Gisle Surssøns Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Se også Finnur Jónsson: Om Gísla saga Súrssonar


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Gisle Surssøns Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Denne Saga begynder paa den Tid, da Kong Haakon Adelstensfostre raadede for Norge. I hans sidste Dage boede der i Surnadalen en Mand, som hed Torkel Skerauke; han var Herse (1) og gift med en Kvinde ved Navn Isgerd; de havde tre Sønner, Are, Gisle og Torbjørn, som alle opfostredes der hjemme. Ved Fjorden Erfibule i Nordmøre boede der en Mand ved Navn Ise; hans Hustru hed Ingegerd, og de havde en Datter, som hed Ingebjørg. Hende bejlede Torkels Søn Are til, hun blev hans Hustru, og han fik meget Gods med hende. Kol hed en Træl, som fulgte med hende.

Der var en Mand, som hed Bjørn Blakke; han var en Bersærk og fór omkring i Landet og æskede Folk til Holmgang, naar de ikke vilde gjøre, hvad han vilde. En Vinter kom han til Torkel; han bød Are, som styrede Gaarden, tvende Vilkaar: enten skulde han slaas med ham paa Stokkeholmen, som ligger i Surnadalen, eller ogsaa overlade ham sin Hustru; han valgte strax hellere at slaas, end at slig Skam skulde overgaa dem begge, baade ham og hans Hustru, og det blev bestemt, at de skulde mødes med tre Nætters Frist. De kom da paa Holmen og sloges, og Enden blev, at Are faldt og lod sit Liv. Nu tyktes det Bjørn, at han havde vundet baade hans Land og hans Viv; men Gisle sagde, at hellere vilde ogsaa han lade Livet, end at dette skulde ske, han vilde ogsaa gaa paa Holm med Bjørn. Da tog Ingebjørg til Orde: »Ikke blev jeg gift med Are«, sagde hun, »fordi jeg jo ikke hellere vilde have havt dig. Min Fosterfader, Kol, har et Sværd, som heder Graasida, det skal du bede ham laane dig, thi det følger med det Sværd, at den faar Sejr, som bærer det i Kamp«. Han bad Trællen om Sværdet, og han laante ham det, men nødig. Saa gik de paa Holm og sloges, og Enden blev, at Bjørn faldt. Gisle tyktes nu, at han havde vundet en stor Sejr, og da han ikke vilde lade saa god en Kvinde som Ingebjørg gaa ud af Ætten, bejlede han til hende; hun blev hans Hustru, og han fik alt Godset med hende og blev en anselig Mand. Da hans Fader derefter døde, tog han ogsaa alt hans Gods i Arv. Alle dem, som havde været i Følge med Bjørn, lod han dræbe.

Trællen krævede nu sit Sværd tilbage; Gisle vilde ikke af med det og bød ham Penge derfor og hans Frihed oven i Kjøbet, men Trællen vilde ikke lade sig nøje, uden han fik sit Sværd. Da han alligevel ikke fik det, blev han ilde tilfreds, hug til Gisle og gav ham et svært Saar; Gisle hug Trællen i Hovedet med Graasida saa vældig, at Sværdet brast og Hjerneskallen knustes. De fik begge Bane. Men inden han døde, sagde Kol: »Bedre havde det nu været, om jeg havde faaet mit Sværd, som jeg bad om; dette er kun en af de Ulykker, som det vil bringe over eder Frænder«.

Torbjørn tog nu alt det Gods i Arv, som hans Fader og Brødre havde ejet. Han boede paa Stakke i Surnadalen. Han bejlede til en Kvinde, som hed Tora Rødsdatter og fik hende. Deres Samliv var godt, og det varede ikke længe, førend de fik Børn; den ældste var en Datter, som hed Tordis; deres Sønner hed Torkel, Gisle og Are; de voxede alle op i Hjemmet, og ingen af deres Jævnaldrende deromkring kunde maale sig med dem. Are blev siden opfostret hos sin Morbroder Styrkaar, men Torkel og Gisle blev hjemme.

Der boede en Mand, som hed Baard, i Surnadalen; han var ung og havde nylig overtaget sin Fædrenearv. Der var dem, som sagde, at han søgte at forføre Torbjørns Datter Tordis, som baade var fager og forstandig. Det huede Torbjørn ilde, og han sagde, at han tænkte, at om Are var hjemme, vilde det ikke løbe godt af. Baard sagde, at Umyndiges Ord brød man sig ikke om, »jeg bliver ved, som jeg har begyndt«. Torkel var hans gode Ven, og han var i Ledtog med ham, men Gisle syntes ligesom Faderen ilde om hans Besøg hos Søsteren. Engang gav Gisle sig i Følge med Torkel og Baard; han fulgte dem halvvejs til Grannaskejd, Baards Gaard, og som man mindst ventede det, hug han Baard Banehug. Torkel blev vred og sagde, at Gisle havde handlet ilde, men Gisle bad sin Broder slaa sig til Taals og gav sig til at spøge med ham, »lad os bytte Sværd«, sagde han, »tag du det, som bider bedst«. Torkel styrede sig da og satte sig ned hos Baard, men Gisle gik hjem og fortalte sin Fader, hvad han havde gjort; denne syntes godt derom, men det blev aldrig mere saa godt; imellem Brødrene som før; Torkel vilde ikke vide noget af Vaabenbyttet at sige og vilde ikke være derhjemme; han fór til Holmgangs-Skegge, som boede paa Øen Saxe og var en nær Frænde af Baard, og der blev han. Han eggede Skegge meget til at tage Hævn for sin Frænde Baard og tage Tordis til Ægte. De fór da engang til Stakke, tyve i Følge, og Skegge bejlede hos Torbjørn til hans Datter Tordis, men Torbjørn vilde ikke give ham hende. Man sagde, at en ung Mand ved Navn Kolbjørn, som boede paa Helle i Surnadalen og nylig havde overtaget sin Fædrenearv, plejede Omgang med hende. Skegge tænkte da, at han var Skyld i, at han ikke fik hende, gik til Kolbjørn og bød ham Holmgang paa Øen Saxe. Han svarede, at han skulde komme, og at han var ikke værd at eje Tordis, om han ikke turde slaas med Skegge. Torkel og Skegge fore hjem til Saxe og biede paa ham med tyve Mand. Da der var gaaet tre Dage, gik Gisle hen til Kolbjørn og spurgte, om han var rede til Holmstævnet. Kolbjorn spurgte, om han saa fik Tordis til Løn. »Det skal du ikke sige«, sagde Gisle. »Saa tror jeg ikke, jeg vil slaas med Skegge«, sagde Kolbjørn. Gisle sagde, at han var den største Usling, »og skjønt det bliver dig en stor Skam, vil jeg nu gaa i dit Sted«, og saa gav han sig selvtolvte paa Vejen til Saxe. Skegge kom til Holmen, fremsagde Holmgangsloven og hæslede Kolbjørn Holmplads (2). Da han saa’, at han ikke var kommen, og heller ingen i hans Sted, sagde han til sin Smed Kæv, at han skulde gjøre to Billedstøtter af Kolbjørn og Gisle, »den ene skal staa bagved den anden, og bestandig skal det Nid staa dem til Spot«. Det hørte Gisle i Skoven og svarede: »Andet kunne dine Huskarle tage sig til, som gjøres mere nødigt; her kan du se en, som vel tør slaas med dig«. De gik da paa Holm og sloges, og begge holdt hver sit Skjold (3). Skegge havde et Sværd, som hed Gunloge; med det hug han til Gisle, saa det klang højt i det; da sagde Skegge:

»Gunloge gjalded!
her er Gammen paa Saxe«.

Gisle hug til Gjengjæld med et Hugspyd, han hug Enden af Skjoldet og Foden af Skegge.

»Skar nu Spydet!
jeg hug til Skegge«,

sagde han. Skegge maatte løse sig af Holmen og fra den Tid bestandig gaa paa Træben. Torkel fulgte nu hjem med sin Broder Gisle, og det var nu godt imellem dem: men Gisles Anseelse var voxet meget ved dette.

Skegge havde to Sønner, Ejnar og Arne, der boede paa Flydrenæs nord for Trondhjem. De samlede Folk om Høsten og næste Vaar og fór til Surnadalen til Kolbjørn. De satte ham to Kaar, enten han vilde følge med dem og brænde Torbjørn og hans Sønner inde, eller lade sit Liv. Han valgte at følge med, og de fór da derfra tresindstyve i Følge. Da de kom til Stakke, var det Nat, og de lagde strax Ild til Gaarden. De sov alle i én Stue, Torbjørn og hans Sønner og Tordis. Der stod to Kar med Syre (4) derinde, deri dyppede de to Bukkeskind, hvormed de saa værgede sig mod Ilden, og tre Gange fik de den slukket; omsider fik Gisle Væggen brudt igjennem, og saaledes slap ti Mand bort og naaede op til Fjeldet i Skjul af Røgen, saa langt at de ikke længere kunde høre Hundenes Glam. Tolv brændte inde, men Skeggesønnerne vidste ikke, at nogen var sluppet bort. Gisle og de, der var med ham, fór til Fredø til Styrkaar, og der samlede de Folk; fyrretyve i Tallet kom de saa engang uventet over Kolbjørn og brændte ham inde selvtolvte. Derefter solgte de deres Land og kjøbte et Skib, paa hvilket de sejlede bort med alt deres Gods, tresindstyve i Følge. De kom først til Øsundene, nogle Øer, der ligge helt ud imod Havet; derfra fór de, fyrretyve i Tallet, sønderpaa til Flydrenæs; Skeggesønnerne var ude for at opkræve deres Landskyld. Gisle og hans Mænd stævnede imod dem og dræbte dem og de syv Mænd, de havde med sig; Gisle dræbte selv tre og Torkel to. Saa gik de op til Gaarden, hvor de tog meget Gods. Gisle huggede Hovedet af Holmgangs-Skegge, som opholdt sig der hos sine Sønner.

Derefter gik de ombord og stak i Søen, og efter at have været paa Havet i over halvtresindstyve Døgn kom de til Island vester paa ind i Dyrefjord paa den store Halvø i Nordvest (Torskefjords Tinglag); de lagde til paa den sydlige Kyst i den Flodmunding, som heder Haukadals-Os. Der var to Mænd, som begge hed Torkel og hver boede paa sin Strand; den ene var Torkel Erikssøn, som boede paa Saure i Keldudal paa Sydstranden, den anden boede paa Alvidra paa Nordstranden og kaldtes Torkel den rige. Torkel var den første anselige Mand, der kom ned til Skibet til Torbjørn Sur — saa kaldtes han, siden han værgede sig med den sure Mælk. Paa den Tid var allerede alt Land taget paa begge Strandene, saa Torbjørn maatte kjøbe sig Jord, det var Søbol i Haukadal paa Sydstranden; der byggede de en Gaard, og paa den satte de Bo. Da Torbjørn Sur og hans Hustru Tora døde, blev de højlagte, og Gisle og hans Broder Torkel toge Gaarden i Arv efter dem.

Inderst i Ørnefjord boede der en Mand ved Navn Bjartmar; hans Hustru hed Turid Ravnsdatter fra Ketilsøre ved Dyrefjord. Hild hed deres Datter, den ældste af deres Børn; Helge, Sigurd og Vestgejr var deres Sønner. Paa Landnamstiden kom der en Østmand ud til Island ved Navn Vestejn, han tog Ophold hos Bjartmar og fik hans Datter Hild til Ægte. Da de havde været gift en Stund, fik de to Børn, en Datter, Ød, og en Søn, Vestejn. Vestejn Vestejnssøn blev en dygtig Kjøbmand og laa meget paa Rejser, men paa den Tid, vi nu tale om, boede han i Ønundsfjord under Hestefjeld; hans Hustru hed Gunhild og hans Sønner Berg og Helge.

Ved Kvigandefjeld i Taalknafjord boede en Mand, som kaldtes Torbjørn Selagnup; hans Hustru hed Tordis og deres Datter Aasgerd; til hende bejlede Torkel Surssøn, og hun blev hans Hustru, men Gisle Surssøn bejlede til Vestejns Søster, Ød Vestejnsdatter, og fik hende. Begge Brødrene blev boende sammen paa Søbol. Engang skulde Torkel den rige sønderpaa til Torsnæsting og Surssønnerne fulgte ham. Paa Torsnæs boede dengang Torstejn Torskebider; han var gift med Tora Olavsdatter, deres Børn var Tordis og Torgrim og Børk den digre. Da Torkel var færdig med sine Sager, og Tinget var endt, bød Torstejn ham og Surssønnerne hjem til sig og gav dem gode Gaver, da de skilles, og de bød til Gjengjæld Torstejnssønnerne vesterpaa hjem til sig, næste Vaar ved Tingtid. Næste Vaar fór Torstejnssønnerne med deres Mænd, tolv i Følge, vester til Hvalsøreting, hvor de traf sammen med Surssønnerne, som atter bød dem hjem til sig efter Tinget; men først skulde de til Gjæstebud hos Torkel den rige, og derefter fór de til Surssønnerne, som gjorde et godt Gilde for dem. Torgrim tyktes godt om deres Søster og bejlede til hende; hun blev fæstet ham, og Brylluppet holdtes strax: Søbol fik hun i Medgift, og Torgrim bosatte sig da der, men Børk blev boende paa Torsnæs med sine Søstersønner Sakastejn og Torod. Surssønnerne flyttede til Hol, hvor de byggede en god Gaard, og den og Søbol ligge op til hinanden. De boede da der i Venskab. Torgrim fik Godord (5) og var Brødrene til megen Hjælp.

