Didrik af Bern - Niflungernes sidste Kamp

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Tre og tyvende Fortælling


Niflungernes sidste Kamp


344. Intet fortælles nu om Niflungernes Færd, för den Dag de rede til Susa. Det var da vaadt Veir og stor Storm, og de vare alle vaade. Og da de kom til den Borg, som hedder Sporta[1], red der en Mand imod dem, som var udsendt af Kong Attila, og skulde drage til Bakalar[2] og byde Markgreven til Gildes. Markgreve Rodingeir red just foran Hæren med sine Mænd; og da de nu kom sammen, spurgte Markgreven: „Hvad Nyt er der nu [i Susa]?“ „Det er det Nyeste [i Susa],“ svarede Manden, „at Niflungerne ere komne i Huneland, og Konning Attila bereder et Gilde for dem, men jeg er sendt til dig at byde dig til Gildes, men nu vil jeg fölge tilbage med eder, da jeg nu har faaet mit Ærende udfört,“ og saa gjorde han, og red nu med Markgreven. Da spurgte Markgreven Manden: „Hvor stort et Gjestebud agter Konning Attila at gjöre, og hvor mange Mænd at indbyde dertil.“ „Mig synes,“ svarede Sendemanden, „at der alt er et ikke ringe Antal af Mænd i eders Fölge; Konning Attila har budet mange Mænd til sig til Gjestebudet, men Dronning Gudrun har stevnet did dobbelt saa mange af sine Venner, og hun samler over hele sit Rige alle de Mænd, der ville yde hende Hjælp, og der ere gjorte saa store Anrettelser til dette Gjestebud, som om der skulde komme en overordentlig stor Mængde Mennesker, og Gildet tillige vare længe.“ Markgreven böd nu denne Mand ride til Borgen og sige, at Niflungerne nu vare komne. Han red da til Kong Attila, og bragte ham denne Tidende. Kongen sendte da Bud over hele Borgen, at hvert Huus skulle beredes, og i nogle skulde der gjöres store Ildsteder. Dernæst talte Kong Attila til Kong Didrik, og bad ham at ride ud imod dem. Saa gjorde han, og [da de mödtes], favnede de hverandre, og rede alle sammen til Borgen.


345. Gudrun stod i et Taarn og saae sine Brödres Færd, og saae der mangt et nyt Skjold, mangen faver Hjelm og hvid Brynje og mangen dyrebar Helt. Da sagde Dronningen: „Nu staaer Sommeren i sin favreste grönne Dragt, [og der komme mine Brödre med mangt et nyt Skjold og mangen hvid Brynje], og desto mere synes mig nu, at Sigurd Svends dybe Saar harme mig;“ og hun græd bitterlig, og gik imod Niflungerne, böd dem velkommen og kyssede dem alle. Borgen var nu næsten fuld af Mænd og Heste, da der alt tilforn vare saa mange hundrede, [at man ei kunde tælle dem].


346. Kong Attila tog vel med sine Svogre, og de bleve fulgte ind i de Haller, som forud vare indrettede, og Ild blev antændt for dem. Men Niflungerne hverken aftoge deres Brynjer eller lagde Vaabnene fra sig. Dronningen kom nu ind i Hallen til sine Brödre. Hun saae, hvorledes de hvide Brynjer skinnede frem, naar de löftede deres Kjortler. Saasnart Högne saae sin Söster Gudrun, tog han strax sin Hjelm, satte den paa sit Hoved og spændte den fast, og ligesaa gjorde Folker. Da sagde Gudrun: „Hil være dig, Högne! Har du medbragt til mig noget af Niflunge-Skatten, som Sigurd Svend eiede?“ „Jeg bringer dig en stor Uven,“ svarede Högne; „ham fölger mit Skjold og min Hjelm og mit Sværd, og derfor lod jeg ei min Brynje blive hjemme.“ Da sagde Kong Gunnar: „Fru Gudrun, vor Söster, gak hid og sid her!“ Nu gik Gudrun til sin unge Broder Gisler, kyssede ham og satte sig mellem ham og Kong Gunnar, og hun græd bitterlig. „Hvi græder du, Frue!“ spurgte da Gisler. „Det kan jeg dig vel sige,“ svarede hun, „mig harmer saare de store Saar, som Sigurd Svend fik imellem sine Skuldre, skjöndt intet Vaaben havde fæstet i hans skjold.“ Da svarede Högne: „Tal nu ei længer om Sigurd Svends de dybe Saar. Saa kjær som han var dig för, saae kjær være dig nu Konning Attila. Denne er en dobbelt saa mægtig Mand, og Sigurd Svends Saar mægte vi dog ikke at læge.“ Da stod Gudrun op og gik bort.


347. Kong Didrik af Bern kom da til og sagde, at Niflungerne skulde gaae til Bords, og ham fulgte Kong Attilas Sön Aldrian; men Dronningen tog drengen i sin Favn og bar ham ud. Saa gode Venner vare Kong Didrik og Högne, at de Haand i Haand forlode Hallen, og vandrede saa, til de traadte ind i Kongehallen, men i Hvert Taarn og paa hver Muur stode anselige Kvinder, og vilde see den over alle Lande saa navnkundige Högne. Niflungerne kom da til Kong Attilas Hal.


