Jomsvikingernes löfter og henrettelse i Hjörungavaag

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Islandsk.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Jomsvikingernes löfter og henrettelse i Hjörungavaag

(Jómsvíkinga saga)


— — —

Öen Jom og borgen Jomsborg laa i det gamle Venden ved Oderens udlöb, formodentlig der, hvor öen Wolin ligger. Der stiftede fynboen Palnatoki en koloni af vikinger, for störste delen Danske, som havde egne love, blandt andre den, at ingen kvinde maatte taales i borgen, og at ingen Jomsviking maatte i fredstider være tre nætter borte fra borgen. Palnatokis og Svend Tveskjægs stridigheder ere bekjendte; men skjönt denne danske konge i Palnatokis levetid ikke kunde tage hævn over Jomsvikingerne, saa vare de ham dog bestandig forhadte, som et, formedelst sin tapperhed og uforfærdethed, selv for Danmark farligt folk, og han pönsede derfor bestandig paa deres undergang. Det han ikke formaaede ved magt, forsögte han ved list, og lagde dem, som vi i det fölgende se, en snare i deres egen dristighed, idet han ved et gravöl, som han gav i anledning af jarlen Strutharalds död, forlokkede dem til at gjöre ubesindige löfter, der, efter de tiders skik, vare ubrödelige. Jarlen Sigvaldi var dengang Jomsvikingernes anförer.

— — —


Da det til gravöllet berammede tidspunkt, nærmede sig, tog Jomsvikingerne hjemme fra med en stor hær, og havde i alt 190 skibe. De seilede til Sjælland, hvor Strutharald havde været jarl, og var kong Svend der allerede. Han havde alt paa rede haand til gravöllet; det var i begyndelsen af vinteren. Der var en stor mængde gjæster, gildet var storladent, og allerede den förste aften drak Jomsvikingerne tæt, og öllet löb dem i hovedet. Da det var gaaet dermed en tidlang, og kong Svend mærkede, at de næsten alle vare blevne saa overstadig drukne, kaade og tungerappe, at de ikke vare bange for at sige meget, de ellers vilde lade usagt, tog han til orde og sagde saa: »her er nu en stor lystighed og et talrigt lag; jeg vilde derfor önske, at I til folks moro fandt paa en ny skjæmt, man længe skulde mindes, som noget dygtigt.« Sigvaldi jarl svarede kongen og sagde: »det tykkes mig være den rette begyndelse og det bedste varsel for en saadan skjæmt, at I gjör det förste skridt, herre! thi for eder bör vi alle böje os, og hvad I gjör for, ville vi gjöre efter.« Kongen siger: »det har gjerne været skik ved festlige gilder, hvor udvalgte mænd vare samlede, at man har gjort höitidelige löfter, sig til ære og gammen; denne skik vilde jeg nu ogsaa her fölge, idet jeg er overbevist om, at ligesom I Jomsvikinger ere forud for alle andre mænd i norden, saaledes ville ogsaa eders löfter blive meget mere storartede, end saadanne löfter pleie at være, efterdi ogsaa deri ville I vise eders höje sind, og uden tvivl vil man længe mindes eders löfter. For at gjöre begyndelsen, lover jeg da selv, enten at have jaget Ethelred, konge af England, fra riger og lande inden den tredje vinters begyndelse herfra, eller i modsat fald at have fældet ham og bemægtiget mig hans rige paa den maade; nu skal du gjöre löfte, Sigvaldi, og vær nu ikke ringere end jeg.«


