Didrik af Bern - Gudruns Hevn

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


To og tyvende Fortælling


Gudruns Hevn


332. Kong Attila spurgte nu, at Kong Sigurd var död, og at hans Kone Gudrun, som i Skjönhed og Forstand bar Fortrinet for de fleste Kvinder, endnu levede. Han havde nu ingen Kone; thi sendte han derfor Bud efter sin Frænde Osid, at han skulde komme til ham. Og da Hertugen spurgte, at hans Frænde Kong Attila vilde tale med ham, drog han til Susa, og med ham tredive Riddere. Kong Attila modtog ham meget vel og sagde, at han havde sendt ham Bud, og vilde, at han skulde drage til Niflungeland. Kong Attila vilde beile til Gudrun, Kong Gunnars Söster, som Sigurd Svend havde havt tilægtæ. Hertug Osid sagde, at han vilde drage, hvorhen Kongen vilde sende ham. Osid beredte sig til denne Færd med megen Anstand og Pragt, og havde tredsindstyve af de belevneste Riddere og mange vel udrustede Svende med sig. Han fortsatte Reisen, til han kom til Niflungeland og traf Kong Gunnar i Vermintsa, hvor han blev vel imodtagen og dvælede nogle Dage. En Dag bad han Kong Gunnar tilligemed Högne og Gernost at træde sammen med ham til en Samtale. Og da de vare komne til Mödet, tog Hertug Osid til Orde: „Konning Attila af Susa sender Konning Gunnar og hans Brödre sin Hilsen; Konning Attila önsker sig tilægte eders Söster Gudrun med saa meget Gods, som det sömmer eder at sende ham, og han vil være eders Ven; men för jeg drager herfra igjen, vil jeg höre mit Ærendes Udfald, hvorlunde det skal være.“ Kong Gunnar svarede nu: „Konning Attila er en mægtig og stor Hövding; ville mine Brödre som jeg, da skulle vi ei nægte dette Giftermaal.“ Da svarede Högne: „Saa synes mig, som det monne være os stor Hæder, at Attila faaer vor Söster, thi han er den mægtigste af alle Konger. Derved ville vi blive större Mænd end vi nu ere; men dog komme vi först til at foredrage Sagen for hende; thi hendes Sind er saa stolt, at ei vil Konning Attila og ei Nogen i Verden faae hende uden hendes Villie.“ Gernost bad dem raade, og tyktes, at det var godt, saaledes som dem syntes. Nu droge Kong Gunnar og Hertug Osid til Gudrun, og Kong Gunnar fortalte denne Tidende og spurgte, hvorlunde hun syntes om dette Giftermaal; men hun sagde, at hun ikke torde nægte at tage Kong Attila til sin Mand, saa mægtig en Konge var han, og saadan en Mand var sendt at udföre hans Ærende, at hun vilde heller sige ja end nei dertil. Og siden underhandlede hun og Hertugen og Brödrene om denne Sag, saa at dette Giftermaal blev besluttet. Og derefter beredte Osid sig til at ride hjem. Og da han var heelt færdig, tog Kong Gunnar et guldbeslaaet Skjold og den Hjelm, som Sigurd Svend havde eiet, tilligemed de fortrinligste Vaaben, hvilket alt han gav til Hertug Osid. Og de skiltes derpaa ad som gode Venner. Hertugen drog hjem til Huneland, og fortalte Kong Attila hele sin Færd. Kongen takkede ham meget og sagde, at hans Færd havde havt det heldigste Udfald.


333. Kort derefter beredte Kong Attila sig til Reisen tilligemed Kong Didrik, og de droge til Vermintsa; der blev da holdt et anseligt Gilde, paa hvilket Gudrun blev gift med Kong Attila. Efterat Gildet var forbi, red Kong Attila bort. Og ved Skilsmissen gav Kong Gunnar Kong Didrik Hesten Grane, som Kong Sigurd Svend havde eiet, og Sværdet Gram gav han Markgreven, [men Kong Attila gav han saa meget Sölv, som ham vel anstod]. Og derpaa skiltes de som gode Venner. Kong Attila red med Kong Didrik hjem til sit Rige og passede det en Stund; men hans Kone Gudrun begræd hver Dag sin kjære Mand Sigurd Svend.


