Harald Hårdrådes saga

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Harald Hårdrådes saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Harald — søn af Sigurd So og sammødre bror til kong Olav den Hellige — deltog i slaget på Stiklestad, hvor den hellige kong Olav faldt; Harald blev såret, men slap væk sammen med andre flygtende folk. Således siger Tjodolf:


Hvast i våbenbygen
— véd jeg — ramtes fyrsten;
støt bulgarers straffer
stod ved Haug hos Olav.
Med hjelmsædet sløret
slap han bort, men opgav
— tolv og tre år gammel —
trægt sin døde broder.


Ragnvald Bruseson ledte Harald væk fra slaget og førte ham hen til en bonde, der boede i en skov langt fra andre folk; dér blev Harald tilset, indtil han blev rask. Siden fulgte bondens søn ham østpå over Kølen, og de drog hele tiden ad skovveje, når de kunne komme til det, og ikke ad hovedvejene. Bondesønnen havde ingen anelse om, hvem han fulgtes med, og da de red mellem nogle ødeskove, kvad Harald dette:


Gangen gennem skoven
gavner knapt min ære,
men hvem véd om ikke
vidt jeg siden hædres.


Han drog østpå gennem Jämtland og Hälsingland og så til Svitjod, hvor han traf Ragnvald Bruseson og mange andre af kong Olavs mænd, der var sluppet fra striden med livet i behold.


2. Haralds rejse til Miklagård

Foråret efter skaffede de sig skibslejlighed, og om sommeren drog de østpå til Gardarige, hvor de opsøgte kong Jarislav og var dér om vinteren. Således siger Bølverk:


Ved slagets slut — milding! —
sværdets mund du tørred’;
til ulvehyl fra åsen
indtog ravnen føde.
Fyrste! — freden spilder
få som du — og østpå
sad du gævt i Gardar
— gram! — det år, der fulgte.


Kong Jarislav tog godt imod Harald og de andre; Harald blev da sammen med Eilif — søn af jarl Ragnvald — udnævnt til høvding over kongens landværnsmænd.[1] Harald opholdt sig nogle år i Gardarige og drog vidt omkring i Østersølandene. Han indledte siden sin færd ud til Grækenland, og han havde et stort følge med sig; han tog da til Miklagård. Således siger Bølverk:


Den svale bør sendte
snekkens stævnpryd fremad;
skibene — skjoldklædte —
skred da langs med kysten.
Borgens stolte styrer
stavnenes jern skued’,
da flåden flød talrigt
foran Miklagården.


3. Om Harald Sigurdson

Dronning Zoe — Mosaik i Hagia Sophia

Dengang regerede dronning Zoe den Mægtige i Grækenland, og med hende Michael Katalaktus. Da Harald kom til Miklagård og mødte dronningen, gik han dér i deres tjeneste og tog allerede om efteråret på galej med de hærfolk, der drog ud på Grækenlandshavet. Harald havde et følge af sine egne folk. Høvding over hæren var den mand, der hed Gyrge; han var dronningens slægtning. Harald havde kun været kort tid i hæren, før væringerne i høj grad sluttede sig til ham, og de holdt sig alle samlet, så snart det kom til kamp; det kom dertil, at Harald blev høvding over alle væringerne. Gyrge og hans folk drog vidt omkring mellem de græske øer, hvor de ofte satte hærmagten ind mod sørøverskibene.


4. Harald og Gyrges lodtrækning

Det skete engang, da de var draget gennem landet og skulle gøre ophold for natten ved en skov, at væringerne kom først til overnatningsstedet og valgte sig de bedste og højest beliggende steder til at slå deres telte op, for det forholder sig sådan dér, at grunden er blød, og så snart det regner, bliver det ilde at opholde sig på de lavtliggende steder. Så ankom Gyrge — hærens høvding — og da han så, hvor væringene havde teltet, bad han dem fjerne sig og telte et andet sted, idet han sagde, at han ville telte dér. Harald sagde: »Hvis I kommer først til overnatningsstedet, så vælger I jer opholdssted, og så må vi telte et andet sted, som det passer os; gør nu således selv og slå jeres telte op et andet sted, som I ønsker. Jeg mente, at det var væringernes ret her i grækerkongens rige, at bestemme over sig selv og i alle henseender nyde frihed for andre, men alene være forpligtede til at tjene kongen og dronningen.« De skændtes om dette med stor voldsomhed, og begge parter væbnede sig; det var da nær ved, at de kom i kamp. Da kom de klogeste folk til og skilte dem og sagde, at det bedste var, at de blev enige om denne sag og lavde en klar ordning, så de ikke oftere behøvede strides sådan. Der blev da aftalt et møde mellem dem, som de bedste og klogeste folk stod for. På dette møde besluttede de — og alle var enige derom — at man skulle lægge lodder i en pose og trække lod mellem grækerne og væringerne om, hvem der skulle ride eller ro først, og hvem der først skulle lægge til havn og vælge teltplads; begge parter skulle rette sig efter det, lodtrækningen afgjorde. Derpå blev lodderne lavet og forsynet med mærker. Da sagde Harald til Gyrge: »Jeg vil se, hvilket mærke du laver på dit lod, så vi ikke begge laver samme mærke.« Han viste ham det. Så lavede Harald et mærke på sit lod og kastede det i posen — det gjorde de begge. Den mand, der skulle trække loddet, tog det ene op og holdt det mellem sine fingre og rakte armen i vejret og sagde: »Disse skal ride og ro først og lægge først til havn og vælge sig teltplads.« Harald greb ham om armen og tog loddet og kastede det ud i vandet; så sagde han: »Det var vores lod.« Gyrge sagde: »Hvorfor lod du ikke flere folk se det?« »Se nu,« sagde Harald, »— på det lod, der er tilbage; dér kan du se dit mærke.« Så undersøgte man dette lod, og alle genkendte Gyrges mærke. Det blev fastlagt, at væringerne skulle have førstevalget i alt, hvad de var uenige om. Det skete flere gange, at de ikke var enige om tingene, men det endte altid med, at Harald fik ret.


5. Om Harald Sigurdson

De drog alle samlet og hærgede om sommeren. Når hele hæren var samlet, lod Harald sine folk stå uden for kampen eller dér, hvor der var mindst fare for folkene, og han sagde, at han ville være påpasselig med ikke at spilde sit hærfølge. Men når han stod alene sammen med sine folk, gik han så hårdt til kampen, at han enten måtte sejre eller dø. Det gik ofte således, da Harald var høvding over hæren, at han vandt sejr, mens Gyrge ikke vandt. Dette indså hærfolkene og mente, at deres sag ville stå bedre, hvis Harald var enehøvding over hele hæren, og de klandrede hærføreren for, at man ikke havde gavn af ham eller hans folk. Gyrge hævdede, at væringerne ikke ville yde ham nogen støtte, og bad dem drage et andet sted hen, mens han drog om med den øvrige hær, og så måtte de udrette, hvad de formåede. Så forlod Harald hæren sammen med væringerne og latinmændene. Gyrge fortsatte med den græske hær. Da viste det sig, hvad de hver især formåede; Harald sejrede og vandt bytte hele tiden, og grækerne drog hjem til Miklagård på nær de unge mænd, der ønskede at vinde sig bytte. De samlede sig under Harald og havde så ham som hærfører. Han styrede med sin hær vestpå til Afrika, som væringerne kalder Serkland; hans hærskare forøgedes da meget. I Serkland indtog han 80 borge; nogle blev opgivet, men andre tog han med magt. Siden drog han til Sikelø. Således siger Tjodolf:


I serkers land slangens
sengebolsters hader
firs fæstninger indtog
(faren rask han trodsed’).
Til Hilds skrappe skjoldleg
skred da hærens fører;
på Sikeløs sletter
serker led i striden.


Således siger Illuge Bryndølaskjald


Sydpå sikred’ Harald
sejren under Michael.
(Budles søn bød sine
svogre hjem til gilde).


Her fortælles det, at Michael var grækerkonge på dette tidspunkt. Harald opholdt sig i Afrika i mange år og skaffede sig store summer, guld og alle slags kostbarheder. Alle de midler, han fik og ikke mente at have brug for til sit kosthold, sendte han med sine betroede folk nordpå til Holmgård i kong Jarislavs varetægt, og dér blev der samlet en mængde værdier, som det kunne forventes, når han hærgede i den del af verden, der var rigest på guld og kostbarheder, og så meget som han bidrog dertil — som det tidligere er fortalt troværdigt — ved at han skulle have erobret firs borge.


6. Kamp på Sikelø

Da Harald kom til Sikelø, hærgede han dér og ville med sine folk indtage en stor og folkerig borg. Han belejrede borgen, for den havde så stærke mure, at han ikke var sikker på, at de kunne nedbrydes. Folkene i borgen havde tilstrækkeligt forråd og andre fornødenheder, som de havde brug for til forsvaret. Så kom han på den udvej, at hans fuglefængere fangede nogle småfugle, der havde reder i borgen og fløj i skoven om dagen for at finde føde. Harald lod høvlspåner af fyrretræ binde på fuglenes rygge, og man hældte voks og svovl over og satte ild til; fuglene fløj, så snart de slap fri, alle til borgen samtidig for at opsøge deres unger og bo, som de havde i hustagene, der var tækkede med rør eller halm. Så sprang ilden fra fuglene til hustagene, og selv om hver fugl kun bar en lille byrde af ild, blev det snart til en stor brand, da mange fugle kom med ild til tagene vidt omkring i borgen, og derpå antændtes det ene hus efter det andet, indtil hele borgen brændte. Da forlod alle folkene borgen og bad om nåde — de samme folk som i mange dage forinden havde talt overmodigt og hånligt om den græske hær og dens høvding. Harald gav fred til alle, der bad om det, og tog siden magten over denne borg.


7. Kampen om endnu en borg

Der var en anden borg, som Harald angreb med sin hær. Den var både folkerig og så stærk, at der ikke var noget håb om at få den brudt. Borgen var omgivet af fladt og hårdt sletteland. Så lod Harald iværksætte gravning af en gang fra et sted, hvor der løb en bæk, og der var dér en så dyb kløft, at man ikke kunne se det fra borgen. De kastede jorden ud i åen og lod strømmen føre den bort. De arbejdede i skiftehold på dette både dag og nat, men hver dag gik hæren frem mod borgen, mens borgens folk gik til skydeskårene, og så skød de på hinanden, men om natten sov begge parter. Da Harald anslog, at gangen var blevet så lang, at den måtte række ind forbi borgmuren, lod han sin hær væbne. Det var kort før dag, da de gik ind i gravegangen, og da de kom til enden, gravede de opad, indtil de stødte på sten, der blev holdt sammen af mørtel; det var gulvet i en stenhal. I den sad mange af borgens folk og spiste og drak, og det var en ganske uventet ulykke for dem, for væringerne kom med trukne sværd, og de dræbte straks nogle, mens andre flygtede, hvis de kunne komme til det. Væringerne forfulgte dem, mens nogle indtog borgporten og åbnede den, og så gik hele hæren ind dér. Da de kom ind i borgen, flygtede indbygerne, men mange bad om fred, og det fik alle, der overgav sig. På denne måde erobrede Harald borgen og dermed en mængde værdier.


8. Kampen ved den tredje borg

De kom til den tredje borg, og den var af alle disse den stærkeste, mest velhavende og talrigst befolkede. Omkring denne borg var der en voldgrav så stor, at de indså, at de ikke kunne erobre den med samme fremgangsmåde som den forrige borg; de lå meget længe dér uden at få udrettet noget. Da folkene i borgen så det, gjorde det dem mere dristige. De tog opstilling oppe på borgmurene, og derpå åbnede de borgportene og råbte til væringerne og opildnede dem og opfordrede dem til gå ind i borgen; de gjorde nar ad deres mod og sagde, at de ikke egnede sig bedre end høns til at slås. Harald bad sine folk foregive, at de ikke forstod, hvad de andre sagde: »— det gavner os intet,« sagde han, »— selv om vi løber hen til borgen; de kan bruge våben imod os nedenunder dem, og selv om vi skulle få nogle folk ind i borgen, så har de magt til at lukke dem inde og andre ude, som de vil, for de har sat vagtposter ved alle portene. Vi skal tilføje dem ikke mindre spot og lade dem se, at vi ikke er bange for dem; vores folk skal gå frem på grunden nær ved borgen, men dog passe på ikke at komme inden for deres skudvidde. Alle vores folk skal være ubevæbnede og hengive sig til leg og lade borgfolkene se, at vi ikke regner deres opstilling for noget.« Således forløb nogle dage.


9. Om Ulf og Haldor

Der nævnes et par islandske mænd, som var i kong Haralds følge: Den ene var Haldor — Snorre Godes søn, og han bragte denne beretning her til landet — den anden var Ulf — søn af Uspag, søn af Osvif den Kloge. Begge var de meget stærke og våbendjærve mænd, og de var kære venner af Harald; de deltog begge i legen. Da dette havde stået på nogle dage, ville borgfolkene udvise endnu mere iver; de gik da ubevæbnede op på borgmurene, men lod alligevel borgporten stå åben. Da væringerne så det, gik de en dag til legen således, at de havde sværd under kapperne og hjelme under hattene. Da de havde leget en tid, bemærkede de, at borgfolkene ikke havde nogen mistanke; så greb de hurtigt våbnene, hvorefter de løb mod borgporten. Da borgfolkene så det, gik de godt imod og var fuldt bevæbnede; der opstod da kamp dér i borgporten. Væringerne havde ikke noget til værn — på nær kapperne, som de svøbte om deres ventrehænder — og de blev sårede, og nogle faldt, og de var alle stedt i nød. Harald og de folk, der var i hærens lejr, søgte frem for at hjælp folkene, men borgfolkene var da kommet op på borgmurene, hvorfra de skød på dem og kastede med sten. Kampen blev hård, og de folk, der opholdt sig i borgporten, mente, at hjælpen kom noget senere, end de kunne have ønsket sig. Da Harald kom frem til borgporten, faldt hans bannerfører; da sagde han: »Haldor! Tag banneret!« Haldor samlede bannerstagen op og svarede uforstandigt: »Hvem vil bære banneret foran dig, når du følger det så modløst, som det sker for tiden?« Dette var mere et vredesudbrud end sandheden, for Harald var den våbendjærveste mand. De søgte da ind i borgen, hvor kampen blev hård, men det endte med, at Harald sejrede og indtog borgen. Haldor blev hårdt såret og fik et stort sår i ansigtet, og det var en skavank han havde, så længe han levede.


Wilhelm Wetlesen: Kampen i borgporten.


10. Kampen ved den fjerde borg

Den fjerde borg, som Harald kom til med sin hær, var den største af alle dem, der hidtil er omtalt, og den var så stærk, at de ikke så noget håb om at få den brudt. De omringede derpå borgen og sad om den, så intet forråd kunne komme til borgen. Da de havde opholdt sig dér i kort tid, blev Harald syg, så han måtte søge til sengs. Han lod sit telt rejse i afstand fra de andre telte, for han mente at kunne få ro, når han ikke hørte larm og uro fra hæren. Hans folk gik ofte flokvis til og fra ham for at få rådgivning, og deraf så folkene i borgen, at noget var ændret blandt væringerne; de udsendte spejdere for at finde ud af, hvad det kunne være. Da spejderne vendte tilbage til borgen, kunne de fortælle den nyhed, at væringernes høvding var syg, og at borgen af den grund ikke blev angrebet. Da dette havde stået på en tid, aftog Haralds kræfter; hans mænd blev da meget bekymrede og nedtrykte. Alt dette erfarede borgfolkene. Det kom dertil, at Harald blev så medtaget af sygdommen, at det i hele hæren blev fortalt, at han var død. Derefter gik væringerne til samtale med borgfolkene og fortalte dem om deres høvdings død, og de bad præsterne give ham en grav i borgen. Da borgfolkene hørte, hvad der var sket, var der mange, der stod for klostrene eller andre store kirker, som hver især gerne ville have dette lig til deres kirke, for de vidste, at der ville følge store offergaver med. Da trak hele mængden af præster i deres skrud og gik ud af borgen med skrin og helligdomme og iværksatte en smuk procession. Væringerne foranstaltede også en storslået ligfærd; da blev kisten båret højt og dækket med silkestof, hvorover man bar mange bannere. Da dette blev båret gennem borgåbningen, stillede de kisten ned på tværs af borgporten; så blæste væringerne til kamp i alle deres lurer og trak sværdene. Da stormede hele hæren af væringer fuldt bevæbnet ud af lejren og løb råbende og skrigende hen til borgen. Munkene og de øvrige præster, som var gået ud i denne ligfærd — den ene kæmpende med den anden om at være først til at tage imod offergaverne — kæmpede nu dobbelt så hårdt om at komme længst muligt væk fra væringerne, for de dræbte den, der stod dem nærmest, hvad enten denne var klerk eller uviet. Væringerne gik igennem denne borg på den måde, at de dræbte mandfolkene og plyndrede alle borgens kirker, og de vandt sig dér store værdier.


11. Om kong Harald

Harald var i mange år på dette hærtogt, som der nu er fortalt om, både i Serkland og på Sikelø. Derpå drog han tilbage til Miklagård med denne hær og ophold sig kort tid dér, før han indledte sin færd ud til Jorsalaland. Han — og alle de væringer, der drog på færden med ham — efterlod dér det guld, han fik i sold af grækerkongen. Det siges, at på alle disse rejser havde Harald deltaget i 18 store kampe; således siger Tjodolf:


Atten kampe — konge! —
kender folket; ofte
ledte Harald hæren
(hårdt han spildte freden).
Ulven sulted’ aldrig;
ørnens hvasse kløer
farved’ fyrsten røde,
før han vendte hjemad.


12. Kong Haralds Jorsalafærd

Harald drog med sit følge ud til Jorsalaland og tog så sidenhen over til Jorsalaborg, og hvor som helst han kom gennem Jorsalaland, blev alle borge og kasteller overgivet i hans magt; således siger Stuf Skjald, som selv havde hørt kongen fortælle om disse begivenheder:


Drotten — den sværddjærve —
drog til Jorsallandet;
folket fulgte villigt
fredøderens vilje.
Uden kamp og ubrændt
underlagdes riget
den græske hærs høvding.
[Herligt sted at være].


Her fortælles det, at dette land kom ubrændt og uhærget i Haralds magt. Han drog da ud til Jordanfloden og vaskede sig dér, som andre pilgrimme har for vane. Harald skænkede store gaver til kongens grav og til det hellige kors og til andre helligdomme i Jorsalaland. Så skabte han fred på hele vejen ud til Jordanfloden og dræbte røvere og andre voldsmænd; således siger Stuf:


Ud langs Jordans bredder
Agderfyrstens budord
afholdt folk fra udåd
(ingen svig han tålte);
stadigt lod han stimænd
straffe hårdt for synder
(dådrigt drotten handled’).
[Dvæler hos Krist evigt].


Så drog han tilbage til Miklagård.


13. Kong Harald fængsles

Da Harald var kommet fra Jorsalaland til Miklagård, fik han lyst til at drage til sin arvejord i Nordlandene; han havde da erfaret, at Magnus Olavson — hans brodersøn — var blevet konge i Norge og ligeledes i Danmark, og han opsagde derfor sin tjeneste ved grækerkongen. Da dronning Zoe blev klar over dette, blev hun meget vred og rejste anklager imod Harald og hævdede, at han skulle have begået underslæb med de værdier, grækerkongen havde vundet på hærtogt, dengang Harald var høvding over hæren. Der var en ung og smuk kvinde, der hed Maria; hun var dronning Zoes broderdatter. Harald havde anmodet om denne kvinde, men dronningen afslog det. Væringer, der har tjent i Miklagård, har her nordpå fortalt, at der blandt forstandige folk gik det ord, at dronning Zoe selv ville have Harald til mand, og at denne sag særligt blev brugt imod Harald, da han ville forlade Miklagård, selv om noget andet blev forelagt befolkningen. Dengang var grækerkongen ham, der hed Konstantinus Monomakus; han sad ved magten sammen med dronning Zoe. Af denne grund lod grækerkongen Harald pågribe og føre til fængslet.


