Ansgar Tillæg II

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ansgar prædiker for Harald Klak
(Louis Moe, 1898)
Rimbert:

Ansgars Levned

oversat af P. A. Fenger


Tillæg II

Ansgar som Forfatter


Skønt Ansgars Storhed maa søges i hans Virksomhed som Prædikant for Hedninger og kristne og i den glødende Iver, hvormed han tilsidesatte alle Hensyn til sin egen Person for at hellige sig til den brydsomme Gerning, som han var sig bevidst at være kaldet til, saa er det dog heller ikke uden Interesse at betragte det Eftermæle, som han selv har sat sig i Litteraturen. Det maa straks siges, at Ansgar ikke er noget fremragende som Forfatter; han har ikke efterladt sig ret meget, og det, vi kende fra hans Haand, er ikke præget af Originalitet; men dog kan det føje et enkelt Træk til det Billede af ham, som vi danne os.

I “Ansgars Levned” Kap. 30 fortælles det, at Ansgar skrev hele store Bøger af opbyggeligt Indhold; dog synes dette ikke at være hans egne Værker, der omtales, men Afskrifter, som han egenhændig havde besørget, tildels efter Haandskrifter, han fik fra Korvej og Moderklosteret i Frankrig; her ligger det nærmest at tænke paa Gregor den stores og andre Kirkelæreres Værker. Om dette Sted kan bruges til at paavise, at Ansgar har udfoldet en rig Forfattervirksomhed, er højst tvivlsomt. Men det kan vi sige, at hvad han selv har skrevet, fornemmelig hører til samme Gren af Litteraturen, noget, som ogsaa ganske stemmer med Ansgars Personlighed og Livsgerning.

Lidt nedenfor i samme Kapitel fortælles der, at Ansgar til hver af Salmerne brugte en lille Bøn, sammenføjet af Bibelsteder, som han kaldte “pigmentum”; dem sagde han ved sig selv, naar Salmerne var sungne i Kirken, og ingen anden fik nogen af dem at høre, indtil han tilsidst gav efter for sin Vens (Rimberts) indtrængende Opfordringer og dikterede ham dem, saa at de blev kendte efter Ansgars Død. Det er den første tydelige Efterretning i hans Levnedsbeskrivelse om, at han har efterladt sig noget skriftligt Værk.

Om Indholdet af disse pigmenta siges der samme Sted, at det er saa vel Lovprisning af Guds Almagt som Glæde over de hellige og Sorg over Synderne, samt Bebrejdelse og Dadel mod ham selv.

Titlen “pigmentum” eller “pigmenta” forklares forskelligt.

Nogle opfatte det som “Kryddervin” eller “Kryderier”, og det kunde vel passe med Ordene i Kap. 30, at Ansgar brugte disse Bønner, “for at Salmerne kunde være ham saa meget mere behagelige”.

Men andre oversætte det ved “Røgelse”, som der staar i den gamle Udgave fra Bogtrykkerkunstens første Tid. (Denne kendes kun i et eneste Eksemplar, som, efter at man gennem flere Aarhundreder havde anset Ansgars Pigmenta for tabt, blev fundet af Dr. Lappenberg, der har ladet det aftrykke 1847). For denne Opfattelse taler det, at Bønnen under Billedet af den opstigende Røgelseduft har bibelsk Hjemmel; det hedder saaledes Ps. 141, 2: ”Lad min Bøn staa for dit Aasyn som et Røgelseoffer” og Joh. Aab. 5, 8: “... hver af dem havde Strængeleg og Guldskaale, fulde af Røgelse, hvilket er de helliges Bønner”, jfr. Joh. Aab. 8,3-4; dertil kommer, at dette Billede er brugt af Ansgar selv i hans Pigmenta (se nedenfor, den næstsidste af de oversatte Bønner).

Pigmenta er altsaa korte Bønner til hver af de 150 gammeltestamentlige Salmer — naturligvis i den latinske Bibeloversættelse, Vulgata — samt nogle andre Kirkebønner.

