Samiske fortællinger – Dagligliv

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Johan Turi.jpg

Johan Turi (1854-1934)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Samiske fortællinger

Fortællinger om dagliglivet
af Johan Turi og Per Turi

Dansk oversættelse:
Carsten Lyngdrup Madsen
2025

CIX.

Præsten og lappen Banni Biettar

Der var engang en lap, som var meget god til at læse, og han plejede tit at diskutere Bibelen med præsten. De to havde lært hinanden godt at kende. En dag var manden blevet fuld, og nogle af de andre lumske lapper sværtede hans ansigt til med sod og begyndte at opildne ham: “Gå nu hen til præsten og diskutér Bibelen!”

Han syntes, det lød som en god idé og gik afsted til præstegården. Men da han trådte ind, blev præsten rædselsslagen, da han så, at manden var fuldkommen sort i ansigtet, og han spurgte hurtigt: “Hvem er du?” og trak sig tilbage. Lappen svarede: “Kender du mig ikke, hr. præst?” — han vidste jo ikke selv, at hans ansigt var helt sort.

Dem, der havde sværtet ham til, syntes, det var det morsomste, de længe havde set. Præsten hed Lindstedt, og han troede et øjeblik, at det var selveste den berømte Djævel, som stod foran ham. De lapper, der havde gjort det, var også fulgt med for at høre, hvordan det ville gå — og de lo så meget, at de nær havde tisset i bukserne. [Lapperne plejer at sige, at den, der griner for meget, kommer til at tisse i bukserne.]

CX.

Lappen og hans hunde

Når lapper har mange grådige hunde, sker det, at når et menneske går ud for at forrette sin nødtørft, springer hundene ind under ham for at kappes om, hvem der først får fat i lorten. De begynder da at slås og bide ud efter hinanden. Og suppen, som den ene hund har i munden, ender i pelsen på den anden. På den måde tilsøler de alting og kommer til at stinke forfærdeligt. Ofte bider de også ud efter folks bagdele, mens de slås. Det er hændt mange gange, at hundene under slagsmålet lægger sig i afføringen og siden bringer svineriet med sig ind i menneskenes bolig.

CXI.

En klog hund

Anders Nilsson Svonni havde to hjælpere: Musti, hunden, og lille Jonas. Jonas var begyndt at drille Musti på følgende måde: Han lagde et lille stykke kød i boaššo og anbragte en snare omkring det, hvorefter han lokkede hunden til at tage kødet. Og da hunden snappede stykket, strammede Jonas snaren sammen om hundens snude. Og hunden blev vred.

Jonas gentog det samme for anden gang, lagde et stykke kød og lokkede igen hunden. Da Musti havde tillid til ham, tog den kødet – og igen snørede Jonas snaren. Hunden blev endnu mere vred. Jonas gjorde det samme en tredje gang og lokkede igen hunden til at tage kødet. Men denne gang blev Musti så rasende, at den greb fat i Jonas’ hårtot og trak så voldsomt, at drengen fik ondt i sin stakkels skalp.

Siden dengang var begge bange for at gentage dette nummer.

CXII.

Fortælling om en lap fra Koutokeino

Denne lap var også noget for sig. Som ung var han både hurtig, arbejdsom og tyvagtig – sådan som de fleste i Koutokeino nu engang er; højest status får den, der er bedst til at stjæle [rener]. Og den største [ren]tyv, ja, det var netop den mand, jeg her skal fortælle om. Han passede sin flok omhyggeligt, og renerne formerede sig, indtil han havde mange hundrede – i hvert fald fem hundrede.

Men så blev han fængslet for tyveri. Og som norsk lov foreskriver, blev han i lighed med andre tyve lagt i jern, og disse jern kaldes på samisk for bulti. Deraf fik han navnet Bulti-Nikki, og det navn bærer han endnu. Han var en rig knægt; køn var han måske ikke, men rig og arbejdsom, og pigerne kunne godt lide ham. Så begyndte han at kurtisere degnens datter i Koutokeino – en køn pige – og han fik hende gjort gravid.

Igen blev han stævnet for [ren]tyveri. Han mødte op i retten og fik en fængselsdom. Og [mens han sad inde første gang], var han blevet meget fattig, for de andre tyve stjal de rener tilbage, som han tidligere havde stjålet fra dem. Han var også kendt for at være en bølle og en frygtindgydende slagsbror, hvorved han havde provokeret mange. Han indså, at hvis han nu igen skulle i fængsel, så ville det være slut – så ville hans sidste rener forsvinde, mens han sad bag tremmer. Derfor traf han en beslutning: han solgte hele flokken og rejste til Amerika.

Og sådan blev det. Han rejste til Amerika og måtte efterlade sin kæreste. Her klædte han sig som en fin herre – [han havde smidt sit sametøj og iført sig fine klæder] – og han talte glimrende norsk, hvilket han havde lært under fængselsopholdet. I den egn siges det nemlig, at man lærer norsk i fængslet. Man kan næsten altid regne ud, at en lap, der taler norsk og er i stand til at skrive, har sandsynligvis siddet i fængsel [for rentyveri].

