Sønnetabet (JL)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Skjaldekvad


Egill Skallagrímsson


Sønnetabet[1]

Sonatorrek
fra Egils saga Skallagrímssonar



oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915


Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945):
Sønnetabet (1899)
Egil Skallagrimsson med liget af den druknede søn Bødvar
Borgarnes, Island
Foto: J. J. Sandal © 2012
1.
Ret så trægt
røres min tunge
af luftvægten
fra versets pundert;
Vidurs fangst
flyder langsomt
og slippes sent
fra sindets gemmer.


2.
Men Friggs børns
frydende skænk
— i oldtid bragt
fra jætternes verden —
tvinger jeg frem
fra tankens sted
trods sorgens
smertende åg.


3.
En fejlfri
— — — —
som blev levende
— — — —
jættens blod
bruser foran
nøstets dør
hos nære frænder.


4.
En efterladt
vil altid græmmes,
når frænders lig
føres til graven,
og min slægt
er snart fortabt
som stormramte
stammer i skoven.


5.
Min fars død
skal først nævnes,
mens jeg mindes
min mors bortgang:
I ordets hov
henter jeg nu
kvadets tømmer
med talens løvpragt.


6.
Slemt blev min fars
frændegærde
brudt itu
af bølgens slag;
det sønneskår,
søen voldte,
vil altid stå
åbent og tomt.


7.
Strengt har Ran
stynet mig her;
jeg står uden
elskede venner.
Havet sled
mit slægtsbånd over
— en stærk tråd
tvundet af mig selv.


8.
Helst greb jeg
til hævn med sværdet
og vreden vendt
mod vindens bror;
rakte evnen,
var ølsmeden død,
og Ægirs viv
blev ikke skånet.


9.
Men jeg ejer
ikke kræfter
til et søgsmål
mod sønnens bane;
ingen her
kan undgå at se
den gamle mands
mangel på følge.


10.
Havet stjal
min største skat;
ættens skjold
blev skilt fra livet
og gik herfra
til glædens veje
— min søns død
er svær at melde.


11.
I skjoldets træ
skjultes, véd jeg,
intet emne
til en ond mand;
var blot min søn
blevet voksen
— — —
— — — —


12.
Stedse var han
en støtte hjemme,
et godt værn
til gavn for min styrke,
og fars råd
fulgte han hver gang,
uanset
hvad andre mente.


13.
Min tabte bror
er tit at finde
i min månens
mages brise.
Jeg ser mig ofte
søgende omkring
i kamptumlen
og tænker imens:


14.
Hvilken mand
med mod som hans
støtter mig nu,
når striden skærpes?
— det gavner tit
mod trodsig modstand.
Jeg farer varsomt,
når venner forsvinder.


15.
Sent blandt folk
på sneens galge
finder jeg en
at fæste lid til,
for slægtsødere
sælger gerne
en brors død
billigt for guld.


16.
Det ser jeg tit,
når — — —
kræver penge
— — — —
— — —
— — — —
— — —
— — — —


17.
Men den mand,
som mister en søn,
må selv avle
en anden til bod;
en savnet bror,
siger man også,
kan aldrig fuldt
opvejes af nogen.


18.
Skønt alle
er enige om fred,
går jeg helst
helt for mig selv;
min kones søn
sidder vel nu
i biens vejs
bygd blandt frænder.


19.
Maltens strøms
stærke skabers
hårde slag
har slidt mit helbred,
og hattens land
hænger tynget,
viddets kærre
er kummerbøjet,


20.
siden en svær
sygdommens brand
drog min søn
fra denne verden
— ham, som i alt
undveg lyder
og aldrig talte
ondt om nogen.


21.
Det står stadigt
stærkt i mit minde,
da ættens ask,
som udsprang af mig,
min hustrus søn,
blev hentet op
til gudernes hjem
af göternes ven.


22.
Jeg undgik splid
med spyddrotten
og holdt trygt
min tro på ham,
men vogn-Tyrs
vise frænde,
sejrens bringer,
brød vort venskab.


23.
Så jeg bloter
blottet for lyst
til guders værn,
Viles bror,
men mener dog,
at Mimers ven
har bragt mig held
og bødet min skade:


24.
Den kampøvede
Ulvens fjende
lod mig få
en lydefri idræt
samt et sind,
som snart gjorde,
at folk, som sveg,
blev svorne fjender.


25.
Det er træls og tungt,
og Tvegges uvens
søster anes
ude på næsset,
dog uden frygt
og med fredfyldt sind
venter jeg nu
villigt på døden.



Note:

  1. Den islandske høvding og skjald Egil Skallagrimsson (ca. 910-990) og hans kone Asgerd Bjørnsdatter mister med kort mellemrum to unge sønner. Gunnar dør af en febersygdom, og Bødvar drukner i Borgarfjörður. Egil gravlægger Bødvar i sin far Skallagrims høj og digter siden dette kvad, som tidsfæstes til omkr. 960.