde faaet kundskab om, at Thorgils var kommen till Westerbygden: Og tilmed ved et jertegn var bleven viss om den sammes tilstundende Seyer, som Tienerne, dem hand havde talet ved, havde hørt imellem tvende af Røfvere-fartøyene dem de eiede, hvis nafne vare Stakarhofdi, og Vinagautr, hvilken samtale de samme dags Morgen havde mærket, saaledis: Veedst du icke, Vinagautr, at vj skal komme under Thorgilses magt? Jo sagde hand; dette betyder sandelig, som Tieneren sagde, uden al tvil effter voris ønske een Forandring.

Der hand nu havde forfaret dette, kommer hand tilbage igien til skibet, omsider griber hand søe-Røfverne u-forvarende an, og truer dem til at give sig; Saa bade de ydmygeligen at maatte beholde fred og livet, hvilket de baade for den øfvede grumhed, og at de vare saa mange, ej erholdt, men allesammen bleve ihielslagne, foruden deres øfverste, som hand vel gav qvarteer, som hand siden forsmaade, og sagde rundt ud, at ville dog aldrig være dem troe, derfor maatte hand da døe, saa velsom de andre. Alle skiber og byttet toeg Thorgils til sig, gav dog siden dem, som hiine havde berøfvet, meget deraf. Af det ofverskydende blev hand dereffter meere Riig, berømmelig og elschet af alle indbyggerne.

Nu var Hrolf bleven frie fra sin Landflygtighed, og alt saa befandt sig stoer nytte af sin førige Rundhed imod Thorgils. Men den u-venskab, som vaar spirret med bedragerie, imellem Thorgils, og Erich, hvilket formedelst den træk af Erich vaar end bleven større, var end ej ophørt. Dog formaade hand saa meget, at drengernis Hovet Mand Snækol, som med et tyndt jern, der blev stucken ind under hans Hustrues Bryst, var rood og foed til saadant Mord paa sin Madtmoder, blev sampt de hiine tienere, som der paa Steden vare blevne giffte med ærlige, og de fornemste Mændz Døttre, maatte schaffes hen udj sine Hænder; hvilken hand straffede effter sin gamle Vens Tostens gotfindende, som sagde, det var bedre mand toeg hands godz fra ham, og soldte ham til ævig Trældom, end at mand toeg Livet af ham. Maa skee fordj hand agtede det for større straf, at slide sit levnet hen, med saa meget større spott og jammers fornemmelsse effter haanden, end at hand schulle miste livet i eet øyeblick. Alle de Andre hans tilhængerne bleve ligeledis solte, og miste alt sit godz. Da Saadant i Grønland vaar bestilt, løser de Begge [sine skib], og holder først Vinterleye udj Irland, dend anden udj Halogaland, og omsider kom Thorgils till Iisland med Torsten, som siden med Torlef Torgilsis søn, sin stiv-søn, kom til Norge.

Denne part af Thorgilsis Historie har Arngrim i sin Grønl: Beskrivelsse kun saa Noget af: Det andet af hans Levnet findis udj Crymogæa 2den Boeg i den 6te Genealogia pag: 149. Jeg har ogsaa mældet derom udj Ørchenøes Historie-bogs 10de Capit: Saadan hans jammer og derhos u-ofvervindelig bestandighed i sin nye vedtagne troe har Gud med idelig lyksalighed og eet langt liv, nemlig 85 aars alder, og med mange Børn og Børnebørn, og atter deris afkomme Rigeligen belønnet. Her har jeg kun talt om det som hører Grønland til. Der Thorgilsis historie slipper, der tager Thormoders, effter aarenis anleedning fatt, som udj nu efterfølgende Capit: skall omtalis.