Sagan om Didrik af Bern - Herbert oc Hilda

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif


For at alle norrøne tegn som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen OldNordicTimes installert på din PC eller Mac. OldNordicTimes skal lagres i Fonts i Windows eller installeres i fontboken i Mac OS.


Sagan om Didrik af Bern


Herbert oc Hilda



Kap. 213.

Huru Sintram dräpte sin broder Hertagen och flydde till Brandenborg.

En greffue het Harding. Han atte ena hustrv som Ysall het, syster Didriks konungs. The haffde 3 søner. [Then ena het Herbrot, then andra het Hertagen, then tridia het Sinstram[1]. En kæmpe war meth greffuen som Wigball[2] het, han kunde well at skirma. Greffuen bad hanum at lære sinæ søner at skirmæ oc sa giorde han. Herbrot oc Hertagen lærda wæll at skirma, Sintram lærda illæ, han war oc then yngxte.

En dag talade brøderne sig i mellom, bade Sintram læra andra lekæ, ty han kunde ekke læra at skirma. Sintram swarade: «Iak will skirma meth annan ider, tha fa i see hwat iak kan.» Sintram wilde skirma strax i stad. Tha gingo the vpa markena oc thera mestara meth them. The togo [the swerd[3] som the wore wan at skirma meth. Sintram sagde: «Wij wilia skirma meth hwassa swerd, tha mon see ho som beszt kan.» Hertagen gik mot hanum, oc wilde gerna haffua hwass swerd, ty han kunde bæter skirma. Mestaren bad hanum skirma høffuiskeliga oc bad them ekke wredas. Sintram drog sit swerd oc gik mot sin broder wredeliga. The gingo saman oc skirmade. Hertagen matte haffua huggit sin broder hwar han wilde, sa war han kloker. Tistram bar op sit swerd oc hiog at broder sin, han bar skiollen for sik oc kom hoggit i skiollen, tha stakken vndir skiollin oc stak sin broder gymon liffuit sa at han bleff strax død. Tistram gik till sin hæst oc red till Brandenborg, oc dwaldis ther langa stwnd nær hertogen Iram[4]


Kap. 214.

Herbert kommer till Bern.

Greffue Herding war thes war at hans son war dræpen. Tha kallade han till sik sin son Herbert oc sporde hwar hans broder war, eller om han war død oc Tistram war bort ridin. Herbert sagde swa war sant. Greffuen swarade: «Jak haffuer mist nw two myna søner oc theth haffuer thw alt wollet, ty tw war then elszte oc tw skulde styrt them om the haffde illa giort, ty borde tik theth nw giælla.» Herbert tog sin hæst oc wapn oc red till Bern, till konung Tydrik, sin moder broder, oc sagde hanum alt hwre gangit war. Tidrik konung vntfik hanum well oc hiolt hanum i stora werdighet.


Kap. 215.

Konung Didrik sänder Herbert till konung Artus i Bertanea, att bedas till hans dotter Hilda.

Herbert war then raskaste riddara som wæra matte. Konung Tydrik war tha enkling. Han kunne engen mø eller quinna finna ther han haffua wilde, tog war hanum sakt at konung Artus i Bertanea[5] hafde ena dotter som Hilda het. Hon war then fægirsta jomfrw man wiste aff at sye. Konungen hafde sit bud tit at skoda[6] henne. The komo hem oc sagde at the fingo henne ekke see, sa war hon nøgeliga till wara takin. Tha sagde konung Tydrik till sin frende: «Herbert, tw skalt fara till konung Artus oc bid hanum giffua mik sina dotter till ækta hwstrv.» Konungen lot honum kosteliga wt reda, bade meth wapn oc klæde oc 24 riddara.