Da han så nåede Amerika, begyndte han at overveje, hvad han nu skulle tage sig til – han var jo nu som en fin herre. Han mødte en anden herre, og de faldt hurtigt i snak og blev så gode bekendte, at de begyndte at følges ad og tale om alt mellem himmel og jord. Den anden mand opfattede ham som sin lige, og de drog omkring sammen. En dag mødte de en meget rig herre, som de inviterede med i deres selskab, og han gik med dem. De førte ham til et afsides sted – og dér myrdede de ham. Bagefter ville de dele pengene. Senere, da de fandt endnu et afsides sted, hvor det var belejligt at fordele byttet, slog lappen også sin medskyldige ihjel og tog hans del af pengene. Og så rejste han hjem fra Amerika igen.

Men da han kom tilbage til Koutokeino og drog til høstmarkedet i Skibotten, blev han arresteret for den gamle sag, som han var flygtet fra til Amerika. Og han måtte bøje sig for dommen.

Da han siden kom tilbage fra fængslet, giftede han sig med sin gamle kæreste. Han byggede et hus langt fra de andre bønder. Han havde ikke længere nogen rener, men købte hvert år nogle trækrener – som dog næsten alle gik tabt om sommeren. Hans gamle fjender tog dem i betaling for den gæld, han havde oparbejdet, dengang han stjal fra dem som ung.

Og nu bor han der, hvor han byggede sit hus – og folk mener, at han er rig. Men ingen ved, om tingene egentlig er, som de ser ud til at være.

CXIII.

Det kan måske være nyttigt at skrive lidt om Koutokeino-lapperne

Koutokeino-lapperne er i vor tid – og næsten så langt tilbage som nulevende mennesker kan huske, og som dette skrift også senere vil berette – så [onde], at deres syndige liv næsten ikke er til at bære. Deres moral svarer til den hos folk, der aldrig har læst Guds ord. Det er mærkeligt, at Gud overhovedet kan tolerere så stort et hedenskab. Koutokeinos hedenskab i dag, minder om Sodomas.

For eksempel rentyveriet – det er så udbredt, at det næsten ikke kan beskrives. De slår ihjel og slagter så mange som muligt af hinandens rener, de drikker, de slås, og de gør nærmest alt, hvad Djævelen befaler.

[Ren]tyveri forekommer ganske vist overalt, men ikke på samme måde. Og det har aldrig ophørt, undtagen dér hvor kristen kundskab er kommet til, eller hvor lapperne er blevet vækket gennem læstadianernes prædikener. Først da ophører det syndige liv – og alt det, som Gud har forbudt i de ti bud.

Måske er det selve myndighederne i Koutokeino, der er skyld i, at synden har fået så stærkt fodfæste.

Skrevet af J. Turi, år 1911, den 12. august.

CXIV.

En fortælling om nogle lap-drenge

Der var engang en sida i fjeldene, hvor folkene opholdt sig hele vinteren. I denne sida boede der (bl.a.) fire drenge: den ene hed Bietti, den anden Johannes, den tredje Lassi, og den fjerde Tefa — eller var det Feki? Så blev det forår, og sidaen lå omkring skovgrænsen i fjeldet. I renflokken gik der også nogle af nord-lappenes rener. En dag kom tre drenge fra nord-lapperne for at hente deres rener. Sida-drengene havde en lávvu, som lå ude ved flokken, mens kåterne lå et godt stykke derfra.

Sida-drengene havde noget brændevin. Og så begyndte de at tage sig en lille én. Også nordlapperne fik en dram. Disse var Juhunaš’ Bietti og Biettis søn, og med dem var en halvvoksen dreng. Juhunaš’ Bietti var frygtelig stor og var tilmed stærk som en bjørn, mens de andre var små af vækst. Sida-drengene lignede hinanden temmelig meget. Lassi var den ældste og den største slyngel, mens de andre lå et sted midt imellem — de kunne være venlige, men var til andre tider ret slemme.

De sad altså der og drak — det var en forårsdag, de kogte kaffe, og andre gange te, de spiste og drak, lo og legede, lavede narrestreger og morede sig. Skiftevis fløjtede og sang de, og alle tog sig en tår brændevin mere, og tænkte: “Nu, hvor vi endelig er sammen — lad os da tage en dram mere!” Men nordlapperne holdt igen og ville ikke drikke mere, for de ville i gang med at skille deres rener ud [fra flokken] og begynde på hjemturen. Deres sida lå fem eller seks [svenske] mil væk. Men sida-drengene var ikke klar til at tage nogen steder; de fortsatte med at drikke, og de skænkede også gæsterne mere brændevin. Til sidst blev de hønefulde, alle syv drenge. Efter nogen tid begyndte de at skændes. De små drillede Juhunaš’ Bietti, og sagde til ham: “Du er stor som en russer, men slap som en skade; af din størrelse skulle man tro, at du var så stærk, at ingen kunne stå imod dig — men du er ikke stærkere end en sølle myg!” Da blev Juhunaš’ Bietti vred og smadrede et brændevinsglas, knuste en kop og underkop ved at kaste dem mod en sten, og greb en kaffekande og sagde: “Hvis I driller denne mand én gang til, så smadrer han alle jeres ting i tusind stykker, og jer selv vil han kyle sammen i én stor dynge sammen med jeres kammerater!”

