Fortælling om Laksdølerne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Fortælling om Laksdølerne


Efter det Islandske Grundskrift ved N. M. Petersen


4. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson

Versene ved Olaf Hansen


Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Kjøbenhavn 1925


1. KETIL FLADNÆSE OG HANS BØRN

Bjørn Bunas Søn Ketil Fladnæse var en mægtig og ætstor Herse i Norge; han boede i Romsdalen, som ligger mellem Søndmøre og Nordmøre. Med sin Kone Yngvild, en Datter af en anselig Mand Ketil Veder (Vædder), havde han fem Børn. Den ene af hans Sønner hed Bjørn, siden kaldet Østrøne (1), den anden Helge Bjolan. Hans tre Døtre var: Thorun, kaldet Hyrna, som blev gift med Helge den Magre, en Søn af Øjvind Østmand og Irekongen Kjarvals Datter Rafarta; Unn, kaldet den Dybsindige, der blev gift med Olaf den Hvide, en Søn af Ingjald, der igen var en Søn af Frode den Frøkne, som Svertlingerne dræbte (2); Jorun, kaldet Mandvidsbrekka, som var Moder til Ketil den Fiflske, der tog i Land i Kirkeby, og fra hvem Sigvat Lovsigemand nedstammede (3).


2. KETIL OG HANS SØNNER BESLUTTER AT FORLADE NORGE

Ketil var allerede en aldrende Mand, da Kong Harald Haarfager begyndte at udvide sin Magt saa meget, at ingen Fylkeskonge eller anden Stormand kunde blive til noget, men han alene vilde raade for deres Magt og Myndighed. Men da Ketil fik at vide, at Kong Harald havde tiltænkt ham samme Kaar som de andre mægtige Mænd, at han nemlig maatte se sine Frænder voldsomt behandlede, uden at der blev givet Bod derfor, og derefter endda maatte blive Kongens Lejemand (4), stævnede han sine Frænder til et Møde og talede saaledes til dem: »Vitterligt er det Eder, hvorledes det er gaaet ved alle Lejligheder, hvor vi har haft noget at gøre med Kong Harald; Omstændighederne derved har jeg ikke nødig at udvikle for Eder paany; men nu er det højst nødvendigt at tænke paa den Fare, der ligger os lige for Haanden, Kong Haralds Fjendskab imod os er en afgjort Sag, og fra den Side har vi ingen Sikkerhed at vente. Tvende Kaar, synes mig, har vi nu for os: at fly fra Landet eller at blive dræbte hver paa sin Plads; vel staar min Hu især til at gaa Døden under Øje som mine Frænder, men jeg vil ikke ved min Overtalelse lede Eder ind i en saa stor Fare; thi jeg kender mine Frænders og Venners Tænkemaade, og ved, at I ikke vil skilles fra os, skønt der skal Mands Mod og Hjerte til at følge mig.« Ketils Søn Bjørn svarede: »Min Vilje skal jeg straks give til Kende; jeg vil følge gæve Mænds Foredømme (5) og fly fra dette Land; thi lidet tror jeg at ville forfremmes derved, at jeg her hjemme sidder og bier, til Kong Haralds Trælle kommer og driver os bort fra vore Ejendomme eller giver os Døden.« Disse hans Ord vandt meget Bifald og tyktes talte med Djærvhed; og de blev enige om, at de vilde drage bort fra Landet; thi dertil opmuntrede Ketils Sønner meget, og ingen talte derimod (6). Bjørn og Helge vilde tage til Island, som de havde hørt meget godt om; der, sagde de, var Landet godt, og man behøvede ikke at købe Land for Penge; der drev mange Hvaler til Kysten, der var Laksefangst, og andet Fiskeri kunde drives hele Aaret om. Ketil derimod sagde, at han paa sine gamle Dage aldrig vilde komme til disse Fiskesteder, men han havde større Lyst til at tage til Vesterlandene; thi der, sagde han, var godt at være, og Landene der var ham velkendte, da han havde hærget der vide omkring.


3. KETILS SØNNER DRAGER TIL ISLAND

Derefter holdt Ketil et herligt Gilde, og giftede sin Datter Thorun Hyrna med Helge den Magre (7). Og saa gjorde han sig rede til at drage til Vesterlandene i Følge med sin Datter Unn og mange andre af sine Frænder. Hans Sønner og deres Maag Helge den Magre sejlede samme Sommer til Island. Bjørn Ketilsen kom med sit Skib vester paa til Bredefjord, og sejlede ind ad Fjorden, og holdt sig nærmest ved den søndre Side indtil det Sted, hvor Fjorden skar sig ind i Landet, hvor der stod et højt Fjæld paa Næsset inden for Fjorden, og en Ø laa kort fra Landet. Der sagde han, at de skulde opholde sig noget. Han gik op paa Land med nogle af sine Mænd, og de vandrede omkring langs med Søen; der var kort mellem Fjæld og Strand, og ham syntes, der var godt at bygge. Her fandt han ogsaa i en Vig sine Højsædestøtter, der var drevne i Land, og det tog han som et Varsel om, at han skulde fæste Bo der. Derpaa tilegnede Bjørn sig alt Landet mellem Stavaa og Hraunfjord, og boede paa et Sted, der siden efter ham kaldtes Bjørnshavn. Han kaldtes Bjørn den Østrøne og var gift med Gjavløg, en Datter af Kjallak den Gamle, og efterlod sig to Sønner, Ottar og Kjallak. Kjallaks Søn var Thorgrim Gode, Fader til Viga-Styr og Vermund den Smækre.

Helge Bjolan kom med sit Skib sønder paa, og tilegnede sig hele Kjalarnæs mellem Kollafjord og Hvalfjord, og boede paa Esjubjerg til sin Alderdom.

Helge den Magre kom med sit Skib nord paa, og tilegnede sig hele Øfjord mellem Siglunæs og Reynisnæs, og boede paa Kristnæs. Fra ham og hans Kone Thorun nedstammer Øfjordingernes Slægt.


4. KETIL DRAGER TIL SKOTLAND, OG HANS DATTER UNN DERFRA TIL ORKNØERNE OG FÆRØERNE

Ketil Fladnæse landede ved Skotland og blev vel modtaget af Landets Herskere; thi han var en navnkundig Mand af stor Æt, og de bød ham selv at vælge, hvilke Kaar han der vilde have. Han og de andre af hans Frænder, der havde fulgt med ham, tog Bolig der, undtagen hans Dattersøn Thorsten (8); thi han gav sig straks paa Hærtog, hærgede vide omkring paa Skotland og fik altid Sejr. Derefter sluttede han Forlig med Skotternes Konge, fik Halvdelen af Skotland til Eje og blev Konge derover. Han var gift med Thurid Øjvindsdatter, en Søster til Helge den Magre. Men længe holdt Skotterne ikke Forliget; thi de overfaldt ham mod Tro og Love og dræbte ham, efter hvad Are Thorgilssen Frode (9) fortæller om hans Død. Unn den Dybsindige var paa Katanæs (10), da hendes Søn Thorsten faldt; og da hun fik at vide, at Thorsten havde sat Livet til, og hendes Fader var død, ventede hun sig der ingen Oprejsning mere. Hun lod derfor hemmelig bygge et Skib i Skoven, og da det var rede, udrustede hun det til Rejsen. Hun havde megen Rigdom, og tog den hele Samling af Frænder med sig, som endnu var i Live, saa man knap skal finde Mage til, at en enlig Kvinde er kommen bort fra slig Ufred med saa meget Gods og saa mange Ledsagere, hvoraf man kan skønne, at hun var et Vidunder blandt sit Køn. Hun havde ogsaa mange Mænd med sig, der var af høj Værdighed og Byrd; en af dem hed Koll, der endogsaa bar Hersenavn; en anden, ved Navn Hørd, var ligeledes af stor Æt og Anseelse. Da Unn var rede til at drage afsted, sejlede hun til Orknøerne, og dvælede der en Tid; hun bortgiftede der Thorsten Røds Datter Groa, hvis Datter blev gift med en Sønnesøn af Rognvald Mørejarl, og derved Stammoder til de orknøske Jarler. Derefter sejlede Unn til Færøerne, hvor hun bortgiftede Thorstens anden Datter Oløf, og fra hende nedstammer den berømmeligste Slægt paa disse Øer, de saakaldte Gøtuskægger (11).


5. UNN DRAGER TIL ISLAND

Nu gjorde Unn sig i Stand til at drage fra Færøerne [c. 892], og gav sine Skibsfolk til Kende, at hun agtede sig til Island. Hun havde Thorsten Røds Søn, Olaf Feilan (12), med sig, og desuden hans Søstre, som endnu var ugifte. Derpaa stak hun i Søen og kom lykkelig og vel sønder for Landet til Vikarskeid, men der led de Skibbrud; Mennesker og Gods frelstes. Saa tog hun med tyve Mand i sit Følge hen til sin Broder Helge, der kom hende i Møde og bød hende være hos sig med ti Medfølgere; men hun svarede vredt, at hun aldrig havde troet, han var en saadan Gnier. Hun drager da bort og agter at gæste sin Broder Bjørn i Bredefjord; og næppe har han faaet Nys om hendes Komme, førend han drager hende i Møde med et stort Følge, byder hende Velkommen og beder hende blive hos sig med alle hendes Ledsagere; thi han kendte nok sin Søsters stolte Sind. Dette syntes hun vel om, og hun takkede ham for hans højsindede Tænkemaade. Der var hun om Vinteren og blev beværtet paa det prægtigste, thi der var god Raad dertil, og blev heller intet sparet; og om Foraaret drog hun over Bredefjord og kom til et Næs, hvor der blev holdt Davre, hvilket Næs siden kaldtes Dagverdsnæs (13), og er det, der gaar ud fra Medelfjældsstrand; derpaa styrede hun ind ad Hvamsfjord, og kom der til et Næs, hvor hun ligeledes opholdt sig noget; der tabte hun sin Kam, og det hedder siden den Tid Kambnæs. Derefter sejlede hun forbi alle Bredefjordsdale, og tilegnede sig Land, saa vide hun vilde; og da hun med sit Skib var kommen ind i Bunden af Fjorden, fandtes hendes Højsædestøtter der drevne paa Land, saa hun var nu ikke mere i Tvivl om, hvor hun skulde opslaa sin Bolig. Hun lod der en Gaard rejse, der siden kaldtes Gaarden i Hvam (14), og boede der.

Det samme Foraar, da Unn satte Bo i Hvam, fik Koll Thorsten Røds Datter Thorgerd til Ægte, hvilket Bryllup Unn holdt; hun gav ogsaa Thorgerd hele Laksaadalen til Medgift, og her satte Koll Bo sønden for Laksaa. Koll var en meget dygtig Mand; hans Søn hed Høskuld.


6. UNN UDDELER SIT LANDNAM

Derefter uddelte Unn Stykker af sit Landnam til andre Mænd. Hørd gav hun hele Hørdedalen; han var en mærkelig Mand, der efterlod sig en stor Slægt. Hans Søn Asbjørn den Rige, der boede i Ørnolfsdal, blev gift med en Datter af Midfjord-Skegge; og deres Datter Ingeborg var det, som blev gift med Illuge den Svarte; deres Sønner var Hermund og Gunløg Ormstunge. Unn sagde til sine Mænd: »Nu skal I faa Løn for Eders Arbejde; det skorter os ikke paa Midler til at gengælde Eder det og Eders gode Vilje. I ved allerede, at jeg har givet Erp, Meldun Jarls Søn, sin Frihed; det var langt fra, jeg kunde finde mig i, at en saa storættet Mand skulde bære Træls Navn.« Derpaa gav hun ham Saudafjældsland mellem Tungeaa og Midaa. En anden Mand Søkkolf gav hun Søkkolfsdalen, hvor han boede til sin Alderdom. En af hendes frigivne ved Navn Hunde, en Skotte af Æt, gav hun Hundadalen (15).

Thorsten Røds fjerde Datter Osk var Moder til Thorsten Surt den Spage, som forbedrede Aarsregningen (16). Thorstens femte Datter Thorhild var Moder til Alf i Dalene, der var Stamfader for en stor Slægt. Fra Thorstens sjette Datter Vigdis nedstammer Høfdemændene i Øfjord.


7. OM OLAF FEILAN OG HØSKULD DALEKOLLS SØN

[900] Olaf Feilan var det yngste af Thorstens Børn; han var en stor, stærk Mand, af smukt Udseende og fuldkommen i alle mandlige Øvelser. Ham agtede Unn frem for alle andre, og udtalte derfor, at hun vilde efterlade ham alle sine Ejendomme i Hvam. Hun blev nu meget svag af Alderdom, kaldte Olaf Feilan til sig og sagde: »Jeg har tænkt paa, Frænde, at du nu skulde sætte Foden under eget Bord og tage dig en Kone.« Dette syntes Olaf vel om og sagde, at han i denne Sag vilde rette sig efter hendes Raad. Unn vedblev: »Jeg har tænkt, at det vilde være bedst, om dit Bryllup kom til at staa i Slutningen af denne Sommer, thi da kan man bedst skaffe alle Fornødenheder tilveje; jeg ønsker nemlig, at vore Venner skal komme til det med et stort Følge, siden det rimeligvis bliver det sidste Gæstebud, jeg skal holde.« Olaf sagde: »Det er vel talt; men jeg agter ikke at tage nogen Kone, der kunde tage enten Gods eller Husets Styrelse fra dig.« Den samme Høst ægtede Olaf Feilan Alfdis, og deres Bryllup stod paa Gaarden Hvam. Unn brugte store Omkostninger paa dette Gilde, thi hun lod indbyde alle Storfolk vide omkring fra andre Egne, blandt andre sine Brødre Bjørn og Helge Bjolan, som alle kom med et stort Følge; fremdeles hendes Maag Dalekoll, Hørd fra Hørdedal og mange andre Stormænd. Gildet var talrigt, og dog kom der ikke nær saa mange Mænd, som Unn havde indbudet; thi Øfjordingerne havde en lang Vej at fare. Alderen havde da allerede medtaget Unn saa meget, at hun ikke stod op før Middag og gik tidlig til Sengs; og hun tillod ingen at spørge hende om noget fra om Aftenen, naar hun var gaaet hen at sove, og til hun var paaklædt; og kom nogen og spurgte til hendes Helsen, saa svarede hun vredt. Den Dag, da Gildet skulde staa, sov Unn noget længere end ellers, men hun var dog kommen op, da Gildesmændene kom, gik dem i Møde, hilste hjertelig sine Frænder og Venner og takkede dem for deres Kærlighed, at de havde villet umage sig saa lang en Vej; især hilste hun saaledes paa Bjørn og Helge, og takkede derpaa dem alle, fordi de var komne. Derefter gik Unn ind i Gildestuen og efter hende en stor Skare; og da alle var blevne bænkede i Stuen, udbrød de i stor Forundring over den Pragt, hvormed alting var indrettet. Da sagde Unn: »Min Broder Bjørn og Helge og andre vore Frænder og Venner kalder jeg herpaa til Vidne: Denne Gaard og Bolsted med alt Tilbehør, som I her ser for Eder, overlader jeg min Frænde Olaf til Arv og Eje.« Derefter stod hun op og sagde, at hun nu vilde gaa hen til den Skemme (17), hvor hun plejede at sove, og bad dem alle at more sig saaledes som deres Hu stod til, men Almuen skulde gøre sig tilgode med Mungaat (18). Man siger, at Unn skal have været baade høj og stærkbygget, og da hun nu gik rask ned gennem Salen, hviskede den ene til den anden, at hun var endnu en anselig Kone. Mændene drak nu om Aftenen, indtil det tyktes dem Sovetid. Men Dagen efter, da Olaf Feilan gik hen til sin Frænke Unns Sovekammer, fandt han hende siddende død oprejst i Sengen. Olaf gik straks tilbage til Gildestuen og sagde denne Tidende, og alle undrede sig over, hvorledes Unn lige til sin Dødsdag havde holdt sin Værdighed vedlige. Nu blev paa een Gang drukket baade Olafs Bryllup og Unns Arveøl; og paa den sidste Gildesdag blev Unns Lig ført hen til Højen, der var beredt for hende; hun blev højlagt i et Skib, meget Gods blev lagt hos hende, og Højen derefter kastet til (19). Nu overtog Olaf Boet i Hvam tilligemed Styrelsen af alt Godset, efter de af hans Frænders Raad, som havde gæstet ham; og ved Enden af Gæstebudet uddelte han prægtige Gaver til de fornemste Mænd, førend de tog bort. Han blev en mægtig Mand, en stor Høvding, og boede paa Hvam til sin Alderdom.

Olafs og Alfdises Børn vare: Thord Geller, der blev gift med Midfjord-Skegges Datter Hrodny, og deres Sønner var Eyjolf den Graa, Thoraren Fylsenne og Thorkel Kugge. Olaf Feilans Datter Thora blev gift med Thorolf Mostrarskægs Søn Thorsten Torskebider; deres Sønner var Børk den Digre og Thorgrim, Fader til Snorre Gode. Den anden af hans Døtre, Helga, blev gift med Gunnar Hlifsen, og deres Datter Jofrid var det, som først var gift med Tunge-Ods Søn Thorod, siden med Thorsten Egilsen. Olafs tredje Datter Thordis var gift med Lovsigemanden Thoraren Rages Broder (20).

Imedens Olaf boede paa Hvam, blev hans Maag Koll syg og døde. Høskuld, hans Søn, var da endnu ung, men han var mere moden af Forstand end af Aar. Høskuld var en smuk og anselig Mand; da han havde overtaget sin Faders Ejendom og Bo, blev Gaarden, hvorpaa Koll havde boet, efter ham kaldt Høskuldsstad; og han blev snart dygtig til at styre sit Hus, da mange Frænder og Venner, som allerede Koll havde vundet sig, troligen hjalp ham. Hans Moder Thorgerd Thorstensdatter var da endnu en ung Kone og meget smuk; hun fandt efter sin Mands Død ikke mere Behag i Island, og tilkendegav derfor sin Søn, at hun vilde drage udenlands med det Gods, der tilkom hende; det gjorde rigtignok Høskuld ondt, at de skulde skilles, men han sagde dog, at han ikke vilde gøre hende imod heri, lige saa lidt som i andet. Han købte derfor sin Moder Halvparten i et Skib, der stod oppe paa Dagverdsnæs; her gik hun om Bord med meget Gods, sejlede bort, havde en god Rejse og kom til Norge. Her havde hun en stor Slægt og mange gæve Frænder, der tog vel imod hende og bød hende alt, hvad hun vilde have; hun takkede derfor og sagde, at det var hendes Agt at fæste Bo der i Landet. Hun var ikke længe Enke, før der indfandt sig en Bejler til hende: han hed Herjolf, var Lændermand af Værdighed, en rig og anset Mand. Han var stor og stærk, var just ikke smuk, men havde dog et meget mandigt Udseende; især overgik han alle i Vaabenfærdighed. Da denne Sag blev bragt paa Bane, tilkom det Thorgerd, eftersom hun var Enke, at give ham Svar; efter sine Frænders Raad vilde hun ikke afslaa dette Giftermaalstilbud; hun ægtede da Herjolf og tog hjem til hans Gaard. De fattede snart Kærlighed for hinanden, og Thorgerd viste straks, at hun var en meget daadkraftig Kvinde, saa at hans Hus tyktes nu langt bedre og anseligere end før, efter at han havde faaet en saadan Kone som Thorgerd.


8. OM HØSKULDS HALVBRODER HRUT

Herjolf og Thorgerd havde ikke været længe gifte, førend de fik en Søn, der blev vandøst og fik Navnet Hrut (21). Tidlig i sin Opvækst blev han stor og stærk; han overgik alle i Vækst, var høj og hærdebred, smal om Midjen, og havde velskabte Hænder og Fødder. Han var særdeles smuk af Udseende, som hans Morfader Thorsten og Ketil Fladnæse havde været, men især var han dygtig i allehaande Færdigheder. Herjolf blev syg og døde, et Dødsfald, som mange tog sig nær; og derefter længtes Thorgerd efter at komme tilbage til Island for at gæste sin Søn Høskuld, thi ham elskede hun fremfor alle; men Hrut blev i god Behold tilbage hos sine Frænder. Thorgerd sejlede til Island og tog hen til sin Søn Høskuld i Laksaadal, der tog imod sin Moder, det bedste han kunde. Hun havde meget Gods og levede hos Høskuld til sin Død. Nogle Aar derefter døde Thorgerd af Sygdom og blev højsat, hvorpaa Høskuld tog alt Godset til sig, men Halvparten deraf tilkom dog hans Broder Hrut.


9. HØSKULDS GIFTERMAAL

Den Gang herskede Hakon Adelstensfostre i Norge; Høskuld var hans Hirdmand og var i lang Tid den ene Vinter hos Kong Hakon, den anden paa sin Gaard, og blev en navnkundig Mand baade i Norge og paa Island.

Bjørn hed en Mand, der tog Land i den efter ham opkaldte Bjørnsfjord [c. 935], der gaar ind i Landet nord for Stengrimsfjord (22), og skilles fra denne ved en udgaaende Fjældryg. Han var en rig Mand og af stor Slægt; hans Kone hed Ljufa, deres Datter Jorun; denne var en smuk Kvinde, storsindet og kløgtig. Hun holdtes for det bedste Parti i alle Vestfjordene. Om hende hørte Høskuld tale, og om, at hendes Fader var den bedste Bonde der paa Strandene. Høskuld red hjemme fra med ni Mand for at gæste Bjørn Bonde i Bjørnsfjord, og blev vel modtaget, thi Bjørn havde hørt ham omtale som en brav Mand. Høskuld kom nu frem med sit Frieri, som Bjørn optog vel; han troede, sagde han, at hans Datter ikke kunde blive bedre gift, men han vilde dog overlade Afgørelsen til hende selv. Og da Sagen blev forelagt Jorun, svarede hun saaledes: »Efter alt, hvad vi har hørt om dig, Høskuld, kan vi ikke andet end svare vel herpaa, thi vi tror, at for den Kvinde, som faar dig til Ægte, vil der være vel sørget; dog maa min Fader især raade herfor, og jeg vil heri rette mig efter hans Vilje.« Hvad enten det nu varede kort eller længe, saa blev Enden derpaa, at Jorun blev fæstet Høskuld med meget Gods, og Brylluppet skulde staa paa Høskuldsstad. Høskuld red nu hjem til sin Gaard og var hjemme, indtil Gildet skulde være. Da kom Bjørn did med et stort Følge, og Høskuld havde ligeledes sørget for mange Gildesmænd, baade Venner og Frænder, og dette var et prægtigt Gilde. Og da dette var til Ende, tog hver hjem til sit i godt Venskab og med hædrende Gaver. Jorun Bjørnsdatter blev paa Høskuldsstad og overtog Husets Styrelse sammen med Høskuld; og det viste sig snart i hendes Husholdning, at hun var forstandig og duelig, og forstod sig godt paa mange Ting, men hun var ret heftig. Hun og Høskuld kom godt ud af det sammen, skønt de til daglig just ikke omgikkes meget hjertelig. Høskuld blev nu en stor Høvding; han var mægtig, driftig, og der skortede ham ej paa Gods, saa han syntes ikke i noget at staa tilbage for sin Fader Koll. Høskuld og Jorun havde ikke været længe sammen, førend de fik en Søn, der fik Navnet Thorleik; det var deres ældste Barn; den anden Søn hed Baard; en Datter fik de, der hed Halgerd Langbrog, en anden, der hed Thurid. Alle var de haabefulde Børn. Thorleik var stor, stærk og anselig i sit Ydre, men faatalende og ikke omgængelig; man mente endog, at han ikke vilde blive god at komme tilrette med; Høskuld plejede at sige, at han især vilde ligne Strandemændenes Æt. Baard var mandig af Udseende, klog og stærk; af hans Ydre kunde man skønne, at han vilde faa større Lighed med sine fædrene Frænder; i sin Opvækst var han venlig og vel lidt, og Høskuld elskede ham mest af alle sine Børn. Høskulds Hus var nu i megen Velmagt og Anseelse. Paa denne Tid giftede han sin Søster Groa med Veleiv den Gamle; deres Søn var Holmgangs-Berse.


10. OM VIGA-HRAPP

I Laksaadalen nord for Aaen boede der en Mand ved Navn Hrapp; hans Gaard kaldtes siden Hrappstad; nu er det et øde Sted (23). Han var en Søn af Sumarlide og kaldtes Viga-Hrapp (24). Hans Fader var en Skotte, men al hans Moders Slægt havde hjemme paa Syderøerne, hvor ogsaa hans Fødested var. Stor og stærk var han og vilde aldrig give efter, laa derfor idelig i Trætte, men vilde aldrig give Bøder for det onde, han gjorde. Han flyede da fra Vesterlandene og købte sig den Jord, han nu boede paa. Hans Kone hed Vigdis Halstensdatter; deres Søn hed Sumarlide. Hendes Broder hed Thorsten Surt og boede den Gang paa Thorsnæs; der blev Sumarlide opfostret og var en haabefuld Dreng. Thorstens Kone var den Gang død; men han havde to Døtre, af hvilke den ene, ved Navn Gudrid, blev gift med Rauda-Bjørns Søn Thorkel Trefil, der boede paa Svignaskard (25); den anden, ved Navn Osk, blev gift med en Mand i Bredefjord, der hed Thoraren, en tapper og vennesæl Mand, der opholdt sig hos Thorsten; thi denne var nu saa gammel, at han trængte til Hjælp i sin Husholdning. Hrapp var ikke vel lidt af nogen, og var voldsom mod sine Naboer; stundom ytrede han ogsaa, at det skulde komme dem dyrt at staa, hvis de holdt nogen anden Mand for bedre end ham; alle Bønderne greb da til samme Middel, de tog til Høskuld og klagede ham sin Nød; hvorpaa Høskuld bad dem at lade ham vide, om Hrapp gjorde dem nogen Men; »thi fra mig,« sagde han, »skal han hverken rane Mænd eller Gods.«


11. OM THORD GODDE OG THORBJØRN SKRJUP

Thord Godde (26) hed en anden Mand i Laksaadalen, en velhavende, barnløs Mand; han havde købt den Jord, han boede paa, men da han var Hrapps Nabo, var han ofte udsat for dennes Overmod, og beholdt kun ved Høskulds Hjælp sin Bolig i Fred. Hans Kone Vigdis var en Datter af Olaf Feilans Søn Ingjald; hun var en Broderdatter af Thord Geller, og en Søsterdatter af Thorolf Rødnæse fra Saudafjæld. Denne Thorolf var en dygtig Kæmpe og stod sig godt, hvorfor hans Frænder tit søgte Hjælp hos ham. Vigdis blev gift med Thord mere for hans Penges end for Anseelsens Skyld. Blandt Thords Trælle var en ved Navn Asgøt, der var kommen ud til Landet med ham; en stor og dygtig Mand, der rigtignok bar Trællenavn, men som kun faa, selv om de hed fri, kunde rnaale sig med, og sin Herre tjente han godt.

Næst ved Thord oven for hans Gaard boede en Mand ved Navn Thorbjørn, kaldet Skrjup; han var rig paa Gods, især Guld og Sølv, stor af Vækst, stærk, men ret paaholden mod Almuesfolk.

Høskuld Dalekollsen fandt nu, at det var en Mangel ved hans ellers prægtige Husholdning, at hans Gaard ikke var saa vel bygget, som han ønskede. Han købte sig derfor et Skib, der stod oppe i Mundingen af Blanda (27), af en Mand fra Hjaltland, udrustede det til Rejsen, og forkyndte, at han vilde rejse udenlands; men Jorun blev hjemme og passede Huset og deres Børn. De stak nu i Søen, havde en heldig Rejse og kom til Norge ret langt sønder paa; de landede ved Hordeland, der hvor siden Købstaden Bergen blev anlagt. Der satte han sit Skib op, og fandt her mange af sine Frænder. Kong Hakon sad den Gang i Viken; men Høskuld drog ikke til ham, thi hans Frænder tog imod ham med aabne Arme. Hele den Vinter løb rolig og fredelig af.


12. HØSKULD KØBER EN TRÆLKVINDE

I Begyndelsen af Sommeren hændte det sig, at Kongen drog i Ledingsamling øster til Brennøerne for at sikre sit Riges Fred; thi det var saaledes Lov, at dette Møde hver tredje Sommer skulde holdes mellem Høvdingerne, for at afgøre de Sager, som Kongerne havde at dømme om. Det regnedes for en lystig Færd at komme til dette Møde; thi der samlede sig Mænd næsten fra alle Lande, som vi har nogen Kundskab om. Høskuld satte derfor sit Skib frem og vilde ligeledes tage til dette Møde, thi han havde ikke været hos Kongen om Vinteren. Der holdtes ved samme Lejlighed ogsaa Købestævne. Dette Møde var stærkt besøgt; der var megen Skæmt, Drikkelag, Lege og alskens Glæde, men der forefaldt ellers intet særdeles mærkeligt. Høskuld traf der mange af sine Frænder af dem, der var i Danmark. En Dag, da han gik med nogle andre Mænd for at more sig, saa han et stadseligt Telt noget borte fra de andre Boder; han gik derhen og ind i Teltet, hvor han traf en Mand siddende i Fløjls Klæder med en gerdsk (28) Hat paa Hovedet. Høskuld spurgte ham, hvad han hed. Han kaldte sig Gille den Gerdske, hvorpaa Høskuld sagde, at han ofte havde hørt tale om ham og vidste, at han var den rigeste blandt alle dem, der gav sig af med Handelskab; hvorpaa han vedblev: »Du kan vel sælge os noget, som vi har Lyst til at købe?« Gille spurgte da, hvad de vilde købe, og Høskuld svarede, at han vilde købe en Trælkvinde, hvis han havde nogen at sælge. Gille sagde: »Jeg mærker nok, at I vil sætte mig i Forlegenhed ved at ønske noget til Købs, som I tænker, jeg ikke har; men den Ting er nok ikke saa helt afgjort.« Høskuld saa, at der gik et Forhæng tværs over Boden; dette løftede Gille op, og Høskuld saa, at der indenfor sad tolv Kvinder; hvorpaa Gille sagde til ham, at han skulde gaa ind og se paa dem, om han vilde købe nogen af dem. Høskuld gjorde det; de sad alle sammen tværs over Boden; han tog dem i Øjesyn og saa, at der lige ved Forhænget sad en Kvinde, der var daarlig klædt, men som, saa vidt man kunde se, var meget smuk. Høskuld sagde da: »Hvor meget skal denne Kvinde koste, hvis jeg vil købe hende?« Gille svarede: »Tre Mark Sølv skal du give for hende.« »Saa holder du denne Trælkvinde meget dyr,« sagde Høskuld, »thi det er tre Gange saa meget, som en Trælkvinde er værd.« »Ja,« svarede Gille, »deri har du Ret, at jeg holder hende dyrere end de andre; vælg hvilken du vil af de elleve, og giv mig en Mark Sølv for hende; denne beholder jeg saa i min Eje.« »Jeg gad dog først vidst,« sagde Høskuld, »hvor meget Sølv der er i min Pung, som jeg har her i mit Bælte«; hvorpaa han bad Gille tage Vægten. Da sagde Gille: »Denne Handel skal fra min Side gaa af uden Svig; thi denne Kvinde har en stor Fejl, og det skal du vide, Høskuld, førend vi slutter Købet.« Høskuld spurgte, hvad det da var. Gille svarede: »Denne Kvinde er stum; jeg har paa mange Maader søgt at faa hende til at tale, men har aldrig kunnet faa et Ord af hende, saa jeg tror vist, at hun ikke kan tale.« Men Høskuld vedblev: »Tag kun Bismeren frem og lad os se, hvad denne Pung vejer.« Gille gjorde saa, de vejede Sølvet, og det holdt tre Mark. Da sagde Høskuld: »Saa kan vor Handel gaa for sig; tag du disse Penge, og jeg tager Kvinden; du har baaret dig ad som en brav Mand i denne Sag og har vist ikke villet narre mig.« Derpaa gik Høskuld hjem til sin Bod. Om Aftenen gik han til Sengs med hende; men næste Morgen, da Folk klædte sig paa, sagde han: »Det er ingen prægtig Dragt, som Gille den Rige har givet dig; men det er da ogsaa sandt, at der skal mere til at klæde tolv end een.« Derpaa lukkede han en Kiste op, tog en god Kvindeklædning frem og gav hende; og alle fandt, at gode Klæder høvede hende godt. Da nu Høvdingerne havde afgjort deres Sager, som var at forhandle, blev Mødet opløst. Derpaa gik Høskuld til Kong Hakon og hilsede ham ærbødig, som passende var. Kongen saa paa ham og sagde: »Vi skulde have taget mod din Hilsen, Høskuld, om du end noget før var kommet til os, og vi gør saa endnu.«


13. OM MELKORKA OG OLAF PAA

Derefter tog Kongen med al Venlighed mod Høskuld, bad ham gaa ud paa sit Skib og være hos ham, saa længe han vilde blive i Norge. Høskuld svarede: »Hav Tak for Eders Indbydelse; men jeg har i denne Sommer meget at gøre, og det har været en vigtig Grund til, at jeg har tøvet saa længe med at indfinde mig hos Eder, at jeg ønskede at skaffe mig Hustømmer.« Kongen bad ham styre med sit Skib til Viken, hvor Høskuld blev hos ham en Tid, og Kongen skaffede ham Hustømmer og lod Skibet lade. Derpaa sagde Kongen til ham: »Jeg vil ikke holde dig længer her, end du selv synes, men det tykkes os dog vanskeligt at faa en anden Mand i dit Sted.« Derpaa ledsagede han ham til Skibet og sagde: »En Hædersmand har jeg fundet i dig, og jeg tror næsten, det er sidste Gang du sejler fra Norge, medens jeg er Konge her.« Han drog derpaa en Guldring, som vejede en Mark, af sin Arm, og gav Høskuld den; ligeledes gav han ham en anden Kostbarhed, et Sværd, der kom paa en halv Mark Guld. Høskuld takkede Kongen for Gaverne og al den Ære, han havde vist ham. Derpaa gik han om Bord og stak i Søen. De fik god Bør og kom til Sønderlandet, sejlede saa vester forbi Reykenæs, saa forbi Snefjældsnæs og ind i Bredefjord. Høskuld landede i Mundingen af Laksaa, lod Ladningen bære af Skibet, satte dette op inden for Laksaa og lod bygge et Nøst (29) derover. Man viser endnu Tomten, hvor han havde dette sit Skibsstade; der teltede han ogsaa Boder, og Stedet kaldtes derefter Budardal (Boddal). Derpaa lod han Tømmeret flytte hjem, hvilket ej var vanskeligt, da det ikke var nogen lang Vej. Høskuld red saa hjem med nogle Mænd og blev vel modtaget, som venteligt var; med hans Gods var det imidlertid gaaet godt. Jorun spurgte ham, hvad det var for en Kvinde, der var med ham. Høskuld svarede: »Du tror vist, at jeg vil drive Gæk med dig, naar jeg svarer: jeg ved ikke hendes Navn.« Jorun sagde: »Da maa man enten have løjet for mig, eller og har du talt saa meget med hende, at du kunde spørge hende om hendes Navn.« Høskuld svarede, at han ikke vilde fragaa det, fortalte hende Sandheden og forlangte derpaa, at der skulde vises denne Kvinde Opmærksomhed, og at han helst saa, hun fik sit Ophold der hjemme hos dem. »Jeg skal ikke,« sagde Jorun, »kives med din Frille, som du har ført med dig fra Norge, selv om hendes Omgang bliver mindre behagelig, og det vil endnu mindre blive Tilfældet, eftersom hun baade er døv og maalløs.« Høskuld sov hos sin Husfrue hver Nat, siden han var kommen hjem, og gav sig ikke meget af med Frillen. Hos denne kunde alle se, at der laa noget storladent i hendes Væsen, og at der ikke manglede hende paa Forstand. Først paa Vinteren [c. 938] fødte hun et Drengebarn; Høskuld blev kaldt til, man viste ham Barnet, og han, saavel som andre, syntes aldrig at have set en smukkere eller herligere Dreng. Man spurgte ham, hvad Drengen skulde hedde, og han bød, at de skulde kalde ham Olaf; thi kort før var hans Morbroder Olaf Feilan død. Olaf udmærkede sig fremfor de fleste Børn, og Høskuld holdt særdeles meget af Drengen. Om Sommeren efter sagde Jorun, at Frillen skulde tage sig noget for, hvis ikke fare bort; men Høskuld bad hende opvarte ham og hans Kone og derhos at passe Drengen. Da denne var to Aar gammel, kunde han sige, hvad det skulde være, og løbe saa rask som andre Børn, der er fire Aar gamle. Det hændte sig en Morgen, at Høskuld var gaaet ud at se til sin Gaard; Vejret var godt, Solen skinnede, den var just nylig staaet op; da hørte han nogen tale og gik derhen, hvor Bækken løb forbi Tunbrinken; der saa han to Mennesker, og det var hans Søn Olaf med dennes Moder; da mærkede han, at hun ikke var stum, thi hun sagde meget til Drengen; hvorpaa han gik hen til dem og spurgte om hendes Navn, thi nu kunde det ikke nytte, at hun vilde dølge det længer. Hun svarede, at hun vilde sige det; de satte sig ned paa Tunbrinken, og hun sagde: »Vil du vide mit Navn, saa hedder jeg Melkorka.« Høskuld bad hende da at fortælle ham mere om hendes Slægt. Hun sagde: »Min Fader hedder Myrkjartan og er Konge i Irland; jeg blev ført fangen derfra, da jeg var femten Aar gammel.« Høskuld sagde, at hun havde tiet altfor længe med en saa god Æt. Derpaa gik han ind og fortalte Jorun, hvad nyt han havde opdaget; men hun svarede, at hun vidste ikke, om det var sandt, og havde andet at gøre end at bryde sig om alle, der udgav sig for at være højvelbaarne, og dermed var deres Samtale ude. Heller ikke var Jorun bedre mod Trælkvinden end før, men Høskuld gav sig noget mere af med hende. Kort efter, da Jorun vilde gaa til Sengs, klædte Melkorka hende af og lagde hendes Skotøj paa Gulvet; da tog Jorun Sokkerne og slog hende om Hovedet dermed; men Melkorka blev vred og gav hende et Næsedrag, saa Blodet flød efter. Høskuld kom til og skilte dem ad. Derefter lod Høskuld Melkorka drage bort og gav hende Bopæl oppe i Laksaadal; det kaldtes siden Melkorkestad, og ligger sønden for Laksaa; nu er der øde (30). Der satte Melkorka Bo og havde sin Søn Olaf hos sig; Høskuld lod bringe hende alt, hvad hun havde nødigt. Paa Olaf viste det sig snart, da han voksede til, at han i Skønhed og Dannished vilde udmærke sig fremfor andre Mænd.


14. OM INGJALD SAUDØGODE OG HANS BRODER HAL

Ingjald, der boede paa Saudøerne (31) i Bredefjord, og kaldtes Saudø-Gode, var en rig og anset Mand. Hans Broder Hal var stor og saa godt ud, men var fattig; dog kaldte de fleste Folk ham ikke nogen duelig Mand. Disse Brødre kunde ikke vel forliges; Ingjald mente, at Hal ikke noksom skikkede sig efter dygtige Mænds Sæder, men Hal mente, at Ingjald ikke havde Lyst nok til at hjælpe ham frem. I Bredefjord ligger et Fiskested, der hedder Bjørnøerne (32); der ligger mange Øer samlede, og er god Fangst. Paa den Tid søgte mange derhen paa Fiskeri, og der samledes en stor Mængde hvert Halvaar. Kloge Mænd lagde megen Vægt paa, at man paa saadanne Udvær forligtes godt; det hed sig nemlig, at det gik uheldigere med Fangsten, hvis der opstod nogen Trætte, og de fleste tog sig derfor i Agt. Nu fortælles der, at Ingjald Saudøgodes Broder Hal en Sommer kom til Bjørnøerne for at fiske, og slog sig sammen med en Mand, der hed Thorolf, der var fra Bredefjord, en fattig Mand, der næppe havde Hus eller Hjem, men ellers var rask nok af Udseende. Hal var der en Tid, og vilde gerne lade mere end de andre. En Aften kom han og Thorolf til Land og skulde skifte deres Fangst; da vilde Hal baade vælge og dele, thi han regnede sig selv for den anseligste af dem. Men Thorolf vilde ikke give efter og brugte store Ord; det kom da til Ordstrid mellem dem, og hver vilde have sin Krig frem. Da greb Hal et Huggejern, der laa hos ham, og vilde slaa Thorolf i Hovedet dermed; de andre løb imellem dem og standsede Hal; han var som rasende, men kunde ingen Vegne komme den Gang, og der blev intet af Delingen. Om Aftenen tog Thorolf bort, men Hal tog alene den Fangst, der tilhørte dem begge, hvoraf man saa, hvem der var mægtigst; og derefter tog han en anden Mand med sig paa Skibet, og gav sig paa Fangst som før. Thorolf kunde ikke give sig tilfreds, og tyktes at være beskæmmet ved dette deres Skifte; han blev der paa Øerne, og havde sat sig for at afvaske denne Skam. Hal derimod frygtede ikke for noget og tænkte, at ingen turde vove at maale sig med ham inden for hans egne Enemærker. En Dag, da det var godt Vejr, roede han ud, og de var tre Mænd om Bord; det gik godt med Fangsten den Dag, og om Aftenen roede de hjem og var meget glade. Thorolf havde hele Dagen holdt Øje med Hals Færd, og om Aftenen stillede han sig ved Landingsstedet, da de kom i Land. Hal, der roede den forreste Aare, sprang fra Borde, for at tage mod Skibet, men idet han sprang i Land, stod Thorolf tæt ved, hug straks til ham, og Hugget traf ham paa Halsen ved Hærderne, saa at Hovedet røg af. Derpaa flygtede Thorolf, men Hals Stalbrødre tog sig af hans Lig. Nu rygtedes Hals Drab omkring paa Øerne og gjorde megen Opsigt; thi skønt han just ikke havde haft Lykken med sig, var han dog af stor Slægt. Thorolf søgte nu bort fra Øerne; thi han kendte ingen der, som kunde yde ham Værn efter denne Gerning, og havde heller ingen Frænder, som han kunde vente sig Hjælp af; men derimod var der Mænd i Nærheden, som han kunde være vis paa vilde efterstræbe hans Liv, og som havde megen Magt, f. Eks. Hals Broder Ingjald Saudøgode. Han kom endelig ind til Fastlandet, og drog helt hemmelig af Sted; der fortælles heller intet om hans Rejse, før han en Aften kom til Goddastad. Thord Goddes Kone Vigdis var noget i Slægt med Thorolf, og derfor vendte han sig did til Gaarden; han havde allerede før hørt, hvorledes det stod til der, at Vigdis nemlig havde mere at sige end hendes Husbonde Thord. Straks om Aftenen, da han var kommen, gik han til Vigdis, fortalte hende sin Ulykke og bad hende hjælpe. Vigdis svarede ham saaledes: »Jeg vil ikke fragaa vort Slægtskab, og finder heller ikke, at den Gerning, du har øvet, er saadan, at jeg derfor vil kalde dig en slettere Mand; men jeg synes dog, at de, som yder dig Hjælp, derved vil sætte baade sig og deres Gods i stor Fare, saa store Mænd som der her har Eftermaal; min Husbonde Thord,« sagde hun fremdeles, »er ingen Helt, og Kvinderaad gaar det gerne skævt med, naar det gælder; imidlertid nænner jeg dog ikke rent at slaa Haanden af dig, siden du har ventet dig nogen Hjælp her.« Herefter førte hun ham ud i et Udhus, og bød ham bie der efter hende; hun satte Laas derfor, gik saa til Thord, og sagde: »Her er kommen en Mand som Gæst ved Navn Thorolf; han er noget i Slægt med mig, og vilde nok blive her noget længer, hvis du tillader det.« Thord svarede, at han holdt ikke af, at der kom slige fremmede, og sagde, at han jo kunde hvile sig næste Dag over, hvis der intet var i Vejen med ham, men ellers maatte han skynde sig bort. Vigdis sagde: »Jeg har allerede givet ham Lov til at blive, og vil ikke tage mine Ord tilbage, skønt han just ikke er lige gode Venner med alle.« Derpaa fortalte hun Thord Drabet paa Hal, og at det var Thorolf, som var kommen der, der havde dræbt ham. Derover blev Thord meget vred, og sagde, at Ingjald sikkert vilde presse mange Penge af ham, fordi han havde huset Drabsmanden, som nu var blevet lukket ind der. Vigdis sagde: »Ingjald skal ikke tage Penge fra dig, fordi du har huset ham een Nat; thi han skal blive her den hele Vinter.« Thord sagde: »Paa den Maade skal du snart bringe os til Tiggerstaven, og det er mig meget imod, at en saadan Ulykkesmand skal være her.« Ikke des mindre blev Thorolf der om Vinteren. Dette fik Ingjald at vide, der havde Eftermaalet efter sin Broder; han lavede sig derfor til mod Enden af Vinteren at tage ind til Dalene, og satte en Færge frem, som han havde; de var i alt tolv, sejlede med en stærk Nordvestvind, og landede om Aftenen i Mundingen af Laksaa, satte Færgen op, og drog samme Aften til Goddastad, hvor de vel ikke kom uforvarende, men dog blev vel modtagne. Ingjald tog Thord til en Side, og sagde ham sit Ærinde, at han nemlig havde hørt, at hans Broders Banemand Thorolf var der; men Thord sagde, at det var der ikke noget om. Ingjald bad ham ikke at nægte det, og sagde: »Vi kan jo slutte en Handel sammen; du udleverer mig uden videre Omstændigheder Manden, og her har jeg tre Mark Sølv, som skal være dine; og desuden vil jeg eftergive dig al Skyld, du kan have paadraget dig ved at huse Thorolf.« Thord syntes, det var smukke Penge, og glædede sig over, at han slap saa let fra det, som han mest havde frygtet for skulde paadrage ham Pengetab. Han sagde da: »Jeg vil ikke lade denne vor Samtale komme ud blandt Folk; men det skal dog være en afgjort Handel mellem os.« De gik derpaa til Sengs, og sov til hen imod Dag.