Herbert kom till Artus konung oc sagde hanum sit ærinde. Konung Artus swarade: «Hwi foor Tydrik aff Bern ekke sielffuer hit, om han wilde myna dotter haffua?» Herbert swarade: «Her waro førra hans men oc fingo henne ekke atsee, ty sænde han mik hiid sin systerson, om iak faar henne heller at see.» Konungen swarade: «Theth ær ekke sid at nogor wtlendzskæ men ma henne see, vtan høgtidis daga, tha hon gar till kirkia.» Konungen behagade Herbert wæll, ty bad han hanum tiæna sik. Oc sa giorde han oc sagde konungenom sinæ tiænist. Konungen giorde hanum till sin skænk. Herbert war en degeligen man, han tiente konungen gansze well, ty war konungen kær at hanum. Theth war Herberts sid at tha han haffde sinæ hænder twaget, han torkade them i solskin oc aldre wilde han handklæde haffua.


Kap. 216.

Huru konunga-dottern gick till kyrkan, och Herbert fick tala vid henne.

Theth war en mykin høgtidis dag oc konungen hiolt stor staat, tha gik hans dotter till kirkia. Herbert stod i wægen for henne. 12 greffue gingo a hwar henne hand oc hiollo henna klæder op oc 6 mwnka a hwar henne hand, oc 12 jarla meth brynior oc hielma oc hwassa swerd. Ty torde engen wid henne tala. Offuer hennes huffuod war burit kosteliga gyllene stykke at æy skulde solen brennæ hennes fagra ænlite.

Tha hon kom i kirkiana, tha lag hon i sin stoll oc lass, oc Herbert stod æy langt fra henne. Han haffde two myss i sin handska oc hwar thera haffde en toring aff silff. Han slepte først then ena løss. Konungens dotter fik theth atsee, tha log hon att. Tha sag Herbert nokot aff henne anlite. Tha slepte han the andra mws, æn log konungens dotter oc saa till Herbert, oc han sag till henna igen. Tha sende hon sin mø till hanum, oc sporde hwat man han war. Herbert swarade: «Iak will tala wid jomfrwna sielff. Theth henne ligger stor makt vpa, iak ær konung Tydriks bud aff Bern.» Møen gik tha ater igen oc sagde sin jomfrw hwat han swarade. [Jomfrwn sagde: «Bid hanum sta baag kirkia dørena[7] tha iak wtgaar. Tha will iak tala wid hanum.» Herbert giorde som møn bad. Tha konungens dotter skulde wtga, tha wænde hon sig till Herbert ther han stod baag døren oc sporde hwat ærinde han haffde. «Mit ærinde ær langt aff at sigia. Flyr theth sa at iak far tala wid ether en halffuan dag eller helan?» Jomfrvn swarade: «Theth skall ske.» Tha swarade en aff the mwnkæ som henne folde: «Hwat man ær theth som sa diarffuer ær, at han tor tala wid myn jomfrv? Hanum borde haffua ther otak fore!» Herbert fik vti hans skæg oc tog næffwan full ther aff, sa at huden folde meth, oc bad hanum ekke fortala wtlendska men.


Kap. 217.

Herbert blir konunga-dotterns tjenare.

Sidan gingo the hem oc jomfrvn sattis till bords meth sin fader. Herbert stod for bord oc tiænte. Jomfrwn bad sin fader wete sik ena bøn. Konungen sagde ia oc sporde hwat theth war. [Hon sagde:[8] «Later then vnga man wara min tiænare som her star for idert bord.» Konungen sagde theth mag well wara. Tha konungen war wæll mæt, tha gik iomfrwn op i sit torn igen. Herbert folde henne oc sende the 12 riddara till Bern, at sya konung Tydrik at jomfrwn ær then fægirsta ther wara kunde.


Kap. 218.

Herbert afritar konung Didrik, och trolofvar sig sjelf med konunga-dottern.

