Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Frederik Winkel Horn
1869

Det andet Kvad om Atle
(Atlamál)

1. Vidt de gruelige Frasagn

spurgtes, om hvorlunde fordum

Mændene i Samraad stode,

knytted dem med stærke Eder;

Enigheden steg, men siden

kom der Frygt, og Baandet brødes,

grumt de Gjukesønner sveges.

2. Voxede de Drotters Skjæbne

— slige burde Døden spare —

dengang raaded Atle ilde,

skjønt ej ellers Kløgt han savned,

styrted sine stærke Støtter,

mod sig selv han stred, da listig

han til sine Maage skikked Bud,

at brat de skulde komme.

3. Snild var Gudrun, ej hun savned

Mandevid, og grant hun hørte,

hvad i Løn de talte sammen;

da var gode Raad helt dyre,

Brødrene hun vilde hjælpe,

men nu skulde Snekken fare

over Søen og dem hente,

og hun selv kom ikke did.

4. Runer risted hun, men Vinge

— altid var til ondt han rede —

ændred dem, før frem de raktes;

foer saa Atles Mænd paa Fjorden did,

hvor Gjukes Sønner bode.

5. Gildeglæde blev i Hallen,

Baalet tændtes, ingen frygted

Svig, da Atles Mænd var komne;

hvad fra Søsteren dem bragtes,

hængte de paa Søjlen, tænkte,

at det ingenting betød.

* * *

6. Høgne bød de gjøre Følge,

om saa Gunnar vilde komme,

klart det var, paa Svig de pønsed,

havde blot de set sig for.

7. Gunnar lovede at komme,

dersom Høgne vilde følge,

Høgne lovede at gjøre,

hvad hans Broder tyktes bedst.

8. Kostbera, den snilde Kvinde,

Høgnes Viv, kom nu i Hallen,

hilsede de baade Brødre,

glad var ogsaa Gunnars Hustru,

Glaumvør, sørged for de komne,

ej paa Gjæstfrihed det skorted.

9. Mjøden bar de om i Hallen,

intet savnedes ved Gildet,

mange var de Horn, som tømtes,

indtil nok der tyktes drukket,

gik da Kjæmperne at sove,

ud gik ogsaa Mand og Viv.

10. Derom kunde alle melde,

at Kostbera Runer skjønned;

nu ved Ildens Skjær hun raaded

Runerne og bed i Læben,

Vinge havde svært dem vildet,

tunge vare de at tyde.

11. Gik de saa til deres Leje,

Høgne og hans snilde Hustru,

længe laa hun, før hun sovned;

drømte saa den bolde Kvinde

talte om det, da hun vaagned,

dulgte Drotten ej sin Drøm.

12. »Høgne, du at fare tænker,

tag mod Raad og gjør det ikke,

faa er fuldt i Runer kyndig,

til en anden Gang du bie;

Runerne, din Søster risted,

raaded jeg, den lyse Kvinde

bød dig ej til denne Færd.

13. Et der er, som mest mig undrer,

endnu kan jeg ej det fatte,

hvad der voldte, at den vise

Kvinde vildt har Runer ristet,

thi der tykkes underst ligge

Bud om eders bratte Bane,

om I giver jer paa Færden,

vist en Stav din Søster fattes,

eller andre volde det.«

14. »Alle Runer ere onde,

aldrig jeg paa sligt forstod mig,

ej jeg til det Onde søger,

om jeg ej har ondt at lønne;

gode Gaver jeg mig venter,

Guld og Gods, og frygter ikke,

vil man end mig gjøre ræd.«

15. Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

endnu tav dog ej hans Hustru:

»Til jert Fald I stunder, spaar jeg,

om I ej fra Færden lade,

Gjæstevenskab hos Kong Atle

faar I ej for dennesinde.

16. Høgne hør, hvad nys jeg drømte,

aldrig skuffe mine Drømme,

vist jeg tror, det gaar jer ilde,

jeg dit Lagen saae i Luer,

Flammer leged her i Hallen.«

17. »Klæder ligger der herinde,

som ej meget værd I skatter;

brat, jeg tænker, vil de brænde,

derom varsled vel mit Lagen.« 

Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

end dog ej hans Hustru tav.