14. Kong Olavs mirakler — Grækerkongen blindes

Da Harald kom i nærheden af fængslet, viste den hellige kong Olav sig for ham og sagde, at han ville hjælpe ham. På gaden dér opførtes siden et kapel, der var viet til kong Olav, og det kapel har stået der lige siden. Fængslet var således indrettet, at der var et højt tårn, som var åbent øverst, mens en dør gik ind fra gaden; dér blev Harald sat ind sammen med Haldor og Ulf. Næste nat kom en fornem kvinde op på fængselstårnet; hun var klatret op ad stiger sammen med to tjenestefolk. De sænkede et tov ned i fængslet og trak dem op. Denne kvinde havde den hellige kong Olav hjulpet, og han havde så åbenbaret sig for hende, for at hun skulle befri hans bror fra fangenskabet. Harald begav sig straks hen til væringerne, og de rejste sig alle for ham og tog godt imod ham. Derpå væbnede hele hæren sig og gik derhen, hvor kongen sov; de pågreb kongen og stak begge øjne ud på ham. Således siger Torarin Skeggeson i sin drapa:


Armens glød den gæve
(Grækenlands stolkonge
blev stenblind af stygge
stiksår) fyrste vandt sig.


Således siger også Tjodolf Skjald:


Stolkongen fik stukket
(stridens omfang tiltog)
begge øjne ud af
ulvesorgens stiller.
Ude østpå handled’
egders gæve fyrste;
grimt blev grækerkongen
givet fjendemærke.


I disse to drapaer om Harald og i mange andre kvad om ham nævnes det, at det var selve grækerkongen, Harald blindede; de kunne i stedet have nævnt en hertug eller en greve eller en anden slags fyrstelig mand, hvis de vidste, at det var mere sandt, for det var Harald selv og de øvrige mænd, der var sammen med ham, der viderebragte denne beretning.


15. Kong Harald forlader Miklagård

Den samme nat gik Harald og hans folk til det hus, hvor Maria sov, og bortførte hende med magt. Derefter gik de til væringernes galejer og tog to af galejerne og roede derpå ind i Søvedsund. Da de kom til det sted, hvor jernkæden lå tværs over sundet, sagde Harald, at folkene skulle fordele sig ved årerne på begge galejer, mens de mænd, der ikke roede, alle skulle løbe agterud på galejen, og hver mand skulle have sin skindsæk i favnen. Således sejlede de galejerne op på jernkæden; så snart de ramte, og fremdriften aftog, bad han alle folk løbe fremad. Da vippede den galej, Harald var på, fremover og gled af jernet ved svingningen, men den anden, der hang på jernet, knækkede, så mange druknede, mens nogle blev samlet op fra vandet. På denne måde skaffede Harald sig ud fra Miklagård, og han sejlede da ind i Sortehavet. Før han sejlede fra land, satte han den unge kvinde i land og gav hende et godt følgeskab tilbage til Miklagård og bad hende spørge Zoe — hendes slægtning — om, hvor meget magt hun havde haft over Harald, eller om dronningens magt havde kunnet forhindre, at han havde taget den unge kvinde. Så sejlede Harald nordpå i Ellipalta og derfra gennem hele Østriget. På denne rejse digtede Harald skæmteviser, og der findes i alt 16, og de har alle samme omkvæd; dette er en af viserne:


Stævnen (stolte var vi)
strøg langs Sikeløen;
løftings-hjorten iled’
under mænd’ne — næppe
vover dovne drenge
denne færd at gøre.
I Gardar guldringens
Gerd mig knapt nok ænser.


Med dette hentydede han til Ellisiv — kong Jarislavs datter — i Holmgård.


16. Om kong Harald

Da Harald ankom til Holmgård, tog kong Jarislav særdeles godt imod ham, og han opholdt sig dér om vinteren. Da tog han alt det guld og de mange forskellige kostbarheder, som han tidligere havde sendt dertil ude fra Miklagård, i sin varetægt. Det var så store værdier, at ingen i landene nordpå havde set så meget i én mands besiddelse. Tre gange havde Harald deltaget i paladsplyndring, mens han opholdt sig i Miklagård. Det er lov dér, at hver gang en grækerkonge dør, skal væringerne holde paladsplyndring; så skal de gå gennem alle kongens paladser — dér hvor hans skatkamre er — og så skal enhver frit tilegne sig det, han får fat i.


17. Kong Haralds giftermål

Den vinter giftede kong Jarislav sin datter med Harald; hun hed Elisabeth, men nordmændene kalder hende Ellisiv. Dette beretter Stuf den Blinde:


Guld og gramens datter
genså egders fyrste;
mænd’nes ven da modtog
mågskabet han ønsked’.


Da foråret kom, gjorde han klar til at forlade Holmgård, og han drog om foråret til Aldeigjaborg, hvor han skaffede sig skibe og sejlede vestpå om sommeren. Han styrede først til Svitjod og lagde til ved Sigtuna. Således siger Valgard fra Velle:


Du frem — Harald! — førte
(fuldt fortjent du hædres),
på snekken smukt lastet
siden guldet vestpå.
Fyrsten fór fra Gardar
frisk i heftigt stormvejr;
skibet skred igennem
skummets sprøjt til Sigtun.


18. Kong Haralds forbund med Svend Ulfsen

Harald traf dér Svend Ulfsen; han var dette efterår flygtet fra kong Magnus ved Helgenæs. Da de mødtes, tog de venligt imod hinanden. Svenskekongen Olaf var morfar til Ellisiv — Haralds kone — mens Astrid — Svends mor — var kong Olafs søster. Harald og Svend sluttede sig sammen og forpligtede sig med faste aftaler. Alle svenskere var venner af Svend, for han havde en meget stor slægt dér i landet. Da blev alle svenskere også Haralds venner og støtter; mange stormænd dér var knyttet til ham ved svogerskab. Således siger Tjodolf:


Egekølen kløved’
krappe bølger østfra;
hver en svensker siden
— snilde fyrste! — hjalp dig.
Den gled ud fra Gardar
— guldtung under sejlet —
og vandhovnet hælded’
Haralds skeid i stormen.


19. Kong Haralds hærtogt

Siden skaffede de — Harald og Svend — sig skibe, og de fik snart samlet en stor hær, og da mandskabet var rede, sejlede de østfra til Danmark. Således siger Valgard:


Ud fra Svitjod — Yngve! —
egen siden bar dig
(helt med ret du hævded’
— hærfører! — din odel);
med skræk slog du Skånes
(skeidens sejl var tophejst)
kvindfolk, mens du krydsed’
kort fra slettelandet.


De styrede først til Sjælland og hærgede dér og afbrændte vidt omkring. Derpå tog de til Fyn, hvor de gik i land og hærgede; således siger Valgard:[2]


Helt du — Harald! — Sjælland
hærged’ (ulven søgte —);
du slår — fyrste! — fjender
(— frem til de valfaldne).
Kongen mødte mandstærk
(mange skjolde bristed’)
på Fyn, hvor folks hjelme
fristed’ hårde vilkår.


20. Kong Magnus’ leding

Kong Magnus Olavson styrede om efteråret nordpå til Norge efter Helegnæs-slaget. Dér erfarede han den nyhed, at Harald Sigurdson — hans slægtning — var kommet til Svitjod, og tilmed, at han og Svend Ulfsen havde indgået forbund og havde en stor hær ude og desuden agtede at underlægge sig det danske rige og siden Norge. Kong Magnus udbød leding i Norge og fik snart samlet en stor hær. Han erfarede da, at Harald og Svend var kommet til Danmark, hvor de antændte og afsved alt, mens landets folk i vid udstrækning gav sig under dem. Det blev tilmed fortalt, at Harald var større og stærkere end andre mænd og så begavet, at intet var umuligt for ham, og at han altid sejrede, når han kæmpede; han var også så rig på guld, at ingen kendte magen til. Således siger Tjodolf:


På fred håber havets
hestes træer frygtsomt
(foran landet flyder
flåden af hærskibe);
Haralds bølgehingste
hastigt rustes sydpå,
modsat Magnus søens
mærer styrer nordfra.


21. Magnus søger forlig med Harald

Kong Magnus’ rådgivere sagde, at de fandt det ulykkeligt, såfremt det skulle komme dertil, at de to slægtninge skulle bære banespyd imod hinanden; mange folk tilbød sig til at forsøge at opnå forlig imellem dem, og kongen lod sig overtale og samtykkede i dette. Nogle folk blev da sendt af sted på et hurtiggående fartøj, og de fór så hurtigt som muligt sydpå til Danmark; dér fik de danske mænd, som i alt var venner af kong Magnus, til at forelægge Harald sagen. Denne sag blev ordnet i stor fortrolighed. Da Harald hørte, at kong Magnus — hans slægtning — tilbød ham forlig og forbund, og at Harald skulle have det halve Norge i lighed med Magnus, mens de begge skulle dele deres løsøre halvt med den anden, da samtykkede Harald for sin part i forliget. Derpå sendtes disse aftaler tilbage til kong Magnus.


22. Forligsbrud mellem Harald og Svend

Kort tid efter skete det, at Harald og Svend en aften talte sammen over drikken; Svend spurgte, hvilken af Haralds kostbarheder, han satte størst pris på. Han svarede, at det var hans banner — Land-øderen. Så spurgte Svend, hvad det var ved banneret, der gjorde, at det var så dyrebart. Harald svarede, at det hed sig, at den fik sejr, som banneret blev båret foran, og han sagde, at det havde forholdt sig sådan, siden han havde fået det. Svend svarede: »Jeg vil tro på, at den egenskab følger banneret, såfremt du kæmper tre gange imod kong Magnus — din slægtning — og sejrer hver gang.« Da sagde Harald vredt: »Jeg kender slægtskabet mellem mig og Magnus, så du behøver ikke minde mig om det, og det forholder sig ikke sådan, at vi ikke kunne mødes på mere passende vis, selv om vi nu farer imod hinanden med hærskjold.« Svends ansigtsfarve skiftede, og han sagde: »Der er dem, der mener — Harald! — at du før alene har overholdt den del af faste aftaler, som efter din opfattelse gavner din sag bedst.« Harald svarede: »Du kender nok til færre tilfælde, hvor jeg ikke har overholdt aftaler, end jeg véd, kong Magnus vil hævde, at du har brudt aftaler med ham.« Så gik de hver til sit.


Wilhelm Wetlesen: Harald og Svend talte en aften sammen over drikken.


Om aftenen, da Harald gik til løftingen på sit skib for at sove, sagde han til sin tjener: »Jeg vil ikke ligge i sengen nu i nat, for jeg formoder, at ikke alt sker uden svig; jeg fandt her til aften, at Svend — min svoger — blev meget vred, da jeg talte uden omsvøb. Hold du vagt her, hvis der skulle ske noget i nat.« Harald gik derpå et andet sted hen for at sove, men lagde en trækævle på sin plads. Om natten blev en båd roet hen til løftingen, og en mand gik ombord og sprættede teltdugen over løftingen op, hvorpå han gik op og huggede mod Haralds plads med en stor økse, så denne sad fast i træet; manden sprang straks ud i båden — og det var bælgmørkt — og roede derfra i en fart, men øksen blev efterladt til bevis, for den sad fast i træet. Siden vækkede Harald sine folk og lod dem se, hvilket svig de havde været udsat for: »— og vi kan se,« sagde han »— at vi her ikke kan stå os imod Svend, så snart han griber til svigefuldheder imod os; det er måske det bedste vilkår at forsvinde herfra, mens der er mulighed for det. Lad os løsne vores skib og ro væk så ingen opdager det.« Det gjorde de og roede om natten nordpå langs med landet, og de drog af sted dag og nat, indtil de traf kong Magnus dér, hvor han lå med sin hær. Harald opsøgte da kong Magnus — sin slægtning — og det blev et glædeligt møde, således som Tjodolf siger:


Du — vidtkendte konge! —
kølfure lod bølgen;
skibets stavn du styred’
støt til Danmark østfra.
Olavs søn dig siden
sendte bud: At dele
land og folk i fællig
(frænder mødtes glade).


Derpå talte de to slægtninge sammen, og alt foregik i fordragelighed.


23. Kong Magnus giver Harald det halve Norge

Kong Magnus lå ved land og havde rejst telte på land; han indbød da sin slægtning — Harald — til sit bord, og Harald gik til gæstebuddet med 60 mand; det var et meget flot gilde. Sidst på dagen gik kong Magnus ind i teltet, hvor Harald sad; han blev fulgt af nogle folk, der bar byrder af våben og klæder. Så gik kongen hen til manden, der sad yderst, og gav ham et godt sværd; den næste fik et skjold, og derefter gav han klæder eller våben eller guld — og jo større gaver, des mere fornemme folk var. Til sidst kom han hen foran Harald — sin slægtning — med to rørstokke i hænderne, mens han sagde: »Hvilken stok vil du nu have?« Harald svarede: »Den, som er nærmest mig.« Da sagde kong Magnus: »Med denne rørkæp giver jeg dig det halve Norgesvælde med alle forpligtelser og skatter og al den ejendom, der følger dermed, med den aftale, at du alle steder i Norge skal være konge med samme ret som jeg, men når vi begge er sammen, skal jeg have forrang i hilsen og tjeneste og sæde; hvis vi er tre fyrstelige mænd, skal jeg sidde i midten, og jeg skal have kongelejet og kongebryggen. Du skal til gengæld støtte og styrke vort rige, når jeg nu har gjort dig til en sådan mand i Norge, som jeg ellers ikke mente, at nogen skulle blive, så længe jeg havde mit hoved oven mulde.« Da rejste Harald sig og takkede ham meget for æren og værdigheden. Så satte de sig begge sammen og var meget opstemte den dag; om aftenen gik Harald og hans folk til deres skib.


24. Kong Harald indbyder kong Magnus

Morgenen efter lod kong Magnus hele hæren indkalde til ting, og da tinget var sat, bekendtgjorde kong Magnus over for alle mændene, hvilken gave han havde givet Harald — sin slægtning. Tore fra Steig gav Harald kongenavn dér på tinget. Den dag indbød kong Harald kong Magnus til sit bord, og han gik om dagen med 60 mand til kong Haralds landtelt, hvor denne havde indrettet til gæstebud. Dér sad de to konger ved siden af hinanden, og det var et flot og storslået gilde, og kongerne var opstemte og glade. Sidst på dagen lod kong Harald en mængde tasker bære ind i teltet; folkene bar også klæder og våben og andre kostbarheder ind. Han delte værdierne i to og delte ud deraf mellem de af kong Magnus’ mænd, der deltog i gæstebuddet. Derpå lod han taskerne åbne, idet han sagde til kong Magnus: »Du gav mig i går en stor magt, som du forud havde vundet fra dine og mine uvenner, til sameje med dig. Det var flot gjort, for du har slidt meget for det. Jeg har til gengæld været udenlands og nok været i nogen livsfare, før jeg fik samlet dette guld, som du nu kan se; dette vil jeg dele med dig, og vi skal eje alt løsøre på samme vis, som vi hver især har den halve magt i Norge. Jeg véd, at vi er forskellige af sind; du er en langt mere gavmild mand, end jeg er, og vi skal derfor dele disse værdier ligeligt imellem os, og så kan vi hver især gøre med vores del, som vi ønsker.« Harald lod derpå et stort koskind udbrede, og guldet fra taskerne blev hældt ud derpå; så tog man vægt og skåle og fordelte alle værdierne efter vægt, og alle, der så på, fandt det svært utroligt, at der i Nordlandene skulle være samlet så meget guld på ét sted. Dette var dog ganske vist grækerkongens ejendom og formue, og alle siger, at dér er husene fulde af rødt guld. Kongerne var da meget glade. Da kom en støbt skål på størrelse med et menneskehoved frem; Harald løftede skålen og sagde: »Hvor er nu det guld — Magnus, min slægtning! — som du stiller imod dette bæger?« Da svarede kong Magnus: »Der har været så megen ufred og så mange store ledinger, at næsten alt guld og sølv i min varetægt er opbrugt. Nu ejer jeg ikke mere guld end denne ring ...« — og han tog ringen og rakte den til Harald. Han så på den og sagde: »Det var ikke meget guld — slægtning! — for den konge, der har to kongedømmer, og dog vil nogle nok betvivle, hvorvidt du ejer denne ring.« Da sagde kong Magnus alvorligt: »Hvis jeg ikke med rette ejer denne ring, så véd jeg ikke, hvad jeg har fået med rette, for den hellige kong Olav — min far — gav mig denne ring, da vi skiltes for sidste gang.« Da svarede kong Harald leende: »Det er sandt, som du siger — kong Magnus! — at din far gav dig ringen; den ring tog han fra min far på grund af en ubetydelig sag. Det er også sandt, at det ikke var godt for småkongerne i Norge, da din far var mest magtfuld.« Ved gæstebuddet forærede kong Harald Tore fra Steig en bolle af masret ved; den havde et bælte af sølv omkring og en sølvhank foroven, og begge dele var forgyldte, og den var fuld af penninger af skært sølv. Med den fulgte også to guldringe, som stod i en mark tilsammen. Han gav ham tillige sin kappe, som var af brunt purpur med hvidt skind, og lovede ham stor hæder og sit venskab. Torgils Snorreson har fortalt, at han så den alterdug, der siden blev lavet af kappen, og Gudrid — datter af Guttorm, der var søn af Tore fra Steig — sagde, at hun havde set bollen i sin fars — Guttorms — eje. Således siger Bølverk:


Den grønne grund fik du
— gavmilde! — af Magnus;
du gav ham til gengæld
guld ved jeres møde.
Frændemødet fremmed’
freden jer imellem,
men Svend måtte siden
særligt ufred vente.


25. Om kong Magnus

Kong Magnus og kong Harald regerede begge Norge vinteren efter deres forlig, og de havde hver sin livvagt. De drog om vinteren gennem Oplandene på gæstebud og var undertiden sammen, undertiden hver for sig. De drog helt nordpå til Trondheim og til Nidaros. Kong Magnus havde, siden han var kommet til landet, varetaget kong Olavs helligdom og klippet hans hår og negle hver tolvte måned, og han havde selv den nøgle, skrinet kunne åbnes med. Der skete mange forskellige mirakler ved kong Olavs helligdom. Der gik snart skår i kongernes enighed, og mange var så ildesindede, at de fór med ondt imellem dem.


26. Om Svend Ulfsen

Svend Ulfsen lå tilbage og sov, dengang Harald var draget væk. Siden lod han Haralds færden undersøge, og da han erfarede, at Harald og Magnus var blevet forligte og nu havde én hær sammen, førte han sin hær østpå langs Skånesiden og blev dér, indtil han om vinteren fik vished for, at Magnus og Harald var taget nordpå til Norge med deres hær. Derpå førte Svend sin hær sydpå til Danmark, og han tog den vinter alle kongelige indtægter dér.


27. Om kongelejet

Da foråret begyndte, udbød de — kong Magnus og kong Harald — ledning i Norge. Det skete engang, at kong Magnus og kong Harald lå i samme havn, og dagen efter var Harald først klar til afgang, og han sejlede med det samme, men om aftenen lagde han til dér, hvor kong Magnus havde tænkt sig at være den nat. Harald lagde sit skib i kongelejet og slog sine telte op. Kong Magnus sejlede senere på dagen og kom siden til havnen, hvor Harald forinden havde slået teltene op; de så, at Harald havde lagt til i kongelejet, og at han agtede at blive liggende. Da kong Magnus’ folk havde nedtaget deres sejl, sagde kong Magnus: »Nu skal folkene ro og finde plads langs bordsiden; andre skal pakke deres våben ud og bevæbne sig, for hvis de ikke vil lægge fra, så skal vi slås.« Da kong Harald så, at kong Magnus agtede at lægge an til kamp imod dem, sagde han til sine folk: »Kap fortøjningen og lad skibene føre væk fra lejet! Min slægtning — Magnus — er vred.« Dette gjorde de og fjernede skibene fra lejet; kong Magnus lagde sine skibe i lejet. Da de begge havde ordnet deres ting, gik kong Harald sammen med nogle folk om bord på kong Magnus’ skib. Kongen tog venligt imod ham og bød ham velkommen. Da svarede kong Harald: »Jeg troede, at vi var kommet blandt venner, men en stund grundede jeg noget over, hvorvidt I ville lade det være sådan. Det er sandt, som det siges, at barndommen er hidsig, og jeg vil ikke anse dette for andet end ungdomsgerninger.« Da sagde kong Magnus: »Dette var ættegerninger og ikke ungdomsgerninger; jeg mener nok at kunne huske, hvad jeg tillod, og hvad jeg advarede imod. Hvis nu denne lille ting blev gjort uden mit samtykke, så ville der nok snart komme noget andet; jeg ønsker at holde hele det forlig, der blev indgået, og det samme ønsker jeg af dig.« Da sagde kong Harald: »Det er også gammel skik, at den klogeste giver sig.« Så gik han tilbage til sit skib.

