Samiske fortællinger – Rener og jagt

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Fortællinger om rener og jagt
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen
2025

C.

Om rensdyrene

Lapperne har hundredtusinder af rener. Selv om rensdyr ikke ligefrem er uregerlige[?], kan de alligevel være årsag til mange ting. Det er rensdyrene, som forsørger tre drenge og mænd. For én mand betyder de mad og klæder, men for en anden bringer de kun kvaler og jammer. Én må svede, til han driver, mens en anden (hyrde)dreng er tæt på at fryse ihjel. Én rensdyrhyrde ender våd og forpjusket i vildmarken uden mad og drikke, en anden taber besindelsen og skælder og smælder over dyrene. Nogle mister tålmodigheden og bliver vrede, andre står grædende og hulkende tilbage. Én bringes tæt på undergang, en anden ender i gæld. Én slipper ud af sin gæld, mens andre må nøjes med vabler i hænderne. Den enes rensdyrkøer slikker deres nyfødte kalve, den andens rensdyrbukke viser sig i horisonten og fylder mandens pengepung.

Det er nok gået sådan til, at rensdyrene blev skabt før menneskene eller lapperne. Og mennesket blev selvfølgelig skabt til at følge efter rensdyrene og vandre sammen med dem overalt, arbejde med dem og leve af dem. Det er et kendt faktum, at menneskene skal tage sig af rensdyrene, ligesom rensdyrene skal sørge for menneskenes overlevelse, med både mad og tøj. Menneskene må flytte med rensdyrene ud og hjem, mod syd og mod nord. Pakdyr bruges som transportmiddel, og de andre, fritgående rensdyr udgør flokken.

Om vinteren flytter lapperne med slæde og om sommeren med pak-rener. Det ville give mening, hvis rensdyrene altid gjorde, hvad menneskene ville – men mennesker har ikke altid forstand på at gøre, hvad rensdyrene tænker. Mennesker mener selv, at de er klogere end rensdyr, men må ikke desto mindre traske bagefter og følge, hvor rensdyrene går. Jeg tror egentlig, at de to passer på hinanden. Selvom menneskene er overbeviste om, at det er dem, der passer på rensdyrene, og at det hele foregår, som de vil have det, er der faktisk én mere, som holder øje med dem begge.

Nogle gange er mennesker så uforstandige overfor deres dyr, at man skulle tro, de ikke var klogere end de trækdyr, der skal slæbe alt muligt udstyr med overalt, hvor de går. Dette er forklaringen på, at nogle mennesker læsser tungere byrder på pakdyret, end det kan bære. Den slags uforstand ødelægger både mandens egne og andres rensdyr, og selv ender han med ømme hænder. Og fordi pakdyret er stumt, kan det ikke forklare, at byrden er for tung, på anden måde end ved at lægge sig ned. Når det ikke længere orker at bære de urimeligt tunge læs, lægger det sig ned. Men manden mener, at det bare er udtryk for vrangvillighed, og han tvinger det op igen med trusler, og presser det til at fortsætte, selvom det ikke kan. Det stakkels, godmodige rensdyr må bære videre, så længe det overhovedet kan stå på benene. Ikke alle mennesker har forstand nok til at tænke, som de burde – at rensdyret er udmattet. Nogle rensdyr lægger sig dog også, fordi de er svage – men det er en anden sag.

Også om vinteren, når lapperne rejser med slæder, læsser de tit alt for tung en last på slæden, og lader et svagt rensdyr trække det tunge læs. Rensdyret kæmper i seletøjet for at trække alt, hvad det orker, men når det ikke længere kan klare mere, begynder det at sænke farten, og til sidst må det bryde sammen. Men selv dét hjælper ikke altid.

I tæmningstiden, når man skal tæmme et vildt rensdyr, er nogle så uforstandige, at de råber og larmer, slår med stokken og hiver i tøjlen. Derved bliver det uerfarne rensdyr så bange, at det aldrig bliver helt tamt.

Den passende byrde for en lille træk-ren er 100 kg, hvis vejen er god, og 80 kg, hvis den er dårlig. Et stort rensdyr kan trække 150 kg på god vej og 100 kg på dårlig vej. De bedste rensdyr i lappernes flok er de hunner, der slikker deres kalve. Og blandt hannerne er de bedste dem, der følger og leder samt køre- og træk-renerne.

CI.