Salmebønnerne slutte sig mere eller mindre til den paagældende Salme; ofte er Forbindelsen mellem dem temmelig løs, idet Bønnen ikke gentager Salmens Tankegang, men griber en eller flere Strofer af den — undertiden nogle, som har ganske underordnet Betydning — der saa er Grundlaget for Ansgars egne Ord; men ofte svarer dog Grundstemningen i Bønnen og Salmen godt til hinanden.

De fleste af pigmenta er smukke, men betydelige er de slet ikke, og som ovenfor antydet har mange af dem den Fejl, at de meget mangelfuldt svarer til Salmens Indhold, saaledes den til S. 2: de vidne ikke om en Teologs Granskninger, men om et religiøst Sinds umiddelbare Følelser.

Angaaende Formen siges det i “Ansgars Levned”, at han ikke tog saa meget Hensyn til den, fordi den var ham det mindre væsentlige; og mange af Bønnerne er ogsaa affattede i et Sprog, hvis Sætningsbygning falder tungt og kunstigt.

For øvrigt synes Ansgars Pigmenta til Dels ikke at være originale, da en Mængde af dem er fundne i et af Alkuins Skrifter.

Som Prøve gengives her et lille Udvalg i Oversættelse:

Til Salme 1: Gør os, kære Herre, ligesom til et rigt Frugttræ for dit Aasyn, for at vi, vandede ved din Regn, maa blive værdige til at behage dig ved Overflod af god Frugt.

- S. 2: Bryd, Herre, vore Synders Baand, for at vi som dine Tjenere maa evne at tjene dig i Frygt og Ærbødighed.

- S. 6: Gud, Grundlægger af alt, hør vor Graad og vor bedende Røst og giv os evig Lægedom for vore Skrøbeligheder, saa at din Barmhjertighed altid maa trøste os, idet du naadigt modtager vort tunge Suk.

- S. 7: Gud, du alt prøvende, bønhør os, fri os fra vore Forfølgere og lad os i Forventning om din Dom give nøje Agt paa vort Sind, at vi maa gengælde vore Fjender med godt for ondt.

- S. 9 (efter Vulgata, hos os Salmerne 9 og 10): Lad altid din Kærligheds Øre være aabent for vore Bekendelser, milde Gud, du som aldrig har plejet at forlade dem, der satte deres Haab til dig, at vi maa ophøjes fra den evige Døds Porte og formaa at undfly den frygtelige Fristelses skjulte Snarer.

- S. 15 (vor S. 16): Bevar, o Herre, dem, der haabe paa dig, og udfør din Vilje paa os, saa at vi, forherligede ved din Opstandelses Glæde, maa blive værdige til at forsamles med alle dine hellige ved din højre Haand.

- S. 18 (vor S. 19): Kærligste Gud, du som skrider frem fra Jomfruburets Skjul og har sat dig som vor Frelser ved din Faders højre, vi paakalde din uendelige Barmhjertighed, om at det maa forundes os, omvendte ved din Lov, oplyste ved dine Bud, oplærte ved dine Vidnesbyrd, at frelses baade fra andres og fra egne skjulte Synder.

- S. 21 (vor S. 22): Gud, al Barmhjertigheds Kilde, du som for vor Skyld nedsteg i en Jomfrus Liv, blev udstrakt paa Korset, gennemboret med Nagler, medens man endog kastede Lod om dine Klæder, vi bede, at du ikke vil glemme denne Miskundhed, men være den, der udriver Folket af Løvens Gab, du som engang var en Frelser for Fædrene, der haabede paa dig.

- S. 50 (51): Gud, den evigt barmhjertige Treenigheds uudsigelige Navn, du som renser det menneskelige Brysts Dyb fra Synderne og gør det saa skært som Sne, ak forny i vort Hjerte din hellige Aand, ved hvilken vi kunne forkynde dine Lovsange, at vi, styrkede ved den rette høje. Aand, maa blive værdige til at faa Ophold i de evige Boliger i det himmelske Jerusalem.