En Vaar fór de til Tings med fyrretyve Mænd, alle i prægtige Klæder; der var Vestejn, Gisles Maag, og alle Syrdælerne. Engang som de sad og drak, medens de andre Mænd vare ved Dommene, thi dette var et Søgsmaalsting, kom der en Mand ved Navn Arnor, et stort Brushoved, ind i Haukdælernes Bod, og sagde: »Sært er det med jer Haukdæler, at I ikke tænke paa andet end paa at drikke, i Stedet for at komme til Dommene, medens eders Tingmænd have Sager for; og det er da ogsaa alles Mening, skjønt kun jeg siger det«. »Lad os da gaa til Dommene«, sagde Gisle, »maaske flere sige det samme«. De gik da ud, og Torgrim spurgte, om der var nogen, der trængte til deres Hjælp, »saalænge vi beholde Livet, skal den Hjælp, vi kan yde, ikke mangle, som vi har lovet vore Mænd«. Torkel den rige svarede: »De Sager, som Folk her have for, have kun lidet at betyde, men vi skal sige eder til, om vi skulde have eders Hjælp nødig«. Folk talte nu om, hvor statelig deres Flok var, og hvor mandhaftige de var i deres Tale. Torkel sagde da til Gest Odlejfssøn, som ogsaa var kommen til Tings og opholdt sig hos ham: »Hvorlænge tænker du, at disse Haukdælers Ivrighed og Overmod vil blive ved at være saa stor?« »Om trende Somre er alle de neppe enige, som nu er i den Flok«, sagde Gest. Arnor havde hørt, hvad de sagde, og løb strax ind i Haukdælernes Bod og fortalte dem det. Gisle sagde da: »Der har han sagt, hvad vistnok ogsaa andre sige, men lad os tage os i Vare, at han ikke spaar sandt; jeg véd et godt Middel til at binde vort Venskab endnu fastere end før, lad os alle fire sværge os i Fostbroderskab«. Dette tyktes ogsaa de andre at være et godt Raad; de gik da ud paa Ørehvalsodde og skar en Strimmel Græstørv op, saaledes at den var fast i Jorden ved begge Ender; et Spyd med Tværjern ovenfor Bladet, saa højt at en Mand naaede Spydnaglen med sin Haand, satte de derunder, og saa skulde de alle fire, Torgrim, Gisle, Torkel og Vestejn, gaa under Strimlen; de skar sig, saa der kom Blod, og det lod de løbe ned i Mulden under Græstørven og blande sig der; saa faldt de alle paa Knæ og svor den Ed, at den ene skulde hævne den anden som sin Broder, og kaldte alle Guderne til Vidne derpaa. Men da de saa skulde tage hverandre i Haand, sagde Torgrim: »Jeg løber Fare nok, naar jeg gjør dette med Torkel og Gisle, mine Maage, men Vestejn kommer ikke mig ved«, og dermed trak han Haanden til sig. »Det samme gjør da flere af os« sagde Gisle og tog ogsaa sin Haand til sig, »jeg vil ikke binde mig til at sætte mig i Fare for den Mands Skyld, som ikke vil gjøre det samme for min Maag Vestejn«. Dette tyktes Folk var en Tildragelse, som havde meget at sige; men Gisle sagde til sin Broder Torkel: »Det gik, som jeg anede, og det, vi har faaet gjort, tjener nu til intet. Jeg tænker ogsaa, at Lykken faar raade for sligt«. Folk fór nu fra Tinge.

Om Sommeren hændte det, at der kom et Skib fra Norge ud til Dyrefjord; det var to Brødre fra Vigen i Norge, Tore og Toraren, som ejede det. Torgrim red ned til Skibet og kjøbte Tømmer for fire Hundreder (6); nogle af Pengene udredte han strax, men nogle blev han skyldig. Kjøbmændene satte deres Skib op i Sanda-Os og gav sig i Kost, Styrmændene hos en Mand ved Navn Od Orlygssøn, som boede paa Øre i Skutilsfjorden. Torgrim sendte sin Søn Torod ned for at faa Tømmeret samlet og talt, thi han vilde have det hjem saa hurtig som mulig. Torod syntes, at det var noget anderledes, end hans Fader havde sagt ham om Kjøbet, og gav Østmændene onde Ord; det vilde de ikke taale, men overfaldt ham og dræbte ham. Saa gik de fra Skibet, fór op omkring Dyrefjord, fik sig Heste og vilde til deres Herberger; de fór hele den Dag og Nat, til de kom til den Dal, der gaar op fra Skutilsfjord; der spiste de Davre og lagde sig saa til at sove. Da Torgrim fik at vide, hvad der var sket, brød han strax op hjemmefra, lod sig sætte over Fjorden og fór efter dem ganske alene. Han kom over dem, just som de laa og sov, saa stødte han til Toraren med sit Spydskaft og vakte ham; han sprang op og vilde gribe sit Sværd, thi han kjendte Torgrim, men denne jog sit Spyd igjennem ham. Nu vaagnede Tore og vilde hævne sin Fælles Drab, men Torgrim gjennemborede ogsaa ham, og det Sted heder nu Davredal og Østmandsfald. Derefter fór Torgrim hjem og fik megen Hæder for denne Færd, thi disse Østmænd havde været saa store Ildgjerningsmænd i Norge, at de var blevne jagne af Landet der. Om Vaaren gjorde Torgrim og hans Maag Torkel det Skib sejlklart, som havde tilhørt Østmændene, og sejlede bort fra Island. Samme Sommer fór ogsaa Gisle og Vestejn bort. Ønund fra Medeldal styrede Torkels og Gisles Gaard, og Sakastejn stod for Styret paa Søbol tilligemed Tordis. Torgrim og Torkel kom til Land nord i Norge, hvor Harald Graafeld dengang raadede; de traf snart Kongen, gik til ham og hilsede ham. Kongen tog godt imod dem; de blev hans haandgangne Mænd og fik baade Gods og Hæder. Gisle og Vestejn maatte blive paa Havet et halvt Hundrede Døgn længere, og i Begyndelsen af Vinteren kom de en Nat i stærkt Fog og Uvejr ud for Hørdeland, hvor deres Skib forliste, men alle Mand kom derfra med Livet, og Godset blev ogsaa bjerget.

En Mand, som hed Skegg-Bjalfe, havde et Skib, som han agtede sig sønderpaa til Danmark med. De spurgte ham, om han vilde sælge dem den halve Ejendomsret til Skibet; han svarede, at han havde hørt, at de vare brave Mænd; derfor gav han dem, hvad de bad om, og de lønnede strax fuldt op derfor. De fór nu sønderpaa til Danmark og kom til Viborg, hvor de var om Vinteren hos en Mand ved Navn Sigradde; der var bestandig godt Venskab imellem Gisle, Vestejn og Bjalfe, og de gav hverandre Gaver. Vestejn havde en Handelsfælle, en Normand, som hed Sigurd og dengang var i England; han sendte Bud til Vestejn, at han vilde, deres Fællesskab skulde ophøre, og at han ikke længere havde Brug for hans Penge. Vestejn bad derfor, om han maatte fare bort for at træffe ham. »Lov mig da«, sagde Gisle, »at om du kommer i god Behold hjem til Island, vil du aldrig fare derfra igjen uden mit Samtykke«, og det lovede Vestejn. En Morgen stod Gisle op og gik til Smedjen; han var saare fingernem og konstfærdig, og saa lavede han da et Pengestykke, der ikke vejede mindre end en øre (7); det var i to Stykker, og paa hvert var der ti Stifter; naar man lagde Stykkerne ovenpaa hinanden, saa’ det ud, som om Mynten var hel, men den kunde ogsaa skilles ad. Han gav Vestejn det ene Stykke og sagde, at det skulde være et Jertegn imellem dem, »vi skulle kun sende det til hinanden, naar Livet staar paa Spil for en af os; men det aner mig, at vi ville komme til at behøve at sende hinanden Bud, om vi end ikke mødes selv«. Vestejn fór nu til England, men Gisle og Bjalfe først til Norge og siden om Sommeren til Island, efter at have faaet meget baade Gods og Hæder. Bjalfe kjøbte nu Hælvten af Skibet tilbage, og de ophævede deres Fællig. Gisle fór vesterpaa til Dyrefjord paa et lille Fartøj med elleve Mænd.

Torgrim og Torkel fore ogsaa hjem til Island og kom til Haukedals-Os i Dyrefjord samme Dag, som Gisle var sejlet bort. De mødtes da snart og blev glade ved at ses, og drog nu hver til sit. Torgrim og Torkel havde ogsaa vundet meget Gods. Torkel var en meget overmodig og pragtlysten Mand og tog slet ingen Del i Arbejdet paa deres Gaard, men Gisle arbejdede baade Nat og Dag. En Dag, da det var godt Vejr, lod Gisle alle Folkene arbejde med Høet, og Torkel var den eneste af Mændene paa Gaarden, der var hjemme; han havde lagt sig i Ildhuset efter Davren. Ildhuset var hundrede Alen langt og ti Favne bredt; op til det imod Syd var Kvindestuen, hvor Ød og Aasgerd sad og syede. Da Torkel vaagnede, gik han hen ved Kvindestuen, og lagde sig der, thi han hørte dem tale derinde. Aasgerd sagde: »Gjør mig den Tjeneste, Ød, at skjære en Skjorte til Torkel til for mig«. »Det kan jeg ikke gjøre bedre end du«, sagde Ød, »og neppe bad du mig derom, hvis det var min Broder Vestejn, der skulde have den«. »Det er saa sin Sag«, sagde Aasgerd, »og saa vil det tykkes mig en Stund«. »Længe har jeg vidst, hvorledes det stod sig«, sagde Ød, »lad os nu ikke tale mere derom«. »Ikke tykkes det mig, at der er nogen Skam i, at jeg holder af Vestejn«, sagde Aasgerd, »jeg har ogsaa hørt sige, at du og Torgrim tidt mødtes, før du blev gift med Gisle«. »Det er intet at laste mig for«, sagde Ød, »aldrig har jeg paaført Gisle nogen Skam, og aldrig har jeg foretrukket nogen for ham; men lad os nu høre op med denne Tale«. Torkel havde hørt hvert Ord, de sagde, og da de tav, tog han til Orde: »Her er sælsomme Ting at høre, Sager som gjælder Liv og Død, en Mands Bane eller flere«, og dermed gik han ind. Da sagde Ød: »Tidt kommer der Ulykke af Kvindesnak, og vel kan det hænde, at dette gaar galt, lad os nu se at finde paa Raad«. »Jeg véd et Raad for mig«, sagde Aasgerd, »som nok vil hjælpe, men for dig véd jeg intet«. »Hvad er det?« sagde Ød. »Jeg vil tage Torkel om Halsen, naar vi ere komne i Seng«, sagde Aasgerd, »og sige, at det ikke er sandt, saa tilgiver han mig nok«. »Det forslaar ikke for mig«, sagde Ød. »Hvad vil du gribe til?« spurgte Aasgerd. »Sige Gisle, min Husbond, alt, hvad der falder mig svært at komme til Rette med selv«. Om Aftenen kom Gisle hjem fra sit Arbejde. Torkel plejede altid at takke ham, for hvad han havde udrettet, men nu var han tavs og sagde ikke et Ord. Gisle spurgte, om han var ilde tilpas. »Syg er jeg ikke«, sagde Torkel, »men der er det, som er værre end Sot«. »Har jeg da gjort noget, saa du er bleven vred paa mig?« sagde Gisle. »Nej, ingenlunde«, svarede Torkel, »men du faar tidsnok at vide, hvad det er«. Hver gik nu sin Vej, og der blev ikke talt mere imellem dem for dennesinde. Torkel spiste kun lidt om Aftenen og var den første til at lægge sig. Da han var kommen i Seng, kom Aasgerd, tog Tæppet af og vilde ogsaa lægge sig. »Du skal ikke ligge her i Nat«, sagde Torkel, »og noget skal det vare, før du atter kommer til at ligge her«. »Hvorfor har du saa hurtig skiftet Sind?« sagde Aasgerd, »hvad er der i Vejen?« Torkel sagde: »Nu vide vi begge, hvad der er i Vejen, skjønt det længe har været holdt lønligt for mig, og ikke vil din Ros øges, om jeg taler mere ligefrem«. »Selv faar du raade for, hvad du mener om dette«, sagde hun, »men længe vil jeg ikke kives om Sengen med dig; nu vil jeg byde dig tvende Kaar at vælge imellem, det ene er, at du tager imod mig og lader, som der intet har været os imellem, det andet er, at jeg nævner mig Vidner nu strax paa, at jeg siger mig skilt fra dig, saa kan min Fader hente min Brudegave (8) og min Medgift, og saa skal du aldrig faa det trangt i Sengen for min Skyld«. Torkel tav en Stund, og omsider sagde han: »Saa faar du da gjøre, som du vil, jeg skal ikke forbyde dig Sengen i Nat«. Strax viste hun hun da, hvilket Kaar der tyktes hende selv det bedste, thi hun gik i Seng, og de havde ikke ligget der længe, før de vare blevne forligte, som om der intet havde været i Vejen.

Da Gisle og Ød kom i Seng, fortalte hun ham, hvad hun og Aasgerd havde talt sammen, bad ham om ikke at være vred, men se, om han kunde finde paa et godt Raad. »Jeg ser ingen Raad«, sagde han, »som kan hjælpe noget; men ikke vil jeg lægge dig det til Last, thi hver faar sige de Ord, Skjæbnen lægger ham i Munden, og det sker, som er bestemt«.

Nu lider Aaret indtil Fardagstid. Da beder Torkel sin Broder Gisle om en Samtale. »Det er nu saa Frænde«, sagde han, »at jeg har i Sinde at forandre mine Forhold, og det saaledes, at jeg vil, at vi skifte vort Gods, thi jeg vil flytte sammen med min Maag Torgrim«. »Bedst bo Brødre i samme Bo«, sagde Gisle, »kjært vilde det visselig være mig, om det blev som det er, og vi ikke skiftede«. »Nej«, svarede Torkel, »det skal ikke blive ved at gaa saadan, at vi have Gaarden i Fællig, thi det er en stor Uret, at du bestandig har havt alt Arbejdet og Strævet, medens jeg ikke har taget Haand i noget, saa det kunde blive til noget«. »Tal nu ikke om det«, siger Gisle, »siden jeg ingenting siger; baade have vi nu prøvet at have det varmt og koldt imellem os«. »Det nytter ikke, hvad du siger«, sagde Torkel, »Godset skal skiftes; men da det er mig, som kræver det, skal du have Gaarden og vor Fædrenearv, og jeg tager Løsøret«. »Hvis det ikke kan være andet«, sagde Gisle, »end at vi skulle skifte, saa gjør som du har mest Lyst til, enten du vil dele eller du vil vælge først, thi mig er det lige meget«. Blev da Enden paa det, at Gisle skiftede, og Torkel valgte Løsøret, men Gisle fik Jorden; de delte ogsaa de Børn, der opfostredes paa Gaarden, imellem sig; en Pige, som hed Gudrid, blev hos Gisle, og en Dreng, som hed Gejrmund, fulgte med Torkel. Torkel fór nu til sin Maag Torgrim og boede hos ham; men Gisle blev paa Gaarden, og man mærkede ikke noget til, at det nu gik daarligere end før. Saa led Sommeren, og Vinteren begyndte. Det var dengang almindelig Skik at byde Vinteren velkommen og holde Gilder og Vinterblot; Gisle havde hørt op med at blote fra den Tid, han var i Viborg i Danmark, men han vedblev at holde Gilderne og i Alt at vise sig som en anselig Mand ligesom før. Han beredte da nu et stort Gilde, og dertil bød han de to Navner Torkel Erikssøn og Torkel den rige, sine Maage, Bjartmarssønnerne, og mange andre Venner og Kjendinger. Men den Dag, da Gjæsterne kom, sagde Ød: »Det tilstaar jeg, at én Mand synes det mig, vi savne, og vel vilde jeg ønske, at han var her«. »Hvem er det?« sagde Gisle. »Det er min Broder Vestejn; han vilde jeg helst af alle skulde være med at dele vor Gammen«. Gisle sagde: »Anderledes tænker jeg om den Ting; jeg vilde give meget til, at han ikke skulde komme hid nu«. Saa talte de ikke mere om det.

Paa Næbstad ved Haukadalsaa boede der en Mand ved Navn Torgrim Næb; han var fuld af Trolddom og lede Konster og den største Sejdmand, man kunde tænke sig. Ham bød Torgrim og Torkel til sig, thi de havde ogsaa Gjæstebud, og saa fortælles der, at begge Torgrimerne og Torkel gik ind i Smedjen og lukkede den af efter sig; de tog Stumperne af Sværdet Graasida, som Torkel havde faaet i Skiftet mellem ham og Gisle, og Torgrim Næb, som var dygtig til at smede i Jern, lavede et Spyd af dem; ved Aften var det færdigt; et Spand langt gik Skaftet op i det, og det var beslaaet med Metal.

