Samiske fortællinger – Dagligliv

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Fortællinger om dagliglivet
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen
2025

CIX.

Præsten og lappen Banni Biettar

Der var engang en lap, som var meget god til at læse, og han plejede tit at diskutere Bibelen med præsten. De to havde lært hinanden godt at kende. En dag var manden blevet fuld, og nogle af de andre lumske lapper sværtede hans ansigt til med sod og begyndte at opildne ham: “Gå nu hen til præsten og diskutér Bibelen!”

Han syntes, det lød som en god idé og gik afsted til præstegården. Men da han trådte ind, blev præsten rædselsslagen, da han så, at manden var fuldkommen sort i ansigtet, og han spurgte hurtigt: “Hvem er du?” og trak sig tilbage. Lappen svarede: “Kender du mig ikke, hr. præst?” — han vidste jo ikke selv, at hans ansigt var helt sort.

Dem, der havde sværtet ham til, syntes, det var det morsomste, de længe havde set. Præsten hed Lindstedt, og han troede et øjeblik, at det var selveste den berømte Djævel, som stod foran ham. De lapper, der havde gjort det, var også fulgt med for at høre, hvordan det ville gå — og de lo så meget, at de nær havde tisset i bukserne. [Lapperne plejer at sige, at den, der griner for meget, kommer til at tisse i bukserne.]

CX.

Lappen og hans hunde

Når lapper har mange grådige hunde, sker det, at når et menneske går ud for at forrette sin nødtørft, springer hundene ind under ham for at kappes om, hvem der først får fat i lorten. De begynder da at slås og bide ud efter hinanden. Og suppen, som den ene hund har i munden, ender i pelsen på den anden. På den måde tilsøler de alting og kommer til at stinke forfærdeligt. Ofte bider de også ud efter folks bagdele, mens de slås. Det er hændt mange gange, at hundene under slagsmålet lægger sig i afføringen og siden bringer svineriet med sig ind i menneskenes bolig.

CXI.

En klog hund

Anders Nilsson Svonni havde to hjælpere: Musti, hunden, og lille Jonas. Jonas var begyndt at drille Musti på følgende måde: Han lagde et lille stykke kød i boaššo og anbragte en snare omkring det, hvorefter han lokkede hunden til at tage kødet. Og da hunden snappede stykket, strammede Jonas snaren sammen om hundens snude. Og hunden blev vred.

Jonas gentog det samme for anden gang, lagde et stykke kød og lokkede igen hunden. Da Musti havde tillid til ham, tog den kødet – og igen snørede Jonas snaren. Hunden blev endnu mere vred. Jonas gjorde det samme en tredje gang og lokkede igen hunden til at tage kødet. Men denne gang blev Musti så rasende, at den greb fat i Jonas’ hårtot og trak så voldsomt, at drengen fik ondt i sin stakkels skalp.

Siden dengang var begge bange for at gentage dette nummer.

CXII.

Fortælling om en lap fra Koutokeino

Denne lap var også noget for sig. Som ung var han både hurtig, arbejdsom og tyvagtig – sådan som de fleste i Koutokeino nu engang er; højest status får den, der er bedst til at stjæle [rener]. Og den største [ren]tyv, ja, det var netop den mand, jeg her skal fortælle om. Han passede sin flok omhyggeligt, og renerne formerede sig, indtil han havde mange hundrede – i hvert fald fem hundrede.

Men så blev han fængslet for tyveri. Og som norsk lov foreskriver, blev han i lighed med andre tyve lagt i jern, og disse jern kaldes på samisk for bulti. Deraf fik han navnet Bulti-Nikki, og det navn bærer han endnu. Han var en rig knægt; køn var han måske ikke, men rig og arbejdsom, og pigerne kunne godt lide ham. Så begyndte han at kurtisere degnens datter i Koutokeino – en køn pige – og han fik hende gjort gravid.

Igen blev han stævnet for [ren]tyveri. Han mødte op i retten og fik en fængselsdom. Og [mens han sad inde første gang], var han blevet meget fattig, for de andre tyve stjal de rener tilbage, som han tidligere havde stjålet fra dem. Han var også kendt for at være en bølle og en frygtindgydende slagsbror, hvorved han havde provokeret mange. Han indså, at hvis han nu igen skulle i fængsel, så ville det være slut – så ville hans sidste rener forsvinde, mens han sad bag tremmer. Derfor traf han en beslutning: han solgte hele flokken og rejste til Amerika.