[Vilde rensdyr]

Det kan være svært at få vished om, hvor lapperne egentlig har levet, og hvor de stammer fra. Som person er lappen sky og skræmmes bort, hvis han opdager, at andre mennesker nærmer sig. Havde han ikke gjort det, var han måske aldrig blevet til en lap – så havde han slået sig ned, bygget huse og levet som andre folk. Men han flygtede for mennesker, ligesom de vilde rener flygter – og derfor kom lapperne til at blive skræmt sammen med de vilde rener. Og de vilde rener blev lappernes føde. Der er i virkeligheden ingen egentlig forskel på vilde og tamme rener – men når dyrene først kommer under hyrdens varetægt, bliver de tamme, og så kaldes de ikke længere "vildrener" men blot "rener".

Jeg har også hørt, hvordan man i sin tid gjorde de vilde rener tamme: Om foråret, i kælvetiden, fandt man flokke af vilde rener. Man skræmte dem op, og så stak ren-køerne af, mens kalvene blev efterladt. Kalvene blev så samlet op og ført til flokken med tamme rener, og de vænnede sig hurtigt til menneskene og blev lige så tamme som de andre.

På den måde fik lapperne fat i vilde rener – som spæde kalve. De jagede de vilde flokke om foråret, og når køerne flygtede over floderne, turde kalvene ikke følge med. Så samlede man dem op og bragte dem til flokken, hvor der var ren-køer, der kunne tage sig af dem. Og kalvene klarede sig fortræffeligt, hvis de fik lov til at die hos køerne.

CII.

Jagt på vilde rensdyr

I gamle dage havde mændene hverken rifler eller geværer. Dengang fandtes der mange vilde rener, og dem drev man ivrig jagt på. De havde det allerbedste jagtudstyr: armbrøsten, som de selv havde lavet af træ; buen var lavet af ene-træ. Armbrøsten havde lang rækkevidde, og pilene, der var lavet af stål, var utroligt skarpe. Med dem skød de vilde rener, bjørne og alle slags dyr. Vild-rener er beslægtede med tamme rener, men er meget større. I gamle dage fortalte man, at rensdyret oprindeligt var et tamt dyr, som løb væk fra flokken og levede for sig selv i lang tid. Derved blev renen vild og så utrolig sky, at den aldrig mere lod mennesker komme den nær. Således blev den til et vildt dyr. Og derfra opstod racen af vild-rener, som siden er blevet talrige på jorden. Og denne forklaring er helt troværdig, for en vild-ren æder præcis samme slags føde som et tamt dyr — men vild-renen lever kun i øde egne, langt væk fra mennesker. Den er meget sky, påpasselig og hurtig til bens. Og det er meget svært at få en chance for at fange den eller skyde den.

Før i tiden kendte man vildrenen på dens spor. Mændene fulgte sporet, indtil de næsten var fremme ved dyret. Så sneg de sig forsigtigt nærmere hen over jorden mellem knolde og klippesten og dværgbirk, så de kunne komme til at skyde. Men utallige gange har de sneget sig forgæves ind på det uden at have fået en chance for at skyde; men hvis de endelig fik lejlighed til det, så ramte de det som regel, og så fik de det nedlagt og dermed mulighed for at spise broderparten af dyret, som også rettelig tilkom dem.

De vilde rener levede tidligere to-tre dyr sammen eller i små flokke. Og de er af en sådan natur, at de nogle gange søger sammen med de tamme rener, og så har folk listet sig frem bag de tamme dyr og fanget de vilde rener ved at kaste en lasso omkring halsen på dem. Men det var kun særligt dygtige folk, der kunne kaste lassoen så præcist, at de kunne fange et vildt rensdyr. Og ingen turde gøre det alene, for vild-rener er så stærke, at én mand ikke kan klare det selv. I det øjeblik lassoen bliver kastet, skulle andre personer stå parate udenfor flokken. Når man fanger et vildt rensdyr, må man følge dets bevægelser, indtil hjælperne kommer til; og så skal man holde det fast, mens de andre hjælper ved at kaste endnu en lasso. Sammen kæmpede de så med det, indtil de fik det dræbt. Når det var fanget i lassoen, skulle der flere mænd til at holde det fast, mens en anden kastede en lasso om dets bagben. Og så trak de i hver sin retning, indtil det vilde rensdyr måtte lægge sig. Én af dem sprang derpå op på det og stak det med en kniv i nakken, rygraden eller brystet.