Ønund fra Medaldal kom til Gjæstebudet hos Gisle, tog ham i Enrum og fortalte ham, at Vestejn var kommen ud til Island, »og vi kan vente ham hid«. Gisle var ikke sen, kaldte paa sine Huskarle Halvard og Haavard og bød dem fare nordpaa til Ønundsfjord til Vestejn, »hils ham fra mig og sig, at han skal blive hjemme, til jeg kommer til ham, og at han ikke maa komme til Gjæstebudet i Haukadal«. Han gav dem et sammenknyttet Klæde med, og deri var det halve af den Mynt, de havde aftalt skulde være Jertegn imellem dem, for hvis han ikke vilde tro, hvad de sagde. De roede da fra Haukadal til Lækar-Os; der gik de i Land, op til Bessestad. De hilsede Manden der — Besse hed han — fra Gisle og bad ham laane dem to Heste, han havde de hurtigste der i Fjordene. De fik dem og red saa til Mosvold og op under Hest. Vestejn var imidlertid redet hjemmefra, og det gik da saa, at han red nedenfor Sandbakken ved Mosvold, medens de red ovenover den, saa at de ikke mødtes.

Paa Holt boede der en Mand, som hed Torvard; hans Huskarle blev usaattes om Arbejdet og huggede hinanden med Leerne, saa de begge bleve saarede. Vestejn kom just til i det samme, fik dem forligte og fik stillet dem begge tilfreds. Derefter red han ud til Dyrefjord; i Følge med ham var to Østmænd. Da Halvard og Haavard kom op under Hest, fik de at vide, hvad Vej Vestejn havde taget, og red nu tilbage saa fort de kunde; da de kom til Mosvold saa’ de dem ride midt i Dalen, saa kom der en Bakke imellem dem; de red nu op i Bjørnsdal, men da de kom til Arnkelsbrink, var begge Hestene sprængte; de sprang da af og gav sig til at raabe. Vestejn og de, der vare med ham, vare naaede op paa Gemlufallshede, og da de hørte deres Raab, biede de paa dem, og der traf de saa sammen. Huskarlene sagde deres Ærinde og kom frem med Mynten, som Gisle havde givet dem med. Vestejn tog den anden Halvdel ud af sit Pengebælte og blev meget rød. »Sandt er det, I sige«, sagde han, »og jeg vilde have vendt om, hvis I havde truffet mig før, men nu løbe alle Vande til Dyrefjord, did faar jeg nu ride, det har jeg ogsaa mest Lyst til; men I Østmænd skulle vende om, og I andre skulle sætte jer i en Baad og melde Gisle og min Søster, at jeg kommer did«. De fore hjem og meldte Gisle det. »Det faar da saa være«, sagde han.

Da Vestejn kom til Gemlufall, hvor hans Frænke Luta boede, lod hun ham sætte over Fjorden og sagde til ham: »Vær varsom, Vestejn, du vil have det nødig«. Han blev sat over til Tingøre; der boede en Mand, som hed Torvald Gnejste; han laante ham sin Hest. Vestejn havde sit eget Sadeltøj og red alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Torvald fulgte ham til sit Faarehus og tilbod at følge ham lige til Gisle, men han svarede, at det behøvedes ikke. »Ja, vær dog varsom«, sagde Torvald, »mangt er anderledes nu i Haukadalen end før«. Saa skiltes de, og Vestejn red nu, til han kom op i Haukadal. Det var klart Vejr og Maaneskin. Hos Torgrims var de just ved at drive Kvæget ind, Gejrmund drev det, ind, og en Kvinde ved Navn Ranvejg satte det i Baas. Vestejn kom i det samme ridende over Marken, og Gejrmund sagde da til ham: »Kom ikke hid til Søbol, men rid til Gisle, og tag dig i Vare«. Ranvejg var gaaet ud af Fæhuset og havde set Manden, som hun syntes, hun skulde kjende; da Kvæget var drevet ind, trættedes hun og Gejrmund paa Vejen hjem, om hvem det havde været. Da de kom ind, sad Folk ved Ilden, og Torgrim spurgte, om de havde set, eller truffet nogen, eller hvad det var, de trættedes om. »Jeg syntes, jeg skulde kjende Vestejn«, sagde Ranvejg, »han havde en blaa Kaabe paa og et Spyd i Haanden, og red, saa Hesten skummede ved det; men hvad mener du, Gejrmund?« »Jeg saa’ ikke saa nøje til, men jeg tænker, at det var Ønund fra Medaldals Huskarl, med Gisles Kaabe paa og Ønunds Sadeltøj, og at det, han havde i Haanden, ikke var andet end en Fiskestang med et Flod paa Enden«. »Nu lyver en af jer«, sagde Torgrim, »gaa du nu til Hol, Ranvejg, og faa at vide, om der er noget nyt«. Hun kom til Hol, just som Mændene havde sat sig til at drikke, Gisle stod i Døren, hilsede hende og bød hende blive, men hun sagde, at hun skulde hjem, »jeg vilde blot tale med Gudrid«; Gisle kaldte Gudrid ud, men det blev ikke til noget med hendes Ærinde. »Hvor er Ød, din Kone?« sagde hun. »Her er hun«, sagde Gisle, og hun kom ud og spurgte, hvad hun vilde; hun sagde, at det var blot Smaating, men det kom der heller ikke noget ud af; saa bød Gisle hende gjøre et af to, enten blive der eller gaa sin Vej; hun gik da hjem, og vidste om muligt endnu mindre end før; nyt kunde hun i alt Fald ikke fortælle. Morgenen efter lod Vestejn to Poser med Varer bære op til sig, som Haavard og Halvard havde taget med for ham; af dem fremtog han et Tæppe, tresindstyve Alen langt, en Hoveddug, som var tyve Alen lang, indvirket med Guld, og tre Skaaler, beslaaede med Guld; det bød han sin Søster, Gisle, og sin Edsbroder Torkel, om han vilde tage derimod. Gisle gik med de tvende Torkeler til Søbol og siger sin Broder Torkel, at Vestejn er kommen og har givet dem disse kostelige Gaver i Fællig, viser ham dem og byder ham vælge iblandt dem, hvad han vil. Torkel svarede: »Rimeligst er det, at du beholder det altsammen, jeg vil ikke have noget af det, Lønnen bliver kun som saa«. Han vil paa ingen Maade tage derimod; Gisle farer da hjem, og det synes ham alt at tyde hen paa det samme.

Nu hændte det sig paa Hol, at Gisle lod ilde i Søvne to Nætter i Træk; de spurgte, hvad han havde drømt, men han vilde ikke sige det. Den tredje Nat, da man var kommet i Seng og havde sovet en Stund, kom der saa vældigt et Vindstød, at Taget blev revet af paa hele den ene Side af Huset, dermed fulgte et saadant Regnskyl, at man aldrig havde set Mage, og det dryppede da ned i Huset, som rimeligt var. Gisle sprang strax op og kaldte sine Folk til Hjælp; saa fór han og alle de andre Mænd til Høet for at sørge for det; kun en Træl, Tord den hugløse kaldet, blev hjemme tilligemed Vestejn, der bød sig til at gaa med, men som Gisle ikke vilde have med.

Da det nu tog til at dryppe saa stærkt ned i Huset, vendte Vestejn og hans Søster Sengene paa langs af Stuen; da vare alle de andre borte, saa de to var alene derinde. Noget før Daggry kom der nogen sagte gaaende ind, hen til Vestejns Seng; han var vaagnet, men vidste ikke af noget, før der stod et Spyd tværs igjennem ham, men i det, samme han fik Stikket, sagde han: »det bed«. Manden gik ud, og da Vestejn vilde staa op, faldt han død ned foran Sengestokken, Ød vaagnede, kaldte paa Tord den hugløse og bød ham tage Spydet af Saaret; man kaldte det for Løndrab, ikke Mord, naar Drabsmanden lod sit Vaaben sidde i Saaret, og det holdt man for, at den, som tog det ud, var skyldig at hævne den dræbte. Tord var saa ræd for Lig, at han ikke turde komme Vestejn nær. Gisle kom ind og saa’, hvad der var sket. Han bød Tord være rolig, tog selv Spydet, ud og kastede det, blodigt som det var, i en Kiste, og satte sig selv paa den, saa ingen fik det at se. Saa lod han dem gjøre med Liget, som Skik og Brug var paa den Tid. Vestejns død var en Sorg ikke blot for Gisle, men ogsaa for alle de andre.

Gisle sagde til sin Fosterdatter Gudrid: »Du skal gaa hen paa Søbol og se, hvad de tager sig til der; dig sender jeg derhen, fordi jeg stoler bedst paa dig heri som i andet; se nu, at du kan sige mig, hvad de har for«. Hun gik, og da hun kom til Søbol, var de staaet op, og de to Torgrimer og Torkel sad derinde med deres Vaaben; da hun kom ind, varede det noget, inden de hilste hende, og de fleste vare faatalende; dog spurgte Torgrim, om der var noget nyt. Hun fortalte Vestejns Drab eller Mord. Torkel svarede: »Der var en Tid, da dette vilde have tykkets os en stor Tidende«. »Den Mand er falden«, sagde Torgrim, »som vi alle ere skyldige at vise Hæder, højlægge ham og gjøre hans Ligfærd saa sømmelig vi kan. Vist er det, at, det er et stort Tab; du kan ogsaa sige Gisle, at vi komme did i Dag«. Hun gik nu hjem og fortalte Gisle, at Torgrim havde havt Hjelm og Sværd og var helt hærklædt, men Torgrim Næb havde en Boløxe, og Torkel sad med et Sværd, som var trukket en Haandsbred ud af Skeden. »Alle Mænd vare oppe, og somme havde Vaaben«. »Det var at vente«, sagde Gisle.

Gisle og alle hans Folk laver sig nu til at højlægge Vestejn i den Sandbanke, som ligger lige overfor Seftjørn, nedenfor Søbol. Da Gisle var paa Vejen, kom ogsaa Torgrim med mange Mænd og vilde være med at rejse Højen. Men da de havde højlagt Vestejn, som Sæd var, gik Torgrim hen til Gisle og sagde: »Det er Sæd, at binde Helsko paa Mænd, som de skulle gaa paa til Valhal; det vil jeg gjøre ved Vestejn«. Da han havde gjort det, sagde han: »Ikke forstaar jeg at binde Helsko, hvis disse ikke sidde fast«. De sætte sig nu ned ved Højen, og alle lade, som om ingen véd, hvem der har øvet denne Udaad. Torkel spurgte Gisle: »Hvordan bærer Ød sin Broders Død? Græder hun meget?« »Du kan vel vide«, sagde Gisle, »at hun kun lader sig mærke med lidt, skjønt, hun føler meget. — Jeg havde en Drøm i Gaar Nat og i Nat igjen, dog vil jeg ikke sigte nogen for at have øvet Drabet, men derpaa gaa Drømmene ud. I Gaar Nat drømte jeg, at der krøb en Hugorm ud fra en Gaard og hug Vestejn til Bane, og nu sidste Nat, at en Ulv kom løbende fra samme Gaard og bed Vestejn ihjel; men jeg fortalte ingen af Drømmene førend nu, for at de ikke skulde gaa i Opfyldelse«. »Hvordan bærer Ød sin Broders Død?« sagde Torkel, »Græder hun meget?« »Tidt spørger du om det, Frænde«, sagde Gisle, »det er du meget ivrig efter at faa at vide«. Saa kvad han et Par Viser, hvori han skildrede sin Hustrus Sorg. Derefter gik Brødrene hjem sammen. Torkel sagde: »Store Tidender have tildraget sig, og tungere af Sorg for dig end for os, men ikke desmindre farer enhver længst med sig selv. Nu vilde jeg ønske, at du ikke vil tage dig det saa nær, at det giver Folk noget at tænke paa; jeg saa’ gjerne, at vi begyndte at holde nogle Lege, og at det blev saa godt imellem os, som da det var bedst«. »Dette er vel talt«, sagde Gisle, »og jeg er villig til at gaa ind derpaa, dog kun paa det Vilkaar, at om der engang i dit Liv kommer noget over dig, der tykkes dig ligesaa stort som dette nu mig, saa skal du love mig at bære dig ad paa samme Vis, som du nu beder mig om«. Det lovede Torkel; saa fór de hjem, og der blev drukket Arveøl efter Vestejn. Da det var gjort, fór hver til sit, og alt var roligt.

Der blev nu holdt Lege, som om intet havde tildraget sig. Gisle og hans Maag Torgrim legede for det meste sammen, og Folk kunde ikke blive enige om, hvem af dem der var den stærkeste, dog mente de fleste, at det var Gisle. De spillede Boldt ved den lille Dam, som heder Seftjørn, og der var jævnlig mange Mennesker. En Dag da der var kommet saare mange, bad Gisle dem skiftes til at lege. »Det vil vi gjerne«, sagde Torkel, »men saa man du heller ikke spare dig mod Torgrim; der gaar det, Ord, at du sparer dig, men jeg undte dig gjerne, at du skulde have saa megen Hæder deraf som mulig, hvis du er den stærkeste«. »Vi har ikke prøvet det hidindtil«, sagde Gisle, »men det kan nok være, at det kan komme saa vidt, at vi prøver det«. De legede nu, og Torgrim kunde ikke staa sig: Gisle fældede ham og bar Boldten ud; Gisle vilde tage Boldten, men Torgrim holdt fast paa den, saa han ikke kunde faa den; da kastede Gisle ham saa haardt om, at Skindet gik af Knoerne og Kjødet af Knæerne, og Blodet stod ham ud af Næsen. Torgrim havde ondt ved at komme op; han saa’ hen til Vestejns Høj og sagde:

»Spydet i Mandens Bryst stod fast,
ingen lægger jeg det til Last«.

Gisle greb Boldten i Farten og drev den imellem Skuldrene paa Torgrim, saa han faldt forover, og saa sagde han:

»Boldten jeg drev ham i Ryggen fast,
ingen lægger mig det til Last«.

Torkel sprang op og sagde: »Nu kan man se, hvem der er den stærkeste og den største Idrætsmand, lader os nu holde op«. Det gjorde de. Sommeren led nu, og Legene hørte op, men mellem Torgrim og Gisle var det blevet noget koldt.