I sådanne mellemværender mellem kongerne fandt man, at det var vanskeligt at være forsigtig nok; kong Magnus’ folk hævede, at han havde ret til at klage, mens de, som var mindre forstandige, mente, at Harald var blevet noget ringeagtet. Kong Haralds folk sagde, at der ikke var aftalt andet, end at kong Magnus skulle have lejet, såfremt de ankom samtidig, og at Harald ikke var forpligtet til at lægge fra, hvis han allerede lå der, og de mente, at Harald havde handlet klogt og godt. De, som ville udlægge det værre, hævdede, at kong Magnus ville bryde forliget, og de sagde, at han havde handlet forkert og usømmeligt imod kong Harald. På grund af sådanne uenigheder førte uforstandige folks snak til, at der opstod spild mellem kongerne. Der indtraf også mange hændelser, som kongerne opfattede på hver sin måde, selv om der ikke her er skrevet meget om det.


28. Kong Magnus den Godes død

Kong Magnus og kong Harald førte deres hær sydpå til Danmark. Da Svend erfarede det, flygtede han østpå til Skåne. Kongerne Magnus og Harald opholdt sig længe om sommeren i Danmark, og de underlagde sig da hele landet. De var i Jylland om efteråret. En nat, da kong Magnus lå i sin seng, skete det, at han drømte og syntes at befinde sig sammen med sin far — den hellige kong Olav — og det forekom ham, at denne sagde: »Hvilket vilkår vælger du — min søn? Vil du drage med mig nu, eller vil du blive den mægtigste konge og leve længe, men begå en sådan misgerning, at du næppe eller aldrig får den bødet?« Det forekom ham, at han svarede: »Jeg ønsker, at du vælger på mine vegne.« Da forekom det ham, at kongen svarede: »Så skal du drage med mig.« Kong Magnus berettede denne drøm for sine mænd. Kort tid efter blev han syg og lå på det sted, der hedder Suderup. Da han var døden nær, sendte han sin bror — Tore — til Svend Ulfsen, at denne skulle yde Tore den hjælp, han havde behov for. Det fulgte med buddet, at kong Magnus gav Svend Danevældet efter sin død; han sagde, at det var rimeligt, at Harald regerede i Norge, men Svend i Danmark. Derpå døde kong Magnus den Gode, og hele almuen sørgede meget over hans død; således siger Odd Kikineskjald:


Mænd lod tårer trille;
tung var denne gravfærd
for folk, som fyrsten gavmildt
førhen skænked’ guldet.
Og kongens huskarle
knapt da evned’ gråden
(ofte i sorg siden
sad de) fuldt at tæmme.


29. Kong Magnus’ ligfærd

Efter disse begivenheder holdt kong Harald ting med hæren og fortalte folkene, hvad han havde i sinde: At drage til Viborg-tinget med hæren og lade sig tage til konge over Danevældet og derpå vinde landet; han regnede det — på samme måde som Norgesvældet — som sin arv efter sin slægtning — Magnus. Han bad sine folk støtte sig og sagde, at så ville nordmændene for al fremtid være danskernes overmænd. Da svarede Einar Tambarskælver og sagde, at han anså sig for mere forpligtet til at lægge kong Magnus — sin fostersøn — i graven og føre ham til hans far — kong Olav — end til at slås i udlandet eller til at stræbe efter en anden konges magt og ejendom. Han endte sin tale med at sige, at det forekom ham bedre at følge den døde kong Magnus end enhver anden, levende konge. Han tog siden liget og lod det gøre værdigt i stand, så man kunne se, at der blev taget hånd om det på kongeskibet. Så gjorde alle trøndere og nordmænd klar til at drage hjem med kong Magnus’ lig, og ledingen gik i opløsning. Kong Harald mente da, at det bedste vilkår var at tage tilbage til Norge og underlægge sig det rige og derfra vokse i styrke. Kong Harald drog da med hele hæren tilbage til Norge, men så snart han kom til Norge, holdt han ting med landets mænd og lod sig tage til konge over hele landet. Han drog således vestpå helt fra Viken, at han blev taget til konge i hvert et fylke i Norge.


30. Om kong Magnus

Einar Tambarskælver — og med ham hele trønderhæren — tog af sted med kong Magnus’ lig og førte ham til Nidaros, og dér blev han begravet i Klemenskirken; dér fandtes dengang den hellige kong Olavs skrin. Kong Magnus havde været en mand af middelvækst med et regelmæssigt og lyst ansigt og med lyst hår; han var veltalende og snarrådig, gæv og meget gavmild, en stor kriger og meget våbendjærv. Han var den mest vellidte af alle konger, og han blev rost af både sine venner og uvenner.


31. Om kong Svend Ulfsen

Wilhelm Wetlesen: Svend får besked om Magnus’ død

Svend Ulfsen opholdt sig det efterår i Skåne; han ville tage østpå til Sverige og agtede at fraskrive sig den titel, han havde taget sig i Danmark. Da han stod ved sin hest, kom nogle mænd ridende og fortalte ham nyheder: For det første, at kong Magnus Olavson var død, og for det andet, at hele den norske hær havde forladt Danmark. Svend svarede hurtigt og sagde: »Jeg tager Gud til vidne på, at jeg aldrig herefter skal flygte fra Danmark, så længe jeg er i live!« Derefter steg han på sin hest og red sydpå i Skåne; der samlede sig straks en stor flok om ham. Den vinter underlagde han sig hele Danmark, og alle danskerne tog ham til konge. Tore — kong Magnus’ bror — kom om efteråret til Svend med kong Magnus’ budskab, således som det før blev skrevet; Svend tog godt imod ham, og Tore var længe hos ham og blev godt behandlet.


32. Om kong Harald Sigurdson

Kong Harald Sigurdson tog kongemagten i hele Norge efter kong Magnus Olavsons død. Da han havde rådet for Norge i ét år, og det blev forår, udbød han leding i hele landet — halvt ledingsmandskab og skibe. Han drog sydpå til Jylland, hærgede og afbrændte vidt omkring og lå i Gudenåfjorden. Dér digtede kong Harald dette:


Ank’ret her ved åens
udløb holder skibet;
sagte kvæder kvinden
— klædt i slør — for manden.


Så bad han Tjodolf Skjald digte videre; denne kvad:


Ankerkloens kolde
kroge — spår jeg — sænkes
næste sommer sydpå
sikkert flere gange.


I sin drapa påpeger Bølverk dette — at Harald sommeren efter kong Magnus’ død drog til Danmark:


Året efter droges
ud på havet flåden;
skibene skar gennem
skumsprøjtet fra bølgen.
Langs med kysten lagdes
ledingshæren, kampklar;
ikke uden grunde
ængsted’s folk i Danmark.


Så afbrændte de Torkel Ordgyders gård; han var en stor høvding. Hans døtre blev ført bundne til skibene. De havde om vinteren gjort meget grin med, at kong Harald ville fare til Danmark med hærskibe; de skar ankre af ost og sagde, at sådanne velsagtens kunne holde Norges konges skibe. Da blev dette kvædet:


Møer ud af osten
ankerringe gjorde,
men alt sådant udstyr
ærgred’ fyrsten meget.
Morgendagens danske
døtre griner mindre,
når norske jernankre
ud for stranden fæstnes.


Det siges, at udkigsmanden, der fik øje på kong Haralds flåde, sagde til Torkel Ordgyders døtre: »I Ordgyder-døtre sagde, at Harald ikke ville komme til Danmark!« Dotte svarede: »Jamen, det var i går!« Torkel løskøbte sine døtre med en masse penge; således siger Grane:


Hårdt ved Hornskov fremtvang
Harald kvindetårer,
dengang høvding-døtre
droges ud på skibet.
Lille løsesummen
langtfra måtte kaldes,
dengang Dottes faders
døtre købtes frihed.


Kong Harald hærgede hele denne sommer i Danmark og vandt sig store værdier, men han slog sig ikke ned i Danmark den sommer; om efteråret drog han tilbage til Norge og var dér om vinteren.


33. Kong Harald Hårdrådes giftermål

Kong Harald blev gift med Tora — datter af Torberg Arneson — vinteren efter kong Magnus den Godes død. De fik to sønner; den ældste hed Magnus, den anden Olav. Kong Harald og dronning Ellisiv havde to døtre; den ene hed Maria, den anden Ingegerd. Foråret efter den hærfærd, der før blev omtalt, udbød kong Harald igen hæren og drog om sommeren til Danmark for at hærge; siden gjorde han det den ene sommer efter den anden. Således siger Stuf Skjald:


Folketomt lå Falster
foran kongens skare;
ravnerædslen Danmark
ramte hver en sommer.


34. Om kong Svend

Kong Svend regerede i hele Danmark efter kong Magnus’ død; han sad roligt om vinteren, men lå ude med ledingshæren om sommeren og truede med at drage med den danske hær nordpå til Norge og gøre ikke mindre skade dér, end kong Harald gjorde i Danmark. Om vinteren tilbød kong Svend kong Harald, at de sommeren efter skulle mødes i Elven og dér kæmpe til det sidste eller i modsat fald forliges. Så brugte de begge vinteren på at udruste deres skibe, og begge havde sommeren efter halv ledingshær ude. — Den sommer kom Torleik den Smukke ude fra Island og begyndte at digte på en flokk om kong Svend Ulfsen; da kan kom nordpå til Norge erfarede han, at kong Harald var draget sydpå for at mødes med kong Svend i Elven. Så kvad Torleik dette:


Snart på Virfils veje
venter trønder-flokken
at se den kampsnilde
slås i oddestriden;
Hvem der land og livet
lader, må Gud vælge;
forlig som let brydes,
lader Svend vel fare.


Og endvidere kvad han dette:


Skjoldbeklædte skibe
skred på havet nordfra;
Harald førte hæren
hen ad bølgens veje.
Svend, der ofte sværted’
sværdet rødt i striden,
drev bag dragers gaben
dristigt til kamp sydfra.


Kong Harald kom til det fastsatte mødested med sin hær; da erfarede han, at kong Svend lå sydpå ved Sjælland med sin flåde. Så delte kong Harald sin flok og lod det meste af bondehæren drage hjem; han drog videre med sin livvagt, lendermændene, udvalgte folk og den del af bondehæren, der var bosiddende nærmest danskerne. De tog sydpå til Jylland, sønden om Vendelskagen og så sydpå forbi Thy; overalt fór de med hærskjold. Således siger Stuf Skjald:


Folk af Thyland flygted’
foran krigerfystens
heltemod og hærskjold.
[Haralds ånd i himlen.]


De drog helt sydpå til Hedeby, indtog købstaden og brændte den; da digtede kong Haralds mænd dette:


Heftigt Hedebyens
huse stod i flammer
(dette kan vel kaldes
karleværk, som huskes).
Hele byen brændtes
brat i nat til grunden;
Svend kan denne svitsning
svært fra tanken lægge.


Dette nævner Torleik også i sin flokk, eftersom han erfarede, at der ikke blev noget af kampen ved Elven.[3]


35. Kong Haralds flugt på Jyllandshavet

Derefter tog Harald nordpå med 60 skibe; de fleste var store og lastet tungt med det krigsbytte, de havde fået om sommeren. Da de kom nord for Thy, kom Svend nede fra landet med en stor hær; han opfordrede da kong Harald til at gå i land og kæmpe. Kong Harald havde under halvt så mange mænd; alligevel indbød han kong Svend til kamp mod sig på skibene. Således siger Torleik den Smukke:


Svend — den fyrste-fødte! —
fordred’ striden landlagt;
skarpe våben skulle
skifte kongemagten.
Hell’re ville Harald
— han som nøl foragted’! —
på stand i skibsstavnen
stolt forsvare byttet.


Efter dette sejlede Harald norden om Vendelskagen; de fik da modvind og lagde sig ind under Læsø, hvor de lå for natten. Der lagde sig en tæt drivtåge over vandet, men om morgenen, da solen stod op, så de ligesom ild, der brændte på den anden side af havet. Dette blev sagt til kong Harald; han så efter og sagde med det samme: »Tag teltdugene af skibene og lad mændene ro! Det er sikkert den danske hær, der kommer imod os; tågen må være lettet dér, hvor de er, så solen kan skinne på deres dragehoveder, der er guldbelagte.«


Wilhelm Wetlesen: Om morgenen, da solen stod op, så de danskernes skibe


Det forholdt sig, som Harald sagde; Svend Danekonge var ankommet med en enorm hær. Så roede alle så godt, som de kunne. Danskernes skibe var letroede, mens nordmændenes skibe var både vandmættede og tungt lastede; der blev hurtigt kortere imellem dem. Harald indså, at det ikke nyttede på denne måde. Kong Haralds drage sejlede bagerst af alle hans skibe. Så sagde kong Harald, at man skulle kaste planker over bord og lægge tøj og gode ting på dem; det var så stille i vejret, at dette drev med strømmen. Da danskerne så deres værdier flyde på havet, drejede de, der roede forrest, derhen, idet de fandt det lettere at tage det, der flød omkring, end at lede efter det ombord hos nordmædene. Forfølgelsen gik da i stå. Da kong Svend indhentede de andre med sit skib, drev han dem frem og sagde, at det ville være en stor skam — så stor en hær de havde — hvis de ikke skulle få indhentet de andre — der var så lille en flok — og få dem i deres magt. Så begyndte danskerne at ro hårdere anden gang, men da kong Harald så, at danskernes skibe tog fart, bad han sine mænd gøre skibene lettere ved at kaste malt, hvede og flæsk over bord og tømme drikkebeholderne; dette hjalp en stund. Så lod kong Harald skanseklædning og tomme kar og tønder kaste over bord — og med dem de tilfangetagne mænd. Da det alt sammen flød på søen, beordrede kong Svend at hjælpe mændene, og det blev gjort. Mens dette stod på, kom de længere fra hinanden; så vendte danskerne hjem, og nordmændene sejlede deres vej. Således siger Torleik den Smukke:


Hærkongen — jeg hørte —
hastigt efterstræbte
flokken, som snart flygted’
flittigt ud på søen.
Kun med nød og næppe
norskekongen undslap;
byttet så man sejle
slængt på Jyllandshavet.


Kong Svend vendte med flåden tilbage mod Læsø og fandt dér syv af nordmændenes skibe; det var ledingsmandskab og kun bønder. Da kong Svend kom hen til dem, bad de om fred og tilbød penge for sig; således siger Torleik den Smukke:


Fyrstens fjender ønsked’
fred og tilbød penge;
ej mod overmagten
agted’ folk at stride.
Haralds venner viste
vilje til fredsmægling;
livet (ikke uden
årsag) holdt de kærest.


36. Om kong Harald

Kong Harald var en mægtig og myndig mand indenlands og meget forstandig, så det almindeligt siges, at der ikke i Nordlandene har været en høvding, der var lige så dybsinding eller rådsnild som Harald. Han var en stor kriger og meget våbendjærv; han var stærkere og mere våbenduelig end enhver anden mand, således som det tidligere blev skrevet. Alligevel er mange af hans berømmelige gerninger ikke nedskrevet her. Det skyldes til dels vort ukendskab og desuden det, at vi ikke i bøger vil medtage beretninger, der ikke er vidnefaste, selv om vi har hørt ting omtalt eller nævnt; vi finder det bedre, at man sidenhen tilføjer noget, end at det skulle blive nødvendigt, at dette samme måtte fjernes. Mange fortællinger om Harald er sat på vers, som islandske mænd forebragte ham selv eller hans sønner; af den grund var han en stor ven af dem. Han var også den største ven af alle folk herude, og da der var stor nød på Island, gav Harald lov til, at fire skibe lastet med mel blev sejlet til Island, og han fastlagte, at et skippund ikke måtte være dyrere end 100 alen vadmel. Han tillod alle fattige folk at rejse herudefra, såfremt de kunne skaffe sig underhold til overfarten på havet, og således kunne dette land ernære sig ved tidernes bedring. Kong Harald sendte en klokke herud til den kirke, som den hellige kong Olav sendte træet til, og som blev rejst på Altinget. Sådanne minder har folk herude om kong Harald og mange andre store gaver, som han tildelte de mænd, der opsøgte ham.

Haldor Snorreson og Ulf Uspagson, som tidligere er omtalte, kom til Norge sammen med kong Harald. De var på mange måder forskellige. Haldor var en stor og stærk mand og meget smuk; kong Harald gav ham det vidnesbyrd, at han havde været den af hans mænd, der forandrede sig mindst, når noget uventet indtraf, hvad enten det drejede sig om livsfare eller glædelige begivenheder, og hvad der end skete, når der var fare på færde, så var han hverken mere eller mindre glad, og han sov hverken mere eller mindre eller drak og spiste anderledes, end han plejede. Haldor var en fåmælt og tillukket mand; han sagde tingene lige ud og var stivsindet og ubøjelig, hvilket kongen dog ikke syntes om, da han hos sig ellers havde mange gæve og tjenstvillige folk. Haldor opholdt sig kun kort tid hos kongen, før han drog til Island; han slog sig ned på Hjardarholt, hvor han boede til sin alderdom, og han blev en gammel mand.


37. Om Ulf Uspagson

Ulf Uspagson opholdt sig i stort venskab hos kong Harald; han var en meget klog mand, veltalende, mandig, pålidelig og ærlig. Kong Harald gjorde Ulf til sin staller og giftede ham med Jorunn Torbergsdatter, der var en søster til Tora, som var kong Haralds kone. Ulf og Jorunns børn var Joan den Stærke på Rosvold og Brigida, der var mor til Fåre-Ulf, som var far til Peter Byrdesvend, der var far til Ulf Pyt og dennes søskende. Joan den Stærkes søn var Erlend den Dorske, som var far til ærkebiskop Øistein og hans brødre. Kong Harald gav Ulf lendermandsrettigheder og jordindtægter for 12 mærker foruden et halvt fylke i Trondheim. Dette fortæller Stein Herdisson i Ulfsflokken.


38. Om kong Harald

Kong Magnus Olavson lod Olavskirken opføre i købstaden; på det sted havde kongens lig stået en nat over, og det var oven for byen. Dér lod han også kongsgården rejse. Kirken blev ikke fuldført, inden kongen døde. Kong Harald lod det, der manglede, gøre færdigt. Han lod også en stenhal bygge til sig dér i gården, men den blev ikke færdig, før han døde. Kong Harald lod Mariakirken rejse fra grundvolden oppe på sandbanken nær det sted, hvor kongens helligdom lå i jorden den første vinter efter hans fald; det var en stor kirke, som var så solidt bygget med kalk, at man knapt formåede at bryde den, da ærkebiskop Øistein lod den nedtage. Kong Olavs helligdom blev opbevaret i Olavskirken, så længe Mariakirken var under opførelse. Kong Harald lod kongsgården bygge ved åen neden for Mariakirken, dér hvor den findes nu. Den stenhal, som han havde ladet bygge, lod han vie til Gregoriuskirke.


39. Om Håkon Ivarson

Der var en mand, der hed Ivar den Hvide, som var en fornem lendermand; han holdt til i Oplandene, og han var dattersøn af jarl Håkon den Mægtige. Ivar havde et meget smukt udseende. Hans søn hed Håkon, og om ham er det sagt, at han overgik alle, som på den tid fandtes i Norge, i mod, styrke og duelighed; han var allerede som ganske ung på hærfærd, hvor han skaffede sig stor hæder, og Håkon blev en meget navnkundig mand.


