Grønlandske Atleord (Atlamǫ́l en grœnlenzko)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

oversatt av
G. A. Gjessing

Kristiania
1899

Grønlandske Atleord
(Atlamǫ́l en grœnlenzko)

1.
Den svig er vidspurgt,
da samraad stridsmænd
i fortid fremmed,
faa det til gavn var;
lønraad de lagde,
led for det siden,
saa og Gjukes sønner,
som grumt blev svegne.

2.
De fald voldte fyrster,
som falde ei skulde,
ondt raad tog Atle,
aatte han kløgt dog;
styrted stor støtte,
sterkt sig selv skaded,
brat han de brødre
gav bud strax at komme.

3.
Dybtenkt den dronning
drøfted, hvad raad var,
lytted til talen,
hvad lønligt de mælte;
vís var i vaande,
vilde dem hjelpe;
om sø skulde seiles,
selv hun ei kom med.

4.
Runer hun risted,
rygged dem Vinge,
— fals han helst fremmed —
før frem han bar dem;
siden saa seiled
sendemænd Atles
heden om Limfjord,
der heltene boed.

5.
Glade ved gilde
gulvbaal de tendte,
anede ondt ei,
der ind de var komne;
tog de de gaver,
den gjæve dem sendte,
paa stolpen dem hengte,
ei hefted sig ved det.

6.
Kom saa Kostbera,
kvinde helt agtsom,
Hognes kjær hustru,
og hilste dem begge;
glad var og Glaumvor,
som Gunnar aatte,
gjestmild den gjæve
gjesters tarv skjøtted.

7.
Hjem bød de Hogne,
fór helst saa Gunnar,
aaben laa arglist
om agt de gav kun;
haandslag gav Gunnar,
om Hogne vilde,
ei Hogne sig vegred,
var hin først rede.

8.
Fuldt var af forraad,
de fruer mjød bar,
horn fór tilhobe,
til høit var drukket.

9.
Bolstrene bredte
som bedst de husfolk;
klog var Kostbera,
kjendte vel runer,
læste de løn tegn
ved luen klare,
tand hun for tunge
med tvil mon holde,
var saa forvansket,
at vrangt var at tyde.

10.
Siden de søgte
seng, hun og Hogne,
drømte den dronning,
dulgte slet intet,
klog hun til kongen
kvad, der hun vaagned

11.
«Haster fra hjem du,
i hug søg raad dog,
faa kan fuldt runer,
far en anden gang!
De runer jeg raaded,
som risted din søster,
ei den ædle dig
indbød dennesind.

12.
Ét mig mest undrer
— end det ei fatter —
hvad kom den kloge
til klart ei at riste;
lod hun frem lyse,
som laa derunder
jer begges bane,
om brat I kom did;
stav hun forskar sig,
har skyld ei andre.»

13.
Hogne kvad.
«Ondt kvinder aner,
den art jeg har ei,
søger ei svig jeg,
før sligt skal hevnes;
glodrøde guld os
give vil fyrsten,
aldrig jeg ængstes,
om ondt end høres.

14.
Kostbera kvad.
«For fald I farer,
om frem I stunder,
vil jer ei venskab
vente dennesind,
drømte jeg, Hogne!
dølger mig ei det,
tungt vil I trenges,
trykker ei angst blot.

15.
Dit liglín saa jeg
i luen brende,
høi flammen herjed
mit hus igjennem.»

16.
Hogne kvad.
«Linklæder ligger,
som lidt I agter,
brat vil de brende,
der du baallín saa.»

17.
Kostbera kvad.
«Bjørn var ind kommen,
brød den op tømret,
rysted de labber,
saa rædsel greb os,
i mund tog os mange,
saa magt forgik os,
làrmen og lød der
ei liden heller.»

18.
Hogne kvad.
«Veir vil da voxe,
snart voldsomt blive,
der isbjørn du øined,
østenstorm kommer.»

19.
Kostbera kvad.
«Ind, saa jeg, ørn fløi
opefter hallen,
bedsk det os bliver,
blodsprengte os alle,
ulyd lod ane
Atles hamløber.»

