XXII. Om Thormodis Forretning med Thorgrims Sønne-Sønner

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XXII. Om Thormodis Forretning med Thorgrims Sønne-Sønner,
og om deres Nederlag


Som Thormod enn soellskins Dag icke tængte paa saadan formaning, kløv og stræfvede op paa de ellers fast u-bestigelige klipper, og var kommen eet lille Stycke veys frem, møder hand een Mand med een af adskillige Lapper sammenflikket Rock, som var fuld af Luus, hvoraf hand og havde faaet nafn Luusodder, og da hand havde faaet dennis navn at vide, og gifvet sig atter eet andet nafn, neml: Torrad, begiærede hand at bytte klæder med hannem, som meente hand narrede sig, og derfor sagde ney. Men da hand forstod det var alvor, giorde hand det gladelig, og giærne. Saa blev hand befalet, samme Dag at fare till Stokkanæsz og sige til Skuf og Biarne, at hand paa denne sted saae een u-bekiendt Mand, som heed Thorrad; som hand og giærne giorde.

Imidlertid gaar Thormod til fodz frem i den Habit til Einars-fiord, og i det samme finder hand Thordiisis fæ-hyrde, som siger ham at Bødvar var alleene hiemme, men de andre tre at være paa fiskerie, thj fæ-hyrden meente det var Odder, derfor gaar hand hen til Stranden, og den heele Dag varter paa deris tilkomst, omsider da de komme anroende, og saae Odder, lagde de tryggeligen til landet: først springer Thorkel op for at trække baaden af, hvilken Thormod giver eet dødeligt hugg med sin øxe, som hand bar under klæderne, kaster dermed Rochen bort, og vilde det snariste, hand løbe kunde, til sin Huule igien. Thorder og Falgier følger geswindt efter, intil at hand giorde et høyt spring af een steen, som stoed ofver Huulen ned paa een torve. Som nu Thord: sprang hastelig efter, men snublede i springet, hugg hand øxen saa fast imellem hans Hærder ind, at hand ej kunde drage den ud, for Falger kom efter. Men der hand nu var værgeløes, blev hand af Falger, som hasteligen falt an, ogsaa selv imellem sine skuldre hæfftelig saaret, og til at forhindre ham at bruge sin werge, giver hand sig med største magt ind paa hannem: Saa de brødis hæfftig sam men om Livet. I hvilken kamp Thormod, hvorvel hand formedelst saaret og det forløbne Bloed var svagere, dog alligevel ved Kongens goede lykke (som folk i de tider Indbildede sig) beholdt ofverhaand.

Thj imidlertid de drogest allerskarpest, falt øxen af Falgieiris haand; hvilchet giorde, at de begge vergeløese kom til at brydes. Medens de nu saaledis vilde øddelegge hin anden, falt de samptlige ned i Hafvet, hvor de begyndte een dødelig strid, Og som de droge hin anden under Vandet, bleve de begge udmattede: intil at Falgiers bøxe-baand brast, hvorofver hand ej kunde faae bruge sig, men Thormod omsider, effter lang stræben, fich indviklet hans fødder udj samme Baand. Falgieir som ej kunde svømme, fløed viid-aaben oven paa Vandet, som hand maatte søbe i sig, indtil hand druknede, og med et fælsligt Smiil dødde. Thor mod som var ganske udslæbt, svømmede hen til dett nærmeste skiær, men som bølgen brød stærkt derpaa, kunde hand med største nød neppe krybe til Landz, mens tænkte dog iche meere paa Livet.

Selvsamme afften gifver Skuf og Biarne sig til at leede efter ham, endeel for Odder havde bragt saadan Tidende, eendeel ogsaa fordj de kiendte Thormodis klæder, thj de widste vel, at hand iche uden aarsag havde sendt Odde til dem. Men fordj at eftersom hand hafde eet stort anslag fore, de enten i tide ville komme til ham strax, imedens hand endnu var frisch og færdig, eller ogsaa siden hiælpe ham, om hand blev beskadiget, eller io bære omsorg for ham, naar hand var død; da de nu komme till Huulen, siuntis dem at de saa noget lefvende, tvilede dog om, det vaar een Sæl-hund, eller Noget andet sligt; da de nu kom did, saae de det var den de søgte effter. Og som de nu kunde fornemme, hvad hans gierning hafde værit, falder de i stor forundring, og bekiender dett maatte hafve tegnet for noget, at hand paa saadant almindeligt heele land-folckis forsamling og Ting, var undgaaet saadan øyenschinlig fare, effterdj skiebnet hafde beskichet ham til at schulle fælde saamange Velbne: Mænd, og besynderlig saadan een Fægter, som Falgier havde værit. Bare ham saae paa Nogle Klæder i Baaden, og foore allerlængst ind i hafnen, tæt ved Iisbiergene, hos een Mand ved nafn Gamle.

Her i dette saalangt afsides liggende, og siælden af giæster besøgte Huus, maatte Thormod uden børn, uden tiænere alleene med denne fattige Mandz og Qwindes hiælp lade lide. Det beste var, at Hustruen [Grime] var icke saa slet og ret udj Læge-Konsten, endog der stach vel nogen Runer nederlag, hvorfor Skuf og Biarne ofverleverede Thormod, at de schulle læge hannem. Men da hende falt ind den store fare hun schulle bekomme hos Thor diis, dersom hun fich viide, at hun havde antaget at hiælpe een fred-løs Mand, der endogsaa i sin Rømming hafde giort saamange Nederlaug, da lovede Skuf at baade holde hende, skadesløes og uden al anch og fare, som og rundelig at betale baade u-mage og paagaaende bekaastning. Derpaa loed hun sig giærne ofvertale, toeg patienten an og forbandt hannem. Men det gich heel langsomt for sig med at helbrede ham, saa hand inden foraaret neppelig orkede at gaae fra Sengen til bordet, og altsaa varede denne Cuur i 12 heele Maaneder. Hvad Thordis imidlertid giorde, vil ieg nu fortælle.