15. OM INGJALD OG THORD PAA GODDASTAD

Derpaa stod Ingjald og hans Folk op og klædte sig paa. Vigdis spurgte Thord, hvad det var, han havde talt om med Ingjald om Aftenen, hvortil han svarede, at de havde talt en Del sammen, men var blevne enige om, at der skulde holdes Husundersøgelse, og hvis Thorolf ikke fandtes der, saa skulde han og hans Kone være sagesløse; »og jeg lod nu,« sagde han, »min Træl Asgøt følge Manden bort.« Vigdis sagde, at hun ikke holdt af Løgn, og det var hende ogsaa imod, at Ingjald skulde gaa der og snuse omkring i hendes Hus; men bad dog Manden gøre, som han vilde. Hvorpaa da Ingjald ransagede der, men fandt ikke Manden. Nu kom Asgøt tilbage, og Vigdis spurgte ham, hvor han havde forladt Thorolf. »Jeg fulgte ham hen til vore Faarehuse,« svarede Trællen, »saaledes som Thord havde befalet.« Vigdis sagde: »Er det ikke lige paa Ingjalds Vej, naar han vender tilbage til Skibet? Hvad om det er noget, de har overlagt igaar Aftes? Du skal nu straks gaa hen og bringe ham bort det snareste du kan, og følge ham til Thorolf paa Saudafjæld; og gør du som jeg befaler dig, skal du heller ikke have gjort det for intet, thi jeg vil da give dig din Frihed og saa mange Penge, at du kan rejse hvorhen du selv vil.« Asgøt lovede det, gik til Faarehuset, traf der Thorolf, og bad ham straks fare bort. Paa samme Tid red Ingjald bort fra Goddastad, thi han agtede at hente Værdien for sine Penge; og da de var komne ned fra Gaarden, saa de to Mænd komme sig i Møde, nemlig Asgøt og Thorolf; det var tidlig om Morgenen, saa det endnu ikke var ret lyst. Asgøt og Thorolf var nu komne i en saadan Klemme, at de havde Ingjald paa den ene Side og Laksaa (33) paa den anden. Aaen var meget vandrig, paa begge Bredderne laa der Landis, i Midten var aabent Vand, og at komme over den var meget vanskeligt. Thorolf sagde til Asgøt: »Nu har vi kun to Kaar for os: det ene er at bie paa dem her, og at værge os, som vi har Mod og Mands Hjerte til, men det er rimeligt, at de vil snart faa Bugt med os; det andet er, at vi søger over Aaen, men det vil heller ikke være uden Fare.« Asgøt bad ham raade, og sagde, at han ikke skulde forlade ham, hvad han end vilde gøre. »Lad os da søge til Aaen!« sagde Thorolf, og saa gjorde de. De indrettede deres Dragt saa let som muligt, gik derpaa ned over Landisen, kastede sig ud og svømmede; og eftersom det var stærke Mænd, og det ikke var deres Skæbne at skulle dø denne Gang, kom de over Aaen og op paa Isen paa den anden Side. Næppe var de saaledes komne over Aaen, førend Ingjald og hans Ledsagere kom paa den anden Side af den; da tog Ingjald til Orde og sagde til sine Ledsagere: »Hvad skal vi nu gøre? Skal vi se at komme over Aaen eller ej?« De svarede, at han maatte raade, de vilde overlade til hans Klogskab, men de fandt det umuligt at komme over Aaen. Ingjald sagde, at det var saa, og at de skulde vende om fra Aaen. Men da Thorolf og Asgøt saa, at Ingjald ikke vovede sig over Aaen, vred de Vandet af deres Klæder, gav sig saa til at gaa, gik hele den Dag og kom om Aftenen til Saudafjæld. Der blev de vel modtagne, thi det var et gæstfrit Hus; og straks om Aftenen henvendte Asgøt sig til Thorolf Rødnæse og fortalte ham den hele Sammenhæng med deres Ærinde; hvorledes nemlig hans Frænke Vigdis havde sendt den Mand, der var med ham, for at hjælpe og støtte ham; hvorledes det var gaaet til mellem ham og Thord Godde, og derhos fremviste han de Jærtegn (34) som Vigdis havde sendt til Thorolf. Denne svarede saaledes: »Disse Jærtegn vil jeg ikke fornægte, og jeg skal visselig efter det Bud, hun har sendt mig, tage imod Manden; meget mandig synes mig Vigdis at have handlet i denne Sag, og det er stor Skade, at en saadan Kvinde skal have saa daarlig en Mand; du, Asgøt, kan bie her saa længe du lyster.« Asgøt svarede, at han ikke vilde blive der længe. Thorolf tog nu mod sin Navne, der stadig blev i hans Følge; han og Asgøt skiltes som Venner, og denne drog hjemad. Om Ingjald er nu at fortælle, at han efter Mødet med Thorolf vendte tilbage til Goddastad, hvorhen der efter Vigdises Budsending var komne Mænd fra de nærmeste Gaarde, saa der var ikke færre end tyve Karle. Da Ingjald kom til Gaarden, kaldte han Thord til sig og sagde: »Som en slet Mand har du handlet imod os, Thord; thi vi holder det for vist, at du hemmelig har skaffet Manden bort.« Men Thord svarede, at han gjorde ham Uret heri. Nu kom hele deres Aftale, Ingjalds nemlig og Thords, for en Dag; og Ingjald vilde have sine Penge tilbage, som han havde givet den anden. Vigdis var saa nær, at hun kunde høre deres Samtale, og sagde, at det var gaaet dem efter Fortjeneste; hun bad derpaa Thord ikke at beholde disse Penge, thi det var ikke paa nogen retskaffen Maade, han havde faaet dem. Thord sagde, at nu vilde hun nok raade i denne Sag; hvorefter hun gik ind til Thords Ørk (35) og fandt nede i den en tyk Pengepung. Hun tog Pungen, gik ud med den, hen til Ingjald, og bad ham tage mod Pengene. Ingjalds Ansigt klaredes op, og han rakte Haanden ud imod Pungen; men Vigdis løftede i det samme Pungen og slog ham med den i Næse og Mund, saa Blodet strømmede ned paa Jorden; overvældede ham derpaa med mange haanlige Ord, sagde, at han aldrig skulde faa de Penge, og bad ham pakke sig. Ingjald fandt da, det var bedst han skyndte sig derfra, det første han kunde; han ilede bort, og standsede ikke, før han kom hjem, kun lidet fornøjet med denne sin Rejse.


16. OLAF PAA OPFØDES HOS THORD PAA GODDASTAD

[c. 950] Asgøt kom nu hjem; Vigdis tog vel imod ham og spurgte, hvorledes det var gaaet dem paa Saudafjæld. Han svarede, det var gaaet godt, og fortalte hende Thorolfs Beslutning, som huede hende godt. »Nu,« sagde hun, »har du vel og trolig udført dette Værk og skal ogsaa straks faa at vide, hvad Løn du faar derfor; jeg giver dig din Frihed, saa du herefter skal kaldes en frels Mand; og derhos skal du her have de Penge, som Thord tog for min Frænde Thorolfs Hoved; de er saaledes kommet paa et bedre Sted.« Asgøt takkede hende meget for denne Gave. Sommeren efter fik han Skibslejlighed paa Dagverdsnæs, sejlede til Norge, derfra til Danmark, og tog Bolig der, og gjaldt for en tapper Mand; og dermed ender Fortællingen om ham. Men efter at Thord Godde og Ingjald Saudøgode havde overlagt med hinanden, at de vilde raade Vigdises Frænde Thorolf Bane, blev hun deres bitre Fjende, sagde sig skilt fra Thord Godde, drog til sine Frænder og fortalte dem det. Thord Geller var ikke glad derved, men alting blev dog roligt. Vigdis havde ikke taget mere Gods med sig fra Goddastad end sine egne Kostbarheder. Mændene paa Hvam lod da Ord falde, at de vilde kræve Halvdelen af det Gods, som Thord Godde sad inde med; herover blev denne meget forsagt, red straks til Høskuld og fortalte ham sin Vaande. Høskuld svarede: »Du har før tabt Hovedet af Skræk, naar du ikke har haft med slig Overmagt at gøre.« Da bød Thord ham Penge for hans Hjælp og lovede, at han ikke vilde se paa Skillingen. »Ja,« svarede Høskuld, »det har vist sig, at du med din gode Vilje ikke vil lade nogen nyde godt af dine Penge.« »Men nu,« sagde Thord, »skal det ikke gaa saa, jeg vil ved Haandslag overdrage dig alle mine rede Penge, og desuden vil jeg byde din Søn Olaf til Opfostring hos mig, og vil give ham alt hvad jeg ejer efter min Død, thi jeg har ingen Arving her i Landet, og tænker, at det saa vil være bedre anbragt, end at det skulde falde i Kløerne paa Vigdises Frænder.« Høskuld gav sit Samtykke hertil og sluttede fast Aftale derom; men Melkorka var misfornøjet dermed, thi hun mente, at Fosterskabet var for langt under Olafs Stand. Høskuld sagde, at hun var enfoldig, hun maatte dog tænke paa, at Thord var en gammel Mand uden Børn, saa at Olaf vilde faa alt Godset efter hans Død; og hun selv kunde besøge ham, saa tit hun vilde. Derpaa tog Thord imod Olaf, der var syv Aar gammel, og fattede snart megen Kærlighed til ham. Dette fik de andre at høre, som havde Sag med Thord, og mærkede nu nok, at de vilde faa endnu større Vanskelighed med at inddrive deres Fordring. Til Thord Geller sendte Høskuld gode Gaver, og bad ham ikke blive vred over dette; de havde ad Lovens Vej intet Krav paa Thord, Vigdis havde ingen grundede Beskyldninger imod ham, som kunde retfærdiggøre, at hun forlod ham; heller ikke var Thord nogen slettere Mand, fordi han søgte at komme af med en Mand, der mod hans Ønske levede af hans Naade, og var saa besat med Skyld, som en Tidsel med Pigge. Da disse Høskulds Ord bragtes Thord Geller tilligemed store Pengegaver, slog Thord sig til Ro, ytrede, at det Gods var i gode Hænder, som Høskuld sørgede for, og tog mod Gaverne. Saaledes stod alting nu roligt til, skønt Venskabet ikke var saa varmt, som før. Olaf voksede op hos Thord, blev stor og stærk, og saa smuk, som nogen kunde være. Da han var tolv Aar gammel, red han til Tings, og da undredes Mænd fra andre Egne over hans herlige Skabning. Men han holdt sig ogsaa saa prægtig baade i Vaaben og Klæder, at man let kunde kende ham fra alle de andre. Thord Goddes Stilling blev meget bedre, siden Olaf kom til ham. Høskuld gav Olaf et Kendingsnavn nemlig Paa (36) og dette beholdt han siden.


17. HRAPP GAAR IGEN

Om Hrapp fortælles, at han blev saa ond at komme til Rette med, og væltede sig saaledes ind paa sine Naboer, at de næppe kunde beholde deres eget i Fred for ham. Men siden Olaf var vokset til, kunde han ingen Sted komme med Thord. Hans Sind var endnu det samme, men Kræfterne vilde ikke række til, thi Alderen tog nu saaledes paa ham, at han blev sengeliggende. Da kaldte han paa sin Kone Vigdis og sagde: »En Skrantning har jeg aldrig været, men det lader dog til, at denne Sot vil skille os ad; naar jeg da er død, vil jeg have min Grav gravet i Døren til Ildhuset, og der i Døren skal I sætte mig staaende ned, da vil jeg saa meget des bedre kunne overse mit Hus.« Derefter døde Hrapp, og alt, hvad han havde ønsket, blev efterkommet. Men saa ond som han havde været at komme til Rette med, medens han levede, saa meget værre blev det nu, da han var død; thi han gik meget igen. Det hedder sig, at han i denne sin Gengang dræbte de fleste af sine Husfolk, og de fleste, som boede der i Nabolaget, gjorde han megen Fortræd, saa at Gaarden paa Hrappstad blev øde. Hans Enke Vigdis flyttede til sin Broder Thorsten Surt, der tog imod hende og hendes Gods. Ved denne Lejlighed tyede man, som ellers, til Høskuld, fortalte ham den Vaande, som Hrapp afstedkom, og bad ham finde paa Raad. Høskuld lovede det, drog med nogle Mænd til Hrappstad, og lod Hrapps Lig grave op og føre ud til et Sted, hvor det var at vente, at hverken Kvæg eller Mennesker havde deres Gang; og derefter tog det af med Hrapps Gengang. Hrapps Søn Sumarlide tiltraadte Godset efter ham, og det var baade stort og smukt. Næste Foraar satte han Bo paa Hrappstad, men han havde ikke boet der ret længe, førend han gik fra Sans og Samling og døde. Nu havde hans Moder Vigdis alene at raade for alt Godset; men hun vilde ikke tage til Hrappstad, hvorfor Thorsten Surt tog Godset under sin Styrelse. Thorsten var den Gang noget til Aars, men dog endnu en rask og rørig Mand.


18. THORSTEN SURT DRUKNER, OG THORKEL TREFIL TAGER ARV EFTER HAM

Paa denne Tid hævede Thorstens Frænder paa Thorsnæs, Brødrene Børk den Digre og Thorgrim, sig til anselige Mænd, og det mærkedes snart, at disse Brødre vilde regnes for at være de største og gæveste Mænd; men da Thorsten indsaa det, vilde han ikke rage i nogen Strid med dem, og sagde derfor, at han vilde skifte Bopæl, og vilde drage til Hrappstad i Laksaadalen. Efter Vaartinget gjorde han sig færdig til at rejse, men sine Faar lod han drive langs med Stranden. Han gik selvtolvte om Bord paa en Færge tilligemed sin Maag Thoraren, Thorstens Datter Osk, og Thorarens Datter Hilde, som ogsaa fulgte med dem, og den Gang var tre Aar gammel. De sejlede for en stærk Sydvestvind, og kom ind ad Strømmene til den Strøm, der kaldes Kolkistestrøm, som er af de største i Bredefjord (37); der vilde Sejladsen ikke gaa godt, især fordi det var begyndt at ebbe, og Vinden ikke var dem gunstig; thi det var Bygevejr, saa at det blæste stærkt saalænge det stod paa, men mellem Bygerne var der kun liden Vind. Thoraren styrede og havde Brasetovet om sine Skuldre; thi der var trangt paa Skibet, der især var ladet med Kasser og Kister, Ladningen stod højt, og Kysten var nær. Skibet gik langsomt, thi Strømmen gik rasende imod det, og endelig sejlede de op paa et Skær, dog uden at lide Skibbrud. Thorsten lod straks Sejlet falde, og bød Mandskabet tage Baadshager for at støde fra. Det forsøgtes, men nyttede ikke, thi der var saa dybt paa begge Bord, at Baadshagerne ikke kunde naa Bunden, og der var intet andet for, end at bie til Vandet steg. Imidlertid faldt Vandet fra Skibet; de saa den Dag en Sælhund i Strømmen, langt større end andre; den svømmede omkring Skibet hele Dagen; dem alle syntes, at den havde Menneskeøjne. Thorsten bød, at de skulde kaste Spyd efter den; de forsøgte det ogsaa, men det vilde ikke lykkes. Derpaa steg Søen, og da Skibet var nær ved at flyde, kom der en Kastevind, som kastede Skibet om, saa alle de, der var om Bord, druknede paa en eneste Mand nær, ved Navn Gudmund, som drev i Land med Skibstømmeret; det Sted kaldtes siden Gudmundsøer (38). Thorkel Trefils Kone Gudrid skulde tage Arv efter sin Frænde Thorsten Surt. Det rygtedes nu vide omkring, at Thorsten Surt var druknet tilligemed de andre, som der var omkomne. Thorkel sendte straks Bud efter Manden Gudmund, som var kommen i Land; og da han var kommen til Thorkel, sluttede Thorkel en Handel med ham i Løn, at han skulde give en saadan Forklaring om denne Hændelse, som den anden sagde ham for, hvad Gudmund lovede. Derpaa æskede Thorkel i mange Mænds Nærværelse hans Forklaring om hvad der var hændt, og da fortalte Gudmund Sagen saaledes: Først, sagde han, var Thorsten druknet, saa hans Maag Thoraren; da tilkom det Hilde, som Thorarens Datter, at arve Godset. Saa sagde han, at Pigen druknede; thi derefter var Osk hendes Arving, og sidst af dem alle døde hun; herved kom nemlig al Arven til Thorkel Trefil, thi hans Kone Gudrid var rette Arving efter sin Søster. Paa denne Maade blev nu denne Fremstilling af Sagen udbredt af Thorkel og hans Mænd, men forhen havde Gudmund fortalt det noget anderledes. Thorarens Frænder fandt ogsaa, at denne Fortælling var noget tvivlsom, og sagde, at de ikke vilde fæste Lid dertil uden Bevis; de krævede Halvdelen af Arven af Thorkel, men denne mente, at han ene havde Ret til den, og tilbød sig at føre Bevis derfor efter den Tids Sæd. Det var nemlig den Gang Skik, at den, som var anklaget for noget (39), skulde gaa under Grønsvær; det bestod deri, at en lang Strimmel Græstørv blev opskaaren af Marken, saaledes at begge Enderne deraf var faste i Jorden, og den Mand, som vilde føre Beviset, skulde gaa derunder. Og den, der saaledes gik under Grønsværen, blev derved renset eller kendt uskyldig, hvis Tørven ikke faldt ned paa ham. Hedningerne tillagde dem, der saaledes skulde rense sig, ligesaa stort Ansvar, som de kristne nu gør, naar Renselser foretages. Men Thorkel Trefil tvivlede, om det virkelig hang ganske saaledes sammen med de druknedes Død, som Gudmund sidst havde fortalt det; han aftalte derfor med to Mænd, at de skulde give sig til at trættes om en eller anden Ting, hvad det nu kunde være, stille sig der i Nærheden, naar Prøven skulde fremmes, og røre ved Græstørven, saa at alle kunde se, at det var dem, der fældte den. Manden, som skulde foretage Prøven, gjorde sig da rede, og saasnart han var kommen under Græstørven, løb de andre, med hvem hin Aftale var truffen, væbnede til, mødtes ved den oprejste Bue af Tørven, laa der saa lange som de var, og, som man kan tænke, faldt Tørven ned. Derpaa løb flere af de tilstedeværende Mænd til for at skille dem, hvilket ikke var vanskeligt, da de ikke stredes for Alvor. Derpaa spurgte Thorkel Trefil alle de tilstedeværende om deres Dom med Hensyn til Prøven; og alle hans Mænd sagde, at den vilde have løbet vel af, hvis den ikke var bleven forstyrret. Derefter tog Thorkel alt Løsøre til sig, men Jorden paa Hrappstad laa unyttet hen.


19. HRUT KOMMER TIL ISLAND OG KRÆVER SIN ARV AF HØSKULD

[c. 945] Om Høskuld er nu at fortælle, at han levede i Anseelse og Velstand, og var en stor Høvding; han havde under sin Varetægt en stor Del Gods, som tilhørte hans Broder Hrut Herjolfsen; ja mange mente endog, at det vilde give et stort Skaar i hans Gods, hvis han skulde udrede denne sin Mødrenearv. Hrut var Hirdmand hos Kong Harald Gunhildsen (Graafeld), og stod i megen Anseelse hos ham, især for hans Fortrinlighed i alle Mandeprøver; og Dronning Gunhild gjorde saa meget af ham, at hun, hverken i Ord eller andet, holdt nogen anden der ved Hirden for hans Lige (40); og traf det sig, at der blev holdt Mandjævning, og der taltes om Mænds Gævhed, saa var det let at skønne, at Gunhild fandt, at det var Uforstand eller Avind, hvis man stillede nogen Mand ved Siden af Hrut. Men da Hrut havde meget Gods paa Island og mange Frænder der at gæste, saa fik han Lyst til at tage til Landet og gjorde sig rede til Rejsen. Ved Afskeden gav Kongen ham et Skib, og sagde, at han havde lært ham at kende som en dygtig Mand. Gunhild fulgte ham ned til Skibet og sagde: »Det er noget, jeg vil sige højt for alle, at jeg i dig har lært at kende en udmærket Mand, thi i Færdigheder kan du maale dig med de bedste Mænd her i Landet, og i Forstand overgaar du dem alle.« Derpaa gav hun ham en Guldring, og sagde ham Farvel, trak saa Kappen over sit Hoved og gik hurtig tilbage til Byen; men Hrut gik om Bord, sejlede ud paa Havet, fik god Bør og kom til Bredefjord, hvor han sejlede ind til Øerne, derpaa ind til Bredesund, og landede ved Kamsnæs, hvor han skød Brygger i Land. Skibets Komme spurgtes, saavel som at Hrut Herjolfsen var dets Fører, en Tidende, som Høskuld ikke glædede sig over, heller ikke opsøgte han ham. Hrut satte imidlertid sit Skib op, sørgede for hvad videre dertil hørte, og byggede en Gaard, siden kaldet Gaarden Kamsnæs. Derpaa red han hen til Høskuld og krævede sin Mødrenearv; men Høskuld svarede, at han intet Gods havde at betale ham, og hans Moder, sagde han, var ikke dragen fattig fra Island, den Gang hun blev gift med Herjolf. Derover blev Hrut ilde tilfreds og red sin Vej; men alle hans Frænder tog paa en hædrende Maade mod ham, undtagen Høskuld. I tre Aar boede Hrut paa Kamsnæs, og krævede stadig sit Gods af Høskuld dels paa Tinge, dels ved andre Lovmøder, og talte sin Sag saa vel, at de fleste mente, han havde Ret. Høskuld hævdede paa sin Side, at Thorgerd uden hans Samtykke var bleven gift med Herjolf, og at han var den, som efter Loven skulde have bortfæstet hende; og dermed skiltes de. Om Høsten derefter drog Høskuld til et Gilde hos Thord Godde; dette hørte Hrut og red selvtolvte til Høskuldstad; tyve Nød drev han bort herfra, og lod ligesaa mange blive tilbage. Derpaa sendte han en Mand til Høskuld, som skulde sige ham, hvor han kunde lede efter sit Kvæg. Straks greb Høskulds Huskarle deres Vaaben, der sendtes Bud om til Naboerne, de blev femten samlede, og red til, det stærkeste de kunde. Hrut og hans Folk lagde ikke Mærke til, at de satte efter ham, førend han kun var et kort Stykke Vej fra Kamsnæs; de steg da af deres Heste, bandt dem og gik hen paa en Grusmark, hvor Hrut sagde, de skulde tage imod dem; det var vel, sagde han, gaaet sent med hans Fordring hos Høskuld, men det skulde dog aldrig spørges, at han løb for hans Trælle. Hruts Folk indvendte rigtignok, at deres Tal var altfor ringe imod de andre; men Hrut svarede, at det gjorde intet, jo flere de andre var, des værre skulde det gaa dem. Laksdølerne sprang af deres Heste og gjorde sig rede til Kampen; Hrut bad sine Folk ikke bryde sig om deres ringe Tal og løb imod dem. Han havde Hjælm paa Hovedet, draget Sværd i den ene Haand, Skjoldet i den anden; han var en særdeles kampdygtig Mand. Hrut blev nu saa hæftig, at kun faa kunde følge ham. De stredes nu paa begge Sider en Stund, men Laksdølerne mærkede snart, at de ingen havde, der kunde maale sig med Hrut, thi han dræbte to Mand i eet Anfald. Derpaa bad Laksdølerne om Fred, som Hrut tilstod dem. Alle de af Høskulds Huskarle, som endnu var paa Benene, var da saarede, og fire var dræbte. Hrut drog hjem og var noget saaret, men hans Folk lidet eller intet, thi han havde holdt sig fremmest. Stedet, hvor de stred, kaldtes siden Kampdalen. Derpaa lod Hrut Kvæget slagte. Om Høskuld er det at melde, at han samlede Mænd til sig, da han hørte om Ranet, og red hjem; hans Huskarle kom samtidig hjem og fortalte deres Nederlag. Høskuld blev da meget forbitret og sagde, at han ikke oftere skulde lide Ran og Mandetab af ham, og hele den Dag samlede han Mænd til sig. Derpaa gik hans Husfrue Jorun hen til ham og spurgte, hvad han vilde tage sig for. »Mit Forsæt er kun ringe,« svarede han; »men jeg saa dog gerne, at man oftere havde andet at tale om end mine Huskarles Drab.« »Det er et skrækkeligt Forsæt,« sagde Jorun, »hvis du tænker at dræbe en Mand som din Broder; nogle mener, at Hrut med al Ret kunde have krævet sine Penge før; nu har han vist, at han ikke vil lade sig frarane, hvad der tilkommer ham med Slægtskabs Ret; og heller ikke vilde han have begyndt herpaa, hvis han ikke i Forvejen havde sikret sig Hjælp af anselige Mænd; jeg har hørt, at der hemmelig er gaaet Bud mellem Thord Geller og Hrut; sligt synes mig at være ret betænkeligt; Thord glæder sig vel til at hjælpe i en Sag, hvis Omstændigheder er saa klare. Du ved jo ogsaa, Høskuld, at siden den Sag med Thord Godde og Vigdis har Venskabet ikke været saa varmt mellem Thord Geller og dig, endskønt du den Gang ved Gaver afvendte hans og hans Frænders Fjendskab; de mener sikkert endnu, at du og din Søn Olaf sidder inde med deres Ejendom. Det tykkes os derfor raadeligst, at du gør din Broder Hrut et hædrende Tilbud; thi hungrig Ulv er ond at stille; Hrut vil sikkert med Glæde tage derimod, thi det er en klog Mand, og han vil let kunne indse, at det vil være til Hæder for Eder begge.« Høskulds Vrede formildedes meget ved Joruns Forestillinger, og han fandt, at hun havde Ret. Nogle Mænd, som var begges Venner, gav sig da til at mægle imellem dem, og bragte paa Høskulds Vegne Fredstilbud til Hrut, som optog dem vel, og svarede, at han gerne vilde forlige sig med Høskuld; det havde længe været hans Ønske, at de skulde leve, som det sømmede sig for deres nære Frændskab, naar Høskuld vilde unde ham, hvad Ret var. Ligeledes lovede han, at han vilde give Høskuld nogen Bod for den Skade, han paa sin Side havde voldt ham. Sagen blev da opgjort og forligt imellem begge Brødrene Høskuld og Hrut, og de levede fra nu af som gode Venner og Frænder. Hrut passede nu sit Hus og blev en anset Mand; han gav sig som oftest ikke af med andres Sager, men naar det traf sig, vilde han ogsaa have noget at sige. Han flyttede, og boede til sin Alderdom paa Hrutstad (41); paa sin Tunmark havde han et Hov, hvoraf man endnu ser Spor; Stedet kaldes Troldeskeid, og nu er der Alfarvej. Hrut giftede sig først med Mørd Giges Datter Unn, men hun forlod ham, hvorover der opkom Strid mellem Indbyggerne i Laksaadalen og Fljotshlid; hans anden Kone var Thorbjørg Armodsdatter; den tredjes Navn kender vi ikke. Med disse to Koner havde han seksten Sønner og ti Døtre. En Sommer, fortælles der, at han skal have været paa Tinget med fjorten Sønner. Dette nævnes, fordi det regnedes for at være en stor Magt, han derved viste, thi alle hans Sønner var drabelige Mænd.


20. OLAF PAA REJSER UDENLANDS

Høskuld sad nu i Ro paa sin Gaard og blev en gammel Mand, men hans Sønner var voksne. Thorleik opslog sin Bolig paa Gaarden Kamsnæs, og Høskuld udredte hans Gods; derefter giftede han sig med Gjavløg, en Datter af Arnbjørn Sleitubjørnsen og Thorløg Thorsdatter fra Høfde; det var et gævt Giftermaal, og Gjavløg var en smuk og stolt Kvinde. Thorleik var ikke eftergivende af sig og meget tapper; han og Hrut kunde ikke godt komme ud af det sammen. Høskulds Søn Baard var hjemme hos Faderen, og gav sig ligesaa meget af med Gaardens Drift som Høskuld selv. Dennes Døtre tales her ikke meget om, skønt der nedstammer anselige Mænd fra dem.

[955] Høskulds Søn Olaf var nu ogsaa vokset til og blev den smukkeste Mand, nogen havde set. Han boede, som før er sagt, paa Melkorkastad. Nu, da Sønnen voksede til, gav Høskuld sig ikke saa meget af med at sørge for Melkorkas Husholdning, thi det, sagde han, tilkom nu ligesaa meget hendes Søn Olaf; og denne sagde, at han skulde yde hende al den Hjælp, han kunde. Men denne Høskulds Ligegyldighed regnede Melkorka for en Skam, der tilføjedes hende; og hun tænkte paa en anden Ting, der heller ikke vilde glæde ham. Thorbjørn Skrjup havde især draget Omsorg for Melkorkas Husholdning, og da han havde været nogen Tid hos hende, bejlede han til hende; men Melkorka vilde ikke indlade sig derpaa. Nu stod der et Skib oppe ved Bordøre i Hrutafjord, hvis Fører hed Ørn og var Hirdmand hos Kong Harald Gunhildsen. Melkorka talede da med sin Søn Olaf om, at han skulde drage udenlands for at besøge sine højbaarne Frænder; »thi,« sagde hun, »det er Sandhed, hvad jeg har sagt, at Myrkjartan virkelig er min Fader, og han er Irernes Konge, og nu vil du let kunne faa Skibslejlighed paa Bordøre.« Olaf svarede: »Jeg har talt med min Fader derom, men han syntes ikke ret om det; og min Fosterfaders Gods bestaar mere i Jordejendom og Kvæg, end at han har islandske Varer liggende.« Melkorka sagde: »Jeg kan ikke finde mig i, at du længer skal kaldes en Trælkvindes Søn, og hvis der ikke er andet i Vejen for din Rejse, end at du tror at have for lidet Gods, saa vil jeg heller overvinde mig selv og tage Thorbjørn, hvis du da snarere vil rejse; thi jeg tror, at han vil give de Varer til, som du kan behøve, hvis han faar sit Ønske opfyldt at faa mig til Kone. Hertil kommer da ogsaa, at Høskuld vil synes ilde om begge Dele, naar han hører det: baade det, at du er rejst udenlands, og at jeg har giftet mig.« Olaf overlod hele Afgørelsen til sin Moder. Derpaa talte han med Thorbjørn om, at han vilde laane en Del Varer af ham, men denne svarede, at det ikke kunde lade sig gøre uden paa det Vilkaar, at han kunde faa Melkorka til Ægte, »thi da,« sagde han, »mener jeg, at mit Gods tilkommer dig ligesaa meget som dit eget.« Derpaa sagde Olaf, at det kunde nok ske; hvorpaa de overlagde alt dette med hinanden; men alting skulde dog holdes hemmeligt. Høskuld bad Olaf om at ride til Tings med ham; men denne sagde, at han ikke kunde for sine Hussysler, da han vilde indrette en Lammehave ved Laksaa; og da Høskuld syntes godt om, at han saaledes tog sig af Hussager, red han til Tings. Imidlertid lavedes der til Bryllup paa Lambestad, og Olaf fastsatte hele Ægtepagten. Han fik tredive Hundrede i Varer forlods, som der ikke skulde sættes noget andet imod. Baard Høskuldsen var med til Brylluppet og havde Del med i den hele Raadslagning; og da Gildet var endt, red Olaf til Skibet, fandt Føreren Ørn, og fik Skibslejlighed hos ham. Men førend han og Melkorka skiltes, gav hun Olaf en stor Guldring og sagde: »Denne Kostbarhed gav min Fader mig til Tandgave (42), og jeg haaber, han vil kende den igen, naar han ser den.« Fremdeles gav hun ham en Kniv og et Bælte, bad ham bringe dem til hendes Fostermoder (43), og sagde: »Jeg tror, at hun ikke vil nægte at kendes ved disse Jærtegn.« Endelig sagde hun: »Jeg har nu udstyret dig hjemmefra saa godt, som jeg kunde, og jeg har lært dig at tale Irsk, saa du vil kunne komme frem, hvor du saa lander paa Irland.« Derpaa skiltes de. Saasnart Olaf var kommen om Bord, fik de Bør og sejlede ud paa Havet.


21. OLAF PAA KOMMER TIL IRLAND

Høskuld kom nu hjem fra Tinget og hørte, hvad der var sket; han blev temmelig oprørt derover, men siden hans egne Slægtninge havde Del deri, saa formildedes han og slog sig til Taals. Olaf og Ørn fik god Bør og landede i Norge. Her opmuntrede Ørn ham til at tage til Kong Haralds Hird, og sagde, at Kongen viste dem Hæder og Ære, som ikke havde bedre Opdragelse end Olaf. De drog da til Hirden og blev vel modtagne, og Kongen kendtes straks ved Olaf for hans Frænders Skyld og indbød ham til at blive der. Da Gunhild hørte, at han var en Brodersøn af Hrut, gjorde hun straks meget af ham, men nogle mente, at hun fandt Fornøjelse i at tale med Olaf, ogsaa uden Hensyn til det. Ud paa Vinteren blev Olaf uglad, og Ørn spurgte ham, hvad han sørgede over. »Jeg maa gøre en Rejse til Vesterlandene,« svarede Olaf, »og der ligger mig megen Vægt paa, at du hjælper til, at den kan gaa for sig nu til Sommer.« Men Ørn bad Olaf ikke sætte sin Hu dertil, og sagde, at han vidste ingen Skibe, som vilde sejle til Vesterlandene. Gunhild kom til og sagde: »Nu hører jeg Eder tale anderledes end ellers, da hver af Eder vil sin Vej.« Olaf hilste paa Gunhild uden at afbryde Samtalen, hvorpaa Ørn gik sin Vej, og Olaf og Gunhild fortsatte Samtalen. Olaf fortalte da sit Forsæt, og hvor magtpaaliggende det var ham, da han sikkert vidste, at Kong Myrkjartan var hans Morfader. Da sagde Gunhild: »Jeg skal give dig Hjælp til denne Rejse, saa at du kan komme saa prægtig af Sted, som du vil.« Herfor takkede Olaf. Derpaa lod Gunhild et Skib udruste, satte Mandskab dertil og bad Olaf raade for, hvor mange Mand han vilde have med sig til Vesterlandene. Olaf bad om at faa tresindstyve Mand og tilføjede, at det var ham om at gøre, at disse Folk mere lignede Krigere end Købmænd. Hun lovede ham det. Ørn var ogsaa en af dem, der skulde rejse med; og det var vel udrustede Folk. Kong Harald og Gunhild ledsagede Olaf til Skibet og sagde, at de til alt det andet Venskab, de havde vist ham, nu ogsaa vilde føje deres Lykke (44); dette, sagde Kong Harald, var en let Sag, da der i deres Dage aldrig var kommen en haabefuldere Mand fra Island. Kongen spurgte ham derpaa, hvor gammel han var, og Olaf svarede: »Jeg er nu atten Aar.« »Herlige Mænd,« sagde Kongen, »er visselig saadanne som du; thi du er ikke kommen stort over Barnealderen; kom til os straks, naar du vender tilbage!« Derpaa sagde Kongen og Gunhild Olaf Farvel. De gik straks om Bord og sejlede ud paa Havet. Men de fik om Sommeren slet Bør, havde megen Taage, liden Vind, og ugunstig den, der var, saa de drev vidt om paa Havet, og de fleste, der var om Bord, vidste ikke, hvilken Kurs de tog. Omsider hævede Taagen sig, og Vinden rejste sig; da satte de Sejl til og talte om, ad hvilken Kant Irland laa, men kunde ikke blive enige derom. Ørn var imod de andre, men den største Del af dem talte imod ham, og de sagde, at Ørn tog rent fejl, og at de, som de fleste, burde raade. Derpaa overlod de Sagen til Olaf, men denne sagde, at de skulde raade, som var de klogeste; jo flere der var om et taabeligt Raad, des værre var det. Og da Olaf havde sagt dette, tyktes Sagen dermed afgjort, saa Ørn fra nu af kom til at raade for Kursen. De sejlede da Nætter og Dage og havde som oftest kun ringe Vind. Endelig sprang Udkigsmændene en Nat op og bad Søfolkene straks at staa op, thi de saa Land, sagde de, saa nær, at Stavnen næsten stødte imod; men Sejlet var oppe, og Vinden kun svag. Folkene sprang straks op og bad Ørn dreje af fra Land, om det var muligt. Olaf sagde, at det ikke var muligt; »jeg ser,« sagde han, »Grundbraad ved Bagstavnen; stryg Sejlet det snareste I kan, og lad os tage vor Beslutning, naar det bliver lys Dag, saa at man kan kende Landet.« Derpaa kastede de Anker, som straks fæstede sig i Grunden. Om Natten var der megen Tale imellem dem, hvor de egentlig var komne hen, men da det blev lys Dag, kendte de, at det var Irland. Da sagde Ørn: »Her frygter jeg for, at vi ikke vil blive godt modtagne, thi dette Sted ligger langt fra de Havne og Købstæder, hvor udenlandske Mænd har Fred; efter Irernes Love vil de vel gøre alt det Gods, vi har med at fare, til deres Bytte, da de endog kalder alt det Vrag, som er længer fra Kysten end vi.« Olaf mente, at det vel ingen Fare havde, og sagde: »Jeg har rigtignok set, at der i Dag samler sig Folk oppe paa Landet, saa at Irerne er blevne opmærksomme paa vort Skibs Komme; men før, da det var Ebbe, lagde jeg ogsaa Mærke til, at der her ved Næsset var en Flodmunding, hvor Vandet kun var faldet lidet; dersom vort Skib ikke har taget Skade, saa vil vi skyde vor Baad ud og flytte Skibet did.« Der hvor de havde ligget fortøjet, var der Lergrund, saa at ikke en Planke paa Skibet havde taget Skade; de varpede sig derfor hist hen og kastede Anker der. Da det nu led hen paa Dagen, strømmede en stor Mængde Mennesker ned til Stranden, hvorpaa to Mænd i en Baad kom ud til Købmandsskibet og spurgte, hvem der havde at raade paa det. Olaf svarede dem paa Irsk, det Sprog, hvori de tiltalte ham. Da Irerne nu hørte, at det var norske Mænd, bad de dem holde sig Loven efterrettelig og forlade deres Gods; der skulde da ikke tilføjes dem nogen Skade, førend Kongen havde kendt i deres Sag. Olaf svarede, at dette kun var Lov, naar Købmændene ingen Tolk havde; »men jeg,« sagde han, »kan forsikre Eder, at dette er fredelige Mænd, skønt vi ikke har i Sinde at overgive os med det gode.« Irerne opløftede da straks deres Hærraab, vadede ud i Søen og vilde trække Skibet med Mandskabet op paa Land; der var ikke dybere, end at Vandet gik dem til under Armene; men der, hvor Skibet laa, var et Vandstade saa dybt, at det ikke rørte Bunden. Da bød Olaf sine Mænd, at de skulde tage deres Vaaben frem og fylke sig paa Skibet mellem Stavnene, og dette gjorde de saa tæt, at den ene Skjoldrand dækkede den anden, og ved Siden af hver Skjoldspids stak der en Spydsod frem. Olaf gik da frem i Stavnen, og var klædt saaledes: han havde Brynje paa, en guldbeslaaet Hjælm paa Hovedet, var gjordet med Sværd, hvis Hæfte var beslaaet med Guld, i Haanden havde han et Krogspyd med smuk Udgravning, og for sig bar han et rødt Skjold, hvori der var malet en forgyldt Løve. Da Irerne saa denne Rustning, fik de en Skræk i Blodet og frygtede, at Byttet ikke vilde blive dem saa let at faa, som de havde tænkt. De vendte nu om og samlede sig alle i et Torp, hvor der blev en hel Mumlen mellem dem, at det var let at skønne, at dette var et Hærskib, og at der kunde ventes langt flere. De sendte nu hurtig Bud til Kongen, hvad der let kunde ske, da han var der i Nærheden paa Gæsteri. Han red straks med en Trop hen til det Sted, hvor Skibet laa; der var ikke længer mellem Landet og Skibet, end at man magelig kunde tale med hinanden. Irerne havde ofte angrebet dem med Skudvaaben, men uden at gøre Olaf og hans Folk nogen Skade. Olaf stod i sin nys omtalte Rustning, og alle undrede sig over, hvilken herlig Mand Skibsføreren var. Men da Olafs Søfolk saa, at en saa stor Hær af Ryttere kom til dem, og det af et saa mandigt Udseende, blev de tavse, thi dem syntes der var stor Forskel paa deres Mandsstyrke. Men da Olaf hørte Mumlen blandt sine Folk, bad han dem være ved godt Mod, deres Sag stod det sig godt med, thi nu hilste Irerne deres Konge Myrkjartan. Derpaa red de saa nær hen til Skibet, at de kunde forstaa hinandens Ord. Kongen spurgte, hvem der styrede Skibet. Olaf sagde sit Navn og spurgte, hvad det var for en rask Ridder, han talede med. Han sagde: »Jeg hedder Myrkjartan.« Olaf sagde: »Er du Irernes Konge?« »Ja,« svarede Kongen, hvorpaa han gav sig til at spørge om almindelige Tidender, og Olaf svarede godt paa alt, hvad han blev spurgt om. Derpaa spurgte Kongen, hvor de kom fra, hvem de var, og især spurgte han nøje om Olafs Æt, thi han mærkede, at Olaf var en stolt Mand, og ikke vilde svare paa mere, end han blev spurgt. Olaf svarede: »Det skal gives Eder til Kende, at vi lagde ud fra Norge, og alle de, som her er inden Borde, er Kong Harald Gunhildsens Hirdmænd; men om min Æt er at sige, Herre, at min Fader bor paa Island, hedder Høskuld og er en Mand af stor Slægt; men min Moders Æt, formoder jeg, du kender bedre end jeg, thi min Moder hedder Melkorka, og det er sagt mig for vist, at hun er din Datter, Konge! og det er det, som har faaet mig til at gøre saa lang Rejse; nu ønsker jeg meget at vide, hvilket Svar du giver paa denne min Tale.« Kongen tav og gav sig i Tale med sine Mænd. De forstandigste blandt disse spurgte ham, om der var noget sandt i denne Mands Ord, hvorpaa Kongen svarede: »Det er aabenbart, at denne Olaf er en højslægtet Mand, hvad enten han nu er vor Frænde eller ikke, saavel som at han taler udmærket godt Irsk.« Derpaa stod Kongen op og sagde: »Nu vil jeg give dig Svar paa din Tale: at jeg nemlig vil give dig og alle dine Skibsfæller Fred; men med Hensyn til det Slægtskab, som du paastaar at have med os, da maa vi tales nærmere ved derom, førend jeg kan give Svar derpaa.« Derefter skød de Bryggerne paa Land, og Olaf gik i Land med sine Skibsfæller; Irerne undredes da over deres stridbare Udseende. Olaf hilste paa Kongen, tog Hjælmen af og bukkede for Kongen, men denne modtog ham med al Venlighed. De gav sig da atter i Samtale, Olaf fremsatte sin Sag paa ny, talte længe og godt, og sluttede med, at han der paa sin Arm havde den Guldring, som Melkorka havde givet ham ved Afskeden paa Island, idet han sagde, »at du, Konge, havde givet hende den i Tandgave.« Kongen tog den, saa nøje paa den og blev helt rød i Ansigtet. Derpaa sagde han: »Sandt er dette Jærtegn, og ingenlunde er det utydeligere, at du har saa megen Slægtslighed med din Moder, at jeg vel kan kende dig derpaa, og derfor vil jeg nu visselig vedgaa dit Frændskab med mig, i Nærværelse af de Vidner, som her er tilstede og mit Ord kan høre; dernæst vil jeg indbyde dig til min Hird med hele dit Følge; men Eders Hæder vil da bero paa, hvilken Mand jeg finder i dig, naar jeg prøver dig ydermere.« Derpaa lod Kongen dem faa Rideheste og satte Mænd til at sørge for deres Skib, Tøj og andre Varer, de havde. Kongen red saa til Dublin, og man fandt, at dette var en vigtig Nyhed, at Kongens Dattersøn var kommen med ham, en Søn af hende, som for lang Tid siden, femten Aar gammel, var hærtagen derfra; mest Indtryk gjorde denne Tidende imidlertid paa Melkorkas Fostermoder, som da var sengeliggende baade af Svaghed og Alderdom; men hun gik dog uden Stav hen at opsøge Olaf. Da sagde Kongen til denne: »Her er nu Melkorkas Fostermoder kommen og vil have Underretning af dig, hvorledes hun har det.« Olaf tog imod hende med aabne Arme, satte den gamle Kone paa sit Knæ og sagde, at hendes Fosterdatter levede i gode Kaar paa Island. Derpaa overgav han hende Kniven og Bæltet, som den gamle Kone kendte; hun græd af Glæde og sagde, at det var baade vist og sandt, at Melkorkas Søn var en kostelig Mand, og det var da ikke underligt, siden han slægtede sin Moder paa. Hele denne Vinter var hun rask. Kongen sad kun lidet stille i hele dette Aar; thi Vesterlandene var da stadig udsatte for Krig, og just det Aar fordrev Kongen Vikinger og Røvere; Olaf var med sit Følge paa Kongeskibet, og denne Trop ansaas for drabelig i Strid af alle, som fik med den at gøre. Kongen tog ogsaa Olaf og hans Medfølgere med paa Raad i alle Raadslagninger; thi han fandt Olaf baade forstandig og flink i alle Mandeprøver. Henimod Enden af Vinteren stævnede Kongen endelig Ting, og der kom mange Mennesker til det; Kongen stod op og holdt en Tale. Han begyndte den saaledes: »Det er Eder vitterligt, at her kom i forrige Høst en Mand, som er min Dattersøn, og ligeledes af stor Slægt paa fædrene Side. Jeg anser Olaf for saa fuldkommen i alle Færdigheder og en saa ypperlig Mand, at vi ikke her har hans Lige; jeg vil nu byde ham Kongedømmet efter min Død, thi han er bedre skikket til Overmand end mine Sønner.« Olaf takkede ham for dette Tilbud med megen Veltalenhed og fagre Ord, men sagde dog, at han ikke vilde forsøge, hvorledes hans Sønner vilde optage det, naar Myrkjartan faldt fra; det var bedre, at have en kort Hæder end en langvarig Skam; fremdeles sagde han, at han vilde tage til Norge, saasnart Skibene uden Fare kunde sejle imellem Landene, og at det vilde være en stor Sorg for hans Moder, hvis han ikke kom tilbage. Kongen bad Olaf gøre, som han vilde; hvorpaa Tinget opløstes. Og da Olaf var rede til Rejsen, fulgte Kongen ham ned til Skibet og gav ham et guldbeslaaet Spyd, et kosteligt Sværd og meget andet Gods. Olaf ønskede at tage Melkorkas Fostermoder med sig, men Kongen fandt det ikke værd, saa hun tog ikke med. Olaf gik nu om Bord med sine Folk og skiltes i meget Venskab fra Kongen. Derefter sejlede de ud, fik god Bør, og kom til Norge; denne hans Rejse blev meget omtalt. De satte Skibet op; Olaf fik sig Heste og drog til Kong Harald med sine Rejsefæller.


22. OLAF PAA VENDER TILBAGE TIL ISLAND

Olaf Høskuldsen kom til Haralds Hird, hvor Kongen tog vel imod ham, men endnu bedre Gunhild; de bød ham at blive hos sig, og brugte mange Overtalelser. Olaf tog imod det, saa at baade han og Ørn tog til Kongens Hird, hvor Kongen og Gunhild viste Olaf saa megen Hæder, som de nogensinde havde vist en fremmed Mand. Olaf gav til Gengæld Kongen og Gunhild mange af de Kostbarheder, som han havde faaet paa Irland. Til Julen gav Harald Olaf en hel Klædning af Skarlagen. Om Vinteren sad Olaf nu i Ro, men henimod Vaaren, da han engang talte med Kongen, bad han om Orlov til at fare til Island om Sommeren, hvor han vilde se til sine gæve Frænder. Kongen svarede: »Det vilde være mig kærest, at du slog dig til Ro her hos mig, og selv valgte dig alle de Kaar du helst ønskede.« For dette hæderlige Tilbud takkede Olaf, men sagde, at han dog gerne vilde tage til Island, hvis det ikke var Kongen imod. Da sagde Kongen: »Du skal ikke heri møde nogen Vrangvilje, Olaf! du skal i Sommer drage ud til Island, thi jeg ser, at din Hu staar meget dertil; men med Rejseudrustningen skal du ingen Umage have, den skal jeg sørge for.« Dermed endte deres Samtale. Om Vaaren lod Kongen et Skib sætte frem, det var en Knar, et stort og godt Skib; dette Skib lod Kongen lade med Tømmer og forsyne med al Tiltakling; og da det var udrustet, kaldte han Olaf til sig og sagde: »Dette Skib skal tilhøre dig, Olaf, og jeg vil ikke, at du i Sommer skal sejle fra Norge som en andens Skibsfælle.« Olaf takkede Kongen med mange fagre Ord for hans Højmodighed. Derpaa sejlede Olaf bort, efter at have taget en kærlig Afsked med Kong Harald. Han fik god Bør og kom til Bordøre i Hrutafjord [958], hvor Skibets Ankomst snart rygtedes, saavel som hvem Føreren var. Høskuld blev særdeles glad over sin Søns Komme og red straks nord paa til Hrutafjord med nogle Mænd; det var et kærligt Møde mellem Fader og Søn; Høskuld bød Olaf til sig, og denne modtog det. Da Olaf nu havde sat sit Skib op og Godset var ført bort, red han selvtolvte hjem til Høskuldstad, hvor Faderen tog venlig imod ham; ligesaa hans Brødre og alle hans Frænder, men især var der Venskab imellem ham og Baard. Olaf blev navnkundig af denne sin Rejse; da blev ogsaa hans Byrd kendt, at han nemlig var en Dattersøn af Irekongen Myrkjartan; dette spurgtes over det hele Land, saavel som den Hæder, mægtige Mænd havde vist ham, de som han havde gæstet. Han havde ogsaa meget Gods ud med sig og var nu om Vinteren hos sin Fader. Melkorka kom snart sammen med sin Søn, som modtog hende med al Kærlighed; hvorpaa hun spurgte ham meget ud om Irland, først til sin Fader og sine andre Frænder; og Olaf svarede paa hendes Spørgsmaal. Snart spurgte hun ogsaa, om hendes Fostermoder endnu levede; hvortil Olaf svarede ja, det gjorde hun visselig. Saa spurgte Melkorka videre, hvorfor han ikke havde gjort hende den Glæde at bringe hende med til Island. Dertil svarede Olaf: »Folk syntes ikke om, Moder, at jeg førte din Fostermoder bort fra Irland.« »Kanske,« svarede hun, og man kunde nok mærke, at det var hende meget imod.

Melkorka og Thorbjørn havde en Søn ved Navn Lambe, en stor og stærk Mand, sin Fader lig i Udseende og Sindelag.