20.
Hogne kvad.
«Slidsomt vi slagter,
og ser vi blod da,
ofte mod øxne
om ørne drømmes;
ærlig er Atle,
hvad end du drømmer.»
Lod de det ligge,
legges hver tale.

21.
Velbaarne vaagned,
var dem det samme:
gremmed det Glaumvor,
at gru stod af drømme;
henferd og hjemkomst
haabed dog Gunnar.

22.
Glaumvor kvad.
«Galgtræ var gjort dig,
gik du til døden,
orme dig tæred,
traf jeg med liv dig,
trengsels tider kom;
tyd, hvad det var vel!»

23.
Gunnar kvad.
- - - - -

24.
Glaumvor kvad.
«Sverd saa jeg blodigt
slidt af din kjortel,
saart er at sige
sligt syn sin husbond;
geir saa jeg stande
gjennem dit legem,
ved odd og ende
ulve der tuded.»

25.
Gunnar kvad.
«Hunde da løber,
og høit de bjeffer,
tidt glam af hunde
for geir-kasl kommer.»

26.
Glaumvor kvad.
«Foss saa jeg flømme
frem gjennem hallen,
strid den støiede,
strømmed ad benke,
brød eders begges,
brødrenes, fødder,
veg ikke vandet;
vel varsler det noget.»

27.
Gunnar kvad.
- - - - -

28.
Glaumvor kvad.
«Saa døde kvinder
komme i nat hid,
ei varsomt klædte,
vilde dig hente,
saa brat de bød dig
til benkene sine;
dig er de díser
dødtrætte vordne.»

29.
Gunnar kvad.
«For sent du det siger,
saa er nu valg gjort,
flyr jeg den ferd ei,
da fare dog tenkt er;
lader det ligt til,
det lakker mod enden.»

30.
Da led mod lysning,
lysted til ferden
alle at staa op,
andre fra raaded;
fem sammen fór de,
fulgte huskarle
tvefold i tallet,
— tankeløst var det —
Snævar og Solar,
sønner af Hogne,
Orkning han kaldtes,
som end dem fulgte,
hugprude helt var
hans hustrus broder.

31.
Fulgte de fruer
til fjord dem skilte;
advared de væne —
ei vilde de høre.

32.
Tog Glaumvor til orde,
Gunnars ægteviv,
mælte til Vinge,
som verdt hun fandt det:
«Ved ei, om velkomst
vel I os lønner,
synd det besøg er,
der svig bor under.»

33.
Svor han da, Vinge,
sig selv ei spared:
«jotner ham eie,
om Eder han sviger,
hav galgen ham ganske,
om grid han bryder!»

34.
Tog Bera til orde
saa blid i sinde:
«Sæle I seile
og seir I hente,
gaa alt efter ønske!
intet det hindre!»

35.
Hogne gjensvared,
huld mod de kjære:
«Trøst Jer, trofaste,
times hvadhelst end;
mange saa mæle,
slaar mægtig feil dog,
ønsker ved udferd
ei alle hjelper.»

36.
Til bort det bar da,
blikke de vexled;
skifted saa skjebnen,
skilt deres vei laa.

37.
Raskt de da roed,
rev halve kjølen,
tag lange tog de,
téde helt vredt sig,
brast dem hamlebaand,
brødes dem keiper,
fested ei farkost,
før de forlod det.

38.
Og saa lidt siden
- sidst er at nevne —
bo saa de stande,
som Budle aatte;
høit drøned hegnport,
da Hogne banked.

39.
Ord kvad da Vinge,
usagt det bedst var:
»Haster fra huset!
— hen gaa er utrygt,
snart fik jeg svidd Jer,
slaaes I ned brat,
fagert jeg indbød,
fals var dog under —
eller her raster,
til reist Jer er galgen.»