Torgrim vilde holde Vintergilde og blote til Frøj; han bød sin Broder Børk og Ejulf Tordssøn og mange andre anselige Mænd til sig. Gisle lavede ogsaa til Gilde; han bød til sig sine Maage fra Ørnefjord og de to Torkeler og mange andre, saa der ikke manglede meget i, at der var et halvt hundrede Mænd. Drikkelag skulde der være paa begge Steder, og Gulvet paa Søbol var strøet med Siv fra Seftjørn. Da Torgrim og hans Folk var ved at tjelde Stuen, som Gjæsterne ventedes om Kvelden, sagde Torgrim til Torkel: »Nu vilde de gode Tæpper være os vel tilpas, som Vestejn vilde give dig; det tykkes mig, at der er et langt Spring imellem helt at eje dem og slet ikke at have dem; nu saa’ jeg gjerne, at du lod dem hente«. Torkel svarede: »Den kan alt, som kan holde Maade, jeg vil ikke sende Bud efter dem«. »Saa vil jeg«, sagde Torgrim og bød Gejrmund gaa efter dem, men han svarede: »Jeg vil nok gjøre Gavn, men det gjør jeg ikke«. Torgrim gik da hen til ham og gav ham en vældig Kindhest og sagde: »Gaa saa, om det nu tykkes dig bedre«. »Nu skal jeg gaa«, sagde Drengen, »skjønt det nu tykkes mig værre; men det skal du vide, at jeg skal have Vilje til at skaffe dig en Hoppe for Hingsten, du har givet mig; men til Fulde faar jeg neppe lønnet dig for den«. Dermed gik han. — Gisle og Ød var just ved at hænge Tæpperne op, da han kom. Han sagde sit Ærinde og fortalte alt, som det var gaaet til. »Vil du laane dem Tæpperne, Ød?« spurgte Gisle. »Ikke spørger du derom, fordi du ikke véd, at med min Vilje fik de hverken dette eller andet, som kunde øge deres Anseelse«, sagde Ød. »Vilde min Broder Torkel have dem?« spurgte Gisle. »Han syntes nok om, at jeg gik efter dem«, svarede Drengen. »Det er Grund nok«, sagde Gisle, gav ham Tæpperne og fulgte ham paa Vej. Da de vare komne til Gjærdet, sagde han: »Det er nu saa, at det tykkes mig, jeg har ladet din Færd faa et godt Udfald; nu saa’ jeg gjerne, at du var mig til Vilje, i det, som der ligger mig Magt paa; Gave er altid Gjengjæld værd; lad nu Dørene staa aabne iaften, du kan jo drage dig til Minde, hvordan du blev bedt om at gaa«. Gejrmund svarede: »Der er vel ingen Fare for din Broder Torkel?« »Slet ingen«. »Saa skal det ske«. Da han kom hjem med Tæpperne, sagde Torkel: »Ulig er Gisle andre Mennesker i Taalmod; han er bedre end vi«. »Det kommer os til Gode«, sagde Torgrim. Saa hængte de Tæpperne op, og om Aftenen kom Gjæsterne. Vejret var imidlertid blevet tykt, og om Aftenen faldt der Sne, saa at alle Stier dækkedes.

Børk og Ejulf kom om Aftenen med tresindstyve Mænd, og der var ialt Hundrede, men hos Gisle var der halvt saa mange. Om Kvelden sad Mændene og drak, til de gik i Seng. Da sagde Gisle til sin Hustru Ød: »Jeg har glemt at give Torkel den riges Hest Foder; gaa du nu med mig og slaa Slaaen for Døren, og lig vaagen, imedens jeg er borte, at du kan trække den fra, naar jeg kommer tilbage«. Han havde en blaa Kaabe paa, Skjorte og linned Brog; Spydet Graasida tog han op af Kisten. Saa gik han op til den Bæk, som løber imellem begge Gaardene, og hvorfra de tog Vand paa begge Steder; han gik den lige Vej til Bækken, vadede over den og gik saa ad den Vej, som førte op til den anden Gaard. Gisle var godt kjendt med Husenes Indretning paa Søbol, thi han havde selv bygget Gaarden. Der var en Indgang igjennem Fæhuset, derhen gik han; der stod tredive Køer paa hver Side, dem knyttede han Halerne sammen paa, lukkede Fæhusdøren i og magede det saa, at den ikke kunde lukkes op, naar man kom indefra. Saa gik han op til Husene, hvor Gejrmund havde gjort sin Del af Arbejdet, thi Dørene vare ikke lukkede. Han gik ind, lukkede Døren i igjen, som den havde været om Aftenen, og alt gjorde han i Ro og Mag. Saa stod han og lyttede efter, om nogen var vaagen, men alle sov. Der brændte tre Lys i Stuen; han tog noget Siv fra Gulvet, viklede det sammen og kastede det paa det ene Lys, saa det gik ud, stod saa og hørte efter, om nogen vaagnede derved, men alle sov. Han tog da igjen en Sivvisk og kastede i det, andet Lys, saa det slukkedes; nu skjønner han, at de ikke alle sove, thi han ser en ung Mand tage i Tanden paa det tredje Lys og slukke det. Han gaar nu op igjennem Stuen, hen til det Aflukke, hvor Torgrim og hans Kone, Gisles Søster, laa, Døren stod paa Klem, og de laa der begge. Han føler sig for og kommer til at røre ved hendes Bryst, thi hun laa Kanten nærmest. »Hvorfor er din Haand saa kold, Torgrim?« sagde hun og vakte ham. »Skal jeg vende mig om til dig?« sagde Torgrim. Gisle biede da en Stund og varmede Haanden paa sit Bryst, men de faldt begge i Søvn igjen. Saa tog han sagte paa Torgrim, saa at han vaagnede: han troede, at det var Tordis, der vakte ham, og vendte sig om til hende; da løftede Gisle Tæppet af med den ene Haand, og med den anden jog han Graasida igjennem Torgrim, saa det stod fast i Sengen. »Vaagner op herinde i Stuen, Torgrim, min Husbond er dræbt«, raabte Tordis, men Gisle skyndte sig til Fæhuset og gik den Vej ud, som han havde betænkt, lukkede Døren forsvarlig efter sig og gik saa samme Vej hjem, som han var kommen, men hans Spor var ikke at se. Ød trak Slaaen fra Døren, da han kom hjem; han gik i Seng og lod, som om der intet var paa Færde, eller som om han ikke havde nogen Del deri.

Paa Søbol vare de alle øre af øllet, de havde drukket, og ingen kunde finde paa Raad. Det var kommet uventet over dem, derfor greb man ikke til de Raad, som duede noget og kunde gjøres nødig. Da sagde Ejulf: »Det er store og slemme Ting, her ere skete, men Folkene her have tabt deres Vid; raadeligt tykkes det mig nu at tænde Lys og løbe til Dørene, at Drabsmanden ikke skal slippe ud«. Det blev gjort, men Mændene, som ikke blive Drabsmanden vár, tænker, at det maa vel være en af dem, der er derinde, som har øvet denne Daad. Ved Daggry blev Spydet trukket ud, og alt blev gjort rede til at gravlægge Torgrims Lig; de vare tresindstyve Mænd til at tage sig af det. De fór nu til Hol, til Gisle. Tord den hugløse var udenfor, og da han saa’ Flokken, kom han ganske hæsblæsende ind og sagde, at der var en stor Skare Mænd paa Vejen op til Gaarden. »Det er vel saa«, sagde Gisle. Torkel og Ejulf kom nu op paa Gaarden; de gik hen til den Seng, som Gisle og hans Hustru laa i, men Torkel, Gisles Broder, gik først ind i Aflukket, og da han saa’ Gisles Sko ligge der ganske frosne og fulde af Sne, sparkede han dem ind under Sengen, at ingen andre skulde se dem. Gisle byder dem velkomne og spørger, hvad nyt de har at melde. Torkel sagde, at de havde baade store og onde Tidender, og spurgte, hvordan han mente, det kunde hænge sammen, eller hvad de skulde gjøre. »Kort er der da imellem slette Gjerninger og Storværker«, sagde Gisle, »nu vil jeg byde mig til at højlægge Torgrim; det kunne I vente af mig, og min Skyldighed er det at gjøre det sømmelig«. De tog imod hans Tilbud, og de fór da alle sammen til Søbol for at rejse Højen. Torgrim blev lagt i et Skib, og Højen blev opkastet efter gammel Skik; men da de skulde til at lukke den, gik Gisle hen og tog en Sten, saa stor som et helt Bjerg, og lagde den i Skibet, saa det bragede i det, og hver Planke gav sig: »Ikke forstaar jeg at fæste Skib«, sagde han, »om Vejr og Vind faar bragt dette i Drift«. Der var somme, som skjønnede, at dette var ikke meget uligt det, som Torgrim havde gjort ved Vestejn, da han bandt Helskoene paa ham. Saa gik de hjem fra Højen. Gisle sagde til sin Broder Torkel: »Jeg tykkes mig at kunne fordre, Broder, at der nu er saa stort Venskab imellem os, som da det var bedst; lad os nu igjen begynde paa Legene«. Torkel tog vel derimod, og de fór nu begge hjem. Gjæstebudet hos Gisle endte nu, og han gav Gjæsterne, som ikke vare faa, gode Gaver.

Nu holdtes der Arvegilde efter Torgrim, og Børk gav mange Mænd gode Vennegaver. Det er at melde, at Børk kjøbte Torgrim Næb til at sejde, at det ikke skulde baade den Mand, som havde dræbt Torgrim, om end andre vilde yde ham Hjælp; han gav ham en niaars gammel Oxe derfor. Torgrim sejder da, laver sig en Tryllestol og gjør, alt hvad han har for Skik ved slige Lejligheder, fremmer sin Trolddom med al Ondskab og List. — En Ting skete der ogsaa, som man tyktes var mærkelig: der lagde sig aldrig Sne udenpaa Torgrims Høj paa den søndre Side, og heller ikke frøs den; man tænkte, at Frøj havde faaet ham saa kjær, fordi han havde blotet til ham, at han ikke vilde, det skulde fryse imellem dem.

Det led nu ud paa Vinteren, og Brødene holdt Lege sammen; Børk tog Tordis til Ægte og tog Bo sammen med hende. Men kort efter at det, som nys er fortalt, var sket, fødte hun en Søn; han blev vandøst og kaldet Torgrim efter sin Fader, men da han voxede til, tyktes han dem voldsom og ublid af Sind, fik han da andet Navn og blev kaldet Snorre. Børk boede der nu det Aar og tog Del i Legene.

Der var en Kvinde, som hed Ødbjørg, Søster til Torgrim Næb; hun boede ved Enden af Dalen paa Annmarkastad. Hun havde været gift med en Mand, som hed Torkel og havde en Søn, som hed Torstejn; han var den stærkeste ved Legene næst efter Gisle. De to legede jævnlig sammen imod Børk og Torkel. En Dag var der kommet en Mængde Mennesker, thi mange havde Lyst til at se paa Legene og faa at vide, hvem der var den stærkeste og dygtigste dertil; det gik da der som andensteds, at jo flere der kom, des ivrigere blev de. Børk havde hele Dagen igjennem ikke kunnet staa sig imod Torstejn, og tilsidst blev han da vred og brød hans Boldttræ isender, men Torstejn kastede ham omkuld; da Gisle saa’ det, sagde han, at han skulde vedblive at lege med Børk, som han kunde bedst, »jeg vil gjerne bytte Træ med dig«. Det gjør de, og Gisle sætter sig ned og gjør det andet i Stand med Ansigtet vendt imod Torgrims Høj; der laa Sne paa Jorden, men oppe i Bakken sad Kvinderne, hans Søster Tordis og mange andre. Da kvad Gisle en Vise, som kom ham dyrt at staa, thi Tordis lærte den udenad, gik hjem og fandt ud af dens forblommede Udtryk, at det var ham, som havde raadet hendes Husbond Bane. De hørte nu op at lege, og Torstejn fór hjem. Paa Vejen taler han og en Mand, som hed Berg Kortfod, om Legene, og tilsidst blev de uenige; Berg holdt med Børk, men Torstejn sagde ham imod; Berg gav ham et Hug med sin Øxehammer, men en Mand ved Navn Torgejr Orre gik imellem, saa Torstejn ikke fik hævnet sig. Han kom nu hjem til sin Moder Ødbjørg, der forbandt hans Saar, men hun syntes ilde om, hvordan det var gaaet ham; hun fik ikke Søvn i sine Øjne den Nat, saadan en Uro var der over hende. Vejret var koldt, men stille og klart. Hun gik nogle Gange rundt om Huset imod Solen og vejrede til alle Sider med Næsen i Vejret; saa forandrede det sig, det blev et stærkt Snefog og derefter Tø, saa der brød en Vandflod ned over Lien, og et Sneskred styrtede over Bergs Gaard, hvor tolv Mænd satte Livet til; man ser endnu den Dag i Dag Mærker efter Jordfaldet.

Torstejn fór nu til Gisle, der skjulte ham og skaffede ham sønderpaa til Borgfjord, hvorfra han slap bort fra Øen. Men da Børk fik Nys om disse Trolddomskonster fór han op til Annmarkastad, lod Ødbjørg gribe og føre ud paa Saltnæs, hvor hun blev stenet til Døde. Gisle fór op paa Næbstad og lod Torgrim Næb gribe og føre ud paa Saltnæs, hvor de trak en Sæk over Hovedet paa ham, stenede ham ihjel og begrov ham hos hans Søster i en Stendynge paa Aasen imellem Haukadal og Medaldal. Nu er alt roligt en Stund.

Børk drog sønderpaa til Torsnæs; han agter at bosætte sig der, og tykkes ikke at have øget sin Anseelse der vesterpaa, siden han har mistet saadan en Mand som Torgrim og ingen Oprejsning faaet. Han giver sig da paa Vej for at indrette sit Hus, men agter siden at hente sit Gods og sin Hustru. Torkel Surssøn havde ogsaa i Sinde at drage bort derfra og vilde gjøre Følgeskab med sin Maag Børk. Tordis Sursdatter fulgte dem paa Vej. Børk sagde: »Nu vil jeg, at du skal sige mig, hvorfor du var saa uglad først paa Høsten, da vi hørte op med Legene; du har lovet at sige mig det, før jeg farer bort«. De var da just komne til Torgrims Høj; hun standsede da brat og sagde, at hun ikke vilde gaa længere med, fortalte ogsaa, hvad Gisle havde kvædet, da han saa’ hen paa Torgrims Høj, og kvad Visen for ham, »og tænker jeg ikke, at du behøver at søge andensteds efter Torgrims Banemand; Sagen vil være rettelig indledet, naar du stævner ham«. Børk blev vred over al Maade, da han hørte dette. »Nu vil jeg strax vende om og dræbe Gisle«, sagde han; men Torkel sagde: »Vi vide ikke, hvor meget sandt der er i hvad Tordis har sagt; ikke tykkes det mig mindre rimeligt, at det ingenting har at betyde; kolde ere ofte Kvinderaad«. Torkel fik ham overtalt til at ride videre, og da de kom til Sanda-Os, steg de af og lod Hestene græsse. Børk var meget faatalende, men Torkel sagde, at han vilde se at træffe sin Ven Ønund; han red saa skrapt, at han i et Øjeblik var ude af Syne; saa drejede han af ud til Hol og siger Gisle, hvordan Sagerne staa, at Tordis har gransket Visen og opdaget alt, »og du faar nu belave dig paa, at Sagen er i Gang«. »Det, tykkes det mig, har jeg ikke fortjent af hende«, sagde Gisle, »jeg mener, at jeg mere end én Gang har vist, at hendes Vanhæder er gaaet mig ligesaa nær som min egen, ogsaa har jeg stundom sat mit Liv paa Spil for hendes Skyld, og nu lægger hun Raad op imod mit Liv. Men det vil jeg nu vide, Broder, hvad jeg kan vente mig af dig, saadan som mine Sager nu staa«. »Jeg skal vare dig ad, ifald Folk vil dræbe dig, men du maa ikke vente, at jeg skal yde dig saadan Hjælp, som kan bringe mig selv i Fortræd, det tykkes mig et stort Tab, at jeg har mistet min Maag Torgrim, som baade var min Ven og Fælle«. Gisle svarede: »lkke var det at vente, at en Mand som Vestejn vilde komme til at ligge uhævnet, og ikke vilde jeg svare dig som du nu mig, og heller ikke vilde jeg handle saaledes imod dig«. Dermed skiltes de. Torkel fór sammen med Børk sønder til Torsnæsting, hvor Børk indretter sit Hus, men Torkel kjøber sig Land paa Bardastrand, det Sted, som hedder Hvam. Da Stævnedagen kom, red Børk vesterpaa med fyrretyve Mænd, for at stævne Gisle til Torsnæsting; i Følge med ham var Torkel Surssøn og Børks Søstersønner, Torod og Sakastejn, og tillige en Østmand ved Navn Torgrim. Da de vare komne til Sanda-Os, sagde Torkel: »Jeg har nogle Penge at kræve paa en lille Gaard her; jeg vil ride derhen, men rid I efter i Mag«. Torkel red nu i Forvejen, men da han kom til det Sted, han havde nævnet, bad han Husfruen give ham en anden Hest og lade hans egen staa udenfor Døren, »kast et Dækken over Sadelen, og naar mine Stalbrødre kommer, saa sig, at jeg sidder inde i Stuen og tæller Penge«. Hun gjorde, som han bad, og han red da som snarest, kom til Skoven og fortalte Gisle, hvordan Sagerne stod, og at Børk var kommen.

