Laksdøla Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


LAKSDØLA SAGA


paa dansk ved Thøger Larsen


Selskabet til udgivelse af islandske Sagaer

Det Gyldendalske Forlag

1930


Udvandringen

Ketil Fladnæse var en mægtig norsk Høvding af fornem Slægt. Han boede i Romsdalen. Hans Kone Yngvild var Datter af den højt ansete Ketil Vædder. Med hende havde han fem Børn, to Sønner og tre Døtre. Sønnerne hed Bjørn Østmand og Helge Bjolan og Døtrene Torun Hyrna, Unn den Tænksomme og Jorun Mannvitsbrekka.

I Ketils fremrykkede Alder blev Kong Harald Haarfager saa mægtig, saa ingen Fylkekonge eller anden Stormand kunde trives i Landet, medmindre han gav sig under hans Overhøjhed.

Da Ketil indsaa, at Kong Harald havde i Sinde at behandle dem ligesom de andre Stormænd, sammenkaldte han sine Slægtninge og sagde: »I ved, hvordan Kong Harald har behandlet os. Hans fjendtlige Sindelag er ikke til at tage fejl af. Saa vidt jeg kan skønne, har vi to Vilkaar at vælge imellem: enten at forlade Landet eller blive dræbt herhjemme. Selv om jeg helst gik samme Død i Møde som mine Slægtninge, vil jeg dog ikke overtale jer til at dele en saadan Skæbne med mig, og jeg ved, at I ikke vilde skilles fra mig, selv om det blev en pinefuld Gang at følge mig.«

Ketils Søn Bjørn svarede: »Jeg følger gerne andre gæve Mænds Spor og forlader dette Land. Hvad skulde jeg vel opnaa ved at blive her, til Kong Haralds Trælle kommer og jager os fra vore Ejendomme eller hugger os ned.« Disse Ord fandt god Tilslutning, og man fandt det var mandig Tale. Efter Ketils Sønners Tilskyndelse, og da ingen stemte imod, blev det da vedtaget at rejse ud af Landet. Bjørn og Helge vilde til Island, som de havde hørt særdeles godt omtalt. De sagde, det var et godt Land, hvor man ikke behøvede at tilkøbe sig Ejendom; der svømmede Hvaler og Laks langs Kysten, og der kunde fiskes hele Aaret rundt. Ketil svarede: »Jeg vil nu ikke til at drive Fiskeri paa mine gamle Dage.« Han havde Lyst til at rejse vestpaa over Havet. Der var gode Steder at bebo, og der kendte han Landene vidt omkring, thi han havde tidligere hærget meget paa disse Kanter.

Ketil holdt snart efter et herligt Gilde, hvor han bortgiftede sin Datter Torun Hyrna til Helge den Magre, som var en Søn af Ejvind Østmand og Rafarta, den irske Konge Kjarvals Datter. Saa rejste han vestpaa, ledsaget af sin Datter Unn og mange andre af sine Slægtninge.

Kortbilag til Laksdøla Saga
Samme Sommer rejste hans Sønner og deres Svoger Helge den Magre til Island. Bjørn Ketilsson sejlede ind i Bredefjord nær ved dennes sydlige Kyst til et Sted, hvor en mindre Fjord skar sig ind i Landet, og der var et højt Fjæld paa Næsset indenfor Fjorden. Tæt ved Land laa der en Ø. Bjørn sagde, at de maatte gøre et lille Ophold der. Han gik i Land med nogle af Mændene, og de gik en Tid langs med Bredden. Der var ikke langt mellem Fjæld og Fjord, og han mente, det var et godt Sted at bygge. I en Vig fandt han sine Højsædestøtter drevne i Land, det saa han som Tegn paa, at han her skulde tage Bosted. Derefter tog han alt Landet i Besiddelse mellem Stafaa og Hraunfjord, og det Sted, hvor han byggede, hed siden Bjarnarhavn.

Helge Bjolan sejlede til den sydlige Del af Islands Vestkyst og tog hele Kjalarnæs i Besiddelse mellem Kollafjord og Hvalfjord. Han bosatte sig paa Esjuberg, hvor han blev til sin Død.

Helge den Magre kom til Landets Nordside og gjorde sig til Ejer af hele Fjordegnen mellem Siglunæs og Hraunnæs. Den Gaard, han byggede, fik Navnet Kristnæs. Fra ham og hans Kone Torun nedstammede Øfjordsfolkene.

Ketil Fladnæse landede med sit Skib i Skotland og fik en god Modtagelse af Høvdingerne, fordi han var en navnkendt og højbaaren Mand. De bød ham Ophold under de Forhold, han selv vilde vælge. Han bosatte sig der sammen med sit Følge undtagen sin Dattersøn, Unns Søn Torsten Rød, som straks drog ud paa Hærtog, hærgede vidt omkring paa Skotlands Kyster og altid vandt Sejr. Siden sluttede han Fred med Skotterne og blev Konge over det halve Rige. Skotterne overholdt imidlertid ikke Forliget ret længe, men sveg ham, og han blev dræbt paa Skotlands Nordspids Katanæs.

Unn den Tænksomme var paa Katanæs, da hendes Søn faldt. Og da hun fik at vide, at Torsten var dræbt og hendes Fader død, regnede hun ikke med at faa nogen Oprejsning der. Hun lod hemmeligt bygge et Skib ude i Skoven, og da det var færdigt, fik hun det paa Søen. Hun tog med sig meget Gods og alle de Slægtninge, som endnu levede, saa man har næppe set Mage til, at en enlig Kvinde er sluppen bort fra en saadan Ufred med saa meget Gods og saa stort et Følge. Det er et tydeligt Vidnesbyrd om, at hun stod langt over andre Kvinder. Unn havde ogsaa mange fremragende og fornemme Mænd med sig. Hun sejlede til Orkn-Øerne og blev der nogen Tid. Der bortgiftede hun Torsten Røds Datter Gro, som blev Stammoder til Orkn-Øernes Jarler. Derefter sejlede hun til Færøerne, hvor hun bortgiftede Torsten Røds anden Datter Oløf. Fra hende nedstammer den mest fremragende Slægt paa disse Øer.

Fra Færøerne drog Unn til Island. Hun havde Torsten Røds Søn Olaf Feilan med sig samt hans ugifte Søstre. Hun kom i god Behold ind under Landets sydlige Kyst. Der led de Skibbrud. Men Mennesker og Gods blev reddet. Med tyve Mand i Følge drog hun da til sin Broder Helge, der gik hende i Møde og indbød hende til at blive hos sig tilligemed ni af Følget. Hun svarede vredt, at hun ikke havde tænkt sig, han var saadan en Smaakaarsmand, og gik sin Vej. Hun drog nu ud for at finde sin Broder Bjørn ved Bredefjord. Da han hørte, at hun var undervejs, gik han hende i Møde, fulgt af mange Mænd, modtog hende vel og indbød hende til at bo hos sig med hele hendes Følge, thi han kendte sin Søsters Selvfølelse. Dette syntes hun om og takkede ham for hans Storsind. Hun blev der om Vinteren og blev opvartet paa Stormandsvis, thi Broderen havde Raad dertil og sparede ikke. Om Foraaret sejlede hun over Bredefjord og kom til et Næs, hvor der spistes Davre; det kom derfor til at hedde Davrenæs; det skyder sig ud fra Medalfellstrand. Siden styrede hun sit Skib ind i Hvammsfjord og fandt der et Næs, hvor hun opholdt sig nogen Tid. Der tabte hun sin Kam, og Stedet kom til at hedde Kamnæs. Saa gennemrejste hun alle Bredefjordsdalene og tilegnede sig alt det Land, hun vilde have. Inderst i Fjorden drev hendes Højsædestøtter i Land; dermed var det givet, hvor hun skulde bygge. Hendes Gaard kaldtes Hvamm. Samme Forår blev Koll, som var en af hendes fornemste Ledsagere, gift med Torsten Røds Datter Torgerd, og Unn bekostede Brylluppet. Hele Laksaadalen gav hun Torgerd i Medgift, og der satte Ægtefolkene Bo, Syd for Laksaa. Koll var en meget fremragende Mand. Han og Torgerd fik Sønnen Høskuld.

Derefter gav Unn Dele af sine Besiddelser til flere andre Mænd. Hørd fik hele Hørdedalen ud til Skraamulaupsaa. Hun sagde til sine Huskarle: »Nu skal I lønnes for jeres Arbejde. Jeg savner ikke Midler til at gengælde jer alt jeres Besvær og jeres gode Vilje. I ved, at jeg har givet Erp, Meldun Jarls Søn, sin Frihed; jeg kunde ikke lide, at en Mand af saa høj Byrd skulde bære Trællenavn.« Derefter gav Unn ham Saudafellsland mellem Tungeaa og Midaa. – – Til Søkkolv skænkede hun Søkkolvsdal, hvor han boede, saalænge han levede. En af hendes frigivne af skotsk Slægt ved Navn Hundi gav hun Hundadal. – – Torsten Røds fjerde Datter hed Osk, den femte Torhild, den sjette Vigdis; fra dem alle nedstammer store Slægter.

Olaf Feilan var Torstens yngste Søn, han var en stor og stærk Mand, smuk og smidig. Unn foretrak ham for alle andre og bekendtgjorde, at han skulde arve alle hendes Ejendomme i Hvamm. Alderen tog nu haardt paa hende, og hun kaldte Olaf til sig og sagde: »Sønnesøn, jeg synes, du nu skulde træffe dit Valg og gifte dig.« Olaf var villig dertil og svarede, at han vilde følge hendes Raad i den Sag. Unn vedblev: »Jeg har tænkt, det var bedst, dit Bryllup blev holdt mod Slutningen af denne Sommer, thi da er det lettest at skaffe det, der skal til. Jeg vil nemlig gerne se saa mange som muligt af vore Venner ved denne Lejlighed, da jeg tænker, det bliver det sidste Gilde, jeg kommer til at holde.« Olaf svarede: »Deri er jeg enig med dig. Og jeg vil kun gifte mig med en Kone, som hverken berøver dig Gods eller Indflydelse.« Samme Efteraar blev Olaf gift med Alfdis. Deres Bryllup stod i Hvamm. Unn holdt et kostbart Gilde, hvortil fremragende Folk vidt omkring fra var indbudt, deriblandt hendes Brødre Bjørn og Helge Bjolan, som begge kom med stort Følge; endvidere hendes Sønnedatters Mand Dala-Koll og Hørd fra Hørdedal foruden mange andre Stormænd. Der var en Mængde Mennesker med til dette Gilde, selv om der ikke kom nær saa mange, som Unn havde indbudt, thi Øfjordsfolkene havde lang Vej at rejse. Alderen tvang Unn til sædvanligvis at blive i Sengen til Middag og til atter at lægge sig tidlig. Ingen fik Lov at forstyrre hende fra hendes Sengetid, til hun var paaklædt igen. Og spurgte nogen til hendes Helbred, snerrede hun.

Paa Olafs Bryllupsdag sov hun noget længere, end hun plejede, men hun var paa Benene, da Gæsterne kom, gik ud imod dem og bød sine Slægtninge og Venner velkommen. Hun sagde, det var venligt af dem, at de havde rejst den lange Vej dertil: »Velkommen især Bjørn og Helge, og Tak allesammen, som er kommen.« Saa gik Unn ind, fulgt af en Mængde Gæster. Og da alle havde taget Plads i Stuen, faldt der mange Ord om, hvor prægtigt alting var indrettet ved dette Gæstebud. Unn tog da Ordet og sagde: »Mine Brødre Bjørn og Helge og alle mine Slægtninge og Venner! Jeg tager eder til Vidne paa, at denne Gaard med alt dens Indbo, som I her ser, overgiver jeg til min Sønnesøn Olaf til Eje og Raadighed.«

Derefter stod Unn op og sagde, at hun vilde gaa til sit Sovehus, men hun bad Gæsterne more sig godt, hver efter sin Lyst; og Folk skulde have Øl at forlyste sig ved. Man siger, Unn var baade høj og før. Hun gik rask ud af Stuen, og der faldt Ord om, at Konen var ved Hægterne endnu.

Om Aftenen drak Mændene til Sengetid. Men næste Dag gik Olaf til Unns Sovekammer. Der fandt han hende i siddende Stilling oprejst mod Puden. Hun var død. Olaf gik straks ind i Gildestuen og fortalte, hvad der var sket. Gæsterne udtalte deres Beundring over, at Unn saaledes havde kunnet holde sig med Værdighed lige til sin Dødedag.

Nu blev Olafs Bryllup og Unns Gravøl drukket samtidig. Og paa Gildets sidste Dag blev Unns Lig ført til den Høj, der var kastet til hende. Hun blev lagt i et Skib, der indsattes i Højen, og fik meget Gods med sig, hvorefter hendes Gravhøj blev tilkastet. Olaf overtog nu Gaarden Hvamm og det Gods, der hørte til, i Forstaaelse med de Slægtninge, som var paa Besøg hos ham. Og ved Gildets Slutning gav Olaf prægtige Gaver til de fornemste Gæster, hvorefter de rejste hjem. Olaf blev en mægtig Mand og en stor Høvding og boede i Hvamm til sine Dages Ende.


Høskuld Dala-Kollssøn og Olaf Paa

Mens Olaf boede i Hvamm, blev hans Svoger Dala-Koll syg og døde. Kolls Søn Høskuld var da en ung Mand, men han var modnere af Aand end af Aar, smuk og duelig. Han overtog, hvad Faderen havde efterladt sig, og Kolls Gaard fik efter ham Navnet Høskuldstad. Høskuld blev snart en afholdt og anset Bonde, thi mange af hans Faders Slægtninge og Venner stod ham bi. Hans Moder Torgerd, Torsten Røds Datter, var endnu en ung og meget smuk Kvinde. Hun holdt ikke af Island efter Kolls Død og meddelte Sønnen, at hun vilde rejse bort med den Del af Godset, der var hendes Part. Høskuld sagde, at det vilde blive ham et stort Savn, hvis hun forlod ham, men han vilde dog nødig gøre hende imod, hverken i denne Sag eller nogen anden. Han købte Halvpart for hende i et Skib, som stod paa Davrenæs. Torgerd gik om Bord og havde meget Gods med sig. Hun sejlede til Havs og havde en gunstig Rejse til Norge, hvor hun traf mange fremragende Slægtninge, der modtog hende med aabne Arme og stod til Rede med alt, hvad hun maatte ønske sig. Hendes Enkestand fik snart Ende, idet en rig og anset Lendermand ved Navn Herjolv bejlede til hende. Han var en stor og stærk Mand, ikke just skøn, men af et Udseende, man lagde Mærke til, og alles Overmand i Vaabendygtighed. Da Torgerd var Enke, tilkom det hende selv at besvare hans Bejlen; hendes Slægtninge raadede hende til at sige ja, og Torgerd giftede sig med Herjolv og flyttede til hans Gaard. De kom snart til at elske hinanden meget. Torgerd viste hurtigt sine fremragende Evner, og hans Stilling syntes meget bedre og anseligere, efterat han havde faaet denne udmærkede Kone.

Herjolv og Torgerd havde ikke været sammen i lang Tid, før de fik en Søn. Drengen blev øst med Vand og kaldt Hrut. Han voksede sig hurtig stor og stærk, overgik alle andre i Vækst, var høj og skulderbred, tynd om Livet og havde smukke Arme og Ben. I Ydre slægtede han sin Morfader Torsten Rød og Ketil Fladnæse paa. Og han var den første i alle Idrætter. Herjolv blev syg og døde, og Torgerd længtes atter tilbage til Island for paany at mødes med sin Søn Høskuld, som hun elskede over alle andre. Hun rejste, men Hrut blev tilbage, vel anbragt hos sine Slægtninge. Saasnart Torgerd var kommen til Island, opsøgte hun Høskuld i Laksaadalen. Han gav sin Moder den ærefuldeste Modtagelse. Hun var meget rig og blev hos ham til sin Død, som indtraf faa Aar efter. Alt, hvad hun efterlod sig, tog Høskuld, skønt hans Broder Hrut havde Krav paa Halvdelen.

Paa den Tid var Hakon Adelstensfostre Konge i Norge. Høskuld var hans Hirdmand og var længe hvertandet Aar hos Kongen og hvertandet Aar hjemme og blev en berømt Mand baade i Norge og paa Island. En Mand, som hed Bjørn, bosatte sig og tog Land ved Bjarnarfjord, som bar Navn efter ham. Han var en rig Mand af fornem Slægt, og med sin Kone Ljufa havde han en Datter Jorun. Hun var en smuk Pige og meget overmodig, men hun havde ogsaa en meget skarp Forstand. Man regnede hende for det bedste Parti i hele Vestfjordlandet. Da Høskuld hørte Tale om hende og fik at vide, at hendes Fader var den rigeste og mest ansete Bonde i hele Strandsyssel, red han af Sted med ni Mand i Følge for at besøge Bjørn. Der fik han en venlig Modtagelse, thi Bjørn vidste god Besked om ham. Høskuld bejlede og fik et gunstigt Svar af Bjørn, som sagde, at hans Datter næppe kunde blive bedre gift, men hun maatte dog selv træffe sit Valg. Da Jorun blev spurgt, sagde hun: »Efter hvad vi har hørt om dig, Høskuld, maa vi give dig et godt Svar. Vi mener, der er sørget vel for den Kvinde, som faar dig. Men i den Sag skal min Far raade. Jeg samtykker i det, han bestemmer.« Det endte med, at Høskuld fik Løfte om Jorun tilligemed meget Gods. Brylluppet fejredes paa Høskuldstad og blev meget overdaadigt.

Jorun Bjørnsdatter deltog med sin Mand i Husførelsen paa Høskuldstad. Det viste sig snart, at hun var klog og forstod sig paa, hvad hun havde med at gøre, men ogsaa, at hun ikke var mindre heftig. Ægtefolkene levede godt sammen, selv om de til daglig ikke saa meget til hinanden. Høskuld blev en stor Høvding, virksom og rig paa Gods, saa han paa intet Omraade syntes at staa tilbage for sin Fader Koll. Han og Jorun havde ikke levet længe sammen, før de fik en Søn, der kom til at hedde Torlejk, den næste Søn fik Navnet Baard. De fik ogsaa to Døtre: Halgerd, siden kaldet Langbrog, og Turid. Alle deres Børn var velbegavede. Torlejk var en stor og meget anselig Mand, men noget tavs og tvær og tegnede til at blive uomgængelig. Høskuld sagde tit, at han slægtede Strandsysselfolkene paa. Baard var ogsaa mandig af Udseende, klog og stærk, men lignede mere Faderens Slægt. Han var i sin Opvækst venlig og afholdt. Høskuld holdt mere af ham end af de andre Børn. Nu stod Høskulds Hus i fuld Blomstring og stort Ry. Ved den Tid bortgiftede han sin Søster Gro til Velejf den Gamle. Deres Søn var Holmgangs-Berse.

Hrap hed en Mand, som boede i Laksaadalen norden for Aaen lige overfor Høskuldstad. Hans Gaard fik Navnet Hrapstad og er nu øde. Han blev kaldt Viga-Hrap (Kamp-Hrap) og var Søn af en skotsk Mand og en Kvinde fra Syderøerne, hvor han var født. Han var stor og stærk og vilde aldrig give sig i nogen Trætte. Og fordi han ingen kunde forliges med og ikke vilde give Bod for, hvad Skade han voldte, var han flygtet fra sine Hjemøer og havde købt sig den Jord, han nu boede paa. Hans Kone hed Vigdis Halstensdatter; de havde Sønnen Sumarlide.

Hrap var ilde lidt af de fleste og fortrædelig mod sine Naboer; han ymtede undertiden om, at de skulde faa ondt ved at være i hans Nærhed, hvis de regnede nogen anden Mand for bedre end ham. Alle Bønderne kendte da kun en og samme Udvej: de gik til Høskuld og klagede deres Nød. Han bad dem sende Bud, hvis Hrap gjorde dem noget, – »thi,« sagde han, »han skal hverken rane Folk eller Fæ fra mig.«


Høskuld Dala-Kollssøn var utilfreds med, at Gaardens Bygninger var mindre gode. Han købte da et Skib og rejste til Norge efter Tømmer, mens Jorun blev hjemme for at passe Hus og Børn. Han landede i den sydlige Del af Norge, i Hørdaland, hvor siden Bergen blev anlagt. Her traf han mange Slægtninge, som holdt fast paa ham, saa han foreløbig ikke fik aflagt Besøg hos Kongen, der paa den Tid opholdt sig i Viken.

Det næste Foraar spurgtes det, at Kongen med en Hær var draget østerud til Stævne paa Brenn-Øerne for at sikre Landefreden. Thi det var fastsat ved Lov, at Høvdingerne skulde mødes hver tredje Sommer og ordne de Sager, Kongerne skulde dømme i. Det ansaas for en Lystrejse, thi der kom Mænd fra næsten alle kendte Lande. Høskuld satte sit Skib i Søen, han vilde ogsaa være med, da han ikke havde været hos Kongen om Vinteren. Der var tillige Købestævne, som var stærkt besøgt, og hvor der var allehaande Skæmt, Drikkelag og Glæder af enhver Art. Der traf Høskuld mange af sine danske Slægtninge.

En Dag han gik ud at more sig sammen med nogle andre, saa han et pragtfuldt Telt i nogen Afstand fra de øvrige Boder. Høskuld gik ind i Teltet. Der sad en Mand i kunstfærdigt vævede Klæder og med russisk Hat paa Hovedet. Høskuld spurgte om, hvad han hed. »Gille,« svarede han, »og mange ved bedre, hvem jeg er, naar de hører mit Kendingsnavn Gille den Gerdske« (fra Gardarige). Høskuld sagde, at han tit havde hørt Tale om ham og vidste, at han var den rigeste af Købmændene. Han tilføjede: »Du har vel alt, hvad vi kan ønske os at købe.« Gille sagde: »Du kan jo prøve at nævne dit Ønske.« Høskuld svarede, at han vilde købe en Trælkvinde, hvis der var nogen at faa. Gille sagde: »I tror nok, I kan bringe mig i Knibe ved at forlange noget, som I mener, jeg ikke har. Men vær ikke sikker paa det.« Gille lettede et Forhæng, som gik tværs over Boden, og Høskuld saa, at der sad tolv Kvinder bagved det. Gille bad ham gaa ind og se paa Pigerne, om der var nogen til Behag. Høskuld gik derind. De sad i en Række tværs over Boden. Han tog dem grundigt i Øjesyn og saa helt henne ved Forhængets Kant en Pige i lasede Klæder, men som, saa vidt han kunde se, var meget smuk. »Hvad koster denne Pige?« spurgte han. Gille svarede: »Du skal faa hende for halvandet Pund Sølv.« »Det kalder jeg dyrt,« sagde Høskuld, »det er tre Gange saa meget, som en Trælkvinde plejer at koste.« »Ja,« svarede Gille, »hende forlanger jeg mere for end de andre; du kan faa hvemsomhelst af Resten for et halvt Pund. Saa beholder jeg selv hende, du bød paa.« Høskuld sagde: »Lad mig først se, hvor meget Sølv jeg har paa mig.« Han bad Gille hente Vægten og tog Pungen fra Bæltet. Da sagde Gille: »Jeg er en ærlig Købmand og vil betro dig, at Pigen har en stor Fejl; det skal du vide, inden du køber hende.« Høskuld spurgte, hvad hun da fejlede. Gille svarede: »Hun er stum. Jeg har forsøgt paa mange Maader at faa hende til at tale, men hun har aldrig sagt et Ord, saa jeg tror bestemt, at hun intet Mæle har.« Høskuld sagde: »Kom kun med Vægten og lad os se, hvad Pungen vejer.« Det gjorde Gille, den vejede halvandet Pund. Da sagde Høskuld: »Det passer jo, lad os saa handle. Tag du Pengene og giv mig Pigen. Jeg vil endda rose dig, fordi du ikke vilde sælge hende med skjulte Fejl.« Saa gik Høskuld hjem med Pigen og laa hos hende om Natten. Næste Morgen ved Paaklædningen sagde han: »Den rige Gille har ikke ødslet med Penge paa Klæder til dig, men det var jo ogsaa vanskeligere for ham at klæde tolv end for mig at klæde een.« Han lukkede en Kiste op, tog en god Kjole frem og gav hende den. Og alle sagde, at hun tog sig godt ud i gode Klæder. Da Høvdingerne var færdige med deres Drøftelser, blev Mødet opløst.

Derefter besøgte Høskuld Kong Hakon og hilste ham med skyldig Ærbødighed. Kongen saa paa ham og sagde: »Vi vilde have modtaget din Hilsen, Høskuld, selv om du havde besøgt os noget før, og det vil vi endnu.«

Kongen tog derefter meget venligt mod ham og sagde: »Bliv hos mig, saalænge du vil opholde dig i Norge.« Høskuld svarede: »Tak for eders Indbydelse, men nu i Sommer har jeg meget travlt. Og Grunden til, at jeg har tøvet saa længe med at søge til eder, er især, at jeg skulde se at skaffe mig Byggetømmer.« Kongen bad ham sejle til Viken, hvor Høskuld kom til at opholde sig hos Kongen en Tid, mens denne skaffede ham Skibet ladet med Tømmer. Saa sagde Kongen: »Du skal ikke føle dig forpligtet til at blive her længere, end du selv har Lyst til, skønt det synes os svært at finde nogen anden Mand, der kan gaa i dit Sted.« Kongen fulgte Høskuld til Skibet og sagde: »Jeg traf en Hædersmand, da jeg traf dig, og jeg tror næsten, det bliver sidste Gang, du sejler fra Norge, mens jeg raader her.« Kongen drog en Guldring af sin Arm, og Ringen, som vejede et halvt Pund, gav han til Høskuld tilligemed et Sværd, der var et Fjerdingspund Guld værd. Høskuld takkede Kongen for Gaverne og for al den Ære, han havde vist ham. Saa stod han til Havs.

Efter en gunstig Sejlads landede Høskuld og hans Følge i Laksaaens Munding. Han lod Skibet trække paa Land og byggede et Skur over det. Tømmeret lod han føre hjem, det var let nok, da der ikke var lang Vej. Høskuld red nu ogsaa selv hjem tilligemed nogle Mænd og fik, som man kunde vente, en god Modtagelse. Han fandt sit Gods velrøgtet.

Jorun spurgte, hvad det var for en Kvinde, han havde med sig. Høskuld svarede: »Du vil tro, det er Drilleri, naar jeg siger, at jeg ikke ved, hvad hun hedder.« Jorun sagde: »Enten har man løjet for mig eller ogsaa kender du hende tilstrækkeligt til at have faaet hendes Navn at vide.« Høskuld svarede, at han ikke vilde skjule noget, og fortalte, hvorledes det hang sammen. Han bad om, at der maatte blive sørget for denne Pige, og udtalte det Ønske, at hun maatte faa sit Ophold hjemme paa Gaarden. Jorun sagde: »Med din Frille skal jeg ikke skændes; det blev jo ogsaa vanskeligt, da hun hverken kan høre eller tale.«

Høskuld sov hos sin Kone hver Nat siden sin Hjemkomst og tog sig ikke meget af Frillen. Alle kunde se, at der var noget fornemt i dennes Væsen, og at hun ingenlunde var dum. Ud paa Vinteren fødte hun en Dreng. Høskuld blev kaldt hen for at se Barnet, hverken han eller andre mindedes at have set skønnere Barn. Paa Forespørgsel erklærede Høskuld, at Drengen skulde hedde Olaf efter Høskulds nylig afdøde Morbroder Olaf Feilan.

Olaf kom til at udmærke sig fremfor de fleste andre Børn, og Faderen elskede ham meget højt. En Dag i Sommeren efter Drengens Fødsel sagde Jorun, at Frillen enten skulde bestille noget eller ud af Gaarden. Høskuld bad hende da gaa ham og hans Kone til Haande samt passe sin Dreng. Da Drengen var to Aar, kunde han tale fuldkomment og løbe alene som fireaars Børn. En Morgen gik Høskuld ud for at tilse Gaarden. Vejret var godt, Solen skinnede og var endnu ikke højt paa Himlen. Da hørte han Samtale. Han gik efter Lyden hen, hvor Bækken løb forbi Gaardspladsens Brink; der saa han Olaf og Moderen. Da blev han klar over, at hun ikke var stum, thi hun gik og snakkede løs med Drengen. Høskuld gik hen til dem og spurgte nu om hendes Navn; det kunde ikke nytte, hun forstillede sig længere, sagde han. Hun svarede, at nu vilde hun sige det. De satte sig ned paa Brinken, og hun sagde: »Siden du vil vide det, hedder jeg Melkorka.« Høskuld bad hende fortælle mere om sig selv og sin Slægt. Hun svarede: »Min Fader hedder Myrkjartan og er Konge i Irland. Jeg blev fangen og bortført, da jeg var femten Aar gammel.« Høskuld sagde, at hun havde tiet alt for længe med saa god en Herkomst.

Saa gik han ind og meddelte Jorun denne Nyhed. Jorun mente ikke, man kunde stole paa, at det var sandt; hun var iøvrigt ligeglad med, hvor højbaaren Tøsen var. Og dermed var den Samtale forbi. Jorun behandlede Pigen ganske som før, men i Høskulds Øjne var hun steget.

Engang ved Sengetid skulde Melkorka klæde Jorun af og smed hendes Sko paa Gulvet. Jorun slog hende om Ørene med Strømperne. Da blev Melkorka vred og jog hende Næven i Næsen, saa Blodet flød. Nu kom Høskuld til Stede og skilte dem. Men derefter sendte han Melkorka bort til en Bolig, han gav hende oppe i Laksaadalen Syd for Aaen. Stedet blev siden kaldt Melkorkastad. Høskuld bragte hende alle Fornødenheder, og hun havde sin Søn Olaf hos sig.


Paa Saudøerne i Bredefjord boede Ingjald Saudøgode. Han var en rig og mægtig Mand. Hans Broder Hall var stor og anselig af Ydre, men fattig, og de fleste regnede ham for ret uduelig. Disse Brødre kunde sjældent forliges. Ingjald syntes, at Hall ikke lagde sig synderligt efter dygtige Mænds Sædvaner, og Hall syntes, at Ingjald bestræbte sig for lidt for at hæve hans Anseelse.

I Bredefjord er der en Fiskeplads, som hedder Bjarn-Øerne. Der ligger mange Øer tæt sammen, og der er rigt Fiskeri. Paa den Tid fiskede mange der hver Sommer. Kloge Mænd lagde stor Vægt paa, at Fiskerne kom godt ud af det med hinanden i Fiskerlejerne, thi det hed sig, at der blev ringere Udbytte, naar de laa i Kævl med hinanden. De fleste holdt sig derfor i Tømme. Det fortælles, at en Sommer kom Hall til Bjarn-Øerne for at fiske. Han delte Skib med en fattig Mand fra Bredefjord ved Navn Torolf, der hverken ejede Hus eller Gods, men iøvrigt var flink til sit Arbejde. Hall var der i nogen Tid, og bar sig ad, som han stod højt over de andre.

En Aften, da han og Torolf var kommen i Land og skulde dele deres Fangst, vilde Hall baade dele og vælge, da han mente at have Forrang. Torolf vilde ikke staa tilbage og blev ret stortalende. De kom til at skændes, og hver holdt paa sit. Hall hæver da et Huggejærn og vil kløve Hovedet paa Torolf. Andre Mænd løb imidlertid til og standsede Hall, som var aldeles rasende uden at kunne komme nogen Vegne. Fangsten blev ikke delt. Torolf gik da sin Vej om Aftenen, men Hall tog hele Fangsten, saa man kunde se, han var den mægtigste. Han skaffede sig en anden Mand til Medhjælp paa Skibet i Torolfs Sted og gik paa Fiskeri som før. Torolf var meget utilfreds og fandt sig stærkt forhaanet ved dette Skifte. Han blev paa Øerne og besluttede at vaske Pletten af sig. Men Hall er ubekymret og mener, at ingen vover at sætte sig op imod ham paa hans eget Omraade.

En Dag, da Vejret var godt, roede Hall ud, og der var tre Mand om Bord. Fiskene bed villigt den Dag. Om Aftenen roede Mændene atter tilbage og var meget lystige. Torolf havde holdt Øje med Halls Færden hele Dagen og opholdt sig ved Landingen, da han skulde gaa fra Borde. Hall havde roet i Forstavnen; nu sprang han ind paa Stranden for at trække Skibet op. Men Torolf stod tæt derved og hug ham i Halsen lige over Skuldrene, saa Hovedet faldt af. Derpaa skyndte Torolf sig af Sted. Men Halls Fæller tog sig af Liget.

Efterretningen om, at Hall var dræbt, bredte sig over Øerne og vakte megen Opsigt, thi selv om Heldet ikke havde fulgt ham, tilhørte han dog en anset Slægt. Torolf rejste fra Øerne, thi han kendte ingen der, som kunde beskytte ham efter denne Bedrift. Heller ikke havde han Slægtninge der, som kunde hjælpe ham; men derimod var der ikke langt til Mænd, som vilde søge at aflive ham, og som var meget mægtige; der var især Halls Broder Ingjald Saudøgode. Torolf naaede ind til Fastlandet; han rejste i dybeste Hemmelighed, og der fortælles intet om hans Færden, før han en Dag ved Aftenstid naaede til Goddestad.

Der boede Tord Godde, en meget rig Mand, der ingen Børn havde. Jorden, han boede paa, havde han ganske vist købt, men da han var Nabo til Viga-Hrap, maatte han døje megen Fortrædelighed, og det var kun ved Høskulds Hjælp, det lykkedes ham at blive paa sin Ejendom. Hans Kone Vigdis var Sønnedatter af Olaf Feilan og noget i Slægt med Flygtningen Torolf, og derfor henvendte han sig paa Goddestad. Han havde ogsaa hørt sige, at Vigdis var mere storsindet end Tord. Og samme Aften som Torolf var kommen, opsøgte han Vigdis og fortalte hende, hvilke Farer der lurede paa ham, samt bad om hendes Hjælp. Vigdis svarede: »Jeg vil ikke fornægte vort Slægtskab og heller ikke betragte dig som slettere for den Gerning, du har gjort. Dog synes jeg, at de, som yder dig Hjælp, vover baade deres Liv og Ejendom, naar saa store Mænd har Udestaaende med dig. Min Mand Tord er ikke nogen stor Helt. Og Kvinders Beskyttelse yder ringe Sikkerhed. Dog nænner jeg ikke helt at afvise dig, da du har regnet med at finde Hjælp her.«

Vigdis fører ham nu til et Udhus og beder ham vente derinde. Saa laaser hun Døren. Hun gik til Tord og sagde: »Vi har faaet en Gæst, han er noget i Slægt med mig. Han vilde gerne blive her nogen Tid, hvis du samtykker.« Tord sagde, at han holdt ikke af Mandens Besøg, men han kunde jo blive der næste Dag over, hvis der ikke var noget galt fat med ham. Ellers skulde han af Sted over Hals og Hoved. Vigdis svarede: »Jeg har allerede sagt, at han maa blive her Natten over, og jeg æder ikke mit Ord i mig igen, skønt han ikke staar paa lige god Fod med alle.« Saa fortalte hun, at Gæsten var Torolf, og at han havde dræbt Hall. Tord blev vred og sagde, at han var aldeles vis paa, Ingjald vilde kræve Bod af ham for at have ydet Hjælp til den Mand, »som her er bleven skjult bag laaset Dør.« Vigdis svarede: »Ingjald skal ikke komme til at kræve Bod af dig for een Nats Herberge til Torolf, thi han skal blive her hele Vinteren.« Tord sagde: »Det er den sikreste Vej til min Ødelæggelse, og det er meget mod min Vilje, at denne Ulykkesfugl opholder sig her.«

Torolf blev der alligevel om Vinteren. Det kom Ingjald for Øre. Ved Vinterens Slutning gjorde han sin Færge søklar og rejste til Dalene. Han tog elleve Mand med sig, de sejlede for en hvas Nordvest og landede i Laksaamundingen om Aftenen, trak Færgen op paa Stranden og gik til Goddestad, hvor deres Besøg ikke overraskede. De blev vel modtagne. Ingjald tog Tord afsides og meddelte ham sit Ærinde, at han havde hørt, at hans Broders Drabsmand opholdt sig der paa Gaarden. Tord sagde, at det var løs Snak. Ingjald bad ham lade være med at nægte det: »Vi slutter en Handel. Du udleverer uden Modstand Manden, og jeg giver dig halvandet Pund Sølv. Saa sletter jeg tillige den Skyld, du har paadraget dig ved at huse Torolf.«

Tord fandt Betalingen god og var glad ved, at det Mellemværende slettedes, som han havde frygtet skulde paaføre ham Udgift. Han sagde: »Jeg gaar ind paa det, men ingen maa faa det at vide.« Saa gik de til Sengs og sov til henimod Morgen.

Næste Morgen stod Ingjald og hans Folk op og klædte sig paa. Vigdis spurgte Tord, hvad han og Ingjald talte om den foregaaende Aften. Han sagde, de havde en lang Samtale og var blevne enige om Ransagelse af Gaarden. Fandtes Torolf der ikke, skulde intet lægges Tord og hans Kone til Last. »Og jeg lod min Træl Asgaut føre Manden bort,« sluttede han. Vigdis svarede, at hun ikke kunde lide Løgn, heller ikke, at Ingjald snagede rundt i hendes Hus, men det maatte altsaa blive Tords Sag. Ingjald foretog derefter sin Undersøgelse, men uden at finde Torolf.