Da de andre hørte, hvor fræk han var, blev Lassi også vred og sagde: “For pokker, du har smadret mit brændevinsglas og mine kaffekopper — nu skal jeg smadre dit hoved mod den samme sten!” Og så blev der slagsmål. Men Lassi var ikke andet end et blad i hænderne på Juhunaš’ Bietti. De andre drenge kom derfor Lassi til undsætning; men de tumlede rundt som hestepærer, ingen havde noget at gribe fat i. Juhunaš’ Bietti væltede lávvuen, kastede teltstængerne i alle retninger, sengetøjet røg ned ad fjeldskråningen, og han truede: “Nu skal denne mand sætte en stopper for jeres løjer én gang for alle!” Så måtte de seks andre forsøge at binde ham; og de bandt hans hænder med hans egen nye rensdyrtømme, der var lavet af sælskind.

Herefter drak de videre og de hånede ham, der sad og var bundet. Og igen begyndte de at slås og brydes med hinanden; der var dog ingen fare på færde, da de nu var lige stærke. De slog og rev i hinanden, sparkede og bandede, og sagde: “Lad os nu se, hvem der slipper Juhunaš’ Bietti fri i dag.” Men så fik Juhunaš’ Bietti trukket sin kniv ud af skeden og skar rensdylinen over seks forskellige steder. Og da han først var fri, holdt de andre inde. Nu måtte alle kæmpe mod én, for Juhunaš’ Bietti sprang på hele flokken. Han ramte Lassi på tænderne, så blodet løb ud af næse og mund. Da Lassi kom til sig selv, greb han geværet og ville skyde ham; men de andre var dog klare nok i hovedet til at gemme kuglerne væk, sammen med økser og knive. Så tog Lassi en ski og slog efter Juhunaš’ Bietti, men ramte [ham] ikke.

Nu kom en voksen mand til, som hed Joavna. Han så, hvad der var sket: lávvuen var væltet, og tingene lå spredt ned ad fjeldet. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre, så han tog sin taske og gik sin vej. Han fortsatte et stykke endnu, stoppede op og lavede et bål og begyndte at koge kaffe til sig selv. Da han havde sat kedlen over ilden, kom der to gæster til drengene. Også de så, at her kunne man ikke blive. Så fik de øje på Joavnas bål lidt længere fremme og gik derhen. Joavna spurgte dem om nyt, og de fortalte naturligvis. Derpå kom der en bonde, og han gik også hen til drengene. Også han så, at her var der ikke til at være, så han gik også efter til Joavnas bål. Også Juhunaš’ Bietti gik derhen, og da han ankom, gik han straks hen til bonden og greb fat i hans stav — men dér mødte han sin overmand. Så sagde Joavna til Bietti: “Lad en uskyldig mand være i fred!” Da sparkede Bietti Joavnas kaffekedel omkuld, spredte bålet og knuste hans kaffekopper, hvorefter han gik tilbage til de andre og begyndte at skændes med dem. Atter måtte de binde ham. Først nåede han dog at smadre tre par ski, slå to kaffekander i stykker og skære en lasso over tolv steder. Da han var bundet, blev han ikke sat fri igen, før han var blevet ædru.

De seks drenge spildte ikke tiden med tom snak dér. De knækkede endnu flere ski. Til sidst segnede de alle om og faldt i søvn under åben himmel, hvor de [tilfældigvis stod eller sad], indtil nogle ædru mænd kom forbi og samlede dem sammen og dækkede dem til i sengetøjet — side om side, som fisk i en tønde. Det var ikke nemt at få dem rullet hen til ét sted, som var de stammer.

Da de nu vågnede, stod de uden ski, uden kaffekopper, uden kaffekande og uden lávvu — og manglede det meste. Så måtte de begive sig ud over den frosne sneskorpe i hver sin retning, for at finde folk og forsøge at skaffe ski og hvad de ellers havde brug for. Juhunaš’ Bietti gik hele vejen hjem til fods [dvs. uden ski]. Og først da de igen havde fået udstyr, kunne de begynde at skille deres rener ud [fra flokken] og vende hjem — og de andre blev tilbage og passede sidaen.

Og så er der ikke meget mere at sige om den sag — andet end, at den der læser dette, ikke bør handle som disse drenge, men forsøge at gøre det bedste i enhver sag og enhver opgave, for deri ligger både gavn og velsignelse.

CXV.

Om to mænds morskab

Txt

CXVI.

Om nordnorske lapper, som havde en flok på tre tusind rener

Txt