334. Da Syv Vintre vare forlöbne; efterat Gudrun var kommen til Huneland, skete det en Nat, at hun talte til Kong Attila: „Herre! det er mig en stor Sorrig, at jeg i disse Syv Vintre aldrig har seet mine Brödre, naar agter du vel at byde dem her hjem? Jeg kan fortælle dig en Tidende, som maaskee du alt för har hört, at Konning Sigurd Svend var saa rig paa Guld, at ingen Konning i Verden eiede saa meget, og det have mine Brödre, og ei ville de unde mig saa meget som en Penning deraf, skjöndt det tykkes mig rimeligere, at jeg [som hans Kone] fik dette Gods; og det skal du vist vide, at om jeg faaer det, da skal du eie det Alt i Forening med mig.“ Kongen tænkte over dette, og vidste, at det forholdt sig saa, men Kong Attila var meget gjerrig, og det tyktes ham ilde, at han ei havde faaet Niflungeskatten; derfor svarede han saalunde: „Jeg veed, Frue! at Konning Sigurd eiede meget Guld; först det, som han tog under den store Drage, som han dræbte[1]; dernæst det, som han fik i Leding, og tillige det, som hans Fader Konning Sigmund havde eiet; og alt dette maa vi nu undvære, men dog er Konning Gunnar vor bedste Ven. Nu vil jeg, at du byder dine Brödre her hjem, som du önskede, og skal jeg da intet spare og paa det anseligste at anrette et Gilde.“ Dermed sluttede de deres Tale for den Gang. Kort Tid derefter lod Gudrun[2] fem Sendemænd kalde til sig; hun berettede dem sit Ærende og sagde, at hun vilde sende dem til Niflungeland; „og til denne Færd,“ vedblev hun, „skal jeg udstyre eder med Guld og gode Heste og kostbare Klæder.“ Hun beredte derpaa deres Færd paa det anseligste, og gav dem med Kong Attilas og sit eget Indsegl. Disse Mænd droge deres Vei til Niflungeland og traf Kong Gunnar i Vermintsa. Han tog vel imod sin Svoger Kong Attilas Afsendinge, og de nöde der god Behandling. Nu stod han op, som skulde frembære Ærendet, og gik for Kong Gunnar og sagde: „Konning Attila af Susa og hans Kone Gudrun sender Hilsen til Konning Gunnar og hans Brödre Högne og Gisler og Gernost, og til alle deres og hendes Venner. Vi ville byde eder hjem til Höitid og Venskabs-Gilde i vort Land. Konning Attila er nu gammel, og det er ham besværligt at styre sit Rige, og hans unge Sön Aldrian er kun faa Vintre gammel. Nu synes os, som I med eders Frænder monne være meest berettigede til at styre dette Rige, saalænge han ei for sin Alder er istand til selv at passe Sit Rige. I kunne derfor nu komme efter vor Ordsending og gaae paa Raad med os om Landets Styrelse, hvad Beslutning vi i denne Henseende bedst kunne tage. Og kunne I före med eder saa mange Mænd, som eders Hæder fordrer. Lever vel!“