I det samme kom Asgaut tilbage, og Vigdis spurgte ham, hvor han havde ført Torolf hen. Asgaut svarede: »Jeg fulgte ham til vore Faarehuse, som Tord havde paabudt mig.« Vigdis spurgte: »Findes der noget Skjulested, som i den Grad ligger paa Ingjalds Vej til Skibet som Faarehusene. Det er nok det klogeste at gaa ud fra, at det var dette, de aftalte, da de snakkede sammen i Aftes. Gaa hen og før ham bort saa hurtigt, du kan, og før ham til Torolf paa Saudafjeld. Gør du, som jeg siger, skal du faa noget for din Umage. Du skal faa din Frihed og saa stor en Belønning, at du kan rejse, hvorhen du vil.«

Asgaut gik ind derpaa og skyndte sig til Faarehuset, hvor han fandt Torolf. Han sagde, de maatte skynde sig af Sted. Samtidig red Ingjald fra Goddestad for at hente, hvad han havde købt. Og da han og hans Følge var kommen nedenfor Gaarden, saa de to Mænd nærme sig, nemlig Asgaut og Torolf. Det var tidlig Morgen og endnu temmelig mørkt. Asgaut og Torolf var kommen slemt i Klemme; de havde Ingjald paa den ene Side og Laksaa paa den anden. Aaen gik med rivende Strøm, der var tyk Is ved begge Bredder, men aabent i Midten, og Aaen var slem at give sig i Kast med. Torolf sagde til Asgaut: »Nu ser jeg kun to Udveje: enten at bie her ved Bredden og kæmpe saa tappert, vi kan, men sandsynligvis faar Ingjald og hans Folk snart Livet af os, eller prøve at komme over Aaen, men det er heller ikke ufarligt.« Asgaut bad ham tage Bestemmelsen og sagde, at han vilde dele Skæbne med ham, hvad han end besluttede sig til. Torolf svarede: »Lad os prøve Aaen,« og det gjorde de. De kastede alt, hvad de kunde undvære af Klæder, gik saa ned over Isen og svømmede ud. Og da de var raske Mænd og et længere Liv var dem beskaaret, kom de over Vandet og op paa Isen ved den modsatte Bred.

Omtrent samtidig med at de var naaet over, naaede Ingjald og hans Følge til Aaen. Ingjald sagde: »Hvad skal vi nu gøre? Skal vi prøve ogsaa at komme over Aaen eller ikke?« De overlod det til ham og sagde, at de bøjede sig for hans Afgørelse, dog syntes det dem umuligt at komme over Aaen. Det mente Ingjald ogsaa og sagde: »Lad os saa vende tilbage.«

Men da Torolf og Asgaut saa, at de andre vendte om, da vred de Vandet af deres Klæder og gik videre. De gik hele Dagen, og om Aftenen naaede de til Saudafjeld. Der blev de godt modtagne, thi det var en gæstfri Gaard. Straks samme Aften fik Asgaut Torolf Rødnæse i Tale og fortalte ham deres Ærinde: at Torolfs Søsterdatter Vigdis sendte ham den Mand, der var med, og overlod ham i hans Varetægt. Han sagde, hvorledes denne Mand var bleven behandlet hos Tord Godde. Derefter fremførte han de Kendetegn, Vigdis havde givet ham med til Vidnesbyrd om, at han talte sandt. Torolf svarede: »Jeg anerkender disse Tegn og skal paa hendes Ord tage mod Manden. Jeg synes, Vigdis har handlet meget mandigt i denne Sag, og det er bedrøveligt, at en saadan Kone har faaet saa ussel en Ægtefælle. Og du, Asgaut, bliv her, saalænge du har Lyst.« Asgaut sagde, at han snart skulde af Sted igen. Torolf tog nu mod sin Navnefælle og optog ham i sit Følge; han og Asgaut tog Afsked med hinanden som gode Venner, hvorefter Asgaut rejste hjem.

Ingjald var vendt tilbage til Goddestad, da han ikke fik fat i Torolf. Men imidlertid havde Vigdis sendt Bud til de nærmeste Gaarde efter Folk, saa der var ikke mindre end tyve Mand. Ingjald kaldte Tord til sig og sagde: »Du har behandlet os lumpent, Tord, thi vi tror bestemt, at det er dig, der har ladet Manden slippe bort.« Tord svarede, at det var en usand Beskyldning. Nu kom hele Ingjalds og Tords Aftale for Lyset, og Ingjald vilde have det Sølv tilbage, som han havde betalt Tord. Vigdis stod saa nær, at hun hørte, hvad de talte om, og sagde, at de havde faaet Løn som forskyldt. Hun bød Tord levere Pengene tilbage, »thi,« sagde hun, »du, Tord, har erhvervet dem paa en ussel Maade.« Tord sagde, at nu var det nok hende, der vilde styre. Hun gik ind, aabnede Tords Skrin og fandt i den en tyk Pengepose, som hun tog op og gik hen til Ingjald med, idet hun bad ham tage sit Gods igen. Ingjalds Øjne begyndte at skinne, og han rakte Haanden ud efter Pungen. Men da langede Vigdis ham den lige i Synet, saa Blodet dryppede paa Jorden, og samtidig overdængede hun ham med Haan og lovede ham, at han aldrig skulde faa dette Sølv tilbage. Dermed bad hun ham se at komme af Sted. Ingjald fandt det da bedst at rejse sin Vej det hurtigste, han kunde; det gjorde han og standsede ikke, før han var hjemme. Han var meget ilde tilpas, naar han tænkte paa denne Rejse.

Da Ingjald var rejst, kom Asgaut hjem. Vigdis bød ham velkommen og spurgte, hvorledes de var bleven modtaget paa Saudafjeld. Han svarede, at de blev godt modtaget, og meddelte hende, hvad Torolf havde bestemt. Denne Besked var hun tilfreds med og sagde: »Du har røgtet dit Hverv godt og redeligt, Asgaut! Nu skal du ogsaa straks vide, hvad Løn du faar. Fra denne Dag er du en fri og frels Mand. Desuden skænker jeg dig den Betaling, som Tord tog for min Slægtning Torolfs Hoved. Paa denne Maade er den bedre anvendt.«

Asgaut takkede hende meget. Næste Sommer drog han med et Skib fra Davrenæs, fik frisk Bør og sejlede først til Norge, siden til Danmark, hvor han bosatte sig og regnedes for en kæk Mand. Saa hørte man ikke mere om ham.


– Efter at Tord Godde og Ingjald Saudøgode havde søgt i Forening at rydde Vigdis’ Slægtning Torolf af Vejen, viste hun dem aabent Fjendskab, erklærede sig skilt fra Tord og rejste til sine Slægtninge, som hun forklarede, hvorledes det stod til. Hendes Farbroder Tord Geller (Tyr) syntes ikke derom, men fandt sig dog deri. Vigdis havde ikke mere Gods med sig fra Goddestad end sine egne Smykker. Mændene paa Hvamm talte om, at de vilde forlange det halve af Tord Goddes Ejendele. Han blev meget betænkelig, da han hørte det, red straks til Høskuld og beklagede sig. Høskuld sagde: »Du har før rystet for mindre.« Tord bød da Høskuld Betaling for hans Bistand og sagde, at han vilde ingenlunde være smaalig. Høskuld svarede: »Man har Erfaring for, at du ikke kan forsone dig med, at nogen nyder godt af dine Penge.« Tord sagde: »Denne Gang skal du ikke kunne sige det. Jeg giver dig Haandslag paa, at du skal faa alle mine Penge. Og desuden tilbyder jeg dig at opfostre din Søn Olaf og ved min Død lade ham arve alt, hvad jeg ejer, da jeg ingen Arvinger har her i Landet. Paa den Maade anvendes mit Gods bedre, end hvis Vigdis’ Familie faar Lov at slaa Kløerne om det.« Dette Tilbud tog Høskuld imod, og de gjorde en fast Aftale. Melkorka var ikke glad ved det, hun fandt Fosterskabet for ringe, men Høskuld sagde: »Ser du da ikke, at Tord er en gammel Mand og barnløs, Olaf arver alt, hvad han ejer, og du kan besøge Drengen saa tit, du vil.«

Olaf var syv Aar gammel, da han flyttede til Tord, som kom til at holde meget af ham. Dette spurgte de Mænd, som havde Mellemværende med Tord, og de fandt det nu vanskeligere at indkræve noget hos ham. Høskuld sendte store Gaver til Tord Geller og bad ham ikke være fortørnet over denne Ordning, thi Loven gav ham ingen Ret til at hente Gods hos Tord Godde. Vigdis var gaaet fra ham uden gyldig Grund. Han tilføjede: »Man skal ikke ringeagte Tord, fordi han søgte at befri sig for en Mand, der snyltede paa hans Gods og strittede af Skyld som en Tornebusk.« Da Tord Geller modtog disse Ord fra Høskuld sammen med store Pengegaver, faldt han til Ro og sagde, at det Gods, som var i Høskulds Varetægt, var sikkert i gode Hænder. Og han tog mod Gaverne. Derefter var der Fred imellem dem, om end et lidt køligere Forhold end før.

Olaf vokste op hos Tord Godde, blev stor og stærk og saa smuk, saa ingen var hans Lige. Da han var tolv Aar gammel, red han til Tings, og da vakte hans smukke Skikkelse Opmærksomhed ogsaa blandt Folk fra andre Egne. Han holdt sig tillige saa prægtigt med Hensyn til Vaaben og Klæder, saa han ogsaa derved var let at kende fra enhver anden. Tord Goddes hele Stilling var bleven meget bedre, siden han havde faaet Olaf i Huset. Høskuld gav Sønnen Tilnavnet Paa (Paafugl), som han siden beholdt.

Høskuld levede rig og anset og var en stor Høvding. Han varetog meget Gods, som tilhørte hans Broder Hrut Herjolfssøn. Mange talte om, at der vilde gaa et slemt Svind i Høskulds Ejendele, hvis han skulde udbetale den fulde Mødrenearv til Hrut, som nu var Kong Harald Graafelds Hirdmand og havde en høj Rang hos ham. Hruts Stilling hos Kongen skyldtes især hans Fortrin i al mandig Idræt. Og Kongens Moder Dronning Gunhild satte ham saa højt, at hun ansaa ingen i Hirden for hans Ligemand hverken i Ord eller Handling. Hvis nogen omtaltes som hans jævnbyrdige, betragtede hun det som Udtryk for Dumhed eller Misundelse.

Da nu Hrut havde meget Gods og mange ansete Slægtninge paa Island, fik han Lyst til at aflægge et Besøg der og gjorde sig rejsefærdig. Ved Afskeden gav Kongen ham et Skib og sagde, at han havde lært at skatte ham som en udmærket Mand. Gunhild fulgte ham til Skibet og sagde: »Jeg skal ingen Hemmelighed gøre af, at jeg regner dig for en af de ypperste Mænd her i Landet i alle Idrætter, og du overgaar alle i Kløgt.« Derpaa gav hun ham en Guldring og ønskede ham en god Rejse, trak saa Kappen over Hovedet og gik hurtigt hjem.

Hrut fik gunstig Vind, sejlede omsider ind i Bredefjord og landede ved Kamnæs. Skibets Komme rygtedes, og at dets Fører var Hrut Herjolfssøn. Men hvem der ikke blev glad ved Meddelelsen var Høskuld, han red end ikke ned til Skibet for at modtage Broderen. Hrut fik sit Skib paa Land og byggede Gaarden Kamnæs paa dette Sted. Derefter red han hen til Høskuld for at faa sin Mødrenearv. Høskuld sagde, at han havde ikke noget tilgode, deres Moder var ikke rejst fattig fra Island, da hun traf Herjolf. Den Besked syntes Hrut ikke om og forlod Gaarden. Alle hans Slægtninge saa nær som Høskuld tog vel imod ham. Hrut boede tre Aar paa Kamnæs og forlangte stadig sin Mødrenearv, saavel paa Tinge som andre Steder, hvor Loven haandhævedes. Han forelagde Sagen godt, og de fleste mente, han havde Ret i sine Krav. Høskuld hævdede, at Moderen Torgerd uden hans Samtykke havde giftet sig med Herjolf, og at efter Loven skulde han have bortgiftet hende. Der blev stadig ingen Afgørelse.

Samme Efteraar rejste Høskuld til Gilde hos Tord Godde. Dette fik Hrut at vide; sammen med elleve Mand red han til Høskuldstad og udtog tyve Høveder, Halvdelen af Bestanden. Derefter sendte han et Bud til Høskuld for at lade ham vide, hvor Dyrene var at finde. Høskulds Huskarle greb til Vaaben og sammenkaldte Mænd fra Nabolaget, saa en Styrke paa femten Mand satte i fuld Fart efter Hrut og hans Følge. Disse saa ikke deres Forfølgere, før de var omtrent ved Kamnæsgaarden. Da sprang de straks af Sadlerne, bandt deres Heste og gik frem paa en Grushøj. Hrut sagde, at her skulde de modtage Forfølgerne, og tilføjede, at han havde ganske vist fundet sig i at vente længe paa sit Tilgodehavende hos Høskuld, men det skulde alligevel ikke spørges, at han rendte for hans Trælle. Hruts Folk mente, de var for faa, men han sagde, at det skulde de ikke bryde sig om, de andre skulde mærke, at jo flere de var, des større Skam var det for dem at blive overvundet. Laksdølerne sprang nu af Hestene og forberedte sig til at slaas. Hrut opmuntrede sit Følge og bad det ikke regne Styrken efter Mandtallet, og selv gik han frem i Spidsen. Han bar Hjelm, Sværd og Skjold og var den mest kampvante. Han for nu saa voldsomt frem, at faa kunde følge ham. Begge Parter kæmpede en Tid, men snart opdagede Laksdølerne, at de ikke kunde maale sig med Hrut, thi han dræbte to Mand i eet Hug. Saa bad de om Fred, hvad de ogsaa fik. Alle de af Høskulds Mænd, som endnu levede, var saarede, og fire var dræbte.

Hrut red hjem; han var ogsaa noget saaret, men hans Folk ikke synderligt, thi han var gaaet i Spidsen og havde taget Stødet af for dem. Stedet, hvor de sloges, fik Navnet Orrostudal (Stridsdalen). Derefter lod Hrut alt Kvæget nedslagte.

Da Høskuld hørte om Ranet, samlede han Mænd og red hjem. Samtidig kom Huskarlene tilbage og berettede, hvorledes de var bleven slaaede. Da for en heftig Vrede op i Høskuld, og han svor, at det skulde blive sidste Gang, Hrut voldte ham Ran og Mandefald. Han blev hele Dagen ved at samle Folk til sig; men da gik hans Kone Jorun til ham og spurgte, hvad han havde i Sinde. Han svarede: »Jeg har ikke noget særligt for, men jeg kunde nok lide, Folk fik andet at snakke om end Drabet paa mine Karle.« Jorun sagde: »Du skulde skamme dig, hvis du tænker paa at dræbe en Mand som din Broder; der er flere, der siger, at det ikke havde været for meget, om Hrut havde hentet Kvæget for længe siden. Nu har han vist, at han ikke længere vilde behandles som Horeunge, naar han var retmæssig Arving. Og tro ikke, han havde vovet Kamp med dig, uden at han vidste, der stod andre betydelige Kræfter bag ham. Jeg har hørt sige, at der er ført hemmelige Forhandlinger mellem Tord Geller og Hrut. Det synes jeg er værd at tænke over. Tord vil nok kunne lide at støtte en Sag, der er saa oplagt. Du ved jo ogsaa godt, Høskuld, at siden Trætten mellem Tord Godde og Vigdis, har du ikke staaet dig saa godt med Tord Geller som før, selv om du ligestraks afvendte Familiens Fjendskab med Gaver. Jeg tror nok, at de stadig mener, du og din Søn Olaf tilbageholder, hvad deres er. Det synes mig klogere, at du gør din Broder Hrut et sømmeligt Tilbud, thi grum Ulv tager stort Bid. Jeg venter, at Hrut da vil tage velvilligt derimod, han skal være en klog Mand, han vil indse, at I begge har Ære deraf.«

Høskuld beroligedes meget ved Joruns Ord, og han blev klar over, at hun bedømte Stillingen rigtigt. Nogle fælles Venner mæglede nu paa Høskulds Foranledning mellem ham og Hrut, og Hrut stillede sig meget velvillig og sagde, at han længe havde ønsket, de skulde være Venner, som de var Brødre, naar blot Høskuld vilde unde ham hans Ret. Han vilde ogsaa yde Høskuld Bod for den Skade, han havde voldt ham. Sagen blev derefter overvejet og jævnet mellem de to Brødre, og de levede siden i god Forstaaelse med hinanden.

Hrut varetog sit Hus og blev en fremragende Mand. Han blandede sig i Reglen ikke i andres Sager, men naar han gav sig af med noget, vilde han raade. Han flyttede nu til et andet Sted og byggede Gaarden Hrutstad, hvor han boede Resten af sit Liv. Paa Marken tæt ved Gaarden havde han et Gudehov, som der endnu ses Mærker efter. Stedet hedder nu Trøllaskeid og udgør et Stykke af Landevejen. Hrut giftede sig med Mørd Giges Datter Unn, men hun gik fra ham; derved opstod Strid mellem Laksdølerne og Folkene fra Fljotshlid. Han giftede sig anden Gang med Torbjørg Aarmodsdatter. Efter hende havde han endnu en tredje Kone, hvis Navn vi ikke kender. Med de to sidste Koner havde han sejsten Sønner og ti Døtre. En Sommer mødte han paa Tinget med fjorten Sønner, hvorved han viste, at der stod Mænd bag hans Ord, thi hans Sønner var allesammen af den Slags, som ikke blev overset.

Høskuld sad nu paa sin Gaard og ældedes, og hans Sønner var voksne Mænd. Torlejk tog Bolig paa Kamnæs, og Faderen gav ham hans Arvepart af Godset. Derefter giftede han sig med Gjafløg, en Datter af Arnbjørn Slejtebjørnssøn fra Høfde. Det var et godt Giftermaal, og Gjafløg var en smuk, men stolt Kvinde. Torlejk var noget stejl af Væsen og en tapper Mand. Han kom ikke særlig godt ud af det med sin Farbroder Hrut. – Høskulds Søn Baard blev hjemme hos Faderen og tog sig ikke mindre af Gaardens Sager end Høskuld selv. Der tales ikke meget om Høskulds Døtre; men der findes dog Folk, som nedstammer fra dem.

Olaf Høskuldssøn var nu ogsaa bleven voksen og den smukkeste Mand, nogen havde set, baade af Ydre og med Hensyn til Vaaben og Klæder. Hans Moder Melkorka boede som før sagt paa Melkorkastad, og Høskuld tog sig ikke saa meget af hendes Sager som før; thi han mente, det særlig maatte blive Olafs Sag, og Olaf lovede hende al den Hjælp, han kunde yde. Men Melkorka fandt, at Høskuld viste hende Ringeagt, og besluttede sig til et Skridt, som han nok ikke vilde synes om. I Laksaadalen nærmest ovenfor Tord Goddes Gaard boede en Mand ved Navn Torbjørn Skrup; han var rig, især paa Guld og Sølv, han var ogsaa stor og stærk, men ikke meget rundhaandet mod Folk i Almindelighed. Denne Torbjørn Skrup havde især taget sig af Melkorkas Bo. Han bejlede til hende, da hun havde boet paa sin Gaard i nogen Tid, men Melkorka vendte det døve Øre til.

Paa Bord-Øre i Hrutafjord stod et Skib, som førtes af en Mand, der hed Ørn, han var Hirdmand hos Kong Harald Graafeld. Melkorka siger da til sin Søn Olaf, at hun synes, han skal rejse udenlands for at besøge sin høje Slægt. »Thi,« sagde hun, »det er sandt, hvad jeg har fortalt, at Irernes Konge Myrkjartan er min Fader, og du kan let komme med Skibet fra Bord-Øre.« Olaf svarede: »Jeg har talt med min Fader om det, men det var ikke rigtig efter hans Sind. Desuden bestaar min Fosterfaders Gods mere af Land og levende Fæ end af islandske Varer, som kan udføres.« Melkorka sagde: »Jeg kan ikke taale, at du længere skal kaldes Trælkvindesøn, og hvis det er til Hinder for Rejsen, at du synes, du ejer for lidt, da vil jeg hellere bekvemme mig til at gifte mig med Torbjørn, thi jeg tror, han forsyner dig med de Varer, du behøver, hvis han kan faa mig. Jeg tager ogsaa i Betragtning, at de to Ting vil lyde ilde i Høskulds Øren, at du er rejst ud af Landet, og at jeg har giftet mig.«

Olaf overlod til sin Moder ene at træffe Afgørelsen. Senere talte han med Torbjørn om at laane Varer af ham, men han svarede: »Kun paa een Betingelse, nemlig at jeg bliver gift med Melkorka; da faar du samme Ret til mit Gods, som til dit eget.« Olaf sagde, det kunde maaske nok ordnes. De aftalte alt desangaaende med hinanden, men blev enige om at tie med det.

Høskuld opfordrede Olaf til at ride til Tings med sig, men Olaf indvendte, at han havde saa travlt hjemme, at det var ham umuligt, han vilde indhegne en Græsgang for Lam ved Laksaa. Høskuld kunde godt lide, at han tog sig saaledes af Gaarden. Saa red han til Tings. Men samtidig forberedtes der Bryllup paa Lambestad, og Olaf var ene om at fastsætte Vilkaarene. Han fik tre Tusinde i Varer, som han ikke skulde yde noget Vederlag for. Baard Høskuldssøn var med til Brylluppet og deltog i Forhandlingerne. Da Gildet var forbi, red Olaf til Skibet, fandt Skibsføreren Ørn og aftalte at rejse med ham. Men før han skiltes fra Melkorka, gav hun ham en stor Guld-Fingerring og sagde: »Denne Ring gav min Fader mig i Tandgave, og jeg tror nok, han skal kende den igen, naar han ser den.« Desuden gav hun ham en Kniv og et Bælte og bad ham overgive disse Ting til hendes Fostermoder. »Jeg tror ikke,« sagde hun, »at hun vil tvivle paa disse Kendetegn.« Endvidere sagde Melkorka: »Jeg har nu forberedt dig hjemmefra saa godt, jeg kunde; jeg har lært dig at tale Irsk, saa det er ligemeget, hvor du lander paa Irland.« Derefter skiltes de, og Olaf sejlede med gunstig Vind fra Island.

Høskuld kom hjem fra Tinget og fik alt dette at vide. Han var meget utilfreds dermed, men da hans egne nærmeste var delagtige deri, slog han sig til Taals og lod det være, som det var.

Olaf og Ørn kom til Norge. Ørn tilskyndede Olaf til at rejse til Kong Haralds Hird og sagde, at der blev Mænd ærefuldt modtagne, som ikke var bedre uddannede end Olaf. Olaf lød hans Raad. De drog til Hirden og blev vel modtagne. Kongen tog sig straks af Olaf for hans Slægts Skyld og bad ham blive. Kongens Moder Gunhild udmærkede ham meget, da hun fik at vide, at han var Hruts Brodersøn. Nogle talte om, at det ikke bare var for dette Slægtskabs Skyld, det morede hende at underholde sig med Olaf. Henad Vinteren blev han noget tung i Sindet. Ørn spurgte, hvad der var i Vejen. Han svarede: »Jeg maa rejse til de vestlige Lande, og det er meget vigtigt, at du medvirker til, at jeg kommer af Sted i Løbet af næste Sommer.« Ørn bad Olaf ikke have Hastværk, han vidste ingen Skibe, der skulde den Vej. Gunhild kom og faldt dem i Talen: »Nu taler I anderledes end før; det er første Gang, jeg mærker, I er uenige.« Uden at standse Samtalen bød Olaf Gunhild velkommen, men Ørn trak sig tilbage. Olaf meddelte da Dronningen sin Plan, og hvormeget det betød for ham at komme af Sted, da han vidste, at Kong Myrkjartan var hans Morfader. Gunhild sagde: »Jeg skal udruste dig til denne Rejse saa rigt og saa prægtigt, du kan ønske dig det.« Olaf takkede hende meget. Saa lod Gunhild udruste og bemande et Skib og spurgte, hvor stort et Følge, han ønskede at have med sig paa Rejsen mod Vest. Olaf bad om tresindstyve Mand og sagde, at disse hellere skulde ligne Stridsmænd end Købmænd. Hun lovede, at det skulde ske, som han vilde, og en af dem, der skulde med, var Ørn. Hele Flokken var vel udrustet. Kong Harald og Gunhild fulgte Olaf til Skibet og sagde, at de vilde knytte deres Lykke til hans foruden det Venskab, de allerede havde skænket ham. Det faldt dem let, sagde Kongen, da ingen Mand, som de satte større Haab til, var kommen til dem fra Island i deres Dage. Kongen spurgte om hans Alder, og Olaf svarede: »Atten Aar.« Kongen sagde: »Det er enestaaende. Du er jo ikke stort over Barnealderen. Kom og besøg os igen, saasnart du vender tilbage.« Kongen og hans Moder ønskede dem nu alle en god Rejse, hvorefter de gik om Bord og stak i Søen.

Om Sommeren fik de vanskeligt Vejr, tykke Taager, svag Vind og fra uheldige Kanter, saa de drev vidt omkring paa Havet. De fleste om Bord var ganske forvildede med Hensyn til Retningen. Endelig lettede Taagen, og det gav sig til at blæse. De hejsede Sejl, men var uenige om, hvad Vej de skulde for at naa Irland. Ørn mente at vide det, men de fleste modsagde ham og paastod, han tog helt fejl, samt krævede, at Flertallet skulde raade. De spurgte Olaf, og han svarede: »Lad Klogskaben raade. Jo flere Tosser, der tages paa Raad, des galere gaar det.« Disse Ord afgjorde Sagen, saa Ørn nu kom til at bestemme Sejladsens Retning. De sejlede fremdeles Nat og Dag og havde for det meste svag Vind. Men en Nat sprang Udkigsmanden op og vækkede de øvrige Søfolk og bad dem komme i en Fart; de var saa tæt ved Land, at Stavnen var lige ved at støde, men Sejlet var oppe, og Vinden svag. Søfolkene sprang straks op, og Ørn bad dem sætte fra Land, hvis det var muligt. Olaf sagde: »Det er umuligt, thi jeg ser Brænding overalt ved Agterstavnen. Sænk Sejlet straks, saa maa vi drøfte Sagen ved Dag, naar vi faar at vide, hvor vi er landet.« Saa kastede de Anker.

Hele Resten af Natten gættedes der meget paa, hvor de var kommen hen. Men da det blev lyst, kunde de kende Irland. Da sagde Ørn: »Her tror jeg ikke, vi bliver vel modtagne, thi vi er langt fra de Havne eller Handelspladser, hvor Udlændinge nyder Beskyttelse. Vi ligger nu tilbage som Hundestejler ved Ebbe. Jeg tænker, disse Irers Lov lader alt, hvad vi sejler med, tilfalde dem, thi de kalder Skibe for Vrag, selv om de har mere Vand om Bagstavnen end vi.« Olaf mente ikke, der var nogen Fare: »Jeg ser nok, at der samler sig Folk oppe paa Land, og hvor optaget Irerne er af os og vort Skib. Nylig, da Vandet faldt, saa jeg, at der her ved Næsset var en Flodmunding, hvor Vandstanden var højere. Og har vi ikke Læk, vil vi skyde Baaden ud og slæbe Skibet derhen.« Der, hvor de havde ligget for Anker, var der Lerbund, saa ikke en Fjæl havde taget Skade. Olaf lod nu Skibet flytte og ankrede det paany.

Opad Dagen kom der efterhaanden en stor Mængde Mennesker til Stranden, og to Mænd gik i Baad og kom ud til Skibet. De spurgte om Førerens Navn, og Olaf svarede dem paa Irsk. Da Irerne hørte, at de var Nordmænd, forlangte de, at alle ombordværende skulde forlade Skib og Gods, som Loven bød. Der skulde da intet ske dem, før Kongen havde dømt i Sagen. Olaf sagde, at saaledes bød Loven kun, naar Købmændene var uden Tolk: »Jeg kan forvisse jer om, at vi er fredelige Mænd, men vi overgiver os ikke uden Kamp.« Irerne gav Hærskrig og vadede ud i Strandkanten for at slæbe Skib og Mandskab i Land. Nogle gik ud i Vandet til Armhulerne, andre til Bukseremmen, men hvor Skibet laa, var der en Fordybning, saa det rørte ikke Bund. Olaf bød sine Mænd gribe til Vaaben og stille sig i Række mellem Stavnene. Det gjorde de og stod saa tæt, at Skjoldene dannede et sammenhængende Værn. Under hvert Skjold stak Odden af et Spyd frem.

Nu gik Olaf frem i Stavnen i Brynje og med guldskinnende Hjelm. Sværdet ved hans Bælte havde gyldent Beslag paa Haandtaget. Et smukt forsiret Spyd med Modhager holdt han i Haanden. Foran sig bar han et rødt Skjold med et Løvebillede af Guld. Da Irerne saa Mændenes Udrustning, for der dem en Skræk i Livet, og de var ikke længere sikre paa, at Byttet blev saa let at tage. De vadede atter i Land og løb sammen i en Klynge, hvor der blev en vældig Mumlen. Det var indlysende, det maatte være et Hærskib, og at der kunde ventes mange flere.

De sendte skyndsomst Bud til Kongen; det var nemt gjort, thi han var Gæst et Sted lige i Nærheden. Han red straks med en Flok Mænd hen til Stranden. Der var ikke længere Afstand mellem Strand og Skib, end at der let kunde føres en Samtale. Irerne havde flere Gange skudt, men uden at volde Olaf og hans Mænd nogen Skade. Olaf stod i sin føromtalte Udrustning, og der taltes meget om, hvor fremragende en Mand Skibets Fører maatte være. Men da Olafs Skibsfolk saa de mange og mandige Ryttere nærme sig, tav de, thi de syntes, det var en stor Overmagt. Olaf, som hørte Murren i Flokken, bad dem være ved godt Mod. »Nu er der ingen Grund for os til Bekymring. Jeg ser nemlig, at Irerne hilser deres Konge Myrkjartan.« Irerne red saa nær til Strandkanten, at de kunde tale med de fremmede. Kongen spurgte, hvem der var Fører for Skibet. Olaf sagde sit Navn og spurgte, hvem den djærve Rytter var, som han talte med. »Jeg hedder Myrkjartan,« lød Svaret. »Er det dig, der er Irernes Konge?« spurgte Olaf, og der blev svaret ja. Kongen spurgte nu ud om forskellige Ting, og Olaf gav gode Svar paa alt, hvad han blev spurgt om.

Derefter spurgte Kongen, hvor de var kommen fra, hvis Mænd de var, og navnlig om Olafs Slægt, thi han mærkede, at han var en stolt Mand, der ikke vilde svare paa mer, end man spurgte om. Olaf sagde: »Vi kommer fra Norge og er Kong Haralds Gunhildssøns Hirdmænd. Og, Herre, min Fader bor paa Island og hedder Høskuld, han er af høj Byrd. Af min Moders Slægt tænker jeg, du har set flere end jeg, thi min Moder hedder Melkorka, og det er bleven mig dyrt forsikret, at hun er en Datter af dig, Konge. Derfor har jeg foretaget denne lange Rejse, og for mig afhænger nu meget af, hvorledes du vil besvare mine Ord.«

Kongen tav og henvendte sig til sine Mænd. De klogeste af dem spurgte, om der kunde være noget om, hvad den fremmede sagde. Dertil svarede Kongen: »Det er klart, at denne Olaf er en Mand af stor Slægt, hvad enten han er vor Dattersøn eller ej, og han taler bedre Irsk end de fleste.« Kongen talte nu atter ud mod Skibet: »Jeg vil svare, at alle I Søfolk staar under min Beskyttelse, men om Slægtskabet, du nævner, maa vi tales nærmere ved, inden jeg kan svare dig.« Derefter lagde Olaf og hans Mænd Bro til Land og forlod allesammen Skibet. Irerne fandt, at de saa meget krigerske ud. Olaf tog Hjelmen af og bøjede sig for Kongen, som tog meget venligt mod ham. De talte nu videre sammen, og Olaf fremførte paany sit Ærinde baade med Veltalenhed og Fynd. Han endte med at fortælle, at han her paa sin Finger havde en Guldring, som Melkorka gav ham ved Afrejsen fra Island med de Ord, at »du, Konge, havde givet hende den i Tandgave.«

Kongen tog Ringen, betragtede den nøje og blev højrød i Ansigtet. Saa sagde han: »Det er et sikkert Kendetegn, men forøvrigt ligner du din Moder saa meget, at jeg vel alene skulde kunne kende dig derpaa. Og af disse Grunde vil jeg anerkende vort Slægtskab, Olaf, og til Vidne tager jeg de Mænd, som staar hos og hører mine Ord. Derfor indbyder jeg dig og hele dit Følge til min Hird, men eders Hæder vil afhænge af, hvilken Mand du viser dig at være, naar jeg faar prøvet dig mere.«

Kongen gav dem Rideheste og satte Mænd til at tage sig af deres Skib og Gods. De fulgte ham til Dublin, hvor det rygtedes som en stor Nyhed, at Kongen ledsagedes af en Søn af den Datter, der for længe siden var bleven røvet fra ham, da hun var femten Aar gammel. Men stærkest greb Nyheden dog Melkorkas Fostermoder, der nu maatte holde Sengen paa Grund af Sygdom og Alder. Trods dette stod hun straks op og gik uden Kæp hen for at møde Olaf. Da sagde Kongen til ham: »Her kommer nu Melkorkas Fostermoder for at høre, hvorledes hun har det.« Olaf omfavnede den gamle Kone, satte hende paa sit Knæ og fortalte, at hendes Fosterdatter sad i gode Kaar oppe paa Island. Han gav hende Kniven og Bæltet, hun genkendte disse Kostbarheder, brast i Graad og sagde, at Melkorkas Søn var en herlig Mand, hvad han jo ogsaa var født og baaren til at være. Hele den Vinter var Konen rask og rørig.

Kongen havde paa den Tid urolige Tilstande, thi der skete jævnlig fjendtlige Anfald paa Vesterlandene. I Løbet af Vinteren fik han en Del Vikinger og Røvere fra Haanden. Olaf og hans Følge var med paa Kongeskibet, og Modstanderne fandt denne Flok særlig haard at komme i Kast med. Kongen tog ogsaa Olaf og hans Mænd med paa Raad i alle Sager, thi han fandt Olaf klog og dristig overfor enhver Vanskelighed. Sidst paa Vinteren holdt Kongen Ting, og der kom en Mængde Mennesker til Stede. Han tog da til Orde: »I ved, at sidste Høst kom en Mand hertil, som er min Dattersøn, og hvis Fader ogsaa er af høj Byrd. Jeg ser i Olaf en saa fremragende Mand, at vi ikke finder hans Lige her. Nu vil jeg tilbyde ham Riget efter mig, thi han egner sig bedre til at være dets Hersker end mine egne Sønner.«

Olaf takkede med smukke og snilde Ord for dette Tilbud, men afslog det dog med den Begrundelse, at han ikke vilde udsætte sig for, at Myrkjartans Sønner skulde føle sig brøstholdne, naar deres Fader var død. Kort Ære var bedre end lang Skam. Han vilde rejse tilbage til Norge, saasnart der kunde sejles trygt mellem Landene. Han tilføjede, at hans Moder aldrig vilde blive glad mere, om han ikke kom hjem til hende igen. Kongen sagde, at Olaf heri maatte raade selv. – Derefter hævedes Tinget.

Da Olafs Skib laa færdigt til Afrejse, fulgte Kongen ham til Skibet, gav ham et guldsmykket Spyd, et kostbart Sværd og meget andet Gods. Olaf bad om at maatte tage Melkorkas Fostermoder med sig, men Kongen fraraadede det, og hun blev hjemme. Olaf gik da om Bord, og han og Kongen skiltes som de bedste Venner. Skibet stod derefter til Havs, fik gunstig Vind og naaede til Norge. Det blev en meget berømmelig Rejse. Olaf og hans Følge skaffede sig Heste og drog til Kong Harald.

Olaf Høskuldssøn kom nu til Kong Haralds Hof. Kongen blev glad ved Gensynet og endnu meget gladere blev Gunhild. De indbød ham med mange gode Ord til at blive hos dem, og Olaf samtykkede. Baade han og Ørn tog Ophold ved Hirden, og saavel Kongen som Kongemoderen hædrede Olaf, som de aldrig havde hædret nogen Udlænding før, og han gav dem mange sjældne Kostbarheder fra Irland. Til Julen gav Kongen Olaf en Skarlagens-Klædning, og Olaf slog sig til Ro der for Vinteren. Men ved Foraarstid bad han Kongen om Orlov til at rejse hjem til Island om Sommeren for at besøge sin Slægt. Kongen svarede: »Jeg saa helst, at du blev her hos os og valgte dig de Kaar, du selv ønskede.« Olaf takkede for Kongens storladne Tilbud, men sagde, at han dog vilde rejse til Island, hvis det ikke var mod Kongens Vilje, hvortil Kongen svarede: »Det skal ikke berøre vort Venskab, Olaf! Du bør rejse til Sommer, thi jeg ser, du længes meget. Og du skal intet Bryderi have med Forberedelserne. Jeg skal ordne det hele.«

Om Foraaret lod Kongen et stort og godt Handelsskib udruste og lade med Tømmer. »Dette Skib skal være dit, Olaf,« sagde han, »i Sommer skal du ikke forlade Norge paa lejet Fartøj.« Olaf takkede Kongen meget for hans Højmodighed, og da alt var færdigt og Vinden gunstig, tog de en hjertelig Afsked, og Olaf gik til Havs.

Efter en gunstig Sommersejlads naaede han Bord-Øre i Hrutafjord. Skibets Komme og Førerens Navn rygtedes snart. Høskuld blev meget glad ved Efterretningen om, at hans Søn Olaf var kommen tilbage, og red med nogle Mænd nordpaa til Hrutafjord, hvor han tog kærligt mod sin Søn og bød ham med sig hjem, hvad Olaf samtykkede i. Da Skibet var sat paa Land og Godset bragt bort, red Olaf og elleve Mand til Høskuldstad, hvor Faderen, Brødrene, navnlig Baard, og alle andre Slægtninge modtog ham hjerteligt. Olafs Rejse kom i stort Ry, og det rygtedes over det ganske Land, at han var den irske Konge Myrkjartans Dattersøn, saavel som at mægtige Mænd havde overøst ham med Hæder. Han medbragte ogsaa meget Gods og blev Vinteren over hos sin Fader.