En gang havde en mand en flok græssende rener på en bjergside, hvor der var en meget smal passage mellem klipperne, og nedenfor passagen var der en dyb sø. Manden opdagede, at der var en vild-ren iblandt flokken. Så gik han hen og holdt vagt ved den smalle passage, hvor flokken kom løbende på række ned gennem åbningen i klipperne. Han ventede, indtil det vilde rensdyr kom, hvorpå han kastede sin lasso ind over det – og han fangede det faktisk. Vild-renen løb straks ned ad skråningen og direkte ud i søen nedenfor. Han løb efter det med lassoen i hånden men snublede og faldt, så både hænder og ansigt blev slemt forslåede; men alligevel slap han ikke taget. Da vild-renen sprang ud i søen, holdt han den fast fra bredden og holdt den der, indtil dyret næsten var druknet. Så trak han det ind på land, hvor det tumlede rundt, halvdødt. Han bandt lassoen til en birk og sprang selv op på det vilde rensdyr og stak det i nakken. Så døde dyret, og han fik det som føde. Og han blev en berømt mand, fordi han havde dræbt et vildt rensdyr helt alene.

CIII.

Bjørnejagt i gamle dage

a. I gamle dage fandtes der langt flere bjørne end nu. Dengang havde man hverken geværer eller skydevåben, kun armbrøster. Den streng, der fik pilen til at flyve, var tvundet af ben-sener fra vilde eller tamme rener. Disse var uhyre stærke. Dog kunne man også anvende andre fine og stærke strenge til samme formål.

b. To brødre på bjørnejagt er sikrere end ni, som ikke er beslægtede.

Engang var to brødre draget på bjørnejagt, og pludselig stødte de på en bjørn, helt uforberedt. Bjørnen fnøs, brummede og fór løs på dem. Den ene bror blev skrækslagen og flygtede, mens den anden ikke nåede væk. Bjørnen kastede sig over ham, pressede ham til jorden og begyndte at bide. Han råbte på hjælp, men broren var allerede stukket af. Da slog det ham dog, at det jo var hans egen bror, der lå der. Så vendte han hurtigt om for at hjælpe. Han sprang direkte mod bjørnen og løb sit spyd igennem den ved skulderen. Bjørnen gav op og faldt død om. Og den anden bror, som havde kæmpet med bjørnen, kom ingenting til, bortset fra nogle få mærker i hånden, på skulderen og i ansigtet efter bjørnens tænder. Og de to fik bjørnekød at spise.

c. Bjørnen er et frygteligt ondsindet dyr – både over for mennesker og andre dyr, som den tror, den kan overmande. Især er den arrig, når den spiser, eller når den vogter sine unger i boet. Og hvis den først bliver rasende på et menneske, kan den finde på at følge dets spor over lange afstande. Men til andre tider er bjørnen sky og let at skræmme, når den strejfer omkring. Mest bange er den for hunden – menneskets bedste værn, hvis man ikke har skydevåben, og bjørne er i nærheden. – Bjørnen æder mennesker, rener, køer, får og væddere, bær som blåbær og multebær, visse planter – ja, hvad som helst, den kan få fat i.

d. Engang var der ni mænd, som ikke var i familie med hinanden, men som mente at være de bedste venner. De drog ud på bjørnejagt og fandt spor efter en bjørn. Men bjørnen er snu, når den føler, at der er fare på færde. Først går den lige ud, men snart slår den et sving og vender tilbage, parallelt med sit eget spor, men på afstand – og der lægger den sig på lur, indtil jægerne kommer forbi. Da går den til angreb, når de kommer forbi det sted, hvor den ligger på lur, og den klemmer livet ud af jægeren og æder ham. De ni mænd fulgte bjørnens spor og forstod snart, at den måtte være tæt på. De nåede op på en høj bakke og begyndte at tale om at vende om, for de havde ikke et eneste skydevåben – nogle havde spyd og resten køller. En af dem insisterede dog på, at de skulle fortsætte. De var jo så tæt på. Så gik de videre, én langt foran andre. Men bjørnen lå som nævnt på lur ved siden af sit eget spor. Da fór den frem og flåede bæltet over med ét slag. Da de otte andre så, hvad der skete med vennen, flygtede de hver sin vej. Ingen vendte om for at hjælpe deres ham, som nu lå under bjørnens kløer. Men bjørnen dræbte ham og åd ham.