335. Da nu Kong Gunnar havde læst dette Brev, kaldte han paa Högne, Gernost og Gisler. Dem foredrog han Sagen, og spurgte, hvad Beslutning man skulde tage. Da svarede Högne: „Det kan være, Herre! at du vil drage til Huneland til Konning Attila, men hvis du drager did, da vil hverken du eller nogen af dem, som fölge dig, komme tilbage; thi vor Söster Gudrun er en trolös og snedig Kone, og det kan hændes, at hun pönser paa Svig imod os.“ Da svarede Kong Gunnar: „Konning Attila har sendt mig Bud med Venskab, at jeg skal komme til Huneland, og disse Mænd fare med Sandhed. Men hvad det Raad angaaer, Högne! at jeg ikke skal drage did, da er det ligesom det, din Moder pleiede at give din Fader, hvoraf Udfaldet gjerne var, at det Sidste blev værre end det Förste. Derfor vil jeg nu ei fölge dette dit Raad; men forvist vil jeg reise til Huneland, og venter jeg, at jeg kommer tilbage, om saa jeg önsker, og at hele Huneland, för jeg drager bort, vil være overgivet i min Vold; men du, Högne! kan fölge mig om du vil, eller sidde hjemme og passe dit Rige, om du ei vover at reise.“ Da sagde Högne: „Ei taler jeg dette, fordi jeg er mere bange for mit Liv end du for dit, og ei frygter jeg for Strid mere end du, men med Sandhed vil jeg sige dig, at om du drager til Huneland, da vil, hvad enten du drager med mange Mænd eller med faa, ikke een komme med Livet tilbage. Men er det din faste Villie at drage til Huneland, da vil jeg heller ikke blive tilbage. Mindes du dog ikke, hvorlunde vi skiltes fra Sigurd Svend, men om du nu ei mindes det, da monne vor Söster Gudrun det mindes; og hun skal minde dig om det, naar du kommer til Susa.“ Da svarede Kong Gunnar: „Uagtet du er saa bange for din Söster Gudrun, at du for hendes Skyld ikke tör reise, saa vil jeg dog alligevel drage did.“ Högne blev nu vred over, at hans Mödrene saa ofte blev ham bebreidet, thi stod han op, og gik ind i sin Frænde Folkers Hal og sagde: „Du skal drage med os til Huneland, som Konning Gunnar har besluttet efter Gudruns Ordsending; og med os skulle fare alle vore Mænd, og væbne sig paa det raskeste, men kun de ene skulle drage med os, som have Mod til Strid.“


336. Dronning Oda, Kong Gunnars og Gislers Moder, gik til Kong Gunnar og sagde til ham: „Herre! jeg har drömt en Dröm, som du skal höre: I Drömme syntes jeg at see Vort Land blottet for Fugle, og Huneland derimod fuldt af Fugle, som alle vare döde; nu hörer jeg, at I have besluttet eder til Huneland, men af denne Færd, aner jeg, vil komme Ulykke baade over Niflungerne og Hunerne; og det kan man være sikker paa, om I drage did, at Mange da ville lade deres Liv. Gjör derfor, hvad bedre er, Herre! drag ei, thi kun Ondt alene vil fölge af denne Færd.“ Da svarede Högne: „Konning Gunnar har nu besluttet denne Færd, og ei bekymre vi os om I gamle Kvinders Drömme; kun lidet Godt vide I.“ „Kong Gunnar,“ svarede Dronningen, „maa raade for sin Færd, og ligesaa du, Högne! men min unge Sön Gisler, han skal blive hjemme.“ „Ja!“ sagde Gisler, „hvis mine Brödre drage bort, vil jeg ei blive siddende hjemme;“ og han tog sine Vaaben.


337. Kong Gunnar sendte Bud over hele sit Land, at til ham skulde komme alle de Mænd, som vare de raskeste og tappreste og ham meest hengivne. Og da Udrustningen til denne Færd var heelt færdig, havde Kong Gunnar ti hundrede brave Mænd, vel udrustede med hvide Brynjer, blanke Hjelme, skarpe Sværde, hvasse Spyd, nye Skjolde og hurtige Heste; og der sad hjemme mangen faver og dyrebar Kone efter sin Huusbonde, sin Sön og sin Broder. Derpaa tog Högne Kong Gunnars Banner i sin Haand. Kong Gunnar havde til Mærke paa hele sin Rustning en gylden Örn med Krone; ogsaa Högne bar en Örn paa sit Harnisk, men uden Krone. Gernost og Gisler havde röde Skjolde, mærkede med en gylden Löve, og samme Mærke havde hele deres Harnisk, og deraf kunde man kjende dem, hvor de rede. Niflungerne begave sig nu paa Reisen, og fortsatte den, til de naaede Rinen, der hvor Dyna[3] og Rin forene deres Strömme; og der hvor Aaerne stödte sammen, var bredt over, men de fandt intet Skib; de forbleve der da om Natten i deres Telte.