40. Om Einar Tambarskælver

Einar Tambarskælver var den mægtigste lendermand i Trondheim. Forholdet mellem ham og kong Harald var ikke videre godt, men Einar havde dog sine landindtægter, som han havde haft dem, mens kong Magnus var i live. Einar var en hovedrig mand; han var gift med Bergljot — jarl Håkons datter — som det tidligere blev fortalt. Eindride — deres søn — var da fuldvoksen; han blev da gift med Sigrid, som var datter af Ketil Kalv og Gunhild og dermed kong Haralds søsterdatter. Eindride besad sin mors slægtninges — jarl Håkon og dennes sønners — skønhed og fagerhed, men vækst og styrke havde han fra sin far — Einar — og tilsvarende havde han den samme duelighed, som Einar besad mere end andre mænd. Han var en meget afholdt mand.


41. Om jarl Orm

Der var dengang en jarl i Oplandene, der hed Orm; hans mor — Ragnhild — var datter af jarl Håkon den Mægtige. Orm var en særdeles ypperlig mand. Dengang boede Aslak Erlingson på Sole østpå på Jæren; han var gift med Sigrid — datter af jarl Sven Håkonson. Jarl Svens anden datter — Gunhild — var gift med danekongen Svend Ulfsen. Således var disse — og mange andre gæve mænd — jarl Håkons efterkommere i Norge, og hele den slægt var meget smukkere end andre folk, og de fleste var yderst duelige mænd, men de var alle gæve folk.


42. Om kong Harald

Kong Harald var magtbegærlig, og det tiltog efterhånden som han fik fodfæste i landet, og det kom dertil, at det for de fleste folk ikke nyttede at tale ham imod eller at forsøge at fremme andre sager end dem, han ønskede. Således siger Tjodolf Skjald:


I fyrstens hærfølge
folk skal stå og sidde
pligtskyldigt på pladsen
påbudt dem af kongen.
Hvad stridsstærens mætter
strengt byder, bejaer
hirden; hele folket
holder kongens regler.


43. Om Einar Tambarskælver

Einar Tambarskælver var særligt anfører for bønderne i hele Trondheim; han forestod svarene for dem på tinget, når kongens folk sagsøgte. Einar kendte lovene godt, og han savnede ikke mod til at føre sager på tinget, selv om kongen var til stede; alle bønderne støttede ham. Herover blev kongen meget vred, og det endte med, at de skændtes med hårde ord. Einar sagde, at bønderne ikke ville findes sig i ulovligheder fra ham, hvis han ikke overholdt landets ret. Sådan gik det flere gange imellem dem. Så begyndte Einar at have mange folk omkring sig hjemme, men dog endnu flere, når han kom til byen, og kongen var til stede. Engang drog Einar ind til byen med et stort følge — otte eller ni langskibe og tæt ved fem hundrede mand — og da han kom til byen, gik han i land med den skare. Kong Harald var i sin gård og stod ude på svalegangen omkring loftet og så, da Einars folk gik fra skibene, og man siger, at Harald da kvad:


Tambarskælver (tit han
tangens vang befarer)
møder — ser jeg — meget
mandstærk på skibsbroen;
kongesædet (sjældent
sås en større skare
følge jarlers fodspor)
frister sikkert Einar.
Og skjoldets skræks rødner
skiller os fra landet,
medmindre Einar inden
øksens mundtøj kysser.


Einar opholdt sig i byen nogle dage.


44. Einar og Eindride falder

En dag blev der holdt byting, og kongen var selv til stede på tinget. Der var i byen blevet pågrebet en tyv, som blev fremstillet på tinget; manden havde før været med Einar, og denne havde syntes godt om ham. Dette blev fortalt Einar, og han syntes da at vide, at kongen ikke ville lade manden slippe lettere, selv om Einar talte hans sag. Einar lod da sine folk bevæbne og siden gå til tinget; Einar tog manden fra tinget med magt. Derefter trådte venner af begge parter til og mæglede imellem dem; det kom dertil, at der blev aftalt et forligsmøde, hvor de selv skulle træffes. I kongsgården nede ved åen fandtes en mødestue; kongen gik ind i stuen fulgt af få mænd, mens resten af hans følge stod ude i gården. Kongen lod et bræt lægge over lyren, så der kun var en lille åbning. Så kom Einar ind i gården med sine folk; han sagde til sin søn — Eindride: »Bliv du ude med folkene, så er jeg ikke i nogen fare.« Eindride stod ude ved stuedøren. Da Einar kom ind i stuen, sagde han: »Der er mørkt i kongens mødestue.« I det samme sprang folk på ham, nogle stak, mens andre huggede. Da Eindride hørte det, trak han sværdet og løb ind i stuen; han blev også straks fældet som Einar. Da løb kongsmændene hen til stuen og for døren, mens bønderne stod tvivlrådige, idet de nu ingen anfører havde; de opildnede hinanden ved at sige, at det var skammeligt, hvis ikke de hævnede deres høvding, men det blev dog ikke til noget angreb. Kongen gik ud til sine folk og stillede op i slagorden og rejste banneret, men bønderne gik ikke til kamp. Så gik kongen ud på sit skib sammen med hele sit følge; de roede ud efter åen og derefter deres vej ud på fjorden.

Bergljot — Einars kone — erfarede hans fald; hun opholdt sig da i det hus, hun og Einar tidligere havde ejet i byen. Hun gik straks til kongsgården, hvor bondehæren var, og opildnede dem meget til kamp, men i det samme øjeblik roede kongen ud efter åen. Da sagde Bergljot: »Nu savner vi min slægtning — Håkon Ivarson; Eindrides banemænd ville ikke få lov til at ro ud efter åen, hvis Håkon befandt sig her på åbrinken.« Siden lod Bergljot sørge for Einars og Eindrides lig; de blev begravet i Olavskirken ved siden af kong Magnus Olavsons leje. Efter Einars død blev kong Harald så forhadt for denne gerning, at det eneste, der afholdt lendermændene og bønderne fra at give sig i kamp mod ham, var, at der ikke fandtes en foregangsmand til at lade banneret rejse over bondehæren.


45. Om kong Harald og Finn Arneson

Finn Arneson boede dengang på Austrått på Ørlandet; han var da kong Haralds lendermand. Finn var gift med Bergljot — datter af Halvdan, der var søn af Sigurd So; Halvdan var bror til kong Olav den Hellige og kong Harald. Tora — kong Haralds kone — var Finn Arnesons brordatter; Finn og alle hans brødre var gode venner af kongen. Finn Arneson havde tilbragt nogle somre i vesterviking; Finn og Guttorm Gunhildson og Håkon Ivarson havde været på hærtogt sammen. Kong Harald sejlede ud gennem Trondheim og ud til Austrått; dér blev han modtaget godt. Siden talte de sammen — kongen og Finn — og drøftede de hændelser, som var indtruffet for nylig: Drabet på Einar og dennes søn og den knurren og uro, som trønderne rettede mod kongen. Finn svarede rask: »Det værste ved dig er, at hver gang du farer med ondskabsfuldheder, er du bagefter så ræd, at du ikke véd, hvor du skal gøre af dig selv!« Kongen svarede leende: »Svoger! — jeg vil nu sende dig ind til byen; jeg ønsker, at du stifter forlig mellem mig og bønderne. Hvis ikke det lykkes, ønsker jeg, at du drager til Oplandene og overbeviser Håkon Ivarson om, at han ikke skal være min modstander.« Finn svarede: »Hvordan vil du belønne mig, hvis jeg tager på denne farefulde færd? Både trønderne og oplændingene er så store fjender af dig, at ingen af dine sendebude kan drage dertil, medmindre de kan forvente gavn af det selv.« Kongen svarede: »Tag du af sted — svoger! — for jeg véd, at hvis nogen kan forlige os, så er det dig. Og vælg så, hvad du kræver af mig!« Finn sagde: »Så hold du dit ord, mens jeg stiller kravet: Jeg ønsker fred og frit ophold for Kalv — min bror — og al hans ejendom; og han skal tilmed have sit navn og hele sin magt tilbage, som han havde det, inden han forlod landet.« Kongen samtykkede i alt dette, som Finn nævnte; der var vidner og håndslag på det hele. Siden sagde Finn: »Hvad skal jeg tilbyde Håkon, for at han lover dig fred? Han bestemmer nu mest i den slægt.« Kongen sagde: »Du skal først høre, hvad Håkon tilbyder til forlig på sine vegne. Derpå skal du fremme min sag så godt, som du formår, men i sidste ende skal du alene nægte ham kongemagten.« Derefter drog kongen sydpå i Møre og samlede mandskab og fik mange folk.


46. Finn Arnesons færd

Finn Arneson tog ind til byen og havde sine huskarle — nær 80 mand — med sig; da han kom ind til byen, holdt han ting med bymændene. Finn talte længe og klogt på tinget og bad bymændene og bønderne beslutte sig for alt andet end at lægge deres konge for had eller jage ham bort. Han mindede om, hvor galt det var gået for dem, efter at de havde gjort dette ved den hellige kong Olav. Han sagde også, at kongen ville bøde disse drab i henhold til de bedste og klogeste mænds dom. Finn endte sin tale således, at folk gik med til at stille sagen i bero, indtil de sendebude, Bergljot havde sendt til Oplandene for at opsøge Håkon Ivarson, kom tilbage. Derefter drog Finn ud til Orkdalen med de mænd, der havde fulgt ham til byen; siden drog han op til Dovrefjeld og østpå over fjeldet. Finn opsøgte først sin sigersøn — jarl Orm — for at fortælle ham om sit ærinde; jarlen var gift med Sigrid — Finns datter.


47. Om Finn og Håkon Ivarson

De aftalte siden et møde med Håkon Ivarson. Da de mødtes, forelagde Finn sit ærinde for Håkon, således som kong Harald havde pålagt ham; man fandt snart i Håkons tale, at han mente sig stærkt forpligtet til at hævne sin slægtning — Eindride — og han sagde, at der var kommet bud til ham fra Trondheim, at han dér ville få tilstrækkelig styrke til at gøre oprør mod kongen. Derpå fremlagde Finn for Håkon, hvor stor en forskel der var for ham på at modtage så stor en hæder af kongen, som han selv kunne bede om, og så at begive sig i den fare at gøre oprør mod den konge, som han allerede var tjenestebunden til. Han sagde, at Håkon kunne lide nederlag, »— og så har du forbrudt både fred og ejendom, men hvis du sejrer mod kongen, skal du kaldes for drottensviger.« Jarlen støttede Finns tale, og da Håkon havde overvejet dette, fremlagde han, hvad han havde i sinde, og sagde: »Jeg vil forliges med kong Harald, hvis han vil gifte mig med kong Magnus Olavsons datter — Ragnhild — med en sådan medgift, som er passende for hende, og som hun er tilfreds med.« Finn sagde, at han på kongens vegne ville samtykke i dette, og de stadfæstede sagen imellem sig. Derefter drog Finn tilbage nordpå til Trondheim; da stilnede denne ufred og uro, således at kongen fortsat holdt sit rige i fred indenlands, for da var det forbund, som Eindrides slægtninge havde haft til modstand imod kongen, faldet til jorden.


48. Håkon Ivarsons frieri

Wilhelm Wetlesen: Håkon frier til Ragnhild.

Da tiden kom, hvor Håkon skulle have aftalen fuldbyrdet, opsøgte han kong Harald, og da de talte sammen, sagde kongen, at han for sit vedkommende ville holde hele det forlig, som Finn havde tilvejebragt. »Du skal — Håkon!« sagde kongen »— forelægge Ragnhild denne sag, hvorvidt hun bifalder denne beslutning, for det er ikke rådeligt for dig eller andre at få Ragnhild uden hendes samtykke.« Derpå opsøgte Håkon Ragnhild og forelagde hende dette frieri; gun svarede: »Jeg mærker stadigt, at min far — kong Magnus — er død, siden jeg skal giftes med en bonde, selv om du er en smuk mand og dygtig i alle idrætter. Hvis kong Magnus var i live, ville han ikke gifte mig med en mindre mand end en konge. Nu kan man ikke forvente, at jeg vil gifte mig med en ikke-fyrstelig mand.« Derpå opsøgte Håkon kong Harald og fortalte ham om sin samtale med Ragnhild, idet han mindede om aftalen mellem ham og Finn. Finn var også til stede sammen med flere mænd, der havde overværet Finn og Håkons samtale. Håkon tog dem alle til vidner på, at det var aftalt, at kongen skulle give Ragnhild en sådan medgift, at hun var tilfreds med den, » — og nu vil hun ikke have en ikke-fyrstelig mand. Så må du give mig jarlsnavn; jeg har efter mænds udsagn slægt og andre egenskaber til at kunne kaldes jarl.« Kongen svarede: »Kong Olav — min bror — og kong Magnus — hans søn — lod, da de havde magten, kun én ad gangen være jarl i landet; sådan har jeg også gjort, siden jeg blev konge. Jeg vil ikke fratage jarl Orm den værdighed, som jeg allerede har givet ham.« Håkon indså da, at hans sag ikke ville blive gennemført; det var han meget utilfreds med. Finn blev også meget vred. De sagde, at kongen ikke holdt sit ord, og således skiltes de. Håkon forlod straks landet, og han havde et godt udrustet langskib. Han kom sydpå til Danmark og opsøgte med det sammen sin svoger — kong Svend. Kongen tog gladelig imod ham og skaffede ham store landindtægter dér; Håkon blev kong Svends landeværnsmand imod vikinger — vendere, kurere og andre Østersøfolk, der ofte hærgede i Danevældet. Håkon lå ude vinter som sommer.


49. Drabet på Asmund

Der var en mand, der hed Asmund, som sagdes at være kong Svends søstersøn og fostersøn. Asmund var en meget dygtig mand, og kongen holdt meget af ham. Da Asmund blev voksen, blev han imidlertid snart ganske ustyrlig, og han blev drabsmand. Kongen var misfornøjet med sagen og sendte ham fra sig og skaffede ham et godt len, så han kunne sørge godt for sig selv og sit følge. Så snart Asmund modtog kongens penge, samlede han en mængde folk om sig, men da de midler, kongen havde tildelt ham, ikke forslog, tog han yderligere meget mere, der tilhørte kongen. Da kongen erfarede dette, indkaldte han Asmund til møde. Da de mødtes, sagde kongen, at Asmund skulle være i hans livvagt og ikke have noget følge; det måtte blive, som kongen ville. Da Asmund havde været hos kongen i kort tid, brød han sig ikke meget om at være der, og en nat stak han af og kom tilbage til sine folk og begik da endnu mere ondt end før. Da kongen red gennem landet og kom i nærheden af det sted, Asmund holdt til, sendte han en styrke hen for at gribe Asmund med magt; derpå lod kongen ham sætte i jern, og han holdt ham sådan en tid og mente, at han ville falde til ro. Da Asmund blev løsladt, stak han imidlertid straks af og skaffede sig mandskab og et hærskib; han begyndte da at hærge både udenlands og indenlands, og han begik det værste hærværk og dræbte mange og plyndrede vidt omkring. De folk, som blev udsat for denne ufred, opsøgte kongen og klagede til ham over deres skade. Han svarede: »Hvorfor siger I det til mig? Hvorfor henvender I jer ikke til Håkon Ivarson? Han er min landeværnsmand og sat til at sikre fred for jer bønder og jage vikinger væk. Jeg fik at vide, at Håkon var en djærv og modig mand, men nu vil han for mig at se ikke opholde sig dér, hvor han anser det for farligt.« Disse kongens ord blev forelagt Håkon, og der blev lagt en del til. Derefter drog Håkon med sine folk ud for at lede efter Asmund; de traf hinanden på skibene, og Håkon lagde straks an til kamp. Kampen blev hård og lang. Håkon gik op på Asmunds skib og ryddede det; det kom dertil, at han og Asmund selv udvekslede hug, og dér faldt Asmund. Håkon huggede hovedet af ham. Derpå opsøgte Håkon hurtigt kong Svend, og han ankom, mens kongen sad ved madbordet. Håkon trådte frem foran bordet og lagde hovedet på bordet foran kongen og spurgte, om han kendte manden. Kongen svarede ikke, men blev blodrød at se på. Kort tid efter sendte kongen bud til ham og bad ham forlade sin tjeneste, idet han sagde: »Jeg vil ikke gøre ham ondt, men jeg kan ikke holde øje med alle vore slægtninge.«


50. Håkon Ivarsons giftermål

Håkon forlod siden Danmark og tog nordpå til sine ejendomme i Norge. Da var jarl Orm — hans slægtning — død. Håkons venner og slægtninge tog glade imod ham, og mange gæve folk søgte at mægle mellem ham og kong Harald, og det kom dertil, at de blev forligte på de vilkår, at Håkon blev gift med Ragnhild Kongedatter, mens kong Harald gav Håkon jarledømme og den samme magt, som jarl Orm havde haft. Håkon svor kong Harald troskabsed til den tjeneste, han var forpligtet til.


51. Forliget mellem kong Harald og Kalv

Kalv Arneson havde været i vesterviking, siden han forlod Norge, og ofte var han om vinteren på Orknøerne hos sin svoger — jarl Torfinn. Finn Arneson — Kalvs bror — sendte bud til ham og fortalte om den aftale, han havde indgået med kong Harald, således at Kalv skulle have frit ophold i Norge og have sine ejendomme og sådanne indtægter, som han havde haft under kong Magnus. Da Kalv fik budskabet, gjorde han straks klar til at tage af sted; han drog østpå til Norge og opsøgte først sin bror. Derefter modtog Finn fred for Kalv, og så mødtes de selv — kongen og Kalv — og blev forligte i henhold til den aftale, der tidligere var indgået mellem kongen og Finn. Kalv forpligtede sig over for kongen til alle sådanne tjenester, som han tidligere havde ydet kong Magnus, således at Kalv var skyldig til at udføre alt, hvad kong Harald ønskede, og som han mente tjente sit riges bedste. Så fik Kalv alle sine ejendomme og de indtægter, som han før havde haft.


52. Kalv Arnesons fald

Den følgende sommer havde kong Harald ledingshæren ude; han drog sydpå til Danmark og hærgede dér om sommeren. Da han kom sydpå til Fyn, blev han mødt af en stor hærsamling. Da lod kongen folkene gå fra borde og gøre sig klar til at gå op i landet; han opdelte sin hær og lod Kalv Arneson lede en afdeling, og kongen bad dem gå først og fortalte dem, hvor de skulle gå hen, og sagde, at han ville følge efter dem og komme dem til hjælp. Kalvs flok drog af sted, men blev snart mødt af en hær; Kalv gik straks til angreb, men kampen blev ikke langvarig, for Kalv og hans mænd blev overmandet og tog snart flugten, mens danskerne forfulgte dem. Mange af nordmændene faldt, og dér faldt også Kalv Arneson. Kong Harald gik op i landet med sin hærafdeling; de kom snart forbi stedet, hvor de faldne lå, og de fandt Kalvs lig, som blev båret ned til skibene. Kongen fortsatte op i landet og hærgede og dræbte mange folk dér. Således siger Arnor:


På Fyn rødned’ fyrsten
(folkets huse brændte)
skjolde; skarpt han hugged’
skår i fynbo-hæren.


53. Finn Arneson forlader landet

Efter dette blev Finn Arneson fjendtligt indstillet over for kongen på grund af sin brors — Kalvs — fald, og han påstod, at kongen havde del i Kalvs død, og at det alene havde været svig imod Finn, når denne havde lokket sin bror — Kalv — vestfra over havet i kong Haralds vold. Da denne snak kom i omløb, sagde mange, at det forekom enfoldigt, når Finn havde troet, at Kalv skulle opnå kongens tillid, da man mente, at kongen var hævngerrig for mindre ting end sådanne, som Kalv havde gjort imod kong Harald. Kongen lod folk snakke, som de ville; han vedgik det ikke, men han nægtede det heller ikke. Det eneste, man bemærkede, var, at kongen ikke var utilfreds med det skete. Kong Harald kvad dette vers:


Jeg ti og tre gange
tilskynded’ mænds bane;
(tit til drab jeg drives)
disse end jeg husker.
Men grumt for svig giver
guldets deler fjendskab;
man ser, at små urter
snart vokser sig større.


Finn Arneson lod denne sag gå sig så nær, at han forlod landet og tog sydpå til Danmark; han opsøgte kong Svend og blev godt modtaget. De talte længe under fire øjne, og det endte med, at Finn gik i kong Svends tjeneste; kong Svend udnævnte ham til jarl og gav ham Halland at styre, og dér sad han som landeværn mod nordmændene.