Og de otte vovede ikke engang at vende tilbage for at se stedet, hvor deres bedste ven var blevet ædt. De tænkte blot, at det var hans egen skyld, at han var blevet ædt. "Hvorfor gik han så langt i forvejen?"

Blod er tykkere end vand.

CIV.

Bjørnen og de tre lapper. Et sagn

Der var bjørnejagt, og tre lettere enfoldige lapper var med – deres navne var følgende: Den ene hed Hoauro-Nilas [Snakke-Nilas], den anden Luovos-oaive [Hoved-løs], og den tredje Dampaga-ákko [Dampagas bedstemor]. De var alle tre lidt småskøre i hovedet.

Hoauro-Nilas havde om efteråret set, hvor bjørnen havde lagt sig for at gå i vinterhi, sådan som den har haft for vane at gøre siden gammel tid her i de nordlige egne. Og da vintersneen var faldet – dvs. den sne som ligger hele vinteren igennem – sagde Hoauro-Nilas til lapperne, at de nu skulle hjælpe ham med at dræbe bjørnen. Han sagde, at det ikke var langt væk, men heller ikke alt for tæt på. Folk troede dog ikke på ham, for han var så tosset, at ingen regnede med hans historier. Og da ingen andre ville gå med, så fulgte kun Luovos-oaive og Dampaga-ákko ham. Da Hoauro-Nilas hørte, at kun disse to ville hjælpe med at få ram på bjørnen, bad han en anden lap om at låne en skarp økse, som han kunne bruge til at slå bjørnen med. Manden lovede ham øksen, men forbød ham at hugge for hårdt ned i knoglerne. Og så drog Luovos-oaive og Dampaga-ákko afsted som ledsagere. Hoauro-Nilas havde dog ikke lovet Dampaga-ákko nogen andel i jagtbyttet, men hun gik med alligevel.

De drog afsted, og da de kom frem til stedet, hvor bjørnen sov, vækkede de den – og ud kom den. Hoauro-Nilas slog mod bjørnen, men ramte den ikke – han plantede i stedet øksen i klippen, og bjørnen slap ud uden en skramme. De blev stående og gloede – og de blev virkelig bange, da de så bjørnen. Så gik de hjem igen. Og det var ikke svært at dele byttet. – Men lappens fine økse blev ødelagt.

Fortalt af Johan Turi.

CV.

To brødre på bjørnejagt

Engang var der to brødre, som drog ud på bjørnejagt. De blev ved at gå, indtil de fandt bjørnen i en tæt birkelund. De havde intet andet våben end et spyd at sætte deres lid til.

Bjørnen rejste sig på bagbenene og begyndte at knurre. Så sagde den ene bror til bjørnen: “Lad os tage en brydekamp!” Bjørnen nærmede sig, og de begyndte at brydes. Men snart fik bjørnen væltet manden omkuld og pressede ham ned, indtil han sagde: “Lad mig rejse mig!” Og bjørnen lod ham gøre det, hvorpå de genoptog brydekampen.

Nu fik manden væltet bjørnen ned og pressede den mod jorden en stund. Så råbte han til sin bror, at han skulle hjælpe ham. Men broderen turde ikke nærme sig; han blev bange og løb hjem og lod sin bror kæmpe alene. Den kæmpende bror råbte efter ham: “Løb ikke væk, men stik bjørnen med spyddet!” – men han turde stadig ikke.

Han måtte da fortsætte brydekampen med bjørnen alene, indtil han til sidst fik tvunget bjørnens forpoter på hver sin side af et stort birketræ. Således holdt han bjørnen fast med hænderne en hel dag og en hel nat.

Imens var broderen, der var løbet hjem, begyndt at spekulere på, om bjørnen mon havde ædt hans bror. Han gik derfor tilbage for at se efter, og fandt, at bjørnen endnu ikke havde ædt ham. Så sagde den udmattede bror: “Kom herhen og hold bjørnens forpoter – nu vil jeg forsøge at stikke den ned, for jeg er i det mindste ikke bange for at gøre det!”

Den frygtsomme bror gik da frem og overtog grebet om bjørnen. Men idet den anden slap grebet, sagde han: “Nu skal du også holde bjørnen fast i en dag og en nat – til gengældelse for at du løb fra mig i går og lod mig blive alene tilbage.” Og med de ord gik han hjem til kåten og blev væk en hel dag og nat.

