Uddrag af Snorres Edda

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
! Faeroysk.gif


Snorres Edda


Uddrag af Snorres Edda

Edda Snorra Sturlusonar


oversat og gendigtet af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónssons Edda Snorra Sturlusonar, Reykjavík, 1954.


Denne bog hedder Edda. Den har Snorre Sturlason skrevet, således som det er inddelt her: Først handler den om aserne og Ymer, dernæst kommer Skáldskaparmál med benævnelser for mange ting og til sidst Háttatal, som Snorre digtede om kong Håkon og hertug Skule. (Uppsalabók)


Innhold


Fortale

Skiftet i gudsopfattelsen

Snorres Edda

Den almægtige Gud skabte i begyndelsen himlen og jorden og alt, hvad dertil hører, og endelig to mennesker — Adam og Eva — som slægterne stammer fra, og deres efterkommere blev talrige og spredtes over hele verden. Som tiden gik, blev befolkningen dog mere ulige. Nogle var gode og rettroende, men mange flere lod sig lokke af verdens fristelser og vanrøgtede Guds love, og derfor lod Gud en flodbølge oversvømme verden og alle verdens levende væsener på nær dem, der sammen med Noa var om bord på arken. Efter Noafloden levede der otte mennesker, som beboede verden, og fra dem stammer slægterne, men det blev igen som før, da verden blev bebygget og talrigt befolket, at langt de fleste mennesker elskede hæder og begær efter værdier, men forsømte lydighed over for Gud, og det kom så vidt, at de ikke ville nævne Guds navn. Og hvem skulle da berette om Guds storværker for deres sønner? Det kom dertil, at de glemte Guds navn, og i hele verden fandt man knap den mand, som kendte sin skaber. Men ikke desto mindre tildelte Gud dem jordiske gaver, rigdom og lykke, som skulle hjælpe dem i verden. Han forsynede dem også med visdom, så de kunne forstå alle jordiske ting og alt, hvad de måtte se i luften og på jorden.

Så tænkte de på og undrede sig over, hvordan det kunne være, at jorden og dyrene og fuglene havde samme natur i nogle henseender, men dog var af forskellig beskaffenhed. Det var en egenskab ved jorden, at når man gravede på høje fjeldtinder, så sprang der vand, men man behøvede ikke grave længere ned efter vandet end i dybe dale. Tilsvarende er det med dyr og fugle, at der er lige langt til blodet i hovedet og i foden. En anden egenskab ved jorden er, at der hvert år vokser græs og blomster på den, men det samme år visner og forgår det, og tilsvarende vokser der hår og fjer på dyr og fugle, som falder af hvert år. Den tredje egenskab ved jorden er, at når den åbnes ved gravning, så gror græsset i den muld, der er øverst på jorden. De opfattede bjerge og sten som levende væseners tænder og knogler. Af dette sluttede de, at jorden måtte være levende og besidde en form for liv, og de vidste, at den var umådeligt gammel og af en mægtig natur. Den nærede alt levende, og den modtog alt, der døde. Af den grund gav de den navn og regnede deres æt fra den. Det samme erfarede de fra deres gamle slægtninge: At efter mange hundrede års forløb var det den samme jord og sol og de samme himmellegemer, men at himmellegemernes bane var forskellig. Nogle havde en længere bane og andre en kortere. Af sådanne grunde antog de, at nogen måtte styre himmellegemerne og kunne ordne deres baner efter sin vilje — og vedkommende måtte være stærk og meget mægtig. De mente, at hvis han styrede elementerne, da måtte han også have været der før himmellegemerne, og de indså, at hvis han bestemte himmellegemernes bane, da måtte han også bestemme over solens skin og luftens dug og det, der voksede på jorden som følge deraf. Og tilsvarende med luftens vinde og dermed havets storme. Dengang vidste de ikke, hvor hans rige var, og derfor troede de, at han bestemte over alle dele på jorden og i luften, himlen og himmellegemerne, havene og vejret.

For bedre at kunne berette om det og huske det, tildelte de alle tingene navne, men denne tro er på mange måder ændret, efterhånden som folkeslagene blev spredt, og sproget forandredes. Men de begreb alting med jordisk forstand, for de var ikke blevet tildelt åndelig visdom. Således mente de, at alle ting var blevet tilvirket af en form for stof.


Om verdens tre dele

Verden var inddelt i tre dele. Den del, der gik fra syd mod vest og ind til Midjordssøen, blev kaldt for Afrika. Den sydligste part af denne del er hed og brændt af solen. Den anden del fra vest mod nord til havet kaldes Europa eller Enea. Den nordligste part er dér så kold, at der ikke vokser græs, og det sted er ubeboeligt. Fra nordpå og over den østlige del helt sydpå kaldes det Asien. I den del af verden er alt smukt og pragtfuldt, og jorden er frugtbar og indeholder guld og ædelsten. Dér findes også verdens midte. Og ligesom jorden dér er smukkere og på alle måder bedre end andre steder, så var også befolkningen dér særlig udmærket med hensyn til lykke, klogskab, styrke, skønhed og alle former for færdigheder.


Om trojanerne

Nær verdens midte byggede man det hus og det herberg, som har været mest berømmet af alle, og som kaldes Troja, på det sted, som vi kalder Tyrkland. Denne by var meget mere storslået end andre og på mange måder bygget med større kunstfærdighed i henseende til omkostninger og de midler, der var til rådighed. Dér fandtes tolv kongedømmer og én overkonge, og der hørte store folkeslag under hvert kongedømme. Dér i borgen var der tolv høvdinge. Disse høvdinge har i alle menneskelige egenskaber overgået alle andre mennesker, der har levet i verden.

En konge i Troja hed Munon eller Mennon. Han var gift med en datter af overkongen Priamos. Hun hed Troan. De havde en søn. Han hed Tror, og vi kalder ham Tor. Han blev opfostret i Trakien hos den hertug, der hed Lorikus, men da han var ti vintre gammel, modtog han sin fars våben. Han havde så smukt et udseende i forhold til andre mænd, som når elfenben indfældes i eg. Hans hår lyser mere end guld. Da løftede han på én gang ti bjørneskind fra jorden, og så dræbte han hertug Lorikus — sin fosterfar — og dennes kone — Lora eller Glora — og tilegnede sig riget Trakien. Det kalder vi Trudheim. Derpå drog han vidt omkring og overvandt ene mand alle bersærker og kæmper og en af de største drager og mange dyr. I verdens nordlige del mødte han den spåkone, der hed Sibil — som vi kalder Sif — og blev gift med hende. Sifs slægt er ukendt for alle. Hun var den skønneste kvinde. Hendes hår var som guld. Deres søn var Loride, som lignede sin far. Hans søn var Eindride, og hans søn var Vingetor, og hans søn var Vingener, og hans søn var Mode, og hans søn var Mage, og hans søn var Seskef, og hans søn var Bedvig, og hans søn var Athra — som vi kalder Annan — og hans søn var Itrman, og hans søn var Heremod, og hans søn var Skjaldun — som vi kalder Skjold — og hans søn var Bjaf — som kaldes Bjar — og hans søn var Jat, og hans søn var Gudolf, og hans søn var Finn, og hans søn var Friallaf — som vi kalder Fridleif — og han havde den søn, der hed Voden. Ham kalder vi Odin. Han var en navnkundig mand på grund af sin visdom og alle sine evner. Hans kone hed Frigida, og vi kalder hende Frigg.


Odins rejse nordpå i verden

Odin besad spådomsevner ligesom sin kone, og ved hjælp af disse kundskaber så han, at hans navn i verdens nordlige del ville blive husket og hædret mere end alle andre kongers. Af den grund fik han lyst til at forlade Tyrkland, og han tog et stort følge med sig — unge og gamle folk, mænd og kvinder — og han bragte mange kostbarheder med sig. Hvor de end kom frem, blev der talt meget hæderfuldt om dem, så de snarere forekom som guder end som mennesker. De standsede ikke rejsen, førend de kom nordpå til det land, der nu kaldes Saxland. Dér opholdt Odin sig længe, og han underlagde sig landet vidt omkring. Odin nedsatte sine tre sønner som styrere af landet. Den ene hed Vegdeg. Han var en mægtig konge og regerede i Østre-Saxland. Hans søn var Vitrgils, og hans sønner var Vitta — far til Heingest — og Sigar — far til Svebdeg, som vi kalder Svipdag. Odins anden søn hed Baldeg, og vi kalder ham Balder. Han havde det land, der nu kaldes Vestfal. Hans søn var Brand, og hans søn var Frjodigar, som vi kalder Frode. Hans søn var Freovin, og hans søn var Uvigg, og hans søn var Gevis, som vi kalder Gave. Odins tredje søn hed Sigi, og hans søn var Rerir. Den slægt regerede over det, der nu kaldes Frankland, og derfra stammer den slægt, der kaldes vølsungerne. Fra alle disse er der kommet mange og store slægter.

Så indledte Odin sin rejse nordpå og kom til det land, som de kaldte Reidgotaland, og dér i landet tilegnede han sig alt, hvad han ønskede. Han gav landet til sin søn, der hed Skjold. Hans søn hed Fridleif. Derfra stammer den slægt, der kaldes skjoldungerne. Det er de danske konger, og det, man dengang kaldte Reidgotaland, kaldes nu Jylland.


Da Odin slog sig ned i Sigtuna

Efter dette drog Odin nordpå til det, der nu kaldes Svitjod. Dér var en konge, som hed Gylfe, og da han hørte om disse asiaters — som blev kaldt for aser — rejse, drog han imod dem og tilbød Odin, at han måtte tage så meget magt i hans rige, som han selv ønskede. Deres færd var ledsaget af en sådan lykke, at hvor de end opholdt sig i landet, dér var der vækst og fred, og alle troede, at det var noget aserne rådede for, for de magtfulde mænd, der havde mødt dem, så, at de med hensyn til skønhed og visdom var ulig andre folk. Odin fandt landskabet smukt og levevilkårene gode og udvalgte sig et sted til sin borg — det kaldes nu Sigtuna. Dér udnævnte han høvdinge på samme måde, som det havde været i Troja, og han satte tolv ledere til at bestemme landets lov dér på stedet, og han fastsatte al ret, som det før havde været gjort i Troja, og som tyrkerne plejede at gøre.

Derefter drog han nordpå, til han kom til det hav, som de mente omgav alle landene, og i det rige, der nu kaldes Norge, satte han sin søn til at regere. Han hed Sæming, og de norske konger henregner deres slægt til ham, sådan som også jarler og andre mægtige mænd gør, således som det fortælles i kvadet Håleygjatal. Med sig havde Odin desuden sin søn, der hed Yngve, som blev konge i Svitjod efter ham, og fra ham kommer den slægt, der kaldes ynglinger.

Aserne fandt dér i landet hustruer til sig selv og en del også til deres sønner, og disse slægter blev så talrige, at deres — asiaternes — sprog bredte sig over hele Saxland og derfra over hele den nordlige del og blev hele dette landområdes sprog. Og ved det, at disse forfædres navne er optegnede, mener folk at vide, at deres navne har fulgt dette sprog, og at aserne har bragt sproget nordpå i verden til Norge og til Svitjod, til Danmark og til Saxland, men i England findes der gamle stednavne og benævnelser af lande, som man må anse for at stamme fra et andet sprog end dette.



Gylfaginning

Om kong Gylfe

(Gylfaginning, kap. 1-3)

Kong Gylfe var hersker over de lande, der nu kaldes Svitjod. Det fortælles om ham, at han som løn for underholdning forærede en omrejsende kvinde et plovland af sit rige — så meget som man med fire okser kunne pløje i løbet af én nat og én dag. Men denne kvinde var af aseslægt, og hun hed Gefion. Hun hentede fire okser nordpå i jætternes verden — det var hendes sønner med en jætte — og satte dem for ploven, og ploven gik så vidt og dybt, at landet gik løs, og okserne trak dette land ud på havet vesten derfor, men standsede i et sund. Dér fastgjorde Gefion landet og navngav det og kaldte det Selund. Og dér, hvor landet kom fra, var der en sø tilbage. Den kaldes nu Lögaren i Svitjod, og vigene i Lögaren ligger, som næssene strækker sig på Selund. Således siger skjalden Brage den Gamle:


Gefion (fro ved guldets
glimten) drog et plovland,
dengang Gylfes græsgang
gjorde Danmark større.


Kong Gylfe var en klog og trolddomslærd mand. Det undrede ham meget, at asefolket var så kyndigt, at alt føjede sig efter deres vilje. Han tænkte på, om det fulgte af selve deres natur, eller om det skyldtes de guddommelige magter, de ofrede til. Han drog af sted til Asgård og rejste i hemmelighed og antog en gammel mands skikkelse og tilslørede sig således. Men aserne var dog klogere, for de havde spådomsevner, og de kendte hans færden, inden han ankom, og de foranstaltede et synsbedrag imod ham. Da han kom ind i borgen, så han der så høj en hal, at han næppe kunne se over den. Dens tag var belagt med gyldne skjolde ligesom et spåntag. Således fortæller Tjodolf fra Kvine, at Valhal var tækket med skjolde:


Svafners salnæver
slængtes på ryggen
af kloge kæmper
mod kastede sten.


I døren til hallen så Gylfe en mand, der legede med knive og på én gang havde syv i luften. Denne spurgte ham først om hans navn. Han kaldte sig Gangtræt og sagde, at han var kommet ad hemmelige stier, og at han søgte ly for natten, og han spurgte, hvem der ejede hallen. Manden svarede, at det gjorde deres konge, »— og jeg skal vise dig hen, hvor du kan møde ham. Du kan selv spørge om hans navn.« Og han gik forrest ind i hallen, mens Gylfe fulgte efter, og i det samme smækkede døren efter ham. Derinde så han mange rum og mange folk; nogle var i leg, andre drak og andre igen kæmpede med våben. Da så han sig omkring, og meget af det, han så, fandt han utroligt. Da sagde han:


Ved indgangsdøren
bør du altid spejde,
før du fortsætter frem;
du kan aldrig vide,
om uvenner sidder
bænket et sted ved bordet.


Gangtræt (Gylfe) foran Høj, Jævnhøj og Tredje

Han så tre højsæder — det ene højere end det andet — og tre mænd sad i hvert deres. Så spurgte han, hvad deres høvdinge hed. Manden, som førte ham ind, svarer, at ham i det nederste højsæde var kongen, »— og han hedder Høj, og den næste hedder Jævnhøj, og den øverste hedder Tredje.« Da spurgte Høj den ankomne, om han havde flere ærinder, og sagde, at han havde ret til mad og drikke som alle andre dér i Højs hal. Han svarede, at han først ville spørge, om en klog mand var til stede. Høj sagde, at Gangtræt ikke skulle slippe levende derfra, medmindre han viste sig at være den klogeste,


»— men stil nu spørgsmål
stående dér,
mens de svarende sidder.«


Gangtræt begyndte da med: »Hvem er den største og ældste af alle guder?« Høj sagde: »Han kaldes Alfader på vores sprog, men i det gamle Asgård havde han tolv navne. Det første er Alfader; det andet er Herran eller Herjan; det tredje er Nikar eller Hnikar; det fjerde er Nikun eller Hnikun; det femte er Fjølne; det sjette er Oske; det syvende er Ome; det ottende er Biflide eller Biflinde; det niende er Svidur; det tiende er Svidrer; det ellevte er Vidrir; det tolvte er Jalg eller Jalker.« Da spurgte Gangtræt: »Hvor findes den gud? Og hvad kan han? Og hvad har han bedrevet af storværker?« Høj sagde: »Han lever i al evighed og råder over hele sit rige og bestemmer over alt — stort som småt.« Da sagde Jævnhøj: »Han skabte himlen og jorden og luften og alt dertil hørende.« Da sagde Tredje: »Det største er dog, at han skabte mennesket og gav det en sjæl, der skal leve og aldrig forgå, selv om kroppen formulder eller brænder til aske, og alle mennesker, der følger de rette sæder, skal leve og være hos ham selv på det sted, der kaldes Gim-læ eller Vingolf, mens onde mennesker kommer til Hel og derfra til Niflhel. Det er nede i den niende verden.« Så spurgte Gangtræt: »Hvad foretog han sig, før himlen og jorden blev skabt?« Høj svarede: »Da var han blandt rimturserne.«



Skabelsen

(Gylfaginning, kap. 4-9)

Gangtræt sagde: »Hvad var ophavet? Eller hvordan begyndte det? Og hvad var der forud?« Høj svarede: »Som det siges i Vølvens Spådom:


Ved fortidens fødsel
fandtes intet,
hverken sand eller sø
med svale bølger;
der var ingen jord
under en himmel,
eller græs der groed’ —
kun Gabende Tomhed.«


Da sagde Jævnhøj: »Umådeligt længe før jorden blev skabt, var Niflheim opstået, og i dets midte ligger den brønd, der kaldes Hvergelme, og derfra flyder de floder, der hedder Sval, Guntro, Fjørm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Leift. Gjallar flyder nærmest porten til Hel.« Så sagde Tredje: »Først var der dog i den sydlige halvdel den verden, som kaldes Muspel. Den er lys og varm, og der er flammende og brændende og ikke til at være for folk, som er fremmede dér, og som ikke stammer derfra. Dér ved verdens ende sidder en, der hedder Surt, som værn for landet. Han har et flammesværd, og ved verdens undergang skal han fare hærgende om og besejre alle guderne og brænde hele verden op med ild. Som det siges i Vølvens Spådom:


Surt farer sydfra
med svidende ild;
sværdet skinner
som solen i kampen.
Klipper knuses
og kvaser trolde;
Helvendt går hoben,
mens himlen revner.«


Gangtræt sagde: »Hvad foregik der, før slægterne opstod, og menneskene blev flere?« Da svarede Høj: »Da de strømme, der kaldes Elivåger, var kommet så langt fra deres udspring, at den giftstrøm, der fulgte, stivnede ligesom den slagge, der løber fra ilden, blev de til is. Og da den is gik i stå og ikke bevægede sig, blev den dækket af rim, mens den damp, der stod af giften, frøs fast til rimen, og efterhånden tiltog rimlaget over hele Den gabende Tomhed.« Da sagde Jævnhøj: »Den del af Den gabende Tomhed, der vender mod nord, fyldtes af isens og rimens vægt og tyngde og indeholdt gus og træk, mens den sydvendte del af Den gabende Tomhed blev mildere i mødet med de gnister og gløder, der føg fra Muspelheim.« Da sagde Tredje: »På samme måde som kulde og alskens grusomt udgik fra Niflheim, således var alt i nærheden af Muspelheim varmt og lyst, men Den gabende Tomhed var så mild som vindstille luft. Rimen mødtes af den varme blæst og smeltede således og dryppede, og dette væld af dråber blev levende af den kraft, som varmen sendte, og der opstod en menneskelignende skikkelse, og han blev kaldt Ymer. Rimturserne kalder ham dog Ørgelmer, og derfra kommer rimtursernes slægter, således som det siges i Den korte Vølvespådom:


Vølverne kommer
fra Vidolf alle,
og hver en troldmand
fra Vilmeids slægt,
sejdende folk
fra Svarthoved;
fra Ymer kommer
alle jætter.


Og herom siger jætten Vaftrudner:


Edderens dryp
fra Elivåger
øgedes, og ud kom en jætte;
alle vores ætter
har ophav dér,
så vi er evigt og altid onde.«


Ødhumbla og Bure

Da sagde Gangtræt: »Hvordan voksede slægter derfra, og hvordan gik det til, at der kom flere folk til? Og anser du ham, som du lige fortalte om, for at være en gud?« Da svarede Høj: »Vi kan på ingen måde anerkende ham som en gud. Han er ond ligesom alle sine slægtninge. Dem kalder vi rimturser. Men det fortælles, at han begyndte at svede, mens han sov. Fra under hans venstre arm voksede da en mand og en kvinde, og hans ene ben fik en søn med det andet, og derfra er slægterne kommet. Det er rimturserne, og den gamle rimturs — ham kalder vi Ymer.«

Da sagde Gangtræt: »Hvor boede Ymer? Og hvad levede han af?« Høj svarede: »Det næste der opstod, da rimen dryppede, var den ko, der hed Ødhumbla. Der flyder fire strømme af mælk fra hendes patter, og hun fodrede Ymer.« Gangtræt spurgte: »Hvad levede koen af?« Høj svarede: »Hun slikkede på rimstenene, som var salte, og den første dag, hun slikkede på stenene, stak en mands hårtop om aftenen ud af stenen. Dagen efter kom mandens hoved frem og på tredjedagen hele manden. Han kaldes Bure. Han var smuk at se på og var stor og stærk. Han fik en søn, der hed Bor, og en kone, der hed Bestla — en datter af jætten Bøltorn — og de fik tre sønner. Den første hed Odin, den anden Vile og den tredje Ve. Det er min tro, at denne Odin og hans brødre må råde for himlen og jorden. Vi mener, at det må være hans navn. Sådan hedder den største og gæveste mand, vi kender til, og det kan I også godt lade ham hedde.«

Da sagde Gangtræt: »Kunne de forliges? Eller hvem var den stærkeste?« Høj svarede: »Bors sønner dræbte jætten Ymer, men da han faldt, løb der så meget blod af hans sår, at det druknede hele rimturseslægten — på nær én, der slap derfra med sin husstand. Jætterne kalder ham Bergelmer. Han sprang op i sin vugge sammen med sin kone og reddede sig. Fra dem er rimtursernes slægter kommet, således som det fortælles her:


Et utal vintre
før jorden blev skabt,
lå Bergelmers barndom;
den alvise jætte
er mit ældste minde —
han vistes mig i sin vugge.


Da spurgte Gangtræt: »Hvad foretog Bors sønner sig derefter — hvis du tror, at de er guder?« Høj svarede: »Det kan der fortælles ikke så lidt om. De tog Ymer og anbragte ham midt i Den gabende Tomhed, og de skabte jorden af ham og havet og søerne af hans blod. Jorden blev lavet af kødet og bjergene af knoglerne. Sten og skred lavede de af tænder og kindtænder og af de knogler, der var knækkede.« Da sagde Jævnhøj: »Af det blod, der løb af sårene og strømmede frit, skabte de havet, hvormed de indesluttede og sammenstykkede landjorden ved at lægge det i en ring udenom — og de fleste folk vil anse det for umuligt at krydse det.« Da sagde Tredje: »De tog også hans hjerneskal og dannede himlen deraf, og de satte den op over jorden med fire hjørner, og under hvert hjørne satte de en dværg — de hedder Østre, Vestre, Nordre og Søndre. Så greb de gnisterne og gløderne, der fór løse omkring og var blevet slynget ud af Muspelheim, og satte dem på himlen midt i Den gabende Tomhed — både for oven og for neden, så de lyste på himlen og jorden. De gav alle lysene pladser — nogle sad fast på himlen, mens andre bevægede sig frit, men disse gav de dog også pladser og bestemte deres forløb. Det fortælles således i gamle vers, at der fra da af var forskel på dagene, ligesom årene blev talte. Som det siges i Vølvens Spådom:


Solen savnede
sin særlige gang;
månen manglede
meningsfylde;
stjernerne stod
uden sted at være.


Sådan var det, før dette skete.«

Da sagde Gangtræt: »Det er store hændelser, jeg her har hørt om. Det er et meget forunderligt værk og behændigt udført. Hvordan var jorden indrettet?« Da svarede Høj: »Den er ringformet yderst, og dér udenom ligger det dybe hav, og ved disse strande mod havet gav de jætteslægterne land til beboelse. Længere inde på land byggede de et fæstningsværk rundt om verden til beskyttelse mod jætterne. De brugte jætten Ymers øjenvipper til deres befæstning, og de kaldte den borg Midgård. De tog hans hjerne og kastede den i vejret og skabte dermed skyerne, som det fortælles her:


Jorden blev skabt
af Ymers kød,
det brusende hav af blodet,
bjerge af ben
og buske af hår,
af hovedskallen himlen.
 
Af vipperne skabte
de venlige guder
Midgård til menneskets sønner.
Nu udgør hans hjerne
alle himlens
skånselsløse skyer.


Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at de udrettede meget, dengang jorden og himlen blev dannet, og solen og himmellegemerne blev ordnet og dagene adskilt — men hvorfra kom de mennesker, der bebor verden?« Høj svarede: »Engang da Bors sønner gik langs stranden mod havet, fandt de to træer, og de tog træerne og skabte mennesker deraf. Den første gav dem ånde og liv, den anden bevidsthed og bevægelse, den tredje ansigt og mæle, hørelse og syn — og de gav dem klæder og navne. Manden hed Ask, kvinden Embla, og derfra stammer den menneskehed, der blev tildelt Midgård til beboelse. Derpå byggede de sig en borg midt i verden, som kaldes Asgård. Det kalder vi Troja. Dér bosatte guderne og deres slægtninge sig, og derefter skete der mange ting og sager både på jorden og i luften.

Der findes et sted, der hedder Hlidskjalv, og når Odin satte sig i højsædet dér, kunne han overskue alle verdener, og se alt, hvad menneskerne foretog sig, og forstå alle ting. Hans kone hed Frigg Fjørgvinsdatter, og deres efterkommere udgør den slægt, vi kalder aseslægten, som har beboet den gamle Asgård og det omgivende rige, der hører til — og hele slægten er guddommelig. Og han må kaldes Alfader af den grund, at han er far til alle guderne og mennesker og alt det, der blev fuldført af ham og hans kraft. Jorden var hans datter og kone. Med hende fik han sin første søn, og det er Ase-Tor, som besad kraft og styrke. Derfor besejrer han alt levende.«



Solen og Månen

(Gylfaginning, kap. 10-12)

»Der var en jætte ved navn Nørfe eller Narfe, der boede i jætternes verden. Han havde en datter, som hed Nat. Hun var sort og mørk som den slægt, hun kom fra. Hun var gift med den mand, der hed Naglfare. Deres søn hed Ød. Derpå var hun gift med ham, der hed Ånar. Jord hed deres datter. Til sidst var hun gift med Delling, og han var af aseslægt. Deres søn hed Dag. Han var lys og smuk efter sin fædrene æt. Så tog Alfader Nat og hendes søn Dag og gav dem to heste og to kærrer og sendte dem op på himlen, for at de hvert sit halvdøgn skulle ride omkring jorden. Nat rider forrest på den hest, der kaldes Rimfakse, og hver morgen er jorden dugvåd af skummet fra hans bidsel. Den hest, som Dag har, kaldes Skinfakse, og luften og hele jorden oplyses af hans manke.«

Da sagde Gangtræt: »Hvordan styrer han solens og månens gang?« Høj sagde: »Der var en mand, der hed Mundilfare, der havde to børn. De var så smukke og velskabte, at han kaldte sin søn Måne, men sin datter Sol og giftede hende med den mand, der hed Glen. Men guderne blev vrede over dette hovmod, og de greb de to søskende og satte dem op på himlen, hvor de lod Sol køre med de heste, der trak vognen med solen — den som guderne af de gnister, der føg fra Muspelheim, havde skabt til at oplyse verden. De heste hedder Årvak og Alsvinn, og under boven på hestene anbragte guderne to blæsebælge til afkøling, og i nogle kvad kaldes dette jernkøling. Måne styrer månens gang og råder for ny og næ. Han tog to børn fra jorden — de hedder Bil og Hjuke — da de gik fra den brønd, der kaldes Byrge, mens de på deres skuldre bar det kar, der kaldes Sæg, på stangen Simul[1]. Deres far hed Vidfinn. Disse børn følger Måne, sådan som det kan ses fra jorden.«

Da sagde Gangtræt: »Solen bevæger sig hurtigt — næsten som om hun er skræmt. Og hun kunne dårligt sætte farten op, om hun så frygtede sin død.« Da svarede Høj: »Det er ikke så underligt, at hun har sådan en fart på. Der er en efter hende, som er tæt på, og hun har ingen anden udvej end at flygte.« Da sagde Gangtræt: »Hvem er det, der volder hende disse kvaler?« Høj sagde: »Det er to ulve, og den, der er efter hende, hedder Skoll. Han skræmmer hende, og han vil tage hende. Den, der løber foran hende, hedder Hate Hrodvitnesson, og han vil tage månen — og det kommer til at ske.« Gangtræt spurgte: »Hvem stammer ulvene fra?« Høj sagde: »Der bor en jættekælling østen for Midgård i den skov, der kaldes Jernved. Den skov er tilholdssted for de troldkællinger, der kaldes Jernvidjer. Den gamle jættekælling opfostrer mange jættesønner, som alle har ulveskikkelse, og derfra kommer disse ulve. Og det fortælles, at af den slægt bliver én den mægtigste — han kaldes Månegarm. Han fråser i blodet fra alle de mennesker, der dør, og han sluger månen og sprøjter blod i luften og over hele himlen. Fra den tid mister solen sit lysskær, og vindene bliver voldsomme og suser fra alle sider. Således fortælles det i Vølvens Spådom:


Den aldrende østpå
i Jernvedskoven
har fostret sønner
af Fenres slags;
mellem dem alle
møder man én,
der tyvstjæler månen
i troldeham.
 