348. Kong Attila sad nu i sit Höisæde. Paa sin höire Side satte han sin Svoger, Kong Gunnar og dernæst Junker Gisler, saa Högne, saa Gernost, saa Folker; paa venstre Side af Kong Attila sad Kong Didrik, saa Markgreve Rodingeir, saa Mester Hildebrand. Alle disse sade i Höisædet hos Kong Attila; og saaledes havde de anseligste Hövdinger nu faaet Plads i denne Hal. Om Aftenen blev den bedste Viin baaren frem, og intet Gilde var i Tilberedelser og i alle gode Sager kosteligere, og Alle vare muntre og glade. Og der var nu kommen saa stor en Mængde Mennesker sammen i Borgen, at næsten hvert Huus var fuldt. Den förste Natt sov de alle i god Ro og paa godt Leie. Da det blev Morgen, og man stod op, kom Kong Didrik og Hildebrand til Niflungerne. Kong Didrik spurgte nu, hvorledes de havde sovet. Högne tog da Ordet og sagde, at han havde sovet vel, men dog var han i sit Sind saare ilde stemt. Da svarede Didrik: „Gode Ven! vær munter og glad og velkommen hos os, men vaer dig her i Huneland, thi din Söster Gudrun begræder endnu Sigurd Svend, og du behöver at tage dig i Agt i alle Henseender, för du kommer hjem.“ Da Niflungerne vare paaklædte, gik de ind i Gaarden, og paa den ene Side af Kong Gunnar gik Kong Didrik, men paa den anden Side Mester Hildebrand; men med Högne gik Folker, og nu vare alle Niflungerne standne op, og gik omkring i Borgen at more sig. Kong Attila stod da op, og gik ud paa Svalen og saae, hvor Niflungerne gik og hvorledes mange Mennesker stimlede til for at see deres Optog; og Alle spurgte de mest om, hvor Högne var. Nu blev Kong Attila vaer, hvor Högne og Folker gik, og deres Rustning var ei ringere end Kong Gunnars, og saa side Hjelme bare de, at Kong Attila ei nöie kunde skjelne Högne fra Folker, thi spurgte han, hvo de vare, der gik med Kong Gunnar og Didrik. Da svarede Hertug Blodlin: „Det tykkes mig at være Högne og Folker.“ Da sagde Kong Attila: „Vel maatte jeg kjende Högne, efterdi han var hos mig en Tid, og jeg og Dronning Erka sloge ham til Ridder, og vistnok var han da vor Ven.“ Högne og Folker gik nu ud af Borgen med Armene om hinandens Skuldre, og da de der saae mange anselige Kvinder toge de Hjelmene af, for at de kunde see dem. Högne var let at kjende; han var smal om Midie og bred om Skuldre, havde et langt Ansigt, der var blegt som Aske, eet meget fyrigt Öie, og han var den mandhaftigste blandt Mænd. Niflungerne gik nu med hele deres Hær ud omkring Borgmuren og morede sig, men Kong Didrik gik hjem til sin Gaard.


349. Kong Attila saae nu, hvor stor en Mængde Mennesker her var kommen sammen, og at han ikke kunde faae Plads til dette Folk i een Hal. Men da Veiret var godt og Solen skinnede favert, lod han anrette til Gildet i en Æblehave. Medens dette gik for sig, gik Dronningen hen i Kong Didriks Hal til Enetale med ham og sagde grædende: „Gode Ven, Konning Didrik! Nu er jeg kommen at söge dine oprigtige Raad; thi vil jeg dig bede, at du yder mig Hjælp til at hevne min störste Sorrig, at Sigurd Svend blev dræbt. Paa Högne og Gunnar og de andre Brödre önsker jeg at hevne hans Drab, og vil du dertil staae mig bi, Herre! da vil jeg give dig saa meget Guld og Sölv, som du önsker, og tilmed vil jeg yde dig Hjælp, om du vil ride over Rinen og hevne dig paa Sifka og Konning Ermenrik.“ Da svarede Kong Didrik: „Frue! det vil jeg vist ei gjöre og hvo som det gjör, vil gjöre det imod mit Raad og Villie, thi de ere mine bedste Venner, og hellere vil jeg gjöre dem Gavn end Skade.“ Da gik hun grædende bort hen i den Hal, hvor Hertug Blodlin var og sagde: „Herr Blodlin! vill du yde mig Hjælp til at hevne min Sorrig? Nu mindes jeg med Græmmelse, hvorlunde Niflungerne behandlede Sigurd Svend, og det vil jeg hevne, om du vil yde mig Hjælp, og da vil jeg give dig et stort Rige og hvad du ellers beder om.“ Da svarede Blodlin: „Frue! om jeg gjör det, som du beder om, da vil jeg derfor faae megen Utak af Konning Attila, eftersom de ere hans gode Venner!“ Nu gik Dronningen til Kong Attila og sagde til ham: „Herr Attila! hvor er det Guld og Sölv, som mine Brödre have fört dig?“ Kongen svarede, at de havde ikke fört ham enten Guld eller Sölv, men at han dog vilde modtage dem vel, da de havde besögt ham. [Da sagde Dronningen]: „Herre! Tanken om Sigurd Svends Mord græmmer mig til det Inderste, men hvo uden dig vil hevne min Beskæmmelse. Gjör nu efter mit Önske, og hevn mig, da skal Niflungernes Skat og hele deres Land vorde dit.“ Da svarede Kongen: „Frue! hold op og tal ei Sligt! hvi skulde jeg svige mine Svogre, ida de ere komne hid paa min Tro.“ Da gik Dronningen bort, og hendes Græmmelse steg nu til det Höieste. Kong Attila gik derpaa ud i Æblehaven, hvor Gildet skulde holdes, og kaldte paa de indbudne Gjester, hvorpaa de forsamlede sig alle.