Da Olaf nu havde været om Vinteren paa Island, og Vaaren kom, talte Fader og Søn om deres Planer. »Jeg vilde nu ønske,« sagde Høskuld, »at du saa dig om efter en Kone, og saa overtog din Fosterfaders Gaard paa Goddastad, hvor der endnu er meget Gods, og forestod denne Husholdning under mit Tilsyn.« »Lidt,« svarede Olaf, »har jeg tænkt derpaa; jeg ved ikke, hvor den Kvinde lever, som jeg vilde være lykkelig ved at eje; og det skal du vide, at jeg ikke agter at tage nogen ringe Mands Datter; men jeg er vis paa, at du ikke har bragt dette paa Bane, uden tillige at have tænkt paa, hvorhen vi skal vende vore Tanker.« »Du gætter ret,« sagde Høskuld; »en Mand hedder Egil, en Søn af Skallegrim; han bor paa Borg i Borgefjord. Egil har en Datter ved Navn Thorgerd; til hende tænker jeg at bejle for dig, thi hun er det bedste Parti i Borgefjord, ja langt videre om; og det er ligeledes at vente, at din Indflydelse vil vinde meget ved Svogerskab med Myremændene.« Olaf svarede: »Jeg vil heri lyde dit Raad, og er vel tilfreds med dette Giftermaal, hvis det kan komme i Stand; men du maa dog ogsaa betænke, at hvis dette Frieri bringes paa Bane og ikke gaar igennem, saa vil jeg synes ilde om det.« Høskuld sagde: »Vi vil nu gøre Anstalter til at bringe Frieriet i Gang«; og Olaf bad ham raade. Tiden lider nu, til Altinget skulde holdes; da drog Høskuld hjemmefra med et stort Følge; Olaf fulgte med, og de tjældede deres Bod. Der var mange paa Tinget, og Egil Skallegrimsen var der ogsaa. Alle, som saa Olaf, talte om, hvor smuk og udmærket en Mand han var; han var ogsaa vel udrustet med Vaaben og Klæder.


23. OLAF PAA ÆGTER THORGERD

[959] En Dag gik Høskuld og Olaf fra deres Bod for at opsøge Egil. Denne modtog dem vel, thi de kendte allerede hinanden. Høskuld friede paa Olafs Vegne til Thorgerd, som ogsaa var der paa Tinget. Egil tog vel derimod og sagde, at baade Fader og Søn var ham vel kendte. »Jeg ved ogsaa, Høskuld,« sagde han, »at du er en Mand af stor Æt og af megen Anseelse, og Olaf er berømt af sin Rejse; det er rimeligt, at slige Mænd har store Ting for Øje, thi der skorter ham hverken paa Æt eller Skønhed; imidlertid skal vi tale derom med Thorgerd, thi det vil ikke lykkes nogen Mand, at faa Thorgerd mod hendes Vilje.« Høskuld sagde: »Ja, det er mit Ønske, Egil, at du vil tale derom med din Datter.« Dette lovede Egil; han gik nu hen til sin Datter og gav sig i Tale med hende. Egil sagde: »En Mand hedder Olaf og er Høskulds Søn, hans Navn er nu i alles Munde; hans Fader Høskuld har paa Olafs Vegne begyndt Frieri og bejlet til dig, men jeg har især henstillet Sagen til dig og vil nu vide dit Svar; men mig tykkes, det ikke kan falde vanskeligt at svare paa slig Sag, da det er et gævt Giftermaal.« Thorgerd svarede: »Jeg har hørt dig sige, at du elsker mig mest af dine Børn, men nu synes mig, du gør dette usandt, naar du vil gifte mig med en Trælkvindes Søn, selv om han forresten er en smuk og pragtlysten Mand.« Egil sagde: »Her savner jeg dit sædvanlige gode Vid; har du ikke hørt, at han er en Dattersøn af Irekongen Myrkjartan? Han er af langt højere Slægt paa Moders end paa Faders Side, skønt Tilbudet ogsaa med Hensyn til denne er os anstændigt.« Dette vilde ikke ret blive Thorgerd indlysende, saa de skiltes uden at være blevne enige. Næste Dag gik Egil hen til Høskulds Bod, og denne spurgte, hvorledes det gik med Frieriet. Egil ytrede sin Utilfredshed og fortalte, hvorledes det hang sammen; hvortil Høskuld svarede, at det ikke var gode Udsigter, men roste dog Egils Fremfærd. Ved denne Samtale var Olaf ikke tilstede; men da Egil var gaaet bort, spurgte han, hvorledes det stod til med Frieriet. Høskuld svarede, at der gjordes Vanskeligheder fra hendes Side. »Det gaar da,« sagde Olaf, »som jeg sagde dig før, at det vilde gaa mig nær, hvis jeg fik et haanligt Afslag. Den Gang, da denne Sag bragtes paa Bane, raadede du, nu vil jeg raade, at den ikke skal gaa overstyr; det er et sandt Ord, at enhver er sig selv nærmest; nu vil jeg straks gaa til Egils Bod!« Høskuld bad ham raade. Olaf var klædt saaledes: han bar den Skarlagens Klædning, som Kong Harald havde givet ham, havde en guldbeslaaet Hjælm paa og i Haanden det indlagte Sværd, som Kong Myrkjartan havde givet ham. Høskuld og Olaf gik nu til Egils Bod; Høskuld foran og Olaf straks efter. Egil modtog dem vel, og Høskuld satte sig ned hos ham; men Olaf blev staaende og saa sig om; han saa en Kvinde, der sad paa Bænken i Boden, en smuk, stolt og velklædt Kvinde, og kunde da nok tænke, at det var Egils Datter Thorgerd. Olaf gik hen til Bænken og satte sig ned hos hende. Thorgerd hilste Manden og spurgte, hvem han var. Olaf sagde sit Navn og sin Faders og vedblev: »Du tænker vel, at det er djærvt gjort af Trælkvindesønnen, at han vover at sætte sig hos dig og agter at tale med dig.« »Og du mener vel,« svarede Thorgerd, »at du før har gjort et større Vovestykke, end at tale med Kvinder.« De gav sig derpaa i Samtale med hinanden og talte sammen hele Dagen; ingen anden hørte paa deres Samtale, men førend de var færdige, bleve Egil og Høskuld kaldte til. Da raadsloges der paa ny om Giftermaalet, Thorgerd henstillede nu Sagen til sin Fader, saa nu var Tingen snart afgjort; Trolovelsen gik for sig med det samme, og Laksdølerne var velfornøjede med den Hæder, at de skulde føre Pigen hjem. Brylluppet blev fastsat til syv Uger før Vinterens Begyndelse paa Høskuldstad. Derefter skiltes Egil og Høskuld, Fader og Søn red hjem til Høskuldstad, og var hjemme om Sommeren i Fred og Ro. Derpaa blev der lavet til Gilde paa Høskuldstad og intet sparet, thi der var gode Raad dertil. Gildesmændene kom til den fastsatte Tid, de fra Borgefjord med et stort Følge, Egil og hans Søn Thorsten, som Bruden fulgte med, og en udvalgt Skare fra Herredet. Høskuld havde ogsaa mange Folk paa sin Side. Gildet var prægtigt, og da det var forbi, fik Folk Gaver til Afsked. Da gav blandt andet Olaf Egil det Sværd, som han havde faaet af Myrkjartan, en Gave, som var Egil meget kærkommen. Forresten hændte der intet mærkeligt, og Folk drog hjem.


24. OLAF PAAS HUSHOLDNING PAA HJARDARHOLT

[960] Olaf og Thorgerd boede paa Høskuldstad, og fattede megen Kærlighed for hinanden; det var let at se, at hun var en mandig Kvinde; til hverdags gav hun sig kun lidet af med andre, men naar hun tog Del i noget, vilde hun have sin Vilje frem. Den Vinter boede de skiftevis enten paa Høskuldstad eller hos Olafs Fosterfader; og om Foraaret overtog Olaf Husholdningen paa Goddastad. Om Sommeren døde Thord Godde af Sygdom; og Olaf lod kaste Høj efter ham paa et Næs, der gaar ud i Laksaa, kaldet Drafnarnæs, og hvorved der ligger et Gærde, kaldet Højsgærde. Derefter søgte Folk meget til Olaf, saa han blev en stor Høvding, og Høskuld, der gerne saa, at Olafs Raad blev indhentede i alle vigtige Sager, bar ingen Avind til ham derover. Det var en af de prægtigste Gaarde i Laksaadalen, som Olaf ejede. Blandt andre var der hos Olaf to Brødre, der begge hed Aan, den ene kaldtes Aan den Hvide, den anden Aan den Svarte; en tredje hed Beiner den Stærke; de var hans Smede, og alle dygtige Mænd. Med Thorgerd havde han en Datter, der hed Thurid. De Landstrækninger, som havde tilhørt Hrapp, laa øde, som forhen er fortalt; men da Olaf syntes, de laa ham belejligt, talte han engang med sin Fader om, at de skulde sende nogle Mænd hen til Trefil i det Ærinde, at Olaf vilde afkøbe ham Jorden paa Hrappstad med tilhørende Ejendomme. Dette var let at opnaa, og Købet blev sluttet; thi Trefil saa nok, at een Fugl i Haanden var bedre end to paa Taget; Købet var saaledes, at Olaf skulde betale tre Mark Sølv for Jorderne, hvilket var mindre end deres Værd, thi det var vide, fagre Landstrækninger og meget indbringende, med stort Laksefiskeri og Sælfangst, og der var tillige store Skove. Noget oven for Høskuldstad norden for Laksaa var der hugget en aaben Plads i Skoven, og der var saa god Græsgang, at Olafs Kvæg sikkert tyede derhen, hvad enten Vejret var godt eller haardt. En Høst lod Olaf en Gaard rejse i dette samme Holt, dels af Ved, som var hugget der i Skoven, dels ogsaa af Drivtømmer. Dette var en prægtig Gaard, men om Vinteren stod den øde; først om Foraaret efter flyttede Olaf derhen, efter at han først havde ladet sit Kvæg drive sammen, en stor Mængde, thi ingen Mand i Bredefjord var dengang rigere paa Kvæg og Faar. Han sendte nu Bud til sin Fader, at han skulde komme ud og se hans Færd, naar han flyttede hen til den ny Gaard, og ledsage ham med hans gode Ønsker (45). Høskuld lovede det. Olaf ordnede nu sit Tog; foran lod han drive de Faar, som var mest sky, saa kom Malkefaar og Køer, dernæst Studene og sidst Kløvhestene (46); der var sat Mænd til at passe paa, at ingen skulde tage nogen Omvej; og Spidsen af dette Tog var da kommen til den ny Gaard, da Olaf red ud af Gaarden paa Goddastad, og det uden at der var den mindste Aabning (47). Høskuld, der stod ude med sine Hjemmemænd, bød da Olaf sin Søn at være velkommen og ønskede ham til Lykke med denne sin ny Bopæl; »og det bæres mig for,« sagde han, »at det vil gaa i Opfyldelse, at hans Navn længe vil mindes.« Men Husfruen Jorun sagde: »Rigdom nok har Trælkvindens Søn, til at hans Navn skal mindes.« Huskarlene tog Kløvsadlerne af Hestene, samtidig med at Olaf red ind paa Gaarden. Han tog da til Orde: »Nu skal Folk faa deres Nysgerrighed stillet, thi det har tit i Vinter været paa Tale, hvad denne Gaard skulde hedde; den skal hedde Hjardarholt (48)«; og dette Navn fandt man meget passende efter de Omstændigheder, som havde fundet Sted. Olaf ordnede nu sit Bo paa Hjardarholt, hvilket snart blev prægtigt, thi der skortede ikke paa noget; hans Anseelse tog ogsaa meget til, og det af flere Aarsager. Særdeles vennesæl var han nemlig, thi naar han afgjorde Folks Sager, skete det til alles Tilfredshed; hans Fader søgte ogsaa at forøge hans Anseelse, og megen Fremme havde han tillige af Svogerskabet med Myremændene. Han gjaldt for den gæveste af Høskulds Sønner.

Den første Vinter, Olaf boede paa Hjardarholt, havde han mange Tyende og Arbejdsfolk; Arbejdet var fordelt mellem Huskarlene, saa at nogen passede Studene, andre Køerne. Fjøset var henne i Skoven noget borte fra Gaarden. En Kveld kom den Mand, der passede Studene, til Olaf og bad ham sætte en anden dertil og give ham noget andet Arbejde. Olaf svarede: »Du skal beholde den Gerning, du har«; men den anden sagde, at han heller vilde tage bort. »Saa maa der være noget i Vejen med dig,« sagde Olaf; »i Aften, naar du binder Kvæget ind, skal jeg gaa med dig, og finder jeg da, du har nogen grundet Undskyldning, saa vil jeg ikke tiltale dig videre; men ellers vil det blive din egen Skade.« Olaf tog nu det guldbeslagne Spyd i Haanden, som Kongen havde givet ham, og gik hjemmefra med Huskarlen; der laa noget Sne paa Jorden; de kom til Fjøset, som stod aabent. Olaf bød Karlen at gaa ind, medens han selv drev Kvæget ind; og Karlen gik hen til Døren; men inden Olaf tænkte paa noget, kom han farende lige i hans Favn. Olaf spurgte, hvad det skulde sige, og den anden svarede: »Hrapp staar i Fjøsdøren og famler efter mig, men jeg er ked af at lege Brydeleg med ham.« Olaf gik da hen til Døren og stak med Spydet efter Spøgelset; men Hrapp tog med begge Hænder paa Spydfalen og drejede om, saa at Skaftet straks brødes. Nu vilde Olaf gaa løs paa Hrapp, men denne sank ned paa samme Sted, hvor han var kommen, og saaledes skiltes de, saa Olaf beholdt Skaftet, men Hrapp Spydet. Derpaa bandt Olaf og Karlen Kvæget ind og gik hjem; og Olaf sagde til Karlen, at han ikke vilde tiltale ham videre for den Sag. Om Morgenen efter tog Olaf hjemmefra hen til det Sted, hvor Hrapp var højlagt, og lod grave der. Hrapp var endnu ikke gaaet i Forraadnelse. Der fandt Olaf sit Spyd. Derpaa lod han gøre et Baal, hvorpaa Hrapp blev brændt, og Asken blev kastet i Søen. Fra den Tid af led ingen Mand Men af Hrapps Gengang.


25. OM HØSKULDS SØNNER

Nu er at fortælle om Høskulds Sønner. Blandt disse havde Thorleik Høskuldsen, førend han satte Bo, draget paa Handelsrejser og opholdt sig hos Høvdinger, og tyktes en mærkelig Mand; han havde ogsaa været i Viking og indlagde sig der Berømmelse for sin Tapperhed. Baard Høskuldsen havde ogsaa været Købmand og var vel anset, hvor han kom; thi han var en brav Karl og maadeholden i alt. Baard giftede sig med en Kvinde fra Bredefjord ved Navn Astrid og af god Byrd. Baards Søn hed Thoraren, hans Datter Gudny, som blev gift med Viga-Styrs Søn Hal, og fra dem nedstammer en stor Æt.

Hrut Herjolfsen gav en af sine Trælle ved Navn Rolf sin Frihed tilligemed noget Gods og en Bopæl paa Grænsen af hans og Høskulds Jorder. Skellene mellem dem laa saa nær, at Hrut havde taget fejl deraf og sat den frigivne ind paa Høskulds Land, hvor han snart samlede sig Formue. Men Høskuld tog det ilde op, at man saaledes havde sat den frigivne ind paa hans, og befalede denne at betale sig Penge for den Jord, han boede paa; thi det var hans Ejendom. Den frigivne drog til Hrut og sagde ham, hvorledes Ordene var faldne mellem dem; men Hrut sagde, han ikke skulde bryde sig derom og ikke betale noget. »Jeg ved ikke,« sagde han, »om denne Mark tilhører ham heller end mig«; hvorpaa han drog hjem og blev siddende paa sin Gaard som før. Kort efter tog Thorleik Høskuldsen med sin Faders Samtykke med nogle Mænd hen til den frigivnes Gaard, hvor de greb og dræbte ham, men alt det Gods, den frigivne havde skaffet sig, tilegnede Thorleik sig og sin Fader. Dette fik Hrut at høre, og hverken han eller hans Sønner syntes om det; mange af dem var voksne, saa det var en Stamme, man ikke saa let skulde angribe. Hrut søgte at forfølge denne Sag efter Loven, men da den ransagedes af lovkyndige Mænd, gik det ikke efter hans Ønske; man lagde nemlig især Vægt paa, at Hrut uden Tilladelse havde sat sin frigivne paa Høskulds Jord, hvor han havde samlet sig Formue; altsaa havde Thorleik dræbt ham paa hans og hans Faders Ejendom; saa Hrut var misfornøjet med Sagens Gang. Derefter lod Thorleik en Gaard bygge paa Grænsen af Hruts og Høskulds Jorder; den kaldtes Kamnæs (49) og der boede, som før er fortalt, Thorleik en Stund. Han havde med sin Kone en Søn, der blev vandøst og fik Navnet Bolle; han blev snart en meget smuk Mand.


26. OM HØSKULD DALEKOLLSENS DØD

Høskuld Dalekollsen blev syg i sin Alderdom og sendte da Bud efter sine Sønner og andre Frænder [c. 972], og da de kom, talte han saaledes til Brødrene Baard og Thorleik: »Jeg har det ikke godt nu, skønt jeg ellers har været en karsk Mand. Jeg tror, at jeg nu skal dø. I to er, som I ved, ægtefødte begge to og skal tage al Arv efter mig; men min tredje Søn er ikke ægtebaaren, derfor beder jeg nu Eder Brødre, at denne min Søn Olaf maa gaa lige i Arv med Eder og tage sin Tredjedel.« Baard svarede først og sagde, at han heri vilde rette sig efter sin Faders Vilje, saa meget mere, som han i alle Henseender ventede sig Hæder af Olaf, jo rigere han blev. Thorleik derimod sagde, at han aldrig vilde give sit Samtykke til, at Olaf skulde gaa i Arv med dem; Olaf havde Gods nok; »og du, Fader!« sagde han, »har givet ham meget af dit og stillet ham højere end os Brødre, og jeg vil ikke med min gode Vilje give Afkald paa det, som jeg er født og baaren til.« »Saa vil I,« sagde Høskuld, »i det mindste ikke nægte mig Ret til at give min Søn, der paa mødrene Side er af saa høj Slægt, tolv Øre.« Dertil gav Thorleik sit Samtykke; hvorpaa Høskuld lod den Guldring fremtage, som han havde faaet af Kong Hakon, den vog en Mark, og Sværdet, der ligeledes var en Kongegave, hvilket kom paa en halv Mark Guld, og gav Olaf dem tilligemed sin og sine Frænders Lykke; hvorpaa han tilføjede, at han ikke sagde dette, fordi han tvivlede om, at den jo allerede havde taget Sæde hos ham. Olaf tog imod Kostbarhederne og sagde, at han vovede det, hvad Thorleik saa end vilde sige dertil; men denne var misfornøjet dermed og mente, at Høskuld havde vist Underfundighed. Olaf sagde: »Jeg vil ikke give Slip paa disse Kostbarheder, Thorleik! thi du har i Vidners Nærværelse givet dit Minde til en saadan Gave, og jeg vil nu lade det komme an paa, om jeg kan beholde dem.« Baard gav sit Samtykke til sin Faders Gave. Derefter døde Høskuld, et Dødsfald, der regnedes for et stort Tab, især for hans Sønner og alle hans Frænder og deres Svogre og Venner. Hans Sønner lod kaste en stor Høj efter ham; men der blev kun lagt lidet Gods i Højen, og derpaa overlagde de, at de vilde holde Arveøl efter ham, som det var Skik paa den Tid. Olaf sagde da: »Mig synes, at dette Gilde ikke saa snart kan gaa for sig, naar det skal holdes med den Pragt, der sømmer os; det er nu langt hen paa Høsten, saa det vil ikke falde let at faa alle Fornødenheder dertil, og de fleste, som har en lang Vej, vil have ondt ved at komme om Efteraaret, saa vi kan være visse paa, at mange af dem, som vi helst saa hos os, ikke vil komme; jeg foreslaar derfor, at vi til Sommer paa Tinget skal indbyde Folk til Gildet, og jeg skal udrede Tredjedelen af Omkostningerne.« Deri samtykkede Brødrene, hvorpaa Olaf drog hjem. Thorleik og Baard skiftede Godset imellem sig; Baard fik Fædrenegaarden til sin Lod, dette støttede de fleste, fordi han var den vennesæleste; Thorleik fik derimod mest Løsøre. Mellem Olaf og Baard raadede der god Forstaaelse og Venskab, men mellem Olaf og Thorleik var Forholdet meget køligt. Nu led den næste Vinter, Sommeren kom, og Tingtiden nærmede sig. Høskulds Sønner gjorde sig rede til at drage did, hvorved det da viste sig, at Olaf var den mest fremragende af de Brødre. Da de kom til Tinge, tjældede de deres Bod og indrettede den smukt og pyntelig.


27. OM ARVEØLLET EFTER HØSKULD

[c. 973] En Dag, da Folk gik til Lovbjerget, stod Olaf op, krævede Lyd, og forkyndte først sin Faders Afgang; derpaa vedblev han: »Her er nu mange af hans Frænder og Venner; det er efter mine Brødres Vilje, at jeg indbyder Eder til Gravøl efter vor Fader Høskuld, alle Eder Godordsmænd, thi de fleste, som stod i Slægtskab og Svogerskab med ham, hører til de gildeste Mænd; dernæst skal jeg bekendtgøre, at ingen af de bedre Mænd skal gaa gaveløs bort; og derhos vil vi indbyde Bønder og alle, som komme vil, rige og fattige, at de vil komme til en halv Maaneds Gæstebud paa Høskuldstad, naar der er ti Uger til Vinteren.« Da Olaf havde endt sin Tale, blev den modtaget med meget Bifald, og man fandt hans Færd mandig. Da han kom hjem til Boden, sagde han sine Brødre hele denne Bestemmelse, men de var ikke ret fornøjede dermed, og mente, der var gjort for meget deraf. Efter Tinget red Brødrene hjem; Sommeren gik; Brødrene gjorde alt rede til Gildet; Olaf bidrog rundelig Tredjeparten; der blev sørget for alle Fornødenheder og skaffet meget til Veje, thi man ventede, at der vilde komme mange. Da Gildestiden kom, indfandt ogsaa de fleste anselige Mænd sig, som havde lovet at komme; der var en saa stor Mængde Mennesker, at de fleste siger, der fattedes ikke noget i elleve Hundrede. Dette var det næststørste Gilde, der har været holdt paa Island; det andet var det Arveøl, som Hjaltesønnerne holdt efter deres Fader; der var over fjorten Hundrede. Gæstebudet var i alle Henseender prægtigt, saa Brødrene fik megen Ære deraf, og Olaf var især Formand derfor. Olaf uddelte Gaver ligesaa rigelig som begge hans Brødre tilsammen, og de blev skænkede til alle anselige Mænd.

Da de fleste Gæster var tagne bort, gav Olaf sig i Tale med sin Broder Thorleik, og sagde: »Du ved, Frænde, at der ikke har været den bedste Forstaaelse imellem os; nu vil jeg gøre dig det Forslag, at vi skal holde bedre Frændskab; jeg ved, at du er misfornøjet, fordi jeg tog mod de Kostbarheder, min Fader gav mig paa sin Dødsdag; finder du dig nu brøstholden derved, saa vil jeg for at tilfredsstille dig opfostre din Søn; den er dog altid anset for ringere, som opfostrer anden Mands Barn.« Thorleik optog dette vel, og sagde, som sandt var, at dette var et hædrende Tilbud. Olaf tog nu mod Thorleiks Søn Bolle, som den Gang var tre Aar gammel; de skiltes i bedste Forstaaelse, og Bolle drog hjem til Hjardarholt med Olaf. Thorgerd tog vel imod ham, han opfødtes der, og Olaf og hans Kone elskede ham ligesaa højt som deres egne Børn.


28. KJARTAN OLAFSEN FØDES

Olaf og Thorgerd fik en Søn [c. 970], der blev vandøst og opkaldt efter sin Morfader Myrkjartan; Bolle og Kjartan var næsten lige gamle. De havde endnu flere Børn, nemlig Sønnerne Stenthor og Haldor, Helge og Høskuld, som var den yngste Søn, og Døtrene Bergthora og Thorbjørg, som alle blev smukke Børn, da de voksede til.

Paa denne Tid boede Holmgangs-Berse i Sørby paa Gaarden Tunge; han tog hen til Olaf og tilbød at opfostre hans Søn Haldor; Olaf tog mod Tilbudet, og Drengen, der kun var eet Aar gammel, kom hjem til ham. Om Sommeren blev Berse syg og laa en Del af Sommeren. Der fortælles, at en Dag, da Folkene paa Tunge var ude ved Høarbejdet, var Haldor og Berse inde; Haldor laa i Vuggen, saa faldt den omkuld, og Drengen faldt ud af den paa Gulvet, men Berse kunde ikke komme ham til Hjælp. Da kvad Berse dette:

Vi ligger her,
som vi lammede var,
Haldor og jeg —
et hjælpeløst Par.
Du er for ung,
for aldrende jeg.
For dig er der Raad,
men kun ringe for mig.

Derpaa kom Folk og tog Haldor op fra Gulvet, og det blev bedre med Berse. Haldor opfødtes der og blev en stor og rask Mand.

Kjartan Olafsen voksede op hjemme paa Hjardarholt; han blev den smukkeste Mand paa Island. Han havde et stort, udtryksfuldt Ansigt, smukke, lyse Øjne, langt Haar, saa fagert som Silke, og som faldt i Lokker; stor og stærk var han som hans Morfader Egil og Thorolf. Han var ogsaa særdeles velvoksen og vaabendygtigere end de fleste andre, nævenyttig og en god Svømmer, i det hele udmærket i alle Idrætter, derhos saa omgængelig og vennesæl, at ethvert Barn holdt af ham, samt munter og gavmild. Olaf elskede ham mest af alle sine Børn. Hans Fosterbroder Bolle var stor af Vækst og kom Kjartan nærmest i alle Idrætter og Færdigheder; han var stærk, smuk, dannis, krigersk og holdt meget af Pragt. Begge Fosterbrødrene elskede hinanden meget. Olaf sad nu i nogle Aar rolig paa sin Gaard.


29. OLAF PAA REJSER TIL NORGE, OG BYGGER ET PRÆGTIGT ILDHUS

Et Foraar [c. 975] sagde Olaf til Thorgerd, at han vilde rejse udenlands; imens skulde hun passe Gaarden og Børnene. Thorgerd syntes ikke derom; men han blev ved sit Forsæt. Han købte et Skib, som stod oppe i Vadel, sejlede ud om Sommeren og kom til Hordeland. Noget fra Kysten boede her en Mand ved Navn Geirmund Gny, en mægtig og rig Mand, en stor Viking og ustyrlig, men nu havde han slaaet sig til Ro og var Hakon Jarl den Mægtiges Hirdmand. Geirmund tog ned til Skibet og blev snart bekendt med Olaf, som han allerede havde hørt omtale. Han bød Olaf til sig med saa mange Mænd, som han vilde, hvilket Olaf modtog, og han tog sit Ophold der selvsjette; hans Skibsfolk fik sig derimod anden Lejlighed omkring i Hordeland. Geirmund beværtede Olaf vel; der var en prægtig Gaard og mange Folk, og om Vinteren var der megen Lystighed. Mod Enden af Vinteren fortalte Olaf Geirmund sit egentlige Ærinde, at han vilde skaffe sig Hustømmer, og at det var ham om at gøre at faa noget, der var godt. Geirmund svarede: »Hakon Jarl har de bedste Skove, og jeg er vis paa, at naar du kommer til ham, vil det bedste Tømmer være til din Tjeneste; thi Jarlen modtager gerne Mænd, der selv ikke er saa dannede som du, Olaf, naar de gæster ham.« Om Foraaret drog Olaf hen til Hakon Jarl, der tog særdeles godt imod ham og bød ham at blive hos sig, saalænge han vilde. Olaf sagde ham derpaa Hensigten med sin Rejse og bad om Tilladelse at hugge Hustømmer i hans Skove, og det tillod Jarlen ham. Ved Afskeden gav Jarlen ham desuden en guldbeslaaet Økse, et kostbart Stykke Arbejde. Imidlertid ordnede Geirmund hemmelig sine Jordejendomme og agtede om Sommeren at tage ud med til Island paa Olafs Skib; han havde holdt dette skjult for alle, og heller ikke Olaf vidste noget deraf, førend Geirmund førte sit Gods om Bord, og det var en stor Rigdom. Olaf sagde: »Dersom jeg havde vidst det før, var du aldrig kommen paa mit Skib, thi jeg tænker, der er de paa Island, hvem det var bedst, om de aldrig saa dig; men siden du nu er kommen med saa meget Gods, saa nænner jeg ikke at jage dig bort som en Hund.« Hertil svarede Geirmund, at han ikke lod sig afskrække af den andens store Ord, han vilde følges med ham og agtede ikke at lade sig underholde af andre. De gik da om Bord, sejlede ud, fik god Bør og landede i Bredefjord; de lagde Bryggerne i Land i Mundingen af Laksaa, Olaf lod Tømmeret føre op og satte Skibet i det Nøst, hans Fader havde ladet gøre. Geirmund bød han til sig.

Den Sommer lod Olaf gøre et Ildhus paa Hjardarholt, større og bedre, end nogen før havde set. Der var mærkelige Begivenheder forestillede paa Væggene og paa Loftet, og alt var saa vel udarbejdet, at det syntes langt smukkere, naar Tjældingerne (50) ikke var oppe.

Geirmund var til hverdags lidet omgængelig og mod de fleste uvenlig. Sædvanlig var han klædt saaledes, at han bar en Skarlagens Kjortel, derover en graa Skindkappe, paa Hovedet en Bjørneskindshue, havde i Haanden et Sværd, et stort Vaaben, hvorpaa der ikke var Sølv, men Klingen var hvas og ingensteds rustet. Dette Sværd kaldte han Fodbider og lod det aldrig komme af sin Haand. Geirmund havde kun været der en kort Tid, førend han vendte sine Tanker til Olafs Datter Thurid; han bejlede ogsaa til hende hos Olaf, men denne gav ham Afslag. Derpaa gav han Thorgerd Penge, for at faa Giftermaalet bragt i Stand, og hun tog imod dem, thi det var ikke Smaating. Thorgerd gav sig nu til at tale med Olaf om denne Sag og ytrede, at deres Datter ikke kunde blive bedre gift, thi han var en tapper Mand, rig og storladen. Olaf svarede: »Jeg vil ikke være dig mere imod heri end i andet, skønt jeg hellere vilde give min Datter til en anden Mand.« Thorgerd gik bort, fandt sit Ærinde vel udført, og fortalte Geirmund, hvorledes det var gaaet; han takkede hende for hendes højmodige Bistand, henvendte sig atter til Olaf med Frieriet, og nu var der intet i Vejen. Derpaa fæstede Geirmund Thurid, og Gildet skulde staa paa Hjardarholt ved Enden af Vinteren; der var mange Gæster, thi da var Ildhuset færdigt. Blandt andre var der ogsaa Ulf Uggesen, der havde digtet et Kvæde om Olaf Høskuldsen og om de Begivenheder, der var forestillede i Ildhuset, hvilket han fremsagde der ved Gildet. Dette Kvæde kaldes Husdrapa, og er godt digtet (51). Olaf gav ham god Skjaldeløn derfor, og ligeledes gav han alle de Stormænd, der havde gæstet ham, store Gaver; hans Berømmelse voksede ved dette Gilde.


30. OM GEIRMUND OG THURID

[c. 978] Geirmund og Thurid levede ikke godt sammen. Da Geirmund havde været tre Aar hos Olaf, fik han Lyst til at rejse, og lod Thurid vide, at hun skulde blive tilbage med deres Datter Groa, som da var et Aar gammel; men Penge vilde han ikke lade blive tilbage. Dette syntes Thorgerd og hendes Datter meget ilde om og sagde det til Olaf, men denne svarede: »Hvad nu, Thorgerd! Er Nordmanden ikke ligesaa storladen nu, som i Høsten, da han bad dig om Pigen?« De kunde da ingensteds komme med Olaf, thi han var i alle Dele en fredelig Mand, og sagde, at Barnet skulde blive der, til hun havde lært noget; men ved Skilsmissen fra Geirmund forærede han denne Købmandsskibet. Geirmund gjorde det sejlklart, og takkede ham for denne store Gave. Derpaa sejlede han ud fra Laksaamunding for en let Nordostvind, og da han kom ud til Øerne (52), lagde Vinden sig, saa han blev liggende ved Øksnø en halv Maaned uden at kunne komme bort. Paa denne Tid tog Olaf hjemmefra for at se til, hvad der kunde være drevet op paa Kysten. Derpaa kaldte hans Datter Thurid nogle Huskarle til sig og bød dem at drage med hende; hun havde ogsaa sin Datter med; de var ialt ti. Hun lod en Færge sætte frem, som tilhørte Olaf. Thurid satte dem saa til at ro og sejle ud ad Hvamsfjord, og da de kom ud til Øerne, bød hun dem skyde Baaden, der var paa Færgen, i Søen. Hun og to Mand gik i Baaden, og hun paalagde de andre at passe paa Skibet, til hun kom tilbage. Hun tog Barnet i sin Favn og lod dem ro over Strømmen hen til Skibet, greb saa et Bor af Skibets Stavnkiste og flyede det til en af Mændene og bød ham at gaa hen til Skibsbaaden og bore Hul i den, saa at den blev ubrugelig, hvis de andre i en Skynding vilde tage den. Derpaa lod hun sig sætte i Land, og havde Barnet i sin Favn; det var ved Solens Opgang; hun gik ud ad Bryggen, alle laa og sov. Saa gik hun hen til Skindsengen, som Geirmund sov i; Sværdet Fodbider hang paa en Stolpe. Nu satte Thurid Pigebarnet i Sengen, men greb Fodbider, og tog det med sig. Derpaa forlod hun Skibet og gik hen til sine Folk. Barnet gav sig til at græde, Geirmund vaagnede derved, rejste sig op, kendte Barnet, og kunde da nok tænke, hvorledes det var gaaet til. Han springer op, vil gribe Sværdet, men det er borte, gaar saa ud til Skibsbordet, og ser, at de andre ro bort fra Skibet. Han kaldte paa sine Mænd og bød dem at springe i Baaden og ro efter dem; de gjorde saa, men mærkede snart, at den mørke Sø strømmede ind i Baaden, og maatte vende tilbage til Skibet. Da raabte Geirmund paa Thurid og bad hende vende tilbage og give ham Sværdet Fodbider, men tage sin Datter og saa mange Penge med hende, som hun vilde. »Vil du hellere det,« sagde hun, »end miste Sværdet?« »Ja,« svarede Geirmund, »jeg vil ikke undvære det for mange Penge.« »Saa skal du aldrig faa det,« sagde hun; »meget uædelt har du handlet mod os, og nu skilles vi ad.« »Ingen Lykke,« sagde Geirmund, »vil du have med dette Sværd. Det skal blive den Mand til Bane i Eders Æt, hvis Tab I allermest vil sørge over.« Derefter vendte Thurid hjem til Hjardarholt. Olaf var ogsaa kommen hjem, og var ikke vel tilfreds med hendes Adfærd, men lod det dog gaa hen. Thurid gav sin Frænde Bolle Sværdet Fodbider, thi hun elskede ham ligesaa meget, som sine Brødre; og Bolle bar siden Sværdet længe. Geirmund fik Bør og kom til Norge om Høsten; men en Nat sejlede de paa et Skær ud for Forbjerget Stad, og Geirmund satte Livet til med hele sit Skibsmandskab; saa vi har nu intet mere om ham at fortælle.


31. OLAF PAAS DØTRES GIFTERMAAL

Olaf Høskuldsen sad nu paa sin Gaard i megen Anseelse. Til Thurid bejlede en rig Mand ved Navn Gudmund Sølmundsen, der boede paa Asbjørnsnæs i Videdalen (53); Thurid var en forstandig og stolt Kvinde; deres Sønner var Hall, Barde (54), Sten og Stengrim; deres Døtre Gudrun og Oløf. Olafs Datter Thorbjørg, en smuk og kraftig bygget Kvinde, og paa Grund af sin Førlighed kaldet Thorbjørg Digre, blev gift med Asgeir Knatsen i Vatnsfjord paa Vestlandet. Fra dem nedstammer Thorvald Snorresen (55) og Vatnsfjordingernes Slægt; siden blev hun gift med Vermund den Mjove. Olafs Datter Bergthora blev gift med Goden Thorhall i Djupefjord paa Vestlandet.

Der fortælles, at Olaf Paa havde mange udmærkede Stykker blandt sit gangende Fæ, blandt andet en god Okse, kaldt Harre, af abildgraa Lød, større end andre Nød. Den havde fire Horn, hvoraf to var meget store og stod smukt, del tredje stod op i Vejret, men det fjerde gik ud fra Panden ned for Øjnene, og dette var dens Brøndvækker, hvormed den nemlig slog Vaage paa Isen om Vinteren. Den skrabede ogsaa Sneen til Side med Foden som en Hest. En streng Vinter gik den bort fra Hjardarholt og hen til et Sted, der kaldes Harrestad (56) i Bredefjordsdale, og her gik den om Vinteren med seksten Nød, som den alle førte paa Græs; om Foraaret gik den hjem til en Løkke (57), kaldet Harrebol, paa Hjardarholt. Da Harre var atten Aar gammel, faldt Brøndvækkeren af dens Hoved, og samme Høst lod Olaf den slagte. Men Natten derefter drømte Olaf, at der kom en Kvinde til ham, stor og vredladen, og hun tog saaledes til Orde: »Sover du?« Han svarede, at han var vaagen. Da vedblev Kvinden: »Du sover, men min Spaadom skal opfyldes: Min Søn har du ladet dræbe og mishandle; derfor skal jeg mage det saa, at du kommer til at se din Søn hel blodig, og det den, som er dig dyrebarest.« Derpaa forsvandt hun; Olaf vaagnede og syntes at se et Glimt af hende. Denne Drøm fandt Olaf mærkelig, og fortalte den til sine Venner, men deres Udtolkning var han ikke fornøjet med, og syntes bedst om deres Mening, som sagde, at det ikke var andet end Drømmesnak, der var forefaldet ham.


32. OM OSVIF HELGESEN

Osvif Helgesen nedstammede paa fædrene Side fra Ketil Fladnæse; hans Moder Nidbjørg stammede fra Gange-Rolf, en Søn af den berømte Herse Øksne-Thorer øster i Viken i Norge (58), saa kaldet, fordi han ejede tre Øer og firsindstyve Øksne paa hver; han forærede Kong Harald en af disse Øer med alle Øksnene, hvilken Gave er bleven meget omtalt. Osvif Helgesen, der var en meget vis Mand, boede paa Gaarden Lauge (59) i Sælingsdal, sønden for Sælingsdalsaa, ligeover for Tunge. Hans Kone hed Thordis, Thjodolf den Laves Datter, og de havde fem Sønner, Ospak, Helge, Vandraad, Torraad og Thorolf, alle stridbare Mænd. Deres Datter Gudrun var den væneste blandt Kvinder paa Island baade af Udseende og Forstand; derhos var hun saa høvisk, at al Pynt, som andre Kvinder havde paa, saa ud som Dukkestads ved Siden af hendes; ogsaa var hun snild og rask i sin Tale og meget gavmild. Gudrun var den ældste af Osvifs Børn, og forestod deres Husholdning. Til Huse hos Osvif var en Kone ved Navn Thorhalla, kaldet den Snaksomme; hun var noget i Slægt med Osvif, og hendes Sønner, Od og Sten, var driftige Mænd, og derved gode Støtter for Osvifs Husholdning.

Paa Tunge boede en Mand ved Navn Thoraren, Thorer Sælings (60) Søn, en god Bonde, stor og stærk; han ejede gode Jordstrækninger, men mindre i Løsøre og Penge. Osvif, som derimod havde Mangel paa Land, men meget Kvæg, vilde købe Jord af Thoraren, og det kom ogsaa til Handel imellem dem, saa at Osvif købte en Strækning fra Gnupuskard langs ad Dalen hen til Stakkegil, et godt og fedt Stykke Land; her holdt han Sæter; han havde altid mange Tyende og en anselig Husholdning.

Vester i Sørby (61) paa Gaarden Hol boede to Brødre, Thorkel Hvalp og Knud, og deres Svoger Thord, efter sin Moder kaldet Ingunsen, boede hos dem. Thords Fader var Glum Geiresen (62). Thord var en smuk, rask Mand, og vel øvet i at have med Retssager at gøre. Han var gift med en Søster til hine Brødre, ved Navn Aud, som hverken var smuk eller anselig, heller ikke holdt Thord meget af hende, thi han havde taget hende for Pengenes Skyld; og nu, da der kom mere til meget, havde disse Svogre et godt Bo, siden Thord kom til dem.


33. OM GUDRUNS DRØMME

Gest Odleifsen boede vester paa Hage paa Bardestrand (63); han var en stor og vis Høvding, fremsynet i mange Dele, yndet af alle Stormænd, og mange søgte Raad hos ham. Engang red han til Tings, og tog da ind paa Hol; han gjorde sig rede til at tage af Sted tidlig om Morgenen, thi Vejen var lang, og agtede om Kvelden at komme til Tykkeskov (64) til sin Svoger Armod, der var gift med hans Søster Thorun, og hvis Sønner var Ørnolf og Haldor. Gest red nu om Dagen fra Sørby, og kom til den varme Kilde i Sælingsdal, hvor han dvælede en Stund. Gudrun kom til Kilden og hilste paa sin Frænde Gest. Denne tog venlig imod hende, de begyndte en Samtale og var begge forstandige og ordsnilde; men da det led ud paa Dagen, sagde Gudrun: »Jeg vil bede dig, Frænde, at ride til os i Aften med hele dit Følge, og det er ogsaa min Faders Ønske, skønt han undte mig den Hæder at udføre dette Ærinde, samt at du vil være Gæst hos os, hver Gang du rider hjem eller ud.« Gest takkede for dette hæderfulde Tilbud, men vilde dog blive ved sin første Bestemmelse. Gudrun sagde: »Jeg har drømt meget i Vinter, men der er dog især fire Drømme, som har givet mig meget at tænke paa; ingen har hidtil tydet dem, som jeg ønskede, og dog ønsker jeg ikke, at de bliver tydede mig til Vilje.« Gest sagde: »Sig mig dine Drømme, maaske jeg kan faa noget ud af dem.« Gudrun fortalte da: »Jeg drømte, at jeg stod ude ved en Bæk og havde en Krogfald (65) paa Hovedet, men den klædte mig ilde, hvorfor jeg vilde forandre derpaa, men dette fraraadede man mig; alligevel brød jeg mig ikke om deres Raad, rev Hovedtøjet af og kastede det ud i Bækken, og længere var denne Drøm ikke. Men,« vedblev hun, »til den anden Drøm var det Begyndelsen, at mig tyktes, jeg stod ved en Sø, og der var kommen en Sølvring paa min Arm, som klædte mig særdeles godt, og som jeg holdt for en stor Kostbarhed og haabede længe at skulle eje; men allerbedst som jeg ikke tænkte paa noget, gled Ringen af min Arm og ud i Søen, og jeg saa den aldrig mere. Dette tog jeg mig mere nær, end man kunde vente, om jeg havde tabt et enkelt Klenodie; og derpaa vaagnede jeg.« Gest svarede kun dette: »Denne Drøm er ikke mindre mærkelig.« »Det var min tredje Drøm,« vedblev Gudrun, »at jeg tyktes at eje en Guldring, saa at der syntes mig at være raadet Bod paa mit forrige Tab, og det bares mig for, at jeg skulde længer nyde godt af denne Ring, end af den forrige; men denne Kostbarhed syntes mig dog ikke at klæde mig saa meget bedre, som Guld er dyrebarere end Sølv. Derpaa syntes mig, at jeg faldt og støttede for mig med Haanden, men Guldringen slog imod en Sten og sprang i to Stykker, og mig syntes, der kom Blod ud af Stykkerne. Dette tyktes mig mere Grund til Sorg end Skade, men det faldt mig da ind, at der havde været en Brist paa Ringen, og da jeg saa efter paa Brudstykkerne, syntes mig, jeg saa flere Brister derpaa, men alligevel tyktes mig dog, at Ringen vilde være bleven hel, naar jeg havde passet bedre paa den; og længer var ikke denne Drøm.« Gest sagde: »Dine Drømme bliver ikke ringere.« »Endelig,« sagde Gudrun, »var min fjerde Drøm, at mig tyktes, jeg havde en Guldhjælm paa Hovedet, rigt besat med Ædelstene, og jeg troede at være Ejer af disse Kostbarheder; men derved var nu igen den Ulempe, at den syntes mig vel tung, saa jeg næppe kunde bære den og maatte hælde med Hovedet; imidlertid lagde jeg ikke Hjælmen det til Last og agtede ikke at skille mig ved den, men alligevel faldt den af mit Hoved og ud i Hvamsfjorden, og derefter vaagnede jeg. Nu har jeg sagt dig alle mine Drømme.« Gest sagde: »Grant indser jeg, hvad disse Drømme betyder, men Forklaringen vil forekomme dig meget ens, thi jeg udtyder dem næsten alle paa samme Maade. Du vil faa fire Mænd, og med den første vil du blive gift, mener jeg, ikke efter dit Hjertens Ønske; da du nemlig bar hint Hovedtøj, som tyktes dig at klæde dig ilde, betyder det, at du vil elske ham lidet, og at du tog Hovedtøjet af og kastede det i Vandet, vil sige, at du forlader ham, thi man siger saa om dem, der kaster deres Ejendomme bort, uden at faa noget derfor, at de kaster dem i Vandet. Ved den anden Drøm tyktes du at have en Sølvring; det betyder, at du bliver gift med en anden anselig Mand, som du vil holde meget af, men kun eje en kort Stund, og jeg vil ikke undre mig, om du mister ham ved, at han drukner. I Følge din tredje Drøm, da du havde en Guldring paa Armen, vil du faa en tredje Mand, der dog ikke vil forekomme dig saa meget mere værd, som dette Malm er sjældnere og dyrebarere end Sølv; men det bæres mig for, at et Trosskifte da vil have fundet Sted, og din Husbonde vil have taget ved den Tro, som vi holder for meget bedre og ædlere; men at dig tyktes, at Ringen sprang itu ved din Uagtsomhed, og at du saa Blod komme ud af Stykkerne, det betyder, at din Husbonde bliver dræbt, og du vil da tydelig se den Brist, som har været ved dette Giftermaal. Endelig,« sagde han, »var din fjerde Drøm, at du paa Hovedet havde en Guldhjælm besat med Ædelstene, og som var tung for dig at bære, det varsler, at din fjerde Mand vil være en stor Høvding, der vil tage en Del af din Myndighed fra dig, og at du tyktes, den styrtede ud i Hvamsfjorden, tyder paa, at han vil ende sine Dage i denne Fjord. Mere vil jeg ikke sige om denne Drøm.« Imedens Drømmene blev tydede, blev Gudrun blodrød og talte ikke et Ord, førend Gest var færdig. Da sagde hun: »Du vilde have fundet en smukkere Udtydning i denne Sag, hvis Drømmene havde tydet paa noget saadant; men hav alligevel Tak, fordi du har tydet mine Drømme; meget er at overveje, hvis alt dette skal gaa i Opfyldelse.« Hun bød derpaa Gest paa ny, at han skulde blive der Dagen over, da Osvif vilde have meget at tale med ham om; men han svarede, at han vilde ride, som han havde foresat sig, bad hende hilse sin Fader og sige ham disse hans Ord, at den Tid vilde komme, da der vilde være kortere mellem hans og Osvifs Boliger, og da vilde de have Lejlighed nok til at tale sammen, hvis de da ellers til den Tid havde Mæle. Derpaa drog Gudrun hjem, men Gest red bort, og mødte en af Olafs Hjemmemænd ved Tungærdet. Han indbød paa Olafs Vegne Gest til Hjardarholt; men denne svarede, at han vilde besøge Olaf om Dagen, men tage ind paa Tykkeskov. Huskarlen vendte straks hjem og fortalte Olaf det, hvorpaa denne lod tage Heste og red Gest i Møde med nogle Mænd. Da de traf hinanden, bød Olaf ham til sig med hele hans Følge. Gest takkede ham for Indbydelsen og sagde, at han vilde ride med til Gaarden og se hans Bopæl, men han vilde blive over hos Armod. Gest tøvede der en Stund, saa sig rundt om i Gaarden, og syntes vel om den og sagde, at der ikke var sparet paa Penge ved den Gaard. Olaf fulgte ham paa Vej til Laksaa. Fostbrødrene havde da været ude at svømme: Olafs Sønner forestod Legen, men der var ogsaa mange unge Mænd ude fra de andre Gaarde. Da nu Flokken kom ridende, sprang Kjartan og Bolle op af Vandet, og de var næsten paaklædte, da Gest og Olaf kom ridende did. Gest saa en Stund paa de unge Mænd og sagde Olaf, hvor Kjartan sad og hvor Bolle. Gest viste paa hver især med Enden af sit Spyd og nævnede dem alle, som var der; men der var mange andre voksne Mænd, der var komne op af Vandet og sad paa Flodbredden hos Kjartan. Gest mente ikke, at han kunde kende Olafs Familietræk hos disse Mænd. »Ikke uden Grund,« sagde Olaf, »priser man din Kløgt, at du kan kende Mænd, som du aldrig før har set; sig mig nu, hvem af disse unge Mænd vil blive den mest udmærkede?« Gest svarede: »Det vil gaa efter din store Kærlighed, at Kjartan vil holdes for den anseligste, saa længe han lever.« Derpaa gav Gest Hesten af Sporerne og red bort; men noget efter red hans Søn, Thord den Lave, hen ved Siden af ham og sagde: »Hvorledes kan det være, Fader, at du udgyder Taarer?« Gest svarede: »Unyttigt er det at tale derom, men jeg agter ikke at tie med det, som vil indtræffe i din Levetid: det vil ikke komme mig uventet, hvis Bolle vorder Kjartans Banemand og derved tillige volder sin egen Død; og ilde er det at vide dette om saa herlige Mænd.« Derpaa red de til Tings, hvor alt løb roligt af.


