Kæmpeviser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif


Axel Olrik (1864-1917)
Dansk folkedigtning


Indledning
Kæmpeviser


Danske Folkeviser i Udvalg
Ved Axel Olrik og Ida Falbe-Hansen


Navnet „Kæmpeviser“ brugtes ved Middelalderens Slutning om alle de gamle Folkeviser fra den ridderlige Verden, og saaledes er det blevet brugt helt ned til vore Dage. Men i sin Oprindelse kan det jo ikke betegne Digtninger om Samtidens ridderlige Liv (mange af dem har intet med Kamp eller Kæmper at gøre), men det maa tilhøre Viser om de store, ikke sjælden overmenneskelige Skikkelser fra Fortiden.


Indenfor vore Kæmpeviser gør to helt forskellige Grundstemninger sig gældende. Der er en Række af Viser i frejdig, ofte skæmtende Tone, der nærmest slutter sig til fremmede, især tyske Digtninger; og der er en anden Række alvorstunge, som slutter sig til den nordiske Oldtids Heltedigtning.


Af den gamle tragiske Olddigtning fremdrog man særlig Elskovssagnene. Sivard henter stolt Brynild ned af Glarbjerget og giver hende til sin Stalbroder, og han falder for hendes Hævn, da hun faar Svigen at vide. Det er vor Folkestammes største Sagnskikkelser. Sigurd Faavnesbane og Brynhild, der gaar igen i den ret storladne Middelaldersvise med dens ypperlige Melodi. Hjalmars og Angantyrs Kamp om Upsalakongens Datter, saaledes som den kendes i islandske Sagaer, er bleven omdigtet til Kæmpevise af en norsk Sanger; ved Indvandring i Danmark og ved Misforstaaelse her er denne Vise (Nr. 2) bleven omskabt paa en mærkelig Maade: „Helmer“ og „Angelfyr“ opfattes som Brødre, der begge bejler til Opsalkongens Datter; deres Fader „Alf i Odderskær“ (en Blanding af Bersærkefaderen Arngrim og Hjalmars Fostbroder Orvarodd) hævner i vild Harme Broderdrabet paa den overlevende; han river Egen op med Rode og fælder ham. Til disse voldsomme Kampoptrin tegner Omkvædet en vældig Naturbaggrund: „Nu driver Uren paa hviden Sand for Norden“; Stormbygen (Uren) drives af Nordenvinden ind imod Landet, hvor Stranden skinner lys mod den mørke Uvejrshimmel. Maaske ligger der i dette Omkvæd et Minde om Samsøs Kyst, der i Oldsagnet er Skueplads for Kampen om den svenske Kongedatter. — Af et tredje Oldsagn findes der Genklang i vore Viser (Jf. 2. Samling Nr. 22. Hr. Hjælm). Aages og Elselilles Kærlighed (Nr. 3) er i sin Skueplads middelalderlig og kristen; men i Samtalen mellem den døde Fæstemand og den levende Fæstemø genkendes Strofer af Oldkvadet, hvor den døde Helge Hundingsbane gæster; sin Fæstemø Sigrun, dragen til de levendes Verden af deres fælles Længsel, og hvor han klager, at hver af hendes Taarer falder som Blodsdraaber paa hans Bryst.


Men af alle gamle Sagn om Kærlighed og om Kongeætlingers Undergang trængte kun et enkelt dybt ind i Middelalderens Visesang Havbors og Signilds Elskov.


Sagnet om Hagbard og Signe havde været de danskes Yndlingsdigtning siden en fjærn Oldtid. Dets Oprindelse gik tilbage til en Tid forud for Rolf Krake og de andre berømte Skjoldungkonger; som dets Skueplads mindedes Sigersted paa Sjælland (ganske nær ved det gamle Kongesæde Ringsted) med den Høj, hvor Kong Sigar lod sin Datters Elsker hænge, med Tomterne efter Sigars Kongsgaard og Signes Jomfrubur, og med Kamppladsen, hvor Sigar og hele hans Hær bukkede under for Hagbards hævnende Frænder, der hærjede og ødte det stolte Kongesæde, saa det aldrig rejste sig siden. Et Oldkvad (Se „Danske Oldkvad i Sakses Historie, gengivne af Axel Olrik“ 1898. S. 26f) har fremstillet Hagbards og Signes trodsige og trofaste Elskov, der lod dem følges i Døden. Sakse har i sin Danmarkshistorie (7de Bog) indflettet Stykker af dette Kvad i den længere Fortælling om Sigarslægtens Skæbne og Undergang. Ogsaa Visens Digter har øst af det. Han har forbigaaet meget af, hvad det gamle Sagn meldte om Kamp og List og Hævn; af Oldtidslivet har han ikke beholdt mere end Forestillingen om de kæmpende „Konger“ i Danmark og et mærkeligt Minde om Skjoldmøer (V. 21 ). Men han optog fra Kvadet alle gamle Træk af Signes og Hagbards Elskov, og han flettede nye og skønne Træk deri.