18. »Tyktes mig, en Bjørn var kommen

ind i Hallen, Bjælker brød han,

rysted sine brede Labber,

saa det jaged Rædsel i os,

i sit Gab han tog os begge,

ej vi evned os at værge,

Gny og Bulder var at høre.«

19. »Vejret voxer, snart det raser,

Storm jeg tænker varsler Bjørnen.« 

Lidet agted sligt den Gjæve,

vendte sig og vilde sove,

endnu tav dog ej hans Hustru.

20. »Saa jeg saae en Ørn herinde,

frem igjennem Hallen foer den,

Blod var paa dens sorte Vinger,

vist jeg tror, det Vanheld varsler,

paa os alle Blod den stænked,

af dens Lader det mig tyktes,

det var Atles Ham, jeg saae.«

21. »Kvæg skal slagtes, Blod da flyder,

ofte varsler Ørn om Oxe,

Atles Sind er ærligt, tror jeg,

hvad saa du end ser i Drømme.« 

Endt var Talen, begge tav.

22. Glaumvør vaagned, om det samme

talede den ædle Kvinde,

kvad, at Drømmen varsled ilde,

bad saa Gunnar blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem, men ogsaa hjem.

23. »Galgen tyktes mig dig vented,

og jeg saae dig hænge i den,

saae, du laa i Ormegaarden,

mens du leved, saae jeg Orme

gnave dig, og alt faldt sammen,

raad nu du, hvad det betyder.«

24. »Højt skal snart vort Banner vaje,

derom varslede din Galge,

Drøm om Orme Guld os lover.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem, men ogsaa hjem.

25. »Blodigt Sværd, mig tyktes,

droges af din Brynje — tungt at sige

slige Drømme til sin Husbond —

midt igjennem dig stod Sværdet,

tyktes mig, mens Ulve hyled.«

26. »Hundeglam vi faa at høre,

tænker jeg, thi Drøm om Vaaben

varsler tidt, vi møde Hunde.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare

ej blot frem men ogsaa hjem.

27. Saa jeg saae en Aa herinde,

gjennem Hallen frem den bruste,

over Bænkene den vælted,

dine og din Broders Fødder

brød den, vilde ikke vige,

vel maa Sligt om noget varsle.«

28. »Agre, tænker jeg, betyder

Aaen, som du saae sig brede;

tidt om Fødderne vi hildes,

naar vi paa en Kornmark skride.« 

Kvinden bad ham blive hjemme,

ikke lod han dog sig sige,

trode fast, han skulde fare,

ej blot frem, men ogsaa hjem.

29. »Døde Kvinder saae jeg komme

hid i Nat i fagre Klæder,

dig de vilde kaare, Gunnar,

byde dig til deres Bænke,

nu er dine Diser svage.«

30. »Nu det er for sent at melde

sligt, thi Færden er besluttet,

ikke vil mit Ord jeg svigte,

og at fare har jeg lovet;

men ej længer vil jeg dølge,

at jeg tænker, det gaar ilde,

rimeligt mig tykkes, Livet

levnes os blot stakket Stund.«

31. Men saasnart blot lidt det lysned,

gik de ivrige fra Lejet

for til Færden sig at skynde,

skjøndt de andre bad dem blive;

fem blot foer, langt flere Kjæmper

blev tilbage der i Hallen,

ilde var kun det betænkt.

32. Der var Gunnar, der var Høgne,

begge Konning Gjukes Sønner,

Snævar, Solar, Høgnes Sønner,

som den femte fulgte Orkning,

Høgnes milde, blide Maag.

33. End var Atles Mænd i Følget,

begge Kvinderne dem fulgte,

ledte deres Mænd af Gaarde,

med de Fagre foer, til Fjorden

skilte dem, bestandig bad de

Kjæmperne om ej at fare,

men de agted ej derpaa.

34. Kvad da Glaumvør, Gunnars Hustru,

Ord til Vinge, som hun tyktes

vel var værd til ham at sige:

»Ikke véd jeg, om I lønner

som forskyldt min Gjæstemildhed,

men den kalder jeg en Niding,

der som Gjæst har Ondt isinde.

35. Svor da Yinge, lidt han spared

sligt, skjønt kun paa Svig han tænkte,

bad, at Jætter maatte tage

ham, ifald ej sandt han talte,

bød dem hænge ham i Galgen,

om han Fred og Venskab brød.

36. Blid i Sinde kvad saa Bera,

ønsked godt for sine Venner,

»sejler sæle og faar Sejer,

maa det gaa, som jeg det ønsker,

ve dem, som det hindre vil«.

