XXI. Hvorledis Thormod underlagde Thorgrim Trolle

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XXI. Hvorledis Thormod underlagde Thorgrim Trolle,
hans Flygt, Skiul, og Dom fra Livet


Foraaret dereffter blev holt almindelig landz ting i Garde i Einers-fiord, hvor de fleeste landzfolk forsamledis, i hvilket Thorgrim Throlle vaar øfverste Dommer, og kom med stoer Pragt ud. Hand havde kaastelig ladet udstaffere skibet for Enden til anden inden til med malede skiolde hæfftede samen, ligesom et paneele-værk, og med stor mængde af spiud, Ja ham følgede saadan hofmod, at mand maatte sætte hvert ord paa skruer til, end og hans følge, saa de ej skulde fortørnis. Da hand kom an seylende, løb den heele forsamling af tælterne ud, tog imod med eet fryde skrig ofver saadan een statterlig Dommer.

Det var Grønlendernis viis, at naar de reyste til skibs, skulle de have saadant reedskab med sig, som de kunde fange Hvalfiske, Sæl-Hunder og andre Wand-Diur med. Imedens det nu blev baaren af skibet, da hendte sig, at Thormod, som da var tilstede, rørte ved eet spiud, hvilchet da hand blev befalet at legge neder, ligesom den der ej widste med saadant at omgaaes, da loed hand sin Meening vide med eet vers saaledis, at om hand endskiønt i saa maader maatte viige ham, saa schulle hand dog have eet præ for hannem, dersom St Oluf skulle vilde have stillet een slagtordning an.

Imidlertid blev Dommerens tælt med Pragt opslagen, efter den stedz leylighed af tiænerne, som dertil vare beskichede, thj det var folkes Ting-stæd, hvor Ret og Dom holtis under aaben himmel. Som da paa een klaer soelskins dag folch løb did hen af alle tælter og Skuf og Biarne med sit følge ogsaa kom didhen, blev Thormoder alleene igien i sengen, sovendis under eet nappet tække, eller Rye, som havde 2de farver, paa den eene side hviid, paa den anden sort. Der hand opwaagnede, og undredis at alle vaare udgangne, som nys vare tilstede, da kom hans følge Eigil, beretter at have hørtt ved Thorgrims tælt een Historie saa deylig, at alle maatte lystes derved, hvilken hand, siddende paa een stoel i soel-skinnet havde iblant den Mangfoldige Mængde fortalt. Og da Thormod spurde, hvad de talte om, sagde hand: Det war artigt: Men gaaen sig af minde, Og som Thormod vilde endelig, hand skulle dog reigne op et eller andet af de nafne, som der taltis om, sagde hand: de talte om een heede Thorger, som skulle wærit een stoer Kiæmpe. Og siuntis det var bedre, hand selv gich did, saa kunde hand høre dett bedre af ham selv. Strax staar Thormod op, og slager Ryen om sig, og vender den sortte side ud, thj de var af de slags klæder, som om Dagen kunde wære saasom nu omstunder Slaffroch, om Natten eet tæppe: Han skyndede sig med Eigil og kom til Tæltet, og kunde da neppe høre, hvad der blev sagt.

Den Dags Morgen tilig var der got veir, men nu saae det ud til Regn: hvilket som Thormoder fornam, da, paa det hand kunde giøre ham forundret, og sig siden diss, følgagtigere, saae hand undertiden op till Himmelen, undertiden ned till Jorden, Egill spurte, hvi hand bar sig saa ad? Swarede hand: Himmelen seer alt saaledis ud, som naar der skal blive eet stort brag af ; Hvad betyder saadant brag, sagde Egil? alletider u-lyche og Nederlag, swarte hand, derfor om der staar nu nogen brag og Allarm, da var dig vel, og skynd dig strax til voris tælt. Som de nu stoed og talede dette, da begynte der uformodentlig, og uden alles forhaabning een styrtende Reign og ved det, at een hver, for at forvare sig for Vandet, skyndede hen til sine tælter, bleve skilt fra hin anden. Der løb de saamange Mennisker ind i Trollis tælt, at Dørren blev ganske fuld. Imedens denne mængde folk løb ind, saed han paa sin Domstoel, og vartede.

Midlertid kommer Thormod frem og begiærede, at hand vilde blive ved at fortælle Historien, hand swarede, at det iche kunde lade sig giøre med faae ord, og spurde om hans nafn: Vigfus sagde hand. Som hin atter spurde, hvem hans fader var? Swarede hand: Otrygg (Vigfus betyder een Mord-girrig og Otrygg betyder eet falskt Menniske, dog Menniskenafne, som paa de tider var i brug og endnu omstunder er Vigfus, et giengs og høyt nafn udj Iisland) Da var det som hand hafde nogen u-lykke at wendte, thj vilde hand reyse sig, og staae op: men i det samme fich saadant et hugg, at hans Pande kløvdis, og hand falt død ned, Strax kommer Thormod, tager under hans skuldre, i det hand falt, raabende med høy røst, at Thorgrim var ihiel slagen, de schulle komme og see saaret, og gribe Morderen. Som de nu løbe sammen, og spurde, hvor Manddraberen var? Swarede hand, at hand vel saae ham, men saasom hand saa hastig tog flugten, vidste icke, hvort hand vaar bleven af, bad derfor, der skulle nogen anden holde legemet, medens hand blant de andre kunde forfølge Morderen. Der hand nu havde faaet een anden i steden, at holde det, stak hand sig bortt, og begav sig hen til havsbredden, hvor da hand var kommen i skiul under een klinte, hand vendte tæppet om, det hviide ud, og saaledis giorde sig u-kiendelig.