Den mæskes på mænd
mærket til døden
og udspyr blodet
på asernes hjem;
solen vil sortne,
og somre skal følge
med voldsomt vejrlig.
Så véd I besked!«



Bifrost

(Gylfaginning, kap. 13)

Da sagde Gangtræt: »Hvordan kommer man fra jorden til himlen?« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var ikke noget begavet spørgsmål! Har du ikke fået at vide, at guderne byggede en bro fra jorden til himlen, som kaldes Bifrost? Den må du have set. Det kan være, at du kalder den for en regnbue. Den er trefarvet og meget solid og udført med mere kløgt og snilde end andre bygværker. Men hvor solid den end er, så vil den bryde sammen, når Muspelsønnerne kommer og rider over den, men så svømmer deres heste over de store floder, og således kommer de frem.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig ikke, at guderne har bygget en sikker bro, når den kan bryde sammen — og de kan dog gøre, lige som de ønsker.« Da sagde Høj: »Guderne skal ikke klandres for dette bygværk. Bifrost er en god bro, men der findes intet i denne verden, der er sikkert, når Muspelsønnerne hærger.«



Dværgene

(Gylfaginning, kap. 14)

Da sagde Gangtræt: »Hvad tog Alfader sig til, da Asgård var bygget?« Høj sagde: »I begyndelsen indsatte han bestyrere og bad dem bestemme menneskeskæbner og borgens indretning sammen med sig. Det var på det sted midt i borgen, der kaldes Idasletten. Deres første handling var at bygge det tempel, hvor deres tolv sæder står sammen med højsædet, som tilhører Alfader. Det hus er det største og bedste, der er bygget på jorden. Inde og ude er det overalt som af det rene guld. Det sted kalder folk Gladheim. De byggede endnu en sal. Det var en hørg, som tilhørte gudinderne, og den var meget smuk. Det hus kalder folk Vingolf. Dernæst byggede de et hus, hvor de indrettede smedjer, og dertil fremstillede de hammer og tang og ambolt og med dem alle andre værktøjer. Derpå forarbejdede de malm og sten og træ og i en sådan overflod den malm, der kaldes guld, at alle husgeråd og alt seletøj var udført i guld. Den tid kaldtes guldalderen og varede, indtil den blev forødt ved kvindernes ankomst. De kom fra jætternes verden.

Så satte guderne sig i deres sæder og afsagde deres domme og huskede på, hvordan dværge var blevet levende i mulden og i undergrunden ligesom maddiker i kød. Dværgene var først blevet anbragt i Ymers kød, hvor de da blev levende som maddiker. Efter gudernes bestemmelse fik de nu menneskelig forstand og lignede mennesker, men de bor dog i jorden og i stenene. Den øverste var Modsogner og den næste Durinn. Således fortælles det i Vølvens Spådom:


Så drog de alle
til dommersædet;
de hellige magter
forhandlede dér:
Skulle man skabe
skarer af dværge
af Brimis blod
og af Blåins knogler?
 
Mange blev skabt —
mennesket lig —
som dværge i jorden,
har Durinn fortalt.


Og disse er navnene på dværgene, siger hun:


Nyi, Nidi,
Nordre, Søndre,
Østre, Vestre,
Altyv, Dvalinn,
Når, Nåin,
Niping, Dåin,
Bifur, Båfur,
Bømbur, Nori,
Ore, Onar,
Oinn, Mjødvitner.
Vigg og Gandalf,
Vindalf, Torin,
Fili, Kili,
Fundin, Vali,
Tror, Troin,
Tekk, Lit og Vit,
Nyr, Nyråd,
Rek, Rådsvinn.


Disse er også dværge og bor i sten, mens de forrige bor i jorden:


Drøpnir, Dolgtvari
Hår, Hugstari,
Hledjolf, Gloin,
Dore, Ore,
Duf, Andvare,
Heftifili,
Hår, Sviar.


Og disse kom fra Svarinshøj til Ørvang på Jørusletten, og derfra stammer Lofar. Dette er deres navne:


Skirfe, Virfe,
Skåfin, Ai,
Alf, Yngve,
Eikinskjaldi,
Fal, Froste,
Finn, Ginnar.«



Asken Yggdrasil og Urdbrønden

(Gylfaginning, kap. 15-16)

Asken Yggdrasil

Da sagde Gangtræt: »Hvor findes gudernes hovedstad eller helligsted?« Høj svarede: »Det er asken Yggdrasil. Dér skal guderne hver dag afsige deres domme.« Gangtræt spurgte: »Hvad kan der fortælles om det sted?« Da sagde Jævnhøj: »Asken er det største og bedste af alle træer. Dens grene breder sig over hele verden og rækker ud over himlen. Træet holdes oppe af dets tre rødder, som strækker sig umådeligt vidt. En er ved aserne, en anden ved rimturserne — dér, hvor Den gabende Tomhed førhen fandtes. Den tredje rækker til Niflheim, og under den rod findes Hvergelme, hvorfra Nidhug gnaver i roden. Under den rod, der vender mod rimturserne, findes Mimers Brønd, hvor klogskab og forstand er gemt, og ham, der ejer brønden, hedder Mimer. Han er fyldt med visdom, fordi han af hornet Gjallarhorn drikker fra brønden. Derhen kom Alfader og bad om en tår fra brønden, men han fik den ikke, førend han lagde sit øje i pant. Således fortæller Vølvens Spådom:


Jeg véd alt — Odin! —
om øjet du skjulte
i den mægtige brønd,
som Mimer ejer.
Sin morgenmjød
kan Mimer drikke
af Valfaders pant.
Så véd I besked!


Askens tredje rod strækker sig til himlen, og under denne rod findes den brønd, som er meget hellig, og som kaldes Urdbrønden. Dér har guderne deres domstol. Hver dag rider aserne over Bifrost derhen. Den kaldes også Asebroen. Asernes heste hedder sådan: Sleipner er den bedste — den ejer Odin; den har otte ben. Den anden er Glad, den tredje Gyllir, den fjerde Glen, den femte Skeidbrimer, den sjette Sølvtop, den syvende Sinir, den ottende Gisl, den niende Falhofner, den tiende Guldtop, den ellevte Letfod. Balders hest blev brændt sammen med ham. Tor går til fods hen til domstolen og vader gennem de floder, der hedder således:


I Kørmt og Ørmt
og i Kerlaugerne
må Tor vade i vandet.
Dagligt går han
til dommersædet
ved asken Yggdrasil;
hans ild ville brænde
asebroen,
som nu helligt vand bliver hedt.«


Da sagde Gangtræt: »Brænder der ild over Bifrost?« Høj sagde: »Det røde, du ser i buen, er brændende ild. Rimturser og bjergkæmper kunne jo gå op i himlen, hvis Bifrost var farbar for alle dem, der ville færdes der. Der er mange skønne steder i himlen, og alt er under guddommelig beskyttelse. Der står en herlig hal ved brønden under asken, og fra den hal kommer der tre unge kvinder, som har disse navne: Urd, Verdande og Skuld. Disse kvinder bestemmer, hvor gamle mennesker bliver. Vi kalder dem norner. Der findes endnu flere norner; de kommer til hvert et barn, der bliver født, for at bestemme dets levetid, og nogle af disse er beslægtet med guderne, andre stammer fra alferne, og en tredje slags er af dværgenes æt, sådan som det fortælles her:


Jeg hævder, at norner
er højst forskellige
og ikke af samme slægt:
Nogle har aseæt,
nogle har alfeæt,
nogle er døtre af Dvalin.«


Da sagde Gangtræt: »Hvis nornerne råder for menneskeskæbnerne, så tildeler de vidt forskelligt, når nogle har et godt og rigt liv, mens andre har få goder og ringe ære, og når nogle får et langt liv og andre et kort.« Høj sagde: »Gode norner med god herkomst tildeler gode liv, men når skæbnen bliver hård, så skyldes det de onde norner.«

Da sagde Gangtræt: »Er der ellers noget bemærkelsesværdigt ved asketræet?« Høj sagde: »Der er meget at fortælle derom. Der sidder en ørn i askens grene, og den er meget vidende. Mellem øjnene på den sidder den høg, der hedder Vejrfølne. Det egern, der hedder Ratatosk, render op og ned ad asketræet og bærer hadske budskaber mellem ørnen og Nidhug, mens fire hjorte springer rundt i askens grene og bider af skuddene. Disse hedder Dåin, Dvalin, Dunør og Duratro. Men der er så mange slanger hos Nidhug i Hvergelme, at ingen tunge kan opregne dem. Således siges det her:


Asken Yggdrasil
udstår plager
værre end mennesker véd:
Bidt af hjorte,
barken rådner,
og nederst gnaver Nidhug.


Og endvidere fortælles det:


Ormenes antal
ved Yggdrasils fod
er større end tåber tænker.
Goin og Moin —
Gravvitnes sønner —
Gråbag og Gravvøllud,
Ofner og Svafner
skal evigt, tror jeg,
tære træets kviste.


Det fortælles desuden, at de norner, der holder til ved Urdbrønden, hver dag tager vand fra brønden, som de sammen med det slam, der ligger omkring brønden, øser over asketræet, for at forhindre grenene i at udtørre eller rådne. Det vand er så helligt, at alt, der kommer i brønden, bliver så hvidt som den hinde, der kaldes skalhinden, som ligger under æggeskallen, som det fortælles her:


Yggdrasil kaldes
en ask, jeg kender,
højstammet, hvidsmurt
med helligt slam.
Dalenes dug
er derfra faldet;
eviggrøn står den
ved Urdbrønden.


Den dug, som derfra falder på jorden, kalder man honningdug, og deraf får bier næring. Der lever to fugle i Urdbrønden. De kaldes svaner, og fra de to fugle stammer den fugleart, der benævnes sådan.«


Øvrige steder i himlen

(Gylfaginning, kap. 17)

Da sagde Gangtræt: »Det er store ting, du kan fortælle om himlen. Er der flere vigtige steder end ved Urdbrønden?« Høj sagde: »Der er mange betydningsfulde steder. Der er et sted, der kaldes Alfheim. Der holder det folk til, som kaldes lysalfer, mens mørkalferne bor nede i jorden. De ser ikke alene forskellige ud, men er endog meget forskellige. Lysalferne stråler mere end solen, mens mørkalferne er mere sorte end beg.

Der er et sted, der kaldes Breidablik, og der findes ikke et smukkere sted. Der er også det sted, der kaldes Glitnir, og dér er alle vægge og søjler lavet af rødguld, og dets tag er af sølv. Der er desuden det sted, der kaldes Himmelbjerg. Det ligger på himlens rand ved brofæstet, hvor Bifrost ender i himlen. Der er endnu et stort sted, der kaldes Valaskjalv. Det sted ejes af Odin. Det opførte guderne og tækkede med det rene sølv, og dér i denne sal findes Hlidskjalv — det højsæde, der kaldes sådan — og når Alfader sidder i det sæde, kan han overskue alle verdener.

I den sydvendte ende af himlen findes den sal, der er smukkere end alle andre og mere strålende end solen. Den hedder Gim-læ. Den skal bestå, når både himlen og jorden er gået under, og på det sted skal gode og retsindige mennesker bo i al evighed. Således siges det i Vølvens Spådom:


Smuk som solen
ses salen stå
med gyldent tag
i Gim-læ;
retskafne folk
skal flokkes dér
og leve evigt
i lykke og fred.


Da sagde Gangtræt: »Hvad beskytter dette sted, når Surts flammer brænder himlen og jorden?« Høj sagde: »Det fortælles, at der findes en anden himmel syd for og oven over denne himmel, og den kaldes Andlang, og endnu en tredje himmel findes oven over dén, og den kaldes Vidblåin — og i denne himmel antager vi, at dette sted er. Men alene lysalferne holder til på det sted nu — tror vi.«



Vinden og årstiderne

(Gylfaginning, kap. 18-19)

Da sagde Gangtræt: »Hvor kommer vinden fra? Den er så kraftig, at den sætter store have i bevægelse, og den får ild til at flamme op. Men hvor kraftig den end er, kan man ikke se den — så det er en bemærkelsesværdig skabning.« Da sagde Høj: »Det kan jeg godt fortælle dig. Ved himlens ende mod nord sidder den jætte, der kaldes Hræsvælger. Han har skikkelse af en ørn, og når han sætter i gang og flakser, så står vinden ud fra hans vinger. Som det siges her:


Hræsvælger sidder
ved himlens rand —
en ørnelignende jætte;
fra hans vinger
skal vinden blæse
hen over alle.«


Da sagde Gangtræt: »Hvorfor er der så stor forskel, når sommeren er varm, mens vinteren er kold?« Høj sagde: »Det ville en klog mand ikke spørge om, for dette kan alle svare på! Men hvis du alene er så småtbegavet, at du ikke har hørt dette, vil jeg dog hellere, at du spørger dumt én gang, snarere end at du skal gå længe omkring i uvidenhed om noget, man bør vide. Milding hedder ham, der er far til Sommer, og han lever så lykkeligt et liv, at det efter ham kaldes mildt, når vejret er blidt. Men Vinters far kaldes enten Vindkold eller Vindsval. Han er søn af Våsad, og de slægtninge var grusomme og hjertekolde, og Vinter har deres sindelag.«



Odin og hans navne

(Gylfaginning, kap. 20)

Odin

Da sagde Gangtræt: »Hvem er de aser, som menneskene er forpligtede til at tro på?« Høj sagde: »Der er tolv aser af guddommelig slægt.« Da sagde Jævnhøj: »Asynjerne er ikke mindre hellige, og de formår ikke mindre.« Da sagde Tredje: »Odin er den øverste og ældste af aserne. Han bestemmer over alt — og selv om de andre guder er nok så mægtige, så adlyder de ham, som børn adlyder deres far. Frigg er hans kone, og hun kender folks skæbne, selv om hun ikke fremsiger spådomme, således som Odin her selv siger til den as, der hedder Loke:


Du er hidsig — Loke! —
og hæmningsløs,
lad det nu ligge — Loke!
Frigg er bekendt
med folks skæbne,
selv om hun ikke siger det.


Odin kaldes Alfader, fordi han er far til alle guderne. Han kaldes også Valfader, fordi hans plejesønner er alle dem, der falder i kamp. Dem fordeler han i Valhal og Vingolf, og dér kaldes de einherjer. Han kaldes også Hængegud og Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig desuden andre navne, da han var kommet til kong Geirrød:


Jeg kaldtes Grim
og Gangtræt,
Herjan, Hjelmbærer,
Tek, Tredje,
Tunn, Unn,
Helblinde, Høj,
Sann, Svipal,
Sanngetal,
Herteit, Hnikar,
Bileyg, Båleyg,
Bølværk, Fjølner
Grimner, Glapsvinn, Fjølsvinn,
Sidhat, Sidskæg,
Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Atrid, Farma-Tyr,
Oske, Ome,
Jævnhøj, Blinde,
Gøndler, Harbard,
Svidur, Svidrir,
Jalker, Kjalar, Vidur,
Tror, Ygg, Tund,
Vak, Skilfing,
Våfud, Hropta-Tyr,
Gaut, Vera-Tyr.


Da sagde Gangtræt: »Det var svært så mange navne, I har givet ham, og der skal minsandten en stor begavelse til, for at forstå dette og forklare, hvilke hændelser der har givet anledning til hvert af disse navne.« Da svarede Høj: »Det kræver stor forstand at opregne det nøjagtigt, men kort fortalt kan det siges, at de fleste navne er kommet af det forhold, at der findes så mange forskellige sprog i verden, og alle folkeslag har fundet det nødvendigt at gengive hans navn på deres sprog, når de selv skulle påkalde og tilbede ham. Andre årsager til disse navne skal findes i hans færden, og de er bevaret i fortællinger, og du kan ikke kaldes en klog mand, hvis du ikke kan berette om disse vigtige begivenheder.«



Ase-Tor

(Gylfaginning, kap. 21)

Tor

Da sagde Gangtræt: »Hvad er navnene på de øvrige aser? Og hvad foretager de sig? Og hvordan har de gjort sig berømte?« Høj sagde: »Tor er den mest berømte af dem — ham, der kaldes Ase-Tor eller Age-Tor. Han er den stærkeste af alle guder og mennesker. Han besidder det rige, der kaldes Trudvang, og hans hal hedder Bilskirner. I den sal er der femhundrede og fyrre rum. Det er det største hus, som man kender til. Således siges det i Grimnersmål:


Med fem hundrede rum
og fyrre dertil —
mener jeg — er Bilskirner bygget;
det største hus,
der står med spær,
er mit eget afkoms eje.


Tor har to gedebukke, der kaldes Tandgnjost og Tandgrisner, og en vogn, hvori han kører, mens bukkene trækker. Derfor kaldes han Age-Tor. Han ejer også tre kostbarheder. Den ene er hammeren Mjølner, som rimturser og bjergkæmper genkender, når den løftes i vejret, hvilket ikke er underligt, for den har knust hovedskallen på mange af deres forfædre og slægtninge. Den anden kostbarhed, han ejer, er styrkebæltet, og når han spænder det om sig, vokser hans asekræfter til det dobbelte. En tredje ting har han, som er meget værdifuld. Det er jernhandskerne. Dem kan han ikke undvære til hammerskaftet. Ingen er så klog, at han kan opregne alle Tors storværker, og jeg kan fortælle dig så meget om ham, at tiden ville løbe fra os, inden jeg havde fået sagt alt det, jeg véd.«



Balder

(Gylfaginning, kap. 22)

Da sagde Gangtræt: »Jeg vil høre noget om flere af aserne.« Høj sagde: »Balder er en anden af Odins sønner, og om ham er der godt at fortælle. Han er den bedste, og alle roser ham. Han er så smuk og lys at se på, at det stråler fra ham, og der findes en urt, som er så hvid, at den sammenlignes med Balders øjenvipper. Den er den hvideste af alle urter, og sådan kan du forestille dig, hvor skønt både hans hår og legeme er. Han er den klogeste af aserne, og han taler smukkest og er den mest overbærende, men den natur følger ham, at ingen af hans domme kan overholdes. Han bor på det sted, der kaldes Breidablik. Det er i himlen. På det sted må intet urent findes, sådan som det siges her:


Breidablik kaldes
Balders hjemsted,
hvor han byggede sal til sig selv;
dér i landet
skal man døje med
de færreste rædsler og farer.



Njord og hans børn

(Gylfaginning, kap . 23-24)

Njord i Noatun

»Den tredje as er ham, der kaldes Njord. Han bor på det sted på himlen, som hedder Noatun. Han bestemmer vindens gang og stilner hav og ild. Man skal påkalde ham ved sejlads og fiskeri. Han er så rig og velstillet, at han kan uddele land og løsøre, og man skal påkalde ham vedrørende dette. Njord er ikke af aseslægt. Han voksede op i Vanaheim, men vanerne gav ham til guderne som gidsel og fik i stedet ham, der kaldes Høner. Han stiftede forlig mellem guderne og vanerne.

Njord har en kone, der hedder Skade, som er jætten Tjasses datter. Skade vil bo på det sted, som hendes far havde ejet. Det er et sted oppe på fjeldet, der kaldes Trymheim, men Njord vil være i nærheden af havet. De blev enige om, at de skulle være ni nætter i Trymheim og derpå andre ni nætter i Noatun, men da Njord kom fra fjeldet tilbage til Noatun, kvad han dette:


Jeg blev led ved fjeldet
og længtes hjem
efter bare ni nætter;
ulvens hylen
var ond at høre
jævnført med sang af svaner.


Da kvad Skade dette:


Jeg sov næppe
ved søens bred
for fuglenes skingre skrig;
ved vandet blev jeg
vækket tidligt
hver eneste morgen af måger.


Så drog Skade op på fjeldet og slog sig ned i Trymheim. Hun tager ofte af sted på ski med sin bue for at skyde dyr. Hun kaldes skigudinde eller skidis. Som det siges:


Trymheim var stedet,
hvor Tjasse holdt til —
den frygteligt farlige jætte;
den skære gudebrud —
Skade — bor nu
på faderens gamle gård.


Njord i Noatun fik sidenhen to børn. Den ene hed Frej, den anden Freja. De var stærke og smukke at se på. Frej er den ypperligste af aserne. Han bestemmer over regnvejr og solskin og dermed jordens afgrøder, og han er god at påkalde for årsvækst og fred. Han råder også for folks velstand. Freja er den ypperligste af asynjerne. Hun har den gård på himlen, der kaldes Folkvang, og hvor end hun rider til kamp, får hun halvdelen af de faldne, mens Odin får den anden halvdel, som det fortælles her:


Folkvang er stedet,
hvor Freja afgør,
hvem der sidder i salen:
Hun kårer sin halvpart
af kampdagens faldne —
de øvrige ejes af Odin.


Hende sal kaldes Sessrumnir; den er stor og prægtig. Når hun drager af sted, sidder hun i en vogn og bliver trukket af to katte. Hun er mest nærliggende for mænd at påkalde, og fra hendes navn stammer den hædersbetegnelse, at mægtige kvinder kaldes fruer. Hun synes særligt godt om elskovsvers. Hun er god at påkalde i anliggender om kærlighed.«



De øvrige aser

(Gylfaginning, kap. 25-32)

Da sagde Gangtræt: »Disse aser forekommer mig mægtige, og det er ikke underligt, at I har så stor en magt, når I har forstand på guderne og véd, hvem I skal bede om hvad. Men er der endnu flere guder?« Høj sagde: »Der er endnu en as, som hedder Tyr. Han er den djærveste og mest modige, og han bestemmer især over sejren i kamp. Det er godt for kæmpende mænd at påkalde ham. Der bruges det udtryk, at man er Tyr-modig, hvis man overgår andre og ikke holder sig tilbage. Han var også klog, for det siges tillige, at man er Tyr-vis, når man er meget klog. Et tegn på hans djærvhed så man, da aserne lokkede Fenrisulven til at lade sig lænke med Gleipner, men han stolede ikke på, at de ville løse ham igen, medmindre de lagde Tyrs hånd i hans mund som pant, og da aserne ikke ville løse ham, bed han hånden af på det sted, som nu kaldes ulveleddet. Tyr er énhåndet og siges ikke at forlige folk.

Der er en, der hedder Brage. Han er agtet for klogskab og særligt for sin veltalenhed og ordkunst. Han véd mest om skjaldskab, og efter ham kaldes skjaldskab for brag, og efter hans navn kalder man en, der besidder ordsnildhed frem for andre, for brage-mand eller brage-kvinde — altså både mænd og kvinder. Hans kone hedder Idun. I et skrin opbevarer hun de æbler, som guderne skal bide i, når de ældes, så bliver de alle unge, og sådan går det lige indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at guderne må stole meget på Iduns årvågenhed og troskab.« Da svarede Høj, imens han lo: »Det var nær gået galt engang. Det kunne jeg godt fortælle om, men du skal nu først høre flere af asernes navne.

Der er en, der hedder Heimdal. Han kaldes den hvide as. Han er mægtig og hellig. Han fødtes af ni kvinder, der alle var søstre. Han kaldes også Hallinskide eller Guldtand. Hans tænder er af guld. Hans hest hedder Guldtop. Han bor på det sted, der kaldes Himmelbjerg ved Bifrost. Han er gudernes vagtpost og sidder dér ved himlens rand for at beskytte broen mod bjergkæmper. Han behøver mindre søvn end en fugl. Lige meget om det er nat eller dag, kan han se hundrede raster frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene, og alt hvad der frembringer højere lyd. Han har det horn, der kaldes Gjallarhorn, og når han blæser i det, kan det høres i alle verdener. Heimdals sværd kaldes Mandshoved. Det fortælles her:


Heimdal siges
på Himmelbjerg
at råde over sit rige;
i en hyggelig hal
kan de højes vogter
glædes ved god mjød.


Og desuden siger han selv i Heimdals Galder:


Ni er mine mødre,
jeg er ni søstres søn.


Ull

En af aserne hedder Høder. Han er blind. Han er meget stærk, men guderne ville ønske, at man ikke behøvede nævne denne as, for hans gerning vil længe blive husket blandt guder og mennesker.

Der er en, der hedder Vidar — den tavse as. Han har en kraftig sko. Han er den stærkeste næst efter Tor. Hos ham henter guderne stor støtte, når det gælder.

Ale eller Vale er navnet på en, som er søn af Odin og Rind. Han er djærv i kamp og særligt træfsikker.

Der er en, der hedder Ull. Han er søn af Sif og er Tors stedsøn. Han er så god med buen og til at stå på ski, at ingen overgår ham. Han har også et smukt udseende og besidder en krigers duelighed. Han er god at påkalde i tvekamp.

Balders og Nanna Nepsdatters søn hedder Forsete. Han har den sal på himlen, der kaldes Glitnir, og folk, som kommer til ham med vanskelige sager, tager alle forligte derfra. Dér findes den bedste domstol blandt guder og mennesker. Som det siges her:


Glitnir er salen
med gyldne søjler —
med sølv er den tilmed tækket.
Dér har Forsete
sin daglige gang,
når han stiller folks strid.«



Loke og hans børn

(Gylfaginning, kap. 33-34)

»Blandt aserne opregnes endnu én, som nogle kalder asernes bagtaler og falskhedens foregangsmand og alle guders og folks skændsel. Han hedder Loke eller Lopt og er søn af jætten Farbøte. Hans mor hedder Laufey eller Nål. Hans brødre er Byleist og Helblinde. Loke er kvik og smuk at se på, men en ondsindet og meget omskiftelig natur. Han besad mere end andre den egenskab, der kaldes snedighed, og brugte list i alt, hvad han foretog sig. Han bragte hele tiden aserne i de største vanskeligheder, men ofte hjalp han dem med sin svigefuldhed. Hans kone hedder Sigyn og deres søn Nare eller Narfe.

Loke havde desuden flere børn. En jættekælling i jætternes verden hed Angerboda. Loke fik tre børn med hende. Den første var Fenrisulven, den anden Jørmungand — det er Midgårdsormen — og den tredje var Hel. Guderne erfarede, at disse tre søskende voksede op i jætternes verden, og guderne indså af spådomme, at denne søskendeflok ville forvolde dem mange skader og ulykker, og alle forventede sig meget ondt af dem — ikke kun på grund af det mødrene ophav, men især på grund af det fædrene. Derfor gav Alfader guderne besked på at gribe børnene og føre dem til sig, og da de kom til ham, kastede han Ormen i det dybe hav, der omgiver hele verden. Men Ormen voksede, så han ligger midt i havet og omkranser hele verden og bider sig selv i halen.

Han kastede Hel i Niflheim og gav hende magt over ni verdener, hvori hun skulle fordele alle de folk, som blev sendt til hende — og det er dem, der dør af sygdom og alderdom. Hun ejer dér en stor gård, og hendes indhegning er umådelig høj, og porten er stor. Hendes sal hedder Regnvåd, hendes fad Hunger, hendes kniv Sult, hendes træl Gangslap, hendes trælinde Gangsløv, hendes dørtærskel Uførefalden, hendes leje Sotteseng og hendes sengeforhæng Ulykkesskær. Hun er let genkendelig, for hun er halvt sort og halvt hudfarvet med et særligt bistert og stygt udseende.

Aserne opfostrede Ulven hjemme, men alene Tyr besad mod nok til at gå hen til ham for at fodre ham. Da guderne så, hvor meget han voksede hver dag, og da alle spådomme fortalte, at han var bestemt til at volde dem skade, tog de den beslutning at fremstille en vældig stærk lænke, som de kaldte Læding. De bragte den hen til Ulven og bad ham prøve sine kræfter på lænken. Ulven anså ikke lænken for mere, end han kunne klare, og lod dem gøre, som de ville. Første gang Ulven stemte imod, bristede lænken. Sådan løste han sig fra Læding. Derpå fremstillede aserne en anden og dobbelt så stærk lænke, som de kaldte Drome, og de bad igen Ulven prøve lænken og sagde, at han ville blive meget berømt for sine kræfter, hvis et så gedigent udført smedearbejde ikke kunne holde til ham. Ulven bemærkede, at denne lænke var meget stærk, men tilmed at han selv var vokset i styrke, siden han brød Læding — og han tænkte, at han blev nødt til at udsætte sig for fare, hvis han skulle vinde berømmelse, så han lod sig lægge i lænken. Da aserne sagde, at de var klar, rystede Ulven sig og slog lænken mod jorden, anstrengte sig meget og stemte imod, så lænken bristede og stumperne røg langt væk. Sådan drev han sig fri af Drome. Siden har man brugt udtrykket, at løse fra Læding eller at drive Drome af, når noget sker med voldsomhed.

Fenrisulven og Tyr

Efter dette frygtede aserne, at de ikke ville få Ulven bundet. Da sendte Alfader ham, der hedder Skirner — Frejs sendebud — ned til nogle dværge i sortalfernes verden og lod dem fremstille den lænke, der hedder Gleipner. Den var lavet af seks ting: Kattens trampen og kvindens skæg, bjergets rødder og bjørnens sener, fiskens ånde og fuglens spyt[2]. Og hvis du ikke vidste dette i forvejen, så kan du snart få fuldgode beviser for, at der ikke bliver løjet for dig. Du må have bemærket, at kvinden ikke har skæg, og at katten ikke tramper, når den går, og at der er ikke rødder under bjerget. Og tilsvarende sandt er ved min tro alt det, jeg har fortalt dig, selv om der er nogle af delene, du ikke selv kan erfare.« Da sagde Gangtræt: »Jeg kan nok begribe, at dette er sandt, efter de beviser, du har forelagt mig. Men hvorledes blev lænken smedet?« Høj sagde: »Det kan jeg godt fortælle dig. Lænken var blød og glat som et silkebånd, men så solid og stærk, som du nu skal få at høre. Da lænken blev bragt til aserne, takkede de sendebuddet for veludført arbejde. Så tog aserne ud på den ø, der hedder Lyngvi, i den sø, der hedder Amsvartne, og de lokkede Ulven med sig, viste ham silkebåndet og bad ham rive det over og sagde, at det nok var noget stærkere, end man skulle forvente ud fra dets tykkelse. De lod det gå rundt imellem sig og prøvede det ved håndkraft, men det gik ikke i stykker, og alligevel sagde de, at Ulven kunne rive det over. Da svarede Ulven: »Den strimmel ser ikke ud til at kunne bibringe mig nogen berømmelse, selv om jeg flår den over — så smal som den er. Men hvis det er fremstillet med list og kyndighed — trods det, at det ikke syner af meget — så kommer det bånd ikke om mine ben.« Aserne sagde, at han snart kunne rive et tyndt silkebånd over, sådan som han før havde fået tykke jernkæder til at briste, »— og hvis du ikke kan rive dette bånd over, så kan du ikke skræmme guderne, og så skal vi nok befri dig.« Ulven sagde: »Hvis I binder mig, så jeg ikke selv kan komme fri, er I så svigefulde, at det kan vare længe, før jeg får hjælp af jer. Jeg har ikke lyst til at lade mig binde af dette bånd, men hellere det, end at I beskylder mig for manglende mod. Én af jer skal lægge sin hånd i min mund som sikkerhed for, at dette sker uden svig.« Aserne så på hinanden og syntes, at der nu var to vanskeligheder, og ingen ville lægge hånd til, førend Tyr rakte sin højre hånd frem og lagde den i Ulvens mund. Som Ulven spændte imod, blev båndet strammere, og jo hårdere han stred, des stærkere blev båndet. Da lo alle på nær Tyr. Han mistede sin hånd.