Herbert sagde till konungens dotter: «Min moderbroder Tydrik aff Bern sende mik hiit till ider. Han will ider haffua till syna hustrv om i sa wilia.» Hon sporde om han war fager man. Han swarade: «Tydrik ær then besztæ kæmpæ i wærildena ær, gull oc silffuer hauer han nog.» Jomfrwn sporde: «Kantw mala hans anlite her [vppa weggena?[9]» Herbert swarade: «Theth kan iak well.» Sidan tog han færga oc malade anlitit vpa weggena, stort oc grymmeligit theth ledaste han kunde, oc sagde: «Sa ær konung Tydriks anlite skafft. Oc sa hialpa mik gud at theth ær ledare oc ekke fægre.» Jomfrwn sagde: «Gud lata mik aldre fa theth leda trwll. Mangen man bider at en annan, han matte bidia at sik sielff.» Herbert swarade: «Wilia i ekke hanum haffua, tha will iak bidia for mik sielff. Jak ær fød aff konungx slekt. Iak ræds for engen konung, hwaske Tydrik eller tin fader.» Jomfrvn swarade: «Aff allæ men som iak haffuer seet, tha will iak engen annan haffua [æn tik[10].» Sidan lagde the sina hender saman, oc loffuade hwar annan sinæ tro.


Kap. 219.

Herbert flyr bort med konunga-dottern, och sofver hos henne.

Tha giorde Herbert two hæsta redo. Then ena satte han iomfrwn vpa, oc annen red han sielff vpa. Sidan redo the sin wæg. Theth fingo wæktarna at see, gingo oc sagde konungen till. Konungen sagde till en riddare som Hermen het oc bad hanum rida æffter them. Han tog sin wapn oc red aff stad, meth hanum 30 riddera oc 30 swenna. Tha Herbert fik them atsee, tha bad han jonfrwn stigæ aff hestin, oc sagde: «Jak will ekke dø vtan sak.» Sidan lagde han jomfrvn nid oc giorde hwat hanum tæktis.


Kap. 220.

Herbert dräper konung Artus' riddare, och rider bort med hans dotter till konung Iron.

Tha kom Hermen, konung Artus frende. Han sporde Herbert: «Ær iomfrwn møø? Æn sig mik theth før tw dør.» «Mø waren æn tha soll gik op, oc nw ær hon min hustrv.» Tha stak Hermen hanum meth sit glaffuen for hans bryst. Herbert hiog stakan sunder, sidan hiog han vpa Hermens hielm, oc kløff huffuodit nider i halsen. Oc sa hiog han till en annan riddara oc hiog laret aff hart wid sadelen, then tridia stak han twert wt gynom. Tha begyntis ther en hard stridh. En litin stwnd ther efftir haffde Herbert dræpit 12 riddara oc 14 swenna, the andra flyddo vndan. Tha haffde Herbert 11 stora saar. Konungens dotter tog sit klæde oc bant hans saar. Sidan stigo the a theris hæstæ oc rido till en konung som Iron[11] het. Herbert war then welkomen oc ther giord till en hertoge [oc bleff hooss Jron konung langa stwnd oc giorde mykin manhet sidan[12].


Kap. 221.

Om konung Didriks, Detzleff Danskes och Fasholt hin stoltes giftermål.

Tha konung Tydrik thethta sporde, tha red han norder om fiæll, Detzleff Danske oc Fasholt meth honom oc 70 riddara. Han kom till et slot som Drakenfell het. Ther war han welkomen. Ther wore the 9 konungx døtter. Thera moder war død aff then sorg hon fik, tha her Ekkia war slagin. Her Tydrik beddes till then elszte, then andra Detzleff Danske, then tridia hin stolte Fasholt. The fingo godæ swar oc giorde thera brylløp, før æn the thædan rido. Ffasholt oc Detzleff beholde rikit som jomfrwnar fader haffde att, konung Tydrik giorde them bada till hertwgæ. Sidan red han hem till Bern oc haffde sinæ hustrv meth sik.


Hyltén-Cavallius' 1854-utgave


Fornsvensk(æ).jpg er gjengitt som ꜹ, -eth.jpg er gjengitt som ʒ.



Kap. 213.

Huru Sintram dräpte sin broder Hertagen och flydde till Brandenborg.

