XXIV. Om Liot af Laungunæsz og hans trende Meedfølgeris Bane

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XXIV. Om Liot af Laungunæsz og hans trende Meedfølgeris Bane,
hvilche af Thormod og Steinar bleve slagne


Imidlertid hafde Skuf og Biarne sat sig fore nest kommende Waar at reyse till Norge, efterat de hafde solt Stokkanæss, og andre gaarder som de hafde tillige med qvæget Stort og Smaatt, og til den Ende lavede de, det snariste schee kunde, at skibe ind, og midlertid kryber Tormod udaf schiulet, og fich Eigil alleene til sig, og begifver sig til Einersfiord igien. Men paadet Eigil icke schulle være sig selv til nogen Hinder, og for at skille sig af med ham, hitter hand paa saadant Raad. Thormod sætter sig bag i baaden, slænger siq meget hid og did, og Baaden med det samme ligesaa. Eigil, da hand dett fornam, spørger, om hand er gael, og vil have baaden omkuld. Thormod bekiænder at have eet u-roligt sind, med det samme rugger hand Baaden omkuld, og kommer svæmmende til til Land. Den anden var icke heller ganske u-vandt til at svæmme, men stræber saa hand faaer baaden til Rette, gifver sig saa til Stokkanæss jgien: og baade tængte, at fortælle[de] for wissen, at Thormod var druknet, men det blev ej troed.

Samme afften kommer Thormod til een gaard, som kaldis Hamar, og laag kun eet lille styche fra Langenæsz, hvor Trollis anden Søster nemlig Thorun boede tillige med sin Søn Liot: Der banchet hand paa, og dørren blev luchet op; da hand blev tilspurt om sit nafn, kaldt hand sig Osvif (det samme nafn bruger Iislenderne endnu, og betyder saameget som den forwaageste) Huus-Moderen som var een braf Qvinde ved nafn Sigrid, og havde een voxen Søn Sigurd, hun swarer at nafnet og gemyttet offte pleyer sware hin anden, og beder ham tage Natte-Herberg til takke.

Dagen derefter kommer hun frem og spørger, hvor vilt Du hen Thormod? Hand swarer at have det i aftes sagt, at sit nafn vaar Osvif: Hertil swarer hun, Det har ieg ej glæmt; men veed og vel at Thormod Kolbrunaskald sticher derunder: og hvorvel jeg aldrig før har seet Dig, kiendte jeg dog dattlig paa timen, at det var dig. Men som hand nu bekiender: jeg vil reyse til Laungunæsz for at hevne mig paa Liot, som med sin bagwaskende Tunge har beløyet mig: Da byder hun ham sin Søn till Staldbroder, men Thormod befrygtede, at dersom Liot kunde blive beskadiget, hand da ej vell kunde være trygg i Grønland, weygrede at tage ham med sig. Moderen klager og siger: Baade hand (Liot) og hans Moder har giort baade Mig og andre saamegen vold og u-ret, og dermed giort mig saaledis sindet, at Jeg lidet anseer det at skall være Landflygtig, naar Jeg kunde kun faaet saadant Hæfn.

Herpaa gifver Thormod med sønnen sig paa Reysen til Laungunæsz, og der de komme derhen, banket de paa Dørren, fordrendes Liot herud. Liot som kiendte sin grande, og kunde giette at Thormod var den anden, formedelst det sortte krusede Haar hand havde, springer udaf Dørren med eet spiud i haanden, og Qvinderne følgede ham. Strax som hand kiendte Thormod, render hand med Spiudet Hige til hans brøst: Men i det Thormod dempede stødet lidet med sin øxe, fich hand det fulde støed ned for Knæet i foden. Imidlertid nu Liot, da hand støtte til, bøyede sig, gifver Sigurd ham eet Slemt saar imellem axlene. Derpaa rende Thormod til ham med største magt, og støder Liot i laar og legge ganske forderfvet, saa hand maatte falde: Men Qvindfolkene bar ham ind, stængde for Dørren, og alt saa frelsede hans liv.

Saa skicher Thormod Sigurd hen til Moderen, at sige, hvorledis det vaar gaaet af, hvilket der hun hørde, befalede hun sin søn fare til Stokkanæsz, og forliiges med Skuf og Biarne, at de schulle selge al deris faste godz, og føre sig med alt sit løesøre, og heele Paarørende, samme foraar henofver ad Norge. Med denne beskeeden farer hand igien till Thormod, som imidlertid wendtede. Kom saa med hver andre till Stokkanæsz, fortæller, hvortil vaar gaaen, og naadde lættelig det Siggrid forlangede. Thj de afhændede, hvad som ej kunde fløttes: men øfrige førte de om borde.