54. Om Guttorm Gunhildson

Ketil Kalv og Gunhild på Ringnes havde en søn ved navn Guttorm; han var søstersøn til kong Olav og kong Harald. Guttorm var en evnerig mand, som tidligt blev voksen. Guttorm var ofte hos kong Harald. Kongen holdt meget af ham og rådførte sig med ham, for Guttorm var en klog mand; han var tillige meget afholdt. Guttorm var ofte på hærtogt og hærgede meget i Vesterlandene; han havde et stort følge. Han havde fredland og vintersæde i Dublin i Irland, og der bestod et godt venskab mellem ham og kong Margad.


55. Kong Olavs mirakel

Sommeren efter drog kong Margad sammen med Guttorm til Bretland for at hærge, og de vandt dér et stort bytte. Siden lå de i Ångelsund, hvor de skulle fordele byttet. Da den store mængde sølv blev båret frem, ville kongen have det hele selv, og han lagde da ikke megen vægt på sit venskab med Guttorm. Guttorm var utilfreds med, at han og hans mænd skulle snydes for deres andel. Kongen sagde, at han kunne få lov at vælge mellem to vilkår: »— og det ene er, at du finder dig i, hvordan jeg vil have det. Det andet er, at du kæmper imod os, og så får den, der sejrer, byttet, og du skal tilmed forlade dine skibe, for dem skal jeg have.« Det forekom Guttorm, at begge vilkår var meget hårde; han fandt det usømmeligt at skulle afgive sine skibe og sit bytte, når han ikke havde gjort noget, men det var også forbundet med stor fare at kæmpe imod kongen og den store hær, der fulgte kongen. Kongens mandskab var så meget større, at han havde 16 langskibe, mens Guttorm havde fem. Så bad Guttorm kongen om tre nætters frist for at overveje sagen med sine mænd; han mente, at han på denne tid kunne formilde kongen og ved sine folks mellemkomst gøre denne mere venligt stemt. Kongen tilstod ham imidlertid ikke, hvad han bad om. Det var Olavsmesseaften. Nu valgte Guttorm hellere at dø som en mand eller vinde sejr, snarere end det at måtte tåle skammen og vanæren og de hånlige ord over det store tab. Så henvendte han sig til Gud og sin slægtning — den hellige kong Olav — og bad om hjælp, og han lovede at give den hellige mands hus tiende af hele det bytte, de skulle få, hvis de sejrede. Derpå ordnede han sin hær og stillede i slagorden til kamp mod de andre. Med støtte fra Gud og den hellige kong Olav sejrede Guttorm; kong Margad faldt tillige med hver eneste mand i sit følge — ung som gammel. Efter denne strålende sejr vendte Guttorm glad hjem med hele det bytte, de havde vundet i striden. Af det sølv, de havde vundet, blev hver tiende penning — som lovet — lagt fra til den hellige kong Olav, og det var et overordentligt stort beløb. For disse penge lod Guttorm udfærdige et krucifiks efter sin eller sin stavnbos størrelse, og det billede var 7 alen højt. Dette krucifiks gav Guttorm til den hellige kong Olavs kirke, og dér har det siden befundet sig til minde om Guttorms sejr og den hellige kong Olavs mirakel.


56. Kong Olavs mirakel

I Danmark var der en ond og hadefuld greve; han havde en norsk trælkvinde, der stammede fra Trøndelagen. Hun dyrkede den hellige kong Olav og troede fuldt og fast på hans hellighed, men den førnævnte greve tvivlede på alt, hvad der blev fortalt ham om den hellige mands mirakler, og han sagde, at det ikke var andet end løs snak og rygter, og gjorde nar og grin ad den ære og ros, hele landets folk rettede mod den gode konge. Nu kom den højtidsdag, hvor den milde konge mistede livet, og som alle nordmænd helligholdt; den dag ville denne uvidende grave ikke holde hellig, og han beordrede på dagen sin trælkvinde til at fyre op i ovnen og bage brød. Hun mente at kende grevens sindelag og vidste, at han ville hævne sig voldsomt på hende, hvis ikke hun gjorde, som han forlangte af hende. Hun gik modstræbende hen for at tænde op i ovnen og jamrede meget, mens hun arbejdede, og hun bad til kong Olav og sagde, at hun aldrig mere ville tro på ham, medmindre han med et tegn hævnede denne usømmelighed. Nu skal I her høre om en passende straf og et sandt mirakel: I det selvsamme øjeblik blev greven blind på begge øjne, og de brød, hun havde sat i ovnen, blev til sten. Nogle af disse sten er kommet til den hellige kong Olavs kirke og til andre steder vidt omkring. Siden har man til stadighed helligholdt Olavsmessen i Danmark.


57. Kong Olavs mirakel

Vestpå i Valland fandtes en vanfør mand; han var krøbling og gik på sine knæ og knoer. Han gjorde en dag ophold på vejen, men faldt så i søvn; han drømte, at en fornem mand kom hen til ham og spurgte, hvor han var på vej hen, og han svarede med navnet på en by. Den fornemme mand sagde til ham: »Tag du til den Olavskirke, der findes i London, så bliver du rask!« Derpå vågnede han, og han begav sig straks på vej til Olavskirken; han kom omsider til London Bro og spurgte byens indbyggere, om de kunne fortælle ham, hvor Olavskirken lå, men de svarede, at der fandtes så mange kirker dér, at de ikke vidste til hvilke mænd, hver af dem var helliget. Kort efter kom en mand hen til ham og spurgte, hvor han skulle hen; han fortalte ham det, hvorpå manden sagde: »Lad os gå sammen til Olavs kirke — jeg kender vejen derhen.« Så gik de over broen og fulgte den vej, der førte til Olavskirken. Da de kom til porten ved kirkegården, trådte manden over den tærskel, der fandtes i porten, mens krøblingen væltede sig ind over den; han rejste sig straks op og var helbredt, men da han så sig om, var hans følgesvend forsvundet.


58. Kong Haralds togt

Kong Harald lod opføre en købstad i det østlige Oslo; dér opholdt han sig ofte, for der var godt med forråd at få fra de rige omegne. Dér sad han godt til forsvar mod danskerne, men ligeledes for fremstød i Danmark; sådanne plejede han at gøre, selv om han ikke havde en stor hær ude. Det skete en sommer, at kong Harald sejlede på nogle lette skibe uden stort mandskab; han holdt sydpå i Viken, men da vinden bød sig, sejlede han over til Jylland. Han begyndte at hærge dér, men indbyggerne samlede sig og forsvarede deres land. Så styrede kong Harald mod Limfjorden og sejlede ind i fjorden.

Limfjorden er således beskaffen, at indsejlingen er som et smalt åløb, men når man kommer længere ind i fjorden, er den som et stort hav. Harald hærgede på begge bredder, men danskerne havde overalt samlet sig til værn. Så lagde kong Harald sine skibe ved en ø; den var lille og ubeboet. Da de gennemsøgte den, fandt de ikke noget vand, og dette sagde de til kongen. Han lod folkene se efter, om der var hugorme på øen, og da de fandt én, bragte de den til kongen; han lod den lægge ved ilden, så den blev varm og udmattet og så tørstig som muligt. Så blev en tråd bundet til halen, hvorefter slangen blev sluppet fri; den ilede væk, og tråden blev viklet af vinden. Mændene fulgte efter slangen, indtil den forsvandt ned i jorden. Kongen befalede at grave efter vand dér, og det blev gjort; de fandt vand, så det rækkede. Kong Harald erfarede fra sine spejdere, at kong Svend var kommet til fjordmundingen med en stor flåde, men det gik langsomt for ham, for skibene måtte sejle ind ét ad gangen. Kong Harald førte sine skibe ind i fjorden, hvor den var bredest; det hedder Lusbredning. Dér — i den inderste del af bugten — findes en smal tange vestpå mod havet, og dér roede Haralds folk hen om aftenen. Om natten, da det var blevet mørkt, tømte de skibene og trak dem over tangen; de gennemførte dette og lastede skibene på den anden side, før det blev dag. Da de sejlede norden om Jylland, sagde de:


Fra danskens hænder
Harald undslap.


Kong Harald sagde da, at han ville komme til Danmark en anden gang — og da med flere folk og større skibe. Så drog kongen nordpå til Trondheim.


59. Kong Haralds skibsbyggeri

Kong Harald opholdt sig om vinteren i Nidaros. Han lod om vinteren bygge et skib ude på Ørerne; det var en busse. Dette skib blev bygget med Ormen Lange som forlæg, og det var på alle måder udvalgt; det havde et dragehoved i forenden og en krog bagerst, og nakkerne var helt forgyldte. Det havde 35 rum og var stort i forhold dertil; det var meget smukt. Kongen udvalgte alt udstyret til skibet — både sejl og tovværk, ankre og reb. Kong Harald sendte om vinteren bud sydpå til kong Svend i Danmark, at han til foråret skulle komme sydfra til Elven og mødes til kamp; så skulle de fordele landene imellem sig, så én af dem fik begge kongeriger.


60. Kong Haralds hærudbud

Den vinter udbød kong Harald fuld ledning i Norge, og da det blev forår samlede der sig en stor hær. Så lod kong Harald det store skib sætte i Nidelven; derefter lod han dragehovederne sætte på. Da kvad Tjodolf Skjald:


Dragen let af landet
løb på rullestokke;
skønne kvinder skuer
skibets færd på elven.
Kongeudvalgt udstyr
øjenpryden bærer;
guldbelagte glinser
(gløder!) skibets nakker.


Derefter klargjorde kongen skibet og sin færd. Da han var klar, styrede han skibet ud af elven; der blev roet upåklageligt. Således siger Tjodolf:


Landets herre lejrer
lørdag skibets telte;
Ormens stævn han styrer
støt ad elveløbet.
Fagre kvinder følger
færden stolt fra bredden,
mens de djærve drenge
dragen fremdrift giver.


Taktfast herskerhæren
hæver skibets årer;
unge kvinder undres
over disse kræfter.
Åretollen tåler
trækket åren byder;
længe vil det — vakre! —
vare før den brydes.


Sorg vil sikkert ramme
somme blandt de rorsmænd,
inden dragen atter
elveløbet genser;
dog når havet heftigt
haglstorm byder skibet,
er det som man aner
ørnens vinger flagre.


Kong Harald drog med hæren sydpå langs med landet; han havde udbudt fuld leding af mandskab og skibe. Da de søgte østpå i Viken, fik de hård modvind, og hæren lå da spredt i havne — både inde i fjorden og på øerne ude i havet. Således siger Tjodolf:


Hver en vig i fjorden
værner kongeflåden;
hæren mod den harske
havvind søgte forsvar.
Lig et skjold for skeiden
skoven giver dække;
landets tanger lader
ledingshæren hvile.


I det stormvejr, der ramte dem, havde det store skib brug for godt ankergrej; således siger Tjodolf:


Højlydt havets gærde
hugger mod skibsbordet;
stormen ankerstrengen
strammer ud for Læsø.
Havbundsgrus nu gnaver
grådigt ankerpigge;
vindens styrke voldsomt
vrider jernet sønder.


Da de fik gunstig vind, førte kong Harald hæren østpå til Elven og ankom dér en aften; således siger Tjodolf:


Harald nu sin halvvej
hastigt drog til Elven;
Tumle-tinget sættes
tæt ved landegrænsen.
Fyrsten byder fjenden
frisk til ravnetræffet;
ej med afslag svarer
(uræd!) Svend af Danmark.


61. Kong Haralds hær

Da danskerne hørte, at den norske hær var kommet, flygtede alle, der kunne komme af sted. Nordmændene erfarede, at danskekongen også havde sin hær ude, og at han lå syd for Fyn og øerne. Da kong Harald fik at vide, at kong Svend ikke vilde mødes med ham og kæmpe, som aftalt var, valgte han at gøre som før og lod bondehæren drage hjem og bemandede halvandet hundrede skibe; derefter drog han med den flok sydpå til Halland og hærgede vidt omkring. Han lagde flåden i Lovufjorden og hærgede dér oppe i land. Kort derefter kom kong Svend imod dem med den danske hær; han havde tre hundrede skibe. Da nordmændene så hæren, lod Harald sin hær kalde sammen; mange mente, at de burde flygte, og sagde, at det ville være håbløst at kæmpe. Kongen svarede således: »Snarere end at flygte skal hver eneste af os falde hen over den næste!«. Således siger Stein Herdisson:


Forlods sagde fyrsten
fyndigt, uden tøven:
Ej i slaget skånsel
skulle fra ham ventes.
Hell’re måtte hærens
hele mandskab falde
end i rædsel rømme
(rost blev kongens tale).


Derefter lod kong Harald sin hær ordne til angreb; han lagde sin store drage frem midt i flåden. Således siger Tjodolf:


Modigt ulvens mætter
midt for hæren lagde
dragen klar til kampen;
kongen ledte flokken.


Det skib var særdeles godt udrustet og havde et stort mandskab; således siger Tjodolf:


Hårdt til hamlebåndet
hæfted’ hver mand skjoldet;
våbenværnet kanted’
vældigt dragens flanker.
Fyrsten bød sin fylking
forme sig i kile;
brat ved brede Nissan
brød han (så jeg) freden.


Ulf Staller lagde sit skib på den ene side af kongeskibet; han sagde, at de skulle lægge skibet godt frem. Stein Herdisson befandt sig på Ulfs skib; han kvad:


Staller Ulf os ægged’
under langspyds skælven:
bad os skyde skibet
— skjoldklædt — læng’re fremad.
Frygtløst fyrstevennen
fór da kampen rased’;
folket adlød ordren
uden nogen tøven.


Jarl Håkon Ivarson lå yderst på den ene flanke; han blev fulgt af mange skibe, og den flok var prægtigt udrustet. Yderst på den anden flanke lå trøndernes høvdinge; det var også en stor og flot hær.


62. Om kong Svends hær

Kong Svend ordnede også sin hær, og han lagde sit skib mod kong Haralds skib midt i flåden; ved siden af ham lagde jarl Finn sit skib frem, og dernæst stillede danskerne hele den flok, der var modigst og bedst udrustet. Derefter blev skibene på begge sider bundet sammen i flådens midte. Af den årsag at hærene var meget store, var der en stor mængde skibe, der lå løse; hver især lagde da sit skib frem, som han havde mod til — og det var meget forskelligt. Skønt der var meget stor forskel i styrken, havde begge sider en talrig hær. Kong Svend havde seks jarler i sin flok; således siger Stein Herdisson:


Med ét et halvt hundred’
hærbesatte skeider
voved’ fyrsten farlig
fremgang imod daner.
Lejre-kongen ledte
ledingshæren fremad;
mindst tre hundred’ havde
hærkongen af skibe.


63. Striden ved Nissan

Kong Harald lod blæse til kamp, straks han havde klargjort sit skib, og han lod sine mænd ro til angreb; således siger Stein Herdisson:


Midt for elvens munding
mødte fyrsten dansken;
hærkongen ved Halland
hærdet brugte sværdet.
Ingen agted’ freden
(ej blev nogen givet);
fra mænds varme vunder
vælted’ blod i havet.


Derefter tiltog kampen og blev meget hård; på begge sider opildnede man folkene. Således siger Stein Herdisson:


Kongeskjoldets skærmen
skød til side begge;
de drabsvante drenge
drev man frem til kampen.
Tit man hørte hårde
hug mod fjendepander;
bladets svingen blanded’
blod i elvevandet.


Det var sent på dagen, da kampen indledtes, og den fortsatte hele natten. Kong Harald skød længe med bue; således siger Tjodolf:


Hele natten hæved’
Harald dygtigt buen;
pilestrømmen styrted’
støt mod fjenderækken.
Danske bønder bragtes
bag de hvide skjolde
ulivssår af odde
— ond var våbenregnen.


Jarl Håkon og den flok, der fulgte ham, bandt ikke deres skibe sammen, men roede mod de danske skibe, der lå løse, og han ryddede alle de skibe, han fastgjorde sig til. Da danskerne blev klar over dette, trak alle deres skibe væk fra dér, hvor jarlen kom frem; han satte efter danskerne, mens de skoddede væk, og de var da tæt på at flygte. Så blev en skude roet hen til jarlens skib, og der blev kaldt på ham og sagt, at den anden flanke veg tilbage, og at der var faldet mange af deres mænd. Derefter roede jarlen straks derhen og gik hårdt til angreb, så danskerne trak sig tilbage. Sådan gjorde jarlen hele natten; han lagde sig frem dér, hvor der var størst behov, og hvor han kom, stod ingen sig imod ham. Håkon roede uden om kampen. I den sidste del af natten udbrød der almindelig flugt blandt danskerne af den grund, at kong Harald med sit følge var trængt op på kong Svends skib; det blev fuldstændig ryddet, så alle mand faldt på nær dem, der sprang i vandet. Således siger Arnor Jarleskjald:


Svend (utvivlsomt tvunget)
tvist med fyrsten undveg;
jernets klang mod hjelmen
hjemled’ kongeflugten.
Folketomt ved floden
flød de danske snekker;
hirden havde fundet
(høvdingløse) døden.


Da kong Svends banner var faldet og hans skib lå øde, flygtede alle hans mænd, men nogle faldt. Fra de skibe, der var bundet sammen, sprang mændene i vandet, og nogle kom om bord på andre skibe, der lå løse; alle Svends mænd, der var i stand til det, roede da væk. Mandefaldet blev meget stort. Dér, hvor kongerne selv havde kæmpet og de fleste skibe lå sammenbundne, lå mere end 70 af kong Svends skibe efterladte; således siger Tjodolf:


Sygners hersker hurtigt
hærtog syvti skibe;
at de raskt blev ryddet
rygtet sandt fortæller.


Kong Harald roede efter danskerne, men det var ikke let, fordi skibene flød så tæt foran dem, at man knapt kunne komme imellem. Jarl Finn ville ikke flygte, og han blev pågrebet; han var tillige svagsynet. Således siger Tjodolf:


Jarler seks blandt jyder
hjalp ej Svend til sejren
(de i piledansen
deltog alle tappert).
Arnessønnen agted’
ej at tage flugten;
Finn i fylkingsmidten
fanget blev af kongen.


64. Kong Svends flugt

Wilhelm Wetlesen: Jarl Håkon taler med Vanråd

Jarl Håkon lå tilbage med sit skib, da kongen og de andre forfulgte de flygtende, idet jarlens skib ikke kunne komme frem for de skibe, der lå foran. Så roede en mand en båd hen til jarlen skib og lagde til ved løftingen; det var en stor mand, der bar en bred hat. Han råbte op mod skibet: »Hvor er jarlen?« Denne befandt sig i forrummet for at standse en mands blødning. Jarlen så på hattemanden og spurgte om hans navn. Han svarede: »Vanråd er her; kom og tal med mig — jarl!« Jarlen lænede sig over rælingen imod ham; så sagde manden i båden: »Jeg vil tage imod livet fra dig, hvis du vil give mig det.« Jarlen rettede sig op og tilkaldte to af sine mænd, der begge var hans kære venner, og sagde: »Stig i båden og før Vanråd i land! Følg ham til min ven — Karl Bonde — og sig til Karl som tegn på, hvem I er, at han skal give Vanråd den hest, som jeg gav ham i forgårs, og sin sadel og sin søn til ledsager.« Derefter steg de i båden og fattede årerne, mens Vanråd styrede. Dette skete netop ved daggry, og da var skibsfærdslen på sit højeste; nogle roede i land og andre ud til havs — både i store og små skibe. Vanråd styrede derhen, hvor der forekom ham at være mest plads mellem skibene; når nordmændenes skibe kom nær dem, tilkendegav jarlsmændene sig, og alle lod dem da fare, hvorhen de ville. Vanråd styrede langs med stranden og lagde ikke til land, før de kom væk fra skibsvrimlen; derefter gik de op til Karls gård, og da begyndte det at blive lyst. De gik ind i stuen, og dér var Karl — han var lige kommet i tøjet. Jarlsmændene fortalte ham deres ærinde. Karl sagde, at først skulle de spise; han lod et bord sætte frem til dem og fandt vaskevand til dem. Så kom konen ind i stuen, idet hun sagde: »Det er ganske fælt, som vi hverken har fået søvn eller ro i nat på grund af råben og skrigen!« Karl svarede: »Véd du ikke, at kongerne har kæmpet i nat?« Hun spurgte: »Hvem vandt?« Karl svarede: »Nordmændene fik sejr.« »Vores konge er sikkert flygtet igen,« sagde hun. Karl svarede: »Man véd ikke, om han er flygtet eller faldet.« Hun sagde: »Vi har været uheldige med den konge — han er både halt og ræd.« Da sagde Vanråd: »Kongen er ikke ræd, men han har ingen krigslykke.« Vanråd vaskede sig sidst, og da han tog håndklædet, tørrede han sig midt på det. Konen tog fat i håndklædet og rev det fra ham; hun sagde: »Har du ingen manerer! Det er tølperagtigt at gøre hele håndklædet vådt på én gang.« Vanråd svarede: »Jeg kommer vel igen derhen, hvor jeg kan tørre mig midt på håndklædet.« Derefter satte Karl bordet foran dem, og Vanråd satte sig i midten; de spiste en tid, og derpå gik de ud. Da var hestene sadlede, og Karls søn klar til at ledsage ham — han red på en anden hest. De red væk og ind i skoven, og jarlsmændene gik til deres båd og roede ud til jarlens skib.