Da aserne så, at Ulven var fuldstændig bundet, tog de rebet, der udgik fra lænken, og som hedder Gelgja, og trak det igennem en stor sten — den hedder Gjøll — og fastgjorde stenen langt nede i jorden. Så tog de en stor sten — den hedder Tviti — og hamrede den endnu længere i jorden og brugte den sten som tøjrepæl. Ulven spærrede gabet op slog sig voldsomt og ville bide dem. De stak et sværd i munden på ham med fæstet mod undergummen og spidsen mod ganen. Det er hans gummespærre. Han hyler ondsindet, og fråden render ud af munden på ham. Det er den flod, der hedder Vån. Dér ligger han indtil Ragnarok.« Da sagde Gangtræt: »Det er nogle svært onde børn, Loke har fået. Alle disse søskende er mægtige hver især. Men hvorfor dræbte aserne ikke Ulven, når de må vente sig ondt af ham?« Høj svarede: »Guderne agter deres helligdomme og fredhellige steder så meget, at de ikke ville forurene dem med Ulvens blod, selv om spådommen fortæller, at han vil forvolde Odins død.«



Asynjer og valkyrier

(Gylfaginning, kap. 35-36)

Da sagde Gangtræt: »Hvem er asynjerne?« Høj sagde: »Frigg er den øverste. Hun ejer den gård, der kaldes Fensale — den er aldeles pragtfuld. Den næste er Saga. Hun bor på Søkkvabæk, og det er et stort sted. Den tredje er Eir. Hun er den dygtigste læge. Den fjerde er Gefion. Hun er ugift, og hun betjenes af alle de kvinder, der dør ugifte. Den femte er Fulla. Hun er også ugift og går med udslået hår og har et guldbånd om hovedet. Hun bærer Friggs skrin og har opsyn med hendes skotøj og er indviet i hendes hemmeligheder. Freja er den højest ærede sammen med Frigg. Hun blev gift med den mand, der hedder Od. Deres datter hedder Hnos. Hun er så smuk, at alt, der er smukt og dyrebart, kaldes ved hendes navn. Od drog langt væk, og Freja græder over ham, og hendes tårer er af rødt guld. Freja har mange navne af den grund, at hun benævnte sig forskelligt, mens hun ledte efter Od mellem ukendte folkeslag. Hun kaldes Mardøl, Hørn, Gefn og Syr. Freja ejede Brisingamen. Hun kaldes også Vanadis.

Den syvende er Sjøfn. Hun er god til at dreje folks tanker hen på kærlighed — både kvinders og mænds — og efter hende benævner man elskovslysten. Den ottende er Lovn, som er så mild og god at påkalde, at Alfader og Frigg lader hende forene mennesker — både kvinder og mænd — selv om det tidligere var blevet nægtet eller forbudt. Efter hendes navn kaldes det lov, fordi hun er meget lovprist af folk. Den niende er Vår. Hun hører de aftaler og løfter, der indgås mellem kvinder og mænd. Derfor kaldes disse vårmål. Hun tager også hævn på dem, der svigter. Den tiende er Vár, som så er klog og nysgerrig, at intet kan holdes skjult for hende. Man bruger det udtryk, at en kvinde bliver noget vár, når hun får vished om det. Den ellevte er Syn, som vogter hallens dør og lukker den for dem, der ikke må komme ind. Hun er på tinget sat som værn mod de udsagn, som hun vil modbevise. Deraf har man udtrykket, at få syn for sagn, når en mand benægter. Den tolvte er Hlin. Hun er sat som værn for de mennesker, som Frigg vil frelse fra farer. Derfra har man udtrykket, at den, der frelses, hleiner.

Den trettende er Snotra, hun er klog og taktfuld. Efter hende benævnes en kvinde eller mand, der er mådeholden, som snotr. Den fjortende er Gnå. Hende sender Frigg til forskellige verdener i sit ærinde. Hun ejer den hest, der løber gennem luft og vand og hedder Hovvarpner. Der var engang nogle vaner, der så hende ride igennem luften. Da sagde en af dem:


Hvad flyver dér,
hvad farer dér
gennem luften i løb?


Hun svarer:


Jeg flyver ikke,
men farer dog
gennem luften i løb
på Hovvarpner,
som Hamskerper
havde med hoppen Gardrova.


Efter Gnås navn beskriver man noget, der rager højt i vejret, som at gnæve. Sol og Bil regnes blandt asynjerne, men deres egenskaber er tidligere omtalt.

Der er desuden andre, der skal gøre tjeneste i Valhal og ombære drikkevarer og sørge for borddækning og ølkrus. De benævnes således i Grimnersmål:


Horn skal bringes
af Hrist og Mist,
Skeggjøld og Skøgul,
Hild og Trud,
Hløk og Herfjøtur,
Gøll og Geirahød,
Randgrid og Rådgrid,
og Reginleiv —
de henter øl til einherjer.


Disse kaldes valkyrier. Dem sender Odin til hver en kamp. De udvælger de mænd, der skal dø, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gunn og Rota og den yngste af nornerne, der hedder Skuld, rider ligeledes ud for at udpege, hvem der skal falde, og for at afgøre kampen. Jord — Tors mor — og Rind — Vales mor — regnes blandt asynjerne.«



Frej og Gerd

(Gylfaginning, kap. 37)

»En mand hed Gymer, hans kone Ørboda. Hun var af bjergkæmpeslægt. Deres datter er Gerd, som er den smukkeste af alle kvinder. En dag satte Frej sig i Hlidskjalv og så ud over alle verdener. Da han rettede blikket nordpå, så han en gård med et stort og smukt hus, og hen til dette hus gik en kvinde, og da hun løftede armene for at åbne døren, skinnede det fra hendes arme både i luften og på havet, og alle verdener blev derved lyst op af hende. Og således blev Frejs store hovmod — at han havde taget plads i det hellige sæde — hævnet, for han gik derfra stærkt bedrøvet. Da han kom hjem, talte han ikke, og han sov ikke, og han drak ikke. Der var heller ingen, der turde sige noget ham.

Da lod Njord Skirner tilkalde — Frejs tjener — og bad ham ham gå til Frej for at få ham i tale og spørge, hvem han var så vred på, siden han ikke talte til nogen. Skirner sagde, at han nok skulle gå, men han havde ikke særlig lyst og sagde, at man måtte forvente et ondt svar. Da han kom til Frej, spurgte han, hvorfor Frej var så forstemt og ikke talte med folk. Frej svarede og sagde, at han havde set en kvinde, og på grund af hende var han så sorgfuld, at han ikke ville leve længe, hvis ikke han kunne få hende, »— og nu skal du drage af sted for at fri til hende på mine vegne og hente hende herhjem, hvad enten hendes far giver lov eller ej — og jeg skal belønne dig godt for det.« Da svarede Skirner og sagde, at han ville drage af sted på denne færd, men at Frej skulle give ham sit sværd for det. Det var så godt et sværd, at det kunne svinge sig selv. Frej ville ikke lade det komme i vejen og gav ham sværdet. Så drog Skirner af sted og bad om kvinden for ham og fik hendes tilsagn. Ni nætter senere ville hun komme til det sted, der kaldes Barrø, og dér holde bryllup med Frej. Men da Skirner fortalte Frej om udfaldet af ærindet, kvad han dette:


Natten bli’r lang,
den næste længere,
hvordan skal jeg tåle tre?
En måned fandt jeg
tit mindre lang
end de nætter, jeg må henligge halvgift.


Dette er årsagen til, at Frej var våbenløs, da han kæmpede imod Bele og dræbte ham med et horn fra en hjort.« Da sagde Gangtræt: »Det er meget mærkeligt, at en sådan høvding som Frej ville bortgive sit sværd, når han ikke havde et andet, der var lige så godt. Det var en overordentligt stor mangel for ham, da han kæmpede imod ham, der hedder Bele. Da må han minsandten have fortrudt den gave.« Da svarede Høj: »Det havde kun ringe betydning, da han og Bele mødtes. Frej kunne have dræbt ham med sine hænder, men det kan være, at Frej føler sig værre stedt og savner sit sværd, når Muspelsønnerne kommer for at hærge.«



Mad og drikke i Valhal

(Gylfaginning, kap. 38-39)

Da sagde Gangtræt: »Du siger, at alle mænd, der er faldet i kamp siden verdens tilblivelse, nu er kommet til Odin i Valhal. Hvad har han at give dem til forplejning? Jeg kan forestille mig, at de må udgøre en betragtelig menneskemængde.« Da svarede Høj: »Det er, som du rigtigt siger, en betragtelig menneskemængde, men de skal blive endnu flere og alligevel forekomme alt for få, når ulven kommer. Der skal dog aldrig komme så stor en flok i Valhal, at der ikke er tilstrækkeligt med flæsk på den galt, der kaldes Særimner. Han bliver kogt hver dag, men er helskindet om aftenen. Det forekommer mig dog mest sandsynligt, at kun få her vil være kloge nok til at svare rigtigt på det spørgsmål, du nu har stillet. Kokken hedder Andrimner, og gryden hedder Ildrimner. Som det siges:


I Ildrimner
la’r Andrimner
Særimner simre:
Flæsk som bedst,
men et fåtal véd,
hvad einherjerne indta’r.«


Da sagde Gangtræt: »Får Odin den samme kost som einherjerne?« Høj sagde: »Den forplejning, der står på hans bord, giver han til de to ulve, han har — de hedder Gere og Freke. Han behøver ingen føde; vinen er både mad og drikke for ham. Som det siges:


Gere og Freke
giver han maden —
hærens fejrede fader;
af vin alene
den våbengæve
Odin evigt lever.


Geden Heidrun

Der sidder to ravne på skuldrene af ham, og de hvisker ham alle de efterretninger, de ser eller hører. De hedder Hugin og Munin. Ved daggry lader han dem flyve ud over hele verden, og de vender tilbage til morgenmåltidet. På den måde får han viden om mange hændelser. Derfor kalder folk ham Ravneguden, således som det siges:


Hugin og Munin
haster hver dag
over den udstrakte jord;
jeg frygter for Hugin —
finder han hjem? —
men spejder mere efter Munin.«


Da sagde Gangtræt: »Hvad får einherjerne at drikke, som forslår lige så rigeligt som maden — eller bliver der drukket vand?« Høj sagde: »Nu stiller du underlige spørgsmål! Skulle Alfader indbyde konger og jarler og andre fornemme mænd og så give dem vand at drikke? Jeg tror nok, at mange, der kommer til Valhal, ville finde en tår vand dyrekøbt, såfremt de ikke dér fik en bedre modtagelse — folk som har tålt sår og en smertefuld død. Jeg kan fortælle dig noget andet: Den ged, der hedder Heidrun, står oppe på Valhal og æder løv fra grenene på det meget navnkundige træ, der hedder Lærad. Fra hendes patter strømmer der så meget mjød, at hun hver dag kan fylde et stort kar. Det er så meget, at alle einherjer kan få slukket tørsten.« »Det var dem en svært nyttig ged,« sagde Gangtræt, »— og det må være et aldeles fortræffeligt træ, hun æder af.« Da sagde Høj: »Hjorten Eiktyrne, der står på Valhal og æder af grenene på det træ, er endnu mere bemærkelsesværdig. Fra hans horn kommer der så store dråber, at de falder ned i Hvergelme, og derfra flyder de floder, der kaldes således: Sid, Vid, Sækin, Ekin, Sval, Guntro, Fjørm, Fimbultul, Gipul, Gømul og Geirvimul. De flyder gennem asernes land. Endvidere nævnes disse: Tyn, Vin, Tøll, Høll, Grad, Guntrain, Nyt, Nøt, Nønn, Hrønn, Vina, Vegsvin og Tjodnuma.«



Einherjerne

(Gylfaginning, kap. 40-41)

Da sagde Gangtræt: »Det er bemærkelsesværdige ting, du her har fortalt. Valhal må være et enormt hus. Der må ofte være en vældig trængsel ved dørene.« Da svarede Høj: »Hvorfor spørger du ikke, hvor mange døre, der er i hallen, eller hvor store de er? Når du hører om det, vil du sige, at det ville være bemærkelsesværdigt, hvis ikke enhver kunne gå ud og ind, som han ville. Og det kan med sandhed siges, at der ikke er mere trængsel ved pladserne, end der er ved indgangen. Her skal du høre fra Grimnersmål:


Fem hundrede døre
og fyrre dertil
findes der vel i Valhal;
otte hundrede einherjer
skal ud ad hver,
når de styrter til strid mod Ulven.«


Da sagde Gangtræt: »Så er der virkelig mange folk i Valhal. Jeg skal love for, at Odin er en mægtig høvding, når han anfører så stor en hær. Men hvad morer einherjerne sig med, når de ikke drikker?« Høj sagde: »Hver dag, når de er kommet i tøjet, udruster de sig til kamp og går ud på gårdspladsen, hvor de kæmper og fælder hinanden. Det er deres morskab. Når morgenmadstiden nærmer sig, rider de hjem til Valhal og sætter sig ved drikken, som det siges her:


Alle einherjer
i Odins gårde
delta’r dagligt i hugkamp;
de raser til døden,
men rider fra kampen
for at sidde forsonede sammen.


Men det er sandt, som du siger: Odin er særdeles mægtig. Det findes der mange beviser på. Her siges det med asernes egne ord:


Yggdrasils ask
er ypperst af træer,
men Skidbladner af skibe,
af guder Odin
af gangere Sleipner,
Bifrost af broer,
men Brage af skjalde,
Håbrok af høge,
af hunde Garm.«



Sleipner

(Gylfaginning, kap. 42)

Da sagde Gangtræt: »Hvem ejer den hest — Sleipner? Og hvad er der at fortælle om den?« Høj sagde: »Du véd ikke noget om Sleipner, og du kender ikke til historien om, hvorfra han kom? Så vil du synes, at det er en fortælling værd! Det var tidligt i begyndelsen af gudernes bosætning, da guderne havde anlagt Midgård og bygget Valhal, at der ankom en håndværker og tilbød i løbet af tre halvår at opføre så godt et fæstningsværk, at det ville være sikkert og kunne modstå bjergkæmperne og rimturserne, selv om de angreb Midgård. Som løn forlangte han at blive gift med Freja, og han ville desuden have solen og månen. Så mødtes aserne til samtale og drøftede sagen imellem sig, og der blev gjort den handel med håndværkeren, at han skulle få det, han forlangte, såfremt han fik bygget fæstningen på én vinter, men hvis der tilbagestod noget arbejde på fæstningen den første sommerdag, ville han ikke få løn. Han måtte ikke få nogen til at hjælpe sig med arbejdet. Da de fortalte ham disse vilkår, bad han dem tillade, at han måtte tage sin hest, som hed Svadilfare, til hjælp. På Lokes foranledning fik han denne tilladelse.

Den første vinterdag påbegyndte han fæstningen, og om natten fragtede han sten dertil med hesten. Aserne fandt det et stort under, så store klipper hesten trak, og hesten udførte dobbelt så meget slæbearbejde som håndværkeren. Deres aftale var indgået med sikre vidnesbyrd og mange eder, for jætten fandt det ikke trygt at være hos aserne uden tilsagn om fred, hvis Tor skulle komme hjem — han var da draget østpå for at bekæmpe trolde. Som vinteren gik, skred det godt fremad med borgmuren, og den var så høj og solid, at den ikke kunne indtages.

Da der var tre dage til sommer, var borgporten næsten færdig. Så satte guderne sig i deres dommersæder og rådførte sig og spurgte hinanden, hvem der havde tilrådet at gifte Freja væk til jætternes verden og at lade luften og himlen ødelægge ved at borttage solen og månen og give dem til jætterne. De blev alle enige om, at dette råd måtte komme fra den, der altid råder til ondt — Loke Laufeyson — og de erklærede, at han skulle få en ond død, hvis ikke han fandt på noget, så håndværkeren gik glip af lønnen. De fór løs på Loke, og han blev skræmt og lovede, at han skulle få det ordnet, så håndværkeren ikke fik sin løn, koste hvad det ville.

Den samme aften, da håndværkeren kørte ud efter sten med hesten Svadilfare, kom der en hoppe løbende ud fra skoven og hen til hingsten, mens den vrinskede. Da hingsten fandt ud af, hvilken slags hest dette var, blev han ustyrlig og sprængte tøjlerne og løb efter hoppen, men hun undveg ind i skoven, og smeden løb efter for at fange sin hest, men hestene løb hele natten og forsinkede arbejdet den nat. Dagen efter blev der ikke arbejdet så meget, som der før var blevet, og da håndværkeren indså, at arbejdet ikke kunne færdiggøres, blev han jætterasende, men da aserne så, at det i virkeligheden var en bjergkæmpe, der var kommet, blev ederne ikke efterlevet. De kaldte på Tor, og han var der straks, og i det samme fløj hammeren Mjølner gennem luften. Tor betalte da håndværkerlønnen, og det var hverken med solen eller månen, men snarere afskar han jætten fra at bo i jætternes verden. Han slog i første hug, så jættens hjerneskal knustes i småstykker, og sendte ham ned under Niflheim.

Svadilfare havde haft en sådan omgang med Loke, at denne nogen tid efter fødte et føl. Det var gråt og havde otte ben, og den hest er den bedste blandt guder og mennesker. Således fortæller Vølvens Spådom:


Odin på Sleipner
Så drog de alle
til dommersædet;
de hellige magter
forhandlede dér:
Hvem havde fremmet
falsk og bedrag,
så Ods kone
blev jættens brud?
 
Lov og løfter
lod man fare,
ord og eder
som ellers gjaldt.
Kun Tor slog til —
tændt af vrede;
han sidder sjældent,
når sådant sker.



Skidbladner

(Gylfaginning, kap. 43)

Da sagde Gangtræt: »Hvad kan der siges om Skidbladner? Det skulle være det bedste skib — findes der ikke et skib, der er lige så godt?« Høj sagde: »Skidbladner er det bedste af alle skibe, og det er bygget med den største kunstfærdighed, men Naglfar er det største skib. Det ejer Muspel. Nogle dværge — Ivaldes sønner — byggede Skidbladner og gav Frej skibet. Det er så stort, at alle aser kan rummes deri med våben og hærudrustning, og det får medvind, så snart sejlet er hejst, hvor end det skal hen, men når man ikke skal sejle på havet med det, er det fremstillet af så mange dele og med så stor en snildhed, at man kan folde det sammen som en dug og opbevare det i sin pung.



Tor hos Udgårds-Loke

(Gylfaginning, kap. 44-47)

Da sagde Gangtræt: »Skidbladner er et godt skib, men det må kræve svært meget trolddom at fremstille sådan noget. Har Tor aldrig været udsat for at møde noget, der var så mægtigt eller kraftfuldt, at han blev overmandet af styrken eller trolddommen?« Da sagde Høj: »Jeg vil antage, at kun få vil kunne fortælle om det, men han har vel ofte fået en hård medfart, og selv om det skulle forholde sig sådan, at noget har været så kraftigt eller stærkt, at Tor ikke har kunnet overvinde det, så er man ikke forpligtet til at fortælle om det, for der er mange beviser på — og vi er alle forpligtede til at tro på — at Tor er den mægtigste.« Da sagde Gangtræt: »Det forekommer mig, at jeg her har spurgt om noget, som ingen er i stand til at svare på.« Da sagde Jævnhøj: »Vi har hørt fortalt om nogle hændelser, men det forekommer os utroligt, at de skulle være rigtige. Der sidder en her i nærheden, der vil vide at fortælle sande hændelser, og du må tro på, at han — som aldrig har løjet før — ikke nu vil lyve for første gang.« Da sagde Gangtræt: »Jeg vil stå her og lytte efter, om der kommer en afgørelse på denne sag, og i modsat fald vil jeg anse jer for at være overvundne, når I ikke kan svare på det, jeg spørger om.« Da sagde Tredje: »Det er indlysende, at han nu vil vide besked om disse tildragelser, selv om det ikke forekommer os kønt at fortælle om dem.

Denne sag begyndte med, at Age-Tor kørte med sin vogn og sine bukke, og med ham var den as, der hedder Loke. De kom om aftenen til en bonde, hvor de fik ly for natten. Om aftenen tog Tor sine bukke og slagtede dem begge. Derefter blev de flåede og lagt i gryderne. Da de var kogt, satte Tor og hans rejsefælle sig til aftensmaden. Tor indbød bonden og hans kone og børn til at spise med. Bondens søn hed Tjalfe, datteren Røskva. Så lagde Tor bukkeskindene på modsatte side af ilden og sagde, at bonden og hans husfolk skulle kaste knoglerne hen på bukkeskindene. Tjalfe — bondens søn — sad med et lårben fra bukken og skar i det med sin kniv og flækkede det til marven. Tor opholdt sig dér natten over, men tidligt om morgenen stod han op og klædte sig på og løftede hammeren Mjølner i vejret og viede bukkeskindene. Så rejste bukkene sig, men den ene var halt på bagbenet. Det så Tor og sagde, at bonden eller hans husfolk ikke havde behandlet bukkeknoglerne forstandigt. Han indså, at lårbenet var brækket. For at gøre en lang fortælling kort: Enhver kan forstå, hvor skræmt bonden blev, da han så Tors øjenbryn bevæge sig ned mod øjnene, og da han så øjnene, forekom det ham, at alene blikket ville gøre det af med ham. Tor greb fastere om hammerskaftet, så knoerne blev hvide, mens bonden og hele husstanden hylede op — som man kunne forvente — og bad om nåde og tilbød alt, hvad de ejede, som bod. Da Tor så deres rædsel, forsvandt hans vrede, og han faldt til ro, men han tog som forlig deres børn — Tjalfe og Røskva — så de kunne være hans tjenestefolk — og de har fulgt ham lige siden.

Han efterlod bukkene dér og indledte færden østpå i jætternes verden og helt ud til havet, og dér drog han ud over dette dybe hav, og da han nåede kysten, gik han i land sammen med Loke og Tjalfe og Røskva. Da de havde gået en kort tid, kom de til en stor skov. De gik hele den dag, indtil det blev mørkt. Tjalfe var meget hurtig til bens. Han bar Tors madpose, men der var ikke meget forråd. Da det var blevet mørkt, søgte de efter nattely og fandt et meget stort hus. I gavlen havde det en dør, der var lige så bred som huset. Dér slog de sig ned for natten. Midt om natten skete der et stort jordskælv. Jorden gik i bølgegang under dem, og huset rystede. Så stod Tor op og kaldte på sine følgesvende, og de så sig om og fandt en sidebygning til højre midt i huset og gik derind. Tor satte sig i døråbningen, mens de andre opholdt sig længere inde, og de var skræmte, men Tor holdt om hammerskaftet og agtede at forsvare sig. Så hørte de larm og store drøn.

Da det blev dag, gik Tor ud og så en mand, der lå i skoven kort fra ham — og han var ikke lille. Han sov og snorkede voldsomt. Da mente Tor at vide, hvad der havde larmet om natten. Han spændte sit styrkebælte, og hans asekræfter voksede. I samme øjeblik vågnede manden og rejste sig hurtigt. Det siges, at Tor denne ene gang tøvede med at slå med hammeren og spurgte, hvad manden hed. Han kaldte sig Skrymer, »— men jeg behøver ikke,« sagde han, »— at spørge om dit navn. Jeg kan se, at du er Ase-Tor. Er det dig, der har slæbt min vante væk?« Så bukkede Skrymer sig og samlede vanten op. Da så Tor, at det var den, han havde brugt som hus for natten, og sidebygningen — det var vantens tommel. Skrymer spurgte, om Tor ville have hans selskab på rejsen, og det sagde Tor ja til. Så bandt Skrymer sin madsæk op og gjorde klar til at spise morgenmad, mens Tor og hans rejsefæller sad et andet sted. Da tilbød Skrymer, at de indgik madfællesskab, og det sagde Tor ja til. Så bandt Skrymer alle deres forsyninger i én sæk og tog den på ryggen. Han gik i spidsen hele dagen og det med ganske lange skridt, og sent om aftenen fandt Skrymer nattely til dem under et stort egetræ. Da sagde Skrymer til Tor, at han ville lægge sig til at sove, »— men tag I madsækken og lav jeres aftensmad.« I det samme sov Skrymer og snorkede højt. Tor tog madsækken og ville binde den op, og det må siges — selv om det forekommer utroligt — at han ikke fik bundet én knude op eller løsnet ét eneste bånd, så det var mindre stramt end før. Da han indså, at dette arbejde var nytteløst, blev han vred og greb hammeren Mjølner med begge hænder, tog et skridt hen imod, hvor Skrymer lå, og slog ham i hovedet. Skrymer vågnede og spurgte, om det var et blad, der var faldet ned i hovedet på ham, og om de havde spist og var klar til at gå til ro. Tor sagde, at de ville gå hen for at sove. De gik hen under et andet egetræ. Og jeg kan fortælle dig, at der ikke blev sovet uden frygt.

Midt på natten hørte Tor, at Skrymer sov fast og snorkede, så det gav genlyd i skoven. Så stod han op og gik hen til ham, svang hammeren hårdt og hurtigt og slog ham midt på hovedskallen. Han så, at hammerhovedet sank dybt ned i hovedet. I samme øjeblik vågnede Skrymer og sagde: »Hvad sker der? Faldt der et agern ned i hovedet på mig? Hvad laver du — Tor?« Tor trak sig hurtigt tilbage og svarede, at han lige var vågnet, og sagde, at det var midnat, og at der endnu var tid at sove. Da tænkte Tor, at hvis han fik lejlighed til at give Skrymer et tredje hug, så skulle han aldrig vågne igen, og han lå derpå og holdt øje med, om Skrymer sov fast. Lidt før daggry hørte han, at Skrymer måtte være faldet i søvn. Så stod han op og sprang hen til ham og svang hammeren af alle kræfter og slog ham i den tinding, der vendte opad. Hammeren sank i til skaftet. Skrymer satte sig op og strøg sig over kinden og sagde: »Sidder der fugle i træet over mig. Jeg tænker, at jeg vågnede ved, at der faldt en stump af en kvist ned i hovedet på mig. Er du vågen — Tor? Det må være på tide at stå op og komme i tøjet. Nu har I ikke lang vej hen til den borg, der kaldes Udgård. Jeg har hørt, at I har hvisket om, at jeg ikke var nogen kortvokset mand, men når I kommer til Udgård, skal I dér se nogle, der er større. Lad mig give jer et godt råd: I skal ikke føre jer hovmodigt frem. Udgårds-Lokes hirdmænd vil ikke tåle skryden fra sådan nogle småfolk. Så skulle I hellere vende om, og jeg tror, at det ville være bedst for jer. Hvis I vil videre, så fortsæt mod øst, men jeg tager herfra vejen nordpå mod de fjelde, som I nu kan se.« Skrymer tog madsækken og kastede den på ryggen og forsvandt i skoven, og der er ikke nævnt noget om, at aserne ønskede på glædeligt gensyn.

Tor og hans ledsagere fulgte vejen frem og gik indtil midt på dagen. Da så de en borg ligge på en slette, og de måtte lægge nakken helt tilbage for at kunne se toppen af den. De gik hen til borgen, hvor der var en låge for borgporten, og den var låst. Tor tog i lågen, men fik den ikke op. Da de var fast besluttede på at komme ind i borgen, smøg de sig imellem tremmerne og kom således ind. De så da en stor hal og gik derhen. Døren var åben. Så gik de ind og så dér en masse folk på to bænkerækker — og de fleste var godt store. Derpå gik de for kongen — Udgårds-Loke — og hilste på ham, men det varede noget, før han så på dem, blottede tænderne i et smil og sagde: »Det varer længe, hvis man skal høre om hændelser fra en lang rejse, men er det ikke sådan, som jeg formoder, at denne lille dreng er Age-Tor? Du må dog være mægtigere, end du forekommer mig, men hvad er det for færdigheder, som I følgesvende mener at have. Her imellem os skal der ikke være nogen, der ikke bedre end de fleste behersker en form for kunnen eller viden.« Da sagde ham, der gik sidst, og som hed Loke: »Jeg har den evne — som jeg er ganske klar til at bevise — at ingen, der er herinde, kan spise sin mad hurtigere end mig.« Da svarede Udgårds-Loke: »Det er en færdighed — hvis du klarer det. Det skal komme an på en prøve.« Og han råbte ud mod den yderste bænk, at ham, der hed Lue, skulle komme ud på gulvet for at kappes imod Loke. Så tog man og bar et trug ind på halgulvet og fyldte det med kød. Loke blev sat ved den ene ende og Lue ved den anden, og hver især åd de så hurtigt, som de kunne, og mødtes ved trugets midte. Da havde Loke ædt alt kødet af knoglerne. Lue havde også ædt alt kødet, men tilmed knoglerne og ligeledes truget, og alle mente da, at Loke havde tabt.

Så spurgte Udgårds-Loke, hvilke evner ham den unge mand havde. Tjalfe sagde, at han ville løbe om kap med hvem som helst, som Udgårds-Loke udpegede. Udgårds-Loke sagde, at dette var en god evne, men at han måtte være god til hurtigløb, hvis han ville gøre sig håb om at vinde i denne idræt, og mente, at det ville man snart få erfaret. Da rejste Udgårds-Loke sig og gik udenfor, hvor den flade slette var velegnet til kapløb. Så tilkaldte Udgårds-Loke en lille dreng, der hed Hu, og bad ham løbe om kap med Tjalfe. De gennemførte det første kapløb, men Hu var så langt foran, at han vendte sig om imod Tjalfe ved målstregen. Da sagde Udgårds-Loke: »Du bliver nødt til — Tjalfe! — at forsøge noget bedre, hvis du skal vinde løbet, men det skal dog siges, at jeg ikke mener at have set mennesker her, som var hurtigere på benene end dette.« Så gennemførte de det andet kapløb, og da Hu kom til målstregen og vendte sig om, var Tjalfe et langt pileskud bagefter. Da sagde Udgårds-Loke: »Jeg synes, at Tjalfe løber godt, men nu tror jeg ikke, at han vinder kapløbet. Nu må vi se, når de løber det tredje løb.« Så løb de om kap igen, og da Hu kom til målstregen og vendte sig om, da var Tjalfe ikke nået halvvejs i løbet. Da sagde alle, at denne kappestrid var afgjort.

