Samiske fortællinger – Rener og jagt

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Fortællinger om rener og jagt
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen
2025

C.

Om rensdyrene

Lapperne har hundredtusinder af rener. Selv om rensdyr ikke ligefrem er uregerlige[?], kan de alligevel være årsag til mange ting. Det er rensdyrene, som forsørger tre drenge og mænd. For én mand betyder de mad og klæder, men for en anden bringer de kun kvaler og jammer. Én må svede, til han driver, mens en anden (hyrde)dreng er tæt på at fryse ihjel. Én rensdyrhyrde ender våd og forpjusket i vildmarken uden mad og drikke, en anden taber besindelsen og skælder og smælder over dyrene. Nogle mister tålmodigheden og bliver vrede, andre står grædende og hulkende tilbage. Én bringes tæt på undergang, en anden ender i gæld. Én slipper ud af sin gæld, mens andre må nøjes med vabler i hænderne. Den enes rensdyrkøer slikker deres nyfødte kalve, den andens rensdyrbukke viser sig i horisonten og fylder mandens pengepung.

Det er nok gået sådan til, at rensdyrene blev skabt før menneskene eller lapperne. Og mennesket blev selvfølgelig skabt til at følge efter rensdyrene og vandre sammen med dem overalt, arbejde med dem og leve af dem. Det er et kendt faktum, at menneskene skal tage sig af rensdyrene, ligesom rensdyrene skal sørge for menneskenes overlevelse, med både mad og tøj. Menneskene må flytte med rensdyrene ud og hjem, mod syd og mod nord. Pakdyr bruges som transportmiddel, og de andre, fritgående rensdyr udgør flokken.

Om vinteren flytter lapperne med slæde og om sommeren med pak-rener. Det ville give mening, hvis rensdyrene altid gjorde, hvad menneskene ville – men mennesker har ikke altid forstand på at gøre, hvad rensdyrene tænker. Mennesker mener selv, at de er klogere end rensdyr, men må ikke desto mindre traske bagefter og følge, hvor rensdyrene går. Jeg tror egentlig, at de to passer på hinanden. Selvom menneskene er overbeviste om, at det er dem, der passer på rensdyrene, og at det hele foregår, som de vil have det, er der faktisk én mere, som holder øje med dem begge.

Nogle gange er mennesker så uforstandige overfor deres dyr, at man skulle tro, de ikke var klogere end de trækdyr, der skal slæbe alt muligt udstyr med overalt, hvor de går. Dette er forklaringen på, at nogle mennesker læsser tungere byrder på pakdyret, end det kan bære. Den slags uforstand ødelægger både mandens egne og andres rensdyr, og selv ender han med ømme hænder. Og fordi pakdyret er stumt, kan det ikke forklare, at byrden er for tung, på anden måde end ved at lægge sig ned. Når det ikke længere orker at bære de urimeligt tunge læs, lægger det sig ned. Men manden mener, at det bare er udtryk for vrangvillighed, og han tvinger det op igen med trusler, og presser det til at fortsætte, selvom det ikke kan. Det stakkels, godmodige rensdyr må bære videre, så længe det overhovedet kan stå på benene. Ikke alle mennesker har forstand nok til at tænke, som de burde – at rensdyret er udmattet. Nogle rensdyr lægger sig dog også, fordi de er svage – men det er en anden sag.

Også om vinteren, når lapperne rejser med slæder, læsser de tit alt for tung en last på slæden, og lader et svagt rensdyr trække det tunge læs. Rensdyret kæmper i seletøjet for at trække alt, hvad det orker, men når det ikke længere kan klare mere, begynder det at sænke farten, og til sidst må det bryde sammen. Men selv dét hjælper ikke altid.

I tæmningstiden, når man skal tæmme et vildt rensdyr, er nogle så uforstandige, at de råber og larmer, slår med stokken og hiver i tøjlen. Derved bliver det uerfarne rensdyr så bange, at det aldrig bliver helt tamt.

Den passende byrde for en lille træk-ren er 100 kg, hvis vejen er god, og 80 kg, hvis den er dårlig. Et stort rensdyr kan trække 150 kg på god vej og 100 kg på dårlig vej. De bedste rensdyr i lappernes flok er de hunner, der slikker deres kalve. Og blandt hannerne er de bedste dem, der følger og leder samt køre- og træk-renerne.

CI.

[Vilde rensdyr]

Det kan være svært at få vished om, hvor lapperne egentlig har levet, og hvor de stammer fra. Som person er lappen sky og skræmmes bort, hvis han opdager, at andre mennesker nærmer sig. Havde han ikke gjort det, var han måske aldrig blevet til en lap – så havde han slået sig ned, bygget huse og levet som andre folk. Men han flygtede for mennesker, ligesom de vilde rener flygter – og derfor kom lapperne til at blive skræmt sammen med de vilde rener. Og de vilde rener blev lappernes føde. Der er i virkeligheden ingen egentlig forskel på vilde og tamme rener – men når dyrene først kommer under hyrdens varetægt, bliver de tamme, og så kaldes de ikke længere "vildrener" men blot "rener".