Det er nu at melde, at Børk indleder Sag paa Torsnæsting imod Gisle for Torgrims Drab. Gisle solgte da sin Jord til Torkel Erikssøn og tog Løsøre derfor, og det blev ikke saa lidt. Han spurgte sin Broder Torkel om Raad, og om han vilde yde ham nogen Hjælp eller tage sig af hans Sager. Han svarede som før, at han vilde lade ham vide, naar der var noget Anfald paa ham i Gjære, men alt, hvad der kunde volde ham Søgsmaal, vilde han holde sig udenfor. Torkel red nu bort og tog en saadan Vej, at han indhentede Børk og de andre, og sinker nu deres Færd, saa meget han kan. Gisle tog to øg og agede til Skoven med sit Gods, og i Følge med ham var hans Træl, Tord den hugløse. Gislo sagde: »Tidt har du været mig lydig og gjort min Vilje; jeg skylder dig Løn for din Tjeneste«. Gisle plejede at være smukt klædt og havde en blaa Kappe paa; den tog han nu af og sagde: »Denne Kappe vil jeg give dig, Ven, og jeg vil, at du nu strax skal have Glæde af den; tag den paa og sæt dig i Slæden, saa vil jeg tage din Kofte paa og lede Hestene«. Da de havde gjort det, sagde Gisle: »Hvis det nu skulde hænde, at nogen raaber til dig, saa skal du passe nøje slet ikke at svare dem, men vil nogen gjøre dig Fortræd, saa hold ad Skoven til«. Men Trællen havde ligesaa megen Forstand som Mod, thi han havde ingen af Delene; han var en høj Mand, saa han ragede højt op i Slæden, brystede sig stærkt og tyktes, at han var statelig klædt paa; Gisle gik og ledte Hestene. Da Børk og hans Følge ser dem fare ad Skoven til, sætter de skarpt efter dem, men da Tord mærkede det, sprang han ud af Slæden saa hurtig han kunde, og løb op mod Skoven. De troede, at det var Gisle, og sætte efter ham i flyvende Fart og raabe til ham, men han svarer ikke og løber det bedste han kan. Torgrim Østmand skjød sit Spyd efter ham og ramte ham saa haardt imellem Skuldrene, at han faldt forover, og det blev hans Bane. »Der havde du Lykken med dig«, sagde Børk. De to Brødre, Børks Søstersønner, bleve enige om, at de vilde gaa efter Trællen og se, om der var noget Mod i ham; de gik derfor henimod Skoven, men de andre gik hen til Manden i Kappen, og da de havde trukket Hætten til Side, saa’ de, at de havde havt mindre Held, end de troede, thi de saa’ nu, at det var Tord den hugløse og ikke Gisle. Brødrene havde imidlertid naaet Skoven, og Gisle var kommen derind, da han fik Øje paa dem og de paa ham; den ene af dem kastede sit Spyd efter ham, Gisle greb det i Luften og kastede det tilbage; det ramte Torod midt paa Livet og fløj igjennem ham. Stejn skyndte sig tilbage til sine Stalbrødre og sagde, at der var noget uført i Skoven. Børk vilde dog, at de skulde søge imod ham, og de gjorde da saa. Da de kom til Skoven, saa’ Torgrim Østmand nogle Kviste røre sig etsteds, han kastede da strax Spydet derhen og ramte Gisle i Læggen, Gisle sendte Spydet tilbage og drev det igjennem Østmanden, saa at han fik Bane. De søgte nu rundt i Skoven, men fandt ikke Gisle og vendte saa tilbage til Gaarden, hvor de stævnede Gisle for Torgrims Drab; men Godset tog de ikke noget af, og derefter fór de hjem. Gisle fór op paa Fjeldet bagved Husene og forbandt sit Saar, medens de var paa Gaarden; men da de var borte, fór han hjem, fik sig et Skib og gjorde sig rede til at fare bort, bar meget Gods ombord og sejlede saa med sin Hustru Ød og sin Fosterdatter Gudrid ud til Husenæs, hvor de gik i Land. Han gik op til Gaarden og traf der en Mand, som spurgte, hvem han var; Gisle svarede, hvad han fandt for godt, men ikke som sandt var; han tog en Sten op og kastede den over paa Holmen udfor Land, bad Manden gjøre ham det efter og sagde, at nu kunde han maaske gjætte, hvem der havde været der; men ingen evnede at gjøre ham det efter, og viste det sig da igjen, at Gisle var en større Idrætsmand end de fleste andre. Derefter gik han i Baaden og roede ud forbi Næsset, over Ørnefjord og den Fjord, som gaar ind fra Ørnefjord og hedder Gejrthjofsfjord; der slaar han sig til Ro, bygger sig Hus og bliver der om Vinteren.

Derefter sendte han Bud til sine Maage Helge, Sigurd og Vestgejr og bad dem fare til Tings og byde Forlig for ham, at han ikke skulde blive fredløs. Bjartmarssønnerne for da til Tings, men de kunde ingen Vej komme med at faa Forlig i Stand, og Folk siger, at de bar det kun daarlig, thi de var lige ved at græde, før det var forbi. De fortalte Torkel den rige, hvordan Sagerne stod, og sagde, at de turde ikke komme og melde Gisle, at han var bleven fredløs. Torkel fór da til ham og sagde ham det. Han spurgte, hvad Hjælp han kunde vente af ham og hans Navne, og de svare begge, at de var villige til at skjule ham, dog saa, at de ikke led noget Tab paa deres Gods derved. Tre Aar var Gisle nu i Gejrthjofsfjord og af og til hos Torkel Erikssøn, og de næste tre Aar fór han rundt omkring i hele Landet og søgte Høvdingerne og bad dem om Hjælp, men paa Grund af den Trolddom og Forbandelse, Torgrim Næb havde lagt i Sejden, kunde det ikke føje sig saa, at nogen Høvding tog sig af ham, og skjønt det stundom ikke saa’ saa urimeligt ud, kom der dog altid noget i Vejen. Lang Tid ad Gangen var han hos Torkel Erikssøn, og nu havde han været fredløs sex Aar. Snart var han i Gejrthjofsfjord paa Gaarden hos Ød og snart i et Skjulested, han havde gjort sig søndenfor Aaen; et andet Skjulested havde han ved Bakkerne søndenfor Gaarden, og der var han ogsaa sommetider.

Da Børk spurgte dette, fór han hjemmefra til Ejulf den graa, som dengang boede i Ørnefjord i Odderdal, og bad ham søge Gisle op og dræbe ham, fredløs som han var; han vilde give ham tre Hundreder i godt Sølv, sagde han, om han vilde gjøre sig al Flid for at finde ham. Han tog imod Pengene og lovede at gjøre sit Bedste. Hos Ejulf var der en Mand ved Navn Helge, kaldet Spejder-Helge, han var baade rask og skarpsynet og vel kjendt rundt omkring i Fjordene; han blev sendt op til Gejrthjofsfjord, for at udspejde, om Gisle var der. Han fik ogsaa Øje paa ham, men vidste ikke, om det var Gisle eller en anden Mand. Han kom hjem og sagde, som det var, men Ejulf sagde, at han var vis paa, det havde været Gisle; han brød da op, syv Mand stærk, og kom til Gejrthjofsfjord, men saa’ ingenting til Gisle, saa han maatte vende hjem med uforrettet Sag.

Gisle var en kløgtig Mand, havde mange og tydelige Drømme, og derom ere alle kyndige Mænd enige, at han er den af alle, som næst efter Grette Aasmundssøn har levet længst i Fredløshed. En Høst, da han var paa Øds Gaard, lod han en Nat ilde i Søvne, og da han vaagnede, spurgte Ød, hvad han havde drømt. Han svarede: »Jeg har tvende Drømmekvinder, den ene er blid imod mig, men den anden siger mig altid det ene værre end det andet og spaar mig kun ondt. Det drømte jeg nu, at jeg kom til et Hus eller en Hal; det tyktes mig, at jeg gik derind, og kjendte jeg mange af mine Frænder og Venner derinde, de sad omkring Baal og drak; der var syv Baal, somme meget nedbrændte, men somme brændte saare klart. Da kom min gode Drømmekvinde til, og hun sagde, at Baalene var til Mærke paa min Alder, de Aar jeg havde igjen at leve i; hun raadede mig, at saa længe mit Liv varede, skulde jeg lade al hedensk Sæd fare, Galder og andet Hedenskab, og være god imod døve, halte, fattige og andre, som ere ilde stedte. Længere var Drømmen ikke«.

Børk trængte stærkt ind paa Ejulf; det tyktes ham ikke, at han fremmede Sagen, som han vilde have det, og at han ikke gjorde meget Gavn for det Gods, han havde givet ham; han var vis paa, sagde han, at Gisle var i Gejrthjofsfjord; han sendte da en Mand derhen for at lede efter ham, og talte ogsaa om, at han vilde fare selv. Saa kom der Liv i Ejulf, og han sendte igjen Spejder-Helge til Gejrthjofsfjord, og denne Gang fik han Kost med, saa han kunde være borte en Uge og passe paa, om han kunde faa Øje paa Gisle; en Dag saa’ han ham da ogsaa, da han gik fra sit Skjulested; han kjendte ham, skyndte sig nu til Ejulf og sagde ham, hvad han havde faaet paa det rene. Ejulf brød nu op, ni Mand stærk, og fór til Gejrthjofsfjord til Øds Gaard, men fandt ham ikke der; de søgte da omkring i alle Skovene, men uden at finde ham. Saa vendte de tilbage til Øds Gaard, og Ejulf bød Ød mange Penge, for at hun skulde sige dem, hvor han var, men det var saa langt fra, at hun vilde det; heller ikke hjalp det, at de truede med at lemlæste hende, de maatte fare hjem igjen med uforrettet Sag; Ejulf var nu hjemme om Høsten, og denne hans Færd tyktes saare ynkelig. Men skjønt Gisle ikke blev funden dengang, skjønnede han dog nok, at han vilde blive greben, saa kort som der var imellem. Han fór da hjemmefra og red ind til Strand til sin Broder Torkel paa Hvam. Han bankede paa Døren til Stuen, hvor Torkel laa og sov, og da han kom ud og havde hilst paa ham, sagde Gisle: »Nu vil jeg vide, om du vil yde mig nogen Hjælp, og venter jeg god Bistand af dig, thi de trænger mig haardt; ogsaa har jeg opsat det længe«. Torkel svarede nu som før, at han ikke vilde yde ham saadan Hjælp, som kunde volde ham selv Sag, men vel vilde han give ham Penge eller hjælpe ham afsted, om han trængte dertil, eller andet sligt, som han havde sagt. »Nu ser jeg«, sagde Gisle, »at du ikke vil hjælpe mig. Giv mig da nu tre Hundreder i Vadmel og trøst dig med, at jeg ikke tidt skal bede dig om noget fra nu af«. Torkel gjorde, som han bad, gav ham Varerne og noget Sølv. Gisle sagde, at han vilde nu tage derimod, men ikke vilde han have handlet saa smaalig imod ham, om han havde været i hans Sted. Det gik ham nær til Hjerte, da de skiltes. Han fór nu ud til Vadil, til Gest Odlejfssøns Moder, hvor han naaede hen endnu før Dag. Da han bankede paa, kom Husfruen selv til Døren; hun var vant til at tage imod Skovgangsmænd (9) og havde et Jordhus; den ene Ende af Gangen var nede ved Aaen og den anden ved hendes Ildhus; man ser endnu Mærker deraf. Torgerd tog vel imod Gisle: »Jeg vil give dig Lov til at blive her en Stund«, sagde hun, »men jeg kan ikke indestaa dig for, at det er andet end Kvindeløfter«. Gisle tog imod Tilbudet og sagde, at der var ikke saa meget ved Mændene, at det jo nok kunde være, at Kvinderne var bedre. Han blev der om Vinteren, og ingensteds havde han det saa godt i hele sin Fredløsheds Tid.

Da det blev Vaar, vendte Gisle tilbage til Gejrthjofsfjord; han kunde ikke længere holde ud at savne sin Hustru, saa højt elskede de hinanden. Han var nu hos hende i Løn Sommeren over, til Høsten kom. Da Nætterne længedes, toge ogsaa hans Drømme til; den onde Drømmekvinde kom til ham, og der bares ham tunge Ting for i Søvne. Engang spurgte Ød, hvad han drømte; han sagde, at den onde Drømmekvinde kom saa tidt til ham med fæle Lader og vilde stænke og tvætte ham med Blod. Han kvad nogle Viser om, at hans Drømme kun varslede ondt, men blev han vred, skulde det gaa hans Uvenner, som havde faaet ham fredløs, ilde.