37. Høgne trøsted dem og svared:

»vær ved godt Mod, gode Kvinder,

hvordan end vor Skjæbne bliver;

mange ønske godt som Bera,

og det gaar ej, som de ønsker,

mangen hjælper det kun lidet,

at han følges godt af Gaarde.«

38. Tidt de saae sig om til Afsked,

indtil Skjæbnen gik imellem,

og de hver gik sine Veje;

Glaumvør gik med Graad til Lejet,

smilende til Væven Bera.

39. Vældig rode de, saa Snekken

rysted under deres Aarer,

stærke var de Tag, de toge,

som i Raseri de rode,

Tolle brast og Hamler sprængtes,

ikke lod de Anker falde,

førend de fra Borde gik.

40. Og en liden Stund derefter

— derom er ej mangt at melde —

saae de for sig Budles Kongsgaard;

højt det hvén i Borgeledet,

dengang Høgne op det rusked;

kvad da Vinge Ord, som aldrig

burde have været sagt:

41. »Farer fjernt fra Huset, Kjæmper,

farligt er det did at søge,

snart jeg bærer jer paa Baalet,

flux I skal for Sværdhug falde;

fagert bad jeg Eder komme,

Svig der var dog i min Tale, —

eller bier her imedens

jeg faar eders Galge rejst.«

42. Kvad da Høgne, — lidet tænkte

han at vige, aldrig frygted

han, naar Modet var paa Prøve —:

»tror du, at du kan os skræmme?

sjelden tror jeg sligt dig lykkes;

om du gjør din Tale længer,

øges blot din egen Ufærd.«

43. Saa til Hel de sendte Vinge,

lagde deres Øxer paa ham,

mens han snapped efter Vejret.

Høgne raabte, saa det runged:

»Gjæster er i Gaarde komne,

Gjæstemildhed trænges nu.«

44. Flokkedes da Atles Kjæmper,

klædte sig i Staal og Plade,

og gik rustede til Muren;

da blev vrede Ord der skiftet:

»før I Vinge vog, vi agted

alt at tage eders Liv.«

45. Lo da Høgne højt og traadte

paa den slagne Vinges Lig

og sagde: »lidet ser man eders Hensigt,

endnu er I ikke rede,

og vi har en Mand alt fældet,

givet ham en Plads i Helhjem,

han var en af eders Flok.«

46. Rasende det Ord dem gjorde,

højt de gamle Kæmper brølte,

tog til Buerne og sigted,

vrede skjød de, som de evned,

skjærmed sig med deres Skjolde.

47. Tidender i Hallen spurgtes,

om hvad de derude øved,

højt de hørte Trællen sige:

»blodig Brad nu bydes Ørnen,

snart skal Arveøl vi drikke,

nu skal Niflungerne fare

ned at gjæste Niflhjem.«

48. Grum blev Gudrun, da hun hørte

dette Ord om Sorg og Kvide,

vild sprang op hun fra sit Sæde,

sine Ringe bort hun slængte,

kastede dem rundt omkring sig,

saa de dyre Smykker brast.

49. Saa gik Gudrun ud af Hallen,

ikke blidt hun aabned Døren,

foer ej frem, som var hun frygtsom,

hilsede de komne Gjæster,

kyssed sine bolde Brødre,

bragte dem sin sidste Hilsen,

vist oprigtig hun den mente,

saa den bolde Kvinde kvad:

50. »Uden Frugt jeg Midler søgte

til at vare jer for Færden, —

Ingen kjæmper mod sin Skjæbne, —

hid I kom, det skal saa være.« 

Snildt hun talte saa og prøved,

om de ej forliges kunde;

ej om Fred de vilde høre,

Alle svared nej dertil.

51. Saae den ædelbaarne Kvinde,

at med Sværd der skulde leges,

hærded saa sit Sind til Kampen,

kasted Kaaben, greb til Sværdet,

sine Brødres Liv hun værged,

ikke var hun spag i Striden,

da med Sværd i Haand hun stod.

52. Tvende Mænd for Gudrun segned,

Atles Broder var den ene,

bære maatte de ham siden,

thi hans ene Fod var borte;

og den anden saa hun hugged,

at han aldrig mer sig rejste,

thi til Helhjem hun ham skikked,

dog ej hendes Hænder skjalv.