Og sådan blev det. Han rejste til Amerika og måtte efterlade sin kæreste. Her klædte han sig som en fin herre – [han havde smidt sit sametøj og iført sig fine klæder] – og han talte glimrende norsk, hvilket han havde lært under fængselsopholdet. I den egn siges det nemlig, at man lærer norsk i fængslet. Man kan næsten altid regne ud, at en lap, der taler norsk og er i stand til at skrive, har sandsynligvis siddet i fængsel [for rentyveri].

Da han så nåede Amerika, begyndte han at overveje, hvad han nu skulle tage sig til – han var jo nu som en fin herre. Han mødte en anden herre, og de faldt hurtigt i snak og blev så gode bekendte, at de begyndte at følges ad og tale om alt mellem himmel og jord. Den anden mand opfattede ham som sin lige, og de drog omkring sammen. En dag mødte de en meget rig herre, som de inviterede med i deres selskab, og han gik med dem. De førte ham til et afsides sted – og dér myrdede de ham. Bagefter ville de dele pengene. Senere, da de fandt endnu et afsides sted, hvor det var belejligt at fordele byttet, slog lappen også sin medskyldige ihjel og tog hans del af pengene. Og så rejste han hjem fra Amerika igen.

Men da han kom tilbage til Koutokeino og drog til høstmarkedet i Skibotten, blev han arresteret for den gamle sag, som han var flygtet fra til Amerika. Og han måtte bøje sig for dommen.

Da han siden kom tilbage fra fængslet, giftede han sig med sin gamle kæreste. Han byggede et hus langt fra de andre bønder. Han havde ikke længere nogen rener, men købte hvert år nogle trækrener – som dog næsten alle gik tabt om sommeren. Hans gamle fjender tog dem i betaling for den gæld, han havde oparbejdet, dengang han stjal fra dem som ung.

Og nu bor han der, hvor han byggede sit hus – og folk mener, at han er rig. Men ingen ved, om tingene egentlig er, som de ser ud til at være.

CXIII.

Det kan måske være nyttigt at skrive lidt om Koutokeino-lapperne

Koutokeino-lapperne er i vor tid – og næsten så langt tilbage som nulevende mennesker kan huske, og som dette skrift også senere vil berette – så [onde], at deres syndige liv næsten ikke er til at bære. Deres moral svarer til den hos folk, der aldrig har læst Guds ord. Det er mærkeligt, at Gud overhovedet kan tolerere så stort et hedenskab. Koutokeinos hedenskab i dag, minder om Sodomas.

For eksempel rentyveriet – det er så udbredt, at det næsten ikke kan beskrives. De slår ihjel og slagter så mange som muligt af hinandens rener, de drikker, de slås, og de gør nærmest alt, hvad Djævelen befaler.

[Ren]tyveri forekommer ganske vist overalt, men ikke på samme måde. Og det har aldrig ophørt, undtagen dér hvor kristen kundskab er kommet til, eller hvor lapperne er blevet vækket gennem læstadianernes prædikener. Først da ophører det syndige liv – og alt det, som Gud har forbudt i de ti bud.

Måske er det selve myndighederne i Koutokeino, der er skyld i, at synden har fået så stærkt fodfæste.

Skrevet af J. Turi, år 1911, den 12. august.

CXIV.

En fortælling om nogle lap-drenge

Der var engang en sida i fjeldene, hvor folkene opholdt sig hele vinteren. I denne sida boede der (bl.a.) fire drenge: den ene hed Bietti, den anden Johannes, den tredje Lassi, og den fjerde Tefa — eller var det Feki? Så blev det forår, og sidaen lå omkring skovgrænsen i fjeldet. I renflokken gik der også nogle af nord-lappenes rener. En dag kom tre drenge fra nord-lapperne for at hente deres rener. Sida-drengene havde en lávvu, som lå ude ved flokken, mens kåterne lå et godt stykke derfra.

Sida-drengene havde noget brændevin. Og så begyndte de at tage sig en lille én. Også nordlapperne fik en dram. Disse var Juhunaš’ Bietti og Biettis søn, og med dem var en halvvoksen dreng. Juhunaš’ Bietti var frygtelig stor og var tilmed stærk som en bjørn, mens de andre var små af vækst. Sida-drengene lignede hinanden temmelig meget. Lassi var den ældste og den største slyngel, mens de andre lå et sted midt imellem — de kunne være venlige, men var til andre tider ret slemme.