Visen indledes med Havbors Drøm: „Jeg drømte jeg var i Himmerig, der var saa favr en By; jeg havde stalt Signelil i min Favn, vi fulde igennem den Sky.“ Drømmen om Himmerig — udlægger hans Fostermoder — varsler Livets højeste Lykke; men at han styrtede derfra, er tegn paa hans nære Død. Ogsaa fra andre Viser kender vi den varslende Drøm (f. Eks. Marsk Stigs Visens Begyndelse); men Digteren har her skabt et nyt Billede, der anslaar de Toner, hvori hans Digt skal spille: den skal handle om mægtige Karakterer og om en Kærlighed, som Døden ikke kan sætte Skranke for. Drømmen rummer mere end ellers i Viserne: den fører ind baade til den højeste Lykke og til Undergang; og den er intet blot Forspil, den sætter Visens Handling i Drift: først nu veed Havbor rigtig af sin Kærlighed til Signe: „Er det mig til Glæde givet, at jeg skulde vinde den Mø, saa lidet vil jeg det vurde, om jeg skulde for hende dø.“


Saa klæder Havbor sig i Kvindeklæder, som Sagnet melder, for at vinde Adgang til Signe. Grunden dertil giver Digteren sig lidet af med; hvad der interesserer ham, er alene Havbors Skikkelse: han glæder sig, naar han tumler Hesten paa Vejen, og naar han med jomfruelige Lader rider ind i Kongsgaarden; han kæler helt for den Scene, hvor Havbor sidder i Signes Bur og ridser Billeder af Skovens Dyr, og hvor Signe inderlig optagen af den fremmede følger sin ny Læremester. Et fint lille Træk er det; at Visedigteren ikke blot har optaget Oldkvadets Scener, hvor den forklædte Bejler undskylder sit mandhaftige Udseende, men har tilføjet et nyt Ordskifte, hvor han mere djærvt end klogt giver Svar til den mistroiske Tærne. Oldkvadet har lagt Hovedvægten paa den natlige Samtale mellem de elskende; her gør Signe sig rede til at følge Havbor i den Død, hun anser for uundgaaelig; Havbors Tale paa Galgebakken, da hans Kaabe hænger i Galgen og Signes Bur staar i Luer, er en Jubel over, at Løftet er holdt, at deres Kærlighed lader dem træde Vejen til Dødsriget sammen trods alle der vilde skille dem. Ved Siden af disse Taler i Oldkvadet træder Visen frem som en ny, kraftfuld Digtning; hvert af de hurtig følgende Optrin fører stærkere frem mod Handlingens Toppunkt. Den dvæler ikke ved den natlige Samtale, men fører Handlingen rask fremad gennem Tærnens Svig og Havbors fortvivlede Kamp; Digteren indfletter det middelalderlig–romantiske Træk, at hun ogsaa raader dem at binde Havbor med Signelilles Haar, det vil han aldrig vove at rykke over. Først nu da han helt er viet til Døden, kommer den Samtale, hvor hun lover at følge ham i Døden; Handlingen tager Fart, den standses ikke af noget Ordskifte eller Enetale; Daaden maa tale for sig selv. I Stedet for Havbors Jubel i Oldkvadet kommer her i Folkevisen det sammentrængte Udbrud:


„Tager nu ned min Kaabe rød,
hun maa vel paa Jorden ligge;
havde jeg nu ti Tusind Liv,
jeg vilde ikke et af dem tigge.“


Digteren tilføjer en lidt forsonende Slutning: Kongen ser Baalet, han søger at redde de elskendes Liv, og han udbryder i en Klage, der indeholder Digterens og hans Tilhøreres Dom: havde han vidst, at Kærligheden var saa stærk, da vilde han ikke for alt sit Rige have gjort denne Gerning. Og som en Art af Oprejsning hævnes de to Kongebørn paa den utro Tærne, som har røbet sin Herskerinde. — Det er en forholdsvis blidere Slutning end Oldsagnets blodige Hævn over hele Sigarslægten; man nærede ikke mere samme Interesse, som de gamle Skjalde havde, for Skæbnens slyngede Veje og for Heltens Død og Dødsmod.