Da han vendte tilbage, fandt han broderen halvdød af udmattelse efter at have holdt bjørnen så længe. Men han havde ikke turdet slippe den, af frygt for at blive ædt. Så greb den første bror spyddet og løb det igennem bjørnen og pressede til, indtil den døde.

Så sagde han: “Lad det være din lærestreg – at du aldrig skal løbe din vej, når jeg beder dig om hjælp!” Men den anden bror sagde: “Du havde ikke behøvet at lade mig holde den så længe – mine hænder gør så ondt, at jeg ikke kan hjælpe til med at flå bjørnen. I hvert fald ikke nu.”

Den første sagde: “Jeg kunne ønske, det havde gjordt endnu mere ondt – så du for fremtiden kunne huske, at man ikke stikker af fra sin bror, når han er i nød – som havde det været en vild fremmed.” Den anden svarede: “Havde det været dig, der skulle holde bjørnen den sidste dag og nat, så havde du ikke talt sådan.” Men den første sagde: “Jeg har forsvaret mit eget liv – og dit.”

CVI.

[En skæbnesvanger bjørnejagt]

En anden gang var to mænd igen taget ud på bjørnejagt. Men de fandt ingen bjørn. Så blev den ene i dårligt humør, og han tog sovepelsen om sig og gik udenfor og larmede derude. [Han gik ud om natten for at forrette sin nødtørft og tog sovepelsen på for ikke at fryse.]

Da den anden hørte dette [og blev vækket af lyden], tog han sit gevær og gik ud for at undersøge sagen. Så ser han en skikkelse i buskadset med sovepelsen over sig – og han tror, det er bjørnen! Han skyder – og rammer – og går derhen for at se nærmere. Og da han opdager, hvad han har gjort, bliver han rædselsslagen – og var nærmest ved at dø af skræk.

CVII.

Čoalme Nikki

Også han var jæger. Da han engang mødte en bjørn, ville han slå den ihjel – selvom han ikke havde noget egentligt bjørnegevær. Han havde ganske vist et gevær, men kun til at skyde ryper med. Og da han kom tæt på bjørnen, begyndte han at overveje, hvad han skulle gøre – skulle han vove at skyde?

Men han havde så stærkt et jægerhjerte, at han ikke kunne lade være – og han skød mod bjørnen. Bjørnen gik straks til angreb. Nikki løb op på en stor klippesten, og bjørnen sprang op mod klippen, men kunne ikke komme op. Nikki havde en økse i bæltet – men kom ikke i tanke om det.

Han nåede ikke at lade geværet igen, så han slog bjørnen i hovedet med det. Da sprang bjørnen op på klippen og begyndte at bide ham. I nogen tid vidste Nikki slet ikke, hvad der foregik – han anede ikke engang, hvordan han kom væk fra klippen.

Men pludselig opdagede han, at han lå neden for stenen, og bjørnen var oven på ham og havde bidt ham i ansigtet og det ene ben. Bjørnen klemte ham så hårdt, at det næsten tog livet af ham.

Men så, helt uden varsel, slyngede bjørnen sig væk og sprang et godt stykke bort. Nikki forstod ikke, hvordan det kunne ske – hvordan den på et øjeblik kunne være så langt væk. Jeg tænker, at han måske var besvimet igen og derfor ikke opdagede med det samme, at bjørnen havde fjernet sig – og derfor syntes det, som om den var sprunget væk i ét ryk.

Med stort besvær nåede han frem til søbredden, hvor hans båd og ledsager ventede. Hans makker var N. M. Nia – blot en halvstor dreng på den tid, Njalla-Mikkal.

___________________

Mange år senere skød Bjørne-Biette en stor bjørn. Da skuddet lød, sprang bjørnen straks i retning af en stor klippesten, løb omkring den og kiggede i alle retninger – selvom kuglen allerede var gået igennem dens krop. Det var, som om den havde lært, at et menneske kunne gemme sig på eller ved en klippe. Men denne gang kunne den ikke finde ud af, hvor manden var.

Bjørnen var dog allerede svækket og måtte gå væk fra klippen og ned ad bakke. Og mens den gik, fik den endnu en kugle – denne gang i bagbenet, som brækkede. Biette og hans makker løb forsigtigt efter for at se, hvor den ville ende. De passede på ikke at komme for tæt på – og ikke at komme nedenfor den. Der så de bjørnen dø.