350. Nu sagde Dronningen til Niflungerne: „Giver mig nu eders Vaaben at gjemme; thi her skal Ingen bære Vaaben. I see jo vel, at saa gjöre Hunerne.“ Da svarede Högne: „Du er en Dronning; hvi vil du tage Mænds Vaaben, og det lærte mig min Fader, at jeg aldrig skulde betroe mine Vaaben til en Kvinde, og saalænge jeg er i Huneland, slipper jeg aldrig mine Vaaben.“ Nu satte Högne sin Hjelm paa og bandt den saa fast, det var ham mueligt. Og de saae da, hvor vred Högne var, og Ingen vidste, hvad Grunden var dertil. Da svarede Gernost, at der vel maatte være Svig paa Færde; „thi Högne var aldrig,“ sagde han, „i god Lune, siden vi begave os paa denne Færd, og kan det maaskee hændes, at han denne Dag kommer til at pröve sin Mandhaftighed;“ fremdeles, at Högne maatte have vidst forud, hvad Ende Niflungernes Færd vilde tage. Derpaa satte han sin Hjelm paa og spændte den fast og gik ind i Æblehaven.


351. Kong Attila saae, at Högne spændte sin Hjelm fast, og spurgte Didrik af Bern, hvo det var, der satte Hjelmen paa. Da svarede Kong Didrik: „Det forekommer mig, som det er Högne og hans Broder Gernost; de ere begge brave Mænd, men ere her i et fremmedt Land.“ „Men!“ [vedblev Kongen], „med megen Vrede gjöre de dette.“ [Da svarede Kong Didrik: „Vist ere de brave Mænd], og er det sandsynligt, [Herre!], at du i denne Dag vil faae at see Pröver derpaa, hvis det gaaer, som jeg aner.“


352. Nu stod Kong Attila op og gik imod Kong Gunnar og Gisler og tog med sin ene Haand Kong Gunnar, med den anden Gisler i Haanden og indböd dem tilligemed Högne og Gernost og Folker at tage Sæde hos ham. Paa sin venstre Side satte han Kong Didrik og Markgreve Rodingeir og Hertug Osid. Denne böd Kongen at ordne Mændene, som ham syntes bedst. En stor Ild var anrettet i Haven og rundt om den vare satte Borde. Alle Niflungerne vare nu komne ind i Haven med deres blanke Hjelme og hvide Brynjer, men deres Skjolde og Glavind havde de givet fra sig at forvares, og til at passe dem havde de sat tyve Riddere, som tillige skulde give dem Efterretning, om der var Svig i Gjæring. Dette var saa foranstaltet efter Högnes og Gernosts Raad. Folker sad hos Kong Attilas Sön Aldrians Fosterfader. Dronning Gudrun lod sætte en Stol lige overfor Kong Attila, og derpaa sad Hertug Blodlin. Imidlertid gik Dronningen til Ridder Irung[3], som var Hövding [over de andre Riddere], og tiltalte ham med de Ord: „Gode Ven Irung! vil du hevne min Beskæmmelse? thi hverken Konning Attila, ei heller Konning Didrik, eller nogen anden af vore Venner, til hvem jeg har henvendt mig, vil give mig Hjælp.“ Da svarede Irung: „Frue! hvad er det du vil have hevnet, og hvi græder du?“ „Sigurd Svends Mord,“ svarede dergaa Dronningen, „svæver idelig for mine Tanker; ham önsker jeg at hevne.“ Derpaa tog hun hans gullbeslaaede Skjold og vedblev fremdeles: „Gode Ven Irung! vil du hevne min Beskæmmelse, da vil jeg give dig dette Skjold saa fuldt af röden Guld som du kan fylde det og desforuden mit Venskab.“ „Frue!“ svarede Irung, „det er meget Gods, som du byder mig, men dog er dit Venskab mig endnu mere værd;“ og han stod dernæst hurtig op, iförte sig sine Vaaben og kaldte paa sine Riddere, og bad dem ligeledes at væbne sig; og han havde i Alt hundrede Riddere. Han satte nu sit Banner op; da sagde Dronningen, at han skulde först dræbe deres Svende, og ikke lade Nogen, som var udenfor Haven, komme ind i den; heller ikke Nogen, som var i Haven, slippe ud med Livet.