65. Om kong Harald

Kong Harald og hans mænd forfulgte de flygtende en kort vej og roede derefter til de skibe, der lå forladte. Så gennemsøgte de de faldne; der lå mange døde på kongeskibet, men de fandt ikke kongens lig, og dog syntes de at vide, at han var faldet. Kong Harald lod yde lighjælp til sine faldne og forbinding af de sår, der trængte dertil; derpå lod han ligene af Svends folk flytte i land og sendte bud til bønderne, at de skulle begrave dem. Derefter lod han krigsbyttet fordele; han opholdt sig dér nogen tid. Så fik han den besked, at kong Svend var kommet til Sjælland, og hele den hær, der var flygtet fra kampen, havde sluttet sig til ham sammen med mange andre folk; han havde samlet en meget stor hær.


66. Om Finn Arneson

Jarl Finn Arneson blev pågrebet under kampen, som det før blev skrevet; han blev ført for kongen. Kong Harald var vældig munter og sagde: »Så mødes vi igen — Finn! Sidst var det i Norge. Din danske livvagt har ikke stået særligt fast omkring dig, og nu må nordmændene trækkes med at have dig — blinde mand! — på slæb for at redde dit liv.« Da svarede jarlen: »Meget ondt kommer nordmændene til at udøve — og det værste bliver det, du befaler.« Så sagde Kong Harald: »Vil du tage imod fred, selv om du ikke fortjener det?« Da svarede jarlen: »Ikke af dig — din hund!« Kongen sagde: »Vil du så modtage fred af Magnus — din slægtning?« Magnus — kong Haralds søn — styrede et skib. Da svarede jarlen: »Hvad véd den hvalp om fred?« Så lo kongen og syntes, at det var morsomt at tirre ham. Han sagde: »Vil du tage imod fred af Tora — din kvindelige slægtning?« Så sagde jarlen: »Er hun her?« »Hun er her!« sagde kongen. Da sagde jarl Finn de skældsord, der siden er blevet brugt til at beskrive, hvor vred han var og derfor ikke kunne tilbageholde sine ord: »Det er ikke så underligt, at du har bidt så godt fra dig, når mæren har fulgt dig.« Jarl Finn fik fred, og kong Harald havde ham hos sig en tid, men Finn var bitter og ublid i sin tale. Så sagde kong Harald: »Jeg ser — Finn! — at du ikke vil forsones med mig og med dine slægtninge; jeg vil nu give dig tilladelse til at tage over til Svend — din konge.« Jarlen svarede: »Det vil jeg takke for — og desto mere taknemmelig er jeg, jo før jeg kommer herfra.« Derefter lod kongen jarlen føre i land; hallændingene tog godt imod ham. Kong Harald førte derpå sin hær nordpå til Norge; han drog først til Oslo og gav dér hjemlov til alle de hærfolk, der ønskede det.


67. Om kong Svend

Det siges, at kong Svend opholdt sig i Danmark den vinter og regerede sit rige som før. Han sendte om vinteren mænd nordpå til Halland efter Karl og hans husstand. Da de kom til kongen, kaldte han Karl til sig; derpå spurgte kongen Karl, om han genkendte ham eller syntes at have set ham før. Karl svarede: »Jeg genkender dig nu — konge! — og jeg genkendte dig også tidligere, med det samme jeg så dig. Og tak Gud for, at den smule gavmildhed, jeg viste dig, kom dig til nytte.« Kongen svarede: »Alle de dage, jeg lever herefter, kan jeg takke dig for. Nu skal jeg for det første give dig den gård på Sjælland, som du selv vælger; dernæst skal jeg gøre dig til en stor mand, hvis du kan håndtere det.« Karl takkede kongen meget for hans ord og sagde, at der var endnu ét ønske, »— som jeg vil bede om.« Kongen spurgte, hvad det var. Karl sagde: »Jeg vil bede dig — konge! — at du lader mig få min kone med mig.« Kongen svaredes således: »Det kan jeg ikke love dig, for jeg skal skaffe dig en meget bedre og klogere kone. Men din kone kan drive det smålandbrug, som I hidtil har haft; det kan hun have til underhold.« Kongen gav Karl en stor og herlig ejendom og skaffede ham et godt parti; han blev siden til en mægtig mand. Dette blev kendt og rygtedes vidt omkring; det kom også nordpå til Norge.


68. Om livvagternes samtale

Kong Harald opholdt sig vinteren efter Nissan-slaget i Oslo. Om efteråret, da hæren kom sydfra, blev der talt meget om og berettet fra den kamp, der efteråret før havde været ved Nissan; alle, der havde været til stede, mente at have noget at fortælle. Det skete engang, at nogle mænd sad oppe i et loftsrum og drak og var meget snakkesalige; de snakkede om Nissan-slaget og om, hvem der havde fået det største ry derfra. De blev alle enige om én ting: At ingen mand dér havde været som jarl Håkon; »— han var den våbendueligste, og han var den mest begavede, og han var den mest fremgangsrige, og alt det, han foretog sig, havde den største nytte, og det var ham, der vandt sejren.« Kong Harald var udenfor i gården, hvor han talte med nogle mænd. Han gik derpå hen i loftsdøren og sagde: »Her ville alle vist gerne hedde Håkon!« — så gik han sin vej.


69. Hærtoget mod jarl Håkon

Jarl Håkon drog om efteråret til Oplandene og opholdt sig om vinteren i sit rige; han var meget afholdt blandt oplændingene. I slutningen af foråret, engang da man sad over drikken, blev der igen talt om Nissan-slaget; folk roste jarl Håkon meget, mens andre ikke mindre fremhævede andre mænd. Da de havde talt om dette et stykke tid, var der en mand, der sagde: »Det kan godt være, at der var flere, der kæmpede mere djærvt ved Nissan, end Håkon gjorde, men dog har der — efter min mening — næppe været nogen dér, som havde et sådant lykketræf som han.« De sagde, at det vel var hans største lykketræft, at han havde jaget mange af danskerne på flugt. Den samme mand svarede: »Det var et større lykketræf, at han reddede kong Svends liv.« En eller anden svarede ham: »Du aner vist ikke, hvad du snakker om!« Han svarede: »Det gør jeg i allerhøjeste grad, for den mand, der fulgte kongen i land, har selv fortalt mig det.« Det var da, som man ofter siger, at ʻmange er kongens ører’; kongen fik dette at vide, og i samme øjeblik lod han mange heste gøre klar og red straks om natten af sted med to hundrede mand; han red hele den nat og dagen efter med. Imod dem kom da nogle mænd, der var på vej til byen med mel og malt. Gamall hed en mand, der var i kongens følge; han red hen til en af bønderne — det var en bekendt af ham. De talte sammen under fire øjne, og Gamall sagde: »Jeg vil betale dig for, at du hurtigst muligt rider frem til jarl Håkon ad de smutveje, du véd er kortest; fortæl ham, at kongen vil dræbe ham, for kongen ved nu, at jarlen sendte kong Svend i land ved Nissan.« De handlede, og bonden red og kom til jarlen; denne sad og drak og var ikke gået hen for at sove. Da bonden havde forklaret sit ærinde, rejste jarlen og alle hans mænd sig straks. Jarlen lod alt sit løsøre flytte fra gården væk til skoven. Alle mænd blev også fjernet fra byen om natten, inden kongen kom; han blev dér om natten, men jarl Håkon red sin vej, til han kom østpå i Sverige til kong Steinkel, og han blev hos ham om sommeren. Kong Harald vendte siden tilbage ud til byen. Om sommeren drog kongen nordpå til Trondheim, blev der sommeren over og drog om efteråret tilbage til Viken.


70. Om jarl Håkon

Jarl Håkon tog om sommeren straks tilbage til Oplandene, da han erfarede, at kongen var taget nordpå; han blev dér, indtil kongen kom nordfra. Derpå tog jarlen østpå til Värmland, hvor han blev længe om vinteren; kong Steinkel gav jarlen herredømme over stedet. Mod slutningen af vinteren drog han vestpå til Romerike, og han havde en stor hær, som göterne og värmlændingene havde skaffet ham. Så inddrev han de afgifter og skatter af oplændingene, som han havde ret til. Derefter tog han tilbage østpå til Götaland og opholdt sig dér om foråret. Kong Harald sad om vinteren i Oslo, og han sendte sine folk til Oplandene for dér at indkræve skatter og afgifter og kongeandelen af de betalte bødebeløb. Oplændingene sagde imidlertid, at de ville betale alle skyldige beløb, som de var forpligtede til, til jarl Håkon, så længe denne var i live og ikke havde forbrudt sig selv eller sin magt. Den vinter fik kongen ingen indtægter derfra.


71. Forlig mellem kong Harald og kong Svend

Den vinter gik der bud mellem Norge og Danmark, hvoraf det fremgik, at både nordmænd og danskere ville skabe fred og forlig imellem sig, og de bad kongerne om dette. Ordsendingerne så ud til at kunne skabe fred, og det endte med, at der blev aftalt et forligsmøde i Elven mellem kong Harald og kong Svend. Da det blev forår, samlede begge konger et stort antal folk og skibe, og skjalden fortæller i en flokk om deres færd; her fortælles det, at kongerne deltog i mødet, der var aftalt mellem dem, og at de begge kom til landegrænsen:[4]


Fyrste! Frem til stævne
fór du igen nordfra;
alle daner ønsked’
— ikke grundløst — mødet.
Sydfra imens sejled’
Svend til træf med Harald;
møjefyldt var færden
frem til landegrænsen.


Da kongerne mødtes, begyndte folk at drøfte forliget mellem dem, men så snart dette kom på tale, klagede mange over de tab, de var blevet påført ved hærgen, plyndring og mandefald, og dette stod på længe. Derpå blandede de bedste og klogeste mænd sig i sagen; da blev der stiftet forlig mellem kongerne på de vilkår, at Harald skulle have Norge og Svend Danmark til den landegrænse som fra gammel tid havde været mellem Norge og Danmark. Ingen af dem skulle bøde til den anden. Hvor der var blevet hærget, skulle man lade det fare, og hver skulle beholde det bytte, han havde vundet. Denne fred skulle holdes, så længe de begge var konger. Man forpligtede sig til forliget med eder, og siden udvekslede kongerne gidsler. Kong Harald drog med sin hær nordpå til Norge, mens kong Svend tog sydpå til Danmark.


72. Kampen mellem kong Harald og jarl Håkon

Kong Harald var i Viken om sommeren, og han sendte sine folk til Oplandene efter de skatter og afgifter, han havde til gode dér. Bønderne dér udredte ingenting og erklærede, at de ville lade alt vente på jarl Håkon, hvis han skulle komme til dem. Jarl Håkon var da oppe i Götaland, hvor han havde en stor hær. Mod slutningen af sommeren styrede kong Harald sydpå til Kongshelle, og derpå drog han med alle de lette skibe, han kunne skaffe, helt op gennem Elven; han lod skibene drage over land ved vandfaldene og førte dem op i søen Vänern. Så roede han østpå over søen til dér, hvor han havde erfaret, at jarl Håkon befandt sig. Da jarlen fik nys om kongens færden, søgte han ned fra landet, for han ønskede ikke, at kongen skulle hærge deres tilholdssted. Jarl Håkon havde en stor hær, som göterne havde skaffet ham. Kong Harald lagde sine skibe op i et åløb; han gjorde siden klar til landgang, men han lod nogle folk blive tilbage for at bevogte skibene. Kongen og en del af hæren red, mens mange flere gik. De skulle gennem en skov og derpå krydse en kærmose og op på et højdedrag. Da de kom op på højdedraget, fik de øje på jarlens hær; der var en mosestrækning imellem dem. Begge parter stillede i slagorden. Da sagde kongen, at hans mænd skulle blive siddende oppe på bakken: »— vi skal først erfare, hvad de agter at gøre. Håkon er ikke fredsommelig,« sagde han. Det var frostvejr og det sneede noget; Haralds folk sad dækket af deres skjolde, men göterne var klædt dårligt på, og det blev koldt for dem. Jarlen bad dem afvente, at kongen gik frem imod dem, så de alle stod i samme højde. Håkon havde det banner, som kong Magnus Olavson havde haft. Göternes lagmand hed Torvid; han sad på en hest, hvis tømme var bundet til en pæl, der stod i mosen. Han sagde: »Det véd Gud, at vi her har en stor hær og særligt modige folk; lad kong Steinkel erfare, at vi støtter denne gode jarl vel. Jeg véd, at vi står fast mod nordmændene, hvis de går imod os, men hvis de unge folk bliver usikre og ikke vil holde stand, så lad os ikke rende længere væk end her til bækken. Såfremt de unge folk stadig er usikre — hvilket jeg véd, ikke vil ske! — så lad os ikke rende længere væk end her til højen.« I det samme øjeblik sprang nordmændenes hær op og råbte kampråb og slog på skjoldene; da begyndte göternes hær også at råbe, men lagmandens hest slog så hårdt med hovedet, da den blev skræmt af råbene, at tøjrepælen blev rykket op, og den strøg tæt forbi lagmandens hoved. Han sagde: »Skal du skyde? — din elendige nordmand!« Lagmanden styrtede da væk.

Kong Harald havde forínden sagt dette til sine folk: »Selv om vi laver larm og råber op, skal vi ikke gå ned ad bakken, førend de kommer imod os her.« Og sådan gjorde de. Så snart kampråbet havde lydt, lod jarlen sit banner bære frem, men da de kom hen under bakken, styrtede kongehæren ned over dem; en del af jarlens hær faldt straks, mens andre flygtede. Nordmændene forfulgte ikke de flygtende langt, da det var sidst på dagen. De tog dér jarl Håkons banner og de våben og det tøj, de kunne få fat i. Kongen lod begge bannere bære foran sig, mens de drog tilbage; de talte om, hvorvidt jarlen mon var faldet. Men da de red ned gennem skoven, kunne de bare ride frem én ad gangen, og en mand kom da springende på tværs af vejen, og med et spyd gennemborede han den mand, der bar jarlens banner; han greb bannerstagen og fór med det ind i skoven til modsatte side. Da kongen fik det at vide, sagde han: »Jarlen lever — kom med min brynje!« Kongen red da om natten til sine skibe. Mange mente, at jarlen havde hævnet sig; da kvad Tjodolf:


Til Hel i strid stødtes
Steinkels jarlebistand;
den kampvante voldte
valfaldet hos fjenden.
»Ved hærens svigt hasted’
Håkon klogt tilbage,«
siger folk; besmykket
slig tale må kaldes.


Kong Harald og hans folk opholdt sig på skibene den del af natten, der var tilbage, men om morgenen, da det blev lyst, fandt man så tyk en is, der omgav skibene, at man kunne gå rundt om dem. Kongen befalede sine folk at hugge isen i stykker fra skibene og ud til søen. Folkene trådte til og begyndte at hugge i isen. Magnus — kong Haralds søn — styrede det skib, der lå nederst i åløbet og nærmest søen; da løb en mand ud på isen til det sted, hvor der skulle hugges, og han huggede i isen, som var han gal eller vanvittig. Da sagde en mand: »Nu er det igen, som det ofte før har været, at ingen er så godt hjulpet som dér, hvor han træder til, ham Hall Kodransbane; se nu dér, hvordan han hugger i isen.« Ombord på Magnus’ skib var der en mand, der hed Tormod Eindrideson, og da han hørte navnet Kodransbane, løb han hen til Hall og huggede ham ihjel. Kodran var en søn af Gudmund Eyjolfson, mens Valgerd var Gudmunds søster og mor til Jorunn, som var Tormods mor. Tormod var ét år gammel, da Kodran blev dræbt, og han havde aldrig set Hall Utrygson før. Da var isen hugget fri ud til søen, og Magnus førte sit skib ud på søen, og sejlet blev straks hejst, og han sejlede vestpå over søen. Kongeskibet lå inderst i vågen, og det kom sidst ud. Hall havde været i kongens følge, og han var særligt afholdt af kongen, så denne blev meget vred. Kongen anløb havnen sent; Magnus havde da hjulpet drabsmanden til skovs og tilbød at bøde på hans vegne, men det var nær ved, at kongen ville gå imod Magnus og hans mænd, indtil deres fælles venner gik imellem og forligte dem.


73. Om kong Harald

Denne vinter tog kong Harald op til Romerike med en stor hær; han anklagede bønderne dér for, at de havde tilbageholdt de skatter og afgifter, han havde ret til, og hjulpet fjender til ufred imod ham. Han pågreb bønderne og lod nogle lemlæste, andre dræbe, og mange blev berøvet alle deres ejendele. Folk, der havde mulighed for det, flygtede, men han lod herrederne afbrænde og lægge ganske øde. Således siger Tjodolf:


Hårdt i Romerike
revsed’ kongen folket;
fast gik Haralds fylking
frem mod bønder — véd jeg.
Med tagets hund hærged’
holmboernes øder;
atter usle bønder
under fyrsten gav sig.


Derefter drog kongen op til Hedemark, hvor han afbrændte og ikke øvede mindre hærværk end i Romerike. Derfra tog han til Hadeland og ud til Ringerike, hvor han afbrændte og fór overalt med hærskjold.[5] Efter dette lagde bønderne hele deres sag under kongen.


74. Om kong Harald

Efter kong Magnus’ død gik der 15 år, inden Nissan-slaget fandt sted, og siden gik der 2 år, før Harald og Svend blev forligte; således siger Tjodolf:


Horda-fyrsten fremmed’
fred i tredjeåret.
(Det skarpe stål skrammed’
skjoldets rand ved stranden).


Efter forliget varede kongens strid med oplændingene tre halvår.[6]


75. Om de engelske konger

Edvard Adelrådson blev konge i England efter sin bror — Hardeknud; han blev kaldt Edvard den Gode, for det var han. Kong Edvards mor var dronning Emma — datter af Rikard Rudejarl — og hendes bror var jarl Robert — Vilhelm Bastards far — som på det tidspunkt var hertug i Rude i Normandiet. Kong Edvard var gift med dronning Gyda — datter af Gudine Ulfnadson. Gydas brødre var jarl Toste — han var ældst — og den næste var jarl Mørukåre, den tredje jarl Valtjof, den fjerde jarl Svend, den femte Harald — han var yngst, og han voksede op i kong Edvards livvagt og var hans fostersøn. Kongen elskede ham højt og betragtede ham som sin egen søn, for kongen havde ingen børn.