Jeg har også hørt, hvordan man i sin tid gjorde de vilde rener tamme: Om foråret, i kælvetiden, fandt man flokke af vilde rener. Man skræmte dem op, og så stak ren-køerne af, mens kalvene blev efterladt. Kalvene blev så samlet op og ført til flokken med tamme rener, og de vænnede sig hurtigt til menneskene og blev lige så tamme som de andre.

På den måde fik lapperne fat i vilde rener – som spæde kalve. De jagede de vilde flokke om foråret, og når køerne flygtede over floderne, turde kalvene ikke følge med. Så samlede man dem op og bragte dem til flokken, hvor der var ren-køer, der kunne tage sig af dem. Og kalvene klarede sig fortræffeligt, hvis de fik lov til at die hos køerne.

CII.

Jagt på vilde rensdyr

I gamle dage havde mændene hverken rifler eller geværer. Dengang fandtes der mange vilde rener, og dem drev man ivrig jagt på. De havde det allerbedste jagtudstyr: armbrøsten, som de selv havde lavet af træ; buen var lavet af ene-træ. Armbrøsten havde lang rækkevidde, og pilene, der var lavet af stål, var utroligt skarpe. Med dem skød de vilde rener, bjørne og alle slags dyr. Vild-rener er beslægtede med tamme rener, men er meget større. I gamle dage fortalte man, at rensdyret oprindeligt var et tamt dyr, som løb væk fra flokken og levede for sig selv i lang tid. Derved blev renen vild og så utrolig sky, at den aldrig mere lod mennesker komme den nær. Således blev den til et vildt dyr. Og derfra opstod racen af vild-rener, som siden er blevet talrige på jorden. Og denne forklaring er helt troværdig, for en vild-ren æder præcis samme slags føde som et tamt dyr — men vild-renen lever kun i øde egne, langt væk fra mennesker. Den er meget sky, påpasselig og hurtig til bens. Og det er meget svært at få en chance for at fange den eller skyde den.

Før i tiden kendte man vildrenen på dens spor. Mændene fulgte sporet, indtil de næsten var fremme ved dyret. Så sneg de sig forsigtigt nærmere hen over jorden mellem knolde og klippesten og dværgbirk, så de kunne komme til at skyde. Men utallige gange har de sneget sig forgæves ind på det uden at have fået en chance for at skyde; men hvis de endelig fik lejlighed til det, så ramte de det som regel, og så fik de det nedlagt og dermed mulighed for at spise broderparten af dyret, som også rettelig tilkom dem.

De vilde rener levede tidligere to-tre dyr sammen eller i små flokke. Og de er af en sådan natur, at de nogle gange søger sammen med de tamme rener, og så har folk listet sig frem bag de tamme dyr og fanget de vilde rener ved at kaste en lasso omkring halsen på dem. Men det var kun særligt dygtige folk, der kunne kaste lassoen så præcist, at de kunne fange et vildt rensdyr. Og ingen turde gøre det alene, for vild-rener er så stærke, at én mand ikke kan klare det selv. I det øjeblik lassoen bliver kastet, skulle andre personer stå parate udenfor flokken. Når man fanger et vildt rensdyr, må man følge dets bevægelser, indtil hjælperne kommer til; og så skal man holde det fast, mens de andre hjælper ved at kaste endnu en lasso. Sammen kæmpede de så med det, indtil de fik det dræbt. Når det var fanget i lassoen, skulle der flere mænd til at holde det fast, mens en anden kastede en lasso om dets bagben. Og så trak de i hver sin retning, indtil det vilde rensdyr måtte lægge sig. Én af dem sprang derpå op på det og stak det med en kniv i nakken, rygraden eller brystet.

En gang havde en mand en flok græssende rener på en bjergside, hvor der var en meget smal passage mellem klipperne, og nedenfor passagen var der en dyb sø. Manden opdagede, at der var en vild-ren iblandt flokken. Så gik han hen og holdt vagt ved den smalle passage, hvor flokken kom løbende på række ned gennem åbningen i klipperne. Han ventede, indtil det vilde rensdyr kom, hvorpå han kastede sin lasso ind over det – og han fangede det faktisk. Vild-renen løb straks ned ad skråningen og direkte ud i søen nedenfor. Han løb efter det med lassoen i hånden men snublede og faldt, så både hænder og ansigt blev slemt forslåede; men alligevel slap han ikke taget. Da vild-renen sprang ud i søen, holdt han den fast fra bredden og holdt den der, indtil dyret næsten var druknet. Så trak han det ind på land, hvor det tumlede rundt, halvdødt. Han bandt lassoen til en birk og sprang selv op på det vilde rensdyr og stak det i nakken. Så døde dyret, og han fik det som føde. Og han blev en berømt mand, fordi han havde dræbt et vildt rensdyr helt alene.

CIII.

Bjørnejagt i gamle dage

Txt

CIV.

Bjørnen og de tre lapper. Et sagn

Txt

CV.

To brødre på bjørnejagt

Txt

CVI.

[En skæbnesvanger bjørnejagt]

Txt

CVII.

Čoalme Nikki

Txt

CVIII.

Her skal der fortælles om ulvejagt

Txt