34. OM GUDRUNS GIFTERMAAL MED THORVALD

Thorvald, en Søn af Haldor Garpsdals-Gode, boede i Garpsdalen (66) i Gilsfjorden, og var en rig Mand, men ikke modig af sig. Han bejlede til Gudrun Osvifsdatter paa Altinget [c. 989], da hun var femten Aar gammel. Frieriet blev vel optaget, men Osvif bemærkede dog, at Vilkaarene vilde vise, at han og Gudrun ikke stilledes lige, hvortil Thorvald sagtmodig svarede, at han bejlede til Kvinden, ikke til Penge. Gudrun blev derpaa fæstet til Thorvald. Osvif alene fastsatte Betingelserne, deriblandt, at Gudrun skulde ene raade for deres Gods, saasnart de kom i een Seng, og eje Hælvten af alt, hvad enten deres Samliv varede kort eller længe; hendes Mand skulde ogsaa købe hende Smykker, saa at ingen Kone af samme Kaar havde dem bedre, kun skulde han ikke af den Grund blive nødt til at gaa fra Gaarden. Herpaa red de hjem fra Tinget; Gudrun blev ikke spurgt i den Sag, hvorover hun var misfornøjet, skønt alt dog løb roligt af. Brylluppet stod i Garpsdal i Tvemaaneden (67). Gudrun holdt ikke meget af Thorvald, og en Mængde Smykker krævede hun, thi der var ingen saa store i Vestfjordene, at Gudrun jo attraaede dem, og købte han dem ikke, hvor dyre de end var, saa gik det paa Fjendskab løs. Thord Ingunsen søgte Omgang med Thorvald og Gudrun og var der jævnlig, saa der kom megen Snak i Omløb om hans og Gudruns Kærlighed. Engang bad Gudrun Thorvald at købe hende et Smykke; men han svarede hende, at hun var umaadelig i sine Fordringer, og gav hende en Kindhest. Da sagde Gudrun: »Du har nu givet mig det, som vi Kvinder sætter megen Pris paa, en smuk Ansigtsfarve, men du har ogsaa lært mig, at jeg ikke skal plage dig mere med mine Bønner.« Den samme Aften kom Thord der. Gudrun fortalte ham denne haanlige Behandling og spurgte ham, hvorledes hun skulde gengælde det. Thord smilede og sagde: »Det ved jeg gode Raad for: sy ham en Skjorte med en saa stor Aabning, at du derved kan have Grund til Skilsmisse (68), og sig dig saa skilt ved ham.« Gudrun indvendte intet derimod; og samme Foraar sagde hun sig skilt fra Thorvald og drog hjem til Lauge. Derpaa blev deres Formue skiftet imellem dem, hvoraf Gudrun fik Hælvten, der nu var større end før. De havde været sammen i to Aar. Samme Foraar solgte Ingun, der havde været gift med Glum Geiresen, sin Jord i Krogsfjorden (69), og drog vester til Skalmarnæs. Paa den Tid boede Halsten Gode paa Halstensnæs vesten for Torskefjord, en mægtig, men ikke synderlig vennesæl Mand.


35. GUDRUNS GIFTERMAAL MED THORD INGUNSEN

For kort siden var en Mand ved Navn Kotkel kommen ud til Island; hans Kone hed Grima og deres Sønner Halbjørn Slibestensøje og Stigande. Det var Mænd fra Syderøerne, meget troldkyndige og store Sejdmænd. Halsten Gode tog imod dem og lod dem nedsætte sig paa Gaarden Urde paa Skalmarnæs, men de var kun slette Naboer.

Denne Sommer drog Gest til Tings og sejlede til Sørby, som han plejede; han tog ind paa Hol, hvor Svogrene som sædvanlig laante ham Heste. Thord Ingunsen var i Følge med Gest og kom til Lauge i Sælingsdal. Gudrun Osvifsdatter red til Tings, og hende fulgte Thord Ingunsen. En Dag, da de red over Blaaskovshede, da det var godt Vejr, sagde Gudrun: »Er det sandt, Thord, at din Kone Aud jævnlig gaar med Brog (Bukser) med Bagstykker i og med Baand viklede om Læggene helt ned til Ankelen?« Han svarede, at det havde han ikke mærket. »Saa er der vel ikke stort om det,« sagde Gudrun, »naar du ikke ved det; men hvorfor kalder de hende da Brog-Aud?« Thord svarede, at det Navn havde hun vist ikke baaret ret længe. »Men hun vil dog,« sagde Gudrun, »komme til at bære det længe.« Derefter kom man til Tings, hvor der intet mærkeligt hændte. Thord var jævnlig i Gests Bod og talte med Gudrun. En Dag spurgte han hende, hvad en Kone udsatte sig for, hvis hun gik med Brog som Mænd. »Hun lider samme Straf,« sagde Gudrun, »som en Mand, hvis han bærer Skjorte med saa stor Aabning, at hans Brystvorter blottes (70) begge Dele er gyldig Grund til Skilsmisse.« Da sagde Thord: »Raader du mig til, at jeg skal lade mig skille fra Aud her paa Tinget eller hjemme i Herredet med flere Mænds Understøttelse; thi de, som vil finde sig brøstholdne herved, er stolte Mænd.« Gudrun svarede en Stund senere: »Nølerens Sag gemmes til Natten.« Da sprang Thord straks op og gik til Lovbjerget, kaldte Vidner og sagde sig skilt fra Aud, og det af den Grund, at hun klædte sig i Brog som mandhaftige Kvinder. Auds Brødre syntes ilde herom, men holdt sig dog rolige. Thord red fra Tinge med Osvifs Sønner; men da Aud fik dette at høre, sagde hun: »Godt, at jeg ved det, at ene jeg lades (71).« Derpaa red Thord selvtolvte til Sørby til Skifte, og det gik let for sig, da han ikke brød sig om, hvorledes Godset blev delt. Han drev mangt et Stykke Kvæg derfra til Lauge. Derefter bejlede han til Gudrun, en Sag, som han let fik afgjort med Osvif, og Gudrun talte ikke derimod. Brylluppet skulde staa paa Lauge ti Uger før Vinter [991]. Det var et prægtigt Gilde, og Thords og Gudruns Samliv var godt. Grunden til, at Thorkel Hvalp og Knud ikke lagde Sag an mod Thord Ingunsen, var alene, at de ikke fik Hjælp nok dertil.

Næste Sommer drog Holsmændene til Sæters i Hvamsdalen, og Aud var til Sæters. Laugemændene tog til Sæters i Lambedal, som strækker sig vester paa ind i Fjældene. Aud spurgte den Mand, der passede Faarene, hvor ofte han traf Thords Faarehyrde. Han svarede, at det skete jævnlig, thi der var kun en Aas mellem Dalene. Da sagde Aud: »Du skal i Dag se at finde Faarehyrden fra Lauge og sige mig, hvad for Folk der er ved Vinterhusene (72) eller til Sæters, men tal kun venskabelig om Thord, saaledes som det er din Skyldighed altid at gøre.« Svenden lovede at gøre, hvad hun sagde. Om Aftenen, da Faarehyrden kom hjem, spurgte Aud ham om Tidende. Han svarede: »Jeg bringer dig Tidende, som du vil tykkes godt om, at der nu er et bredt Sengekammer mellem Thords og Gudruns Sovesteder (73), thi hun er til Sæters, men han hjemme i Færd med at bygge, og han og Osvif er i Vinterhusene.« »Vel har du spejdet,« svarede hun, »og hold nu to Heste sadlede, naar Folk gaar til Sengs.« Faarehyrden gjorde, som hun bød, og noget før Solbjerg steg Aud til Hest, og da var hun tilvisse klædt i Brog. Faarehyrden red paa den ene Hest og kunde næppe følge hende, saa stærkt red hun til; hun red sønder paa over Sælingdalshede og standsede ikke førend ved Tungærdet paa Lauge, der steg hun af Hesten, og bød Faarehyrden at passe paa Hestene, medens hun gik ind. Hun gik til Døren, ind og hen til den Alkove, hvori Thord laa og sov. Døren var lukket til, men Skodden var ikke for; Thord sov med Ansigtet i Vejret. Hun vækkede ham, men han drejede sig om paa Siden, da han saa, at der var kommet nogen. Hun trak da et kort Sværd og stak efter Thord og gav ham store Saar, dels paa den højre Arm og dels i Brystet; og hun stødte saa haardt til, at Sværdet gik helt ned i Sengen. Derpaa gik hun bort, hen til sin Hest, sprang op paa den og red bort. Thord vilde springe op, da han blev saaret, men kunde ikke, da han blev mattet ved Blodtabet. Herved vaagnede Osvif og spurgte, hvad der var paa Færde; men Thord svarede, at han var bleven saaret. Osvif spurgte, om han vidste, hvem der havde gjort det, og stod op og forbandt hans Saar. Thord svarede, at han troede, at Aud havde gjort det. Osvif bød sig da til at ride efter hende, thi hun havde nok kun faa Mænd med sig, saa man vilde kunne faa hende straffet; men Thord modsatte sig og sagde, hun havde ikke gjort andet, end hvad hun burde. Aud kom hjem ved Solopgang, hvorpaa Brødrene spurgte hende, hvor hun havde været henne. Hun svarede, at hun havde været paa Lauge, og fortalte, hvad der var hændt. De syntes godt derom, men mente, at hun ikke havde gjort nok af det. Thord laa længe af sine Saar; de paa Brystet lægedes, men Armen vilde ikke komme sig.

Om Vinteren var det nu roligt, men om Foraaret kom Thords Moder Ingun fra Skalmarnæs, og han tog vel imod hende. Hun sagde, at hun vilde give sig under Thords Værn, thi Kotkel og hans Kone og Sønner gjorde det utaaleligt for hende ved Plyndring og Trolddom og havde megen Hjælp af Halsten Gode. Thord paatog sig straks denne Sag og sagde, at han skulde faa Ret over de Tyve, selv om Halsten var paa deres Side; og han gjorde sig straks rede til selvtiende at drage af Sted. Ingun drog ogsaa med ham; han havde en Færge fra Tjaldenæs (74) og sejlede til Skalmarnæs. Alt det Løsøre, hans Moder havde der, lod han føre til Skibs, men Faarene skulde drives langs med Stranden; de var tolv paa Baaden, medregnet Ingun og en anden Kvinde. Thord kom til Kotkels Gaard, men dennes Sønner var ikke hjemme. Han stævnede da Kotkel, Grima og deres Sønner for Tyveri og Trolddom og gjorde Paastand paa Skovgangsstraf for dem; han stævnede Sagen til Altinget og gik saa atter om Bord. Da kom Halbjørn og Stigande hjem, medens Thord endnu ikke var kommen langt fra Land. De blev rasende, da de hørte hvad der var hændt, og sagde, at ingen endnu havde vovet sig i aabenbar Strid med dem. Derpaa lod Kotkel gøre et stort Sejdlad (75) hvilket de alle steg op paa og kvad deres ramme Galdresange. Da opkom et stærkt Uvejr; Thord Ingunsen og hans Ledsagere mærkede snart, at Vejret var gjort imod ham. Skibet blev drevet vester for Skalmarnæs. Thord viste megen Raskhed, og Folk paa Landet saa, hvorledes han kastede alle Ting undtagen Menneskene over Bord, og de ventede, at han snart vilde komme til Land, da han allerede var kommen over de farligste Skær. Men nu rejste sig kort fra Land en saadan Bølge, at ingen kunde mindes at have set dens Lige, hvilken slog Skibet saaledes, at det vendte Kølen i Vejret. Thord druknede med alle sine Ledsagere [c. 993], og Skibet splintredes; Ligene drev til Land og blev højlagt paa et Sted, som siden kaldtes Højnæs.


36. OM KOTKEL OG GRIMA

Denne Tidende rygtedes vide og blev ilde omtalt; det tyktes en halsløs Daad, hvem der saaledes øvede Trolddom som Kotkel og hans Slægt. Gudrun sørgede meget over Thords Død; hun var med Barn og allerede langt henne i Tiden; hun fødte en Søn, som blev vandøst og kaldet Thord.

Paa denne Tid boede Snorre Gode paa Helgefjæld; han var Osvifs Frænde og Ven, og af ham havde Gudrun og hendes Slægt megen Hjælp. Snorre kom til Gæstebud hos dem, hvor Gudrun da klagede sin Nød for ham, og han lovede at yde hende Hjælp i hendes Sag, samt tilbød at fostre hendes Søn, for at trøste hende. Dette Tilbud modtog Gudrun og sagde, at hun fæstede Lid til ham. Denne Thord blev kaldt Kat og var Fader til Stuf Skjald (76). Derefter rejste Gest Odleifsen til Halsten Gode og forelagde ham tvende Vilkaar, at han skulde jage disse Troldmænd bort, ellers vilde han dræbe dem, og det burde være sket forlængst. Halsten tænkte sig ikke længe om, og bød dem at drage bort og ikke at opholde sig vesten for Daleheden. Kotkel drog da bort med sin Familie og havde kun fire Stodheste med sig; Hingsten var sort, stor og smuk og øvet i Kamp. Om deres Færd fortælles intet, førend de kom til Thorleik Høskuldsen paa Kamsnæs; han ønskede at købe Hestene, thi han saa, det var kostelige Dyr, hvorpaa Kotkel sagde: »Jeg skal føje dig i dit Ønske; tag Hestene, men giv mig en Bopæl her i Nærheden af dig!« Thorleik svarede: »Saa bliver Hestene nok dyre, thi jeg har hørt, at man har meget imod jer her i Herredet.« De taledes nu videre ved, og Enden blev, at Thorleik tog mod Hestene og gav Kotkel Bolig paa Leidolfstad i Laksaadal; han forsynede dem ogsaa med Kvæg. Dette fik Laugemændene at vide, og Osvifs Sønner vilde straks overfalde Kotkel og hans Sønner; men Osvif mente, at man skulde overlægge Sagen med Snorre Gode og overlade det til andre; thi det vilde ikke vare længe, før Kotkels Naboer vilde faa ny Sager med dem, og det vilde, som fortjent var, mest blive til Men for Thorleik, som snart vilde tabe sine Venners Gunst. »Men derfor,« sagde han, »vil jeg ikke hindre Eder i at tilføje Kotkel al den Men, I lyster, hvis ikke andre, før tre Aar er omme, enten har jaget dem fra Herredet eller taget dem af Dage.« Deri samtykkede Gudrun og hendes Brødre. Kotkel og hans Familie tog sig ikke meget for, men de behøvede dog ikke at købe hverken Hø eller Mad; ingen der i Egnen holdt af dem, men de trøstede sig ikke til at handle ilde med dem for Thorleiks Skyld.


37. OM THORLEIK OG HRUT

Det hændte en Sommer [c. 995] paa Tinget, da Thorleik sad i sin Bod, at der kom en høj Mand ind i Boden og hilsede Thorleik, der takkede og spurgte, hvem han var. Manden svarede, han hed Eldgrim og boede i Borgefjord paa Gaarden Eldgrimstad; Gaarden ligger paa det Sted, som nu kaldes Grimsdal. Thorleik sagde, at han havde hørt tale om ham, at han var ingen fejg Mand. Eldgrim sagde: »Det er mit Ærinde hid, at jeg vil købe de kostelige Stodheste af dig, som Kotkel gav dig i Sommer.« Thorleik svarede, at de ikke var til fals. Eldgrim vedblbev: »Jeg byder dig ligesaa mange Heste for dem og Penge i Tilgift, saa at mange vil mene, at jeg tilbyder dig dobbelt Pris.« Men Thorleik svarede: »Jeg er ingen Pranger; disse Heste faar du aldrig, om du saa byder mig den tredobbelte Pris.« Eldgrim sagde: »Det er ingen Løgn, at du er en stor og egensindig Mand; jeg vil nu ønske, at du maa faa mindre for Hestene, end jeg har budet, og ikke desmindre miste dem.« Ved disse Ord blev Thorleik meget rød og sagde: »Du kommer til at anstrænge dig, Eldgrim, hvis du vil true mig Hestene fra.« Eldgrim svarede: »Du holder det vistnok for urimeligt, at du skulde bukke under for mig, men i Sommer vil jeg komme og se paa Hestene, og det vil da vise sig, hvem der saa skal eje dem.« »Gør som du har Lyst til,« sagde Thorleik, »men mød mig med lige Styrke.« Folk drog saa hjem fra Tinget, og der hørtes saa intet videre herom; men en Morgen tidlig var en Mand hos Hrut Herjolfsen paa Hrutstad gaaet ud, og da han igen kom ind, spurgte Hrut ham om Tidende, og han fortalte, at han havde set en Mand ride paa den anden Side af Vejlerne hen til det Sted, hvor Thorleiks Heste var; der steg han af og tog fat paa Hestene. Hrut spurgte, hvor Hestene da var. Huskarlen svarede, at de havde valgt sig gode Græsgange, thi de stod nede paa Hruts Eng neden for Gærdet. »Det er sandt,« sagde Hrut, »at min Frænde Thorleik ikke tager det saa nøje med Græsgangene, men det er dog næppe paa hans Bud, at Hestene er drevne bort.« Derpaa sprang Hrut op, som han var, i Skjorte og linnede Brog, kastede en graa Kappe over sig og tog en guldbeslagen Spydøkse, som Kong Harald havde givet ham, i Haanden. Han gik noget rask ud og saa, at en Mand neden for Gærdet drev Thorleiks Heste bort; han gik imod ham, og saa, at det var Eldgrim. Hrut hilste ham, men Eldgrim svarede koldt. »Hvor skal Hestene hen?« spurgte Hrut, og Eldgrim svarede: »Det vil jeg ikke skjule for dig, skønt jeg kender dit Slægtskab med Thorleik; jeg er nu kommen for at hente Hestene, saa at han aldrig skal faa dem mere, og har opfyldt, hvad jeg lovede ham paa Tinget, at jeg ikke skulde have mange Folk med mig for at tage dem.« Hrut svarede: »Det er ingen Heltedaad at tage hans Heste, medens han ligger i sin Seng og sover; vil du holde dit Løfte, saa maa du opsøge ham, førend du rider med Hestene ud af Herredet.« Eldgrim sagde: »Var du Thorleik ad, om du vil, thi du kan se, at da jeg drog hjemmefra, tænkte jeg at støde sammen med ham«; og i det samme rystede han Krogspydet, som han havde i Haanden; han havde ogsaa Hjælm paa Hovedet, var gjordet med Sværd, havde Skjold paa Siden og var iført Brynje. Hrut sagde: »Heller vil jeg bære mig anderledes ad end fare til Kamsnæs, thi jeg er noget tung til Fods; men jeg vil ikke se paa, at der ranes fra Thorleik, naar jeg kan forebygge det, skønt det ikke staar ret godt til med vort Frændskab.« »Du tænker dog vel ikke at tage Hestene fra mig?« sagde Eldgrim. »Jeg vil give dig andre Stodheste, svarede Hrut, »for at du skal give Slip paa disse, skønt de ikke er saa gode som disse.« »Det er smukt af dig, Hrut,« sagde Eldgrim; »men nu da jeg engang har faaet Thorleiks Heste i min Magt, skal du ikke rive dem fra mig hverken ved Bestikkelser eller Løfter.« »Saa frygter jeg for,« sagde Hrut, »at du vælger den Del, der vil blive til Skade for os begge.« Eldgrim vilde nu ride bort og drev Hesten frem; men da Hrut saa det, løftede han sin Økse og satte den mellem Skuldrene paa Eldgrim, saa at Brynjen brast og Øksen gik ud ved Brystet; Eldgrim faldt død ned af Hesten. Derpaa tildækkede Hrut hans Lig og red ned til Kamsnæs, hvor han fortalte Thorleik denne Tidende. Han blev vred derover og mente, at der ved denne Tildragelse var tilføjet ham megen Haan, hvorimod Hrut tyktes at have vist ham meget Venskab. Thorleik sagde, at han havde handlet af uædle Grunde, hvorfor han heller ikke skyldte ham nogen Tak derfor. Hrut svarede, at han nu kunde gøre, hvad han vilde; og de skiltes i Uvenskab. Hrut var firsindstyve Aar gammel, da han dræbte Eldgrim, og hans Anseelse voksede ved denne Gerning; men dette tjente ikke til at forhøje den i Thorleiks Øjne, der mente, at han nok selv skulde have faaet Bugt med Eldgrim, hvis han havde truffet sammen med ham, saa daarlig som det var gaaet ham over for Hrut.

Thorleik henvendte sig nu til sine Fæstere Kotkel og Grima og bad dem gøre noget, som kunde blive Hrut til Forhaanelse; og de var straks villige dertil. Kort efter drog de hjemmefra, Kotkel, Grima og deres Sønner; det var om Natten; de tog hen til Hruts Gaard og gjorde der en stor Sejd; men da de begyndte paa Trolddomssangen, kunde de, som var inde i Huset, ikke ret forstaa, hvad det havde at sige, men fager at høre var Sangen. Hrut alene forstod, hvad der var paa Færde, og paabød, at ingen maatte se ud den Nat, og at hver skulde holde sig saa vaagen, han kunde, saa vilde det ikke skade dem. Ikke des mindre faldt de alle i Søvn; Hrut var længst vaagen, men sov dog ind. Hruts Søn, Kaare, der den Gang var tolv Aar gammel, en af de mest haabefulde af hans Sønner og særdeles afholdt af Faderen, kunde næsten slet ingen Ro faa, thi Trolddommen gjaldt især ham; han sprang op og saa ud, gik henimod Sejden og faldt straks død om. Da Hrut og hans Hjemmemænd vaagnede om Morgenen, savnede han sin Søn, som man fandt liggende død kort fra Døren. Dette voldte Hrut megen Sorg, og han lod kaste Høj efter Kaare. Derpaa red han til Olaf Høskuldsen og fortalte ham denne Tidende; Olaf blev meget oprørt derover og sagde, at det ikke var vel overvejet, at de havde ladet slige Ildgerningsmænd bo i deres Nabolag, samt at Thorleik i sin Strid med Hrut havde gjort megen Uret, dog vel mere, end han egentlig havde haft i Sinde. Derpaa sagde Olaf, at de straks skulde dræbe Kotkel, hans Kone og hans Sønner, skønt det nu var vel silde. Olaf og Hrut drog af Sted med femten Mand; men da Kotkel saa Mænd komme ridende til sin Gaard, flygtede han med sin Familie op i Fjældet. Der blev Halbjørn Slibestensøje greben og en Bælg dragen over hans Hoved, og nogle blev straks satte til at bevogte ham, medens de andre forfulgte Kotkel og Grima. Disse blev grebne paa Aasen imellem Haukadal og Laksaadal, hvor de blev stenede ihjel og en Dysse gjort over dem, som kaldes Skrattevarde (77). Stigande undslap over Aasen til Haukadal og kom dem der ud af Syne. Hrut og hans Sønner tog Halbjørn og førte ham ud paa Søen; da de var komne ud fra Land, tog de Bælgen af hans Hoved og bandt ham en Sten om Halsen. Da kastede Halbjøm sine skelende Øjne mod Landet og sagde: »Det var en Ulykkesdag, da vi Frænder kom til Kamsnæs og fik med Thorleik at gøre; og det ønsker jeg,« sagde han, »at Thorleik fra nu af ikke skal faa glade Dage der, og at alle, som sætter sig paa hans Plads, der skal finde et tungt Sæde«; og dette hans onde Ønske gik ogsaa for en Del i Opfyldelse. Derpaa druknede de ham og roede tilbage til Land.

Kort efter drog Hrut til sin Frænde Olaf og sagde, at han ikke vilde lade det gaa saaledes hen med Thorleik, og bad Olaf at give sig Mænd med for at hjemsøge ham. Men Olaf svarede, at det ikke sømmede sig, at de som Frænder blev ved at strides; for Thorleik havde det ikke været heldigt; de vilde heller se at faa dem forligte; Hrut havde jo allerede ofte og længe ventet paa at faa Fred. Hrut indvendte, at det nu ikke var at tænke paa, det vilde aldrig blive godt imellem dem, og efter hans Mening vilde de ikke længe kunne bo sammen i Laksaadal. Olaf svarede: »Det vil dog ikke være raadeligt for dig, at gaa Thorleik nærmere paa Klingen, end jeg vil tillade; ellers er det at frygte for, at Høj og Dal støder sammen (78).« Hrut indsaa da nok, at derved var intet at gøre; han drog hjem, men var dog meget misfornøjet. Imidlertid blev dog alting roligt den følgende Vinter.


38. OM STIGANDE, OG THORLEIKS UDENLANDSREJSE

Om Stigande er det at sige, at han blev en af de farligste Stimænd. Der boede i Hundadalen en Mand ved Navn Thord, en rig Mand, men just ingen Helt. Det hændte sig om Sommeren i Hundadalen, at Kvæget gav mindre Mælk end ellers; men man lagde Mærke til, at Kvinden, som vogtede det, blev rig paa alle Slags Kostbarheder, og forsvandt ofte, saa ingen vidste, hvor hun var. Hende tvang nu Thord Bonde til at gaa til Bekendelse, og da hun var bleven ræd, sagde hun, at der kom en Mand til hende, en stor Mand, der saa smuk ud. Thord spurgte da, hvornaar denne Mand vilde komme til hende, og hun svarede, at hun mente, det vilde ske snart. Derpaa henvendte Thord sig til Olaf, og sagde ham, at Stigande nok ikke var langt derfra, og bad ham komme med sine Mænd, spurgte hende, hvor Stigandes Skjulested var; men hun svarede, hun vidste det ikke. Olaf lovede hende da Penge, hvis hun kunde spille Stigande i Hænderne paa dem, og de kom tilrette om Handelen. Om Dagen gik hun til sit Kvæg, og da kom Stigande til hende; hun modtog ham vel, og tilbød at kæmme hans Haar. Han lagde sit Hoved i hendes Skød, og sov snart ind; derpaa lagde hun sagte hans Hoved ned, og løb til Olaf, og sagde dem, at han var der. De for da hen til Stigande, og overlagde, at det ikke skulde gaa med ham, som med hans Broder, at han skulde se meget, som kunde blive dem til Men; de tog en Bælg og trak ham den over Hovedet. Stigande vaagnede herved, men satte sig ikke til Modværge, da her var mange mod een; der var et Hul paa Bælgen, som Stigande kom til at se igennem hen paa den anden Side af Lien; der var et smukt Stykke Land med frodigt Græs, men nu var det ligesom en Hvirvelvind foer hen over Jorden, saa at der aldrig groede Græs siden; det Sted kaldes nu Brænde (det forbrændte Sted). Derpaa stenede de Stigande ihjel, og han blev lagt i Dysse der. Olaf lønnede Pigen vel og gav hende Friheden, og hun drog hen til Hjardarholt. Halbjørn Slibestensøjes Lig dreves, noget efter at han var druknet, op af Brændingen, og blev gravet ned paa Knarrenæs; han gik ofte igen. Der var en Mand ved Navn Thorkel Skalle, der boede i Tykkeskov paa sin Fædrenegaard, en modig og stærk Mand. En Aften savnedes en Ko i Tykkeskov; Thorkel og hans Huskarl gik ud for at opsøge den. Solen var gaaet ned, men det var Maaneskin. De gik hver til sin Side, og da Thorkel stod alene, tyktes han paa een Gang i Holtet at se en Ko for sig, men det var Slibestensøje, og ingen Ko. De for løs paa hinanden, men Halbjørn veg tilbage, og da Thorkel mindst tænkte derpaa, slap han ned i Jorden af Hænderne paa ham. Derpaa tog Thorkel hjem; Huskarlen var kommen hjem, og havde fundet Koen. Siden led ingen Men af Halbjørn.

Thorbjørn Skrjup var da død, saavel som Melkorka; de ligger begge i Gravhøj i Laksaadalen, og deres Søn Lambe boede der efter dem. Han var en anset Mand, og havde meget Gods; han blev mere agtet end hans Fader for sin Moders Frænders Skyld; mellem ham og Olaf var der god Forstaaelse. Saaledes led nu den næste Vinter efter Kotkels Drab. Næste Foraar samledes Brødrene Olaf og Thorleik, og Olaf spurgte denne, om han vilde blive paa sin Gaard. Thorleik svarede ja. Olaf raadede ham da til at rejse udenlands; han vilde altid gælde for en Hædersmand, hvor han end kom hen, hvorimod der ikke kunde komme noget godt ud af, at han blev boende i Nærheden af Hrut, der selv var stærk, og hvis Sønner var overmodige Mænd, og af Striden imellem dem kunde der ikke komme noget godt. Thorleik svarede, at mod Hrut og hans Sønner kunde han vel staa sig, for deres Skyld vilde han ikke forlade Landet, men naar hans Frænde Olaf lagde Vægt derpaa, vilde han følge hans Raad, thi han havde været glad derved, da han sidst var udenlands; »og jeg ved,« sagde han, »at du vil sørge lige saa godt for min Søn Bolle, der ligger mig mest paa Hjerte, mens jeg er fraværende.« »Det gør du vel i,« sagde Olaf, »at du opfylder min Bøn; mod Bolle skal jeg vise mig herefter som hidtil, og behandle ham som mine egne Sønner.« Derpaa skiltes Brødrene med megen Kærlighed; Thorleik solgte sine Jorder og brugte Pengene til sin Udenlandsrejse; han købte et Skib, der stod oppe paa Dagverdnæs, og da alt var klart, gik han om Bord med sin Kone og andre Slægtninge. Efter en heldig Overfart kom de til Norge om Høsten; derfra drog han ned til Danmark, thi han havde ikke Lyst til at blive i Norge, hvor hans Frænder og Venner dels var døde, dels fordrevne fra Landet; derefter tog han til Gøtland. De fleste siger, at Thorleik ikke opnaaede nogen høj Alder, men han holdtes for en Hædersmand, saalænge han levede. Hermed ender vi Fortællingen om Thorleik.


39. OM KJARTAN OG BOLLE

Der blev den Gang jævnlig i Bredefjordsdale talt om Stridighederne imellem Hrut og Thorleik, og om den Tort, Hrut havde lidt af Kotkel og hans Sønner. Da vendte Osvif sig til Gudrun og hendes Brødre, og bad dem overveje, om de vilde have været bedre farne, hvis de selv havde været udsatte for slige Helvedesgerninger som Kotkels. Gudrun sagde: »Ikke er den raadløs, Fader, som kan hente Raad hos dig.«

Olaf sad nu paa sin Gaard med Hæder, og alle hans Sønner var hjemme, saavel som Bolle, deres Frænde og Fostbroder. Kjartan var den mest udmærkede af Olafs Sønner; han og Bolle holdt meget af hinanden, saa at Kjartan ingensteds tog hen, uden at Bolle fulgte med ham. Kjartan tog ofte til Kilden i Sælingsdal, og jævnlig traf det sig, at Gudrun ogsaa var der. Han holdt meget af at tale med hende, thi hun var baade forstandig og smuk og ordsnild, og det var ogsaa den almindelige Mening, at blandt alle, som den Gang voksede op, passede de to bedst for hinanden. Ogsaa mellem Olaf og Osvif var der meget Venskab; de bød hinanden til Gæstebud, og det ikke mindre tit, da de unge begyndte at holde af hinanden. Engang talte Olaf med Kjartan; »jeg ved ikke,« sagde han, »hvoraf det kommer, at jeg altid bliver saa nedslaaet, naar du tager til Lauge og taler med Gudrun; det er ikke, fordi jeg jo holder Gudrun for en fortrinlig Kvinde, og anser hende i alle Maader for et fuldkommen passende Parti for dig, men det bæres mig for, skønt jeg ikke vil spaa det, at det ikke vil gaa os ret lykkelig med hende.« Kjartan svarede, at han ikke vilde handle mod sin Faders Vilje, forsaavidt det stod til ham, men han haabede det vilde gaa bedre, end hans Fader tænkte. Han fortsatte sin vante Gang som hidtil, og Bolle tog altid med ham; saaledes led nu den Vinter.


40. KJARTAN KOMMER TIL KONG OLAF

Asgeir med Tilnavnet Ødekoll (79) boede paa Gaarden Asgeirsaa i Videdalen; han var en Søn af Audun Skøkul og var den første af sin Slægt, der kom til Island. En anden af Auduns Sønner hed Thorgrim Hærukoll (80), han var Fader til Asmund, der atter var Gretters Fader. Asgeir Ødekoll havde fem Børn: en Søn hed Audun; en anden Thorvald, hvis Datter Dalla blev gift med Biskop Isleif (81), og var Moder til Biskop Gissur (82); den tredje hed Kalv; alle var de haabefulde Mænd. Kalv Asgeirsen var den Gang paa Rejser, og holdtes for en dygtig Sømand. Asgeirs Datter Thurid var gift med Thorkel Kugge, Thord Gellers Søn. Asgeirs anden Datter hed Hrevna, den smukkeste Kvinde der paa Egnen, og meget afholdt.

Der fortælles, at Kjartan engang tog sig for at rejse sønder paa til Borg i Borgefjord, hvor hans Morbroder Thorsten Egilsen boede; Bolle var med ham, thi de kunde ikke undvære hinanden. Thorsten tog meget venligt mod Kjartan, og sagde, at det vilde være ham kærere, jo længer han blev der. Kjartan blev ogsaa en Stund paa Borg. Denne Sommer stod der et Skib oppe i Mundingen af Gufaa; det tilhørte Kalv Asgeirsen, der havde tilbragt Vinteren hos Thorsten Egilsen. Kjartan meddelte Thorsten underhaanden, at det var hans vigtigste Ærinde did, at han vilde være halvt om Købet af et Skib med Kalv, thi han agtede at drage udenlands, og han spurgte Thorsten, hvorledes han syntes om Kalv. Thorsten svarede, at det var en brav Mand, »og det er rimeligt, Frænde,« sagde han, »at du har Lyst til at kende andre Mænds Sæder; din Rejse vil vistnok paa en eller anden Maade blive mærkelig, men for dine Frænder vil der ligge megen Magt paa, hvorledes den løber af.« Kjartan mente, at det vilde gaa godt. Derpaa købte Kjartan halvt Skib hos Kalv, og de gik i Fællig med hinanden; Kjartan skulde komme til Skibet, naar ti Uger af Sommeren var forbi. Han fik Gaver til Afsked, da han tog bort fra Borg. Han og Bolle red nu hjem. Men da Olaf hørte om denne Kjartans Beslutning, tyktes ham vel, at den var noget hurtig fattet, imidlertid vilde han ikke sætte sig derimod.

Kort efter red Kjartan til Lauge, og fortalte Gudrun om sin Udenlandsrejse. »Det er et hastigt Forsæt, Kjartan!« sagde Gudrun, og lod flere Ord falde, hvoraf han nok kunde mærke, at hun ikke syntes derom. Han sagde: »Lad dette ikke mistykke dig: jeg skal se paa anden Maade at vinde dit Bifald.« »Ja, gør det,« sagde Gudrun, »thi jeg skal straks sige dig, hvad jeg ønsker.« Kjartan bad hende sige det. »Saa vil jeg,« sagde Gudrun, »rejse udenlands med dig i Sommer, og naar du tillader det, saa har du forsonet mig med, at du saa brat har bestemt dig; thi jeg elsker ikke Island.« »Det kan ikke ske,« sagde Kjartan, »dine Brødre kan ikke styre for sig selv, og din Fader er gammel, de er uden al Hjælp, naar du tager bort fra Landet; men bi paa mig i tre Aar!« Det, sagde Gudrun, kunde hun ikke love, og saaledes vilde hver sit, og dermed skiltes de; Kjartan red hjem. Om Sommeren red Olaf til Tings; Kjartan fulgtes med ham fra Hjardarholt, og skiltes fra ham i Norderaadal; derfra red han til Skibet. Hans Frænde Bolle fulgte med ham. Der var i det hele ti Islændere, som af Hengivenhed til Kjartan ikke vilde forlade ham, og med dette Følge red Kjartan til Skibet. Kalv Asgeirsen modtog dem vel. Kjartan og Bolle havde meget Gods med sig. Da nu alt var klart, sejlede de med god Bør ud af Borgefjord og kom lykkelig til Norge, hvor de styrede ind til Trøndelagen. Her hørte de, at der havde været Høvdingeskifte i Landet; Hakon Jarl var død, og Kong Olaf Trygvesen kommen i Steden, og hele Norge havde givet sig i hans Vold. Kong Olaf paabød et Trosskifte i Norge, men det mødte adskillig Modstand. Kjartan og hans Ledsagere lagde med deres Skib ind til Nidaros. Paa denne Tid var der mange Islændere i Norge, og det ansete Mænd; tre Skibe laa ved Bryggerne, alle tilhørende Islændere; det ene tilhørte Brand den Gavmilde, en Søn af Vermund Thorgrimson; det andet Halfred Vandraadeskjald; det tredje to Brødre, Bjarne og Thorhal, Sønner af Bredaa-Skegge fra Fellshverve. Alle disse Mænd vilde om Sommeren have været ud til Island, men Kongen havde nedlagt Forbud mod deres Afrejse, fordi de ikke vilde tage ved den ny Tro. Alle Islænderne modtog Kjartan vel, men især Brand, thi de havde kendt hinanden godt før. Nu overlagde Islænderne med hinanden, og blev enige om, at ville afslaa at tage ved den Tro, som Kongen paabød, og alle de forhennævnte forbandt sig dertil. Kjartan og hans Medfølgere lagde nu Skibet ved Bryggerne, og lossede og solgte deres Varer. Kong Olaf var i Byen; han hørte om Skibets Komme, og tillige at der var mange anselige Mænd om Bord.

En Dag om Høsten, da det var godt Vejr, gik Folk ud af Byen for at svømme i Aaen Nid; Kjartan og hans Folk saa dette. Han sagde da til de andre, om de ikke skulde gaa med ud at svømme, for at fornøje sig; og de gjorde det. Der var een Mand, som overgik alle de andre. Da spurgte Kjartan Bolle, om han ikke vilde prøve Svømmestyrke med denne Mand fra Byen; men Bolle sagde nej, han mente ikke han kunde staa sig. »Hvor er da din Kappelyst bleven af?« sagde Kjartan, »saa vil jeg da.« »Som du vil,« sagde Bolle. Kjartan styrtede sig da ud i Aaen og hen til den Mand, som var den bedste Svømmer, trak ham ned under Vandet og holdt ham nede en Stund. Derpaa lod Kjartan ham komme op igen, men de havde ikke længe været oppe, før hin Mand griber fat paa Kjartan og trækker ham ned, og de var nede saa længe, at Kjartan tyktes, han ikke kunde holde det ud længer. De kom atter op, men talte ikke et Ord med hinanden. Tredje Gang for de ned og var da meget længer nede; nu begyndte Kjartan at frygte for, hvorledes den Leg vilde løbe af, og aldrig syntes han, at hans Dygtighed var bleven sat paa en større Prøve. Endelig kom de da op og svømmede til Land. Da sagde Bymanden: »Hvad er du for en Mand?« Kjartan sagde sit Navn. Bymanden blev ved: »Du er en god Svømmer; er du ligesaa dygtig i andre Idrætter?« Kjartan svarede, men noget sent: »Da jeg var paa Island, gik Ordet, at mine andre Kunster ikke var ringere, men nu har det ikke meget at sige med denne.« »Det gør ogsaa noget til Sagen,« sagde Bymanden, »med hvem du har at gøre; hvorfor spørger du mig ikke om noget?« Kjartan svarede: »Jeg bryder mig ikke om at vide, hvem du er.« »Man maa tilstaa,« sagde Bymanden, »at du er en dygtig Mand, men du lader ogsaa stolt nok; ikke des mindre skal du vide mit Navn, og med hvem du har prøvet Styrke i Svømning; jeg er Kong Olaf Tryggvesen.« Kjartan svarede ikke og vendte sig straks for at gaa bort, som han var, uden Kappe; han havde en rød Skarlagens Kjortel paa. Kongen var da næsten paaklædt; han kaldte paa Kjartan og sagde, at han ikke skulde gaa saa snart. Kjartan vendte da om, dog noget sent. Da tog Kongen en god Kappe af sine Skuldre og gav Kjartan den, idet han sagde, at han ikke skulde gaa tilbage til sine Mænd uden Kappe. Kjartan takkede Kongen for Gaven og gik til sine Mænd og viste dem Kappen. Hans Mænd syntes ikke godt derom; de mente, at Kjartan havde givet sig for meget i Kongens Vold. Derefter skete intet videre.

Om Høsten blev det haardt Vejr, megen Frost og Kulde. Hedningene sagde, at det ikke var underligt, at Vejret blev saa slet, thi det var en Følge af Kongens ny Paafund og denne ny Skik, som vakte Gudernes Vrede. Islænderne var alle sammen om Vinteren i Byen, og Kjartan udmærkede sig mest iblandt dem. Vejret blev bedre, og mange kom til Byen efter Kong Olafs Bud. Der var en Del, som havde taget ved Kristendommen i Trondhjem, men langt flere var dog imod den. En Dag holdt Kongen Ting i Byen ude paa Øren, og talte for Troen i et langt og veltalende Foredrag. Trønderne derimod havde samlet en Hær og bød Kongen et Slag; men han bad dem tænke paa, at han før havde stredet mod større Overmagt end nogle Torpere (83) i Trondhjem. Dette satte Skræk i Bønderne, som nu overgav alt i Kongens Vold, og ved denne Lejlighed lod en Mængde sig døbe, hvorpaa Tinget blev opløst. Samme Dags Aften sendte Kongen nogle Mænd til Islændernes Herberge for at lægge Mærke til, hvad de talede sammen. De gjorde saa, og hørte, at der var megen Larm blandt de fremmede. Da tog Kjartan til Orde og sagde til Bolle: »Hvor stor Lyst har du, Frænde, til at tage ved den Tro, Kongen byder?« »Ingen,« svarede Bolle, »thi mig tykkes deres Skik blødagtig.« »Synes I ikke, vedblev Kjartan, »at Kongen udstødte Trusler mod dem, der ikke vilde underkaste sig hans Vilje?« »Visselig,« sagde Bolle, »lagde han ingen Skjul derpaa, at han vilde tilføje dem megen Ulykke.« »Jeg,« sagde Kjartan, »vil ikke lade mig kue af nogen, saa længe jeg kan staa paa mine Fødder og bruge mine Vaaben; og det tykkes mig fejgt, at tages som et Lam af Folden eller en Ræv af Fælden; da tykkes det mig et langt bedre Kaar, naar en Mand dog skal dø, først at udføre noget, som længe efter kan mindes.« »Hvad vil du da gøre?« sagde Bolle. »Det vil jeg ikke lægge Dølgsmaal paa,« svarede Kjartan, »jeg vil brænde Kongen inde.« »Fejgt kalder jeg det ikke,« sagde Bolle, »men i mine Tanker vil det ikke have nogen Fremgang; thi Kongen har Lykke og Held med sig, og desuden er han omgivet af trofaste Vagter baade Dag og Nat.« Men Kjartan mente, at de fleste, selv om de var brave Karle, dog tabte Modet, naar det kom til Stykket; hvorimod Bolle ytrede, at det var vanskeligt at sige, hvis Mod der vilde holde længst ud; og mange mente, at al denne Snak var unyttig Tale. Da Kongens Mænd nu havde givet Agt paa alt dette, drog de bort og fortalte Kongen hele Samtalen. Morgenen efter vilde Kongen holde Ting, hvortil ogsaa alle Islænderne blev stævnede at møde; og da Tinget var sat, stod Kongen op og takkede de Mænd for deres Møde, som vilde være hans Venner og havde taget ved Troen. Derpaa kaldte han Islænderne til sig, og spurgte, om de vilde lade sig døbe; de ytrede kun liden Lyst dertil. Kongen sagde, at de valgte det Kaar, som vilde blive dem mest til Skade; »men hvem af Eder,« sagde han, »fandt det raadeligst at brænde mig inde?« Da svarede Kjartan: »I tænker vel, at den Mand, som har sagt det, ikke har Mod til at vedstaa det; men her ser du Manden.« »Se dig kan jeg,« sagde Kongen, »og det er ikke Smaating, du vil gøre; men det er ikke faldet i din Lod at raade for min Død, og jeg kunde have Grund nok til at sørge for, at du ikke skulde true med at indebrænde flere Konger. Da jeg imidlertid ikke ved, om dit Hjerte svarer til dine Ord, men du dog mandig har vedgaaet dem, saa vil jeg ikke for denne Sags Skyld tage dig af Dage; maaske du ogsaa vil holde saa meget des fastere ved Troen, jo mere du taler imod den, end andre; jeg skønner ogsaa, at ikke blot eet Skibs Mandskab vil tage ved den paa samme Dag, som du gør det uden at tvinges dertil; ligeledes vil dine Frænder og Venner lægge megen Vægt paa, hvad du fremstiller for dem, naar du kommer ud til Island; det bæres mig ogsaa for, Kjartan, at du vil have bedre Tro, naar du sejler fra Norge, end da du kom hid. Far nu bort i Fred og Ro fra dette Møde, jeg skal ikke tvinge Eder til at tage ved Kristendommen denne Gang, thi Gud siger saa, at han ikke vil nødtvungen Mands Tjeneste.« Kongens Tale vandt meget Bifald, især hos de Kristne; men Hedningene overdrog Kjartan, at han skulde svare, som han vilde. Da sagde Kjartan: »Vi vil takke Eder, Konge, at I giver os god Fred; paa denne Maade vil I snarest faa os til at tage ved Troen, naar I eftergiver os alle svare Brøder og behandler os med Mildhed just paa den Dag, da I har vort Liv i Eders Haand; jeg for mit Vedkommende agter at tage ved Troen i Norge saaledes, at jeg næste Vinter, naar jeg kommer til Island, bryder mig lidet om Thor.« Da sagde Kongen med et Smil: »Det er kendeligt nok paa Kjartans Udseende, at han har mere Lid til sin egen Styrke og sine Vaaben, end til Thor og Odin.« Derpaa opløstes Tinget. Mange Mænd æggede Kongen til, da nogen Tid var gaaet, at han skulde tvinge Kjartan og de andre Islændere til at tage ved Troen, og fandt det uraadeligt at have saa mange hedenske Mænd i sin Nærhed; men Kongen svarede vredt, at der var kristne Mænd, der ikke havde saa gode Sæder som Kjartan og hans Følge, og slige Mænd skulde man lede længe efter. Denne Vinter lod Kongen mange nyttige Arbejder udføre; han lod en Kirke bygge og Købstaden meget udvide; Kirken blev færdig i Julen. Da sagde Kjartan, at de skulde gaa saa nær hen til Kirken, at de kunde se de Kristnes Adfærd; dette gik mange ind paa og mente, det vilde være en god Tidsfordriv. Kjartan gik da med sine Følgesvende samt Bolle, ogsaa Halfred var med og mange andre Islændere. Kongen holdt en lang og god Tale, hvori han opfordrede til at tage ved Troen, og de Kristne gav den meget Bifald; men da Kjartan med de andre var komne tilbage til deres Herberge, blev der megen Omtale om, hvorledes de havde syntes om Kongen paa denne Dag, som de Kristne holder for en af deres største Højtider; »thi Kongen sagde,« ytrede de, »saa at vi kunde høre det, at i denne Nat var den Høvding født, paa hvem vi skulde tro, hvis vi vilde lyde Kongens Bud.« Kjartan sagde: »Den første Gang jeg saa Kongen, syntes jeg saa godt om ham, at jeg straks indsaa, at det var en udmærket Mand, og hver Gang jeg har set ham paa Mandemøder, er jeg bleven styrket i min Mening; men allerbedst syntes jeg dog om ham i Dag. Det vil uden Tvivl være vor egen Velfærd, at vi tror, at den Gud, som Kongen forkynder, er den sande; og Kongen selv kan ikke være ivrigere efter, at jeg skal tage ved Troen, end jeg er efter at lade mig døbe; der er heller ikke andet, der hindrer mig fra straks at gaa til Kongen, end at det er saa langt henne paa Dagen, Kongen maa være gaaet til Bords, og der vil gaa en Tid med, naar alle vi lader os døbe.« Bolle sluttede sig til hans Ord og bad Kjartan ene raade for denne Sag. Denne Samtale blev forebragt Kongen, endnu førend Bordene blev borttagne, thi han havde sin tro Mand i hvert af Hedningenes Herberger. Han blev meget glad derover, og sagde: »Kjartan sander nu Ordsproget, at Højtider bringer Held«; og straks om Morgenen tidlig, da Kongen gik til Kirke, mødte Kjartan ham paa Gaden med et stort Følge. Kjartan hilste Kongen og sagde, at han havde et vigtigt Ærinde til ham. Kongen svarede venlig paa hans Hilsen og sagde, at han nok vidste Indholdet deraf, og at der intet vilde være i Vejen; hvorpaa Kjartan bad dem, straks at se sig om efter Vand, og sagde, at der vilde behøves en Del. Smilende svarede Kongen, at det skulde ingen Vanskelighed have, om han end forlangte endnu mere. Derpaa blev Kjartan og Bolle døbte samt alle deres Skibsfolk og en stor Mængde andre Mænd, det var den anden Dag i Julen før Messen. Derefter bød Kongen Kjartan og hans Frænde Bolle til sit Julegæstebud. De fleste siger ogsaa, at Kjartan skal være bleven Kongen haandgangen den Dag, da han aflagde de hvide Klæder (84), og ligeledes Bolle. Halfred blev ikke døbt den Dag, thi han vilde kun paa det Vilkaar, at Kongen selv skulde staa Fadder til ham; dette gjorde Kongen den næste Dag. Kjartan og Bolle blev hos Kong Olaf Resten af Vinteren. Kongen agtede Kjartan frem for alle Mænd for hans Æts og Dygtigheds Skyld, og alle siger, at han var saa afholdt der, at han blandt Hirdmændene ikke havde en eneste Avindsmand. Ogsaa Bolle stod i megen Anseelse. Vinteren led, og om Foraaret lavede Folk sig til at rejse, hver hvor de stundede hen.


