XXVII. Hvorledis den, der havde lidt Skibbrud blev funden

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Det gamle Grønland

Forestillis af authore
Tormod Torfessøn

Oslo 1927


XXVII. Hvorledis den, der havde lidt Skibbrud blev funden,
om deris Skib givet til Kirchen og om deris Godsis Deeling


Sigurd Nialssøn een Grønlænder, een brav frisk og u-forsagt Søe-Mand, som pleyede giærne at jage, og fische paa det ørken Grønland, hand med 14 Kader hafde hos sig een Sommer, der de saa gich og besaae, hvad der kunde falde for ved det bierg Hvid-serch, kom slummende og fandt eet arested, og een heel hob Jæger-Reedschab.

Der nu Sommeren begyndte at lide, og det siuntes farligt at reyse lenger fort, og de dog ej synderlig Bytte faaet havde, som kunde stoppe deris store omkostning, og arbeyd, raadsloeg han med sine andre staldbrødre, enten de schulle vende hiem tilbage igien, eller reyse noget videre fort, og udstaae endnu nogen meere fare, og fortræd, men de, endog de giærne vilde reyst hiem, saa sagde de dog, at de vel kiendte og havde forsøgt hans Windskibelighed og Duelighed, Og derfore hvad hand vilde, vilde de og. Men hand swarede, at det de havde faaet endnu, var kun lidet, men hand var wiss paa, at det, de hereffter skulle faae, skulle nochsom betale deris forrige u-mage og arbeyde.

Der var iblant disse skibsfolch een Mand, som heed Steintor, som vaar meere domdristig, denne fortalde een drøm, hand hafde hafft Natten tilforne, at der de gick ind i denne fiord, siuntis ham, at hand kom ned imellem nogle Klipper, og stod der og raabte om hiælp. Sigurd ihvorvel hand strax siuntis intet got om den Drøm, fortolckede den dog saaledis, at det kunde forstaaes i dobbelte Meening; thj een Klippe heeder paa deris Moders maal biarg. Men er det meere end een Klippe, da siger mand Biørg, og dette siste betyder ogsaa hiælp og Livets ophold, hvilket sidste hand forstoed herved, og derfor sagde; foragt ikke dette, at du ej siden kommer i saa stoer nød, at du ej kand faae det.

Der de nu seylede længer ind i fiorden, seer de eet stort Coffardi schib, som stoed i gabet af aaen og iche langt derfra eet andet, som oven til vaar stort og widt udbygget, heel næt og afmalet. Men som de steege paa Land, fandt de eet lidet Huus, og eet telt. Der de det hafde seet, gik de ombord igien, og lagde sig til at sove.

Anden Dagen kom de ofver, eller fant, een bielke, ved hvilken der laae en øxe, og et døt Menniske hos: hvoraf de sluttede det maatte have værit een tiænere, som schulle hugget Brende; men i det samme var der død paa stedet. Der de gick nu hen til Huuset, fandt de der eet andet Legeme, ikke langt fra Dørren, som ogsaa hafde een øxe i haanden, hvilken de meente at hafve værit een tiænere. Sigurd forbød strax, at mand ej maatte lukke Dørren op, paa det at ikke maaskee den fuule stank, som kunde have samlet sig der inde af de døde Legemer, skulle forgifve dem, saa de i een hast kunde døe, men hand meente det var best at lucke op ofven paa taget, som den onde stanck af de raadne Legemer kunde staae ud igiennem. Der Steinthor holt det for, at det giortes ej nødig at bemøye sig saameget, og løb saa i een hast til Dørren, og i førstningen siuntes Sigurd nock, at hand blev meget hastig forandret, men strax derpaa blev hand afsindig, og gav sig til at løbe, og skrige det stærkeste hand kunde, og om endskiønt hans Cammerater løb effter ham dett snareste de formaatte, slap hand dog fra dem ind i een reve paa een Klippe, hvor Ingen kunde komme til ham, og blev siddendis der til hand dødde, og saaledis sov hand, efter sin Drøm hastig hen. Der de nu u-beschad hafde brudt taget af Huuset, og gick saa liige ind i stuen, og saae sig om, hvad der vaar inde, fandt de foruden nogle døde Legemer, ogsaa mange goede Vare, og saa komme de ofvereens, at de wilde koge de døde Kroppe i Kieddeler, intil Kiødet falt fra Beenene, hvilche de wilde føre hen og begrafve i een Kircke, og at de vilde tage alt hvad Jern-Reedschab, der var paa schibe-rommet, efterdj det duede dog intet, og baanden var i stycher i det, og brende schrovet op. Resten vilde de føre hiem med sig.