En greffue ꜧet ꜧarding ꜧaŋ atte ena ꜧuſtrv ſoɱ ẏſall ꜧet . ſẏſter didriks konungs . tꜧe ꜧaffde iij ſøner . [tꜧeŋ ena ꜧet ꜧerbrot . tꜧeŋ andra ꜧet ꜧertageŋ . tꜧeŋ tridia ꜧet ſinſtraɱ[13] . Eŋ kꜹmpe war mʒ greffueŋ ſoɱ wigball[14] ꜧet . ꜧaŋ kunde well at ſkirma . greffueŋ bad ꜧanuɱ at lꜹre ſinꜹ ſøner at ſkirmꜹ . oc ſa giorde ꜧaŋ . ꜧerbrot oc ꜧertageŋ lꜹrda wꜹll at ſkirma . ſintraɱ lꜹrda illꜹ . ꜧaŋ war oc tꜧeŋ ẏngxte . Eŋ dag talade brøderne ſig i melloɱ . bade ſintraɱ lꜹra andra lekꜹ tẏ ꜧaŋ kunde ekke lꜹra at ſkirma . Sintraɱ ſwarade iak will ſkirma mʒ annaŋ ider . tꜧa fa i ſee ꜧwat iak kaŋ . Sintraɱ wilde ſkirma ſtrax i ſtad . tꜧa gingo tꜧe vpa markena oc tꜧera meſtara mʒ tꜧeɱ . tꜧe togo [tꜧe ſwerd[15] ſoɱ tꜧe wore waŋ at ſkirma metꜧ . ſintraɱ ſagde wij wilia ſkirma mʒ ꜧwaſſa ſwerd . tꜧa moŋ ſee ꜧo ſoɱ beſʒt kaŋ . ꜧertageŋ gik mot ꜧanuɱ/ oc wilde gerna ꜧaffua ꜧwaſſ ſwerd . tẏ ꜧaŋ kunde bꜹter ſkirma . Meſtareŋ bad ꜧanuɱ ſkirma ꜧøffuiſkeliga oc bad tꜧeɱ ekke wredas . Sintraɱ drog ſit ſwerd . oc gik mot ſiŋ broder wredeliga . tꜧe gingo ſamaŋ oc ſkirmade . ꜧertageŋ matte ꜧaffua ꜧuggit ſiŋ broder ꜧwar ꜧaŋ wilde . ſa war ꜧaŋ kloker . tiſtraɱ bar op ſit ſwerd oc ꜧiog at broder ſiŋ ꜧan bar ſkiolleŋ for ſik oc koɱ ꜧoggit i ſkiolleŋ/ tꜧa ſtakkeŋ vndir ſkiolliŋ oc ſtak ſiŋ broder gymoŋ liffuit ſa at ꜧaŋ bleff ſtrax død . tiſtraɱ gik till ſiŋ ꜧꜹſt . oc red till brandenborg . oc dwaldis tꜧer langa ſtwnd nꜹr ꜧertogeŋ iraɱ[16]


Kap. 214.

Herbert kommer till Bern.

|[17] Greffue ꜧerding war tꜧes war at ꜧans ſoŋ war drꜹpeŋ . tꜧa kallade ꜧaŋ till ſik ſiŋ ſoŋ ꜧerbert oc ſporde ꜧwar ꜧans broder war . eller oɱ ꜧaŋ war død . oc tiſtraɱ war bort ridiŋ . ꜧerbert ſagde ſwa war ſant . greffueŋ ſwarade . jak ꜧaffuer miſt nw two mẏna ſøner . oc tꜧʒ ꜧaffuer tꜧw alt wollet . tẏ tw war tꜧeŋ elſʒte oc tw ſkulde ſtyrt tꜧeɱ oɱ tꜧe ꜧaffde illa giort . tẏ borde tik tꜧʒ nw giꜹlla . ꜧerbert tog ſiŋ ꜧꜹſt oc wapŋ oc red till berŋ . till konung tydrik . ſiŋ moder broder oc ſagde ꜧanuɱ alt ꜧwre gangit war . Tidrik konung vntfik ꜧanuɱ well . oc ꜧiolt ꜧanuɱ i ſtora werdigꜧet .