Eilif Peterssen: Sigvaldi jarl gør løfte ved gravøllet


Sigvaldi svarer: »det skal ske, herre! noget skal jeg love. Det er da mit löfte, at jeg skal hærge paa Norge med den hær, jeg kan samle, og inden to aars forlöb enten have jaget Hakon jarl af landet eller dræbt ham; i modsat fald skal jeg selv ligge slagen paa norsk grund«. Da sagde kong Svend: »det var et löfte, som det sömmer sig en mand; hil være dig for det, men hold det ogsaa, som det sömmer sig en mand. Nu kommer raden til dig, Thorkel hin höje! hvad mon du vil love, det bliver nok ikke smaat.« Thorkel svarer: »det har jeg allerede betænkt. Det lover jeg tilvisse, at jeg skal fölge min broder Sigvaldi jarl, og ikke flygte förend jeg ser bagstavnen paa hans skib; men holder han slag paa land, da skal jeg ikke vige, medens han er i fylking, og jeg kan se hans mærke.« Kongen svarer: »det var vel talt, og du er manden for, at holde det. Nu skal du love, Bui hin digre! jeg tænker dit löfte vil blive af det större slags.« Bui svarer: »dette er mit löfte, at jeg skal fölge Sigvaldi jarl i denne færd, som jeg har mod og manddom til; ikke skal jeg fly, förend færre leve efter, end dem, som faldne ere, og selv da skal jeg holde stand, medens Sigvaldi jarl önsker det.« Kongen svarede: »det gik, som jeg ventede, dit löfte var stort; nu komme vi til dig, Sigurdur kappe! lov noget, som din broder Bui«. Sigurdur svarede: »mit löfte er kort, herre! jeg skal fölge min broder Bui, og ikke fly, förend han er falden, hvis saa skulde ske«. Kongen sagde: »det kunde jeg vide, at du vilde fölge din broder i löftet, men nu kommer raden til dig, Vagn Aageson! og er jeg nysgjerrig efter at höre dit löfte, thi dine fædre vare store helte og vovehalse«. »Det er mit löfte«, svarer Vagn, »at jeg skal fölge Sigvaldi jarl og min frænde Bui i denne færd, og holde stand, medens Bui vil og han er ilive; men det knytter jeg til mit löfte, at inden jeg vender tilbage til Danmark, skal jeg have sovet hos Ingeborg, Thorkel Leras datter, öster i Vigen i Norge, uden hans og alle hendes övrige frænders vilje.« Kongen svarede: »du skuffede ikke min forventning, og visselig overgaar du de fleste mænd, jeg kjender, i frimodighed og sjælsadel«. Det er sagt, at Björn Britte hörte til Jomsvikingemes hær, han var fornemmelig i fölge med Vagn Aageson, thi de besad Bretland [Wales] i fælledskab, efter Palnatokes död. Ham spurgte kong Svend: »hvad lover du, Björn Britte?« Han svarede; »at fölge min fostersön Vagn, saa godt som jeg har forstand paa og mandshjerte til.«


(Vi komme nu til slutningen af söslaget imellem Jomsvikingerne og Hakon jarl i Hjörungavaag. Der siges, at Hakon, ved trolddom og ved löfter om at offre sin sön, havde formaaet to af sine skytsgudinder til at kjæmpe paa sit parti.)


