Forskjell mellom versjoner av «Samiske fortællinger – Rener og jagt»
| Linje 23: | Linje 23: | ||
<big>'''Om rensdyrene'''</big> | <big>'''Om rensdyrene'''</big> | ||
| − | + | Lapperne har hundredtusinder af rener. Selv om rensdyr ikke ligefrem er uregerlige[?], kan de alligevel være årsag til mange ting. Det er rensdyrene, som forsørger tre drenge og mænd<ref>Per Turi var sandsynligvis sammen med flokken og to andre hyrder, da han skrev dette.</ref>. For én mand betyder de mad og klæder, men for en anden bringer de kun kvaler og jammer. Én må svede, til han driver, mens en anden (hyrde)dreng er tæt på at fryse ihjel. Én rensdyrhyrde ender våd og forpjusket i vildmarken uden mad og drikke, en anden taber besindelsen og skælder og smælder over dyrene. Nogle mister tålmodigheden og bliver vrede, andre står grædende og hulkende tilbage. Én bringes tæt på undergang, en anden ender i gæld. Én slipper ud af sin gæld, mens andre må nøjes med vabler i hænderne. Den enes rensdyrkøer slikker deres nyfødte kalve, den andens rensdyrbukke viser sig i horisonten og fylder mandens pengepung. | |
| + | |||
| + | Det er nok gået sådan til, at rensdyrene blev skabt før menneskene eller lapperne. Og mennesket blev selvfølgelig skabt til at følge efter rensdyrene og vandre sammen med dem overalt, arbejde med dem og leve af dem. Det er et kendt faktum, at menneskene skal tage sig af rensdyrene, ligesom rensdyrene skal sørge for menneskenes overlevelse, med både mad og tøj. Menneskene må flytte med rensdyrene ud og hjem, mod syd og mod nord. Pakdyr bruges som transportmiddel, og de andre, fritgående rensdyr udgør flokken. | ||
| + | |||
| + | Om vinteren flytter lapperne med slæde og om sommeren med pak-rener. Det ville give mening, hvis rensdyrene altid gjorde, hvad menneskene ville – men mennesker har ikke altid forstand på at gøre, hvad rensdyrene tænker. Mennesker mener selv, at de er klogere end rensdyr, men må ikke desto mindre traske bagefter og følge, hvor rensdyrene går. Jeg tror egentlig, at de to passer på hinanden. Selvom menneskene er overbeviste om, at det er dem, der passer på rensdyrene, og at det hele foregår, som de vil have det, er der faktisk én mere, som holder øje med dem begge. | ||
| + | |||
| + | Nogle gange er mennesker så uforstandige overfor deres dyr, at man skulle tro, de ikke var klogere end de trækdyr, der skal slæbe alt muligt udstyr med overalt, hvor de går. Dette er forklaringen på, at nogle mennesker læsser tungere byrder på pakdyret, end det kan bære. Den slags uforstand ødelægger både mandens egne og andres rensdyr, og selv ender han med ømme hænder. Og fordi pakdyret er stumt, kan det ikke forklare, at byrden er for tung, på anden måde end ved at lægge sig ned. Når det ikke længere orker at bære de urimeligt tunge læs, lægger det sig ned. Men manden mener, at det bare er udtryk for vrangvillighed, og han tvinger det op igen med trusler, og presser det til at fortsætte, selvom det ikke kan. Det stakkels, godmodige rensdyr må bære videre, så længe det overhovedet kan stå på benene. Ikke alle mennesker har forstand nok til at tænke, som de burde – at rensdyret er udmattet. Nogle rensdyr lægger sig dog også, fordi de er svage – men det er en anden sag. | ||
| + | |||
| + | Også om vinteren, når lapperne rejser med slæder, læsser de tit alt for tung en last på slæden, og lader et svagt rensdyr trække det tunge læs. Rensdyret kæmper i seletøjet for at trække alt, hvad det orker, men når det ikke længere kan klare mere, begynder det at sænke farten<ref>Pak-rensdyrene er bundet sammen i en lang række eller ''raido'', hvor hvert rensdyr er bundet til det forrige. Når et rensdyr bliver træt eller doven, bliver det trukket af det forreste og sinker dermed hele ''raidoen''.</ref>, og til sidst må det bryde sammen. Men selv dét hjælper ikke altid. | ||
| + | |||
| + | I tæmningstiden, når man skal tæmme et vildt rensdyr, er nogle så uforstandige, at de råber og larmer, slår med stokken og hiver i tøjlen. Derved bliver det uerfarne rensdyr så bange, at det aldrig bliver helt tamt. | ||
| + | |||
| + | Den passende byrde for en lille træk-ren er 100 kg, hvis vejen er god, og 80 kg, hvis den er dårlig. Et stort rensdyr kan trække 150 kg på god vej og 100 kg på dårlig vej. De bedste rensdyr i lappernes flok er de hunner, der slikker deres kalve<ref>Når en hun-ren har fået en kalv, slikker den kalven tør og accepterer den dermed. Nogle rensdyr vil dog ikke straks acceptere kalven, især hvis de bliver forskrækkede af hunde eller andet — de kan endda efterlade den. Se ''Das Buch des Lappen Johan Turi'', s. 87.</ref>. Og blandt hannerne er de bedste dem, der følger og leder samt køre- og træk-renerne. | ||
Revisjonen fra 19. apr. 2025 kl. 16:33
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Samisk religion og mytologi
Samiske fortællinger
Fortællinger om rener og jagt
af Johan Turi og Per Turi
Carsten Lyngdrup Madsen
2025
C.