41. BOLLE VENDER TILBAGE TIL ISLAND

Kalv Asgeirsen gik hen til Kjartan og spurgte ham, hvad han havde tænkt paa at gøre den Sommer. Han svarede, at han helst saa, de skulde sejle med deres Skib til England, hvor der var godt Købstævne for Kristne; men han vilde dog først tale med Kongen, thi sidst, da de talte derom, syntes Kongen ikke ret om hans Bortrejse. Kalv gik bort, og Kjartan gik for Kongen, der modtog ham venlig og spurgte, hvad han havde talt om med sin Kammerat. Kjartan sagde, hvad de havde tænkt paa, men nu var det hans Ærinde at bede Kongen om Orlov til Rejsen. Men Kongen svarede, at han helst saa, at Kjartan skulde tage ud til Island om Sommeren og med Magt eller gode Ord bringe Folk der til at tage ved Kristendommen; men forekom denne Rejse ham farlig, saa vilde han ingenlunde lade ham tage bort; han fandt det nemlig mere passende for Kjartan at tjene fyrstelige Mænd end at blive Købmand. Kjartan foretrak heller at blive hos Kongen end at drage til Island og der forkynde Troen; han vilde nemlig ikke indlade sig i nogen Strid med sine Frænder; det var ogsaa rimeligt, at hans Fader og andre Høvdinger, der var hans nære Frænder, ikke vilde vise sig genstridige mod Kongens Bud, naar han var i Kongens Vold i gode Kaar. Kongen fandt, at dette var vel tænkt og ædelmodigt. Han gav Kjartan en hel ny Skarlagens Klædning, der passede ham godt, thi man siger, at de skal have været lige store, Kong Olaf og Kjartan, naar de gik under Maal. Kong Olaf sendte sin Hirdpræst Thangbrand til Island; han kom med sit Skib i Alftefjorden og var hos Sidu-Hall om Vinteren paa Thvottaa, og forkyndte Troen baade med venlige Ord og haarde Revselser. To Mænd, som især modsatte sig ham, slog han ihjel. Hall tog ved Troen om Foraaret og blev døbt Lørdagen før Paaske tilligemed alle hans Husfolk, og da lod Gissur Hvide, Hjalte Skeggesen og mange andre Høvdinger sig ligeledes døbe; men der var dog mange flere, som modsatte sig, og der opkom haard Strid mellem Hedningene og de Kristne; ja, Høvdingerne overlagde endog med hverandre, at de vilde dræbe Thangbrand og alle dem, der ydede ham Understøttelse. For denne Ufreds Skyld flygtede Thangbrand til Norge og kom til Kong Olaf, fortalte, hvorledes det var gaaet ham, og ytrede, at han ikke troede Kristendommen vilde have nogen Fremgang paa Island. Herover blev Kongen meget vred og sagde, at det skulde mange Islændere komme til at undgælde, hvis de ikke viste sig føjeligere. Den samme Sommer blev Hjalte Skeggesen dømt til Landflygtighed for Gudsbespottelse; det var Runolf Ulfsen, der boede i Dal under Øfjældene, en meget stor Høvding, der sagsøgte ham. Den Sommer drog ogsaa Gissur udenlands, og med ham fulgte Hjalte; de landede i Norge og drog straks til Kong Olaf. Kongen tog vel imod dem, roste deres Færd, og tilbød dem at blive hos sig, hvilket de modtog. Runolf fra Dals Søn Sverting havde om Vinteren været i Norge, og vilde ud til Island om Sommeren; hans Skib laa sejlklart ved Bryggerne og ventede paa Bør. Men Kongen forbød hans Bortrejse og sagde, at intet Skib skulde gaa til Island den Sommer. Sverting gik til Kongen, talte sin Sag det bedste han kunde og gjorde opmærksom paa, hvor meget det var ham om at gøre, at Skibet ikke igen skulde udlosses; men Kongen blev vred og svarede, at det var godt, en Blotmands (85) Søn blev der, hvor han ikke havde Lyst til at være, saa Sverting kom ingensteds. Denne Vinter forefaldt ellers intet mærkeligt.

Sommeren efter sendte Kongen Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen til Island for paany at forkynde Troen, og holdt fire Mand tilbage som Gisler; nemlig Kjartan Olafsen, Gudmund den Mægtiges Søn Haldor, Thord Frøjs-Godes Søn Kolben og nysnævnte Sverting. Da gjorde ogsaa Bolle sig rede til at drage med Gissur og Hjalte. Han opsøgte da sin Frænde Kjartan og sagde: »Nu er jeg færdig til at rejse, men vilde vente paa dig næste Vinter, hvis du til Sommer kan rive dig bedre løs end nu; men saa vidt jeg kan skønne, vil Kongen ingenlunde lade dig rejse, og vistnok vil du finde liden Moro paa Island, nu da du saa jævnlig sidder og taler med Kongens Søster Ingeborg.« Hun opholdt sig den Gang ved Kong Olafs Hird, og var den smukkeste Kvinde i Landet. Kjartan svarede: »Kom ikke med saadan Snak, men bring vore Frænder og Venner min Hilsen!«


42. OM BOLLE OG GUDRUN

Derefter skiltes Kjartan og Bolle. Gissur og Hjalte sejlede fra Norge og havde en heldig Rejse. De kom ved Tingtiden (86) til Vestmannaøerne og satte over til Fastlandet, hvor de holdt Møder og Raadslagninger med deres Frænder. Derpaa tog de til Altinget og talte for Troen i en lang og dygtig Tale; og da blev Kristendommen vedtaget paa Island. Bolle red bort fra Tinget til Hjardarholt med sin Frænde Olaf, der modtog ham med Venskab. Efter at han en Stund havde været hjemme, red han til Lauge for at fornøje sig, og blev ligeledes her vel modtaget. Gudrun spurgte ham nøje ud om hans Rejser og dernæst til Kjartan. Bolle svarede villig paa alt, hvad Gudrun spurgte om, og sagde, at der var intet mærkeligt ved hans Rejser; men hvad Kjartan angik, da kunde man med Sandhed prise hans Lykke; thi han var ved Kong Olafs Hird og var i større Agt og Ære end nogen anden Mand; »og det skal ikke undre mig,« sagde han, »om vi her i Landet i de første Aar kun faa liden Glæde af ham selv.« Gudrun spurgte, om der da var andet, der fængslede ham, end Kongens Venskab. Hertil sagde Bolle, at det var i alles Munde, hvilket Venskab der var mellem Kjartan og Kongens Søster Ingeborg, og han troede næsten, at Kongen heller vilde give ham Ingeborg til Ægte end lade ham fare bort, naar et af to skulde være. Gudrun svarede, at det var en glædelig Tidende, Kjartan fortjente at faa en god Kone; og dermed lod hun Talen falde og gik bort helt rød i Hovedet; men andre tænkte ved sig selv, at denne Tidende var hende dog nok ikke saa glædelig, som hun lod til. Bolle var hjemme paa Hjardarholt om Sommeren, og havde vundet megen Hæder ved denne Rejse, og alle hans Frænder og Kendinger syntes godt om hans raske Færd. Han havde ogsaa bragt meget Gods ud med sig. Han kom ofte til Lauge og gav sig i Tale med Gudrun. Engang spurgte han hende, hvad hun vilde svare, hvis han bejlede til hende. Gudrun svarede hurtig: »Tal ikke om sligt, Bolle! Jeg vil ikke gifte mig med nogen Mand, saa længe jeg hører, at Kjartan er i Live.« »Saa tænker jeg,« sagde Bolle, »at du kommer til at sidde adskillige Aar ugift, hvis du skal bie efter Kjartan; han havde god Lejlighed til at lade nogle Ord falde til mig derom, hvis det laa ham paa Hjerte.« De skiftede endnu nogle Ord herom og var hver af sin Mening. Derpaa red Bolle hjem.


43. BOLLE ÆGTER GUDRUN

Noget efter talte Bolle med sin Frænde Olaf, og sagde: »Det er nu kommet saa vidt, Frænde, at jeg har Lyst til at have mit eget Hus og tage mig en Kone; jeg har nu Alder og Modenhed dertil, og til denne Sag beder jeg om din Hjælp i Ord og Daad; thi de fleste Mænd her vil lægge Vægt paa dine Ord.« »De fleste Kvinder,« sagde Olaf, »vil vist være tjente med en Mand som dig; men du har vel ikke bragt dette paa Bane, hvis du ikke allerede havde nogen for Øje.« Bolle svarede: »Jeg tænker ikke at bejle til nogen Kvinde uden for denne Egn, da her er gode Partier i Nærheden; jeg vil bejle til Gudrun Osvifsdatter, der nu er en af de berømteste Kvinder.« »Det er en Sag,« sagde Olaf, »som jeg ingen Del vil have i; du ved ligesaa godt som jeg, Bolle, hvilken Omtale der var om Kærligheden mellem Kjartan og Gudrun; men er det dig saa meget om at gøre, saa vil jeg ingen Hindring lægge dig i Vejen, naar I selv kan blive enige. Har du talt noget til Gudrun derom?« Bolle svarede, at han havde slaaet derpaa, men det lod ikke til, hun syntes ret derom; imidlertid mente han, at Osvifs Stemme her vilde være den vigtigste. Olaf overlod ham at handle heri, som han selv vilde. Ikke ret længe efter red Bolle hjemmefra tilligemed Olafs Sønner, Haldor og Stenthor; de var i alt tolv Mænd, og red til Lauge, hvor Osvif og hans Sønner tog vel imod dem. Bolle bad om en Samtale med Osvif, og kom frem med sit Frieri og bejlede til hans Datter Gudrun; men Osvif svarede saaledes: »Du ved selv, Bolle, at Gudrun er Enke, og altsaa maa svare for sig selv, men jeg vil raade til Partiet.« Osvif gik nu hen til Gudrun og sagde til hende, at her var nu Bolle Thorleiksen kommen og bejlede til hende; hun maatte selv svare i denne Sag; men for sit Vedkommende maatte han sige, at Bolle ikke burde have noget Afslag, hvis han skulde raade. Gudrun svarede: »Meget hurtig afgør du denne Sag; Bolle har rigtignok engang talt til mig derom, men da slog jeg det hen, og af samme Tanker er jeg endnu.« Da sagde Osvif: »Da vil mange sige, at du handler mere af Hovmod end med Eftertanke, hvis du siger nej til en saadan Mand som Bolle; men saa længe jeg lever, skal jeg have Forsorg for mine Børn i de Ting, hvori jeg har større Indsigt end de;« og da Osvif tog Sagen saa tvært, saa stred Gudrun ikke længer imod, skønt hun i alle Maader nødig vilde dertil. Osvifs Sønner syntes godt om Partiet, da de ventede sig megen Fordel af Svogerskabet med Bolle; og kort at fortælle, saa blev det Enden derpaa, at Trolovelsen fandt Sted, og Bryllupsgildet blev fastsat til Vinterens Begyndelse. Derpaa red Bolle hjem til Hjardarholt og fortalte Olaf, hvad der var afgjort om Giftermaalet, hvortil han ikke svarede synderlig. Bolle var nu hjemme, til han skulde til Gildet. Han indbød sin Frænde Olaf, men denne havde ingen Lyst dertil; dog tog han med efter Bolles Bønner. Gildet blev holdt med Pragt paa Lauge, og Bolle blev der om Vinteren. Fra Gudruns Side var Forstaaelsen just ikke den bedste.

Da Sommeren kom, begyndte Skibsfarten igen imellem Landene; og da fik man i Norge Tidende fra Island, at det var ganske kristnet. Derover blev Kong Olaf meget glad og gav alle de Islændere, som han havde haft til Gisler, Lov til at fare hvorhen de vilde. Kjartan svarede og takkede paa de andres Vegne; thi han var Formand for alle dem, der havde været Gisler, og sagde, at de vilde da samme Sommer tage ud til Island. Hertil svarede Kong Olaf: »Vi vil ikke tage vore Ord tilbage, Kjartan, skønt jeg med dem mere mente de andre end dig; thi vi holder for, Kjartan, at du snarere har levet her som en Ven end som Gissel, og jeg vilde ønske, at din Hu ikke stod saa meget til Island, skønt du der har gæve Frænder; thi det vil kun staa til dig selv at indgaa et Giftermaal i Norge, som du ikke vil faa Mage til paa Island.« Kjartan svarede: »Vor Herre lønne Eder for al den Hæder, I har vist mig, siden jeg kom i Eders Vold; men jeg haaber, I giver ligesaa vel mig Orlov, som de andre Mænd, I har holdt her tilbage en Stund.« Kongen sagde ja, men tilføjede, at han blandt Mænd, der ej var højbaarne, vanskelig vilde finde Kjartans Lige.

Denne Vinter havde Kalv Asgeirsen tilbragt i Norge; Høsten før var han kommen fra England med sit og Kjartans Skib og deres Handelsvarer. Da nu Kjartan havde faaet Orlov til at rejse til Island, gjorde de sig rede til Rejsen, og da Skibet var sejlklart, gik Kjartan til Kongens Søster Ingeborg. Hun hilste ham venlig, gav ham Plads at sidde hos sig, og de begyndte en Samtale; Kjartan fortalte da Ingeborg, at han nu var rede til at drage til Island. »Heri, Kjartan,« svarede hun, »har du nok mere fulgt dit eget Sind end andres Opmuntringer;« og derefter skiftede de kun faa Ord med hinanden. Ved denne Lejlighed tog Ingeborg en Æske, der stod hos hende, og tog ud af den et hvidt guldvævet Hovedlin, som hun gav Kjartan, idet hun sagde, at det vilde være passende til at pryde Gudrun Osvifsdatters Hoved. »Giv hende det til Bænkegave (87),« sagde hun, »de islandske Kvinder skal dog se, at den Kvinde, du samtalede med i Norge, ikke er af Trælleæt.« Uden om dette Smykke var der en Fløjelspose til at gemme det i, og det var i det hele et kosteligt Stykke. »Jeg vil ikke følge dig ud,« sagde Ingeborg, »far nu vel!« Derpaa stod Kjartan op og kyssede Ingeborg, og man troede for vist, at det var tungt for dem at skilles (88). Kjartan gik nu bort og hen til Kongen, og sagde ham, at han var rede til at drage bort. Kong Olaf fulgte ham til Skibet med en stor Mængde, og da de kom hen til det Sted, hvor Skibet laa, hvor der kun var een Brygge paa Landet, tog Kongen saaledes til Orde: »Her er et Sværd, Kjartan, som du skal have til Afsked; lad dette Vaaben følge dig, thi jeg haaber, at Vaaben ingen Skade vil gøre dig, saa længe du bærer dette Sværd.« Det var en dyrebar og kunstig forarbejdet Kostbarhed. Kjartan takkede Kongen med fagre Ord for al den Hæder og Ære, han havde vist ham, medens han havde været i Norge. Da sagde Kongen: »Det vil jeg bede dig om, Kjartan, at du holder fast ved din Tro.« Derpaa skiltes de med megen Kærlighed. Kjartan gik ud paa Skibet; Kongen saa efter ham og sagde: »Svære Tilskikkelser forestaar Kjartan og hans Slægt, og stor Sorg er det, hvor vanskeligt det er at forebygge Menneskets Skæbne.«


44. KJARTAN KOMMER HJEM

Kjartan og Kalv sejlede nu til Havs [1001]; de havde god Bør og var i kort Tid paa Søen; de kom til Hvidaa i Borgefjord; det var en Tidende, der spurgtes vide, at Kjartan var kommen hjem. Hans Fader Olaf og hans andre Frænder blev meget glade. Olaf red straks fra Dalene sønder paa til Borgefjord, og det blev et glædeligt Møde mellem Fader og Søn. Olaf bød ham til sig med saa mange Mænd, som han selv vilde, og Kjartah tog derimod, idet han sagde, at han intet andet Sted vilde tage Ophold. Olaf red nu hjem igen til Hjardarholt, men Kjartan blev ved Skibet Sommeren over. Han hørte nu om Gudruns Giftermaal, og lod som han ikke brød sig derom, skønt der var mange, der før havde frygtet for dette.

Kjartans Svoger Gudmund Sølmundsen og hans Søster Thurid kom ogsaa til Skibet; ligeledes Asgeir Ødekoll for at se sin Søn Kalv, og med ham fulgte ogsaa hans Datter Hrevna, der var en særdeles smuk Kvinde. Kjartan tilbød sin Søster Thurid, at hun af deres Varer maatte faa, hvad hun havde Lyst til, og det samme sagde Kalv til Hrevna. Kalv lukkede derpaa en stor Kiste op, og bad Kvinderne komme hen til den. Nu var det den Dag blevet Storm, saa Kjartan og hans Folk løb ud for at fæste Skibet; og da de var til Ende dermed, gik de hjem til Boderne. Imidlertid havde Thurid og Hrevna taget meget op af Kisten; saa fik Hrevna fat paa Hovedlinet og bredte det ud, og begge Kvinderne talte om, hvor kosteligt det var. Saa sagde Hrevna, at hun vilde tage det paa, Thurid opmuntrede hende dertil, og Hrevna tog det paa. Kalv saa det og skændte paa dem, thi det var den eneste Ting, sagde han, som han ikke ejede i Fællig med Kjartan, og i det samme kom denne ind i Boden. Han havde hørt deres Samtale, ytrede sin Tilfredshed dermed, og sagde, der ingen Skade var sket. Hrevna sad endnu med Hovedlinet paa. Kjartan saa nøje paa hende og sagde: »Det klæder dig smukt, Hrevna, og det er nok det bedste, at jeg ejer begge Dele, baade Hovedlin og Mø.« Da sagde Hrevna: »Folk vil mene, at du ikke vil gifte dig over Hals og Hoved, men dog faa den Kvinde, du bejler til.« Han svarede, at det var det samme, hvem han fik, men længe vilde han ikke bejle forgæves til nogen. »Jeg ser,« sagde han, »at dette Hovedsæt klæder dig godt, og det er da bedst, at du bliver min Hustru.« Hrevna tog nu Linet af og gav det tilbage til Kjartan, som gemte det. Gudmund og Thurid bød Kjartan hjem til sig om Vinteren for at gæste sine Slægtninge, og han lovede at komme. Kalv Asgeirsen fulgte hjem med sin Fader. Han og Kjartan afgjorde nu deres Handel imellem sig, hvilket løb af i Fred og Venskab. Kjartan red da ogsaa bort fra Skibet hen til Dalene; de var i alt tolv Mænd, som alle blev om Vinteren paa Hjardarholt, hvor han blev gladelig modtaget af alle. Om Høsten lod han sit Gods hente fra Skibet.

Gudrun bebrejdede nu Bolle, at han ikke havde sagt Sandhed om Kjartans Hjemkomst. Han svarede, at han havde talt derom saa sandt, som han selv vidste det. For Resten rørte Gudrun ikke gerne ved denne Streng, men hendes Misfornøjelse var aabenbar, og de fleste mente, at hun endnu længtes meget efter Kjartan, skønt hun søgte at skjule det.

Olaf og Osvif holdt endnu deres gamle Skik med Gæstebud, at de nemlig skiftedes til at besøge hinanden om Høsten. Denne Høst skulde Gæstebudet være paa Lauge, saa at Olaf og Hjardholtingerne skulde rejse derhen. Da det var paa Tiden at tage af Sted, bad Olaf Kjartan at følge med; men denne svarede, at han vilde blive hjemme for at passe Gaarden. Men Olaf bad ham dog ikke saaledes at lægge sig ud med sine Frænder; »tænk paa, Kjartan,« sagde han, »at du aldrig har elsket nogen saa højt, som din Fosterbroder Bolle; det er min Vilje, at du skal tage med, og I Frænder vil ogsaa snart igen blive gode Venner, naar I mødes selv.« Kjartan opfyldte da sin Faders Bøn; han fremtog nu den Skarlagens Klædning, som Kong Olaf havde givet ham, og pyntede sig prægtig; han gjordede sig med Sværdet Kongegaven, havde en guldbelagt Hjælm paa Hovedet og et rødt Skjold paa Siden, i hvilket der var et helligt Kors af Guld; i Haanden havde han et Spyd med guldbeslaaet Fal. Alle hans Mænd var i farvede Klæder; de var i alt en tredive Mand. De red nu fra deres Hjem Hjardarholt til Lauge, hvor en stor Mængde Gæster var samlede.


45. OM KJARTAN OG BOLLE

Bolle og Osvifs Sønner gik Olaf og hans Medfølgere i Møde og hilste dem. Bolle gik hen til Kjartan og kyssede ham. Kjartan tog mod hans Hilsen; og derpaa blev de fulgt ind. Bolle var da meget munter, og ligeledes Olaf, men Kjartan viste ret stor Kulde. Gildet løb for Resten vel af. Bolle ejede nogle Stodheste, som holdtes for fortrinlige i sit Slags; Hingsten var stor, smuk, og havde aldrig svigtet i nogen Kamp; den var hvid af Farve, med røde Øren og Top, og med den fulgte tre Hopper af samme Farve. Disse Heste vilde Bolle give Kjartan, men denne svarede, at han ikke gav sig af med Heste, og vilde ikke modtage Gaven. Skønt Olaf bad ham tage mod Hestene som en af de anseligste Gaver, sagde han rent ud nej, saa de skiltes med liden Venlighed. Hjardholtingerne red hjem, og for det første var alting roligt. Kjartan var meget stille om Vinteren, og talte sjælden med nogen, hvad Olaf tog sig meget nær.

Om Vinteren efter Julen drog Kjartan med en tolv Mand hjemmefra og agtede sig nord paa til Asbjørnsnæs i Videdalen, hvor han blev modtaget med største Kærlighed; der var prægtige Boliger. Gudmunds Søn Hall var da en Snes Aar gammel og slægtede meget Laksdølerne paa, saa der skal ikke have været en raskere Mand i hele Nordfjerdingen. Han tog meget venlig mod sin Frænde Kjartan, og der blev straks indrettet Lege paa Asbjørnsnæs, hvortil man samlede sig vide fra Herrederne; der kom Folk fra Videdal og Midfjord, fra Vatnsnæs og fra Vatnsdal og helt ude fra Langedal. saa der blev en meget stor Forsamling; og alle talte de om, hvor udmærket Kjartan var fremfor alle de andre. Nu blev alt ordnet til Legen, som Hall forestod. Han indbød ogsaa Kjartan dertil, og sagde: »Vi ønsker, Frænde, at du ogsaa heri vil vise din Dannished.« Kjartan svarede, at han i den senere Tid kun havde givet sig lidet af med Lege, thi hos Kong Olaf havde man andre Ting for, men han vilde dog ikke sige nej. Han lavede sig da til Legen, og mod ham blev stillede de stærkeste Mænd; saaledes legede man om Dagen, men ingen lignede Kjartan i Styrke og Smidighed. Og om Aftenen, da Legen var endt, stod Hall Gudmundsen op og sagde: »Det er min Faders Bud og Ønske, at alle de Mænd, som langvejs fra er komne hid, vil blive her i Nat for at begynde Moroen igen i Morgen.« Dette fandt alle var et højmodigt Tilbud. Kalv Asgeirsen var ogsaa kommen, og mellem ham og Kjartan herskede største Fortrolighed; ogsaa hans Søster Hrevna var der i al sin Stads. I det hele var der om Natten over et Hundrede Mennesker mere paa Gaarden end ellers. Næste Dag blev de atter inddelte til Legen, men da sad Kjartan og saa til. Hans Søster Thurid gik hen, gav sig i Tale med ham og sagde: »Man har sagt mig, Frænde, at du har været meget stille i Vinter, og man mener, at det er endnu for Sorg over Gudrun; og det slutter man deraf, at det ikke vil komme til nogen god Forstaaelse imellem dig og din Frænde Bolle, trods den store Kærlighed, der alle Stunder har været imellem Eder. Gør nu saa vel og høvisk, at du ikke tager dig dette nær, og und din Frænde sit gode Giftermaal; os tykkes det raadeligst, at du giftede dig, saaledes som du talte om forrige Sommer. Vel er det intet lige Parti med Hrevna, thi et saadant Parti vil du ikke finde her i Landet; men hendes Fader Asgeir er en gæv og storættet Mand; det skorter ham heller ikke paa Gods til at forskønne dette Giftermaal; hans anden Datter er gift med en mægtig Mand, og Kalv Asgeirsen, har du selv sagt mig, er en meget rask Mand, hvis Stilling er i alle Maader anselig. Det er mit Ønske, at du vil give dig i Tale med Hrevna, og jeg haaber, du vil finde hende lige saa forstandig som smuk.« Kjartan gav hende Bifald og roste hende, at hun saa smukt vidste at indlede en Sag. Derefter bragte man en Samtale i Stand mellem ham og Hrevna, og de talte sammen den Dag. Om Aftenen spurgte Thurid ham, hvorledes han syntes om Hrevnas Tale. Han ytrede sin Tilfredshed og sagde, at det uden Tvivl var en dygtig Kvinde, saa vidt han kunde mærke. Næste Morgen blev der sendt Bud efter Asgeir, at han skulde komme til Asbjørnsnæs, hvorpaa de gav sig til at afhandle denne Sag, og Kjartan bejlede nu til hans Datter Hrevna. Asgeir var vel fornøjet dermed, thi han var en forstandig Mand, der nok kunde indse, hvor sømmeligt dette Tilbud var; og Kalv gjorde alt sit for at bringe Sagen i Stand. Hrevna sagde heller ikke nej for sit Vedkommende, men bad sin Fader raade. Saaledes blev da Sagen bragt i fuld Gang og gjort vidnefast. Efter Kjartans Ønske, som Asgeir og Kalv ikke havde noget imod, skulde Brylluppet staa paa Hjardarholt, og der blev da fastsat Brudegilde paa Hjardarholt, naar fem Uger af Sommeren var ledne. Derefter red Kjartan hjem med store Gaver; Olaf syntes godt om denne Tidende, thi nu var Kjartan langt muntrere, end da han drog hjemme fra. Der fortælles ellers, at Kjartan fastede tørt (89) hele Fasten, og det havde ingen tidligere gjort her i Landet. Det vakte saa megen Opsigt, at han kunde leve saa længe uden Mad, at man drog langvejs fra for at se ham; og saaledes udmærkede Kjartan sig ogsaa ved anden Færd. Nu led Paasken. Saa gjorde Olaf og Kjartan Tilberedelser til et stort Gilde. Nordfra kom til den bestemte Tid Asgeir og Kalv samt Gudmund og Hall, tilsammen med et Følge af tresindstyve Mand. Kjartan havde ogsaa samlet en stor Mængde; det var et berømmeligt Gilde, thi det varede en Uge. I Brudegave gav Kjartan Hrevna Hovedlinet, en Gave, der blev meget omtalt, thi der var ingen saa erfaren eller saa rig, der nogensinde havde set eller ejet en saadan Kostbarhed; men velunderrettede Folk siger ogsaa, at der var otte Øre Guld vævet i det. Kjartan var ogsaa saa munter ved Gildet, at han skæmtede med hver Mand i sin Tale, og fortalte om sine Rejser; og dette var et Æmne, som alle Folk syntes om, thi han havde længe tjent en af de berømteste Høvdinger, Kong Olaf Tryggvesen. Da Gildet endelig var forbi, udvalgte Kjartan gode Gaver til Gudmund og Hall og andre Stormænd, saa han og hans Fader fik megen Berømmelse for dette Gilde. Kjartan og Hrevna fattede god Kærlighed for hinanden.


46. SVÆRDET KONGEGAVEN BLIVER STJAALET

Olaf og Osvif holdt deres Venskab vedlige, skønt der var Kulde imellem de yngre Folk. Denne Sommer gjorde Olaf Gæstebud en halv Maaned før Vinteren; Osvif havde ogsaa lavet til Gilde ved Vinterens Begyndelse, og de bød da hinanden til sig med saa mange Mænd, som tyktes hver mest hædrende. Osvif skulde nu først komme til Gilde hos Olaf, og indfandt sig paa den fastsatte Tid paa Hjardarholt, tilligemed Bolle og Gudrun og hans Sønner. Om Morgenen efter, da Kvinderne gik igennem Stuen, talte en af dem om, hvorledes de skulde bringes til Sæde, og det hændte sig just, at Gudrun var kommen lige overfor den Seng, hvor Kjartan plejede at sove; han var da i Færd med at klæde sig paa, og iførte sig sin røde Skarlagens Kjortel. Da sagde Kjartan til hende, der havde talt om, hvorledes Kvinderne skulde ordnes, endnu førend nogen anden havde taget Ordet: »Hrevna skal sidde i Højsædet og i alle Henseender nyde den største Ære, saa længe jeg er i Live.« Men ellers havde Gudrun altid siddet i Højsædet, baade paa Hjardarholt og andre Steder; da hun nu hørte Kjartans Ord, saa hun vist paa ham og skiftede Farve, men svarede ikke noget. Næste Dag talte Gudrun med Hrevna om, at hun skulde tage Linet paa og vise Folk den største Kostbarhed, der var kommen til Island. Kjartan, der var tilstede, skønt han ikke stod lige derved, hørte Gudruns Ord, og førend Hrevna kunde komme til at svare, sagde han: »Hun skal ikke pynte sig med Hovedlinet ved dette Gilde, thi jeg lægger mere Vægt paa, at Hrevna ejer det kostbareste Smykke, end at det her skal tjene til Øjenslyst for Gildesfolkene.« Høstgildet hos Olaf skulde vare en Uge. Næste Dag igen talte Gudrun underhaanden med Hrevna, at hun dog skulde vise hende Linet, og hun lovede det. De gik da Dagen efter hen til det Udebur, hvor Kostbarhederne var; Hrevna lukkede en Kiste op, tog den kostelig vævede Pose frem og tog Linet ud af Posen og viste Gudrun det. Hun foldede Linet ud og saa paa det en Stund, og hverken lastede eller roste det med et Ord; hvorpaa Hrevna gemte Linet igen, og de gik tilbage til deres Sæde i Stuen.

Imidlertid fornøjede og morede man sig ved Gildet; men den Dag, da de indbudne skulde ride bort, var Kjartan sysselsat med at skaffe friske Heste til dem, som var langvejs fra, og med hvad der ellers kunde være at gøre i Stand til Afrejsen; ved denne Lejlighed havde han ikke haft Sværdet Kongegaven i Haanden, skønt han ellers sjælden lagde det fra sig, og da han nu vendte tilbage til sin Plads i Stuen, hvor det plejede at hænge, var det borte. Han gik straks hen for at sige det til sin Fader. Denne sagde, at denne Sag skulde der ikke tales højlydt om, han vilde se at faa nogle Spejdere i hver Flok af dem, der red bort; og det gjorde han da ogsaa. Aan den Hvide, der, som før er nævnt, var en af hans Huskarle, skulde ride med Osvifs Folk og lægge Mærke til, hvem der drejede af fra Vejen eller opholdt sig. De red ind forbi Ljaaskove (90) og hen til de Gaarde, der kaldes Skoge (91), dvælede her ved Skoven og steg af Hestene. Thorolf Osvifsen tilligemed nogle andre Mænd gik her bort fra Gaarden, hvor de andre blev holdende, og forsvandt i noget Krat. Aan fulgte dem til Laksaa, der kommer fra Sælingsdal, og her sagde han, at han vilde vende tilbage; Thorolf sagde, at der ingen Skade vilde være sket, om Aan slet ikke havde fulgt med dem. Samme Nat var der faldet et tyndt Lag Sporsne; da nu Aan red tilbage til Skoven, forfulgte han Thorolfs Spor hen til en Sump eller et Kær; der følte han omkring med Haanden og fik fat paa et Sværdhjalte, men da han tillige vilde have et Vidne med sig i denne Sag, red han hen til Thoraren paa Sælingdalstunge, og de vendte nu tilbage for at tage Sværdet op. Derefter bragte Aan det hjem til Kjartan, der viklede en Dug (Klæde) om det og lagde det ned i en Kiste. Det Sted, hvor Thorolf saaledes havde nedstukket Kongegaven, kaldtes siden den Tid Sværdmosen; men Skeden blev aldrig funden. I den første Tid blev der nu ikke gjort videre ved den Ting; men Kjartan vilde ikke lade det bero dermed. Olaf trøstede ham og sagde: »Lad du ikke dette gaa dig nær! Det er en slet Streg af dem, som de der har spillet dig, men dig skader det ikke; lad os ikke udsætte os for andres Latter derved, at vi af saadan Grund giver os til at yppe Trætte mod Frænder og Venner«; og efter slige Olafs Forestillinger slog Kjartan sig til Ro.

Herefter lavede Olaf sig til at drage til Gæstebud paa Lauge ved Vinterens Begyndelse, og han talte til Kjartan om, at denne skulde følge med; han vilde kun nødig, men gav dog efter for sin Faders Bønner. Hrevna skulde ogsaa fare med, men vilde lade Linet blive hjemme. Husfruen Thorgerd spurgte hende da: »Hvornaar skal du tage slig en kostelig Ting frem, hvis den skal blive liggende i Kisten, naar du tager til Gilde?« »Mange mener,« svarede Hrevna, »at jeg kunde tage mange andre Steder hen, hvor jeg ikke vilde have saa mange Avindsmænd som paa Lauge.« Men Thorgerd vedblev: »Jeg sætter ikke Lid til dem, der fører slig Snak her mellem Gaardene«; og eftersom Thorgerd saa ivrig opmuntrede hende til at tage Linet med, gjorde Hrevna det, især da Kjartan ingen Indvendinger gjorde, da han mærkede, det var hans Moders Ønske. De begav sig da paa Vejen og kom om Aftenen til Lauge, hvor de blev modtagne vel. Thorgerd og Hrevna gav Folkene deres Klæder at gemme; men da Kvinderne om Morgenen skulde tage deres Stads paa, og Hrevna ledte efter sit Lin, var det borte fra det Sted, hvor hun havde gemt det; der blev søgt vidt og bredt, men det fandtes ikke. Gudrun mente, at hun vel sagtens havde ladet det ligge hjemme, eller ogsaa havde hun forvaret det saa skødesløst, at det var kommet bort. Hrevna sagde nu til Kjartan, at Linet var forsvundet. Han svarede, at det var en vanskelig Sag at passe paa med dem, men bad hende være rolig, og han fortalte derpaa sin Fader, hvorledes det stod til. Olaf svarede: »Jeg ønsker, at du endnu, som før, slaar dig til Taals og finder dig i denne Fortrædelighed; jeg skal underhaanden se at efterspore Sagen; thi jeg vil gøre alt, hvad der staar i min Magt, at der ikke skal komme Strid mellem dig og Bolle; helt Lem, min Søn, er lettest at forbinde,« sagde han. »Det er let at mærke, Fader!« svarede Kjartan, »at du ønsker alle det bedste i denne Sag, men jeg ved dog ikke, om jeg kan finde mig i saaledes at blive kørt i Ring af Laugemændene.« Den Dag, da Folk skulde ride bort fra Gildet, tog Kjartan saaledes til Orde og sagde: »Jeg beder dig derom, Bolle min Frænde! at du herefter vil vise større Dannished end hidtil; jeg vil nu ikke længer tie stille med det, som er kommet til manges Kundskab, om de Ting, som er blevne borte for os, og som vi tænker er komne her til Eders Gaard. I Høst, da vi holdt Gilde paa Hjardarholt, blev mit Sværd taget bort, det fandtes rigtignok, men ikke Skeden; nu er her ogsaa bortkommen en Kostbarhed, som var af ikke ringe Penges Værd; begge Dele vil jeg nu have igen.« »Vi har ikke gjort noget af det,« svarede Bolle, »som du beskylder os for, og vi maatte vel snarere vente os alt andet af dig, end at du skulde sigte os for Tyveri.« Kjartan svarede igen: »Efter vor Mening har der været dem paa Raad med i dette, saa at du nok kan raade Bod derpaa, hvis du vil; I har udæsket os mer end nødvendigt, og vi har længe fundet os i Eders Fjendskab; men nu skal det være vitterligt, at vi ikke længer vil taale det.« Gudrun greb nu Ordet og sagde: »Du rører der op i en Sag, som du gjorde bedst i at lade hvile; dersom det forholder sig saaledes, som du siger, at der er nogen her, som har haft Del i, at Linet er borte, saa tænker jeg, at de kun har taget deres eget. Tro nu selv, hvad I vil, om, hvad der er blevet af Linet; mig skal det være ret kært, om der er handlet saaledes med det, at det kun vil være til liden Pynt for Hrevna herefter.« Derpaa skiltes de, Kjartan og hun, i Vrede. Hjardarholtsfolkene red hjem. Gæstebudene hørte nu op, men for Resten mærkedes der ikke til Ufred. Om Linet hørte man intet mere; men mange holdt for, at Thorolf, efter sin Søster Gudruns Tilskyndelse, havde brændt det. I Begyndelsen af denne Vinter døde Asgeir Ødekoll, og hans Sønner tiltraadte Gaard og Gods.


47. KJARTAN DRAGER TIL LAUGE

Om Vinteren efter Julen [1003] samlede Kjartan Folk, saa de var tresindstyve Mand; han talte ikke til sin Fader om, hvorhen hans Rejse gjaldt, og Olaf spurgte heller ikke synderlig derom. Han havde Telte og Levnedsmidler med, og red, til han kom til Lauge. Her lod han sine Mænd staa af, og sagde, at nogle skulde passe Hestene, andre lod han rejse Telte. Paa den Tid var det meget almindeligt, at Magene (92) var ude og temmelig langt fra Gaarden, og saaledes var det ogsaa paa Lauge. Kjartan lod derpaa alle Dørene i Gaarden besætte, og hindrede alle Folk derinde fra at komme ud, saa at de i tre Dage maatte forrette deres Nødtørft derinde. Derefter red han igen hjem til Hjardarholt og lod alle sine Folk gaa hver til sit. Olaf ytrede sin Misfornøjelse med denne Færd, men Thorgerd sagde, at man ikke skulde dadle den. Laugemændene fortjente denne Vanære, ja endnu større. Ved denne Lejlighed spurgte ogsaa Hrevna Kjartan, om han havde talt med nogen paa Lauge. Han svarede, at det var ikke meget, han havde kun talt et Par Ord med Bolle. Men da smilte Hrevna og sagde: »Da har man dog fortalt mig for vist, at du og Gudrun talte sammen, ja jeg har endogsaa hørt, hvorledes hun var klædt, at hun havde taget Linet paa, og at det klædte hende særdeles vel.« Kjartan svarede, og blev i det samme meget rød i Hovedet, saa det var let at se, at han blev vred over hendes Gækkeri: »Jeg har ikke mærket noget til det, du taler om, Hrevna!« sagde han, »og heller ikke trænger Gudrun til et Lin at pynte sig med, for at se bedre ud end alle andre Kvinder.« Da vogtede Hrevna sig vel for at fortsætte Samtalen. Laugemændene var meget misfornøjede og fandt den dem tilføjede Fornærmelse langt større og værre, end om Kjartan havde dræbt een eller to Mænd for dem; Osvifs Sønner var især forbitrede derover, men Bolle søgte at holde igen paa dem. Gudrun talede mindst derom, men af hvad hun sagde kunde man mærke, at det maaske gik hende mere nær end nogen anden. Fjendskabet blev nu fuldkomment imellem Laugemændene og Hjardarholtsfolkene.

Henimod Enden af Vinteren fødte Hrevna et Drengebarn, som blev kaldt Asgeir. Thoraren Bonde paa Tunge tilkendegav, at han vilde sælge den Jord, der hørte til hans Gaard, dels fordi han trængte til Penge, dels fordi Uenigheden mellem begge de Mænd i Herredet, han holdt af, tog til. Bolle havde derimod Trang til at købe sig fast Ejendom, thi Laugemændene havde kun en ringe Landstrækning, men Kvæg nok. Bolle og Gudrun red da til Tunge efter Osvifs Raad, thi de fandt det ønskeligt at komme til at eje denne Jord, der laa dem saa nær, og han raadede dem til ikke at se paa Pengene. De handlede da med Thoraren, og blev enige med ham om Prisen paa Jorden, og hvor meget de skulde give derfor, og Købet blev sluttet mellem ham og Bolle; men det blev ikke gjort vidnefast, fordi der ikke var saa mange Mænd tilstede, som Loven krævede. Derpaa red Bolle og Gudrun atter hjem. Da Kjartan Olafsen fik denne Tidende at vide, red han straks selvtolvte hen til Tunge tidlig paa Dagen; Thoraren modtog ham vel og bad ham blive; men Kjartan svarede, at han maatte hjem igen om Aftenen; imidlertid vilde han dog opholde sig noget. Thoraren spurgte saa efter hans Ærinde. Kjartan svarede: »Det er mit Ærinde hid at tale med dig om den Jordhandel, som du og Bolle har sluttet med hinanden; thi det er mig imod, at du sælger denne Jord til Bolle og Gudrun.« Thoraren svarede, at det vilde være ham imod, dersom Købet gik ind, thi Bolle havde lovet ham en rundelig Betaling for Jorden og vilde betale straks; men Kjartan svarede: »Du skal ikke komme til at lide noget Tab, fordi Bolle ikke faar Jorden, thi jeg vil give det samme derfor, og det vil ikke nytte dig, at du sætter dig imod min Vilje; thi det skal vise sig, at jeg vil have mest at sige her i Herredet, og desforuden mere vil rette mig efter andres Sind end efter Laugemændenes.« »Drottens Ord,« sagde Thoraren, »har meget at sige i denne Sag; men det skulde dog være mig kært, om den Handel, jeg har sluttet med Bolle, kunde staa ved Magt.« »Hvorledes kan det være en sluttet Handel,« sagde Kjartan, »som ikke er vidnefast; eet af to, enten maa du nu straks lovformelig overdrage mig Jorden paa samme Vilkaar, som du er kommen overens med de andre, eller ogsaa selv blive boende paa din Jord.« Thoraren foretrak da at sælge ham Jorden, og der blev kaldt Vidner til paa denne Handel. Kjartan red hjem, da Handelen var sluttet. Dette blev omtalt over alle Bredefjordsdale, og endnu samme Aften kom Rygtet derom til Lauge. Da sagde Gudrun: »Nu tykkes mig, Bolle, har Kjartan forelagt dig to endnu haardere Vilkaar, end dem han gjorde Thoraren; enten maa du forlade dette Herred med Skam, eller ogsaa maa du i alle Eders Møder vise dig modigere, end du før har været.« Bolle svarede ikke noget, og gik sin Vej, og det var nu roligt Resten af Fasten. Men tredje Paaskedag red Kjartan hjemmefra selvanden, thi han havde kun Aan den Svarte med sig. De kom om Dagen til Tunge, hvorfra Kjartan vilde have at Thoraren skulde ride med ham til Sørby, for at indkræve Gæld, thi Kjartan havde mange Penge staaende der. Thoraren var imedens reden hen til en anden Gaard, saa at Kjartan biede der noget efter ham. Samme Dag var Thorhalla den Snaksomme kommen did, og hun spurgte Kjartan, hvor han agtede sig hen. Han svarede, han skulde til Sørby. »Hvad Vej tager du da?« sagde hun. »Jeg vil lægge Vejen vester paa gennem Sælingsdal, og paa Tilbagevejen gennem Svinedalen,« svarede han. Hun spurgte fremdeles, hvor længe han vilde blive borte. Og han svarede, at han tænkte paa at ride hjem paa femte Dag (om Torsdagen). »Vil du ikke udrette et Ærinde for mig?« sagde Thorhalla, »jeg har en Frænde der i Sørby vester paa i Hvidedal (93), han har lovet mig en halv Mark Vadmel; jeg vil bede dig at kræve den og tage den med dig.« Kjartan lovede det. Derpaa kom Thoraren tilbage, og gav sig paa Vej med de andre; de red vester over Sælingsdalshede (94), og kom om Aftenen til de Søskende paa Hol. Kjartan fik der en god Velkomst, da han var en god Ven af dem. Thorhalla den Snaksomme derimod kom om Aftenen hjem til Lauge, hvor Osvifs Sønner spurgte hende, hvem hun havde truffet paa om Dagen. Hun svarede, at hun havde truffet Kjartan. Og da de videre spurgte, hvor han vilde hen, fortalte hun hvad hun vidste, og føjede til, at han aldrig havde været saa rask paa det som nu, men det var da heller ikke underligt, om slige Mænd saa andre Folk over Hovedet. Hun sagde da ogsaa blandt andet, at saa vidt hun kunde mærke, var der ingen Ting, Kjartan heller gad talt om, end om det Jordkøb, han havde sluttet med Thoraren. Gudrun sagde: »Ja, Kjartan kan rigtignok vise sig saa overmodig, som han vil, thi det har vi Prøver paa, at hvilken Fornærmelse han end tilføjer andre, saa vover ingen at svinge sit Spyd imod ham.« Bolle og Osvifs Sønner var tilstede ved denne Gudruns og Thorhallas Samtale. Brødrene sagde ikke meget, men hvad de sagde, sigtede som sædvanlig til at opægge Bolle; men denne lod, som han ikke hørte det, som det var hans Sædvane, naar der blev talt ilde om Kjartan.


48. OM AAN RISMAVES DRØM

En Dag i Paasken sad Kjartan paa Hol, hvor der var megen Skæmt og Glæde. Natten efter var Aan urolig i Søvne, saa at han blev vækket. De spurgte ham, hvad han havde drømt, og han svarede: »Der kom en styg Kvinde til mig, og trak mig frem over Sengefjælen; i den ene Haand havde hun en stor Kniv, i den anden et Trug; hun satte mig Kniven for Brystet, ristede mig hele Maven op, tog Indvoldene ud og satte Ris i Steden; derpaa gik hun ud,« sagde Aan. Kjartan og de andre lo hjertelig ad denne Drøm, og sagde, at han herefter skulde hedde Aan Rismave; de greb fat paa ham, og sagde, de vilde føle, om han havde Riset i Maven. Men Aud sagde, at de ikke skulde drive saa megen Spot dermed; vilde Kjartan adlyde hende, saa skulde han enten bie der noget længer, eller hvis han endelig vilde ride bort, tage flere Folk med sig, end han havde haft did. Men Kjartan sagde: »Maaske Aans Ord forekommer Eder meget mærkelige, naar I saaledes sidder og taler med ham til daglig, saa at alt, hvad han drømmer, forekommer Eder som en Aabenbaring; men jeg vil rejse, saaledes som jeg har bestemt, til Trods for denne Drøm.« Tidlig om Morgenen den femte Dag (Torsdagen) i Paaskeugen rejste Kjartan bort tilligemed Thorkel Hvalp og hans Broder Knud efter Auds Raad; der var i det hele tolv Mand, som fulgte ham paa Vej. Kjartan kom til Hvidedal, hvor han krævede Thorhalla den Snaksommes Vadmel, som han havde lovet; saa red han sønder paa gennem Svinedal.