Kap. 215.

Konung Didrik sänder Herbert till konung Artus i Bertanea, att bedas till hans dotter Hilda.

HErbert war tꜧeŋ raſkaſte riddara . ſoɱ wꜹra matte . konung tẏdrik war tꜧa enkling . ꜧaŋ kunne engeŋ mø eller quinna finna . tꜧer ꜧaŋ ꜧaffua wilde tog war ꜧanuɱ ſakt at konung artus i bertanea[18] ꜧafde ena dotter . ſoɱ ꜧilda ꜧet . ꜧoŋ war tꜧeŋ fꜹgirſta jomfrw . maŋ wiſte aff at ſẏe . konung ꜧafde ſit bud tit at ſkoda[19] ꜧenne . tꜧe komo ꜧeɱ oc ſagde at tꜧe fingo ꜧenne ekke ſee . ſa war ꜧoŋ nøgeliga till wara takiŋ . tꜧa ſagde konung tẏdrik till ſiŋ frende . ꜧerbert tw ſkalt fara till konung artus oc bid ꜧanuɱ giffua mik ſina dotter till ꜹkta ꜧwſtrv . konungeŋ lot ꜧonuɱ koſteliga wt reda bade mʒ wapŋ oc klꜹde oc xxiiij riddara . ꜧerbert koɱ till Artus konung oc ſagde ꜧanuɱ ſit ꜹrinde . konung artus ſwarade . ꜧwi foor tẏdrik aff berŋ ekke ſielffuer ꜧit/ oɱ ꜧaŋ wilde mẏna dotter ꜧaffua . ꜧerbert ſwarade ꜧer waro førra ꜧans meŋ . oc fingo ꜧenne ekke atſee . tẏ ſꜹnde ꜧaŋ mik ꜧiid ſiŋ ſyſterſoŋ . oɱ iak faar ꜧenne ꜧeller at ſee . konungeŋ ſwarade tꜧʒ ꜹr ekke ſid . at nogor wtlendʒſkꜹ meŋ ma ꜧenne ſee . vtaŋ ꜧøgtidis daga . tꜧa ꜧoŋ gar till kirkia . konungeŋ beꜧagade ꜧerbert wꜹll . tẏ bad ꜧaŋ ꜧanuɱ |[20] tiꜹna ſik . oc ſa giorde ꜧaŋ oc ſagde konungenoɱ ſinꜹ tiꜹniſt . konungeŋ giorde ꜧanuɱ till ſiŋ ſkꜹnk . ꜧerbert war eŋ degeligeŋ maŋ . ꜧaŋ tiente konungeŋ ganſʒe well tẏ war konungeŋ kꜹr at ꜧanuɱ . tꜧʒ war ꜧerberts ſid at tꜧa ꜧaŋ ꜧaffde ſinꜹ ꜧꜹnder twaget . ꜧaŋ torkade tꜧeɱ i ſolſkiŋ oc aldre wilde ꜧaŋ ꜧandklꜹde ꜧaffua .


Kap. 216.

Huru konunga-dottern gick till kyrkan, och Herbert fick tala vid henne.

