Didrik af Bern - Herburts og Hildes Elskovshandel

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Femtende Fortælling

Herburts og Hildes Elskovshandel


209. Grev Herthegn i Verronne var gift med Kong Didriks Söster Isod. De havde tre Sönner; den ældste hed Herburt, den anden Herthegn, den tredie Tristram.[1] Hos Greven var en Kæmpe ved Navn Vigvald. Da Sönnerne voxte til, besluttede Greven at lade denne lære dem at fægte og undervise dem i alskens Idrætter og Hofværk. Herburt og Herthegn fattede godt, men den unge Tristram kunde ikke nemme. Det traf sig nu en Dag, at Vigvald[2] og hans Lærlinge sade og spiste, da talte de to Brödre indbyrdes om, at deres Broder Tristram ikke kunde lære at fægte, og sagde, at han blev nödt til at give sig til en anden Syssel. Da svarede Tristram og sagde, at han var beredt til at fægte med enhver af dem, og lagde til, at de da skulde faae at pröve, om han forstod sig paa at fægte eller ei, eftersom de sagde, at han ikke havde lært det. De erklærede, at det skulde skee som han önskede, og Tristram vilde nu fægte strax paa Stand. Brödrene og deres Læremester Vigvald ginge da og toge deres Sværde, hvormed de pleiede at fægte. Da tog den unge Tristram til Orde og sagde, at Pröven ei kunde være tilstrækkelig afgjörende, saa længe de kun havde slöve Sværde, og at han derfor önskede at fægte med hvasse Sværde, „thi da kunne vi vide,“ lagde han til, „hvorlunde vore Sværde bide, naar vi ei forstaae at holde vore Skjolde for os; men dog skulle vi ikke vredes for den Sags Skyld.“ Hans Broder Herthegn vilde nu træde frem at fægte og tyktes vel om, at de havde hvasse Sværde, fordi han tilforn var fremmeligere i Konsten. Vigvald vilde da see, om de kunde noget eller intet af hvad de havde lært hos ham, og bad dem ei at vredes, da de nu havde hvasse Sværde. Herthegn sagde, at han paa ingen Maade skulde blive vred, men da den unge Tristram oplöftede sit Sværd og gik imod sin Broder med Vrede, og hævede sit Skjold, traadte hans Læremester Vigvald til og sagde, at han ikke skulde hæve Skjoldet saaledes. „Hæv det hellere paa den Maade!“ sagde han, og viiste han hvorledes. Men Tristram svarede meget opbragt, at nu lærte han det ikke, om han ikke havde lært det för, og at det ikke nyttede at undervise ham deri. De gik nu sammen og fægtede, og Herthegn tyktes, at han kunde stöde ham, hvor han vilde, hvis han ikke vilde skaane ham. Den unge Tristram oplöftede sit Sværd, og lod som han vilde hugge til sin Broder Herthegn, men Herthegn holdt Skjoldet op for Hugget. Da Tristram saae dette, stak han Sværdet under Skjoldet til Herthegn ind i Livet ovenfor Buxebeltet, saa at Sværdet gik igjennem ham og Herthegn faldt död paa Stedet. Men Tristram kastede sit Skjold ned, og gik bort med draget Sværd hen, hvor hans Hest stod, sprang paa dens Ryg og red dernæst bort af sin Faders Land til Brandenborg til Hertug Iron, hvor han opholdt sig i lang Tid, og fortalte Hertugen hele sin Færd, og hvad Aarsagen var til, at han drog ud af sit Land, og hvad han havde gjort. Hertugen tyktes vel om Tristram.