Så spurgte Udgårds-Loke Tor, hvilke evner han mon ville forevise dem, så mange berømte fortællinger som folk havde fortalt om hans store bedrifter. Da sagde Tor, at han helst ville drikke om kap med en eller anden. Udgårds-Loke sagde, at det kunne der findes ud af, og han gik ind i hallen og tilkaldte sin tjener og bad ham hente det straffehorn, som hirdfolkene plejede at drikke af. Derpå kom tjeneren med hornet og overrakte det til Tor. Da sagde Udgårds-Loke: »Det anses for godt drukket, hvis dette horn tømmes i ét drag. Nogle tømmer det i to drag, men der er ingen, der er en sådan svagdrikker, at det ikke tømmes i det tredje.« Tor så på hornet og fandt det ikke stort, selv om det dog var noget langt. Han var vældig tørstig og begyndte at drikke og slugte en mængde og tænkte, at han ikke ville behøve at hæve hornet mere end én gang, men da han mistede pusten og tog hornet fra munden og så, hvordan det gik med drikkeriet, forekom det ham, at der ikke var svundet meget i hornet i forhold til før. Da sagde Udgårds-Loke: »Det er godt drukket, men ikke tilstrækkeligt. Jeg ville ikke have troet det, selvom det blev mig fortalt, at Ase-Tor ikke kunne drikke mere, men jeg véd dog, at du agter at drikke ud i næste drag.« Tor svarede ikke, men satte hornet for munden og agtede nu at drikke endnu mere og anstrengte sig med at drikke, til han måtte have pusten, men igen så han, at spidsen på hornet ikke kom så langt i vejret, som han kunne ønske sig. Da han tog hornet fra munden og kiggede i det, forekom det ham, at der var forsvundet mindre end den første gang. Nu kunne hornet bæres uden at skvulpe over. Da sagde Udgårds-Loke: »Hvad så — Tor? Har du nu ikke levnet mere til det sidste drag, end du kan overkomme? Hvis du skal tømme hornet i tredje drag, bliver dette for mig at se det største. Du vil ikke her hos os blive anset for så stor en mand, som aserne gør dig til, hvis du ikke gør mere væsen af dig i andre kappestrider, end det tegner til at blive tilfældet i denne.« Da blev Tor vred og satte hornet for munden og drak så kraftigt, han kunne, og anstrengte sig mest muligt, men da han kiggede i hornet, var der snarest kun en lille forskel at spore. Så gav han hornet fra sig og ville ikke drikke mere. Da sagde Udgårds-Loke: »Det er let at se, at din magt ikke er så stor, som vi troede — men vil du prøve en anden kappestrid? Det ses, at du ikke høster ros af denne.«

Tor svarede: »Jeg vil stadig prøve en kappestrid. Det ville forekomme mig underligt, hvis sådanne drag var blevet kaldt så små, når jeg var hjemme blandt aserne. Men hvilken kappestrid vil I nu tilbyde mig?« Da sagde Udgårds-Loke: »Her gør de unge drenge noget, som ikke synes af noget særligt: De løfter min kat op fra jorden. Sådan ville jeg ikke kunne tale til Ase-Tor, hvis jeg ikke forinden havde erfaret, at du er meget mindre mægtig, end jeg troede.« I det samme løb en noget stor, grå kat ud på halgulvet, og Tor gik frem og satte sine hænder midt under bugen på den og løftede op, men katten skød ryg, som Tor hævede sine arme. Da Tor strakte sig så langt op, som han kunne nå, lettede katten den ene pote, men Tor kom ikke videre med denne prøve. Da sagde Udgårds-Loke: »Denne prøve gik, som jeg havde forventet. Katten er ret stor, mens Tor er lille og lav sammenlignet med de kæmpemænd, der er her hos os.«

Da svarede Tor: »I kalder mig lille, men lad nu en eller anden træde frem for at brydes med mig! Nu er jeg vred!« Da svarede Udgårds-Loke og så sig om på bænkene og sagde: »Jeg kan ikke få øje på én mand herinde, som ikke vil finde det nedværdigende at brydes med dig.« Men så tilføjede han: »Vent nu lidt! Tilkald den gamle kælling — min fostermor, Ælde — og lad Tor brydes med hende, hvis han vil. Hun har nedlagt mænd, som ikke forekommer mig mindre stærke end Tor.« I det samme kom en gammel kælling ind i hallen. Da sagde Udgårds-Loke, at hun skulle tage livtag med Ase-Tor. For at gøre en lang fortælling kort: Det gik sådan med brydekampen, at jo hårdere Tor tog fat, des fastere stod hun. Så begyndte kællingen at bruge kneb, og da vaklede Tor på fødderne, og efter et par hårde ryk varede det ikke længe, før Tor faldt på knæ med det ene ben. Da trådte Udgårds-Loke til og bad dem standse brydekampen og sagde, at det vist ikke var nødvendigt for Tor at udfordre flere folk i hans hird til brydekamp. Da var det også sent på aftenen. Udgårds-Loke anviste Tor og hans følgesvende pladser, og de blev dér natten over og blev beværtet godt.

Om morgenen — straks ved daggry — stod Tor og de andre op, klædte sig på og gjorde klar til at gå. Da kom Udgårds-Loke og lod dem tage plads ved et bord. Der manglede ikke god forplejning — hverken mad eller drikke. Da de havde spist, begav de sig af sted. Udgårds-Loke fulgte dem ud og gik med dem uden for borgen. Da de skiltes, henvendte Udgårds-Loke sig til Tor og spurgte, hvordan han syntes, hans færd var forløbet, og om han havde mødt nogle folk, der var mægtigere end sig selv. Tor sagde, at han ikke kunne påstå, at han ikke var blevet vanæret i deres mellemværende, »— og jeg véd, at I vil kalde mig en ussel mand, og det bryder jeg mig ikke om.« Da sagde Udgårds-Loke: »Jeg skal fortælle dig sandheden, nu da du er kommet uden for borgen. Så længe jeg lever og bestemmer, skal du aldrig få adgang til den igen, og jeg kan love dig for, at du aldrig var kommet ind, hvis jeg forud havde vist, at du besad sådanne vældige kræfter. Du havde nær bragt os i stor fare. Jeg har udsat dig for synsbedrag, og første gang i skoven, var det mig, der opsøgte jer, og da du skulle binde madsækken op, havde jeg bundet den med tryllejern, så du ikke fandt ud af, hvordan den skulle åbnes. Derefter gav du mig tre hug med hammeren. Det første var det svageste, men dog så kraftigt, at det ville have slået mig ihjel, hvis det havde truffet. Du så et fjeld ved min hal, og deri så du tre firkantede dale, hvoraf den ene var dybest. Det var sporene efter din hammer. Jeg holdt fjeldet imellem ved huggene, men det så du ikke. Sådan var det også med de prøver, I blev udsat for af mine hirdfolk. For det første Lokes. Han var meget sulten og åd godt, men ham, der hed Lue, var den fortærende ild, og han brændte truget lige så hurtigt som kødet. Og da Tjalfe prøvede kapløb mod ham, der hed Hu, var det min tanke, og Tjalfe kunne ikke have noget håb om at være hurtigere end den. Da du drak af hornet, syntes du det gik trægt, men jeg skal love for, at det var et under, som jeg ikke ville tro kunne ske. Hornets anden ende var ude i havet, men det så du ikke, og når du nu kommer til kysten, da vil du kunne se, hvordan du har tørlagt havet ved at drikke. Det kaldes nu lavvande.« Han sagde desuden: »Jeg anser det ikke for mindre, at du løftede katten, og sandt at sige blev alle skræmte, da de så, at du fik den ene pote løftet fra jorden. Den kat var ikke, hvad den forekom dig at være. Det var Midgårdsormen, der omkranser al landjord, og den var knapt lang nok til at hovedet og halen kunne nå jorden, da du strakte dig så langt, at du næsten nåede himlen. Også ved brydekampen var det et stort under, at du stod så længe og kun faldt på knæ med det ene ben, da du kæmpede mod Ælde, for der har aldrig været nogle, og der vil aldrig komme nogle, der bliver så gamle af alderdommens tyngen, at alderen ikke fælder dem alle. Men nu må vi sandelig skilles, og det er nok bedst for begge parter, at I ikke opsøger mig igen, for da vil jeg atter forsvare min borg med lignende kneb eller andre, for at I ikke skal få magt over mig.« Da Tor hørte dette, greb han hammeren og hævede den i vejret, men da han ville slå, kunne han ikke få øje på Udgårds-Loke. Så vendte han sig imod borgen i den hensigt at ødelægge den, men dér så han en smuk og vidstrakt slette, men ingen borg. Så vendte han om og gik sin vej, til han kom tilbage til Trudvang. Men da havde han sandt at sige besluttet sig for at forsøge, om ikke han kunne møde Midgårdsormen igen — hvilket også skete senere. Nu tror jeg ikke, at nogen vil kunne fortælle dig mere sandfærdigt fra denne rejse, som Tor foretog.«



Tors fisketur

(Gylfaginning, kap. 48)

Da sagde Gangtræt: »Udgårds-Loke virker meget magtfuld, men han benytter sig ofte af list og trolddom, og man kan se, at han er magtfuld, ved det at han havde hirdfolk med store kræfter — men har Tor ikke hævnet dette?« Høj svarede: »Det er nok så bekendt — selv blandt ulærde folk — at Tor fik oprejsning for den færd, der før blev fortalt om, og han opholdt sig ikke længe hjemme, før han gjorde sig klar til afrejse i en sådan hast, at han kom af sted uden vogn, uden bukke og uden ledsagere. Han gik gennem Midgård i en ung mands skikkelse og kom sent en aften til en jætte. Han hed Hymer. Tor opholdt sig dér som gæst om natten.

Tor og Hymer på fisketur

Om morgenen stod Hymer op, klædte sig på og gjorde klar til at ro ud på havet for at fiske. Tor sprang op og gjorde sig klar i en fart og bad Hymer om at måtte ro med ud på havet, men Hymer sagde, at der vel kun var lidt hjælp at hente hos ham, når han var så lille og ung, »— og du vil komme til at fryse, hvis jeg sidder så længe og så langt ude på havet, som jeg plejer.« Tor sagde, at han kunne ro så langt ud fra land, at det ikke var sikkert, at det var ham, der først ville bede om at blive roet ind. Tor blev så vred på jætten, at han i det samme nær havde smækket ham med hammeren, men han lod det fare, fordi han havde tænkt sig at prøve sine kræfter på noget andet.

Han spurgte Hymer, hvad de skulle bruge som madding, men Hymer bad ham om selv at skaffe madding. Tor gik straks hen, hvor han havde set en flok okser, der tilhørte Hymer. Han tog den største tyr, som hed Himmelbrøler, og flåede hovedet af den og tog det med ned til havet. Da havde Hymer skudt båden ud på vandet. Tor gik ombord og satte sig i øserummet, greb to årer og roede, så Hymer fandt, at hans roning gav god fart. Hymer roede i forstavnen, og det gik rask af sted. Så sagde Hymer, at de var kommet til de banker, hvor han plejede at sidde og fange helleflyndere, men Tor erklærede, at han ville ro meget længere ud, og de roede da endnu et godt stykke. Hymer sagde da, at de var kommet så langt ud, at der længere ude var fare for at møde Midgårdsormen, men Tor erklærede at ville ro endnu en tid, og det gjorde han. Hymer var da meget utilpas.

Da Tor havde taget årerne ind, klargjorde han en meget kraftig snøre, og krogen var tilsvarende stor og stærk. Tor satte tyrehovedet på krogen og kastede det over bord. Krogen gik til bunds, og jeg kan godt fortælle dig, at da snød Tor ikke Midgårdsormen mindre, end dengang Udgårds-Loke spottede Tor ved at lade ham løfte Ormen med sine hænder. Midgårdsormen gabte over tyrehovedet, så krogen sad fast i dens gane. Da Ormen mærkede dette, trak han så hårdt, at begge Tors næver slog imod rælingen. Da blev Tor vred, og med hele sin asekraft stemte han så hårdt imod, at han maste begge ben igennem bådens bund og stemte imod havbunden. Så trak han Ormen op til rælingen.

Man må sige, at ingen har set et mere rædselsvækkende syn end den, der så Tors knivskarpe blik imod Ormen, mens Ormen nedefra stirrede igen og udspyede gift. Det siges, at jætten Hymer skiftede ansigtsfarve og blegnede af rædsel, da han så Ormen, mens vandet fossede ind og ud af båden. I samme øjeblik som Tor greb hammeren og løftede den i vejret, fumlede jætten med fiskekniven og skar Tors snøre over ved rælingen, så Ormen sank ned i havet. Tor kastede hammeren efter Ormen, og det siges, at han slog hovedet af ham nede i dybet, men jeg tror snarere, at sandheden er, at Midgårdsormen stadig lever og ligger i det omgivende hav. Men Tor svingede knytnæven og slog Hymer på øret, og han styrtede over bord, så kun fodsålerne stak op, mens Tor vadede i land.«



Balders død

(Gylfaginning, kap. 49)

Da sagde Gangtræt: »Er der sket større ting blandt aserne? Tor udviste en mægtig styrke på denne færd.« Høj svarede: »Der kan fortælles om hændelser, som aserne anser for mere væsentlige. Denne fortælling begynder med, at den gode Balder drømte betydningsfulde drømme og frygtede for sit liv. Da han fortalte aserne om drømmene, rådslog de sammen, og det blev besluttet, at man ville bede om sikkerhed for Balder imod alle slags farer. Frigg modtog løfter om, at Balder skulle skånes af ild og vand, jern og alle slags malm, sten, jorden, træerne, sygdommene, dyrene, fuglene, giften og slangerne. Da dette var gjort og bevidnet, morede Balder og aserne sig med, at han skulle stå frem på tinget, mens alle de andre skulle skyde på ham eller hugge ham eller kaste med sten — men hvad der end blev gjort, tog han ikke skade, og alle fandt dette meget berømmeligt.

Balders død

Da Loke — Laufeys søn — så dette, syntes han ikke godt om, at Balder ikke tog skade. Han begav sig til Frigg i Fensal og antog kvindeskikkelse. Da spurgte Frigg, om denne kvinde vidste, hvad aserne foretog sig på tinget. Hun svarede, at alle skød på Balder, men at han ikke tog skade. Frigg sagde: »Intet våben eller noget træ vil give Balder mén. Jeg har modtaget ed fra dem alle.« Da spurgte kvinden: »Har alle ting aflagt ed på at ville skåne Balder?« Frigg svarede: »Vest for Valhal gror der et skud, som kaldes mistelten. Jeg fandt den for ung til at ville afkræve den eden.« I det samme forsvandt kvinden, men Loke greb misteltenen og rev den op og gik til tinget. Høder stod yderst i kredsen, fordi han var blind. Da sagde Loke til ham: »Hvorfor skyder du ikke på Balder?« Han svarede: »Fordi jeg ikke kan se, hvor Balder er, og desuden fordi jeg er våbenløs.« Loke sagde: »Gør du dog som de andre og vis Balder en tilsvarende ære! Jeg skal vise dig hen imod ham. Skyd denne gren efter ham!« Høder tog misteltenen og skød den efter Balder efter Lokes vejledning. Skuddet fløj igennem Balder, og han faldt død til jorden, hvilket er den største ulykke, der er sket blandt guder og mennesker.

Da Balder var faldet, mistede alle aserne mælet og stod som lamslåede uden at hjælpe ham. Den ene så på den anden, og alle havde samme mening om den, der havde forvoldt dette, men som ingen kunne hævne — så stor en fredhellighed var der dér. Og da aserne forsøgte at tale, brød de i stedet i gråd, så ingen med ord kunne fortælle andre om deres sorg. Odin blev ramt meget hårdere af denne ulykke, da han bedre end andre kunne forstå, hvor stort et tab og afsavn Balders død ville være for aserne. Da guderne kom til sig selv, tog Frigg ordet og spurgte hvem blandt aserne, der ville gøre sig fortjent til hendes fulde kærlighed og velvillighed ved at ride ad vejen til Hel og forsøge at finde Balder og tilbyde Hel en løsesum, hvis hun ville lade Balder drage hjem til Asgård. Ham der kaldtes Hermod den Raske — Odins søn — var rede til færden. Så tog man Odins hest Sleipner og førte den frem, og Hermod steg på denne hest og red hurtigt derfra.

Aserne tog Balders lig og førte det til havet. Balders skib hed Ringhorn. Det var det største skib af alle. Det ville guderne sætte frem og indrette til Balders bålfærd. Men skibet lod sig ikke rokke af stedet. Da sendte man bud til jætternes verden efter den jættekælling, der hed Ildrynket. Hun kom ridende på en ulv og brugte en hugorm som tømme. Hun sprang af ridedyret, mens Odin tilkaldte fire bersærker til at holde dyret, men de kunne ikke styre det uden at kaste det til jorden. Så gik Ildrynket til skibets forstavn og drev det fremad i første tag, så flammerne stod af rullestokkene og hele jorden rystede. Da blev Tor vred og greb hammeren, og han ville have knust hendes hoved, hvis ikke alle guderne forinden havde bedt om fred for hende. Så blev Balders lig båret ud på skibet, men da hans kone Nanna Nepsdatter så det, bristede hun af sorgen og døde. Hun blev lagt på bålet, som blev antændt. Tor stod ved bålet og viede det med Mjølner. En dværg rendte omkring for fødderne af ham. Det var ham, der hed Lit. Tor sparkede til ham og sendte ham ind i ilden, hvor han brændte. Der kom mange folk til denne ligbrænding. Først skal Odin nævnes, og med ham kom Frigg og valkyrierne og hans ravne, og Frej kørte i vogn efter den galt, der hedder Gyldenbørste eller Skarptand, mens Heimdal red på den hest, der hedder Guldtop, og Freja blev trukket af sine katte. Der kom også mange rimturser og bjergjætter. Odin lagde den guldring, der hedder Drøpner, på bålet. Den havde den egenskab, at der hver niende nat dryppede otte lige så tunge guldringe af den. Balders hest blev ført på bålet med alt udstyr.

Der er det at fortælle om Hermod, at han i ni nætter red gennem mørke og dybe dale, og han så intet, før han kom til floden Gjallar og red over Gjallarbroen; den er belagt med lysende guld. Den unge kvinde, der vogter broen, hedder Modgun. Hun spurgte om hans navn og slægt og sagde, at der dagen før var redet fem skarer døde mænd over broen, »— men broen dundrer ikke mindre under dig alene, og du har ikke samme farve som døde folk. Hvorfor rider du her på Helvejen?« Han svarede: »Jeg skal ride til Hel for at finde Balder. Men har du set noget til Balder på Helvejen?« Hun sagde, at Balder havde krydset Gjallarbroen, »— men Helvejen fører nedad og nordpå.« Så red Hermod til han kom til lågen til Hel. Dér steg han af hesten og efterspændte sadelgjorden. Så steg han op og gav den sporerne; hesten sprang i vejret og så højt over lågen, at den ikke var i nærheden af den. Derpå red Hermod til hallen og steg af hesten. Han gik ind i hallen og så dér sin bror Balder sidde i højsædet, og Hermod blev dér natten over. Om morgenen bad Hermod Hel om, at Balder måtte ride med ham hjem, og fortalte hvor meget der blev grædt mellem aserne. Men Hel sagde, at det skulle vise sig, hvorvidt Balder var så elsket, »— som det siges. Og hvis alle ting i verden — levende og døde — græder over ham, så må han drage tilbage til aserne, men han skal blive i Hel, hvis nogen taler imod eller ikke vil græde.« Da rejste Hermod sig, og Balder fulgte ham på vej ud af hallen og tog ringen Drøpner, som han sendte til Odin som minde, og Nanna sendte et vævet klæde og endnu flere gaver til Frigg og en guldfingerring til Fulla. Så red Hermod sin vej tilbage og kom til Asgård og fortalte alt, hvad han havde set og hørt.

Derpå sendte aserne bud over hele verden for at bede om, at Balder blev grædt ud fra Hel. Og det gjorde alle — mennesker og dyr og jorden og stenene og træer og alle slags malm, sådan som du sikkert har set, at disse ting græder, når de kommer fra kulden ind i varmen. Da sendebudene drog hjem efter veludført tjeneste, fandt de en hule, hvor der sad en jættekælling. Hun kaldte sig Tak. De bad hende græde Balder ud fra Hel. Hun sagde:


Tørre tårer
skal Tak græde
over Balders bålfærd;
levende som død
er han mig ligegyldig —
Hel kan beholde sit.


Man antager, at dette var Loke — Laufeys søn — som har voldt aserne det meste ondt.«



Lokes straf

(Gylfaginning, kap. 50)

Loke med fiskenettet

Da sagde Gangtræt: »Det er vældig meget, Loke har afstedkommet, når han først voldte, at Balder blev dræbt, og derpå, at han ikke blev frigivet fra Hel. Men blev dette på nogen måde hævnet på ham?« Høj sagde: »Dette blev ham gengældt, så han kunne mærke det længe efter. Da guderne var blevet så vrede på ham, som man kunne forvente, stak han af og skjulte sig på et fjeld. Han byggede dér et hus med fire døre, så han kunne se i alle retninger fra huset. Men om dagen tog han for det meste skikkelse af en laks, og han skjulte sig da på det sted, der kaldes Franangerfos. Så tænkte han over, hvordan aserne mon ville finde på at fange ham i fossen. Mens han sad i huset, tog han noget hørgarn og lavede til masker — sådan som man siden har fremstillet net — mens et bål brændte ved siden af ham. Da så han, at aserne ikke var langt fra ham, for Odin havde fra Hlidskjalv set, hvor han var. Han sprang straks op og ud i floden og kastede nettet i ilden.

Da aserne kom til huset, gik den klogeste af dem alle først ind — han hedder Kvaser — og da han så på resterne af bålet, hvor nettet var brændt, forstod han, at dette måtte være et redskab til at fange fisk med, hvilket han fortalte aserne. Derpå fremstillede de et net som Lokes efter det mønster, de kunne se i de brændte rester, og da nettet var færdigt, gik aserne til floden og kastede nettet ned i fossen. Tor holdt i den ene ende — alle de andre aser holdt i den anden — og trak nettet, mens Loke svømmede foran det og lagde sig imellem to sten. De trak nettet hen over ham og fornemmede noget levende, og de farer for anden gang op til fossen og kaster nettet ud og binder noget tyngende til det, for at man ikke skal kunne komme under det. Loke svømmer da foran nettet. Da han ser, at der er kort vej til havet, springer han op over netkanten og farer op i fossen. Nu så aserne, hvor han var, og de styrter igen op til fossen og deler flokken i to, mens Tor vader midt i floden, og således går det ud mod havet. Loke ser to vilkår: Det var forbundet med livsfare at svømme ud til havs, og det andet var igen at springe over nettet — og det gjorde han og sprang så hurtigt som muligt over netkanten. Tor greb efter ham og fik fat i ham, men han smuttede mellem hænderne på ham, sådan at hånden først fik tag ved halen — og derfor er laksen så slank bagtil.

Nu var Loke fanget og uden frit lejde, og han blev ført til en klippehule. Så tog de tre flade sten og satte på højkant og huggede et hul i hver af stenene. Så blev Lokes sønner grebet — Vale og Nare eller Narfe. Aserne forvandlede Vale til en ulv, og han flåede sin bror Narfe i stykker. Så tog aserne hans tarme og bandt Loke hen over de tre skarpe sten med dem. En står under skuldrene, en anden under lænden og den tredje under knæhaserne. Og båndene blev til jern. Så tog Skade en giftslange, som hun hængte op over ham, sådan at giften ville dryppe fra slangen ned i ansigtet på ham. Hans kone Sigyn står hos ham og holder et fad under giftdråberne, men når fadet er fyldt, går hun hen for at hælde giften ud, og imens drypper giften ned i ansigtet på ham. Så farer han sådan sammen, at hele jorden ryster. Det kalder I jordskælv. Dér ligger han bundet indtil Ragnarok.«



Ragnarok

(Gylfaginning, kap. 51-53)

Da sagde Gangtræt: »Hvad sker der ved Ragnarok? Det har jeg ikke hørt omtalt før?« Høj sagde: »Da indtræffer der mange og vigtige hændelser — for det første kommer den vinter, der kaldes Fimbulvinteren. Da fyger sneen fra alle retninger. Frosten er da streng og vindene skarpe. Solen gavner intet. Tre vintre går ud i ét uden somre imellem, og forud forløber andre tre vintre, hvor der er hårde kampe i hele verden. Da dræber brødre hinanden af griskhed, og ingen skåner fædre eller sønner for manddrab eller blodskam. Således siges det i Vølvens Spådom:


Brødre skal mødes
som banemænd,
og slægten skændes
af søskendebørn;
hor og hårdhed
hersker blandt folk.
Sværdtid, spydtid,
skjolde kløves.
Vindtid, voldtid —
før verden forgår.


Så sker det, der forekommer som en betydningsfuld hændelse: Ulven sluger solen, og menneskene anser det for et stort tab. Så tager den anden ulv månen og forvolder således også stor skade. Stjernerne på himlen forsvinder. Da sker det tillige, at hele jorden og bjergene ryster, så træerne løsnes fra grunden, og bjergene ramler, mens alle lænker og bånd brister og rykkes over. Da slipper Fenrisulven fri. Så skyller havet ind over land, idet Midgårdsormen snor sig i jættevrede og søger på land. Det sker også, at det skib, der hedder Naglfar, løsner. Det er lavet af døde mænds negle, og derfor må der advares imod, at folk dør med uklippede negle, for så vil vedkommende bidrage meget til skibet Naglfar, som guder og mennesker ville ønske blev bygget sent. Men i denne søgang flyder Naglfar. Den jætte, der styrer Naglfar, hedder Hrym. Fenrisulven løber med munden på vid gab, og underkæben er langs jorden, mens overkæben rører himlen. Han ville gabe endnu mere, hvis der var plads. Flammer står ud af hans øjne og næse. Midgårdsormen udspyr en sådan gift, at den fylder luften og vandet; han er ganske afskyelig og farer ved siden af Ulven.

Heimdal med Gjallarhorn

I denne larm revner himlen, og derfra kommer Muspelsønnerne ridende. Surt rider forrest, og der er flammende ild foran og bagved ham. Hans sværd er fortræffeligt. Det skinner mere klart end solen. Da de rider over Bifrost, bryder den sammen, som det tidligere blev fortalt. Muspels sønner søger fremad på den slette, der kaldes Vigrid. Samtidig kommer Fenrisulven og Midgårdsormen. Da er også Loke kommet og Hrym sammen med alle rimturserne. Med Loke følger alle Hels følgesvende. Muspelsønnerne går i en særskilt slagorden, og den er meget lys. Sletten Vigrid er hundrede raster bred på hver led.

Når dette finder sted, rejser Heimdal sig og blæser kraftigt i Gjallarhorn, så han varsler alle guderne, og de holder ting sammen. Så rider Odin til Mimers Brønd og modtager Mimers råd til sig selv og sin flok. Da skælver asken Yggdrasil, og intet i himlen eller på jorden er uden frygt. Aserne og alle einherjerne ruster sig til kamp og søger fremad på sletten. Forrest rider Odin med guldhjelm og en prægtig brynje og sit spyd, der hedder Gungner. Han går frem imod Fenrisulven med Tor ved sin ene side, men denne kan ikke hjælpe ham, for han er selv fuldt optaget af at kæmpe mod Midgårdsormen. Frej slås med Surt, og det bliver en voldsom strid, før Frej falder. Det bliver hans død, at han mangler det gode sværd, som han gav Skirner. Da er også hunden Garm, der står bundet foran Gnipahulen, sluppet løs. Han er det største udyr. Han kæmper mod Tyr, og de slår hinanden ihjel. Tor dræber Midgårdsormen og går ni skridt derfra. Så falder han død til jorden af den gift, som Ormen udspyede over ham. Ulven sluger Odin. Det bliver hans død, men straks efter dukker Vidar op og træder med den ene fod i Ulvens underkæbe. På den fod bærer han den sko, der igennem alle tider er blevet samlet sammen til — det er kilestykkerne fra når folk tilskærer deres sko ved hælen eller tåen. Derfor skal folk, der agter at komme aserne til hjælp, bortkaste disse kilestykker af skind. Med den ene hånd griber han Ulvens overkæbe og sønderriver hans kæft, og det bliver Ulvens død. Loke kæmper mod Heimdal, og de dræber hinanden. I det samme slynger Surt ild over jorden og brænder hele verden. Som det siges i Vølvens Spådom:


Højt blæser Heimdal
med hornet løftet;
da mødes Odin
med Mimers hoved.
Så skælver Yggdrasils
ask, hvor den står;
det jamrer i træet
ved jætternes komme.
 
Hvad sker der med aser?
Hvad sker der med alfer?
Mens jætterne buldrer,
går aser til tings.
Ved stenens port
stønner dværge —
fjeldvæggens fyrster.
Fatter I det nu?
 
Hrym kommer østfra
under sit skjold;
Jørmungand snor sig
i jættevrede.
Ørnen skriger
ved Ormens stormflod
og napper i lig,
mens Naglfar løsner.
 
Muspelfolket
myldrer østfra,
stævner på havet
styret af Loke.
Den glubske ulv
og afkom af tosser
har Byleists bror
bragt som sit følge.
 
Surt farer sydfra
med svidende ild;
sværdet skinner
som solen i kampen.
Klipper knuses
og kvaser trolde;
Helvendt går hoben,
mens himlen revner.
 
