Slaget ved Nissaa

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Slaget ved Nissaa

(Snorri Sturluson, Haralds saga harðráða, cap. 63-68, samlgn. Fornmanna sögur VI. cap. 77.)


— — —

Under Magnus den gode Norges konge fik Svend UIfsson eller Estridsson Danmark som lehn af Norge. Men da han nægtede at betale skat til Norge, kom det til krig mellem ham og Magnus; endskjönt han bestandig var den overvundne, saa var hans nederlag dog aldrig saa stort, at han jo kunde begynde fjendtlighederne paany. Striden mellem Norge og Danmark vedblev saaledes hele kong Magnus’s og störste delen af Harald haardraades regjeringstid. Efter det slag, hvorom vi nu læse , blev freden sluttet mellem begge konger, hvorved Svend fik Danmark, ikke længere som lehn, men som sit eget retmæssige rige, Nissaa er en flod i Halland, og kong Svends i fortællingen om slaget anförte redningsmand Karl skal efter sagnet have boet paa gaarden Bondegaard i byen Söndrum omtrent en fjerdingvej fra udlöbet af Nissaa. I kong Svends fölge var den norske jarl Finnur Aurnason, en af anförerne for bondehæren, der overvandt og fældede Olaf den hellige ved Stiklestad (1); han var beslægtet med Haralds dronning Thora, og tillige kong Svends svoger.

— — —


Da de danske spurgte, at den norske hær var kommen til Götelven, flygtede alle som flygte kunde. Nordmændene erfare, at Danekongen ogsaa har en flaade ude, som ligger sydpaa ved Fyn og Sjælland. Men da kong Harald spurgte, at kong Svend ei vilde komme ham i möde eller holde slag med ham, som aftalt var, lod han bondehæren drage hjem igjen, men bemandede 170 skibe, styrede syd forbi Halland, og hærgede vide omkring; derefter lagde han med flaaden ind i Lofofjord og gjorde hærtog ind i landet. Kort derefter kom kong Svend der paa dem med den danske flaade, som bestod af 360 skibe. Men da Nordmændene saa flaaden, lod kong Harald hele sin hær sammenblæse, og sagde da mange, at de skulde flygte, efterdi det var ikke raadeligt at holde slag. Kongen svarer; »för skulle alle ligge, den ene tværs over den anden, end fly.« Derpaa fylkede kong Harald sin flaade til angreb, og lagde sin store drage frem midt i flaaden. Det skib var vel udrustet og stærkt bemandet. Ulf Stallar lagde sit skib side om side med kongeskibet, han böd sine Folk at de skulde lægge skibet vel frem. Jarlen Hakon Ivarsson laa yderst paa den ene flöi; ham fulgte mange skibe, og alle vel rustede; men yderst paa den anden flöi laa Thrönder-hövdingerne, og de havde en mængde udvalgte mænd.

Danekongen Svend ordnede og sin flaade; han lagde sit skib frem midt i flaaden, mod kong Haralds skib, men nærmest ved ham lagde den norske jarl Finnur Aurnason sit skib frem; dernæst stillede de danske til begge sider af kongen og jarlen alle sine tappreste og bedst rustede folk. Siden bandt baade Nordmændene og Danerne sine skibe sammen midt i flaaden. Men fordi flaaden var saa stor, laa der en mængde skibe, der dreve löse omkring, som enhver lagde frem, eftersom han havde mod og mandshjerte til; men det var meget forskjelligt. Endskjönt der nu var stor forskjel paa antallet af begge parters mandskab, saa havde de dog hver for sig en talrig hær.

Da kong Harald havde gjort sin flaade slagfærdig, lod han blæse til angreb og skibene ro frem. Derpaa begyndte slaget, og det blev et skarpt slag, thi baade konger æggede sine mænd. Det var om aftenen Sanct Laurentii dag at slaget begyndte, og det varede hele natten. Kong Harald skjöd længe med bue. Jarlen Hakon Ivarsson og hans mænd bandt ikke sine skibe sammen, men roede mod de danske skibe, som flöde löse omkring, og ryddede alle dem, de lagde til. Da Danerne bleve det vaer, drog hver af dem sit skib tilbage, hvor Hakon jarl drog frem, men han forfulgte dem alt som de undvege, saa de vare nærved at fly. Da roede et let fartöi til jarlens skib, og der blev raabt til ham fra fartöiet, at den ene flöi af kong Haralds flaade gav efter, og at der vare mange mænd slagne. Derhen roede jarlen, og gjorde der saa haardt et angreb, at de danske maatte vige. Saaledes blev jarlen ved den hele nat; han lagde til der, hvor det mest behövedes, men hvor han end kom, kunde ingen holde stand. Hakon jarl roede bestandig udenom slaget. Henimod daggry begyndte hovedstyrken af den danske flaade at fly, efterdi da havde kong Harald med sit fölge besteget kong Svends skib, som blev saa aldeles ryddet, at alle faldt som vare derpaa, uden de, der sprang overbord.

Da kong Svends mærke var nedhugget og hans skib ryddet, flygtede alle hans mænd, men nogle faldt. Da de skibe, som vare sammenfæstede, ikke kunde löses, sprang mandskabet paa dem overbord; nogle kom over paa andre skibe, som vare löse; men alle kong Svends mænd roede bort, som kunde undkomme. Der blev et stort nederlag, og det siger skjalden Thjodolfur, at der, hvor kongerne selv havde kjæmpet, og de fleste skibe vare sammenbundne, laa efter over 70 af kong Svends skibe, alle blottede for mandskab. Kong Harald roede efter de danske og forfulgte dem; men det var ikke let, efterdi skibene laa saa tæt paa hinanden, at man neppe kunde komme frem. Jarlen Finnur Aurnason vilde ikke fly, og blev tagen til fange; hans syn var og meget svagt.