I Havborsagnet kan vi iagttage det, der i det hele prægede Middelalderens Anvendelse af Nordens Oldsagn. Man optog en Række af Oldsagn om den store, men ulykkebringende Kærlighed og skabte deraf flere af de ypperste Folkeviser; men Heltenes Krige og Kampbedrifter og hele deres Sammenhæng med en svunden Kultur — det lod man ligge.


Digtningen udfyldes her af den anden Gruppe Kæmpeviser, om de middelalderlige Yndlingshelte, Stærk Didriks Kæmper og Holger Danske. Tonen er her frejdig og djærv, Visens Udgang altid lykkelig; Kamp imod Fjender eller imod Trolde er det eneste Indhold, Elskoven forekommer kun i Forbigaaende.


Kong Didrik er oprindelig en historisk Person, Østgoternes Konge Theodorik, der underlagde sig Italien; hans Bolig i „Bern“ er da Theodoriks Kongesæde Verona. Tidlig blev Sagnene om ham omformede i tyske Oldkvad. Siden efter Tyskernes Kristning blev Sagnene fremstillede i en Række tyske Kæmpeviser, der digtedes og foredroges af vandrende Sangere eller „Spillemænd“; for at kunne more deres blandede Tilhørerkres i Borge eller paa Markedspladser føjede de en Mængde nye Bedrifter og nye Kæmper ind i Didrikssagnkresen og gav den det muntrere, men ogsaa plumpere Præg. Ogsaa til Danmark naaede disse „saksiske Sangere“, som de her kaldtes; man møder dem paa Knud Lavards og Svend Grades Tid. Derfor laa det nær — til Forbilleder for et ridderligt Kæmpeliv — at overføre disse tyske Kæmpekvad. En Del af dem synes dog ikke at være gaaede den nærmeste Vej, men ad en Omvej. I Bergen udarbejdes midt i 13de Aarh. en stor „Didriks Saga“ efter de nordtyske Købmænds Beretninger; og igennem norske Nydigtninger er en Del af dens Indhold naaet til Danmark.


Didriksdigtningens Hovedbegivenhed, de langvarige Kampe og Udlændighedsaar, som den berømte Sagnkonge maa udstaa, før han vinder det italiske Rige, blev ikke optaget af de danske Visedigtere. Det er de enkelte Kæmper og de enkelte Bedrifter, som har hele Interessen: den overgivne Ungersvend Vidrik Verlandsøn, den kloge Raadengaard osv. I den mest yndede af Viserne (Nr.4) udretter Kong Didrik slet intet, men den fremstiller de mærkeligste Kæmper i et morsomt Sammenspil.


