Odins Ravnegalder (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

2. Odins Ravnegalder

A. Den forstyrrede Tilstand i Tilværelsen ved Syndefaldet og Tabet af Udødeligheden.

1.

Alfader virker,

Alfer tvege,

Vaner grandske

Norner pege,

Ividier nære,

Oldene bære,

Thurser dræve,

Valkyrier kræve.

2.

Aserne spore

Raad saa ilde,

Tvivlsomme Runer

Dem forvilde;

Urde, som vogted

Livets Kilde,

Maatte dens bedste

Dyd jo spilde.

3.

Derfor flagrer

Hugin rundt:

Rast — kan volde

Slægten Ondt,

Tilflugt — er saa

Tung at vinde,

Udflugt — er saa

Svær at finde.

4.

For Dværge tviner

Deres Styrke,

Verdner synke

Mod Svælgets Mørke,

Ofte styrter

Solens Ganger,

Ofte Rejsning

Atter fanger.

5.

Strand og Straale

Meer ej pligte,

Luftens Strømme

Stadigt svigte;

Blik for Slægtens

Fremtids Held

Dølger Mimers

Klare Væld.

Mon I ret

Kan fatte det?

B. Bevidstheden om den sande Gud (Ydun) er falden ud af Paradiset og forvandles til den naturlige Gudsbevidsthed (Vala).

6.

Fremsynet Disa

I Dale boer,

Ned fra Ygdrasils

Ask hun foer;

Alferne hende

Ydun kaldte,

Førstekulds yngste

Barn af Ivalde.

7.

Af sit Fald

I Hu saa mod,

Sat i Bur

Ved Højtræes Rod,

Nattens Slægt

Hun lider ilde,

Vant til Hjemmets

Glade Gilde.

8.

Sejrguder skue

Nannas Sorg,

Ulveham sende

Til Vegmøes Borg;

Dragten hun tog,

Sit Sind hun brød,

Fandt sig i Svigleg

Og skiftede Lød.

C. Trende Sendebud fra Odin udforske hende forgjæves om den faldne Verdens Skjæbne.

9.

Valgte da Odin

Bævrasts Værge

Til Gjaldsols Dørmø

At besværge,

Om hun vidste,

Hvad Verden dulgte;

Lopt og Brage

Som Vidner fulgte.

10.

Galdre løde,

Herre og Svende

Paa Ulve rede

Til Verdens Ende;

Odin lytter

I Lidskjalvs Sæde,

Saa lange Veje

Han lod dem træde.

11.

Spurgte den Kløgtige

Hende, som sender

Livsdrik til Gudernes

Slægter og Venner,

Om dødskjulende

Verdens Indgang

Tyde hun kunde,

Fremgang og Udgang.

12.

Ej Ord hun mælte,

Ej kunde hun rede

De Lyttende Tale,

Ej Udraab kvæde,

Taaren fra Hjærnens

Glugger rinder,

Hendes Strid i

Graad forsvinder;

13.

Ret som Øst

Fra Edderhav

Kuldejætten

Tjørnen gav,

Hvormed Alfen

Natligt rammer

Stolten Midgaards

Folkestammer:

14.

Daad da slappes,

Haanden segner,

Hovedet af

Svimmel blegner,

Tankeør og

Sandsesløs

Hele Sværmen

Gaaer i Døs:

15.

Saadan Jorun

For Guder var,

Da hun sorgspændt

Dem negted Svar;

Stærk de kræved,

Jo meer hun negted,

Ivertalen

Dog Intet mægted.

D. Hejmdal og Loke vende tilbage og melde Udfaldet af Sendelsen.

16.

Bort gik Spørge-

Færdens Fremmer,

Han, som Herjans

Gjaldhorn gjemmer,

Skarptrefs Søn

I Ledtog foer;

Grimners Skjald

Tog Vagt paa Jord.

17.

Til Gudinders

Borg sig svinge

Tavse Mænd

Paa Stormens Vinge,

Træffe Aser

Der til Sæde,

Yggers Folk

Ved Gildets Glæde.

18.

De bøde Højsædets

Vært, den bolde

Tvivlforløser,

Hil at volde,

Guderne sæle

Gildet at nyde,

Stedse sig hos den

Høje fryde.

19.

Storværks Bud

Til Bænks dem sætter,

Sørimner Heltes

Skare mætter,

Skøgel for Borde

Med Mjøden kvæger

Af Mindehornet

I Lunets Bæger.

20.

Mangt et Spørgsmaal

Ved Bordet finder

Til Hejmdal Guder,

Til Loke Gudinder,

Om Kvinden Spaadom

Og Sandsagn vidste —

Til Kvældens Mørke

Sig frem mon liste.

21.

Slet de sagde

Færden gangen,

Liden Roes af

Hvervet fangen,

Thi, af hende

Svar at nøde,

Var forgjæves

Tankemøde.

E. Odin trøster med, at Morgenen kan bringe lysere Udsigter.

22.

Odin svarer,

Alle lytte:

”Nye Raad er

Nattens Bytte,

Hver som evner,

Til imorgen

Søge Raad

For Asasorgen!”

23.

Nu i Spring paa

Dybet kjører

Nat, som aldrig

Foden rører;

Alt som hende

Hesten fører

Guder fra Gilde

Sig forføje,

For Odin og Frigga

De sig bøje.

F. Morgenen kommer, og Frelsens Forbud søger mod Himlen.

24.

Dag nu skyndte

Frem sin Ganger,

Med dyre Stene

Dens Bidsel pranger,

Manken Glands over

Mandhjem spreder,

Solen i Vogn

Den Hest fremleder.

25.

I Verdensgrundens

Nordre Fold,

Ved Adeltræets

Dybe Hold,

Gyger, Thurser,

Puslingskare,

Dværge, Puge

Til Hvile fare.

26.

Op staae Helte,

Alfstraalen blinker,

Mørkhjem Natten

Til Norden vinker,

Hejmdals aarle

Brofærd gjalder,

Himmelbjærgets

Hornlydskalder.