338. Om Aftenen efter Maaltidet sagde Kong Gunnar til Högne: „Bestem nu, hvo blandt vore Mænd, der skal holde Vagt.“ „Sæt du dem,“ svarede Högne, „som dig synes, op langs Aaen, men nedenfor Hæren vil jeg selv være Vagtmand, thi da kunne vi see til, om vi kunne faae noget Skib.“ Da nu Folkene gik til Sengs, tog Högne alle sine Vaaben, og gik langs ned med Aaen, og da det var meget maanlyst, kunde han let finde sin Vei. Högne kom da saaledes til et Vand, [som hed Mære[4]] og saae nogle Mennesker ude i det, og deres Klæder ligge ved Vandet [mellem Aaerne]; han tog da og skjulte Klæderne; men det var ikke andre Mennesker end saadanne man kalder Havfruer hvis Natur er saaledes beskaffen, at de opholde sig i Söer og Vande. Disse Havfruer vare farne ud af Rinen hen i dette Vand for at more sig. Nu raabte een af Havfruerne paa Högne og bad ham give hende hendes Klæder. Da sagde Högne: „Siig! skulle vi komme over denne Aa frem og tilbage! og hvis du ei siger det, som jeg spörger dig om, faaer du aldrig dine Klæder.“ „I ville komme over denne Aa,“ svarede hun„ „men aldrig tilbage, og dog vil det koste dig meget Arbeide forinden.“ Da trak Högne sit Sværd, og hug Havfruen midt over og ligesaa hendes Datter.


339. Og end gik Högne langs med Aaen en Tid, da saae han midt ude paa Aaen et Skib, hvorpaa var en Mand, hvem han raabte paa og bad at roe til Land til en Elsungs Mand. Denne Benævnelse brugte han nemlig, fordi de vare komne i Elsung Jarl hin Unges Rige, og han troede, at Skibsmanden da hurtigere vilde roe til ham end ellers. Da sagde Skibsmanden; „Ei söger jeg heller en Elsungs Mand end om anden og vil jeg vist ei roe over uden Betaling.“ Da tog Högne sin Guldring, holdt den op og sagde: „See her gode Ven! Skibsleien, her er en Guldring, den giver jeg dig, om du vil sætte mig over.“ Og da Manden saae, at der blev budet ham Guld, da tænkte han paa sin favre Kone, med hvem han nylig var bleven gift, og som han elskede höit og gjerne vilde bringe i Gave en Guldring. Han lagde nu derfor Aarerne ud og roede til Land. Högne steg derpaa i Skibet, og gav Færgemanden sin Guldring. Da vilde Færgemanden roe tilbage over Aaen; Högne derimod böd ham roe op langs Landet, men Færgemanden vilde ei roe. Högne sagde da, at han skulde roe, hvad enten han vilde eller ei. Nu blev Færgemanden bange, og roede som Högne vilde, indtil de kom til Niflungerne.


340. Kong Gunnar og hele hans Hær var nu paaklædt, og havde allerede faaet et lidet Skib, der laa ganske seilklart. Paa dette lille Skib vare Nogle gangne ombord, men neppe havde de sat fra Land, för Skibet fyldtes med Vand og kantrede med dem, saa at de kun med yderste Besværlighed naaede Land. Men da Högne nu kom til dem med dette store Skib, bleve Niflungerne glade. Kong Gunnar steg da paa skibet, og med ham en Mængde Riddere, og de roede midt ud paa Aaen. Högne roede saa stærkt, at han i eet Drag bröd begge Aarerne sönder tilligemed Robrætterne og udbröd: „Aldrig trives den Mand, som gjorde saadant Rotöi.“ Han blottede dernæst sit Sværd, og hug Hovedet af Baadsmanden, som sad foran ham paa Brættet. Da sagde Kong Gunnar: „Hvi bedrev du denne onde Gjerning; hvad havde han vel forskyldt?“ Da sagde Högne: „Jeg vil ei, at der skal gaae Bud foran os til Huneland om vor Færd, og denne kan nu ikke fortælle derom.“ Da sagde Kong Gunnar med Vrede: „Kun Ondt gjör du nu som altid tilforn, og aldrig er du glad, uden naar du gjör Ondt.“ „Hvi skal jeg nu spare at gjöre Ondt,“ sagde Högne, „medens vi drage did, da jeg dog veed, at ikke et Barn kommer tilbage fra vor Færd.“ Som Kong Gunnar nu styrede, brast Styretöet sönder, og Styret gik lös, saa at Skibet strög baade for Ström og Veir. Högne sprang da iilsomt tilbage, og trak meget haardt i Styrebaandet, og da han havde istandsat Rotræerne og faaet Styret igjen sat i Lave, var der ikke langt til Land; men i det samme væltede Skibet, og saaledes kom de til Land, at Alt, hvad der var inden Borde, blev vaadt. De trak nu Skibet op paa Land, og bödede paa det, hvor det gjordes nödig, og siden satte de hele Hæren over derpaa. Dernæst droge de Veien frem hele den Dag, og om Aftenen lagde Hæren sig ned, men Högne holdt Vagt.