- S. 68 (69): Naadigste Herre! hør os, saa sandt du er vor Frelser, at vi, befriede fra al Syndens Urenhed, maa blive værdige til at indskrives i det himmelske Livs Bog.

- S. 89 (90): Uendelige Gud, som har saaet de lysende Stjærner, du, som efter Nattens Flugt atter giver nyt Lys, helliggør os, idet din Naade tilgiver os, og led os alle vore Dage, at vi maa blive værdige at naa til Beskuelsen af din Salighed.

- S. 101 (102): Du, bønhørende Herre, vend din Hu til dine ydmyge Tjeneres Bøn, at vi maa give Agt paa vore Synder og bortrive dem som Hø, og at vi maa lindres ved at se hen til din himmelske Naade.

- S. 117 (118): Du gode og barmhjertige, som baade trøster Synderne i deres Kvaler og opfylder de retfærdiges Pauluner med Fryd, ophøj dog din Kirke ved din mægtige højre Haands Vælde, for at den maa blive Retfærdigheds Port for de troende og ved fast Tro knytte sig saa inderligt til dig, dens Hjørnesten, at den altid i din Opstandelses Herlighed maa juble ved dig, Jesus.

- S. 136 (137): Du almægtige Løser af vort Fangenskab! giv os at synge dine Lovsange med aandelig Samklang, for at de, som ved deres Syndeskyld var gjorte landflygtige, paa ny maa blive Himlens Borgere ved din mægtige højre Arms Hjælp.

- S. 146 (147): Gud, det himmelske Jerusalems Bygmester, som kender Stjernernes Tal og nævner hver enkelt ved Navn, ak læg dem, hvis Hjerte er sønderknust, saml de adspredte og gør os rige ved din uendelige Visdom.

Som Prøve paa de andre Bønner kan anføres:

a) Du hellige, velsignede, herlige, du mægtige, evige Gud! Modtag naadig dit Folks Bøn i din Barmhjertighed og Vælde, for at vort Offer til dig, vore hellige Bønner, ved din salige Moders, den evige Jomfru Marias Forbøn maa stige op som Aftenrøgelsens yndige Duft.

b) Du naadige, barmhjertige Gud, som vederkvæger og frelser de sørgende, giver de svage Kraft og de udholdende Hæderskransen, bønhør mig, din elendige og uværdige Tjener, der paakalder din Mildhed ved dine Salmer, saa at jeg — om end ufortjent — maa holdes værdig til at faa, hvad jeg her har bedet om.

Et opbyggeligt Skrift, er ogsaa efter Datidens Forestillinger Ansgars Hovedværk, der fortæller om Bremens første Biskop, Angelsakseren Wilhad, den berømte Alkuins Lærling (død 789), idet dels hans Levned, dels Undergerningerne ved hans Grav skildres godt og klart. Bogen falder nemlig i to Afsnit, der er temmelig skarpt adskilte.

Første Del (Kap. 1-12) indledes med et Forord. “Naar troende i deres Gudfrygtighed fremdrage de helliges prisværdige Handlinger, da søge de derved at forkynde Kristus, at forherlige Kristus; thi ved hans Kraft er det, at de ere blevne Sejrherrer, idet de troende ved hans Naade bestode i god Vandel. Ved Guds Naade er det nemlig — efter Apostlens Ord — at de hellige ere, hvad de ere.”1

Saaledes begynder Ansgar med Ord, som er Udtryk for hans Ydmyghed og Tillid til Gud og vise, at han er langt fra Selvophøjelse og trods sin dybe Ærefrygt for sin Forgænger fri for Menneskeforgudelse.

Efter Forordet fortælles da, hvorledes Munken Wilhad fra Nordhumberland, grundig oplært i alt, hvad der hørte til den højeste klosterlige Dannelse, hører om Frankernes Missionsbestræbelser blandt Friser og Sakser, gribes af Begejstring herved og faar sin Konges Tilladelse til at drage til Fastlandet for at medvirke. Han prædiker da i forskellige Egne af Frisland, og hans Virksomhed bærer god Frugt.