353. Dronningen gik dernæst ind i Haven, hvor Gildet holdtes, og satte sig i sit Sæde. Nu löb hendes Sön Aldrian til hende og kyssede hende. Da hviskede hun Drengen lydelig i Öret: „Min kjære Sön! vil du være dine Frænder lig, og har du Mod dertil, da skal du gaae til Högne, og, naar han rækker sig frem over Bordet og tager Mad af Fadet, hæv da din knytte Næve, og slaa ham saa haardt du formaaer paa Kinden, saae at du viser dig som en brav Karl.“ Strax löb Drengen hen hvor Högne sad, og da denne böiede sig frem over Bordet, slog Drengen med sin Næve paa hans Kind, og dette Slag var vældigere end man kunde vente det af saa ung en Dreng, thi Blodet strömmede af Högnes Næse ud over Bordet. Da tog Högne med sin venstre Haand i Drengens Haar og sagde: „Dette har du ei gjort af egen Drift, og ei heller efter Konning Attilas Raad, men snarere efter din Moders; dog! denne Gjerning skal blive dig til liden Baade;“ og han tog derpaa med sin höire Haand om Fæslet paa sit Sværd, drog det ut af Skeden, og afhug Drengens Hoved og kastede det mod Dronningens Bryst med de Ord: „I denne Æblehave drikke vi god Viin, men den komme vi til at kjöbe dyrt; see, det er Noget, jeg skylder dig, min Söster!“ Og end hug hann over Folkers Hoved til Drengens Fosterfader, saa at hans Hoved flöi af, og dertil sagde han: „Nu betaler jeg dig, hvad du har fortjent, fordi du saa slet passer denne Dreng!“ Da sprang Kong Attila op og raabte: „Stander op alle Huner og alle mine Mænd og dræper Niflungerne!“ Og nu sprang op hver Mand, som var i Haven. Da blottede Niflungerne deres Sværde. Paa Dronningens Raad vare raa og blöde Oxehuder udbredte foran Haveporten. Som nu Niflungerne löb ud af Haven, faldt de paa Huderne [og der fandt Mange deres Död, thi Irung stod der med sine Mænd og dræbte mangen brav Mand]. Ogsaa Niflungerne dræbte Mange, og i hundredeviis laae döde Kroppe paa Valpladsen i Haven.


354. Da Niflungerne mærkede, at de mistede dem af deres Mænd, som kom ud af Haven, vendte de tilbage og gjorde anden Gang Anfald og sloges med Hunerne i Haven, og standsede ei, för de havde dræbt hvert Mands Barn af Hunerne, som ei undkom ved Flugten. Kong Attila stod oppe i et Kastel og eggede sine Mænd til Fremgang mod Niflungerne, men Kong Didrik gik til sin Gaard og græmmede sig over, at saa mange af hans Venner skulde skille sig ad, og drage Sværdet mod hinanden. Dronningen derimod var hele Dagen virksom med at tage frem Brynjer og Hjelme, Sværde og Skjolde, saa mange Kong Attila eiede, for dermed at væbne dem, som vilde slaaes; og stundum gik hun ud i Borgen og eggede til Fremgang, og raabte, at hver Mand, som vilde have Guld og Sölv, skulde nu kuns gaae rask frem og dræbe Niflungerne. Og dette gjorde hun hele Dagen.


355. Nu blev der en haard Kamp, i det Hunerne angrebe Haven, men Niflungerne forsvarede den[4]. Paa begge Sider blev der et stort Mandefald, dog faldt der dobbelt saa mange Huner, men Folk dreve til fra Herrederne og Borgene, saa at Hunerne nu havde dobbelt saa stor en Hær som i Förstningen. Högne sagde da til Kong Gunnar: „Mig synes som der af Huner og Niflunger ere mange faldne, men saa mange som vi have dræbt, saa drive der dog dobbelt saa mange til, ligesom vi slet intet bestilte, men Hunernes Hövedsmænd komme ikke nær, saa at vi næsten slaaes ene med Trælle. Det græmmer mig meget, at vi ei kunne komme ud af Haven, thi da kunde vi selv vælge, med hvem vi vilde slaaes; og tydelig kunne vi nu see, hvad Udfald denne Leg vil faae, hvis det skal blive saaledes ved. Niflungerne vilde falde, saalænge de ere mere udsatte for Spyd og Skud end for Sværdet, og ingen Heltedaad kunne vi udöve, om vi ei nytte vore Hugvaaben! Derfor er det nu mit Raad, at vi trænge ud af Haven.“ Men om Haven var en Steenmuur, der endnu den Dag i Dag er at finde. Högne og hans Stalbrödre löb da til den vestlige Side, hvor Steenmuren var sprukken mest. Niflungerne bröde derpaa Muren og standsede ei, förend der var en Aabning paa den. Der igjennem sprang Högne ud, men udenfor var en bred Gade med Haller paa begge Sider, saa at der ikke var meget rummelig Plads. Gernost og Gisler og mange Niflunger fulgte ham og trængte frem mellem Husene. Da kom Hertug Blodlin imod dem, og der opstod en meget haard Kamp. Nu lode Hunerne blæse i alle deres Lurer og raabe, at Niflungerne vare komne ud af Haven, og da strömmede alle Hunerne til, saa at hvert Stræde blev fuldt af Huner, og Niflungerne maatte overmandede rykke tilbage i Haven, men Högne drog op til en Hal og stöttede sin Ryg mod Hallens Muur, som var lukket og stærk. Han skjöd derpaa Skjoldet for sig, og nedhug med sin Haand den Ene ovenpaa den Anden; af Nogle hug han Hænder og Födder, af Andre Hovedet, Andre hug han midt over, og der var Ingen af dem, der trængte ind paa ham, der jo fik tilstrækkelig Gjengjeld; og saa stor Trængsel var der omkring ham, at de, som bleve dræbte, neppe kunde falde, og saaledes værgede han sig med sit Skjold, at han fik intet Saar. Paa Niflungernes venstre Side stod Kong Didriks Hal, og der stod selve Kongen oppe i Skydehullerne med sit Mandskab fuldtvæbnet.


