Frejas smykke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif


Fornaldersagaer


Frejas smykke

Indledning til Sörla þáttr eða Heðins saga ok Högna


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Bókaútgafan Forni, Reykjavík, 1944


Anders Zorn: Freja (1901)
Landet øst for Vanakvisl i Asien blev kaldt Asialand eller Asiahjem, og folket, som boede dér, kaldtes for aser, og de kaldte hovedborgen for Asgård. Kongen dér hed Odin. Dér fandtes et stort offersted. Odin udnævnte Njord og Frej til offergoder. Njords datter hed Freja. Hun fulgte Odin og var hans frille. I Asien var der nogle mænd, hvoraf den ene hed Alfrig, den anden Dvalin, den tredje Berling og den fjerde Grer. De boede tæt ved kongens gård. De var så dygtige, at alt, hvad de fremstillede, blev fuldkomment. De var af den slags folk, som man kaldte for dværge. De boede i en sten. Dengang blandede de sig mere med menneskerne, end de gør nu.

Odin elskede Freja højt, og hun var også den smukkeste af alle kvinder på den tid. Hun havde et hus. Det var både smukt og solidt, og man sagde, at hvis døren var lukket og låst, kunne ingen komme ind i huset imod Frejas vilje. En dag var Freja gået hen til stenen, og den var da åben. Dværgene var i færd med at smede et halssmykke af guld. Det var næsten færdigt. Freja syntes, at halssmykket var meget smukt, og dværgene syntes, at Freja var meget smuk. Hun ville købe smykket af dværgene og tilbød guld og sølv og andre kostbarheder for det. De sagde, at de ikke manglede rigdom, men at de hver især ville sælge deres andel i halssmykket, og at de ikke ville have andet for det, end at hun tilbragte en nat sammen med hver af dem. Og hvad enten hun fandt dette vilkår bedre eller værre, så handlede de sådan. Da der var gået fire nætter, og alle betingelser var opfyldt, afhændede de halssmykket til Freja. Hun tog hjem i sit hus, og forholdt sig tavs, som om intet var hændt.

Der var en mand, der hed Farbaute. Han var gift og havde en kone, der hed Laufey. Hun var både slank og spinkel — hun blev derfor kaldt Nål. De havde én søn. Han hed Loke. Han var ikke stor af vækst, men fik tidligt en skarp tunge og var snarrådig. Han besad frem for andre den egenskab, der kaldes snedighed. Han var meget listig allerede i en ung alder, og derfor blev han kaldt Loke den Lumske. Han drog til Odin i Asgård og blev hans mand. Odin talte på alle måder Loke efter munden, uanset hvad han kom med, men alligevel satte han ham ofte på store prøver, og han bestod dem alle bedre, end man kunne vente. Han havde kendskab til næsten alt, hvad der foregik, og han fortalte også Odin alt, hvad han vidste.

Det fortælles også, at Loke blev klar over, at Freja havde fået halssmykket, og ligeledes hvad hun havde givet for det. Dette fortalte han Odin. Da Odin fik det at vide, sagde han, at Loke skulle få fat i smykket og give det til ham. Loke sagde, at det var en umulig sag, da ingen kunne komme ind i huset imod Frejas vilje. Odin sagde, at han skulle komme af sted og ikke komme tilbage, før han havde skaffet halssmykket. Loke gik da skrigende væk. De fleste glædede sig, når tingene gik Loke imod. Han gik hen til Frejas hus, men det var aflåst. Han forsøgte at komme ind, men det lykkedes ikke. Det var særligt koldt i vejret, og han begyndte at fryse meget. Så forvandlede han sig til en flue. Han fløj da rundt ved alle låse og alle sammenføjninger, men fandt ingen steder et hul, så han kunne komme ind. Først helt oppe ved tagryggen fandt han et, men det var ikke større, end at man kun lige kunne stikke en nål igennem. Det hul krøb han ind ad. Da han kom ind, spærrede han øjnene op for at se, om nogen var vågnet, men han så, at alle, der var i huset, sov. Han fløj derpå ind til Frejas seng, hvor han så, at hun havde smykket om halsen, men at hægten vendte nedad. Loke forvandlede sig da til en loppe. Han satte sig på Frejas kind og bed, så Freja vågnede og vendte sig om og faldt i søvn igen. Så tog Loke loppehammen af, hægtede halssmykket af hende, låste husdøren op og gik hen og afleverede smykket til Odin.

Freja vågnede om morgenen og så, at døren var åben, men ikke ødelagt, og at det fine halssmykke var væk. Hun mente nok at vide, hvilken list der havde været anvendt, og så snart hun var klædt på, gik hun ind i hallen og foran kong Odin og sagde, at det var ondskabsfuldt gjort, at han havde ladet hendes kostbarhed stjæle, og hun bad ham om at få den igen. Odin sagde, at hun aldrig skulle få den — sådan som hun var kommet til den, »— medmindre du kan bevirke, at to konger, der hver har tyve konger under sig, bliver uenige og kæmper mod hinanden på de vilkår og betingelser, at så snart de falder, skal de straks rejse sig og kæmpe videre, indtil en kristen mand kommer, som er så modig og i den grad fulgt af sin herres lykke, at han tør afbryde deres kamp og dræbe disse mænd med våben. Først da skal deres prøvelser slutte, hvilken høvding det så end tilkommer at befri dem fra tvangen og plagen ved deres farlige fremfærd.« Freja gik med til dette og fik halssmykket igen. — —