210. Da nu Grev Herthegn blev underrettet om, at hans Sön var dræbt, og at den unge Tristram var dragen bort, kaldte han paa Herburt, og spurgte, hvor hans Broder var, og om det var sandt, hvad der var fortalt ham, at hans Broder var dræbt og Tristram reden bort. Herburt sagde, at det var sandt. Da sagde Herthegn: „Jeg har mistet to Sönner, og alt dette voldte du alene. Istedenfor at du som den ældste hellere skulde have raadet dem og hindret dem i at gjöre Ondt, har du hidset dem sammen og været Aarsag til, at det er gaaet saa, thi var det tilbörligt, at du alene undgjeldte det, og aldrig mere vorder du en duelig Mand.“ Det tyktes ham ilde, at hans Fader blev vred paa ham, og han græmmede sig derover meget og gik bort [en Stund], men dvælede der dog siden en lang Tid. Derpaa tog han sin Hest og sine Vaaben og red bort, og drog ad Veien til Bern for at besöge sin Morbroder, hvem han [efter Ankomsten] fortalte Alt, hvordan det var gaaet, at hans Broder Herthegn var dræbt, og at den unge Tristram, deres Broder, havde gjort det, og dette havde deres Fader lagt ham til Last, hvorfor han var dragen bort. Kong Didrik tog vel imod sin Frænde, og denne var hos ham i lang Tid.


211. Herburt udmærkede sig i alle legemlige Færdigheder, saa at der neppe fandtes hans Lige i de Lege, som foretoges, og i alt andet Ridderskab. Kong Didrik sögte imidlertid Underretning om, hvor der var en Kvinde, som kunde passe sig for ham, og nu blev der ham fortalt om en Kvinde, som hed Hilde, en Datter af Kong Artus af Britannien[3]. Hun blev berömmet som den deiligste Kvinde. Kong Didrik sendte nu Mænd hele Verden omkring at söge efter en Kvinde, som kunde passe for ham; disse Mænd kom til Britannien til Artus, og det blev dem sagt, at hans Datter var den skjönneste af alle Kvinder i Verden; men saa omhyggeligen blev hun bevogtet, at man aldrig kunde faae hende at see. Uden at udrette noget videre droge de tilbage til Bern, og fortalte Kong Didrik, hvor meget der var sagt dem om Kong Artus's Datters Belevenhed og Skjönhed, og at hendes Lige ei vilde findes, om man end ledte al Verden rundt; ogsaa det fortalte de, at hun blev saa omhyggelig bevogtet, at ingen udenlandske Mænd kunde faae hende at see, heller ikke indenlandske, undtagen Kongens kjæreste Venner. Da nu Kong Didrik havde hört denne Tidende, henvendte han alle sine Tanker paa, at faae denne Kvinde tilægte. Han kaldte da sin Frænde Herburt til sig, og sagde, at han skulde reise i hans Ærende til Britannien, og beile for ham til Kong Artus's Datter Hilde. Herburt sagde, at han vilde reise, hvorhen Kongen vilde sende ham. Kong Didrik lod nu berede hans Reise, og gav ham tredive[4] Riddere og mange Svende og et kosteligt Skib. De droge derpaa Veien frem, indtil de kom til Britannien. Der bleve de vel modtagne, og da Herburt havde dvælet der en kort Tid, gik han for Kongen og sagde, at hans Morbroder, Kong Didrik af Bern, sendte ham did for at beile for ham til hans Datter Hilde. Da svarede Kong Artus, og spurgte, hvi Kong Didrik ei foer selv at beile til hans Datter. Herburt svarede, at Kong Didriks Mænd havde været der for nogen Tid siden, men ikke faaet hende at see; nu sendte han derfor sin egen Söstersön, hvem han godt betroede til at udsee ham en Kone. Da svarede Kongen, at han for det förste ikke fik hende at see, og at det var Skik, at hun ikke kom til Syne for udenlandske Mænd uden den Dag, da hun pleiede at gaae i Kirke.


212. Herburt opholdt sig nu i lang Tid hos Kong Artus; og Kongen gjorde ham til sin Mand, saa at han skulde tjene ham. Der var han saaledes en Tid. Han var saa beleven en Mand, at Ingen tyktes at have seet hans Lige. Da nu Kong Artus saae, hvor vel han tjente, forögede han hans Værdighed, og gjorde ham til sin Mundskjenk, og satte ham til at styre hundrede Riddere, og til at skjenke for saadanne Gjester, for hvem det især kom an paa Belevenhed, og dette udförte han med mere Konst end nogen Mand för havde seet, og for selve Kongen skjenkede han med saa megen Konst og Belevenhed, at Ingen syntes at have seet saadan Mand hverken indenlandsk eller udenlandsk. Han blev nu sat til Hövding ved Hirden over Kongens Riddere. Engang da Herburt tvættede sig, för han vartede op ved Kongens Bord, vilde han intet Haandklæde tage, men holdt sine Hænder op i Solskinnet og törrede dem saaledes.