— — Da sagde Sigvaldi jarl: »nu vil jeg fly, og saa skulle alle mine mænd; det bliver værre og værre; nu have vi to troldkvinder imod os, för var der kun een; og flygte vi end, saa maa det erindres, at vi lovede, at kjæmpe med mennesker, men ikke med trolde. Derpaa vender Sigvaldi jarl med sit skib, og raaber til Vagn og Bui, at de skal flygte, saa flux de mægte. I det samme springer Thorkel midjelang, en af Hakon jarls kæmper, op paa Buis skib, og retter et hug imod ham. Bui var ikke forberedt, saa at sværdklingen löb ham i ansigtet, og hug af ham læben og hagen, som faldt ned i skibet, men tænderne fög ham udaf munden. Da sagde Bui: »mindre godt ville mine kys smage de danske kvinder, naar jeg kommer næste gang tilbage til Bornholm.« Derpaa svang han sværdet imod Thorkel; der var glat paa skibet af blod, saa Thorkel faldt, men Bui hug ham sönder hvor han laa. Strax efter tager Bui sine guldkister, en i hver haand, og springer overbord med begge kisterne; man saa siden hverken noget til ham eller kisterne. Nogle fortælle, at idet Bui gik overbord, skal han have sagt: »nu overbord alle Buis fæller!« —Sigvaldi jarl skiltes nu fra den övrige flaade, og raabte endnu engang til Vagn og Bui, at de skulde fly med ham, men Vagn svarede: »forskjel er der paa Sigvaldi og paa Bui; hin drog os först med sig i faren, og flygtede siden fra den, for at ty til sin hustrus favn i Jylland; den djærve Bui derimod gik over breden bord«. Der fortælles, at da Sigvaldi mærkede til kulde i haglbygen, löb han fra roret og satte sig til at ro, for at varme sig, men en anden tog roret saalænge. I det öjeblik kastede Vagn et spyd efter Sigvaldi, og lod en forbandelse fölge med, men han saa ikke, at en anden sad ved roret, og denne faldt for skuddet. Da Sigvaldi var flygtet, flyede hans broder Thorkel hin höje, bagefter med sine sex skibe, derpaa Sigurdur Kappe, thi hans broder Bui var da sprungen overbord, og mente begge, at de havde holdt sine löfter; de seilede nu videre, indtil de kom til Danmark, og havde 24 skibe i alt. Resten af Jomsvikingerne samlede sig nu paa Vagns snække, og værgede sig der drabeligen, indtil mörket faldt paa; da blev der en ende paa slaget. Mange mænd vare endnu i live paa Vagns skib. Hakon jarl fik formedelst mörket ikke tid til at efterse, hvorledes det stod til i Jomsvikingernes flaade, og satte derfor vagt om natten, men gjorde deres skibe ubrugelige ved at lade seil, master, ror og aarer borttage. — —

Vagn og Björn Britte raadsloge nu om, hvad de skulde foretage. Vagn mente, at enten skulde de ligge stille med skibet natten over, og saa lade sig tage til fange næste morgen; eller styre til land og gjöre jarlen den skade de formaaede, og se siden at undfly. De bleve nu enige om, at forlade skibet, toge masten og raaen, og dreve derpaa til land i mörket. Da de endelig kom til et skjær, som de tog for stranden, vare mange mænd döde af dem som forlode skibet; 10 döde der om natten, men 70 vare i live, skjönt mange udmattede af træthed og kulde. De kunde nu ikke komme videre, og bleve der natten over til daggry. — —

Nu se jarlens folk, at der ere mange mænd ude paa skjæret. Jarlen böd, man skulde hente dem, binde dem alle sammen og bringe dem til ham, han vilde raade for deres liv. Jarlens mænd toge et skib, roede ud til skjæret, og det var saa, at mange af Jomsvikingerne vare udmattede af saar, træthed og kulde, heller ikke fortælles der, at nogen af dem værgede sig. De bleve nu alle halvfjerdsindstyve tagne tilfange og bragte for jarlen. Derpaa lod jarlen Vagn og hans mænd före op fra stranden, deres hænder snöre fast paa ryggen, og dem alle binde sammen i en linie med eet toug, ikke just meget læmpelig. Derpaa gav Hakon jarl og hans mænd sig til at spise. Da de vare mætte, gik de ud af sin leir derhen, hvor fangerne stode, og siger man, at Thorkel Lera var bestemt til at halshugge dem. — —