Da de flåede skindet af den, så de imidlertid, at en kugle var gået ind bagfra og havde trukket hår med ind i en fold i skindet. Og man forstod, at det havde været en lille blykugle. Og ud fra kuglens placering vidste man, at det var den samme bjørn, som Nils Sarri [altså Čoalme Nikki] – havde såret. Også fordi den løb direkte mod klippen, da den blev ramt.

CVIII.

Her skal der fortælles om ulvejagt

a. Det er ikke godt at fange ulve, når der er mange sidaer samlet der, hvor ulvene færdes. Men det er heller ikke godt, hvis der slet ikke er nogen sida, eller i det mindste ingen rener, der hvor man skal jage. Og det er heller ikke godt, hvis der er rener overalt, så ulven bare kan tage for sig af retterne, når den har lyst.

Men hvis der kun findes én sida i det område, hvor ulvene almindeligvis holder til – eller hvis der kun er enkelte flokke med rener, spredt i landskabet [da er forholdene gunstige]. For så får ulvene ikke for let adgang til føde; de må anstrenge sig for at finde noget at spise, eftersom renerne ikke er alle vegne. Og netop derfor begiver de sig gentagne gange til de samme steder og færdes ad de samme stier – og dér fanges de i jægerens jernfælde.

Når ulven sulter, æder den hvad som helst, den kan få fat i – og derfor kan jægeren få ram på den med gift, for den spiser uden tøven. Får den fat i en ren, vender den gang på gang tilbage til stedet, for at søge efter rester og blod, som er løbet ned i sneen. Ja, selv det frosne maveindhold, når den er sulten.

b. Når flere folk jager ulv på ski, og de er lige ved at indhente den, da ser ulven sig om efter den mindste af jægerne og vil ofte gå til angreb på ham. Nedenfor følger nogle beretninger herom.

En gang jagtede lapperne en ulv på ski ved Saudosvare. De fik indhentet den, men da vendte den sig og kastede sig over lille Jonas, greb ham i bæltet bagfra og svingede ham gennem luften og bar ham som en hund gør med en mus. Da de voksne jægere nåede dem, slog de selvfølgelig ulven ihjel.

Esajas Čoggi var også en af de små lapper, og da han fik indhentet ulven, bed den sig fast i hans ene ski. Han slap skien og skiftede kurs, da han så, at ulven ville angribe ham. Ulven kastede sig efter ham og flængede hans skindbukser på langs, men gjorde ham ellers ikke større skade. Da ulven mærkede, at manden var bange, løb den igen.

Esajas Čoggi satte efter ulven på ny, men igen bed den sig fast i hans ski – og denne gang også i hans ankel, dog uden at få fat i huden. En anden af mændene indhentede dem for at slå ulven over snuden – det bedste sted [at ramme en ulv] – men Esajas protesterede, for han var bange for at blive ramt på foden.

Så vendte ulven om og fulgte sporet igen – men dér stod en tredje jæger, som straks slog den ihjel. Han var større og stærkere – det var M. Nia, eller Javva Mikkal.

c. For fyrre år siden dræbte en ulvejæger et ulvepar. Selv om han selv havde nedlagt mange ulve gennem tiden, havde han dog aldrig før – og heller ikke siden – set så store ulve.

Da han havde fået hanulven i jernfælden, gik han ud for at lede efter hunulven. Han havde en spydstav i hånden. Da de fik øje på hinanden, satte ulven i et spring ind mod ham, men han tog imod den med spydstaven, som gennemborede dens kæbe. Ulven trak sig lidt tilbage, men fór så igen frem som et lyn mod jægeren. Men lappen var hurtig som en flamme, og han fik bugt med kæmpeulven, som var tre gange større [end en almindelig ulv]. Denne jæger havde dræbt 23 ulve. Og ulven havde alene i én vinter dræbt 50 trækdyr. Den gik ikke efter små dyr – men ville kun have trækdyr (dvs. store og stærke rener). Det er en hård skæbne for lapperne, når sådanne [ulve] tager de tamme dyr.

Jægerens navn var O. N. Svonni, også kendt som Nikkaš Vulli.

d. En ulv og en mand kæmpede – og fortsatte indtil ulven blev udmattet og trætheden tog dem. De var begge bange for deres liv. De kæmpede i sneen, så store områder blev trampet helt flade. Men lappen var ualmindelig hurtig og undgik at blive bidt. Til sidst fik han dræbt ulven.