Tꜧʒ war eŋ mẏkiŋ ꜧøgtidis dag . oc konungeŋ ꜧiolt ſtor ſtaat . tꜧa gik ꜧans dotter till kirkia . Herbert ſtod i wꜹgeŋ for ꜧenne . xij greffue gingo a ꜧwar ꜧenne ꜧand . oc ꜧiollo ꜧenna klꜹder op oc vj mwnka a ꜧwar ꜧenne [ꜧand]/ oc xij jarla mʒ brẏnior oc ꜧielma oc ꜧwaſſa ſwerd . tẏ torde engeŋ wid ꜧenne tala . offuer ꜧennes ꜧuffuod war burit koſteliga gyllene ſtẏkke at ꜹy ſkulde ſoleŋ brennꜹ ꜧennes fagra ꜹnlite . Tꜧa ꜧoŋ koɱ i kirkiana . tꜧa lag ꜧoŋ i ſiŋ ſtoll . oc laſſ . oc ꜧerbert ſtod ꜹẏ langt fra ꜧenne . ꜧaŋ ꜧaffde two mẏſſ i ſiŋ ꜧandſka oc ꜧwar tꜧera ꜧaffde eŋ toring aff ſilff . ꜧaŋ ſlepte førſt tꜧeŋ ena løſſ . konungens dotter fik tꜧʒ atſee/ tꜧa log ꜧoŋ att . tꜧa ſag ꜧerbert nokot aff ꜧenne anlite/ tꜧa ſlepte ꜧaŋ tꜧe andra mws . ꜹŋ log konungens dotter oc ſaa till ꜧerbert/ oc ꜧaŋ ſag till ꜧenna igeŋ/ tꜧa ſende ꜧoŋ ſiŋ mø till ꜧanuɱ/ oc ſporde ꜧwat maŋ ꜧaŋ war/ ꜧerbert ſwarade iak will tala wid jomfrwna ſielff . tꜧʒ ꜧenne ligger ſtor makt vpa . iak ꜹr konung tydriks bud aff berŋ . Møeŋ gik tꜧa ater igeŋ oc ſagde ſiŋ jomfrw ꜧwat ꜧaŋ ſwarade. [jomfrwŋ ſagde bid ꜧanuɱ ſta baag kirkia dørena[21] . tꜧa iak wtgaar . tꜧa will iak tala wid ꜧanuɱ . ꜧerbert giorde ſoɱ møŋ bad . tꜧa konungens dotter ſkulde wtga/ tꜧa wꜹnde ꜧoŋ ſig till ꜧerbert . tꜧer ꜧaŋ ſtod baag døreŋ oc ſporde ꜧwat ꜹrinde ꜧaŋ ꜧaffde/ Mit ꜹrinde ꜹr |[22] langt aff at ſigia flẏr tꜧʒ ſa at iak far tala wid etꜧer eŋ ꜧalffuaŋ dag . eller ꜧelaŋ . Jomfrvŋ ſwarade . tꜧʒ ſkall ſke . Tꜧa ſwarade eŋ aff tꜧe mwnkꜹ ſoɱ ꜧenne folde . ꜧwat maŋ ꜹr tꜧʒ ſoɱ ſa diarffuer ꜹr . at ꜧaŋ tor tala wid myŋ jomfrv . ꜧanuɱ borde ꜧaffua tꜧer otak fore . ꜧerbert fik vti ꜧans ſkꜹg . oc tog nꜹffwaŋ full tꜧer aff . ſa at ꜧudeŋ folde mʒ . oc bad ꜧanuɱ ekke fortala wtlendſka meŋ .


Kap. 217.

Herbert blir konunga-dotterns tjenare.

Sidaŋ gingo tꜧe ꜧeɱ . oc jomfrvŋ ſattis till bords mʒ ſiŋ fader . ꜧerbert ſtod for bord oc tiꜹnte . Jomfrwŋ bad ſiŋ fader wete ſik ena bøŋ/ konungeŋ ſagde ia oc ſporde ꜧwat tꜧʒ war/ [ꜧoŋ ſagde[23] later tꜧeŋ vnga maŋ wara miŋ tiꜹnare . ſoɱ ꜧer ſtar for idert bord . konungeŋ ſagde tꜧʒ mag well wara . Tꜧa konungeŋ war wꜹll mꜹt . tꜧa gik iomfrwŋ op i ſit torŋ igeŋ . ꜧerbert folde ꜧenne . oc ſende tꜧe xij riddara till berŋ at ſẏa konung tydrik . at jomfrwŋ ꜹr tꜧeŋ fꜹgirſta tꜧer wara kunde .


Kap. 218.

Herbert afritar konung Didrik, och trolofvar sig sjelf med konunga-dottern.