De sad altså der og drak — det var en forårsdag, de kogte kaffe, og andre gange te, de spiste og drak, lo og legede, lavede narrestreger og morede sig. Skiftevis fløjtede og sang de, og alle tog sig en tår brændevin mere, og tænkte: “Nu, hvor vi endelig er sammen — lad os da tage en dram mere!” Men nordlapperne holdt igen og ville ikke drikke mere, for de ville i gang med at skille deres rener ud [fra flokken] og begynde på hjemturen. Deres sida lå fem eller seks [svenske] mil væk. Men sida-drengene var ikke klar til at tage nogen steder; de fortsatte med at drikke, og de skænkede også gæsterne mere brændevin. Til sidst blev de hønefulde, alle syv drenge. Efter nogen tid begyndte de at skændes. De små drillede Juhunaš’ Bietti, og sagde til ham: “Du er stor som en russer, men slap som en skade; af din størrelse skulle man tro, at du var så stærk, at ingen kunne stå imod dig — men du er ikke stærkere end en sølle myg!” Da blev Juhunaš’ Bietti vred og smadrede et brændevinsglas, knuste en kop og underkop ved at kaste dem mod en sten, og greb en kaffekande og sagde: “Hvis I driller denne mand én gang til, så smadrer han alle jeres ting i tusind stykker, og jer selv vil han kyle sammen i én stor dynge sammen med jeres kammerater!”

Da de andre hørte, hvor fræk han var, blev Lassi også vred og sagde: “For pokker, du har smadret mit brændevinsglas og mine kaffekopper — nu skal jeg smadre dit hoved mod den samme sten!” Og så blev der slagsmål. Men Lassi var ikke andet end et blad i hænderne på Juhunaš’ Bietti. De andre drenge kom derfor Lassi til undsætning; men de tumlede rundt som hestepærer, ingen havde noget at gribe fat i. Juhunaš’ Bietti væltede lávvuen, kastede teltstængerne i alle retninger, sengetøjet røg ned ad fjeldskråningen, og han truede: “Nu skal denne mand sætte en stopper for jeres løjer én gang for alle!” Så måtte de seks andre forsøge at binde ham; og de bandt hans hænder med hans egen nye rensdyrtømme, der var lavet af sælskind.

Herefter drak de videre og de hånede ham, der sad og var bundet. Og igen begyndte de at slås og brydes med hinanden; der var dog ingen fare på færde, da de nu var lige stærke. De slog og rev i hinanden, sparkede og bandede, og sagde: “Lad os nu se, hvem der slipper Juhunaš’ Bietti fri i dag.” Men så fik Juhunaš’ Bietti trukket sin kniv ud af skeden og skar rensdylinen over seks forskellige steder. Og da han først var fri, holdt de andre inde. Nu måtte alle kæmpe mod én, for Juhunaš’ Bietti sprang på hele flokken. Han ramte Lassi på tænderne, så blodet løb ud af næse og mund. Da Lassi kom til sig selv, greb han geværet og ville skyde ham; men de andre var dog klare nok i hovedet til at gemme kuglerne væk, sammen med økser og knive. Så tog Lassi en ski og slog efter Juhunaš’ Bietti, men ramte [ham] ikke.

Nu kom en voksen mand til, som hed Joavna. Han så, hvad der var sket: lávvuen var væltet, og tingene lå spredt ned ad fjeldet. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre, så han tog sin taske og gik sin vej. Han fortsatte et stykke endnu, stoppede op og lavede et bål og begyndte at koge kaffe til sig selv. Da han havde sat kedlen over ilden, kom der to gæster til drengene. Også de så, at her kunne man ikke blive. Så fik de øje på Joavnas bål lidt længere fremme og gik derhen. Joavna spurgte dem om nyt, og de fortalte naturligvis. Derpå kom der en bonde, og han gik også hen til drengene. Også han så, at her var der ikke til at være, så han gik også efter til Joavnas bål. Også Juhunaš’ Bietti gik derhen, og da han ankom, gik han straks hen til bonden og greb fat i hans stav — men dér mødte han sin overmand. Så sagde Joavna til Bietti: “Lad en uskyldig mand være i fred!” Da sparkede Bietti Joavnas kaffekedel omkuld, spredte bålet og knuste hans kaffekopper, hvorefter han gik tilbage til de andre og begyndte at skændes med dem. Atter måtte de binde ham. Først nåede han dog at smadre tre par ski, slå to kaffekander i stykker og skære en lasso over tolv steder. Da han var bundet, blev han ikke sat fri igen, før han var blevet ædru.