Vel fremkalder det et Sted Harme hos Hedningeskarerne, da han kalder deres Guder Stok og Sten, de kaste Lod om, hvad de skal gøre med ham, men Loddet falder ud til hans Frelse, og han drager bort med Fred; et andet Sted bryder Forbitrelsen vildt ud, fordi nogle af hans Lærlinge ødelægger de hedenske Helligdomme, Wilhad bliver overfaldet og slaaet, men da en vil halshugge ham, mægter Hugget kun at overskære Remmen til Relikvieskrinet om hans Hals, saa at Hedningerne forbavses og lade ham gaa.

Hans Ry naar til Karl den store, som sender ham til det nyerobrede Saksen for at kristne det (781), hvor Wilhad ogsaa omvender mange, bygger Kirker; og indvier Præster. Da Widukind rejser Sakserne til Oprør og forfølger de franske Præster, lykkes det Wilhad at flygte, mens flere andre maa lide Martyrdøden; han rejser til Rom, hvor Paven, Hadrian I, styrker og trøster ham, og derfra til Frankrig for at opholde sig i Klosteret Echternach.

Midt i denne historiske Skildring fortælles en besynderlig Undergerning af ham, at han nemlig gør et ituslaaet Kar helt, maaske en senere Tilføjelse af en ukendt Haand.

Da Sakserhøvdingen imidlertid er bleven undertvungen og døbt, vender Wilhad tilbage til Egnen om Weserfloden og indvies til Biskop2, hvor han befæster Kristendommen og bygger Peterskirken i Bremen.

Efter et Par Aars Forløb bliver han paa en Rejse syg til sine Disciples Fortvivlelse; Ansgar lader en af dem udbryde i Klager over, at de nu skal miste deres Biskop, saa at den paabegyndte Gerning maa afbrydes, men Wilhad svarer, at han ikke maa ønske ham længere Levetid paa Jorden, hvor han er saa langt fra sin Herre; for sin Hjord er han uden Frygt, han overlader den trygt til hans Varetægt, som han ogsaa kan takke for, at han overhovedet har faaet noget udrettet.

Derpaa dør han og føres til Kirken i Bremen3; senere sporer man Jertegn ved hans Kirkeredskaber: efter en heftig Ildebrand er hans Bispestav urørt af Ilden og hans Sølvkalk uskadt, skønt ellers alle Metalsager findes hensmeltede.

Anden Del (Kap. 13-21) er væsentligst en Fortegnelse over de Undere, der er sket ved hans Grav. Ogsaa det Afsnit aabnes med et Forord, hvori Miraklernes Betydning fremhæves, dernæst berettes der om de 34 vidunderlige Helbredelser, som skyldes det hellige Legeme; de fleste af de helbredte er Kvinder, Sygdommene især Blindhed og Lamhed, og Tiden angives at være Aar 860. Sluttelig fortælles om den af Ansgar besørgede Overflyttelse af Wilhads Lig til den nye Stenkirke.

Dette sidste maa vistnok være gaaet forud for Underne, rimeligvis 8de Nov. 859; at det ikke siges tydeligt i Bogen, maa tilskrives Ansgars Beskedenhed, idet han ikke vil lade træde frem for Læseren, at disse Helbredelser var sket, efter at han havde ladet Legemet flytte med Højtidelighed.

Den sidste Del af Skriftet har vistnok været den væsentligste for Ansgar selv, saa at den historiske Del maaske kun har tjent som en Slags Indledning; Skriftet er nemlig fra Ansgars sidste Aar, fra en Tid, da den religiøse Bevægelse i Tyskland lod Fortællinger om underfulde Gerninger opspire med stor Frodighed i de barnlige Sind, især foranlediget ved Overflyttelsen af den hellige Vitus til Korvej (836)4, af den hellige Alexander til Wildeshausen i det sydlige Saksland (851), og flere lignende Begivenheder; saadanne Tanker var naturlige for en Mand som Ansgar, hvis Tro var stærkt blandet med Overtro, og hvis Fantasi var som et Barns, rig, men ogsaa ophidset.