Herbert ſagde till konungens dotter . Miŋ moderbroder tẏdrik aff berŋ . ſende mik ꜧiit till ider ꜧaŋ will ider ꜧaffua till ſyna ꜧuſtrv oɱ i ſa wilia/ ꜧoŋ ſporde oɱ ꜧaŋ war fager maŋ . ꜧaŋ ſwarade . tẏdrik . ꜹr tꜧeŋ beſʒtꜹ kꜹmpꜹ i wꜹrildena ꜹr . gull oc ſilffuer ꜧauer ꜧaŋ nog . Jomfrwŋ ſporde kantw mala ꜧans anlite ꜧer [vppa weggena[24] . ꜧerbert ſwarade tꜧʒ kaŋ iak well . Sidaŋ tog ꜧaŋ fꜹrga oc malade anlitit vpa weggena. ſtort oc grẏmmeligit tꜧʒ ledaſte ꜧaŋ kunde/ oc ſagde/ ſa ꜹr konung tydriks anlite ſkafft . Oc ſa ꜧialpa mik gud at tꜧʒ ꜹr ledare oc ekke fꜹgre . Jomfrwŋ ſagde/ gud lata mik aldre fa tꜧʒ leda trwll Mangeŋ maŋ bider at eŋ annaŋ . ꜧaŋ matte bidia |[25] at ſik ſielff . ꜧerbert ſwarade . wilia i ekke ꜧanuɱ ꜧaffua tꜧa will iak bidia for mik ſielff . Jak ꜹr fød aff konungx ſlekt . iak rꜹds for engeŋ konung ꜧwaſke tydrik eller tiŋ fader . Jomfrvŋ ſwarade/ aff allꜹ meŋ ſoɱ iak ꜧaffuer ſeet . tꜧa will iak engeŋ annaŋ ꜧaffua [ꜹŋ tik[26] . Sidaŋ lagde tꜧe ſina ꜧender ſamaŋ/ oc loffuade ꜧwar annaŋ ſinꜹ tro .


Kap. 219.

Herbert flyr bort med konunga-dottern, och sofver hos henne.

Tꜧa giorde ꜧerbert two ꜧꜹſta redo . tꜧeŋ ena ſatte ꜧaŋ iomfrwŋ vpa/ oc anneŋ red ꜧaŋ ſielff vpa . Sidaŋ redo tꜧe ſiŋ wꜹg . tꜧʒ fingo wꜹktarna at ſee/ gingo oc ſagde konungen till . konungen ſagde till eŋ riddare ſoɱ ꜧermeŋ ꜧet . oc bad ꜧanuɱ rida ꜹffter tꜧeɱ . ꜧaŋ tog ſiŋ wapŋ oc red aff ſtad . mʒ ꜧanuɱ xxx riddera oc xxx ſwenna . tꜧa ꜧerbert fik tꜧeɱ atſee . tꜧa bad ꜧaŋ jonfrwŋ ſtigꜹ aff ꜧeſtiŋ/ oc ſagde . jak will ekke dø vtaŋ ſak . ſidaŋ lagde ꜧaŋ jomfrvŋ nid . oc giorde ꜧwat ꜧanuɱ tꜹktis .


Kap. 220.

Herbert dräper konung Artus' riddare, och rider bort med hans dotter till konung Iron.