213. Herburt var nu hos Kongen, indtil der kom en Dag, da der var stor Höitid i Kongehallen, paa hvilken Dag Hilde ogsaa skulde gaae i Kirke. Da gik Herburt hen paa hendes Vei for at faae hende at see. Da nu Hilde gik ud fra [sin Hal], droge en Mængde Mennesker med hende. Der fulgte hende tolv Grever, sex paa hver Side, som holdt hendes Klæder op, og derefter gik tolv Munke, sex paa hver Side, som maatte passe hendes Kaabe og bære den efter hende, men siden kom tolv Jarler med Brynjer og Hjelme og Skjolde og blottede Sværde; de skulde passe, at Ingen skulde være saa dristig at tale til hende. Ovenover hendes Hoved var gjort en saadan Indretning, at der sade to Fugle, der udbredte deres Vinger for Solen, saaledes at dens Straaler ikke skulde falde paa hendes snehvide Legeme. Om hendes Hoved var svöbt et Silkeklæde, saa at intet Menneske kunde see hendes Ansigt. Med megen Anstand og Sirlighed traadte hun ind i Kirken og satte sig i sin Stol, tog sin Bog frem, sang i den, og saae aldrig ud af den. Nu gik Herburt i Kirken, og fik sig der en Plads, saa nær Kongedatteren som han kunde, men han kunde dog ikke see hendes Ansigt, da Vagtmændene stode for hende. De tolv Jarler derimod stode udenfor Kirken med deres Vaaben. Der fortælles nu, at Herburt havde taget to Muus med sig, af hvilke han havde ladet den ene smykke med Guld, den anden med Sölv, Nu lod han den med Guld smykkede Muus lös, men den löb forbi Kongedatteren, og hun skottede hurtig om og saae hvor Musen löb. Da saae Herburt noget af hendes Ansigt. Kort derefter lod han den Muus löbe, som var smykket med Sölv, og denne Muus löb samme Vei som den forrige. Da saae Kongedatteren anden Gang ud af sin Bog, saae efter Musen hvor den löb, og nu blev hun en særdeles vakker Mand vaer. Da saae hun til ham og han til hende og lo. Strax derefter sendte hun sin Mö hen at spörge ham om, hvo han var, hvorfra han kom, og hvad Ærende han bragte. „Jeg hedder Herburt,“ svarede han, „og er Frænde af Konning Didrik af Bern, men ei skal jeg drage længere end herhid, dog kan jeg ikke sige dig mit Ærende, men om din Frue vil vide det, da skal jeg sige hende det, naar vi ere ene.“ Derpaa gik Möen tilbage og fortalte Kongedatteren alt det, som hun havde faaet at vide, og tillige at han önskede at tale med hende. Da svarede Kongedatteren, at hun dristede sig ikke til at tale et Ord med en udenlandsk Mand, saalænge hendes Fader og Moder vare nærværende; hun bad ham derfor stille sig bag Kirkedören og vente der til hendes Forældre vare gangne bort. Möen gik nu anden Gang til ham, og berettede ham, hvad Kongedatteren havde sagt. Han gjorde saa, og ventede ved Dören, indtil Kongen var gaaet ud. Nu gik Kongedatteren til Udgangen og dreiede om bag ved Dören. Da Herburt saae hende, hilsede han hende, men hun böd ham velkommen, og spurgte hvad Ærende han havde til hende. „Det er langt at fortælle dig vort Ærende,“ sagde han, „thi nu har jeg været i denne Stad tilligemed mine Riddere et Halvaar, og fik eder aldrig för at see. Og det önsker jeg, at I vil mage det saa, at jeg kan tale med eder længere Tid, for at I kan faae vort Ærende at vide.“ Hun sagde, at det saa skulde være. Men en Munk, som holdt Vagt om hende, gik imellem dem, og skjöd ham bort, og spurgte, hvi han var saa dristig, at han, som udenlandsk Mand, understod sig i at tiltale deres Frue, og det skulde han snart undgjelde. Men Herburt tog sin Haand i hans Skjæg og rykkede saa fast, at baade Skjæg og Skind fölgte med, og föiede til, at han eengang for alle skulde vænne ham af med at stöde udenlandske Mænd bort. Kongedatteren og hendes Ledsagere gik da bort, og Herburt gik hjem til Kongens Bord.