Paa Lauge i Sælingsdal hændte det sig imidlertid, at Gudrun var tidlig paa Benene straks da Solen var staaet op; hun gik hen til sine Brødre, der laa og sov, og tog i Ospak, saa at han straks vaagnede op tilligemed de andre Brødre. Da Ospak nu saa, det var hans Søster, spurgte han hvad hun vilde, siden hun var saa tidlig paa Benene. Hun svarede, hun vilde vide, hvad de havde i Sinde at tage sig for om Dagen. Ospak sagde, de vilde blive rolig hjemme, der var nu ikke meget at gøre. »Det passede dejlig med Eders Tænkemaade,« sagde Gudrun, »hvis I var Døtre af en eller anden Bonde, og lod fem være lige; efter al den Foragt og Skam, Kjartan har tilføjet Eder, ligger I her og sover, medens han rider her forbi Gaarden selvanden; slige Mænd som I har Hukommelse som Svin; nu har jeg opgivet alt Haab, at I vil søge Kjartan i hans Hjem, da I ikke engang tør møde ham nu, da han rejser selvanden eller helt alene, men I sidder hjemme og slaar Eder til Ro, hvor mange I end er.« Ospak svarede, at hun tog stærkt paa Veje, men at hun i Grunden havde Ret; han sprang straks op og klædte sig paa; ligesaa de andre Brødre, den ene efter den anden. Derpaa rustede de sig for at lægge sig i Baghold for Kjartan. Da bad Gudrun ogsaa Bolle at tage med; men han svarede, at det vilde være usømmeligt paa Grund af Frændskabet med Kjartan, og gjorde opmærksom paa, hvor kærligt Olaf havde opdraget ham. Gudrun sagde: »Deri har du Ret, men den Lykke har du ikke, at du kan vinde alles Bifald ved dit Valg; mellem os og vort Samliv er det ude, hvis du nægter at tage med.« Da Gudrun saaledes æggede, stillede alt det Fjendskab, som Kjartan havde vist ham, og alt, hvad der havde været imellem dem, sig større for hans Sjæl, hvorpaa han i en Hast væbnede sig. De var i alt ni: først Osvifs fem Sønner: Ospak og Helge, Vandraad, Torraad og Thorolf; saa Bolle, samt Osvifs Søstersøn Gudløg, en meget haabefuld Mand; og endelig Thorhalla den Snaksommes Sønner Od og Sten. De red til Svinedal og standsede i en Fjældkløft, der hedder Havregil (95), hvor de bandt deres Heste og satte sig ned. Bolle var hele Tiden stille og laa oppe ved Kanten af Kløften. Da nu Kjartan med sine Ledsagere var kommen syd paa gennem Mysund (96), der hvor Dalen igen begynder at udvide sig, sagde han til Thorkel og de andre, at de nu skulde vende tilbage, men Thorkel sagde, de vilde følge ham til Enden af Dalen. Da de imidlertid var komne forbi den Sæter, der hedder Nordre-Sæter, sagde Kjartan til Brødrene, at nu skulde de ikke ride længere; »Thorolf den Tyv,« sagde han, »skal ikke have det at le ad, at jeg ikke tør ride min Vej uden stort Følge.« Thorkel Hvalp sagde: »Vi vil da føje dig deri, og vende tilbage; men det vil dog fortryde os, hvis vi ikke er i Nærheden, om du trænger til vor Hjælp i Dag.« Da sagde Kjartan: »Min Frænde Bolle vil ikke staa mig efter Livet; men skulde Osvifs Sønner lure paa mig, saa er det endnu et Spørgsmaal, hvad Udfaldet kan blive, skønt jeg er mindre mandstærk.« Derpaa red Brødrene tilbage.


49. KJARTANS DØD

[1003] Kjartan red nu sønder paa gennem Dalen; de var tre i Følge, han, Aan den Svarte og Thoraren. Der boede en Mand ved Navn Thorkel paa Havretinde i Svinedal; nu er det Sted øde; han var den Dag tagen ud til sine Heste tillige med sin Faarehyrde; og de saa baade hvorledes Laugemændene laa i Baghold, og at Kjartan med de to andre red gennem Dalen. Da sagde Hyrden, at de skulde drage Kjartan i Møde, og at det vilde være et stort Held, hvis de kunde forebygge den store Ulykke, som det her saa ud til, men Thorkel sagde: »Hold din Mund! Tænker din Tosse, du kan give Mand Livet, hvis Time er kommen; for mig maa de fare saa ilde afsted med hinanden, som de lyster; det bedste er, vi gaar hen til et Sted, hvor vi kan være sikre og dog se hele deres Møde og have Morskab af deres Kamp. Der gaar Ry af, hvor vaabendygtig Kjartan er, og her kan det vel gøres nødigt, thi det er klart, at her er mange mod faa.« Hyrden maatte da lyde sin Husbonde. Kjartan red nu frem til Havregil; men paa den anden Side fattede Osvifs Sønner Mistanke, hvorfor Bolle havde valgt sig et Stade, hvorfra han kunde se Folk komme ridende fra Vesten; de overlagde med hverandre og tænkte, at Bolle ikke var dem tro. De gik op til ham paa Brinken, gav sig til at brydes og gantes med ham, og tog ham i Fødderne og trak ham ned ad Brinken. Kjartan og hans Følge kom imidlertid snart derhen, da de red skarpt til; og da de kom sønder over Kløften, saa de Bagholdet og kendte Mændene. Kjartan sprang straks af Hesten og vendte sig imod Osvifs Sønner. Der stod en stor Sten, hvor han bad dem at begynde Striden; men førend de mødtes, kastede han sit Spyd og traf Thorolfs Skjold oven for Haandfanget, saa at Skjoldet trykkedes ind imod ham, Spydet gik gennem Skjoldet og Armen oven for Albuen og skar den store Muskel over; Thorolf lod da Skjoldet falde, og kunde ikke bruge sin Arm mere. Derpaa trak Kjartan sit Sværd, men han brugte ikke Kongegaven. Thorhallas Sønner løb imod Thoraren, thi det Hverv var tildelt dem at stride med ham, og da Thoraren var en stærk Mand, blev det en haard Dyst, hvis Udfald var meget uvist. Da søgte Osvifs Sønner og Gudløg mod Kjartan; de var fem. Kjartan og Aan kun to; Aan værgede sig vel og vilde stadig gaa frem for Kjartan; Bolle stod hos med sit Sværd Fodbider. Kjartan gav svare Hug, men Sværdet duede ikke og gav efter, saa han tit maatte rette det under sin Fod; baade Osvifs Sønner og Aan blev saarede, men Kjartan havde endnu intet Saar faaet. Kjartan stred saa heftig og drabelig, at Osvifs Sønner endelig maatte vige tilbage, og de vendte sig da hen mod Aan; da faldt denne, der en Stund havde stredet saa, at Indvoldene hang ham ud af Livet. I det samme hug Kjartan Benet af Gudløg oven for Knæet, hvilket var nok til hans Bane. Da søgte alle fire Osvifssønner mod Kjartan, men han værgede sig saa tappert, at han ikke veg et Skridt for dem. »Hvorledes?« sagde da Kjartan, »Bolle min Frænde! hvi drog du hjemmefra, naar du vilde staa rolig hos? Nu er det bedst at tage fat og forsøge, hvad Fodbider duer til.« Bolle lod som han ikke hørte det. Men da Ospak saa, at de ikke kunde faa Bugt med Kjartan, æggede han Bolle paa alle mulige Maader, og sagde, at han dog ikke vilde lade den Skam hvile paa sig, at han havde lovet dem Bistand og ydede den ikke; før, da de endnu ikke havde tilføjet Kjartan saa store Fornærmelser som nu, var han dem haard nok; »hvis han nu undslipper os,« sagde han, »vil du, Bolle, saavel som vi snart være udsat for allehaande Vold.« Da drog Bolle Sværdet Fodbider og vendte sig mod Kjartan; men denne sagde til Bolle: »Visselig, Frænde! agter du nu at øve Nidingsværk, men heller vil jeg lide Døden for din Haand, end give dig den«; og derpaa kastede han sine Vaaben og vilde ikke værge sig mere, han havde dog kun faa Saar, men var overmaade mødig af Kampen. Bolle gav intet Svar paa Kjartans Ord, men alligevel gav han ham Banesaar. Straks derpaa opfangede han den synkende i sine Arme, og Kjartan døde i Bolles Skød. Han angrede øjeblikkelig sin Gerning, og lyste Drabet paa sin Haand. Saa sendte han Osvifs Sønner tilbage, men selv blev han og Thoraren hos Ligene. Da Osvifs Sønner kom til Lauge, forkyndte de, hvad der var sket; Gudrun ytrede sin Tilfredshed dermed. Thorolfs Arm blev forbunden, men blev aldrig siden rask. Kjartans Lig blev ført hen til Tunge, og derpaa red Bolle hjem til Lauge. Her gik Gudrun ham i Møde og spurgte, hvor meget var ledet af Dagen. Han svarede, at det var nær ved Non (97). »Stordaadene vokser,« sagde Gudrun, »jeg har spundet Garn til tolv Alen (98), og du har fældet Kjartan.« »Sent,« svarede Bolle, »vil denne ulykkelige Gerning gaa mig af Minde, selv om du ikke minder mig derom.« Gudrun vedblev: »Ikke regner jeg sligt blandt Ulykker; mig tykkes, du stod i større Anseelse det Aar Kjartan var i Norge, end siden da han traadte Eder under Fødder, straks da han kom til Island; men sidst nævner jeg det, som dog er det bedste, at Hrevna ikke skal gaa smilende i Seng i Aften.« Da svarede Bolle og var meget vred: »Uvist tykkes mig, om hun blegner mere ved denne Tidende, end du, og jeg frygter, at du mindre vilde bryde dig derom, hvis jeg laa fældet paa Marken, og Kjartan kom for at bringe dig Budskab derom.« Gudrun mærkede da, at Bolle blev vred, og sagde: »Sig ikke noget sligt, jeg er dig virkelig takskyldig for denne Gerning, thi nu er jeg overbevist om, at du gerne vil opfylde mine Ønsker.«

Osvifs Sønner skjulte sig derpaa i et Jordhus, som var beredt for dem i Løn; men Thorhallas Sønner blev sendte ud til Helgefjæld for at forkynde Snorre Gode denne Tidende, samt at Bolle og hans Kone bad om hurtig at komme dem til Hjælp mod Olaf og de andre Mænd, der havde Eftermaalet efter Kjartan. Paa Sælingsdalstunge forefaldt den Begivenhed den Nat, da Drabet var sket om Dagen, at Aan rejste sig over Ende, skønt alle troede, at han var død; de, som vaagede over Ligene, blev meget rædde og troede det for et Under. Da sagde Aan til dem: »For Guds Skyld ræddes ikke for mig, thi jeg har levet og haft min Samling, indtil jeg paa een Gang faldt hen i en Dvale; da drømte jeg om den samme Kvinde som før, og mig tyktes, hun tog Riset ud af min Mave, men satte Indvoldene ind i Steden, en Omskiftning, som gjorde mig godt.« Derpaa blev hans Saar forbundne, og han kom sig igen, og siden den Tid kaldtes han Aan Rismave.

Da Olaf Høskuldsen fik Budskab om denne Tidende, sørgede han dybt over Kjartans Død, men han bar Tabet som en Mand. Hans Sønner vilde straks fare mod Bolle og dræbe ham; men Olaf svarede: »Det være langt fra; jeg faar ingen Erstatning for min Søn derved, at Bolle bliver dræbt; jeg elskede Kjartan højere end alle Mennesker, men jeg kunde heller ikke taale, at Bolle led Men; derimod har jeg et bedre Hverv til Eder; farer hen imod Thorhallas Sønner, som er sendte til Helgefjæld for at skaffe Hjælp til Osvifs Sønner; jeg har intet imod, at I straffer dem, som I finder for godt.« Derpaa skyndte Olafs Sønner sig af Sted og gik paa en Færge, der tilhørte Olaf; syv Mand stærke roede de ud ad Hvamsfjorden det bedste de kunde; de havde kun liden, men føjelig Vind, og roede, til de kom under Skorrø (99), hvor de tøvede noget for at spørge efter, hvem der var sejlede der forbi, og kort efter saa de et Skib ro fra Vesten over Fjorden, og kendte straks dem, de søgte; det var Thorhallas Sønner. Haldor og de andre lagde straks imod dem, og der skete saa godt som ingen Modstand, thi Olafs Sønner sprang straks op paa Skibet til dem; Sten og hans Medfølgere blev grebne og dræbte og kastede over Bord. Derpaa vendte Olafs Sønner tilbage, efter at have udført denne mandige Daad.


50. KJARTANS LIG FØRES TIL KIRKE

Olaf drog Kjartans Lig i Møde. Til Borg sendte han Mænd, der skulde bringe Thorsten Egilsen Budskab om, hvad der var sket, og at han vilde have Hjælp af ham til Eftermaalet, hvis andre Stormænd skulde forene sig med Osvifs Sønner, i saa Fald vilde han have Sagen alene under sig. Samme Budskab sendte han til Videdalen til sin Maag Gudmund og Asgeirssønnerne, samt at han havde tillyst alle dem skyldige i Kjartans Drab, som havde været med til at overfalde ham, undtagen Osvifs Søn Ospak, der allerede var kendt landflygtig for en Kvindes Skyld, der hed Aldis, en Datter af Holmgangs-Ljot fra Ingjaldssand; deres Søn var Ulf, der siden blev Staller hos Kong Harald Sigurdsen, og fra hvem Ærkebiskop Øjsten (100) nedstammer. Drabssagen havde Olaf ladet tillyse til Thorsnæsting. Kjartans Lig lod han føre hjem og slaa Telt derover, thi der var endnu ingen Kirke bygget i Dalene (101). Da Olaf derefter hørte, at Thorsten straks havde taget sig af Sagen og faaet en stor Mængde samlet, og at Viddølerne havde gjort det samme, lod han ligeledes Mænd samle rundt om i Dalene, og fik en stor Mængde; alle disse Folk sendte han til Lauge, idet han sagde: »Det er min Vilje, at I yder Bolle, hvis han trænger dertil, samme Støtte, som om I beskyttede mig, thi jeg tvivler ikke paa, at de Udenherredsmænd, som nu snart kommer til os, vil kræve ham til Ansvar.« Og da alt dette saaledes var bragt i Stand, kom Thorsten med sine Mænd samt Viddølerne, hvilke var meget rasende; især Hall Gudmundsen og Kalv Asgeirsen æggede de andre til, at de skulde hjemsøge Bolle og søge efter Osvifs Sønner, til de fandtes; thi de paastod, at de ikke var komne ud af Herredet. Men eftersom Olaf satte sig meget mod denne Rejse, blev der sendt Bud for at indlede Forlig, hvortil Bolle straks var villig, thi han overlod Afgørelsen helt og holdent til Olaf. Osvif saa sig ikke i Stand til at være derimod, da han ingen Hjælp fik fra Snorre; saaledes blev der da sat et Forligsmøde i Ljaaskove. Hele Sagen blev uden Forbehold overdraget til Olaf, saa at der for Kjartans Drab skulde bødes med saa mange Mænds Forvisning, som han fandt for godt; og derpaa opløstes Forligsmødet. Bolle kom ikke dertil, fordi Olaf havde fraraadet det. Dommen skulde forkyndes paa Thorsnæsting. Myremændene og Viddølerne red nu til Hjardarholt. Thorsten Kuggesen tilbød at opfostre Kjartans Søn Asgeir (102), for at trøste Hrevna; men Hrevna drog hjem med sine Brødre, og var saare nedbøjet; ikke desmindre bar hun sin Sorg meget værdigt, thi hun talte venlig med alle. Hun tog ingen Mand mere efter Kjartan, og levede ogsaa kun en kort Tid, efter at hun var kommen hjem; man troede almindelig, at hendes Hjerte brast af Sorg.


51. KJARTAN BEGRAVES

Kjartans Lig stod en Uge oppe (103) i Hjardarholt; men da Thorsten Egilsen havde ladet en Kirke bygge paa Borg, som nys var indviet, førte han Kjartans Lig hjem med sig og begravede det der. Nu led Tiden til Thorsnæsting, hvor Sagen skulde føres mod Osvifs Sønner. De blev alle dømte i Landflygtighed, men der blev betalt Penge for, at de skulde have Lov til at drage bort, dog saaledes, at de ikke maatte komme tilbage, saalænge nogen af Olafs Sønner eller Asgeir Kjartansen var i Live; for Osvifs Søstersøn Gudløg skulde ingen Bod betales paa Grund af hans Overfald og listige Baghold mod Kjartan, og Thorolf skulde ingen Erstatning have for de Saar, han havde faaet. Olaf vilde ikke lade Bolle sagsøge, og bad ham give Penge for sig. Dermed var Haldor og Stenthor saavel som alle Olafs Sønner meget misfornøjede og mente, at det vilde gaa ilde, hvis Bolle fik Lov at blive i samme Herred som de; men Olaf svarede, at det nok vilde gaa, saalænge han levede. Der stod et Skib oppe i Bjørnshavn, som tilhørte Audun Festargarm (Lænkehund); han var paa Tinget, og sagde: »Det bedste er, at disse Mænd vil blive ligesaa fredløse i Norge som her, hvis Kjartans Venner lever.« Dertil svarede Osvif: »Din Spaadom, du Lænkehund! vil glippe, thi mine Sønner vil blive højagtede af Høvdingerne, men du vil fare Troldene i Vold i Sommer.« Audun Festargarm drog samme Sommer udenlands og led Skibbrud ved Færøerne; ikke et Menneskebarn kom derfra med Livet, saa at Osvifs Spaadom gik i Opfyldelse. Osvifs Sønner drog udenlands den Sommer, og ingen af dem kom tilbage. Dette blev da Enden paa Eftermaalet, hvorved Olafs Anseelse tiltog, fordi han straffede dem haardest, der havde fortjent det, nemlig Osvifs Sønner, men skaanede Bolle for Frændskabets Skyld. Han takkede derpaa alle dem, der havde ydet ham Hjælp. Efter Olafs Raad købte Bolle Jord paa Tunge. Olaf skal have levet tre Aar efter Kjartans Fald, hvorpaa hans Sønner skiftede Arv efter ham [1006]; Haldor tog Bopæl paa Hjardarholt, og hos ham blev deres Moder Thorgerd. Hun var voldsomt forbitret paa Bolle, som saa slet havde lønnet hende for Opfostringen.


52. THORKEL PAA HAVRETINDE DRÆBES

Gudrun og Bolle fik en Søn [1003], som de gav Navn, og kaldte Thorleik; han voksede snart op til en smuk og rask Dreng. Haldor Olafsen boede, som sagt, paa Hjardarholt, og udmærkede sig blandt sine Brødre. Det Foraar, da Kjartan blev dræbt, satte Thorgerd Egilsdatter en Dreng af sit Frændskab i Kost hos Thorkel paa Havretinde; Drengen passede der Kvæget om Sommeren; ogsaa han sørgede meget over Kjartans Død, som de andre, men han kunde aldrig tale om ham, naar Thorkel var tilstede; thi denne talte altid ilde om Kjartan, og sagde, det var en bleg og modløs Mand, og abede ofte efter, hvorledes han havde teet sig, da han blev saaret. Dette gik Drengen nær, saa han drog hen til Hjardarholt, og fortalte det til Haldor og Thorgerd, og bad dem tage imod ham. Men Thorgerd sagde, han skulde blive i Kost, hvor han var, til Vinter. Drengen sagde, at han ikke kunde holde det ud længer, og naar hun vidste, hvor ondt det gjorde ham, saa vilde hun ikke forlange det af ham. Da blev Thorgerd rørt ved hans Klager, og sagde, at hun paa sin Side vilde give ham Ophold hos dem; men Haldor sagde: »Bryd Eder ikke om denne Pilt, man kan ikke tro hvad han siger.« »Rigtignok,« svarede Thorgerd, »er Drengen ikke meget værd; men det er dog vist, at Thorkel har opført sig slet i denne Sag; thi han kendte Laugemændenes Baghold mod Kjartan, og vilde ikke sige ham det; i det Sted havde han Løjer af deres Sammenstød, og har siden efter brugt mange uvenlige Ord derom. Det vil være langtfra, at I Brødre kan søge Hævn der, hvor I har Overmagt for Eder, naar I ikke engang kan give slige Uslinger, som Thorkel, deres fortjente Løn.« Haldor svarede saa godt som intet derpaa, men sagde, at Thorgerd maatte raade for Drengens Ophold. Faa Dage derefter red han imidlertid hjemmefra med nogle flere Mænd; han drog til Havretinde, og omringede Thorkels Hus; denne blev ført ud og dræbt, og teede sig meget umandig ved sin Død; derimod lod Haldor ikke plyndre, og drog hjem. Thorgerd ytrede sin Glæde over denne Gerning, og tyktes, at nogen Hævn var bedre end ingen. Denne Sommer var det for roligt at regne, men der var et spændt Forhold mellem Bolle og Olafs Sønner; Brødrene viste den største Forbitrelse mod Bolle, men han gav efter saa vidt som muligt, uden dog at ydmyge sig, thi han var ellers en Mand, der ikke lod sig gaa paa; Bolle havde mange omkring sig, og førte et stort Hus, thi han havde Penge nok. Stenthor Olafsen boede paa Danastad i Laksaadalen; han var gift med Thurid Asgeirsdatter, som Thorkel Kugge havde haft til Ægte; deres Søn hed Stenthor.


53. OM THORGERD EGILSDATTER

Vinteren efter Olaf Høskuldsens Død [1007] sendte Thorgerd Egilsdatter Bud til sin Søn Stenthor, at han skulde komme til hende; og da han kom, sagde hun, at hun vilde tage hen til Sørby for at se til sin Veninde Aud, og bad Haldor tage med. De gav sig paa Vej fem i Følge; Haldor fulgte med sin Moder. De red nu, indtil de kom over for Gaarden Sælingsdalstunge; da vendte Thorgerd sin Hest mod Gaarden, og spugte: »Hvad hedder den Gaard?« Haldor svarede: »Det spørger du ikke om, Moder, fordi du jo nok ved det; Gaarden hedder Tunge.« »Hvem bor der?« spurgte hun videre. Han svarede: »Det ved du jo godt, Moder!« Da sagde Thorgerd, og sukkede dybt: »Ja vel ved jeg, at her bor Bolle, Eders Broders Banemand; skrækkelig ulige er I Eders gæve Frænder, siden I ikke vil hævne en saadan Broder som Kjartan; saaledes vilde ikke Eders Morfader Egil have handlet, og ilde er det at eje daadløse Sønner. Bedre skikkede det sig for Eder, hvis I havde været Eders Faders Døtre, og var blevet giftet bort. Det gaar nu, Haldor!« sagde hun, »som Ordsproget hedder, at der er Fæt i hver en Æt; det var i mine Tanker Olafs største Ulykke, at han havde saa lidet Held med sine Sønner. Dette siger jeg dig, Haldor!« sagde hun, »da du regner dig for at være den fremmeste blandt Eder Brødre. Lad os nu vende tilbage! Dette var mit egentlige Ærinde, at minde Eder herom, hvis I havde glemt det.« »Vi skal ikke,« sagde Haldor, »lægge dig det til Last, hvis dette skulde gaa os af Minde.« Forresten svarede han kun lidet derpaa, men han svulmede af Forbitrelse mod Bolle.

Nu led Vinteren, og Sommeren kom, og det lider frem til Tings. Haldor tilkendegav, at han vilde rejse til Tings, saavel som hans Brødre; de red med en stor Flok, og tjældede den Bod, som Olaf havde haft. Tinget gik roligt af uden nogen mærkelig Tidende. Viddølerne, Gudmund Sølmundsens Sønner, var ogsaa paa Tinget. Barde Gudmundsen var da atten Aar gammel; han var stor og stærk. Hall Gudmundsen var da ikke her i Landet. Olafs Sønner bød deres Frænde Barde hjem med sig, og gav ham mange gode Ord. Han tog gerne derimod, thi der var megen Kærlighed mellem ham og disse hans Frænder. Han red da med dem fra Tinge; de kom hjem til Hjardarholt, og han blev der Resten af Sommeren.


54. OM HALDOR OG BARDE

Nu sagde Haldor engang [1007] i Enrum til Barde, at han og hans Brødre vilde drage imod Bolle, da de ikke længer kunde taale deres Moders Opæggen; og han vilde nu, sagde han, ikke lægge Skjul paa, at den vigtigste Grund til, at de havde budet ham hjem, var at de ønskede at faa hans Bistand og Følgeskab. Dertil svarede Barde: »Ilde vil det blive omtalt, at bryde Freden med sine Frænder, og paa den anden Side finder jeg det ogsaa vanskeligt at gaa imod Bolle; han har mange Mænd omkring sig, og er selv en ypperlig Helt; og fra Gudruns og Osvifs Side vil det heller ikke skorte paa snilde Raad. Derfor forekommer det mig næsten umuligt at udføre.« Haldor sagde: »Lad os ikke dvæle ved Vanskelighederne; jeg har ikke talt derom, førend det vil blive iværksat, at vi forsøger at hævne os paa Bolle, og jeg haaber, Frænde, at du ikke trækker dig tilbage fra denne Færd.« Barde svarede: »Jeg ved, at du vil finde det usømmeligt at jeg skulde trække mig tilbage, og jeg vil det heller ikke, hvis jeg ikke kan faa dig selv til at lade det være.« »Da,« sagde Haldor, »handler du ret, som man kunde vente af dig.« Dernæst sagde Barde, at de maatte fare frem med Forsigtighed og Overlæg; Haldor svarede, at han havde hørt, at Bolle havde sendt sine Mænd hjemmefra, nogle til Hrutefjord, andre ud til Stranden. »Man har ligeledes fortalt mig,« sagde han, »at Bolle er paa Sæteren i Sælingsdal, og at der ikke er flere Mænd, end de Huskarle, som slaar Hø; det synes mig derfor, at der aldrig kan findes en bedre Lejlighed til at møde Bolle, end nu.« Derom sluttede de da en fast Aftale indbyrdes, Haldor og Barde.

Der var en Mand, ved Navn Thorsten Svarte, der boede i Hundadalen i Bredefjordsdale, en forstandig og rig Mand. Han havde i lang Tid været Olaf Paas Ven. Thorstens Søster hed Solveig; hun var gift med en Mand, der hed Helge Hardbensen, en stor, stærk Mand og en dygtig Sømand; han var den Gang nylig kommen hjem og havde sit Ophold hos sin Svoger Thorsten. Disse Mænd, Thorsten Svarte og hans Svoger Helge, sendte Haldor Bud til; og da de kom til Hjardarholt, lod han dem vide, hvad han havde i Sinde, og bad dem være med. Thorsten syntes meget ilde om hans Forsæt, og mente, at det var den største Skam, at Frænderne saaledes ødelagde hinanden, og sagde, at der nu kun var faa Mænd i deres Æt, der kunde lignes med Bolle; men alt hvad Thorsten sagde, kunde ikke nytte noget. Haldor sendte ligeledes Bud til sin Farbroder Lambe, og da denne kom, sagde han ogsaa ham, hvad han havde for. Og Lambe saa gerne, at dette gik for sig. Husfruen Thorgerd blev endelig og ved, at opmuntre til denne Færd, og sagde, hun aldrig vilde synes, at Kjartan var hævnet, saalænge Bolle var i Live. Derefter gjorde de sig da rede til at tage afsted. Deltagerne var: først Olafs fire Sønner, Haldor og Stenthor, Helge og Høskuld, den femte var Barde Gudmundsen, den sjette Lambe, den syvende Thorsten, den ottende hans Maag Helge, den niende Aan Rismave. Thorgerd vilde ogsaa tage med, og de raadede hende derfra, da dette var ingen Kvindefærd; men hun paastod, hun vilde med, da hun bedst kendte sine Sønner og vidste, de trængte til at ægges, hvorfor de lod hende have sin Vilje.


55. BOLLE FÆLDES

De red da fra Hjardarholt ni tilsammen [1007]; Thorgerd var den tiende. De red først ind langs Stranden, saa til Ljaaskove ved Nattens Udbrud, og standsede ikke, førend de hen paa Morgenstunden kom til Sælingsdal. Den Tid var der tyk Skov i Dalen (104). Bolle var der paa Sæteren, saaledes som Haldor havde skaffet sig at vide; Sæteren stod ved Aaen paa det Sted, der nu hedder Bolles Tomter (105). Oven for Sæteren gaar der et stort Holt (106) ned til Stakkagil, og imellem Lien og Holtet er en stor Eng. Der arbejdede Bolles Huskarle. Haldor og hans Ledsagere red til Øksnagrov over Ransmarkerne, og saa oven for Hamarenge, som er lige overfor Sæteren; der steg de af Hestene, og havde i Sinde at bie der, til Mændene tog fra Sæteren for at gaa til deres Arbejde. Bolles Faarehyrde gik tidlig om Morgenen efter Faar oppe i Lien; da saa han Folk i Skoven, og Heste, der var bundne; han anede, at det nok ikke kunde være Fredmænd, siden de drog saa hemmelig af Sted, og vilde straks løbe den nærmeste Vej hjem til Sæteren, for at sige Bolle det. Haldor var meget skarpsynet; han saa, at der var en Mand, som løb ned fra Lien, og stævnede efter Sæteren; han sagde da til sine Ledsagere, at det uden Tvivl var Bolles Faarehyrde, og at han havde set dem; de maatte derfor sætte efter ham, at han ingen Efterretning skulde bringe til Sæteren. De gjorde som han bød; Aan Rismave var rappest til Fods af dem, han naaede Drengen, greb ham, løftede ham op og kastede ham ned, et saa stærkt Fald, at Ryggen brødes isønder paa ham. Derpaa red de hen til Sæteren; der var to Hytter, en til at sove i og et Forraadshus. Bolle havde været tidlig paa Benene om Morgenen, for at fordele alt Arbejdet, og lagde sig derpaa til at sove, da Huskarlene gik bort. Bolle og Gudrun var ene tilbage i Sæteren; de vaagnede ved Larmen, da de andre sprang af Hestene, og hørte tillige, hvorledes de talte med hinanden om, hvem der først skulde gaa ind mod Bolle. Denne kendte Haldors Stemme og flere af hans Ledsageres. Bolle talte til Gudrun, og bad hende gaa ud af Sæteren, thi dette Møde kunde umulig blive saaledes, at det vilde være hende til Glæde; Gudrun svarede, at hun tænkte, der ikke vilde forefalde andet, end hvad hun kunde se paa, og at Bolle ingen Men vilde have af, at hun var i hans Nærhed. Men da han vilde have sin Vilje heri, blev Enden, at hun gik ud af Sæteren. Hun gik neden for Brinken til Bækken, som løber der, og gav sig til at to sit Lærred. Bolle var nu ene i Sæteren; han tog sine Vaaben, satte Hjælm paa sit Hoved, havde Skjold for sig, og Sværdet Fodbider i Haanden; Brynje havde han ikke. Haldor talte nu med de andre om, hvorledes de skulde gribe det an, thi i Grunden havde ingen af dem synderlig Lyst til at gaa ind i Sæteren. Da sagde Aan Rismave: »Her er vel Mænd med i Færden, som er Kjartan nærmere i Slægtskab, end jeg, men ingen, der mere levende mindes, hvorlunde han døde. Den Gang, da jeg mere død end levende blev bragt hjem til Tunge, og Kjartan var fældet, da tænkte jeg paa, at jeg med Glæde skulde tilføje Bolle Men, naar jeg fik Lejlighed dertil; jeg vil gaa først ind i Sæteren.« Da svarede Thorsten Svarte: »Det er tapper Mands Ord, men raadeligst er det dog, ikke at overile sig, men fare varlig af Sted, thi Bolle vil ikke staa rolig, naar man angriber ham. Hvor ringe Hjælp han nu har, saa vil han dog sætte sig tappert til Modværge, thi han er baade stærk og vaabenduelig, og hans Sværd er et udmærket Vaaben.« Men i det samme foer Aan rask ind i Sæteren; Skjoldet havde han over Hovedet, og vendte den smalle Side fremad. Bolle hug til ham med Fodbider, hug Skjoldspidsen af, og kløvede med det samme Aan ned i Hærderne, saa at han straks døde. Derpaa gik Lambe ind; han havde Dækvaaben for sig og draget Sværd i Haanden. I samme Øjeblik trak Bolle Fodbider ud af Saaret, hvorved hans Skjold gled noget til Siden. Da stak Lambe ham i Laaret, og gav ham et stort Saar. Bolle derimod hug ham igen i Akslen, og Sværdet gled langs ned ad Siden, saa at han straks blev udygtig til Kamp, og Armen blev heller aldrig mere rask, saalænge han levede. I det samme kom Helge Hardbensen ind, og havde i Haanden et Spyd med en alenlang Spids og jærnbeslaaet Skaft; men saasnart Bolle saa dette, kastede han Sværdet, greb Skjoldet med begge Hænder og gik hen til Sæterdøren mod Helge. Helge stak med Spydet efter Bolle, gennem Skjoldet og ham selv. Bolle hældede sig op til Væggen. Nu styrtede ogsaa de andre ind, Haldor og hans Brødre; ligeledes gik Thorgerd ind. Da sagde Bolle: »Nu er det raadeligt, Brødre! at gaa nærmere end hidtil, nu vil Værnet kun vare kort.« Thorgerd tog Ordet og sagde, at de nu ikke maatte skaane ham, men gaa tappert ind paa Livet af ham og gøre det helt af med ham. Bolle stod da endnu op til Væggen, og holdt Kjortelen sammen paa sig, at ikke hans Indvolde skulde falde ud. Da sprang Stenthor Olafsen hen til Bolle, og hug ham med sin Økse over Halsen ved Hærderne, saa at Hovedet straks gik af. Thorgerd priste hans Haand, og sagde, at nu vilde Gudrun faa røde Lokker at rede paa Bolle. Derpaa gik de ud af Sæterhuset. Gudrun kom da gaaende nede fra Bækken, talte til Haldor, og spurgte ham, hvorledes Udfaldet var blevet af deres Strid med Bolle. De sagde hende det. Hun var iført en snæver Kjortel med en tætsluttende Bul, hun bar et stort Sæt paa Hovedet, og havde knyttet om sig et hvidt Klæde (107) med blaa Striber og Frynser for Enden. Helge Hardbensen gik hen til Gudrun, greb Klædet, og tørrede dermed Blodet af det Spyd, hvormed han havde gennemboret Bolle. Gudrun saa vist paa ham, og smilte derved. Da sagde Haldor, at dette var ondt og grusomt handlet; men Helge bad ham ikke tage sig det nær; »thi jeg tror,« sagde han, »at under Fligen af dette Klæde bor min Banemand.« Derpaa tog de deres Heste, og red bort. Gudrun fulgte hen ad Vejen med dem, og talte med dem en Stund. Derpaa vendte hun tilbage.


56. GUDRUN BYTTER BOPÆL MED SNORRE GODE

Haldors Ledsagere talte med hverandre om, at Gudrun syntes at tage sig Bolles Drab lidet nær, siden hun saaledes fulgte med dem og talte med dem, som om de ikke havde gjort noget, der var hende imod. Da svarede Haldor: »Det er ikke min Mening, at Gudrun ikke tager sig Bolles Død nær; Grunden til, at hun fulgte med og gav sig i Tale med os, var uden Tvivl, at hun vilde vide nøje, hvilke Mænd der have haft Del i denne Færd; det er heller ikke for meget sagt, at Gudrun ved mandigt Sind udmærker sig frem for andre Kvinder; desuden maa jo alle vente, at Bolles Død maa gaa hende meget nær, thi skønt vi Frænder ikke havde Held til at være hans Venner, maa man dog finde Tabet af slige Mænd som meget sørgeligt.« Tidenden rygtedes straks vide omkring, og vakte megen Opsigt; Bolles Død voldte megen Sorg.

Gudrun sendte straks nogle Mænd hen til Snorre Gode, thi til ham havde Osvifs Familie altid den største Tillid. Snorre brød straks op ved Gudruns Budskab, og kom til Tunge med tresindstyve Mand. Gudrun blev glad ved hans Komme. Han foreslog, at man skulde slutte Forlig, men Gudrun var lidet tilbøjelig til, paa Thorleiks Vegne at tage mod Penge for Bolles Drab. »Mig tykkes, Snorre!« sagde hun, at »den bedste Hjælp, du kan yde mig er, at du bytter Bopæl med mig, saa at jeg ikke skal være nødt til at have Hjardarholtsfolkene til Naboer.« Snorre, som paa denne Tid laa i Strid med Eyrbyggerne (108), svarede, at han vilde gøre det af Venskab for Gudrun, men denne Vinter maatte hun dog blive boende paa Tunge. Snorre lavede sig nu til at drage hjem, og Gudrun gav ham anselige Gaver. Han red hjem, og om Vinteren var det for roligt at regne.

Næste Vinter [1007–8] efter Bolles Død fødte Gudrun et Barn; det var en Dreng, som fik Navnet Bolle. Han blev tidlig stor og stærk, og Gudrun elskede ham meget. Da nu Vinteren var forbi og Vaaren kom, gik den Handel for sig, som Snorre og Gudrun havde sluttet om deres Jorder. Snorre flyttede til Tunge, og blev boende der, saalænge han levede; men Gudrun drog med Osvifs Familie til Helgefjæld, hvor de satte et prægtigt Bo med hinanden. Der opvoksede Gudruns Sønner Thorleik og Bolle. Thorleik var fire Aar gammel, da hans Fader Bolle blev dræbt.


57. OM THORGILS HALLASSØN

En Mand hed Thorgils Hallassøn, og kaldtes saaledes efter sin Moder, fordi hun levede længer end hans Fader. Denne hed Snorre og var en Søn af Alf fra Dalene. Thorgils’s Moder Halla var en Datter af Gest Odleifsen. Han boede i Hørdadal paa en Gaard, der hedder Tunge. Thorgils var en stor, smuk Mand, men meget overmodig; om hans Billighed havde man ikke de bedste Tanker, heller ikke var der det bedste Venskab imellem ham og Snorre, der ansaa ham for trættekær og brøsig. Thorgils gav sig mange Ærinder der omkring i Egnen, kom ogsaa jævnlig til Helgefjæld, og tilbød Gudrun sin Tjeneste. Hun tog vel godt derimod, men gjorde dog ikke Brug deraf. Thorgils bød hendes Søn Thorleik hjem til sig [c. 1018], og han var længe i Tunge, hvor han lærte Lov af Thorgils, thi denne var en lovkyndig Mand.

Paa denne Tid var Thorkel Eyjolfsen paa Rejser; han var en navnkundig Mand og ætstor, og en god Ven af Snorre Gode; han var ogsaa tit, naar han var herude, hos sin Frænde Thorsten Kuggesen. Engang medens Thorkel var her og havde sit Skib staaende oppe i Vadel paa Bardestrand, traf det sig i Borgefjord, at Eids Søn fra Aas blev dræbt af Helges Sønner fra Kropp; den, som havde øvet Drabet, hed Grim, og hans Broder hed Nial; denne druknede kort efter i Hvidaa, men Grim blev dømt fredløs for Drabets Skyld, og laa ude i Fjældene som en Skovmand, saalænge hans Fredløshed varede; han var stor og stærk. Eid var da noget til Aars, hvorfor der ikke blev tænkt paa Hævn; men Folk lagde Thorkel Eyjolfsen meget til Last, at han ikke udførte Hævnen. Foraaret efter, da han havde gjort sit Skib rede, drog han sønder paa gennem Bredefjord, fik sig der en Hest, red ene og standsede ikke, førend han kom til Aas til sin Frænde Eid. Thorkel sagde ham sit Ærinde, at han vilde opsøge hans Skovmand Grim, og spurgte Eid, om han vidste noget til, hvor han havde sit Tilflugtssted. Eid svarede, at han ikke syntes om den Rejse; Thorkel vilde udsætte sig for en stor Fare ved at vove sig imod en saa frygtelig Mand som Grim; vilde han rejse, skulde han tage mange Mænd med sig, for at han kunde have Overmagten paa sin Side. Det, svarede Thorkel, tyktes ham kun ringe Tapperhed, at drage mandstærke mod een; men derimod bad han Eid laane sig Sværdet Skøvnung (109), thi da haabede han, at han skulde gøre det af med een Mand, om han end var nok saa dygtig af sig. Eid bad ham da raade, skønt han mente, han vilde fortryde det; men da det var for hans Skyld, den anden gjorde det, vilde han ikke nægte ham Skøvnung, som hos ham vilde være i de rette Hænder. »Men dette Sværds Natur,« sagde han, »er saadan, at Sol maa man ikke lade skinne paa Hjaltet, heller ikke maa Mand drage Sværdet, naar Kvinder ser derpaa; bliver nogen saaret af det, saa læges Saaret aldrig, uden ved at bruge den Lægesten, som følger det.« Thorkel sagde, at han nøje skulde lægge Mærke dertil, og tog mod Sværdet. Eid sagde endelig, at han troede snarest, at Grim havde sit Tilflugtssted nord paa ved Fiskevandene i Ørkenen Tvidøgra (110). Derpaa red Thorkel nord paa til Heden, den Vej, som Eid viste ham, og da han var kommen langt frem paa Heden, saa han en Hytte ved en stor Sø, og søgte derhen.


58. OM THORKEL OG GRIM

Thorkel kom nu til Hytten, og saa, at der sad en Mand ved Søen ved Udløbet af en Bæk, og fiskede; han havde et Skind over Hovedet. Thorkel steg af, bandt sin Hest ved Hytten, og gik derpaa hen til Søen, hvor Manden sad. Grim, der saa Skyggen af en Mand i Vandet, sprang straks op. Thorkel, der allerede var kommen ham ret nær, hug efter ham med sit Sværd, og traf ham i Armen oven for Haandleddet, men Saaret var ikke stort. Grim løb straks mod Thorkel, og de begyndte at brydes; det viste sig hurtig, hvilken Forskel der var paa deres Styrke, Thorkel faldt, og Grim oven paa ham. Da spurgte Grim, hvad det var for en Mand; Thorkel svarede, det kunde være ham det samme. Grim sagde: »Nu har det faaet et andet Udfald, end du ventede, thi dit Liv er i min Vold.« Thorkel svarede, at han ikke vilde bede om Fred, hvor meget Lykken end var ham imod. Grim sagde, at han havde voldt Ulykke nok, selv om han ikke blev skyldig i denne; »der maa vente dig en anden Skæbne, end at dø for min Haand,« sagde han; »jeg vil skænke dig Livet, og du kan saa lønne mig derfor, som du vil.« De stod derpaa begge op, og fulgtes ad til Hytten. Thorkel saa, at Grim blev mødig af Blodtabet; han tog da Skøvnungstenen, strøg den, og bandt den ved Grims Arm, hvorpaa al Svie og Hævelse svandt af Saaret. De blev sammen om Natten. Om Morgenen lavede Thorkel sig til at fare bort, og spurgte Grim, om han vilde tage med. Denne sagde ja. Thorkel vendte sig straks vester paa, og kom ikke til Eid; han standsede ikke, førend han kom til Sælingsdalstunge. Snorre Gode modtog ham venligt. Da Thorkel nu fortalte ham, at hans Færd havde faaet et slet Udfald, sagde Snorre, at det var gaaet godt, og at han spaaede Grim en bedre Skæbne. »Du skal nu,« vedblev han, »se at skille dig vel ved ham; og dig selv vil jeg raade til, at du nu skal lade dine Rejser fare, og se til at skaffe dig fast Bolig her, tage dig en Kone og blive Høvding, som du har Byrd til.« Thorkel sagde: »Jeg har ofte haft Gavn af dine Raad,« og spurgte, om han da havde tænkt paa, hvilken Kvinde han skulde bejle til. Snorre svarede: »Du skal bejle til den Kvinde, som er det bedste Parti, og det er Gudrun Osvifsdatter.« Thorkel sagde, at det var et anseligt Giftermaal, men han fandt det dog voveligt paa Grund af hendes Heftighed og hendes store Planer, da hun sikkert vilde lade sin Husbonde Bolles Død hævne; desuden syntes det, at Thorgils Hallassøn var paa Raad med hende, og det var et Spørgsmaal, hvorvidt han vilde synes derom; for Resten var Gudrun efter hans Sind. Snorre sagde, at han skulde sørge for, at Thorgils ikke blev ham til nogen Skade, og Hævnen over Bolle troede han, vilde se anderledes ud, førend næste Halvaar var omme. Thorkel svarede: »Det kan være, at det ikke er tomme Ord, du der taler, men med Hævnen over Bolle synes mig ikke det staar bedre til nu, end før, med mindre nogle større Mænd paa een Gang blander sig i Sagen.« Snorre sagde: »Det er bedst, at du nu i Sommer drager udenlands; saa ser vi imedens, hvorledes det gaar.« Thorkel svarede, at saa skulde det være, og dermed skiltes de.

Thorkel drog vester over Bredefjord, og kom til sit Skib; Grim tog han med sig; de fik god Bør om Sommeren, og kom til Norge noget sønder paa. Da sagde Thorkel til Grim: »Du ved, hvorledes Sagerne staar, og hvorledes vi to kom i Fællesskab sammen, det behøver jeg altsaa ikke at tale mere om; men jeg saa gerne, at det maatte ende bedre, end det lod til i Begyndelsen; jeg har fundet en tapper Mand i dig, og derfor vil jeg skilles fra dig, som om vi altid havde været de bedste Venner. Købmandsvarer skal jeg give dig saa mange af, at du kan give dig i Lag med hvilke kække Mænd det skal være, men ophold dig ikke her i Landet, thi der ligger mange af Eids Venner paa Rejser, som ikke har noget godt Øje til dig.« Grim takkede ham for disse hans Ord, og sagde, at hvad der blev budet ham var langt mere, end han kunde forlange. Ved Adskillelsen gav han Grim gode Handelsvarer, og mange roste hans Højmodighed. Derpaa drog Grim øster paa til Vigen og tog Bolig der; han holdtes for en anselig Mand, og hermed ender Fortællingen om ham. Thorkel blev i Norge Vinteren over og gjaldt for en dygtig Mand; han var meget rig og driftig i al sin Færd. Men nu maa vi forlade ham en Stund og vende os til Island for at se, hvad der foregaar, medens Thorkel er udenlands.


59. OM GUDRUN OG SNORRE GODE

Gudrun Osvifsdatter drog om Sommeren [c. 1019] henimod Tvemaaneden (111) ind i Dalene; hun red til Tykkeskov. Thorleik opholdt sig da snart paa Tykkeskov hos Armods Sønner, Haldor og Ørnolf, snart paa Tunge hos Thorgils. Samme Nat sendte Gudrun Bud til Snorre Gode, at hun ønskede at tale med ham. Snorre brød da straks op og red selvanden, til han kom til Haukadalsaa. Norden for Aaen staar en stejl Klippe, der hedder Høfde (112); paa dette Sted havde Gudrun bestemt, at de skulde mødes. De kom der samtidig, og Gudrun havde ligeledes kun een Mand med sig, og det var Bolle Bollesen. Dengang var han endnu kun tolv Aar (113) gammel, men fuldkommen i Styrke og Forstand, saa at mange fuldvoksne ikke havde dem bedre; han bar da ogsaa Fodbider. Snorre og Gudrun gav sig straks i Samtale; men Bolle og Snorres Ledsager satte sig paa Klippen og saa paa Folk, der drog gennem Landskabet. Og efter at Snorre og Gudrun nu havde talt om almindelige Nyheder, spurgte Snorre, hvad der da egentlig var hændt, siden hun havde sendt Bud efter ham i saa stor Skynding. Gudrun sagde: »Det er sandt, at det er mig en splinterny Tildragelse, som jeg vil tale om, skønt den er forefalden for tolv Aar siden, thi jeg vil tale noget om Hævnen over Bolle; uventet kan det ikke komme dig, thi jeg har af og til mindet dig derom; nu vil jeg ogsaa bede dig huske paa, at du har lovet mig din Hjælp dertil, naar jeg vilde have Taalmodighed. Nu synes jeg næsten at maatte opgive Haabet om, at du vil tage dig deraf; med min Taalmodighed er det nu ude, og jeg beder dig om et godt Raad, hvorledes Hævnen skal udføres.« Snorre spurgte hende, hvad hun mente var bedst. Gudrun svarede: »Min Vilje er, at ikke alle Olafs Sønner skal gaa fri.« Snorre sagde, at han vilde modsætte sig Angreb paa Mænd, der var de anseligste i Herredet, og hvis nære Frænder straks vilde tænke paa Hævn; det var dog engang paa Tiden, at disse Ættedrab (114) holdt op. Gudrun sagde: »Saa faar man angribe Lambe og dræbe ham; saa er dog en af de værste ryddet af Vejen.« »Vistnok,« sagde Snorre, »er der Skyld nok hos Lambe til at dræbe ham; men dermed synes mig ikke Bolle hævnet, thi skal disse Mænds Drab jævnes ved et Forlig, saa bliver Bolles langt højere Værd ubillig nedsat.« »Vel muligt,« sagde Gudrun, »at vi ikke af Laksdølerne faa Ret og Skel, men bøde skal nogen, i hvilken Dal han end bor; der er nu Thorsten Svarte, ingen har ført sig slettere op i denne Sag end han.« Snorre sagde: »Thorstens Brøde imod dig er den samme som deres, der var med i Overfaldet paa Bolle, men ikke lagde Haand paa ham; derimod lader du dem sidde i Fred og Ro, som Hævnen snarere maatte gaa ud over, de, som ligefrem voldte Bolles Død, som Helge Hardbensen.« »Vistnok,« svarede Gudrun, »men jeg kan ikke finde mig i, at disse Mænd alle skal blive siddende i Fred og Ro, som er mine bitre Fjender.« Snorre svarede: »Dertil ved jeg et godt Raad: Lambe og Thorsten skal være i Færden med dine Sønner; han og Lambe fortjener at tilkøbe sig Fred paa den Maade; men vil de ikke det, saa har jeg ikke noget imod, at du straffer dem, som du finder for godt.« »Hvorledes,« sagde Gudrun, »skal man faa disse Mænd, som du har nævnt, til at være med i Færden?« »Det maa blive hans Sag, der skal være Formand,« sagde Snorre. »Ogsaa det,« sagde Gudrun, »maa jeg bede dig overveje, hvem denne Formand og Leder skal være.« Da smilede Snorre og sagde: »Du har allerede kaaret Manden.« »Du mener Thorgils,« sagde Gudrun. »Ja,« svarede Snorre. Gudrun vedblev: »Jeg har rigtignok før talt til Thorgils derom, men det er saa godt som forbi; han forelagde mig nemlig et Vilkaar, som jeg ikke vil gaa ind paa; han vil nok hævne Bolle, naar jeg vilde gifte mig med ham, men da jeg ingen Lyst har dertil, saa vil jeg heller ikke bede ham om at tage med paa denne Færd.« Snorre sagde: »Det ved jeg Raad for, thi jeg under Thorgils at gøre dette; visselig skal du love ham Giftermaal, dog saaledes at Tingen har en Hage; du skal love ham, at du ikke vil tage nogen anden Mand her i Landet (115) end ham, og det Løfte skal du holde; thi Thorkel Eyjolfsen er ikke nu her i Landet, og ham har jeg tiltænkt dig.« »Den List vil han mærke,« sagde Gudrun. »Sikkert ikke,« sagde Snorre, »han er mere fremfusende end forstandig; lad Aftalen ske i faa Mænds Nærværelse, lad hans Fostbroder Haldor være tilstede, men ikke Ørnolf, thi han er klogere, og gaar det ikke, saa er Skylden min.« Derpaa endte de deres Samtale og sagde hinanden Farvel. Snorre red hjem og Gudrun til Tykkeskov. Morgenen efter red Gudrun med sine Sønner fra Tykkeskov. Da de red langs ad Skogestrand (116), saa de Folk ride efter dem; de red skarpt til og indhentede dem snart; det var Thorgils Hallassøn. Efter at de havde hilst venlig paa hinanden, red de samme Dag alle sammen ud til Helgefjæld.