Nu blive nogle mænd, som vare haardt saarede, löste af baandene, men Hakon jarls træl Karkur og andre trælle, som för havde bevogtet dem og holdt touget, havde nu den forretning, at binde Jomsvikingernes haar op. Först bleve de tre saarede mænd förte frem, og hug Thorkel Lera dem alle. Han spurgte dem, der stode hos, om han havde skiftet farve ved denne dont, »thi det er et gammelt ord«, sagde han, »at enhver skifter farve, som hugger hovedet af tre mænd i træk«. Hakon jarl svarede ham: »ikke syntes mig du nu skiftede farve, men förend du skred til værket blegnede du«. Nu blev den fjerde mand fört frem og hans haar bundet op; denne mand var ogsaa haardt saaret. Thorkel spurgte ham, med hvilke tanker han gik til döden. »Freidig gaar jeg min död imöde«, svarede han, »det bliver min lod som min faders at dö«. Derpaa hug Thorkel ham. Nu blev den femte mand fört frem. Thorkel spurgte ham: »hvad tykkes dig om at dö?« Han svarer: »jeg maatte daarlig erindre Jomsvikingernes love, hvis jeg var ræd for döden, eller lod et klageord undslippe mig; engang skal vi alle dö«. Thorkel hug ham. Da blev den sjette mand fört frem, og hans haar bundet op. Thorkel gjorde ham det samme spörgsmaal; han svarede: »godt er at dö med et godt eftermæle, men du, Thorkel! vil leve med skjændsel«. Thorkel hug ham. Den syvende föres frem; det samme spörgsmaal. »Jeg glæder mig til döden«, svarede han, »men hug mig snarligen, jeg holder en kniv i haanden, thi mellem os Jomsvikinger er det ofte kommet paa tale, om et menneske, som blev rask halshugget, havde nogen bevidsthed, naar hovedet var faldet af; nu skulle I mærke eder, at er jeg mig bevidst, om end nok saa lidt, naar hovedet er af, saa vil jeg række kniven frem, hvis ei, vil den falde af min haand«. Thorkel hug ham, hovedet rög af, og kniven faldt ham af haanden. Da blev den ottende mand fört frem; Thorkel gjorde ham det sædvanlige spörgsmaal. Han sagde: »jeg er ved godt mod«, og i det öjeblik han ventede hugget, udraabte han: »vædder!« Thorkel stansede hugget, og spurgte ham, hvad han mente med det udraab. Han svarede: »jeg siger ikke au (*), som I jarlsmænd sagde igaar, da vi hug eder«. Thorkel huggede ham hastig. Den niende mand blev fört frem. Thorkel gjorde ham det sædvanlige spörgsmaal. Han siger: »jeg gaar veltilfreds til döden, som alle vi Jomsvikinger, men ikke vil jeg lade mig slagte som et faar, jeg vil sætte mig ned; hug mig saa lige i ansigtet, og læg nöje mærke til om jeg forandrer en mine, thi derom have vi Jomsvikinger ofte talt«. Det sker, som han önsker; han sidder ned: men Thorkel hugger ham i ansigtet; han forandrede ei en mine, kun sank öinene sammen, da döden kom over ham. — —

Nu blev der fört frem en ung mand med stærkt gult og silkeblödt haar. Thorkel gjorde ham det sædvanlige spörgsmaal. Han siger: »nu har jeg vel alt levet den skjönneste del af min levetid, og for kort tid siden ere saadanne mænd döde, som jeg ikke önsker at overleve, men ikke vil jeg lade mig slæbe til döden af trælle; derimod er det mit önske, at föres frem af en mand, der ikke er mindre fribaaren end du Thorkel, hvilket just ikke er meget sagt; skal han holde mit haar fra hovedet, at det ikke bliver besudlet med blod«. En hirdmand gik til, og viklede hans haar om sine hænder; Thorkel svinger sværdet og vil hugge ham rask. Men i det öjeblik giver den unge mand et stærkt ryk med hovedet, saa at den, der holdt ham, fik hugget, og bleve begge armene huggede af ham i albuen. Men den unge mand sprang op og sagde spögende: »hvo af eder, svende! har sine hænder i mit haar?« Da sagde Hakon jarl: »de mænd anrette stor ulykke, og skulle nu de, der ere tilbage, blive dræbte i en fart, efterdi disse mænd ere altfor forvovne, til at man kan tage sig i vare for dem; og tilvisse er der ikke bleven sagt for meget om deres mod og tapperhed«. Da svarede Erik jarl sin fader: »först ville vi dog vide hvad det ere for mænd, för de blive dræbte; hvad hedder du, unge mand?« »Jeg hedder Svend«, sagde han. Erik jarl spurgte: »hvis sön er du, Svend? og hvilken er din æt?« han svarede: »min fader var Bui hin digre, Vesetis sön af Bornholm, og er jeg af dansk slægt«. »Hvor gammel er du«, spurgte Erik. Han svarede: »atten aar, hvis jeg lever denne vinter over«. Erik sagde: »den skal du ogsaa leve, hvis jeg maa raade«; han optog derpaa den unge mand i sin egen flok. — —


