Med Hundeslæde i Grønland.
Emanuel A. Petersen, 1921-48
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
128. Attungak
som reiste vidt omkring
(Fra Labrador I, 126, kun udførligere)
Attungak havde to Koner, og da den ene af dem løb bort, fulgte han efter hende i Slæde. Da han endelig traf hende, kjørte de sammen og kom til Menneskeædere. Disses Anfører førte dem ind i et Huus og satte Menneske- og Ulve-Hjerne for dem. Sligt spise vi ikke, sagde Attungak, hvorpaa der fra et Hjørne fremtoges Kjød af et Barn og af en Hvalros. Men da de heller ikke vilde have dette, hentede Anførerens Kone tørret Renskjød, som de saa spiste med Glæde. Imidlertid havde hine efter deres Sædvane taget et af deres Børn, og under forstillede Kjærtegn dræbt det, idet man udsugede dets Hjerne. Saa fandtes der ogsaa et ungt Menneske, som pleiede at føre en Rem med sig for dermed at omslynge de Fremmede, som han fik Lyst til, og saaledes vilde han nu kaste Slyngen om Attungaks Hals; men idet han i den Anledning flere Gange gik hen til Dørtærsklen, fik han et Stykke Svovlkiis kastet i Hovedet, saa at han styrtede død omkuld. Da han nu ikke havde hjemme i dette Huus, savnedes han af sin Moder, som kom for at opsøge ham, men ikke fandt mere af ham end det ene Been, som laae under Brixen med tilsnøret Støvle, men som hun strax gjenkjendte. Da hun ikke fandt mere af ham sagde hun: »det er en Skam af eder, at den usle Ajajusek ikke har kunnet tjene sin yngre Broder til Føde.« Derpaa drog Attungak videre med sin Kone og kom paa et Land, hvor alle Indbyggerne haltede. Men førend de naaede til dem, kom deres Anfører (angajokak) dem imøde og sagde, at hans Landsmænd alle vare meget slette og onde, som de ogsaa snart selv skulde erfare, eftersom hine Folk toge det meget ilde op, at Attungaks Kone lo over deres Boltspil og sagde: »disse Boltspillere hoppe jo omkring som Ravne.« Strax fortalte En af dem til de Andre hvad hun havde sagt om dem. Da blev Attungak bange, thi han vidste, at han nu vilde blive forfulgt; men saa gik han hurtigt hen og overskar Bindslerne til Tværtræerne paa de Haltendes Slæder, og da de derpaa kjørte bort og de Haltende vilde forfølge dem, maatte de snart opgive det, fordi deres Slæder gik itu. (Resten er som I, 126).
Anmærkning. Dette Sagn gjenkjendes tydeligt i det fra Østgrønland, hvoraf Uddrag er meddeelt i I, 130. I Originalen til dette Uddrag hedder det om Menneskeæderne: Da det fæle unge Menneske kom ind i Huset, stak Malersuak ham i Hovedet med en Stok, hvori sad en Bjørnetand , og dræbte ham. Værten gik derpaa hen og kastede den Døde ind under Brixen. En Stund derefter kom en Qvinde ind og sagde: »min lille stygge Søn skulde vel ikke være her, jeg mener ham som skulde tjene til Føde for sine Sødskende.«
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, s. 137f.