tꜧa koɱ ꜧermeŋ . konung artus frende . ꜧaŋ ſporde ꜧerbert ꜹr iomfrwŋ møø . ꜹŋ ſig mik tꜧʒ før tw dør . Mø wareŋ ꜹŋ tꜧa ſoll gik op . oc nw ꜹr ꜧoŋ miŋ ꜧuſtrv . tꜧa ſtak ꜧermeŋ ꜧanuɱ mʒ ſit glaffueŋ for ꜧans brẏſt . ꜧerbert ꜧiog ſtakaŋ ſunder . ſidaŋ ꜧiog ꜧaŋ vpa ꜧermens ꜧielɱ/ oc kløff ꜧuffuodit nider i ꜧalſeŋ . oc ſa ꜧiog ꜧaŋ till eŋ annaŋ riddara oc [ꜧiog] laret aff ꜧart wid ſadeleŋ tꜧeŋ tridia ſtak ꜧaŋ twert wt gẏnoɱ . tꜧa begẏntis tꜧer eŋ ꜧard ſtridꜧ . Eŋ litiŋ ſtwnd tꜧer efftir ꜧaffde ꜧerbert drꜹpit xij riddara oc xiiij ſwenna . tꜧe andra flẏddo vndaŋ . tꜧa ꜧaffde ꜧerbert xj ſtora ſaar . konungens dotter tog ſit klꜹde oc bant ꜧans ſaar . Sidaŋ ſtigo tꜧe a tꜧeris ꜧꜹſtꜹ oc rido till eŋ konung ſoɱ iroŋ[27] ꜧet . |[28] Herbert war tꜧeŋ welkomeŋ oc tꜧer giord till eŋ ꜧertoge [oc bleff ꜧooſſ jroŋ konung langa ſtwnd . oc giorde mẏkiŋ manꜧet ſidaŋ[29]


Kap. 221.

Om konung Didriks, Detzleff Danskes och Fasholt hin stoltes giftermål.

Tꜧa konung tẏdrik tꜧʒta ſporde . tꜧa red ꜧaŋ norder oɱ fiꜹll . detʒleff danſke oc faſꜧolt mʒ ꜧonoɱ . oc lxx riddara . ꜧaŋ koɱ till et ſlot . ſoɱ drakenfell[30] ꜧet . tꜧer war ꜧaŋ welkomeŋ . tꜧer wore tꜧe . ix . konungx døtter . tꜧera moder war død . aff tꜧeŋ ſorg ꜧoŋ fik . tꜧa ꜧer ekkia war ſlagiŋ ꜧer tẏdrik beddes till tꜧeŋ elſʒte . tꜧeŋ andra detʒleff danſke . tꜧeŋ tridia ꜧiŋ ſtolte faſꜧolt . tꜧe fingo godꜹ ſwar . oc giorde tꜧera brẏlløp . før ꜹŋ tꜧe tꜧꜹdaŋ rido/ ffaſꜧolt oc detʒleff beꜧolde rikit ſoɱ jomfrwnar fader ꜧaffde att/ konung tẏdrik giorde tꜧeɱ bada till ꜧertwgꜹ/ ſidaŋ red ꜧaŋ ꜧeɱ till berŋ . oc ꜧaffde ſinꜹ ꜧuſtrv mʒ ſik/




Afvikande läs-arter:

  1. [Then ene heth Herbraath, then andre heth Hertagin, then tridie heth Thistram B.
  2. Vigboll B.
  3. [theress suerdh B.
  4. Yram B.
  5. Britania B.
  6. skude B.
  7. [Iomffrun badh honum staa bak berkedIrena B.
  8. [utelemnadt B.
  9. [utelemnadt B.
  10. [vtan teg B.
  11. Iram B.
  12. [och bleff hoss konungen laangestun och giorde mIketh manheth sidan B.
  13. [tꜧeŋ ene ꜧetꜧ ꜧerbraatꜧ tꜧeŋ andre ꜧetꜧ ꜧertagiŋ tꜧeŋ tridie ꜧetꜧ tꜧiſtraɱ B.
  14. vigboll B.
  15. [tꜧereſſ ſuerdꜧ B.
  16. ẏraɱ B.
  17. Bl. 98. Verso.
  18. britania B.
  19. ſkude B.
  20. Bl. 99.
  21. [iomffruŋ badꜧ ꜧonuɱ ſtaa bak berkedIrena B.
  22. Bl. 99. Verso.
  23. [utelemnadt B.
  24. [utelemnadt B.
  25. Bl. 100.
  26. [vtaŋ teg B.
  27. iraɱ B.
  28. Bl. 100. Verso.
  29. [ocꜧ bleff ꜧoſſ konungeŋ laangeſtuŋ och giorde mIketꜧ manꜧetꜧ ſidaŋ B.
  30. drakenſell i Orig.