Christian Krohg: Svend, Torkel Lera og Erik jarl


Da sagde Hakon jarl til Thorkel Lera: »hug nu resten i en hast«. Erik jarl svarede: »ikke skulle de blive dræbte, förend jeg har talt med dem, og veed hvem de ere, hver for sig«. Nu bliver en af fangerne löst. — — Denne mand var stor af væxt, smuk, ung og af et mandigt udseende. Thorkel spörger ham, hvad ham synes om at dö. Han svarer: »godt, naar jeg blot forinden kunde opfylde mit löfte«. Da sagde Erik jarl: »hvad er dit navn og hvilket er det löfte, du gjerne vilde have opfyldt, inden du döde?« Han svarer: »jeg hedder Vagn og er en sönnesön af Palnatoki fra Fyn, efter som man har sagt mig«. »Hvilket var dit löfte ...?« sagde Erik jarl. Vagn svarer: »det lovede jeg höitidelig, hvis jeg korn til Norge, at dræbe Thorkel Lera, men sove hos hans datter Ingeborg, uden hans eller hendes övrige frænders vilje, og tykkes mig mit liv være ufuldstændigt, hvis jeg ikke kan fuldbyrde dette inden min död«. Da sagde Thorkel: »det skal jeg forhindre, at aldrig skal du opfylde dit löfte«, og med det samme sprang han hen til Vagn, og svang sværdet imod ham med baade hænder, men Vagns fosterfader Björn Britte stödte haardt til Vagn med foden, saa at han slap for hugget. — — Thorkel hug i luften, faldt hovedkulds, og tabte sværdet af haanden. — — Vagn tog da Thorkels sværd, og gav ham banesaar, med disse ord: »nu har jeg opfyldt den förste halvdel af mit löfte og er nu bedre tilfreds end för«. Hakon jarl sagde: »lader ham ikke længe nyde sin frihed, men dræber ham jo för jo heller, thi han har gjort os stor skade«. Erik jarl svarede: »hvis jeg maa raade, skal han ikke blive dræbt, för end jeg bliver dræbt, og vil jeg have ham unddraget fra döden«. Jarl Hakon svarede: »ei skulle vi længe strides derom; nu vil du ene raade, min frænde«. Erik sagde: »det er et godt mandskifte, og synes mig det en fuldkommen erstatning for Thorkel Lera, naar Vagn indtager den stilling og de æresposter, som Thorkel beklædte för; den skjæbne ventede Thorkel, thi det gik i dette tilfælde, som ordsproget siger: at den vises gisning er saa god som en spaadom, og du læste jo selv döden paa hans aasyn idag«. Derpaa optog Erik Vagn Aageson i sit eget fölge. — — Vagn sagde: »kun paa den betingelse vil jeg beholde livet, Erik! at alle mine efterlevende venner ogsaa beholde det.« — — Og nu bleve de alle, satte paa fri fod, de Jomsvikinger, som vare tilbage. — — Vagn Aageson reiste öster til Vigen efter Erik jarls raad. Den samme kvæld han kom derhen, da gaar han i sengen til Ingeborg, Thorkel Leras datter; og blev han der den vinter.


Note:

*) Her er et ordspil i originalen, thi á betyder baade et malkefaar, og interjektionen: ak.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.