De seks drenge spildte ikke tiden med tom snak dér. De knækkede endnu flere ski. Til sidst segnede de alle om og faldt i søvn under åben himmel, hvor de [tilfældigvis stod eller sad], indtil nogle ædru mænd kom forbi og samlede dem sammen og dækkede dem til i sengetøjet — side om side, som fisk i en tønde. Det var ikke nemt at få dem rullet hen til ét sted, som var de stammer.

Da de nu vågnede, stod de uden ski, uden kaffekopper, uden kaffekande og uden lávvu — og manglede det meste. Så måtte de begive sig ud over den frosne sneskorpe i hver sin retning, for at finde folk og forsøge at skaffe ski og hvad de ellers havde brug for. Juhunaš’ Bietti gik hele vejen hjem til fods [dvs. uden ski]. Og først da de igen havde fået udstyr, kunne de begynde at skille deres rener ud [fra flokken] og vende hjem — og de andre blev tilbage og passede sidaen.

Og så er der ikke meget mere at sige om den sag — andet end, at den der læser dette, ikke bør handle som disse drenge, men forsøge at gøre det bedste i enhver sag og enhver opgave, for deri ligger både gavn og velsignelse.

CXV.

Om to mænds narrestreger

Der var en stor renflok, og her var altid mange mænd [hyrder] til stede. En forårsaften samledes de alle omkring bålet på en plet, hvor der ikke længere var sne. Her var ejere, tjenestekarle og tjenestepiger i en skønsom blanding. En af dem var Balot. Han var en rigtig lurendrejer. Engang bad han Inar Jouniš om at afluse sig – han havde langt hår. Balot lagde sig ned med ansigtet vendt mod ilden, og Inar begyndte at skrabe hans hår for lus. Inar bad ham vende ansigtet væk fra ilden, så han kunne komme til på den anden side. Balot vendte sig, og Inar redte det lange hår ned foran hans øjne og fortsatte aflusningen.

Men hvad gik der mon gennem hovedet på Javva Nikki – ham den skøre kanalje? Han listede sig over og snuppede Čardnos krudthorn og hældte flere håndfulde krudt ud over Balots hoved. Balot mærkede selvfølgelig, at noget rørte ham, men Inar sagde beroligede: "Det var bare mig," for han ville også gerne se, hvad det hele ville ende med. Balot begyndte dog at ane uråd og ville lige til at rejse sig – men Javva Nikki var hurtig. Han tog en glødende pind og stak den lige ned i krudtet, som straks sagde puff og øjeblikligt var der ild i Balots hoved og hår. Gløderne fløj gnistrende ned ad nakken på ham og brændte ham slemt. Balot vidste ikke, hvem af dem der havde gjort det, men han var rasende. Da han endelig fik slukket ilden og kølet af, så han sig omkring for at se, om alle stadig sad omkring bålet – for hvis nogen var løbet væk, måtte det jo være gerningsmanden, tænkte han. Men nej, ingen manglede. Så så han sig omkring – var der nogen, som smilede? For så måtte det være den skyldige. Men ingen smilede. Alle sad der, som var de i kirke – stive og andægtige. Ved siden af Balot sad Javva Nikki, den mest skyldige med sin pibe og snittede uskyldigt i en pind. På den anden side af ham sad Inar, som også var rolig og så uskyldig ud.

Overfor dem på den modsatte side af bålet sad en mand, som ikke havde haft noget med det at gøre. Han kunne ikke længere holde sig og kom til at trække på smilebåndet. Balot så det straks. "Der er den skyldige!" tænkte han og greb en brændende gren for at kaste den efter ham. Men Banniš, således hed manden, havde allerede taget benene på nakken og løb op i fjeldet – for han vidste, at når han først smilede, ville Balot komme farende, uanset om han var skyldig eller ej.

Og nu blev det rigtigt sjovt for de andre: Balot jagtede den stakkels Banniš over bakker og fjelde med en brændende pind i hånden, mens Banniš skreg, at han ikke havde gjort noget. Men Balot troede ham ikke: "Hvorfor smilede du så – og løb ud i vildmarken?" Banniš råbte: "Jeg kunne ikke lade være – for den skyldige sad jo lige ved siden af dig, og du anede det ikke!" Balot spurgte, hvem det så var. Han svarede: "Det er den, du mindst af alle mistænkte!"