40.
Talte saa Hogne,
tenkte mindst vige,
frygtsom ved færrest,
som fristes maatte:
«Tenk ei os true,
tag dig ei sligt for!
ypper end ord du,
øges dig kval kun.»

41.
Slog de ned Vinge,
sendte til Hel ham,
langed ham øxhugg,
mens liv var i ham.

42.
Atles folk fylked
og fór i brynje,
hærklædte hen gik,
saa hegnet var mellem;
alle i ét de
ord vrede vexled:
«Var lengst vort lønraad
jert liv at tage.»

43.
«Lidt det kun lader,
som lengst det tenkt var,
I end er i ulag,
og én har vi feldt alt,
hugget ihjel ham,
hørte han Jer til.»

44.
I hug blev de harme,
da hørt det ord blev,
flinkt rørte fingre,
fatted om spydrem,
skød de saa skyndsomt,
med skjold sig dekked.

45.
Ind kom der ord om,
hvad ude de fremmed,
hørtes for hallen
høit det træl nevne.

46.
Gram blev da Gudrun
hun gru-daad hørte,
smykket med sylgjer
sled hun dem alle,
slengte saa sølvet,
at sønder hver ring brast.

47.
Ud skred hun siden,
rev op vidt døren,
fór hun ei frygtsomt,
favned de komne;
søgte sin slegt hun,
gav sidste hilsen,
sandhed i sligt var,
sagde end mer hun:

48.
«Jeg raad søgte rettest
reisen at hindre,
ei skjebnen omskiftes,
skulde I dog komme.»
Hun mindelig maned,
om maatte de enes —
intet de agted,
alle kvad nei kun.

49.
Slegtstore saa da,
hvor saart de trengtes.
kaaben hun kasted,
til kampferd stunded;
drog sverd af slidre,
slog for frænders liv,
ei lind i legen,
lagde hun haand til.

50.
Lod Gjukes datter
drenge to segne,
hug Atles broder,
bar man ham siden,
vóg saa med vaaben,
at vekk hun slog foden.

51.
Den anden hug hun,
saa op han stod ei,
gav hen til Hel ham,
haand hende skalv ei.

52.
Valgny de vakte,
vide dets ry gik,
Gjukungers gjerning
gik over alt dog;
lød om Nivlunger:
mens liv dem undtes,
sverd de saa svinged,
sled af sig brynjer,
hjelme saa hugged,
som hugen evned.

53.
Morgnen frem stred de,
til middag leden,
al den ottetid
og opefter dagen;
før var der fuldstridt,
flød med blod volden,
forinden faldt atten,
dog overhaand vandt de,
faldt Bera's to sønner
og broder hendes.

54.
Høit mælte helten,
fast harmen tog ham:
«Ondt at se om sig,
Eder det skyldes;
treti fuldt var vi
saa trøste svende,
efter staar elve,
ild har her herjet.

55.
Brødre fem var vi,
da Budle faldt fra,
helvten lengst Hel har,
og hugne to ligger.

56.
Jeg frændskab vandt feiret,
— faar det ei dølge —
ulykkeskvinde!
ei til min glede;
fra først jeg fik dig,
fred fandt vi sjelden;
frænder I fjerned
frasveg mig gods tidt,
søsters liv slukked —
saarest det nager.»

57.
Gudrun kvad.
«Ypper det, Atle !
øved dog først sligt:
greb moder min du
og myrded for vinding,
lod hungre i hulen
min høie frænke;
trøst det mig tykkes,
du teller din kvide,
guder jeg takker,
det gaar dig ilde.»

58.
Atle kvad.
«Jeg egger Jer, jarler!
at øge tungt kummer
for hustruen høie —
hued mig se det;
søger saa sysle,
at sørge kan Gudrun!
gad det vel skue,
hun glede ei finge.

59.
Fører frem Hogne,
flenger med kniv ham,
skjerer ud hjertet,
skorte ei viljen;
Gunnar hin gramme
til galgtræ fester,
gaar til den gjerning,
hen giv ham for orme!»