Melkorka traf snart sammen med sin Søn, som modtog hende kærligt. Hun blev ikke træt af at spørge om Nyt fra Irland, især om alt, som vedrørte hendes Fader og nærmeste Slægt, og Olaf besvarede alle hendes Spørgsmaal. Saa spurgte hun, om hendes Fostermoder endnu var i Live, hvad han bekræftede. Melkorka spurgte da, hvorfor han ikke havde glædet sin Moder med at føre hende med sig til Island. Han svarede: »Man syntes ikke om, at hun skulde rejse med mig.« »Naa, saaledes,« sagde hun, men det var tydeligt at se, at det ikke var efter hendes Sind.

Melkorka og Torbjørn havde en Søn, der hed Lambe, han blev en stor og stærk Mand, der lignede sin Fader baade i Sind og Skind.

Da Foraaret kom, drøftede Høskuld Fremtidsplaner med Olaf. Han sagde: »Jeg synes, Olaf, det er ved Tiden, du skulde gifte dig og derefter overtage din Fosterfaders Gaard Goddestad, hvor der endnu er meget Gods. Jeg skal gerne hjælpe dig med at føre Tilsyn.« Olaf svarede: »Det kommer lidt bagpaa mig. Hvor mon den Pige findes, som vilde blive mig til nogen Glæde, hvis jeg tog hende. Du kan nok tænke dig, at jeg ikke bryder mig om hvemsomhelst. Men jeg tænker vel, du ikke gav Fløjt, hvis du ikke vidste om Fugl.« Høskuld sagde: »Du gætter rigtigt. Egil Skallagrimssøn i Borgefjord har en Datter, som hedder Torgerd. Hende tænker jeg paa at bejle til paa dine Vegne, thi hun er det bedste Parti i hele Borgefjordlandet og længer endda. Og jeg tror, din Anseelse vil vokse ved Svogerskab med Myremændene.« Olaf svarede: »Tak skal du have for din Omhu, og dette Giftermaal passer mig, hvis det lykkes. Men du maa ogsaa huske, Fader, at hvis der bliver bejlet, og jeg faar Afslag, vil det saare mig meget.« Høskuld sagde: »Lad os forsøge alligevel.« Og Olaf gav Sagen i hans Haand. Det nærmede sig nu Tingtid, Høskuld drog hjemmefra med stort Følge, hvoriblandt Olaf. De rejste deres Telt, og Tinget var stærkt besøgt. Egil Skallagrimssøn var ogsaa til Stede. Alle talte om, hvor smuk og fremragende Olaf var og prægtig i Vaaben og Klæder.

En Dag forlod Høskuld og Olaf deres Telt og gik hen til Egil, som modtog dem vel, thi Høskuld og han var gode Bekendte. Høskuld bejlede nu paa Olafs Vegne til Torgerd, hun var ogsaa paa Tinget. Egil stillede sig velvilligt og sagde: »Jeg ved, Høskuld, at du er en udmærket Mand af fornem Slægt, og Olaf er berømt for sin Rejse. Det er naturligt, at saadanne Folk sigter højt, og han mangler intet, hverken med Hensyn til Æt eller Ydre. Lad os tale med Torgerd derom, thi det vil ikke være muligt for nogen Mand at gifte sig med hende mod hendes Vilje.« »Tal du med din Datter derom,« sagde Høskuld. Egil gik nu til Datteren og sagde: »Olaf Høskuldssøn er den berømteste af alle unge Mænd. Hans Fader har bejlet til dig paa hans Vegne, men jeg har overladt Afgørelsen til dig. Hvad vil du svare? Efter min Mening er Svaret ligetil, da det er et udmærket Giftermaal.« Torgerd svarede: »Du har sagt, at du elskede mig højest af dine Børn, men jeg synes, du gør dine Ord til Løgn, naar du vil gifte mig med en Trælkvindes Søn, selv om han er smuk og tager sig ud.« Egil sagde: »Her ved du ikke saa god Besked, som du plejer. Har du ikke hørt, at han er den irske Konge Myrkjartans Dattersøn? Hans Moders Slægt er meget mere fornem end hans Faders, skønt denne ogsaa er os jævnbyrdig.« Torgerd lod sig dog ikke overbevise af Faderens Ord.

Dagen efter gik Egil til Høskulds Telt og meddelte det uheldige Resultat af Frieriet. Høskuld sagde, at det tegnede jo ikke saa godt, men mente dog, at Egil var gaaet rigtig nok frem. Olaf var ikke til Stede under denne Samtale, men da Egil var gaaet, spurgte han Høskuld om Udfaldet. Høskuld svarede, at Pigen havde gjort Indvendinger. Da sagde Olaf: »Jeg lod dig vide, Fader, at jeg vilde føle mig krænket over et Afslag. Du fik Lov at raade, da vi begyndte; nu vil jeg raade for Resten. Nu gaar jeg til Egil.«

Olaf var iført Skarlagensklæderne, som Kong Harald havde givet ham. Paa Hovedet havde han den forgyldte Hjelm og i Haanden Sværdet, som han havde faaet af Kong Myrkjartan. Han fulgtes med sin Fader til Egils Bod, Høskuld gik forrest. Egil bød dem velkommen, og Høskuld satte sig hos ham, men Olaf blev staaende og saa sig om. Han saa da en smuk, stolt, velklædt Pige sidde paa Bænken og følte sig vis paa, det var Egils Datter. Olaf satte sig ved Siden af hende. Torgerd hilste og spurgte, hvad han hed. Olaf nævnte sit og sin Faders Navn og sagde: »Du finder det vel dristigt af Trælkvindesønnen at sætte sig hos dig for at tale med dig.« Torgerd svarede: »Du finder vel, at du før har vovet dig længere ud end til at tale med Piger.« Saa gav de sig til at tale sammen og blev ved hele Dagen. Og denne Samtale var de ene om. Tilsidst kaldte de paa Egil og Høskuld. Da drøftedes Olafs Bejlen paany, og Torgerd indskød sig under Faderens Afgørelse. Nu blev Sagen let ordnet, Giftermaalet aftalt med det samme, og Laksdølerne nød den Hæder, at Bruden skulde føres hjem til dem. Brylluppet blev fastsat til at fejres paa Høskuldstad syv Uger før Sommerens Slutning. Derefter red Høskuld og Olaf hjem.

Det blev et stort Bryllupsgilde. Borgefjordsfolkene kom med en stor Flok. Der var Egil og hans Søn Torsten, som Bruden fulgtes med, samt et udvalgt Følge fra Herredet. Ogsaa Høskuld havde selv en Mængde Gæster. Ved Afskeden fik Gæsterne Gaver. Olaf gav Egil Sværdet, han havde faaet af Myrkjartan, og Egils Bryn løftede sig ved Synet af denne Gave.

Olaf og Torgerd boede paa Høskuldstad, og de kom til at elske hinanden meget. Hun var en meget betydelig Kvinde, der til daglig Brug ikke gav sig meget af med andre, men hvad Torgerd vilde have fremmet, det blev fremmet. Olaf og Torgerd var denne Vinter skiftevis paa Høskuldstad og hos Olafs Fosterfader, og ved Foraarstid overtog Olaf Styrelsen af Goddestad. Hen paa Sommeren blev Tord Godde syg og døde. Olaf lod ham højsætte paa Drafnarnæs, som rager ud i Laksaa. Mange Folk søgte nu til Olaf, og han blev en stor Høvding. Høskuld blev ikke misundelig derover, men saa gerne, at Olaf fik Indflydelse paa alle vigtige Sager. Olafs Gaard var den største i Laksaadalen. Han havde tre dygtige Smede, to Brødre Aan den Hvide, Aan den Sorte og Bener den Stærke. Med Torgerd fik han en Datter, der blev kaldt Turid.

De Jorder, Hrap tidligere havde ejet, laa som før sagt øde. Olaf fandt, at de burde tages i Brug igen. Han talte engang med sin Fader om at sende Mænd til Torkel Trævl for at købe Hrapstads Jorder og Ejendomme. Handelen kom let i Stand, thi Torkel Trævl regnede een Krage i Haanden for mere værd end to i Skoven. Olaf skulde betale halvandet Pund Sølv for Landstrækningen, hvilket var meget billigt, da der var vidtstrakte gode og frugtbare Jorder, der oven i Købet gav Adgang til stort Lakse- og Sælfiskeri. Der var store Skove, som fulgte med i Handelen. Der var ikke langt til en ryddet Plads i Skoven, hvor Olafs Kvæg kunde samles i alskens Vejr. En Høst lod Olaf i denne Skov bygge en Gaard, til hvilken Tømmeret dels var hugget i denne Skov og dels var Vrag fra Stranden. Den anselige Gaard laa ubeboet Vinteren over, men om Foraaret flyttede Olaf derhen; først samlede han dog alt sit Kvæg sammen, det var bleven saa stor en Bestand, saa ingen i Bredefjordslandet havde den større. Olaf sendte nu Bud til sin Fader om at komme ud og se hans Afgang til den ny Gaard og give ham sin Velsignelse med. Dette gjorde Høskuld. Olaf ordnede nu Toget. Faarene, som var mest sky, blev drevet foran, dernæst Malkefaar og Køer og efter dem Studehjorden, sidst gik de belæssede Heste. Der fulgte Vogtere til at passe paa, at ingen af Dyrene gik Krogveje. Spidsen af dette Dyretog naaede den ny Gaard, da Olaf, som fulgte bagest, red fra Goddestad, og der var ingen Afbrydelse i Toget. Høskuld stod ude med sine Husfolk og saa derpaa; han ønskede Olaf Held og Lykke i den nye Gaard og tilføjede: »Jeg er nærved at tro, det vil gaa, som jeg ønsker, at hans Navn skal leve længe paa Jorden.« Hans Kone Jorun bemærkede: »Trælkvindens Søn er rig nok til, at man vil huske hans Navn.«

Huskarlene havde lige aflastet Hestene, da Olaf red ind i Gaarden. Han sagde: »Nu skal Folk faa Klarhed i Spørgsmaalet om Gaardens Navn, som de har gaaet og drøftet i Vinter. Den skal hedde Hjardarholt.« Dette Navn fandt de passede godt til Forholdene. Olaf fik nu alt lagt til Rette paa sin store Ejendom, og intet manglede. Hans Anseelse voksede stadig af mange Grunde. Han blev meget afholdt, fordi han ordnede alle Tvistigheder, hvori han blev tilkaldt, saaledes at alle var tilfredse med hans Afgørelse. Hans Fader fremhævede ham ved enhver Lejlighed, og Svogerskabet med Myremændene bidrog yderligere til at hæve hans Navn. Han regnedes for den mest fremragende af Høskulds Sønner.

Før Høskulds Søn Torlejk bosatte sig, havde han været meget paa Handelsfærd og besøgt Høvdinger. Han havde ogsaa været paa Vikingetog og vist sig som en tapper Mand.

Høskulds Halvbroder Hrut havde givet en Træl, som hed Rolf, sin Frihed samt noget Fæ og Bopæl paa Grænsen mellem Hruts og Høskulds Jorder. Hruts Familie vidste ikke nøjagtig, hvor Skellet var, og de havde ladet den frigivne bosætte sig paa Høskulds Grund, hvor han samlede sig Velstand. Høskuld var meget utilfreds med, at Hrut havde ladet den frigivne saa at sige gnide sig opad ham og forlangte Penge af denne for Jorden, han boede paa. »Den tilhører mig,« sagde han. Den frigivne underrettede Hrut om Høskulds Forlangende, men Hrut bad ham lade som ingenting og ikke betale Høskuld noget. »Jeg ved ikke hvem af os, der ejer Jorden,« sagde han. Med den Besked gik den frigivne hjem og blev boende paa sin Lod som før. Kort Tid efter samlede Torlejk paa sin Faders Tilskyndelse nogle Mænd; de gik hen og slog den frigivne ihjel, hvorefter han og Faderen tog alt, hvad den dræbte efterlod sig. Hrut og hans Sønner tog denne Handling meget ilde op, da de spurgte den. Mange af Sønnerne var voksne, og det var et Kuld, man ikke let løb over Ende. Hrut vilde søge sin Ret ved Lovens Hjælp. Men de lovkyndiges Mening gik ham imod; de lagde megen Vægt paa, at Hrut havde ladet den frigivne bosætte sig og samle Formue paa Høskulds Jord; Torlejk havde altsaa dræbt ham paa Faderens Grund. Hrut var utilfreds med Sagens Udfald. Derefter byggede Torlejk en Gaard paa Grænsejorden mellem Hruts og Høskulds Gaarde; den ny Gaard kom til at hedde Kamnæs, og der boede Torlejk som før sagt en Tid. Han var gift og fik en Søn, som blev øst med Vand og kaldt Bolle. Drengen blev en meget smuk ung Mand, da han voksede op.

Høskulds Søn Baard havde ogsaa været Handelsmand og nød god Anseelse, hvor han kom, thi han var tapper og viste en sømmelig Optræden. Han giftede sig med en Pige fra Bredefjordslandet ved Navn Astrid, af god Slægt. De havde Sønnen Toraren og Datteren Gudny. Hun blev gift med Viga-Styrs Søn, Hall, og fra dem nedstammer en stor Slægt.


Høskuld Dala-Kolssøn blev syg paa sine gamle Dage. Han sendte Bud efter sine Sønner og andre Slægtninge, og da de var kommen, sagde han til Brødrene Baard og Torlejk: »Jeg plejer ikke at fejle noget, men nu føler jeg mig ikke rask mere, og jeg har en Fornemmelse af, at min Død nærmer sig. I to er mine ægtefødte Sønner med Ret til al Arv efter mig. Min tredje Søn er ikke ægtefødt, men nu beder jeg jer, at Olaf maa arve lige med jer.« Baard svarede først og sagde, at han vilde rette sig efter sin Faders Ønske: »Jeg venter mig Hæder af Olaf i alle Maader og jo mere, jo rigere han bliver.« Men Torlejk sagde: »Jeg synes ingenlunde om, at Olaf skal arve med os. Han har nok i Forvejen. Du, Fader, har givet ham mange Gaver og foretrukket ham langt fremfor os Brødre; jeg giver ikke godvillig Afkald paa den Anseelse, som jeg er født til.« Høskuld sagde: »Du vil i alt Fald næppe nægte mig at give tre Fjerdingspund til min Søn, som er af saa høj Byrd paa mødrene Side.« Det vilde Torlejk ikke nægte. Saa fremtog Høskuld Guldringen »Kong Hakons Gave«, den vejede et halvt Pund, og Sværdet »Kongegave«, som svarede til en Guldvægt paa et Fjerdingspund, og gav Olaf dem og med dem sin egen og Slægtens Lykke, som han sagde, at han jo iøvrigt vidste allerede havde taget Bolig hos ham. Olaf sagde, at han vilde vove at modtage disse Klenodier, hvad Torlejk end vilde synes derom. Torlejk optog det ilde og fandt, at Høskuld havde været underfundig. Olaf svarede: »Jeg vil ikke give Slip paa Gaverne, Torlejk, thi du har i Vidners Paahør samtykket i, at jeg fik dem. Jeg vil nu forsøge, om jeg kan holde, hvad jeg har.« Baard gav sit Samtykke til Faderens Vilje. Derpaa døde Høskuld. Det regnedes for et stort Tab, først og fremmest for Sønner, Svogre og nærmeste Venner. Hans Sønner lod rejse en anselig Gravhøj over ham, men han fik ikke meget Gods med sig i Højen. Derefter talte Brødrene sammen om efter Tidens Skik at lade hans Gravøl drikke. Olaf sagde: »Jeg synes ikke, vi lige straks kan holde dette Gilde, hvis det skal være saa anseligt, som det sømmer sig os. Det er nu sent om Høsten og svært at skaffe det fornødne; de fleste, som bor langt borte, vil finde det vanskeligt at rejse om Efteraaret, og mange vil udeblive af dem, som vi helst vilde se. Lad os vente og kundgøre vor Indbydelse næste Sommer paa Tinget, og jeg vil betale Tredjedelen af, hvad Gildet koster.« Deri samtykkede Brødrene, og Olaf tog hjem.

Torlejk og Baard skiftede Godset mellem sig. Baard overtog Faderens Gaard; det raadede mange til, fordi han var mest afholdt. Torlejk fik til Gengæld det meste af Løsøret. Mellem Brødrene Olaf og Baard var Forholdet godt, men nærmest slet mellem Olaf og Torlejk. Vinteren gik, og Sommeren kom, og det lakkede mod Tingtid. Høskulds Sønner gjorde sig rede. Det var let at se, at Olaf stod langt over de andre Brødre. Da de kom til Tinge, rejste de deres Bod, som blev godt og pragtfuldt indrettet.

En Dag, da Folk gik til Lovbjerget, stod Olaf op og kundgjorde først sin Faders Bortgang. Han fortsatte: »Her er nu mange af hans Slægt og Venner. Med mine Brødres Samtykke indbyder jeg alle eder, Høvdinger og Stormænd, til Gravøl efter vor Fader Høskuld thi de fleste af hans Slægt og Svogerskab hører til de mest fremragende Mænd. Jeg skal ogsaa meddele, at ingen Stormand skal gaa gaveløs bort. Og ydermere indbyder vi Bønder og alle, som vil komme, rige og fattige, til Gilde paa Høskuldstad i en halv Maaned, naar tiende Uge før Vinteren begynder.« Da Olaf havde endt Talen, blev han rost meget; Folk fandt det var en storstilet Indbydelse. Og da han kom tilbage til Boden, fortalte han Brødrene, hvorledes han havde talt. De var ikke tilfredse dermed, men syntes, der var slaaet for stort op. Brødrene red hjem fra Tinget, og Sommeren led.

Brødrene gjorde Forberedelser til Gravøllet, Olaf ydede sin Tredjepart, og alt ordnedes paa det bedste. Der blev sørget rigeligt for alt, thi der ventedes mange Gæster. Det siges, at de fleste af de indbudte Stormænd kom, da Festen var for Haanden. Der skal have været ikke mindre end elleve Hundrede Gæster. Det var det næststørste Gilde, der har været holdt paa Island; det største var Hjaltesønnernes Gravøl efter deres Fader; der var halvfemtende Hundrede. Men Høskulds Gravøl var et meget storslaaet Gilde og indbragte Brødrene stor Ros; Olaf var den, der især forestod det; han uddelte lige saa mange Gaver, som begge de andre Brødre tilsammen, og alle Stormænd fik Gaver.

Da de fleste Gæster var rejst, sagde Olaf til sin Broder Torlejk: »Der har været et noget køligt Broderskab mellem os, som du ved. Nu vil jeg foreslaa, at vi forbedrer det. Du er fortrydelig over, at jeg modtog de Kostbarheder, min døende Fader gav mig. Hvis du synes, du er forbigaaet, da vil jeg prøve at forsone dig ved at tilbyde at opfostre din Søn. En Mand, som opfostrer en andens Barn, regnes jo for ringere.«

Torlejk syntes godt om dette Tilbud og fandt det sømmeligt. Brødrene tog en kærlig Afsked med hinanden, og Torlejks treaarige Søn Bolle fulgtes med Olaf hjem til Hjardarholt, hvor Torgerd tog vel mod Drengen. Han voksede op hos dem, og de viste ham ikke mindre Kærlighed end deres egne Børn.

Olaf og Torgerd havde en Søn, der i Vandvielsen havde faaet Navnet Kjartan efter hans Morfader Myrkjartan. Bolle og Kjartan var omtrent jævnaldrende. Der var flere Børn: Sønnerne Stentor og Haldor, Helge og Høskuld, den yngste, og Døtrene Bergtora og Torbjørg. De voksede allesammen op til at blive smukke Børn.

Ved den Tid boede Holmgangs-Berse i Saurbær paa en Gaard, som hed Tunge. Han besøgte Olaf og tilbød ham at opfostre hans Søn Haldor. Olaf tog mod Tilbudet, og Berse fik den aarsgamle Dreng med sig hjem. Men samme Sommer blev Berse syg og laa længe til Sengs. Det fortælles, at en Dag, da Folkene paa Tunge bjergede Hø, var Berse og Haldor ene inde, den ene i Sengen, den anden i Vuggen. Saa væltede Vuggen, og Drengen trillede ud paa Gulvet. Men Berse kunde ikke hjælpe ham. Da mumlede Berse:

»Ret som lamme
ligger vi begge,
Haldor og jeg,
Kræfter har vi ej.
Ælde lammer mig,
og Ungdom dig;
det er Trøst for dig,
men trist for mig.«

Snart efter kom der Folk og tog Haldor op fra Gulvet. Ogsaa Berse fik det bedre. Haldor voksede op hos ham og blev stor og kraftig.

Hjemme paa Hjardarholt voksede Kjartan Olafssøn op til den smukkeste Mand, der var set paa Island. Hans Ansigt var særpræget, Øjnene lyse og usædvanlig smukke, Haaret faldt i lange silkebløde Lokker; han var stor og stærk som hans Morfader Egil eller som Torolf. Kjartan udmærkede sig saaledes fremfor alle, at enhver maatte undres. Han overgik de fleste i Vaabenøvelser, var fingerfærdig og en ypperlig Svømmer og overgik alle andre i enhver Idræt. Desuden var han meget ligefrem og venlig, saa ethvert Barn elskede ham. Og han havde et lyst Sind og var gavmild. Olaf elskede ham højest af alle sine Børn.

Ogsaa hans Fostbroder Bolle var en velvoksen Mand. Han var den næste efter Kjartan i alle Idrætter og Øvelser, stærk, smuk, tapper og pragtlysten. De to Fostbrødre holdt meget af hinanden.

Olaf passede sin Gaard, og Tiden gik.

Et Foraar sagde Olaf til Torgerd, at han agtede sig paa en Udenlandsrejse. Han bad hende tage Vare paa Hjemmet og Børnene imens. Torgerd syntes ikke om det, men Olaf vilde raade. Han købte et Skib, som stod vesteroppe i Vadil. Om Sommeren rejste han ud og kom til Hørdeland. I Nærheden af Kysten boede den mægtige og rige Gejrmund Gny, der var en stor Viking. Han var ingen blid Sjæl, men havde dog nu slaaet sig til Ro og var Hirdmand hos Hakon Jarl. Gejrmund gæstede Skibet og blev snart kendt med Olaf, hvem han i Forvejen havde hørt Tale om. Han bød Olaf hjem til sig med saa mange Mand, han vilde. Olaf tog mod Indbydelsen, og med fem Mand i Følge blev han Gejrmunds Gæst. Hans Rorkarle fik Ophold omkring i Hørdeland. Gejrmund var en god Vært, han havde en stor Gaard og mange Folk, og der var rigelig Morskab der om Vinteren. Da Vaaren nærmede sig, omtalte Olaf sit Ærinde, at han var kommen for at hente Hustømmer, og det var ham meget om at gøre at faa det bedste. Gejrmund svarede: »Hakon Jarl ejer de bedste Skove, og jeg er vis paa, at hvis du besøger ham, faar du, hvad du ønsker, thi Jarlen har taget vel imod Folk, der ikke kunde maale sig med dig, Olaf.« Om Foraaret rejste Olaf til Hakon Jarl, hvor han fik den bedste Modtagelse og blev indbudt til at blive saa længe, han havde Lyst. Olaf bad nu om at maatte hugge Hustømmer i Jarlens Skove, hvortil Jarlen svarede: »Det maa du, og vi skal give dig alt, hvad dit Skib kan føre, thi vi faar ikke hver Dag saadant Besøg fra Island.« Ved Afskeden gav Jarlen ham en guldbelagt Økse, som var en stor Kostbarhed, og de skiltes i godt Venskab.

Gejrmund ordnede hemmeligt sine Jordbesiddelser i den Tanke at følge Olaf til Island om Sommeren. Han holdt sine Planer skjult for alle, ogsaa for Olaf, der først opdagede dem, da han førte sit Gods om Bord paa Olafs Skib, og det var ikke Smaating. Olaf sagde: »Du havde ikke faaet Lov til at rejse med mit Skib, hvis jeg havde vidst før, at det var din Agt, thi jeg tror, der er Folk paa Island, som det vilde være bedst for, om de aldrig saa dig. Men da du nu er her med alt dette Gods, saa nænner jeg ikke at jage dig hjem som en Køter.« Gejrmund svarede: »Du skal ikke tro, at jeg lader mig jage hjem, fordi man halser højt. Jeg skal nok sørge for, at du faar Løn for din Umage.«

Saa gik de om Bord og sejlede til Havs.

De naaede Bredefjord og gik i Land i Laksaadalen, hvor Tømmeret udlossedes, og Skibet blev opbevaret i det Skur, som Olafs Fader engang havde bygget. Olaf bød Gejrmund hjem med sig.

Denne Sommer lod Olaf bygge et Ildhus paa Hjardarholt, saa stort og godt, at ingen havde set Mage. Der var udskaarne og malede Billeder fra berømte Sagn paa Bræddevæggene og Sparrefjælene, og disse Billeder var saa prægtigt udførte, at det saa bedst ud, at Tæpperne ikke var oppe.

Gejrmund skøttede i Almindelighed sig selv og var afvisende mod de fleste. Hans sædvanlige Dragt var en rød Skarlagens-Kjortel og yderst en graa Kappe af Skind, Bjørneskindshue paa Hovedet og Sværd i Haanden. Sværdet var et stort og godt Vaaben med Haandtag af Hvalrostand, det var uden Sølvbeslag, men Klingen var skarp, og Rust bed aldrig paa den. Dette Sværd kaldte han Fodbider og slap det ikke af Hænde. Det varede ikke længe, før Gejrmund fik et godt Øje til Olafs Datter Turid og bejlede hos Faderen. Men Olaf afslog det. Saa gav Gejrmund Gaver til Torgerd for at opnaa hendes Bistand. Han sparede ikke, og hun modtog, hvad han bragte. Hun talte med Olaf og mente, at deres Datter kunde næppe blive bedre gift, thi Gejrmund var tapper, rig og stor af Sindelag. Da svarede Olaf: »Jeg vil ikke staa dig imod i denne Sag, saa lidt som i andre, men jeg saa hellere, at Turid fik en anden Mand.« Torgerd meddelte Gejrmund det vellykkede Udfald af Ærindet, han takkede, og gik nu atter til Olaf og fik hans Samtykke.

Brylluppet fejredes paa Hjardarholt sidst paa Vinteren. Ildhuset var da færdigt og kunde rumme de mange Gæster. Blandt disse var Ulf Uggesøn. Han havde digtet et Kvad om Olaf Høskuldssøn og om Sagnbillederne paa Ildhusvæggene; dette Kvad fremsagde han ved Gildet, det er smukt og hedder Husdrapa (1).

Olaf lønnede Skjalden godt for Kvadet, og alle Stormænd blandt Gæsterne fik ogsaa Gaver. Dette Gilde forøgede Olafs Ry.

Samlivet mellem Gejrmund og Turid blev ikke videre godt. Og ingen af dem søgte at ændre det. Gejrmund blev hos Olaf i tre Aar. Saa fik han Lyst til at rejse ud af Landet, men forlangte, at Turid skulde blive hjemme med deres Datter, Groa, som var et Aar gammel. Han vilde dog ikke give dem Penge til at leve for. Dette blev Torgerd og Turid meget forbitrede over og klagede til Olaf. Han svarede spydigt: »Hvad siger du, Torgerd? Er Nordmanden ikke lige saa stor en Karl nu, som da han gik og gjorde sig lækker for dig for at faa Pigen?« De kom ingen Vegne med Olaf. Han var en fredsommelig Mand og sagde, at Barnet skulde blive hjemme og faa lært noget. Han gav endda Gejrmund Handelsskibet med hele Udrustningen. Gejrmund takkede og sejlede ud af Laksaaen for en let Nordøst. Men Vinden lagde sig, da de naaede ud til Øerne. Han maatte blive liggende ved Okseøen hele fjorten Dage.

Samtidig var Olaf hjemmefra for at se efter Strandingsgods ved sine Strande. Det benyttede Turid sig af og bad hans Husfolk følge med sig. Med otte Mand og Pigebarnet stak hun til Søs paa en Færge som Olaf havde. Turid bød dem styre ud gennem Hvammsfjord, og da de naaede Øerne, bød hun dem skyde en Baad ud fra Færgen. Hun gik i Baaden med to Mænd og bad de andre passe Færgen, til hun kom igen. Hun tog Barnet paa Armen og befalede Mændene at ro over til Gejrmunds Skib. Der gik hun om Bord, tog et Borejærn fra Skibskisten og bød en af sine Følgesvende bore Hul i Gejrmunds Skibsjolle, saa den blev ubrugelig, hvis han og hans Mænd vilde ro ud i en Fart. Saa lod hun sig sætte i Land og tog Barnet med sig; det var ved Solopgang. Hun gik langs Bryggen til Gejrmunds Skib og om Bord. Alle sov. Gejrmund laa i en Skindseng, og Sværdet Fodbider hang paa en Krog. Turid satte nu Groa i Skindsengen, men tog Fodbider med sig. Saa vendte hun tilbage til sine Ledsagere.

Lidt efter begyndte Pigebarnet at græde, og derved vaagnede Faderen. Han saa op og var snart klar over, hvem Barnet var. Han kunde ogsaa hurtigt regne ud, hvorledes det var kommet til ham. Han sprang op og vilde gribe Sværdet, men væk var det. Saa gik han ud paa Dækket og saa, at de andre roede deres Vej. Gejrmund bød sine Mænd gaa i Baaden og indhente dem. Men de var knapt begyndt at ro, før det mørke Vand strømmede ind om dem, og de skyndte sig at vende om. Saa raabte Gejrmund til Turid og bad hende komme tilbage med Fodbider. »Tag saa din Unge med dig igen, tillige med alle de Penge, du ønsker,« raabte han. Hun svarede: »Vil du hellere det end miste Fodbider?« og Gejrmund raabte: »Du skal kræve meget, før Sværdet bliver mig for dyrt.« »Saa skal du aldrig faa det,« svarede hun, »du har baaret dig lumpent ad mod os. Farvel.« Han raabte tilbage: »Sværdet skal ingen Lykke bringe dig.« »Jeg tager, hvad det bringer,« svarede hun. »Jeg vil da lade dig vide,« raabte han, »at det Sværd skal dræbe den Mand af eders Slægt, som I nødigst vilde miste.«

Uden at lade sig skræmme rejste Turid hjem til Hjardarholt. Olaf var ogsaa kommen hjem, og han syntes ikke om, hvad Datteren havde foretaget sig, men gjorde iøvrigt intet ud af Sagen. Turid forærede sin Fostbroder Bolle Sværdet Fodbider, thi hun elskede ikke ham mindre end sine Brødre. Og Bolle bar Sværdet i lang Tid.

Gejrmund naaede Norge, men en Nat sejlede han mod et Skær ved Stad og druknede tillige med alt Mandskabet.

Turid, som var en stolt og klog Kvinde, blev senere gift med en rig Mand fra Videdal ved Navn Gudmund Sølmundssøn. De fik seks Børn. Ogsaa Olafs Døtre Torbjørg og Bergtora blev gifte.

Olaf Paa havde mange værdifulde Dyr blandt sit Kvæg, deriblandt en sjælden Okse, kaldet Harre, abildgraa og større end andre Okser. Den havde fire Horn, de to var store og krummede sig smukt frem, det tredje pegte i Vejret, og det fjerde gik ud fra Panden og bøjede nedad foran denne mellem Øjnene, det var dens Vækkeøkse, hvormed den slog Hul i Is. Den skrabte som en Hest.

En meget haard Vinter gik den fra Hjardarholt til et Sted, som nu hedder Harrested i Bredefjorddalene. Der gik den om Vinteren med sejsten Kvier og førte dem alle paa Græs. Om Foraaret kom den hjem til en Græsgang, Harrebo, paa Hjardarholts Mark.

Da Harre var atten Aar gammel, faldt Vækkehornet af Hovedet paa den. Og om Efteraaret lod Olaf den slagte. Men Natten efter drømte han, at der kom en Kone til ham, stor og vred. Hun sagde: »Sover du?« »Nej,« svarede han. Konen sagde: »Jovist sover du, men det, du drømmer, er sandt alligevel. Du har ladet min Søn slagte og komme ødelagt hjem til mig. Derfor skal jeg sørge for, at den af dine egne Sønner, du nødigst vilde af med, skal du faa at se, oversølet af sit eget Blod.« Derpaa forsvandt hun. Olaf vaagnede og syntes endnu at se en Skygge af Konen. Drømmen gjorde et dybt Indtryk paa ham, og han talte med sine Venner om den. Deres Udtydninger huede ham ikke. Han syntes bedst om dem, der sagde, at det bare var noget forvirret Drømmegøgl, der var faret ham gennem Hovedet.


Gudrun Osvifsdatter

En af Ketil Fladnæses Efterkommere hed Osvif Helgesøn. Han havde med sin Kone Tordis fem Sønner og en Datter Gudrun.

Vesterude paa Bardestrand boede Gæst Oddlejfssøn i Hage. Han var en stor og klog Høvding, forudseende, Ven med alle Stormænd, og mange søgte Raad hos ham. Hver Sommer red han til Tings og plejede da at tage ind paa Besøg paa Gaarden Hol. Engang, han havde gjort dette, drog han tidlig om Morgenen af Sted for om Aftenen at naa Tykkeskov; her boede Aarmod, som var gift med hans Søster Torun. Op ad Dagen kom han til den varme Sælingsdalskilde. Da kom hans Slægtning Gudrun Osvifsdatter for at hilse paa ham. Han blev glad ved at se hende, og de kom i Samtale; begge var baade kloge og veltalende. Hen paa Dagen sagde Gudrun: »Kom til os i Aften med dit Følge. Dette vilde ogsaa glæde min Fader, som undte mig den Ære at sige det til dig. Jeg skulde ogsaa bede dig om at se ind til os hver Gang, du kommer Vejen.« Gæst takkede meget, men sagde, at han maatte videre efter Bestemmelsen. Gudrun sagde: »Jeg har drømt meget i Vinter, men især har jeg brudt mit Hoved med fire Drømme. Ingen har tydet dem efter mit Ønske, og dog er det ikke Meningen, at man skal tyde dem til Behag for mig.« Gæst svarede: »Fortæl mig Drømmene, saa kan vi tænke over dem.« Gudrun fortalte: »Jeg drømte, jeg stod ved en Bæk med en Kroghætte paa; men den klædte mig daarligt, og jeg havde Lyst til at tage en anden paa. Mange raadede mig fra at gøre det. Men saa rev jeg Hætten af og smed den ud i Bækken. – Den næste Drøm begyndte med, at jeg syntes, jeg stod ved et Vand. Jeg havde en herlig Sølvring paa Armen og regnede med, at jeg skulde beholde den og længe have Glæde af den. Men uforvarende gled Ringen af min Arm og ud i Vandet, og jeg saa den aldrig mere. Jeg tog mig dette Tab mere nær, end man plejer i et saadant Tilfælde. Saa vaagnede jeg.« Gæst sagde kun: »Den anden Drøm var ikke af ringere Betydning end den første.«

Gudrun fortsatte: »Min tredje Drøm var, at jeg havde en Guldring paa Armen; den tilhørte mig, og jeg følte nu ikke mere Savnet af Sølvringen. Det forekom mig, at jeg skulde beholde denne Ring længere end den første, men jeg syntes dog ikke, den klædte mig saa meget bedre end denne, som Guld er værdifuldere end Sølv. Derefter drømte jeg, at jeg faldt og vilde gribe for mig med Haanden; Guldringen stødte da mod en Sten og gik i to Stykker, og der drev Blod af Stykkerne. Jeg følte mere Sorg end Tab bagefter. Men da kom jeg i Tanker om, at der havde været en Revne i Ringen, og ved nærmere Eftersyn saa jeg flere Revner i Stykkerne, men alligevel syntes jeg, den maatte have holdt, hvis jeg havde passet bedre paa.« Gæst svarede: »Dine Drømme tager ikke af i Betydning.«

Gudrun vedblev: »Min fjerde Drøm var, at jeg havde en gylden Hjelm paa Hovedet, tæt besat med Ædelstene. Det var min egen, men jeg følte den meget tung, saa jeg maatte hælde med Hovedet. Jeg gav dog ikke Hjelmen Skylden og havde ikke i Sinde at skille mig ved den. Men saa faldt den af mit Hoved og ud i Hvammsfjord. Og derved vaagnede jeg. Nu har jeg fortalt dig alle Drømmene.«

Gæst svarede: »Jeg ser klart, hvad de betyder, men Tydningen vil synes dig ensformig, thi den er næsten ens for alle fire Drømme. Du vil faa fire Mænd, og jeg tænker, at den første tager du ikke af Lyst. At Hætten misklædte dig, betyder vel, at du kun vil elske ham lidt. At du kastede den i Vandet betyder, at du gaar fra ham; Udtrykket „kaste paa Vandet“ bruges jo om det, som man mister uden at faa noget til Gengæld. – Din anden Drøm om Sølvringen betyder, at du faar en anden og fremragende Mand. Ham vil du elske meget, men ikke beholde ham længe, og det skal ikke undre mig, om du mister ham, ved at han drukner. – Din tredje Drøm om Guldringen betyder, at du faar en tredje Mand, som du dog ikke vil finde saa meget mere værd end den forrige, som Guld er mere værd end Sølv. Men det forekommer mig, at en Ændring i Gudsdyrkelse vil være sket, og at din tredje Mand har antaget den Tro, som vi anser for den ypperste. At du syntes, Ringen gik itu, tildels af din Vanvare, og at der kom Blod af Stykkerne, betyder, at din Mand bliver dræbt. Da vil du tydeligt se, hvad Mangel der har været ved dette Giftermaal. – Din fjerde Drøm om Guldhjelmen med Ædelstenene, der var for tung at bære, betyder, at du faar en fjerde Mand, en stor Høvding, som vil være din Overmand og holde din Magt nede. Og at du syntes, Hjelmen faldt i Hvammsfjorden, vil sige, at han vil komme af Dage i denne Fjord.«

Gudrun var blodrød i Ansigtet, medens Drømmene blev tydet, og hun afbrød ham ikke med et Ord. Men da han tav, sagde hun: »Du vilde have spaaet skønnere, hvis Drømmene betød noget bedre. Men Tak, fordi du tydede dem. De giver meget at tænke paa.«

Gudrun bad paany Gæst at blive Dagen over hos Osvifs, da hendes Fader havde meget at tale med ham om. Han svarede:

»Jeg maa fortsætte min Rejse, som jeg har sagt, men sig til din Fader, at den Dag kommer, da der bliver kortere mellem hans Bolig og min, og da kan vi let komme til at tale sammen, hvis vi ikke til den Tid har mistet Mælet.«

Gudrun gik hjem, og Gæst red videre. Ved Tungærdet mødte han en af Olafs Mænd, der havde Bud til ham om at komme til Hjardarholt. Gæst svarede, at han vilde blive hos Olaf om Dagen, men overnatte hos Aarmod paa Tykkeskov. Olaf red ud imod ham sammen med nogle af sine Mænd, og Gæst blev en Stund paa Hjardarholt, saa sig omkring paa Gaarden, som han syntes godt om, og sagde, at der ikke var sparet noget paa den. Olaf fulgte Gæst til Laksaa. Fostbrødrene Kjartan og Bolle havde været ude at svømme i Aaen sammen med mange unge Mænd fra andre Gaarde. Kjartan og Bolle steg op af Vandet, da de saa de ridende, og de havde de fleste af Klæderne paa, da Gæst og Olaf kom hen til dem. Gæst saa lidt paa de unge Mænd og udpegede, hvem der var Kjartan, og hvem der var Bolle. Derefter udpegede han med Spydskaftet alle Olafs Sønner i Flokken. Der var mange andre smukke unge Mænd sammen med dem, men paa dem kunde Gæst ikke se Olafs Slægtspræg.