214. Kongens Datter gik til sin Faders Hal, fordi der var da en stor Höitid. Herburt stod nu for Kongens Bord og vartede op. Da sagde Kongedatteren til sin Fader: „Vil I give mig en Gave, som jeg önsker mig af eder?“ „Hvad er dit Önske?“ spurgte Kongen, „du skal faae alt hvad du önsker dig i mit Rige.“ „Det önsker jeg,“ svarede hun, „at I skal give denne belevne Ridder, eders Mundskjenk, til min Tjener.“ „Du skal faae Mundskjenken,“ svarede Kongen, „efterdi det ei kan være anderledes, da jeg har gjort mit Löfte, för jeg vidste, hvad du vilde bede om.“ Da Gildet var sluttet, drog Kongedatteren til sit Kastel og den unge Herburt med hende for at tjene hende. Nu sendte Herburt sine Riddere at gjöre Skibene færdige, og tolv af dem sendte han hjem til Bern, at fortælle Kong Didrik, at han nu havde seet Hilde, og at hun var den deiligste af alle Kvinder. Disse Afsendinge droge til Bern, og fortalte Kong Didrik alt hvad der var skeet, og Kongen var vel fornöiet med deres Færd.


215. Herburt talte ofte med Kong Artus's Datter Hilde og sagde, at hans Morbroder, Kong Didrik af Bern, havde sendt ham til hende i det Ærende, at beile til hende paa hans Vegne. Hun spurgte nu, hvad Mand Kong Didrik af Bern var, og hvordan han saae ud. „Konning Didrik af Bern,“ svarede Herburt, „er den störste af alle Kæmper i Verden og meget gavmild; og bliver du hans Kone, da vil der hverken mangle dig Guld eller Sölv eller kostelige Klenodier.“ „[Kan du] male hans Hoved paa Muren der?“ sagde hun. „Frue!“ svarede han, „det formaaer jeg at gjöre med min Haand, at den Mand, som har seet Konning Didrik, skal strax gjenkjende ham.“ Og nu malede han et stort og skrækkeligt Ansigt paa Muren og sagde: „Frue! see her Konning Didrik af Berns Ansigt, og saa sandt hjælpe mig Gud, er hans Ansigt endnu skrækkeligere.“ „Da være Gud mig aldrig saa vred,“ svarede Hilde, „at dette hint skrækkelige Uhyre skulde blive min Ægtemand;“ og end sagde hun: „Herre! hvi beiler du ikke hellere til mig for dig selv.“ „Frue!“ svarede Herburt, „jeg vilde udföre Konning Didriks Ærende, som mig var budet; men hvis du ikke vil antage hans Andragende, da vil jeg gjerne ægte dig, og skjöndt jeg ei er kongebaaren, saa er dog hele min Slægt hæderlig, og jeg eier nok af Guld og Sölv at give dig, og ei frygter jeg for nogen Mand, hverken for [Konning Artus og hans Mænd, ei heller for] Didrik af Bern eller nogen Anden i Verden, og jeg skal gjöre alt, hvad der staaer til mig, for at faae din Kjærlighed.“ Nu svarede Hilde: „Herre!“ sagde hun, „af alle Mænd, som jeg har seet, kaarer jeg helst dig, og lad end Konning Didrik af Bern være mægtigere end du er, saa vil jeg dog kaare dig og ei ham;“ og för de sluttede deres Tale, lagde de deres Hænder sammen, og svore hinanden Ed, at Intet skulde skille dem ad uden Döden.


