Folkeviserne i Almindelighed

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik (1864-1917)
Dansk folkedigtning


Indledning
Folkeviserne i Almindelighed


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen


Som Digterværker er Folkeviserne paa mange Maader bestemte ved de Forhold, hvorunder de lever, af Dansen og af den frie Natur, som ofte er Dansens Skueplads. Dansen bringer med sig den rigere Stemning, stærkere Følelse og Livskraft og den spirende Længsel eller blussende Elskov; et helt Væld af menneskelige Følelser er slupne løs; selv den ofte frembrydende Fortvivlelsesstemning fortoner sig i en poetisk Verden. Selve Viserne kommer til at afspejle den syngende og dansende Kres. Deres Handling vender atter og atter tilbage til saadanne Optrin: Toves og Dronning Soffis Samtale under Dansen i Borgegaarden, eller de danske Møer, hvis Dans skaber deres Lykke hos Venderkongen. Hvor fremmede Viser er omplantede paa dansk Grund, er Dansen det der giver dem det hjemlige Præg: Ridder Olufs Møde med Elvermøen har først faaet sin rette Karakter ved den forvildende og forlokkende Elverdans; selv den haandfaste Didriksvise (vor Nr. 4) — Omplantning af et nedertysk Kæmpekvad — maa her i Danmark følge Landets Skik og ende i en lystig Springdans, hvor den løsslupne Sivord Snarensvend danser med den oprykkede Egestamme i sit Bælte. — Den hele Digtning er som en Lovsang over Dansens Skønhed og Ynde; Dansen baner Vej til Elskov, til Lykke, og til Nag og Had hos dem, der udelukkede staar og ser til.


Her har Omkvædet en mærkelig Plads. Dets stadige Gentagelse er ligesom en Port, der holdes aaben mellem Visens Handling og den syngende Kreds. Snart er det en Opfordring til de velbyrdige Mænd om at fortsætte Dansen, ti endnu dages det ikke. Snart er det et Udbrud af den Stemning der har skabt Digtet, om Tiden der gøres lang og Sorgen der er tung, eller med vaagnende Elskovslængsel: „Maatte jeg en blandt de væneste vinde!“ Til andre Tider er det Stemninger fra den omgivende Natur, Baggrunden for den dansende Kæde, om Løvet der springer ud saa vide, om Sommeren og Engen „de kan saa vel tilsammen“, „Nu falmer og falder ned Løvet i Lunde“, om Solen der skinner som røden Guld over Helgenstedet, og om Uvejret der driver mod hviden Strand. Underlig sammenslynget er Elverskud–Visens Omkvæd „Men Dansen den gaar saa let gennem Lunden“; det er paa en Gang den dansende Kæde ved Nattetid opunder den mørke Skov, hvis Dyb gemmer alskens farlige Magter, og det er tillige selve Ellemøernes Dans, der omsnærer den intetanende Ungersvend. — Naturskildringer af samme Art som i nyere Digterværker bruger Folkevisen ikke. Den elsker Linden „med sit forgyldene Løv“, saaledes som den blomstrer foran Borgestuen om Sommertid: den ligner Jomfruen med Rose og Lilje, som de vokser i Urtegaarden ved Borgen eller ved Klosteret; men Eg og Bøg kendes væsenlig kun som Gavntømmer og Brænde, — saa er man mere opmærksom paa Hare eller Raa, som spiller inde mellem Skovens Træer —; men Naturlivet i sin Helhed er opfattet, ikke fra Tænkningens Side, men blot i den halvbevidste Følelse, det paatvinger Mennesket, og det er trængt ind i mangfoldige Former, fra den unge, snart atter hæmmede Spirekraft til det falmende og synkende Løv, fra Solglansen til det optrækkende Uvejr eller den skærende kolde Blæst ind fra Søen. Opsangen fra Baaden og Hjortens Spring, Gangernes Hovslag og den fjerne Lyd af dansende hinsides Fjorden — alt det har sat sit lette Stemningspræg i Omkvædet.


Selve Visens Begyndelse giver sig ikke af med langsomt at sætte Tilhørerne ind i dens Handling. Indledningsstrofen maa have en Kraft, der samler Opmærksomhed hos den dansende Kres; den maa danne et Billede, der straks staar levende for alle, og som tillige anslaar Grundstemning og giver en Situation, der er ejendommelig for hele Visens Karakter:


Snækken ligger paa Lande,
Græsset under hende gror;
hende styrer aldrig saa rask en Svend,
siden hende styred Hr. Jon.


Og først efter dette Vers begyndes der paa Fortællingen om Hr. Jons ulykkelige Søfærd (DgF.375).