Da sagde Olaf: »Din Kløgt kan ikke roses for højt, Gæst, naar du kan kende Mænd, du aldrig har set før. Men sig mig nu ogsaa, hvem af disse unge Mænd, der naar videst.« Gæst svarede: »Den, du elsker mest, vil naa videst; Kjartan vil gælde for den betydeligste, mens han er i Live.« Saa sporede Gæst Hesten og red bort. Men lidt efter red hans Søn Tord den Lave hen ved Siden af ham og spurgte: »Fader, hvor kan det være, du har Taarer i Øjnene?« Gæst svarede: »Det er ingen Nytte til at tale om det, men hvorfor skulde jeg skjule for dig, hvad der vil ske i dine Dage. Det overrasker mig ikke, om Bolle bliver Kjartans Drabsmand og derved foraarsager sin egen Død. Men det er langtfra glædeligt at vide noget saadant om to saa udmærkede Mænd.«

De red videre til Tinget, hvor alt forløb fredeligt.

En rig, men ikke særlig modig Mand ved Navn Torvald boede i Garpsdalen ved Gilsfjord. Han bejlede paa Altinget til Gudrun Osvifsdatter, da hun var femten Aar gammel. Osvif stillede sig velvillig, men sagde dog, at han vilde stille saadanne Vilkaar, at det tydeligt fremgik, at han ikke ansaa Torvald for hendes jevnlige. Torvald svarede stilfærdigt, at han bejlede til Pigen, ikke til Penge. Saa fik han Løfte om hende. Osvif fastsatte alle Vilkaarene: Gudrun skulde alene raade for alt, hvad Ægteparret ejede, saa snart de kom i Seng sammen, og være Ejer af Halvdelen, hvad enten deres Samliv varede kort eller længe. Torvald skulde købe Smykker til hende, saa ingen Kvinde af samme Kaar havde dem skønnere, dog indenfor saadanne Grænser, at han ikke satte Gaarden over Styr derved.

Ingen spurgte Gudrun. Det krænkede hende, men hun forholdt sig dog rolig. Brylluppet stod paa Garpsdal i September Maaned. Gudrun brød sig ikke videre om Torvald; men Smykkerne glemte hun ikke at kræve, – hun forlangte de kostbareste, der fandtes i Vestfjordlandet, og fik hun dem ikke, uden Hensyn til Prisen, var hun haard at bides med.

Vesterpaa i Saurbær paa Gaarden Hol boede Brødrene Torkel Hvalp og Knud samt deres Svoger Tord Ingunssøn. Han var en smuk og tapper Mand, dygtig og god til at føre Retssager. Hans Kone Aud var Søster til ovennævnte Brødre. Hun var hverken smuk eller betydelig, og Tord brød sig ikke meget om hende. Han havde taget hende for hendes Penges Skyld.

Tord Ingunssøn gjorde sig gode Venner med Torvald og Gudrun, var længe hos dem, og der gik megen Sladder om Kæresteri mellem Tord og Gudrun. En Gang, da hun forlangte et Smykke af sin Mand, gav han hende en Ørefigen og sagde, at nu kunde det være nok med hendes Ødselhed. Da sagde Gudrun: »Der gav du mig efter Kvindeskøn en stor Prydelse, nemlig en god Ansigtsfarve; nu kan du være rolig. Jeg skal ikke plage dig mere.«

Samme Aften kom Tord paa Besøg. Gudrun fortalte, hvorledes hun var bleven vanæret, og spurgte, hvad Hævn hun skulde tage. Tord lo og sagde: »Jeg har et godt Raad: Sy ham en udskaaret Særk! Naar du ser ham i den, kan du kræve Skilsmisse, og brug saa din Ret.« Dette gjorde Gudrun og blev samme Foraar skilt fra Torvald. Hun rejste hjem til Laugar efter at have været gift med Torvald i to Aar. Hun fik nu Halvdelen af hans Formue, der var forøget en Del.

Om Sommeren rejste Gæst til Tinget og aflagde som sædvanlig Besøg paa Hol i Saurbær, hvor han laante Heste. Tord Ingunssøn fulgte Gæst, og de kom til Laugar i Sælingsdalen. Gudrun vilde ogsaa til Tinget, og Tord slog Følge med hende. En Dag i smukt Vejr red de over Blaaskovshede; pludselig sagde Gudrun: »Er det sandt, Tord, at din Kone Aud jævnlig gaar i Bukser med Klap paa Bagdelen og med Strimler om Benene helt ned i Skoene?« Han svarede, at det havde han ikke set. »Saa er det vel noget Snak, naar du ikke har set det,« sagde Gudrun, »men hvorfor kalder de hende da Bukse-Aud?« Tord svarede: »Det har hun vist ikke været kaldt ret længe.« Gudrun bemærkede: »Men desto længere vil hun blive kaldt det.«

Saa red de til Tinget. Tord kom tit i Gæsts Bod og talte meget med Gudrun. En Dag spurgte han hende, hvad en Kone kunde vente sig, hvis hun gik i Bukser som et Mandfolk. Gudrun svarede: »Samme Straf som et Mandfolk, der gaar i Særk, saa man kan se Vorterne paa hans Bryst. Begge Dele giver Ret til Skilsmisse.« Da sagde Tord: »Mener du, at jeg her paa Tinget skal erklære mig skilt fra Aud, eller hellere hjemme i Herredet med flere andres Bistand, thi der staar stærke Kræfter paa hendes Side.« Gudrun svarede: »Den, der gemmer til Natten, gemmer til Katten.« Da sprang Tord op, gik til Lovbjerget, tog Vidner og erklærede sig skilt fra Aud, fordi hun gik klædt i Mandfolkebukser. Auds Brødre Torkel Hvalp og Knud var meget oprørte over det, men foretog sig dog intet. Tord red fra Tinget sammen med Gudruns Brødre.

Da Aud fik at vide, at Tord havde erklæret sig skilt fra hende, sagde hun:

»Vel, at jeg ved det,
jeg vil blive ene.«

Tord red vest til Saurbær med elleve Mand for at faa Godset delt. Det gik let nok, da han var ligeglad med, hvorledes det deltes. Han drev mangt et Kreatur derfra til Laugar. Saa bejlede han til Gudrun og fik uden Vanskelighed Osvifs Samtykke, – Gudrun havde heller ikke noget imod det. Henad Eftersommeren fejredes et prægtigt Bryllupsgilde paa Laugar, og Tord og Gudrun levede godt sammen. Naar Torkel og Knud ikke krævede Tord til Regnskab, var det udelukkende, fordi de savnede de fornødne Hjælpere.

Den følgende Sommer drog Mændene fra Hol til Sæters i Hvammsdal, og Aud var med dem. Laugar havde Sæter i Lammedal vestpaa i Fjeldene. Aud spurgte Faarehyrden, om han ikke af og til traf Vogteren fra Laugar. Han svarede, at det gjorde han jævnlig, hvad der var naturligt nok, da der kun var en Fjældkam mellem Sæterne. Aud sagde: »Se at faa talt med ham i Dag og skaf mig at vide, hvem der er hjemme og hvem der er til Sæters, men tal kun godt om Tord, som det er din Pligt.« Han lovede det, og om Aftenen, da han kom hjem, sagde han: »Jeg kan fortælle dig godt Nyt. Der er et bredt Gulv mellem Tords og Gudruns Senge, thi hun er til Sæters, men han hænger i med at bygge. Han og Osvif er ene paa Gaarden.« »Du har snuset godt,« sagde hun. »Hold to Heste sadlet, naar Folkene gaar til Sengs.« Vogteren gjorde, som hun bød ham, og lidt før Solnedgang steg de begge til Hest; da kan det nok være, Aud havde Bukser paa. Hun red til, saa det kneb Vogteren at følge hende paa den anden Hest. De standsede ikke før ved Laugars Hegn. Der steg hun af Sadlen og bad Karlen holde Hestene, mens hun var inde. Aud gik til Døren, som ikke var laaset, videre til Ildhuset og hen til Alkoverummet, hvor Tord laa og sov. Dette var tillukket, men der var ingen Slaa for. Tord sov med Ansigtet opad. Aud vækkede ham, men han drejede sig om paa Siden, da han mærkede, der var et andet Menneske derinde. Hun trak da en stor Kniv og stak Tord, saa han blev haardt saaret, baade i højre Arm og ved begge Brystvorterne. Hun havde stukket saa haardt til, at Kniven stod fast i Sengens Bund. Derefter gik Aud atter ud og red hjem.

Tord vilde have sprunget op, da han blev saaret, men var ikke i Stand dertil paa Grund af Blodtabet. Osvif vaagnede og spurgte, hvad der foregik, og Tord fortalte, at han var stukket med Kniv. Osvif spurgte, mens han forbandt ham, hvem der havde udført dette Arbejde. Tord sagde, at det vel sagtens var Aud. Osvif vilde ride efter hende; hun havde rimeligvis kun faa Mand med sig, mente han, saa det var ikke svært at faa Bugt med hende. Men Tord bad ham lade være og sagde, at hun jo egentlig var i sin Ret til at handle, som hun havde gjort.

Aud kom hjem ved Solopgang, og Brødrene spurgte, hvor hun kom fra. Aud svarede: »Fra Laugar,« og forklarede, hvad hun havde foretaget sig. De syntes godt om det, men mente, at hun ikke havde gaaet haardt nok frem. Tord laa længe som Følge af sin Medfart. Brystsaarene heledes nogenlunde; men Armen blev ikke saa god som før.

En Mand ved Navn Kotkel var for nogen Tid siden kommen til Island. Hans Kone hed Grima, og deres Sønner var Halbjørn Slibestensøje og Stigande. Familien var indvandret fra Syderøerne, var meget dreven i Trolddom og i at øve Sejd. Stedets Høvding Halsten Gode tog venligt imod dem og lod dem tage Bopæl paa Urde ved Skalmarfjord. De var ubehagelige mod deres Omgivelser.

Foraaret efter at Aud havde saaret Tord, kom hans Moder Ingun fra Skalmarnæs for at søge Værn mod Kotkel og hans Familie. De forulempede hende stadig med Kvægran og Trolddom og fandt Støtte hos Halsten Gode. Tord sagde, at han nok skulde skaffe hende hendes Ret mod det Tyvepak, selv om Halsten holdt sin Haand over dem. Han tog ni Mand med sig og drog i Følge med Moderen vestpaa med en Færge fra Tjaldenæs. Da de kom til Skalmarnæs, lod han alt Inguns Løsøre bringe om Bord, men Kvæget lod han drive langs Stranden. Paa Skibet var der ialt tolv Personer, Ingun og en anden Kvinde medregnet.

Tord gik til Kotkels Gard, fulgt af sine ni Mand. Kotkels Sønner var ikke hjemme. Saa stævnede han Manden, Konen og Sønnerne for Altinget at dømmes fredløse for Tyveri og Trolddom. Derefter gik han atter om Bord.

Han var knap kommen fra Land, før Kotkels Sønner Halbjørn og Stigande kom hjem. Kotkel fortalte, hvad der var sket. De blev ude af sig selv af Raseri og sagde, at saadant Fjendskab havde endnu ingen vovet at byde dem. Saa lod Kotkel fremstille et stort Sejdhjald, paa hvilket de alle steg op, og Troldsange og Galder stod dem ud af Halsen som haardknudede Svøber. Paa een Gang sprang en rasende Storm løs, og Tord Ingunssøn og hans Følge var straks paa det rene med, at det var dem, den var ude efter. Den drev Skibet vesten for Skalmarnæs. Tord viste megen Snarraadighed under Havsnøden. Folk saa fra Land, at han lod kaste alt tungt over Bord undtagen Menneskene, og de ventede, han vilde naa Stranden, thi han var allerede indenfor de værste Skær. Men pludselig rejste sig tæt ved Land en Braadsø, hvor en saadan aldrig før var set, den rullede i et Nu Skibet rundt, saa det laa med Kølen i Vejret. Stedet, hvor det skete, blev siden kaldt Køl-Øen. Tords Skjold landede paa en Ø, der fik Navnet Skjold-Øen, og straks drev Ligene af ham og hans Rejsefølge i Land. Der blev ophobet en Høj over dem, og Stedet blev kaldt Højnæs.

Denne Begivenhed rygtedes vidt og bredt og blev omtalt med stor Harme. Man fandt, at Folk, der for med den Slags Trolddom som Kotkel og hans Familie, burde udryddes. Gudrun tog sig Tords Død meget nær; hun var paa dette Tidspunkt højt frugtsommelig. Hun fødte siden en Dreng, som i Vandvielsen fik Navnet Tord. Paa den Tid boede Høvdingen Snorre Gode paa Helgefjeld. Han var Osvifs Slægtning og Ven og blev en stor Støtte for Gudrun. Ved et Gæstebud hos hende klagede hun over sin Vanskæbne, og han lovede at tage sig af Sagen, og for at trøste hende yderligere tilbød han at opfostre hendes Barn. Gudrun tog med Tak mod dette Tilbud og sagde, at hun vilde sætte sin Lid til hans Omsorg. Drengen fik Tilnavnet Kat og blev Fader til Stuf Skjald.

Gudruns Slægtning Gæst, der i sin Tid tydede hendes Drømme, rejste nu til Halsten Gode og stillede ham to Betingelser: Enten skulde han jage Troldmændene væk eller ogsaa vilde Gæst dræbe dem. »Det sker endda alt for sent,« sagde han. Halsten skyndte sig at vælge det første Vilkaar; han vilde sende dem bort og forbyde dem at opholde sig noget Steds vest for Daleheden; men for Resten sagde han, at de havde fortjent at blive dræbt. Kotkel og hans Familie drog da af Sted og fik ikke andre Ejendele med sig end en sort Hingst og tre Hopper. Hingsten var stor, smuk og afrettet til Kamp.

De forviste dukkede snart op hos Torlejk Høskuldssøn paa Kamnæs. Han fik Lyst til Hestene, som han saa var udmærkede Dyr, og spurgte, hvad de skulde koste. Kotkel svarede: »Du skal faa Hestene, hvis du skaffer mig en Bopæl her i dit Nabolag.« Torlejk svarede: »Da bliver de vist for dyre, thi jeg har hørt, at der er megen Uvilje mod jer her i Herredet.« Kotkel sagde: »Det er vel Laugar, du tænker paa.« »Det er det,« svarede Torlejk. Kotkel sagde: »Det forholder sig noget anderledes med Sagen overfor Gudrun og hendes Brødre, end du har faaet at vide. Folk har kastet Skarn paa os uden Grund. Bryd du dig ikke om det, men tag bare Hestene. Det hedder sig ogsaa om dig, at den ikke er værgeløs, som du staar bag.« Torlejk havde svært Kig paa Hestene, og Kotkel snakkede saa godt, at det endte med, at Torlejk tog mod Dyrene og lod Kotkelfamilien bo paa Lejdolfstad i Laksaadalen; han skaffede den ogsaa Kvæg.

Dette spurgtes snart paa Laugar. Osvifs Sønner var straks rede til at overfalde Kotkel og hans Sønner. Men Osvif sagde: »Lad os tale med Snorre Gode om Sagen og lad andre faa Haand i Hanke med, thi det varer ikke længe før Kotkels Naboer faar nye Mellemværender med dem, og da vil det, som rimeligt er, gaa haardt ud over Torlejk, thi det vil skaffe ham mange Uvenner. Men hvis ikke andre i Løbet af tre Aar enten har jaget Kotkel og hans Sønner ud af Herredet eller slaaet dem ihjel, vil jeg ikke hindre jer i at volde dem al den Fortræd, I ønsker dem.« Gudrun og hendes Brødre fandt Raadet klogt, og det blev fulgt.

Kotkelfamilien foretog sig ikke meget, men den fik dog ikke nødig hverken at købe Hø eller Fødevarer om Vinteren. Den var ilde lidt, men man lod den i Fred for Torlejks Skyld.

En Sommer sad Torlejk i sin Bod paa Tinget. Der kom en Mand ind og navngav sig som Ildgrim. Han oplyste, at han boede ved Borgefjord paa Gaarden Ildgrimsstad i Grimsdal, der skar sig ind vestpaa i Fjeldene mellem Mulen og Grisetungen. Torlejk sagde: »Jeg kender dit Navn, og man siger, du er ikke nogen Smaamand.« Ildgrim sagde: »Jeg kommer for at købe de udmærkede Stodheste, som du fik af Kotkel forgangen Sommer.« Torlejk svarede: »De er ikke til Fals.« Ildgrim sagde: »Jeg byder dig lige saa mange andre Heste og Penge i Bytte, saa at mange vil sige, jeg har betalt dobbelt Pris.« Torlejk svarede: »Jeg er ikke Hestehandler. Du faar aldrig disse Dyr, om du saa byder tredobbelt Pris.« Ildgrim sagde: »Det er nok ingen Løgn, at du er stor paa det og en stædig Rad. Nu vil jeg ønske for dig, at du maa faa mindre for Dyrene, end jeg har budt dig, og komme af med dem alligevel.« Torlejk blev kobberrød i Ansigtet ved disse Ord og svarede: »Du kommer til at rejse Børsterne godt, Ildgrim, hvis du vil true mig af med mine Heste.« Ildgrim sagde: »Du finder det urimeligt, at du skulde komme til at sænke Næbbet for mig, men en Gang i Sommer vil jeg komme og se paa Hestene, saa bliver vi nok klar over, hvem der siden skal eje dem.« Torlejk svarede: »Godt, gør som du vil, men mød ikke med Overtal af Mænd.« Dermed endte deres Samtale.

Senere paa Sommeren, da Tinget var forbi, saa en Mand fra Hruts Gaard en Morgen tidlig ud over Egnen. Da han kom ind, spurgte Hrut om Nyt. Manden svarede, at han ikke havde bemærket andet, end at han saa en Mand ride paa den anden Side Vaderne hen til det Sted, hvor Torlejks Heste gik. Da standsede han og samlede Hestene sammen. Hrut spurgte, hvor Torlejks Heste da var. Karlen sagde: »De var som sædvanlig paa godt Græs, de stod paa dine Enge under Gærdet.« Hrut svarede: »Ja min Brodersøn Torlejk er ikke saa nøjeregnende med Markskellene, men jeg tror nu alligevel ikke, det er paa hans Bud, Hestene er drevet bort.« Saa sprang Hrut op i Skjorte og Lærredsbukser, kastede en graa Skindkappe over sig og havde i Haanden et guldsmykket Vaaben, som Kong Harald havde givet ham. Han gik hastig ud og saa, at en Mand red bort med Hestene neden for Gærdet. Hrut gik imod ham og kendte Ildgrim. Hrut hilste, men Ildgrim svarede trevent. Da spurgte Hrut, hvor han agtede sig hen med Hestene. Ildgrim svarede: »Det vil jeg ikke fortie for dig, skønt jeg ved, du er Torlejks Farbroder. Jeg kommer efter Hestene i den Mening, at han aldrig faar dem tilbage. Jeg har ogsaa holdt, hvad jeg lovede ham paa Tinget, ikke at komme mandstærk, naar Dyrene skulde hentes.« Hrut sagde: »Det er ingen Bedrift at tage Torlejks Heste, mens han ligger i sin Seng og sover. Du holder dit Løfte bedst, hvis du opsøger ham, inden du rider af Herredet med hans Heste.« Ildgrim svarede: »Du kan jo vare ham ad, hvis du gider. Her skal du se, at jeg har forberedt mig hjemmefra til at møde Torlejk.« Han viftede med sit Modhage-Spyd, som han bar i Haanden. Han havde ogsaa Hjelm paa Hovedet, Sværd ved Bæltet, Skjold for Siden og var brynjeklædt. Hrut sagde: »Jeg foretrækker en anden Udvej end at gaa til Kamnæs, thi jeg er daarlig til Bens. Men jeg finder mig ikke i, at der ranes fra Torlejk, saa længe jeg kan forhindre det, selv om vort Venskab ikke staar Maal med vort Slægtskab.« Ildgrim svarede: »Det er vel ikke din Mening at tage Hestene fra mig.« Hrut svarede: »Jeg vil give dig andre Stodheste for at lade Torlejks Heste gaa, selv om mine er knapt saa gode.« Ildgrim sagde: »Det er et smukt Tilbud, Hrut, men da jeg har faaet Torlejks Heste fat, skal du ikke faa dem fra mig igen hverken ved Lokkemidler eller Trusler.« Da svarede Hrut: »Ja saa tror jeg, du vælger det, der er værst for os begge.« Ildgrim vilde nu af Sted og drev paa Hesten, men da Hrut saa det, hævede han sit Hugvaaben og slyngede dets Egg mellem Skuldrene paa Ildgrim, saa det skar sig ud gennem Brynjen for Brystet. Ildgrim sank død ned af Hesten. Hrut dækkede Liget til, og Stedet hedder Ildgrimsholt og ligger Syd for Kamnæs.

Hrut red nu til Kamnæs og fortalte Torlejk, hvad der var sket. Han for op i Vrede og syntes, han var meget vanæret ved denne Tildragelse. Hrut derimod mente, han havde vist ham meget Venskab. Torlejk sagde, at han havde gjort det i en slet Mening, derfor skulde det heller ikke lønnes som godt. Hrut svarede da, at det maatte han selv om, og de skiltes i Vrede. Hrut var firsindstyve Aar gammel, da han dræbte Ildgrim, og hans Hæder voksede meget derved. Men Torlejk satte ham ikke højere; han mente, han selv nok skulde have klaret Ildgrim, hvis han havde faaet ham fat, naar en gammel Mand som Hrut var i Stand til at slaa ham ned.

Torlejk gik nu til Kotkel og Grima og bad dem bringe en eller anden Forsmædelse over Hrut. De var straks villige og drog af Sted sammen med Sønnerne ved Nattetid. De gik til Hruts Gaard og foranstaltede en stor Sejd. Men da Galdersangen galmede op, kunde Beboerne inde i Huset ikke blive klare over, hvad der var paa Færde. De syntes, det lød helt skønt. Kun Hrut forstod Meningen og befalede, at ingen maatte se ud denne Nat, samt tilføjede: »Og hold jer vaagne allesammen, hvis I kan, da kan det ikke volde os nogen Ulykke.« De faldt alligevel i Søvn. Hrut holdt sig længst, men ogsaa han blundede omsider hen.

Hrut havde en Søn, en tolvaarig Dreng, som hed Kaare, den mest lovende af hans Sønner og højt elsket af Faderen. Kaare sov næsten ikke, thi Tryllesangen var rettet mod ham. Han havde ingen Ro, men sprang tilsidst op og saa ud. Han gik hen imod Sejden og faldt pludselig død til Jorden. Da Hrut og hans Folk vaagnede, savnedes Kaare. Han blev funden lidt udenfor Døren. Dette voldte Hrut den dybeste Sorg. Han lod kaste Høj over Drengen.

Efter denne Tildragelse red Hrut til Olaf Høskuldssøn og fortalte ham, hvad der var sket. Da for Vreden op i Olaf, der sagde, at det var en Tankeløshed uden Lige at lade saadanne ondsindede Slyngler som Kotkelfamilien bo i Nabolaget. Han fandt ogsaa, at Torlejk havde begaaet stor Uret mod Hrut, men det var dog vel gaaet værre, end han selv havde ønsket.

Olaf bød, at Kotkel med Kone og Sønner straks skulde dræbes. Det var, sagde han, allerede alt for sent. Olaf og Hrut drog af Sted med femten Mand. Men da Kotkel saa dem komme ridende, flygtede han med Familien op i Fjeldet. Der blev Sønnen Halbjørn Slibestensøje greben, og en Skindpose kastet over Hovedet paa ham. Nogle Mænd blev sat til at passe paa ham, mens de andre fortsatte Jagten efter Kotkel, Grima og Stigande. Forældrene blev grebet paa Bjergryggen mellem Haukadal og Laksaadal, og begge blev stenede ihjel, hvorefter de begravedes under en Stendysse, som kaldes Troldedyssen.

Stigande slap fra Forfølgerne og forsvandt sydpaa over Bjergryggen til Haukadal.

Hrut og hans Sønner gik til Søs med Halbjørn. Da de var komne godt ud fra Land, tog de Skindposen af Hovedet paa ham og bandt ham en Sten ved Halsen. Han sendte et ondt Øjekast mod Land og sagde: »Det var ikke nogen lykkelig Dag for os, da vor Familie kom til Kamnæs og traf Torlejk. Og det er mit Ønske, at Torlejk fra nu af ingen muntre Dage faar der, og at hver, der sætter sig paa hans Stol, maa sidde tungt.« Dette Ønske synes at være bleven opfyldt. Halbjørn blev druknet, og de andre roede til Land.

Lidt senere gik Hrut til sin Brodersøn Olaf og sagde, at han ikke vilde finde sig i Torlejks Optræden, samt bad ham støtte sig med Mænd til at angribe ham. Olaf svarede: »En saadan Strid mellem nære Slægtninge sømmer sig ikke. Torlejk har den heller ikke været til Gavn. Jeg vil hellere yde min Bistand til at faa ordnet Forlig imellem jer, hvad du jo længe har ventet paa.« Hrut sagde: »Det er haabløst; den Revne, der er slaaet mellem os, gror aldrig sammen. Og jeg ønsker, at en af os for Fremtiden forlader Laksaadalen.« Olaf svarede: »Det vil dog næppe falde godt ud for dig at gaa videre i Sagen mod Torlejk, end jeg samtykker i. Og gør du det alligevel, er jeg bange, der gaar Potter i Skaar.« Hrut syntes nu dermed at kunne skønne, at der var sat en Pind for hans Planer. Han rejste hjem meget utilfreds.

Stigande blev nu ren og skær Landevejsrøver og en uhyggelig Person at møde. I Hundadalen boede en rig, men ikke meget modig Mand ved Navn Tord. Om Sommeren opdagede man, at Malkefaarene i Hundadalen gav usædvanlig lidt Mælk, men at Vogterpigen fik usædvanlig megen Pynt. Hun blev ogsaa af og til borte. Tord Bonde gik hende paa Klingen, saa hun blev bange og tilstod, at hun modtog Besøg af en Mand. »Han er stor og smuk,« sagde hun. Tord spurgte, hvornaar hun ventede ham igen. »Snart,« svarede hun. Saa gik Tord til Olaf og fortalte ham, at Stigande næppe var langt borte. Han bad ham komme med sine Folk, for at Røveren kunde blive fanget. Olaf skyndte sig til Hundadalen og fik Pigen i Tale. Han spurgte hende om, hvor Stigande opholdt sig, men hun svarede, at hun vidste det ikke. Olaf tilbød hende da en Belønning, hvis hun skaffede dem i Forbindelse med ham. Og hun blev enig med Olaf om Handelen. Hen paa Dagen gik hun ud til sine Faar, og da mødte hun Stigande. Hun viste sig kærlig imod ham og bad om at maatte sidde og kæle ham i Haaret. Han lagde Hovedet mellem hendes Knæ og faldt snart i Søvn. Da lempede hun sig løs under hans Hoved, listede væk og gik til Olaf for at sige ham, hvor den eftersøgte var. Olaf og hans Folk skyndte sig til Stigande og aftalte undervejs, at det ikke skulde gaa med ham som med hans Broder, at han skulde faa noget at se, som han kunde volde dem Skade med. Da de naaede ham, skyndte de sig at kaste en Skindpose over Hovedet paa ham. Derved vaagnede Stigande, men gjorde ingen Modstand, thi der var jo mange mod een. Der var et Hul i Posen, hvorigennem Stigande kom til at se over mod den modsatte Side af Lien. Derovre var en skøn og frodig Græsgang, men Stigandes Øjekast afsved den som en Hvirvelvind, saa der aldrig siden groede Græs, hvor hans Blik havde ramt. Stedet kaldes nu Brenna. Saa blev Stigande stenet ihjel og en Dysse kastet over ham.

Olaf belønnede Vogterpigen godt, gav hende Friheden og tog hende med sig hjem til Hjardarholt.

Liget af Halbjørn Slibestensøje drev ind i Brændingen, kort efter at han var druknet. Der blev kastet en Stenhøj over ham paa Knarrenæs, men han gik igen. En tapper og stærk Mand, Torkel Skalle fra Tykkeskov, gik en Aften sammen med en af sine Karle ud for at lede efter en Ko. Det var Maaneskin. Torkel foreslog, at de skulde gaa hver til sin Side for at søge. Da han var bleven alene, syntes han, at han saa en Ko paa en Skrænt foran sig, men da han kom derhen, var det Slibestensøje, der stod der. De sprang voldsomt løs paa hinanden, men pludselig slap Halbjørn ud af Hænderne paa Torkel og gled ned i Jorden. Saa gik Torkel hjem. Karlen var allerede hjemme og havde Koen med sig. Siden blev ingen forulempet af Halbjørn.

– Torbjørn Skrup og Melkorka var nu døde og begravede under en Høj i Laksaadalen, og deres Søn Lambe havde overtaget Gaarden efter dem. Han var en stor Helt og meget rig, endnu mere regnet end Faderen paa Grund af Moderens høje Afstamning. Han stod paa en god Fod med sin Halvbroder Olaf.

Om Foraaret, efter at Kotkelfamilien var dræbt, mødtes Olaf og Torlejk. Olaf spurgte, om Broderen havde i Sinde at blive paa Gaarden. Torlejk sagde ja. Olaf sagde da: »Jeg synes, Broder, du skulde gøre en Udenlandsrejse. Du vil faa en ærefuld Modtagelse, hvor du kommer hen. Vor Farbroder Hrut derimod er din Fjende, efter hvad der er sket mellem jer. Det er ikke godt, at I bliver ved at være Naboer; han selv er stærk, og hans Sønner er tapre og selvbevidste Mænd. Jeg er vanskelig stedt, da jeg staar begge Parter nær, hvis I, mine Frænder, strides som Fjender.« Torlejk svarede: »Hrut og hans Sønner skal ikke skræmme mig ud af Landet. Men er det dig meget om at gøre, og føler du megen Uro over Sagen, Broder, saa vil jeg rette mig efter dit Ønske, thi jeg har aldrig haft det saa godt, som da jeg var udenlands. Og jeg ved, at du ikke vil behandle min Søn Bolle ringere, fordi jeg ikke er til Stede. Han er den, jeg holder mest af.« Olaf sagde: »Du gør vel i at rette dig efter min Bøn. Hvad Bolle angaar, skal han stadig faa det som hidtil og blive stillet ganske lige med mine egne Sønner.«

Torlejk solgte nu sine Jorder og skaffede sig Gods, som han kunde tage med sig paa Udenlandsrejsen. Han købte et Skib, som stod oppe ved Davrenæs, og da alt var i Orden, sejlede han med sin Kone og øvrige Familie til Norge, som han naaede om Høsten. Derfra sejlede han til Danmark, thi hans norske Slægtninge og Venner var dels døde, dels fordrevne fra Landet. Senere drog han til Gøtland. Der siges, at han ikke blev gammel, men nød stor Hæder, saa længe han levede.

– Olaf sad nu æret og anset paa sin Gaard og havde alle sine Sønner hjemme foruden Fostersønnen Bolle. Kjartan var den ypperste af Sønnerne, og han og Bolle holdt meget af hinanden, saa de altid fulgtes ad. Kjartan rejste tit til den varme Kilde i Sælingsdalen, og det traf sig i Reglen saa heldigt, at Gudrun var ved Kilden, naar han kom. Kjartan kunde godt lide at tale med Gudrun, thi hun var klog, smuk og munter. Det var alles Mening, at ingen af de unge paa Egnen passede saa godt sammen som de to. Olaf og Osvif var ogsaa gode Venner og kom til Gilde hos hinanden, ikke mindst, da de unge fattede gensidig Kærlighed.

En Gang sagde Olaf til Kjartan: »Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg stadig bliver saa underlig beklemt, naar du tager til Laugar og taler med Gudrun. Ingenlunde fordi jeg ikke anser Gudrun for at være alle andre Kvinder overlegen, og jeg finder ogsaa, at hendes Stand fuldtud passer for dig. Men jeg har en Følelse af, skønt jeg intet vil spaa, at vor Slægt og Folkene fra Laugar ikke rigtig vil bære fælles Lykke til Huse.« Kjartan svarede, at han ikke vilde foretage sig noget imod sin Faders Vilje, men han haabede, det vilde gaa bedre, end Faderen ventede. Han fortsatte ogsaa fremdeles med sine Besøg, og Bolle fulgte stadig med.

En Gang rejste Kjartan Olafssøn sydpaa til Borgefjord. Paa Borg boede den Gang hans Morbroder Torsten Egilssøn. Bolle fulgte ham som sædvanligt. De blev en Tid paa Gaarden, hvor de opvartedes paa det bedste. Den Sommer laa et Skib i Mundingen af Gufaa, det tilhørte Kalv Asgejrssøn, som havde boet hos Torsten om Vinteren. Kjartan betroede nu Torsten, at hans egentlige Ærinde var, at han ønskede at købe Halvpart med Kalv i Skibet, da han havde i Sinde at rejse udenlands. Han forhørte sig om, hvad Torsten ellers mente om Kalv, og Torsten svarede: »Jeg tror, han er en god Mand. Og det er rimeligt, Søstersøn, at du har Lyst til at kende andre Folks Sæder og Skikke. Din Rejse vil nok paa en eller anden Maade blive mærkelig, men dine Slægtninge vil det ligge stærkt paa Sinde, hvorledes den forløber.« Kjartan mente, den vilde faa det bedste Forløb, og købte Halvpart i Kalvs Skib, og de skulde rejse i Fællesskab ti Uger hen paa Sommeren. Da Kjartan forlod Borg, fik han Gaver til Afsked, og han og Bolle red hjem. Da Olaf hørte Kjartans Forsæt, syntes han, det var taget lidt hastigt, men vilde dog ikke hindre det.

Kort Tid senere red Kjartan til Laugar og fortalte Gudrun om sin Rejse. Gudrun sagde: »Det har du rigtignok besluttet i en Fart, Kjartan.« Hun lod falde nogle Ord, hvoraf Kjartan kunde forstaa, at hun ingenlunde var tilfreds med hans Forsæt. Kjartan sagde: »Tag det ikke ilde op. Jeg skal gøre noget andet, som du vil synes om.« Gudrun svarede: »Ja, gør saa det, jeg nu vil foreslaa dig.« Han bad hende komme frem med sit Forslag, og hun sagde: »Jeg bryder mig ikke om Island. Tag mig med dig til Sommer paa din Rejse, og da taler vi ikke mere om din Overilelse.« »Det kan jeg ikke,« svarede Kjartan, »dine Brødre vil savne din Hjælp, og din Fader er gammel, du maa blive hos dem, men vent paa mig i tre Aar.« Det vilde Gudrun ikke love, og dermed skiltes de.

Om Sommeren red Olaf til Tinget i Følge med Kjartan. De red mod Syd fra Hjardarholt og skiltes i Nordaadalen, hvorfra Kjartan tog Vejen mod Skibet, ledsaget af Bolle samt af ti Islændere, der af Hengivenhed for Kjartan ikke vilde skilles fra ham. Kjartan og Bolle havde meget Gods med sig.

De fik gunstig Vind, sejlede ud af Borgefjord, stod til Havs og landede ved Trondhjem, hvor de fik Folk i Tale og Efterretninger om Høvdingeskifte. De hørte, at Hakon Jarl var død, og at hele Norge nu var i Olaf Tryggvesøns Vold. Denne Konge forlangte Kristendommen indført i Landet, hvad mange gik meget modstræbende ind paa. Kjartan og hans Følge ankrede deres Skib i Nid-Aaens Munding. Paa den Tid var der mange fremragende Islændere i Norge. Der laa tre islandske Skibe ved Bryggerne, det ene tilhørte Brand den Gavmilde, det andet Halfred Vandraadeskjald, det tredje Brødrene Bjarne og Torhal. Disse Mænd vilde om Sommeren have været af Sted hjem til Island, men Kongen havde forbudt deres Afrejse, fordi de ikke vilde tage ved hans Tro. Islænderne tog vel mod Kjartan, navnlig Brand, som var en god Bekendt af ham. Alle Islænderne holdt Raad og enedes om ikke at tage ved Kristendommen.

Kjartan og hans Følge lagde deres Skib ved Bryggerne, udlossede og forhandlede deres Varer. Kong Olaf var i Byen, han fik at vide, at Skibet var kommet, og at der var ansete Mænd om Bord.