Men langt mere Interesse for os har Levnedsbeskrivelsen, der i korte Træk skildrer den gamle Prædikant, som har virket ved Danmarks Grænser, saa meget mere som Ansgar har skrevet med Smag og, som det synes, med god Forstaaelse af Historiens Gang og de enkelte Tildragelsers Betydning; Fremstillingen i “Wilhads Levned” maa vistnok siges at være bedre, især klarere, end den i “Ansgars Levned”.

Endvidere har Ansgar skrevet en Del Breve. I Begyndelsen af sidste Kapitel af “Ansgars Levned” fortælles der, at han lod Nikolaus' Bulle afskrive og sende til de fleste Bisper i Ludvig den tyskes Rige, ligesom ogsaa Kongen selv og Kongesønnen fik en Afskrift, som var ledsaget af et Brev fra ham med Bøn om at erindre de pavelige Privilegier og støtte Missionen, hvis det behøvedes.

Men det er ikke blot til sin Konge, at Ansgar har skrevet: Adam af Bremen meddeler, at Ansgar indtrængende formanede sine Embedsbrødre, de tyske Bisper, til at vaage over Herrens Hjord, og det baade mundtligt og skriftligt, endvidere at han sendte Breve til de danske Konger, i hvilke han naturligvis har lagt dem paa Sinde at antage Kristentroen; Adam tilføjer, at der endnu er flere saadanne Breve tilbage, og anfører lidt af et, som man har endnu, det eneste af Ansgars Breve, der er bevaret til vore Dage.

Dette er kort og ubetydeligt, og det synes at have været bestemt til at følge med de omtalte Afskrifter af Bullen. Indholdet er en meget sammentrængt Beretning om den nordiske Mission, i hvilken Ebo af Rheims træder stærkt i Forgrunden, medens Ansgar ikke minder om sin egen Virksomhed. Dette er ikke blot Udtryk for den Ydmyghed, han altid lagde for Dagen, men ogsaa et Bevis paa hans Kærlighed og Ærefrygt for den Mand, der trods sine virkelige Fortjenester var hadet og afskyet af de fleste. Men skønt han ikke nævner sig selv i sin Udsigt over den nordiske Kirkes Grundlæggelse, ender han dog med nogle Linier, der er ligesom en Overskrift over hans egen Gerning: “Ved Kristi Barmhjertighed er hans Kirke nu grundlagt baade hos de danske og svenske, og Præsterne røgte deres faste Embede uden at blive hindrede.”

Det er jo muligt, at nogle af de tabte Breve har indeholdt langt betydeligere Udviklinger og Tanker, som bedre end det, vi nu har fra Ansgars Haand, kunde tjene til at belyse hans Personlighed; men vi ved slet intet derom.

Der foreligger endelig en Efterretning om, at Ansgar skal have skrevet en “Manuale” eller “Diarium” med Beretning om sine Oplevelser paa Missionsrejserne; men det fortælles kun i nogle Aarbøger, hvis Værdi ikke er stor. Og det er ikke blot af denne Grund, at denne Beretning vækker Mistillid; men ogsaa den Omstændighed, at der ikke er den svageste Antydning af, at denne Rejseberetning er bleven benyttet ved Affattelsen af “Ansgars Levned”, taler stærkt imod dens Tilværelse; thi det er dog højst sandsynligt, at hvis der havde foreligget saadanne Optegnelser fra Ansgar, hans Lærling da havde gjort dem til Grundlaget for sin Fremstilling, som vistnok i saa Fald vilde være bleven meget rigere paa ejendommelige Enkeltheder.




Noter:

1) Paulus siger 1 Kor. 15,10: Ved Guds Naade er jeg, hvad jeg er.
2) Aar 787.
3) Den 8. Nov. 789
4) Se Kap. 5 Anm. 1.