Imidlertid blef Eigil, som hørde denne allarm, meget bestyrtet, hvilken efftersom hand saa gruelig skyndede sig till sit telt, syntis ligesom at flyve over Marken, blev derfore forfuldt af alle dem, som vare ude for at opsøge Drabsmanden. Hand som blev enda meere forskrekket ofver dette, att allesammen forfulte sig, løb endnu fastere. Og der de nu omsider fich ham fat, og fornam at alle hans Lemmer og Ledemoed skalv kun af denne forskreckelsse, loede de Mistanke om at hand skulle være Drabsmand, falde, og ginge fra ham.

Der een i sin gang forbj fiældet, kom u-formodende til Thormod, som nu havde eet hvidt Klæde paa og spurde om hans nafn? hand swarede Otrygg, og at søge efter Morderen. Da loed hand ham fare, og gich bort. Men der hand icke kom tilbage igien til tæltet, begyndte Skuf og Biarne at have ham fortengt, eendeel fordj de havde seet een Mand gaae ofver fieldet, med hviid Kappe paa, eendeel og at Skuf erindrede sig, at St Oluf bar omhu for, at hans Vaabendragers Død icke schulle blive u-hevnet. Derfor lader de af at søge efter nogen anden, roer og finder ham ved fieldet, hvor de spør ham, om hand havde giortt det drab? de glædde sig at det var saa lykkelig afgaaet i saadan stoer een forsamling, og at hand iblant saamange mægtige og forhaanden værende fiender var undkommen: med forundring, at de iche skulle kiende ham under den Døde kroppis skuldre. Og de spurde, hvormange hugg hand havde faaet, førend hand dødde? Swarede paa vers, at hand var vel eet eenhændet Menniske, der ikke har hafft nogen tiæniste af sin høyre haand, siden hand fich skade i den udj Iisland. Sig icke dissmindre siuntes det være alt formeget med toe hugg. Sagde og derforuden, at dersom hand kunde undflye denne nærwærende fare, det da var eet tegn til eet langt liv.

Der de spurte om Falgier Thordisis af Laungunæsz hendis Søn, denne tappere fægtere havde værit hos? Sagde hand, ia hand havde vel værit der, og truet i mange Maader: Men til ald goed lykke blev hand ej kient af hannem. Denne var Thorgrims søster-søn, og har hafft af een Moder 3 brødre, Bodvar, Thorkel og Thorder. Der de nu baed ham, at hand vilde lade sig nøye med denne Hevn, som var ofver formodning stoer og be rømmelig, efftersom hand hafde [dræbt] den Mægtigste Mand i Grønl: og i det heele Grønlands forsamling i hans Wenner og Paarørendis Paasiun, og besynderlig af een fremmed Mand uden nogen Wenners hiælp og visse tilflugt nogen tid kunde værit formodet. De baede ham og betenke, hvad fare hand som een hiælp-løes Mand var udj, be synderlig efftersom hand har ophisset imod sig saamange Mægtige slægter: hvor wanscheligt det var, at undgaae dem, nemlig, som det var eet Mennische u-mueligt at schille Flodernis Løb: hvilchet enda war lættere at giøre, end at komme u-schad fra dette land, hvilchet saa stort eet hav skiller fra andre lande, uden det scheede af Guds Sære Naade, og forsiun, men hand alletider med eet frit Moed, trøstet sig baade till det, og endnu Meere.

Udj Erichsfiord i de Klipper tvert ofver for Stokkenæss er een Lønlig Huule, til hvilcken formedelst de bratte Klipper baade oppe og neder vaar baade vanskeligt at finde og komme til. Derhen fører de ham, og skaffer ham med sig, hvad hand skulle holde paa, som Klæder og Spiise, og deraf er samme Huule kaldet Thormods Huule. Da nu dette var giort, fore de begge tue tilbage igien til Tinget, lovende at lade ham vide, hvad der forefaldt og forhandledis. Men som de fornam, at der Mandtalet blev oplæst, blev hand savnet strax af Bodvar og Falgier, angiven og dømt fra livet. Hvilket disse Wenner og siden gav ham tilkiende, med den formaning hand icke schulde gaae af denne Huule, thi ellers var al forhaabning til at undkomme slet afskaaren, dersom hans Modstandere fich det Mindste nyes om hannem, og lovede at komme som ofteste til, og fordrive tiden med hannem, sampt Hierttens giærne forskaffe ham underholdning.