En Høstdag, da Vejret var smukt, gik nogle Bymænd ud for at svømme i Nid-Aaen. Kjartan foreslog sit Følge, at de skulde deltage i Svømningen og paa den Maade forslaa den skønne Dag. Det gjorde de. En Mand svømmede bedre end alle de andre. Da spurgte Kjartan Bolle, om han ikke havde Lyst til at svømme om Kap med denne Bymand. Bolle svarede: »Jeg tror ikke, jeg kan klare mig.« »Men hvor er dog din Kappelyst bleven af?« spurgte Kjartan, »lad mig da prøve.« »Som du vil,« svarede Bolle. Kjartan sprang da i Aaen og svømmede hen til Manden, trak ham under Vandet og holdt ham nede en Tid. Da de atter havde været oppe nogle Minutter, for Manden løs paa Kjartan, trak ham ned og holdt ham nede saa længe, at Kjartan var lige ved at miste Vejret. De kom atter op, og ingen havde endnu sagt et Ord. Tredje Gang for de ned og var da under Vandet adskillig længere Tid end før, saa Kjartan ikke var helt paa det rene med, hvordan Legen vilde ende, og han syntes, han aldrig havde været med til saa haard en Dyst. Endelig kom de op og svømmede til Land. Da spurgte Bymanden: »Hvem er du?« Kjartan sagde sit Navn. Bymanden sagde: »Du er en dygtig Svømmer. Er du ligesaa fremmelig i andre Idrætter?« Kjartan svarede tøvende: »Paa Island sagde man, at jeg kunde mer end svømme. Men nu ser jeg, der ikke er noget at prale af.« Bymanden sagde: »Det kommer vel noget an paa, hvem du har med at gøre. Hvorfor spørger du ikke om, hvem jeg er?« Kjartan svarede: »Det kommer jo ikke mig ved.« Bymanden sagde: »Du er baade dygtig og stor paa det. Du skal nu alligevel vide mit Navn og hvem du har svømmet om Kap med. Jeg er Kong Olaf Tryggvesøn.« Kjartan svarede ikke, men vendte sig for at gaa uden Kappe; han havde en rød Skarlagens Kjortel paa. Kongen var omtrent paaklædt. Han kaldte paa Kjartan og bad ham vente lidt. Kjartan kom langsomt tilbage. Da tog Kongen en god Kappe af sine Skuldre og gav den til Kjartan, idet han sagde, at han ikke skulde vende kappeløs tilbage til sine Mænd. Kjartan takkede Kongen, hvorefter han gik til sit Følge og fremviste Kappen. Hans Mænd var ikke særlig tilfredse; de mente, Kjartan havde givet sig for meget af med Kongen.

– Om Efteraaret blev Vejret haardt med stærk Frost og Kulde. Hedningerne sagde, at det var ikke underligt, Vejret gav ondt af sig. Det var Gudernes Svar paa Kongens Paafund og Indførelsen af den nye Tro. Alle Islænderne var i Byen om Vinteren, og Kjartan var deres Fører. Vejret stilnede af, og mange Mænd kom til Byen i Følge Kongens Bud. Mange af Trondhjems Beboere havde antaget Kristendommen, men endnu mange flere stred imod. Kongen holdt en Dag Ting ude paa en Slette ved Elven og holdt en lang og kraftig Tale om Troen. Trønderne havde samlet en Hær og bød Kongen Kamp. Han bad dem huske paa, at han før havde staaet over for det, der synede mere end nogle Husmænd fra Trondhjem. Bønderne blev bange og lod Kongen raade for alt, saa inden Tingets Opløsning blev mange døbt.

Samme Aften sendte Kongen Mænd til Islændernes Opholdssted for at skaffe sig at vide, hvad disse Folk talte om. Der var Larm og Latter under Bjælkerne. De hørte Kjartan sige til Bolle: »Broder, føler du Trang til at antage den Tro, som Kongen paabyder?« Bolle svarede: »Nej, jeg føler ingen Lyst til den, jeg synes, den fører blødagtige Skikke med sig.« Kjartan spurgte: »Mener I ikke, at Kongen truede dem, der ikke vilde adlyde?« Bolle svarede: »Kongen lagde ingenlunde Skjul paa, at de maatte vente sig alle mulige Ulemper.« »Jeg vil ikke tvinges af nogen,« sagde Kjartan, »saalænge jeg kan staa paa mine Ben og svinge et Sværd. Det tykkes mig fejgt at lade sig tage som et Lam af Folden eller en Ræv af Fælden. Langt bedre finder jeg det, naar man alligevel skal dø, først at udføre noget, der vil huskes længe efter.« »Hvad vil du gøre?« spurgte Bolle. »Det skal jeg sige dig,« svarede Kjartan, »jeg vil brænde Kongen inde.« »Det er ganske vist modigt,« sagde Bolle, »men jeg tror, det vil mislykkes for dig. Kongen har Heldet og Lykken med sig i høj Grad. Desuden staar der paalidelige Vagter omkring ham Dag og Nat.« Kjartan sagde, at her kunde man se, at ogsaa dygtige Mænd kunde tabe Modet. Bolle svarede, at ingen kunde vide, hvem der længst holdt Modet oppe. Mange af de andre fandt nu, at det var det klogeste ikke at snakke mere om den Sag.

Da Kongens Mænd havde hørt denne Samtale, gik de til ham og fortalte, hvad der var bleven sagt. Næste Morgen holdt Kongen Ting, og til dette var alle Islænderne indstævnet. Kongen stod op og takkede dem blandt de mødte, som vilde være hans Venner og havde taget ved hans Tro. Han henvendte sig nu til Islænderne og spurgte, om de vilde lade sig døbe. De var ikke tilbøjelige til det. Kongen sagde, at de valgte den Lod, der var værst for dem selv. »Men,« tilføjede han, »hvem af jer var det, der raadede til at brænde mig inde?« Da svarede Kjartan: »Du tænker vel, at den, der sagde det, ikke tør staa ved sine Ord. Her ser du ham.« Kongen sagde: »Jeg ser dig nok, og det er ikke Smaating, du giver dig af med. Men det vil ikke falde i din Lod at bestemme min Skæbne. Egentlig havde du fortjent, at jeg hindrede dig i at true med at indebrænde flere Konger, fordi de ønsker dit Vel. Men da jeg ikke ved, hvorvidt dit Sind var lagt i dine Ord, som du saa mandigt vedkendte dig, vil jeg ikke tage dit Liv for denne Trusels Skyld. Maaske ogsaa du, som taler stærkere end andre mod Troen, siden vil holde bedre fast ved den end andre. Jeg skønner, at den Dag, du frivillig lader dig døbe, vil hele Mandskabet paa jere Skibe tage ved Troen. Det forekommer mig ydermere, at eders Slægt og eders Venner vil høre godt efter, hvad I siger dem, naar I kommer hjem til Island. Jeg er lige ved at mene, Kjartan, at du har en bedre Tro, naar du sejler fra Norge, end du havde, da du kom hertil. Far med Fred. Jeg skal ikke nu tvinge eder til at blive Kristne, thi Gud siger, at han ikke vil, nogen skal komme tvungen til ham.«

Kongens Tale vandt stærkt Bifald, dog mest hos de Kristne. Men Hedningerne bad Kjartan svare, som han selv fandt det rigtigst. Da sagde Kjartan: »Vi takker eder, Konge, at I giver os Fred. Og I bevæger os snarest til at tage Troen ved at eftergive os store Forseelser og tale med Mildhed til os den Dag, vor Skæbne ligger i eders Haand. Først naar jeg ved, at jeg vil ringeagte Tor, naar jeg næste Vinter kommer til Island, vil jeg antage den ny Tro her i Norge.« Da lo Kongen og sagde: »Jeg kan se paa Kjartan, at han stoler mere paa sin Styrke og sine Vaaben end paa Tor og Odin.« Dermed hævedes Tinget.

Efter nogen Tids Forløb var der mange, som tilskyndede Kongen til at paatvinge Kjartan og hans Mænd Troen og fandt det uheldigt, at han havde saa mange Hedninger blandt sine Omgivelser. Men Kongen blev vred og svarede, at efter hans Mening var der mange Kristne, hvis Liv og Opførsel stod adskilligt tilbage for Kjartans og hans Mænds: »Paa saadanne Folk bier man længe.«

Denne Vinter lod Kongen opføre en Kirke og Købstaden udvide meget. Kirken stod færdig til Julen. Da sagde Kjartan til sine Landsmænd, at de skulde følge ham hen i Nærheden af Kirken, saa de kunde iagttage de Kristnes Adfærd. Mange af dem fandt, det vilde være meget morsomt. Kjartan og Bolle gik med deres Folk tilligemed Halfred og mange andre Islændere til Kirken. Kongen talte nu længe og kraftigt om Troen, og hans Tale vandt stærkt Bifald hos de Kristne. Men da Islænderne var komne hjem, talte de meget om det Indtryk, Kongen havde gjort paa dem denne Dag, som de Kristne holdt for en af deres største Højtider. »Kongen sagde, saa vi tydeligt kunde høre det, at i Nat var den Høvding født, som vi nu skal tro paa, hvis vi lyder Kongens Vilje.« Kjartan sagde: »Jeg syntes godt om Kongen første Gang, jeg saa ham, da han viste sig som en ypperlig Mand, og dette Indtryk har holdt sig hele Tiden siden, hver Gang jeg har set ham paa Folkemøder. Men allerbedst syntes jeg om ham i Dag. Og jeg mener, det vil gavne os allesammen at tro, at den Gud, Kongen taler om, er den sande. Og Kongen kan ikke være ivrigere efter at faa mig til at tage Troen, end jeg efter at blive døbt. Det eneste, der holder mig tilbage fra at gaa til Kongen, er, at det er noget sent paa Dagen, saa han nu sidder ved Bordet, og det bliver mørkt, inden vi er færdige, hvis vi allesammen skal døbes.« Bolle var enig med Kjartan. Kongen fik at vide, hvad Kjartan havde sagt, inden han var gaaet fra Bordet, thi han havde en fortrolig Mand i hvert hedensk Herberge. Han blev meget glad derved og sagde: »Kjartan har bekræftet Ordsproget: Højtid har Held med sig.« Tidlig næste Morgen, da Kongen gik til Kirke, mødte Kjartan ham, ledsaget af et stort Følge, paa Gaden. Kjartan hilste venligt paa Kongen og sagde, han havde noget paa Hjerte. Kongen tog vel mod hans Hilsen og svarede: »Jeg har hørt en Fugl synge om dit Ærinde. Dit Ønske skal let blive opfyldt.« Kjartan bad om snarest muligt at blive ført til Vandet og sagde, at der skulde ikke saa lidt til. Kongen svarede smilende: »Ja, Kjartan, vi skal nok faa det Vand, vi skal bruge, og selv om du forlangte mere af mig, vilde jeg ikke nægte dig det.« Saa blev Kjartan og Bolle døbt tilligemed hele deres Skibsbesætning og mange andre. Det var anden Juledag før Gudstjenesten. Derefter bød Kongen Kjartan og Bolle til sit Julegilde. De blev hans trofaste Mænd, fra det Øjeblik de aflagde de hvide Daabsklæder. Halfred blev først døbt næste Dag, og Kongen selv holdt ham under Daaben, hvilket han forlangte. Kjartan og Bolle blev Resten af Vinteren hos Kongen, som satte Kjartan højere end alle andre for hans Æts og hans Evners Skyld. Han var ogsaa saa afholdt, at han ikke havde en eneste Avindsmand i Hirden. Ogsaa Bolle var en meget anset Mand.

Kalv Asgejrssøn spurgte Kjartan, hvad han agtede at tage sig for, naar det blev Sommer. Kjartan svarede: »Jeg vilde helst, at vi skulde sejle til England, thi der er gode Handelspladser for Kristne. Dog vil jeg først tale med Kongen derom, thi da jeg drøftede Sagen med ham nu i Foraaret, var han ikke tilfreds med, at jeg vilde rejse.«

Kjartan gik til Kongen, der tog meget venligt mod ham og spurgte, hvad han havde talt med sin Fælle om. Kjartan fortalte om deres Rejseplaner og bad om Orlov. Kongen svarede: »Jeg foreslaar, Kjartan, at du rejser til Island i Sommer og gør dine Landsmænd til Kristne enten med Magt eller ved Overtalelse. Men finder du denne Sag for vanskelig, da slipper jeg dig nødig, det er bedre for dig at blive i fyrstelig Tjeneste end at rejse ud som Købmand.« Kjartan foretrak at blive hos Kongen fremfor at rejse til Island og indføre Troen; han vilde nemlig nødig lægge sig ud med sine Slægtninge: »Min Fader og andre Høvdinger af min Slægt vil snarest rette sig efter din Vilje, naar jeg er i din Vold og i gode Kaar,« sagde han. Kongen svarede: »Du vælger baade klogt og hensynsfuldt.« Kongen gav Kjartan en hel splinterny Skarlagens Klædning. Den passede ham godt, thi Kongen og han skal have været lige store og passet samme Maal i Klæder. Saa sendte Olaf sin Hofpræst Tangbrand til Island. Han sejlede ind i Alftafjord og var hos Side-Hall paa Tvæt-Aa om Vinteren, hvor han forkyndte Troen baade i venlige Ord og med Svøben i Haanden. Han slog to af sine haardeste Modstandere ihjel. Hall gik over til Kristendommen om Foraaret og blev døbt sammen med sine Husfolk Paaskelørdag. Samtidig døbtes Gissur Hvide, Hjalte Skeggesøn og mange andre Høvdinger, men der var dog mange flere, som satte sig imod, og der blev bitter Strid mellem Hedningerne og de Kristne. En Sammenslutning af Høvdinger planlagde at dræbe Tangbrand og alle, som holdt Haanden over ham. Han flygtede da tilbage til Norge og fortalte Kong Olaf, hvad Udfald hans Rejse havde haft, samt erklærede det som sin Mening, at Kristendommen ikke vilde bide paa Islænderne. Kongen blev meget fortørnet og sagde, at mange Islændere skulde komme til at bide i et surt Æble, hvis de ikke krøb til Korset. Samme Sommer blev Hjalte Skeggesøn paa Tinge dømt fredløs for Bespottelse mod Guderne. Det var den store Høvding Runolf Ulvssøn fra Dal under Øfjældene, der rejste Sagen mod ham. Senere paa Sommeren rejste baade han og Gissur til Norge til Kong Olaf. Kongen tog vel imod dem, roste deres Handlemaade og indbød dem til at blive hos sig, hvad de gjorde. Runolf fra Dal havde paa dette Tidspunkt en Søn, Sverting, der opholdt sig i Norge; han havde været der om Vinteren og vilde nu rejse hjem til Island; hans Skib laa rejsefærdigt ved Bryggerne og ventede paa gunstig Vind. Men Kongen nægtede ham Rejsetilladelse og sagde, at der skulde ingen Skibe afgaa til Island denne Sommer. Sverting gik til Kongen og forklarede ham, hvormeget det betød for ham at faa Orlov og at undgaa, at Skibets Ladning skulde bæres i Land paany. Men Kongen svarede vredt: »Det er heldigt at have Sønnen af en Afgudsdyrker der, hvor han nødig vil have ham.« Saa der blev ikke noget af Svertings Rejse.

Næste Sommer sendte Kongen Gissur Hvide og Hjalte Skeggesøn til Island for atter at forkynde Islænderne Troen. Han holdt fire Mænd tilbage som Gidsler, nemlig Kjartan Olafssøn, Haldor (Søn af Gudmund den Rige), Kolbejn (Søn af Freys Præst Tord) og Sverting (Søn af Runolf paa Dal). Bolle gjorde sig ogsaa rede til at rejse hjem sammen med Gissur og Hjalte. Han gik til Kjartan og sagde: »Nu er jeg rejsefærdig, jeg vilde dog vente paa dig endnu en Vinter, hvis der var Udsigt til, at du til Sommer bedre kunde rive dig løs herfra end nu. Men saa vidt jeg kan skønne, vil Kongen ikke for nogen Pris lade dig rejse, og jeg tror saa sandt heller ikke, du finder nogen større Fornøjelse paa Island, siden du har faaet saa meget at snakke med Kongens Søster Ingeborg om.« Hun opholdt sig dengang ved Kongens Hird og var den skønneste Kvinde i Landet. Kjartan svarede: »Bryd dig ikke om det, men hils min Slægt og mine Venner.«

Kjartan og Bolle sagde nu hinanden Farvel. Gissur og Hjalte sejlede og kom ved Tingtid til Vestmanna-Øerne, hvorfra de drog over til Fastlandet, hvor de traf deres Slægtninge. Derefter rejste de til Altinget og forkyndte den ny Tro i baade lange og kraftige Taler. Og hele Islands Befolkning gik da over til Kristendommen.

Bolle red fra Tinget til Hjardarholt med sin Farbroder Olaf, der modtog ham meget venligt. Da han havde været hjemme en kort Tid, red han til Laugar for at more sig og blev godt modtaget. Gudrun spurgte ham indgaaende ud om hans Rejse og vilde høre Nyt om Kjartan. Bolle besvarede alle hendes Spørgsmaal og sagde, at der ikke var hændet ham noget særligt paa Rejsen. »Men,« tilføjede han, »Kjartan har i høj Grad haft Lykken med sig. Han er Hirdmand hos Kong Olaf og bliver foretrukken for alle andre. Og det vil ikke overraske mig, om vi ikke her til Lands mærker meget til ham i de første Aar.« Gudrun spurgte, om det skyldtes andre Grunde end Kongens Venskab. Bolle svarede, at Folk talte om Kjartans og Ingeborgs Venskab, og han troede næsten, at Kongen hellere gav ham sin Søster end lod ham rejse. Gudrun sagde, at det var jo godt Nyt at spørge: »Kjartan fortjener at faa en god Kone.« Hun talte ikke mere om det, men gik sin Vej, blodrød i Ansigtet. Andre tænkte, at hun vist ikke syntes saa godt om Efterretningen, som hun vilde give det Udseende af.

Bolle var hjemme i Hjardarholt om Sommeren og høstede megen Berømmelse for sin Rejse; han havde ogsaa erhvervet sig meget Gods. Han kom tit til Laugar og talte med Gudrun. Engang spurgte han, hvad hun vilde svare, hvis han bejlede til hende. Hun svarede hastigt: »Slaa det af Hovedet, Bolle! Jeg gifter mig ikke med nogen anden, saalænge jeg ved, Kjartan lever.« Bolle svarede: »Hvis du vil bie paa Kjartan, da tror jeg, du kommer til at sidde alene mere end een Vinter. Han havde ellers god Lejlighed til at sende dig et eller andet Bud med mig, hvis det var ham om at gøre.« De vekslede endnu nogle Ord om Sagen, men beholdt hver sin Mening.

En Tid efter sagde Bolle til sin Fosterfader Olaf: »Det er nu ved Tiden, at jeg sætter Bo og gifter mig. Jeg synes, jeg maa være moden dertil. Jeg vil gerne have dig til at tale min Sag, thi de fleste Mænd her vil agte paa, hvad du siger.« Olaf svarede: »De fleste Kvinder vil anses for godt gifte med en Mand som dig. Men du havde vel ikke talt om dette, hvis du ikke tænkte paa nogen bestemt Kvinde.« Bolle sagde: »Jeg vil ikke bejle til nogen uden for Egnen, naar der er passende Brude i Nærheden. Jeg vil bejle til Gudrun Osvifsdatter; hun er nu den mest ansete Kvinde her.« Olaf svarede: »Det vil jeg holde mig udenfor. Du ved lige saa godt som jeg, hvor megen Tale der var om Kjartans og Gudruns Kærlighed, men hvis det ligger dig meget paa Hjerte, vil jeg ikke lægge dig Hindringer i Vejen, dersom du bliver enig med Osvif. Har du talt med Gudrun derom?« Bolle svarede, at han havde ladet Ord falde til hende om Sagen, men hun syntes ikke særlig tilbøjelig til at gaa ind derpaa. »Men,« sagde han, »jeg tænker, Osvif faar mest at sige i dette Spørgsmaal.« Olaf sagde, at han maatte følge sit eget Hoved.

Kort Tid efter red Bolle til Laugar sammen med Olafs Sønner Haldor og Stentor samt et Følge paa ni Mand. Osvif og hans Sønner tog vel imod dem. Bolle kom nu frem med sin Bejlen til Gudrun, men Osvif svarede: »Du ved, Bolle, at Gudrun er Enke; hun maa selv svare, men jeg skal tilraade Giftermaalet.« Osvif sagde til Gudrun: »Bolle Torlejkssøn er her og bejler til dig; svar ham, men jeg vil straks sige, at skal jeg raade, giver du ham ikke Afslag.« Gudrun svarede: »Du bestemmer dig i en Fart. Bolle har engang ladet Ord falde til mig derom, men jeg undveg Spørgsmaalet, og jeg er ved samme Sind endnu.« Da sagde Osvif: »Mange vil sige, at giver du en Mand som Bolle Afslag, er du mere indbildsk end klog. Og mens jeg er over Jorden, er det min Pligt at raade eder, mine Børn, til jert Bedste, i Sager, som jeg har mest Forstand paa.« Og da Osvif gik saa hovedkulds frem med dette, gav Gudrun efter, men var meget ked af det. Osvifs Sønner regnede et Svogerskab med Bolle for en stor Vinding, og Enden paa Sagen blev, at Brylluppet bestemtes til at skulle finde Sted sidst i Oktober paa Laugar.

Bolle red hjem til Hjardarholt og meddelte Olaf Resultatet af sin Bejlen. Olaf sagde ikke meget derom. Da Brylluppet nærmede sig, indbød han Olaf til Gildet, men denne havde ikke Lyst til at deltage, dog da Bolle vedblev at bede ham derom, gik han omsider ind derpaa. Det blev et prægtigt Gilde. Bolle blev paa Laugar Vinteren over; fra Gudruns Side var Samlivet køligt.

Da det atter blev Sommer, og der blev Sejlads mellem Landene, rygtedes det i Norge, at hele Island havde antaget Kristendommen. Kong Olaf glædede sig meget og gav alle Gidslerne Lov til at rejse, hvorhen de havde Lyst. Kjartan, som var Gidslernes Overhoved, sagde: »Jeg takker eder meget, da vil vi besøge Island i Sommer.« Kong Olaf svarede: »Vi vil ikke tage vort Ord tilbage, Kjartan, og dog er du den, vi mindst henvendte det til, thi vi har ment, at du var her mere som Ven end som Gidsel. Jeg vilde ønske, at du ikke længtes saa meget efter Island, hvor du ganske vist har gæve Slægtninge, thi du kunde her i Norge indgaa et Ægteskab, hvortil der ikke vilde vente dig Mage paa Island.« Kjartan sagde: »Vor Herre lønne eder den Ære, I har vist mig, siden jeg kom i eders Vold, men jeg haaber, I lige saa vel giver mig Orlov som de andre.« Kongen svarede, at det skulde ske; han vilde dog først sige ham, at han kendte næppe hans Lige blandt Mænd, der ikke var af fyrstelig Fødsel.

Kalv Asgejrssøn havde overvintret i Norge dette Aar. Han var kommen sidste Efteraar fra England med sit og Kjartans Skib, lastet med Varer. Da Kjartan havde faaet Orlov, gjorde de sig rede til Afrejsen. Forinden gik han til Kongens Søster Ingeborg, som tog vel mod ham og bad ham sætte sig hos hende. Kjartan fortalte, at nu var han færdig til at rejse hjem til Island. Hun svarede: »Jeg tror, Kjartan, at den Bestemmelse har du taget paa egen Haand. Det er ikke nogen her, der har tilskyndet dig til at rejse herfra.« De talte ikke meget mere sammen. Ingeborg tog et Gemme frem, og ud af dette fremdrog hun et hvidt, guldindvirket Hovedklæde, som hun rakte Kjartan, idet hun sagde, at det vilde nok komme til sin Ret paa Gudrun Osvifsdatters Hoved. »Giv hende det i Brudegave,« sagde hun, »jeg ønsker, at de islandske Møer skal vide, at den Kvinde, du omgikkes i Norge, ikke var af Trælleslægt.« Klædet laa i en Pose af Fløjl; det var en meget kostbar Gave. »Jeg følger dig ikke ud,« sagde Ingeborg, »lev nu vel.« Kjartan stod op og omfavnede hende, og Folk talte om, at det havde været svært for dem at tage Afsked med hinanden. Kjartan gik derefter til Kongen og meldte, at nu var han rejsefærdig. Kong Olaf fulgte ham til Skibet tilligemed mange af sine Mænd, og lige før Skibet skulde sejle, sagde Kongen: »Tag dette Sværd som Mindegave fra mig, Kjartan, hav det altid hos dig, saa tror jeg ikke, andre Vaaben bider paa dig.« Det var en sjælden Kostbarhed og meget kunstfærdigt smedet. Kjartan takkede Kongen hjerteligt for al den Udmærkelse og Ære, han havde vist ham under Opholdet i Norge. Da sagde Kongen: »Det vil jeg bede dig om, Kjartan, bevar Troen.« Derefter skiltes de som Hjertensvenner. Kjartan gik ud paa sit Skib, mens Kongen saa efter ham og sagde: »Meget truer Kjartan og hans Slægt, og deres Skæbne lader sig vanskeligt afvende.«

Kjartan og Kalv stod til Havs, og efter nogen Tids gunstig Rejse sejlede de ind i Hvidaa i Borgefjord. Deres Ankomst rygtedes vidt omkring. Olaf og Kjartans andre Slægtninge blev meget glade ved Efterretningen. Olaf red straks til Borgefjord og bød sin Søn et hjerteligt Velkommen, samt indbød ham til at bo hos sig med saa stort et Følge, han vilde, et Tilbud, Kjartan modtog med Tak. Olaf red hjem til Hjardarholt, men Kjartan blev tilbage ved Skibet om Sommeren. Han fik at vide, at Gudrun var bleven gift med Bolle, men modtog Meddelelsen med Ligegyldighed, skønt mange havde frygtet det modsatte.

Kjartans Svoger Gudmund Sølmundssøn kom tilligemed sin Kone Turid til Skibet, og Kjartan tog vel imod dem. Endvidere kom Kalvs Fader Asgejr Ødekoll for at besøge sin Søn. Kalvs Søster Hrefna, en meget smuk Pige, var ogsaa med. Kjartan sagde til sin Søster Turid, at hun maatte tage af Varerne, hvad hun havde Lyst til; det samme sagde Kalv til Hrefna. Kalv aabnede en stor Kiste og bad Kvinderne se paa Indholdet. Der havde imidlertid rejst sig en voldsom Storm, saa Kjartan og hans Folk maatte ud og sørge for, at Skibet blev sikkert forankret, hvorefter de atter vendte tilbage til Boderne. Kalv gik først ind. Turid og Hrefna havde da halet meget op af Kisten. Hrefna fik fat i Hovedklædet og viklede det ud, og de talte om, at det var en stor Kostbarhed. Hrefna tog Hovedklædet paa, men da Kalv saa dette, befalede han hende straks at tage det af, »thi,« sagde han, »det er den eneste Ting, som Kjartan og jeg ikke ejer i Fællesskab.« I det samme traadte Kjartan ind. Han havde hørt, hvad de talte om, og sagde, at det gjorde ikke noget. Hrefna havde endnu Hovedklædet paa. Kjartan betragtede hende meget nøje og sagde: »Det klæder dig godt, Hrefna. Jeg tror, det er bedst, de to Ting hører sammen, og at jeg bliver Ejer baade af Hovedklædet og Pigen.« Hrefna svarede: »Folk vil mene, du ikke behøver at forhaste dig med at vælge dig en Kone, du har nok at vælge imellem.« Kjartan sagde, at det havde ikke saa meget at sige, hvem han fik, men han vilde ikke bejle længe uden Svar. »Klædet passer til dig. Det er bedst, du bliver min Kone.« Hrefna tog nu Hovedklædet af og gav det til Kjartan, som atter gemte det.

Kjartan og Kalv delte deres Gods i god Forstaaelse, hvorefter Kjartan med elleve Mand begav sig til Hjardarholt, hvor han fik den bedste Modtagelse. Han hentede sit Gods fra Skibet om Høsten og blev om Vinteren med hele sit Følge paa Hjardarholt.

Olaf og Osvif fortsatte deres gamle Sædvane at indbyde hinanden til Gæstebud om Høsten, hvert andet Aar paa Laugar og hvert andet paa Hjardarholt. Denne Høst skulde Gildet staa paa Laugar. Gudrun sagde nu til Bolle, at han havde løjet angaaende Kjartans Hjemkomst. Bolle svarede, at han havde sagt alt saa sandt, som han vidste det. Gudrun talte iøvrigt ikke meget om Sagen, men enhver kunde se, at hun ikke var tilfreds, og de fleste mente, at hendes Hu endnu stod til Kjartan, selv om hun søgte at skjule det.

Det led mod den Tid, da Høstgildet skulde holdes paa Laugar. Olaf gjorde sig rede til at rejse derhen og bad Kjartan følge med. Kjartan sagde, at han vilde blive hjemme og passe Gaarden. Olaf bad ham ikke vække sine Slægtninges Uvilje: »Husk paa, Kjartan, du har ingen holdt af som din Fostbroder Bolle; jeg vil gerne, at du tager med, I vil snart blive Venner som før, naar I møder hinanden.« Kjartan føjede da sin Fader, trak i den Skarlagens Klædning, han havde faaet af Kong Olaf, og spændte Sværdet »Kongegaven« ved Bæltet. Paa Hovedet satte han en guldstraalende Hjelm og paa Armen et rødt Skjold, hvori det hellige Kors var indlagt i Guld. I højre Haand holdt han et Spyd, hvis Blad var fæstet til Skaftet med Guldbeslag. Alle hans Mænd – der var over tyve i Følget – bar farvede Dragter. Olaf og Kjartan red da med deres Følge til Laugar, hvor mange Gæster allerede var mødt.

Bolle og Osvifs Sønner gik ud for at byde dem velkommen. Bolle kyssede Kjartan, der gengældte hans Hilsen, hvorefter de fulgtes ind. Bolle var meget munter, og Olaf skæmtede igen, men Kjartan lod, som han ikke lagde Mærke til det. Det blev iøvrigt et vellykket Gilde. Bolle havde nogle udmærkede Stodheste, især en stor, smuk og kampvant Hingst, hvid, men med røde Øren og Top, samt tre Hopper af samme Farve. Dem vilde Bolle give Kjartan, men han brød sig ikke saa meget om Heste, sagde han. Olaf bad ham modtage den store Gave, men han svarede tvært nej. Derefter skiltes de uden Venlighed, og Mændene fra Hjardarholt rejste hjem. Kjartan var noget tavs og indesluttet om Vinteren, og det gjorde Olaf meget ondt.

Efter Jul forlod Kjartan Hjardarholt tilligemed elleve Mand og red til Asbjørnsnæs i Videdalen, hvor hans Svoger Gudmund Sølmundssøn og dennes Kone, Kjartans Søster Turid, boede. De havde indbudt ham til at besøge sig om Vinteren, den Gang de var hans Gæster ved Landingspladsen. Han blev meget hjertelig modtaget, og han og hans Følge fik anvist udmærkede Boliger. Gudmunds Søn Hall var den Gang i Tyveaarsalderen og lignede meget Laksdølerne; det siges, at der ikke var raskere Mand i Nordlændingernes Omraade. Hall sluttede sig nær til sin Morbroder Kjartan. Der blev straks iværksat Lege paa Asbjørnsnæs, og vidt omkring fra Herrederne mødte Deltagere, fra Midfjord og Vatnsnæs, fra Vatnsdal og helt ude fra Langedal kom de. Alle talte om, hvorledes Kjartan udmærkede sig fremfor andre Mænd. Hall forestod Legene, og han indbød Kjartan til at deltage. Han svarede: »Jeg har ikke øvet mig i Lege for nylig, thi vi havde andre Ting for hos Kong Olaf, men jeg vil ikke undslaa mig alligevel.« Der blev nu leget Dagen igennem, og de dueligste Mænd blev ført frem mod Kjartan, men han overgik dem alle i Kræfter og Smidighed. Om Aftenen, da Legene var sluttede, stod Hall op og sagde: »Min Fader indbyder alle, som er komne langvejs fra for at deltage i Legene, til at overnatte her og fortsætte igen i Morgen.« Alle priste denne storslaaede Indbydelse og modtog den med Tak. Kjartans Ven og tidligere Rejsefælle Kalv Asgejrssøn var ogsaa blandt Gæsterne tilligemed sin Søster Hrefna i fineste Stads. Der var over hundrede fremmede paa Gaarden den Nat.

Dagen efter begyndte de igen paa Legene. Men Kjartan sad blot og saa til. Hans Søster Turid satte sig hos ham og sagde: »Man har fortalt mig, Broder, at du er bleven saa tavs i Vinter, og man snakker ogsaa om, at det er, fordi du gaar med Gudrun i Tankerne. Det slutter man af, at det gamle Venskab mellem din Fostbroder Bolle og dig er forbi. Vær fornuftig og slaa det af Tankerne og und din Broder det gode Parti, han har gjort. Jeg synes, det er rimeligst, du gifter dig med Hrefna, som du talte om i Fjor Sommer. Ganske vist er hun ikke din Lige, men det finder du ikke nogen, som er her til Lands. Hendes Fader Asgejr er en gæv Mand af stor Slægt. Han er rig, og hans anden Datter er gift med en mægtig og anset Mand. Du sætter jo ogsaa Kalv højt. Derfor foreslaar jeg, at du taler med Hrefna, og jeg venter mig, at du vil finde hendes Kløgt lige saa stor som hendes Skønhed.« Kjartan syntes godt om Raadet og sagde, det var et godt Forslag. Derefter blev der sørget for, at han kom til at tale med Hrefna, og de talte sammen hele Dagen. Om Aftenen spurgte Turid Kjartan, hvad Indtryk Hrefna havde gjort paa ham efter deres lange Samtale. Han syntes godt om hende og mente, hun var en meget betydelig Kvinde. Den følgende Morgen blev Asgejr hentet til Asbjørnsnæs, og Kjartan bejlede til hans Datter Hrefna. Asgejr var godt tilfreds dermed og var klog nok til at forstaa, at det var et udmærket Giftermaal. Ogsaa Kalv tilskyndede af bedste Evne. Hrefna var heller ikke imod det, men bad sin Fader afgøre Sagen, hvad der skete med det samme vidnefast. Uden at Brudens Slægt gjorde Indsigelse, blev det bestemt, at Brylluppet skulde staa paa Hjardarholt fem Uger hen paa Sommeren. Og Kjartan red hjem med store Gaver.

Olaf blev glad ved Nyheden, thi nu var Kjartan meget livligere, end da han rejste hjemmefra. Kjartan afholdt sig fra Kødspiser hele Fastetiden, hvilket han var den første der i Landet, der havde gjort. Man fandt det mærkeligt, at han kunde leve saa længe uden at spise Kød, og Folk rejste langvejs fra for at se ham. Ogsaa paa andre Maader overgik Kjartan andre Mænd.

Efter Paasken forberedte Kjartan og Olaf et stort Gilde. Til den fastsatte Tid kom Asgejr og Kalv, Gudmund og Hall med Følge, ialt tresindstyve Mand. Ogsaa Kjartan og Olaf havde samlet mange Mennesker. Det blev et berømt Gilde, der varede en hel Uge. Kjartan gav Hrefna Hovedklædet i Brudegave, og selv de rigeste og fornemste Gæster havde ikke set Mage til Smykke. Kyndige Folk paastod, at der var indvævet et halvt Pund Guld i dette Lin. Kjartan var meget oprømt og skæmtede med alle Gæsterne, fortalte om sine Rejser og sin lange Tjeneste hos den berømte Kong Olaf Tryggvesøn, et Emne, der vakte stor Opmærksomhed. Som Sædvane var, fik Gudmund og Hall og de andre Stormænd store Gaver ved Gildets Afslutning. Kjartan og Hrefna kom til at elske hinanden højt.

Olaf og Osvif vedligeholdt deres Venskab, skønt de unge fra deres Gaarde ikke mere brød sig om hinanden. Denne Sommer gjorde Olaf Gilde fjorten Dage før Vinteren. Osvif forberedte ogsaa et Gilde ved Midten af Oktober. De indbød hinanden til sig med saa stort Følge, som hver fandt passende. Olafs Gilde stod først, og Osvif indfandt sig paa Hjardarholt til den bestemte Tid med sine Sønner samt Bolle og Gudrun. Næste Morgen, da nogle Kvinder kom ind i Stuen, talte en af dem om, hvorledes de skulde bænkes. Gudrun stod da lige over for Kjartans Seng, som han nylig var staaet ud af. Han var ved at klæde sig paa og kastede den røde Skarlagenskjortel om sig. Han sagde til den Kvinde, der havde talt om, hvor de skulde sidde: »Hrefna skal sidde i Højsædet og æres højest, saalænge jeg er i Live.« Men før havde Gudrun altid siddet i Højsædet baade paa Hjardarholt og andre Steder. Hun hørte Kjartans Ord, saa paa ham og blev blussende rød, men sagde intet. Dagen efter bad Gudrun Hrefna tage Hovedklædet paa og vise Gæsterne den største Kostbarhed, der nogensinde var kommet til Island. Kjartan hørte det og svarede, før Hrefna kunde komme til Orde: »Hun skal ikke tage Klædet paa ved dette Gilde, thi jeg regner det for mere, at Hrefna ejer den kostbareste Prydelse, end at den skal tjene til Øjenslyst for Gæsterne.« Olafs Gilde skulde vare en Uge. Den følgende Dag bad Gudrun atter Hrefna under fire Øjne om at vise sig Klædet, og det lovede hun. Og Dagen efter gik de sammen ud i det Hus, hvor Linet var gemt. Hrefna aabnede Kisten, tog Fløjlsposen frem og foreviste saa Hovedklædet for Gudrun, som foldede det ud, saa lidt paa det, men hverken roste eller lastede det. Derefter gemte Hrefna det igen, og de to Kvinder gik atter ind til deres Pladser i Stuen.

Glæden og Skæmten fortsattes, men den Dag, Gæsterne skulde drage bort, var Kjartan stærkt optaget af at skaffe friske Heste til dem, der havde lang Vej, og lignende Forberedelser. Han havde ikke Sværdet »Kongegaven« i Haanden under disse Sysler, og da han kom tilbage til sin Plads, var det borte. Han sagde det straks til sin Fader, men Olaf sagde: »Lad os tale sagte derom. Jeg skal faa Spejdere med i hver af de Flokke, der rider herfra.« Og det sørgede han for.