Så kom Balot til den konklusion, at alle var skyldige. Ingen havde jo sagt, hvem der havde gjort det. Han bestemte sig da til, at de alle skulle få deres del. Ingen havde jo advaret ham om, at Javva Nikki var ved at sætte ild til hans hoved. Balot samlede nu hurtigt en masse små, runde sten — favnen fuld og hænderne ligeså — og gik hen til bålet, hvor han truede med at kaste dem i hovedet på enhver, der ikke straks enten gik sin vej — eller udpegede den skyldige.

Ingen tog spøgen så alvorligt som Balot. Men alle rejste sig og forlod bålet uden at tage noget med sig. Balot stod nu alene tilbage som bålmester med sine sten og derfra vogtede han dem alle som en høg. Ingen fik lov at nærme sig bålet, medmindre de ville afsløre den skyldige. Ingen turde nærme sig – for Balot var rasende, og de frygtede, at han ville bruge sine sten. Desuden vidste de, at de alle havde været medskyldige. De samlede da selv sten – hvis Balot ikke snart lod dem komme tilbage til bålet, ville de sørge for, at han var mere død end levende!

Balot havde ikke tænkt sig at give efter, om han så skulle tage livet af dem lige på stedet. Men så begyndte flere af de uskyldige at sige: "Det var Javva Nikki, der satte ild til dit hoved!" Først da alle havde bekræftet det, troede Balot på det. Så satte de sig alle tilbage omkring bålet som før – og var igen gode [venner]. Men Balot kunne ikke glemme det skete. Han besluttede sig til, at Javva Nikki skulle få det betalt.

Der gik ikke længe. En dag havde Javva Nikki vogtet renflokken hele dagen og natten med og var fuldstændig udmattet. Han sov hele den næste dag og nat. Så stod solen op og Balot, som ikke havde lavet noget særligt, var frisk som en fugl. Inar Jouniš var også veludhvilet.

Hvilke narrestreger fandt Balot mon på? Han sagde til Inar: "Jeg vil skyde Javva Nikki i røven med slangekrudt [Djævlekrudt]." Inar svarede: "Skyd, skyd, skynd dig!" Balot gik i gang med at lade sit gamle slaglåsgevær. Inar sagde: "Put nogle hagl i også!" – "Nej," sagde Balot, "det ville ikke være rigtigt." – "Jo, gør det nu, det gør ikke særlig ondt!" – Men Balot sagde: "Nej, men jeg skal svide røven af ham med sortkrudt." Inar sagde: "Skynd dig nu, men tag i det mindste fem-seks hagl også, det dør han ikke af!" Balot svarede: "Godt nok, så kan jeg jo skyde dig bagi!" Inar sagde: "Jamen så put i det mindste noget salt i, det er i hvert fald uskadeligt." – "Det gør jeg kun, hvis det er dig, der skal rammes!" Derpå bad Balot Inar om at gå hen og løfte pelsen op, så Javva Nikkis bagdel kom til syne, og som sagt så gjort. De havde talt hviskende sammen, selv om de havde skramlet noget med geværet.

Balot to sigte – og fyrede mod Javva Nikkis bare røv. En ren krudtladning – direkte i bagdelen. Javva Nikki sov tungt, men ikke så tungt, at han ikke mærkede krudtilden brænde bagi. Da han kom til sig selv, begyndte han – præcis som Balot havde gjort tidligere – at spejde efter gerningsmanden. Da Balot ikke var at se, gættede han selvfølgelig, at det nok var ham.

Så fik han da øje på ham langt væk oppe på en fjeldtop. Og nu ville han skyde tilbage, men denne gang med en rigtig kugle.

Men da han ladede geværet, satte kuglen sig fast midt i løbet – og han var ikke særlig ferm med et gevær. I sin nød måtte han kalde på Balot, at han skulle komme tilbage – for han havde mest forstand på geværer. Balot kom roligt ned, tog geværet og sagde: "Hvorfor har du ikke skudt endnu?" – "Jeg turde ikke – kuglen sad fast. Og jeg ville ikke ramme dig rigtigt. Jeg ville bare skræmme dig endnu længere væk, bag næste fjeld." Balot svarede: "Skræmme mig? Ha! Du har vist høje tanker [om dig selv]. Det var mig, der satte kuglen fast i løbet – så du ikke skulle turde skyde. Og nu tager jeg den ud igen." Og det gjorde han – ingen så hvordan.