216. Herburt opholdt sig nu i hendes Hal i nogen Tid, indtil han en Dag aarle om Morgenen talte til Kongens Datter: „Frue!“ sagde han, „det Raad vil jeg nu give, at vi ride ud af Borgen, för Kongen faaer Mistanke om denne vor Beslutning;“ men hun bad ham i Alt at raade, for hende, [og lagde til], at hendes Liv var hende ene kjært, naar hun kunde tilbringe det hos ham. Han tog da to Heste, og sadlede dem, den ene for sig den anden for hende. De rede derpaa rask og iilsomt ud af Borgen og til Skoven. Men da Vagtmændene saae Herburt ride, og anede, hvilken Kvinde der fulgte ham, gik de i en Hast til Kongen og sagde ham, hvad de havde seet. Og da Kong Artus hörte dette, sendte han Mænd til sin Datters Kastel, men da Sendemændene kom der, bleve de vaer, at Kongens Datter var borte og Herburt med hende, og de gik iilsomt til Kongens Hal, og fortalte ham, hvad de havde erfaret.


217. Kongen kaldte nu sin Ridder Herman til sig, og böd ham ride ud af Borgen efter Herburt, og ei komme tilbage, för han havde hans Hoved at före ham. Herman tog sit Skjold og sine Vaaben og steg paa sin Hest; tredive Riddere og tredive Svende fulgte ham med Vaaben, og de rede nu ad samme Vei, ad hvilken Herburt var reden, og de kom ham endelig saa nær, at Herburt fik dem af see og sagde da til sin Frue: „Her bag os ride Kongens Riddere; Kongen synes vel, at vi ere dragne bort med for liden Hæder, og derfor sender han sine Riddere til at tjene os.“ Da svarede Hilde: „Andet monne disse Mænds Ærende være end I tænker, thi de monne ville have eders Liv.“ Da svarede Herburt: „Frue!“ sagde han, „hvi monne de ville have en saglös Mands Liv, og om saa er, som I siger, da hjælpe Gud mig, at jeg aldrig skal falde for disse Mænd saa at jeg bliver dem noget skyldig; men længere vil jeg ikke saaledes flygte.“


218. Det fortælles nu, at Herburt steg af Hesten, tog sin Frue ned og bandt Hestene ved et Træ, men lagde sig hos Kongedatteren og favnede hende. Kort efter kom Herman og hans Mænd til. Herburt böd dem velkommen; Herman svarede, at han aldrig skulde byde dem velkommen og lagde til: „Siig du, hin onde Hund! förend du döer, og kald Gud til Vidne paa, at du ei lyver, har Hilde beholdt sin Uskyldighed?“ Herburt svarede: „I Morgen, da Solen stod op, var hun Mö, men nu er hun min Kone.“ Derpaa red Herman imod ham og satte Spydet for hans Bröst. I Öieblikket trak Herburt sit Sværd og hug Spydskaftet sönder, og det andet Slag hug han paa hans Hjelm, og klövede den og Bugen, saa at han faldt död til Jorden, og strax gav han den anden Ridder et Slag over Laaret, saa at det gik af og han faldt til den anden Side af Hesten; den tredie stak han igjennem med sit Sværd. Og nu kom det til en haard Kamp, og de strede saa længe, at tretten Riddere og fjorten Svende vare dræbte, men de övrige flyede tilbage til Borgen. Herburt havde elleve Saar, alle store, og hans Skjold og Brynje vare saa forhugne, at de ikke kunde bruges længer; men hans Frue tog sit Klæde, skar det sönder og forbandt hans Saar; siden stege de paa deres Heste og red til hans Riddere, hvorpaa de gik ombord, og seilede langt bort til fjerne Lande, hvor de kom til en Konge, og opholdt sig hos ham længe, og Herburt blev der Hertug ved Hirden, og udförte mange Storværker, blev Landværnsmand, og var i megen Anseelse, og der er meget om ham og hans Storværker at fortælle.




Noter:

  1. Tilstram, B: Sintram, P.
  2. Vigbald, B, P, og stundum i A.
  3. Bertangeland, P.
  4. Fire og tyve, P.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.