Indledningsstrofen kan være rent lyrisk:


Vi vare saa mange Søskende smaa,
— under Lide —
saa aarlig faldt os Faderen fraa.
Der Dagen han dages, og Duggen den driver saa vide.


Visen fortæller saa, hvorledes Hr. Torben falder, og om hans faderløse Datters Møde med Drabsmanden (Nr. 35). Eller Verset kan tillige tjene til at forestille os Visens Personer som i vor Nr.44:


Skammel han bor sig nør i Ty,
han er baade rig og kaad;
saa væne haver han Sønner fem,
de to fores ilde ad.
Fordi træder Ebbe Skammelsøn saa mangen Sti vild.


Og endelig kan Indledningsverset (maaske fordi en lyrisk Forstrofe er falden bort) slet og ret være Handlingens første Optrin: „Der gaar Dans i Borgegaard“, „Hr. Oluf rider om Otte“, „Hr. Iver og Hr. Esbern Snare de drukke Mjød i Medelfare“. Med saadanne rolige, klare Optrin indledes en Vise; det er som en Lov for Digtningen, at den aldrig springer ind i den stærke Lidenskab eller den voldsomme Handling, ikke engang ind i en Samtale, før vi har lært Personerne at kende. Men netop overfor Visernes begrænsede Omraade af Begyndelser mærker man Digtningens Rigdom af nye Optrin: Ridder og Jomfru leger Tavl i hendes Bur, Moder sidder og lærer sin Datter, Søster spørger Søster ud, „Dronning Dagmar ligger udi i Ribe syg“, Ridderen rider at bede til sit Bryllup, eller han rider ud at bejle, Dansen gaar ude ved Aa, Faderen kommer fra Tinge og Datteren gaar ud at tage imod ham, Hovmændene sidder i Hallen og drikker, Hr. Iver og Hr. Esbern sidder i Middelfart Vinstue og drikker sammen, Stormændene rider til Ribe og køber Klæder, Ridderen klæder sig for sin Seng, Marsken vaagner og siger sine Drømme, „Om en Lørdag ad Aften skured de deres Spyd“, osv. Fra disse simple, dagligdags Handlinger kommer Visen med en overraskende Lethed ind i Livets Brydninger; en Samtale paa faa Vers stiller Modsætninger og Opgaver klart frem:


Datter spurgte hun Moder:
„Havde jeg ingen Broder?“


„Du havde dig en Broder bold,
men han er fangen i Grevens Vold.“


(Visens Indhold er da, hvorledes Søsteren frier ham ud af Fængselet; se S. Grundtvig, Kæmpeviser, Nr. 13 og DgF Nr. 186).


Denne Klarhed i hvert Optrin kan følges Visen igennem; der medtages kun de faa væsentlige Træk. Og Handlingen slutter sig tæt sammen, fordi der aldrig udmales eller gøres Sidespring; alt tager Sigte paa det Maal, der straks er stillet. Derfor kan Viserne optage saa mægtige Livsskæbner, og stille dem tydelig for vore Øjne, selv de mere sammensatte Forhold som stalt Adeluses Kærlighed overfor Ebbe Skammelsøn og hendes Pligtbundethed overfor hans Broder (vor Nr. 44).


Til denne Simpelhed svarer den ganske enkelte Versform, hvori Viserne er digtede. En stor Del — gennemgaaende de ældste — er i Strofer paa to Linjer, hvor der saa at sige kun er Plads til det allernødvendigste. Andre er i simple firlinjede Strofer. Lidt mere afvekslende er Aage– og Else–Visens Strofe, hvor 2. og 4. Linje kun har to Takter:


Der sidder tre Møer i Bure,
de to slynger Guld,
den tredje hun græder sin Fæstemand
under sorten Muld.


Men de simpelt byggede Vers faar Liv ved Melodiernes Mangfoldighed og ved Omkvædet, der ofte er kunstig slynget imellem Linjerne (f. Eks. vor Nr. 37, „Lave og Jon“). Dette giver Versemaalet sin Karakter, ligesom det giver hele den korte og knappe Fremstilling Stemning og Fylde.


Udtryksmaaden er jævn og laant fra den daglige Tale. Versets Rytme er behandlet med megen Frihed for at følge Talens Afvekslinger. For os kan enkelte Udtryk synes kunstige eller fremmede; men det er, fordi vor Tale har ændret sig siden den Tid, da Visedigtningen opstod, og Viserne har kun langsomt fulgt med i denne Omdannelse. Man synger i Rim „kær Moder min “ i stedet for „min kære Moder“; og Fattigdommen paa Bindeord svarer til en ældre Tids Knaphed i saa Henseende.