341. Da Alle vare indsovede, gik Högne ene paa Speideri et godt Stykke fra Hæren. Han kom til et Sted, hvor han traf paa en Mand, der laa og sov. Denne Mand var væbnet, og havde lagt sit Sværd under sig, dog saa at Hjaltet ragede frem. Högne tog og trak Sværdet ud og kastede det fra sig. Dernæst stödte han med sin ene Fod paa hans Side og bad ham vaagne; Manden sprang da op og greb efter Sværdet, men savnede det og sagde: „En Ulykke komme over mig for denne Sövn, som jeg nu sov; for den mistede jeg mit Sværd, og ilde vil min Herre tykkes at hans Rige vogtedes, da jeg saaledes sov.“ Nu saae han, hvor Hæren var kommen, og da sagde han endnu: „En Ulykke komme over mig til Straf, fordi jeg lod mig overvælde af denne Sövn, saa at imidlertid en heel Hær er kommen i min Herre Markgreve Rodingeirs Land. Jeg havde nu vaaget tre Nætter og tre Dage tilforn, og derfor faldt jeg i Sövn.“ Da Högne nu fandt, at han var en brav Mand, sagde han til ham: „Jeg skal skaffe dig din Hest og dit Sværd;“ og saa gjorde han, og end sagde han: „Du brave Helt! See her min Guldring, den vil jeg give dig for din Manddom, og du skal den bedre nytte end han, til hvem den för blev givet.“ Nu svarede denne Mand: „Hav megen Tak for denne Gave, först fordi du gav mig mit Sværd, siden for din Guldring.“ Högne sagde endvidere: „Ikke skal du være bange for denne Hær, om du vogter Markgreve Rodingeirs Land; thi han er vor Ven, og for denne Hær raader Konning Gunnar. Siig mig, brave Mand! Hvor viser du os til Herberge i Nat, og hvad hedder du?“ „Jeg hedder Ekkihard[5],“ svarede han, „og det undrer mig, hvi du drager saalunde frem. Du er Högne, Aldrians Sön, som dræbte min Herre Konning Sigurd Svend. Og vogt du dig, medens du er i Huneland, du har der mange Avindsmænd; men ei kan jeg vise dig til bedre Natteherberge end til Bakalar til Markgreve Rodingeir, han er en brav Mand.“ Da sagde Högne: „Den Vei har du os viist, som vi tilforn havde besluttet at tage, rid nu hjem og siig, at vi ville komme der, [og læg til, at vi ere meget vaade].


342. Nu skiltes de, og Ekkihard red hjem, men Högne til sine Mænd og fortalte Kong Gunnar dette og bad ham paa det hurtigste at staae op og ride til Borgen; og saa gjorde de. Ekkihard red hjem til Borgen, og da han kom i Hallen, havde Markgreve Rodingeir spiist og vilde til at sove. Da fortalte Ekkihard ham, hvorlunde han traf Högne, at Kong Gunnar var kommen der med en stor Hær og vilde ride did. Markgreve Rodingeir stod da op, og kaldte paa sine Mænd, og bad dem iföre sig deres Vaaben og berede sig paa det anseligste og ligsaa ordne hans Huus. Markgreven lod tage sine Heste og vilde ride imod dem. Hans Mænd kom da i meget Arbeide. Men som Markgreve Rodingeir red ud af Borgen, da kom Kong Gunnar med hele sin Hær imod ham. Markgreven tog vel imod Niflungerne og böd dem at drage med ham, hvilket Kong Gunnar med Glæde tog imod, og Högne takkede Ekkihard meget, for at han havde saavel udfört hans Ærende.