356. Gernost og Gisler og Folker dreiede fra Gaden ind under Hallen, vendte Ryggene til og værgede sig mandigen, og dræbte der mangen Mand, og Hunerne trængte nu paa det heftigste ind paa dem. Da sagde Gernost til Kong Didrik: „Hellere burde du nu gaae til med dine Mænd og yde os Hjælp og ei tillade, at saa mange Mænd slaaes mod een.“ Da svarede Kong Didrik: „Gode Ven Gernost! det er mig den störste Sorrig, at denne Storm begyndte, der vil koste mig saa mange gode Venner, men selv kan jeg Intet foretage mig; thi ei vil jeg stride mod Hunerne og Konning Attila, min Herre, ei heller vil jeg gjöre Niflungerne Meen, som Sagerne nu staae.“ Kong Gunnar mærkede nu, at hans Brödre Högne, Gernost og Gisler vare trængte ud af Haven og tilmed, at der var kommen Overmagt til Strid mod ham, og at Alle nu vare flygtede fra ham tilbage i Haven. Hidtil havde han holdt Stand og forsvaret den östre Port, foran hvilken Irung stod med sine Mænd. Da Kong Gunnar nu hörte, at Högne behövede Hjælp, da flyede han vester i Haven til den Udgang, som Niflungerne havde brudt paa Muren, og gik paa det raskeste ud med sine Mænd. Strax udenfor Haven stode Hunerne i fuld Væbning, og der blev en meget skarp Strid, og Kong Gunnar trængte haardt frem, og ingen af hans Mænd var saa stærk, at han kunde fölge ham. Imod Kong Gunnar kom nu Hertug Osid, Kong Attilas Frænde, som var den störste af alle Kæmper, og de stredes med megen Hidsighed i lang Tid, til det mörknede ad Nat. Men da nu Kong Gunnar var stædt ene i Hunernes Hær, og han havde med den störste Kæmpe at gjöre, blev han overmandet og fangen, mistede sine Vaaben og blev bunden. Da nu Hunerne havde vundet denne Seier, oplöftede de et stort Krigsraab, og Attila og Dronningen raabte, at de ei maatte dræbe Kong Gunnar, men overlevere ham til dem. Osid förte Kong Gunnar for Kong Attilas Födder, og han blev efter Dronningens Raad kastet i en Ormegaard, og der lod han sit Liv; og det Taarn, hvori dette skete, staaer midt i Susa.


357. Da Högne og Gernost hörte, hvad Hunerne raabte, at de havde fanget Kong Gunnar, da blev Högne saa rasende, at han sprang fra Dören ud paa Gaden, og huggede til begge Sider, saa at Intet kunde staae for ham. Da Gernost saae dette, ilede han ogsaa ud paa Gaden og banede sig Vei til ham over Lig af Huner, dem han hug ned til begge Sider, saa hans Sværd ingensteds standsede, för det stödte mod Jorden. Og ham fulgte Junker Gisler, der med sit Sværd Gram, dræbte mangen Mand, og saaledes sloge de fra sig, at Intet stod for dem, og alle Hunerne flyede, og mange af dem bleve dræbte. Og nu kom Niflungerne ud af Haven paa Gaden og oplöftede et vældigt Krigsraab, og raabte, at Hunerne vare onde Hunde, [og at de skulde] flye, da Niflungerne nu vilde hevne sig. Og de löb nu heelt igjennem Borgen og dræbte Folk, hvor de kom frem, og det var alt ganske mörk Nat. Hunerne droge da til Kamp paa ny mod disse Sværme af Niflunger. Kong Attila drog op i sin Hal og lukkede Muren efter sig og værnede den, saa at Niflungerne der Intet fik udrettet. Markgreve Rodingeir gik op i Kong Didriks Hal og opholdt sig der [om Natten] hos ham. Hertug Blodlin gik ind i en Hal med sine Mænd og Irung med sine. En Mængde Mennesker strömmede i denne Nat til Borgen. Det var nu ganske mörkt. Da lod Högne blæse i sin Baron[5], og stevnede alle Niflungerne til sig; alt var han kommen til Borgmuren, og derhen kom alle Niflungerne til ham. Da spurgte Högne Gernost: „Hvor mange Mænd have vi mistet med Konning Gunnar, [og hvor mange have vi end tilbage]?“ Gernost svarede, at dette var vel talt; „vi skulle nu,“ sagde han, „eftersee vore Mænd; og paa höire Side af Högne skal Gisler staae med sit Banner, men mine Mænd paa hans venstre Side og ud fra mig de Mænd, der have fulgt disse Bannere, som ere tilbage, og ud fra Gisler skulle de Mænd staae, som fulgde Konning Gunnars Bannere, og der skal tillige Folker have Plads.“ Og saaledes opstillede Niflungerne deres Mandskab. De talte nu efter, hvor mange Mænd de havde mistet, og det belöb sig til tre hundrede Mænd, men syv hundrede vare endnu tilbage. Og da sagde Högne, at, da de endnu havde meget Mandskab, skulde Hunerne end miste mange Mænd, förend Niflungerne alle maatte falde; og dette bekræftede de Alle. Da sagde Högne: „Var det nu Dag, som det er Nat, og kunde vi see at kæmpe, da skulde Seiren endnu blive vor. Nu har Kong Attila kun lidt mere Mandskab end vi, men bie vi til Dag, da frygter jeg for, at vi ingen Navnkundigheds Daad faae udövet, för vi miste vort Liv, thi Landshæren vil strömme til, og da kunne vi ei staae os mod saa stor Overmagt, naar saa Mange komme mod Een; men det maae vi sörge meest over, at vi ei kunne faae Ild; thi da skulde vi endnu slaaes med Hunerne.“ Da drog Högne bort med faa Mænd, til han kom til et Kjökkenhuus, hvor de fik Ild, som de kastede i Huset og brændte det op, og det blev da lyst over hele Borgen.