60.
Hogne kvad
«Gjør som dig lyster!
vil glad det vente,
skal freidig findes,
fristet er verre;
modstand I mødte,
mens magt var i os,
nu saar saa svider,
at selv du faar raade.»

61.
Beite saa talte,
bursvend hos Atle:
«Hjalle vi tage
og Hogne bjerge,
velge vi verk halvt,
verd er han døden,
lever saa lenge ei,
han lad jo nevnes.»

62.
Rædd fra sit rum da
rømte grydesvend,
kunde ret klynke,
krøb i hver vraa hen;
klaged, at kval han
for kampen fik døie,
kvad drøvelig dagen,
at dø fra svinene,
overflod al den,
han ellers havde.

63.
Tog Budles kok de
og kniven svinged,
usseltræl jamred,
før odd han kjendte;
trode sig tid nok
tunteig at gjødsle,
slide med søl verst,
slap han kun fra det,
held priste Hjalle,
holdt han kun livet.

64.
Hogne da fristed,
— færreste saa gjør -
bede for trælen,
at bjerget blev han:
«Lettere mig er
den leg at fremme;
hvorfor vil her vi
høre paa skraal sligt?»

65.
Greb de den gjæve,
gaves ei udvei
de vilde voldsmænds
verk lenger hindre;
høit lo da Hogne,
hørte de svende,
kunde han kraft té,
kval han vel taalte.

66.
Harpe slog Gunnar,
greb i med tæer,
toner frem trylled,
saa terner hulked;
klaged de karle,
som klangen ret hørte;
han søsters sorg svaled;
sønder brast raftstok.

67.
Død fandt de djerve,
dag saavidt gryed,
lod, til det lakked,
leve sit mandsmod

68.
Stolt var da Atle,
steg over begge,
viv meldte vé han,
vildt hende lasted:
«Morgen nu, Gudrun!
misted du venner;
somt har du selv voldt,
at saa det er gaaet.»

69.
Gudrun kvad.
«Djerv staar du, Atle!
der drab du lyser,
op kommer anger,
faar alt du prøvet;
den arv blir efter,
jeg det dig varsler:
endes ei ondt dig,
før jeg og død er.»

70.
Atle kvad.
«Ei kan jeg ændre,
ser andet raad dog
langt mer lempeligt
— lykken tidt vrages — :
med træl jeg dig trøster,
tindrende smykker,
snehvide sølvet,
som selv du vil det.»

71.
Gudrun kvad.
«Haab er ei herom,
hindre jeg skal det;
soning jeg slidt har,
hvor sag var mindre;
før trodsig jeg tyktes,
tør det nu øges,
hued hvadhelst mig,
mens Hogne leved.

72.
Op var vi elskte
i ét hus sammen,
leg mangen leged,
i lund opvoxed,
Grimild os gleded
med guld og halsbaand;
brødres bane du
bøder mig aldrig,
gjør ei den gjerning,
det godt mig tykkes.

73.
Karlevold kuer
kvindernes lykke,
kronen forkrøbles,
om kvister visner,
træet for fald staar,
frahugges rodtrevl;
ene nu Atle!
for alt du raader.»

74.
Drygt var af daarskab,
der drotten det trode,
aaben laa arglist,
om agt han gav kun;
tresk var da Gudrun,
talte forstilt hun,
téde sig trøstig,
bar tvende skjold hun.

75.
Gilde hun gjorde,
gravøl for brødre,
enig var Atle
at ære og sine.

76.
Lod de det ligge —
laget blev gilde,
med larm ei liden
det lag blev feiret;
streng var den stolte,
strid mod Budles æt,
hevn mod sin husbond
higed hun efter.

77.
Hun lokked børn lille,
lagde mod stok dem,
blegned de bolde,
brast dog i graad ei,
fór i favn hende,
fritted, hvad gjaldt nu.

78.
Gudrun kvad.
«Spørger ei efter!
vil spilde Jer begge,
lysted mig lengst alt
Jer læge mod ælde.»

Gutterne kvad.
«Ofr kun dit afkom,
ingen det hindrer,
vreden kort venter,
vover du fuldtud.»