Ofte ender det skidt for den, som får ulven over sig – og hvis han er stiv [dvs. ikke adræt], kan han blive bidt meget slemt. Men denne mand var den hurtigste af dem alle, og han havde før kæmpet med ulve. Han havde dræbt mange, men han var også selv blevet bidt adskillige gange.

Der fortælles mange historier om ham i denne bog – han hed O. N. Svonni, og var en samisk politimand.

e. I året 1909 var der mange ulve. Græsningsområderne stod godt. Lapperne havde samlet deres sidaer. Det år var det meget bedre at jage ulve end normalt. På højderyggen lå sneen så dybt, at ulven ikke kunne flygte for en hurtig lap [på ski].

Denne vinter blev der dræbt fjorten ulve i Jukkasjärvi sogn – nogle fik de let, andre kun med stort besvær – de fleste blev nedlagt ved skijagt, kun få ved hjælp af fælder.

Dette år kunne lapperne tage sig tid til at gå på ulvejagt. De var så omhyggelige med jagten og nogle endda så ivrige, at det næsten kostede dem helbredet. For de kunne forfølge en ulv både én og to og tre dage og nætter. En mand løb på ski efter en ulv i tre døgn uden ophold – og derom fortælles mange sjove historier.

Manden løb, indtil ulven var så træt, at den ikke turde vige fra sporet [tilsyneladende fulgte ulven sporet efter skiene, som endte ude på hovedvejen]. Således løb de to så længe dagslyset holdt, og så hvilede de – manden spiste, men ulven fik ingenting. Da det lysnede den næste dag, fortsatte jagten: ulven foran, manden bagved. Til sidst var ulven så udmattet, at den ikke længere frygtede dem, den mødte – kun ham der jagtede den og som aldrig gav den fred til finde føde blandt rensdyrene.

De nåede endda så langt, at de kom til folk, der aldrig før havde set en ulv. Da den nærmede sig, troede de, det var en fin herres hund. ”Her kommer nok en fin mand,” sagde de, ”hunden er jo allerede fremme.” Men ulven løb lige forbi dem. Da jægeren nåede frem, udbrød han: ”Hvorfor lod I den gå?” ”Fandens!” svarede en, ”var det en ulv? Jeg troede, det var en fin herres hund!” Og så fortsatte jægeren efter ulven.

Nogle hestevogne kom imod dem, og jægeren råbte, de skulle slå ulven ihjel. Nogle piskede hesten frem, andre blev bange og trak ud til siden. Ulven sprang let forbi. Den frygtede ikke længere dem, den mødte – kun den skygge, der aldrig slap den bagfra. I ulvens tanker havde jagten allerede varet en hel måned – dødbringende for den, og heller ikke ufarlig for jægeren.

Da sporet begyndte at blive snoet, skar jægeren tværs over og kom foran [ulven]. Den anede ikke, at det netop var ham, den frygtede mest. Da manden havde fået overtaget og løb foran, fulgte ulven sporet uden at ane, at det var fjenden selv, den nu fulgte i hælene. En farlig følgesvend var han, ja. Men ulven havde endnu ikke lært at frygte det, der lå forude.

Da den nåede ham helt fremme ved skiene, gik den direkte til angreb og bed efter hans ryg. Men manden så, at ulven ikke havde en chance for at flygte. [Ved at give ulven forfølgerens rolle lokkede lappen den til at nærme sig og gå i nærkamp]. Så vendte jægeren sig om – og kampen begyndte. Men det blev ikke en langvarig kamp, for jægeren slog ulvens kæber fra hinanden, så blodet begyndte at løbe. Ulven veg nu fra ham, halvdød, og slæbte sig til siden, bort fra sporet.

Og nu havde de igen gjort dagens gerning, begge to. Så skiltes de og gik hver til sit for at hvile. Lappen søgte husly i en nærliggende hytte. Da morgenen gryede, gik han ud for at besøge sin ledsager igen – han ville hilse på den endnu en gang. Og denne gang vandt han let i den langvarige kamp; han kunne dræbte den uden videre. Ulven var ikke kommet videre fra det sted, hvor den havde lagt sig aftenen før, og der var heller ikke meget liv tilbage i den. Manden vandt – han fældede endelig det dyr, han havde forfulgt i tre dage og tre nætter. Derefter vendte han tilbage til huset og hvilede sig. Men sålerne under hans fødder smertede; de var fyldt med vabler og blærer.