358. Da lode Niflungerne reise deres Bannere og blæste i alle deres Baroner, og oplöftede et stort Raab og Skrig over hele Borgen, og eggede Hunerne til at trænge ind paa sig, da de kom for Hallerne, men Hunerne bleve staaende i Skydehullerne og skjöde paa Niflungerne, og de igjen paa dem, men de vilde ikke stride för Dag; dog dræbte Niflungerne mange Mænd i denne Nat. Og da det dagedes löbe de Huner, som vare strömmede til fra Herrederne, op i Borgen, og blev der da en meget stor Hær.


359. Paa begge Sider satte de nu deres Bannere op, og dernæst kom det til den heftigste Kamp. Hunerne trængte mandigen frem, og den ene eggede den anden til at dræbe Niflungerne, og Dronningen böd dem Guld og Sölv derfor. Hertugerne Blodlin og Irung vare begge denne Dag i Kampen, men Kong Attila lod sig ingensteds finne. Gernost lod sit Banner bære frem imod Blodlin, og disse to Fylkinger gik imod hinanden med megen Hidsighed. Gernost gik nu frem for alle sine Mænd, og huggede til begge Sider af sig og dræbte mangen Mand; og nu kom Hertug Blodlin imod ham, og de begyndte der en Enekamp, hvori vældige Hug uddeeltes, og saaledes kæmpede de i lang Tid, og Gernost holdt ei op, för han havde afhugget Blodlins Hoved; og da brystede Niflungerne sig af denne Seier.


360. Og da Markgreve Rodingeir hörte dette, blev han meget vred og raabte til sine Mænd, at de nu skulde kæmpe og dræbe Niflungerne, og han lod bære sit Banner frem i Kampen, og Niflungerne falde for ham. Nu gik Högne ene frem i Hunernes Hær, og huggede med sin ene Haand baade til höire og venstre og fældte Huner frem foran sig, saa langt som hans Sværd kunde række, og Mange nedstödte han med sit Spyd, saa at hans Arme bleve blodige til Skuldrene, og hele hans Brynje var som levret Blod; og saa langt var han kommen frem i Hunernes Hær, at han, da han nu næsten var træt, ikke vidste, om han kunde komme tilbage til sine Mænd, thi dreiede han om til en Hal, bröd den op og gik ind og vendte sig om til Dören, og blev staaende og hvilte sig. Markgreve Rodingeir gik nu haardt frem imod Niflungerne, og der blev en skarp Strid, og Hunerne trængte til Hallen, hvor Högne var inde, men han værgede Dören og dræbte mangen Mand. Da Dronningen nu saae, hvor Högne var, raabte hun höit til Hunerne, og bad dem at stikke Ild i Hallen, hvis Tag var af Træ, og saa blev gjort. Derpaa raabte Gudrun paa sin kjære Ven Irung: „Gode Ven!“ sagde hun, „nu maa du trænge ind paa Högne, thi han er indsluttet i et Huus; skaf mig nu hans Hoved, og jeg skal fylde dit Skjold med röden Guld.“ Da vendte Irung sig til Hallen, som Dronningen böd, og alt stod den fuld af Rög rundt om Högne. Irung sprang ind i Hallen og hug med sit Sværd til Högne over hans Laar, saa at det toge Brynjen sönder og saa meget af hans Laar, som det störste Stykke Kjöd, der hugges til Kjedelen. Derpaa sprang Irung ud af Hallen. Nu saae Gudrun, at Högne blödte, og gik til Irung og sagde: „Min kjære Irung! nu har du saaret Högne, men anden Gang vil du dræbe ham.“ Derpaa tog hun sin Guldring, og spændte den paa hans Hjelmbaand paa höire Side, og en anden Ring paa den venstre Side og sagde: „Irung, brave Mand! skaf mig nu Högnes Hoved, og du skal faae saa meget Guld og Sölv, som jeg formaaer at fylde i dit Skjold og endnu ligesaa meget til.“ Og da sprang Irung anden Gang ind til Högne. Saasnart denne blev ham vaer, vendte han sig imod ham, og stak sit Spyd under hans Skjold i hans Bryst, saa at det skar Brynjen sönder og gik tværs igjennem Maven ud imellem Skuldrene, og fæstede i Steenmuren, ved hvilken Irung da segnede ned; og endnu Dag i Dag kaldes denne Steenmuur Hirungs Væg. Da sagde han: „Havde jeg saa gjengjeldet Gudrun sin Ondskab, som jeg nu gjengjeldte Irung mit Saar, da havde jeg nu ladet mit Sværd synge mandigen i Huneland.“


361. I samme Stund skete store Hændelser. Markgreve Rodingeir trængte nu haardt frem og dræbte Niflungerne, og imod ham kom Junker Gisler, og Ingen sparede sine Vaaben. Gisler svingede sit Sværd Gram, og det saa vel, at hvorsomhelst det traf Skjold, Hjelm og Brynje, skar det dem sönder som Klæde. Der faldt nu Markgreven for Gislers Haand efterat have faaet mange store Saar, hvilke han fik alle af det Sværd, han för gav Gisler i Venskabs Gave.


