Dronning Dagmars Bryllup

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Dronning Dagmar
Ribe domkirke
Dansk folkedigtning


Historiske viser
22. Dronning Dagmars Bryllup.[1]


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen



1. Det var Bejerlands[2] Dronning,
hun tager sin Datter at lære:
„I–naar du kommer i Danmark ind,
dig vides baade Hæder og Ære.
De sejlte af ædeligste Bejerland.


2. I–naar du kommer i Danmark ind,
dig vides baade Hæder og Ære,
du lad ikke Skatten af Bonden skrive[3],
saa har han dig saa kære.


3. Den første Bøn, du beder din Herre,
den bede du ham saa blide:
han lade ud Biskop Valdemar,
allerkæreste Morbroder din.“


4. Saa snart da blev den Silke
over Jorden bredt;
det var Frøken Dagmar,
hun blev til Stranden ledt.


5. Saa vandt de op deres Silkesejl
saa højt i forgyldene Raa;
saa sejled de til Danmark
i mindre end Maaneder to.


6. Kaste de deres Anker
alt paa den hvide Sand;
tog de Frøken Dagmar,
de løfte hende først i Land.


7. Toge de Frøken Dagmar
og løfte hende først paa Land;
Kongen udaf Danmark
han rækker hende hviden Haand.


8. Snarlig da blev den Silke
over Jorden bredt;
det var Frøken Dagmar,
hun blev paa Slottet ledt.


9. Aarle om den Morgen,
længe før det var Dag,
det var Frøken Dagmar;
hun krævde hendes Morgengav’.


10. „Den første Bøn, jeg eder beder,
den beder jeg eder saa blide:
I lade ud Biskop Valdemar,
allerkæreste Morbroder min!


11. Den anden Bøn, jeg eder beder,
den beder jeg eder saa gærne:
I giver alle Plovpendinge til[4]
og alle Fanger af Jærne!“


12. „I tier kvær, Dronning Dagmar,
I siger ikke saa!
kommer han Biskop Valdemar ud,
han gør eder til Enke i Aar.“


13. Hun tog Guldkronen af sit Hoved,
satte den for Kongen paa Bord:
„Hvad skal jeg i Danmark gøre?
mig maa ikke vides et Ord[5]!“


14. „I henter mig ind Hr. Strange
og saa hin unge Hr. Knud;
de skal drage til Attingborg[6]
og løse de Fanger ud.“


15. Der han kom af Taarnet ud,
da kunde han ikke gange:
„Her har jeg siddet i atten Aar,
de har mig været saa lange.“


16. Hun tog en Guldkam af sit Skrin,
hun kæmte hans gule Haar;
for hver en Lok, hun redte,
da fældte hun modige Taar.


17. „Hør I, Dronning Dagmar:
I græder ikke for mig!
jeg skal det fuldvel hævne,
alt om jeg lever kveg[7].“


18. „I tier kvær, Biskop Valdemar!
siger ikke slige Ord flere!
kommer I tiere i Attingborgs Taarn,
jeg faar eder aldrig ud mere.“
De sejlte af ædeligste Bejerland.



Fodnoter

  1. Indl. S. 48; DgF. III Nr. 133.
  2. 1 Bejerland, Bøhmen;
  3. 2 skrive Skat, udskrive Skat.
  4. 11 I give alle Plovpendinge til, I eftergive alle Plovskatter.
  5. 13 videset Ord, opfyldes et lille Ønske.
  6. 14 Attingborg; maaske: Orthingborg ɔ: Vordingborg; eller muligvis et andet Navn paa Søborg i Nordsjælland, hvor Biskop Valdemar sad fangen.
  7. 17 kveg, levende (= kvik); om jeg lever kveg, om jeg bliver i Live.