Om rensdyrene
Lapperne har hundredtusinder af rener. Selv om rensdyr ikke ligefrem er uregerlige[?], kan de alligevel være årsag til mange ting. Det er rensdyrene, som forsørger tre drenge og mænd[1]. For én mand betyder de mad og klæder, men for en anden bringer de kun kvaler og jammer. Én må svede, til han driver, mens en anden (hyrde)dreng er tæt på at fryse ihjel. Én rensdyrhyrde ender våd og forpjusket i vildmarken uden mad og drikke, en anden taber besindelsen og skælder og smælder over dyrene. Nogle mister tålmodigheden og bliver vrede, andre står grædende og hulkende tilbage. Én bringes tæt på undergang, en anden ender i gæld. Én slipper ud af sin gæld, mens andre må nøjes med vabler i hænderne. Den enes rensdyrkøer slikker deres nyfødte kalve, den andens rensdyrbukke viser sig i horisonten og fylder mandens pengepung.
Det er nok gået sådan til, at rensdyrene blev skabt før menneskene eller lapperne. Og mennesket blev selvfølgelig skabt til at følge efter rensdyrene og vandre sammen med dem overalt, arbejde med dem og leve af dem. Det er et kendt faktum, at menneskene skal tage sig af rensdyrene, ligesom rensdyrene skal sørge for menneskenes overlevelse, med både mad og tøj. Menneskene må flytte med rensdyrene ud og hjem, mod syd og mod nord. Pakdyr bruges som transportmiddel, og de andre, fritgående rensdyr udgør flokken.
Om vinteren flytter lapperne med slæde og om sommeren med pak-rener. Det ville give mening, hvis rensdyrene altid gjorde, hvad menneskene ville – men mennesker har ikke altid forstand på at gøre, hvad rensdyrene tænker. Mennesker mener selv, at de er klogere end rensdyr, men må ikke desto mindre traske bagefter og følge, hvor rensdyrene går. Jeg tror egentlig, at de to passer på hinanden. Selvom menneskene er overbeviste om, at det er dem, der passer på rensdyrene, og at det hele foregår, som de vil have det, er der faktisk én mere, som holder øje med dem begge.
Nogle gange er mennesker så uforstandige overfor deres dyr, at man skulle tro, de ikke var klogere end de trækdyr, der skal slæbe alt muligt udstyr med overalt, hvor de går. Dette er forklaringen på, at nogle mennesker læsser tungere byrder på pakdyret, end det kan bære. Den slags uforstand ødelægger både mandens egne og andres rensdyr, og selv ender han med ømme hænder. Og fordi pakdyret er stumt, kan det ikke forklare, at byrden er for tung, på anden måde end ved at lægge sig ned. Når det ikke længere orker at bære de urimeligt tunge læs, lægger det sig ned. Men manden mener, at det bare er udtryk for vrangvillighed, og han tvinger det op igen med trusler, og presser det til at fortsætte, selvom det ikke kan. Det stakkels, godmodige rensdyr må bære videre, så længe det overhovedet kan stå på benene. Ikke alle mennesker har forstand nok til at tænke, som de burde – at rensdyret er udmattet. Nogle rensdyr lægger sig dog også, fordi de er svage – men det er en anden sag.
Også om vinteren, når lapperne rejser med slæder, læsser de tit alt for tung en last på slæden, og lader et svagt rensdyr trække det tunge læs. Rensdyret kæmper i seletøjet for at trække alt, hvad det orker, men når det ikke længere kan klare mere, begynder det at sænke farten[2], og til sidst må det bryde sammen. Men selv dét hjælper ikke altid.
I tæmningstiden, når man skal tæmme et vildt rensdyr, er nogle så uforstandige, at de råber og larmer, slår med stokken og hiver i tøjlen. Derved bliver det uerfarne rensdyr så bange, at det aldrig bliver helt tamt.
Den passende byrde for en lille træk-ren er 100 kg, hvis vejen er god, og 80 kg, hvis den er dårlig. Et stort rensdyr kan trække 150 kg på god vej og 100 kg på dårlig vej. De bedste rensdyr i lappernes flok er de hunner, der slikker deres kalve[3]. Og blandt hannerne er de bedste dem, der følger og leder samt køre- og træk-renerne.
CI.
Vilde rensdyr
Txt
Fodnoter
- ↑ Per Turi var sandsynligvis sammen med flokken og to andre hyrder, da han skrev dette.
- ↑ Pak-rensdyrene er bundet sammen i en lang række eller raido, hvor hvert rensdyr er bundet til det forrige. Når et rensdyr bliver træt eller doven, bliver det trukket af det forreste og sinker dermed hele raidoen.
- ↑ Når en hun-ren har fået en kalv, slikker den kalven tør og accepterer den dermed. Nogle rensdyr vil dog ikke straks acceptere kalven, især hvis de bliver forskrækkede af hunde eller andet — de kan endda efterlade den. Se Das Buch des Lappen Johan Turi, s. 87.