60. GUDRUN ÆGGER SINE SØNNER TIL HÆVN

Faa Dage efter at Gudrun var kommen hjem, kaldte hun sine Sønner til Samtale med sig i sin Urtegaard; og da de kom, saa de, at der var linnede Klæder udbredte, Skjorte og linned Brog, der var meget blodige. Da sagde Gudrun: »Disse samme Klæder, som I ser her, maa opmuntre Eder til at hævne Eders Fader; herom vil jeg ikke bruge mange Ord, thi hvor skulde mine Ord fremskynde Eder, hvis I ikke røres ved Varsler og Mindelser som disse.« Brødrene blev meget rystede ved Gudruns Ord, men svarede som saa: at de havde været for unge til at søge Hævn, og uden Ledere; de havde hverken kunnet sørge for sig selv eller andre, men mindedes dog nok, hvad de havde tabt. Gudrun sagde, at de tænkte mere paa Hestekamp og Lege. Derefter gik de bort. Om Natten kunde de ikke sove; Thorgils mærkede det og spurgte, hvad der fejlede dem. De fortalte ham Samtalen med deres Moder og tilføjede, at de ikke længer kunde udholde deres Sorg og deres Moders Paamindelse. »Vi vil søge Hævn,« sagde Bolle, »nu er vi Brødre saa voksne, at man vil lægge os det meget til Last, hvis vi lægger Hænderne i Skødet.« Næste Dag gav Thorgils og Gudrun sig i Samtale. Gudrun tog saaledes til Orde: »Mig synes, Thorgils, at mine Sønner ikke længer kan udsætte Hævnen efter deres Fader; hidtil har dette været opsat, fordi Thorleik og Bolle tyktes mig for unge til at tage Del i Manddrab, skønt der havde været Grund nok til at mindes Sagen noget før.« »Det er en Sag,« svarede Thorgils, »som du ikke skulde tale til mig om, da du saa tvært har nægtet mig din Haand; men jeg er af samme Tanker som før, da vi talte derom: naar jeg kan faa dig til Kone, vil jeg ikke betænke mig paa at slaa een eller to ned af dem, som havde mest Del i Bolles Drab.« Gudrun sagde: »Jeg tror, at Thorleik ikke finder, at nogen egner sig mere til at være Formand, naar noget dristigt Værk skal udføres; jeg maa da ogsaa sige dig, at mine Sønner har i Sinde at stævne mod Bærsærken Helge Hardbensen, der sidder paa sin Gaard i Skorradal og frygter for intet.« Thorgils sagde: »Det er mig det samme, enten han hedder Helge eller hvad han hedder, thi jeg tør maale mig med Helge og med hvem det skal være; fra min Side er Tingen afgjort, naar du vidnefast lover at ægte mig, hvis jeg fremmer Hævnen med dine Sønner.« Gudrun sagde, at hun vilde holde alt, hvad hun lovede, hvor faa Vidner der end var derpaa, og sagde, at det var bedst at afgøre det; hvorpaa hun bad at kalde paa hans Fostbroder Haldor og hendes Sønner. Thorgils vilde have Ørnolf med, men Gudrun sagde, at det ikke var nødvendigt, og hun troede ikke, at Ørnolf var ham saa hengiven, som han var Ørnolf. Thorgils bad hende raade. Nu kom Brødrene til Gudrun og Thorgils; ligeledes kom Haldor til Møde med dem. Gudrun underrettede dem da om, at Thorgils havde lovet at være Formand for den Færd, hendes Sønner havde for, nemlig at hjemsøge Helge Hardbensen for at hævne Bolle, men han vilde kun gøre det paa det Vilkaar, at han kunde faa hende til Ægte. »Nu,« vedblev hun, »kalder jeg da Eder til Vidne paa, at jeg lover Thorgils ikke at lage nogen anden Mand her i Landet end ham, og i fremmede Lande agter jeg ikke at gifte mig.« Thorgils mente nu, at dette var nok, og mærkede ikke noget. Dermed endte de deres Samtale. Nu blev det afgjort, at Thorgils skulde paatage sig Færden; han gjorde sig rede med Gudruns Sønner til at tage fra Helgefjæld. De red ind i Dalene og først hen til Tunge.


61. OM THORSTEN OG LAMBE

Den næste Søndag holdtes der Leidting (117). Thorgils red did med sin Flok. Snorre Gode var ikke paa Tinget, men ellers var der en god Hoben. Thorgils forlangte at tale med Thorsten og sagde: »Du ved, at du var med Olafs Sønner, dengang Bolle blev dræbt, og du har ingen Bod givet hans Sønner derfor. Skønt det nu er lang Tid siden at dette skete, tænker jeg, de husker de Mænd det, som havde Del deri; men disse Brødre mener, at det er dem sømmeligt, sidst at søge Hævn hos Olafs Sønner for deres Frændskabs Skyld; derimod har de i Sinde at vende Hævnen mod Helge Hardbensen, thi han gav Bolle Banesaar. Vi vil nu bede dig, Thorsten, at følge med Brødrene paa denne Færd, og derved skaffe dig Fred og Forlig.« Thorsten svarede: »Det er ikke sømmeligt for mig at oplægge Svig mod min Maag Helge; heller vil jeg give Penge for at købe min Fred, saa meget som det kan sømme sig.« »Nej,« svarede Thorgils, »det er vist ikke Brødrenes Hensigt at bruge denne Sag til at faa Penge; men det skal du vide, Thorsten, at du kun har to Kaar at vælge imellem; enten at tage med eller at udsætte dig for deres Overlast, saasnart de ser Lejlighed dertil; og jeg raader dig til, at du vælger det første, skønt du staar i Slægtskab med Helge; thi naar Mænd kommer i slig Knibe, maa hver sørge for sig.« Thorsten spurgte da, om lignende Vilkaar skulde stilles flere af dem, som havde Strid med Bolles Sønner; Thorgils svarede ja, at Lambe var i samme Vaande. Da sagde Thorsten, at det var ham kært, naar han ikke var den eneste, det gik saaledes. Derpaa kaldte Thorgils Lambe til sig, bad Thorsten høre paa deres Samtale, og sagde: »Jeg vil nu tale med dig, Lambe, om det samme, som jeg allerede har forestillet Thorsten: Hvad sømmelig Bod vil du byde Bolles Sønner for det Kæremaal, de har imod dig; thi det er os forsikret, at du saarede Bolle, og du er saa meget mere sagskyldig, som du tilskyndede andre til Bolles Drab; du havde rigtignok større Grund dertil end andre, bortset fra Olafssønnerne.« Lambe spurgte, hvad man krævede af ham. Thorgils sagde, at man vilde sætte ham samme Vilkaar som Thorsten, nemlig at forene sig med Brødrene mod Helge Hardbensen; men Lambe fandt dette Fredkøb ubilligt og umandigt og vilde ikke være med. Da sagde Thorsten: »Det er ikke klogt af dig, Lambe, saa snart at sige nej, thi det er en Sag, store og anselige Mænd har Del i, og de har længe nok fundet sig i den Uret, de har lidt. Om Bolles Sønner er mig sagt, at det er lovende unge Mænd, fulde af Mod, og de har meget at hævne. Heller ikke kan man vente andet, end at sligt Storværk maa have alvorlige Følger. Mig vil man især lægge dette til Last paa Grund af mit Svogerskab med Helge, men jeg tænker, at det vil gaa de fleste som mig, at Livet gaar for alt, og at den Anstødssten maa først ryddes bort, som ligger nærmest for Døren.« Lambe sagde: »Det er let at forstaa, hvad du, Thorsten, raader til, og det er vist bedst, at du faar din Vilje, hvis du holder det for det sikreste, thi vi har længe delt Farer med hinanden; jeg stiller dog som Vilkaar, hvis jeg skal tage Del heri, at mine Frænder, Olafs Sønner, faar Lov at sidde i Fred og Ro, hvis Hævnen lykkes mod Helge.« Det lovede Thorgils paa Brødrenes Vegne. Det blev nu besluttet, at Thorsten og Lambe skulde tage med paa Færden med Thorgils, og de aftalte at mødes tidlig paa tredje Dag (Tirsdag) paa Tunge i Hørdadal. Derpaa skiltes de; Thorgils red om Aftenen hjem til Tunge. Tiden led nu frem til den Dag, da de havde lovet at komme, og tredje Morgen før Solens Opgang indfandt Thorsten og Lambe sig paa Tunge, hvor Thorgils tog vel imod dem.


62. OM HELGE HARDBENSEN

Thorgils gjorde sig nu færdig til at ride, og de red op gennem Hørdadal ti sammen; der var Thorgils Hallassøn, Føreren for Flokken; dernæst Bolles Sønner, Bolle og Thorleik; den fjerde var deres Broder Thord Kat; den femte Thorsten Svarte, den sjette Lambe, den syvende og ottende Haldor og Ørnolf, den niende Svend, den tiende Hunboge, hvilke var Sønner af Alf fra Dalene; alle var de krigerske Mænd. De rede deres Vej op til Sopandeskard og gennem Langavatnsdal (118), og saa tværs over Borgefjord; derpaa ved Eyjarvad over Norderaa, og ved Bakkavad over Hvidaa kort fra Gaarden der; saa red de gennem Reykedal og over Aasen til Skorradal, og saa op gennem Skoven (119) i Nærheden af Gaarden ved Vatnshorn; der steg de af Hestene, og da var det langt ud paa Aftenen. Gaarden ved Vatnshorn ligger kort fra Søen (120) sønden for Aaen. Thorgils sagde da til sine Ledsagere, at de skulde blive der om Natten, men han vilde gaa hen til Gaarden for at spejde og se, om Helge var hjemme. »Man har fortalt mig,« sagde han, »at Helge som oftest kun har faa Mænd hos sig, men at han er meget forsigtig og ligger i en stærk, tillukket Seng.« Thorgils’s Ledsagere bad ham gøre det paa det bedste. Nu skiftede Thorgils Klæder, kastede sin sorte Kappe og tog en graa Kittel paa, og gik hen til Gaarden; da han var kommen næsten hen til Indhegningen, saa han en Mand komme sig i Møde, og da de traf hinanden, sagde Thorgils: »Du vil nok tykkes underligt om mit Spørgsmaal, Kammerat! men sig mig, hvad for en Egn er jeg kommen i? hvad hedder denne Gaard, og hvem bor der?« Manden svarede: »Ja, du maa rigtignok være en meget uvidende Tosse, hvis du aldrig har hørt tale om Helge Hardbensen, en saadan Helt og Stormand som han er.« Thorgils spurgte da videre, hvor gæstfri Helge viste sig, naar der kom fremmede Folk til ham, som trængte til ham. Den anden svarede, at i den Henseende maatte han rose ham, thi Helge viste sig som en Stormand baade ved at tage mod Folk og i al anden Højmodighed. »Er Helge nu hjemme?« spurgte Thorgils, »jeg vil bede ham om at tage imod mig.« Den anden spurgte, hvad han vilde ham. Thorgils svarede: »Jeg blev gjort fredløs i Sommer paa Tinget, og vil nu se at finde Beskyttelse hos en Mand, der har noget at sige; til Gengæld vil jeg tilbyde ham mit Følgeskab og Tjeneste; følg mig nu hen til Gaarden til Helge!« »Jeg kan gerne,« sagde den anden, »følge dig hjem, thi du kan være vis paa at faa Herberge i Nat; men Helge træffer du ikke, for han er ikke hjemme.« »Hvor er han da?« spurgte Thorgils. »Han er oppe paa sin Sæter, som hedder Sarpen,« svarede Manden. Thorgils spurgte fremdeles, hvor det var, og hvad for Mænd der var med ham. Den anden svarede, at der var hans Søn Hardben og to andre Mænd, der var dømte fredløse, og som han havde taget imod. Thorgils bad ham da at vise ham den nærmeste Vej til Sæteren, thi han vilde gerne straks tale med Helge, hvorpaa den anden viste ham Vejen, og derpaa skiltes de. Thorgils drejede saa ind i Skoven og hen til sine Medfølgere, som han fortalte, hvad han havde faaet at vide om Helge; »vi vil nu,« sagde han, »blive her Natten over, og ikke tage til Sæteren før i Morgen.« De gjorde saa. Om Morgenen red de op gennem Skoven, til de var kort fra Sæteren; da bad Thorgils dem at staa af og spise Davre, hvad de da ogsaa gjorde, og de dvælede der en Stund.


63. OM HELGES FAAREHYRDE

Nu vil vi fortælle, hvad der foregik paa Sæteren, hvor Helge var med de andre Mænd, som nys er sagt. Om Morgenen talte Helge til sin Faarehyrde og sagde, han skulde gaa omkring i Skoven i Nærheden af Sæteren, og lægge Mærke til, hvem der færdedes, og hvad der ellers forefaldt; thi han havde haft slemme Drømme om Natten. Drengen gjorde, som han sagde. Han blev borte nogen Tid, og da han kom tilbage, spurgte Helge ham, hvad mærkeligt han havde set. »Jeg har set noget,« svarede Hyrden, »som jeg tænker er mærkeligt nok.« »Og hvad er det da?« sagde Helge. Han svarede, at han havde set nogle Mænd, og at det ikke var saa helt faa, og at han troede, de var fra et andet Herred. »Hvor var de, da du saa dem?« spurgte Helge; »hvad tog de sig for? og har du lagt Mærke til noget ved deres Klædedragt eller Udseende?« Hyrden svarede: »Jeg blev ikke saa forbløffet ved Synet af dem, at jeg ikke skulde lægge Mærke til sligt, thi jeg vidste, at du vilde spørge mig derom.« Derpaa sagde han, at de var kort fra Sæteren og spiste Davre. Helge spurgte, om de sad i Kreds eller ud fra hinanden. Han svarede, at de sad i Kreds paa deres Sadler. Helge sagde: »Fortæl mig nu om deres Udseende, at jeg kan se, om jeg kan slutte mig til, hvem det er.« Drengen sagde: »Der sad en Mand paa en malet Sadel, med en sort Kappe, stor og mandhaftig, med en høj Krig i Tindingerne og noget fremstaaende Tænder.« Helge sagde: »Den Mand kender jeg grant af din Beskrivelse; det er Thorgils Hallassøn fra Hørdadal. Men hvad mon den Kæmpe vil os?« Drengen blev ved: »Ham næst sad en Mand paa en gylden Sadel, han havde en rød Skarlagens Kjortel paa, en Guldring paa Armen, og et Guldbaand knyttet om Hovedet; han havde gult Haar, der faldt i Lokker ned paa hans Skuldre, lys Lød, kroget Næse, smukke blaa og levende Øjne, bred Pande og runde Kinder; hans Haar var rundt afskaaret til Brynene, hans Hærder brede, Overkroppen stærk, Hænderne smukke og Armene føre, og alle hans Lader særdeles tækkelige; kort sagt, jeg har aldrig set nogen med saa rask et Udseende. Det er ogsaa en ganske ung Mand, saa at han endnu ikke bar Skæg, og mig syntes, han var helt sorgtynget.« Helge sagde: »Nøje har du lagt Mærke til denne Mand, og han maa vist nok være udmærket, men uden Tvivl har jeg aldrig set ham. Skal jeg imidlertid gætte paa, hvem det er, saa tænker jeg, det er Bolle Bollesen, thi han skal være en haabefuld Yngling.« »Saa,« vedblev Hyrden, »sad der en Mand paa en indlagt Sadel i en lysegrøn Kjortel med en stor Guldring paa Fingeren; det var en smuk, endnu ungdommelig Mand med lange brune Lokker og i det hele en særdeles tækkelig Mand.« Helge sagde: »Det maa være Thorleik Bollesen; du har et skarpt Syn og lægger vel Mærke til Folk.« »Ham næst,« blev Hyrden ved, »sad en ung Mand i en sort Kjortel og sorte Brog med Bælte; han havde et lige Ansigt, hvide Haar, smukt Aasyn, var smækker og havde smukke Lader.« »Ham,« sagde Helge, »har jeg uden Tvivl set, da han endnu var ganske ung; det maa være Thord Thordsen, Snorre Godes Fostersøn; ja, de har smukke Folk, de Vestfjordinger. Og hvem var der saa mere?« »Saa sad der en Mand,« sagde Hyrden, »paa en skotsk Sadel, graasprængt Skæg, mørk Ansigtsfarve, sort krøllet Haar; noget styg, men saa krigersk nok ud, han havde en graa Foldkappe paa.« »Ham kender jeg grant,« sagde Helge, »det er Lambe Thorbjørnsen fra Laksaadal, men jeg kan ikke vide, hvorledes han kommer i Følgeskab med disse Brødre.« Hyrden sagde: »Saa sad der en Mand i en Standsadel i en sort Kofte med en Sølvring paa Armen; han saa ud som en statelig Bonde, noget til Aars, og havde mørkt, stærkt kruset Haar og en Skramme i Ansigtet.« »Nu bliver det værre og værre,« sagde Helge; »det maa være min Maag Thorsten Svarte; det er underligt, hvad han kan have der at gøre; saaledes vilde jeg i det mindste ikke hjemsøge ham. Nu, hvad kommer der saa mere?« »Saa,« vedblev den anden, »sad der to Mænd, som lignede hinanden, midaldrende og drabelige Mænd med røde Haar og fregnet Ansigt, men ellers vakre nok af Udseende.« Helge sagde: »Det kan man ikke tage fejl af, hvem det er; det er Armods Sønner, Thorgils’s Fostbrødre, Haldor og Ørnolf; du er kløgtig til at skelne mellem Folk. Var det nu alle dem, du saa?« Hyrden svarede: »Nu er jeg snart færdig. Dernæst sad der en Mand, som vendte sig ud af Kredsen, iført en Spangebrynje med Staalhue paa Hovedet, hvis Rand var af Haandsbredde; han havde en blank Økse paa Skulderen, hvis Æg syntes en Alen lang; det var en sortøjet Mand, der saa ud som en Viking.« Helge sagde: »Ham kender jeg nøje efter din Beskrivelse: det var Hunboge den Stærke, en Søn af Alf fra Dalene; jeg gad vidst, hvad de har i Sinde; det er udvalgte Folk, de har med sig.« Hyrden sagde: »Endelig sad der endnu een nærmest ved denne stærke Mand; han havde sortebrune Haar, et tykt, rødt Ansigt, store Bryn, og var lidt over Middelhøjde.« »Ham behøver du ikke at sige mere om,« sagde Helge; »det har været Svend, Hunboges Broder. Del er nok bedst, vi tager os i Agt for disse Mænd; thi uden Tvivl vil de have mig i Tale, førend de forlader Herredet, og der er dem iblandt dem, som vel tænker, at et saadant Møde kunde være sket noget før. Nu,« vedblev han, »skal alle de Kvinder, som er her i Sæteren, trække i Mandsklæder og tage de Heste, der er her, og ride alt hvad de kan til Vinterhusene; maaske de, som her sidder og lurer paa os, ikke lægger saa nøje Mærke til, om det er Kvinder eller Mænd, der rider; giver de os blot en kort Tidsfrist, saa skal vi snart have Mænd samlede til os, og da kan det endnu blive til, hvad det skal.« Kvinderne red bort, fire i Tallet.

Thorgils frygtede imidlertid for, at der kunde være kommet Nys om dem; han bad derfor de andre at tage deres Heste og skynde sig af Sted. De gjorde saa. Men førend de var komne til Hest, kom en Mand ridende lige imod dem; han var lille af Vækst og væver af sig, og havde en rask Hest. Han hilste Thorgils bekendt. Denne spurgte ham om hans Navn og Slægt, og hvor han kom fra. Han svarede, at han hed Hrapp, og var paa mødrene Side fra Bredefjord, og der var han opfødt. »Jeg bærer Viga-Hrapps Navn,« sagde han, »og har arvet det tilligemed Navnet, at jeg ikke er at spøge med, skønt jeg er lille af Vækst; paa fædrene Side stammer jeg fra Sønderlandet, og der har jeg nu været i nogle Aar. Det er et Held, Thorgils, at jeg har truffet dig her, thi jeg havde dog i Sinde at opsøge dig, selv om det havde faldet mig vanskeligere. Jeg er stedt i en Vaande; jeg er nemlig raget i Strid med min Husbonde, der ikke handlede godt med mig, men Uret er nu noget, som jeg efter mit Navn ikke kan finde mig i, derfor saarede jeg ham, men saa vidt jeg ved, skadede det ham lidet eller intet; imidlertid vilde jeg dog ikke blive der ret længe efter, men mente, jeg var i god Behold, saasnart jeg kom paa Ryggen af denne Hest, som jeg tog fra Bonden.« Han talte en hel Del, men spurgte de andre kun om lidet; imidlertid mærkede han snart, at de havde i Sinde at drage mod Helge; dette syntes han godt om, og sagde, at han ikke skulde være blandt de sidste.


64. HELGES DRAB

Thorgils red nu med sit Følge skarpt til, og de kom ud af Skoven. Der saa de fire Mænd ride fra Sæteren, ligeledes i fuldt Spring. Da sagde nogle af Thorgils’s Ledsagere, at man straks skulde sætte efter dem; men Thorleik Bollesen sagde, at det var bedst, de først kom til Sæteren og saa, hvem der var; han troede nemlig, at det ikke var Helge eller nogen af hans Følgesvende, men det forekom ham at være lutter Kvinder. Flere sagde ham imidlertid imod. Thorgils sagde, at Thorleik skulde raade, thi han vidste, at han havde et skarpt Syn; og de vendte sig da mod Sæteren. Hrapp red forrest, rystede Spydet, som han havde i Haanden, fægtede dermed og sagde, at her var Lejlighed til at vise sig. Helges Folk blev intet var, førend Thorgils og hans Følge havde omringet Sæterhytten. De lukkede da Døren og tog deres Vaaben. Hrapp løb straks op paa Sæteren og spurgte, om Ræven var derinde. Helge svarede, at han skulde faa at føle, at den, som boede derinde, var farlig nok og kunde bide fra sig, hvis nogen kom hans Hule for nær; i det samme stak han Spydet ud gennem Sætergluggen og gennem Hrapp, der faldt død til Jorden. Thorgils bød de andre gaa varlig og tage sig vel i Agt; thi de havde Folk nok til at indtage Sæterhuset og faa Bugt med Helge, saaledes som han nu var stedt, thi han havde uden Tvivl kun faa Folk. Sæterhytten var bygget saaledes, at der var een Rygaas, der laa paa Gavlvæggene, og Enderne af Aasen ragede udenfor; der var et simpelt Grønsværstag paa Huset, som endnu ikke var groet sammen. Da sagde Thorgils, at nogle Mænd skulde gaa hen til Enderne af Aasen og tage saa fast paa dem, at Aasen enten brast eller Rafterne gik af; men nogle skulde passe paa Døren, hvis de derinde vilde søge ud. Der var fire Mænd i Sæterhuset foruden Helge: hans Søn Hardben, tolv Aar gammel, hans Faarehyrde og de to fredløse Mænd, der om Sommeren var komne til ham; den ene hed Thorgils, den anden Eyjolf. Thorsten Svarte og Dale-Alfs Søn Svend stod ved Døren; de andre rev Taget af, og havde fordelt Arbejdet imellem sig; Hunboge den Stærke og Armods Sønner tog ved den ene Ende af Aasen, Thorgils, Lambe og Gudruns Sønner ved den anden, og de rykkede nu saa fast i den, at den brast. I det samme stak Hardben sit Spyd ud af Sæterhuset gennem et Hul, der var brudt paa Døren. Spydet traf Thorsten Svartes Staalhue og gik ind i Panden; det var et meget stort Saar. Da sagde Thorsten, hvad ingen kunde nægte, at der var Folk derinde. Dernæst sprang Helge ud gennem Døren saa djærvt, at de, der stod næst, sprang til Side. Thorgils, der stod nær hos, hug efter ham med sit Sværd, traf ham i Akselen og gav ham et svært Saar. Helge vendte sig imod ham, og havde en Vedøkse i Haanden. »Endnu blinker den gamle ikke ved at se imod Vaaben,« sagde Helge, svang sin Økse mod Thorgils og traf ham paa Benet; men da Bolle saa dette, sprang han hen til Helge, Fodbideren havde han i Haanden, og med den gennemborede han Helge, saa det blev hans Banesaar. Helges Følgesvende løb straks ud af Sæterhytten tilligemed Hardben. Thorleik Bollesen gik imod Eyjolf, der var en stærk Mand. Thorleik hug til ham med sit Sværd, traf ham oven for Knæet, saa Benet gik af, og han faldt død til Jorden; men Hunboge den Stærke løb imod Thorgils, hug til ham med sin Økse, traf ham i Ryggen og kløvede den midt over. Thord Kat stod nær hos, der hvor Hardben løb ud, og vilde straks hugge løs paa ham; men Bolle løb til, da han saa det, og forbød at gøre Hardben Skade; »her skal intet fejg Mands Værk øves,« sagde han, »og Livet skal skænkes Hardben.« Helge havde endnu en Søn, der hed Skorre, og var til Opfostring i den søndre Reykedal.


65. BRØDRENES HJEMKOMST

Da nu dette var sket, red Thorgils bort med sit Følge og over Aasen til Reykedal, hvor de tillyste disse Drab; siden red de den samme Vej tilbage, som de var komne, og standsede ikke, førend de kom til Hørdadal. De fortalte nu, hvad der var forefaldet paa deres Rejse, en Daad, som blev meget omtalt, thi man fandt, at det var et Storværk, at en Kæmpe som Helge var fældet. Thorgils takkede derpaa Medfølgerne for deres Bistand, og ligesaa gjorde Bolles Sønner; og alle de, som havde været med i denne Færd med Thorgils, skiltes ad. Lambe red til Laksaadal og kom først til Hjardarholt, hvor han udførlig fortalte sine Frænder alt, hvad der var hændt i Skorradal. De var misfornøjede dermed, dadlede ham meget, og sagde, at han derved havde vist sig at være mere af Thorbjørn Skrjups Æt, end af Irekongen Myrkjartans; men han blev meget vred over disse deres Ytringer, og sagde, at de kendte ham daarlig, naar de overfusede ham med Bebrejdelser, uagtet han havde frelst dem fra Døden. De skiltes da efter en kort Ordveksling fra hverandre og var forbitrede paa begge Sider. Lambe red hjem til sin Gaard. Thorgils Hallassøn red ud til Helgefjæld tilligemed Gudruns Sønner og hans Fostbrødre Haldor og Ørnolf; de kom der først silde om Aftenen, saa at alle var gaaede til Sengs. Gudrun stod op, bød Folkene at staa op og at forsyne dem med hvad de trængte til; hun gik saa ind i Stuen, hilste paa Thorgils og alle de andre, og spurgte dem om Tidende. Thorgils gengældte hendes Hilsen; han havde da lagt sin Kappe og sine Vaaben fra sig, og havde sat sig op til Støtterne. Han havde en rødbrun Kjortel paa og et bredt Sølvbælte om Livet. Gudrun satte sig ned paa Bænken hos ham. Da kvad Thorgils denne Vise:

Hen til Helge drog vi,
ham til Ravnene vog vi.
Frem med Thorleik gik vi,
røde Skjolde fik vi.
Trende Kæmper, alle
tapre, maatte falde
for vort Staal i Stævnet.
Nu er Bolle hævnet.

Gudrun spurgte derpaa nøje efter alt, hvad der var sket paa deres Tog, og Thorgils svarede paa alle hendes Spørgsmaal. Hun sagde derpaa, at de havde udført denne Daad med Raskhed, og takkede dem derfor. Derpaa blev der budt dem noget at leve af, og da de var mætte, fulgte man dem til Seng, og de sov der om Natten. Dagen efter gik Thorgils hen at tale med Gudrun, og sagde: »Jeg har nu, Gudrun, udført den Daad, som du bad mig om, og jeg haaber at have skilt mig vel ved den; du husker da vel ogsaa, hvad du igen har lovet mig, og nu tænker jeg at være min Løn værd.« Da sagde Gudrun: »Der er ikke gaaet saa lang Tid, siden vi sidst taltes ved, at det skulde være gledet mig af Minde, og jeg agter ogsaa aldeles at holde dig alt, hvad vi blev enige om; du husker vel, hvad der blev aftalt mellem os?« Thorgils sagde, at det vidste hun nok selv. »Jeg mener,« vedblev Gudrun, »at jeg lovede dig, ikke at tage nogen anden Mand her i Landet, end dig; var det ikke saa?« Thorgils svarede, at hun huskede ret. »Det er godt,« sagde Gudrun, »at vi husker ens i denne Sag, og jeg vil da ikke længer skjule for dig, at jeg tror aldrig det skal være min Lod at blive din Kone; og jeg mener at opfylde alt, hvad jeg har lovet dig, dersom jeg gifter mig med Thorkel Eyjolfsen, eftersom han nu ikke er her i Landet.« Da sagde Thorgils og blev ganske rød i Hovedet: »Jeg ser nok, hvorfra den Vind blæser; derfra er altid komne kolde Raad imod mig; det er Snorre Godes Paafund.« Derpaa sprang han straks op fra Samtalen og var overmaade vred, gik saa hen til sine Ledsagere og sagde, han vilde ride bort. Thorleik var misfornøjet med, at man gav Thorgils Grund til at være vred, men Bolle holdt med sin Moder. Gudrun sagde, at man skulde give Thorgils gode Gaver og dermed formilde ham; men Thorleik sagde, at det ikke kunde nytte noget, thi Thorgils havde alt for stolt et Sind, til at han i slig en Sag skulde lade sig nøje med Smaating. Gudrun sagde, at saa fik han trøste sig hjemme. Dermed red Thorgils fra Helgefjæld tilligemed sine Fostbrødre; han kom hjem til sin Gaard Tunge og var meget utilfreds.


66. OSVIFS DØD

Denne Vinter [c. 1019] blev Osvif syg, og døde. Hans Død føltes som et stort Tab, da han havde været en meget vis Mand. Han blev begravet paa Helgefjæld, thi Gudrun havde da ladet en Kirke bygge. Samme Vinter faldt ogsaa Gest Odleifsen i en Sygdom, og da denne tog til, kaldte han sin Søn, Thord den Lave, til sig, og sagde: »Det aner mig, at denne Sygdom vil blive min Død. Mit Lig skal bringes til Helgefjæld, thi dette Sted vil blive det vigtigste her i Egnen, derfra har jeg ofte set Lys skinne (121).« Derpaa døde Gest. Vinteren havde været kold, og der var megen Islæg, og Bredefjord var langt ud lagt til, saa der kunde ingen Skibe komme ud fra Bardestrand. Gests Lig stod i to Nætter oppe paa hans Gaard Hage, men samme Nat blev det saa stærk en Storm, at al Isen drev bort fra Landet, og Dagen efter var det godt og stille Vejr. Da tog Thord et Skib, førte Gests Lig om Bord, og de sejlede samme Dag over Bredefjord, og kom om Aftenen til Helgefjæld, hvor de blev vel modtagne. Der blev han Natten over, og næste Dag blev Gests Lig sat ned; han og Osvif kom til at hvile i samme Grav. Nu gik Gests Spaadom i Opfyldelse, at der var kortere imellem dem, end den Gang da den ene af dem boede paa Bardestrand, den anden paa Sælingsdalstunge. Thord den Lave drog atter hjem, da han havde gjort, hvad han skulde; men Natten efter blev det saa haardt Uvejr, at Isen atter lagde sig helt til Land; og det varede ved en stor Del af Vinteren, at man ikke kunde sejle der. Det fandt man meget mærkeligt, at det nemlig saaledes traf sig, at man kunde fare med Gests Lig, men at det var umuligt at komme frem baade før og efter.


67. THORGILS HALLASSØNS DRAB

Der var en Mand, ved Navn Thoraren, der boede i Langedal; han var Godordsmand, men ikke mægtig. Hans Søn hed Audgisl, og var en rask Mand. Thorgils Hallassøn tog Godordet fra dem. Audgisl drog hen til Snorre Gode, fortalte ham den Uret, der var gjort ham, og bad ham hjælpe. Snorre svarede for en Del vel, men gjorde dog ikke meget af det hele, og sagde: »Ja vistnok kryr Hallagutten sig nu! Mon Thorgils da aldrig kan finde Mand for sig, der ikke vil taale alt af ham? Sikkerlig, det er en stor Mand, en tapper Mand, men der er dog andre komne til Hel, ligesaa dygtige som han.« Og da Audgisl drog bort, gav Snorre ham en sølvbeslagen Økse.

Om Foraaret drog Thorgils Hallassøn og Thorsten Svarte til Borgefjord, og tilbød at give Helges Sønner og andre hans Frænder Bøder; der blev sluttet Forlig, og fastsat en sømmelig Bod; Thorsten betalte de to Tredjedele, men den ene Tredjedel skulde Thorgils udrede paa Tinget. Om Sommeren red Thorgils til Tinget, men da de der kom til Hraunet ved Tingsletten, saa de en Kvinde komme sig i Møde; Thorgils red hen imod hende, men hun veg til Siden, og kvad:

Vogt jer, hvis kloge
I kaldes vil,
og var jer saa
mod Snorres Rænker.
I løber i Snaren,
Snorre er snu.

Derpaa gik hun sin Vej. Da sagde Thorgils: »Sjælden gik det saa, da Lykken var med mig, at du forlod Tinget, naar jeg tog derhen (122).« Han red nu til Tinget, og hen til sin Bod, og i Begyndelsen løb alting roligt af. Det hændte sig en af Tingdagene, at Folks Klæder blev hængte ud at tørres; Thorgils havde en sort Hekle eller Kappe, der blev bredt ud paa Væggen af Boden. Og denne Kappe hørte man kvæde saalunde:

Vaad hænger Hætten paa Væg,
ved om Fals og Kneb,
bliver ej tiere tør,
to jeg ved, at den ved (123).

Dette regnede man for et stort Under. Næste Dag gik Thorgils vester paa over Aaen, for at betale Pengene til Helges Sønner; han satte sig ned paa den stenede Mark oven for Boderne; med ham fulgte hans Fostbroder Haldor, og der var flere andre. Helges Sønner indfandt sig til Mødet; og Thorgils begyndte at tælle Sølvet ud; men Audgisl Thorarensen gik der i Nærheden, og idet Thorgils nævnte ti, hug Audgisl til ham, og alle tyktes at høre, hvorledes Hovedet endnu sagde elleve, idet det røg af Halsen. Audgisl løb derpaa til Vatnsf jordingernes Bod, men Haldor løb straks efter ham, og slog ham ihjel i Døren til Boden. Denne Tidende kom til Snorre Godes Bod, nemlig, at Thorgils Hallassøn var dræbt. Han svarede: »Du maa ikke have set ret; det maa være Thorgils Hallassøn, der har dræbt en anden.« »Da røg hans Hoved fra Kroppen,« sagde den, der bragte Budskabet. »Saa maaske det dog er sandt,« sagde Snorre. Dette Drab blev sonet med Pengebøder, som der fortælles i Thorgils Hallassøns Saga (124).


68. THORKELS GIFTERMAAL MED GUDRUN

Den samme Sommer [c. 1020], da Thorgils Hallassøn blev dræbt, kom der et Skib til Bjørnshavn; det tilhørte Thorkel Eyjolfsen; han var da saa rig en Mand, at han havde to Knarre paa Rejser. Et andet Skib kom til Bordøre i Hrutafjord, og begge var ladede med Tømmer. Saasnart Snorre Gode hørte Thorkels Hjemkomst, red han straks til Skibet. Thorkel tog venlig imod ham, skænkede rigelig for ham af den Drik, han havde om Bord, og de talte en Del med hinanden. Snorre spurgte om nyt fra Norge, og Thorkel fortalte ham alt mærkeligt; hvorimod Snorre igen fortalte ham, hvad der var hændet i hans Fraværelse. »Nu,« sagde Snorre, »kommer jeg tilbage til det, som jeg talte om, førend du drog udenlands, at det er bedst, du holder op med dine Rejser, slaar dig til Ro, og ser dig om efter det Giftermaal, som jeg den Gang foreslog.« Thorkel svarede: »Jeg ved, hvad du mener, og er af samme Tanker, som da vi sidst taltes ved, at jeg ikke vil afslaa et saa godt Giftermaal, hvis det kan komme i Stand.« Snorre sagde: »Jeg er rede og villig til at mægle denne Sag paa dine Vegne; og nu er ogsaa de værste Hindringer for dit Ægteskab med Gudrun hævede, da Bolle er hævnet, og Thorgils ryddet af Vejen.« Thorkel sagde: »Dine Raad stikker dybt, Snorre; i Sandhed, jeg ønsker dette Giftermaal.« Snorre var nogle Nætter ved Skibet; derpaa tog de en femradaaret Baad, der laa ved Købmandsskibet, tog fem og tyve Mand med om Bord, og sejlede til Helgefjæld. Gudrun tog meget vel imod Snorre, og beværtede ham udmærket. Da han nu havde været der Natten over, gav han sig i Samtale med hende, og sagde: »Det er nu saa, at jeg har min Ven Thorkel Eyjolfsen med mig; han er, som du ser, kommen hid, og hans Ærinde er at bejle til dig; det er en gæv Mand; du kender hans Slægt og hans Væsen; Penge fattes ham heller ikke, og han tykkes mig bedst skikket til Høvding her vester paa, hvis han attraar sligt. Her hjemme har han megen Anseelse, men langt større, naar han er i Norge hos højbaarne Mænd.« Gudrun svarede: »I denne Sag maa mine Sønner, Thorleik og Bolle, især raade; og næst efter dem, Snorre, ved jeg ingen, hvis Raad jeg lægger mere Vægt paa, end dit, thi du har altid raadet til mit Held.« Snorre mente, der kunde ingen Tvivl være om, at det var bedst, ikke at give Thorkel Afslag. Derpaa lod han Gudruns Sønner kalde, satte dem ind i Sagen, og forestillede dem, hvilken Støtte de kunde have i Thorkel baade med Hensyn til hans Formue og hans Forsorg; og han talte snildelig derom. Bolle svarede da: »Min Moder kan bedst skønne derom; jeg vil samtykke i hvad hun vil; men vistnok bør vi tage meget Hensyn til, at du, Snorre, tilraader det; thi du har vist os meget godt.« Gudrun sagde: »Ja sikkert vil vi følge Snorres Raad i denne Sag, thi hans Raad har været os gavnlige.« Da Snorre nu blev ved at opmuntre dertil, saa blev det endelig aftalt, at der skulde indgaas Giftermaal imellem Gudrun og Thorkel, og Snorre bød sig til at holde Brylluppet. Det tog Thorkel imod, og han havde Formue nok til at lægge til, saa meget det skulde være. Men Gudrun sagde: »Min Mening er, at Gildet skal staa her paa Helgefjæld; hvad det koster, bryder jeg mig ikke om, og jeg vil hverken have, at Thorkel eller nogen anden skal have Ulejlighed dermed.« »Ofte viser du, Gudrun,« sagde Snorre, »at du er en storsindet Kvinde.« Det blev nu aftalt, at Brylluppet skulde staa paa Helgefjæld seks Uger før Vinteren. Snorre og Thorkel drog derpaa bort; Snorre tog hjem, men Thorkel til sit Skib, og opholdt sig om Sommeren snart ved dette, snart paa Tunge. Tiden kom nu, at Gildet skulde staa. Snorre tog derhen med Thorkel, og de havde næsten tresindstyve Mand med sig, udvalgte Folk, de fleste i farvede Klæder. Gudrun havde indbudt henved hundrede Mænd. Brødrene Bolle og Thorleik tilligemed de fornemste Gildesmænd gik Snorre og Thorkel i Møde, bød dem velkommen, lod sørge for deres Heste, og deres Rejseklæder aftage, og fulgte dem saa ind i Stuen; her indtog de med deres Følge den højere Bænk, men de af Gudrun indbudne Mænd den lavere.


69. OM GUNNAR THIDRANDEBANE

Denne Høst var Gunnar Thidrandebane sendt til Gudrun, for at hun skulde yde ham Værn og Støtte. Hun havde modtaget ham, men holdt dog hans Navn skjult. Gunnar var bleven dømt fredløs for Thidrande Geitersens Drab fra Krossevig paa Østerlandet, hvilket fortælles i Njardvikingesaga (125). Gunnar skjulte sig omhyggelig, thi mange stod ham efter Livet.

Nu hændte det sig paa den første Gildesaften, da Brylluppet stod mellem Thorkel Eyolfsen og Gudrun, da Folk gik hen for at tvætte sig, at der ved Vandet stod en høj Mand, hærdestor og bringebred, med en Hat paa Hovedet. Thorkel spurgte, hvem han var, og han gav sig et Navn, det første det bedste, der faldt ham ind, men ikke det rette. Thorkel sagde: »Det kan ikke være sandt; du ligner snarere Gunnar Thidrandebane; men er du saa stor en Kæmpe, som Ordet gaar, saa kan du ikke ville skjule dit Navn.« Gunnar svarede: »Du tager dig ivrig heraf; nu vel, jeg tænker heller ikke, jeg behøver at skjule mig for dig; du har Ret, du kender din Mand, og hvad Skæbne har du nu tiltænkt mig?« »Det skal jeg paa Øjeblikket vise dig,« sagde Thorkel, og bød sine Mænd at gribe ham. Men Gudrun, der sad inde paa Tværbænken med de andre Kvinder, med Lin over deres Hoveder, havde næppe mærket dette, førend hun steg ned fra Brudebænken, og kaldte paa sine Mænd, at de skulde komme Gunnar til Hjælp, og sagde, de ikke skulde skaane nogen Mand, hvem det saa var, der satte sig imod dem. Hun havde mange flere Folk paa sin Side, saa nu tog Sagen en anden Vending. Snorre Gode lagde sig da derimellem, og bad dem holde op med denne Ufred; til Thorkel sagde han, at han ikke skulde være saa ivrig, han kunde nu se, hvilken mandig Kvinde Gudrun var, som heri viste sig mægtigere end de begge. Thorkel sagde, at han havde lovet sin Navne, Thorkel Geitersen, der var hans gode Ven, at dræbe Gunnar, hvis han kom der i Egnen; men Snorre svarede, at nu maatte han følge deres Vilje, hvad der ogsaa var til hans eget Bedste, thi han vilde aldrig faa en saadan Kone som Gudrun, om han end søgte vide om; og ved Snorres Ord, og da han indsaa, at han havde Ret, slog Thorkel sig til Taals, og Gunnar blev bragt bort om Aftenen. For Resten løb Gildet vel og prægtig af, og da det var til Ende, drog Folk bort. Ved Afskeden gav Thorkel baade Snorre og alle andre ansete Mænd store Pengegaver, hvorimod Snorre bød Bolle Bollesen hjem til sig og bad ham blive hos sig, saa længe han selv vilde. Bolle tog derimod og red hjem til Tunge.

Thorkel sad nu paa Gaarden Helgefjæld og overtog Styrelsen af Gaarden, og det viste sig snart, at han var lige saa dygtig dertil som til Handelsrejser. Straks om Høsten lod han en Skaale nedbryde og opførte en anden stor og prægtig. Med Gudrun levede han meget kærlig. Vinteren led. Foraaret efter spurgte Gudrun, hvorledes han nu vilde sørge for Gunnar Thidrandebane. Han svarede, at hun maatte raade derfor; hun havde taget sig med saa stor Iver af den Sag, at han nok kunde tænke, hun ikke gav sig tilfreds, før han blev sømmelig udstyret. Gudrun sagde, at han havde Ret; »du skal give ham et Skib og andre Ting, som han kan trænge til,« sagde hun. Thorkel svarede smilende: »Du tænker stort i mange Ting, Gudrun, og vilde være ilde tjent med en Usling til Mand, det er din Natur imod; det skal nu ske, som du ønsker.« Og saa skete det. Gunnar tog med største Taknemmelighed imod Gaven og sagde, at han aldrig vilde blive i Stand til at gengælde al den Hæder og Ære, de havde vist ham. Han drog nu bort fra Landet og kom til Norge, og tog saa til sine Gaarde; han var meget rig og mægtig og en brav Mand.


70. THORLEIKS UDENLANDSREJSE

Thorkel Eyjolfsen blev en stor Høvding, vennesæl og anset; han havde megen Indflydelse i Herredet og førte mange Sager; men om hans Tingtrætter fortælles her dog intet. Næst efter Snorre var han den mægtigste Mand i Bredefjord. Han lod alle Husene bygge paa Helgefjæld, store og stærke, afpælede ogsaa Grundvolden til en Kirke og fortalte, at han vilde hente Kirketømmer. Thorkel og Gudrun havde en Søn ved Navn Geller, der snart blev en haabefuld Dreng (126).

Bolle Bollesen opholdt sig snart paa Tunge, snart paa Helgefjæld, og Snorre kunde godt lide ham. Hans Broder Thorleik derimod var paa Helgefjæld. De var begge store og dygtige Mænd, men især Bolle. Thorkel var god mod sine Stifbørn. Bolle var nu seksten Aar gammel, men Thorleik tyve; da sagde Thorleik til sin Stiffader og Moder, at han ønskede at rejse udenlands, og at han vilde have Hjælp dertil; thi han var nu ked af at sidde hjemme som en Kvinde. Thorkel gav ham Ret heri og købte ham Part i et Skib, der stod oppe ved Dagverdsnæs, fulgte ham til Skibet og udrustede ham med alt. Om Sommeren rejste Thorleik udenlands og kom til Norge, hvor den Gang Kong Olaf den Hellige var Landets Høvding. Han opsøgte straks Kongen, der tog vel imod ham, kendte sig ved hans Slægt og bød ham til sig. Han blev da hos Kongen om Vinteren, blev hans Hirdmand, teede sig som en rask Mand, og blev i flere Aar hos Kong Olaf.

