Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det andet Kvad om Atle
(Atlamál)

1. Vidt de gruelige Frasagn

spurgtes, om hvorlunde fordum

Mændene i Samraad stode,

knytted dem med stærke Eder;

Enigheden steg, men siden

kom der Frygt, og Baandet brødes,

grumt de Gjukesønner sveges.

2. Voxede de Drotters Skjæbne

— slige burde Døden spare —

dengang raaded Atle ilde,

skjønt ej ellers Kløgt han savned,

styrted sine stærke Støtter,

mod sig selv han stred, da listig

han til sine Maage skikked Bud,

at brat de skulde komme.

3. Snild var Gudrun, ej hun savned

Mandevid, og grant hun hørte,

hvad i Løn de talte sammen;

da var gode Raad helt dyre,

Brødrene hun vilde hjælpe,

men nu skulde Snekken fare

over Søen og dem hente,

og hun selv kom ikke did.

4. Runer risted hun, men Vinge

— altid var til ondt han rede —

ændred dem, før frem de raktes;

foer saa Atles Mænd paa Fjorden did,

hvor Gjukes Sønner bode.

5. Gildeglæde blev i Hallen,

Baalet tændtes, ingen frygted

Svig, da Atles Mænd var komne;

hvad fra Søsteren dem bragtes,

hængte de paa Søjlen, tænkte,

at det ingenting betød.

* * *

6. Høgne bød de gjøre Følge,

om saa Gunnar vilde komme,

klart det var, paa Svig de pønsed,

havde blot de set sig for.

7. Gunnar lovede at komme,

dersom Høgne vilde følge,

Høgne lovede at gjøre,

hvad hans Broder tyktes bedst.

8. Kostbera, den snilde Kvinde,

Høgnes Viv, kom nu i Hallen,

hilsede de baade Brødre,

glad var ogsaa Gunnars Hustru,

Glaumvør, sørged for de komne,

ej paa Gjæstfrihed det skorted.

9. Mjøden bar de om i Hallen,

intet savnedes ved Gildet,

mange var de Horn, som tømtes,

indtil nok der tyktes drukket,

gik da Kjæmperne at sove,

ud gik ogsaa Mand og Viv.

10. Derom kunde alle melde,

at Kostbera Runer skjønned;

nu ved Ildens Skjær hun raaded

Runerne og bed i Læben,

Vinge havde svært dem vildet,

tunge vare de at tyde.

11. Gik de saa til deres Leje,

Høgne og hans snilde Hustru,

længe laa hun, før hun sovned;

drømte saa den bolde Kvinde

talte om det, da hun vaagned,

dulgte Drotten ej sin Drøm.

12. »Høgne, du at fare tænker,

tag mod Raad og gjør det ikke,

faa er fuldt i Runer kyndig,

til en anden Gang du bie;

Runerne, din Søster risted,

raaded jeg, den lyse Kvinde

bød dig ej til denne Færd.

13. Et der er, som mest mig undrer,

endnu kan jeg ej det fatte,

hvad der voldte, at den vise

Kvinde vildt har Runer ristet,

thi der tykkes underst ligge

Bud om eders bratte Bane,

om I giver jer paa Færden,

vist en Stav din Søster fattes,

eller andre volde det.«

14. »Alle Runer ere onde,

aldrig jeg paa sligt forstod mig,

ej jeg til det Onde søger,

om jeg ej har ondt at lønne;

gode Gaver jeg mig venter,

Guld og Gods, og frygter ikke,

vil man end mig gjøre ræd.«

15. Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

endnu tav dog ej hans Hustru:

»Til jert Fald I stunder, spaar jeg,

om I ej fra Færden lade,

Gjæstevenskab hos Kong Atle

faar I ej for dennesinde.

16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte,

aldrig skuffe mine Drømme,

vist jeg tror, det gaar jer ilde,

jeg dit Lagen saae i Luer,

Flammer leged her i Hallen.«

17. »Klæder ligger der herinde,

som ej meget værd I skatter;

brat, jeg tænker, vil de brænde,

derom varsled vel mit Lagen.« 

Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

end dog ej hans Hustru tav.

18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen

ind i Hallen, Bjælker brød han,

rysted sine brede Labber,

saa det jaged Rædsel i os,

i sit Gab han tog os begge,

ej vi evned os at værge,

Gny og Bulder var at høre.«

19. »Vejret voxer, snart det raser,

Storm jeg tænker varsler Bjørnen.« 

Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

endnu tav dog ej hans Hustru.

20. »Saa jeg saae en Ørn herinde,

frem igjennem Hallen foer den,

Blod var paa dens sorte Vinger,

vist jeg tror, det Vanheld varsler,

paa os alle Blod den stænked,

af dens Lader det mig tyktes,

det var Atles Ham, jeg saae.«

21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder,

ofte varsler Ørn om Oxe,

Atles Sind er ærligt, tror jeg,

hvad saa du end ser i Drømme.« 

Endt var Talen, begge tav.

22. Glaumvør vaagned, om det samme

talede den ædle Kvinde,

kvad, at Drømmen varsled ilde,

bad saa Gunnar blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem, men ogsaa hjem.

23. »Galgen tyktes mig dig vented,

og jeg saae dig hænge i den,

saae, du laa i Ormegaarden,

mens du leved, saae jeg Orme

gnave dig, og alt faldt sammen,

raad nu du, hvad det betyder.«

24. »Højt skal snart vort Banner vaje,

derom varslede din Galge,

Drøm om Orme Guld os lover.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem, men ogsaa hjem.

25. »Blodigt Sværd, mig tyktes,

droges af din Brynje — tungt at sige

slige Drømme til sin Husbond —

midt igjennem dig stod Sværdet,

tyktes mig, mens Ulve hyled.«

26. »Hundeglam vi faa at høre,

tænker jeg, thi Drøm om Vaaben

varsler tidt, vi møde Hunde.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem men ogsaa hjem.