Gisle fór nu til Torgerd og var atter en Vinter hos hende, men Sommeren efter fór han til Gejrthjofsfjord og var der til Høsten. Han gik da igjen til sin Broder Torkel, men han vilde ikke lukke op, da han bankede paa Døren. Gisle tog da en Kjævle, ristede Runer paa den og kastede den ind. Torkel saa’ det, tog Kjævlen op, og da han havde set paa den, stod han op og gik ud, hilsede Gisle og spurgte ham om Nyt. Gisle svarede, at han havde ingen Tidender at melde, »men jeg er nu kommen til dig for sidste Gang, Frænde; yd mig nu god og mandig Hjælp, saa skal jeg lønne dig med aldrig tiere at bede dig derom«. Torkel svarede igjen som før, byder ham Hest eller Skib, men nægter al anden Hjælp. Gisle tog imod Tilbudet om et Skib og bad ham hjælpe ham med at sætte det ud; det gjorde han, og derhos gav han ham sex Maal Mad og et Hundrede i Vadmel. Da Gisle var kommen ombord, stod Torkel endnu paa Strandbredden; da sagde Gisle: »Nu har du alt dit paa det Tørre, er Ven med mange Høvdinger og tykkes ikke at have nogen Grund til Frygt; men jeg er fredløs, og mange Mænd bære stort Fjendskab til mig, og dog kan jeg sige dig, at du vil blive dræbt, førend jeg. Nu maa vi skilles, og ikke saa godt som vi burde, og vi ville aldrig ses mere, men vide skal du, at ikke vilde jeg handle saa imod dig«. »Ikke bryder jeg mig om dine Spaadomme«, sagde Torkel, og dermed skiltes de. Gisle fór til Hergilsø i Bredefjord; saa brød han Dækket op paa Fartøjet, tog Tofter, Aarer og alt, hvad der var løst, ud, kæntrede Skibet og lod det drive ind mod Næssene; tænkte da Folk, som saa’ det, at Gisle var druknet, siden Fartøjet, som han vel havde faaet hos sin Broder Torkel, drev sønderslaaet paa Land. Men Gisle gik op paa Hergilsø; der boede en Mand, som hed Ingjald, han var Gisles Søskendebarn og var kommen ud til Island sammen med ham. Han bød Gisle sin Hjælp og al den Bjergning, han kunde yde; det tog Gisle imod, og saa var det roligt en Stund.

Ingjalds Hustru hed Torgerd; de havde en Søn, som hed Helge; han var ganske fjollet og kaldtes Ingjaldstossen; stor af Væxt var han, næsten som en Trold, og gik ude med en Sten bunden om Halsen og aad Græs som et Dyr. Gisle var der nu den Vinter; han byggede et Skib til Ingjald og lavede mange andre Ting, men alt, hvad han lavede, var let at kjende, thi han var konstfærdigere end de fleste andre. Folk undredes over, at saa meget af det, Ingjald havde, var saa vel gjort, thi han var ikke selv dygtig til sligt. Om Sommeren var Gisle altid i Gejrthjofsfjord; der var nu gaaet tre Aar, fra da han havde sine Drømme, og Ingjald var ham til den største Hjælp. Meget begyndte nu at falde Folk mistænkeligt, og de tænkte, at Gisle vist ikke var druknet, som der var blevet sagt, men at han levede og havde været hos Ingjald, og der tales meget om, at Ingjald nu har tre Skibe, alle vel byggede. Dette Rygte kom ogsaa Ejulf for Øre, og Helge blev da atter sendt afsted og kom til Hergilsø. Naar der kom Folk til Øen, opholdt Gisle sig altid i et Jordhus. Ingjald var meget gjæstmild, og saa bød han da Helge til Gjæst, og han blev der om Natten. Om Morgenen spurgte Ingjald, som var en meget driftig Mand, der var paa Søen hver Dag, naar Vejret var til det, om Helge ikke havde travlt, eller hvorfor han blev liggende. Han svarede, at han befandt sig ikke rigtig vel, pustede og gav sig og strøg sig over Panden. Saa sagde Ingjald, at han skulde blive liggende ganske rolig, og selv roede han ud, men Helge gav sig til at stønne svært. Torgerd gik nu til Jordhuset for at give Gisle hans Davre. Mellem Madburet og den Stue, Helge laa i, var der kun en Bræddevæg; Torgerd gik ud af Buret, og Helge krøb da op og saa’, at der var sat Mad frem til en Mand; i det samme kom Torgerd ind, og han vendte sig da saa hurtig, at han faldt ned fra Bræddevæggen. Hun spurgte, hvorfor han bar sig saadan ad og krøb op under Taget, i Stedet for at ligge stille. Han sagde, at han var helt fra det af Værk i Benene, saa han kunde ikke holde sig rolig, »men led du mig nu til Sengs«. Det gjorde hun og gik saa ud med Maden. Men Helge stod strax op, gik efter hende og saa’, hvordan det hang sammen, gik saa tilbage og lagde sig. Han blev der den Dag, og da Ingjald kom hjem om Aftenen og gik hen til hans Seng og spurgte, om det nu var bedre med ham, svarede han, at nu gik det nok an, og bad ham ro ham bort fra øen næste Morgen. Han blev da sat over til Flatø, og fór saa sønderpaa til Tornæs, hvor han fortalte, at han havde forvisset sig om, at Gisle var hos Ingjald. Børk sejlede da hjemmefra med fjorten Mand; de sejlede søndenfra over Bredefjord. Ingjald var den Dag roet ud til nogle Fiskegrunde; Gisle var med og Ingjalds Træl Svart og en Trælkvinde ved Navn Bothild.

De laa ved nogle øer, som hed Skutiløerne, da Ingjald saa’ Skibet styre søndenfra. »Der kommer et Skib«, sagde han, »og tænker jeg, at det er Børk hin digre«. »Hvad skal vi saa gjøre?« sagde Gisle, »nu skal vise, om du er ligesaa raadsnild, som du er en brav Mand«. »Raad er snart fundet«, sagde Ingjald, »skjønt jeg ikke er nogen Vismand. Lad os ro, saa hurtig vi kan, hjem til øen og gaa op paa Vadstejnaberg og værge os der, saa længe vi kan«. »Nu gik det, som jeg tænkte«, sagde Gisle, »at du fandt paa det Raad, som bedst viser, hvor brav en Mand du er; men værre Løn vilde du da faa for din Hjælp, end jeg havde tiltænkt dig, om du skulde lade Livet for min Skyld; det skal aldrig ske; vi ville gribe til et andet Raad. Du og Trællen skal ro til Øen, gaa op paa Bjerget og lave jer til som til Forsvar, saa vil de tro, at det er mig, der er i Følge med dig; men jeg vil skifte Klæder med Trællen — det har jeg gjort en Gang før — og blive i Baaden med Bothild«. Ingjald gjorde, som Gisle raadede, og lod, som han var over al Maade vred. »Hvad skal vi nu gjøre?« sagde Bothild, da de skiltes. Gisle sagde da, hvordan det skulde være: »Du skal sige, at det er Ingjaldstossen, du har ombord, men jeg skal sidde i Stavnen og bære mig ad, som jeg kunde være ham, vikle mig ind i Garnene, stundom være udenbords og bære mig saa fjollet ad, som jeg kan, og naar vi er komne dem forbi, skal jeg ro til af al Magt, at vi kan komme fra dem saa hurtig som muligt«. Hun ror da imod dem, dog ikke altfor nær, lader, som intet er i Vejen, og som om hun søger efter en Fiskegrund. Børk raabte til hende og spurgte, om Gisle var der paa Øen. »Det véd jeg ikke«, sagde hun, »men vel véd jeg, at der er en Mand, som overgaar de andre der paa øen baade i Væxt og Færdighed«. »Ja«, siger Børk, »men er Ingjald Bonde hjemme?« »Det er alt en god Stund siden«, sagde hun, »at han roede til øen i Følge med Trællen, som jeg tror«. »Det er ikke sandt«, sagde Børk, »det maa have været Gisle, lad os ro efter dem, saa fort vi kan«. De andre sagde: »Det er Løjer at se paa Tossen, saa fjollet han bærer sig ad«, og det maatte være slemt for hende, sagde de, at følges med den Tosse. »Det synes jeg med«, sagde hun, »men jeg mærker ikke noget til, at I har ondt af mig, I finder det jo blot latterligt«. »Lad os nu ikke give os af med slige Narrestreger«, sagde Børk, »men lad os komme afsted«. De roede nu til Øen, hvor de gik i Land, og da de saa’ Mændene oppe paa Bjerget, tyktes det dem, at de havde havt Lykken med sig; men da Børk kjendte, at det var Ingjald og Trællen, sagde han: »Nu vil jeg raade dig til at overgive Gisle til os eller sige os, hvor han er, din Hund, som har skjult min Broders Banemand, og det skjønt du er min egen Lejlænding; ondt havde du fortjent af mig, og gjorde jeg dig din Ret, slog jeg dig ihjel«. »Jeg har kun daarlige Klæder«, sagde Ingjald, »og kærer mig kun lidet om at faa dem helt slidt op; hellere vil jeg lade mit Liv end lade være at gjøre Gisle alt det Gode, jeg kan, og hjælpe ham ud af de Farer, han kommer i«. — Saa siger Folk, at Ingjald er den, som har hjulpet Gisle mest og gjort ham størst Gavn, men dengang Torgrim Næb sejdede, for at det ikke skulde nytte Gisle noget, at Folk tog sig af ham her paa Island, da glemte han at tage Øerne med i sine Forbandelser, derfor gik det godt en lang Stund, skjønt det ikke holdt ud til Enden.

Børk synes nu, at det, ikke kan blive til noget at angribe Ingjald, hans egen Lejlænding; de gik da op til Gaarden og ledte efter Gisle, men fandt ham ikke, som rimeligt var. Saa gik de rundt omkring paa Øen og kom da til et Sted, hvor Tossen laa og aad Græs i en Dal med sin Sten om Halsen. Da sagde Børk: »Meget har jeg hørt om Ingjaldstossen, men dette overgaar, hvad jeg har tænkt mig; det ser slemt ud til, at vi er komne saare uheldig afsted; jeg véd næsten ikke, om vi kan faa det rettet; det maa have været Gisle, der sad i Baaden, vi kom forbi, og efterlignede Tossen; sligt er han øvet i, og ingen kan efterabe andre som han. Men det er en Skam, om han nu smutter os af Hænderne, saa mange som vi er; lad os nu skynde os efter ham, at han ikke skal slippe bort«. De løb nu ud paa deres Skib og roede efter dem og trak haardt paa Aarerne. De fik Øje paa dem langt inde i Sundet, og begge Baade fare da frem, saa hurtig de kan, men det Skib, der var flest Folk paa, kom hurtigst afsted, og omsider kom det saa nær, at da Gisle var kommen til Land, var Børk ham paa Skudvidde. Gisle sagde da til Pigen: »Nu maa vi skilles; her er en Guldring, som du skal bringe Ingjald, og en til hans Hustru med Bøn fra mig, at de give dig din Frihed, og Ringene skulle være dem et Jertegn derpaa. Jeg vil ogsaa, at de gjøre Svart fri og frels; dig skylder jeg visselig mit Liv, og det skal du nyde godt af«. Saa skiltes de; Gisle sprang i Land op i et Fjeldskaar, det var paa Hjardarnæs, og Kvinden roede bort mødig og svedt, saa det dampede af hende. Børk og de andre roede til Land; Sakastejn kom først fra Borde og løb op for at lede efter Gisle; da han kom ind i Fjeldskaaret, stod Gisle der med draget Sværd; han hug strax Sakastejn i Hovedet, saa han kløvede det ned til Skuldrene, og han faldt død til Jorden. De andre kom nu i Land, men Gisle sprang i Vandet og agtede at svømme over til den anden Side. Børk kastede sit Spyd efter ham; det traf ham i Læggen og skar sig igjennem, saa det blev et svært Saar. Han fik dog Spydet ud, men sit Sværd tabte han, thi han var saa mødig, at han ikke kunde holde fast paa det. Det, var nu mørk Nat. Da han kom i Land, løb han op i Skoven — der var dengang Skovland vidt omkring. Børk og hans Mænd roede til Land for at lede efter ham. De indesluttede ham i Skoven; han var da saa mødig og stiv, at det var med Nød og neppe han kunde gaa, og nu saa’ han Mænd allevegne omkring sig; han saa’ sig da om efter en Udvej, gik ned til Søen og listede sig i Mørket langs med Bakkerne nede ved Søen, til Gaarden Haug, hvor der boede en Bonde ved Navn Ræv, som var en saare snu Mand. Han traf ham, og da Ræv havde hilst paa ham og spurgt ham om Nyt, fortalte han ham det Hele, hvordan det var gaaet mellem ham og Børk. Ræv havde en Kone, som hed Alfdis, fager at se til, men af et meget ondskabsfuldt Sind og dertil en Hex; hun og Ræv passede godt sammen. Da Gisle nu havde sagt Ræv, hvordan det stod til, bad han ham om Hjælp, »de vil snart være her, og det gaar haardt løs paa mig, men faa ere de, som ville hjælpe mig«. »Jeg vil da sætte dig det Vilkaar«, sagde Ræv, »at du lader mig ene raade for, hvordan jeg skal bære mig ad med at hjælpe dig, og slet ikke blande dig deri«. »Det vil jeg da tage imod«, sagde Gisle, »jeg kan ikke gaa et Skridt længere«. »Gaa saa ind da«, sagde Ræv, og det gjorde; de. »Nu faar du tage en anden Mand i Sengen hos dig«, sagde Ræv til Alfdis, tog alle Sengklæderne op og sagde, at Gisle skulde lægge sig ned der i Halmen; saa lagde han Sengklæderne i igjen, og Alfdis lagde sig ovenpaa. »Bliv du nu liggende der for det første«, sagde Ræv, »hvad der saa end gaar for sig«. Han bad ogsaa Alfdis være saa slem og gal i sin Mund, som hun kunde, »spar dig ikke«, sagde han, »men sig alt det onde, der falder dig ind, baade af Forbandelser og Haansord; men jeg skal gaa ud og tale med dem og føje mine Ord, som det synes mig bedst«. Da han kom ud igjen, saa’ han otte Mænd komme, det var Børks Følgesvende, men han selv var blevet tilbage ved Forsaa og havde sendt dem ud at lede efter Gisle og gribe ham, hvis han var kommet der til Gaarden. Ræv spurgte dem, hvad Tidender de havde at melde. »Vi véd ikke andet, end hvad du selv véd«, sagde de, »men har du ikke set noget til Gisle? er han ikke kommet hid?« »Nej«, sagde Ræv, »her har han ikke været, og han skulde da ogsaa have faaet en Ufærd i en Fart, om han havde prøvet paa det; jeg véd ikke, om I har nogen Grund til at tro, at jeg er mindre redebon til at slaa Gisle ihjel; saa megen Forstand har jeg da, at jeg kan skjønne, at det ikke var et daarligt Stykke Arbejde, der skaffede slig en Mands Hjælp som Børks; ham vilde jeg nok have til Ven«. »Har du noget imod, at vi ransage dit Hus?« sagde de. »Nej«, sagde Ræv, »det maa I gjerne, saa véd jeg jo, at I saa meget tryggere kan lede paa andre Steder, naar I først har det paa det rene, at han ikke er her. Gaa I kun ind og led godt efter«. De gik da ind; men da Alfdis hørte dem larme, spurgte hun, hvad det var for et Mudder, og hvad det var for nogle uopdragne Lømler, der buldrede saadan paa hos Folk ved Nattetid. Ræv sagde, at hun skulde holde sig i Skindet, men hun lod det alligevel ikke skorte paa Grovheder, men dængede dem saadan til, at de ikke nær kunde give hende dem igjen. De ransagede imidlertid alligevel Huset; dog blev det ikke til saa meget, som det vilde være blevet, om Konen ikke havde brugt sin Mund saa vel. Saa fór de bort uden at have fundet Gisle; de bød Bonden leve vel, og han ønskede dem Lykke paa Rejsen. Da de kom tilbage til Børk, var de ikke synderlig vel tilfreds med deres Færd; det tyktes dem, at de baade havde havt Skam og Skade af den uden at komme af Stedet. Dette spurgtes strax over hele Herredet, men det saa’ ikke ud til, at Folk brød sig synderlig om, at de var komne galt afsted med Gisle. Børk fór nu hjem og fortalte Ejulf, hvordan det var gaaet ham. Gisle blev hos Ræv en halv Maaned, saa skiltes de som gode Venner, og da Gisle gik bort, gav han Ræv en Kniv og et Bælte; det var gode Gaver, og han havde ikke mere at give. Han fór nu op til Gejrthjofsfjord til sin Hustru. Hans Ry var voxet, meget ved disse Hændelser; det er ogsaa vist, at der ikke har været nogen dygtigere Mand end Gisle, og heller ikke har nogen havt mere Mod, men Lykken havde han ikke med sig.