Siden skal Hlin
sørge igen,
når Odin farer
mod Ulven i kamp,
og Beles bane
brydes med Surt;
Friggs glæde
skal falde dér.
 
Men Odins søn
går Ulven i møde,
og jager sit sværd
i hjertet på dyret;
Vidar dræber
Hvedrungssønnen,
og dermed hævnes
hans dræbte far.
 
Den mægtige søn
af moder Jord
segner med slangen
og sikrer sit ry,
men folkeslægter
må fare fra Midgård,
når verdens beskytter
går vred til drabet.
 
Mens solen sortner,
synker landet,
og stjernehimlens
strålen forsvinder;
i brusende flammer
buldrer ilden,
og selve himlen
svides af heden.


Her siges det endvidere sådan:


På sletten Vigrid
skal slaget stå
mellem Surt og de gæve guder;
de hundrede raster
den holder i bredden
er forud kåret som kampplads.«


Da sagde Gangtræt: »Hvad bliver der tilbage, når hele verden er brændt, og alle guder og alle einherjer og alle mennesker er døde? I har jo tidligere sagt, at alle skal leve i en eller anden verden til evig tid.« Da svarede Tredje: »Der er mange gode tilholdssteder og mange dårlige. Det er bedst at være i Gim-læ i himlen. Og i den sal, der hedder Brimir, er der rigeligt med gode drikkevarer for dem, der finder behag i den slags. Den står på Ukoldne. Det er også en god sal, der står på Nidafjeldene. Den er lavet af rødguld og hedder Sindre. Disse sale skal huse alle gode og sædelige mennesker. På Nåstranden findes der en stor og frygtelig sal, hvor døren vender mod nord. Den er flettet af ene slangerygge — som et vidjehus — og alle slangehovederne vender ind i huset og udspyr gift, så giftstrømme flyder gennem salen, og i de strømme vader edsbrydere og mordere, som det fortælles her:


Der findes en sal
fjernt fra solen
— på Nåstranden —
med nordvendt dør.
I gluggen render
giftige dråber;
salen er flettet
af slangers rygge.
 
Morderskarer
og menedsfolk
skal træde dér
i tunge strømme.


Men i Hvergelme er der værst:


Hvor Nidhug piner
de nedlagtes lig.«


Da sagde Gangtræt: »Overlever nogle af guderne? Og findes der nogen jord eller himmel?« Høj sagde: »Jorden skyder da op af havet og er grøn og skøn. Afgrøderne vokser usåede. Vidar og Vale lever og er hverken blevet skadet af havet eller Surts flammer, og de skal bo på Idasletten — dér hvor Asgård lå før. Så kommer også Tors sønner Mode og Magne, og de har Mjølner. Derpå ankommer Balder og Høder fra Hel. De sætter sig alle og taler sammen; de mindes deres lærdom og taler om de begivenheder, der skete tidligere, om Midgårdsormen og om Fenrisulven. I græsset finder de da de guldbrikker, som aserne havde ejet. Som det siges:


Vidar og Vale
vælger bosted,
når Surts flammer slukkes;
Mode og Magne
får Mjølner til eje,
når Vingne er valfalden.


Og på det sted, der kaldes Hodmimersholt, har to mennesker skjult sig fra Surts flammer. De hedder Liv og Livtraser og bruger morgenduggen som føde, og fra disse mennesker skal der komme så store slægter, at hele verden bliver beboet, sådan som det siges her:


Liv og Livtraser
ligger i skjul
i Hodmimers holt;
morgenduggen
er maden de får,
de avler verdens ætter.


Og det må forekomme dig forunderligt, at solen har fået en datter — som ikke er mindre smuk end hende selv — og hun følger siden sin mors vej, som det siges her:


Den fagre sol
føder en datter,
før hun ædes af ulven;
man møder pigen
på moderens vej
når guder er gået til grunde.


Og hvis du kan spørge længere frem i tiden, så véd jeg ikke, hvor du har det fra, for jeg har aldrig hørt nogen fortælle, hvad der herefter sker — så hav nu glæde af det, du har lært!«



Slutning

(Gylfaginning, kap. 54)

I det samme hørte Gangtræt store drøn på alle sider af sig, og han så sig om. Og da han så nærmere efter, stod han ude på den flade slette, hvor han hverken så hallen eller borgen. Så gik han sin vej og kom hjem til sit rige, hvor han berettede om alt, hvad han havde set og hørt — og efter ham er disse fortællinger gået fra den ene til den anden.

Men aserne satte sig da til samtale og drøftede sagen og huskede på alle disse beretninger, som man havde fortalt ham. Og de navngav de mennesker og steder, som var dér, på samme måde, som det tidligere blev nævnt, for at folk ikke efter lang tids forløb skulle tvivle på, at alle de aser, der her blev skildret, var de samme som dem, der nu blev givet tilsvarende navne. Én blev da kaldt Tor — og han er den gamle Ase-Tor.



Skáldskaparmál

Ægir hos aserne

(Skáldskaparmál, kap. 1)

Der var en mand, der hed Ægir eller Hle. Han holdt til på den ø, der nu kaldes Hlesø. Han var meget tryllekyndig. Han drog engang til Asgård, men aserne kendte til hans rejse på forhånd, og han blev modtaget godt — selv om en god del af det blev foranstaltet ved synsbedrag. Om aftenen, da man skulle drikke, lod Odin sværd bære ind i hallen, og de var så blanke, at det lyste fra dem, og man behøvede ikke andet lys, så længe man sad ved drikken.

Så gik aserne til deres gilde, og tolv aser, der skulle være dommere, tog plads i højsæderne. Det var: Tor, Njord, Frej, Tyr, Heimdal, Brage, Vidar, Vale, Ull, Høner, Forsete og Loke. Tilsvarende asynjerne: Frigg, Freja, Gefion, Idun, Gerd, Sigyn, Fulla og Nanna. Ægir fandt, at det var et storslået syn. Hele vægbeklædningen var dækket af smukke skjolde. Der var også stærk mjød, og der blev gået til drikkevarerne. Brage sad ved siden af Ægir, og de talte sammen over drikken. Brage fortalte Ægir om mange ting, der var sket blandt aserne.



Drabet på Tjasse

(Skáldskaparmál, kap. 2-4)

Loke, Odin, Høner og ørnen i træet

Han begyndte sin fortælling med dengang de tre aser Odin, Loke og Høner drog hjemmefra: »De drog over fjelde og gennem ødeskove, men havde småt med mad. Da de kom ned i en dal, så de en flok okser, og de tog en okse og begyndte at koge den. Da de mener, at den skulle være mør, kigger de i gryden — men den var ikke mør. Og da de efter en tid på ny kigger i gryden, er oksen stadig ikke mør. Så snakker de om, hvad dette kunne skyldes.

Så hører de en stemme fra egetræet over dem. Den, der sad dér, sagde sig at være skyld i, at gryden ikke kom i kog. De kigger op, og dér sad en ørn — og den var ikke lille. Da sagde ørnen: »Hvis I lader mig spise mig mæt af oksen, så skal jeg få gryden i kog.« Det gik de med til. Så svæver han ned fra træet og sætter sig på gryden og begynder straks på oksens to lår og begge bovene. Så blev Loke vred, og han greb en stor træstok og slog af alle kræfter og traf ørnens krop. Ørnen lettede ved slaget og fløj til vejrs. Da var stokken fæstnet ved ørnens ryg og Lokes hænder ved den modsatte ende af stokken. Ørnen flyver så lavt, at Lokes fødder slår imod klipper og stenskred og træer, og han tror, at hans arme skal flås af skuldrene. Han råber og beder inderligt ørnen om fred, men ørnen siger, at Loke aldrig skal slippe fri, medmindre han sværger at skaffe Idun ud af Asgård med hendes æbler, og det lover Loke. Så slipper han fri og kommer tilbage til sine rejsefæller — og der er ikke for denne gang fortalt mere om deres rejse, før de kom hjem.

På det aftalte tidspunkt lokker Loke Idun ud af Asgård og hen i en skov og siger, at han har fundet nogle æbler, som hun vil anse for værdifulde, og han bad hende medbringe sine æbler til sammenligning med de andre. Så kommer jætten Tjasse i skikkelse af en ørn og griber Idun og flyver bort med hende og hjem til Trymheim. Aserne blev ængstelige ved Iduns forsvinden, og de blev snart gamle og gråhårede. Så holdt aserne ting og spurgte hinanden, hvem der sidst havde set noget til Idun, og hun var sidst blevet set, da hun forlod Asgård sammen med Loke. Så blev Loke pågrebet og ført til tinget, og han blev truet med død og ulykke, så han blev skræmt og lovede at ville lede efter Idun i jætternes verden, hvis Freja ville lade ham bruge den falkeham, hun havde.

Og da han får falkehammen, flyver han nordpå i jætternes verden og kommer en dag til jætten Tjasses hjem. Han selv var roet på havet, men Idun var alene hjemme. Loke forvandler hende til en nød, som han holder i sine kløer, mens han flyver så hurtigt som muligt, men da Tjasse kommer hjem og savner Idun, antager han ørneskikkelse og flyver efter Loke med susende ørnevingeslag. Da aserne så falken komme flyvende med nødden, og hvordan ørnen kom flyvende efter, gik de ud til gærdet om Asgård og førte dynger af høvlspåner med derhen. Da falken fløj ind i borgen, lod han sig falde ned ved borgmuren. Da tændte aserne ild i høvlspånerne, og ørnen kunne ikke standse efter at have forpasset falken. Ilden fængede i ørnens fjer og bremsede den i flugten. Aserne var lige i nærheden og dræbte jætten Tjasse inden for Asgårdsgærdet, og det drab er meget berømt.

Skade — jætten Tjasses datter — iførte sig hjelm og brynje og fuld udrustning og drog til Asgård for at hævne sin far. Aserne tilbød hende bod og forlig, men først og fremmest, at hun måtte vælge sig en mand blandt aserne, dog sådan at hun skulle vælge efter fødderne uden at se resten. Hun fandt én mands fødder usædvanligt smukke og sagde: »Ham vælger jeg! Intet er grimt på Balder.« Men det var Njord fra Noatun. Skade havde som en del af forliget krævet, at guderne skulle gøre noget, som hun ikke mente, de formåede: At få hende til at le. Så gjorde Loke det, at han bandt en snor om skægget på en ged og den anden ende af snoren om sine nosser. Så trak de på skift i hver sin retning, mens de begge skreg højt. Så lod Loke sig falde i skødet på Skade, og da lo hun. Aserne blev dermed forligte med hende.

Det fortælles, at Odin gjorde det som bod til Skade, at han tog Tjasses øjne og slyngede dem op på himlen og skabte to stjerner.« Da sagde Ægir: »Tjasse forekommer mig at have været særligt mægtig. Hvilken slægt kom han af?« Brage svarede: »Hans far hed Ølvalde, og jeg skal fortælle dig noget om ham, der vil forekomme dig bemærkelsesværdigt. Han var meget rig på guld, men da han døde, og hans sønner skulle skifte arven, opgjorde de guldet, de skulle dele, på den måde, at de hver især skulle tage deres mundfulde af det, og alle skulle de tage lige mange. Den ene af dem var Tjasse, den anden Idje og den tredje Gang. Nu bruger vi det udtryk, at kalde guldet for disse jætters mundfulde, men vi tilslører det i sagkundskaben eller skjaldskaben på den måde, at vi kalder det for disse jætters sprog eller ord eller mål.« Da sagde Ægir: »Det forekommer mig at være godt forvaret i sagkundskaben.«



Suttungs mjød

(Skáldskaparmál, kap. 5-6)

Ægir sagde endvidere: »Hvorfra stammer den idræt, som I kalder skjaldskab?« Brage svarede: »Ophavet til dette var, at guderne havde et udestående med det folk, der kaldes vaner. Men de holdt et forsoningsmøde og aftalte våbenhvile på den måde, at man fra begge sider gik frem til et kar og spyttede i det. Ved afskeden ville guderne ikke lade dette fredstegn gå til spilde, så de tog det og skabte en mand deraf. Han hed Kvaser. Han var så klog, at ingen kunne spørge ham om noget, som han ikke kunne give svar på. Han drog vidt omkring i verden for at bibringe folk viden, men da han kom på besøg hos nogle dværge — Fjalar og Galar — kaldte de ham til samtale i enrum og dræbte ham, og de lod hans blod løbe ned i to kar og en kedel; den kaldtes Odrører, mens karrene hed Son og Bodn. De blandede blodet med honning, og deraf opstod den mjød, som gør enhver, der drikker af den, til skjald eller vismand. Dværgene sagde til aserne, at Kvaser var blevet kvalt af visdom, fordi ingen var kyndig nok til at stille ham kloge spørgsmål.

Så bød disse dværge en jætte, der hed Gilling, hjem til sig sammen med hans kone. Dværgene tilbød da Gilling at ro ud på havet sammen med dem, men da de sejlede langs med landet, roede dværgene på et blindskær, hvorved skibet kæntrede. Gilling kunne ikke svømme, så han druknede, men dværgene bragte skibet på ret køl og roede i land. De fortalte hans kone, hvad der var sket, men hun tog det meget tungt og græd højt. Så spurgte Fjalar hende, om ikke hun ville få det bedre, hvis hun så ud over havet, hvor han var omkommet. Det ville hun gøre. Da sagde han til sin bror Galar, at denne skulle gå op over døren, når hun gik ud, og lade en kværnsten falde ned i hovedet på hende, for han var led ved hendes skrigeri. Dette blev gjort.

Da jætten Suttung — Gillings søn — erfarede dette, kom han og greb dværgene, som han førte ud på havet og anbragte på et skær, der oversvømmedes af tidevandet. De bad Suttung om deres liv og tilbød ham til gengæld den dyrebare mjød som faderbod, og det kom til forlig imellem dem. Suttung førte mjøden med sig hjem og skjulte den på det sted, der kaldes Hnitbjerg, hvor han satte sin datter Gunlød til at vogte over den.

Af denne grund kalder vi skjaldskaben for Kvasers blod eller Dværgenes drik eller Odrørers eller Bodns eller Sons fylde eller væske eller Dværgenes fartøj — fordi denne mjød reddede dem fra døden på skæret — eller Suttungs mjød eller Hnitbjergs væde

Odin afleverer de dårlige skjaldes mjødandel

Da sagde Ægir: »Det forekommer mig noget dunkelt at beskrive skjaldskaben med disse betegnelser, men hvordan skaffede aserne sig Suttungs mjød?« Brage svarede: »Om det fortælles der, at Odin drog hjemmefra og kom til et sted, hvor ni trælle slog hø. Han spurgte, om de ønskede, at han skulle skærpe deres leer. Det sagde de ja til. Så tog han en slibesten fra sit bælte og sleb leerne, og de syntes, at leerne nu skar meget bedre, og ville købe slibestenen, men han prissatte den sådan, at den, der ville købe den, måtte betale den rigtige pris. De erklærede sig alle villige hertil og bad ham hver især sælge til sig. Han kastede slibestenen op i luften, og da de alle ville gribe efter den, kom de sådan af sted, at hver af dem skar halsen over på en anden med sin le. Odin søgte ly for natten hos den jætte, der hed Bauge — Suttungs bror. Bauge klagede over vanskeligheder med ejendommens drift og sagde, at hans ni trælle var blevet dræbt, og at han ikke mente, der var udsigt til at finde arbejdsfolk. Odin kaldte sig Bølværk. Han tilbød at udføre ni mands arbejde for Bauge, men han ville have en tår af Suttungs mjød som løn. Bauge sagde, at han ikke havde adgang til mjøden, og fortalte, at Suttung ville have den for sig selv. Han sagde dog, at han ville drage med Bølværk for at prøve, om de kunne få tag i mjøden.

Om sommeren udførte Bølværk ni mands arbejde for Bauge, men da vinteren kom, bad han Bauge om sin løn. Så drog de begge hen til Suttung. Bauge fortalte sin bror — Suttung — om sin handel med Bølværk, men Suttung nægtede dem bestemt så meget som en dråbe af mjøden. Da sagde Bølværk til Bauge, at de måtte prøve, om de kunne få fat på mjøden med list, hvilket Bauge gik med til. Så fremdrog Bølværk det bor, der kaldes Rate, og sagde, at Bauge skulle bore i bjerget, hvis ellers boret ville bide. Det gjorde han. Så sagde Bauge, at bjerget var gennemboret, men da Bølværk pustede i borehullet, føg skærverne imod ham. Da indså han, at Bauge var ude på at svige ham, og han bad ham bore igennem bjerget. Bauge borede igen, og da Bølværk pustede for anden gang, føg skærverne indad. Så antog Bølværk slangeskikkelse og smuttede ind i borehullet. Bauge stak efter ham med boret, men ramte ikke.

Bølværk kom derhen, hvor Gunlød var, og lå hos hende i tre nætter, hvorpå hun tillod ham tre slurke af mjøden. I den første slurk tømte han hele Odrører, i den anden hele Bodn og i den tredje hele Son — da havde han al mjøden. Så antog han ørneskikkelse og fløj derfra så hurtigt som muligt. Da Suttung så ørnens flugt, antog han ørneskikkelse og fløj efter ham, men da aserne så, hvordan Odin kom flyvende, satte de deres kar ud på gårdspladsen, og da Odin kom ind i Asgård, gylpede han mjøden op i karrene. Suttung var da kommet så nær ham, at han kunne nå ham, så Odin sendte noget af mjøden bagud, men den samlede man ikke op, og enhver der ville, kunne tage den — og det kalder vi de dårlige skjaldes andel.

Men Odin gav aserne og de mennesker, der kunne digte, Suttungs mjød. Derfor kalder vi skjaldskaben for Odins fangst eller fund eller drik eller hans gave eller asernes drik.



Skjaldskabens særkender

(Skáldskaparmál, kap. 7)

Da sagde Ægir: »På hvor mange måder kan man veksle i skjaldskabens udtryk? Eller hvor mange slags skjaldskab findes der?« Brage sagde: »Al skjaldskab kan opdeles efter to kendetegn.«

Ægir spørger: »Hvilke to?« Brage svarer: »Sprogbrug og versemål.«

»Hvilke talemåder bruges i skjaldskaben?« »Skjaldesproget har tre forgreninger.« »Hvilke?«

»Den, at man kalder hver ting for dets navn. En anden gren er den, der hedder benævnelser. Den tredje gren af sproget er den, der kaldes for kenninger, og den gren bruger vi til at betegne Odin eller Tor eller Tyr — eller en hvilken som helst af aserne eller alferne. Og for hver af dem, jeg nævner, tilføjer jeg enten navnet på en anden as’ ejendel eller omtaler en eller anden af denne samme as’ bedrifter; så tillægges den sidstnævnte navnet, og ikke den, hvis navn blev brugt. Således siger vi Sig-Tyr eller Hænge-Tyr eller Farma-Tyr, og det er så betegnelser for Odin, og det kalder vi for kenninger — på samme måde kan vi sige Vogn-Tyr



Formaning til unge skjalde

(Skáldskaparmál, kap. 8)

Og det skal nu siges til de unge skjalde, som stræber efter at tilegne sig skjaldesproget og udvide deres ordforråd med gamle benævnelser, eller som tragter efter at forstå det, som kvadene gemmer, at denne bog skal opfattes som kundskab og underholdning; man skal ikke glemme eller afvise disse frasagn ved at fjerne de gamle kenninger — som de bedste skjalde har fundet tiltalende — fra skjaldskaben, men kristne folk skal ikke tro på hedenske guder eller finde sandhed i disse fortællinger på anden vis, end som det fremgår i begyndelsen af denne bog.



Odinskenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 9)

Nu skal der gives prøver på, hvordan de bedste skjalde har fundet det passende at digte med disse benævnelser og kenninger, sådan som når Arnor Jarleskjald siger, at Odin kaldes Alfader:


Alfaders brygs bølge
bruser; hør om jarlens
evner (sent dog svinder
sorgen) — folk! — i striden.


Her kalder han tillige skjaldskaben for Alfaders brygs bølge.

Håvard den Halte kvad således:


Hænge-gud vil hente
(her, hvor ørne sværmer —)
Ægir-øgets træer
(— over vangen), tror jeg.


Ejvind Skjaldefordærver digtede:


Gauta-Tyr sendte
Gøndul og Skøgul
for at kåre den konge
af Yngves slægt,
som Odin tilbød
sit venskab i Valhal.


Dette kvad Halfred:


Med våbens sprog vinder
vovens gangers raske
styrer Glapsvinns gamle
granskovsklædte hustru.


Her fremgår det, hvordan man i skjaldskaben kan kalde landet for Odins kone.

Således kvad Egil Skallagrimson:


Så jeg bloter
blottet for lyst
til guders værn,
Viles bror,
men mener dog,
at Mimers ven
har bragt mig held
og bødet min skade:
 
Den kampøvede
Ulvens fjende
lod mig få
en lydefri idræt


Her bliver han kaldt guders værn og Mimers ven og Ulvens fjende. Således kvad Ræv:


Djærve Val-Gaut! — vovens
Viggs bølge-stis sal du
styrer — dig for Dores
drik vi tak må skylde.


Således kvad Torvald Blandeskjald:


Jeg har brugt Bors,
Bures arvings,
søns mjøddrik
til meget her.



Skjaldskabskenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 10)

Nu skal det fremgå, hvordan skjaldene har betegnet skjaldskaben på disse måder, som det forud blev skrevet, ved at kalde den Kvasers blod eller dværgenes skib; dværgenes mjød; jætternes mjød; Suttungs mjød; Odins mjød; asernes mjød eller jætternes faderbod eller Odrørers og Bodns og Sons væske eller indhold; Hnitbjergs væske eller Odins fangst, fund, last eller gave.


Som Einar Skåleglam kvad:


Nu skylles Ulls skibes
skare (mænd, som farligt —)
af dværghjemmets dulgte
drik (— la’r skjolde flække).


Eller som Glum Geireson kvad:


Ørenlyd! Jeg åbner
asefyrstens gilde;
om tab hans mjød melder:
Mænd, hvis liv forspildtes.


Og som Ejvind kvad:


Hør tavse
på Højs rusdrik;
Gillingsboden
bæres omkring:
I galgebyrdens
grydevæske
skal hans slægt
sluttes til guders.


Således kvad Einar Skåleglam:


Min Røgners vig vælder
(værket hædrer fyrsten),
og Sons bølge brydes
brat mod galder-hellen.


Og som han også kvad:


Nu bruser Bodns vove;
bjerg-saksernes fartøj
flyder her, og fyrstens
folk skal tavse lytte.


Sådan kvad Ulf Uggeson:


Lad Hilds haglstorms styrers
hu-fjords bølge rulle;
jeg gi’r gæve Olaf
Grimners rov til hæder.


Skjaldskaben kaldes dværgenes hav eller væske, fordi Kvasers blod var væsken i Odrører, før mjøden blev lavet, og mjøden blev fremstillet i kedlen, og den kaldes derfor Odins grydevæske, som Ejvind digtede.



Torskenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 11)

Tor fisker efter Midgårdsormen

Hvordan skal man betegne Tor? Ved at kalde ham Odins eller Jordens søn; Magnes og Modes eller Truds far; Sifs mand; Ulls stedfar; Mjølners, styrkebæltets eller Bilskirners ejer eller styrer; Asgårds eller Midgårds værn; jætters eller troldkvinders fjende eller bane; Hrungners, Geirrøds eller Trivaldes drabsmand; Tjalfes eller Røskvas herre; Midgårdsormens fjende; Vingnes eller Hloras fosterøn. Som Brage Skjald kvad:


Trækket skar i Skefils
ski, da Vidres arvings
agn derunder fæstned’
Jørmungand til snøren.


Således kvad Eilif:


Røskvas broder rased’,
ry vandt Magnes fader;
Tors og Tjalfes kraft-sten
tjente vel mod fjender.


Og som Øistein Valdeson digtede:


Truds fader betragted’
(tandhvalens hus bruste —)
hvast de bratte vejes
våde ring (— mod båden).


Eilif kvad også:


Tangens tunge rødbid
traf i armens mund på
kvæld-farende fruers
frænders sande uven.


Således kvad Ulf Uggeson:


Her slår Vimurvejlens
Vidgymner den bidske
orms ørernes landjord
under bølgen — kløvet.


Her kaldes han Vimurs vadesteds jætte. Den flod, som Tor vadede over, da han søgte mod Geirrødsgård, hedder Vimur. Og således digtede skjalden Vetrlide:


Du brød Leikns lægben,
lamslog Trivalde,
styrtede Starkad
og stod over Gjalp.



Kenninger for de øvrige guder

(Fra Skáldskaparmál, kap. 12-23 og 27-30)

Hvordan skal man betegne Balder? Ved at kalde ham Odins eller Friggs søn; Nannas mand; Forsetes far; Ringhorns eller Drøpners ejer; Høders fjende; Hels følgesvend; græde-gud.


Hvordan skal man betegne Njord? Ved at kalde ham vane-gud eller vanernes slægtning eller vanen eller Frejs og Frejas far eller årsvækstens gud eller den gavmilde.


Hvordan skal man betegne Frej? Ved at kalde ham Njords søn; Frejas bror eller igen vane-gud eller vanernes slægtning eller årsvækstens gud eller den gavmilde. Således kvad Egil Skallagrimson:


Men Frej og Njord
førte rigdom
til Sten-Bjørn
i største mål.


Frej kaldes Beles fjende, således som Ejvind Skjaldefordærver kvad:


Da jarlens uven
inddrog grund
på Beles fjendes
fjerne udmark.


Han ejer Skidbladner og den galt, der kaldes Gyldenbørste, således som det fortælles her:


Ivaldes sønner
har i arilds tid
skabt Skidbladner,
det bedste skib,
til den skære Frej —
Njords nyttige søn.


Således beretter Ulf Uggeson:


Frej som skarens fører
først på gyldenbørstet
orne red, da Odins
yndling lå på bålet.


Den kaldes også for Slidrugtandet.


Hvordan skal man betegne Heimdal? Ved at kalde ham søn af ni mødre eller gudernes vogter — som det tidligere blev nævnt — eller den hvide as; Lokes fjende; Frejas smykkehenter. Et sværd kaldes Heimdals hoved. Det fortælles, at han engang blev gennemboret af et mandshoved. Derom er der digtet i Heimdals Galder, og hovedet blev siden kaldt for Heimdals skæbne. Et sværd kaldes mandens skæbne. Heimdal er Guldtops ejer. Han er også den, der søger til Vågaskær og Singasten fra dengang han stred imod Loke om Brisingamen. Han kaldes også Vindlæ. Ulf Uggeson kvad et langt stykke i Husdrapa i henhold til dette sagn, og dér nævnes det, at de begge havde skikkelse af en sæl. Heimdal er også Odins søn.


Hvordan skal man betegne Tyr? Ved at kalde ham den énhåndede as eller Ulvens fodrer; kampguden; Odins søn.


Hvordan skal man betegne Brage? Ved at kalde ham Iduns mand eller skjaldskabens opfinder eller den langskæggede as. Efter ham kalder man den, der har et stort skæg, for Skæg-Brage. Også Odins søn.


Hvordan skal man betegne Vidar? Han kan kaldes den tavse as; jernskoens ejer; Fenrisulvens fjende eller bane; gudernes hævn-as; asen, der bebor den fædrene gård; Odins søn; asernes bror.


Hvordan skal man betegne Vale? Ved at kalde ham Odins eller Rinds søn; Friggs stedsøn; asernes bror; Balders hævn-as; Høders fjende eller bane; asen, der bebor den fædrene gård.


Hvordan skal man betegne Høder? Ved at kalde ham den blinde as; Balders bane; mistelten-skytten; Odins søn; Hels følgesvend; Vales fjende.


Ull

Hvordan man skal betegne Ull? Ved at kalde ham Sifs søn; Tors stedsøn; ski-as; bue-as; jagt-as; skjold-as.


Hvordan skal ham betegne Høner? Ved at kalde ham Odins sidemand eller følgesvend eller den hurtige as eller det lange ben eller gruskongen.


Hvordan skal man betegne Loke? Ved at kalde ham Farbautes eller Laufeys søn; Nåls søn; Byleists eller Helblindes bror; Vånargands — det er Fenrisulven — eller Jørmungands — det er Midgårdsormen — eller Hels eller Nares far; Ales slægtning eller farbror; Odins eller asernes sidemand eller følgesvend; Geirrøds gæst eller kistepryd; jætternes eller bukkens eller Brisingamens eller Iduns æblers tyv; Sleipners slægtning; Sigyns mand; gudernes fjende; Sifs hårskader; ulykkesmeden; den snu as; gudernes bagtaler eller bedrager; Balders døds-råder; den bundne as; Heimdals eller Skades trætte-fjende. Ulf Uggeson siger således her:


Gudevejens vise
vagt nærmer sig agtsomt
Farbautes snu slægtning —
Singasten er åsted.
Én og otte mødres
arving snart den fagre
havnyre får hentet
(Her meddeles verset).


Her anføres det, at Heimdal er søn af ni mødre.


Hvordan skal man betegne Frigg? Ved at kalde hende Fjørgyns datter; Balders mor; Jordens eller Rinds eller Gunnløds eller Gerds rivalinde; Nannas svigermor; asernes eller asynjernes eller Fullas eller falkehammens eller Fensales herskerinde.


Hvordan skal man betegne Freja? Ved at kalde hende Njords datter; Ods kone; Hnos’ mor; de valfaldnes eller Sessrumnirs eller hankattenes eller Brisingamens ejer; vane-gudinde; vane-dis; den grådfagre gudinde; kærlighedsgudinden. Man kan betegne alle asynjer ved en andens navn, men så kendetegne hende ved hendes egne ejendele eller bedrifter eller slægtskab.


Hvordan skal man betegne Sif? Ved at kalde hende Tors kone; Ulls mor; den hårfagre gudinde; Jernsaxes rivalinde; Truds mor.