362. Nu trængte Gisler og Gernost saa haardt frem, at de kom ind i Hallen til Kongen, og dræbte der mangen Mand; ogsaa Folker trængte nu haardt og mandigen frem til det Huus, hvor Högne var inde, og nedhug den Ene ovenpaa den Anden, saa at han aldrig traadte paa Jorden, [för han havde bedækket den med en död Krop]. Högne saae da, hvor een af Niflungerne foer frem for at komme til ham, og da spurgte han: „Hvo er denne Mand, der söger saa mandigen til mig?“ Han svarede: „Jeg er Folker, din Spillemand. See Gaden, hvorlunde jeg har hugget.“ „Gud lönne dig derfor!“ sagde Högne, „at du saalunde lod din Harpestreng synge.“


363. Da nu Kong Didrik saae, at Markgreven var död, raabte han höit: „Nu er min bedste Ven Markgreve Rodingeir död; nu kan jeg ei længer være rolig; griber derfor til Vaaben, alle mine Mænd! thi nu vil jeg stride mod Niflungerne.“ Da gik Kong Didrik ned paa Gaden, og saa siges der i tydske Kvad, at der var intet Tilholdsted for en feig Mand, hvor Kong Didrik og Niflunger kom sammen til Kamp, og vide om i Hæren hörtes det, hvorlunde Ekkisax sang i Niflungernes Hjelme, og Kong Didrik var nu meget vred. Men Niflungerne værgede sig mandigen og fældte mange Ömlunger, Kong Didriks Mænd, men ogsaa mange Niflunger faldt i denne Kamp. Kong Didrik trængte nu saa haardt frem med alle sine Mænd, at den brave Helt Högne af Troia[6] rykkede tilbage med sit [hvasse] Sværd, og sögte ind i Hallen til Gernost og Gisler, men Kong Didrik og Mester Hildebrand droge efter dem; og nu vare inde i Hallen Högne, Gernost, Gisler og Folker. Kong Didrik gik ind i Hallen, og for ham stod Folker. Da sagde denne: „Nu kan man see, at du Niding agter at dræbe dine Venner, naar de ere mödige af Kampen og næsten overkomne af Træthed, og ville alle brave Mænd derfor kalde dig en slet Karl.“ Da hug Kong Didrik paa hans Hals, saa Hovedet flöi af, hvorpaa Högne kom imod ham, og en Enekamp begyndte imellem dem. Og Mester Hildebrand trængte ind paa Gernost; og der opstod en haard Kamp, og Hildebrand tilföiede Gernost store Slag, [med sit store Sværd Lagulf], hvoraf han fik sin Bane, da Træthed alt tilforn næsten havde faaet Bugt med ham. Nu var der altsaa ei flere inde i denne Hal end de fire: Högne og Kong Didrik, Hildebrand og Gisler.


364. Kong Attila kom nu fra sit Taarn hen hvor de sloges. Da sagde Högne: „Det er Helteværk, Konning Attila! at I giver denne Svend Gisler Fred. Han er uskyldig i Sigurd Svends Drab, og jeg ene gav ham sit Banesaar. Lad ei Gisler undgjelde det, og det er kun liden Heltegjerning for saadanne Kæmper at dræbe ham, som næsten er overvunden at Træthed.“ Da sagde Gisler: „Tal ei saa, som om jeg frygtede for at værge mig. Det veed min Söster Gudrun, at da Sigurd Svend blev dræbt, var jeg fem Vintre gammel og laa i min Moders Seng, men ei skjötter jeg om at leve ene, naar alle mine Brödre ere dræbte.“ Og nu trængte Hildebrand ind paa ham, men Gisler værgede sig mandig og tilföiede Hildebrand mange og store Saar, men dog gik det som man kunde vente, at Gisler segnede til Jorden, overvældet af store Saar.