Nu er at melde, at om Vaaren fór Børk til Torskefjordsting med et stort Følge for at træffe sine Venner. Gest fór vester fra Rødesand paa Bardastrand og ligesaa Tørkel Surssøn; hver af dem kom paa sit Skib. Da Gest var rejsefærdig, kom der to Drenge til ham; de var daarlig klædte og havde Stave i Hænderne. Saa meget fik Folk at vide, at Gest talte lønlig med Drengene, at de bad ham om at maatte sejle med paa hans Skib, og at han gav dem Lov dertil. De fulgte nu med ham til Tinget, og da de var komne i Land, gik de den lige Vej op til Torskefjordsting. Der var en Mand ved Navn Halbjørn; han plejede at vandre omkring i Herrederne med en ti, tolv Mænd i Følge og tigge, men tjeldede sin egen Bod paa Tinge. Til ham gik Drengene, sagde, at de var Tiggere, og bad ham om Plads i Boden; »det tilstod han alle, som bad ham om det«, sagde han, »jeg har været her mangen en Vaar og kjender alle Høvdinger og Godordsmænd«. Drengene sagde, at de vilde gjerne have Nytte af hans Omsorg og lade sig belære af ham. »Vi har megen Lyst«, sagde de, »til at faa Stormændene at se, som de store Frasagn gaar om«. Halbjørn sagde, at saa skulde han gaa ned fil Stranden med dem og sige dem Besked; han kjendte strax hvert et Skib, der kom. De takkede ham for hans Venlighed, og saa gik de ned til Stranden og saa’ Skibene sejle til Land. »Hvem tilhører det Skib, der nu sejler os næst?« sagde den ældste af Drengene. »Det er Børk den digres«, sagde Halbjørn. »Og det næste?« »Gest hin Spages«. »Men hvem er saa det, der kommer sejlende og lægger sit Skib ved Fjordhjørnet?« »Det er Torkel Surssøn«, sagde Halbjørn. De saa’ nu, at Torkel gik i Land og satte sig ned, medens hans Folk flyttede Varerne i Land i Flodtiden; men Børk tjeldede deres Bod. Torkel havde en gerdsk (10) Hat paa Hovedet og en graa Kappe; paa Skulderen havde han et Guldspænde og i Haanden et Sværd. Halbjørn og Drengene gik did, hvor Torkel sad; saa sagde den ældste af dem: »Hvem er den gjæve Mand, der sidder der? aldrig saa’ jeg fagrere eller stateligere Mand«. »Vel føjer du dine Ord«, sagde Manden, »jeg heder Torkel«. »Det maa være et stort Klenodie, det Sværd, du har i Haanden, vil du give mig Lov at se det?« »Det var en sær Lyst«, sagde Torkel, »men jeg vil dog give dig Lov dertil«, og dermed rakte han ham det. Drengen tog imod det, vendte sig lidt til Siden, løste Fredbaandene (11) op og trak Sværdet. »Jeg gav dig ikke Lov til at trække det«, sagde Torkel. »Det bad jeg heller ikke om«, sagde Drengen, svang Sværdet og hug Torkel i Halsen, saa Hovedet røg af. Neppe var det sket, førend Halbjørn Tigger sprang op; men Drengen kastede det blodige Sværd, greb sin Stav og løb bort med Halbjørn og de andre; alle Tiggerne blev slagne med Skræk og løb op til Boden, som Børk var ved at tjelde. Folk flokkedes nu om Torkel, og ingen vidste, hvem der havde øvet denne Daad. Børk spurgte, hvad den Støjen og Stimen skulde betyde derhenne ved Torkel, og da Halbjørn og de andre kom løbende ind i Boden — de vare femten Tiggere i Følge — og Børk igjen spurgte derom, svarede den yngste af Drengene — han hed Helge, og han, som havde begaaet Drabet, hed Berg —: »Jeg véd ikke, hvad de forhandler, men jeg tænker, de trættes om Vestejn kun har en Datter, eller han ogsaa har havt nogen Søn«. Halbjørn løb til sin Bod, men Drengene til Skoven tæt ved, og de blev ikke fundne.

Folk løb nu til Halbjørns Bod og spurgte, hvad der var paa Færde. Tiggerne sagde, at der var kommet to unge Drenge i deres Flok, og at dette var kommet dem meget uventet, og de vidste ingen Besked om dem; dog fortalte de, hvordan de saa’ ud, og hvad de havde sagt. Børk tykkes nu af de Ord, Helge havde sagt, at kunne skjønne, at de maatte være Vestejns Sønner. Han gik da til Gest og talte med ham, om hvad der var at gjøre. »Mig tilkommer det fremfor nogen anden«, sagde han, »at tage Eftermaalet efter min Maag Torkel; det tykkes mig ikke urimeligt, at det er Vestejns Sønner, som har øvet denne Daad, thi andre véd jeg ikke, som kunde have noget Mellemværende med Torkel; nu er de maaske slupne bort, men raad du mig nu, hvorledes jeg skal bære mig ad med denne Sag«. Gest svarede: »Var det mig, der havde begaaet Drabet, skulde jeg nok finde paa Raad og bruge et saadant Kneb, at Sagen spildtes, om den blev indledet imod mig; jeg vilde give mig et falsk Navn«, og han raadede meget til at lade være at fremme Sagen; men det antog man for vist, at Gest havde været i Ledtog med Drengene, efterdi han var deres Frænde. De lod da ogsaa Sagen falde. Torkel blev højlagt efter gammel Skik; Folk fór fra Tinge, og der skete ikke mere paa det Ting. Børk var ilde tilfreds med sin Færd; han var jo noget vant dertil, men af denne Sag havde han dog stor Spot og Skam.

Drengene gik nu, til de kom til Gejrthjofsfjord; de var fem Dage og Nætter ude, saa kom de til Ød og bankede paa Døren; det var ved Nattetid. Ød gik til Døren, hilsede dem og spurgte, hvad Nyt de havde at melde. Gisle var der, han laa i sin Seng; men nedenunder var Jordhuset, og hun plejede at hæve sin Røst, naar han maatte tage sig i Vare. De fortalte hende nu Torkels Drab, og hvordan det havde sig dermed, sagde hende ogsaa, hvor længe de havde været uden Mad. »Jeg skal sende jer over Aasen til Mosdal til Bjartmarssønnerne«, sagde hun, »jeg skal give jer Kost med og ogsaa Jertegn, at de skulle skjule jer; jeg gjør det, fordi jeg ikke nænner at bede Gisle hjælpe jer«. Drengene fór nu ud i Skoven, hvor de ikke kunde findes, og fik noget at spise, thi de havde længe ingen Mad faaet, og da de vare mætte, lagde de sig til at sove; det trængte de ogsaa haardt til.

Ød gik ind til Gisle og sagde: »Nu ligger der mig megen Magt paa, hvordan du vil bære dig ad, om du vil vise mig mere Ære, end jeg er værd«. Han afbrød hende strax og sagde: »Jeg véd, at du vil melde mig min Broder Torkels Drab«. »Det er, som du tænker«, svarede Ød, »og nu ere Drengene komne hid og vilde gjerne, at I alle skulde hjælpes ad, og de se ingen anden Udvej til Frelse end denne«. Han svarede: »Ikke vilde jeg kunne udholde at se min Broders Banemænd og leve sammen med dem«, og dermed sprang han op og vilde til at drage sit Sværd. Ød sagde nu, at de var borte; »jeg var fornuftig nok til ikke at sætte deres Liv paa Spil ved at lade dem blive her«. Gisle sagde, at det var ogsaa bedst, at det blev saaledes, at de ikke mødtes; han blev snart blid igjen, og alt var nu roligt. Der var nu ikke mere end to Vintre igjen af dem, som Drømmekvinden havde sagt, han havde at leve i; da kom alle hans Drømme og hans urolige Søvn igjen over ham; jævnlig kom den onde Drømmekvinde til ham, men stundom ogsaa den gode. En Nat drømte han, at den gode kom til ham; det tyktes ham, at hun red paa en graa Hest og bød ham følge med til hendes Hus, og det gjorde han; de kom da til et Hus, der næsten var at kalde en Hal; der laa Hynder paa Bænkene, og alt var vel indrettet; der førte hun ham ind, bød ham være der og gjøre sig til Gode — »og hid skal du fare, naar du dør«, sagde hun, »og leve i Rigdom og Lyksalighed«. Saa vaagnede han.

Engang blev Helge atter sendt ud for at spejde i Gejrthjofsfjord, og det tyktes Folk sandsynligt, at Gisle var der. Med Helge var der en Mand ved Navn Haavard; han var Gest Odlejfssøns Frænde og var kommen ud til Island Sommeren i Forvejen. Det skulde lade, som de var sendte ud i Skovene for at hugge Gavntømmer, men Meningen var, at de skulde lede efter Gisle og se at faa opdaget hans Skjulested. En Aften ved Solbjergstid, da det allerede skumrede stærkt, saa’ de en Ild imellem Bakkerne søndenfor Aaen. Haavard spurgte Helge, hvad de skulde gjøre, »du er mere vant til sligt end jeg«, sagde han. »Der er kun én Ting at gjøre«, sagde Helge, »vi maa rejse en Varde (12) paa Aasen, hvor vi staa; den kan vi saa finde om Dagen, naar det er lyst, og herfra kan vi se over til Bakkerne, det er kun kort herfra«. Det gjorde de da, og da de næsten havde rejst Varden, sagde Haavard, at han var søvnig og maatte lægge sig til at sove; men Helge vaagede og gjorde Varden færdig. Da Haavard vaagnede, sagde han, at nu skulde Helge sove, saa vilde han vaage. Helge sov da en Stund, og imedens gav Haavard sig til at splitte Varden ad og bære hver eneste Sten bort, bælmørkt som det var. Og da han havde gjort det, tog han en stor Sten og kastede den ned imod Bjerget, lige ved Helges Hoved, saa at Jorden skjalv derved. Helge sprang op; han var baade angst og bange og spurgte, hvad det var. »Der er en Mand i Skoven«, sagde Haavard, »og der er kommet mange saadanne Stene i Nat«. »Det maa være Gisle«, sagde Helge, »han maa være blevet os vár. Du kan selv indse, gode Ven, at vi begge ville blive knuste, hvis saadan en Sten rammer os; der er ingen anden Udvej, end at skynde os herfra, saa hurtig vi kan«. Dermed løb Helge, det bedste han havde lært; Haavard gik efter ham og bad ham ikke løbe fra ham, men det brød Helge sig ikke om, han løb saa rask, hans Ben kunde bære ham. Omsider kom de da begge ned til deres Fartøj, fik Aarerne ud og roede af al Magt, og standsede ikke, før de kom hjem til Odderdal, hvor Helge sagde, at nu havde han faaet opdaget, hvor Gisle var. Ejulf brød da strax op med elleve Mænd, og Helge og Haavard fulgte med. Da de kom til Gejrthjofsfjord, gik de rundt omkring i alle Skovene og ledte efter Varden og Gisles Skjulested, men fandt ingen af Delene. Ejulf spurgte da Haavard, hvor de havde rejst Varden; han svarede: »Det véd jeg ikke, thi baade var jeg saa søvnig, at jeg vidste lidet af mig selv at sige, og desuden rejste Helge Varden, medens jeg sov. Det tykkes mig ikke urimeligt, at Gisle har set Varden og har flyttet den, da det blev lyst, og vi vare borte«. »Skjæbnen gaar os haardt imod i denne Sag«, sagde Ejulf, »nu faa vi vende om«. Det gjorde de; men Ejulf sagde, at han forst vilde tale med Ød. De kom til Gaarden og gik ind, og Ejulf satte sig til at tale med Ød. »Jeg vil slutte en Handel med dig, Ød«, sagde han, »síg mig, hvor Gisle er, saa skal jeg give dig tre Hundreder i Sølv, det samme som jeg har faaet for at dræbe ham. Du behøver heller ikke at være her, naar vi tage ham af Live. Det vil jeg ogsaa love dig, at jeg skal skaffe dig et Giftermaal, som er langt bedre, end det med Gisle har været. Du faar ogsaa tænke paa, hvor ubekvemt det er for dig at ligge her ved Ødefjordene, og blot faa det ud af Gisles Vanheld, at du aldrig faar Frænder eller Venner at se«. »Mindst tror jeg«, sagde hun, »at vi blive forligte om, at du skaffer mig et Giftermaal, som tykkes mig at kunne maale sig med dette. Dog er det sandt, som Ordet lyder, at Gods er bedst efter Dødsens Mand; lad mig da se, om disse Penge er saa mange og saa gode, som du siger«. Han rystede da Pengene ud i Skjødet paa hende, og hun tog i dem, men han viste hende dem og talte dem for hende. Gudrid, hendes Fosterdatter, tog til at græde, gik ud og hen til Gisle. »Nu har min Fostermoder tabt sit Vid«, sagde hun, »hun vil svige dig«. »Slaa du dig til Taals«, sagde Gisle, »ikke vil det volde min Død, at Ød sviger mig«. Pigen gik da ind, og sagde ingen, hvor hun havde været. Ejulf havde nu talt Pengene; Ød sagde: »Visselig er her hverken færre eller ringere Penge, end du har sagt, og du mener vel nu, at jeg har Ret til at gjøre med dem, hvad jeg vil?« Ejulf blev meget glad og sagde, at det havde hun; hun tog da Pengene og lagde dem i en stor Pung, stod saa op og drev den i Ansigtet paa Ejulf, saa Blodet stod ham ud af Næsen. »Tag nu det for din Godtroenhed«, sagde hun, »og al Fortræd havde du fortjent foruden. Ikke var det at vente, at jeg skulde give min Husbond i Hænderne paa en Usling som dig. Tag du nu det, baade med Skam og Svie, og kom i Hu, saa længe du lever, din Usling, at en Kvinde har slaaet dig, og hvad du vilde, naa’r du alligevel ikke«. Da sagde Ejulf: »Griber og dræber hende, skjønt hun er en Kvinde«. Haavard svarede: »Vor Færd er daarlig nok, om vi end ikke øve dette Nidingsværk; hindrer ham nu i dette«. »Sandt er det gamle Ord«, sagde Ejulf, »at slet Følge er man fri for, naar man ikke har det med hjemmefra«. Haavard var en vennesæl Mand, og mange vare derfor rede til at yde ham deres Hjælp og ogsaa til at holde Ejulf fra at gjøre en Ulykke; han maatte da finde sig i det, som det var, og fare bort. Men inden Haavard gik ud, sagde Ød: »Ikke sømmer det sig, at jeg forholder dig, hvad Gisle nu er dig skyldig; her er en Fingerring, den skal du have«. »Da vilde jeg dog ikke kræve den«, sagde Haavard. »Jeg vil nu dog give dig den«, sagde Ød; men det var tydeligt nok, at det var for hans Hjælp, hun gav ham den. Haavard fik sig en Hest og red sønder til Strand til Gest Odlejfssøn, thi han vilde ikke længere være hos Ejulf; men Ejulf fór hjem til Odderdal, og var saare ilde tilmode over sin Færd, og den tyktes ogsaa Folk at have været ynkelig.