Hvordan skal man betegne Idun? Ved at kalde hende Brages kone eller æblernes vogter — for æblerne er asernes lægemiddel mod alderdom. Hun er også jætten Tjasses rov, idet han — som det tidligere blev nævnt — tog hende væk fra aserne. Tjodolf fra Kvine digtede i kvadet Høstlang i henhold til denne beretning:


Det stejle fjelds Finn’er
fandt det givet langtfra
ondt, da Idun kom til
jætters verden sydfra,
mens Yngve-Frejs frænder
fór af sted til tinget —
med gråt hår og gamle,
grimme allesammen.


Det er rigtigt at betegne aserne ved at kalde én for en andens navn og så kendetegne dem ved deres egne handlinger eller ejendele eller slægtninge.



Naturkenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 31-38)

Hvordan skal man betegne himlen? Ved at kalde den Ymers hovedskal eller tilsvarende jættens hovedskal eller dværgenes byrde eller anstrengelse eller Vestres, Østres, Søndres og Nordres hjelm; solens eller månens eller himmellegemernes eller vognenes eller vindenes land; luftens eller jordens eller solens hjelm eller hus. Som Arnor Jarleskjald digtede:


Den lyse sol sortner,
søen drukner grunden,
Østres byrde brister,
bølgen slår mod fjeldet.


Således digtede Tjodolf fra Kvine:


Jord-sønnen til jernleg
jog da — vred og rede;
Meiles bror lod mægtigt
månevejen buldre.


Og således kvad Brage Skjald:


Han på vindens vide
vandfad ski-gudindens
faders øjne over
alle skarer fæstned’.


Hvordan skal man betegne jorden? Ved at kalde den Ymers kød eller Tors mor; Onars datter; Odins brud; Friggs eller Rinds eller Gunløds rivalinde; Sifs svigermor; vindhallens gulv eller underlag; dyrenes hav; Nats datter; Dags eller Øds søster. Således digtede Ejvind Skjaldefordærver:


Flodens lys nu (fyrsters —)
fjæles dybt i jætters
modgangs moders legeme
(— magt må enhver agte).


Og sådan kvad Halfred Vanrådeskjald:


Rullestokkens raske
Ravns mægtige styrer
vandt sig Båleygs brede
brud med stålets tale.


Hvordan skal man betegne havet? Ved at kalde det Ymers blod; gudernes gæstgiver; Rans mand; Ægirdøtrenes far — og de hedder Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Unn, Hrønn, Bølge, Bara, Kolga — Rans eller Ægirdøtrenes eller skibets — eller skibets navns — land; kølens, stavnens, skibsplankernes, skibsbordets, fiskens, isens eller søkongens vej eller sti — og ikke mindst øernes ring; sandets eller tangens eller skærenes hus; fiskesnørens eller havfuglenes eller børens land. Således kvad Orm Barrøskjald:


Ymersblodet bruser
bagved tangen — —


Og som Ræv kvad:


Bølgen bærer vestfra
Beites slanke gangers
køl mod kysten — hvalens
kolde tagryg skummer.


Og desuden:


Gymers våde vølve
vælted’ tovværksbjørnen
tit, hvor bølgen brydes
brat, i Ægirs-svælget.


Her fortælles det, at Ægir og Hle og Gymer er én og den samme.

Eller som Snebjørn kvad:


Ægirs døtre drejer
djærvt, ude hvor landet
ender, på ø-bingens
altsvælgende Grotte.


Hvordan skal man betegne solen? Ved at kalde den Mundilfares datter; Månes søster; Glens kone; himlens eller luftens ild. Således kvad Skule Torsteinson:


Først søger Glens fagre
fæstemø sit herberg;
mildt os dernæst månen
møder klædt i gråsærk.


Hvordan skal man betegne vinden? Ved at kalde den Fornjots søn; Ægirs eller ildens bror; træets eller sejlets eller riggens skade eller ødelægger eller bane eller hund eller ulv. Således sagde Svein i Nordsetadrapaen:


Først med fygning mødte
Fornjots stygge sønner.


Hvordan skal man betegne ilden? Ved at kalde den vindens eller Ægirs bror; træets eller husets bane eller mén; Halvs bane; husenes sol.


Hvordan skal man betegne vinteren? Ved at kalde den Vindsvals søn; slangernes bane; stormtiden. Således digtede Asgrim:


Siden sad den milde
sejrsfremmer i Trondheim
den ormens sorg (i sandhed
syner folk din gerning).


Hvordan skal man betegne sommeren? Ved at kalde den Svåsads søn; slangernes lindring; menneskenes grøde, sådan som Egil Skallagrimson kvad:


Fat nu — ulvefodrer! —
fastere end sværdet;
dristig dåd os venter
i dalfiskens lindring.



Tor og Hrungner

(Skáldskaparmál, kap. 24-25)

Odin på Sleipner

Brage fortalte Ægir, at »— mens Tor var draget østpå for at kæmpe imod trolde, red Odin på Sleipner til jætternes verden, hvor han kom til den jætte, der hed Hrungner. Da spurgte Hrungner, hvem den mand var, som bar guldhjelm og red gennem luft og vand og sagde, at han havde en særligt god hest. Odin sagde, at han ville vædde sit hoved på, at der ikke fandtes en tilsvarende god hest i jætternes verden. Hrungner sagde, at det nok var en god hest, men at han havde en, der tog langt større skridt. Den hed Guldfakse. Hrungner blev vred og sprang op på sin hest og fór efter Odin for at lønne hans pral. Odin red så hurtigt, at han holdt sig en fjeldtop foran, men Hrungner var så jætterasende, at han ikke bemærkede noget, førend han var kommet inden for gærdet om Asgård. Da han kom til hallens dør, indbød aserne ham til at drikke. Han gik ind i hallen og forlangte noget at drikke. Man kom da med de bægre, som Tor plejede at tømme, og Hrungner bundede dem alle, og da han blev beruset, skortede det ikke på store ord. Han sagde, at han ville tage Valhal og flytte den til jætternes verden, men smadre Asgård og dræbe alle guderne på nær Freja og Sif, som han ville tage med sig hjem. Da turde alene Freja at skænke for ham, og han sagde, at han ville drikke alt aseøllet.

Da aserne blev trætte af hans skryderi, nævnte de Tors navn. I det samme ankom Tor til hallen med hammeren løftet, og han var aldeles vred og spurgte, hvem der havde besluttet, at rævesnu jætter skulle drikke dér, og hvem der havde givet Hrungner løfte om fred i Valhal, og hvorfor Freja skænkede for ham, som om det var et gilde for aser. Da svarede Hrungner, mens han så uden venlighed på Tor, og sagde, at Odin havde indbudt ham til at drikke, og at han var dér med hans fred. Da sagde Tor, at Hrungner skulle komme til at fortryde den indbydelse, før han kom derfra. Hrungner sagde, at Ase-Tor ikke ville opnå stor ære ved at dræbe ham, når han var ubevæbnet. Det ville være et større bevis på mod, hvis han turde kæmpe imod ham på grænsen ved Stenmarksgærdet, »— men det var også fuldstændig tåbeligt af mig,« sagde han, »— at jeg efterlod mit skjold og min slibesten hjemme. Hvis jeg havde haft mine våben her, skulle vi holde tvekamp med det samme, og ellers vil jeg anklage dig for niddingskab, hvis du vil dræbe mig, når jeg er ubevæbnet.« Tor ville på ingen måde undslå sig for tvekamp, når han blev udfordret, for det havde ingen budt ham tidligere.

Hrungner tog straks af sted og red i voldsom fart, til han kom til jættrnes verdenen. Hans færd og det, at der var aftalt et møde mellem ham og Tor, blev meget omtalt blandt jætterne. Jætterne mente, det ville have meget at sige, hvem der sejrede. De kunne forvente sig ondt af Tor, hvis Hrungner faldt, for han var den stærkeste blandt jætterne. Så lavede jætterne en mand af ler ved Stenmarksgærdet, og han var ni raster høj og tre raster bred over brystet. De kunne ikke finde et hjerte, der var så stort, at det passede til ham, før de tog et fra en hoppe, men det sad ikke roligt i ham, da Tor kom. Hrungner havde et hjerte, der er berømt. Det var stenhårdt og pigget med tre spidser som det tegn, man siden har ristet, og som kaldes et Hrungnershjerte. Hans hoved var også af sten. Også hans skjold, der var bredt og tykt, var af sten, og han holdt det foran sig, da han stod ved Stenmarksgærdet og afventede Tor. Han havde en slibesten som våben og bar den over skulderen — og han så ikke hyggelig ud. Ved siden af ham stod lerjætten, der blev kaldt Møkkurkalfe, og han var meget skræmt. Det siges, at han pissede, da han så Tor.

Tor kom til tvekampen i følge med Tjalfe. Da løb Tjalfe hen, hvor Hrungner stod, og sagde til ham: »Du er uforsigtig — jætte! — når du står med skjoldet foran dig. Tor har set dig, og han farer gennem jorden, og han vil angribe dig nedefra.« Så skød Hrungner skjoldet under sine fødder og stod oven på det med begge hænder på slibestenen. I det samme så han lyn og hørte en vældig torden. Så så han Tor i asevrede. Han fór rasende af sted og hævede hammeren og kastede den fra lang afstand imod Hrungner. Hrungner løftede slibestenen op med begge hænder og kastede den imod. Den mødte hammeren i flugten, og slibestenen bristede. Den ene del faldt til jorden, og derved opstod alle sandstensbjerge. Den anden del ramte Tor i hovedet, så han styrtede til jorden. Hammeren Mjølner traf Hrungner midt i hovedet og splintrede skallen i småstykker, og han faldt frem over Tor, så hans ben lå hen over Tors hals. Tjalfe gik imod Møkkurkalfe, som faldt uden særlig hæder. Så gik Tjalfe hen til Tor for at fjerne Hrungners ben fra ham, men han kunne ikke udrette noget. Så kom alle aserne til, da de hørte, at Tor var faldet, og de ville fjerne benet fra ham, men de kom ingen vegne. Da kom Magne — Tors søn med Jernsaxe. Han var da tre nætter gammel. Han verfede Hrungners ben af Tor og sagde: »Det var en slem skade — far! — at jeg kom så sent. Jeg tror, at jeg ville have slået denne jætte ihjel med mine næver, hvis jeg havde truffet ham.« Da rejste Tor sig og tog godt imod sin søn og sagde, at Magne nok skulle blive en mægtig mand, »— og jeg vil,« sagde han, »— give dig hesten Guldfakse, som Hrungner har ejet.« Da talte Odin og sagde, at det var forkert af Tor at give den gode hest til en jættekællings søn og ikke til sin far.

Tor drog hjem til Trudvang, men slibestenen sad fast i hovedet på ham. Så kom den vølve, der hed Groa — Ørvandil den Modiges kone. Hun galdrede sin galder over Tor, indtil slibestenen løsnedes. Da Tor mærkede det og mente, at der var håb om at slibestenen ville kommme fri, ville han belønne Groa for helbredelsen og gøre hende glad. Han fortalte hende den nyhed, at han havde vadet nordfra over Elivåger, mens han bar Ørvandil hjem fra jætternes verden i en kurv på sin ryg. Og beviset herpå var, at Tor havde knækket en af Ørvandils tæer, der stak ud fra kurven og var blevet frossen, af og kastet den op på himlen og deraf skabt den stjerne, der kaldes Ørvandils Tå. Tor sagde, at det ikke ville vare længe, før Ørvandil kom hjem, og Groa blev så glad, at hun ikke kunne galdre, så slibestenen blev ikke løsnet yderligere og sidder endnu i hovedet på Tor. Og derfor advares der imod at kaste en slibesten tværs hen over gulvet, for så bevæger slibestenen i Tors hoved sig.«

Tjodolf fra Kvine har i kvadet Høstlang digtet i henhold til denne fortælling:


Klipper brast, da Balders
broder fór mod menn’skers
glubske fjende — fjeldet
faldt og himlen brændte;
af hård modstand mødtes
Magnes stærke fader,
da Virfils vangs knogles
vidne traf sin bane.
 
Beles skares skader
skilte på randholmen
med fynd den fjeldkløftens
fæle gram fra livet;
bjerg-danernes bane
bød den store trodser
hammerklø og knuste
klippehulens fyrste.



Tor hos Geirrød

(Skáldskaparmál, kap. 26)

Tor

Da sagde Ægir: »Hrungner forekommer mig at have været meget mægtig. Udrettede Tor flere storværker, da han havde med trolde at gøre?« Brage svarede: »Tors færd til Geirrødsgård er en fortælling værd. Da havde han hverken hammeren Mjølner eller styrkebæltet eller jernhandskerne — og det var Lokes skyld. Han fulgtes med ham, for det var overgået Loke engang, da han for sin fornøjelses skyld fløj i Friggs falkeham, at han af nysgerrighed fløj ind i Geirrødsgård. Dér så han en stor hal og satte sig for at kigge ind gennem en glug. Geirrød fik øje på ham og sagde, at man skulle fange fuglen og føre den til ham, men ham, der sendtes efter den, havde meget besvær med at komme op ad hallens væg, fordi den var så høj. Det morede Loke, at manden havde besvær med at komme frem til ham, og han agtede at vente med at flyve væk, indtil manden havde tilbagelagt hele den vanskelige vej. Da manden kom frem til ham, slog Loke vingerne ud for at flyve og satte kraftfuldt af — men da sad fødderne fast. Dér blev Loke pågrebet og ført til jætten Geirrød. Da denne så fuglens øjne, tænkte han, at dette måtte være en mand, og bad ham svare, men Loke tav. Så låste Geirrød Loke inde i en kiste, hvor han sultede ham i tre måneder. Da Geirrød tog ham ud og bad ham tale, fortalte Loke, hvem han var, og for at løskøbe sig lovede han Geirrød, at han ville få Tor til at komme til Geirrødsgård, således at han hverken havde hammeren eller styrkebæltet med.

Tor kom som gæst til den jættekælling, der hedder Grid. Hun var mor til Vidar den Tavse. Hun fortalte Tor sandheden om Geirrød — at han var en rævesnu jætte, som var led at have med at gøre. Hun lånte ham et styrkebælte og et par jernhandsker, som hun havde, og sin stav, der kaldes Gridarvol. Så drog Tor af sted til den flod, der hedder Vimur — den største af alle floder. Da spændte han styrkebæltet om sig og støttede sig imod strømmen med Gridarvol, mens Loke holdt fast i styrkebæltet. Da Tor kom ud midt i floden, steg den så meget, at vandet slog over hans skuldre. Da kvad Tor dette:


Voks ikke — Vimur! —
når jeg vader her
på vej til jættens hjem.
Hvis du stadig stiger,
vil min styrke vokse
og nå så højt som himlen.


Tor så, at Gjalp — Geirrøds datter — stod skrævende over floden oppe i en kløft, og at det var hende, der forvoldte den øgede vandstand. Da samlede Tor en stor sten op i flodløbet og kastede den efter hende, mens han sagde: »I udspringet skal strømmen stemmes!« Han kastede ikke forbi målet. I samme øjeblik nåede han bredden, hvor han fik tag i en rønnebusk og således kom op fra floden. Deraf har vi den talemåde, at røn er Tors redning.

Da Tor kom til Geirrødsgård, blev han og hans ledsager først henvist til et gedehus. Der var kun én stol at sidde i, og dér satte Tor sig. Da blev han klar over, at stolen under ham blev løftet op mod loftet. Han stødte Gridarvol imod tagspærene og stemte kraftfuldt stolen nedad. Da lød der høje knæk fulgt af skrig. Geirrøds døtre — Gjalp og Greip — havde stået under stolen, og han havde brækket ryggen på dem begge[3]. Da lod Geirrød Tor kalde til hallen til leg. Der brændte store bål på langs af hele hallen. Da Tor stod over for Geirrød, tog denne en glødende jernbolt med en tang og kastede den efter Tor, men Tor greb den med jernhandskerne, og hævede bolten til kast. Geirrød sprang om bag en jernsøjle for at beskytte sig. Tor kastede bolten, så den slog igennem søjlen og igennem Geirrød og igennem væggen og endte udenfor i jorden.«

Eilif Gudrunson har i Torsdrapaen digtet i henhold til denne fortælling:


Fjeldets guders fjende
fór — ildnet af havets
(Lopt er løgnens mester!)
løkkes far — fra Asgård,
da torden-Gauts træske
turven usandt hævded’,
at grønne veje gik til
Geirrøds vægge-Skævad.
 
Men bjerg-urens Iduns
uven måtte krydse
en strid og stormpisket
strøm fra lossens vange;
med Grids stav som støtte
stred flodknoglens herskers
harme hædersmindsker
hårdt mod edderflommen.
 
Og Ulls moders mage
midt igennem søens
kindtands kæmpeslyngel
kasted’ skadenålen;
grunden skjalv, da gråstens-
gubbens hoved knustes
under bordvægsbænkens
bamses gamle tykben.



Kenninger for manden og kvinden (I)

(Fra Skáldskaparmál, kap. 39)

Hvordan skal man betegne manden? En mand skal kendetegnes ved det, han gør, det han giver eller modtager eller fortager sig. Han kan også kendetegnes ved sine ejendele — dem han ejer, men også dem han giver — og tilsvarende ved den slægt, han kom af, eller den, der kom fra ham. Hvordan skal han kendetegnes ved disse dele? Ved at kalde ham befordrer eller fremmer af sine rejser eller gøremål, kampe eller søfærder eller våben eller skibe. Det er ligeledes rigtigt, at betegne manden med alle asenavne. Han kan også betegnes med jættenavne, men så er det oftest hånende eller bebrejdende. Det anses for godt at blive betegnet med et alfenavn.

Kvinden skal kendetegnes ved alle slags udstyr for kvinder, guld og ædelsten, øl eller vin eller andre drikke, som hun skænker eller giver. Ligeledes ved bryggekar og alt, hvad der sømmer sig for hende at arbejde med eller give. Kvinden kendetegnes ved ædelsten eller glasperler af den grund, at i gamle dage brugte kvinderne at smykke sig med en såkaldt stenkæde, som de bar om halsen. Dette er overført til kenningerne, således at kvinden nu kendetegnes ved smykkesten og alle benævnelser for smykkesten. Kvinden kan også benævnes med alle asynjer eller valkyrier eller norner eller diser. Det er ligeledes rigtigt at kendetegne kvinden med alle hendes forehavender eller ejendele eller hendes slægt.



Guldkenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 40-42, 44 og 55-56)

Hvordan skal man betegne guld? Ved at kalde det Ægirs ild eller Glasers løv; Sifs hår; Fullas hovedbånd; Frejas gråd; jætternes mundtælling eller tale eller ord, Drøpners dråber eller Drøpners eller Frejas øjnes regn; oddergæld; asernes tvangsgæld; Fyrisslettens såsæd; Hølges højtag, alle vandes eller armes ild eller armens sten, skær eller glans.

Hvorfor guld kaldes for Ægirs ild? Det kommer af denne fortælling, som før er nævnt: Ægir var på gæstebud i Asgård, og da han var klar til at tage hjem, indbød han Odin og alle aserne til sig tre måneder senere. I denne færd deltog først Odin og Njord, Frej, Tyr, Brage, Vidar og Loke og tillige asynjerne Frigg, Freja, Gefion, Skade, Idun og Sif. Tor var ikke med. Han var draget østpå for at dræbe trolde. Da guderne havde taget plads i sædet, lod Ægir lysende guld bære ind på hallens gulv, og guldet skinnede og oplyste hallen som ild, og ved hans gæstebud blev det brugt som lys, ligesom sværd blev brugt som ild i Valhal. Så skændtes Loke med alle guderne dér og dræbte Ægirs træl — ham der hed Fremskaffer. Hans anden træl hed Ilder. Hans kone hed Ran, og deres ni døtre hed, som det tidligere blev anført. Ved dette gæstebud ombar alt sig selv — både mad og øl og alt udstyr, som man behøvede til gildet. Dengang fandt aserne ud af, at Ran havde det net, hvormed hun fiskede efter alle de mænd, der drog på havet.

Dette fortæller, hvorfra det kommer, at guld kaldes Ægirs eller Rans eller Ægirdøtrenes ild eller lys eller glans. Og af disse betegnelser følger, at guld kaldes for havets — eller alle havets benævnelsers — ild, ligesom Ægir eller Ran er benævnelser for havet, og derfor bliver guld nu kaldt vandets eller flodens — eller alle disses benævnelsers — ild. Men med disse benævnelser er det gået som de andre — og tilsvarende kenningerne — at de yngre skjalde har digtet efter de gamle skjaldes forlæg, sådan som det var anført i deres kvad, og siden udviklet dem, så det forekom dem at ligne det, der førhen blev digtet, således at vandet betyder havet og floden betyder vandet og bækken betyder floden. Derfor kaldes alt det, der videreudvikler betegnelserne længere, end de findes i forvejen, for nyskabelser — og det forekommer godt, når alt sker efter tingenes lighed og beskaffenhed. Således kvad Brage Skjald:


Hjelmens fyld mig fyrsten —
flodens ild tillige —
bød for knudekongens
klare drik til gengæld.


Hvorfor kaldes guld for Glasers blade eller løv? Foran Valhals døre i Asgård findes der en lund, der kaldes Glaser, hvor alle bladene er af rødguld, sådan som det kvædes her:


Glaser står
med gyldent løv
foran Sig-Tyrs sale.


Denne skov er den smukkeste i gudernes og menneskenes verden.


Her, som digtet af Ejvind Skjaldefordærver, fremgår det, at guld betegnes som Fullas pandebånd:


På skjaldens skjolds leje
skinned’ under Håkon
Fullas pandes prydværks
prægtige sol altid.


Guld kaldes for Frejas gråd, som det før er fortalt. Således kvad Skule Torsteinson:


Talrigt tilflød Frejas
tårer stridsfolk årle;
fjenden slog vi siden
snildt i kampildsskiftet.


Til alle Frejas navne er det rigtigt at knytte gråd og således betegne guld, og denne kenning kan ændres på mange måder ved at sige hendes øjnes eller kinders eller kindbens eller vippers eller øjenlågs hagl eller regn eller byge eller dråber eller vandfald. Som Einar Skuleson kvad:


Frejas kindregn fylder
furen på Gauts store
dørs ménvolder (markens
mørksejs leje skinner).



Det siges, at den konge, der hed Hølge — og som Hålogaland er opkaldt efter — var far til Torgerd Hølgebrud. De blev begge ofret, og man byggede en høj over Hølge, hvor det ene lag bestod af guld og sølv — det var offergaverne — og det andet lag var af jord og sten. Således kvad Skule Torsteinson:


Raskt ved Svold jeg rødned’
Ræfils dækkes flamme;
som hær-fang jeg Hølges
højtag derfra bragte.


I det gamle Bjarkemål er der opregnet mange navne for guld, som det siges her:


Gramen gav da
gavmildt sin hærflok:
Fafners fodleje,
Fenjas arbejde,
Glasers glitterløv
Granes kløvbyrde,
Drøpners sveddryp,
dynen fra Gravvitne.
 
Og fyrsten frembar —
folkene modtog:
Sværdarmens smykke
og Sifs hovedhår,
tvungen odderbod,
tårer fra Mardøl,
ilden fra elven,
Idjes mundfulde.
 
Rhinflodens rødmalm
raktes vi alle;
på os han ødte
arven til Tjasse.
Vi netter os nu
med niflungers kiv —
men dog blev drotten
ej dækket af Balder.


I kenninger kaldes guld for håndens eller håndleddets eller armens ild, fordi det er rødt, mens sølv kaldes sne eller is eller rim fordi det er hvidt. På samme måde skal man betegne guld og sølv med pungens eller digelens eller smelteovnens, og både guld og sølv kan være armens sten eller nogens halsring, da det var skik at bære halssmykker. Halssmykker og ringe er både sølv og guld, hvis de ikke skildres på anden vis.



Dværgenes frembringelser

(Skáldskaparmál, kap. 43)

Loke

Hvorfor kaldes guld for Sifs hår? Loke Laufeyson havde på lumsk vis klippet alt håret af Sif. Da Tor blev klar over dette, greb han Loke, og han ville have knust hver en knogle i ham, hvis Loke ikke forinden havde lovet, at han ville få sortalferne til at lave hår til Sif af guld, som ville vokse som andet hår. Derefter drog Loke hen til de dværge, der kaldes Ivaldesønnerne, og de fremstillede håret og Skidbladner og det spyd, der hedder Gungner, som Odin ejer.

Derpå væddede Loke med den dværg, der hedder Brok, sit hoved på, at Broks bror — Sindre — ikke kunne fremstille tre dyrebarheder, der var lige så gode som disse. Da de kom til smedjen, lagde Sindre et svineskind i essen og bad Brok blæse imens og ikke holde inde, førend han havde taget det ud af essen, som han havde lagt deri. Straks da han var gået ud af smedjen, mens den anden blæste, satte en flue sig på dennes hånd og stak, men han blæste videre som hidtil, indtil smeden tog ud af essen: Det var en galt, og børsterne var af guld. Derpå lagde Sindre guld i essen og bad Brok blæse og ikke holde inde med blæsningen, før han kom tilbage. Så gik han. Da kom fluen og satte sig på halsen af Brok og stak ham — denne gang dobbelt så kraftigt som før — men han blæste videre, indtil smeden tog den guldring, der kaldes Drøpner, ud af essen. Så lagde han jern i essen og bad Brok blæse og sagde, at det ville blive ubrugeligt, hvis blæsningen aftog. Da satte fluen sig imellem øjnene på Brok og stak ham i øjenlågene, og da blodet løb ind i øjnene på ham, kunne han ikke se noget, så han viftede hurtigt med hænderne og slap blæsebælgen, imens han slog fluen væk. Da kom smeden ind og sagde, at nu var det lige før, at alt, hvad der var i essen, var gået til spilde. Så tog han en hammer ud af essen. Han overlod sin bror Brok alle dyrebarhederne og bad ham tage dem med til Asgård for at få afgjort væddemålet.

Da han og Loke frembar dyrebarhederne, tog aserne plads i dommersædet, og den kendelse, som Odin, Tor og Frej afsagde, skulle stå ved magt. Så gav Loke Odin spyddet Gungner, og Tor håret, som Sif skulle have, og Frej Skidbladner — og han gjorde rede for alle dyrebarhederne: At spyddet aldrig blev standset i flugten, mens håret ville gro fast, så snart Sif fik det på hovedet, og at Skidbladner fik medvind, i det samme sejlet blev hejst, hvorend man skulle hen, og det kunne foldes sammen som en dug og opbevares i en pung, hvis man ønskede det.

Så fremlagde Brok sine dyrebarheder. Han gav Odin ringen og sagde, at fra den ville der hver niende nat dryppe otte ringe, der var lige så tunge som den selv. Han gav Frej galten og sagde, at den kunne løbe gennem luft og vand bedre end nogen hest, og at det aldrig ville blive så mørkt af nat eller i dunkelverdenen, at det ikke var lyst dér, hvor galten kom — sådan lyste det fra børsterne. Så gav han Tor hammeren og sagde, at han kunne slå så hårdt, som han ville, på hvad som helst, uden at hammeren gav efter, og hvis han kastede den, så ville den aldrig ramme forbi eller flyve så langt væk, at den ikke ville komme tilbage i hånden, og hvis man ønskede det, blev hammeren så lille, at man kunne gemme den under skjorten. Den havde dog den fejl, at skaftet var noget kort.

Deres dom var, at hammeren var den bedste af alle dyrebarhederne og det bedste værn imod rimturserne, og de afgjorde, at dværgen havde vundet væddemålet. Så tilbød Loke at løskøbe sit hoved, men dværgen sagde, at det ikke kunne komme på tale. »Så fang mig!« sagde Loke, men da dværgen ville gribe ham, var han langt væk. Loke havde et par sko, der førte ham gennem luft og vand. Så bad dværgen Tor om at gribe Loke, og det gjorde han. Så ville dværgen hugge hans hoved af, men Loke sagde, at han kun havde fået hovedet og ikke halsen. Så fandt dværgen en snor og en kniv for at stikke huller i Lokes læber og sy munden sammen på ham, men kniven bed ikke. Så sagde han, at det havde være bedre, hvis han havde haft sin brors syl dér, og i det samme han nævnte den, så var sylen der, og den bed gennem læberne. Så syede han læberne sammen, men Loke rev snørehullerne op. Den snor, som Lokes mund blev syet sammen med, kaldes Vartare.



Oddergælden

(Skáldskaparmál, kap. 46)

Hvad er årsagen til, at guld kaldes for oddergæld? Det fortælles, at dengang aserne — Odin og Loke og Høner — drog ud for at udforske verden, kom de til et vandløb. De gik langs vandløbet og kom til et vandfald, og dér var der en odder, der i vandfaldet havde fanget en laks, som den åd med lukkede øjne. Så tog Loke en sten og kastede den efter odderen og traf den i hovedet. Da pralede Loke med sin jagt — at han i ét hug havde nedlagt både en odder og en laks. Så tog de laksen og odderen med sig og kom til en gård, hvor de gik ind. Dér boede den bonde, der hed Hreidmar. Han var en mægtig mand og meget trolddomslærd. Aserne bad om lov til at overnatte dér og sagde, at de havde rigeligt mad med sig, og viste bonden deres fangst.

Da Hreidmar så odderen, tilkaldte han sine sønner — Fafner og Regin — og fortalte dem, at deres bror Odder var blevet dræbt, og ligeledes hvem der havde gjort det. Derpå fór far og sønner over aserne og pågreb dem og bandt dem og fortalte dem, at odderen var Hreidmars søn. Aserne tilbød at løskøbe sig med så stor en sum, som Hreidmar selv krævede, og det kom til forlig mellem dem, som blev bundet med eder. Så blev odderen flået. Hreidmar tog odderhuden og sagde til dem, at de skulle fylde huden med rødguld og tilsvarende dække den fuldstændig — og dét skulle være deres forligsvilkår.