343. Niflungerne kom nu til Markgreve Rodingeirs Gaard og stege af deres Heste, som Markgrevens Mænd toge imod. Markgreven lod nu gjöre Ild to Steder ude i Gaarden, da de vare vaade. Ved den ene Ild sade Kong Gunnar og Högne og deres Brödre og nogle af deres Mænd, men nogle sade ved den anden Ild. Men de, som vare törre, fulgte Markgreve Rodingeir ind i Hallen, og han gav dem Plads paa Bænken. Niflungerne afförte sig nu deres Klæder. Da sagde Markgreve Rodingeirs Kone Godelinda, som var en Söster til Hertug Nödung, der faldt ved Gransport[6]: „Niflungerne have fört hid mangen hvid Brynje og haard Hjelm, mangt et skarpt Sværd og nyt Skjold, men det harmer mig mest, at Gudrun hver Dag begræder sin Mand Sigurd Svend.“ Da Ilden var antændt, gik Kong Gunnar og hans Brödre ind i Hallen efter Markgreve Rodingeir, og sade der om Aftenen i den kjærligste Behandling og drak Viin. Dernæst gik de til Sengs. Markgreve Rodingeir laa i sin Seng hos sin Kone og talte med hende. Da sagde Markgreve Rodingeir: „Frue! Hvad skal jeg give Konning Gunnar og hans Brödre, som kan være sömmeligt for dem at modtage?“ Hun svarede: „Den Beslutning, som du tager, skal ogsaa være min.“ „Jeg vil sige dig,“ sagde Markgreven, „om du vil som jeg, da vil jeg give Junker Gisler min Dotter som den förste Gave.“ „Det er vel,“ svarede Godelinda, „at du giver Gisler vor Dotter, hvis han vil leve med hende, men det frygter jeg for.“ Da det var lys Dag, stod Markgreven og Niflungerne op og klædte sig paa. Markgreven bad dem forblive hos ham nogle Dage, men Niflungerne vilde drage afsted. Da sagde Markgreven, at han vilde drage med dem med sine Mænd, hvorpaa de gik til Bords, og drak god Viin og vare meget muntre. Markgreven lod nu indbære en Hjelm, beslaaet med röden Guld og besat med kostbare Stene, og gav den til Kong Gunnar. Kongen takkede ham meget for den, og holdt den for en stor Kostbarhed. Derpaa tog Markgreven et nyt og vel arbeidet Skjold og gav det til Gernost. Siden tog Markgreven sin Datter og gav hende til Junker Gisler, og sagde: „Gode Herre Gisler! Denne Mö vil jeg give dig til Ægtekone, om du vil tage hende.“ „Gjerne modtager jeg hende,“ svarede Gisler, og takkede ham meget for hans Gave. End sagde Markgreven: „See her, Junker Gisler! et Sværd, som jeg vil give dig, det hedder Gram, og det har Sigurd Svend eiet.“ Ogsaa for denne Gave takkede Gisler, og for al den Hæder, som han beviste ham paa denne Færd. Derpaa henvendte Markgreve Rodingeir sig til Högne: „Gode Ven!“ sagde han, „hvilken af de Kostbarheder, du her har seet, önsker du dig?“ „Mig synes,“ svarede Högne, „som her hænger et Skjold, der er mörkeblaat af Farve, stort og stærkt og har udstaaet svære Hug, dette Skjold önsker jeg mig.“ Da svarede Markgreven: „Det passer sig vel, thi dette Skjold bar Hertug Nödung, og han fik store Hug under Mimungs Eg af hin stærke Vidga för han faldt, og det skal nu være givet Högne.“ De takkede nu Markgreven meget for deres gode Modtagelse; og efterat de havde spiist, lode de deres Heste trække frem, og gjorde sig dernæst færdige til Reisen tillige med Markgreven, og med ham syv af de raskeste Riddere, og de rede dernæst ud af Borgen. Da de vare færdige, önskede Fru Godelinda dem at fare vel og lykkelig og at komme med Anseelse tillbage.




Noter:

  1. jfr. Kap. 146.
  2. Nu kaldes hun fremdeles Gudrun i A.
  3. Her menes formodentlig Main.
  4. Möre; sandsynlig er dette Navn ved en Feilskrift fremkommet af Mæn, Main.
  5. Ekkivard, B, P.
  6. Jfr. Kap 309.