Saasnartt Sigurd kom hiem, gick hand strax till Bispen, og fortalte ham altsammen, sampt at hand havde uddeelt alt det de havde fundet det Retteste hand vidste, nemlig at dett Land, hvori de schulle begravis kunde ej ganske fratagis sin Rettighed til noget af godzet, og sagde saa at skibet med detz tilhør hørtte Bispe-sædet till, resten schulle efter Grønlendernis Lov høre dem til, dett Bispen og dømte at være rætt og billigt. Og nu kunde hver Mand viide, at Arnbiørn som foer liige med Bispen fra Norge, havde seylet med samme schib, og var bleven paa Grønlands ørcken, og at dett ofverblevne af ham blev ført till Gard i Grønland, og der begravet i de Christnis begravelser.

Der det nu og spurtis till Norge, var arvingerne ilde tilfreds dermed, og seiglede strax till Grønl: at vilde forfølge dem med Retten, som ham havde funden, (iblant hvilcke fornemmelig var Arnbiørns Søster-søn heed Aussur, og havde et Kiøbmandz schib med sig, hvorpaa vare mange af de bortdøddes arvinger) og der de kom till Erichsfiord, lagde de sig omkring till Herbergs, saasnart de fick solt deris Warer. Hand selv (neml: Aussur) lagde sig ind till Bispens. Og der hand sagde sin Rett frem for Bispen, swarede Bispen at hand ej med billighed kunde begiære det, som eengang var gifvet til Kirchen, paa det de Døde maatte ligge derudj: Sagde derhos, at hand ej selv aleene havde ført denne Meening frem, men at alle havde fuldt Landetz Lov, og saa kommet ofver-eens herudj, og at der ej var Nogen der giorde eller sagde det ringeste derimod, og at der var Ingen nærmere til at bevare det, som var ofverbleven af de Dødes efterlatte Midler, end de som havde giort dem den sidste ære, og bewaaget deris Legeme, som det der aldrig schulle udtages igien.

Herofver drog Aussur fra sit Herberg hen til schibsfolkene igien, hvilke saasnart vinteren var ofvergaaen, først om foraaret stefnede sagen ind for Grønlands Ting, som holtis i Gard. Der mødte Bispen og Einar, og havde een stoer hob med sig, og Einar var endda meere ifrig og sagde, at hans landzmænd skulle blive till et vidunder for de Nordske, dersom de hiemme i Landet loede sig sin Rett betage: var vel og ej at vente, at de schulle erholde det i eet fremmed Land, som de ej kunde handthæfve hiæmme: hvem som vilde være i Grønland, schulle leve efter Grønlands Lov, og Ræt, og i des Sager skulle Dømmes effter Grønlands, og ej efter uden Landz Lover.

Hans Magt formaatte da saameget, at Retten blev ophævet, og Aussur gich sin Wey, gall og bister i sitt sind, at foruden det hand miste sit arve-godz, schulle hand og blive et Mundspill for hver Mand. Men paadet hand nu vilde lade see paa noget mærckværdigt, at hand vilde hefne sig, hugg hand 2de Plancher af schibet paa hver side neder ved Kiølen. Reyste saa derfra, till Vester-bygd, og blev imodtagen af nogle Nordske Kiøbmænd, som tillige med hannem var kommen didhen, og havde 2de schibe, Paa det eene heede Sckipperen Kolbein Thorliotssøn, og Ketill Kalfssøn; Paa det andet var Hermund Kodranssøn een Iislænder, hvilken Krønicherne siger at være død Aar 1197, tillige med sin Broder Thorgils, som giærne altid seylede sammen, af Kiøbmændene næfnis og een, som heed Isagrim. Disse bad ham om bord till sig, at hand vilde blive hos dem, ellers kunde hand ej wiide sig sikker for Bispen, som kunde have adskillige udveye efter ham, og Einar, som var een modig Mand, Men hand kom tilbage igien til den gaard, hvor hand før hafde logerit, som kaldtis Kidaberg.