Da sendte Odin Loke til sortalfernes verden, og han kom til den dværg, der kaldes Andvare. Han levede som en fisk i vandet, men Loke greb ham og forlangte alt det guld, dværgen havde i sin sten, som løsesum. Da de kom ind i stenen, fremlagde dværgen alt det guld, han ejede, og det var en overordentlig stor formue. Så stak dværgen en lille guldring under sin arm. Det så Loke, og han påbød ham at aflevere ringen. Dværgen bad ham ikke tage ringen og sagde, at han ville være i stand til at skabe guld med ringen, hvis han måtte beholde den. Loke erklærede, at han ikke måtte beholde én eneste penning, og han tog ringen fra ham og gik ud, mens dværgen sagde, at den ring ville blive døden for enhver, der ejede den. Loke sagde, at det passede ham godt, og at han ville viderebringe den forudsigelse til dem, der skulle modtage ringen, så den kunne gå i opfyldelse.

Så tog han derfra og kom tilbage til Hreidmar og viste Odin guldet. Da Odin så ringen, fandt han den smuk og stak den til side, mens han udredte guldet til Hreidmar. Så fyldte Hreidmar odderhuden så meget, som han kunne, og rejste den op, da den var fyldt. Da gik Odin frem for at dække huden med guld, og han sagde til Hreidmar, at han skulle se efter, om huden var helt tildækket. Hreidmar kiggede meget grundigt efter og så et knurhår, som han bad om at få tildækket, idet deres forlig i modsat fald ville være brudt. Så tog Odin ringen frem og dækkede knurhåret og sagde, at nu havde de indfriet oddergælden.

Da Odin havde fået sit spyd og Loke sine sko, så de ikke havde noget at frygte, sagde Loke, at det, som Andvare havde sagt, skulle gå i opfyldelse: At denne ring og dette guld skulle volde ejerens død — hvilket også sidenhen skete.

Nu er det fortalt, hvorfor guld kaldes oddergæld eller asernes tvangsbod eller stridens malm.



Om Fafner, Regin og Sigurd

(Skáldskaparmál, kap. 47)

Hvad kan der videre fortælles om guldet? Hreidmar tog guldet som sønnebod, men Fafner og Regin krævede en del af det i broderbod. Hreidmar undte dem ikke én penning af guldet. De to brødre traf den onde beslutning at dræbe deres far for at få fat i guldet. Da krævede Regin, at Fafner skulle dele guldet lige mellem dem. Fafner svarede, at det dårligt kunne forventes, at han ville dele guldet med sin bror, når denne havde dræbt sin far for at få fat i det, og han pålagde Regin at komme væk, da det i modsat fald skulle gå ham som Hreidmar. Fafner havde da iklædt sig den hjelm, som Hreidmar havde haft, og som kaldtes for skrækhjelmen — den slog alt levende, der så den, med rædsel. Han havde også det sværd, der kaldes Hrotti. Regin havde det sværd, der hedder Refil. Han flygtede væk, mens Fafner drog op på Gnitaheden, hvor han gjorde sig et leje og antog slangeskikkelse og lagde sig på guldet.

Regin drog da til kong Hjalprek i Thy, hvor han blev hans smed. Han opfostrede da Sigurd, der var søn af Sigmund — Vølsungs søn — og af Hjørdis — Eylimes datter. Sigurd var den mest berømte af alle hærkonger med hensyn til slægt og styrke og sind. Regin fortalte ham, hvor Fafner lå på guldet, og opildnede ham til at prøve at få fat i det. Så lavede Regin det sværd, der kaldes Gram, og som var så skarpt, at Sigurd kunne stikke det ned i rindende vand, hvor det gennemskar en uldtot, der drev for strømmen imod sværdæggen. Derefter kløvede Sigurd Regins ambolt ned til soklen med sværdet.

Derpå drog Sigurd og Regin til Gnitahede. Dér gravede Sigurd en fordybning i Fafners vej, som han satte sig i. Da Fafner så snoede sig til vandet og kom hen over fordybningen, stak Sigurd sværdet igennem ham, og det blev hans død. Så kom Regin og sagde, at Sigurd havde dræbt hans bror, og tilbød ham det forligsvilkår, at han skulle tage Fafners hjerte og stege det over ild. Men Regin bukkede sig ned og drak Fafners blod og lagde sig til at sove. Da Sigurd stegte hjertet og mente, at det var gennemstegt, mærkede han efter med fingeren, hvor hårdt det var. Da saften fra hjertet løb over fingeren, brændte han sig og stak fingeren i munden, men da han fik hjerteblodet på tungen, kunne han fuglesprog, og han forstod, hvad gråmejserne, der sad i træerne, sagde. En af dem sagde:


Sigurd dræber Fafner (Ramsundristningen)
Sigurd sidder
sølet i blod,
mens Fafners hjerte
flammeristes;
guldets deler
gemte hellere
ormens livmuskel
og åd den selv.
 
Regin ligger (sagde en anden)
og ruger på noget —
tænker på svig
mod en trofast mand;
med vrede løgne
og vrangfuldt sind
vil den hadske smed
hævne sin bror.


Da gik Sigurd hen til Regin og dræbte ham, og han tog derpå sin hest, der hedder Grane, og red, til han kom til Fafners leje, hvor han tog guldet og fordelte det i kløvbyrder, som han lagde på Granes ryg, hvorpå han selv steg op og red sin vej.

Nu er det fortalt, hvilket sagn der ligger bag, når guldet kaldes Fafners leje eller bo eller Gnitahedens malm eller Granes byrde.



Sigurd og Brynhild

(Skáldskaparmál, kap. 48-49)

Sigurd red da, indtil han kom til et hus på fjeldet. En kvinde sov derinde, og hun bar hjelm og brynje. Han trak sværdet og skar brynjen af hende. Så vågnede hun og sagde, at hun hed Hild. Hun kaldes Brynhild og var en valkyrie. Sigurd red derfra og kom til den konge, der hed Gjuke. Hans kone hed Grimhild. Deres børn var Gunnar, Høgne, Gudrun og Gudny. Guttorm var Gjukes stedsøn. Dér opholdt Sigurd sig længe. Så blev han gift med Gudrun Gjukesdatter, og Gunnar og Høgne svor sig i fostbrødrelag med Sigurd. Derpå drog Sigurd og Gjukesønnerne til Atle Budleson for at bede om hans søster — Brynhild — som kone til Gunnar. Hun sad på Hindafjeld, og omkring hendes sal brændte en brusende ild, og hun havde højtideligt sværget, at hun alene ville tage den mand, der vovede at ride igennem flammerne. Så red Sigurd og gjukungerne — de kaldes tillige niflunger — op på fjeldet for at lade Gunnar ride igennem flammerne. Han havde den hest, der hedder Gote, men den hest turde ikke springe gennem ilden. Så byttede de skikkelse og ligeledes navne — Sigurd og Gunnar — for Grane ville ikke rides af andre end Sigurd. Så sprang Sigurd på Grane og red gennem flammerne. Den aften holdt han bryllup med Brynhild, men da de gik i seng, trak han sværdet Gram af skeden og lagde det imellem dem. Om morgenen, da han stod op og klædte sig på, gav han i morgengave Brynhild den ring, som Loke havde taget fra Andvare, og han modtog en anden ring fra hende som et minde. Så sprang Sigurd på sin hest og red til sine følgesvende. Han og Gunnar byttede igen skikkelse og drog hjem til Gjuke med Brynhild. Sigurd havde to børn med Gudrun: Sigmund og Svanhild.

Der var engang, at Brynhild og Gudrun gik til vandet for at blege deres hår. Da de kom til åløbet, gik Brynhild længere ud i åen og sagde, at hun ikke ville have vand, der var løbet gennem Gudruns hår, i sit hoved, når hun nu selv havde den modigste mand. Så gik Gudrun efter hende ud i åen og sagde, at hun havde ret til at vaske sit hår højere oppe i åløbet, idet hun havde en mand, der var mere modig end både Gunnar og alle andre i verden, fordi han havde dræbt Fafner og Regin og taget arven efter dem begge. Da svarede Brynhild: »Det er mere værd, at Gunnar red gennem flammerne, mens Sigurd ikke turde.« Da lo Gudrun og sagde: »Tror du, at det var Gunnar, der red gennem flammerne? Jeg tror, at den, der gik i seng med dig, er den samme, som gav mig denne guldring. Den guldring, du har på armen, og som du fik i morgengave, kaldes Andvares Eje, og jeg tror ikke, det var Gunnar, der hentede den på Gnitaheden.« Da blev Brynhild tavs og gik hjem.

Efter dette opildnede Brynhild Gunnar og Høgne til at dræbe Sigurd, men da de havde sværget ed sammen med Sigurd, opildnede de Guttorm — deres bror — til at dræbe Sigurd. Han stak et sværd igennem Sigurd, mens denne sov, men da Sigurd fik stikket, kastede han sværdet Gram efter Guttorm, så manden blev skåret midt over. Dér faldt Sigurd, og de dræbte hans søn, der hed Sigmund og var tre år gammel. Efter dette stak Brynhild et sværd gennem sig, og hun blev brændt sammen med Sigurd, mens Gunnar og Høgne tog Fafnersarven og Andvares Eje og regerede landet.



Gudruns hævn

(Skáldskaparmál, kap. 50)

Gunnars død (Hylestadportalen)

Kong Atle Budleson — Brynhilds bror — fik derefter Gudrun, som Sigurd havde været gift med, og de fik børn sammen. Kong Atle indbød da Gunnar og Høgne til sig, og de kom til gæstebud. Men før de drog hjemmefra, skjulte de guldet fra Fafnersarven i Rhinen — og det guld er aldrig siden blevet fundet. Kong Atle modtog dem med en hærflok og kæmpede imod Gunnar og Høgne, og de blev pågrebet. Kong Atle lod hjertet skære ud af Høgne, imens denne var i live. Det døde han af. Gunnar lod han kaste i ormegården, men han fik i hemmelighed en harpe, som han slog med tæerne, idet hans hænder var bundne. Han spillede sådan på harpen, at alle slangerne faldt i søvn på nær den hugorm, der krøb på ham og huggede ham sådan i mellemgulvet, at den jog hovedet ind i hulrummet, hvor den bed sig fast til leveren, indtil han døde. Gunner og Høgne bliver kaldt niflunger eller gjukunger. Derfor kaldes guldet for niflungernes skat eller arv.

Kort efter dræbte Gudrun sine to sønner og lod fremstille forgyldte og forsølvede drikkeskåle af deres hjerneskaller, og så blev der drukket arveøl efter niflungerne. Til dette gilde lod Gudrun skænke mjød for kong Atle i disse drikkeskåle, og mjøden var blandet med drengenes blod, men deres hjerter lod hun stege og give kongen at spise. Da det var gjort, fortalte hun ham det selv med mange hårde ord. Der var ingen mangel på stærke drikkevarer, så de fleste folk faldt i søvn, hvor de sad. Denne samme nat gik hun sammen med Høgnes søn hen, hvor kongen sov, og overfaldt ham. Det blev hans død. Så stak de ild på hallen og indebrændte alle de folk, der var derinde. Efter dette gik hun ned til havet og sprang i vandet for at drukne sig, men hun drev over fjorden og kom da til det land, som kong Jonakr ejede. Da han så hende tog han hende til sig og blev gift med hende. De fik tre sønner, der hed Sørle, Hamder og Erp. De havde alle ravnesort hår ligesom Gunnar og Høgne og de andre niflunger.

Dér blev Svanhild — Sigurd den Unges datter — opfostret, og hun var den smukkeste af alle kvinder. Det kom for kong Jørmunrek den Mægtiges øre. Han sendte sin søn — Randve — for at fri til hende på sine vegne. Da denne kom til Jonakr, blev Svanhild overdraget ham, og han skulle føre hende til kong Jørmunrek. Da sagde jarl Bikke, at det var mere passende, hvis Randve blev gift med Svanhild, idet både han og hun var unge, mens Jørmunrek var gammel. Dette råd syntes de unge folk godt om. Bikke fortalte efterfølgende kongen om dette. Så lod Jørmunrek sin søn gribe og føre til galgen. Da tog Randve sin høg og plukkede fjerene af den og beordrede den sendt til sin far. Derpå blev han hængt. Men da Jørmunrek så høgen, slog det ham, at ligesom høgen ikke kunne flyve og var fjerløs, var hans rige tilintetgjort, idet han var gammel og sønneløs. Da kong Jørmunrek sammen med sit følge red fra en jagt i skoven, kom han forbi Svanhild, der sad og vaskede sit hår. Så red de imod hende og trampede hende til døde under hestehovene.

Da Gudrun hørte om dette, opildnede hun sine sønner til at hævne Svanhild. Og da de gjorde klar til at tage af sted, gav hun dem brynjer og hjelme, der var så stærke, at våben ikke bed på dem. Hun rådede dem til, at når de kom til kong Jørmunrek, skulle de overfalde ham om midt om natten, mens han sov. Så skulle Sørle og Hamder hugge hænderne og fødderne af ham og Erp hovedet. Da de var på vej, spurgte de andre Erp, hvordan han ville støtte dem, hvis de nåede kong Jørmunrek. Han svarede, at han ville hjælpe dem på samme måde, som hånden hjælper foden. De sagde, at det skete aldrig, at foden fik støtte af hånden. De var så vrede på deres mor, fordi hun havde sendt dem af sted med hadefulde ord, at de ville gøre det, der måtte forekomme hende værst, og de dræbte Erp, for ham elskede hun mest. Lidt senere, mens Sørle gik, skred hans ene fod, men han støttede sig på hånden. Da sagde han: »Dér støttede hånden foden. Nu var det bedre, hvis Erp havde været i live.« De kom til kong Jørmunrek midt om natten, mens han sov, og da de huggede hænder og fødder af ham, vågnede han og råbte på sine mænd og bad dem vågne. Da sagde Hamder: »Nu havde hovedet været af, hvis Erp havde været i live.« Så kom hirdmændene på benene og angreb dem, men våbnene formåede ikke at skade dem. Da råbte Jørmunrek, at de skulle kaste med sten. Dette blev gjort, og dér faldt Sørle og Hamder. Dermed var også hele Gjukes slægt og alle hans efterkommere døde.

Af denne grund kaldes en brynje for Hamders og Sørles klæder eller tøj.



Om vølsungerne

(Fra Skáldskaparmál, kap. 51)

Den unge Sigurd efterlod sig en datter, der hed Asløg. Hun blev opfostret hos Heime i Hlymdalene, og fra hende stammer store slægter.

Man siger, at Sigmund Vølsungson var så hærdet, at han kunne drikke edder uden at tage skade af det, mens både han og sønnen Sinfjøtle var så hårdhudede, at de ikke tog skade af edder, selv om de fik det på huden. Derfor har Brage Skjald digtet på denne måde:


Vølsungers driks vrede
vikle-ål hang fæstnet
til gamle Surts slægtnings
smertevolders madding.


Mange skjalde har digtet i henhold til disse fortællinger om vølsungerne og brugt forskellige begivenheder. Brage den Gamle kvad om Sørle og Hamders fald i den drapa, han digtede til Ragnar Lodbrog:


Dér har sværdenes sejls
sømfri master kranset
fyrsten i gulv-Følkvers
fad — rede til kampen,
men snart ramtes Sørle,
siden også Hamder,
hårdt af Hær-Gauts gamle
hustrus tunge kugler.



Kong Frode og kværnen Grotte

(Skáldskaparmál, kap. 52)

Hvorfor kaldes guld for Frodes mel? Om det fortælles der, at Odins søn hed Skjold — som skjoldungerne stammer fra — og han havde kongesæde og regerede i de lande, der nu kaldes Danmark, men som dengang kaldtes Gotland. Skjold havde en søn, der hed Fridleif, som styrede landet efter ham. Fridleifs søn hed Frode. Han overtog kongedømmet efter sin far på den tid, da kejser Augustus stiftede fred i hele verden. Da blev Kristus født. Af den årsag, at Frode var den mægtigste af alle konger i Nordlandene, blev freden benævnt efter ham overalt, hvor man talte dansk tunge, og folk kaldte den for Frodefreden. Ingen voldte skade på andre, heller ikke selv om man havde sin fars eller brors banemand for sig — og hvad enten denne var løs eller bundet. Der fandtes heller ikke tyve eller ransmænd, så en guldring lå længe urørt på Jelling Hede.

Kong Frode var i Svitjod på gæstebud hos den konge, der hed Fjølner. Dér købte han to trælkvinder, der hed Fenja og Menja. De var store og stærke. På den tid fandtes der i Danmark to kværnsten, der var så store, at ingen var stærk nok til at kunne dreje dem. Kværnen havde den natur, at den malede det, som blev sagt af den, der betjente den. Denne kværn hed Grotte. Kong Frode fik kværnen af ham, der hed Hængekæft. Kong Frode lod trælkvinderne føre til kværnen og påbød dem at male guld, og det gjorde de, og de malede først guld og fred og lykke for Frode. Han tillod dem ikke at hvile eller sove længere end den tid, gøgen var tavs, eller det tog at kvæde et vers. Det siges, at de kvad den vise, der kaldes Grottesangen — og den begynder således:


Til kongens hus
var der kommet to
fremtidskyndige:
Fenja og Menja —
vældige kvinder
med virke som trælle
dér hos Frode,
Fridleifssønnen.


Og før kvadet var tilendebragt, malede de en hær imod Frode, således at der samme nat kom en søkonge, der hed Mysing, og dræbte Frode og tog et stort bytte. Da sluttede Frodefreden. Mysing tog Grotte med sig og ligeledes Fenja og Menja, som han bad om at male salt. Ved midnat spurgte de, om ikke Mysing snart var led ved saltet. Han bad dem male mere. De malede kun lidt endnu, før skibet sank og efterlod en malstrøm dér, hvor havet strømmer igennem kværnens øje. Sådan blev havet salt.



Om Rolf Krake

(Skáldskaparmál, kap. 53-54)

Hvorfor kaldes guld for Krakes såsæd? En konge i Danmark kaldtes Rolf Krake. Han var den mest berømte af de gamle konger — ypperst når det kom til gavmildhed, mod og godhed. Et bevis på hans godhed, som er meget omtalt i frasagn, er en lille, fattig dreng, der hed Vøgg. Han kom ind i kong Rolfs hal. Dengang var kongen ung og spinkel af vækst. Så gik Vøgg for ham og så op på ham, og da sagde kongen: »Hvad vil du sige — dreng! — siden du ser sådan på mig?« Vøgg siger: »Da jeg var hjemme, blev det fortalt, at kong Rolf i Lejre var den største mand i Nordlandene, men nu sidder der en stage [norrønt: kraki.] her i højsædet, og ham kalder I konge!« Da svarer kongen: »Nu har du navngivet mig — dreng! — så jeg skal kaldes Rolf Krake, men det er skik, at en gave skal følge navngivningen. Jeg ser, at du ikke har en gave, som det ville være passende at give mig i navnefæste, men nu skal den, der har, give til den anden ...« — og han tog en guldring af sin arm og gav den til ham. Da sagde Vøgg: »Måtte du blive den lykkeligste blandt alle konger. Og jeg sværger, at jeg slår den mand ihjel, som dræber dig.« Da sagde kongen, imens han lo: »Der skal ikke meget til at glæde Vøgg!«

Det fortælles som et andet bevis på Rolf Krakes mod, at der var en konge, der hed Adils, som regerede over Uppsala. Han var gift med Yrsa — Rolf Krakes mor. Han lå i strid med den konge, der regerede i Norge, og som hed Ale. De aftalte at mødes til kamp på isen på den sø, der kaldes Vänern. Kong Adils sendte bud til sin stedsøn Rolf Krake, at denne skulle komme for at støtte ham, og han lovede at afholde omkostningerne til hele hans hær, så længe de var på farten, og i Svitjod skulle kongen selv modtage tre kostbarheder efter eget valg. Kong Rolf kunne ikke tage af sted på grund af den ufred, som han havde med saxerne, men han sendte dog sine tolv bersærker til Adils. Blandt dem var Bødvar Bjarke, Hjalte den Modige, Hvidsærk den Raske, Vøtt, Vesete og brødrene Svipdag og Beigud. I deres kamp faldt kong Ale og en stor del af hans følge. Så tog kong Adils hjelmen Hildesvin og hesten Ravn fra den døde. Da krævede Rolf Krakes bersærker at få deres løn — tre pund guld til hver af dem — og desuden bad de om at få de kostbarheder, som de havde valgt til Rolf Krake. Det var hjelmen Hildegalt og brynjen Finnsleiv, som ingen våben bed på, og den guldring, der blev kaldt Sveagris, som Adils’ forfædre havde ejet. Men kongen beholdt alle kostbarhederne, og han udbetalte heller ikke lønnen. Bersærkerne drog bort, men var utilfredse med, hvad der var overgået dem, og de fortalte Rolf Krake, hvad der var sket. Denne gjorde straks klar til at tage til Uppsala, og da han landede med sine skibe i Fyrisåen, red han til Uppsala sammen med sine tolv bersærker — alle uden forsikring om fred. Yrsa — hans mor — tog godt imod ham, men førte ham til et gæstelogi og ikke til kongens haller. Der blev tændt ild for dem, og de fik øl at drikke. Så kom kong Adils’ folk ind, og mens de bar brænde på ilden, så den blev så voldsom, at tøjet brændte på Rolf og de andre, sagde de: »Er det sandt, at Rolf Krake og hans bersærker hverken flygter fra ild eller jern?« Da sprang Rolf Krake op sammen med alle de andre, og da sagde han:


Lad os øge ilden
i Adils’ huse!


— og han tog sit skjold og kastede det på bålet og løb over ilden, mens skjoldet brændte. Han sagde endvidere:


Den flyr ej ilden,
som farer over den.


Sådan gjorde alle hans mænd, og de greb de folk, der havde forøget ilden, og kastede dem på bålet. Så kom Yrsa og gav Rolf Krake et dyrehorn, som var fyldt med guld — herunder ringen Sveagris — og hun bad dem ride tilbage til hæren. De sprang på deres heste og red ned over Fyrissletten. Da så de, at kong Adils red efter dem med sin fuldt bevæbnede hær for at dræbe dem. Så stak Rolf Krake højre hånd ned i guldet i hornet og strøede det over hele vejen. Da svenskerne så det, sprang de af sadlerne, og hver især greb de, hvad de kunne få fat i, men kong Adils bad dem ride videre og red selv alt, hvad han kunne. Hans hest hed Sløngver og var den hurtigste af alle heste. Da Rolf Krake så, at kong Adils var nær ved ham, tog han ringen Sveagris og kastede den imod ham og bad ham tage den som en gave. Kong Adils red hen til ringen og tog den med spydspidsen og drev den op på døllen. I det samme vendte Rolf Krake sig om og så, at Adils bukkede sig ned. Da sagde han: »Nu har jeg svinebøjet den mægtigste blandt svenskerne.« Således skiltes de.

Af denne grund bliver guld kaldt for Krakes eller Fyrisslettens såsæd. Således kvad Ejvind Skjaldefordærver:


På falkens fjeld bar vi
Fyrisslettens kornsæd.



Kenninger for manden og kvinden (II)

(Fra Skáldskaparmál, kap. 57-59)

En mand kaldes guldets bryder eller guldets giver, som Einar Skåleglam kvad:


For gunst lader guldets
giver landets vinder
(sit folk fyrsten glæder)
friste sin Yggs mjøddrik.


Eller guldkaster eller guldets fjende, som Torvald Blandeskjald digtede:


Gavmildt guldets fjende
Granebyrden yder;
ufolks ødsle straffer
armens gløder bortgi’r.


Kvinden kendetegnes ved guldet og kaldes guldets vidjepil, som Hallar-Stein kvad:


Men sent skal siv-tvingens
sengs vidjepil glemmes
af Vidblindes svins salte
slettelands ravs øder.


Her kaldes hvaler Vidblindes svin. Han var en jætte, og han trak hvaler ud af havet, som var de fisk. Hvalens land er havet, og havets rav betyder guld.

Kvinden benævnes ved alle slags træ, hvis navn er hunkøn: Stang, stiver, stolpe eller eg, lind og birk, som Orm kvad:


Men Billings søns bæger
bød jeg rundt; jeg armens
hule havets flammes
hængebirk lod skildre.


Manden kendetegnes ved træ, som det tidligere blev skrevet, og kaldes våbenets eller stridens røn.

Således kvad Kormak:


Med lange sværd lægges
landet under Sigurd,
for kamp-tenens træstok
trodser pilestormen.


Eller lund, buksbom, ask, løn, nåletræ. Eller tjørn, som Arnor kvad:


Vældige val-dynger
velstandens tjørn til ørnen
stakked’ — storlig hirden
støtted’ ørnens mætter.



Kamp- og våbenkenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 60-61 og 63)

Hvordan skal man betegne kampen? Ved at kalde den våbnenes eller skjoldenes eller Odins eller valkyriernes eller hærkongernes uvejr, gny eller larm. Således kvad Hornkløver:


Gramen stred i Gønduls
gny (i våbenstormen —);
sårgæs fløj mod fjenden
(— flød den røde blodstrøm).


Således kvad Ejvind:


I Højs storm
stillede manden
i krat-grinerens
grålige særk


Således kvad Berse:


Men Rotas ilds raske
rønnetræer fandt mig —
trods min unge alder —
egnet til Hløks regnvejr.


Således kvad Einar:


Djærvt vor høvding hæved’
Hilds sejl, imens strengens
hagl i Skøguls skjoldstorm
skar igennem larmen.


Og således Einar Skåleglam:


Knapt var kampbirks-særken
knyttet stærkt til nytte,
da Høgnes hagl voldte
harm i Vidurs-larmen.


Kenninger om våben og hærudrustning skal henvise til kampen og til Odin og valkyrierne og hærkongerne, og hjelmen skal kaldes hat eller hovedbeklædning, mens brynjen er en særk eller skjorte og skjoldet et dække. En skjoldborg kaldes hal eller tag, væg eller gulv. Skjolde betegnes efter hærskibe som skibets sol eller måne eller løv eller glans eller gærde. Skjoldet kaldes også Ulls skib eller henviser til Hrungners fødder, da han stod på skjoldet. I gamle dage brugte man at male en rand på skjoldene. Den kaldtes for ring, og ved den ring betegnes skjoldet. Hugvåben — økser og sværd — kaldes blodets eller sårets ild. Sværd kaldes Odins ild, mens folk betegner økser med en troldkvindes navn og tilføjer blod eller sår eller skov eller træ. Stikvåbens betegnelser henviser gerne til slanger eller fisk. Skudvåben bliver ofte benævnt med hagl eller snebyge eller regn. Alle disse kenninger veksler meget, for de bruges mest i lovkvad, hvor der er behov for den slags kenninger.


Sørles særk, som Halfred kvad:


Snart bli’r Sørles blanke
særke — véd jeg — mærket;
raske mænd skal rødnes,
ramt af sårets flamme.


Sværdet kaldes Odins ild, som Kormak kvad:


Han lod Gauts ild gjalde
(Grids heste —) i striden
— Urd steg op fra brønden —
(— åd grådigt på valen).


Spyddet kaldes for skjoldets slange, som Ræv kvad:


Skjoldets mørkeskovens
skarptand snor i mandens
hånd, mens hære mødes,
hidsigt sig i legen.


Kampen kaldes — som før skrevet — Odins uvejr. Sådan kvad Viga-Glum:


På jarlers vis vandt jeg
(vældigt rygtet spredtes
blandt Højs stormvejrsstokkes
stammer) fordum landet.


Kampen kaldes her Højs stormvejr, sværdet kaldes kamp-stok, og manden kaldes sværdets stamme. Her bruges både kamp og våben i en kenning for manden. Når man digter sådan, kaldes det drevet. Hvis man digter med nyskabelser, kaldes skjoldet for våbnenes land, mens våben er dette lands hagl eller regn.



Hjadningestriden

(Skáldskaparmál, kap. 62)

Kampen kaldes hjadningernes uvejr eller byge, mens våben kaldes hjadningernes ild eller stok. Der findes en fortælling om dette:

En konge ved navn Høgne havde en datter, som hed Hild. Den konge, der hed Hedin Hjarrandeson, bortførte hende som hærfang. Kong Høgne var dengang taget til kongemøde, men da han erfarede, at der var blevet hærget i hans rige, og at hans datter var blevet bortført, tog han af sted med sin hær for at opsøge Hedin, og han fik at vide om ham, at han drog nordpå langs med landet. Da kong Høgne kom til Norge, fik han at vide, at Hedin var sejlet vestpå over havet. Så sejlede Høgne efter ham helt til Orknøerne, og da han kom til det sted, der kaldes Håø, var Hedin dér med sit følge.

Så opsøgte Hild sin far og tilbød ham på Hedins vegne et halssmykke som forlig, men i modsat fald — sagde hun — var Hedin klar til at kæmpe, og Høgne skulle ikke gøre sig håb om nogen skånsel fra hans side. Høgne gav sin datter et vredt svar, og da hun mødte Hedin, fortalte hun ham, at Høgne ikke ville forliges, men bad ham gøre klar til kamp. Det gjorde de så på begge sider; de gik op på øen og stillede hærene i slagorden.

Så råbte Hedin til Høgne — sin svigerfar — og tilbød ham forlig og en mængde guld i bod. Da svarede Høgne: »Dit tilbud kommer for sent, hvis du vil forliges, for nu har jeg trukket sværdet Dåinsleif, som dværgene har lavet — og det skal forårsage død, hver gang det blottes, og det svigter aldrig i hugget, og sår gror aldrig sammen, hvis de skæres med det.« Da sagde Hedin: »Du praler med sværdet, men ikke med sejren. Jeg kalder det sværd godt, som er tro imod sin herre.« Derpå begyndte de den kamp, der kaldes Hjadningestriden, og de sloges hele den dag, men om aftenen gik kongerne til skibene.

Om natten gik Hild til de faldne, og med trolddom vækkede hun alle dem, der var døde. Dagen efter gik kongerne til slagmarken og kæmpede — det gjorde også de folk, der var faldet dagen før. Sådan foregik kampen den ene dag efter den anden, at alle, der faldt, og alle våben — og tilsvarende skjolde — der lå på slagmarken, blev til sten. Men når dagen kom, rejste alle de døde mænd sig og kæmpede, og alle våbnene var da anvendelige. Det siges i kvad, at hjadningerne skal afvente Ragnarok på denne måde. Brage Skjald digtede i Ragnar Lodbrogs Drapa i henhold til dette sagn:


På Svølners sals penning
ser man striden skildret;
Ragnar gav mig Røkkves
Ravns måne og sagnene.



Skibskenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 64)

Hvordan skal man betegne skibet? Ved at kalde det søkongens eller havets eller skibsudstyrets eller vindens hest eller dyr eller ski. Eller Geites mær, som Stein den Vedholdende kvad:


Til trods for stridstruslen
tør jeg rejse (Geites
mærs —); jeg sejler sorgløst
sydpå (— last er bastet).


Sveides rensdyr, som Hallvard digtede:


Raskt på Sveides rensdyr
red du — djærve Svendssøn!
Ad Frodes bænks farvej
fór de lange borddyr.


Således digtede Tord Sjårekson:


Rundt om Siggjo sejled’
solbords-goten nordfra;
gust skød Gylfes stiers
Glaum sønden om Aumar.


Her kaldes skibet for solbordets hest og havet for Gylfes stier. Og desuden, som Markus kvad:


Brændingsbjørnen krydser
bølgeslangens fangstplads;
på fiskens lands fjeldtop
farer spantets glubsktand.


Her kaldes skibet brændingsbjørnen. Bjørnen kaldes også glubsktand.



Kenninger for Kristus

(Fra Skáldskaparmál, kap. 65)

Hvordan skal Kristus betegnes? Ved at kalde ham himlens og jordens og englenes skaber; verdens og himmeriges og englenes styrer; himlens og solens, englenes og Jorsals og Jordans og Grækenlands konge; apostlenes og de hellige mænds leder. De gamle skjalde har betegnet ham med Urdbrønden og Rom, således som Eilif Gudrunson kvad:


Nu står Romas styrer
stærkt i fjeldets herskers
land — han siges sidde
sønden ved Urdbrønden.


Således digtede Skafte Toroddson:


Munkens drot er mægtigst;
magtfuldt skabte Kristus
Romas hal og hele
(Herligste Gud!) verden.


Eller Jordans fyrste, som Sigvat kvad:


Jordans fyrste førte
fire engle hértil;
verdens herses hellige
hår blev fossetoet.



Ulve-, ravne- og ørnekenninger

(Fra Skáldskaparmál, kap. 71 og 75)

Der er et dyr, som kaldes for varg. Det er rigtigt at kendetegne den med blod eller lig, og at kalde dette for dens drik eller mad. Det er ikke rigtigt at kendetegne andre dyr på denne måde. Vargen kaldes også ulv, som Tjodolf kvad:


Sigurds søn kom nordfra;
(sår lokkede ulven —)
gæstebud han Gere
gavmildt bød (— af skoven).


Her kaldes den også Gere. Således kvad Einar:


Jernsaxes grå gangers
gummer lod han rødne;
ørnen åd af maden
jernberedt til Gere.


Eller Vitnir, som Einar digtede:


Vitnirs øldrik vælder
varmt i Karmøys halsring.


Eller hunulv, som Arnor kvad:


Ulvetævens ætling
æder de sårfyldte
lig, så blodet blander
bølgens grønne rødligt.


Og desuden, som Tord Kolbeinson kvad:


Den grås glubske skare
gnaver Frekes hvede;
snart får Gjalps ganger
Geres øl at drikke.


Der er to fugle, som man ikke har behov for at kendetegne på anden måde, end ved at kalde blod eller lig deres drik eller mad. Det er ravnen og ørnen. Alle andre hanfugle kan man betegne med blod eller lig, og da er det et navn for ørn eller ravn. Som Tjodolf Arnorson kvad:


Blod-orren skal æde
ørnens byg, når fyrsten
med Gauts leer lader
ligsvanens høst bjærge.


Dette er ravnens navne: Krage; Hugin; Munin; mod-frelst; morgenflyver; årtæller; kødborer. Således kvad Einar Skåleglam:


Hærens fører fodred’
fjeld-ravnene; vargens
rov blev ravnens bytte;
regnen af spyd genlød.


Således digtede Einar Skuleson:


Med magt lod kampmågens
mætter skjoldets hunde
hæve; Hugins måltids
harm fik stillet sulten.


Ørnen benævnes således: Hanørn; den årsgamle; stormkløver; skarpnæb; snyderen; sårspalteren; højtskrigeren.



Hesteremser

(Skáldskaparmál, kap. 72)

Dette er hestenavnene, der opregnes i Torgrimsremsen:


Ravn og Sleipner
var berømte heste;
ligeså Tjaldari,
Letfod og Val,
Guldtop og Gote;
jeg genkalder Sote,
Mór, Lung og Mare.
 
Videre Skævad,
Vigg og Stuf;
en mand blev båret af Blak;
Sølvtop og Sener
og selvsagt Fak
og gudernes Jór og Guldfakse.
 
Hesten Blodighov
bar — siges det —
den yderst mægtige Atrid;
Gisl og Falhovne,
Glær og Skeidbrime —
vi må ikke glemme Gyllir.


Disse opregnes desuden i Kalvsvisen:


Dag red på Drasil,
Dvalin på Modne,
Hjalmer på Højfod
og Hake på Fake,
Beles bane
på Blodighov,
haddingers høvding
på hesten Skævad.
 
Vestein på Vale,
men Vifil på Stuf,
Meintjof på Mór
og Morgin på Vak.
Ale kom ridende
på Ravn til isen,
men mod øst gik
en anden skimmel —
på ryggen: Adils,
ramt af spyd.
 
Bjørn red på Blakke
og Bjar på Kerte,
Atle på Glaum,
men Adils på Sløngver,
Høgne på Hølkver
og Harald på Følkver,
på Gote Gunnar,
på Grane Sigurd.


Årvak og Alsvinn trækker solen, som det tidligere blev skrevet. Rimfakse eller Fjørsvartner trækker natten. Skinfakse eller Glad følger dagen.



Benævnelser for slanger, kvæg, får og svin

(Skáldskaparmál, kap. 73)

Himmelbrøler

Disse tyrenavne findes i Torgrimsremsen:


Jeg har ganske lært mig
de gamle tyrenavne:
Det er Rød og Rammer,
Hyr og Rekin,
Himmelbrøler, Apli,
Arv og Ørfuni.


Dette er slangebenævnelser: Drage; Fafner; Jørmungand; orm; Nidhug; lindorm; Goin; Moin; Gravvitne; Gråbag; Ofner; Svafner; den maskerede.

Kvæg: Ko; kalv; okse; kvie; vintergammel; tyr; stud.

Får: Vædder; lam; gimmer; bede.

Svin: So; gylt; galt; orne; gris.



Luftens og vindens benævnelser

(Skáldskaparmál, kap. 74)

Hvordan luften og vinden benævnes? Luften kaldes Den gabende Tomhed og mellem-verdenen; fugle-verdenen; vind-verdenen. Vinden kaldes brise; bør; storm; gust; blæst. Således siges det i Alvismål:


Vind siger mennesker,
den vajende guder,
de vældige magter vrinsken,
brølen blandt jætter,
brusen hos alfer
og i Hel stormende styrke.


Vinden kaldes tillige vindpust.



Tidsbenævnelser

(Skáldskaparmál, kap. 78)

Dette er benævnelser for tiden: Tidsalder; fordum; levetid; for længe siden; år; halvår; vinter; sommer; forår; efterår; måned; uge; dag; nat; morgen; eftermiddag; aften; årle; tidlig; sent; nu; for nylig; i går; i morgen; stund; tidsrum. Således benævnes natten ifølge Alvismål:


Mennesker siger nat,
mulm bruger guder,
de stærke magter mørke,
jætter usorg,
alfer søvnfryd,
men dværge drømmedisen.


Fra jævndøgn er det efterår, indtil solen går ned midt på eftermiddagen. Derefter er det vinter til jævndøgn. Så er det forår indtil skiftedagene. Så er det sommer indtil jævndøgn. Høstmåned kaldes den sidste før vinteren. Den første vintermåned kaldes slagtemåned, så kommer frostmåned, så væddermåned, så torremåned, så gjømåned, så enemåned, så gøgemåned og såtid, så ægtid og lammefravænningstid, så er det solmåned og sætermåned, så kommer høslættid og kornhøstmåned.



Om Halfdan den Gamle og kongeslægterne

(Fra Skáldskaparmál, kap. 80)

Den konge, der hed Halfdan den Gamle, er den mest navnkundige af alle konger. Han afholdt et stort offergilde ved midvinter og ofrede for at opnå at leve tre hundrede år i sit kongedømme. Han fik det svar, at han ikke skulle leve længere end et langt menneskeliv, men at der dog i tre hundrede år ikke skulle forekomme ufyrstelige kvinder eller mænd i hans slægt. Han var en stor kriger og drog vidt omkring i Østersølandene. Dér dræbte han i tvekamp den konge, der hed Sigtryg. Så blev han gift med den kvinde, der blev kaldt Alvig den Kloge — en datter af Kong Emund af Holmgård. De fik atten sønner, som blev født ni ad gangen. De hed således: Den første var Tengil, som blev kaldt Menneske-Tengil; den anden var Ræsir; den tredje Gram; den fjerde Gylfe; den femte Hilmer; den sjette Jøfur; den syvende Tygge; den ottende Skyle eller Skule; den niende Harre eller Herre. Disse ni brødre blev så navnkundige i kamp, at deres navne i alle beretninger siden er blevet anset for hædersnavne svarende til kongers eller jarlers navne. De fik ingen børn, men faldt alle i kamp.

Således kvad Markus:


Ræsir lod fra røde drager
Rhinens sol på bølgen skinne.


Og sådan kvad Glum Geireson:


Hilmer rødned’ hærklædt
hénens land i gøter.


Halfdan havde yderligere ni sønner, som hed således; Hilder, som hildingerne stammer fra; den næste Nefir, som niflungerne stammer fra; den tredje Øde, som ødlingerne stammer fra; den fjerde Yngve, som ynglingerne stammer fra; den femte Dag, som døglingerne stammer fra; den sjette Brage, som bragningerne stammer fra — det er Halfdan den Gavmildes slægt; den syvende Budle, som budlungerne stammer fra — Atle og Brynhild var af budlungeslægt; den ottende Lofde — han var en stor hærkonge, som blev fulgt af den flok, der kaldtes lofder, mens hans efterkommere kaldes lofdunger, og derfra stammer Eylime, som var Sigurd Fafnerbanes morfar; den niende Sigar, som siklingerne stammer fra — det er slægten til Siggeir, som var svoger til vølsungerne, og slægten til den Sigar, der hængte Hagbart. Harald Rødskæg — Halfdan den Sortes morfar — var af hildingeslægt. Gjuke var af niflungeslægt; Kjar var af ødlingeslægt; Erik den Veltalende var af ylfingeslægt.

Disse er også navnkundige kongeslægter: Yngves, som ynglinger kommer fra; fra Skjold i Danmark stammer skjoldungerne; efterkommere fra Vølsung i Frankland kaldes vølsunger. Der var en hærkonge, der hed Skelfe, og hans efterkommere kaldes skilfinge-slægten. Denne slægt findes i Østersølandene.

Disse slægtsnavne, som her er nævnt, har folk brugt i skjaldskab på den måde, at de alle anses for hædersnavne. Som Grane kvad:


Dér den døgling skænked’
daners blod for ørnen.


Og som Jorunn Skjaldmø kvad:


I slynglers blod blev da
bragningens sværd rødnet.



Kenninger for kropsdele og sind

(Skáldskaparmál, kap. 85-88)

Det kaldes hoved på et menneske. Det skal man betegne ved at kalde det halsens arbejde eller tyngde eller hjelmens eller hattens eller hjernens, hårenes og brynenes, skalpens, ørernes, øjnenes eller mundens land. Eller Heimdals sværd, og man har lov at bruge lige det sværdnavn, man ønsker, og kendetegne det med ethvert af Heimdals navne. Ukendetegnet kaldes hovedet skallen, hjernen eller issen.

Øjne kaldes syn og blik eller betragtere. De kan betegnes på den måde, at de kaldes øjenvippernes eller brynenes, øjenlågenes eller pandens sole eller måner, skjolde, spejle eller ædelsten eller sten.

Ører kaldes hørelse eller lyttere. De skal betegnes ved at kalde dem hørelsens land — eller en anden benævnelse for jorden — eller hørelsens mund eller rende eller syn eller øje, hvis der er tale om nyskabelser.

Munden skal man betegne ved at kalde den tungens eller tændernes, ordenes, gummernes eller læbernes land eller hus eller lignende. Hvis det er nyskabelser, kalder man munden for skibet, læberne for bordet og tungen for åre eller ror. Tænderne kaldes af og til ordenes, mundens eller tungens sten eller skær. Tungen kaldes ofte talens eller mundens sværd.

Skæg kaldes bart, overskæg eller mundskæg, hvis det sidder omkring læberne. Hår — det som kvinder har — kaldes bølger, lokker. Totter betegner hår. Hår betegnes ved at kalde det skov eller en anden benævnelse for træer og så kendetegne det med skallens eller hjernens eller hovedets, mens skæg kendetegnes med hagens eller kindens eller halsens.

Hjertet skal benævnes korn eller sten eller æble eller nød eller klump og så kendetegnes med brystets eller sindets. Det kan også kaldes tankens hus eller jord eller fjeld.

Brystet skal man betegne ved at kalde det hjertets, åndedragets eller leverens hus eller gård eller skib eller ved at kalde det drivkraftens, tankens eller mindets land.

Hu kaldes sind og forelskelse, lyst, begær, vilje og tanke. Hu skal man betegne ved at kalde den troldkvindens vind — og man har lov at nævne, hvem man vil, og tilsvarende at nævne jætter og så kendetegne med vedkommendes kones eller mors eller datters. Hu kaldes også sans; mening; drivkraft; mod; drift; minde; vid; sindelag; troskab. Hu kaldes endvidere vrede; fjendskab; ondskab; grusomhed; synd; sorg; anger; ildesind; upålidelighed; utroskab; sanseløshed; hidsighed; frækhed; hårdhed; voldsomhed.

Hånden kan kaldes næve eller lab. På armen kaldes det albue; overarm; ulveled; led; finger; greb; håndflade; negl; fingerspids; håndkant; neglekød. Armen kan kaldes våbenets eller skjoldets land; skulderens eller ærmets eller håndfladens træ. Eller guldringens, falkens og høgens — eller alle dennes navnes — land. I nyskabelser: Skulderens fod eller buens betvinger.

Et ben kan kaldes fodbladets, vristens eller hosens træ og tilsvarende. Eller vejens, gangens eller trinets løbepil. Foden kan kaldes disses træ eller støtte. Fødder kendetegnes ved ski, sko eller strømper. På benet kaldes det lår; knæ; læg; underben; vrist; fodsål; tå. Man kan kendetegne benet ved alt dette og kalde det træ. Det kaldes også fodens mast eller og kendetegnes med disse dele.

Sprog benævnes også ord; ordsprog; tale; veltalenhed; fortælling; trætte; mål; sang; snak; galder; kvæden; beretning; samtale; skvalder; spot; latter; pral; sludder; vrøvl; vås. Det kaldes også stemme; klang; røst; mæle; tuden; bulder; brag; drøn; gny; skrald; larm.

Vid kaldes klogskab; råd; forstand; minde; hensigt; tankevirksomhed; beregning; forudseenhed; kløgt; snedighed. Det kaldes også bagtanke; svigråd; falskhed.



Tillæg: Navneremser

Søkonger

1.
Atle, Frode,
Ale, Glamme,
Beite, Ate
og Beimune,
Ødmund, Gudmund,
Atal og Gestil,
Geite, Gøte,
Gylfe, Sveide.
 
2.
Gøir, Eynefir,
Gaupe og Endil,
Skekkil, Ekkil,
Skefil og Sølve,
Half og Hemlir,
Hårek og Gor,
Hagbard, Rødner,
Hake, Meite.
 
3.
Hjørolf og Rødung,
Hjalmar, Moir,
Hunding, Hviting,
Heite, Mævil,
Høgne, Mysing,
Hæmer, Mæve,
Rode, Rakne,
Rer og Leife.
 
4.
Randver, Røkkve,
Reifnir, Leifnir,
Næfil, Ræfil,
Nore, Lyngve,
Byrvil, Kilmund,
Beime, Jorek,
Åsmund, Tvinil,
Yngve, Teite.
 
5.
Virfil, Vinnil,
Vandil, Sølse,
Gjuke, Budle,
Gøtrik og Hunn,
Homar, Hnefe,
Hørve, Sørve —
flere søkonger
ser jeg ikke.



Odins sønner

18.
Odins sønner er
Sige, Meile,
Vidar og Nep,
Vale, Ale,
Tor og Hildolf,
Hermod, Balder,
Skjold, Yngve-Frej
og Itreksjod,
Heimdal, Sæming,
Høder og Brage.



Aser og Asynjer

22.
Nu skal alle
aser nævnes:
Der er Ygg og Tor
og Yngvefrej,
Vidar, Balder,
Vale, Heimdal;
så er der Tyr og Njord
og tilmed Brage,
Høder, Forsete
og her sidst Loke.
 
23.
Så skal alle
asynjer nævnes:
Frigg og Freja,
Fulla, Snotra,
Gerd og Gefion,
Gnå, Lovn, Skade,
Jord og Idun
Ilm, Bil, Njorun.
 
24.
Hlin og Nanna,
Hnos, Rind, Sjøfn,
Sol og Saga,
Sigyn og Vår;
så er Vár og Syn
værd at nævne,
og Trud og Ran
må tælles med.
 
25.
Freja, som græd
guld for Od,
hedder også
Hørn og Trungva,
Syr, Skjalv og Gefn
og til slut Mardøl.
Hnoss og Gerseme
er hendes døtre.



Fisk

71.
Laks og lange
lyssej, makrel,
hvarre, næbsild,
hvilling, rokke,
glansfisk, gedde,
glathovedfisk,
aborre, ulk
og Andvare.
 
72.
Fjæsing, flynder
og fjeldørred,
hummer, havkat,
hornfisk og bars,
havørred, torsk,
hundestejle,
sortfisk, suder
og sildehaj.
 
73.
Rødfisk, rognfisk
og rødskalle,
malle, ørred,
mørksej og ål,
brisling, hanlaks,
brosme, sardin,
stør og skaldyr
og stenbider.
 
74.
Havtaske, helt
og håskærding,
pighaj, kvabso,
pighvar og sej,
karpe, krabbe
og knurhane,
sværdfisk og sild
og søpindsvin.


[Rækkefølgen af de nævnte fisk og skaldyr m.v. er af hensyn til rimene ændret betragteligt i forhold til forlægget, ligesom enkelte benævnelser er udeladt i gendigtningen, fx har originalen to navne for brosme (brosma og keila) og flere benævnelser for torsk, som ikke findes på dansk. Sildehajen optræder desuden både som hankøn og hunkøn, men er her kun medtaget én gang.]



Hvaler

75.
Hvidhval, finhval
og vågehval,
havdamp, sejhval
og havskræmsel,
næbhval, narhval
nordhval, marsvin,
rødkam, rørhval
og rørhvalskalv.
 
76.
Sletbag, skjoldhval,
sildepisker,
hvidnæse, hvalros,
og hvidskæving,
spermhval, knølhval,
og spækhugger,
gråhval, blåhval
og grindehval.


[Rækkefølgen i hvalremsen afviger af hensyn til rimene betydeligt fra forlægget. Enkelte hvalarter er udeladt, og andre, som ikke forekommer i forlægget, er hentet fra bl. a. Kongespejlet.]



Tillæg: Skjaldefortegnelse

De danske og svenske kongers skjalde

Starkad den Gamle var skjald. Hans kvad er de ældste, som folk kender nu. Han digtede om de danske konger.

Kong Ragnar Lodbrog var skjald, og det var Asløg — hans kone — og deres sønner også.


Kong Ragnar Lodbrog

Brage Skjald den Gamle Boddasson


Øistein Bug

Brage den Gamle
Grunde den Stolte
Erp den Ludende
Kalv den Trøndske
Ræv den Ryske
Orm den meget Stærke
Ølvalde
Endnu en Ølvalde
Avalde
Flein Skjald
Ragnvald Skjald


Bjørn på Håga

Brage den Gamle
Erp den Ludende slog en mand ihjel på et helligt sted, og man agtede at dræbe ham. Han digtede en drapa om hundekongen Saur og reddede derved sit hoved.


Erik Refilsson

Jarl Alf den Lille


Styrbjørn den Stærke

Ulf Sulejarl


Erik Sejrsæl

Thorvald Hjalteson


Olaf den Svenske

Gunløg Ormstunge
Ravn Ønundson
Ottar den Sorte
Gissur den Sorte


Ønund Olafson

Sigvat Skjald Tordson
Ottar den Sorte


Inge Steinkelson

Markus Skeggjeson Lovsigemand


Sverker Kolsson

Einar Skuleson
Haldor Skvaldre


Knut Erikson

Halbjørn Hale
Torstein Torbjørnson


Sverker Karlson

Sumarlide Skjald
Torgeir Daneskjald


Erik Knutson

Grane Halbjørnson


Johan Sverkerson

 


Erik Erikson

Olav Tordson


Jarl Johan Sverkerson

Einar Skuleson
Haldor Skvaldre


Jarl Sone Ivarson

Haldor Skvaldre


Jarl Karl Soneson

Haldor Skvaldre


Jarl Birger Magnusson

Sturla Tordson


Her begynder opregningen af de norske kongers skjalde

Tjodolf fra Kvine digtede Ynglingerækken om Ragnvald den Hæderhøje — Harald Hårfagers fætter — og opregnede tredive af hans forfædre. Han fortalte om hver enkelts død og gravlægning.


Harald Hårfager

Audun Dårligskjald
Torbjørn Hornkløver
Ølver Næseløs
Tjodolf fra Kvine
Ulf Sebbeson
Guttorm Gnist


Kong Erik Blodøkse

Egil Skallagrimson
Glum Geireson


Halfdan den Sorte

Guttorm Gnist


Håkon den Gode

Ejvind Skjaldefordærver
Guttorm Gnist


Harald Gråfeld

Glum Geireson
Kormak Øgmundson


Olav Tryggvason

Hallfred Vanrådeskjald
Bjarne Skjald


Olav den Hellige

Sigvat Tordson
Ottar den Sorte
Berse Torfason
Tord Kolbeinson
Torfinn Mund
Tormod Kulbrynsskjald
Gissur Guldbrå
Hovgårds-Ræv
Skafte Toroddson
Tord Sjårekson


Magnus den Gode

Sigvat Skjald
Arnor Jarleskjald
Odd Kikineskjald
Ræv Skjald
Tjodolf Skjald


Harald Sigurdson

Tjodolf Arnorson
Bølverk — hans bror
Valtjof
Odd Kikine(skjald)
Stuf den Blinde
Grane Skjald
Sneglu-Halle
Torarin Skeggjeson
Valgard fra Våll
Halle den Stride


Olav den Fredelige

Arnor Jarleskjald
Stein Herdisson
Atle den Lille
Vilborg Skjald
Torkel Hamarskjald


Magnus Barfod

Torkel Hamarskjald
Ivar Ingemundson
Haldor Skvaldre
Bjørn Krumhånd
Bård den Sorte
Gisl Illugeson


Sigurd Jorsalfare

Einar Skuleson
Ivar Ingemundson
Haldor Skvaldre
Torarin Stumpkappe
Torvald Blandeskjald
Arne Fjæreskæv


Øisten Magnusson

Ivar Ingemundson
Einar Skuleson


Harald Gille

Einar Skuleson
Haldor Skvaldre
Hall Munk


Magnus den Blinde

Einar Skuleson


Sigurd Slumpe

Ivar Ingemundson


Inge Haraldson

Einar Skuleson
Torvard Torgeirson
Kolle Skjald
Haldor Skvaldre


Sigurd Haraldson

Einar Skuleson
Bødvar Bjørn
Torbjørn Gaus


Øistein Haraldson

Einar Skuleson
Sigurd Pragtglad


Magnus Erlingson

Torbjørn Skakkeskjald
Sugande Skjald
Hall Snorreson
Markus Stephanson
Tord Hallson
Skjald-Måne


Håkon Hærdebred

Torbjørn Gaus


Kong Sverre

Asgrim Ketilson
Torstein Torbjørnson
Sumarlide
Arnor Saxeson
Halbjørn Hale
Blakk Skjald
Unås Stephanson
Ljot Skjald
Brage
Snorre Sturlason
Torbjørn Skakkeskjald


Håkon Sverreson

Ljot Skjald
Brage Hallson


Inge Bårdson

Snorre Sturlason
Ljot Sumarlideson
Jatgeir Torvason
Høskuld den Blinde
Runolf


Kong Håkon Håkonson

Snorre Sturlason
Olav Tordson
Sturla Tordson
Jatgeir Torfason
Jarl Gissur
Arne den Lange
Olav Leggson
Guttorm Stump


Kong Håkon Håkonson den Kronede

Olav Tordson


Magnus Håkonson

Sturla Tordson


Erik Magnusson

Torstein Ørvandilson
Torvald Helgason
Jon Murt Egilson
Torstein Ingjaldson
Gudmund Skjald


Ejvind Skjaldefordærver digtede det kvad, der hedder Håleygjatal, om Håkon den Mægtige, og dér opregnede han hans forfædre indtil Odin og fortalte om hver enkelts død og gravlægning.


Jarl Håkon Grjotgardson

Tjodolf fra Kvine


Sigurd Ladejarl

Kormak Øgmundson


Jarl Håkon den Mægtige

Ejvind Finnson
Einar Skåleglam
Tind Halkelson
Skafte Toroddson
Torolf Mund
Eilif Gudrunson
Vigfus Viga-Glumson
Torleif Skjald
Kvanå-Kalv


Jarl Erik Håkonson

Halfred Vanrådeskjald
Gunløg Ormstunge
Ravn Ønundson
Tord Kolbeinson
Haldor Ukristne
Eyjolf Dådskjald
Skule Torsteinson
Tord Sjårekson


Jarl Svein Håkonson

Berse Torfason


Jarl Håkon (Erikson)

 


Jarl Orm Eilifson

 


Jarl Håkon Ivarson

 


Jarl Sigurd Håvardson

 


Erling Skakke

Torbjørn Skakkeskjald
Sugande Skjald


Jarl Erik Sigurdson

 


Jarl Philippus Birgisson

 


Håkon Galen

Snorre Sturlason
Ivar Kalvson
Stein Ufeigson
Ljot Skjald
Torstein Eyjolfson


Hertug Skule

Snorre Sturlason
Olav Tordson
Jatgeir Skjald
Ljot Skjald
Alf Eyjolfson
Sturla Bårdson
Gudmund Oddson
Teit Skjald
Rodgeir Aflason
Toralf Præst


Knut Håkonson

Olav Tordson


Svend Tveskæg

Ottar den Sorte


Knud den Mægtige

Sigvat Skjald
Ottar den Sorte
Torarin Lovtunge
Hallvard Håreksblis
Berse Torvason
Stein Skafteson
Arnor Jarleskjald
Odarkæft


Svend Alfifasøn

Torarin Lovtunge


Svend Ulfsøn

Torleik den Smukke
Tord Kolb(ein)son


Knud den Hellige

Kalv Måneson
Skule Illugeson
Markus Skeggjason


Erik Svendsøn

Markus Skeggjason


Kong Erik Emune

Haldor Skvaldre


Svend den Sviende

Einar Skuleson


Valdemar Knudsøn

Torstein Krop
Arnald Torvaldson


Knud Valdemarsøn

Torgeir Torvaldson


Valdemar den Gamle

Olav Tordson
Jatgeir Torfason
Torgeir Daneskjald
Suguvalde


Jarl Strud-Harald

Tjodolf fra Kvine


Jarl Sigvalde

Tord Sigvaldeskjald


Harald Torkelsøn

Tjodolf Arnorson


Adalsteinn Englænderkonge

Egil Skallagrimson


Kong Adalråd

Gunløg Ormstunge


Ulf den Uarge var en navnkundig herse i Namdalen i Norge; han var far til Halbjørn Halvtrold, som var Ketil Høngs far. Ulf digtede på én nat en drapa og fortalte om sine storværker. Han var død før dag.


Torleif den Kloge

Tjodolf fra Kvine


Arinbjørn Herse

Egil Skallagrimson


Torstein Torason

Egil Skallagrimson


Erling Skjalgson

Sigvat Skjald


Gudbrand i Dalene

Ottar den Sorte


Ivar den Hvide

Sigvat Skjald


Hårek fra Tjøtta

Ræv Gestson


Einar Flue

Ræv Skjald


Kalv Arneson

Bjarne Guldbråskjald


Ulf Staller

Stein Herdisson


Øistein Urhane

Torkel Hamarskjald


Vidkun Jonson

Åsa-Tord


Gregorius Dagsson

Einar Skuleson


Nikolas Skjaldvørson

Sugande Skjald


Eindride den Unge

Einar Skuleson


Ivar Lille-sæl

Arnor Kalvson


Sigurd Munk

Arnor Kalvson


Arinbjørn Jonson

Olav Herdisson


Gaut på Mel

Steinvør Sigvatsdatter
Olav Herdisson
Dagfinn Gudløgson



Noter

  1. Dette kendes fragmentarisk fra et vers:

    Sæg er karret,
    Simul stangen;
    Bil og Hjuke
    bærer den.

  2. Beskrivelsen af Gleipner findes også på vers i et overleveret brudstykke:

    »Lænken, der holder Fenrisulven, hedder Gleipner. Der blev først fremstillet to lænker til ham — Drome og Læding — men ingen af dem holdt. Derpå blev Gleipner lavet af seks dele:

    Af kattens tramp
    og kvindens skæg,
    af fiskens ånde
    og fuglens mælk,
    af bjergets rødder
    og bjørnens sener —
    af disse ting blev Gleipner gjort.«

  3. Dette optrin er tillige bevaret som et brudstykke af et ellers ukendt Edda-digt:

    I jætternes hjem
    var asestyrken
    gavnlig for mig engang:
    Da Gjalp og Greip
    — Geirrøds døtre —
    løftede mig højt mod himlen.