76. Om Harald Gudineson

En sommer skulle Harald Gudineson til Bretland, og han drog af sted på et skib; da de kom til søs, fik de modvind og blev drevet ud på havet. De kom i land i Normandiet vestpå efter en livsfarlig storm. De lagde til ved byen Rude og traf dér jarl Vilhelm; han tog velvilligt imod Harald og dennes følgesvende, og Harald blev godt behandlet og opholdt sig længe dér om efteråret, for stormvejret fortsatte, og havet var ikke farbart. Da det nærmede sig vinter, talte jarlen og Harald om, at Harald skulle blive der vinteren over. Harald sad i højsædet på den ene side af jarlen, og til den anden side sad jarlens kone; hun var smukkere end nogen anden kvinde, man havde set. De muntrede sig altid med samtale over drikken alle tre. Jarlen gik som oftest tidligt til ro, mens Harald sad og talte med jarlens kone til langt ud på aftenen; sådan forløb det i lang tid om vinteren. Engang de talte sammen, sagde hun: »Nu har jarlen henvendt sig til mig og spurgt, hvad det er, vi altid taler om, og nu er han vred.« Harald svarede: »Vi må hellere straks fortælle ham om alle vores samtaler.« Dagen efter bad Harald jarlen komme til samtale, og de gik ind i mødestuen; jarlens kone og deres rådgivere var også til stede. Harald tog ordet: »Jeg må fortælle dig — jarl! — at der ligger mere til grund for min kommen her, end jeg hidtil har fortalt dig. Jeg agter at bede om at få din datter til hustru; dette har jeg ofte nævnt for hendes mor, og hun har lovet mig at fremme denne sag hos dig.« Så snart Harald havde tilkendegivet dette, fandt alle tilstedeværende det godt og anbefalede det for jarlen. Det endte med, at pigen blev fæstet til Harald, men da hun var meget ung, blev der aftalt nogle års frist til brylluppet.


77. Kong Edvards død

Da det blev forår, gjorde Harald sit skib klar og tog af sted; han og jarlen skiltes i stort venskab. Så tog Harald ud til England, og han kom ikke siden til Valland for at forfølge denne ægteskabsaftale. Kong Edvard regerede England i 23 år, og han døde af sygdom i London på femtedagen i januar; han blev begravet i Paulskirken, og englænderne regner ham for hellig. Jarl Gudines sønner var da de mægtigste mænd i England. Toste blev udnævnt til høvding over den engelske konges hær, og han var landeværnsmand, da kongen begyndte at blive gammel; han blev sat over alle andre jarler. Harald — hans bror — var til stadighed kongens nærmeste tjenestemand i livvagten, og han havde ansvaret for alle kongens skatkamre. Det siges, at da kongens død var nært forestående, var Harald og få andre mænd til stede; da bøjede Harald sig ned over kongen og sagde: »Nu tager jeg jer alle til vidner på, at kongen gav mig kongedømme og hele magten i England!« Et øjeblik efter blev kongen båret død ud af sengen.


Wilhelm Wetlesen: Kong Edvards dødsleje


Den samme dag holdt høvdingene møde; der blev talt om at udnævne en konge. Harald fremlagde da sine vidneudsagn om, at kong Edvard på sin dødsdag havde givet ham magten. Mødet endte med, at Harald blev taget til konge med kongevielse på trettendedagen i Paulskirken; da gik alle høvdinge og hele folket under ham. Da jarl Toste — hans bror — erfarede dette, blev han utilfreds; han mente ikke, at han havde mindre ret til at blive konge, »— og jeg ønsker,« sagde han, »— at landets høvdinge kårer den til konge, som de finder bedst egnet.« Sådanne ord sendtes mellem brødrene. Kong Harald sagde, at han ikke ville opgive kongemagten, da han var stolsat i kongesædet og siden var blevet salvet og viet til konge. Alle folk vendte sig til ham med støtte og han sad tilmed også på alle kongens skatkamre.


78. Tostes rejse til Danmark

Da Harald blev klar over, at Toste — hans bror — agtede at berøve ham kongemagten, mistede han tilliden til ham, for Toste var en klog og magtfuld mand, der havde gode venner mellem landets høvdinge. Harald tog da styringen af hæren fra jarl Toste tillige med den magt, han tidligere havde haft frem for andre jarler dér i landet. Jarl Toste ville på ingen måde finde sig i at være tjenestemand for sin sambårne bror. Han drog da med sin hær sydpå over havet til Flandern, hvor han opholdt sig kort tid, inden han tog til Friesland og derfra til Danmark, hvor han opsøgte sin slægtning — kong Svend; kong Svends far og jarl Tostes mor — jarl Ulf og Gyda — var søskende. Jarlen bad kong Svend om støtte og mandskab. Kong Svend indbød ham til sig og sagde, at han skulle få et jarledømme i Danmark, så han kunne blive en passende høvding dér. Jarlen svarede: »Jeg har lyst til at drage tilbage til min arvejord i England, men hvis jeg ikke får hjælp til det af dig — konge! — så vil jeg heller tilbyde dig hele den styrke, jeg kan skaffe i England, hvis du vil fare med den danske hær til England for at vinde landet på samme måde som kong Knud — din morbror.« Kongen sagde: »Jeg er en så meget mindre mand end min slægtning — kong Knud — at jeg dårligt nok kan holde Danevældet for nordmændene. Gamle-Knud fik Danmark ved arv, men England ved hærfærd og strid, og det var en overgang ikke utænkeligt, at han derved skulle miste sit liv; Norge vandt han uden at kæmpe. Nu må jeg hellere udvise et mådehold, der passer til mine små kår snarere end til min slægtnings — kong Knuds — fremgang.« Da sagde jarlen: »Mit ærinde her kaster mindre af sig, end jeg havde forventet, at du — en så gæv mand — ville have tilstået mig i mine tvingende omstændigheder. Det kan være, at jeg nu søger venskab et sted, hvor det er mindre passende, men det kan dog hænde, at jeg træffer en høvding, der mindre end du — konge! — vil afholde sig fra at tænke stort.« Kongen og jarlen gik derpå hver til sit uden den store fordragelighed.


79. Tostes rejse til Norge

Jarl Toste ændrede da kurs og tog til Norge, hvor han opsøgte kong Harald; denne opholdt sig i Viken. Da de mødtes, forklarede jarlen kongen sit ærinde og fortalte ham alt om sin rejse, siden han havde forladt England; han bad kongen om støtte til at vinde magten i England. Harald sagde, at nordmænd nok ikke ville have lyst til at drage til England for at hærge under en engelsk høvding: »— for folk siger,« sagde han, »— at man ikke helt kan stole på englændere.« Jarlen svarede: »Er det sandt, som jeg har hørt folk sige i England, at kong Magnus — din slægtning — sendte folk til kong Edvard med det budskab, at kong Magnus ejede England, som han — tilsvarende Danmark — havde modtaget i arv efter Hardeknud i henhold til deres svorne aftaler?« Kongen sagde: »Hvorfor fik han det så ikke, hvis han ejede det?« Jarlen sagde: »Hvorfor har du ikke Danmark, således som kong Magnus havde før dig?« Kongen sagde: »Danskerne har ingen grund til at skryde over for os nordmænd; vi har efterladt mange brandpletter hos dine slægtninge.« Da sagde jarlen: »Hvis du ikke vil fortælle mig det, så skal jeg fortælle dig det: Kong Magnus tilegnede sig Danmark, fordi høvdingene dér i landet hjalp ham, men du fik det ikke, fordi hele landets befolkning var imod dig; kong Magnus kæmpede sig ikke til England, fordi alle i landet ville have Edvard til konge. Hvis du vil have England, så kan jeg bevirke, at størstedelen af de engelske høvdinge vil blive dine venner og støtter; den eneste forskel på mig og Harald — min bror — er kongenavnet. Alle véd, at der aldrig har været en kriger magen til dig i Nordlandene, og det undrer mig, at du har kæmpet i 15 år for at vinde Danmark, men nu vil du ikke have England, der ligger tilgængeligt for dig.«

Kong Harald overvejede nøje, hvad jarlen havde sagt, og han forstod, at denne havde sagt meget sandt; på den anden side havde han lyst til at vinde magten. Siden talte kongen og jarlen ofte og længe sammen, og de tog den beslutning, at de om sommeren ville drage til England og vinde landet. Kong Harald lod budskabet nå hele Norge og udbød halvt ledningsmandskab. Dette blev nu meget omtalt, og der var mange gisninger om, hvordan færdens udfald ville blive; nogle sagde — mens de opregnede Haralds store bedrifter — at det ikke var umuligt for ham, mens andre mente, at England ville blive vanskelig at indtage, når landet havde så stor en befolkning og den hær, der kaldtes Tingmændene, som var så modige folk, at én af dem var bedre end to af Haralds bedste folk. Da svarede staller Ulf:


Helst ej Haralds staller
(hidtil vandt jeg rigdom
fri for tvang) i fyrstens
forstavn tager pladsen,
når to for én tingmand
træde skal til side;
som ung — lyse lin-Jord! —
lærtes mig ej sådant.


Det forår døde staller Ulf; kong Harald stod ved hans grav og sagde, da han gik derfra: »Der ligger nu den mand, som var mest pålidelig og kongetro.« Jarl Toste sejlede om foråret vestpå til Flandern til møde med den styrke, der havde fulgt ham fra England, og de øvrige, som havde sluttet sig til ham både fra England og dér i Flandern.


80. Gyrds drøm

Kong Haralds hær samledes i Solunder. Da Harald var klar til at tage af sted fra Nidaros, gik han forinden til kong Olavs kiste og åbnede den og klippede hans hår og negle, og han låste derefter kisten og kastede nøglen i Nidelven — og siden har den hellige kong Olavs kiste ikke været åbnet. Da var der forløbet 35 år siden hans fald; han havde også levet 35 år i denne verden. Kong Harald førte de folk, der fulgte ham, sydpå til møde med sin hær. Dér samledes en stor hær, og folk siger, at Harald havde nær to hundrede skibe foruden småskuder og forsyningsfartøjer. Da de lå ved Solunder, drømte en mand ved navn Gyrd, som var ombord på kongeskibet, at han befandt sig på kongeskibet og kiggede op på øen, hvor en stor troldkvinde stod med et sværd i den ene hånd og et trug i den anden; det forekom ham også, at han så ud over alle deres skibe og fandt, at der i hver skibsstavn sad en fugl — og det var ene ørne og ravne. Troldkvinden kvad:


Til min fordel farer
fyrsten talstærkt østfra
til stort knogle-stævne
(stadigt sligt jeg følger);
vestpå skal val-tjuren
vælge steg blandt kongens
stridende stavnhøge
(straks den kender byttet).


81. Tords drøm

Der var en mand, der hed Tord, som var ombord på et skib, der ikke lå langt fra kongens. Han drømte om natten, at han så kong Haralds flåde nærme sig land; han syntes at vide, at det var England. Han så en stor hærsamling i land, og det forekom ham, at man på begge sider gjorde klar til kamp og havde mange bannere i luften. Foran landhæren red en stor troldkvinde. Hun sad på en ulv, og ulven havde liget af en mand i munden og blodet flød om kæften på den; da ulven havde ædt liget, kastede hun endnu et lig i munden på den og derpå det ene efter det andet, og den slugte dem alle. Hun kvad:


Skræmmende rødt skinner
skjoldet — kampen venter;
Ørners brud nu aner
ufærd for kongshæren.
Kvindens kæft skal flænge
kød af mænd i stykker;
og vredt væder konen
vargens mund med blodet
— vargens mund med blodet.


82. Kong Haralds drøm

Desuden drømte kong Harald en nat, at han var i Nidaros, hvor han mødte sin bror — kong Olav — og denne kvad et vers for ham:


Hellig død jeg digre
drot på valen hented’,
thi jeg forblev hjemme
(ærefuldt jeg kæmped’).
Snart dit fald, jeg frygter
— fyrste! — skænker troldens
glubske ganger føde.
(Gud ej dette volder).


Man hørte også om mange andre drømme og forskellige forvarsler, og de fleste var sørgelige.

Før kong Harald forlod Trondheim, havde han dér ladet sin søn — Magnus — tage til konge og sat ham til magten i Norge, mens kong Harald selv var væk. Tora Torbergsdatter blev også tilbage, mens dronning Ellisiv tog med ham sammen med sine døtre — Maria og Ingegerd. Olav — kong Haralds søn — tog også med ham ud af landet.


83. Kampen ved Skardaborg

Kortbilag: Kong Haralds hærtogt i England
(Stednavnenes stavemåde kan på kortet afvige lidt fra sagaoversættelsens)

Da kong Harald var klar og fik gunstig vind, sejlede han ud på havet og kom i land ved Hjaltland, mens en del af hans flåde landede ved Orknøerne. Kong Harald lå i kort tid dér, før han sejlede til Orknøerne, og med sig havde han en stor styrke og jarlerne Pål og Erlend — jarl Torfinns sønner. Han lod dronning Ellisiv og deres døtre — Maria og Ingegerd — blive tilbage. Han sejlede derfra sydpå langs Skotland og derefter langs England og kom til det sted, der hedder Klivland; dér gik han i land og begyndte straks at hærge, og han lagde landet under sig uden at møde modstand. Siden lagde kong Harald til ved Skardaborg, hvor han kæmpede mod borgfolkene; han gik op på det bjerg, som findes dér, og lod et stort bål opstable og antænde. Da bålet flammede, tog de store forke og skød bålet ned i byen; da begyndte det ene hus efter det andet at brænde, og da overgav hele byen sig. Nordmændene dræbte mange folk og tog alle de værdier, de kunne få fat i. Da havde de engelske mænd ikke andet valg end at gå kong Harald til hånde, hvis de ville beholde livet. Han lagde derpå alt land under sig, som han fór frem. Siden styrede kong Harald sydpå langs landet med hele hæren, og de lagde til ved Hellornæs; dér kom en hær imod dem, og kong Harald gik i kamp og sejrede.


84. Om jarlernes slagorden

Derefter sejlede kong Harald til Humbra og op i floden, hvor han lagde til land. Da var jarlerne Mørukåre og Valtjof — førstnævntes bror — oppe i Jorvik, hvor de havde en overmåde stor hær. Kong Harald lå i floden Usa, da jarlernes hær begav sig ned imod ham. Så gik kong Harald i land og begyndte at opstille sin hær i slagorden; den ene arm af slagordenen stod frem på flodbrinken, mens den anden vendte ind i landet henimod en grøft, hvor der fandtes en dyb og bred, vandfyldt sump. Jarlerne lod hele deres hær gå samlet frem langs med floden. Kongens banner var nær floden; dér var hans slagorden gjort bred, mens den ved grøften var tyndest og bestod af de mindst pålidelige folk. Så søgte jarlene ned langs grøften, og den arm af nordmændenes slagorden, der vendte henimod grøften, veg tilbage, mens de engelske mænd gik frem imod dem og mente, at nordmændene ville flygte; dér blev Mørukåres banner båret frem.


85. Kampen ved Humbra

Da kong Harald så, at englændernes hær var kommet lige imod dem ned langs med grøften, lod han blæse til kamp og opildnede hæren kraftigt; banneret Landøderen blev da båret frem. Da blev angrebet foretaget med en sådan kraft, at alt veg tilbage for dem, og mandefaldet blev stort i jarlernes hær; nogle flygtede op eller ned langs floden, men de fleste sprang ud i sumpen, og dér lå de faldne så tæt, at nordmændene kunne gå tørskoede over sumpen. Dér faldt jarl Mørukåre. Således siger Stein Herdisson:


Mænd til druknedøden
drevet blev i sumpen;
et utal faldne omgav
unge Mørukåre.
Fjendehæren flygted’
fulgt af den stridsdjærve
Møre-fyrstes mandskab.
[Myndigst under solen].


Denne drapa digtede Stein Herdisson om Olav — kong Haralds søn — og heri nævnes det, at kong Olav deltog i kampen med sin far — kong Harald. Kampen omtales også i »Haraldsstikka«:


Dræbte lå de
i dyndmosen —
Valtjofs hærmænd,
våbenhugne,
og kampberedte
kunne nordmænd
vade over
på ene lig.


Jarl Valtjof og de folk, der slap væk, flygtede op til borgen Jorvik; mandefaldet var meget stort. Kampen fandt sted onsdagen før Matthæusmesse.


86. Om jarl Toste

Jarl Toste var kommet vestpå fra Flandern til møde med kong Harald, så snart denne var kommet til England, og jarlen deltog i alle disse kampe. Det gik sådan, som han havde sagt til Harald, da de mødtes tidligere, at mange folk sluttede sig til dem i England; det var jarl Tostes venner og slægtninge, og den flok var til stor støtte for kongen. Efter denne kamp, der lige blev omtalt, gik folkene i de nærmeste herreder under kong Harald, men nogle flygtede. Da begav kong Harald sig på vej for at vinde borgen, og han lagde hæren ved Stanford Bro. Af den grund, at kongen havde vundet så stor en sejr mod mægtige høvdinge og en umådelig hær, var alle indbyggerne skræmte og uden håb om at kunne yde modstand. Da besluttede borgmændene sig for at sende bud til kong Harald og tilbyde sig og tillige borgen i hans vold. Alt dette blev tilbudt således, at kong Harald om søndagen drog med hele hæren til borgen, hvor kongen og hans folk satte ting uden for borgen; alle samtykkede da i lydighed mod kong Harald, og som gidsler tog han sønner af de fornemmeste folk, således som jarl Toste bedømte alle mænd i borgen. Kongen tog om aftenen til skibene med selvgjort sejr, og han var meget opstemt. Der var aftalt ting i borgen tidligt om mandagen; så skulle kong Harald udnævne folk til at styre byen og uddele len og rettigheder. Den samme aften efter solnedgang kom Harald Gudineson sydfra med en umådelig hær; han red ind i borgen efter alle borgfolkenes ønske og bifald. Alle borgporte og veje dertil blev da bevogtede, så nordmændene ikke skulle få nys om sagen. Denne hær opholdt sig i byen om natten.


87. Kong Haralds landgang

Om mandagen, da Harald Sigurdson var mæt af morgenmaden, lod han kalde til landgang. Han klargjorde hæren og udvalgte, hvem af dem der skulle gå, og hvem der skulle blive tilbage; for hver gang han lod to mand gå, blev én tilbage. Jarl Toste beredte sig og sin flok til landgang med kong Harald. Tilbage for at vogte skibene blev kongens søn — Olav — og Orknøjarlerne Pål og Erland og Øistein Urhane — søn af Torberg Arneson; Øistein var den fortræffeligste lendermand og den, kongen holdt mest af. Kongen havde dengang lovet ham sin datter — Maria. Vejret var usædvanligt godt med varmt solskin. Mændene lod deres brynjer blive tilbage og gik i land med deres skjolde, hjelme og spyd og med sværd i bæltet; mange havde også bue og pile. De var meget opstemte. Da de gik mod borgen, red en stor hær imod dem; de så støvskyen og derunder blanke skjolde og hvide brynjer. Så standsede kongen flokken, lod jarl Toste tilkalde og spurgte, hvilken hær det kunne være. Jarlen sagde, at det forekom ham snarest, at det måtte være ufredsmænd; han sagde også, at det var en mulighed, at dette kunne være nogle af hans slægtninge, der søgte skånsel og venskab og til gengæld ville yde kongen støtte og trofasthed. Kongen sagde da, at de foreløbig skulle forholde sig rolige og få mere at vide om hæren; dette blev gjort. Hæren blev større, jo nærmere den kom, og det var som at se på et islag, når våbnene skinnede.


Wilhelm Wetlesen: Kong Harald lod sine folk standse


88. Jarl Tostes råd

Kong Harald Sigurdson sagde: »Lad os nu finde et godt og klogt råd, for det kan ikke skjules, at der er ufred på vej — og det kunne være selve kongen.« Da sagde jarlen: »Det første valg kunne være hurtigst muligt at vende tilbage til skibene efter vores folk og våben og så gøre modstand efter evne. Det andet vilkår er at lade skibene beskytte os; så kan rytterne ikke få magten over os.« Da sagde kong Harald: »Jeg vil vælge en anden løsning: Sæt de hurtigste heste under tre raske mænd og lad dem ride hurtigst muligt hen og underrette vores folk — der kan hurtigt komme os folk til hjælp — så ville englænderne have udsigt til den hårdeste strid, før vi trak det korteste strå.« Jarlen bad kongen bestemme i dette tilfælde — ligesom i andre — og lagde til, at heller ikke han havde lyst til at flygte. Derefter lod kongen sit banner — Landøderen — sætte op. Frirek hed den mand, der bar det.