79.
Barsk hun de brødres
barndom forødte,
hjerteløst handled,
hals-skar dem begge.
Men Atle fritted,
hvor farne var vel
til leg hans sønner,
han saa dem ei mer.

80.
Gudrun kvad.
«Over jeg gaa vil,
dig, Atle, alt sige,
dølge ei vil jeg,
datter af Grimild;
fryder det knapt dig,
faar fuldt du høre;
stor vé du voldte,
som vóg mine brødre.

81.
Sov jeg helt sjelden,
siden de omkom,
hevn jeg svor haard dig,
har jeg nu mindet;
har en morgen du mig bud,
mindes den grant end,
nu kveld er kommen,
og kan du sligt høre!

82.
Sønner du savner,
som sidst du det skulde:
vid deres skaller
til skaaler brugte,
drikken jeg drøied
med deres blod dig.

83.
Tog deres hjerter,
paa tén dem stegte,
dig siden dem sendte,
sagde af kalv dem;
var ene du om det,
intet du levned,
tygged du trøstig,
paa tand forlod dig.

84.
Véd du nu børns lod —
verre knapt ønskes;
brød jeg min bane,
bryster mig dog ei.»

85.
Atle kvad.
«Grum var du, Gudrun!
som gjøre saa kunde,
dine børns blod mig
blande i drikken;
slog egen slegt du,
som sidst du det skulde
mig selv og stakket
for sorg du sparer.»

86.
Gudrun kvad.
«Hug jeg end havde
at hugge dig selv ned,
sysles knapt slemt nok
med slig en konge:
fremmed tilforn du,
hvad folk ei kjendte
af vildskabs vanvid
i verden denne;
har end du nu øget,
hvad alt vi hørte,
grufuldt forgik dig —
dit gravøl holdt du!»

87.
Atle kvad.
«Var brendt paa baal du
og brudt med sten først,
høstet du havde,
hvad høved lengst dig.»

Gudrun kvad.
«Meld dig sligt møde
ved morgentide,
med fagrere død jeg
farer til nyt lys.»

88.
Sad de i sambo,
svigtanker næred, vredesord vexled,
vel fandt ingen sig.
Had steg hos Hnivlung,
hug stod til storverk,
gjemte ei for Gudrun,
han gram var Atle.

89.
Hende i hug kom,
hvad Hogne fik lide,
held kaldte ham det,
fik hevn han tage.
Stungen blev Atle,
stakket de vented,
vog Hognes søn ham
og selve Gudrun.

90.
Ædling til ord tog,
op fór af søvne,
saar kjendte snarlig,
svøb kvad han utrengt:
«Siger for sand mig,
hvem slog søn af Budle;
lind ei den leg var,
livshaab jeg ser ei.»

91.
Gudrun kvad.
«Dølge ei vil jeg,
datter af Grimild,
vidner, jeg volder,
at vegen din tid er,
saa Hognes søn og,
at saar dig matter.»

92.
Atle kvad.
«Voldsferd du valgte,
var det end skjendigt,
verst er ven svige,
som vel paa dig lider.

93.
Buden fra hjemmet
som beiler din drog jeg;
enke du rost var,
ord gik om storsind;
vel det sig viste,
da vi det prøved,
hjem fór du hidhen,
hærflok os fulgte.

94
Alt faldt ærefuldt
ud ved vor brudferd,
herligt os hylded
høibaarne stormænd;
nok der af slagt var,
nød vi rigelig,
fattedes fæ ei,
frem sendte mange.

95.
Dig, fagre, jeg fested,
gav fuldt af smykker,
trælene treti,
terner syv gode,
sømmeligt sligt var,
sølv dog end mere.

96.
Alt det du agted,
som intet var det,
naar land end laa hen
levnet fra Budle;
under saa gróv du,
at intet jeg naaed,
vermor din lod du
tidt vaadkindet sidde,
sæl ingen saa jeg
siden af mine.»