— Den Sprogform, hvori Viserne fremtræder i nærværende Udgave, er væsenlig som de lød i 16de og 17de Aarh.; dog har vi ikke beholdt det jydske eller skaanske Dialektpræg, og heller ikke de enkeltvis forekommende gammeldags Ord og Ordformer, men kun hvad der var fælles for Visedigtningen som Helhed. Ti det ligger i den mundtlige Overlevering og i Visens bøjelige Rytme, at den forandrer sig efter Sprogets udvikling; og dog er der et vist Forraad af Ord og Udtryksmaader, der tilhører Folkevisesangen fra dens Oprindelse, og som nogenlunde bevares af senere Visedigtere og senere Sangere.


I dette Sprog er der meget lidt, der stammer fra poetiske Kilder. Den kolde eller salte Rin (Havet) og den brune (blanke) Brand (Sværdklingen) er Levninger fra Oldtidens Besyngelse af Heltelivet; Rose og Liljevaand (ɔ: Liljestængel) som Omskrivnmg for Jomfru er af nyere Oprindelse. Ellers er det det jævne danske, først og fremmest det 13de Aarh.s virkelige Sprog, der frit kan tumle sig; og det fra Oldtiden nedarvede danske Ordforraad viser sig ypperlig i Stand til at udtrykke alle fine Følelser. Det er kun en Række Betegnelser for Ridderlivet, der nylig er trængt ind fra Udlandet, især fra Tysk: Ridder som Navn paa den ridende Adel; Frue og Jomfru; og mere sparsomt Junker (sædv. om Kongens Søn); næppe nok Glavind (Lanse) og Harnisk ved Siden af de hjemlige Spyd og Brynje; det nyindvandrede „skøn“ findes nærmest kun i Forbindelsen „skøn Jomfru“, ellers er det gamle „væn“ Udtrykket for Menneskers legemlige og sjælelige Skønhed, „favr“ for det skønne, det uplettede eller dadelfri, for det „fejreste Træ“ ligesom den „fejreste Sang“. Her er Ord for alle „Elskovens“ Former, den tærende „lange Attraa“ eller „lange Traa“, den gensidig hengivne „god Vilje“; Visen udtrykker Kærlighedens Ja i at „give sin Tro“ (sin fulde Tillid); den kender Bejleren, der „giljer“ med Ord og med Miner, den kender en „Jomfrusvend“ og „Giljesvend“ og giver ham Raad til hans Bejlen. Den nævner sine Kvindeskikkelser som „Jomfru“, „ædelig“ eller „høvisk“ Jomfru, efter Byrd og efter Opdragelse, som den „væneste Mø“ i sin menneskelige Skønhed, som den „liden Maar“ i sin ungdommelige Spædhed, ofte en Forening af Barn og Jomfru; og ved Siden af disse findes en hel Række Udtryk for de tjenende Kvinder: Møer, Tjenestemøer, Terner og flere.


Billederne i Viserne er faa og simple, ikke tagne af poetisk Overlevering, men hentede tid af Dagliglivet, med Forkærlighed for Landbruget: Pilene sidder tykt som Hø i Ridder Stigs Kjortel; Engelbret hugger Svenskerne ned, som Bønder slaar Korn (Nr. 19. 21); man skyr end ikke at ligne den brændte Tove ved en Gaas, der steges om Jul. Intet er uædelt; thi intet er fra først af afhængigt af literær Skik, og alle Billeder er gode, der stiller Tingenes Ejendommelighed klart frem. Men skal Stemningen, Sorgen og Savnet, udtrykkes, tyr man helst til den vilde Fugleverden: som den enlige Fugl paa Kvist eller ude paa Heden (Nr. 44, V. 26).


Denne Oprindelse ud af Folkets eget daglige Ordforraad og Tankeforraad har haft Betydning for Folkevisen. Den har kunnet overleve Sprogretninger og Smagsretninger; tværs igennem Tyskens Indvandring i Middelalderen og romanske Glosers i senere Tid har den overvintret et ældgammelt Ordforraad, som Digterne i hvert Aarhundred er tyede tilbage til, paa Anders Vedels og Bordings Tider ligesom paa Oehlenschlægers og J. P. Jacobsens.


Dette Ordforraad er i sin Oprindelse Folkets egen gamle Arv. Dets Bevarelse gennem Viserne skyldes derimod i ikke ringe Grad en vedtagen Skik: netop fordi man udtrykte sig saa kort og ligefremt, maatte de samme hyppig tilbagevendende Optrin naturlig fortælles i samme Ord (hvorledes man drager Sværd og kæmper, hvorledes man træder ind blandt fremmede, hvorledes det dages eller det skumrer); saaledes skabtes Visens staaende Udtryk: den blev af sig selv stiliseret, uden at det fra først var tilstræbt.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.