Wilhlem Wetlesen: Hakon jarl og Raadvild
Hakon jarl laa tilbage med sine skibe, medens kongen og den övrige flaade forfulgte de flygtende, efterdi jarlens skib kunde ei komme fremfor de skibe, som laa i vejen. Da kom en mand roende paa en baad til jarlens snække, og lagde til ved skandsen; han var höi og svær og havde en bredskygget hat paa. Han raabte op paa skibet: »hvor er jarlen?« Jarlen var da i forrummet, og stillede en mands blod. Jarlen saa hen til manden med hatten, og spurgte om hans navn. Han svarede: »Raadvild er her, tal med mig, jarl.« Jarlen böjede sig forover rælingen til ham. Da sagde manden i baaden: »livet vil jeg modtage af dig, jarl, om du vil give mig det.« Jarlen reiste sig, kaldte til sig to mænd, som vare ham begge kjære, og sagde: »stiger i baaden, bringer Raadvild i land, fölger ham til min ven, Karl bonde, og siger ham til bevis paa, at det er fra mig, I ere sendte, at han skal give Raadvild den hest, som jeg gav ham den anden dag, samt sin sadel og sin sön til förer.« De stige i baaden, og tage aarerne fat, men Raadvild styrer. Dette skete i begyndelsen af daggry, just som der var mest röre paa skibene, idet nogle roede til land, andre til havs, baade de smaa og de store. Raadvild styrede, hvor ham syntes bedst plads mellem skibene. Men naar de kom i nærheden af norske skibe, sagde jarlens mænd sine navne, og saa lode alle dem uhindrede fortsætte sin vei. Raadvild styrede langsmed strandbredden, og lagde ikke til land, förend de vare komne det sted forbi, hvor de fleste skibe laa. Derpaa gik de op til Karls gaard; da var det begyndt at blive lyst; de gik ind i stuen; var Karl der og nylig paaklædt. Jarlens mænd sagde ham sit ærinde. Karl sagde, de skulde först faa mad; han lod sætte bord frem, og bringe vaskevand. Da kom Karls hustru ind i stuen med disse ord: »det er dog forunderligt, at vi har ikke havt ro til at sove i nat for skrig og stöi.« Karl sagde: »veed du ikke, at kongerne have kjæmpet inat?« Hun spurgte: »hvo seirede?« Karl svarede: »Nordmændene«; hun sagde: »da har nok vor konge flygtet, som han plejer.« Karl svarede: »ingen veed om han er falden eller flygtet.« Hun vedblev: »gud hjelpe os for konge, vi have, han er baade halt og feig.« Da sagde Raadvild: »vist er kongen ei feig, men sejersæl er han ikke.« Derpaa toede Raadvild sine hænder; han tog haandklædet, og som en hövisk mand törrede han dem af midt paa klædet. Konen rykkede haandklædet fra ham, og sagde: »hvor har du lært gode sæder? det er tölperagtigt at gjöre hele haandklædet vaadt paa een gang.« Raadvild svarer: »der kommer jeg vel end, hvor jeg maa törre mig midt paa et haandklæde.« Derpaa satte Karl et bord for dem, og Raadvild satte sig i midten. De spiste en stund, og gik siden ud; da var hesten sadlet, og Karls sön færdig til at fölge ham med en anden hest. De rede afsted til skoven, men jarlens mænd gaa tilbage til sin baad, ro ud til jarlens skib, og meddele ham udfaldet af sin færd . . .

Jarlen Finnur Aurnason blev tagen til fange i slaget, som för er fortalt; han blev fört for kongen. Kong Harald var da i godt lune, og sagde: »her mödes vi nu, Finnur; sidst saas vi i Norge; ikke har den danske hird staaet dig kraftig bi, og for Nordmændene vil det vorde et slemt arbeide at slæbe dig med sig, du som baade er blind og gammel, paa det at du kan beholde livet.« Da svarer jarlen: »meget ondt have Nordmændene nu at gjöre; dog er alt det værst, som du befaler dem.« Da sagde kong Harald: »vil du nu have liv og fred, skjönt ufortjent.« Jarlen svarer: »ikke af dig, din hund.« Kongen sagde: »vil du da modtage livet af din frænde Magnus?« Kong Haralds sön Magnus förte da et skib. Da svarer jarlen: »hvad mon den hvalp raader for liv og fred.« Da lo kongen; han fandt fornöjelse i at drille Finnur, og vedblev: »vil du da modtage fred af din frænke Thora?« Da sagde jarlen: »er hun her?« kongen sagde: »her er hun.« Man kan skjönne hvor vred Finnur jarl var, thi han kunde da ikke styre sine ord; han sagde: »intet under, at du bed godt fra dig idag, siden mæren fulgte dig.« Kong Harald gav Finnur liv og fred, og beholdt ham hos sig en stund; Finnur var snarere vranten og uvenlig i sin tale. Da sagde kong Harald: »det ser jeg Finnur, at du vil nu ikke være omgjængelig mod mig eller dine frænder, derfor giver jeg dig lov til at vende tilbage til din svoger kong Svend.« Jarlen sagde: »det modtager jeg og det med desto större tak, jo för jeg slipper herfra.« Derpaa lod kong Harald Finnur sætte i land, og blev han vel modtagen af Hallændingerne.


Note:

1. Dette må bero på en misforståelse; Finn Arneson kæmpede trofast på samme side som kong Olav i Stiklestadslaget (jl).