Sønnetabet (JVJ)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Skjaldekvad


Egill Skallagrímsson

Sønnetabet


på dansk ved

Johannes V. Jensen


fra

Egil Skallagrimssons Saga

De islandske Sagaer

Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag

København 1930




Johannes V. Jensen
1944
1.
Det falder mig træls
at røre Tungen;
en Sten paa Brystet
stemmer for Aandedrættet.
Med Ordets Tryllemagt
har det sig trangt
naar Tankens Hus
i Stormen hælder.


2.
Digtergaven,
den Idræt for Guder,
ypperst af alle
fra Oldtider,
for den er der lukket;
fra Sindets Lønkamre
vælder den ikke;
det volder Sorgen.


3.
Lydefrit lystrede
mig længe Ordet,
Viddets Vaaben,
vel slebet;
men nu bruser Brændingen
ind mod mine Baadskure
og dundrer paa Døren
til min Faders Dysse.


4.
Thi med min Æt
lakker det mod Enden,
som en Skov
skæmmet af Stormen.
Den Mand har mistet
sin Munterhed,
der har set sine Dyrebare
baaret som Lig over Dørtærskelen.


5.
Først vil jeg mindes
min Faders Endeligt.
Min Moder
mistede jeg.
Inderst i Sjælen
slynger et Løvværk,
de Gamles Minde,
sig gennem min Tanke.


6.
Det Hul, som Bølgen
brød i min Faders
gamle Slægtsgærde,
det græmmer jeg mig over.
Men Skarret efter min Søn,
som Søen slog,
det ved jeg vil altid,
altid staa aabent.


7.
Meget har Ran,
Havet, berøvet mig.
Ene er den,
Hvem Ingen elsker.
Mine Slægtebaand
har Søen sønderslidt,
Livsstrengen i mit Bryst
er bristet.


8.
Kunde jeg skifte
mig Ret med Spydskaftet,
da var det ude
med Ødelæggeren.
Kunde man faa Ram
paa den vaade Rovmorder,
gik jeg i Holmgang
med Havet gerne.


9.
Men jeg fandt
mine Kræfter for faa
til at binde an
med min Søns Bane.
Aabenbart
er det for alle,
at Oldingen
er enligstillet.


10.
Meget har Ran
berøvet mig.
Sent forvindes
Ve over Frændedød,
senest naar han,
der var Ættens Haab,
blev taget bort
til lysere Boliger.


11.
Det ved jeg selv,
at i min Søn
ytrede sig ikke
slet Mands Anlæg.
Raskhed, Rankhed
var ham beredt,
havde ej Odin
lagt Haand paa ham.


12.
Altid var han
og jeg enige,
hvad saa Resten
raadede til.
Mit Hus
holdt han oppe,
mine Støtter
stivede han af.


13.
Ofte følte jeg
Savnet af Fæller;
blottet i Ryggen
er den Broderløse.
Det tænker jeg paa,
naar Tvist trækker op;
ene Mand
har lange Øjne.


14.
Hvor finder man nu
en modig Fælle,
en Stalbroder,
uræd for Staalet?
Uden Lyst
farer man med Lempe,
naar Vennernes Antal
skrumper ind.


15.
Ransag, om du vil,
ryst hele Fylket,
der lever ikke
en du kan lide paa.
Her falbyder man
sin Broder for Bøder
og aabner en Handel
i Hævnsager!


16.
Det siger man for sandt,
at mister man en Søn,
gives ingen anden Erstatning
end at avle en ny;
heller ikke
fylder man Hullet
med den første den bredeste
efter en Broder.


17.
Hoben
huer mig ikke.
Frækhed og Fred
følges ad.
Min døde Dreng,
Del af sin Moder,
han er faret hen
til Fædrenes Solboliger.


18.
Skibenes Fjende,
den skummende
Manddraber
staar mig imod.
Kraftesløst,
naar Sorgen kører,
raver Tankernes
tunge Læs.


19.
Min anden Søn
af Sygdom,
Helsot,
for heden.
En Dreng
uden Dadel,
af Ingen
ilde omtalt.


20.
Det glemmes ikke,
da Livets giver
gramsede til sig
Gaven igen,
Ættens Blomst,
Blod af mit Blod,
og al min Hustrus
Haab.


21.
Med Livets Herre
var jeg forligt.
Pligtskyldigst
holdt jeg Pagten,
til Odin selv,
al Skæbnens Ophav,
af eget Vælde
brød Venskabet.


22.
Jeg ofrede gerne
til Alfader Odin,
Gudernes Øverste,
siden man gør det.
Dog skylder jeg
Skjaldenes Fader
det der er mere
end Magt, i Ulykker.


23.
Af Ulvens Banemand,
den gamle Blodsudgyder,
fik jeg fejlfri
Færdigheder,
dertil et Sind,
som nødte somme
lurende Avindsmænd
til aabent Fjendskab.


24.
Haardt er jeg ramt.
Nu staar Hel,
den naadeløse,
ude paa Næsset.
Dog skal jeg glad
og med god Vilje
bie mine Dage
paa Døden.