Da Bolle Bollesen var bleven atten Aar gammel, gav han sig en Gang om Foraaret i Tale med sin Stiffader og Moder, og bad dem udrede ham sin Fædrenearv. Gudrun spurgte, hvad han da havde for, siden han krævede Gods af dem. Han svarede, han vilde bejle til en Kvinde, og bad sin Stiffader, at han vilde være hans Talsmand. »Hvem vil du da bejle til?« sagde Thorkel. »Til Thordis,« svarede Bolle, »Snorre Godes Datter, hun er den Kvinde, som jeg allerhelst vil eje, og faar jeg ikke hende, saa kan det vare længe, inden jeg gifter mig, saa den Ting ligger mig meget paa Hjerte.« »Det er rimeligt, Søn!« sagde Thorkel, »at jeg tager mig af den Sag, naar det er dig om at gøre; og jeg tænker, Snorre gerne vil give sit Samtykke, da han snart kan se, at han faar en brav Svigersøn.« Gudrun sagde: »Det maa jeg lige straks sige, Thorkel! at jeg vil gøre alt mit til, at Bolle faar en Kone efter sit Ønske; baade elsker jeg ham mest, og tillige har han altid været den omhyggeligste af mine Børn til at opfylde min Vilje.« Thorkel sagde da ogsaa, at han for sit Vedkommende vilde udstyre Bolle vel, og det af mange Grunde, især da han troede, Bolle vilde blive en brav Mand. Kort efter drog da Thorkel og Bolle med mange Mænd i Følge til Tunge, hvor Snorre modtog dem paa den venskabeligste og hjerteligste Maade. Hans Datter Thordis var hjemme, en smuk og udmærket Kvinde. Da de havde været der i nogle faa Dage, fremførte Thorkel Frieriet, at Bolle ønskede at komme i Svogerskab med Snorre, og at det var hans Datter Thordis, hans Bejlen gjaldt. Snorre svarede, at det var et hædrende Forslag, som han kunde vente det af Thorkel, Bolle var en smuk Mand, og den der fik ham, blev vel gift; men det kom dog mest an paa, hvad Thordis vilde sige dertil, thi hun skulde have den til Mand, hun selv syntes om. Sagen kom da for Thordis; hun svarede, at hun vilde overlade det til sin Faders Forsorg; og sagde, at hun heller vilde have Bolle end en ukendt Mand mere langvejs fra. Da Snorne nu mærkede, at det ikke var hende imod at forenes med Bolle, blev Tingen afgjort, Trolovelsen indgaaet, og Brylluppet skulde staa hos Snorre ved Midsommer. Derpaa red Thorkel og Bolle hjem til Helgefjæld, og Bolle blev nu hjemme, til Bryllupstiden kom. Da gjorde Thorkel og Bolle sig rede, samt de Mænd, de vilde have med, en stor og udvalgt Skare; de red til Tunge og blev vel modtagne; der var allerede mange Gæster, og holdtes et anseligt Bryllupsgilde. Da Folk igen red bort, gav Snorre baade Thorkel og Gudrun sømmelige Gaver. Bolle blev paa Tunge og levede kærligt med Thordis. Snorre gjorde ogsaa sit til at gøre ham Livet kært, og holdt snart mere af ham end af sine egne Børn.

Sommeren efter kom et Skib i Hvidaa; Halvparten deri ejede Thorleik Bollesen, den anden Halvpart nogle norske Mænd. Da Bolle fik dette at vide, red han straks ned til Skibet; Brødrene blev glade ved at møde hinanden, og Bolle var der nogle Nætter. Saa red de begge til Helgefjæld, hvor Thorkel og Gudrun tog kærligt imod dem, og tilbød Thorleik at blive der om Vinteren, hvilket han modtog. Da han nu havde opholdt sig en Stund paa Helgefjæld, red han til Hvidaa, lod Skibet sætte op og Varerne føre derfra. Han havde vundet sig baade Gods og Anseelse; thi han var bleven Olaf Haraldsens (den Helliges) haandgangne Mand. Han var nu om Vinteren paa Helgefjæld, men Bolle paa Tunge.


71. BRØDRENES AFTALE

Vinteren efter Thorleiks Hjemkomst kom Brødrene jævnlig sammen og taltes ved, og fandt ingen Fornøjelse hverken i Lege eller anden Skæmt. Engang da Thorleik var paa Tunge, talte de hele Dage med hinanden, saa Snorre nok kunde mærke, de havde noget stort for. Han gav sig derfor i Tale med dem; de hilste ham, men lod straks Talen falde. Han gengældte da deres Hilsen og sagde: »Hvad er det I overlægger, da I hverken sover eller spiser?« Bolle svarede, at de ikke overlagde noget, men kun talte om ubetydelige Ting. Men Snorre blev ved at trænge ind paa dem, til Thorleik endelig tilstod, at de havde i Sinde at drage mod Olafs Sønner og overvælde dem, thi nu mente de, at de nok kunde faa Bugt med dem, da Thorleik var bleven Kong Olafs haandgangne Mand, og Bolle var bleven Svigersøn af en Høvding som Snorre. Hertil svarede denne, at der var kommen Bod nok for Bolles Drab, da Helge Hardbensen havde bødet med sit Liv, og at dette allerede havde voldt Ulykke nok. Men da sagde Bolle: »Hvad nu, Snorre! er du ikke ligesaa opsat paa at staa os bi, som du var nys? havde Thorleik raadført sig med mig, da havde han endnu ikke talt til dig om vore Planer. Holder du Helges Død for Hævn nok for Bolle, da dog alle ved, at der blev givet Penge for Helges Drab, men min Fader ligger ubødet.« Da Snorre nu mærkede, at han ikke kunde faa dem til at ændre deres Tanker, tilbød han heller at ville se at indlede Forlig med Olafs Sønner, end at det skulde komme til Manddrab; og det gik Brødrene ind paa. Derpaa red Snorre til Hjardarholt med nogle Mænd. Haldor tog vel imod ham og bød ham at blive der; Snorre svarede, at han skulde ride hjem igen, men han havde et vigtigt Ærinde. De gav sig da i Samtale, og Snorre kom frem med sit Ærinde, hvorledes han nemlig havde mærket, at Bolle og Thorleik ikke længer vilde finde sig i, at deres Faders Død ikke blev bødet af Olafs Sønner; men at han nu vilde se, om der kunde sluttes Forlig, og dog engang blive Ende paa Frændernes Ufred. Haldor viste sig villig og svarede: »Jeg ved helt vel, at Thorgils Hallassøn og Bolles Sønner agtede at overfalde mig eller mine Brødre, indtil du fik deres Hævnlyst vendt saa, at de besluttede sig til at dræbe Helge Hardbensen, og du har i denne Sag fortjent Tak af mig og mine Frænder.« Snorre sagde: »Det er mig om at gøre, at mit Ærinde lykkes, og at der kan blive sluttet et godt Forlig imellem Eder; thi jeg kender Eders Modstanderes Tænkemaade og ved, at de vil holde alt, hvorom I bliver enige.« Haldor svarede da: »Det vil jeg, i Forventning om mine Brødres Samtykke, love, at betale Penge for Bolles Drab efter dertil udtagne Mænds Dom, dog saa at jeg undtager al anden Straf af Fredløshed og Landflygtighed, mit Godord og min Bopæl, ligesaa mine Brødres Bopæle, dem skal de faa Lov til at beholde ved den endelige Dom i Sagen; og hver kan da paa begge Sider vælge sin Mand til Voldgiftsmand.« Snorre svarede: »Det er et godt Tilbud; og det vil Brødrene modtage, hvis de følger mit Raad.« Derpaa red Snorre hjem, fortalte Brødrene Udfaldet af hans Rejse og tilføjede, at han ikke vilde have mere med deres Sag at gøre, hvis de afslog dette Tilbud. Bolle overlod det til ham, og sagde, at han skulde være Voldgiftsmand fra deres Side. Saa sendte Snorre Bud til Haldor, at Forliget var besluttet, og bad ham vælge den anden Voldgiftsmand, der tillige med ham kunde dømme i Sagen. Haldor valgte Stenthor Thorlaksen fra Eyre; og Mødet skulde være paa Drange paa Skogestrand efter fire Sommerugers Forløb. Thorleik Bollesen red til Helgefjæld, og der skete intet mærkeligt om Vinteren. Paa den til Mødet fastsatte Tid kom Snorre Gode med Olafs Sønner; de var i alt femten; ligesaa mange kom med Stenthor. Snorre og Stenthor gav sig i Tale sammen og blev enige om Sagen; derpaa betalte de Pengeboden; hvor stor den blev, siges ikke, men derimod at de betalte godt, og at Forliget blev vel holdt. Paa Thorsnæsting blev Pengene udredte. Haldor gav Bolle et godt Sværd, men Stenthor Olafsen gav Thorleik et Skjold, som var godt at eje. Derpaa blev Tinget sluttet, og begge Parter vandt Hæder og Anseelse ved dette.


72. BOLLE BESLUTTER AT REJSE UDENLANDS

Efter at de nu saaledes havde forligt sig, og Thorleik havde været et Aar paa Island, udtalte Bolle, at han vilde rejse udenlands. Snorre fraraadede det og sagde: »Det tykkes os uvist, hvorledes det vil gaa; men vil du have mere at raade over, end du nu har, saa vil jeg skaffe dig en Bopæl og forsyne dig med Bo, skaffe dig Høvdingskab og paa alle Maader forfremme dig, og dette vil ingen Vanskelighed have, da alle lider dig godt.« Bolle svarede: »Jeg har længe haft i Sinde at se mig om i Syden, thi den holdes for uerfaren, der ikke kender andet end Island.« Og da Snorre saa, at det var hans faste Forsæt, tilbød han ham saa meget Gods, som han vilde have til Rejsen; og Bolle saa gerne, at han var vel forsynet, thi han vilde ikke, sagde han, ty til nogens Miskundhed hverken der i Landet eller udenlands. Han red derfor til Borgefjord og købte sig Part i et Skib der, saaledes at begge Brødre skulde være fælles derom; derpaa red han hjem. Bolle og Thordis havde en Datter, der hed Herdis; hende tilbød Gudrun sig at opfostre; hun var et Aar gammel, da hun kom til Helgefjæld. Thordis var ogsaa jævnlig der, og Gudrun holdt meget af hende.


73. BRØDRENES UDENLANDSREJSE

Nu drog begge Brødrene hen til Skibet. Bolle havde meget Gods at tage med sig. De gjorde nu Skibet i Stand, og da de var rede, sejlede de ud, men det varede en Tid, før de fik god Bør, saa de var længe paa Søen; de kom om Høsten til Norge, nord paa ved Trondhjem. Kong Olaf var øster i Landet i Viken, hvor han vilde have sit Vintersæde; og da Brødrene fik at vide, at Kongen ikke vilde komme til Trondhjem den Høst, sagde Thorleik, at han vilde øster paa for at træffe Kongen; men Bolle svarede, at han ikke syntes om at drive omkring mellem Købstæderne nu i Høstens Tid, hvilket vilde være forbundet med megen Nød og Besvær; han vilde derfor blive Vinteren over i Byen, da man havde sagt ham, at Kongen vilde komme til Foraaret; men hvis han da ikke kom, havde han ikke noget imod, at de drog hen til ham. Bolle fik sin Vilje frem; de lossede Skibet og tog sig Bolig i Byen. Det viste sig snart, at Bolle var en ærgerrig Mand, der vilde overgaa andre; og det lykkedes ham, thi han var gavmild og vandt snart Anseelse i Norge. Han havde sig et Følgeskab om Vinteren, og naar som helst han gik til Drikkelag (127), da saa man straks, at hans Mænd var bedre udrustede med Klæder og Vaaben end de andre Borgerfolk; han betalte ogsaa ene for hele sit Følgeskab, naar de sad ved Gilder; og den samme Gavmildhed og Storsind viste han ligeledes ved andre Lejligheder. Brødrene var nu i Byen om Vinteren.

Denne Vinter opholdt Kong Olaf sig øster i Sarpsborg, og man hørte derfra, at Kongen vilde blive der. Tidlig paa Foraaret [1028] sejlede derfor Brødrene did og gik sig straks for Kongen. Denne modtog sin Hirdmand Thorleik og hans Ledsagere vel, og spurgte saa, hvad det var for en statelig Mand, han havde med sig. Thorleik svarede: »Det er min Broder, og han hedder Bolle.« »Vist nok er det en dygtig Mand,« sagde Kongen. Derpaa bød Kongen dem at blive hos sig, og det tog de med Tak imod, og de var hos ham om Foraaret. Kongen kunde godt lide Thorleik, ligesom før, men han gjorde dog langt mere af Bolle og fandt, at han overgik alle andre. Mod Enden af Vaaren talte nu Brødrene om, hvor de skulde drage hen; Thorleik spurgte sin Broder, om han om Sommeren vilde tage ud til Island, eller han vilde blive længer i Norge. Bolle svarede: »Ingen af Delene; og sandt at sige var det min Agt, straks da jeg tog fra Island, at se mig noget mere om end som saa; tag nu du, min Broder, med vort Skib!« Det gjorde Thorleik ondt, at de skulde skilles, men han lod sin Broder have sin Vilje. Dette sagde de nu ogsaa til Kongen, der gerne havde set, at Bolle var bleven hos ham en Stund, og lovede ham samme Værdighed som Thorleik. Men Bolle svarede, at han gerne ønskede at gaa Kongen til Haande, men først vilde han drage af Sted, som han længe havde bestemt; men saa vilde han gerne tage derimod, hvis han kom lykkelig tilbage. »Du faar,« sagde Kongen, »selv raade for dine Rejser, Bolle! Islænderne er nu engang egenraadige, men det maa jeg sige, at jeg holder dig for den mærkeligste Mand, der er kommen fra Island i mine Dage.« Da nu Bolle havde faaet Orlov af Kongen, lavede han sig til Rejsen og gik om Bord paa et Fartøj, der skulde til Danmark; han havde meget Gods med sig, ogsaa nogle af hans Ledsagere fulgte med ham. Om Vinteren var han i Danmark. Thorleik blev da tilbage hos Kong Olaf, men Bolle rejste sin Vej, og hvor han kom frem, nød han megen Ære hos Høvdingerne. Da han havde været en Vinter i Danmark, fortsatte han sin Rejse endnu længer ud, og drog lige ud til Miklegaard. Her varede det ikke længe, førend han blev optagen blandt Væringerne. Efter de Frasagn, vi har hørt, har ingen Nordmand gaaet i Sold hos Miklegaardskongen (128) før Bolle Bollesen (129). I Miklegaard var han i mange Aar og viste sig som den tapreste Mand i alle Mandeprøver, og gik altid de fremmeste næst; og Væringerne gjorde meget af ham, saa længe han var der.


74. THORKELS UDENLANDSREJSE

Nu er at fortælle om Thorkel Eyjolfsen, at han sidder paa sin Gaard som en stor Høvding. Hans og Gudruns Søn Geller voksede op hjemme; han blev tidlig mandig og vennesæl. Engang, fortælles der, at Thorkel fortalte Gudrun en Drøm, han havde haft; »jeg drømte,« sagde han, »at jeg havde saa stort et Skæg, at det strakte sig over hele Bredefjord,« hvorpaa han bad hende raade Drømmen. Hun spurgte: »Hvad mener du, den varsler?« »Jeg tænker snarest,« sagde han, »at min Magt vil udbrede sig over hele Bredefjord.« »Maaske,« sagde hun, »men jeg skulde snarere tro, at det blev budet dig, at du vil komme til at dyppe dit Skæg i Fjorden (130).«

Den samme Sommer satte Thorkel sit Skib frem for at sejle til Norge; hans Søn Geller var da tolv Aar (131) gammel og fulgte med sin Fader. Thorkel tilkendegav, at han vilde hente sig Tømmer til en Kirke, og sejlede straks ud; han havde en god Overfart, men laa dog temmelig længe paa Søen, og kom til Norge nord paa. Den Gang opholdt Kong Olaf sig i Trondhjem. Thorkel gik straks til ham med sin Søn Geller, og de blev vel modtagne; Thorkel nød megen Ære hos Kongen den Vinter, og det er et almindeligt Ord, at denne gav ham ikke mindre Gods end hundrede Mark brændt Sølv. Geller gav han om Julen en Kappe, der ogsaa var en stor Kostbarhed og et herligt Stykke.

Dette Aar lod Kong Olaf en Kirke bygge i Byen af Tømmer; det skulde være en prægtig Hovedkirke, opført med al Pragt. Om Foraaret blev det Tømmer, som Kongen gav Thorkel, ført ned til Skibet; det var stort og godt, thi Thorkel forestod selv Valget. Engang en Morgen tidlig, da Kongen gik ud med nogle faa Mænd, saa han en Mand oppe paa Kirken, som var under Bygning; han kendte ham og saa, at det var Thorkel Eyjolfsen, der gik og maalte alle de største Træer, baade Strækbjælkerne, Vægbjælkerne og Stolperne. Kongen gik straks derhen og sagde: »Hvad nu, Thorkel! agter du efter dette Maal at lade det Tømmer hugge, som du fører til Island?« »Ja, Herre!« svarede Thorkel. »Hug to Alen af hvert Stortræ,« sagde Kongen, »og det bliver endda den største Kirke, der er bygget paa Island.« Thorkel svarede: »Behold selv dit Tømmer, hvis du tror at have givet mig for meget, men jeg hugger ikke saa meget som en Alen deraf; jeg har baade Lejlighed og Lyst til at skaffe mig noget andet Tømmer.« Da svarede Kongen, og det i al Sagtmodighed: »Det er sandt, Thorkel, at du er al Ære værd, men nu gør du dig for meget til; thi visselig er det for meget af en Bondesøn at ville kappes med os; imidlertid formener jeg dig ikke Tømmeret, hvis Skæbnen vil unde dig at bygge en Kirke deraf; thi du maa nu gøre den saa stor, som du vil, saa kan dit Hovmod dog ikke rummes deri; men det bæres mig for, at dette Tømmer vil komme til liden Nytte, og at det aldrig vil times dig at danne et stort Værk deraf.« Dermed var Samtalen til Ende; Kongen gik igen bort, og man kunde nok mærke, at han var misfornøjet, fordi Thorkel saa lidet brød sig om hans Raad; han lagde det dog ikke videre for Dagen, saa de skiltes med megen Kærlighed. Thorkel steg om Bord, fik god Bør og var ikke længe paa Søen. Han landede i Hrutafjord og red straks hjem til Helgefjæld. Alle glædede sig over hans Hjemkomst, og han havde vundet megen Ære ved denne Rejse. Han lod nu Skibet sætte op og forvare, og lagde Tømmeret hen paa et sikkert Sted. Han sad nu hjemme om Vinteren paa sin Gaard, havde mange Folk og førte i det hele megen Pragt, hvilket Gudrun ikke havde noget imod; thi hun sagde, at Penge var kun til, for at man skulde skaffe sig Anseelse deraf, og det skulde skaffes til Veje, hvad hun krævede, for at det altid kunde være, som Storfolk havde det. Om Vinteren gav Thorkel sine Venner mange af de Kostbarheder, han havde ført hjem med sig.


75. HALDORS OG THORKELS SAMTALE

Om Vinteren efter Jul gjorde Thorkel sig rede at tage til Hrutafjord for at flytte sit Tømmer derfra; først red han ind i Dalene, derfra til Ljaaskove til sin Frænde Thorsten, hvor han forsynede sig med Folk og Heste, og endelig til Hrutafjord, hvor han dvælede en Stund for at indrette alt til sin Rejse; han samlede Heste der omkring ved Fjorden, thi han vilde ikke gøre flere Farter, hvis det kunde undgaas; og det skulde have sin Tid. Hermed var han optagen til ind i Fasten, og endelig fik han det i Stand; paa mer end tyve Heste lod han Tømmeret trække bort derfra (132) og lod det ligge paa Ljaaøre (133), hvorfra han vilde føre det til Søs til Helgefjæld. Thorsten havde en stor Færge; den vilde han se at faa paa Tilbagevejen. Om Fasten var Thorkel paa Ljaaskove, thi det gik meget kærligt til mellem Frænderne; og da talte Thorsten til ham om, at det nok var bedst, de fulgtes ad til Hjardarholt; han vilde nemlig faa Haldor til at sælge ham Jorden; thi denne havde kun faa Penge, siden han havde betalt Bolles Sønner Bøderne for deres Fader, og Jorden var den, han helst vilde eje. Thorkel bad ham raade, og de tog omtrent en Snes i Følge til Hjardarholt; Haldor tog her vel imod dem og var meget oprømt. Der var kun faa Folk hjemme, da han havde sendt dem hen til Stengrimsfjord, hvor en Hval var dreven op, som han havde Part i. Beiner den Stærke var hjemme, den eneste der endnu var i Live af de Folk, der havde været hos hans Fader Olaf. Haldor havde sagt til Beiner, da han saa Thorsten med de andre komme ridende: »Jeg ser nok, hvad disse Frænder har for et Ærinde; de vil købe Jorden af mig, og hvis saa er, vil de kalde mig hen til en Samtale og ventelig vil de sætte sig hver paa sin Side af mig; truer de mig da med nogen Ulæmpe, saa vær du ikke senere til at gaa løs paa Thorsten, end jeg paa Thorkel. Du har længe været tro mod os Frænder, og jeg har ligeledes sendt Bud til de næste Gaarde efter Folk, og jeg vilde ønske, at de maatte komme, just som vi ender vor Samtale.« Da det nu led hen paa Dagen, talte Thorsten til Haldor, om de ikke skulde gaa hen at tale sammen, thi de havde et Ærinde til ham. Haldor sagde jo, det kunde de gerne. Da vendte Thorsten sig til sine Ledsagere og sagde, at de ikke skulde gaa med dem; men Beiner den Stærke gik alligevel med, thi han mærkede nok, det vilde gaa, som Haldor havde talt om. De gik meget langt hen i Tunet. Haldor havde en tætsluttende Kappe med et langt Brystspænde, som den Gang var Brug. Han satte sig ned paa Marken, begge Frænderne hver paa sin Side af ham, saa nær, at de næsten sad paa hans Kappe; Beiner stod tæt hos dem og havde en stor Økse i Haanden. Da sagde Thorsten: »Det er mit Ærinde her, at jeg ønsker at købe Jorden af dig, og jeg bringer nu dette paa Bane, fordi min Frænde Thorkel er med; denne Handel tykkes mig passende, thi efter hvad jeg har hørt, har du ikke nok rede Penge, men ejer derimod en Jord, der er kostbar at drive; jeg vil give dig rimelig meget Jord derfor og saa meget i Penge, som vi kan blive enige om.« Haldor lod i Begyndelsen, som han nok kunde have Lyst dertil, og de gav sig til at tale om Prisen; og da de mærkede, at Haldor ikke var uvillig dertil, gav Thorkel et Ord med i Laget og søgte at bringe Handelen i Stand. Men da begyndte Haldor at trække sig tilbage, jo fastere de trængte paa ham; og omsider var de endnu længere fra Købet, jo mere de gik ham paa Klingen. Da sagde Thorkel: »Ser du ikke, min Frænde Thorsten, hvorledes dette hænger sammen? Haldor har trukket Sagen ud for os hele Dagen, og vi har siddet og ladet os gække af ham som Narre; har du Lyst til at købe Jorden, saa faar vi nok tage Sagen paa en anden Fod.« Thorsten svarede, at han vilde vide, hvorledes han var faren, og bad Haldor tage Bladet fra Munden og sige ham, om han vilde sælge ham Jorden eller ej. Haldor svarede: »Jeg tænker ikke, jeg behøver at lægge Dølgsmaal paa det, at du kommer til at fare hjem i Kvæld uden at have sluttet nogen Handel.« Da sagde Thorsten: »Jeg tænker heller ikke, jeg behøver at opsætte det, som alt er besluttet: at to Kaar er dig tiltænkte, og vi er saa mandstærke, at vi kan foreskrive dem; det ene, at du indgaar denne Handel med din gode Vilje og som Gengæld faar vort Venskab; det andet, som er meget værre, at du tvungen rækker din Haand frem, og ved Haandslag overdrager mig Hjardarholts Land.« Men da Thorsten kom frem med saadanne Trusler, sprang Haldor op, saa Spændet brast i hans Kappe, og sagde: »Da skal der ske noget andet, førend jeg lader mig tvinge til at sige, hvad jeg ikke vil.« »Hvad da?« sagde Thorsten. »Den værste Mands Buløkse skal staa i dit Hoved (134) og tæmme dit Overmod og din Uretfærdighed,« sagde Haldor. Thorkel svarede: »Det er ilde spaaet, og jeg haaber, der ikke bliver af; men nu synes mig der er god Grund til, at du afstaar din Jord, Haldor, og ingen Penge faar derfor.« Da svarede Haldor: »Før skal du spænde om et Tanghoved (135) i Bredefjord, førend jeg imod min Vilje afstaar min Jord.« Han gik derpaa hjem, og nu samlede de Folk sig til Gaarden, som han havde haft Bud efter. Thorsten var meget vred og vilde straks angribe ham, men Thorkel bad ham lade være, thi nu var det den uheldigste Tid (136) dertil, men en anden Gang skulde han ikke have noget imod at vove en Dyst med ham. Haldor sagde, at han altid skulde være rede til at tage imod dem. Derpaa red de bort og talte en Del med hinanden om denne Færd. Thorsten fandt, at den gjorde dem liden Ære; »men hvorfor, Frænde Thorkel!« sagde han, »havde du pludselig saa meget imod at angribe Haldor og tilføje ham Skam?« Thorkel svarede: »Saa du da ikke Beiner, der stod lige bag dig med opløftet Økse? Saa snart jeg gjorde Mine til noget, vilde han have hugget dig Øksen i Hovedet.« De red nu hjem til Ljaaskove; det led frem paa Fasten, og dens sidste Uge kom.


76. THORKEL DRUKNER

Paa Skærtorsdag [1026] tidlig om Morgenen lavede Thorkel sig til at tage af Sted. Thorsten vilde holde paa ham, thi Vejret var ikke at lide paa, mente han. Men Thorkel sagde, at Vejret nok vilde blive godt, og han maatte ikke holde ham tilbage, da han vilde hjem før Paaske. Han satte nu Færgen frem, og ladede den; men Thorsten bar ligesaa hurtig fra, som de andre til, indtil Thorkel endelig sagde: »Lad nu være, Frænde! og ophold ikke mere vor Færd; du faar dog ikke din Vilje denne Gang.« Thorsten svarede: »Den raader nu, som mindst skulde raade; med denne Færd gaar det aldrig godt.« Thorkel sagde derefter Farvel. Thorsten gik derpaa hjem og var meget bedrøvet; han gik ind i Stuen, satte sig ned, og bad, man skulde lægge en Pude under hans Hoved. Det skete. Tjenestepigen saa, at hans Taarer randt ned paa Puden. Kort efter kom der et stærkt Vindstød paa Stuen. Da sagde Thorsten: »Der har vi nu Gnyet af Frænde Thorkels Bane!«

Om Thorkels Rejse er at fortælle, at de sejlede samme Dag ud ad Bredefjord, og var ti eller tolv Mand paa Skibet; Vejret begyndte hen paa Dagen at tage til og blev til sidst til en stærk Storm, men de fortsatte mandig deres Rejse, thi det var raske Folk. Thorkel havde Sværdet Skøvnung med sig; det laa i en Kiste. De sejlede nu, indtil de kom til Bjørnø, og man kunde se deres Fart paa begge Sider af Landet; men da de kom der, slog en Kastevind i Sejlet, Skibet kæntrede, og Thorkel druknede tilligemed alle dem, der var med ham; Tømmeret drev vide omkring til Øerne; Hjørnestavene dreve ind til en Ø, der siden den Tid kaldes Stavø; Skøvnung sad fast i Indtømmeret paa Færgen, og blev funden ved Skøvnungsø.

Den samme Aften, da Thorkel var druknet om Dagen, hændte det sig paa Helgefjæld, at Gudrun gik hen til Kirken, efter at Folk var gaaede i Seng; og da hun kom til Kirkegaardsledet, saa hun en Draug (137) staa for sig; den bøjede sig tæt til hende, og sagde: »Store Tidender, Gudrun!« Gudrun svarede: »Ti da dermed, du Uting!« hvorpaa hun gik til Kirken, som hun havde foresat sig; og da hun kom til Kirken, da tyktes hende, at hun saa Thorkel og de andre Mænd, der var komne hjem, og stod uden for Kirken; hun kunde se, hvorledes Vandet randt ned af deres Klæder. Hun talte ikke til dem, men gik ind i Kirken, og blev der saalænge hun syntes, hvorpaa hun igen gik til Stuen; thi hun tænkte, at Thorkel med sine Mænd var gaaet derhen, men da hun kom ind, fandtes der ikke et Menneske. Da blev hun meget underlig til Mode ved hele denne Tildragelse. Langfredag sendte hun sine Folk ud at indhente Efterretning om Thorkels Rejse, nogle ind paa Stranden, andre omkring til Øerne; da var Tømmeret allerede drevet ind til mange af Øerne og paa begge Strandene. Lørdagen før Paaske rygtedes Ulykken, og vakte megen Opsigt, thi Thorkel havde været en stor Høvding. Han var otte og fyrretyve Aar, da han druknede [1026]; det var fire Aar før Kong Olaf den Helliges Fald. Gudrun tog sig Thorkels Død meget nær, men bar dog sin Sorg mandig. Af Kirketømmeret bjergedes kun enkelte Stykker.

Geller, som da var fjorten Aar gammel, overtog nu Husets Bestyrelse med sin Moder, samt Høvdingskabet; og det viste sig snart, at han var vel skikket til at være Høvding. Gudrun blev meget gudfrygtig; hun var den første Kvinde paa Island, som lærte Psalteret, og tilbragte en stor Del af Natten i Kirken med Bøn. Bolles Datter Herdis var da jævnlig med hende om Nætterne; thi Gudrun elskede hende meget. En Nat, fortælles der, drømte Herdis, at der kom en Kvinde til hende, iført en vævet Kaabe og med en Hoveddug paa Hovedet og af uhyggeligt Udseende; hun talte saaledes til hende: »Sig til din Farmoder, at jeg kan ikke lide, at hun saaledes hver Nat tramper over mig, og udgyder saa hede Taarer paa mig, at jeg ganske kommer til at brænde deraf. Til dig siger jeg dette, fordi jeg bedre kan lide dig, endskønt der ogsaa ved dig er noget underligt; men dig kunde jeg endda komme til at holde af, hvis ikke Gudrun var mig i Vejen.« Derpaa vaagnede Herdis og fortalte Gudrun sin Drøm; denne tog det for et godt Varsel. Om Morgenen efter lod hun nogle Fjæle tage op af Kirkegulvet, der hvor hun plejede at ligge paa Knæ, naar hun bad, og lod saa grave derunder; der fandtes da i Jorden nogle sorte og stygge Ben, ogsaa et Brystsmykke og en stor Sejdstav eller Troldstav, saa man kunde slutte, at det var en Vølve, som der var begravet. Benene blev ført langt bort, hvor man mindst kunde tænke, at Mennesker vilde komme.


77. BOLLE BOLLESENS HJEMKOMST

Fire Aar efter at Thorkel Eyjolfsen var druknet [1030], kom der et Skib til Øfjord; det tilhørte Bolle Bollesen, og de fleste af Skibsfolkene var Nordmænd. Bolle havde meget Gods, og deriblandt mange Kostbarheder, ud med sig, som Høvdingerne havde givet ham. Han var en saadan Elsker af Pragt, da han kom tilbage fra denne Rejse, at han ikke vilde bære andre Klæder, end af Skarlagen og Peld, og alle hans Vaaben var prydede med Guld. Han kaldtes Bolle den Prude. Han gav sine Skibsfolk tilkende, at han agtede at tage vester paa til sine egne Herreder, og overgav dem Skib og Ladning. Han red nu fra Skibet selvtolvte; alle hans Følgesvende var iført Skarlagensklæder og red paa gyldne Sadler, alle kostelige Mænd, men især Bolle; han var iført den Pelds Klædning, som Kongen af Miklegaard havde givet ham; uden paa den havde han en Skarlagens Kappe; han var gjordet med Sværdet Fodbider, hvis Hjalte var forgyldt, og Fæstet var ligesaa omvundet med Guld; paa Hovedet havde han en gylden Hjælm, paa Siden et rødt Skjold, hvori var et gyldent Ridderbillede; i Haanden førte han et Glavind (138), som Skik var i fremmede Lande. Overalt, hvor de tog ind, kunde Kvinderne ikke vende deres Øjne fra Bolle og fra hans og hans Ledsageres Pragt. Med slig Høviskhed red Bolle vester igennem Landskaberne, indtil han kom til Helgefjæld med sine Folk. Gudrun tog med megen Glæde mod sin Søn. Det varede ikke længe, førend han tog derfra til Sælingsdalstunge til sin Svigerfader Snorre og sin Kone Thordis. Det var da et glædeligt Møde. Snorre bød ham til sig med saa mange Mænd, som han selv vilde. Han tog derimod, og blev der om Vinteren med de Mænd, som var fulgte med ham nord fra. Af denne Rejse blev Bolle meget navnkundig, og Snorre søgte, ligesom forrige Gang han var hos ham, at vise ham al Opmærksomhed og Venskab.


78. SNORRE GODES DØD

Da Bolle havde været et Aar paa Island [1031], faldt Snorre Gode i en Sygdom; den var dog ikke voldsom, saa han laa længe hen; men da Sygdommen tog til, kaldte han sine Frænder og Slægtninge, og sagde til Bolle: »Det er mit Ønske, at du skal overtage Boet og Høvdingskabet efter min Død; thi jeg agter dig lige saa højt som mine Sønner, og den iblandt dem, som jeg holder for den ypperste, nemlig Haldor, er nu ikke her i Landet.« Derpaa døde Snorre; han var da syv og tresindstyve Aar gammel. Det var eet Aar efter Kong Olaf den Helliges Fald; saaledes sagde Are Præst den Frode. Snorre blev begravet paa Tunge. Bolle og Thordis overtog da Boet, saaledes som Snorre havde bestemt, og dennes Sønner var vel fornøjede dermed. Bolle blev en indflydelsesrig og vennesæl Mand. Hans Datter Herdis vokste op paa Helgefjæld, og blev meget smuk; hun blev gift med Orm, en Søn af Hermund Illugesen, og fra dem nedstammer Ketil, Abbed paa Helgefjæld, og hans Brødre Rein, Kodran og Styrmer. Fra Orms Datter Herdis stammer Skogveringerne. Fra Bolles Søn Ospak stammede Præsten Brand, der oprettede en Præstegaard paa Husefjæld. Hans Søn Præsten Sighvat boede der siden i lang Tid.

Geller Thorkelsen blev gift med Valgerd, en Datter af Thorgils Aresen fra Reykenæs. Han drog udenlands, opholdt sig hos Kong Magnus den Gode, og fik af ham tolv Øre Guld foruden meget andet Gods. Hans Sønner var Thorkel og Thorgils, Fader til Are den Frode.

Gudrun begyndte nu at ældes meget, og levede i slig Sorg. som nys er fortalt om; hun var den første Eneboerske paa Island, og gik almindelig for at være den gæveste blandt sine jævnlige her i Landet. Engang fortælles der, at Bolle kom hjem til Helgefjæld, thi Gudrun var altid glad ved, at han kom og besøgte hende. Han sad jævnlig hos sin Moder, og de talte om adskillige Ting; da sagde Bolle: »Vil du sige mig, Moder, hvad jeg har stor Lyst til at vide? Hvilken af dine Mænd har du holdt mest af?« Gudrun svarede: »Thorkel blev den mægtigste og en stor Høvding, men ingen var stovtere at se til eller dygtigere end Bolle; Thord Ingunnesen var en meget klog Mand og en stor Lovmand; om Thorvald vil jeg ikke tale.« »Ja,« sagde Bolle, »det skønner jeg nok hvad du der siger mig, alle dine Husbønders Væsen og Færd, men du har ikke sagt mig noget om, hvem du elskede mest, og det behøver du ikke at skjule mere.« Gudrun svarede: »Stærkt æsker du dette, min Søn! Men skal jeg sige det til nogen, saa maa det helst være til dig.« Bolle bad hende gøre det. Da sagde Gudrun: »Ham var jeg værst, som jeg elskede mest.« »Sikkerlig,« sagde Bolle, »har du nu talt oprigtig,« hvorpaa han takkede hende, fordi hun havde sagt ham, hvad han ønskede at vide. Gudrun blev en gammel Kone, og skal tilsidst have mistet Synet. Hun døde paa Helgefjæld, og er der begraven.

Geller Thorkelsen boede paa Helgefjæld til sin Alderdom, og der fortaltes meget mærkeligt om ham; han forekommer ogsaa i mange Sagaer, skønt kun lidet i denne. Han lod en meget anselig Kirke bygge paa Helgefjæld, hvilket Arnor Jarleskjald vidner i den Arvedrapa, han digtede om ham, hvori det tydelig siges. Da Geller havde naaet en høj Alder, rejste han bort fra Island; han kom til Norge, men opholdt sig ikke længe der, og drog straks bort, for at gøre en Valfart til Rom til den hellige Apostel Peders Grav. Paa denne Rejse tilbragte han en lang Tid. Da han kom tilbage fra de sydlige Lande, kom han til Danmark, hvor han blev syg og laa længe. Her døde han omsider [1073], efter at have faaet Del i alle Kirkens Sakramenter, og ligger begravet i Roskilde. Sværdet Skøvnung, der var blevet taget ud af Rolf Krakes Høj, havde han med sig, men ingen ved, hvor det siden er blevet af. Da Gellers Død spurgtes til Island, tog hans Søn Thorkel mod sin Fædrenearv paa Helgefjæld, men hans anden Søn Thorgils druknede i sin Ungdom paa Bredefjord tilligemed alle dem, der var med paa Skibet. Thorkel Gellersen var en særdeles dygtig Mand, og skal have været en af de sagnkyndigste. Her slutter nu Sagaen.


Noter:

1. Se foran, Side 12. [I Eyrbyggja Saga, kap. 5 ff.]

2. Denne Frode den Frøkne var den danske Konge, som Svertlingerne eller Svertlings Sønner ifølge Saxos Fortælling dræbte i et Hov eller Tempel i Jylland, men Slægtrækken er bleven urigtig ved en Sammenblanding af to Ingjalder.

3. Lovsigemand 1076—83.

4. Undergivne, Lejlænding, som maatte tage sin Ejendom til Leje eller som Fæstegods af Kongen.

5. Eksempel.

6. Alt dette fortælles anderledes og rigtigere i Eyrbyggja, se denne Sagas 1.—2. Kapitel.

7. De blev i Virkeligheden gifte i Irland.

8. Thorsten Rød eller den Røde, som han straks herefter kaldes.

9. Are Frode, den bekendte islandske Historieskriver. Henvisningen gælder et tabt Skrift.

10. Caithness, Nordspidsen af Skotland.

11. Mændene paa Gaarden Gata (Gade) nuværende Gøte, paa Øen Østerø. [Se evt. Kortarkivet.]

12. Tilnavnet er irsk og betyder vistnok ’Ulv’.

13. Se Side 36. [I Eyrbyggja Saga, kap. 22—23 og note 57].

14. Hvam betyder en lille Dal.

15. Alt Navne paa Dalstrækninger i Dalesyssel.

16. Se Side 14. [I Eyrbyggja Saga, kap. 7 og note 23].

17. En Bygning, som laa adskilt fra de andre; her omtrent „Fruer- bur“.

18. Mungaat, en Slags Øl.

19. Landnama fortæller, at Unn, som var døbt, ikke vilde hvile i uviet Jord; hun lod sig derfor begrave ved Strandbredden, hvor Hav og Land mødes.

20. Lovsigemand 950—69; se om ham 2. Bind Side 30. [I Nials Saga, kap. 13 f. og note 39].

21. Se 2. Bind Side 1 ff. [I Nials Saga, kap. 1 ff.].

22. I Strandesyssel.

23. Nemlig da Sagaen blev skreven; er nu en lille Gaard tæt ved Hjardarholt.

24. Drabs-Hrapp, formedelst hans Voldsomhed.

25. I Borgefjorden.

26. Ordet betyder „den lille Gode“.

27. Flod paa Nordlandet.

28. Russisk, fra Garderige.

29. Skibshus eller Skur.

30. Nemlig da Sagaen blev skreven, omkring 1200; Gaarden er forresten endnu øde.

31. Faareøerne; ligger ved den nordlige Side af Bredef jorden, mellem Flatø og Bardestrand.

32. De nordlige Bjørnøer, et Fiskerleje midt i Bredefjord.

33. Gaarden Goddastad er nemlig paa Laksaaens nordlige Side.

34. Se 1. Bind Side 80. [I Egils Saga, note 19].

35. Kiste.

36. Paafugl.

37. Ud for Hvamsfjordens Munding ligger et Bælte af Øer; ved Ebbe og Flod, der er betydelig paa disse Steder, strømmer Havet ud og ind gennem de snævre Sunde, hvorved der opstaar farlige rivende Strømme.

38. Kaldes nu forkortet Gvendareyjar.

39. Eller som her, den der vilde føre Bevis for sin Paastands Sandhed.

40. Jfr. hermed Beretningen i Nials Saga (2. Bind S. 10 ff. [Kap. 3 ff.]).

41. Gaarden Hrutstad ligger nu øde.

42. Der foræredes Børn, naar de fik Tænder.

43. Eller Amme.

44. Man troede nemlig, at anden Mands Lykke kunde gaa over paa den bortrejsende eller den, der havde et andet Foretagende for, naar hin ønskede ham Lykke og Velsignelse dertil.

45. Et smukt Træk, som allerede forhen er berørt, er den Tro hos de gamle, at Faders eller nærmeste Slægtninges gode Ønsker bragte Velsignelse med sig.

46. Hestene med Kløvsadler, som bar Byrder og Flyttegods.

47. Hele Toget gik een efter een. Imellem Goddastad og Hjardarholt er en god halv Mils Vej; deraf kan man slutte sig til Gaardens Besætning.

48. Hjordens Holt.

49. I Kap. 19 fortælles, at Hrut allerede havde bygget denne Gaard.

50. Tapeterne paa Væggen.

51. Brudstykker af dette Digt findes i Snorres Edda, hvoraf man tildels kan se, hvilke Gudesagn der var forestillede paa Væggene, f. Eks. Balders Baalfærd, Thors Kamp med Mjdgaardsormen, Lokes og Hejmdals Kamp om Brisingamen.

52. I Mundingen af Hvamsfjorden.

53. I Hunevatnssyssel paa Nordlandet.

54. Eller Viga-Barde, Helten i Heidarvigssaga.

55. Snorre Sturlesens Svigersøn, død 1228.

56. En Gaard af dette Navn.

57. En indhegnet Græsmark.

58. Dette stemmer ikke med de fleste andre Sagaer.

59. Kaldt saadan efter en kogende Kilde (laug), som blev brugt til Bad, tæt ved Gaarden.

60. D. e. den rige.

61. Dalstrækningen paa den nordlige Side af Fjældet ved Gilsfjorden, saaledes kaldt formedelst den sumpige Mosegrund. Danske Stednavne som Sorø har lignende Oprindelse.

62. En bekendt Skjald.

63. Om ham er fortalt i Nials Saga.

64. En Gaard i den sydlige Del af Dalesyssel.

65. En Art kvindelig Hovedklædning.

66. Paa Fjordens nordlige Side.

67. I August—September Maaned.

68. Tilstrækkelig Grund til Skilsmisse var det efter Loven, naar Mand klædte sig som Kvinde, f. Eks. med bar Hals og Skuldre, og omvendt.

69. En lille Fjord norden for Gilsfjorden.

70. Saaledes lyder virkelig Lovens Ord.

71. Aud anfører et Par gamle Verslinjer med ironisk Kulde.

72. Hovedgaarden, i Modsætning til Sæteren.

73. Eller en lang Afstand imellem dem, saa at de ej er sammen.

74. En Gaard i Sørby.

75. Et ophøjet Bræddegulv, hvorpaa der bedrives Trolddom.

76. Om Stuf Skjald den Blinde gives der en smuk lille Fortælling.

77. Skratte betyder et ondt Væsen, en Djævel; Navnet vil altsaa sige Djævlevarden.

78. Billedligt Udtryk: haardt kommer imod haardt.

79. Egentlig: Brushoved.

80. Den graahaarede.

81. Islands første Biskop 1056—1080.

82. Biskop 1082—1118.

83. Usle Landsbyfolk.

84. Hvilke de nydøbte blev iførte ved Daaben.

85. Hedning, som ofrede til Afguderne.

86. Den Tid, da Altinget holdtes.

87. Brudegave, Morgengave.

88. Hvad der her antydes om Tilbøjelighed mellem Kjartan og Ingeborg, er en senere Udsmykning.

89. Det vil sige: nød kun Fisk og Planteføde.

90. En Gaard ved Hvamsfjorden lidt norden for Hjardarholt.

91. Her menes vel Gaarden Gleraaskove inderst ved Fjordens Ende.

92. Nødtørftshusene.

93. En Gaard ved den nordlige Munding af Svinedalen; Dalen eller Fjældpasset gennemskærer den Bjergkæde, der adskiller Bredefjord og Hvamsfjord.

94. En anden Vej over Fjældet, lidt vestligere end Svinedalen.

95. „Bukkegil“, en dyb Bjergstrøm paa Dalens nordlige Side. Gil kaldes paa Island de dybe Kløfter, hvorigennem Floden løber.

96. Mysund eller Mjøsund kaldes en Snævring midt i Svinedalen.

97. Henved Kl. 2 Eftm.

98. ɔ: Vadmel; en saa stor Mængde beror dog paa Overdrivelse.

99. Langt ude i Hvamsfjorden.

100. Den berømte Ærkebiskop (1157—88), der lod Trondhjems Domkirke bygge.

101. Kjartans Død falder nemlig i Foraaret 1003, den Gang Kristendommen endnu var saa ung i Landet.

102. Landnama nævner to Sønner af Kjartan og Hrevna, Aageir og Skum.

103. Nemlig paa Baare.

104. Der er nu, ligesom i hele Hjardarholts Omegn, aldeles skovløst. Dette er et Bevis paa, at man allerede i det 13de Aarhundrede tænkte sig Landet i de første Aarhundreder efter dets Bebyggelse helt bevokset med Skov mellem Fjæld og Strand, mere blomstrende, end dengang Sagaerne blev førte i Pennen.

105. Man viser Ruiner af Sæteren ved Aaen, alt ganske overensstemmende med Sagaen.

106. En lav Bakke.

107. Af lignende Art som en Plaid eller et Shawl.

108. Herom tales i Eyrbyggja Saga.

109. Som efter Sagnet Midfjord-Skegge havde taget fra Rolf Krakes Høj i Lejre.

110. Mellem Borgefjord og Nordlandet.

111. Slutningen af August.

112. En Klippe tæt ved Vadestedet, hvor man rider over Aaen.

113. Her gør Sagaen et saa voldsomt Brud paa Tidsregningen, at alle Kronologer har brudt deres Hoveder for at faa de forskellige Angivelser til at stemme. Det er tydeligt, at her er Digtning med i Spillet. I Virkeligheden er Hævnen fulgt lige efter Bolles Drab, i samme eller i al Fald i næste Aar. Den unge Bolles Deltagelse i sin Faders Hævn og den dermed nøje forbundne Scene imellem Gudrun og Helge, er altsammen Poesi, men uhistorisk. Kun faa Sagaer blander Digtning og Sandhed saa meget sammen som denne Saga.

114. Hvorved Medlemmerne af tvende Familier skiftevis vedblev at fælde hinanden.

115. Her vælger Snorre et tvetydigt Ord for at lægge en Snare for Thorgils: samlendr, en Landsmand, men kan ogsaa blot betyde en, der opholder sig i samme Land, uden Hensyn til Folk.

116. Skovstrand, Hvamfjordens Sydkyst.

117. Et Tingmøde i Herrederne efter Altinget.

118. En Alfarvej over den Bjergkæde, der adskiller Bredefjord fra Borgefjord.

119. Skorradalen er endnu bevokset med Skov.

120. Skorradalssøens østlige Ende.

121. En Spaadom, der hentyder til, at der her i Slutningen af 12te Aarhundrede (1184) blev oprettet et Kloster.

122. Denne Kvinde var nemlig hans Dise eller Skytsaand.

123. Nemlig det svigefulde Løfte til Thorgils og Anslaget mod dennes Liv.

124. Denne Saga er nu tabt.

125. Denne Saga er nu tabt. [Se dog Fortælling om Gunnar Thidrandebane (jl)].

126. Geller var Are Frodes Farfader.

127. Som holdtes ved Sammenskud af Deltagerne.

128. Den græske Kejser.

129. Dette er historisk urigtigt.

130. D. v. s. drukne i den.

131. Tidsregningen er her ikke sikker.

132. Han lod det vel trække paa Slæder over Fjældet og valgte derfor Vintertiden.

133. Ved Mundingen af Floden Ljaa tæt ved Gaarden Ljaaskove.

134. En Spaadom om Thorsten Kuggesens Drab, der ogsaa gik i Opfyldelse, efter Annalerne allerede i det følgende Aar (1027); de nærmere Biomstændigheder kender man ikke; man ved blot, at det skete efter Snorre Godes Raad

135. Roden paa en Tangplante. Ogsaa en Spaadom om Thorkels Drukning.

136. Nemlig Fastetiden.

137. Et Spøgelse.

138. En Lanse.