Sommeren led nu; Gisle var i sine Jordhuse; nu vilde han ikke længere bort; han var meget varsom, men alle Udveje tyktes ham føgne til, og nu var ogsaa de Vintre ledne til Ende, som han havde drømt om. Engang den Sommer lod Gisle en Nat ilde i Søvne, og da han vaagnede, spurgte Ød, hvad han havde drømt. Han fortalte da, at den onde Drømmekvinde var kommen til ham og havde sagt: »Nu skal jeg hindre alt, hvad den gode Drømmekvinde har sagt til dig, og jeg skal raade for, at intet af, hvad hun har sagt, skal blive dig til Gavn«. »Jeg drømte ogsaa«, sagde han, »at hun kom til mig og bandt en blodig Hue om mit Hoved; men først toede hun mit Hoved med Blod og øste det ud over mig, saa jeg blev ganske blodig«. Drømmene tog nu saa stærkt til, at han blev saa mørkeræd, at han ingensteds turde være alene, og saa snart han lukkede sine Øjne, stod hun for ham. En Nat lod han igjen ilde i Søvne, og da Ød spurgte, hvad han drømte, sagde han: »Jeg drømte, at der kom Mænd imod os, Ejulf og mange andre; vi mødtes, og det kom til Kamp imellem os. Den af dem, som fór fremmest, hylede højt, og det tyktes mig, at jeg hug ham midt over; han havde Hoved som en Ulv. Da søgte mange ind paa mig; jeg havde Skjold i min Haand og værgede mig længe«.

Gisle var nu hjemme den Sommer, og det tog ikke af med Drømmene, snarere tog det til. Saa kom den sidste Sommernat. Gisle kunde ikke sove, og de to andre ikke heller. Vejret var stille, og der faldt megen Dugg. Gisle sagde, at han vilde gaa hen til sit Skjulested under Bakkerne og prøve, om han kunde sove der. De gik da alle derhen, men Kvindernes Kjortler trak Spor i Duggen; Gisle havde en Kjevle i Haanden, som han gik og skar Runer i, og Spaanerne faldt paa Jorden. Da de kom til Skjulestedet, lagde han sig ned og prøvede paa at sove, men Kvinderne vaagede. Søvnen kom over ham, og han drømte da, at der kom nogle Fugle i Huset, af dem, som hedder Læminger; de er større end Hanryper; de skreg fælt og havde væltet sig i Blod. Da Ød havde vækket ham, og han havde fortalt sin Drøm, hørte de Stemmer; det var Ejulf, som var kommet med fjorten Mænd; de havde fulgt Sporene i Duggen fra Huset af. Da Gisle og Kvinderne blev dem vár, gik de op i Bakkerne, derhen, hvor der var bedst at værge sig; hver af Kvinderne havde en stor, tyk Kjæp i Haanden. Ejulf gik med sine Mænd frem nedenfra. Han sagde til Gisle: »Det vil jeg nu raade dig, at du ikke gaar længere tilbage og lader dig jage som hugløse Mænd, du, som har Ord for at være saa stor en Helt. Der har nu ikke været saa kort imellem, at vi hjemsøgte dig, og nu ville vi, at denne Gang skal være den sidste«. »Gaa du kun drabelig frem«, sagde Gisle, »jeg skal ikke gaa længere tilbage. Det tilkommer ogsaa dig mest at gaa først imod mig, thi du har større Ting at hævne paa mig end de andre, her er med«. »Jeg vil ikke lade dig ordne mine Folk«, sagde Ejulf, »det skal jeg nok selv gjøre«. »Det er ogsaa det rimeligste«, sagde Gisle, »at din Hund ikke tør skifte Hug med mig«. Ejulf sagde til Spejder-Helge: »Det vilde være en berømmelig Gjerning, om du først gik op ad Bakken imod Gisle; længe vilde det Manddomsværk mindes«. »Tidt har jeg mærket«, sagde Helge, »at du ser at faa andre til at gaa i dit Sted, naar det, gjælder noget; men siden du egger saa stærkt dertil, skal jeg gjøre det; følg du mig saa mandig efter og gaa mig næst, hvis du ikke er en ren Kryster«. Helge gik nu frem der, hvor det tyktes ham bedst; han havde en stor Øxe i Haanden. Gisle havde ogsaa en Øxe i Haanden; han var gjordet med sit Sværd og bar et Skjold; han havde en graa Kofte paa, som var bunden om Livet med et Reb. Helge tog nu Fart og løb op paa Bakken til Gisle, der vendte sig imod ham, svang Sværdet og hug ham over Lænderne, saa han hug ham midt over, og hver Del faldt til sin Side nedaf Bakken. Ejulf kom op et andet Sted; der kom Ød imod ham og slog ham over Haanden med sin Kjæp, saa at han tabte al Kraften i den og tumlede ned igjen. »Længe har jeg vidst, at jeg var vel gift«, sagde Gisle, »men ikke troede jeg, at jeg havde saa dygtig en Kone; dog ydede du mig nu mindre Hjælp, end du tænkte og vilde, skjønt Slaget var godt, thi de skulde begge have været samme Vej«.

Der gik nu to Mænd hen for at holde paa Ød og Gudrid, og de havde nok at gjøre dermed. De andre tolv søgte frem imod Gisle og kom op i Bakkerne. Han værgede sig baade med Sten og Vaaben, saa der siden gik stort Ry deraf. En af Ejulfs Følgesvende løb frem og sagde: »Lad du mig faa de gode Vaaben, du bærer, med samt din Kone Ød og det Hele«. »Stræb saa ogsaa mandig efter det«, sagde Gisle, »thi ellers vil hverken mine Vaaben eller min Hustru sømme sig for dig«. Manden stak efter Gisle med sit Spyd, men Gisle hug med sin Øxe, saa Spydet røg af Skaftet, og saa vældigt var Hugget, at Øxen sprang over imod Klippen, saa Spidsen røg af. Han kastede den da fra sig og greb til Sværdet, hug med det og dækkede sig med Skjoldet. De gik nu djærvelig imod ham, og han værgede sig mandig og godt, saa de tørnede haardt sammen; Gisle dræbte atter to Mænd, saa nu var der faldet fire. Ejulf bad dem søge mandig frem. »Lad os gjøre, hvad vi kan«, sagde han, »det gjør intet, om vi skal tage haardt fat, naar Lønnen for vort Arbejde bliver god«. Men da man mindst ventede det, bøjede Gisle af og sprang fra Bakken op paa en Klippe, der heder Ejnhamar; der vendte han sig imod dem og satte sig til Modværge. Dette kom dem meget uventet, og nu tyktes deres Sag dem kun at staa daarlig: fire Mænd faldne, og de, som levede, saarede og mødige; der blev da et Pust i Kampen. Saa eggede Ejulf dem igjen paa det stærkeste og lovede dem alt godt, om de kunde faa Bugt med Gisle. Ejulfs Flok var udsøgte Mænd, baade i Mod og Styrke.

Den første, som nu søgte frem imod Gisle, var en Mand, som hed Svejn. Gisle hug til ham, kløvede ham ned til Skuldrene og kastede ham ned af Klippen. Det tyktes dem nu, som om dette Mandefald aldrig skulde faa Ende. Gisle sagde til Ejulf: »Jeg havde nok Lyst til, at de tre Hundreder i Sølv, du har faaet for mit Liv, skulde komme dig dyrt at staa, og at du skulde ville give andre tre Hundreder til, at vort Møde aldrig havde fundet Sted, og at du maa faa Spot og Spe for de Mænd, du har mistet«. De holdt nu Raad og bleve enige om, at om det skulde gjælde Livet, vilde de ikke vende om. De søge da frem imod ham fra begge Sider; fremmest med Ejulf gaa hans Frænder Tore og Tord, begge tapre Mænd. Kampen blev nu baade heftig og haard; de fik givet ham nogle Saar med deres Spyd, men han værgede sig med megen Kraft og Manddom, og medtog dem saa haardt, med Sten og store Hug, at ingen, som søgte frem imod ham, slap usaaret derfra, thi Gisle fejlede ikke, naar han slog. Ejulf og hans Frænder gik drabelig frem, thi de saa’, at det gjaldt deres Ære og Anseelse; de stak til ham med deres Spyd, saa at Indvoldene faldt ud, men han svøbte dem og Skjorten sammen og bandt Rebet udenom. Han bad dem nu bie lidt, »nu faar I den Ende paa Sagen, I vilde have«, sagde han, og saa kvad han sin sidste Vise. Derefter sprang han ned fra Klippen, hug Ejulfs Frænde Tord i Hovedet med sit Sværd og kløvede ham ned til Bæltestedet, faldt saa selv ovenpaa ham og opgav Aanden; men alle Ejulfs Stalbrødre vare haardt saarede. Da Gisle lod sit Liv, havde han saa mange og store Saar, at det tyktes et helt Vidunder, og saa har de sagt, at han aldrig veg, og at de ikke skjønnede, at hans sidste Hug var ringere end det første. Saalunde endte Gisle sit Liv, og det sige alle, at han var en drabelig Mand, skjønt Lykken ikke var med ham i alle Dele. De trak ham nu ned og tog Sværdet fra ham, begrov ham der imellem Stenene og gik saa ned til Søen; da de var komne derned, døde den sjette Mand for dem. Ejulf tilbød Ød at fare med ham, men hun vilde ikke; de fór da hjem til Odderdal, og strax samme Nat døde den syvende; den ottende laa af sine Saar i tolv Maaneder, saa døde ogsaa han; men de andre, som vare saarede, kom sig. Men Vanhæder fik de for deres Færd, og det sige alle, at aldrig har én Mand, efter hvad Folk vide at fortælle med Sandhed, værget sig bedre og vundet sig større Ry.

Ejulf fór nu selvtolvte sønderpaa til Børk hin digre og sagde ham disse Tidender, som alt var gaaet til. Børk blev glad, da han hørte dette, og bød Tordis tage vel imod Ejulf, »kom nu den store Kjærlighed i Hu, du bar til min Broder Torgrim, og vær blid imod Ejulf«. »Græde maa jeg for min Broder Gisle«, sagde Tordis, »er der ikke sørget godt nok for Gisles Banemand, naar han faar Grød?« Om Aftenen, da hun bar Maden frem, lod hun Truget med Skeerne falde. Ejulf havde lagt det Sværd, som Gisle havde ejet, imellem Bænkestokken og sine Ben. Tordis kjendte Sværdet, og idet hun bukkede sig ned efter Skeerne, greb hun om Hjaltet og stak efter Ejulf; hun vilde jage det igjennem ham, men gav ikke Agt paa, at Hjaltet vendte opad; det stødte imod Bordet, saa hun ramte lavere, end hun havde ment, men han fik et stort Saar i Laaret. Børk greb Tordis og rev Sværdet fra hende; de sprang alle op og skjød Bordene med Maden paa ud. Børk bød Ejulf selv dømme for dette; han dømte da fuld Mandebod og sagde, at han vilde have dømt mere endnu, om Børk ikke havde baaret sig saa godt ad. Men Tordis nævnede sig Vidner, sagde sig skilt fra Børk, og sagde, at hun aldrig skulde komme i hans Seng mere, og det holdt hun. Hun flyttede ud paa Øre til Tordisstad, men Børk blev boende paa Helgafell, til Snorre Gode fik drevet ham bort; saa fór han til Gleraaskov og boede der. Men Ejulf fór hjem, ilde tilfreds med sin Færd.

Vestejns Sønner fór til deres Frænde Gest og bad ham hjælpe dem med sine Raad til at komme bort fra Øen med deres Moder Gunhild og Gisles Enke Ød, Gudrid Ingjaldsdatter og Gejrmund, hendes Broder. De fore alle bort fra Hvidaa. Gest hjalp dem bort for sine Penge. De var kun kort ude, før de naaede Norge. Der gik Berg en Dag paa Gaden med to Mænd og vilde leje Herberge til dem i Byen; saa mødte de to andre Mænd; den ene var i Skarlagensklæder, en ung Mand og stor af Væxt. Han spurgte Berg, hvad han hed; han sagde da sit Navn, og af hvad Slægt han var; saa drog Manden i Skarlagensklæderne sit Sværd og hug Berg Banehug; det var Are Surssøn, Gisles og Torkels Broder. Bergs Følgesvende gik ned til Skibet og sagde, hvad der var sket. Styrmanden skaffede dem bort, og Helge fór til Grønland, hvor han voxede op og tyktes alle en brav Mand. Der blev sendt Folk ud for at komme ham til Livs, men det lykkedes dem ikke; han omkom engang paa en Jagt, og det tyktes at være stor Skade. Ød og Gunhild fore til Danmark, til Hedeby; der tog de ved Troen, fór saa sønderpaa og kom ikke mere tilbage. Gejrmund blev i Norge, giftede sig der og blev en dygtig Mand. Hans Søster Gudrid blev ogsaa gift og tyktes at være en forstandig Kvinde: fra hende nedstamme mange Mænd. Are Surssøn kom til Island; han solgte sit Skib, kjøbte sig Land ved Hamar og boede der nogle Aar. Længe har han ogsaa boet paa Myrerne, og anselige Mænd nedstamme fra ham. Her ende vi Gisle Surssøns Saga. Gud gjøre evindelig alle Dage gode. Amen.


Noter:

1. Herredshøvding.

2. Kamppladsen plejede at være afmærket med Hasselstænger.

3. Undertiden holdtes nemlig Skjoldet for den kjæmpende af en anden.

4. Sur Mælk og Valle.

5. Værdighed som Gode ɔ: Tempelforstander og Herredshøvding.

6. Et Hundred (Storhundred 120) er en Værdi, der svarer til 120 Alen Vadmel.

7. En Unze.

8. I det gamle Sprog Mund ɔ: den Sum, for hvilken Brudgommen maatte kjøbe Bruden.

9. Fredløse.

10. Russisk, fra Gardarige.

11. Baand, der bandt Sværdet fast i Skeden.

12. Kegleformig Stendynge.