Aan den Hvide fulgtes med Osvifs Mænd for at lægge Mærke til, om nogen gjorde Afstikkere eller Ophold paa Rejsen. De red forbi Ljaarskovene og forbi de Gaarde, som kaldes Skovgaardene, og her standsede de ved Skovene og steg af deres Heste. Osvifs Søn Torolf gik sammen med nogle andre Mænd bort fra Gaarden til et Krat, mens de andre ventede. Da de atter var samlede og red videre, fulgte Aan dem til Laksaa, hvor den kommer fra Sælingsdal; saa sagde han, at nu vilde han vende tilbage. Torolf mente, der ingen Skade var sket, selv om han var bleven hjemme.

Om Natten var der falden lidt Sne, hvori Spor kunde følges. Aan red tilbage til Skoven og fulgte Torolfs Spor til et Morads. Han følte sig for og fik tilsidst fat i Haandtaget af et Sværd. Da han ønskede at have Vidne i denne Sag, red han hen og hentede Toraren fra Sælingsdalstunge, som saa paa, at han drog Sværdet op af Mudderet. Derefter red han hjem og gav Kjartan Sværdet. Kjartan svøbte et Klæde om det og gemte det i en Kiste. Det Morads, hvori Torolf havde skjult Sværdet, kom siden til at hedde Sværdsumpen. Skeden blev aldrig funden, og Kjartan var ikke mere saa glad ved Sværdet som før. Han var ikke til Sinds at lade Ranet gaa ustraffet hen. Men Olaf sagde: »Tag dig det ikke saa nær. De spillede dig et lumpent Puds, men det volder dig jo ingen Skade. Lad os ikke gøre os til Latter ved af den Grund at lægge os ud med Slægt og Venner.« Faderens Ord holdt Kjartans Sind i Tømme.

Kort Tid efter skulde Gildet staa paa Laugar. Olaf gjorde Forberedelser til at rejse derhen og talte med Kjartan om at følge med. Kjartan lod sig kun modvillig overtale. Ogsaa Hrefna skulde med, men hun vilde lade sit Hovedklæde blive hjemme. Kjartans Moder Torgerd spurgte da: »Hvornaar vil du mon smykke dig med dette skønne Klæde, hvis det skal ligge i Kisten, naar du er til Gilde?« Hrefna svarede: »Mange mener, at jeg let kunde komme de Steder, hvor jeg mødte mindre Avind end paa Laugar.« Torgerd sagde: »Jeg har ikke megen Tillid til dem, der lader den Slags Snak flyve her mellem Gaardene.« Og da det var Torgerd saa meget om at gøre, tog Hrefna Hovedklædet med, især da Kjartan af Hensyn til Moderen ikke modsatte sig det.

De rejste nu og kom til Laugar om Aftenen, hvor de fik den bedste Velkomst. Ved Sengetid afleverede Torgerd og Hrefna deres Klæder til Opbevaring, men ved Paaklædningen næste Morgen var Hrefnas Hovedklæde borte og ingen Steder at finde. Gudrun sagde, at hun vel havde glemt det hjemme eller passet daarligt paa det, saa det var tabt undervejs. Hrefna fortalte nu Kjartan, at Klædet var forsvundet. Han svarede, at det ikke var let at tage sig i Vare her, men bad hende forholde sig rolig. Saa raadførte han sig med sin Fader om Sagen. Olaf svarede: »Jeg vilde helst, at du nu som forrige Gang finder dig i deres Drilleri; jeg vil undersøge Sagen i Stilhed, thi jeg vil for enhver Pris søge at undgaa Fjendskab mellem Bolle og dig. Paa hele Ben sidder Bukserne bedst, min Søn.« Kjartan svarede: »Det er let at se, Fader, at du ønsker det bedste for alle Parter i den Sag. Jeg ved nu alligevel ikke, om jeg vil taale saaledes at blive skubbet i Grøften af Folkene fra Laugar.«

Den Dag, Gæsterne red bort fra Gildet, sagde Kjartan til Bolle: »Jeg foreslaar dig, Fostbroder, at du fremtidig opfører dig bedre overfor os end hidtil. Jeg vil nu ikke længere gaa og dække over det, som snart enhver ved om de Ting, vi har mistet, og som vi mener, er gaaet til eders Gaard. I Høst, da vi holdt Gilde paa Hjardarholt, blev mit Sværd taget. Jeg fandt det igen, men ikke Skeden. Nu er her ogsaa Hrefnas kostbare Klæde forsvundet. Jeg vil have begge Dele igen.« Bolle svarede: »Det, du beskylder os for, Kjartan, er vi uden Skyld i. Vi ventede os ikke af dig, at du skulde sætte Tyvemærke paa os.« Kjartan sagde: »Jeg tror, der har staaet saadanne Folk bag dette, at du kan bringe Sagen i Orden, hvis du vil. I har tirret os mere, end der har været Aarsag til, og vi har længe taalt eders Fjendskab. Jeg vil nu sige dig, at nu gaar det ikke længere paa den Maade.« Da faldt Gudrun ind i Samtalen og sagde: »Her puster du til en Brand, hvis Røg det var bedst at faa Bugt med. Hvis det er, som du siger, at nogen her har Skyld i, at Klædet er borte, saa har de vel kun taget deres eget. Tro bare, hvad du vil om, hvor det er henne, og jeg skulde ikke sørge over om det havde faaet en saadan Behandling, at det ikke skulde smykke Hrefna synderlig herefter.«

Efter denne Samtale skiltes de med Bitterhed. Hjardarholtsfolkene red hjem, og de og Folkene fra Laugar indbød ikke hinanden til Gilde siden, men ellers mærkedes ikke noget. Hovedklædet var og blev borte, og mange var af den Mening, at Torolf havde brændt det efter sin Søster Gudruns Opfordring. Først paa Vinteren døde Hrefnas Fader Asgejr Ødekoll, og hans Sønner overtog Gaard og Gods.


Efter Jul samlede Kjartan tresindstyve Mand. Han fortalte ikke sin Fader noget om, hvad han havde i Sinde, og Olaf spurgte heller ikke videre derom. Kjartan tog Telte og Levnedsmidler med sig og red til Laugar; udenfor Gaardene slog han sine Telte op. Dengang plejede man at have Nødtørftshusene ude og et Stykke borte fra Beboelseshuset. Kjartan satte nu Vagt ved alle Udgangene, saa ingen kunde slippe ud, og alle Folkene fra Laugar maatte i tre Døgn forrette deres Nødtørft inde i deres Opholdsrum. Derefter red Kjartan og hans Følge hver til sit. Da Olaf fik dette at vide, lastede han Sønnen derfor, men Torgerd sagde, at der var ingen Grund til at knurre derover, Folkene fra Laugar havde fortjent denne Behandling, ja en endnu værre. Da spurgte Hrefna: »Talte du med nogen paa Gaarden, Kjartan?« Han svarede: »Nej, ikke meget. Kun et Par Ord med Bolle.« Hrefna sagde leende: »Det er sagt mig, at du har talt med Gudrun, og at hun havde mit Hovedklæde paa og tog sig godt ud.« Kjartan blev rød af Vrede over hendes Spot og svarede: »Det, du der fortæller, Hrefna, saa jeg ikke noget til. Gudrun behøvede heller ikke at have dit Hovedklæde paa for at se bedre ud end alle andre Kvinder.« Saa tav Hrefna.

Folkene fra Laugar ærgrede sig meget over Forhaanelsen og fandt den værre, end om Kjartan havde slaaet en eller to af deres Karle ihjel. Osvifs Sønner var rasende, men Bolle søgte at slaa dem koldt Vand i Blodet. Gudrun snakkede mindst om Sagen, men af de faa Ord, hun lod falde, var der dem, der gættede paa, at hun følte sig haardest ramt.

Fra nu af var der aabent Fjendskab mellem de to Gaarde.

Om Vinteren fødte Hrefna en Dreng, der kom til at hedde Asgejr efter sin Morfader.

Toraren Bonde i Tunge kundgjorde, at han vilde sælge Gaardens Jord. Dels manglede han Penge, dels var han ked af det stærkt tiltagende Fjendskab mellem de to Mænd i Herredet, han holdt saa meget af. Bolle havde Brug for mere Jord, thi Laugar havde for lidt Jord til det store Kvæghold. Efter Osvifs Raad red Bolle og Gudrun til Tunge; de fandt det saa naturligt at erhverve sig denne Jord i deres Nabolag, og Osvif bad dem om ikke at være smaalige med Prisen. De blev enige med Toraren om Handelen, men der manglede endnu den lovformelige Stadfæstelse, fordi der ikke var Vidner nok til Stede. Bolle og Gudrun red saa hjem igen. Men da Kjartan Olafssøn fik dette at vide, red han med elleve Mand til Tunge fra Morgenen af. Toraren bød ham velkommen og indbød ham til at blive hos sig i nogen Tid, men Kjartan svarede, at han skulde være hjemme igen om Aftenen. »Men,« sagde han, »jeg er kommet for at tale med dig om den Jordhandel, du har afsluttet med Bolle, thi jeg ser nødig, at du sælger Jorden til Bolle og Gudrun.« Toraren svarede: »Jeg kan vanskelig lade Handelen gaa om. Bolle vil betale godt og straks.« Kjartan sagde: »Du skal ikke lide Tab ved at lade Salget til Bolle gaa i Stykker. Jeg vil give dig lige saa meget for din Jord, og du faar intet ud af at stritte imod, thi jeg skal vise, at jeg vil have mest at sige her i Herredet og endda handle mere efter andres Sind end efter Folkenes fra Laugar.« Toraren svarede: »Høvdingens Ord i denne Sag betyder meget for mig. Men jeg vilde helst, at Aftalen med Bolle kunde staa fast.« Kjartan sagde: »Der er ingen Handel sluttet, naar den ikke er vidnefast. Sælg nu mig Jorden paa samme Betingelser, som du gav andre, eller bliv siddende paa din Jord, saalænge du lever.« Toraren foretrak da at sælge Jorden til Kjartan, og der blev taget Vidner paa Handelen efter Loven. Meddelelsen herom naaede Laugar samme Aften, og Gudrun sagde da: »Det forekommer mig, Bolle, at Kjartan har givet dig to strengere Vilkaar at vælge imellem, end han gav Toraren, nemlig, at du enten maa forlade Herredet med alles Ringeagt eller vise dig noget mindre sløv end hidtil, naar du og Kjartan mødes.« Bolle tav og gik fra hende, og der skete intet før efter Fasten.

Men tredje Paaskedag red Kjartan hjemmefra med kun een Mand i Følge, nemlig Aan den Sorte. De kom til Tunge samme Dag, og Kjartan vilde have Toraren til at følge med sig til Saurbær som Vidne ved Opkrævningen af en Del Tilgodehavender, han havde der. Toraren var reden til en anden Gaard, og Kjartan ventede, til han kom tilbage.

Paa Laugar boede en Kone, der var noget i Slægt med Osvif; hun hed Torhalla og havde faaet Tilnavnet Sladderhank, og hendes to Sønner Odd og Sten, som var dygtige Mænd, hjalp godt til med Gaardens Drift. Denne Torhalla var kommen i et Ærinde til Tunge samme Dag som Kjartan. Hun spurgte ham, hvor han agtede sig hen. Han svarede: »Til Saurbær.« Hun spurgte: »Hvilken Vej rejser du?« Kjartan svarede: »Vestpaa gennem Sælingsdal og hjem gennem Svinedal.« – »Hvor længe bliver du borte?« – »Jeg tænker, jeg rejser hjem paa Torsdag.« – »Vil du ikke udrette et Ærinde for mig?« sagde Torhalla, »jeg har en Slægtning Vest for Hvidedal i Saurbær. Han har lovet mig noget Vadmel. Vil du ikke faa det af ham og tage det med dig?« Det lovede Kjartan. Saa kom Toraren hjem og fulgte nu Kjartan paa Rejsen. De red vestpaa over Sælingsdalshede og kom om Aftenen til Hol, hvor Brødrene Torkel Hvalp og Knud med deres Søster Aud boede. De var Kjartans gode Venner og tog vel imod ham.

Om Aftenen kom Torhalla Sladderhank hjem til Laugar. Osvifs Sønner spurgte, hvem hun havde truffet om Dagen. Hun svarede, at hun havde truffet Kjartan Olafssøn. De spurgte, hvor han skulde hen. Hun fortalte, hvad hun vidste, og sagde, at han aldrig havde været mere kæphøj end nu, men det var jo heller ikke saa sært, om saadanne Folk saa ned paa alle deres Omgivelser. »Der var heller intet, han saa gerne snakkede om som Jordkøbet,« tilføjede hun. Gudrun sagde: »Kjartan kan sagtens være kry, thi han ved jo, at hvormeget han end forhaaner andre, tør ingen slynge sit Spyd mod ham.« Bolle og Osvifs Sønner hørte Kvindernes Samtale. Sønnerne udtalte sig ikke videre, men lod Ord falde, som vendte Braadden mod Kjartan. Bolle lod dog, som om han intet hørte. Han plejede altid, naar der taltes ondt mod Kjartan, enten at tie eller holde igen.

Kjartan var fjerde Paaskedag paa Hol, hvor der var megen Morskab og Festlighed. Den næste Nat havde Aan onde Drømme, saa Folk maatte vække ham. De spurgte, hvad han havde drømt, og han svarede: »En hæslig Kælling kom til mig og hev mig ud over Sengestokken. I den ene Haand havde hun en Slagtekniv, i den anden et Trug. Hun jog Kniven i mig under Brystet, flængede hele Maven, tog Indvoldene ud og fyldte mig med Ris i Stedet. Saa gik hun igen.« Kjartan og de øvrige lo meget ad denne Drøm og kaldte ham Aan Rismave; de følte paa ham for, som de sagde, at mærke, om han endnu var fyldt af Ris. Da sagde Aud: »Spot ikke saa stærkt med denne Drøm. Jeg raader til, at Kjartan bliver her lidt endnu, men hvis han vil af Sted, da gør han klogt i at tage flere Mænd med sig herfra, end han havde, da han kom.« Kjartan sagde: »Maaske ser I noget vidunderligt i Aan Rismave, naar han sidder og taler med eder om Dagene, siden I tager hans Drømme for Varsler, men jeg rejser, som det er planlagt, uden Hensyn til en Drøm som denne.«

Kjartan tog af Sted tidlig om Morgenen den femte Dag i Paaskeugen, og efter Auds Raad fulgte hendes Brødre Torkel Hvalp og Knud med ham. Der var ialt elleve Mand i hans Følge. Han kom til Hvidedal og hentede Torhallas Vadmel, som han havde lovet. Saa red han mod Syd gennem Svinedal.

Paa Laugar i Sælingsdal var Gudrun oppe med Solen. Hun gik til sine Brødres Soverum og vækkede Uspag tilligemed de andre. Uspag spurgte, hvad hun vilde paa denne Tid. Hun svarede, at hun vilde vide, hvad de agtede at tage sig for i Dagens Løb. Uspag svarede, at de vilde forholde sig roligt, der var ikke videre at bestille. Gudrun sagde: »Er I Bondetøse, siden I tror, I kan lade det hele sejle sin egen Sø og hverken behøver at gøre Skade eller Gavn. Efter al den Spot og Skam, Kjartan har voldt jer, ligger I og snuer, mens han rider her forbi med en eneste Mand i Følge. Mænd af jer Slags husker som Svin. Alt Haab om, at I vilde søge Kjartan hjemme, synes mig forbi, hvis I ikke engang tør møde ham, naar han kun har een eller to Mand med sig. I bruger store Ord, men udretter intet, skønt I er nok til det.« Uspag svarede, at det var forfærdeligt, som hun larmede op, men der var noget om Snakken. Han sprang straks af Sengen og klædte sig paa, og ligeledes de andre Brødre. Saa gjorde de sig rede til at lægge sig paa Lur efter Kjartan. Gudrun opfordrede Bolle til at følge med dem. Bolle undslog sig paa Grund af det nære Slægtskab og den Kærlighed, som Olaf havde vist ham under hans Opfostring. Gudrun svarede: »Det er sandt nok, men du har nu ikke faaet den Gave at kunne gøre alle tilpas; med vort Samliv er det i hvert Fald ude, hvis du snor dig fra at gaa med.« Og efter Gudruns Overtalelser voksede hans Følelse af alt, hvad der var ham og Kjartan imellem, og han fik travlt med at ruste sig. De drog nu af Sted, ni Mand ialt: Osvifs fem Sønner, Uspag og Helge, Vandraad, Torraad og Torolf, samt Bolle og Osvifs Søstersøn, Gudlaug; desuden Odd og Sten, Torhalla Sladderhanks Sønner. De red til Svinedal og lejrede sig i den saakaldte Bukkekløft. Bolle var tavs og laa oppe ved Kløftens Rand. Da Kjartan og hans Følge var komne over det smalleste Sted i Svinedalen, og denne atter begyndte at blive bredere, sagde Kjartan, at nu syntes han, Torkel og hans Mænd skulde vende om. Torkel sagde, at de vilde følge ham til Enden af Dalen, men da de var komne forbi Nord-Sæteren, fik Kjartan dem til at ride hjem. »Tyven Torolf skal ikke have det at le ad, at jeg ikke turde ride alene med mine egne faa Folk,« sagde han. Torkel Hvalp svarede: »Vi vil føje dig, men vi vil fortryde det bittert, at vi drog fra dig, hvis du skulde faa Brug for flere Mænd i Dag.« Da sagde Kjartan: »Min Fostbroder Bolle vil ikke stræbe mig efter Livet; men hvis Osvifs Sønner ligger paa Lur efter mig, da ved ingen, hvad Udfald det faar, selv om jeg har faa Folk til Hjælp.« Saa red Brødrene deres Vej.

Kjartan red nu videre sydpaa gennem Dalen, fulgt af Aan den Sorte og Toraren. I Svinedalen boede Torkel paa Bukketind. Han og hans Hyrdedreng var ude at se til Hestene. De saa baade, at Folkene fra Laugar laa paa Lur, og at Kjartan med to Mand red gennem Dalen. Hyrdedrengen foreslog, at de skulde løbe Kjartan i Møde og advare ham; de kunde da maaske have det Held at afværge den store Ulykke, der var planlagt. Men Torkel sagde: »Hold Mund, dit Fjols! Tror du, du kan holde i Live, naar Døden har hvæsset Leen. Sandt at sige vil jeg nødig hindre nogen af dem i at gøre hinanden Pinen saa haard, som de lyster. Lad os hellere gaa hen et Sted, hvor vi er udenfor Fare, og hvor vi kan holde Øje med deres Sammenstød og more os over Slagsmaalet. Kjartan berømmes altid for at overgaa alle andre i Kamp; jeg tror nok, han vil have Brug for sine Evner her, thi han faar en ordentlig Hob paa Halsen.« De krøb da i Skjul, og Kjartan og hans Ledsagere red frem til Bukkekløften.

Osvifs Sønner syntes, det var noget mistænkeligt, at Bolle havde valgt sig et Sted, hvor han kunde ses, naar Folk kom ridende fra Vest. Mon han ikke var til at stole paa? De gik op i Skrænten til ham, brødes paa Skrømt med ham og trak ham længere ned. Da Kjartan og hans Mænd snart efter var kommen Syd for Kløften, saa de Bagholdet og kendte de lurende. Kjartan sprang straks af Hesten og vendte sig mod Osvifssønnerne. Han gik hen til en stor Sten og bad dem tage fat. Men før de naaede frem, slyngede han sit Spyd frem og ramte Torolfs Skjold ovenfor Haandtaget, saa Spydet gik gennem baade Skjold og Arm og skar Overarmsmusklen itu. Torolfs Skjold faldt ned, og han kunde ikke bruge Armen den Dag. Derefter trak Kjartan Sværdet, men havde ikke »Kongegaven« med sig. Torhallas Sønner angreb Toraren, en Opgave, der i Forvejen var tildelt dem. Det blev en haard Dyst, thi Toraren var stærk, og ingen kunde vide, hvordan det vilde ende. Osvifssønnerne og Gudlaug gik løs paa Kjartan og Aan, fem mod to. Aan slog godt til og vilde stadig løbe frem foran Kjartan, som hug voldsomt fra sig, men Sværdet var sløvt, saa han jævnlig maatte hvæsse det under sin Fod. Baade Osvifssønnerne og Aan var saarede, men Kjartan endnu ikke. Kjartan kæmpede saa lynsnart og træfsikkert, at Osvifssønnerne maatte vige, hvorefter de vendte sig mod Aan, der nu faldt efter en Tid at have hugget om sig med Indvoldene hængende ud af Livet. I dette Øjeblik hug Kjartan Benet af Gudlaug over Knæet, og han døde. Osvifs fire Sønner stredes derefter med Kjartan, som ikke veg af Stedet. Bolle stod i Nærheden med Fodbider. Da sagde Kjartan: »Bolle, min Fostbroder! Hvorfor kom du med, naar du ikke vilde andet end staa i Mag og se til? Du maa vist hellere prøve, om Fodbider virkelig kan bide.« Bolle lod, som han ikke hørte disse Ord. Men da Uspag mærkede, at de ikke kunde overmande Kjartan, ophidsede han Bolle af alle Kræfter og sagde, om han vilde lade den Skamplet sidde paa sig at have lovet dem Hjælp og dog ikke ydet den. »Var Kjartan os en haard Negl før, da vi ikke havde gaaet nær saa slemt frem imod ham, da kan du tro, Bolle, at slipper han nu fra os, vil du som vi snart faa Hævnen at føle,« sagde Uspag. Da trak Bolle Fodbider af Skeden og vendte sig mod Kjartan. Kjartan sagde: »Fostbroder! Nu har du i Sinde at udføre et Niddingsværk. Jeg foretrækker dog at lade mig slaa ihjel af dig, fremfor at slaa dig ihjel.« Saa kastede Kjartan sine Vaaben fra sig, han var kun lidt saaret, men meget træt af Kampen. Bolle svarede ikke paa Kjartans Ord, men hug ham ned. Dog greb han ham i Faldet, og Kjartan døde i hans Arme. Bolle angrede straks sin Gerning og paatog sig hele Skylden for Drabet. Han sendte Osvifs Sønner hjem, men han og Toraren blev tilbage hos Ligene. Da Gudrun fik Udfaldet at vide, lod hun tilfreds dermed; Torolfs Arm blev forbunden, men heledes langsomt og forvandt aldrig helt Saaret.

Kjartans Lig blev ført til Tunge, hvorefter Bolle red hjem til Laugar. Gudrun gik imod ham og spurgte, hvad Tid paa Dagen det var. Bolle sagde: »Klokken er snart tre.« Da sagde Gudrun: »Vi udnytter Tiden. Jeg har spundet tolv Fed Garn, og du har dræbt Kjartan.« Bolle svarede: »Jeg glemmer sent denne afskyelige Gerning, selv om du ikke minder mig om den.« Gudrun sagde: »Jeg regner den ikke for en Udaad. Du nød større Hæder den Vinter, Kjartan var i Norge. Straks da han kom tilbage, traadte han dig under Fødder. Men jeg nævner det vigtigste sidst, og det er, at Hrefna gaar ikke kaad i Seng i Aften.« Da kom Vreden op i Bolle, og han svarede: »Jeg er ikke sikker paa, at hun bliver blegere end du ved denne Efterretning, og mon ikke det ville have rørt dig mindre, om det var mig, der var falden, og Kjartan havde bragt dig Budskabet.« Gudrun mærkede nu, at Bolle ikke var til at spøge med, og sagde: »Tro ikke det. Jeg takker dig meget for, hvad du har gjort. Jeg kan nu mærke, at du gerne vil være efter mit Sind.«

Osvifs Sønner gik til et Jordhus, der hemmeligt var indrettet til dem. Men Torhallas Sønner sendtes til Helgefjeld for at meddele Snorre Gode, hvad der var sket. De bad ham tillige snarest muligt sende Mænd til Hjælp mod Olaf og de Mænd, der havde Bod at kræve for Kjartans Drab.

Paa Tunge i Sælingsdalen skete det Natten efter den nævnte Kamp, at Aan, som alle troede død, rejste sig op i siddende Stilling. De, som holdt Vagt ved Ligene, blev forfærdede og troede, der var sket et Mirakel. Men Aan sagde: »I Guds Navn, bliv ikke bange for mig. Jeg levede og havde en Tid mine Sansers Brug, men omsider faldt jeg i Afmagt. Da drømte jeg, at den Kone kom, som før viste sig for mig i Drømme, men nu tog hun Risene ud af Maven paa mig og satte Indvoldene ind i Stedet, og jeg befandt mig vel ved dette Bytte.« Aans Saar blev nu forbundne, han kom sig og blev for Fremtiden kaldt Aan Rismave.

Olaf Høskuldssøn tog sig Kjartans Død meget nær, men bar sin Sorg tappert. Hans Sønner vilde straks rejse af Sted og dræbe Bolle. Men Olaf sagde: »Nej, lad endelig være. For mig opvejer Drabet af ham ikke Savnet af min Søn. Jeg elskede Kjartan højere end alle andre, men jeg taalte heller ikke, at Bolle led nogen Overlast. Jeg kan give eder det at tage Vare, som er bedre: gaa imod Torhallas Sønner, som er sendt til Helgefjeld for at samle Mænd imod os. Jeg skal ikke have noget imod, at I volder dem al den Skade, I lyster.« Olafs Sønner var ikke sene til at gøre, som Faderen havde foreslaaet; de gik om Bord i en Færge, han havde, og var ialt syv Mand. Saa roede de af alle Kræfter ud ad Hvammsfjord. De havde svag, men gunstig Vind og Sejl oppe og roede ind under Skorr-Ø. Der gjorde de Ophold og forespurgte om, hvem der var sejlet forbi. Snart efter saa de et Skib komme roende vestfra, og de kendte straks Torhallas Sønner. Haldor og hans Følge gik lige løs paa dem. Der blev næsten ingen Tid til Modstand, Olafs Sønner var hurtigt ovre paa deres Skib, greb Sten og de øvrige, huggede dem ned og kastede dem over Bord, hvorefter de rejste hjem med velforrettet Sag.

Olaf drog ud at møde Kjartans Lig. Han sendte Bud til Borg for at meddele Torsten Egilssøn Drabet og for at bede om hans Bistand ved Anklagen mod Drabsmændene. Skulde store Mænd støtte Osvifs Sønner, ønskede han Ledelsen af hele Sagen. Samme Bud sendte han til Videdal til sin Datter Turids Mand Gudmund Sølmundssøn, ligeledes til Hrefnas Brødre. Han rejste Anklage mod alle, som havde deltaget i Drabet paa Kjartan, undtagen mod Uspag Osvifssøn, som allerede var dømt fredløs for en Sag med en Kvinde ved Navn Aldis. Olaf havde lyst Sagen til Tinget paa Torsnæs. Kjartans Lig blev ført hjem til Hjardarholt og et Telt rejst derover, thi der var endnu ikke bygget nogen Kirke i Dalene. Da Olaf fik at vide, at Torsten allerede havde samlet en stor Styrke og ligeledes Gudmund i Videdal, lod han samle Mænd alle Dalene over, ligeledes et stort Antal, som han sendte til Laugar, idet han sagde: »Jeg ønsker, at I, hvis det behøves, yder Bolle den samme Hjælp, som I vilde yde mig, thi jeg tror, at de Mænd uden for Herredet, som nu snart gæster os, mener at have noget at drøfte med ham.« Da dette var ordnet, kom Torsten og Gudmund med deres Folk og var meget forbitrede. Hall Gudmundssøn og Kalv Asgejrssøn hidsede især til at gaa til Bolle og opsøge Osvifs Sønner, som de sagde var inden for Herredet endnu. Men da Olaf satte sig meget derimod, blev der i Stedet sendt Forligstilbud til Bolle, som var villig og bad Olaf bestemme Vilkaarene. Osvif kunde ingen Modstand gøre, da Hjælpen fra Snorre udeblev. Der blev da holdt et Forligsmøde i Ljaarskovene, Olaf kom til alene at forestaa dette, og det vedtoges at han skulde bestemme, hvor meget Gods der skulde gives i Bøde, og hvor mange Mand der skulde dømmes fredløse. Paa Olafs Raad var Bolle udeblevet fra Mødet. Dommen skulde forkyndes paa Torsnæstinget. Myremændene og Videdalerne red derefter til Hjardarholt, hvor Torsten Kuggesøn for at mildne Hrefnas Sorg tilbød at opfostre hendes og Kjartans Søn Asgejr. Hrefna, der var meget ulykkelig, om end hun bar sin Kval værdigt og talte venligt med alle, rejste hjem med sine Brødre. Hun giftede sig ikke igen og levede ikke længe. Det hed sig, at hun var segnet under sin Sorg.

Kjartans Lig laa en Uge paa Baare i Hjardarholt. Torsten Egilssøn havde ladet bygge en Kirke ved Borg. Han førte Kjartans Lig med sig hjem, og det blev begravet ved denne Kirke, som nylig var indviet og endnu indvendig var prydet med hvide Flor. Ved Torsnæstinget blev Sagen mod Osvifs Sønner rejst. De blev alle dømt fredløse, men der blev betalt for, at de uskadte skulde kunne forlade Landet. Det blev dem forbudt at vende tilbage, saalænge nogen af Olafs Sønner eller Kjartans Søn, Asgejr levede. Der skulde ikke betales Bod for Drabet paa Osvifs Søstersøn Gudlaug paa Grund af hans Bagholds-Overfald paa Kjartan, heller ikke skulde Torolf have nogen Bod for sine Saar. Olaf vilde ikke have rejst Sag mod Bolle, men bad ham betale sig fri. Haldor, Stentor og Olafs øvrige Sønner var meget utilfredse med, at Bolle skulde have Lov at bo i samme Herred som de, og mente, det rummede en stor Fare. Olaf sagde, at det nok skulde ordne sig, saalænge han levede.

En Mand, som kaldtes Audun Bindhund, var paa Tinget. Han sagde: »Folk kan sige sig selv, at disse Mænd ikke vil være mindre fredløse i Norge end her, hvis Kjartans Venner lever.« Da svarede Osvif: »Du spaar Løgn, din Bindhund. Mine Sønner vil agtes højt af Høvdingerne, men dig skal Troldene tage i Sommer.« Senere paa Sommeren rejste Audun fra Island og led Skibbrud ved Færøerne, hvor alle Mand druknede, saa Osvifs Spaadom opfyldtes.

Osvifs Sønner rejste ogsaa bort samme Sommer og vendte aldrig mere tilbage. Olaf høstede megen Ære af, at han straffede de mest skyldige og skaanede sin Fostersøn Bolle. Olaf overlevede Kjartan i tre Aar. Efter hans Død delte hans Sønner Arven. Haldor bosatte sig paa Hjardarholt, og hans Moder Torgerd blev hos ham. Hun hadede Bolle, sin tidligere Fostersøn, der havde givet hende saa blodig en Tak.

Om Foraaret flyttede Bolle og Gudrun til Tunge, som Bolle efter Olafs Raad havde købt. De fik en Søn, som blev kaldt Torlejk efter sin Farfader. Han blev snart en smuk og rask Dreng.

Som tidligere omtalt overværede Torkel paa Bukketind fra et Skjul Kjartans Drab. Han havde tvunget sin Hyrdedreng til ikke at advare Kjartan om de andres Baghold. Denne Hyrdedreng (2) var noget i Familie med Torgerd Egilsdatter og af hende sat i Kost hos Torkel. Han sørgede som saa mange andre over Kjartans Død, men kunde aldrig tale derom, naar Torkel var til Stede, thi Torkel talte stadig nedsættende om Kjartan, kaldte ham et kvindagtigt Mandfolk og en Kryster og efterabede, hvordan han teede sig, da han fik sit Dødssaar, for at gøre ham til Latter. Drengen led under disse Forhaanelser af Kjartan, gik til Hjardarholt og fortalte derom til Haldor og Torgerd og bad om at maatte blive hos dem. Torgerd bad ham blive, hvor han var, til Vinter. Drengen sagde, at han kunde ikke udholde det længere. »Du vilde ikke forlange det af mig,« sagde han, »hvis du vidste, hvorledes det plager mig.« Torgerd fik Medlidenhed med ham og sagde, at hun havde ikke noget imod, om han blev paa Hjardarholt. Men Haldor sagde: »Bryd dig ikke om denne upaalidelige Drengs Snak.« Torgerd svarede: »Han kan være ringe nok, men Torkel har i hvert Fald baaret sig tarveligt ad. Han vidste, at Mændene fra Laugar laa i Baghold for Kjartan, men vilde ikke advare ham. Derimod morede han sig over deres Kamp og gaar nu og taler ondt om din Broder. Hvordan vil I Brødre tænke jer at tage Hævn, hvor I møder Overmagt, naar I ikke engang kan give en Pjalt som Torkel Løn for sine Løgne?« Haldor sagde ikke meget til disse Ord, men bad Moderen gøre, hvad hun vilde med Drengen. Faa Dage efter red Haldor med nogle Mænd til Bukketind, omringede Gaarden, slæbte Torkel ud og dræbte ham, og han viste intet Mod i sin Dødsstund. Da Haldor kom hjem, sagde Torgerd, at hun syntes, dette var bedre end ingenting.

Sommeren forløb derefter nogenlunde rolig, selv om Fjendskabet lurede mellem Bolle og Olafs Sønner. Brødrene var meget forbitrede paa Bolle, men han søgte at lempe sig efter dem, dog uden at vise Underlegenhed, thi han var ellers ikke til at skubbe med. Han havde mange Folk om sig, var rig og levede paa Stormandsvis.

Vinteren efter, at Olaf Høskuldssøn var død, sendte hans Enke Torgerd Bud til Dønustad i Laksaadalen, hvor hendes Søn Stentor boede og var gift med Asgejrs Datter Turid, Enke efter Torkel Kugge. Hun bad Stentor komme til Hjardarholt, og da han var kommen, sagde hun, at hun vilde rejse en Tur vestpaa til Saurbær for at besøge sin Veninde Aud. Hun fik Haldor og tre andre Mænd med sig. De red nu, til de kom i Nærheden af Gaarden Tunge i Sælingsdalen. Da vendte Torgerd sin Hest mod Gaarden og spurgte: »Hvad hedder den Gaard?« Haldor svarede: »Du spørger ikke, fordi du ikke ved det, Moder. Det er jo Tunge.« »Hvem bor her?« spurgte hun. Han svarede: »Det ved du godt.« Da sagde Torgerd med et dybt Suk: »Ja, du kan tro, jeg ved det. Her bor Bolle, din Broders Morder. Men I ligner desværre ikke jer tapre Slægt, siden I ikke vil hævne en Broder som Kjartan. Eders Morfader Egil var af en anden Slags, og det er sørgeligt at have slappe Sønner. Havde I endda været Kvindfolk og gift med modige Mænd. Det er et sandt Ord, Haldor, at hver stor Slægt har sin Stymper, og det var Olafs Ulykke, at hans Sønner blev saa kraftesløse. Jeg siger dette til dig, Haldor, fordi du regner dig for mere end dine andre Brødre. Lad os nu vende om. Det var mit Ærinde at minde jer om denne Sag.« Haldor svarede: »Skulde vi glemme den, da skal du saavist ikke faa Skylden derfor, Moder.« For Resten sagde han ikke meget, men Vreden mod Bolle tog stærkt til hos ham efter denne Dag.

Omsider kom Sommeren, og Tingtiden nærmede sig. Haldor og hans Brødre drog til Tinget sammen med et stort Følge og rejste den Bod, som Olaf før havde brugt. Paa Tinget traf de Gudmund Sølmundssøns Sønner fra Videdal, deres Søstersønner. En af dem, Barde, var da atten Aar gammel, en stor og stærk ung Mand. Olafs Sønner indbød ham meget indtrængende til at følge sig hjem paa Besøg. Han fulgte Indbydelsen, thi der bestod det venskabeligste Forhold mellem Familierne paa Hjardarholt og i Videdal. Og Barde opholdt sig paa Hjardarholt Resten af Sommeren.

Haldor betroede Barde en Hemmelighed, nemlig at han og hans Brødre havde i Sinde at aflægge et Besøg hos Bolle; de kunde ikke længere udholde Moderens Haan. »Jeg vil ikke skjule for dig, min Søstersøn Barde, at naar vi indbød dig til os, var det for at faa dig til Hjælp.« Barde svarede: »Folk vil tale ilde om et saadant Brud paa Forlig mellem nære Slægtninge. Desuden er det vanskeligt at angribe Bolle. Han har mange Mænd om sig og er selv en haard Hals. Heller ikke mangler det paa kloge Raad, hvor Gudrun og Osvif er til Huse. Derfor tror jeg ikke, denne Plan kan gennemføres.« Haldor sagde: »Lad os ikke fordybe os i Vanskelighederne. Jeg har ikke talt om det, før vi skulde skride til Værket. Og jeg venter, at du ikke undslaar dig i at følge os.« Barde svarede: »Jeg forstaar, at du vil finde det urigtigt, om jeg undslaar mig. Det vil jeg heller ikke, med mindre jeg kan faa dig overtalt til at opgive Planen.« »Det var et godt Svar, som man kunde vente det fra dig,« sagde Haldor. Barde hævdede, at der burde handles forsigtigt, og Haldor fortalte, at han havde hørt, at Bolle havde sendt sine Mænd hjemmefra, nogle til Søs nordpaa ad Hrutafjord, andre til Stranden. »Det er ogsaa bleven fortalt mig, at Bolle er paa Sæteren i Sælingsdal og kun har de af sine Karle i Nærheden, som er paa Høarbejde. Derfor synes jeg ikke, vi finder en bedre Lejlighed til at overraske Bolle end denne.« Dette blev Haldor og Barde enige om.

