Lausavísur: Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson (B1)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson
(Ásgeirs son rauðfeldar).
Islandsk skjald, sidste halvdel af 10. årh.


Lausavísur


1. Belg hjó fyr mér
Bǫggvir snøggvan,
en fyr Áleifi
ǫ́l ok verju ;
svá skal verða,
ef vér lifum,
við bǫl búinn,
Bǫggvir hǫggvinn.
 
2. Rauðk á randa gœði
rítorms sakar víti,
meiðr, í malma veðri,
mens, tók sverð at grenja ;
svall hættlig, und hringa
hnitsól ara fitjar,
felli-Guðr meðal fjalla,
fetils trolla hlóðk þolli.
 
3. Kvaðat sendir mik mundu
mundhyrs rekask undan
(dyggr's sás drýgja mun eggja
dolg) minningu sinni ;
ok bǫðreyndan brandi
blóðorm of kné góðan
hræva gífrs með hreifum
heggr ok bítr á skeggi.
 
4. Hér sitk ok hvetk hvassan
hlymbrand jǫru randar,
meðan óvinir órir
oss leiða matreiður,
eigum bernskligir báðir
ból, þats lítt nýtr sólar,
oss hlœgir þat eigi,
út of hellisskúta.
 
5. Hrollir hugr minn illa ;
hefr drengr skaða fengit
sér á sléttri eyri,
svarri, báts ok knarrar,
en, þeims upp réð brenna
ǫldu fíl fyr skaldi,
hverr veit nema kol knarrar
kǫld fýsi mik gjalda.
 
6. Hvarf enn hildar-djarfi
(hvat varð af Þórgarði)
villumaðr á velli
vígdjarfr refilstíga ;
farit hefr Gautr at grjóti
gunnelds enn fjǫlkunni,
síðan mun hann í helju
hvílask stund ok mílu.




   1. Bøggver huggede for mig en hårløs bælg, for Olav en rem og en kappe. Således skal Bøggver, der er rede til alt ondt, blive hugget, hvis vi (jeg) lever.
   2. Rauðk randa viti á rítorms sakar gæði, mens meiðr; sverð tók at grenja í malma veðri; hlóðk fetils trolla þolli hringa hnitsól und ara fitjar; hættlig felli Guðr svall meðal fjalla = Jeg rødfarvede sværdet i krigerens blod, fader!; sværdet tog til at brøle i kampen; jeg fældede krigeren med sværdet under ørnens klør; den farlige kamp var hæftig mellem fjældene.
   3. Mundhyrs sendir kvaðal mik mundu rekask undan minningu sinni; sá es dyggr, es mun drýgja eggja dolg; ok hreifum hǫðreyndan góðan blóðorm, ok hræva gífrs heggr með brandi of kné bítr á skeggi = Manden (Karl) sagde, at jeg ikke skulde undgå hans hævn; brav er den, som vil udføre kamp; og vi (jeg) vil bevæge det kampprøvede, gode sværd; og krigeren (jeg) bider sig i overlæben med sværdet liggende over sine knæ.
   4. Sitk hér ok hvetk hvassan jǫru randar hlymbrand, meðan óvinir órir leiða oss matreiður; eigum háðir, bernskligir, ból út of hellisskúta, þats lítt nýtr sólar; þat hlægir oss eigi = Her sidder jeg og hvæsser mit sværd, medens vore fjender umuliggør os at få mad; vi, unge af alder, har bægge vort leje ude i klippehuler, som kun lidt nyder godt af solen; det glæder os ikke.
   5. Hugr minn hrollir illa; drengr hefr fengit sér skaða báts ok knarrar á sléttri eyri, svarri!, en hverr veit nema mik fýsi gjalda kǫld kol knarrar þeims réð brenna upp ǫldu fíl fyr skaldi = Mit sind skælver ilde; manden (jeg) har fået min båd og skib ødelagt på den flade grusstrand, kvinde!, men hvem ved, om jeg ikke får lyst til at gengælde skibets fuldstændige brand ham som opbrændte det for skjalden (mig).
   6. Enn hildarþdjarfi vil villumaðr refilstíga, vígdjarfr hvarf á velli – hvat varð af Þórgarði?; Gautr gunnelds enn fjǫlkunni hefr farit at grjóti; siðan mun hann hvílask stund okmílu í helju. = Den kampdjærve, drabraske vildmand fra vildstierne forsvandt på sletten; hvad blev der af Torgard?; den troldkyndige kriger er sunken i stengrunden; siden (herefter) vil han hvile i helvede i tid og evighed.