Thormod war hermed ei fornøyet, men vilde giøre meere ondt, hvorfore hand een aftens tid drager hen till Laungunæsz, og legger sig ned ved stranden, lurende paa Bodvars komme: hvilken hand indbildte sig at være gaaen paa fischerie; Men jmidlertid hand laae der, ginge Thordisis tiænere der forbi, som snakkede derom, at Bodvar war reyst hen til Liots at forbinde hans saar, hvorudofver hand fich vide, at Bodvars var ej hiemme. Saa blef hand der den natt i skiul, indtill tiænerne kom hiem. Og som hand bar kiendsel paa den fornemste Tiænere, ved nafn Kar, sloeg hand til ham med sit gevær og knusede hans been. Men som hand fich deris baad fat, og vilde sætte sin kaas ad Viig, Grims Huus, hvor Gest holt til, da fattedes ej Meget paa, at hand af Thordis (som nu igien hafde drømt om ham og Sønnen Bodvard, hvorfore hun sendte een baad med 10 Roers Karle effter ham) var bleven ofverrumplet, men hand undgich dog med denne List.

Som de udj stille var udfarne, bleve dem af een tyck taage betaget at kunde see hver andre, men der de kom nærmere, da forraadde Aare-liudet dennem: hvorfor hand hvælfede sin Baad omkring, og svam ad næstliggende øe hen, som dog var langt fra faste landet, baade liden og laug, saaat bølgerne om Vinteren gich derofver, og var gansche opfylt med Tang og Tarre (eller hafv-græs) hvorudj hand grov sig dybt ned. Men som disse forfølgende kom ofver den hvælfvede baad, da meente de, hand var bleeven, sagde derfor, mand maatte fare hiem igien, Men Thordiis forstoed pusset bedre, og befaler at legge til Holmen, hvilchen de søgte, ofver og ofver, stikkende med det hvasse spiud, hvorofver hand ogsaa, der hand laae skiult, vel blev saaret, men med taushed tapperligen dølgede. Som de nu vare borte, svemte hand fra den eene Klippe til den anden, intil hand fich faste land for sig.

Der fortællis og een historie om St. Oluf for att dessmeere bestørke den indbildning, at hand og i levende Live waar een Helgen, nemlig at, der hand laae skiult under tanget, og Thordis æskede, at hand skulle sware, saafremt hand ej vaar een Ertz flegert, og hand nu wilde til at lade sig fornemmis, da er der bleven holdet hans Mund, saa hand ej kunde føre ordet frem, efftersom hand havde paakaldet ham om hiælp, thj da Thormod laae nu skiult under tanget, alt samme nat skulle Grimr af Viika (udj hvis huus Gest boede i trende aar) hafve seet St: Oluf i søvne, hvilken schulle have givet tilkiende, at sin Poet behøvede hiælp, og var i stoer fare paa een Klippe, ej langt fra faste landet, og derhos søgt at ville strax komme ham til hiælp, og til denne siunis bekræfftelsse, siuntis Grimr at Gest kom til ham, sigendis at hand vaar een Iislender, nemlig Steinar med tilnafn Helgusteinar, som og vaar kommen til Grønland for at hefne sig paa Thorgier. Waar dog iche af skiefnen beskichet, hefnen at fuldbyrdige, ihvorvel hand var een tapper hælt, og der Grim vaagnede, fortalde [han] Gest sin Drøm.

Og at som den samme wedgich, at det var sandt som ham anlangede: Da schal de hafve gifvet sig strax ud til at søge effter Thormod, og saa fundet ham: og der hand blev frisk hafve bragt ham hen til Skuf, som strax vilde seyle; og at samme Dag, som de nu schulle seyle, har Thormod og Steinar gifvet sig i land, Schipperen u-afvidendis, og atter hen til Liot, hvilchen der hand med 3 af sine Kammerater vilde hen at fische, er blefven tillige med de andre af dem ihielslagen: At det var nu hans sidste bedrifft i Grønland, thi hand kom strax til skibet, hvilchet har lettet ancker, og satte af til Norge. At Steinar blev igien hos Torkild i Brattalid, Sigri tillige med sin søn Sigurd, fich gaarder i Norge, hvor de siden boede, at Biarne dødde paa Reysen til Rom: Men at Skuf og Thormod er blevne hos St Oluf saalænge de levde: Hvad sig ellers Thormods bedrifter, og u-afladelig troskab imod Kongen: hans besynderlige Kiærlighed og Priiselige Endeligt angaar, det findes beskreven i Kongens lefnets historie.

Mens efftersom mand [ɔ: dette] icke uden al for vidløftig aftridt fra samme hans historie kand ind føris, da har Jeg, ligesom Arngrim, udj hans beskrivelsse, tillagt, hvis som udj Grønland sig hafver tildraget. At Jeg og har skrevet meere end Jeg selv troer, det nægter Jeg icke. Men det troer Jeg dog, at Thorgier blev hevnet, og disse af Thormod ihielslagen, thj hand har selv, der hand af St. Oluf derom blev adspurt, givet det i eet vers tilkiende. Men om det er paa samme Maade og Orden, som her beskrives, tviler Jeg paa, men eftersom Jeg har fundet det for mig, da vilde Jeg icke fortie Thorgiers heele Liv og Lefnets historie, eendeel af Thormods Liv og Levnet har Jeg og lagt til Enden af St. Olufs historie.