365. Nu sagde Högne til Kong Didrik: „Det synes mig nu, som vort Venskab, [hvor stort det end har været], her maa oplöses, og ei indseer jeg, hvorledes du kan vente Hæder af en saadan Enekamp med mig, der alt er mödig og saaret. Havde jeg saaledes hvilet mig som du, da skulde du aldrig bære dit Legeme heelt herfra, og desuagtet opgiver jeg end ikke mit Liv for een Mand alene; lader os derfor ende denne Kamp med Manddom, og Ingen af os skal bebreide den anden sin Æt.“ [Men Kong Didrik svarede: „Ingen Mand beder jeg mig til Hjælp i denne Enekamp, og den vil jeg vistnok vide at udföre med Konst og Manddom].“ De begyndte derpaa Enekampen, og sloges længe paa det djærveste, saa at man ikke kunde forudsee, hvem Seiren skulde tilhöre. Og saa længe stod denne Kamp paa, at begge bleve mödige og saarede. Derover blev Kong Didrik vred, da det harmede ham, at han saalænge skulde slaaes med een Mand, som forud havde stredet i tre Dage. Og nu sagde han: „Dette er vistnok en stor Skam, at jeg staaer her hele Dagen, og at en Alfesön skal holde Stand imod mig.“ Da svarede Högne: „Mon vel en Alfesön skulde have værre Forhaabning end selve Djævelens Sön.“ Og ved disse Ord tændtes saaledes Didriks Vrede, at Ilden flöi gnistrende ud af hans Mund, hvorved Högnes Brynje blev saa hed, at den brændte ham. Da sagde Högne: „Nu kommer jeg til at overgive mine Vaaben, thi jeg brænder af mine Brynjeringe. Var jeg en Fisk, istedenfor at jeg er et Menneske, da vilde noget af mit Kjöd være spiseligt.“ Derpaa tog Kong Didrik ved ham og rykkede Brynjen af ham.


366. Dronningen tog nu, der hvor Huset var brændt, en luende Brand, og gik til sin Broder Gernost og stak ham den i Munden, for at vide, om han var död, men hun forlod ham först, da han heraf var kvalt, og ligesaa gjorde hun med Gisler, som [heller] ikke tilforn var död. Kong Didrik saae nu, hvad Dronningen gjorde, og sagde til Kong Attila: „See nu, hvor denne Djævel Gudrun, din Kone, kvæler sine Brödre, de brave Helte, og see, hvor mange Mænd her have mistet deres Liv for hendes Skyld, og hvor mange brave Helte hun har voldt Döden af Niflungerne og Hunerne og Ömlungerne, og det samme vil hun engang gjöre ved dig selv.“ Da svarede Kong Attila: „Vistnok er hun en Djævel; dræb du hende, og vist vil det være en god Daad; og om du havde gjort det for syv Nætter siden, da vilde mangen dyrebar Mand, som nu er dræbt, have været frelst.“ Da löb Kong Didrik til Gudrun, svingede sit Sværd i Veiret og hug hende midt i Stykker.


367. Konge Didrik gik nu til Högne og spurgte, om han stod til at helbredes. Högne sagde, at han vel kunde leve nogen Tid, men stod ikke til mere at helbredes. Kong Didrik lod da före Högne hjem i sin Hal, og Didriks Kone Herat forbandt hans Saar. Om Aftenen bad Högne Kong Didrik at skaffe ham en Kvinde af god Æt, da han vilde hvile hos hende om Natten. Denne Bön opfyldte Didrik ham. Efter tre Dages Forlöb sagde „Högne til Kvinden: „Det kan nu hændes, at, naar nogen Tid gaaer hen, du föder en Sön ved mig, og denne Dreng skal hedde Aldrian, og her ere nogle Nögler, som du skal passe paa og give denne Dreng, naar han bliver voxen. Disse Nögler före til Sigisfrod-Kjælder[7], hvori Niflunge-Skatten er forvaret.“ Og herefter döde Högne, og saaledes var nu alle de anseligste Niflungers Levetid endt. I dette Slag vare faldne tusinde Niflunger og fire tusinde af Huner og Ömlunger. Saa sige tydske Mænd, at intet Slag har været mere berömt i gamle Sagn end dette, og etter dette Slag har der været saa öde paa Mænd i Huneland, at der ei mere i Kong Attilas Tid har været mange tappre Helte at udvælge. Nu var det opfyldt, som Dronning Erka spaaede[8], at det vilde volde Kong Attila og alle Hunerne stor Ulykke, om han giftede sig i Niflungeland. Her kan man nu höre tydske Mænds Frasagn om, hvorlunde disse Begivenheder have tildraget sig, saadanne Mænds som ere födte i Susa, og mangen Dag have seet Staden endnu ubeboet. [De samme kunne sige], hvor Högne faldt og Irung blev nedlagt, og vise Ormetaarnet, hvor Kong Gunnar fik sin Bane, og Haven, som endnu kaldes Niflunge-Haven. Og Alt staaer endnu paa samme Maade, som dengang Niflungerne dræbtes; den [gamle] Port, [hvor Striden begyndte, og den vestre Port, som kaldes Högnes Port, hvor Niflungerne bröde ud at Haven]. Og flere Mænd, som vare födte i [Bremen og Mönsterborg[9], have fortalt dette, og skjöndt ingen af dem kjendte til [hinanden,] fortalte de det dog alle paa een Maade, dog meest efter det der berettes i de gamle Kvad, der om dette Lands store Begivenheder ere forfattede i det tydske Tungemaal.




Noter:

  1. Thorta, P, formodentlig Dortmund.
  2. Makala, B paa dette Sted.
  3. Hirung, A.
  4. B tilföier, at Stedet, hvor Kampen stod, kaldtes Högnagard eller Högnes Have; P kalder det Holmgaard og lægger til: “og saa hedder det end i Dag Niflunge Holmgaard.“
  5. maaske Basun.
  6. I Nibelungenlied kaldes den Helt, med hvem Högne her forvexles, „af Tronege“ hvormed vel menes Troneck ei langt fra Trier.
  7. Sigfred- B; Sigisfrod eller Sigfred, Sigurds tydske Navn.
  8. Jfr. Kap. 317.
  9. Brinon og Mesterborg, B.