Samiske fortællinger – Dagligliv

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Johan Turi.jpg

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Fortællinger om dagliglivet
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen
2025

CIX.

Præsten og lappen Banni Biettar

Der var engang en lap, som var meget god til at læse, og han plejede tit at diskutere Bibelen med præsten. De to havde lært hinanden godt at kende. En dag var manden blevet fuld, og nogle af de andre lumske lapper sværtede hans ansigt til med sod og begyndte at opildne ham: “Gå nu hen til præsten og diskutér Bibelen!”

Han syntes, det lød som en god idé og gik afsted til præstegården. Men da han trådte ind, blev præsten rædselsslagen, da han så, at manden var fuldkommen sort i ansigtet, og han spurgte hurtigt: “Hvem er du?” og trak sig tilbage. Lappen svarede: “Kender du mig ikke, hr. præst?” — han vidste jo ikke selv, at hans ansigt var helt sort.

Dem, der havde sværtet ham til, syntes, det var det morsomste, de længe havde set. Præsten hed Lindstedt, og han troede et øjeblik, at det var selveste den berømte Djævel, som stod foran ham. De lapper, der havde gjort det, var også fulgt med for at høre, hvordan det ville gå — og de lo så meget, at de nær havde tisset i bukserne. [Lapperne plejer at sige, at den, der griner for meget, kommer til at tisse i bukserne.]

CX.

Lappen og hans hunde

Når lapper har mange grådige hunde, sker det, at når et menneske går ud for at forrette sin nødtørft, springer hundene ind under ham for at kappes om, hvem der først får fat i lorten. De begynder da at slås og bide ud efter hinanden. Og suppen, som den ene hund har i munden, ender i pelsen på den anden. På den måde tilsøler de alting og kommer til at stinke forfærdeligt. Ofte bider de også ud efter folks bagdele, mens de slås. Det er hændt mange gange, at hundene under slagsmålet lægger sig i afføringen og siden bringer svineriet med sig ind i menneskenes bolig.

CXI.

En klog hund

Anders Nilsson Svonni havde to hjælpere: Musti, hunden, og lille Jonas. Jonas var begyndt at drille Musti på følgende måde: Han lagde et lille stykke kød i boaššo og anbragte en snare omkring det, hvorefter han lokkede hunden til at tage kødet. Og da hunden snappede stykket, strammede Jonas snaren sammen om hundens snude. Og hunden blev vred.

Jonas gentog det samme for anden gang, lagde et stykke kød og lokkede igen hunden. Da Musti havde tillid til ham, tog den kødet – og igen snørede Jonas snaren. Hunden blev endnu mere vred. Jonas gjorde det samme en tredje gang og lokkede igen hunden til at tage kødet. Men denne gang blev Musti så rasende, at den greb fat i Jonas’ hårtot og trak så voldsomt, at drengen fik ondt i sin stakkels skalp.

Siden dengang var begge bange for at gentage dette nummer.

CXII.

Fortælling om en lap fra Koutokeino

Denne lap var også noget for sig. Som ung var han både hurtig, arbejdsom og tyvagtig – sådan som de fleste i Koutokeino nu engang er; højest status får den, der er bedst til at stjæle [rener]. Og den største [ren]tyv, ja, det var netop den mand, jeg her skal fortælle om. Han passede sin flok omhyggeligt, og renerne formerede sig, indtil han havde mange hundrede – i hvert fald fem hundrede.

Men så blev han fængslet for tyveri. Og som norsk lov foreskriver, blev han i lighed med andre tyve lagt i jern, og disse jern kaldes på samisk for bulti. Deraf fik han navnet Bulti-Nikki, og det navn bærer han endnu. Han var en rig knægt; køn var han måske ikke, men rig og arbejdsom, og pigerne kunne godt lide ham. Så begyndte han at kurtisere degnens datter i Koutokeino – en køn pige – og han fik hende gjort gravid.

Igen blev han stævnet for [ren]tyveri. Han mødte op i retten og fik en fængselsdom. Og [mens han sad inde første gang], var han blevet meget fattig, for de andre tyve stjal de rener tilbage, som han tidligere havde stjålet fra dem. Han var også kendt for at være en bølle og en frygtindgydende slagsbror, hvorved han havde provokeret mange. Han indså, at hvis han nu igen skulle i fængsel, så ville det være slut – så ville hans sidste rener forsvinde, mens han sad bag tremmer. Derfor traf han en beslutning: han solgte hele flokken og rejste til Amerika.

Og sådan blev det. Han rejste til Amerika og måtte efterlade sin kæreste. Her klædte han sig som en fin herre – [han havde smidt sit sametøj og iført sig fine klæder] – og han talte glimrende norsk, hvilket han havde lært under fængselsopholdet. I den egn siges det nemlig, at man lærer norsk i fængslet. Man kan næsten altid regne ud, at en lap, der taler norsk og er i stand til at skrive, har sandsynligvis siddet i fængsel [for rentyveri].

Da han så nåede Amerika, begyndte han at overveje, hvad han nu skulle tage sig til – han var jo nu som en fin herre. Han mødte en anden herre, og de faldt hurtigt i snak og blev så gode bekendte, at de begyndte at følges ad og tale om alt mellem himmel og jord. Den anden mand opfattede ham som sin lige, og de drog omkring sammen. En dag mødte de en meget rig herre, som de inviterede med i deres selskab, og han gik med dem. De førte ham til et afsides sted – og dér myrdede de ham. Bagefter ville de dele pengene. Senere, da de fandt endnu et afsides sted, hvor det var belejligt at fordele byttet, slog lappen også sin medskyldige ihjel og tog hans del af pengene. Og så rejste han hjem fra Amerika igen.

Men da han kom tilbage til Koutokeino og drog til høstmarkedet i Skibotten, blev han arresteret for den gamle sag, som han var flygtet fra til Amerika. Og han måtte bøje sig for dommen.

Da han siden kom tilbage fra fængslet, giftede han sig med sin gamle kæreste. Han byggede et hus langt fra de andre bønder. Han havde ikke længere nogen rener, men købte hvert år nogle trækrener – som dog næsten alle gik tabt om sommeren. Hans gamle fjender tog dem i betaling for den gæld, han havde oparbejdet, dengang han stjal fra dem som ung.

Og nu bor han der, hvor han byggede sit hus – og folk mener, at han er rig. Men ingen ved, om tingene egentlig er, som de ser ud til at være.

CXIII.

Det kan måske være nyttigt at skrive lidt om Koutokeino-lapperne

Txt

CXIV.

Fortælling om lappernes drenge

Txt

CXV.

Om to mænds morskab

Txt

CXVI.

Om nordnorske lapper, som havde en flok på tre tusind rener

Txt