Med „syv og syvsindstyve“ Kæmper (ɔ: 147) er Kong Didrik draget mod Kong Isung og slaar Telt for Birtingsborgen. Oppe ved Borgens Tinder staar Kong Isung og ser ud over Modstanderne; hos ham staar den ypperste Kæmpe Sivord Snarensvend og viser ham hver af Kæmpernes Skjold, som hænger uden paa Tyltet. Digteren har ikke nægtet sig den Glæde at fremstille hele den yndede Flok af Didrikskæmper og minde om hver enkelts ejendommelige Væsen eller Daad; og vi kan følge ham i dette korte Overblik. Forrest selve Kong Didriks Telt, prydet med den kongelige Løve. Saa Vidrik Verlandsøn, Smedesønnen, kendt for sin Raskhed og Ustyrlighed („han beder slaa og ingen tage til Fange“); og som Modsætning til ham den graanede Hildebrand, Didriks ældste Ven og prøvede Raadgiver (deraf Tilnavnet „Mester“ Hildebrand). Den ungdommelige Humlunger, Jarlesønnen, har faaet tredje Plads, vel nærmest paa Grund af den Rolle, han snart skal spille i Visen; ti han er endnu et ungt Skud (jf. den grønne Lind i hans Skjold) uden egne Bedrifter, kun hædret for sin Byrd. Saa kommer alle de andre: Helled Haagen (ɔ: Helten Hogne) er den grumme Kriger (med den vilde „Gam“ eller Grib i sit Skjold), der i Volsungsagnene bliver Sigurds (Sivord Snarensvends) Banemand. Og jævnsides med ham træffes den lystige Folkvar Spillemand, der „vil drikke og ikke sove“ og som fører Fedlen (Violinen) og dens Bue som Skjoldmærke; han er en Figur, som de vandrende „Spillemænd“ har lavet til deres egen Fornøjelse og puttet ind som Lyspunkt i den mørke Voldsungdigtning. Til Ære for deres danske Naboer har de saksiske Sangere ogsaa indflettet en „Detlev Danske“; Elefanten i hans Skjold skal naturligvis betegne hans Styrke; den er for Resten et Vidnesbyrd om, hvor gærne man paa Korstogstiden pyntede sig med østerlandske Forestillinger. Nogle af Kæmperne har valgt Skjoldmærke efter deres eget Navn; fordi det allerede tilstrækkelig betegnede deres Kamplyst: Ulf van Jærn har „Ulven i vilden Skov“, Brand Vidfærling (den vidtfarende) har den brændende Brand, og Hvitting to hvide Pile. Raadengaard fører derimod i sit Skjold Billede af den Trold–Ørn, han har bundet med sin Runekløgt; Munken Alsing, der „følger“ Kæmperne (ɔ: løber til Fods efter dem), kendes derimod paa Køllen, hvormed han en Gang har knust de Røvere, som hjemsøgte hans Kloster. — Saaledes ser hele Flokken ud, et digterisk Afbillede af Riddertidens brogede Krigerskarer, der var knyttede sammen ved fælles Kamplyst og visse Ærens Love, der bandt dem alle.


Hele Visen er et Billede af den ridderlige Side af hin Tids Krigsførelse; (lad os tænke paa et saadant Felttog som det, hvor Valdemar Sejrs Hær stod overfor Kejser Ottos, og hvor to danske Kæmpers, Sven Starkes og Broder Ganlings, Sejre i Dystridtet kastede Glans over hele Folket.) Her findes Scener som Udæskningen til Kamp paa Pladsen imellem de to Hære, Lodkastningen om hvem der skal tage Kampen op, den unge Kæmpe der med Skælven faar denne udsatte Plads, men ikke tør unddrage sig; vi finder Riddernes Laan af Vaaben, med Pantsættelse, Giftermaalsoverenskomster osv., og selve Dystridtet, hvorefter den overvundne bindes til Træet. Hovedskikkelsen idet hele er Sivord Snarensvend, denne Oldtids–Kæmpeskikkelse, der under Navn af Sigurd Faavnesbane har været den nordiske og tyske Folkestammes store Ideal, det højeste Maal af Mod og af dadelfri Selvbeherskelse. Denne Førsteplads har han beholdt; men under de saksiske Sangeres Fremstilling er det mere i Kæmpekraft, han er Forbilledet: Digtets Hovedoptrin er det, hvor han — paa Skrømt fangen og bunden til Egetræet — rykker Træet op med Rod og fører det hjem til By. Men han er ganske vist ikke alene Kraftkarl, den „blinde“ Svend der næppe ser sig for, før han slaar til; med ridderligt Ædelmod udgiver han den overvundne Ungersvend for Sejrherre i Kampen. Har disse Kæmper end undertiden mere af Krop end af Aand, ejer de dog Lystigheden, især i den Kæmpedans, som Visens danske Omdigter har føjet til som Slutning af Toget mod Birtingsborg.


Holger Danske er den anden fremtrædende Skikkelse i Middelalderens Kæmpeviser. Han hører oprindelig hjemme i det ridderlige Frankrigs Heltedigtning; men som dansk Folkehelt bliver han væsenlig forskellig fra sit fremmede Forbillede.


Den ældste Holgervise handler om Trolden Burmand, som kommer for at bejle til Ungarnkongens Datter, Jomfru Gloriant; ingen tør møde ham i Kamp; da gaar Jomfru Gloriant i Fangetaarnet, hvor Holger Danske ligger, og beder ham om Hjælp; han rejser sig og støtter med Møje paa Benene, saa lover han at stride for hendes og hendes Fæstemand Kong Karvels Skyld, og vover sig i Dyst med Burmand, der virkelig falder for hans Sværd. Jomfru Gloriant rejser sig, smal som en Liljevaand, og løser ham Brynje og Sværd fra, og saa tager hun ham i sin Arm og kysser hans Mund; nu kan hun lykkelig holde Bryllup med Karvel, sin Fæstemand. — Denne Vise er Ridderlighedens Vise mere end nogen anden; vi møder Kampen mod Undertrykkere og Befrielsen af de svage uden nogen Tilsætning af eget Krav paa Lykke. Til Vandringen af dette Sagnstof fra Frankrig til Norden svarer en udbredelse af Riddertanken i sin simpleste og ædleste Form.