Og så var de blevet kvit. Balot havde fået brændt hår og nakke, og Javva Nikki sin bagdel og anus. Ingen havde rigtig noget at sige [den ene var lige god som den anden]. Men Balot kunne alligevel ikke lade være med at drille: "Hvad er det, som jeg har i hovedet – og du har i røven? – En sveden plet!"

CXVI.

Om nordnorske lapper, som havde en flok på tre tusind rener

De folk, der her skal fortælles om, boede ind mod grænsen; på den ene side lå Finland, på den anden Norge. De norske lapper måtte ikke lade deres rener græsse på finsk jord. Den finske foged havde ret til at tage hver tiende rensdyr fra de norske lapper, hvis han fandt dem på finsk område — uanset om de norske lapper ville acceptere det eller ej. Han kunne ovenikøbet frit vælge de bedste dyr: én ud af ti, ti ud af hundrede, hundrede ud af tusind – og tre hundrede ud af tre tusind.

Men lykkedes det lapperne at få deres rener tilbage over grænsen, så ophørte fogedens magt straks; selv om han nok så gerne kunne ønske det, måtte han da ikke røre en eneste ren, selv om dyrene havde græsset på finsk lavbevokset jord.

Engang var de norske lappers rener kommet over på finsk jord. Der gik tre uger, før den finske foged opdagede, at flokken var gået ind over grænsen. Ved flokken befandt sig kun tre personer: en rendriftsmand ved navn A. Bähr og to medhjælpere – to piger, som var i tjeneste hos de øvrige ejere. De havde en lille lavvo (telt) slået op i nærheden af flokken.

Da de opdagede, at den finske foged var på vej, forstod de straks, at der ville blive ballade, når han begyndte at tage sin tiendedel af flokken. A. Bähr tænkte: »Hvad gør jeg nu, når fogeden kommer? Vi risikerer, at han tager tre hundrede af vores bedste rener!« Bähr var rådvild, for der var ingen hjælp at få — kun fra de to piger, som var hos ham. Der var hverken tid eller mulighed for at sende bud efter andre. Han indså da, at der kun var ét at gøre: at drive flokken op mod fjeldene.

Bähr gik hen til lavvoen, skar teltdugen i snesevis af strimler med en kniv, og stak dem ind under jakken, under bæltet og hvor han ellers kunne få dem til at sidde fast. Så sagde han til pigerne: »Nu jager vi dem opefter!« De havde gode hunde. Fogeden havde fem mænd med sig, og de havde allerede indfanget tolv trækrener, mens Bähr var ved lavvoen.

Bähr jog nu så hårdt på flokken, at dampen stod som røg op i luften. Fogeden og hans mænd sakkede bagud, men de spændte straks træk-renerne for slæderne og satte efter flokken. Renerne styrtede mod fjeldet, så sneen føg omkring dem. Bähr løb efter på ski, og også pigerne fulgte efter på ski.

Efter blot én kilometers flugt blev de dog indhentet af fogedens folk i deres slæder. Her indtraf Bährs første ulykke: fogeden havde ret til at skyde hans hunde, og nu blev en af dem skudt — et hårdt tab for Bähr. Endnu værre var det, at fogeden havde lov til at tage ham til fange, mens han indsamlede de rener, han skulle have.

For at redde sig selv kastede Bähr sin lasso efter en hvid toårig ren, kappede dens gevir af, satte sin egen hue på den og slap den fri. Dyret løb forrest i flokken og skræmte renerne så meget, at de styrtede fremad i vild galop. Fogeden forsøgte at indfange den hvide ren, men måtte til sidst skyde den.

Bähr havde bundet skræmmestrimler (strimler af teltdugen) på mange af renerne, så de blev endnu mere vilde. Flok efter flok styrtede op på fjeldet. Fogeden forsøgte at fange Bähr, men han var en fortræffelig skiløber, hurtig som vinden, og han fortsatte ud i vildmarken [væk fra flokken] og sveden løb ham ned over panden.

Hver gang fogeden vendte sig mod flokken, skyndte Bähr sig tilbage og bandt flere skræmmestrimler på flere af de forreste rener. Samtidig løb han over til pigerne og bad dem skynde sig tilbage til lavvoen. Pigerne i deres tunge pelsfrakker var straks afsted.