89. Om kong Haralds slagorden

Derefter stillede kong Harald sine folk i slagorden; han gjorde opstillingen lang, men ikke bred. Derefter bøjede han flankerne bagud, til de mødtes, og de dannede da en stor ring, der var tæt og ensartet; de stod skjold ved skjold på hele ydersiden og ligesådan bagved. Kongeflokken stod uden for ringen med banneret; det var udvalge mænd. Et andet sted stod jarl Toste med sit følge; han havde et andet banner. Der blev opstillet såden, fordi kongen vidste, at rytterene plejede at ride frem i småflokke og straks vende om igen. Kongen sagde, at hans og jarlens følge skulle træde til dér, hvor behovet var størst: »— og vores bueskytter skal også følge os dér. Og de, der står forrest, skal sætte deres spydskafter i jorden og rette spidserne mod brystet på rytterne, hvis de rider imod os, men de, der står bagved, skal rette deres spydspidser mod brystet på hestene.«


90. Om Harald Gudineson

Harald Gudineson var kommet dertil med en umådeligt stor hær; der var både ryttere og fodfolk. Kong Harald Sigurdson red rundt om sin opstilling og efterså geledderne; han sad på en sort, blisset hest. Hesten faldt under ham, og kongen blev kastet fremover; han var hurtigt oppe og sagde: »Fald gi’r held på farten!« Harald Englænderkonge spurgte da de nordmænd, der var hos ham: »Kender I den store mand, som dér faldt af hesten? Ham med den blå kjortel og den flotte hjelm.« »Det er kongen selv,« sagde de. Den engelske konge sagde: »Det er en stor mand, og mægtig ser han ud — men det ser ud som om, heldet har forladt ham.«


91. Fredstilbud til jarl Toste

Tyve ryttere fra tingmandshæren red frem foran den norske opstilling; de var aldeles brynjeklædte og hestene ligeledes. Så sagde én af rytterne: »Er jarl Toste i hæren?« Denne svarede: »Det skal ikke skjules, at I kan finde ham her.« Så sagde en rytter: »Din bror — Harald — sender dig en hilsen og de ord med, at du kan få fred og hele Nordimbraland; han vil hellere dele en tredjedel af sit rige med dig, end at du ikke vil bøje dig for ham.« Da svarede jarlen: »Det er et andet tilbud end ufred og fornedrelse som i vinter; var dette blevet tilbudt dengang, havde mange mænd været i live, som nu er døde — da havde riget stået bedre i England. Hvis jeg nu godtager dette vilkår, hvad vil han så tilbyde kong Harald Sigurdson for hans besvær?« Så sagde rytteren: »Han har nævnt noget om, hvad han vil unde ham af England: Et hul på syv fod — eller så meget mere som han er højere end andre mænd.« Da sagde jarlen: »Tag du nu hen og sig til kong Harald, at han skal gøre sig klar til kamp! Andet skal med sandhed siges blandt nordmændene, end at jarl Toste forlod kong Harald Sigurdson til fordel for hans fjendeflok, da han skulle slås vestpå i England. Snarere skal vi alle følge én vej: At dø med ære eller vinde England med sejr!« Derefter red rytterne tilbage. Så spurgte kong Harald Sigurdson jarlen: »Hvem var denne veltalende mand?« Da sagde jarlen: »Det var kong Harald Gudineson.« Så sagde kong Harald Sigurdson: »Meget længe blev dette holdt skjult for os; de var kommet så tæt på vores hær, at denne Harald ikke skulle have kunnet berette om vores mænds død.« Da sagde jarlen: »Det var i sandhed — herre! — uforsigtigt af en sådan høvding, og det kunne være blevet, som du siger. Jeg indså, at han ville tilbyde mig fred og stor magt, men at jeg ville forvolde hans død, hvis jeg afslørede ham; jeg vil hellere, at han forvolder min død, end jeg hans. Derpå sagde kong Harald Sigurdson til sine mænd: »Det var en lille mand — denne! Men han stod støt i stigbøjlen.« Det siges, at kong Harald Sigurdson kvad denne vise:


Frem vi skrider
i flok til kamp —
brynjeløse
med blanke sværd;
hjelme skinner
(jeg uden min),
skruddet ligger
på skibet glemt.


Hans brynje hed Emma; den var så lang, at den nåede ham til midt på benet, og så stærk, at våben aldrig havde brudt igennem den. Så sagde kong Harald Sigurdson: »Dette var dårligt kvædet; det næste vers må kunne gøres bedre.« Så kvad han dette:


Kækt at kæmpe bød os
kvinden (tro mod manden):
Ho’det højt at bære!
(Hendes ord jeg mindes).
Ej bag skjolde skal vi
skjule os for våben,
her hvor hårdt med stålet
hovedskaller mødes.


Da kvad også Tjodolf:


Ej jeg kongens unge
arvinger la’r i stikken,
skulle fyrsten forrest
falde død til jorden.
Ingen bedre brødre
(bed til Gud!) jeg tænker,
hævnen efter Harald
hæderfuldt kan øve.


92. Haralds fald

Kampen begyndte, og englænderne indledte angrebet mod nordmændene; modtagelsen blev hård. Det var ikke let for de engelske mænd at ride mod nordmændene på grund af skuddene, og de red derfor rundt om dem. Der opstod i begyndelsen spredt kamp, så længe nordmændene bevarede slagordenen, men englænderne red hårdt på og veg straks tilbage, da de ikke fik udrettet noget. Da nordmændene så, at de tilsyneladende var blødsødne i ridtet, søgte de imod dem og ville forfølge de flygtende, men da de havde brudt skjoldborgen, red de engelske mænd på dem fra alle sider og beskød dem med spyd og pile. Da kong Harald så det, gik han frem i kampen, hvor våbenskiftet var størst. Dér blev da den hårdeste kamp, og der faldt mange folk på begge sider. Da blev kong Harald Sigurdson så hidsig, at han løb helt frem foran hæren og huggede med begge hænder; hverken hjelm eller brynje kunne da holde stand mod ham. Da undveg alle de, der stod nærmest; det var nær ved, at englænderne tog flugten. Således siger Arnor Jarleskjald:


Frygtløst gav sig fyrsten
— fyldt af mod — i kampen;
skjult bag jernringsskjorten
skælved’ hjertet ikke.
Folkets høvding — hærklædt —
heftigt straffed’ fjenden;
blodigt sværdet brynjer
bed itu for kongen.


Kong Harald Sigurdson blev truffet af en pil i halsgruben; det blev hans banesår. Dér faldt han og hele den flok, der gik frem med ham, på nær dem, der trak sig tilbage; de havde banneret. Striden blev igen meget hård; jarl Toste gik da frem under kongens banner. På begge sider samlede man da for anden gang hærene, og der blev derved et langt ophold i striden; da kvad Tjodolf:


Hårdt blev hæren skatlagt
her i våbenskiftet;
Harald uden årsag
østfra ledte folket.
Fyrstens liv blev lukket
(længe bli’r han savnet);
kongens bratte bortfald
bringer os i våde.


Wilhelm Wetlesen: Kong Harald Sigurdson blev truffet af en pil …


Inden der opstod kamp, tilbød Harald Gudineson fred til sin bror — jarl Toste — og de øvrige mænd, der endnu var i live blandt nordmændene, men nordmændene råbte alle på én gang, at de alle skulle falde tværs over hinanden, før de modtog fred fra engelske mænd. Så udstødte de hærråb, og striden tog til for anden gang; således siger Arnor Jarleskjald:


Alder fælded’ ikke
— uheld var det! — kongen;
brat hans stræben stilned’s
stunget hvast i halsen.
Hel’re valgte hæren
hobevis at falde,
før de modtog freden,
fjenden havde tilbudt.


93. Urhane-angrebet

Øistein Urhane kom i det samme fra skibene med den flok, der fulgte ham; de var helt klædt i brynje. Øistein fik da kong Haralds banner — Landøderen. Der opstod nu kamp for tredje gang, og det blev den hårdeste strid; da faldt også mange engelske mænd, og det var tæt ved, at de måtte flygte. Denne strid blev kaldt Urhane-angrebet. Øistein og hans mænd var draget fra skibene med en så voldsom fart, at de af den årsag blev så trætte, at de næsten var ukampdygtige, før de kom til striden, og derpå var de så rasende, at de ikke skånede sig, så længe de kunne stå på benene; til sidst kastede de ringbrynjerne af sig. Da var det let for de engelske mænd at finde steder at hugge på dem. Nogle overanstrengte sig fuldstændigt og døde usårede; næsten alle de norske stormænd faldt. Dette skete mod slutningen af dagen. Det var sådan — som man kunne forvente — at heller ikke her, var det ens for alle; mange flygtede, og der var også mange, der på forskellig vis slap bort, som skæbnen bestemte. Det blev også mørkt om aftenen, inden mandefaldet ophørte.


94. Om staller Styrkår

Styrkår — kong Harald Sigurdsons staller og en ypperlig mand — undkom; han skaffede sig en hest og red dermed væk. Om aftenen blæste det op, og det blev noget køligt, og Styrkår havde ikke andet tøj på end en skjorte, men hjelm på hovedet og et blottet sværd i hånden; han kom til at fryse, da han overvandt sin træthed. Da kom en vognfører imod ham; han bar en foret skindvest. Da sagde Styrkår: »Vil du sælge skindvesten — bonde?« »Ikke til dig!« svarede han. »Du må være nordmand; jeg kan høre det på dit sprog.« Da sagde Styrkår: »Hvis jeg var nordmand, hvad ville du så gøre?« Bonden svarede: »Så ville jeg dræbe dig, men nu er det desværre såden, at jeg ikke har noget våben, der er brugbart.« Så sagde Styrkår: »Hvis du ikke kan dræbe mig — bonde! — så vil jeg prøve, om jeg kan dræbe dig!« Han løftede sværdet og drev det mod bondens hals, så hovedet røg af; derefter tog han skindvesten, sprang på sin hest og red ned til stranden.


95. Om Vilhelm Bastard

Rudejarlen Vilhelm Bastard erfarede, at hans slægtning — kong Edvard — var død, og tilmed at Harald Gudineson var blevet taget til konge i England og havde modtaget kongevielse. Vilhelm mente imidlertid at have mere ret til magten i England på grund af sit slægtskab med kong Edvard. Han syntes også, at han burde gengælde Harald den forsmædelse, at denne havde brudt fæstemålet med hans datter; det hele var årsag til, at Vilhelm samlede en hær i Normandiet, og han havde en meget stor mængde folk og tilstrækkeligt med skibe. Den dag han skulle ride fra borgen til sine skibe, og han var kommet op på sin hest, gik hans kone hen for at ville tale med ham. Da han så det, sparkede han til hende med hælen og satte sporen i brystet på hende, så den gik dybt ind; hun faldt og døde med det samme, men jarlen red til skibene. Han sejlede med hæren over til England. Hans bror — biskop Otto — fulgte med ham. Da jarlen kom til England, hærgede han og underlagde sig landet, hvor han kom frem. Vilhelm var større og stærkere end andre, en god ridder, den største kriger og meget grusom; han var en meget klog mand, men man kaldte ham ikke pålidelig.


96. Harald Gudinesons fald

Harald Gudineson gav Olav — kong Harald Sigurdsons søn — tilladelse til at rejse væk sammen med den del af hæren, som var hos ham, og som ikke var omkommet i kampen. Harald drog derpå med sin hær sydpå i England, for han havde erfaret, at Vilhelm Bastard drog nordpå i England og lagde landet under sig. Kong Harald havde sine brødre — Svend, Gyrd og Valtjof — hos sig. Haralds og jarl Vilhelms møde fandt sted sydpå i England ved Hestingaport; det blev et stort slag, og dér faldt kong Harald og jarl Gyrd — kongens bror — og størstedelen af deres hær. Det skete 19 dage efter kong Harald Sigurdsons fald. Jarl Valtjof flygtede væk, og sent om aftenen stødte jarlen på en flok af Vilhelms mænd. Da de så jarl Valtjofs skare, flygtede de ind i en egeskov; de var hundrede mand. Jarl Valtjof lod skoven antænde og det hele brænde op. Således siger Torkel Skallason i Valtjofsflokken:


Angrebs-Ygg lod mænd’ne
ildsvide på kvælden;
hundred jarlehirdmænd
hedt i flammer omkom.
Jættekvindens klepperts
klo blev farvet rødlig,
da troldens grå Gote
grådigt åd sværdføde.


97. Drabet på jarl Valtjof

Vilhelm lod sig tage til konge i England. Han sendte bud til jalf Valtjof, at de skulle forliges, og han tilstod ham fred til et møde. Jarlen tog af sted med få mand i sit følge, men da han kom til heden nord for Kastelbroen, blev han mødt af to årmænd med en skare mænd, der pågreb ham og satte ham i lænker; han blev siden halshugget, og englænderne kalder ham hellig. Således siger Torkel:


Vilhelm (sydfra svale)
sveg imod fredsløfter
vist den raske Valtjof
(vover lod han fure);
sandt man her nu siger:
Sent vil mandefaldet
(Tappert trådte jarlen)
tage slut i England.


Vilhelm var siden konge i England i 21 år; England er lige siden blevet regeret af hans efterkommere.


98. Olav Haraldsons færd fra England

Olav — kong Haralds søn — førte sin hær væk fra England; han sejlede ud fra Ravnsøre og kom om efteråret til Orknøerne. Dér var der sket det, at Maria — datter af kong Harald Sigurdson — havde lidt en pludselig død på den samme dag og på den samme tid, som kong Harald — hendes far — faldt. Olav opholdt sig dér om vinteren, men sommeren efter tog han østpå til Norge; dér blev han da taget til konge sammen med sin bror — Magnus. Dronning Ellisiv tog vestfra sammen med Olav — sin stedsøn — og Ingegerd — sin datter. Da fulgte også Skule, som siden blev kaldt Kongsfostre, og Ketil Krog — hans bror — med Olav over havet østpå; de var begge gæve mænd af fornem engelsk slægt, og de var begge begavede og meget afholdte af kongen. Ketil Krog drog nordpå til Helgeland; kong Olav skaffede ham dér et godt giftermål, og fra ham stammer mange stormænd. Skule Kongsfostre var en klog og meget duelig mand, og han var smuk at se på; han blev leder af kong Olavs livvagt og førte ordet på tinget og hjalp kongen i al styrelse af landet. Kong Olav tilbød Skule at få det fylke i Norge, som han helst ville have, med alle de indtægter og skatter, som kongen havde ret til. Skule takkede ham for tilbuddet, men sagde, at han hellere ville have noget andet af kongen, »— for hvis der kommer et skifte i kongemagten, kan det være, at gaven går tabt. Jeg vil,« sagde han, »— tage imod nogle ejendomme, der ligger nær de købstæder, hvor du — herre! — plejer at sidde og holde julegæstebud.« Kongen tilstod ham dette, og tilskødede ham jorder østpå ved Kongshelle, ved Oslo, ved Tønsberg, ved Borg, ved Bergen og nordpå ved Nidaros. Det var så at sige de bedste ejendomme på hvert sted, og de ejendomme har siden tilhørt mænd af Skules slægt. Kong Olav giftede ham med sin slægtning — Gudrun Nefsteinsdatter. Hendes mor —Ingerid — var datter af kong Sigurd So og Åsta, og hun var således en søster til den hellige kong Olav og kong Harald. Skules og Gudruns søn var Åsolf på Rein; han var gift med Tora — datter af Skofte Øgmundson — og deres søn var Guttorm på Rein, der var far til Bård, som var kong Inges og hertug Skules far.


99. Om kong Harald Sigurdson

Året efter kong Haralds fald blev hans lig flyttet fra England i vest nordpå til Nidaros, hvor det blev begravet i Mariakirken — den han havde ladet opføre. Alle sagde, at kong Harald havde været udover andre mænd med hensyn til klogskab og rådsnildhed, hvad enten han skulle tage en hurtig beslutning eller lægge langsigtede planer for sig selv eller andre; han var den våbendueligste af alle. Han var også sejrrig, således som det nu en tid er blevet omtalt; således siger Tjodolf:


Sjællands øder ofte
angreb og fór dristigt;
mandsmod, hævded’ Harald,
halvt råded’ for sejren.


Kong Harald var en smuk og agtværdig mand. Han havde lyst hår og lyst skæg med langt overskæg; det ene øjenbryn sad højere end det andet. Han havde store hænder og fødder, men begge dele var vel beskafne; han var 5 alen høj. Han var grusom mod sine uvenner og straffede alle modstandere hårdt.[7] Kong Harald var meget grådig efter magt og alle former for besiddelser; han var meget gavmild mod de af sine venner, som han godt kunne lide. Således siger Tjodolf:


Gyldent blev min gerning
gengældt her af kongen;
Harald gavmildt hylder
ham, der byder venskab.


Kong Harald var 50 år gammel, da han faldt. Vi har ingen bemærkelsesværdige forlydender fra hans opvækst, før han blev 15 år; da deltog han i kampen på Stiklestad sammen med sin bror — kong Olav. Derefter levede han i 35 år, og i al den tid slap han aldrig for trusler og ufred. Kong Harald flygtede aldrig fra kamp, men ofte søgte han at undvige, når han havde at gøre med en overmægtig hær. Alle, der fulgte ham i kamp og på hærtogt, sagde, at når han var i stor fare, og det gik hurtigt for sig, valgte han den udvej, der — som alle bagefter indså — havde haft størst sandsynlighed for at kunne lykkes.


100. Om kong Harald

Haldor — søn af den gamle Brynjolf Kamel — var en klog mand og en stor høvding; når han hørte folk sige, at de to brødre — den hellige kong Olav og kong Harald — havde meget forskellige sindelag, sagde han: »Jeg var meget afholdt af begge brødrene, og jeg kendte sindelaget hos dem begge; jeg har aldrig truffet to mænd, hvis gemytter lignede hinanden mere. De var begge meget begavede og våbendjærve mænd, og de stræbte meget efter rigdom og magt; de var ikke folkelige, men myndige og hårdt straffende mænd. Kong Olav fik folket til at skifte til kristendommen og de rette sæder, og han var grusom til at straffe dem, der vendte det døve øre til. Landets høvdinge tålte ikke hans retfærd og manglende forskelsbehandling, og de rejste en hær imod ham og dræbte ham i hans eget land; derfor blev han helliggjort. Harald hærgede for at vinde sig hæder og magt; han undertvang sig alle de folk, han kunne, og han faldt også i en anden konges land. Begge de to brødre lagde til hverdag vægt på sømmelighed og værdighed; de var også vidtberejste og meget driftige, og af disse årsager blev de navnkundige og berømte.«


101. Kong Magnus’ død

Kong Magnus Haraldson regerede Norge den første vinter efter kong Haralds fald, og derpå regerede han landet i to år sammen med Olav — sin bror. Der var da to konger; Magnus havde den nordlige del af landet, Olav den østre. Kong Magnus havde en søn, der hed Håkon; han blev opfostret hos Tore på Steig, og han var en meget lovende, ung mand. Efter kong Harald Sigurdsons død mente Svend Danekonge, at freden mellem Norge og Danmark var slut, for forliget skulle kun holdes, så længe de begge levede — Harald og Svend. Der var da hærudbud i begge landene; Haralds sønner havde fuldt udbud af mandskab og skibe i Norge, mens kong Svend drog sydfra med den danske hær. Folk fór da imellem dem med forligsbud; nordmændene sagde da, at de ville holde det samme forlig, som tidligere var indgået, men i modsat fald kæmpe.[8] Således siger Stein Herdisson i Olavsdrapaen:


Klar til kamp ved hellig-
kongens gravsted vil nu
fyrsten mod Svends fordring
frede odelsjorden.
Højligt Hellig-Olav
hele Norge under
sin slægt; Ulfs arving
afstå bør fra kravet.


Ved dette ledingsmøde blev der stiftet forlig mellem kongerne og fred mellem landene.

Kong Magnus blev syg af revormesot og var sengeliggende en tid. Han døde i Nidaros og blev begravet dér; kongen havde været meget afholdt af hele befolkningen.


Slutvignet Harald Haardraades saga.jpg


Noter:

  1. Her er et vers af Tjodolf Arnorson udeladt. Versemålet er runhent, og det lader sig knapt oversætte/gendigte på bare nogenlunde tilfredsstillende vis.
  2. Her er kun ét af tre vers oversat/gendigtet.
  3. Verset er udeladt her.
  4. I det næstfølgende er fem af seks vers ikke medtaget.
  5. Her er et vers af Tjodolf Arnorson udeladt.
  6. Her er et vers af Tjodolf Arnorson udeladt.
  7. Her er et vers af Tjodolf Arnorson udeladt.
  8. Her er et anonymt vers udeladt.