Den franske Holgerdigtning omfatter langt mere end dette Optrin. Dens Ogier le Danois er Deltager i Frankernes nationale Storværk, Kampene under Kejser Karl imod de vantro i Spanien, og i lignende mere opdigtede Hærtog i Italien; han er tillige den selvstændige Lensmand, der i lang Tid kan trodse Herskerens Magt; og han er endelig — i de yngre Digte — den eventyrlige Korstogsridder, der erobrer og kristner fjærne Riger i Østen. Alle disse Sider er ejendommelige for det franske Adelsliv. Men kun dette ene Optrin, den rene, beskyttende Ridderdaad, vandt. Indgang i dansk Digtning; og det tilegnedes her med en Varme, som hævede det langt over at være en af Heltetidens mange Oplevelser. Naar Herremand og Bonde sang Omkvædet efter („Holger Danske vandt Sejr af Burmand“), følte de det som det danske Folks Stordaad, følte Holger som den, der hævdede Danmarks Ry blandt de fremmede Folk.


Det næste Trin i Danmarks Holgerdigtning er, at den lader sin Folkehelt kæmpe, ikke blot saa at det bliver til Danernes Ære. men for selve Danmarks Uafhængighed. Saaledes opstod Visen „Stærk Didrik og Holger Danske“ (Nr.5). Sin Begyndelse tog den fra en ældre Didriksvise, hvor Kong Didrik i Bern spørger, om der findes nogen, der kan gøre ham Modstand; men denne Vises Tankegang vendes om: Didrik gøres ikke længere til Forbilledet i Ridderliv, men til et Billede paa det tyske Kejserriges Magt og Overmod, og imod ham opstilles Holger Danske som Udtryk for det danske Folks kraftige Selvstændighed; derfor bor han „udi Nørrejylland“ og „lader sig med røde Guld krone“. En Holger Danske paa Danmarks Kongetrone er ellers ukendt; og Digteren handler i det hele frit med de gamle Sagnfigurer; han sætter Jætterne Sverting (ɔ: den sorte) og Bermer Rise i Didriks Følge, for at antyde Tyskerherskerens umaadelige Overmagt; og omvendt flytter han de mest yndede Sagnhelte ind i Holgers Hær, selvom de oprindelig hører til Didrikskæmperne. Men den Digter; der har tumlet saa frit med Stoffet, har ogsaa haft Ævnen til at gyde Liv i sin Skildring: Fjendernes Overmod, det trofaste Sammenhold mellem Kongen og hans gode Mænd, og Kampens blodige Voldsomhed. Han har skabt — i det episke Digts Form — Danmarks første Fædrelandssang; Laurits Koks Danevirkevise blev den anden.


Holger Danskes Plads som dansk Nationalhelt var dermed slaaet fast. Folketroen viste ham Plads i Bakker eller Huler, hvorfra han skulde komme frem i Nødens Tid for at redde sit Land.


Med den mere mangesidige franske Ogier–Digtning blev man derimod kendt gennem Kristjern Pedersens „Olger Danskes Krønike“ (1534); Ingemanns „Holger Danske“ er et Forsøg paa at sammensmelte dette franske Sagnstof med Holgerskikkelsen som dansk Folkehelt.


Som en Art Efterligning af Holger Danske opstod en fra først af dansk Sagnfigur, Svend Felding. Ved Siden af Holger, den højbyrdige og altid ædle Helt, staar denne jydske Kæmpe som en Talsmand — for den længe oversete Kraft i Folkets brede Lag; men i ridderlig Kamp for den svage Kvinde og for Danmarks Ære er han ganske hans Arvetager.


„Kæmpe“–Viserne er som Helhed en af de ældste Grupper af Folkeviser, og de kom til at øve en ikke ringe Indflydelse paa de øvrige Viser. Didriksvisernes djærve Tone kan findes igen i en Vise som den om Laves og Jons Dystridt (Nr. 30); endnu oftere vil man genfinde den hjemlige Heltedigtnings elskovs–tragiske Grundtone.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.