Förste Sang om Gudrun

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Svensk.gif


Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda


Oversat af
H. G. Møller
Udgivet 1870


Förste Sang om Gudrun


Gudrun sad over den døde Sigurd; hun græd ikke som andre Kvinder, men hun var nærved at briste af Græmmelse. Både Kvinder og Mænd kom for at trøste hende, men det var ikke let. Det fortælles, at Gudrun havde spist af Fåvnes Hjerte, og hun forstod derfor Fugletale. Dette er, endnu sunget om Gudrun:


1.
Dengang var Gudrun
beredt til Døden,
da sorgfuld hun sad
over Sigurds Lig.
Ej sad hun og græd
og med Hænder slog;
ej hun klynked
som andre Kvinder.

2.
Kloge Jarler
til hende kom,
varligt de böjed
den hårde Vilje.
Dog kunde Gudrun
ikke græde;
så hun sörged,
som om briste hun skulde.

3.
Hos sad Jarlers
ædle Hustruer,
smykkede med Guld,
ved Gudruns Side.
Hver af dem sagde
sin egen Sorg,
den bitreste, som hun
båret havde.

4.
Da sagde Gjavløg,
Gjukes Søster:
"Blandt Folk over Mulde
er jeg fattigst på Glæde.
Fem Mænd jeg så
i Døden segne,
tvende Døttre,
trende Søstre,
otte Brødre.
Jeg ene lever."

5.
Dog kunde Gudrun
ikke græde;
Så mod var hun i Hu
over den døde Mand,
så fuld af smerte
ved Fyrstens Ligfærd.

6.
Da sagde Herborg,
Hunelands Dronning:
"Jeg har en hårdere
Harm at fortælle.
Fjærnt i Sønden
mine syv Sönner
faldt på Val
med deres Fader.

7.
Med Fader og Moder
og fire Brødre
leged Vinden
på Havets Vove;
Bølgen slog
mod Skibets Planker.

8.
Selv skulde jeg dem smykke,
selv dem begrave,
og selv for deres
Helfart sörge,
Alt det jeg led
I et eneste År,
og ingen talte
et Ord til Trøst.

9.
Siden jeg blev
i det samme År
fanget i Krig
og kastet i Lænker.
Hver en Morgen
måtte jeg Hersens
Hustru smykke
og Skoene binde.

10.
Skinsyg var hun
og skrapt mig trued,
og med hårde
Hug hun slog mig.
Aldrig så, jeg
en ædlere Herre,
og aldrig fandt jeg
en værre Frue."

11.
Dog kunde Gudrun
ikke græde,
så mod var hun i Hu
over den døde Mand,
så fuld af Smerte
ved Fyrstens Ligfærd.

12.
Da sagde Gullrönd,
Gjukes Datter:
"Ej du mægter,
Fostermoder!
skönt vis du er,
den unge Viv at trøste."
Ej lod hun tilhylle
Fyrstens Lig.

13.
Lagnet strøg hun
af Sigurds Legem,
vendte hans Kind
mod Gudruns Knæ:
"Se på din Elskte;
læg din Mund til hans Skæg,
som om du favnede
Fyrsten i Live."

14.
Én Gang Gudrun
end ham skued,
så Blodet, som Herskerens
Har mon væde,
Fyrstens strålende
Öjne slukte,
Kongens Bryst
af Sværdet kløvet.

15.
Gudrun tilbage
på Bolsteret segned,
Lokkerne løstes,
Kinden rødmed,
Tårer som Regn
randt over Knæ,

16.
Da græd Gudrun,
Gjukes Datter,
så Tårerne løb
fra Öjets Låg;
Gæssene skreg
dertil fra Gården,
de ædle Fugle,
som Møen ejed.

17.
Da sagde Gullrönd,
Gjukes Datter;
"Eders var den störste
Elskov, jeg så
blandt alle Mennesker
oven Mulde.
Intet dig glæded
ude eller inde,
Søster min!
når ej hos Sigurd du var."

18.
Da sagde Gudrun,
Gjukes Datter:
"så var min Sigurd
blandt Gjukes Sönner,
som Løget, der gror
op over Græsset,
eller den blinkende Sten,
der drages på Bånd,
som Ædelsten
over Ædlinges Skare.

19.
Jeg monne Kongens
Kæmper tykkes
herligere end alle
Herjans Diser.
Nu er jeg så liden,
som Løvet er
på Buskene ofte,
thi den ædle er død.

20.
For Borde jeg savner,
i Seng jeg savner
min fuldtro Fælle.
Gjukes Sönner,
Gjukes Sönner
volde min Ve,
volde deres Søsters
sorgfulde Gråd.

21.
Folkets Land
I lægge øde,
thi ej I holdt
de Svorne Eder.
Ej skal du, Gunnar!
Guldet nyde;
Ringene vil
dig Bane volde,
siden du Sigurd
Eder Svor.

22.
Ofte var Glæden
större i Gårde,
da min Sigurd
sadlede Grane,
og da de fore
til Brynhild at fri,
den usalige Kvind,
i Ulykkesstund."

23.
Da sagde Brynhild,
Budles Datter:
"Aldrig hun Mand
og Börn skal eje,
som dig, Gudrun!
bød at græde
og dig imorges
Målruner gav."

24.
Da sagde Gullrönd,
Gjukes Datter:
"Ti, farhadte!
med sådan Tale.
Ædlingers Norne
har altid du været.
Alle dig sky,
du Ulykkebringer!
syv Kongers
Sorgforvolder!
Mangen Kvindes
Mand du fælded."

25.
Da sagde Brynhild,
Budles Datter:
"Atle volder
al den Vånde,
Budles Sön,
rnin egen Broder.

26.
Da vi i Hallen
hos Hunefolket
så Slangelejets Ild
på Kongen skinne, -
for det Syn
har jeg bødet siden;
altid det for
mit Öje stod."

27.
Ved Söjlen hun stod.
Sin Styrke hun sarnled.
Edder hun fnyste;
Ild i Öje
Brændte på Brynhild,
Budles Datter,
da hun skuede
Sigurds sår.

Gudrun gik bort derfra til Skoven på ødemarkerne og drog helt til Danmark og var der i syv Halvår hos Thora Hakonsdatter. Brynhild vilde ikke leve efter Sigurd; hun lod sine otte Trælle og fem Trælkvinder dræbe; så gav hun sig Banesar med et Sværd, således som det fortælles i den korte Sang om Sigurd.




Noter:

2. De böjede varligt den hårde Vilje, dvs.: at hun ikke dræbte sig selv.
23. Brynhild taler om Gullrönd, som trøstede Gudrun för.
26. Slangelejets lId, dvs.: Guldet. - Atle havde drevet Brynhild til at gifte sig med Gunnar.