Der boede en Mand, som kaldtes Torsten den Sorte i Hundadalen, en af Bredefjordsdalene, han var en klog og velstaaende Mand og havde længe været Olaf Paas Ven. Hans Søster Solvejg var gift med Helge Hardbeinssøn, som var stor og stærk og drev megen Handel til Søs. Helge var nylig kommen hjem og var nu paa Besøg hos sin Svoger Torsten. Haldor sendte Bud til dem og bad dem komme til Hjardarholt, og da de var kommen, indviede han dem i sin Plan og bad om deres Bistand. Torsten dadlede hans Hensigt og sagde: »Det er den største Ulykke, at I Slægtninge skal vedblive at slaa hinanden ihjel. Og der er faa Mænd i eders Slægt, der kan maale sig med Bolle.« Men Torstens Ord gjorde intet Indtryk paa Haldor. Han sendte yderligere Bud til sin Farbroder Lambe og vilde ligeledes have ham med. Lambe var enig med ham og villig. Og Torgerd Egilsdatter pustede trolig til Ilden og sagde, at hun aldrig vilde finde Kjartan hævnet, om ikke Bolle ogsaa blev dræbt. Nu gjorde de sig rede til at drage af Sted, Olafs fire Sønner, Haldor og Stentor, Helge og Høskuld, Barde Gudmundssøn, Lambe, Torsten og hans Svoger Helge, samt Aan Rismave. Torgerd vilde ogsaa med; de raadede hende derfra og sagde, at det var ikke Kvindearbejde: men hun holdt paa sit. »Jeg kender jer, mine Sønner,« sagde hun, »I trænger til at slibes, om I skal holde jer skarpe.« Saa gjorde de ikke flere Indvendinger.

De red nu langs Strandene og derefter til Ljaarskovene, og i den første Morgendæmring naaede de til Sælingsdalen. Den Gang var der tyk Skov i Dalen. Bolle var, som det ventedes, paa Sæteren ved Aaen, det Sted, som nu kaldes Bolles Tomter. Der strakte sig en stor Bakke fra Sæteren og ned til Stakkagil; mellem Bjergskraaningen og Bakken er en stor Eng, som hedder Barm. Der arbejdede Bolles Karle. Haldor og hans Følge red til Oksnagrof over Ransmarkerne og derefter ovenfor Hammerengen ligeoverfor Sæteren. De vidste, der var mange Folk der, steg af Hestene og vilde vente, til disse Folk gik ud paa Arbejde. Tidlig om Morgenen gik Hyrden ud for at se til Faarene oppe i Bjergskraaningen. Han saa Mændene og de bundne Heste i Skoven og tænkte, at det nok ikke var Venner, der gik saa hemmelighedsfuldt frem. Han skyder straks Genvej til Sæteren for at melde de fremmedes Komme til Bolle. Haldor saa skarpt og lagde Mærke til, at Manden stak i Rend mod Sæteren. Han sagde til sine Ledsagere, at det nok var Bolles Hyrde: »Han har sikkert set os. Lad os faa fat i ham, saa han ikke sladrer.« Aan Rismave var den rappeste, han rendte Knøsen ind og kastede ham ned ad Fjældet, saa han knækkede Ryggen. Saa red de til Sæteren, hvor der var to Huse, Soverum og Spiserum. Bolle havde været tidligt oppe om Morgenen for at ordne Arbejdet og havde atter lagt sig til at blunde lidt, da Folkene var kommen af Sted. De eneste, der var tilbage i Soverummet, var Bolle og Gudrun. Da de andre sprang af Hestene, vaagnede de ved Bulderet og hørte dem tale om, hvem der først skulde gaa ind til Bolle. Bolle kendte nogle af Stemmerne, deriblandt Haldors, og sagde til Gudrun, at hun skulde skynde sig bort fra Sæteren, da hun ingen Glæde vilde faa af dette Besøg. Gudrun mente, at der vel ikke skulde ske andet, end hvad hun kunde se paa, og at han sagtens ingen Skade vilde have af, at hun var hos ham. Men Bolle forlangte, hun skulde gaa, og saa gik hun. Hun gik ned ad Brinken til Bækken og gav sig til at vaske Linned. Bolle var nu alene i Sæterhuset; han tog sine Vaaben og satte Hjelm paa Hovedet; han havde ingen Rustning, men holdt Skjold for sig og havde Sværdet Fodbider i Haanden. Haldor og hans Fæller drøftede nu, hvorledes de skulde skride til Værket, thi ingen var ivrig efter at gaa ind. Da sagde Aan Rismave: »Der er vel Mænd her, som staar Kjartan nærmere end jeg, men sikkert ingen, der bedre husker, hvorledes han døde. Da jeg blev ført til Tunge sammen med Kjartan, han dræbt, jeg kun lige levende, da tænkte jeg, at den Dag, jeg fik Lejlighed til at volde Bolle Fortræd, vilde jeg regne for en Glædesdag. Lad mig gaa først ind.« Torsten den Sorte svarede: »Det var i Sandhed mandige Ord, men jeg vil dog raade til Forsigtighed, thi Bolle staar ikke rolig op og ned og lader sig myrde. Skønt han er daarligt rustet, maa I vente, han slaar haardt fra sig, thi Bolle er baade stærk og smidig i Kamp. Han har ogsaa et Sværd, som bider.« Men Aan brasede hastigt og voldsomt ind i Sæterhuset med Skjold over Hovedet og svingende Sværdet frem. Bolle hug til ham med Fodbider, saa Skjoldsporen fløj af, og Skjoldet kløvedes og Aan med helt ned i Skuldrene. Saa gik Lambe ind, ogsaa med Skjold og draget Sværd. I dette Øjeblik var Bolle ved at rykke sit Sværd ud af Aan, og hans Skjold dækkede derfor mindre godt, saa det lykkedes Lambe at give ham et dybt Hug i Laaret. Bolle gav ham et Modhug i Skulderen, og Sværdet flækkede ham ned langs Siden, saa han ikke kunde kæmpe mere; dette Saar havde Armen Men af hele hans Liv. Nu brød Helge Hardbeinssøn ind og hævede et Spyd med alenlangt Spid og jernbeslaaet Skaft. Da Bolle saa det, slængte han Sværdet fra sig, tog Skjoldet i begge Hænder og gik frem til Sæterdøren mod Helge, som imidlertid jog Spydet baade gennem Skjoldet og ham. Bolle lænede sig op mod Væggen. Da stormede Haldor og hans Brødre ind, fulgt af Torgerd. Bolle sagde: »Nu kan I uden Fare komme nærmere, Brødre. Mit Værn bliver kort.« Torgerd opfordrede sine Sønner til at gøre det af med ham een Gang for alle og skille Hovedet fra Kroppen. Bolle stod da endnu ved Væggen og snørede Kjortelen om sig for at holde paa Indvoldene. Da sprang Stentor Olafssøn frem og hug en stor Økse gennem hans Hals ved Skuldrene, saa Hovedet straks faldt af. Torgerd priste hans heldige Haand og sagde, at nu var Bolles Haar bleven ordentlig rødt; nu kunde Gudrun kæmme det. Derefter gik de ud af Sæterhuset.

Gudrun kom i det samme op fra Bækken. Hun spurgte Haldor, hvad der var sket mellem dem og Bolle. De fortalte hende det. Hun bar en stramtsiddende Kjole med snævert Liv og et stort Hovedklæde. Omkring sig havde hun knyttet et blaarandet Klæde med hvide Duske ved Enderne. Helge Hardbeinssøn gik hen til Gudrun, greb fat i hendes ene Klædedusk og tørrede med den Blodet af det Spyd, han havde rendt igennem Bolle. Gudrun saa paa ham og smilede. Da sagde Haldor: »Dette var umandigt og raat.« Helge bad ham ikke bekymre sig om det. »Det kommer mig for,« sagde han, »at bag denne Klædedusk bor den, der skal faa mit Blod til at flyde.« Derefter sprang de paa Hestene og red bort. Gudrun fulgte dem et Stykke paa Vej og vedblev at tale med dem, før hun omsider vendte hjem.

Haldors Følgesvende drøftede med hinanden, at Gudrun ikke syntes særlig nedtrykt over Bolles Drab, siden hun fulgte dem paa Vej og talte med dem, som om de ikke havde gjort noget, der vedkom hende. Da sagde Haldor: »Tro ikke, at Bolles Drab er hende ligegyldigt. Hun fulgte vistnok med os for at faa rigtig Rede paa, hvem der havde taget Del deri. Det er heller ingen Overdrivelse at sige, at Gudrun udmærker sig meget fremfor andre Kvinder. Og rimeligt er det, at hun ikke lader Bolles Drab være en uvæsentlig Sag. Thi det maa indrømmes, skønt vi ikke kunde leve i Venskab med vor Slægtning, at Drabet af en Mand som Bolle betyder et stort Tab.« Efterretningen gik snart vidt omkring og gjorde et stærkt Indtryk, og der var stor Sorg over Bolles Død.


Gudrun og Snorre Gode

Gudrun sendte straks Bud til Herredshøvdingen Snorre Gode, thi Osvifs Familie regnede ham for sin særlige Beskytter. Snorre skyndte sig til Tunge med tresindstyve Mand, og Gudrun blev glad over hans Nærværelse. Han tilbød at prøve at faa et Forlig i Stand, men Gudrun havde ikke Lyst til paa Torlejks Vegne at tage mod Pengebøde for Drabet. »Den bedste Hjælp, du kan skaffe mig, Snorre,« sagde hun, »er at bytte Gaard med mig, saa jeg ikke skal vedblive at være Hjardarholtfolkenes Nabo.« Paa dette Tidspunkt laa Snorre i Strid med Øreboerne. Han sagde, at af Venskab for Gudrun vilde han gaa ind paa at bytte med hende, men tilføjede: »Det første Halvaar faar du dog blive, hvor du er.« Hun gav ham store Gaver ved hans Hjemrejse.

Om Vinteren fødte Gudrun en Dreng, han blev kaldt Bolle efter sin Fader og blev snart stor og smuk, og hans Moder elskede ham højt. Om Foraaret byttede Snorre og Gudrun Ejendomme. Snorre tog Ophold paa Tunge og blev der, saalænge han levede, men Gudrun rejste til Helgefjeld sammen med Osvif, og der førte de et stort Hus, hvor Gudruns Drenge Torlejk og Bolle voksede op. Torlejk var fire Aar, da hans Fader blev dræbt.

En Mand i Hørdedalen hed Torgils Hallasøn; han boede paa en Gaard, der hed Tunge. Torgils var en stor og smuk Mand, men saa andre over Hovedet og regnedes ikke for nogen retsindig Mand. Der var tit Kurrer paa Traaden mellem ham og Snorre Gode, som fandt ham paatrængende og hoven. Han gav sig mange Ærinder ud i Herredet og kom ogsaa jævnlig til Helgefjeld, hvor han tilbød Gudrun at tage sig af hendes Sager. Hun takkede, men gjorde ikke Brug af Tilbudet. Hendes Søn Torlejk var længe paa hans Gaard og lærte Lovkyndighed af ham, thi Torgils var vel bevandret i Lovene.

En berømt Mand af fornem Slægt Torkel Eyjolfssøn var paa dette Tidspunkt paa Rejser. Han var Snorre Godes Ven. Engang han var i Nabolaget paa Besøg hos sin Slægtning Torsten Kuggesøn, indtraf et Drab, som man ventede, han skulde hævne. Han gik i den Anledning til en anden Slægtning og laante et Sværd, som hed Skøfnung. Det havde den Egenskab, at Solen ikke maatte skinne paa dets Haandtag; det maatte ikke drages, naar nogen Kvinde saa derpaa; og huggede det Saar, var Saaret uhelbredeligt, med mindre det berørtes af den Tryllesten, som fulgte Sværdet.

Den Mand, mod hvem Hævnen skulde udøves, hed Grim og opholdt sig nordpaa i Tvidøgraheden ved Fiskevandene. Torkel rejste den Vej og fandt tilsidst ved en Sø et stort Hus.

Torkel kom derhen og saa Manden sidde ved Mundingen af en Bæk og fiske. Han havde trukket Kappen op over Hovedet. Torkel steg af Hesten og bandt den ved Husvæggen. Saa gik han hen til Manden. Grim opdagede hans Skygge paa Vandet og for op. Torkel huggede efter ham og ramte ham ovenfor Haandleddet. Det var ikke noget større Saar. Grim rendte straks løs paa Torkel, og de tog et Livtag med hinanden med det Udfald, at de tumlede omkuld, og Grim kom til at ligge ovenpaa Torkel. Grim spurgte nu om hans Navn, men Torkel svarede, at det ragede ikke ham. Grim sagde: »Det er gaaet anderledes end du tænkte. Jeg holder dit Liv i min Haand.« Torkel svarede, at han ikke havde i Sinde at bede om Naade, selv om han havde haft Vanheld med sig. Grim sagde: »Jeg har lavet Ulykker nok, selv om jeg ikke tager Livet af dig. Der maa være dig en anden Lod beskaaret end at dø dennegang. Behold Livet og løn mig derfor, som du vil.« De rejste sig nu begge to og gik ind i Huset. Torkel saa, at Grim blev udmattet af Blodtabet, tog Tryllestenen, gned den mod Saaret og bandt den fast til hans Arm, og al Svie og Opsvulmen fortog sig. Torkel overnattede hos Grim, men næste Morgen vilde han af Sted og spurgte, om ikke Grim vilde følge med ham; det gik han ind paa. De drog saa til Tunge i Sælingsdalen, hvor Torkel blev vel modtaget af Snorre Gode.

Torkel fortalte ham, da de var blevet ene, at hans Rejse var mislykkedes. Snorre svarede: »Paa ingen Maade. Grim er bestemt til en bedre Skæbne. Se nu at skille dig af med ham paa sømmelig Vis. Men dig, Ven, vil jeg give det Raad, at du holder op med dine Rejser. Gift dig og sæt Bo og bliv Høvding; dertil er du født.« Torkel svarede: »Du har tit givet mig Raad, som har været mig til Gavn. Men har du tænkt paa, hvem jeg skulle fri til?« Snorre sagde: »Gudrun Osvifsdatter. Hun er det bedste Gifte, jeg ved af.« Torkel svarede, at det var sandt nok, at det var et godt Parti. »Men,« indvendte han, »hendes Voldsomhed og hendes store Beslutninger gør mig meget betænkelig ved hende. Hun vil uden Tvivl have Hævn over Bolle. Jeg synes ogsaa, hun har saa megen Forbindelse med Torgils Hallasøn; han vil maaske heller ikke se vel til din Plan. Men for Resten kunde jeg nok have Lyst til Gudrun.« Snorre sagde: »Jeg skal sørge for, at du ingen Vanskeligheder faar med Torgils, og jeg venter, at med Hensyn til Hævnen for Bolle vil der ske Forandring i Løbet af dette Halvaar.« Torkel svarede: »Maaske er det ikke tomme Ord, du taler nu. Men med Hævnen for Bolle synes jeg ikke det ser lysere ud nu end før, med mindre større Mænd tager Sagen i Haand.« Snorre sagde: »Rejs udenlands i Sommer og lad os se, hvad der sker.« Det gik Torkel ind paa.

Torkel tog Grim med sig til sit Skib vestpaa i Bredefjord. Om Sommeren landede de i den sydlige Del af Norge. Her gav han Grim en Del Handelsvarer og tog en venlig Afsked med ham. Torkel blev i Norge om Vinteren; han var rig og nød megen Anseelse.

Gudrun rejste i August Maaned ind i Dalene til Tykkeskov. Hendes Søn Torlejk var da skiftevis paa Tykkeskov hos Aarmods Sønner Haldor og Ørnolf og paa Tunge i Hørdedalen hos Torgils. Samme Nat sendte Gudrun Bud til Snorre Gode, at hun ønskede at mødes med ham næste Dag. Snorre tog straks af Sted, ledsaget af kun een Mand, og standsede ved en Klippe, som hed Høfde, nord for Haukadalsaa, hvor Gudrun havde sat ham Stævne. De kom næsten samtidig. Gudrun havde ligeledes kun een Ledsager, nemlig sin tolvaarige Søn Bolle, som var saa stærk og klog, at han kunde staa Maal med mangen voksen; han bar Sværdet Fodbider. Snorre og Gudrun gav sig straks i Samtale, medens Bolle og Snorres Følgesvend satte sig paa Klippen og betragtede dem, der red gennem Herredet. Snorre spurgte, hvad der var sket, siden Gudrun havde sendt ham Bud om at komme saa hastigt. Gudrun sagde: »Det er sandt, at det for mig er Stornyt, som jeg vil tale med dig om, skønt det har fundet Sted for tolv Aar siden. Det drejer sig om Hævnen for Bolles Drab. Det kommer dig vel heller ikke uventet, da jeg af og til har berørt Sagen. Jeg vil ogsaa nævne, at du har lovet mig nogen Hjælp, naar jeg vilde vente med Taalmod. Nu er jeg ved at opgive Haabet om, at du husker paa det. Jeg har nu biet saalænge, som jeg kunde, men jeg vilde gerne have et godt Raad af dig med Hensyn til, hvorledes jeg skal faa Hævnen fuldbyrdet.« Snorre spurgte, hvorledes hun selv havde tænkt sig det. Gudrun svarede: »Jeg ønsker, at Olafs Sønner ikke alle slipper helskindet fra deres Bedrift.« Snorre maatte misbillige at gaa løs paa de Mænd, der var mest agtede i Herredet. »De har nære Slægtninge, som vil hævne igen, og vi maa have en Ende paa disse Slægtsdrab.« Gudrun sagde: »Lad os da faa Lambe dræbt; han var en af de værste.« Snorre svarede: »Det kan være retfærdigt nok at dræbe Lambe. Men jeg synes ikke, Bolle er hævnet dermed. Thi Lambes Værd vejer aldeles ikke op mod Bolles.« Gudrun sagde: »Maaske faar vi ikke fuld Oprejsning af Laksdølerne, men nogen skal undgælde. Lad os saa vende os mod Torsten den Sorte, thi ingen har optraadt værre i denne Sag end han.« Snorre svarede : »Torsten staar i denne Sag som de andre, der medvirkede til Bolles Drab, men ikke lagde Haand paa ham. Du nævner ikke de Mænd, som jeg finder særlig Grund til at ramme, de, som hug Bolle ned, Mænd som Helge Hardbeinssøn.« Gudrun sagde: »Det er sandt, men jeg kan ikke holde ud at vide, at alle de andre sidder i Fred, skønt de er mine argeste Fjender.« Snorre svarede: »Hør et godt Raad! Lad Lambe og Torsten købe sig Fred ved at staa dine Sønner bi ved Hævnen. Vil de ikke det, saa straf dem blot, som du selv synes.« Gudrun sagde: »Hvordan skal jeg faa dem til det?« Snorre svarede: »Det maa han ordne, som skal være Anfører.« Gudrun sagde: »Du faar bestemme, hvem der skal være Anfører.« Snorre smilede og svarede: »Du har jo valgt Manden.« »Du mener Torgils,« sagde Gudrun, hvilket Snorre indrømmede. Gudrun sagde: »Jeg har før talt med Torgils om det, men det er udelukket, thi han stillede den Betingelse for at hævne Bolle, at jeg skulde gifte mig med ham, men det vil jeg ikke.« Snorre svarede: »Lad mig give dig endnu et Raad, thi jeg har intet imod, at Torgils faar dette Hverv. Lov ham bare, at du ingen anden her til Lands vil tage end ham. Jeg har nemlig tænkt, du skulde have Torkel Eyjolfssøn, og han er ikke her i Landet nu.« Gudrun svarede: »Den Krog bider han ikke paa.« Snorre sagde: »Det gør han saamænd nok. Han render til med Panden, men uden Forstanden. Aftal Sagen med ham, naar faa Vidner hører det. Tag hans Fostbroder Haldor til Vidne, men ikke Ørnolf, han er for klog. Giv bare mig Skylden, hvis det ikke gaar.«

Derefter bød de hinanden Farvel. Snorre red hjem, og Gudrun tilbage til Tykkeskov. Næste Morgen rejste hun med sine Sønner derfra, og da de red udad Skovstranden, saa de, at nogle Mænd red efter dem i stærk Fart; de indhentede dem snart, det var Torgils Hallasøn med Følge. De fulgtes nu alle ad til Helgefjeld.

Faa Dage efter Gudruns Hjemkomst hentede hun sine Sønner til en Samtale i sin Urtegaard. Da de kom derud, saa de, at der laa blodbesudlede Klæder udbredt paa Jorden, Skjorte og Benklæder. Gudrun sagde: »De Klæder, I her ser, opfordrer eder til at hævne eders Fader. Jeg skal ikke bruge mange Ord, thi kan ikke disse stumme Vidnesbyrd bevæge eder, hvorledes skulde Ord da kunne?« Gudruns Tale gjorde et dybt Indtryk paa Brødrene; de svarede, at de havde været for unge til at iværksætte en Hævn og havde ingen haft til at lede dem. »Men vi husker godt, hvad vi har mistet.« Gudrun sagde, at de havde vist Hovederne mere opfyldt af Leg og Hestekampe. – Den næste Nat kunde Brødrene ikke sove. Torgils opdagede det og spurgte, hvad der var i Vejen. De fortalte ham om Samtalen med Moderen og tilføjede, at de ikke længere kunde bære deres Harme og deres Moders Bebrejdelser. »Vi vil forberede os til Hævn,« sagde Bolle, »nu har vi naaet den Alder, at man alvorlig vil dadle os, hvis vi ikke lægger Haand paa Værket.« Næste Dag talte Torgils med Gudrun. Hun sagde: »Det lader til, at mine Sønner ikke har Ro paa sig længere; Sagen har ventet til nu, mest fordi jeg syntes, Torlejk og Bolle var for unge til at være med til Manddrab, skønt der ellers havde været Grund nok til at tænke paa dette noget før.« Torgils svarede: »Du skulde nødig tale til mig om denne Sag, efter at du har stillet dig saa tvær til Tanken om at gifte dig med mig. Men jeg er da ved samme Sind som før, da vi talte derom. Vil du blive min Kone, da svimler jeg ikke ved Tanken om at stikke et Par Stykker af Bolles mest nærgaaende Drabsmænd ned.« Gudrun sagde: »Torlejk finder næppe nogen bedre skikket end dig, naar der skal foregaa noget voveligt. Og det er Drengenes Ønske at gaa løs paa Helge Hardbeinssøn, Bersærken, der sidder paa sin Gaard i Skorredal og ikke er ræd for nogen Ting.« Torgils svarede: »Mig er det ligegyldigt, om han hedder Helge eller noget andet. Jeg stikker ikke Halen mellem Benene for nogen som helst. Hvis du i Vidners Nærværelse lover at gifte dig med mig, dersom jeg fuldbyrder Hævnen for dine Sønner, saa er jeg rede.« Gudrun sagde, at hendes Ord stod ved Magt, enten der var Vidner eller ej, men de maatte have Sagen afgjort. Hun foreslog hans Fostbroder Haldor og sine egne Sønner som Vidner. Torgils vilde ogsaa have Ørnolf med, men Gudrun sagde: »Det behøves ikke. Jeg er mindre sikker paa Ørnolfs Troskab mod dig, end du selv er.« Torgils gav da Afkald paa ham. Nu blev Brødrene og Haldor tilkaldt. Gudrun sagde da til dem: »Torgils har lovet mig at lede eder paa en Hævnfærd til Helge Hardbeinssøn for at lade ham undgælde for Drabet paa Bolle. Til Gengæld kræver han Giftermaal med mig. Nu lover jeg, og I er Vidner paa mine Ord, at jeg ikke gifter mig med nogen anden i dette Land end ham, og jeg har ikke i Sinde at gifte mig i andre Lande.« Torgils fandt nu dette godt nok fastslaaet og anede ingen Uraad. Derefter rejste han fra Helgefjeld, og Gudruns Sønner fulgte ham.

Næste Søndag afholdtes et Herredsting, hvortil Torgils red med sit Følge. Der var mange til Stede, men Snorre Gode var ikke med. Torgils henvendte sig til Torsten den Sorte og sagde: »Du var med, da Olafs Sønner dræbte Bolle, og du har ingen Bod givet Bolles Sønner for Drabet. Skønt der nu er gaaet lang Tid siden, tror jeg dog ikke, de har glemt nogen af dem, der deltog deri. Nu mener disse Brødre, at de nødigst vil kræve Olafs Sønner til Regnskab af Hensyn til Slægtskabet; derimod er det deres Hensigt at vende Hævnen mod Helge Hardbeinssøn, som var den, der gav Bolle Dødssaaret. Vi beder derfor dig, Torsten, om, at du deltager i denne Hævnfærd og derved køber dig selv Fred og Forsoning.« Torsten svarede: »Det vilde være meget usømmeligt af mig at svige min Svoger Helge; jeg vil meget hellere give en passende Pengebod.« Torgils sagde: »Jeg tror ikke, Brødrene har i Sinde at tjene Penge paa denne Sag. Du har, naar jeg skal sige det lige ud, kun to Ting at vælge imellem. Enten maa du gaa med nu eller forberede dig paa selv at faa Hævnen at føle, saa snart Lejlighed gives. Jeg foreslaar, at du stryger dine Hensyn til Helge og slutter dig til Gudruns Sønner. Enhver maa skaffe sig selv Luft, naar han har Kloen om Kværken.« Torsten spurgte: »Stilles der saadant Krav til andre af dem, som har Udestaaende med Bolles Sønner?« Torgils svarede: »Ja, Lambe faar de samme Vilkaar at vælge imellem.« Torsten mente, han bedre kunde gaa ind derpaa, naar han ikke var ene om det. Derefter blev Lambe tilkaldt, og Torgils bad Torsten være Vidne til den følgende Samtale. Han sagde: »Hør, Lambe! Jeg vil nu tale med dig om samme Sag, som jeg har drøftet med Torsten! Hvilken Bod vil du byde Bolles Sønner i den Sag, de har mod dig? Thi det er bestemt paastaaet, at du saarede Bolle. Du er yderligere skyldig, fordi du ansporede ivrigt til Drabet. Dog var du den, man kunde undskylde mest, næst efter Olafs Sønner.« Lambe spurgte hvilke Krav der stilledes. Torgils svarede: »Det samme, som der stilles til Torsten, at du deltager med Brødrene i Hævnfærden mod Helge Hardbeinssøn.« Lambe sagde: »Jeg synes ikke om at købe Fred paa det Vilkaar og finder det lumpent.« Da sagde Torsten: »Det er ubetænksomt af dig, Lambe, straks at afslaa din Deltagelse. Der er store og fremragende Mænd med i dette, Mænd, som længe har taalt den Uret, de har lidt. Jeg har hørt om Bolles Sønner, at de er stærke og tapre og har megen Hævn at kræve. Vi kan heller ikke tro andet, end at et saadant Storværk vil have Følger. Man vil vel nok lægge mig min Deltagelse særlig til Last, fordi jeg er Helges Svoger. Men jeg mener, at Livet gaar forud for alt andet. Den Ulykke maa først afværges, som truer haardest.« Lambe sagde: »Det er let at høre, Torsten, hvad du mener. Jeg tror ogsaa, det er rigtigst at følge dig, hvis du finder denne Udvej sikrest. Thi vi har længe staaet sammen i Ulykken. Men skal jeg gaa med til dette, kræver jeg, at min Broder Olafs Sønner faar Lov at leve i Fred og Ro, hvis Helge falder for Hævnen.« Dette lovede Torgils paa Brødrenes Vegne. Det blev nu aftalt, at Torsten og Lambe skulde mødes med Torgils tredje Dags Morgen paa Tunge i Hørdedalen.

De red til den fastsatte Tid ti Mand stærk op igennem Hørdedalen. Flokken bestod af Torgils Hallasøn, som var Fører, Bolle og Torlejk og deres Broder Tord Kat, Torsten den Sorte, Lambe, Haldor og Ørnolf samt Svend og Hunboge (Sønner af Alf fra Dalene), allesammen tapre Mænd. De steg af Hestene sent paa Aftenen i Nærheden af Vatnshorn-Gaarden, som laa tæt ved Skorredalssøen. Torgils sagde, at de skulde overnatte paa Marken her. »Jeg,« sagde han, »gaar hen til Gaarden og prøver at opsnuse, om Helge er hjemme. Man har sagt mig, at han i Reglen har faa Mænd om sig, men han selv er yderst forsigtig og ligger i en stærk Seng med lukkede Døre for.« Torgils’ Ledsagere bad ham gøre, som han vilde. Han skiftede nu Klæder, smed sin blaa Kappe og tog i Stedet en graa Regnkappe paa. I Nærheden af Gaarden mødte han en Mand, og Torgils sagde til ham: »Du synes maaske, det er et tosset Spørgsmaal, men hvor er jeg henne, hvad hedder denne Gaard, og hvem bor der?« Manden svarede: »Ja, du maa vist fejle et eller andet, hvis du ikke har hørt Tale om saa stor og tapper en Mand som Helge Hardbeinssøn.« Torgils spurgte, om han tog venligt mod fremmede, der vilde bede om hans Hjælp. Manden svarede: »Helge er en Stormand i enhver Henseende, ogsaa i den, du spørger om.« »Er han hjemme?« spurgte Torgils. »Jeg vilde gerne tale med ham.« »Hvad vil du ham?« spurgte den anden. »Jeg blev dømt fredløs paa Tinget i Sommer,« svarede Torgils. »Jeg har nu tænkt at søge en stor Mands Beskyttelse og tilbyde ham min Tjeneste til Gengæld. Vil du ikke følge mig hjem?« Manden sagde: »Det skal jeg gerne, thi du skal nok faa Nattely. Men Helge selv er ikke hjemme.« Torgils spurgte, hvor han var. »Han er paa Sarpsæteren,« svarede Manden. Torgils spurgte om Vejen derhen og om, hvor mange Mand Helge havde med sig paa Sæteren. Den anden svarede: »Han har sin Søn Hardbein og to fredløse.« Torgils bad nu Manden vise sig den nærmeste Vej til Sæteren, da han gerne vilde forebringe Helge sit Ærinde med det samme. Huskarlen viste ham Vejen, hvorpaa de skiltes. Torgils gik tilbage til sine Ledsagere og fortalte, hvad han havde faaet at vide. »Men vi maa blive her i Nat og først gaa til Sæteren i Morgen.« Næste Morgen red de op gennem Skoven, til de kom i Nærheden af Sæteren. Der steg de af Hestene, spiste Davre og hvilte sig lidt.

Om Morgenen sagde Helge til sin Hyrdedreng, at han skulde gaa ind i Skoven og se efter, om der færdedes nogen der, eller om der ellers var noget usædvanligt at se, thi han havde været ganske fortumlet af Drømme om Natten. Drengen gik, og da han kom tilbage, sagde han: »Jeg har set noget, som nok kan kaldes usædvanligt.« »Hvad har du set?« spurgte Helge. Han svarede, at han havde set ikke saa faa Mænd, og de saa ud til at være udenherreds Folk. Helge sagde: »Hvor var de, da du saa dem? Og hvad havde de for? Og lagde du Mærke til deres Dragter, eller hvorledes de saa ud?« Drengen svarede: »Jeg vidste, du vilde spørge, og jeg lagde godt Mærke til dem. De sad og spiste Davre i Nærheden af Sæteren.« Helge spurgte, om de sad i Kreds eller i Række, og Drengen sagde, at de sad paa deres Sadler i en Rundkreds. Helge sagde: »Prøv at beskrive dem lidt nærmere; maaske kan jeg saa regne ud, hvem det er.« Drengen sagde: »Der sad en Mand paa en malet Sadel og i blaa Kappe, stor og kraftig, skaldet ved Tindingerne og med blottede Tænder.« Helge svarede: »Ham kender jeg efter din Beskrivelse. Det er Torgils Hallasøn fra Hørdedal. Hvad mon denne Kæmpe vil os?« Drengen sagde: »Ved Siden af ham sad en Mand paa en gylden Sadel, han var i rød Skarlagenskjortel, havde Guldring paa Armen og et Guldbaand om Panden og Haaret. Han havde gult Haar, der bølgede ned over hans Skuldre. Hans Hudfarve var lys, Næsen buet med Tippen lidt opad; han havde livfulde Øjne, blaa, skarpe og noget skottende, bred Pande, Pandehaar og runde Kinder. Han var bredskuldret, havde smukke Hænder og stærke Arme og saa prægtig ud; jeg har aldrig set smukkere Mand. Han var ung og skægløs og saa ud til at bære paa en tung Sorg.« Da svarede Helge: »Du har husket ham godt, og det maa være en fremragende Mand. Men denne Mand kan jeg ikke have set før. Jeg gætter paa, at det er Bolle Bollesøn.« Drengen vedblev: »Derefter sad en Mand paa en metalbeslaaet Sadel, i gulgrøn Kjortel og med en stor Guldring paa Fingeren. Han var en meget smuk, endnu ung Mand med brunt Haar og førte sig som en Høvding.« Helge svarede: »Denne Mand synes jeg, jeg skulde kende; det maa være Torlejk Bollesøn; du har brugt dine Øjne godt.« Drengen sagde: »Næst efter ham sad en ung Mand i blaa Kjortel og sorte Bukser med Livbælte. Han havde et regelmæssigt Ansigt, lyst Haar og var smuk, slank og saa fornem ud.« Helge svarede: »Ham kender jeg. Jeg saa ham, da han var ganske ung. Det maa være Gudrun Osvifsdatters Søn, Snorre Godes Fostersøn, Tord Tordsøn. De Vestfjordsfolk er prægtige Mænd. Hvem flere saa du?« Drengen sagde: »En Mand paa en skotsk Sadel, graaskægget og vejrbidt, med sort, stridt Haar, nærmest uskøn, men dog mandig. Han havde en graa Foldekappe over sig.« Helge svarede: »Det er Lambe Torbjørnssøn fra Laksaadalen. Jeg kan ikke forstaa, at han er i Ledtog med disse Brødre.« Drengen sagde: »Næst efter ham sad en Mand i blaa Hættekappe og med en Sølvring om Armen. Han saa ud som en ældre Bonde, havde mørkt, stærkt krøllet Haar og et Ar i Ansigtet.« »Det bliver værre og værre,« svarede Helge, »det er min Svoger Torsten den Sorte. Det undrer mig meget, at han er i dette Selskab, og saaledes vilde jeg ikke have opført mig imod ham. Hvem flere var der?« Han sagde: »Dernæst sad to midaldrende Mænd, der lignede hinanden, og de havde et godt og virkelystent Udtryk, rødt Haar og Fregner i Ansigtet.« Helge svarede: »Dem kender jeg godt. Det er Aarmods Sønner, Torgils’ Fostbrødre, Haldor og Ørnolf. Var der ikke flere?« Drengen sagde: »Endnu et Par. Næstefter sad en Mand, bortvendt fra Kredsen. Han var i Pladebrynje og havde Staalhue paa med Kant saa bred som en Haand. Over Skulderen bar han en blank Økse med en alenlang Egg. Han var mørkhudet og sortøjet og lignede en Viking.« Helge svarede: »Jeg kender Manden tydelig efter din Beskrivelse. Det har været Hunboge den Stærke, Søn af Alf fra Dalene. Blot jeg vidste, hvad de vil; det er en udsøgt Samling af Mænd.« Drengen vedblev: »Endelig sad der en Mand med sortbrunt Haar og store Bryn, tykkæbet, rød i Hovedet, noget over Middelhøjde.« »Du behøver ikke at sige mer om ham,« sagde Helge, »det er Hunboges Broder Svend. Vi maa nok se at tage vore Forholdsregler mod disse Mænd. Thi jeg er ikke fri for at tro, at de vil aflægge mig et Besøg, inden de atter forlader Herredet. Og der er Mænd imellem dem, der nok synes, dette Møde burde have fundet Sted noget før. Først skal alle Kvinder her i Sæteren have Mandfolkeklæder paa og tage de Heste, vi har, og saa ride i fuldt Firspring til Vinterhusene. Kanske de, som sidder paa Spring efter mig, ikke er klar over, om Rytterne er Mænd eller Kvinder. Venter de bare lidt, til vi faar nogle Mænd til Hjælp, saa ved ingen, hvad Udfald det faar.« Kort efter red fire Kvinder bort fra Sæteren.

Torgils fik Mistanke om, at Helge kunde have faaet Nys om hans og hans Følges Ankomst. Han bad derfor sine Mænd stige til Hest og skynde sig til Sæteren. Men før de var kommen til Hest, saa de tydelig en lille, livlig Mand komme ridende imod dem. Han havde flakkende Øjne og red paa en vælig Hest. Denne Mand hilste Torgils som en bekendt. Torgils spurgte ham om Navn og Slægt, og hvor han kom fra. Han sagde, at han hed Hrap, og at hans Moders Slægt var fra Bredefjord: »Der er jeg vokset op. Jeg bærer Vige-Hraps Navn og er som han ikke god at bides med, selv om jeg er lille. Min Faders Slægt er fra Sønderlandet, hvor jeg nu har boet i nogle Aar. Det træffer sig heldigt, Torgils, at jeg møder dig her, thi jeg havde netop i Sinde at opsøge dig, hvad jo ellers havde været noget besværligere. Jeg har haft det Uheld at lægge mig ud med min Husbonde, som gav mig en slet Medfart; jeg har nemlig ogsaa faaet den Egenskab med mit Navn, at jeg ikke vil lade mig træde paa af nogen; derfor overfaldt jeg ham, men om han tog nogen videre Skade er ikke saa let for mig at vide; jeg fik ingen Tid til at undersøge det, jeg tog nemlig denne Hest fra Bonden og mente mig beskyttet, naar jeg naaede op paa Ryggen af den.« Hrap lod Munden løbe, men spurgte ikke om ret meget. Han blev dog snart klar over, at Mændene agtede at anfalde Helge. Det vilde han gerne være med til og sagde, at han ikke skulde holde sig i Baggrunden.