97.
Gudrun kvad.
«Løi du nu, Atle!
skjønt lidt jeg det agter,
vel jeg vég sjelden,
verre dog du var;
fra barndom I brødre
brødes og trætted,
halve dit hus saa
til Hel henvandred,
styrted hver støtte,
som stande skulde.

98.
Tre var vi søskend,
tyktes stridbare,
fór vi af lande,
fulgte med Sigurd;
staa til vi lod det,
styred hver skib sit,
fór, som vi førtes,
til frem vi kom øster.

99.
Kongen vi først slog,
kaared os land der,
herser os hylded,
høit stod ei model,
fried af skóg-gang,
hvem fred vi undte,
reiste til rigdom,
den raad sig ei vidste.

100.
Hunkongen døde,
hen svandt brat lykken,
ungviv stor ynk var
enkenavn fange —
livslang den lede
at leve med Atle —
helt mig før aatte,
haardt var det savn mig.

101.
Fra det thing du drog ei,
den tidend vi hørte,
at sag du søgte
eller sag standsed;
gav altid efter,
gad intet holde;
fare kun lod du,
hvad fyrsten pligted.»

102
Atle kvad.
«Løi du nu, Gudrun!
lidt ved det bedres
vor begges skjebne,
skral for os alle;
gjør du nu, Gudrun!
af gjæve storsind
alt os til ære,
naar ud de mig løfter.»

103.
Gudrun kvad.
«Skib vil jeg skaffe,
skinnende kiste,
vevnad vel voxe
at vikle om lig dit,
tenke, hvad trenges,
som trofaste var vi.»

104.
Feldet laa Atle
frænder til sorg stor,
evned den ædle
alt, hvad hun loved;
gjæv vilde Gudrun
gange i døden,
dage dog drog ud,
død fandt hun sent først.

105.
Sæl er hver siden,
som sig faar fostre
saa gjævt et afkom,
som Gjuke avled;
i hvert et landt det
leve vil efter,
det minde mægtigt,
hvor mænd mon lytte.

---

Noter

1): «Den svig» etc. Andre omtrent: Hørt har ei faa det — at det – at hærmænd samraad.
2): «de brødre» ɔ: hans «svogre», Gunnar og Hogne.
5): «den gjæve» ɔ: Atle.
6): «dem begge», rimeligvis Atles sendemænd, Vinge og hans ledsager.
12): stav ɔ: runetegn.
13, 1—4): Andre omtr.: Ondt huer kvinder — den art jeg har ei skal hevn ei hentes — harm jeg ei volder — Vols. s.
21): «Velbaarne» ɔ: Gunnar og hans hustru, Glaumvor.
33: «grid» ɔ: midlertidigt sikkerhedsløfte.
37): «hamlebaand» ɔ: aarestropper, «keiper» ɔ: aareklamper.
53): dog overhaand vandt «de» ɔ: Atles mænd. Gunnar og Hogne har mistet sine tre kampfeller; hermed er striden afgjort.
54): helten ɔ: Atle.
56): «søsters» ɔ: Brynhild's.
61, 5—6): efter F. Jóns's rettelse af texten, omtrent: vi drebe den dovning — døden han verd er.
66: «raftstok» ɔ: tagsperre.
75): at ære og «sine» ɔ: sine egne faldne.
77): børn lille ɔ: hendes to smaa sønner med Atle, «Erp» og «Eitel».
88): «Hnivlung» ɔ: Hognes efterlevende søn. Gjuke, jvf. «Nivlungernes drab».
96): under saa grov du etc. ɔ: svigfuldt forholdt du mig andel i Faavneskatten. — «Vermor» ɔ: din husbondes moder. 100): «Hunkongen» ɔ: Sigurd, «helt» ɔ: Sigurd.
103): «skinnende» eg. «malet» ligkiste. — vevnad vel voxe ɔ: indsette hans ligsvøb med vox (kristelig gravskik).