Da fogeden så de to skikkelser løbe mod lavvoen, troede han, det var mænd, som ville stjæle hans egne trækrener. Han sendte derfor tre af sine mænd efter dem, mens han selv med de to sidste fortsatte forsøget på at indfange flere rener.

Men det var ikke nemt for ham, for Bähr fortsatte med at binde skræmmestrimler på så mange rener som muligt. Han måtte arbejde på den modsatte side af fogeden og sprang frem og tilbage mellem flokken – foran, bagved, til siden, midt i. Snart havde han pyntet mindst tredive rener med skræmmestrimler. Fogeden og hans folk arbejdede udelukkende med disse skræmme-rener, men de fik ikke ét eneste rensdyr til sig selv. Fogedens plan var at fjerne skræmmestrimlerne, så flokken ville forholde sig rolig, og han måske kunne få fat i mindst hundrede dyr – om ikke alle tre hundrede. Men på grund af denne tåbelige plan gik det ham så galt, som han ikke kunne have forestillet sig.

Fogeden satte efter de skræmte dyr; men det krævede stor udholdenhed at indfange dem – både fordi de var så mange, at det var umuligt at få styr på dem, og fordi de var så opskræmte, at de styrtede afsted som vanvittige, i alle retninger, spredte sig og splittede flokken. Nogle løb op i fjeldene, helt til den norske grænse, for siden at vende tilbage til det sted, hvor de var startet. Andre satte kurs mod Finland og var væk en tid, inden de vendte tilbage.

Fogeden befandt sig nu i en fortvivlet situation, for han kunne ikke få fat i de skræmte dyr uden at skyde dem, hvilket han da også gjorde i nogle tilfælde. Samtidig sendte han sine folk ud for at fange lappen Bähr, men denne var så snarrådig og hurtig på ski, at de aldrig fik fat i ham. Han fór ud mod vildmarken, så skiene peb, og udmanøvrerede dem og ind mod flokken igen fra en anden kant. Da han nåede frem til renerne, fangede en tilfældig, bandt en strimmel til geviret og slap den fri; men hele tiden holdt han sig foran fogedens folk.

Det endte med, at flokken blev splittet i grupper på hundrede, to hundrede, tre hundrede og mindre grupper op i fjeldene og over på norsk jord. Omkring fem hundrede og halvtreds rener løb i én stor flok – det var den største gruppe – som fogeden fulgte helt til grænsen, hvor han blev nødt til at vende om, for han vidste, at hvis han forfulgte flokken ind i Norge, ville han blive arresteret og fængslet.

Han vendte tilbage til det sted, hvor hans folk opholdt sig, ved lavvoen, hvor han oprindeligt var begyndt at beslaglægge rensdyrene. Han vidste, at han der havde bundet tolv fuldstændig tamme træk-rener. Tre af hans mænd var kommet i forvejen og havde taget træk-renerne, ført dem væk fra lavvoen og efterladt dem bundet i en lavning, inden de igen var ilet til for at hjælpe fogeden. De havde ikke forestillet sig, at pigerne kunne udgøre nogen trussel.

Men hvad gjorde pigerne, som havde opdaget disse træk-rener og vidste, at det var deres egne tamme og urinslikkede træk-rener? De holdt øje med, hvor mændene førte renerne hen, og så, at de efterlod dem bundet alene. Så smed pigerne straks deres store pelsfrakker, tog skiene på og løb hen til stedet. Da de nåede frem, skar de alle tøjlerne over, greb fat i hver sin træk-ren og drev dem direkte op mod fjeldene og over på norsk jord. [Pigerne stod på ski, spændt efter hver sin ren, og de øvrige rener fulgte efter.] Og selv løb de hjem til hovedlejren – tre [svenske] mil. Flokken var blevet jaget to [svenske] mil, før den nåede norsk territorium.

Bähr var allerede nået hjem til hovedlejren på ski, før hans hjælpere nåede frem, og han samlede straks alle i lejren for at få samling på flokken igen. Det tog en hel uge. Først derefter vendte han tilbage til lavvoen.

Det eneste fogeden fik ud af det, var kadaveret af Bährs hund og af nogle skræmte rensdyr, tre trækrener – og hundelort oveni købet! – Hele sejren var Bährs.