Torgils og hans Følge red i stærk Fart ud af Skoven. De saa fire Mand ride fra Sæteren, ogsaa i fuld Fart. Nogle af Torgils’ Mænd foreslog at sætte efter dem, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde. Men Torlejk Bollesøn sagde: »Lad os først komme til Sæteren og se, hvem der er. Jeg tror ikke, disse Ryttere var Helge og hans Folk; de saa ud som Kvinder allesammen.« Mange af Mændene sagde ham imod, men Torgils overlod Afgørelsen til Torlejk, der havde det skarpeste Syn. Og de red til Sæteren. Hrap red frem foran de andre, viftede med Spydstagen og sagde, at nu fik man Lejlighed til at prøve sine Kræfter. Helge og hans Mænd havde intet set, før Torgils og hans Følge havde slaaet Kreds om Sæteren. De skoddede da Døren og greb deres Vaaben. Hrap sprang straks frem og spurgte, om Ræven var derinde. Helge svarede: »Tag dig i Agt; han er ikke ufarlig, men bider den, der nærmer sig Hulen.« Og straks stak Helge Spydet ud ad Sætervinduet og spiddede Hrap, saa han sank fra Odden uden et Kny. Torgils bad de andre være forsigtige. »Vi er nok til at storme Hytten og overmande Helge, han er godt i Klemme og har næppe mange Folk til Hjælp.« Sæterhuset havde Skraasider, der hvilede mod en Rygbjælke, hvis Ender ragede udover Gavlene. Taget bestod af Jordtørv, der ikke var sammengroede. Da sagde Torgils, at de skulde skubbe saa haardt til Rygbjælkens Ender, at Bjælken enten brækkede over, eller Sparrerne faldt ind. Nogle blev sat paa Vagt ved Døren for at hindre de omringede i at slippe ud. Der var fire Mand derinde foruden Helge, nemlig hans tolvaarige Søn Hardbein, Hyrdedrengen og de to fredløse, som havde søgt Tilflugt hos Helge om Sommeren, de hed Torgils og Eyjolf. Torsten den Sorte og Svend, Dale-Alfs Søn, stod foran Døren, de andre havde fat i begge Ender af Rygbjælken og sled, indtil den brast paa Midten. I samme Øjeblik langede Hardbein sit Spyd ud gennem en Sprække i Døren, saa det stødte paa Torsten den Sortes Staalhue og gav ham et vældigt Saar i Panden. Da sagde Torsten, som sandt var, at der var Mænd imod. Pludselig satte Helge ud af Døren i et saa vældigt Spring, at de, der stod nærmest, tumlede til Side. Torgils hug ham et stort Saar i Skulderen, men Helge svang en Skovøkse mod ham med Ordene: »Den gamle er endnu ikke ræd for at se Staal blinke,« og han flækkede ham et gabende Saar i Benet. Men da Bolle saa dette, rendte han Fodbider igennem Helge og dræbte ham. Nu kom Hardbein og de andre frem af det faldende Hus. Torlejk Bollesøn hug Eyjolfs ene Ben af ovenfor Knæet, og han faldt død om. Hunboge den Stærke løb mod Torgils den Fredløse og hug med sin Økse hans Rygsøjle over paa Midten. Tord Kat vilde have overfaldet Hardbein, da han løb ud, men Bolle bad ham lade være: »Her skal intet øves, som vi har Skam af. Hardbein skal være i Fred.« Helge havde en anden Søn, som hed Skorre. Han blev opfostret i den sydlige Reykjadal.

Torgils og hans Følge red over Bjergryggen til Reykjadal, hvor de bekendtgjorde disse Drab. Derefter red de til Hørdedal, hvor det blev rost som et sjældent Storværk, at de havde fældet en Kæmpe som Helge. Torgils og Bolles Sønner takkede dem, der havde staaet dem bi, og Følget skiltes. Lambe kom først til Hjardarholt og fortalte sine Slægtninge indgaaende om Tildragelserne i Skorredalen. De bebrejdede ham i stærke Ord hans Deltagelse deri og sagde, at han slægtede mere Torbjørn Skrup paa end Irerkongen Myrkjartan. Lambe blev meget vred herover og sagde, de kendte ham daarligt, naar de gav ham Ukvemsord, fordi han havde reddet dem fra Døden. Han skiltes fra dem i Uvenskab og red hjem til sin Gaard.

Torgils Hallasøn red til Helgefjeld tilligemed Gudruns Sønner og sine Fostbrødre Haldor og Ørnolf. De naaede Gaarden sent paa Aftenen, da alle var i Seng. Gudrun stod op og fik sine Folk paa Benene for at tage mod dem. Hun gik ind i Stuen og hilste paa Torgils og de øvrige og spurgte, hvorledes det var gaaet. Torgils havde lagt sin Kappe og sine Vaaben fra sig og sad og støttede sig op til en Stolpe. Han var i rødbrun Kjortel og med et bredt Sølvbælte om Livet. Gudrun satte sig ved Siden af ham paa Bænken. Da kvad han dette for hende:

»Rask vi red imod Helge,
lod Ravnen i Lig svælge,
fulgte Torlejk til Møde,
farved Sværdene røde.
Tre haarde Halse
hug vi for Dørens False,
hented os hullede Skjolde.
Hævnet har vi nu Bolle.«

Gudrun spurgte nøje om alt, hvad der var foregaaet, og takkede dem for deres Bedrift. Derefter blev de vel beværtede og anvist deres Sovesteder. Næste Dag gik Torgils til Gudrun og sagde: »Nu har jeg gjort, hvad du forlangte, Gudrun. Nu husker du vel ogsaa, hvad Løn du lovede mig.« Gudrun svarede: »Det Løfte er ikke saa gammelt, at jeg kan have glemt det. Jeg skal ogsaa nok holde, hvad jeg lovede. Du husker vel selv Aftalen. Jeg lovede dig vist, at jeg ikke vilde gifte mig med nogen anden Mand her i Landet end dig. Var det ikke saadan?« »Jo, ganske rigtig,« svarede Torgils. »Det er godt,« svarede Gudrun, »at vi husker Aftalen ens. Jeg vil nemlig ikke nægte, at jeg tror næppe, jeg er bestemt til at blive din Kone. Jeg bryder sikkert intet Løfte til dig ved at gifte mig med Torkel Eyjolfssøn, som ikke for Tiden er her i Landet.« Torgils blev ganske rød i Kammen og sagde: »Nu ved jeg, hvem der har lært dig at lægge din Fælde. Fra den Kant har det altid blæst koldt mod mig. Det er Snorre Godes Paafund.« Torgils afbrød dybt forbitret Samtalen, tog Afsked med sine Ledsagere og vilde ride bort. Torlejk var utilfreds med, at man havde fortørnet Torgils, men Bolle var enig med sin Moder. Gudrun foreslog at formilde ham ved store Gaver. Men Torlejk svarede: »Han er alt for stolt en Mand til, at han lader sig forsone ved Hjælp af Smaatterier.« Gudrun sagde da, at saa fik han se at falde i Ro, naar han kom hjem.

Torgils red fra Helgefjeld sammen med Fostbrødrene. Han græmmede sig meget over den Behandling, han havde faaet.

Osvif blev syg og døde samme Vinter. Han blev begravet paa Helgefjeld, hvor Gudrun havde ladet opføre en Kirke. Ved denne Tid blev ogsaa Gæst Oddlejfssøn syg, og da Sygdommen tog til, kaldte han sin Søn Tord den Lave til sig og sagde: »Det trækker op til, at denne Sygdom vil skille os fra hinanden. Bring mit Lig til Helgefjeld, det vil blive det vigtigste Sted her omkring; der har jeg tit set Forvarsels-Lys.« Saa døde Gæst. Vinteren havde været streng med Is og Kulde, og Bredefjord var islagt langt ud, saa ingen Skibe kunde komme ud fra Bardestrand. Gæsts Lig stod to Døgn paa hans Gaard Hage, men den anden Nat blev det saa voldsom en Storm, at Isen drev fra Land, og næste Dag var Vejret godt og mildt. Tord førte Liget om Bord paa et Skib, sejlede over Bredefjord og naaede om Aftenen til Helgefjeld, hvor han og Følget overnattede. Næste Morgen blev Gæst sænket ned i samme Grav som rummede Osvifs Lig. Derved opfyldtes Gæsts Spaadom, at der skulde blive kortere mellem deres Boliger end mellem deres Gaarde paa Bardestrand og i Sælingsdal. Tord den Lave rejste hjem, saasnart han var færdig, men næste Nat blev det atter Uvejr, og Isen drev tilbage til Stranden, og det varede langt hen paa Vinteren, inden man kunde sejle igen. Det regnedes for et stort Under, at Fjorden aabnede sig, da Gæsts Lig skulde over, men laa lukket baade før og efter.

I Langedal boede en Mand ved Navn Toraren, han havde Høvdingenavn, men ikke megen Indflydelse. Torgils Hallasøn tog Rangen fra ham og Sønnen Audgisl, hvad de følte som en meget stor Vanære. Audgisl klagede til Snorre og bad om hans Hjælp. Snorre svarede velvilligt, men lagde ikke megen Vægt paa Sagen. Han sagde: »Ja, nu stikker Hallaslamperen vel Næsen i Skyen. Mon han aldrig skulde træffe nogen, der ikke vil taale alt af ham? Vist er han en stor og dygtig Mand, men der er dog før sendt andre ligesaa fremragende Mænd til Hel.« Og ved Afskeden forærede han Audgisl en Økse med Sølvbeslag.

Om Foraaret rejste Torgils Hallasøn og Torsten den Sorte sydpaa til Borgefjord og tilbød Helges Sønner og andre Slægtninge Bøder. Der blev sluttet Forlig. Torsten betalte to Tredjedele straks, og Torgils skulde betale en Tredjedel paa Tinget. Om Sommeren red Torgils med et Følge til Tings, men da de kom til Lavamarken ved Tingsletten, mødte de en meget stor Kvinde, som kom gaaende. Da Torgils nærmede sig, veg hun til Siden, idet hun mumlede:

»Var jer, saavidt I
vise tror jer,
og sno jer snildt
fra Snorres Snarer.
Fra den snedige Snorre
snor sig ingen.«

Derefter gik hun sin Vej. Torgils forstod, at det var hans Fylgje, og sagde: »I de gode Dage gik du sjældent fra Tinget, naar jeg kom.« Han red til Tinget og til sin Bod. Da skete det en af de Dage, de opholdt sig der, at der var hængt Klæder ud for at tørres. Torgils havde bredt den blaa Hættekappe ud og hængt den paa Bodens Ydervæg. Da hørte man den pludselig mumle:

»Hætten hænger paa Væggen
vaad og ved om Svig,
tørres ej mer. Jeg fortier
ej, at om to den ved.«

Dette vakte den største Forbavselse. Dagen efter gik Torgils vestpaa over Aaen for at betale sin Bøde til Helges Sønner. Han satte sig paa en Sten ovenfor Boderne og var ledsaget af sin Fostbroder Haldor og flere andre. Helges Sønner kom, og Torgils begyndte at optælle Sølvet. Audgisl Torarenssøn kom nu til, og da Torgils i sin Tælling var kommen til ti, hug Audgisl ham bagfra i Halsen, og Folk hørte Hovedet sige »elleve« idet det faldt af. Audgisl løb til Vatnsfjordfolkenes Bod, men Haldor løb efter ham og slog ham ihjel i Døren. Da Snorre Gode hørte, at Torgils var dræbt, sagde han til Meddeleren: »Du har set fejl. Torgils kan ikke være dræbt, det maa væres ham, der har dræbt.« »Hans Hoved faldt i hvert Fald fra Kroppen,« svarede den anden. »Ja ja,« sagde Snorre, »saa har du maaske alligevel Ret.«

Samme Sommer som Torgils Hallasøn var bleven dræbt, vendte Torkel Eyjolfssøn tilbage som en rig Mand. Saasnart Snorre Gode fik at vide, at han var landet, red han ud til hans Skib og blev modtaget paa det bedste. Under deres Samtale om, hvad der var sket under Adskillelsen, sagde Snorre omsider: »Nu synes jeg, som jeg sagde, før du rejste, at du skulde slaa dig til Ro og gifte dig med den Kvinde, jeg da foreslog dig.« Torkel svarede: »Jeg ved godt, hvem du mener, og er ved samme Sind som den Gang. Jeg under mig selv gerne det bedste Giftermaal, som er at faa, hvis Sagen kan gaa i Orden.« Snorre sagde: »Jeg skal gerne fremføre den paa dine Vegne. Desuden er der nu taget Hævn over Bolle, og Torgils er dræbt, saa disse to Hindringer er borte.« Torkel sagde: »Jeg beundrer din Klogskab, Snorre; og jeg vil sandelig gerne have Gudrun.«

Nogle Dage senere sejlede de til Helgefjeld. Efter at de var bleven godt beværtede og havde overnattet paa Gaarden, sagde Snorre til Gudrun: »Mit Ærinde gælder min Ven Torkel Eyjolfssøn. Han er med for at bejle til dig. Han er en udmærket og rig Mand og den bedst egnede til Høvding her vesterpaa, hvis han selv vil være det. Er han anset herhjemme, er han det endnu mere blandt de største Mænd i Norge.«

Gudrun raadførte sig med sine Sønner og med Snorre, som tilskyndede af bedste Evne, saa Enden paa det blev, at Brylluppet aftaltes. Snorre tilbød at holde det, og Torkel var ligeglad med, hvad det skulde koste af hans egne Midler. Men Gudrun sagde: »Nej, Brylluppet skal staa her paa Helgefjeld. Udgifterne har intet at sige. Hverken Torkel eller andre skal besværes i den Anledning.« Snorre svarede: »Du viser Gang paa Gang, at du er en stolt Kvinde, Gudrun.« Det blev saa vedtaget, at Brylluppet skulde holdes paa Helgefjeld tidlig i September, hvorefter Snorre og Torkel drog hver til sit.

Bryllupstiden oprandt. Gudrun havde gjort store Forberedelser og Indkøb. Snorre fulgtes med Torkel til Gildet, de havde et Følge paa næsten tresindstyve udvalgte Mænd i pragtfulde Klæder. Gudrun havde selv indbudt henved hundrede Mand. Hendes Sønner Bolle og Torlejk tilligemed hendes Gæster gik Snorre og Torkel i Møde, sørgede for deres Heste og Rejsetøj og førte dem ind. De og deres Følge fik den fornemste Bænk, og de, Gudrun selv havde indbudt, den næstfornemste.

Samme Høst opholdt Gunnar Tidrandebane sig hos Gudrun for at være under hendes Beskyttelse. Hun havde modtaget ham, men holdt hans Navn hemmeligt. Han var dømt fredløs for Drabet paa Tidrande Gejtissøn fra Krossavig. Han holdt sig skjult, saa godt han kunde, thi mange store Mænd var ude efter ham for at faa ham dræbt.

Den første Bryllupsaften, da Gæsterne gik til Dammen for at vaske sig, saa de en høj bredskuldret Mand med Hat paa Hovedet staa ved Bredden. Torkel spurgte om hans Navn. Han nævnte et tilfældigt Navn. Torkel sagde: »Det er vist ikke sandt. Efter Beskrivelserne ligner du Gunnar Tidrandebane. Og hvis du er saa stor en Helt, som Rygtet siger, behøver du vel ikke at gaa under falsk Navn.« Da svarede Gunnar: »Det er svært saa ivrig du tager det. Jeg behøver vel sagtens heller ikke at skjule mig for dig. Du har gættet rigtigt. Hvordan vil du nu forholde dig overfor mig?« Torkel sagde: »Det skal du snart faa at se.« Han befalede sine Mænd at gribe ham. Men da Gudrun inde fra Stuen opdagede, hvad der foregik, sprang hun straks fra Brudebænken, hvor hun havde siddet omgivet af de andre Kvinder, og gav sine Karle Befaling til at beskytte Gunnar. De skulde ingen skaane, som vilde anfalde ham. Gudruns Folk var langt de fleste, saa nu saa det ud til, at Udfaldet vilde blive et ganske andet, end Hensigten havde været. Snorre Gode blandede sig i Sagen og bad Folkene forholde sig rolige. »Og du, Torkel, gør klogest i ikke at gaa paa med saa krum Hals. Nu kan du se, hvor stærk en Kvinde Gudrun er; hun tager os ved Hornene begge to.« Torkel undskyldte sig med, at han havde lovet sin Navnefælle Torkel Gejtissøn at dræbe Gunnar, hvis han kom indenfor hans Rækkevidde. »Og,« tilføjede han, »Torkel er min bedste Ven.« Snorre sagde: »Det er langt det klogeste af dig at rette dig efter os. Du maa ogsaa herved tage i Betragtning, at selv om du søger vidt og bredt, faar du aldrig en Kone som Gudrun.« Snorres Ord slog Vand i Blodet paa Torkel, og Gunnar blev bragt i Skjul. Gildet fortsattes paa det prægtigste. Da det endelig var forbi, gav Torkel Snorre og de andre Stormænd rigelige Gaver, som Skik var. Men Snorre bød til Gengæld Bolle Bollesøn med sig hjem og bad ham blive, saalænge han havde Lyst. Bolle takkede og fulgte med til Tunge.

Torkel overtog nu Opsynet med Helgefjeld; det viste sig snart, at han forstod sig lige saa godt paa denne Virksomhed som paa Handelen. Han og Gudrun levede meget kærligt sammen.

Om Foraaret spurgte Gudrun sin Mand om, hvorledes han vilde tage sig af Gunnar Tidrandebane. Torkel bad hende bestemme det. »Du har taget hans Sag saa kraftigt i din Haand, at du næppe helmer, før han er betrygget.« Gudrun indrømmede det og sagde: »Giv ham et Skib og forsyn ham med alt, hvad han har Brug for.« Torkel svarede leende: »Det, du tager dig af, er i sikre Hænder, Gudrun. Jeg retter mig efter dit Ønske.«

Gunnar tog med stor Taknemlighed mod Gaven og sagde: »Jeg naar aldrig saa vidt, at jeg faar gengældt jer alt, hvad I har gjort for mig.« Derefter rejste han til sine Gaarde i Norge, hvor han levede, rig og anset.

Torkel Eyjolfssøn blev en stor Høvding, meget afholdt og agtet. Næst Snorre blev han den mægtigste Mand i Bredefjord. Han og Gudrun fik en Søn, som hed Geller.

Bolle Bollesøn opholdt sig skiftevis paa Tunge og paa Helgefjeld og blev meget afholdt af Snorre. Broderen Torlejk boede derimod stadig paa Helgefjeld. Torkel var god mod sine Stifsønner, som blev store og anselige Mænd, især Bolle, som Gudrun elskede mest af alle sine Børn.

Da Bolle var sejsten Aar og Torlejk tyve, ønskede Torlejk at komme udenlands. Torkel skaffede ham Skibslejlighed, og han rejste til Norge, hvor han blev Hirdmand hos Kong Olaf den Hellige.

Et Par Aar senere ved Foraarstid henvendte Bolle sig til sin Stiffader og sin Moder og bad om Arven efter sin afdøde Fader. Gudrun spurgte, hvad han vilde bruge den til. Han svarede: »Jeg vil bejle til en ung Pige. Og jeg beder dig, min Stiffader, om din Medvirkning.« Torkel spurgte, hvem han da vilde bejle til. Bolle svarede: »Til Snorres Datter Tordis. Hun er den Pige, jeg bryder mig allermest om, og kan jeg ikke faa hende, bliver jeg vist ikke gift saa snart. Derfor er det mig meget om at gøre.« Torkel erklærede sig da rede til at tale hans Sag og mente ogsaa, at den nok vilde vinde Snorres Bifald. Gudrun sagde: »Jeg vil straks sige, Torkel, at jeg vil gøre alt, hvad jeg formaar, til, at Bolle faar den Pige, han har Lyst til. Baade er han den af mine Børn, jeg elsker mest, og den, der altid var mest rede til at opfylde mine Ønsker.«

Snorre tog vel mod Torkel og Bolle, da de kom for at bejle, og da han mærkede, at der intet var i Vejen fra Tordis’ Side, blev Brylluppet fastsat til Afholdelse hos Snorre ved Midsommer. Det blev et stort og herligt Gilde. Bolle blev paa Tunge, og han og Tordis levede meget lykkeligt sammen. Snorre satte Bolle højt og lagde alt til Rette for ham og holdt næsten mere af ham end af sine egne Børn.

Næste Sommer kom Torlejk tilbage, og Brødrene mødtes med megen Glæde. De fulgtes ad til Helgefjeld, hvor Torkel og Gudrun modtog dem kærligt og bad Torlejk blive hos dem om Vinteren, hvortil han var villig. Han var bleven en rig og anset Mand og stod højt i Gunst hos Olaf den Hellige. Bolle red tilbage til Tunge.

Den paafølgende Vinter havde Torlejk og Bolle Planer om et Hævntog mod Olafs Sønner. Men ved Snorres Mægling lykkedes det at opnaa et fredeligt Forlig, hvorefter Olafs Sønner betalte en Pengebod for Drabet paa Bolle. Derefter rejste Brødrene Bolle Bollesøn og Torlejk begge paa en længere Udenlandsrejse, hvor de besøgte Kong Olaf den Hellige i Norge. Skønt Kongen særlig udmærkede Bolle, ønskede denne at se sig videre om i Verden, og Kong Olaf modsatte sig ikke hans Ønsker. »I Islændere er jo i Reglen selvraadige,« bemærkede han, idet han samtidig roste hans udmærkede Egenskaber. Bolle rejste først til Danmark, hvor han blev en Vinter, senere sydpaa helt til Miklagaard, hvor han blev optaget blandt Væringerne og nød stor Anseelse. Der blev han i mange Aar. Med sin Hustru Tordis, som blev hjemme, havde han en Datter Herdis, der blev opfostret hos Gudrun paa Helgefjeld. Og mellem Gudrun og Tordis bestod et varmt Venskab.

Torkel Eyjolfssøn sad hjemme som Høvding. Hans og Gudruns Søn Geller voksede op hos Forældrene. Han blev snart tapper og afholdt. Torkel kom engang til Gudrun og betroede hende følgende: »Jeg drømte i Nat, at jeg havde saa stort et Skæg, at det laa ud over hele Bredefjord. Hvad mener du, denne Drøm betyder?« »Hvad mener du selv?« spurgte hun. Han svarede: »Jeg tænker vel, det betyder, at min Magt skal omspænde hele Fjorden.« »Kan være,« sagde Gudrun. »Mon det ikke snarere betyder, at du vil faa dit Skæg vasket i Bredefjord?«

Om Sommeren rejste Torkel til Norge og havde sin 12-aarige Søn Geller med sig. De traf Kong Olaf i Trondhjem og Torkel fik en udmærket Modtagelse, nød stor Ære og modtog store Gaver af Kongen. Torkel vilde hente Tømmer til en Kirke og fik Kongens Tilladelse til at hugge det i hans Skove. Torkel tog nu Maal efter Tømmeret i en stor Kirke, som Kongen netop havde under Opførelse i Trondhjem. Kongen mente, dette var for store Maal til en islandsk Kirke, men Torkel vilde enten have Tømmeret saa stort eller intet have. Kongen sagde da ganske stilfærdigt: »Jeg sætter dig højt, Torkel, men du sætter ogsaa selv Næsen godt til Vejrs, det maa nok kaldes Selvfølelse af en Bondesøn at ville kappes med os. Jeg vil dog ikke nægte dig Tømmeret, hvis det maatte falde i din Lod at faa bygget en Kirke. Men om du bygger den aldrig saa høj og bred, vil den ikke kunne rumme din Forfængelighed. Desværre har jeg en Følelse af, at dette Tømmer hugges til Unytte, og at din store Plan vil mislykkes for dig.« Derpaa gik Kongen sin Vej og syntes ikke om, at Torkel intet Hensyn tog til hans Ord, men han lod dog som ingenting, og de skiltes meget venskabeligt.

Torkel sejlede hjem og landede i Hrutafjorden. Han red straks hjem til Helgefjeld, hvor alle var glade over at se ham igen, og hans Rejse blev meget rost. Han lod derefter Skibet trække paa Land og Kirketømmeret opbevare, da det var for besværligt at fragte det sydpaa om Høsten. Torkel blev derefter paa sin Gaard om Vinteren, hvor han holdt et stort Julegilde; der var mange Gæster og der blev ikke sparet paa Øllet. I det hele levede han paa en stor Fod. Dette var godt nok efter Gudruns Sind, hun sagde, at Penge havde man, for at de skulde kaste Glans fra sig, og hun ønskede, at Ejeren af Helgefjeld i enhver Henseende skulde hamle op med de mest ansete Folk. Torkel skænkede denne Vinter sine Venner mange af de Kostbarheder, han havde bragt med sig hjem fra Rejsen.

Efter Jul tog Torkel fat paa at føre sit Tømmer fra Oplagsstedet. Det blev fragtet ved Hestekraft til Ljaaøre, hvorfra det skulde føres til Søs til Helgefjeld. Torsten Kuggesøn havde en stor Færge, som Torkel vilde laane paa Hjemvejen. Han blev paa Ljaarskove om Fasten, og Torsten bad ham da følge med sig til Hjardarholt. »Jeg ønsker nemlig at købe Jord af Haldor,« sagde han, »han er i Pengeforlegenhed, siden han betalte Boden til Bolles Sønner, og jeg vilde allerhelst have den Jord, han har.« Torkel rettede sig efter hans Ønske, og de red med et Følge paa omtrent tyve Mand til Hjardarholt.

Haldor modtog sine Gæster venligt og skæmtede med dem; han havde kun faa Folk hjemme, de fleste var sendt til Stengrimsfjord, hvor der laa en Hval, som han var Medejer af. Bener den Stærke var dog hjemme, den eneste levende af de Mænd, der havde været hos hans Fader Olaf. Straks da Haldor havde set Torsten og hans Følge komme ridende, havde han sagt til Bener: »Jeg ved nok, hvad de kommer efter. De vil købe min Jord. I saa Fald vil de føre mig afsides til en Samtale, hvor de nok sætter sig hver ved sin Side af mig. Skulde de gaa over til at true mig, da far løs paa Torsten samtidig med, at jeg tager mig af Torkel. Du har længe været tro imod vor Slægt, og jeg har ogsaa sendt Bud efter Mænd fra Nabolaget. Blot de vilde komme lige i det samme, jeg ender Snakken med de andre.«

Opad Dagen opfordrede Torsten Haldor til en Samtale, hvortil Haldor var villig. Torsten sagde til Ledsagerne, at de behøvede ikke at gaa med, men Bener fulgte, thi han syntes, det trak op til at gaa, som Haldor havde anet. De gik et langt Stykke ud paa Marken. Haldor havde en Kappe om sig, samlet ved et langt Spænde efter Datidens Skik. Han satte sig ned paa Marken, og Torsten og Torkel satte sig ved hver sin Side af ham, helt inde paa Kappefolderne. Men Bener stod bagved dem med en stor Økse i Haanden. Torsten sagde: »Mit Ærinde er, at jeg ønsker at købe Jord af dig. Jeg fremfører det nu, fordi min Slægtning Torkel er med. Jeg synes ogsaa, det er rimeligt, du sælger, da jeg har hørt, du mangler Penge og ejer Jord, der kræver Penge. Jeg vil dels give dig Jord for Jord, dels Penge i Bytte efter fælles Overenskomst.« Haldor syntes ikke uvillig i Begyndelsen, og de drøftede Prisen. Da det saa ud, som om de næsten var enige, faldt Torkel ind i Samtalen og tilskyndede til at afslutte Købet. Haldor begyndte nu at hale i Land, men desto ivrigere blev de andre. Der kom imidlertid Parterne mere og mere imellem, og tilsidst sagde Torkel: »Ser du ikke, Torsten, hvor det bærer hen? Han har siddet her hele Dagen og holdt os hen med tom Snak og Narrestreger. Har du Lyst til at købe hans Jord, da kommer vi til at trænge anderledes ind paa ham.« Torsten sagde, at nu vilde han have Besked, Haldor maatte sige uden Omsvøb, om han vilde sælge eller ikke. Haldor svarede: »Jeg tror ikke, jeg behøver at lægge Skjul paa, at der ikke bliver nogen Handel af denne Gang.« Da sagde Torsten: »Jeg tror heller ikke, jeg behøver at vente med at sige dig, hvad vi har bestemt, at du har to Ting at vælge imellem, da vi har Mænd nok med os til at give vore Ord Vægt. Enten maa du afslutte Handelen godvillig, og saa er vi Venner i Fremtiden, eller du faar finde dig i det, som er værre, at vi tvinger dig til at give mig Haandslag paa Salget af Hjardarholts Jord.« Men ved denne stejle Tiltale fór Haldor op, saa Spændet sprang af Kappen, og svarede: »Der skal mere til end Trusler, før jeg svarer andet, end hvad jeg selv vil.« »Hvad bilder du dig ind?« sagde Torsten. Haldor svarede: »En hadefuld Haand skal kløve din Pandeskal med en Skovøkse, saa din Pral skal blive siddende i Halsen paa dig, din Røver.« Torkel sagde: »Det var en styg Spaadom, og vi venter, at den slaar fejl. Og nu synes jeg, Haldor, at du fortjener at miste din Jord uden Vederlag.« Da svarede Haldor: »Før skal du tygge Tangen i Bredefjord, før jeg lader mig tvinge til at sælge mine Marker.«

Haldor gik derefter hjem, og nu ankom de Naboer, han havde sendt Bud efter. Torsten var rasende og vilde fare paa Haldor, men Torkel tyssede paa ham: »Det gaar ikke an nu i Fastetiden; naar den er forbi, har jeg ikke noget imod at tage en Tørn med ham.« Haldor sagde, at han til enhver Tid skulde holde sig rede til at modtage dem.

Derefter red Torsten og Torkel bort med deres Følge og drøftede den uheldige Rejse. Torsten sagde: »Hvor kan det være, Torkel, at du svigtede, da vi skulde have sat Grimen paa Haldors Hovmod?« Torkel svarede: »Saa du ikke Bener? han stod bagved dig med løftet Økse. Saasnart jeg havde rørt mig efter Haldor, havde han flækket Hovedet paa dig.« Saa tav de og red hjem til Ljaarskove.

Tidlig Skærtorsdag Morgen vilde Torkel rejse. Torsten fraraadede det, da Vejret var upaalideligt. Men Torkel sagde, at Vejret nok holdt sig; han vilde hjem før Paaske. Han lastede sin Færge og tog Afsked, men Torsten sagde: »Det er en farlig Rejse, du drager ud paa.« Han gik hjem i meget mørk Sindsstemning, gik ind i Stuen og forlangte en Hovedpude. Pigen, som lagde den under hans Hoved, saa, at der randt Taarer paa den. Lidt efter rystedes Huset af et voldsomt Vindstød. Da sagde Torsten: »Det var Meldingen om vor Slægtning Torkels Død.«

Torkel var sejlet ud paa Bredefjord, de var ti Mand om Bord. Vejret blev værre og værre og efterhaanden en voldsom Storm. Men de var raske Folk og blev ved at sejle. Torkel havde Sværdet Skøfnung med sig i en Trækasse. De sejlede, til de kom i Nærheden af Bjarn-Ø; der kunde deres Sejlads ses fra begge Fjordbredder. Pludselig fik de Kastevind i Sejlene, og Skibet væltede. Torkel og hele hans Følge druknede. Kirketømmeret flød i Land rundt omkring ved Øerne, Hjørnestolperne drev ind paa Staf-Ø, Sværdet Skøfnung sad fast i et af Færgens Brædder og fandtes ved Skøfnung-Ø.

Om Aftenen, mens Gaardens Folk sov, gik Gudrun til Kirke. Ved Indgangen til Kirkegaarden saa hun pludselig en Skikkelse staa foran sig. Den ludede sig ned over hende og sagde: »Stort Nyt, Gudrun.« Hun svarede: »Ti med det, Skræmsel.« Derpaa gik Gudrun til Kirken. Hun syntes da, at Torkel og hans Ledsagere var komne hjem og stod udenfor Kirken, men de var drivvaade. Hun talte ikke til dem, men gik ind i Kirken og blev der lidt. Saa gik hun igen tilbage til Stuen, thi hun mente, at Torkel og de andre maatte være derinde. Men de var der ikke. Da blev hun meget ængstelig ved Tanken om det, hun havde set.

Langfredag sendte hun sine Husfolk ud at skaffe Besked om Torkels Rejse, nogle til Stranden, andre til Øerne. Tømmeret var da allerede drevet ind baade ved Øerne og ved begge Strande. Paaskelørdag rygtedes Ulykken, som gjorde et dybt Indtryk, da Torkel havde været en stor Høvding. Han blev kun otte og fyrretyve Aar gammel. Hans Død indtraf fire Aar før Olaf den Helliges Fald.

Gudrun sørgede dybt over Torkel, men bar dog Sorgen stolt. Hun blev meget from og var den første islandske Kvinde, som kunde Davids Salmer udenad. Hun gik til Kirken om Natten og var der længe, hensunken i Bønner. Hendes Sønnedatter Herdis, som hun elskede højt, var i Reglen med hende. En Nat drømte Herdis, at hun fik Besøg af en Kvinde i vævet Kaabe og med Hovedklæde. Denne Kvinde saa ikke ud som en levende, hun sagde til den unge Pige: »Sig til din Farmoder, at jeg ikke kan lide hende, fordi hun hver Nat vælter sig ind over mig og drypper saa hede Draaber paa mig, at jeg brænder over det hele. Jeg kommer til dig, thi jeg synes noget bedre om dig, skønt der ogsaa er noget underligt ved dig. Men dig kunde jeg forlige mig med, hvis ikke Gudrun plagede mig.« Saa vaagnede Herdis og fortalte Drømmen til Gudrun, der betragtede den som en god Aabenbaring. Næste Morgen lod hun nogle af Kirkegulvets Brædder bryde op paa det Sted, hvor hun plejede at knæle. I Jorden nedenunder fandtes nogle blaasorte og hæslige Ben tilligemed et Spænde og en stor Tryllestav. Folk sluttede deraf, at det var en Vølvegrav. Knoglerne førtes til et afsides Sted langt fra Menneskenes sædvanlige Veje.

Fire Aar efter, at Torkel var druknet, kom der et Skib til Øfjorden. Det ejedes af Bolle Bollesøn, og de fleste af Rorskarlene var norske. Bolle medførte meget Gods og mange Kostbarheder, som han havde faaet af Høvdingerne. Da han kom hjem fra denne Rejse, førte han sig med stor Pragt og kaldtes Bolle den Prude. Han red tilligemed elleve Mand fra sit Skib vestpaa. Alle i hans Følge var iført Skarlagensklæder og sad i gyldne Sadler. Men pragtfuldest var han selv. Han bar en Silkeklædning, som Kongen af Miklagaard havde givet ham, og yderst en rød Skarlagenskappe. Ved Bæltet hang Fodbider med forgyldt Haandtag. Paa Hovedet bar han en gylden Hjelm, ved Siden et rødt Skjold med et guldindlagt Ridderbillede og en udenlandsk Lanse i Haanden. Overalt, hvor de gjorde Ophold undervejs, havde Kvinderne ikke Øjnene fra hans og hans Følges Pragt. Paa Helgefjeld blev Gudrun overmaade glad ved at gense sin Søn. Han blev dog ikke længe hos hende, men fortsatte Rejsen til Tunge i Sælingsdalen for atter at mødes med sin Svigerfader Snorre og sin Kone Tordis. Ogsaa der blev han modtaget med aabne Arme. Efter Snorres Indbydelse blev han med sit Følge hos ham hele Vinteren. Der gik Ry af hans Rejser viden om, og Snorre viste ham ingenlunde mindre Hæder og Venskab end før.

Da Bolle havde været hjemme et Aar, blev Snorre Gode syg. Han laa længe, og da han omsider mærkede, at det bar mod Døden, sendte han Bud efter sine Slægtninge og nærstaaende. Da de var komne, sagde han til Bolle: »Det er mit Ønske, at du skal overtage Gaarden og være Høvding her, naar jeg er borte. Jeg regner dig fuldtud lige med mine egne Sønner, og den af mine Sønner, jeg sætter højest, Haldor, er ikke her i Landet nu.« Saa døde Snorre, syv og tresindstyve Aar gammel, og Bolle og Tordis overtog Gaarden Tunge efter den afdødes Ønske og med hans Sønners Samtykke.

Alderen begyndte nu at tynge Gudrun stærkt; desuden var hun mærket af Sorger. Hun var den første Nonne paa Island, og hun regnedes for den ypperste Kvinde indenfor hendes Stand. Bolle besøgte ofte sin Moder, som altid blev glad ved at se ham. De sad tit længe sammen og talte om mange Ting. Engang sagde han til hende: »Sig mig, Moder, en Ting, jeg gerne vil vide. Hvilken Mand har du elsket mest?« Gudrun svarede: »Torkel var den mægtigste og største Høvding, og ingen var dygtigere og bedre end Bolle. Tord Ingunssøn var den klogeste og mest lovkyndige af dem. Torvald vil jeg ikke udtale mig om.« Bolle sagde: »Du taler kun om dine Mænds Egenskaber, men du svarede ikke paa det, jeg vilde vide, hvem du elskede mest? Det behøver du ikke at dølge mere.« Gudrun svarede: »Du trænger haardt ind paa mig i denne Sag, min Søn. Og skal jeg sige det til nogen, da er du den, jeg helst betror det.« Bolle bad hende sige det. Da sagde Gudrun: »Ham, jeg var værst, elskede jeg mest.« »Det tror jeg var sande Ord,« svarede Bolle og takkede hende.

Det hedder sig, at Gudrun blev blind paa det sidste. Hun døde og blev begravet paa Helgefjeld.

Hendes Søn Geller fik Gaarden efter hende. Han byggede en meget anselig Kirke der. I en fremrykket Alder gjorde han en Pilgrimsrejse til Rom, hvor den hellige Apostel Peter ligger begravet. Han døde paa Hjemrejsen i Danmark og hviler i Roskilde.


Noter:

1. En stor Del af dette Kvad findes spredt omkring i Snorres Edda. De Billeder, der omtales i disse Vers, er Hejmdals og Lokes Kamp om Brising-Smykket, Tors Fangst af Midgaardsormen og Balders Baalfærd. [Thøger Larsen har desværre udeladt digtet i nærværende oversættelse af Laksdøla Saga, men det kan læses her: Husdrapa (jl)]

2. Det fremgaar ikke sikkert af Originalen, om det var den samme Hyrdedreng.